22 | DEL 1
at forestille mig, hvordan en kriger forberedte sig til kamp. Mange års arbejde på gården havde gjort mig stærkere, end jeg så ud. Alligevel havde jeg ingen idé om, hvad jeg ville gøre, hvis jeg så kidnapperne eller folk fra deres landsby køre gennem Kocho. Hvad ville jeg sige til dem? ”Terrorister fangede vores hyrde og tog til jeres landsby,” øvede jeg mig skulende foran spejlet. ”I kunne have stoppet dem. I det mindste kan I fortælle os, hvor han er ført hen.” Fra hjørnet af vores gårdsplads greb jeg en stav, som hyrderne brugte, og gik igen hen til hoveddøren, hvor et par af mine brødre stod fordybet i samtale med min mor. De lagde ikke mærke til, at jeg sluttede mig til dem. Et par minutter senere kørte en hvid pickup fra kidnappernes landsby ned ad hovedgaden med to mænd foran og to bagi. Jeg genkendte dem svagt som araberne fra den sunnimuslimske stamme, der havde taget Dishan. Med øjnene fulgte vi deres vogn, mens den krøb ned ad den store grusvej, der slangede sig gennem landsbyen. Langsomt og alligevel helt uden frygt. De havde ingen grund til at køre gennem Kocho. Vejene rundt om landsbyen forbandt byer som Sinjar og Mosul, og deres tilstedeværelse virkede som en hån. Jeg løb midt ud på vejen. ”Stop!” råbte jeg og svingede staven over hovedet i et forsøg på at gøre mig større. ”Fortæl os, hvor Dishan er!” Det tog det halve af min familie at trække mig tilbage. ”Hvad havde du tænkt dig at gøre?” skældte Elias ud. ”Angribe dem? Smadre deres forrude?” Han og et par andre af mine søskende var lige kommet tilbage fra markerne og var udmattede og stank af løgene, som de havde høstet. For dem var mit forsøg på at hævne Dishan ikke andet end et barns vredesudbrud. Min mor var også vred over, at jeg var rendt ud på vejen. Under normale omstændigheder tolererede hun mit temperament og kunne ligefrem more sig over det, men på det tidspunkt var alle for anspændte. Det var farligt at tiltrække sig opmærksomhed, særligt for en ung, ugift kvinde.
2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 22
27/02/2018 12.52