__MAIN_TEXT__

Page 1

AF FORFATTERNE BAG TV-SERIERNE BROEN OG WALLANDER

Fortættet nonstop spænding. POLITIKEN

Inviterer til sammenligning med Stieg Larssons Millennium-trilogi! THE SUNDAY TIMES

To veninder er på vandretur i det nordlige Sverige, da de finder en skelethånd, der stikker op af jorden. Politiet ankommer og finder seks begravede lig, heriblandt to børn. Rejseholdet – nu med Sebastian Bergman som permanent medarbejder – tilkaldes og påbegynder den næsten umulige opgave, det er at identificere de døde. Men lidt efter lidt må efterforskerne indse, at de er oppe imod en magtfuld institution, som ikke ønsker, at sandheden skal frem i lyset.

JYLLANDS-POSTEN

MICHAEL HJORTH (f. 1963) og HANS ROSENFELDT (f. 1964) står bag bestsellerserien om Sebastian Bergman, der er solgt i mere end fire millioner eksemplarer og oversat til 34 sprog. Michael Hjorth er en af Sveriges mest kendte manuskriptforfattere og filmproducere. Han står blandt andet bag flere af manuskripterne til filmatiseringen af Henning Mankells Wallander-romaner. Hans Rosenfeldt er den internationalt anerkendte manuskriptforfatter bag blandt andet tv-serien Broen, som er vist i over 170 lande.

I SAMME SERIE UDKOMMER OGSÅ I PAPERBACK I 2019

FJELDGRAVEN FJELDGRAVEN

Den nordiske krimi skrives ikke meget bedre end dette.

3

EN SEBASTIAN BERGMAN-KRIMI

HR. FERDINAND


FJELDGRAVEN

Bund 11.0____Top 4.0_____Front 4.5____Ryg 3.0____Stang 940.0____Rulle 1260.0


HJORTH ROSENFELDT

FJELDGRAVEN KRIMINALROMAN

Oversat af Ellen Boen

HR. FERDINAND


2003

Denne gang hed hun Patricia. Patricia Wellton. Nye byer. Nyt navn. I begyndelsen, for længe siden, havde det været det sværeste. At reagere, når hotelreceptionister eller taxachauffører kaldte på hende. Men det var dengang. Nu blev hun navnet på sine nye legitimationspapirer i samme øjeblik, hun fik dem i hånden. Foreløbig havde kun én person tiltalt hende ved navn på denne tur, nemlig biludlejeren i Östersund, da han fortalte, at den bil, hun havde bestilt tidligere, var klar til hende. Hun var landet til tiden, lidt over fem onsdag eftermiddag, og havde taget flytoget ind til Stockholm centrum. Det var hendes første besøg i den svenske hovedstad, men hun indskrænkede sin visit til en nærliggende restaurant, hvor hun indtog en tidlig og temmelig kedelig aftensmad. Lidt i ni samme aften steg hun om bord på nattoget til Östersund. Hun havde reserveret en enmandssovekupé. Ikke fordi hun troede, at man nogensinde ville få fat i hende, uanset hvor mange mennesker der eventuelt gav politi og andre myndigheder hendes signalement, men hun brød sig ikke om at sove sammen med fremmede. Det havde hun aldrig gjort. Ikke sammen med volleyballholdet som ung, når de var til turneringer. Ikke under uddannelsen, det være sig på basen eller i felten. Ikke ude på opgaver. Efter at toget var kørt ud fra stationen, gik hun hen i spisevognen, købte en lille flaske hvidvin og en pose peanuts og satte sig i kupeen for at læse. I know what you’re really thinking, en nyudgivet bog med den noget besynderlige undertitel: Reading Body Language like a Trial Lawyer. Kvinden, der

5

Bund 11.0____Top 4.0_____Front 4.5____Ryg 3.0____Stang 940.0____Rulle 1260.0


p.t. hed Patricia Wellton, vidste ikke, om strafferetsadvokater var specielt gode til at tyde kropssprog – hun var i hvert fald aldrig stødt på nogen, der havde udmærket sig på netop dette område – men bogen var om ikke lærerig, så i det mindste kort og underholdende. Ved ettiden om natten havde hun slukket lyset og var krøbet til køjs. Fem timer senere stod hun af i Östersund, spurgte efter og blev henvist til et hotel, hvor hun indtog et solidt morgenmåltid, før hun tog hen til det lokale Avis-kontor, hvor hun havde bestilt en bil. Hun blev bedt om at vente og budt på en kop kaffe, mens bilen blev rengjort og efterset. En ny, grå Toyota Avensis. Efter godt hundrede kilometers kørsel var hun fremme i Åre. Hun havde overholdt hastighedsgrænserne på hele turen, da der jo ikke var nogen grund til at få fartbøder, selvom det i praksis ikke ville have nogen betydning. Så vidt hun havde forstået, havde det svenske færdselspoliti ikke for vane, og måske ikke engang beføjelse til, at gennemsøge bil og bagage ved mindre lovovertrædelser, men det eneste, der kunne bringe opgaven i fare, var, hvis man opdagede, at hun var bevæbnet. Hun havde ingen papirer, der gav hende lov til at bære våben i Sverige. Hvis man fandt hendes Beretta M9, ville man tjekke hendes baggrund og opdage, at Patricia Wellton ikke eksisterede nogen andre steder end lige her. Så hun lettede på speederen, da hun trillede forbi de græsgrønne pister og ind i den lille landsby på skråningen ned mod søen. Hun gik en lille tur, valgte en café på må og få og bestilte en panini og en cola light. Mens hun spiste, studerede hun kortet. Der ventede godt halvtreds kilometer ad E14, før hun skulle dreje af og efterlade bilen, hvorpå der henstod knap tyve kilometers løbetur. Hun kiggede på uret. Hvis hun brugte tre timer til at nå frem og udføre opgaven, yderligere en til at rydde op efter sig og to til at komme tilbage til bilen og afrapportere, så … ville hun være i Trondheim tids nok til at nå flyet til Oslo og kunne være hjemme igen på fredag. Efter endnu en spadseretur gennem Åre satte hun sig i bilen igen og fortsatte vestpå. Selvom hendes arbejde havde ført hende vidt omkring i verden, havde hun aldrig oplevet et landskab som det her. De blødt bølgende bjerge, den tydeligt markerede trægrænse, det solglitrende vand i dalen nedenfor. Hun ville kunne trives her, tænkte hun. Med de øde vidder. Stilheden. Den rene luft. Her kunne hun godt tænke sig at leje en en-

