Ædru_Læseprøve

Page 1

214 mm

– JYLLANDS-POSTEN

”Stein skriver så smukt og medrivende om alt det svære. Det er mesterligt gjort … Det er efterårets vigtigste skønlitterære udgivelse.” – KRISTELIGT DAGBLAD

HHHHH – BERLINGSKE

HHHHH

PANTONE 8001 C

Det er ikke flaskerne, det handler om. Det er løgnen. Jeg kan slippe flaskerne, jeg har sluppet dem, jeg bor på hotel eller hos venner, der er fyldte vinreoler, barskabe, minibarer, jeg ser ikke på dem. Jeg har ingen trang til at drikke, men jeg kan ikke slippe mig selv. Jeg kan ikke slippe løgnen, selvbedraget, for jeg ved ikke, hvad der kommer i stedet for. Og det gør mig bange. Hvem er jeg? En 54-årig forfatter med kone, børn og stor succes er kommet på Minnesota-kur i et forsøg på at afværge en skilsmisse. I behandlingen skrælles lag på lag af hans personlighed, og han er ved at gå i opløsning. Han genfinder sig selv i mødet med de andre misbrugere og deres fortællinger om smadrede familier, hensynsløs afhængighed og ikke mindst angsten for at drikke igen.

CMYK + 2 SPOTFARVER

sit livs løgne og med de store litterære nedtursfortællinger, hovedpersonen altid har elsket og spejlet sig i. Det er også Jesper Steins meget personlige beretning om, hvad der skulle til for at holde op med at drikke.

– BØRSEN

”Et gnistrende sprog og en sikker sans for dramaturgi.”

JESPER STEIN

ISBN 978-87-400-7552-6

JESPER STEIN er født i 1965 i Aarhus. Han debuterede i 2012 med Uro og har siden skrevet fem krimier om Axel Steen. I 2020 udgav Jesper Stein romanen Rampen om sin opvækst i Aarhus og sine forældres dramatiske skilsmisse. Romanen modtog Læsernes Bogpris 2021. Jesper Stein har vundet De Gyldne Laurbær i 2015, og i 2018 modtog han Harald Mogensen-prisen for årets bedste danske krimi.

ROMAN

OMSLAG: © ALETTE BERTELSEN / ALETTEB.DK

POLITIKENS FORLAG

POL_JesperStein_AEDRU_FINAL.indd 1

87,75 mm

138 mm

ÆDRU er en ærlig og rå roman om at gøre op med

”En modig historie.”

– INFORMATION

26 mm

ÆDRU

”Hensætter læseren i dyb respekt.”

138 mm

JESPER STEIN

HHHHH ”Fungerer fortællingen så på sine egne romanpræmisser? Det må man sige, at den gør, endda meget overbevisende, som en meget bevægende og alligevel nøgternt kuldslået fortælling om drifters ubønhørlige kraft på konstant kollisionskurs mod borgerlighedens trygge rammer.”

PANTONE 2202 C

ÆDRU

FOTO: © LÆRKE POSSELT

87,75 mm

18/01/2022 14.18



ÆDRU

Aedru.indd 1

12/01/2022 12.15


Af samme forfatter: Uro, krimi, 2012 Bye Bye Blackbird, krimi, 2013 Akrash, krimi, 2014 Aisha, krimi, 2015 Papa, krimi, 2017 Solo, krimi, 2018 Rampen, roman, 2020

Aedru.indd 2

12/01/2022 12.15


Aedru.indd 4

12/01/2022 12.15


JESPER STEIN

ÆDRU ROMAN

POLITIKENS FORLAG

Aedru.indd 3

12/01/2022 12.15


Aedru.indd 6

12/01/2022 12.15


Denne bog er fiktion. Menneskerne i den er fiktive. Enhver lighed med levende personer er utilsigtet for alle andre end fortællerens vedkommende.

