Jeg betragtede Peter på afstand, så, hvordan han viftede med armene i luften, en gestikuleren så velkendt, at det føltes som min egen. Jeg havde set det så ofte før, når han ville understrege noget eller brugte sin humor til at sætte et vigtigt emne i perspektiv. Peter har et indtagende væsen, han er både velformuleret og karismatisk. Jeg har altid beundret den lethed, hvormed han inddrager folk i en samtale og får dem til at føle sig som noget særligt. Vi mødtes til en julefest på universitetet, hvor vi ved et tilfælde endte på samme hold i en videnskabsquiz. ”Vi er vist et godt par, os to, synes du ikke?” sagde han, da vi havde vundet. Jeg frøs, mens vi gik langs fjorden, kulden gik gennem marv og ben. Min krop føltes tung som bly. Ingen bemærkede, at jeg sakkede bagud. Jeg forsøgte at nå op til de andre, men forgæves. Jeg ville kalde på Peter, men havde ikke luft til det. Jeg skød det fra mig. Nytårsdag er alle småtrætte. Et øjeblik efter kom Daniel, vores otteårige ubekymrede dreng, løbende for at gemme sig bag mig, så de andre ikke kunne nå ham. Da Victoria fangede sin far, og de alle cirklede grinende omkring, stod jeg blot dér og smilede af min legesyge familie. Hjemme frøs jeg fortsat. Mens de andre spredte sig i huset, gik jeg direkte ud og lavede mig et varmt karbad, hvori jeg lå og spekulerede på, hvorfor jeg ikke kunne få varmen. Det bekymrede mig altid, når min krops-
14