6


somtbeliggende hytte og gå lange ture. Fiske. Opleve lyset om sommeren og sidde og læse med ild i pejsen om efteråret. Måske en anden gang. Formodentlig aldrig. Hun forlod E14, da et skilt med Rundhögen viste til venstre. Kort efter forlod hun også udlejningsbilen, tog sin rygsæk på, fandt kortet over fjeldområdet frem og satte i løb. 122 minutter senere standsede hun, en smule forpustet, men ikke træt. Hun havde ikke løbet med maksimal fart, så langtfra. Hun satte sig på fjeldskråningen og drak lidt vand, mens åndedrættet hurtigt vendte tilbage til det normale. Så tog hun kikkerten frem og kiggede hen på det lille træhus omkring tre hundrede meter derfra. Hun var på rette sted. Det så præcis ud som på det foto, hun havde fået af sin meddeler. Hvis hun havde forstået det rigtigt, ville ingen i dag få tilladelse til at opføre et hus her for foden af fjeldet, men det her var fra trediverne, havde hun fået at vide. En eller anden direktør med gode forbindelser til kongehuset havde tydeligvis haft brug for et sted at varme sig på sine jagtture i området, og ret beset kunne man vel ikke kalde det et hus, ja, knap nok en hytte. Hvor stor kunne den mon være? Atten kvadratmeter? Tyve? Tømmervægge, små vinduer og en lille skorsten, der stak op gennem tagpappet. To trappetrin op til en dør i den ene endevæg og ti meter derfra et lille skur med to døre – den ene til et udendørslokum, gik hun ud fra, og på grund af huggeblokken udenfor gættede hun på, at den anden var til brændeskuret. En bevægelse inde bag de grønne myggenet. Han var derinde. Hun lagde kikkerten fra sig, stak igen hånden ned i rygsækken, trak Berettaen op og skruede lyddæmperen på med hurtige og rutinerede bevægelser. Så rejste hun sig, stak våbnet ned i den specialsyede lomme på jakken, tog rygsækken på igen og begyndte at gå. Nu og da kastede hun et blik bagud, men der var ingen at se. Hytten lå et stykke fra den vardemarkerede tursti, og nu her sidst i oktober myldrede det ikke ligefrem med vandrere i området. Hun havde mødt to, siden hun forlod bilen. Da der manglede små halvtreds meter, trak hun pistolen op af lommen og holdt den ned langs benet. Hun overvejede alternativerne. Banke på og skyde, når han åbnede, eller gå ud fra, at hytten var ulåst, hvorefter hun bare kunne gå ind og overraske ham. Hun havde besluttet sig for den

7


første mulighed, da døren blev åbnet. Hun stivnede et sekund, men satte sig så lynhurtigt på hug. En mand i fyrrerne kom ud på den lille trappe. Terrænet var åbent, der var ingen steder at gemme sig, så det bedste var at sidde helt stille. Den mindste bevægelse kunne fange hans opmærksomhed. Hun strammede grebet om pistolen. Hvis han fik øje på hende, ville hun kunne nå at rejse sig og skyde ham, inden han nåede at flygte. Godt og vel fyrre meter. Hun ville helt afgjort ramme ham, sandsynligvis dræbe ham, men det var ikke sådan, hun havde tænkt sig det. Hvis han kun blev såret, kunne han tumle ind i hytten igen, hvor han måske havde et våben. Fik han øje på hende nu, ville det hele blive meget mere besværligt. Men han så hende ikke. Han lukkede døren, tog de to trin ned, drejede til højre og gik hen til skuret. Hun så ham gribe øksen fra blokken og begynde at hugge brænde. Hun kom langsomt på benene og trak sig lidt mod højre, så huset ville skjule hende, hvis manden skulle kigge i hendes retning, rettede sig op og spejdede ud over det smukke landskab. Øksen. Kunne den blive et problem? Formodentlig ikke. Hvis alt gik efter planen, ville han aldrig nå at opfatte hende som en trussel, og da slet ikke nå at angribe hende med et nærkampsvåben som en økse. Henne ved hytten standsede hun, tog en dyb indånding, blev stående et kort øjeblik for at koncentrere sig og drejede så rundt om hushjørnet. Manden virkede mildest talt overrasket over at se hende. Han begyndte at sige et eller andet, og hun formodede, at han havde tænkt sig at spørge, hvem hun var, hvad hun lavede derude midt i de jämtlandske fjelde, om han kunne hjælpe hende med noget. Det kunne være ligegyldigt. Hun forstod ikke svensk, og han ville aldrig få et svar. Den lyddæmpede pistol hostede én gang. Mandens bevægelser ophørte i samme splitsekund, som om nogen havde trykket pause på en dvd. Derefter gled øksen ud af hans hånd, knæene gav efter, og kroppen faldt til højre. Et dæmpet bump, da hans firs kilo ramte jorden. Han var allerede død og hjertet punkteret af kuglen, da han faldt, som om nogen havde kastet ham omkuld. Kvinden tog de få skridt hen til kroppen, stillede sig skrævende over den og sigtede roligt på mandens hoved. Et skud i tindingen tre centimeter

8


fra venstre øje. Hun vidste, at han var død, men affyrede endnu en kugle i hans hoved et par centimeter fra den anden. Hun stak Berettaen i lommen og overvejede kort, om hun skulle gøre noget ved blodet på jorden, eller om hun skulle lade naturen klare resten. Selvom nogen skulle savne den døde mand – og det ville nogen, vidste hun – og tage op til den lille fjeldhytte for at lede efter ham, ville de aldrig finde liget. Blodet ville indikere, at der var tilstødt ham noget, men det var alt. Selvom man skulle tro det værste, ville ingen nogensinde få deres mistanker bekræftet. Manden ville være forsvundet for altid. – Far? Kvinden trak sit våben igen, mens hun snurrede rundt. Én eneste tanke for gennem hovedet på hende. Børn. Der burde ikke være børn.

HAN RYSTEDE. Ganske let. Skuldrene og hovedet. Underligt, for bevægelsen hang ikke sammen med drømmen. Drømte han overhovedet? I hvert fald ikke den sædvanlige drøm. Ingen lille hånd i hans. Ingen tordnende brusen, der nærmede sig ubønhørligt. Intet hvirvlende kaos. Men det måtte være en drøm, for nogen sagde hans navn. Sebastian. Men hvis han drømte, hvilket han slet ikke var sikker på, så var han i hvert fald alene i drømmen. Alene i mørket. Han slog øjnene op og kiggede ind i nogle andre øjne. Blå. Sort hår ovenover. Kortklippet. Pjusket. En lille, lige næse og en smilende mund nedenfor. – Godmorgen. Undskyld, men jeg ville vække dig, inden jeg gik. Sebastian fik sig med besvær løftet op på albuerne. Kvinden, der havde vækket ham, virkede tilfreds med resultatet af sine anstrengelser og gik hen til fodenden af sengen, stillede sig foran et helfigursspejl og begyndte at tage nogle øreringe på, som hun tog fra en lille hylde ved siden af spejlet. Med ét var han lysvågen. Søvnen måtte vige for erindringen om gårsdagen.

9


Gunilla, 47, sygeplejerske. De havde mødt hinanden et par gange på Karolinska Sjukhuset. I går havde han været til den sidste kontrol, og bagefter var de fulgtes derfra, var gået i byen og derefter hjem til hende. Forbløffende god sex. – Så du er stået op? Han indså, at han konstaterede det åbenlyse, men det her var en situation, han ikke havde det helt godt med. At ligge nøgen i en fremmed seng, mens den kvinde, han havde tilbragt natten sammen med, stod fuldt påklædt og klar til at tage hul på dagen. Som regel var det ham, der stod først op. Helst og oftest uden at vække sin midlertidige partner. Det var sådan, han ville have det. Jo mindre han behøvede at sige, før han forlod dem, jo bedre. – Jeg skal på arbejde, sagde hun og sendte ham et hurtigt blik i spejlet. – Hvad? Nu? – Ja. Nu. Jeg er faktisk sent på den. Sebastian lænede sig mod højre og tog sit armbåndsur fra natbordet. Lidt i halv ni. Gunilla havde fået øreringene på plads og tog en tynd sølvkæde om halsen. Sebastian betragtede hende skeptisk. 47 år og med bopæl inde midt i Stockholm. Så naiv og godtroende kunne ingen mennesker sgu da være. – Sig mig, er du vanvittig? sagde han og trak sig op i siddende stilling. Du mødte mig i går. Jeg kan jo stikke af med det halve af lejligheden. Gunilla mødte hans blik i spejlet og smilede skævt. – Har du da tænkt dig at stikke af med det halve af lejligheden? – Nej, men det ville jeg også have svaret, hvis jeg havde tænkt mig det. Gunilla havde nu iført sig alle sine smykker, og efter et sidste blik i spejlet vendte hun tilbage til sengen. Hun satte sig på kanten og lagde hånden på hans brystkasse. – Jeg mødte dig ikke i går. Jeg gik i byen med dig i går, men jeg har alle oplysninger om dig henne på arbejdet, så hvis du render med tv’et, ved jeg, hvor jeg kan få fat på dig … Et kort øjeblik for tanken om Ellinor gennem Sebastians hoved, men han skubbede den fra sig. Han ville tids nok blive nødt til at bruge en pæn masse tid og energi på hende, men ikke nu. Gunilla smilede til ham igen. Hun lavede sjov. Det havde hun også gjort i går, huskede han. Hun smilede ofte.

