synke ned i. Men vores hus var bygget på en jordknold og blev stående, en smule hævet over de andre. – Det er Helsinges flotteste og bedste hus, hr. Skov, sagde min mor, og min far gav hende ret. Ingen andre kunne se det, men mine forældre vidste det, og det var det vigtigste. Der på hospicet foldede huset sig ud foran mig, som var minderne af papir. Det var aftenen før, jeg skulle begynde i skole, og min mor sad på kanten af badekarret i badeværelset med de brune klinker og fortalte mig om dengang, min mormor havde tvunget hende til at invitere alle sine klassekammerater til fødselsdag hjemme på slægtsgården i Seest ved Kolding. Der havde været håndskrevne invitationer og fødselsdagsbord og lagkager, det hele havde været parat, men ingen fra klassen var kommet. – Ingen overhovedet? spurgte jeg. Anita og jeg havde været de populære piger på rød stue i børnehaven, og når jeg kom hjem, var der Françoise tre huse nede ad vejen med sin hollandske accent og sin far, der boede i Saudi-Arabien. Jeg havde end ikke overvejet, at de andre børn kunne vende mig ryggen på den måde. – Nej, jeg blev holdt udenfor, så selvfølgelig kom der ingen, sagde min mor og tørrede mit hår med et håndklæde. – På vej til og fra skole blev jeg drillet af Edel og Rita, som mor insisterede på, at jeg skulle følges med. Det var forfærdeligt, men mor havde for travlt med gården til at opdage det. Jeg skulle bare flytte mig og lade hende passe sit arbejde. Hun opdagede først, at den var gal, da jeg var ti år og nægtede at gå i skole. – Hvad gjorde hun så? spurgte jeg og forsøgte at se min mors fra værende mor i den kærlige mormor, jeg kendte. Det lod sig ikke gøre. – Mor og far flyttede mig til realskolen i Kolding, sagde min mor og trak bundproppen ud af badekarret med en gurglende lyd. – Jeg blev veninde med Anne Margrethe, men jeg følte mig stadig udenfor, og ingen hjalp mig med lektierne eller læste højt for mig. Hvis jeg ville tegne, kunne jeg gøre det i hjørnet af en avis. 17
Den, der lever stille.indd 17
23/11/17 11.08