Aedru.indd 5

12/01/2022 12.15


1 Jeg står på kajen ved Langebro. Om en halv time skal jeg til mit første møde på behandlingsstedet. Der sidder et gisp fast i halsen på mig, så jeg ikke kan trække vejret fuldt ned i lungerne. Solen i vandet er så skarp, at jeg må knibe øjnene sammen. Jeg går hen ad trækajen, tænder en cigaret, vender mig og går hastigt tilbage. Jeg gør det flere gange. Griber mobilen i lommen, tager den op, ser på klokken, putter den tilbage i lommen. Til sidst sætter jeg mig. Jeg er nødt til at gøre noget. Ringe? Til hvem? Jeg kan ikke finde en stilling, der giver mig ro, så jeg rejser mig igen og begynder at gå rundt om arkitekturcenterets flaske­ grønne vinduesfacade, mens jeg ryger smøgen i lange sug. Min krop har fået stød, den kører på en tør, rastløs og flimrende energi, som korresponderer med eftermid­ 7

Aedru.indd 7

12/01/2022 12.15


dagens sommervarme på en perfekt måde, min bevidst­ hed kører endnu hurtigere, som om tankemylderet har sat sig i mit kød og tvinger mig rundt om bygningen, rundt og rundt, væk fra mig selv, min uro, min angst. Jeg er presset af tiden, der går, den går så hurtigt, men den går ikke hurtigt nok til at tage alt mit lort med væk. Jeg skal være der snart, hvad vil de sige, hvordan vil de se mig, min krop sitrer. Mobilen dirrer i min hånd. Det er en god ven, hvis mand har været i behandling samme sted. Jeg er glad for opkaldet, fordi det slukker for mine tanker, men jeg har ikke lyst til at tale, jeg har alt for mange ord i hovedet, og jeg har ikke lyst til at lukke dem ud, for så snart de bliver sagt, bærer de noget med sig, noget vedvarende, betroelser, indrømmelser, erkendelser, og de kan kom­ me tilbage igen, de kommer altid tilbage, der kommer spørgsmål, altid spørgsmål, tit mange af dem, og de er uoverskuelige, det hele er uoverskueligt. Mens hun for­ tæller, går jeg rundt på kajen og ryger. Jeg går hele ti­ den. Som om min gang kan få hendes forsikringer om, at alt nok skal gå, om at jeg hurtigt får det bedre, om at jeg bliver glad igen, til at forstumme sammen med de omsorgsfulde spørgsmål til min situation. Hvad siger børnene? Hvad har I sagt til dem? Hvad siger din kone? Har du fortalt det til forlaget? “Jaa,” siger hun. Og: “Såå.” Hun trækker ordene ud, som om jeg er et barn. Det irriterer mig. Jeg bilder mig ind, at irritationen skyldes tonen, men det handler om 8

Aedru.indd 8

12/01/2022 12.15


noget andet. Jeg vil ikke have hendes omsorg. Jeg for­ tjener ikke omsorg. Jeg er ødelæggeren. Jeg er den skyl­ dige. Jeg har svigtet alle. Da jeg er ved at blive kvalt i hendes omsorg, siger hun: “Ens partner har behov for, at man ofte undskylder sine svigt. Det havde jeg i hvert fald. Jeg havde brug for at høre, at han var klar over, at han havde svigtet.” Det er hos mig hele døgnet rundt. Jeg kan ikke sige, om det kun skyldes fortrydelse og sorg over, hvad jeg har forårsaget, for angsten er så massiv, og den styrer mig. Det, jeg er mest bange for, er at miste min kone og mine børn. “Han var virkelig glad for det,” siger hun om be­ handlingen. “Det bedste, der var sket meget længe.” Jeg forstår ham ikke. Var det behandlingen eller det at blive ædru? Hvordan kan noget være godt, når man ikke ved, hvad det er? Og hvordan man skal komme derhen? Og om det er værd at være der? Og om man kan blive der, eller om man skal tilbage igen? Til flaskerne og mørket. Jeg kan slet ikke forestille mig det. Og alligevel ved jeg, at det er slut. Jeg har nået min bund. Der er ikke nogen vej tilbage. Så nu skal jeg være ædru. Resten af mit liv. Jeg er helt væk, når jeg tænker på det. Jeg afslut­ ter samtalen og ser på uret. Det er ved at være tid. Hvad fanden er det hele for noget? Hvordan kom jeg herhen? Hvad går det ud på? Jeg er jo en succes, jeg sidder ikke på en bænk og 9