10


Havde let til latter. Det havde været en hyggelig aften. Gunilla lænede sig hurtigt frem og gav ham et kys på munden, inden han nåede at reagere. Så rejste hun sig, og på vej hen til den lukkede soveværelsesdør sagde hun: – Jocke kan jo holde et øje med dig. – Jocke? Sebastian ledte i hukommelsen efter en eller anden Jocke, han kunne sætte i forbindelse med hende, men ingen dukkede op. – Joakim, min søn. I kan jo spise morgenmad sammen, hvis du har lyst. Han er stået op. Sebastian gloede målløs på hende. Kunne ikke få et ord frem. Var det hendes alvor? En hjemmeboende søn? Hvor gammel var han? Havde han været der hele natten? Så vidt Sebastian huskede, havde de ikke været specielt diskrete. – Men nu er jeg altså nødt til at gå. Tak for i går. – Selv tak, fik Sebastian frem, inden Gunilla forlod soveværelset og lukkede døren efter sig. Han lod hovedet synke ned på puden igen og hørte hende sige farvel til nogen – formodentlig sønnen – hvorpå endnu en dør blev lukket. Der blev stille i lejligheden. Sebastian strakte sig. Det gjorde ikke ondt. Det havde ikke gjort ondt de seneste uger, men han nød stadig fornemmelsen af at kunne bevæge kroppen uden at have smerter. Han var blevet stukket ned for lidt over to måneder siden. I læggen og maven. Af Edward Hinde, psykopat og seriemorder. Sebastian var straks kommet på operationsbordet, og det havde set lovende ud, faktisk meget lovende, men så var der tilstødt komplikationer. Han havde haft et dræn i den punkterede lungesæk i godt en uge, og når det blev fjernet, var det kun et spørgsmål om tid, før han kom sig helt, havde man sagt. Men så opstod der en infektion og derefter væskeansamlinger, og de åbnede ham igen. Tømte ham og syede ham sammen. Han fik forholdsregler, der skulle følges, og hjemmeopgaver, der skulle laves. For mange, for besværlige og for kedelige, så det var måske derfor, han fik lungebetændelse. Eller måske havde han fået det under alle omstændigheder. Nu var han i hvert fald kommet sig og blev erklæret helt rask så sent som i går. Kroppen var kommet sig, men Hinde-sagen plagede ham stadigvæk.

11


Blandt andet fordi Hinde havde hævnet sig ved at myrde flere kvinder, som Sebastian havde haft et seksuelt forhold til. Han havde selvfølgelig ikke kunnet udføre mordene selv – havde jo siddet indespærret på Lövhagas sikrede afdeling siden 1996, hvor Sebastian havde fået ham pågrebet – men med hjælp fra en rengøringsassistent på afdelingen var det alligevel lykkedes ham at sætte sin hævn i værk. Fire myrdede kvinder. Én fællesnævner. Sebastian Bergman. Det var irrationelt at påtage sig skylden for de fire kvinders død, men han kunne alligevel ikke helt ryste skyldfølelsen af sig. Da Rejseholdet fik pågrebet rengøringsassistenten, flygtede Hinde fra fængslet og kidnappede Vanja Lithner. Ikke ved en tilfældighed, og ikke fordi hun og Sebastian begge arbejdede for Rejseholdet. Nej, Hinde havde på en eller anden måde fundet ud af, at Vanja var Sebastians datter. Edward Hinde var død, men indimellem slog det Sebastian, at hvis Hinde kunne gennemskue sandheden, ville andre måske også kunne det. Men det måtte ikke ske. De kom fint ud af det med hinanden nu, ham og Vanja. Bedre end nogensinde. Han havde reddet Vanjas liv derude i det forladte hus med Hinde. Det spillede selvfølgelig ind, men Sebastian ville skide på, om hun fandt sig i ham af taknemmelighed eller ej. For det gjorde hun. Og faktisk mere end det. Hun havde opsøgt ham to gange inden for de sidste to måneder. Først havde hun besøgt ham på hospitalet, og derefter – da han var blevet udskrevet og kommet hjem, men inden lungebetændelsen atter havde gjort ham sengeliggende – havde hun foreslået, at de skulle mødes til en kop kaffe. Sebastian kunne stadig mindes fornemmelsen i kroppen, da hun spurgte. Hans datter ringede og ville mødes med ham. Han kunne dårlig nok huske, hvad de havde snakket om. Han ville så gerne huske hver en detalje, hver en nuance, men oplevelsen var overvældende. Øjeblikket for stort. De havde siddet på en café i halvanden time. Bare hende og ham. Fordi hun ønskede det. Ingen hårde ord. Ingen kamp. Han havde ikke følt sig så levende, så nærværende, siden anden juledag

12


2004. Gang på gang vendte han tilbage til de halvfems minutter, de havde haft sammen. Der kunne komme flere. Skulle komme flere. Han kunne begynde at arbejde igen. Han ville arbejde igen. Han kunne tilmed gribe sig selv i at længes. Efter et tilhørsforhold, javist, men det vigtigste for ham var at få lov til at være i nærheden af Vanja. Han havde forliget sig med tanken om aldrig at blive hendes far. Ethvert forsøg på at fratage Valdemar Lithner den rolle ville ende med, at Sebastian ødelagde alt. Foreløbig var det ikke lykkedes ham at bygge ret meget op. Et sygebesøg og halvfems minutter på en café, men det var altid noget. Accept. En vis betænksomhed. Måske endog et begyndende venskab. Sebastian slog dynen til side og stod op. Han fandt sine underbukser på gulvet og resten af tøjet på den stol, hvor han havde smidt det ni timer tidligere. Efter et kig i spejlet og en hånd gennem håret åbnede han soveværelsesdøren til stuen og blev stående et øjeblik i døråbningen. Lyde fra køkkenet længere inde i lejligheden. Musik. En ske mod porcelæn. Jocke spiste tydeligvis morgenmad uden ham. Sebastian smuttede hurtigt ud på badeværelset og låste døren efter sig. Han længtes virkelig efter et bad, men tanken om endnu en gang at klæde sig nøgen – og med Gunillas søn siddende lige på den anden side af væggen – fik ham til at lade det blive ved længslen. Han skyllede ud i toilettet, vaskede hænder og ansigt og gik ud igen. På vej hen til hoveddøren gik det op for ham, at han var nødt til at gå forbi køkkenet, men det ville han ikke desto mindre gøre. Gå forbi. Sønnen derinde ville bare se en ryg, hvis han kiggede op. Sebastian gik forbi køkkendøren og ud i entreen, fandt sine sko, tog dem på og begyndte at lede efter sin jakke på knagerne på væggen. Han kunne ikke se den. – Din jakke er herinde, lød en dyb stemme ude fra køkkenet. Sebastian lukkede øjnene og bandede indvendig. Ja, sådan var det gået for sig. Han havde taget skoene af, men ikke jakken. Det skulle virke, som om han havde travlt og ikke havde tænkt sig at blive ret længe, selvom de begge vidste, at det var nøjagtig, hvad han havde tænkt sig. Han havde taget jakken af i køkkenet, mens hun åbnede en flaske vin til sig selv. Sebastian sukkede dybt og gik ud i køkkenet. Ved bordet sad en ung

13


mand, omkring de tyve, gættede Sebastian, med en tallerken yoghurt og en iPad foran sig. Han gjorde et kast med hovedet mod stolen på den anden side af bordet uden at flytte blikket fra iPad’en. – Derhenne. Sebastian gik de få skridt hen til stolen og tog sin jakke. – Tak. – Okay. Vil du have noget? – Nej. – Fik du så, hvad du kom efter? Den unge mand havde stadig opmærksomheden rettet mod iPad’en foran sig, og Sebastian kiggede på ham. Det nemmeste for dem begge ville formentlig være at lade den sidste bemærkning passere ukommenteret og bare gå, men hvorfor gøre det nemt? – Har du noget kaffe? spurgte Sebastian, mens han tog jakken på. Selvom Gunillas søn helst ville slippe af med ham, havde han tænkt sig at blive lidt. Ham rørte det ikke. Den unge mand kiggede overrasket op. – På køkkenbordet, sagde han med et nik i retning af Sebastian, hvilket han tolkede, som at kaffen befandt sig bag ham, så han vendte sig om. Han kunne ikke få øje på hverken kaffemaskine, stempelkande eller termokande, eller hvad han nu forventedes at se. Så opdagede han en sort, halvcirkelformet tingest, der mest af alt lignede en futuristisk motorcykelhjelm, men med en rist neden under en slags hane. Knapper på siden. Mere metal på toppen. Tre små glaskopper stod ved siden af, så Sebastian gik ud fra, at tingesten leverede en form for drikkelse. – Ved du, hvordan den virker? spurgte sønnen, da Sebastian ikke gjorde mine til at nærme sig maskinen. – Nej. Jocke skubbede stolen ud og gik hen til køkkenbordet. – Hvad vil du have? – Noget stærkt. Det blev sent i går. Jocke sendte ham et træt blik, tog en slags kapsel fra en holder, som Sebastian ikke havde bemærket, åbnede låget på maskinen, lagde kapslen derned, lukkede låget igen og stillede den ene af kopperne på risten, mens han trykkede på en knap. – Nå, og hvem er du så? spurgte han med et uinteresseret blik på Sebastian.

14


– Jeg er din nye far. – Skidesjovt. Humor. Hun burde beholde dig … Han vendte sig om og tog igen plads ved bordet, og pludselig slog det Sebastian, at Joakim nok havde oplevet lidt for mange morgener med lidt for mange fremmede mænd i køkkenet. Uden et ord tog han koppen fra risten. Kaffen var virkelig stærk. Og varm. Han brændte sig på tungen, men drak den alligevel i tavshed. To minutter senere var han ude i den grå septembermorgen. Udenfor tog det ham et par sekunder at orientere sig og regne ud, hvordan han lettest kom hjem til lejligheden på Grev Magnigatan. Til Ellinor Bergkvist. Hans logerende, eller hvad man nu skulle kalde hende. Hvordan hun var blevet det og endt hjemme hos Sebastian, var stadig lidt af en gåde for ham. De havde mødt hinanden i forbindelse med, at Hinde begyndte at tage livet af hans gamle sexpartnere. Han havde opsøgt Ellinor for at advare hende, hvilket førte til, at hun flyttede hjem til ham. Han burde have smidt hende ud for længst, men ikke desto mindre boede hun der endnu. Sebastian havde brugt en masse tid på at få afklaret sit forhold til Ellinor, og visse ting kunne han sige med sikkerhed. Han elskede hende helt afgjort ikke. Holdt han af hende? Nej, ikke engang det. På en eller anden måde havde han imidlertid påskønnet det, hun gjorde med hans liv, da hun uopfordret flyttede ind. Hun tilførte det en form for normalitet, og mod alle odds greb han sig selv i at trives i hendes selskab. De lavede mad sammen. Lå i sengen og så fjernsyn. Gik i seng med hinanden. Ofte. Hun fløjtede. Hun fnisede. Når han kom hjem, sagde hun, at hun havde savnet ham. Han kviede sig ved at indrømme det, endog over for sig selv, for i virkeligheden ønskede han ikke, at det skulle være sådan, i hvert fald ikke sammen med Ellinor, men hendes tilstedeværelse havde resulteret i, at han for første gang i mange år var begyndt at tænke på sin lejlighed som hjemme. Et hjem. Dysfunktionelt, men immervæk et hjem. Udnyttede han hende? Helt sikkert. I virkeligheden interesserede hun ham ikke en skid. Alt, hvad hun sagde, gik ind ad det ene øre og ud ad det

15


andet. Hun var som en lydkulisse. Men hun havde været fantastisk at have under hans rekonvalescens, og han kunne sandt at sige ikke forestille sig, hvordan han skulle have klaret sig uden hende i de uger, hvor lungebetændelsen havde sendt ham til tælling. Hun havde taget fri fra sit job i Åhléns, var ikke veget fra hans side, men hvor taknemmelig han end var over dette, var det ikke tilstrækkeligt. Ellinor var en tilbedende, nærmest selvudslettende og kuleskør husholderske, som han havde sex med. Selvom hans tilværelse var blevet nemmere og på alle måder mere behagelig, ville det ikke holde i længden. Normaliteten og hverdagen, hun havde tilført hans liv, var kun en illusion, et fantasifoster. En overgang havde han sat pris på denne illusion, havde oven i købet givet næring til den, men nu var han sikker på, at han ikke længere ville opretholde den. Han var rask igen, han var begyndt at nærme sig Vanja, han havde sandsynligvis et job. Begyndelsen på noget, der kunne blive et liv. Han havde ikke længere brug for hende. Nu skulle hun ud. Det ville blive alt andet end let, så meget vidste han.

SHIBEKA KHAN VENTEDE. SOM ALTID. Hun sad ved køkkenvinduet på anden sal i det nedslidte, almennyttige højhusbyggeri i Rinkeby. Udenfor var trækronerne ved at blive gule og røde, og nede på de åbne områder mellem boligblokkene spænede børnehaveungerne hujende omkring. Shibeka kunne ikke huske, hvor mange år hun havde siddet der og set børnene lege. Samme vindue, samme lejlighed, nye børn. Tiden gik så hurtigt udenfor. Inde i køkkenet føltes det, som om den stod stille. Hun elskede timerne, efter at børnene var gået, og inden dagen kom i gang. Hun var aktiv, hun havde mange venner, arbejdede som plejemedhjælper, læste svensk på højt niveau og var året før blevet optaget på Sosuassistentuddannelsen. Men de formiddage, hvor hun havde fri, sad hun et par timer og betragtede livet udenfor. På en måde var det hendes andet liv.