Aedru.indd 9

12/01/2022 12.15


sutter æblesnaps i mig, jeg har kone, børn, venner, suc­ ces, bøger på paller, priser, oversættelser, film, hvad skal jeg her? “Hvis du drikker igen, forlader jeg dig. Jeg tager børne­ ne med. Forstår du?” Det sagde hun til mig, første gang jeg holdt op. Jeg forstod det godt. Men ikke godt nok. Så jeg begyndte igen. Jeg vidste, det var et spørgsmål om tid, før jeg blev afsløret, men jeg tænkte vel, at jeg kunne holde op, in­ den det skete. Jeg drak. Jeg nød det. Blev fuld, når jeg kunne. Uden at blive opdaget. Ikke hver dag, men der var altid et ka­ lenderblad i mit liv, hvor der stod en stribe fyldte rød­ vinsglas og ventede på mig. Og de var aldrig så langt væk, at jeg ikke havde noget at se frem til. Og hvis de var, skulle jeg nok skabe mulighed for, at de kunne kom­ me tæt på mig igen, så jeg kunne få fred og glemsel. Jeg elskede det. Og hadede mig selv. Der gik en del tid med det, før det hele ramlede, og da det skete for fem dage siden, sagde jeg straks: “Jeg går i behandling.” Ikke fordi jeg ville, men fordi jeg vidste, at det var den eneste mulighed. Jeg sagde det, mens jeg forsøgte at sjusse mig frem til, hvor meget af mit misbrug jeg kunne fortælle om, hvis jeg skulle undgå at miste hende. 10

Aedru.indd 10

12/01/2022 12.15


Nu er jeg her på kajen med min erkendelse og mine løgne. På flugt fra alt og mig selv i håbet om at redde resterne af mit liv. Jeg er så hyper, at jeg ikke rigtig kan mærke min angst. Jeg forsøger at sejle uden om den, styre væk fra alle de tanker, der fylder mig med panik. Det lykkes og så alligevel ikke. Jeg sejler afsted på en overflade af på­ taget ro, men nedenunder er jeg usikker på alt og alle, alle de ting, jeg har troet på i mit liv, er væk; alt det, jeg har troet om mig selv, er væk, jeg er væk; alle mine ord, de er blevet gennemsigtige, de kan gennemlyses af den nye sandhed om mit liv, hvor løgnene bliver til støv. Alle de ting, andre tror om mig. Det sidste er for massivt. Det er svært at holde ud at tænke på, det er endnu sværere at lade være. Det er fortidens fejltagelser, de ligger som vejsidebomber, når jeg ser tilbage på mit liv, og det er bare et spørgsmål om tid, før de eksploderer op i hove­ det på mig. Alle mine løgne, alt mit pis. Jeg er tørret ind, jeg kan kvases med en sprød knitrende lyd. Jeg går gennem dagene med samme følelse, som når jeg havde drukket og havde en grynet erindring om ru­ sen med blanke steder eller et regulært blackout, en fø­ lelse af at have begået uundskyldelige fejl, alvorlige fejl, kapitale svigt, som kræver straf og skældud, fordømmel­ se, bortvisning, men jeg er ædru, og jeg kan ikke dulme det væk, jeg kan ikke ringe til nogen og få dem til at sige, at det ikke betyder noget. Jeg kan ikke længere finde den knap i mit indre, der starter benægtelsens kædereaktion: 11