16


En stille, respektfuld stund, hvor hun mindedes sin kærlighed til Hamid. Hvis hun regnede tilbage, ville hun komme på, præcis hvor mange år hun havde siddet her, det vidste hun, men hun orkede det ikke lige nu. Hun kunne ikke overkomme at tænke tilbage. Hendes sønner var det tydeligste tegn på den tid, der var gået. Mehran gik i niende klasse nu, mens Eyer, der ikke klarede sig så godt i skolen som sin storebror, kæmpede sig gennem syvende. Da Hamid forsvandt, havde Eyer været fire og Mehran lige fyldt seks. Shibeka mindedes drengens strålende smil, da hans far overrakte ham skoletasken, sort med blå striber, som han skulle bruge, når han begyndte i skole samme efterår. Hans mørke, glade øjne, der lyste af stolthed over at være blevet så stor. Far og søn, der omfavnede hinanden. En uge senere var Hamid forsvundet. Som opslugt af jorden. Det var en torsdag. En torsdag for meget længe siden. Sært nok savnede hun ham næsten mere, jo længere tid der gik. Ikke på den dér voldsomme måde som i begyndelsen, men med mere … sorg, en dybere smerte. Pludselig blev Shibeka rasende på sig selv. Nu begyndte hun igen. Lod minderne vælde frem. Det var jo dem, hun ikke kunne klare, men hendes tanker blæste på, hvad hun ville eller ikke ville. De afparerede med lethed hendes forsøg på at kontrollere dem og søgte bagud i tiden. Til vennerne, der hjalp med eftersøgningen. Børnenes spørgsmål og gråd. Hamids fine jakkesæt, som hun havde hentet på renseriet, og som siden hen havde ventet forgæves på ham. En karrusel af billeder og fastfrosne øjeblikke, drevet af håbet om, at tankerne skulle finde noget, hun havde overset, noget, der ville gøre det hele forståeligt. Men hun blev altid skuffet. Hver eneste detalje var blevet gransket tusind gange før, hvert eneste ansigt fremstod allerede klart for hende. Det var meningsløst. For at undslippe de nagende tanker rejste Shibeka sig og lænede sig op mod ruden. Det var fredag, og om lidt ville han dukke op, det vidste hun. Herefter ville der gå to dage, før han viste sig igen. Ikke at hun længere troede, der ville komme noget, de var holdt op med at svare for længe siden, men hun nægtede at give op. Hun var blevet ved med at sende breve. Havde forfinet sit svensk, sin håndskrift og øvet sig på det særlige kancellisprog. Ja, hun var blevet så ferm til at skrive til myndighederne, at hendes venner var begyndt at bede hende om hjælp. Nu så hun ham. Postbuddet. Som altid kom han cyklende hen ad gang-

17


stien og begyndte sin runde i opgang 2, så fortsatte han til nummer 4 og 6, hvorefter han ville nå til nummer 8. Hendes opgang. Hun ventede, til hun så ham forlade nummer 6, hvorefter hun forsigtigt listede ud i entreen. Forsøgte at bevæge sig så stille som muligt, ikke fordi hun var nødt til det, men fordi hun håbede, at lydløsheden på en eller anden måde ville gøre chancen større. Hidtil havde det dog ikke hjulpet. Hun stillede sig ved døren og lyttede. Lidt efter hørte hun det svage, metalliske klik, da døren gik op nedenfor. For sit indre øje så hun, hvordan han gik hen til elevatoren og trykkede på Hertil-knappen. Han kørte altid helt op for derefter at gå ned etage for etage. Det var hans faste rutine. Hendes var at stå helt stille i entreen. Hun trykkede sig op ad døren og lyttede. To slags lyde. En udefra, langt væk. En tæt på, hendes eget åndedræt og den sagte summen fra køleskabet ude i køkkenet. To forskellige verdener adskilt af træværk og en brevsprække af stål. Udenfor nærmede skridtene sig, og hun lænede sig tættere op mod døren. Der var noget næsten religiøst over disse øjeblikke. Enten bønhørte Allah hende, eller også gjorde han det ikke. Så enkelt var det. Med et for Shibeka næsten øredøvende smæld fjedrede brevsprækken, og en række farvestrålende reklamer faldt ned på gulvet foran hende. Lyden og verden udenfor fortonede sig, da hun bukkede sig ned mod det, der lå på dørmåtten. Under Ugens Tilbud fra det lokale pizzeria lå en hvid konvolut. Fra SVT. Fra det svenske fjernsyn. Denne gang havde Allah bønhørt hende.

DET VAR IKKE HENDES SKYLD. Eller jo, det var det vel, men det var en fejltagelse. Hvem som helst kan da begå fejl. Maria var pissehamrende sur. Ja, hun var træt, men var hun måske ikke også selv det? Og det var jo ikke ligefrem sådan, at hun havde ført dem ud på en omvej med vilje.

18


Det var en fejltagelse. Og så var alting ellers gået så fint indtil for et par timer siden. På trods af regnen. Maria var fyldt halvtreds i juli, og Karin havde foræret hende en fjeldtur i fødselsdagsgave. Jämtlands-trekanten. Storulvåen – Blåhammeren – Sylarna. Alene navnene fik turen til at lyde mere luksuriøs, end den egentlig var, syntes hun. Det lød som nogle eksotiske steder. Fjeldterræn, om end let tilgængeligt, det var tanken. Ingen strabadser. Overkommeligt korte dagsmarcher, efterfulgt af brusebad, sauna, mad, vin og en rigtig seng at sove i, når de kom frem til de forskellige fjeldstationer. Karin havde vandret der sammen med Fredrik for mange år siden og syntes, det var lige tilpas. En styrkende naturoplevelse iblandet lidt luksus. God tid til at snakke med hinanden. Det var en flot gave. En dyr gave. Inklusive rejsen derop, fire overnatninger og middag til begge to kostede det et femcifret beløb, men det var Maria værd. Hun var Karins bedste veninde, og det havde hun været i mange år. Hun havde været der, når andre trak sig. Brystkræften, skilsmissen, hendes mors død. De havde gennemlevet det hele sammen. De havde selvfølgelig også haft en masse sjov sammen, men aldrig været på fjeldvandring med hinanden. Maria havde faktisk aldrig været nord for Karlstad, men nu skulle det være. Karin havde valgt den sidste weekend, fjeldstationerne holdt åben; sidst i september. Dels så de kunne slippe for den relative trængsel om sommeren, og Maria ville få tid til at forberede sig og søge om ferie fra jobbet, dels fordi Karin håbede, at efteråret ville være så langt fremme, at de kunne forvente klart vejr og smukke høstfarver. At fjeldet ville vise sig fra sin bedste side for hendes elskede veninde. At det skulle øse ned fra det øjeblik, de steg af toget i Enafors, havde hun ikke engang overvejet. Men det gjorde det. – Det skulle klare op i begyndelsen af næste uge, siger de, svarede buschaufføren, der ventede på dem og skulle køre dem op til Storulvåen Højfjeldshotel, da de forhørte sig om vejrsituationen. – Kan vi så forvente regn resten af ugen? Maria lød lettere opgivende.

19


– Ja, det siger de, svarede chaufføren og nikkede. – Det kan ændre sig hurtigt her i fjeldene, sagde Karin opmuntrende, da de steg om bord på bussen. Det bliver sikkert fint, skal du se. Og det var begyndt rigtig godt. De nåede frem til højfjeldshotellet, fik anvist deres værelse – enkelt, men hyggeligt – gik en lille tur, tog en eftermiddagslur, gik i sauna, og om aftenen indtog de en glimrende middag i restauranten. Undede sig tilmed vin til maden og en likør til kaffen bagefter. I dag var de stået op klokken syv, og efter morgenmaden havde de smurt sig hver sin madpakke, fyldt en termoflaske med kaffe og var draget af sted ved halvnitiden. Regnen fossede ned, men det tog de ikke så tungt, da de begge var iført solidt regntøj og støvler og desuden havde skiftetøj med. De krydsede Storulvåen og fortsatte gennem den frodige dalsænkning, der ifølge kortet på hotellet blev kaldt Parken. De gav sig god tid. Snakkede, standsede for at tage billeder eller blot nyde omgivelserne. De havde ikke travlt. Der var kun tolv kilometer mellem Storulvåen og Blåhammeren, som var næste stop. Efter tre kilometer forlod de birkeskoven og fortsatte videre op til Ulvåtjärns rasteplads. Da de nåede derop, havde de næsten glemt, at det regnede. De kunne se, at der ventede dem en lang, kraftigt stigende etape efter hvilet, så de gav sig god tid til at nyde madpakken og kaffen og blev enige om, at det elendige vejr ville være noget, de engang ville mindes og grine ad. Om lang tid, men alligevel … Efter frokosthvilet fortsatte de, sommetider i tavshed, sommetider ivrigt snakkende. Efter endnu en times vandring fik de øje på Blåhammerens fjeldstation oppe på en højderyg og blev enige om, at et brusebad og en tur i saunaen havde højeste prioritet, så det var med fornyede kræfter, de fortsatte op over den næsten nøgne og meget våde fjeldskråning. Da der manglede omkring en kilometer, standsede de for at drikke ved en bæk, der strømmede ned over fjeldsiden. Bagefter kunne Karin ikke huske, hvorfor hun havde taget plastlommen med hotelreservationen frem. Hun havde åbnet rygsækken for at tage posen med rosiner og nødder op, og af en eller anden grund havde hun kigget på sine papirer. Det, hun så, hang ikke sammen. Overhovedet ikke. Hun kiggede igen, forstod, hvad der var sket, og lod plastlommen glide tilbage i rygsækken, mens hun overvejede, hvordan hun bedst skulle informere Maria om sin

20


opdagelse. Der fandtes ikke nogen god måde at fortælle det på, indså hun, ikke engang en mindre dårlig. Der var kun den nøgne sandhed. – Satans også, udbrød hun for dermed at signalere, at hun ved gud heller ikke var uberørt over det, hun lige havde læst. – Hvad sker der? spurgte Maria med munden fuld af cashewnødder. Hvis du har glemt noget, må du selv gå tilbage efter det. Min hjerne er allerede gearet ind på sauna og øl. – Jeg kiggede bare lige på hotelbookningen … – Og? Maria stak sit gule drikkebæger ned i bækken og drak lidt vand. – Vi … vi er gået forkert. – Jamen det ligger jo lige deroppe. Har vi misset noget på vejen? Maria hængte bægret tilbage på rygsækken og gjorde sig klar til at fortsætte. Karin sank en klump og gik til bekendelse. – Det er Blåhammeren, som ligger deroppe, men vi skal til Sylarna i dag. Maria standsede og kiggede uforstående på hende. – Men du har jo hele tiden sagt Blåhammeren. Fra Storulvåen til Blåhammeren til Sylarna. Det har du jo sagt hele tiden. – Ja, det ved jeg godt, og det troede jeg også, men ifølge papirerne har vi en reservation på Sylarna i aften og på Blåhammeren i morgen aften. Maria gloede stadig uforstående på hende. Ikke nu. Ikke når de var så tæt på. Karin lavede sjov. Selvfølgelig lavede hun sjov. – Jeg er ked af det. Karin mødte Marias blik, og Maria indså, at det ikke var en spøg. Men behøvede det være så slemt? De havde taget en smule fejl af ruten, så de skulle nok bare gå nogle ekstra kilometer. – Jamen hvor langt er der så til det der Sylarna? Karin tøvede, da hun kunne høre, at Maria var ved at hidse sig op. Men at sige ”et kort stykke” eller ”ikke ret langt” var udelukket, så hun kunne lige så godt sige sandheden. – Nitten kilometer. – Nitten kilometer! Tager du gas på mig?! – Der er nitten kilometer mellem Blåhammeren og Sylarna, men nu er vi jo ikke helt fremme ved Blåhammeren, så atten da. Eller måske sytten. – Jamen det er jo for helvede fire timers vandring! – Undskyld. – Hvor længe er det lyst?

21


– Det ved jeg ikke. – Jamen gudfader! Det her holder ikke! Kan de så ikke give os et værelse deroppe i nat? Så tager vi ind på Sylarna i morgen, ikke? Kan vi ikke bare ombooke? Et kort øjeblik følte Karin en enorm lettelse. Selvfølgelig. Det var løsningen. Kloge Maria. I tryg forvisning om, at problemet hermed var løst, tog hun mobilen op af rygsækken. De kunne ikke ændre reservationerne, viste det sig. Alle værelser var optaget, da denne sidste åbne weekend var populær. Hvis de medbragte luftmadras eller liggeunderlag, kunne de overnatte ude i annekset og få et bord ved middagsserveringen kl. 21.30. Beklager. Karin og Maria havde overvejet muligheden, men Maria meddelte kort, at hun denondelyneme ikke gad sove i et eller andet skide anneks, hvorefter hun tog rygsækken på og begyndte at gå. Først nægtede Maria at tale til hende, og derefter kunne hun ikke, tænkte Karin. Selvom det regnede, og vinden bed i kinderne på dem, virkede Maria gustentbleg og hendes ansigt stivnet. Hun så totalt smadret ud, svarede med enstavelsesord. Karin forsøgte at holde humøret oppe, men det blev stadig sværere. Det var ikke hendes skyld. Eller jo, det var det, men det var en fejltagelse. – Vent! Lad os tage et lille hvil, sagde Karin, efter at de havde gået endnu halvanden time. – Hvad fanden skal det være godt for? Vi er sgu da nødt til at fortsætte! – Spis nogle nødder, få lidt energi. Jeg skal lige fylde vandflasken. Karin pegede på vandet, der fossede af sted neden for dem. – Der kan du da ikke komme ned. – Vel kan jeg så. Karin lød mere selvsikker, end hun var. Hun ville godt virke optimistisk og ønskede for alt i verden ikke at lade sig smitte af Marias dårlige humør. Mens hun nærmede sig vandløbet, bad hun til, at noget mad og en god nats søvn ville gøre veninden mere positivt indstillet, så hele ferien ikke ville være ødelagt. Maria havde dog ret i, at det var svært at komme ned ad den stejle skrænt. Svært, men ikke umuligt. Hun tog endnu et skridt, og jorden forsvandt under fødderne på hende. Med et skrig røg hun omkuld, mens hun famlede efter noget at klamre

22


sig til. På vejen ned fik hendes venstre hånd fat i et eller andet, men det løsnede sig, og hun trillede ned ad skråningen sammen med jord, ler og sten. Det højre knæ hamrede ind i noget, og hun nåede at tænke, at der her sgu ikke skulle hindre hende i at nå frem til Sylarna, hvorefter hun bragede ned og landede et par meter fra den fossende bæk. Nogle småsten kom rullende efter hende og endte nede i vandet. – Gud! Hvad skete der? Er du okay? Maria kiggede bestyrtet ned. Med besvær kom Karin op i siddende stilling og begyndte at mærke efter. Hendes regnfrakke så herrens ud, men ellers virkede det, som om kroppen var uskadt. Det gjorde lidt ondt i knæet, men det var alt. – Jeg er okay. Ingen problemer. – Hvad er det for nogle pinde, du har i hånden? Havde hun noget i hånden? Karin kiggede og smed det fra sig med et forskrækket hvin. Det var en hånd. En skelethånd. Pindene var underarmsknoglen, afrevet ved albuen. Hun kiggede op på skrænten, hun var faldet ned ad. Omkring en meter neden for det sted, hvor Maria stod, stak resten af armen ud, og ved siden af den lå et kranium indmuret i leret. Så meget for dén ferie, tænkte Karin.