Aedru.indd 11

12/01/2022 12.15


Så slemt var det da ikke, vel? Jeg har svigtet min kone, mine børn, mine nærmeste, min familie, venner, alle. Jeg ser ned i vandets solspejl. Jeg ved, det er slut, jeg ved, at jeg er nået til vejs ende med alkoholen, jeg ved bare ikke, hvor jeg skal hen nu. Og hvordan man kom­ mer derhen. Og hvordan der er. Hvis jeg ikke kan komme derhen, så går alt i opløs­ ning, så forvinder hun, så forsvinder børnene, jeg mister min evne til at skrive, alle vender mig ryggen. Det er en slange, der æder sig selv. Jeg skal væk fra dette liv, men hvordan og hvorhen? Når jeg ikke ved hvordan og hvor, hvordan kan jeg så tro på, at det findes? Og hvis ikke jeg kan finde troen på, at jeg kan blive ædru, hvordan kan jeg så komme derhen? Lige meget hvad, så ender det med døden. Hvis det sted ikke findes for mig, så dør jeg. Så dør de eneste ting, der betyder noget i mit liv. Og bagefter dør jeg. Når man ikke har sine vigtigste ting mere, så dør man.

Aedru.indd 12

12/01/2022 12.15


2 Vi sidder i en halvcirkel. Otte mennesker på stole. Vo­ res behandler står op. Foran et stort whiteboard. Han er ældre end mig, han fortæller vittigheder om Formel 1. Han kniber øjnene sammen, når han lytter. Vi skal for­ tælle, hvordan vi har det. Har vi haft drikketrang? Angst? Dårlige eller gode tanker? Og hvordan går det med vo­ res ædruelighedsarbejde? Jeg fortæller om mig selv, jeg er cool, synes jeg. Jeg fortæller, at jeg er selvstændig, har fire børn og en kone, der er psykolog. “Jeg har drukket i mange år, men holdt op for seks år siden. For tre år siden begyndte jeg så igen. Og så blev det bare værre og værre.” “Du har været ædru i tre år,” siger behandleren. Og så trækker han vejret og siger: “Flot.” Jeg kan ikke finde ud af, om han er ironisk. Nok mest fordi det er løgn. Jeg har ikke holdt mig fra alkohol i tre år, men kun i ni 13

Aedru.indd 13

12/01/2022 12.15


måneder. Så jeg har i virkeligheden drukket i smug i godt fem år. Det er samme historie, jeg har fortalt min kone. Fem eller tre år? Det er livsvigtigt for mig. Sand­ heden er uoverskuelig. Jeg føler, at alt vil styrte i grus, hvis jeg fortæller den. Jeg nikker bare til ham. Jeg har ikke lavet noget ædrue­lighedsarbejde, jeg er jo helt ny, siger jeg. Jeg er kommet i gruppe med en kunstner, en politi­ mand, en snedker, en psykiater og en konsulent. De andre har været i gang med forløbet i flere uger, nogle er snart færdige, men kunstneren er lige så ny som jeg. De fleste er på min alder, de har alle sammen drukket, kunstneren er ikke fyldt 30, han har været på kokain i tre år. “Jeg har haft to separatudstillinger,” siger han, når han skal præsentere sig selv. “SMK har købt tre af mine værker.” Det nævner han, hver gang han skal fortælle, hvem han er. Han hedder Joe. Jeg ved bedre, siger jeg til mig selv. Jeg siger ikke no­ get om bestsellerlister og gyldne laurbær. Det er min er­ faring, selvindsigt, min modenhed. Jeg holder praleriet i stram snor. Mit mindreværd har aldrig været større, men selv om det koger mine knogler op indefra, får det ikke lov til at løbe amok ude i verden og lede efter sin tvilling, jeg har tøjlet mit galoperende behov for at vise, at jeg er noget eller nogen, min selvfølelse er lagt i lænker. Men jeg er jo nogen. Og jeg ved det. Jeg skjuler det bare, og 14