ELLINOR BERGKVIST. Valdemar Lithner sukkede højt. Hun var dukket op hos ham første gang for lidt over to måneder siden. Havde ringet til firmaet og aftalt et møde. Havde insisteret på at tale med ham og ingen anden. Formålet med besøget havde været en smule uklart og var ikke blevet mere klart under de efterfølgende møder. Noget med en virksomhed, der skulle etableres, og den rådgivning, hun ønskede i den forbindelse. Skønt han havde bistået hende efter bedste evne, var der ikke sket noget, og Ellinor var ikke tættere på at have et fungerende firma nu, end hun havde været, da hun dukkede op

23


første gang. Dengang havde han spurgt, hvorfor hun opsøgte lige netop ham, hvortil hun havde svaret, at hun havde fået ham anbefalet af en bekendt. Valdemar havde spurgt, hvem det var, men på det punkt havde hun været temmelig vag. Igen. Det skulle vise sig, at der var flere spørgsmål, hun ikke rigtigt kunne svare på. For eksempel hvilken type virksomhed hun havde tænkt sig at etablere, og hvad selv samme skulle beskæftige sig med. Men i dag ville være sidste gang, de sås, og derefter ville han glemme alt om Ellinor Bergkvist. På vej hen til døren holdt han hånden på sin værkende lænd og strakte ryggen, så godt han kunne, hvorpå han åbnede døren ud til den lille reception. Hun rejste sig fra den sorte sofa i samme øjeblik, hun så ham. – Hej, Ellinor. Velkommen. – Tak. Hun smilede, da de gav hånd. Han viste hende ind på kontoret, og hun afførte sig sin røde frakke, inden hun tog plads på stolen ved skrivebordet med sin store håndtaske på skødet. – Jeg har taget den formular med, som du gav mig, begyndte hun og stak hånden ned i tasken. – Ellinor, afbrød Valdemar, og der var noget i hans tonefald, som fik hende til at bremse håndens bevægelse og i stedet kigge op. Jeg tror ikke, du skal være klient hos os. Ellinor stivnede. Havde han fattet mistanke? Havde hun begået en fejl? Kunne han på en eller anden måde have regnet ud, at hun ikke var kommet for at få økonomisk rådgivning, men for at … ja, hvad ville hun egentlig? Hun havde bare villet se, hvem han var. Hvad han var. Det havde føltes spændende at sidde over for en forbryder, der beskæftigede sig med økonomisk kriminalitet, havde truet hendes mand og måske var indblandet i mord. Da hun flyttede ind hos sin elskede Sebastian, havde hun fundet en plasticpose med papirer. En pose, Sebastian blev stresset af at blive mindet om, og som han havde bedt hende smide ud. Skaffe af vejen. Det havde hun ikke gjort. Hun havde derimod læst indholdet, havde noteret sig et navn – Daktea Invest – og forstået, at Valdemar Lithner helt sikkert var kriminel. Ingen, der var indblandet i Dakteas transaktioner, som aviserne havde skrevet så

24


meget om for nogle år siden, kunne være uskyldig, det var hun overbevist om. På et tidspunkt da Sebastian lå derhjemme med lungebetændelse, havde hun spurgt til Valdemar. Havde bare spurgt, hvem han var, ikke andet. Sebastian var blevet rasende og havde villet vide, hvor hun havde hans navn fra, hvad hun vidste. Hun havde sagt det, som det var, at hun havde kigget i den pose, han havde bedt hende smide ud. Derefter havde hun måttet lyve. Da han stillede sine næste spørgsmål. Måtte sige, at hun havde smidt posen ud. Samtidig var hun blevet glad, da Sebastians voldsomme reaktion bekræftede, at hun var på rette spor. Sebastian virkede bange for Lithner, og hun hjalp ham virkelig, da hun på egen hånd undersøgte Valdemar med henblik på at få ham knaldet. Men nu var det altså slut med efterforskningen. – Hvorfor skal jeg ikke være klient hos jer? spurgte Ellinor og rykkede lidt ud på kanten af stolen for det tilfælde, at Valdemar skulle gribe til vold. – Jeg tror ikke, jeg kan hjælpe dig. Det her er fjerde gang, vi mødes, og du har endnu ikke etableret dit firma. – Der er opstået nogle forhindringer … – Ved du, hvad jeg synes? Du starter dit firma, og når det er kommet i gang, og du har alle papirer på plads, vender du tilbage, og så ser vi, hvad vi kan gøre for dig. Til sin store overraskelse så han Ellinor rejse sig og nikke. – Ja, det er måske det bedste. Valdemar var paf. Af en eller anden grund havde han ventet større modstand. Hun havde trods alt tilbragt over seks timer på hans kontor, havde betalt for rådgivningen, men uden at få noget ud af det. Han havde regnet med, at hun ville bide sig fast. Hvorfor vidste han egentlig ikke, men hun virkede bare som den type. Men nu tog hun blot sin frakke og gik hen til døren. – Du skal i hvert fald have tak. Det har været meget lærerigt, sagde hun og åbnede døren. – Selv tak. Det glæder mig, at du synes det. Ellinor smilede, gik ud og lukkede døren efter sig. Ude i receptionen

25


tog hun frakken på, mens tankerne hvirvlede rundt. Havde han gennemskuet hende? Hun tog en dyb indånding, faldt til ro, vurderede situationen nøgternt. Hun havde stadig sin gamle folkeregisteradresse, så der fandtes ingen kobling mellem hende og Sebastian, medmindre Lithner fik hende skygget, hvilket forekom usandsynligt. Det forholdt sig sikkert, som han sagde: Han mente ikke, at han kunne hjælpe hende. Hun kom med andre ord ikke længere nu, og tiden var inde til at lade profferne tage over. Sebastian behøvede aldrig få at vide, at det var hende, der fik Valdemar Lithner ryddet af vejen. Det skulle være hendes hemmelige gave til ham. Hendes kærlighedsgave. Herefter ville intet kunne true deres lykke.

SHIBEKA GIK RUNDT I LEJLIGHEDEN. Hun var oprømt, men samtidig havde hun ventet så længe på det her, at hun nu, hvor det endelig skete, næsten blev bange. Hun satte sig og tog endnu en gang det brev op, som hun forsigtigt havde lagt på bordet foran sig. Teksten fyldte kun det midterste af papiret. Det føltes underligt, at noget så vigtigt kunne være så kort. Hej, Shibeka. Tak for dit brev. Jeg beklager, at det er trukket ud med vores svar. Vi på redaktionen har vurderet de oplysninger, du har givet os, og vi vil gerne træffe dig. Vi foreslår et helt uformelt møde, så vi bedre kan bedømme din historie og drøfte, hvordan vi kommer videre med din mands forsvinden. Lad høre fra dig. Med venlig hilsen Lennart Stridh, journalist på Uppdrag Granskning

26


Nederst på siden stod en adresse og nogle telefonnumre, der så ud til at være til redaktionen. Shibeka lagde forsigtigt brevet fra sig igen. Skulle hun fortælle det til sine sønner? Nej, det var nok ikke nogen god idé. For hende kunne håbet tændes og slukkes, det var hun vant til, det var sket mange gange gennem årene. Men hendes børn måtte beskyttes. Det havde været tilstrækkeligt smerteligt for dem at vokse op uden en far. Hun var dog i tvivl. Kunne hun virkelig klare det her på egen hånd? Hun læste brevet igen som for at se, om der skulle gemme sig nogle svar, men det rejste bare de samme spørgsmål. Hvad mente de med ”uformel”? Var det bare en måde at fralægge sig ansvaret på? Hvordan skulle de bedømme hendes historie? Den var sand, men ville det være nok? Skulle hun virkelig vove at mødes alene med denne mand? Hendes familie og bekendte ville ikke synes om det. I princippet havde de ret, men hun ønskede ikke at have nogen med til mødet. De ville bremse hende, tale på hendes vegne og tvinge hende til at forholde sig tavs. Det ville hun ikke, for i så fald havde alting været forgæves. Hun ville selv komme til orde, tale sin sag og føre den til ende. Hendes venner var ganske vist klar over, hvor meget hun havde kæmpet, og at hun aldrig havde givet op, men ville de forstå, at det her var Sverige? At kvinder kunne mødes med mænd uden at være i følgeskab med andre? Næppe. Altså måtte ingen andre få noget at vide. Hun gik ud i entreen og satte sig ved den sorte, trådløse telefon. Den stod på et lille telefonbord, og nu tænkte hun på dengang, hun og Hamid var kommet hjem med den. En telefon. Indkøbt i den store forretning nede ved det, der nu hed Bromma Blocks, og som havde så mange tv-apparater, at hun knap kunne fatte det. En hel væg fuld af levende billeder. Række på række med alt fra hovedtelefoner til dvd-afspillere. Overfloden. Hun og Hamid havde vekslet blikke og måttet smile over, at de havde troet, de havde en masse penge, selvom de i virkeligheden havde så få. De havde købt en telefon og det billigste fjernsyn, de kunne finde. Said havde kørt dem hjem med varerne. Hun mindedes, hvordan hun havde siddet på bagsædet og ivrigt pillet ved den hvide indpakning med billedet af telefonen udenpå. Hun havde næsten ikke kunnet vente på at åbne den, holde telefonen i hånden. De havde siddet mange aftener og forsøgt at ringe til slægt og venner i Kandahar. Det havde altid været svært. Deres mobiltelefoner fungerede

27


sjældent, og når de endelig fik forbindelse, kunne samtalen blive afbrudt når som helst. Alligevel mindedes hun de øjeblikke med varme. Forbindelsen med hjemlandet. De glade stemmer i baggrunden. De havde siddet der sammen, tæt op ad hinanden, hun og Hamid. Hun lavede te, han tastede de forskellige telefonnumre, og sammen håbede de. Som regel kom de ikke igennem, men når det skete, råbte de begge af glæde, og hun rykkede nærmere, så hun kunne høre ordene fra deres gamle hjem. Han lod hende gøre det. Lod hende lytte med. Smilede til hende. Kærtegnede hendes hånd, mens hun sad der helt stille og bare lyttede. Hamid. Hendes mand. Nu tog hun telefonen op og kiggede på den. Den blev ikke brugt ret meget længere. De gange hun var i kontakt med det gamle land, plejede hun at være hjemme hos sine venner og sidde i køkkenet sammen med kvinderne og høre mændene snakke inde ved siden af. Det var ikke det samme. Overhovedet ikke. Men selv kunne hun ikke ringe, de ville tale med en mand, ikke med hende. Sådan var det bare. Hun tastede et af numrene i brevet, et mobilnummer. Svenskere tog som regel mobilen, det vidste hun, så det prøvede hun først. Efter to ringetoner hørte hun en mandsstemme. – Ja, det er Lennart. Først turde hun ikke sige noget. Havde sikkert håbet, han ikke ville tage telefonen, så hun kunne nøjes med at forestille sig samtalen. Ikke føre den i virkeligheden. Men manden i røret ville have et svar. – Hallo, det er Lennart. Hun blev nødt til at sige noget, men havde svært ved at få ordene frem. – Hej, jeg hedder Shibeka Khan. Jeg fik et brev fra dig. – Undskyld, men jeg kan næsten ikke høre dig … Hun tog tilløb. Frygtede, at manden ellers ville miste tålmodigheden. – Et brev. Jeg fik et brev fra dig. Mit navn er Shibeka Khan. – Jamen hej. Hvor fint, at du ringer, sagde han ivrigt. Som jeg skrev, er vi ret interesseret i din mands forsvinden, fortsatte han. Jeg kan ikke love noget, men vi synes, det er værd at undersøge. Manden talte hurtigt, og hun fik ikke alt med, men ordet interesseret opfangede hun, så hun forsøgte at lyde, som om hun forstod det hele. Hvis ikke risikerede hun, at han bare affærdigede hende.

28


– Godt. – Skal vi så mødes? – Nu? – Nej, ikke nu, men … Han tav, og Shibeka syntes, hun kunne høre ham bladre i en kalender. På mandag ved ellevetiden. Funker det? Funker, det var det samme som fungerer. Hendes sønner og kolleger sagde funker. Vil det passe dig? spurgte han. Det forstod hun, men pludselig blev hun nervøs. – Jeg ved det ikke. Manden i røret tav et øjeblik, men fortsatte så: – Du ved det ikke, eller du kan ikke? – Ved det ikke. Tror jeg. Shibeka vidste ikke helt, hvordan hun skulle forklare det. Hun ville godt mødes med ham, men det føltes forkert. Mener du bare dig og mig? Til mødet? – Jeg kan godt skaffe en tolk, men det burde vist ikke være nødvendigt. Du taler jo glimrende svensk. – Tak, jeg gør mit bedste. Hun tøvede. I Lennart Stridhs verden var der ikke noget mærkeligt i, at en kvinde mødtes alene med en for hende ukendt mand. I det her land var det ikke spor underligt, og hun boede i det her land nu. Hun tog en dyb indånding og tog mod til sig. – Hvor? – Der ligger en café uden for Åhlens ved T-Centralen. Café Bolero. En café. Selvfølgelig. Svenskere gik på café. Hun burde skrive det ned, men café og et navn med B burde hun nok kunne huske. – Hvad hed det, sagde du? – Café Bolero. Ved Åhlens City. – Tak. – Klokken elleve? – Klokken elleve, ja. Hun følte sig fjollet, sådan som hun bare gentog, hvad manden sagde, men det studsede han tilsyneladende ikke over. – Jamen så ses vi, sagde han og lagde på. Shibeka blev siddende et øjeblik, før hun lagde telefonen fra sig. Det var gået bedre, end hun havde turdet håbe.

29


AF FORFATTERNE BAG TV-SERIERNE BROEN OG WALLANDER

Fortættet nonstop spænding. POLITIKEN

Inviterer til sammenligning med Stieg Larssons Millennium-trilogi! THE SUNDAY TIMES

To veninder er på vandretur i det nordlige Sverige, da de finder en skelethånd, der stikker op af jorden. Politiet ankommer og finder seks begravede lig, heriblandt to børn. Rejseholdet – nu med Sebastian Bergman som permanent medarbejder – tilkaldes og påbegynder den næsten umulige opgave, det er at identificere de døde. Men lidt efter lidt må efterforskerne indse, at de er oppe imod en magtfuld institution, som ikke ønsker, at sandheden skal frem i lyset.

JYLLANDS-POSTEN

MICHAEL HJORTH (f. 1963) og HANS ROSENFELDT (f. 1964) står bag bestsellerserien om Sebastian Bergman, der er solgt i mere end fire millioner eksemplarer og oversat til 34 sprog. Michael Hjorth er en af Sveriges mest kendte manuskriptforfattere og filmproducere. Han står blandt andet bag flere af manuskripterne til filmatiseringen af Henning Mankells Wallander-romaner. Hans Rosenfeldt er den internationalt anerkendte manuskriptforfatter bag blandt andet tv-serien Broen, som er vist i over 170 lande.

I SAMME SERIE UDKOMMER OGSÅ I PAPERBACK I 2019

FJELDGRAVEN FJELDGRAVEN

Den nordiske krimi skrives ikke meget bedre end dette.

3

EN SEBASTIAN BERGMAN-KRIMI

HR. FERDINAND

Profile for JP/Politikens Forlag

Fjeldgraven  

Kriminalpsykolog Sebastian Bergman er tilbage - lige så arrogant, provokerende og uimodståelig som sidst. Manden kol­legerne hader, og forbr...

Fjeldgraven  

Kriminalpsykolog Sebastian Bergman er tilbage - lige så arrogant, provokerende og uimodståelig som sidst. Manden kol­legerne hader, og forbr...