Aedru.indd 14

12/01/2022 12.15


det får mig til at føle mig endnu mere betydningsfuld, fordi jeg har denne hemmelighed for de andre. En dag vil det gå op for dem, det vil det vel, vil det ikke? Og de vil tale om mig, de vil sige: Gud, var det ham? Er det ham, der har skrevet den der? Fik han ikke en pris? Jeg har set ham i tv. Men indtil da er jeg inkognito. I pauserne står vi i gården og ryger, lyset strømmer ned fra himlen over os, som om nogen har hældt smel­ tet guld ned i gårdens skakt. Vi deler terrasse med de ansatte fra en stor restaurant, der ligger i stuen, de er unge, og de er uniformerede i sort og orange. De slæber store tallerkener fyldt med mad op på terrassen i deres pauser. Ved bordet ved siden af dem sidder fire alko­ holikere eller narkomaner og kæderyger og kæde­drikker kaffe eller te og kædesnakker om, hvor meget de har drukket, eller hvor længe de har røget hash eller været på coke. Jeg spekulerer på, om de unge ved, hvem vi er. Jeg ser på ansigterne ved mit bord og prøver at rense mit syn for min viden. Kan John, som har drukket tre flasker god rødvin hver aften i de seneste fem år, gå for en let solbrændt verdensmand? Og psykiateren, som har kørt seks-otte Fine Festival-halvlitersdåser ned på turen i bi­ len fra hospitalet til hjemmet hver dag, og som ikke kan se problemet og kun er her, fordi Sundhedsstyrelsen har tvunget ham til det, hvis han vil beholde sit job, hvor­ dan ser de ham? En lidt kraftig hyggeonkel i 50’erne, som nyder en kop kaffe på en terrasse en sommeraften i Indre By? 15

Aedru.indd 15

12/01/2022 12.15


Jeg kan nå to smøger på en pause på 15 minutter. De første gange er jeg alt for nervøs til at tale med no­ gen, jeg går rundt i små cirkler, ikke for hurtigt, ikke for hektisk, bare bevæge mig uden at vække opsigt, uden at signalere, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv og min krop og mit liv. Jeg er på røven. Alle her er på rø­ ven, men i den zone, hvor vi er på røven, er der nogen, der er mindre på røven end andre, nogen har mere styr på det end andre, nogen har gennemskuet det hele og forstået, at de er på røven. Og den nogen er mig. Joe kommer over til mig. “Jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg nogensin­ de skal holde en fernisering igen,” siger han og ser op i himlen med et underfundigt smil, mens han vifter med sin smøg. Gløden kører rundt i bløde cirkler i luften. “Måske skal du ikke til fernisering igen, før du kan forestille dig det.” “Er du syg, mand? Det’ vildt, det du siger!” Vi mødes tre gange om ugen i fire timer efter arbejdstid i samme pæne og anonyme lokale med stole og white­ board. Der er løbende udskiftning i gruppen. I dag er konsulenten væk, en husmor er kommet i stedet. Vi deler vores oplevelser og tanker. Ingen må afbryde el­ ler kritisere. Der er oplæg fra supervisoren om afhæn­ gighed, forskning og teorier, vi får opgaver, som vi skal fremlægge, og hver dag skal alle begynde med at fortæl­ le, hvordan det går. 16

Aedru.indd 16

12/01/2022 12.15


Alle har noget, de kører af hele tiden. Psykiateren påstår, at ingen har bemærket hans misbrug, husmoren siger, at hun slet ikke har nogen af de problemer, vi an­ dre har. Jeg er glad, siger hun, hver gang hun skal rede­ gøre for, hvordan det er gået siden sidst. Det er ikke godt nok, fornemmer jeg. Jeg taler om min angst for at miste min familie, om min angst for fremtiden, men jeg siger altid det der med, at jeg har været ædru i tre år, inden jeg begyndte igen. Jeg siger det også til de andre, når vi står og ryger i pauserne. Det er mit mantra. Jeg klamrer mig til den løgn, som om det er den stav, jeg skal stage mig frem gennem sumpen og nå ud i lyset med. En dag sidder Joe og jeg på en bænk og ryger efter be­ handlingen. Der er noget ved ham, der får mig til at føle mig helt tryg, en ro, en mildhed. Vi ser på himlen over Tivoli, solen er på vej ned, og den lyser skyerne op nedefra, så de får et rosaviolet og orange skær. “Jeg er nervøs for, hvad det betyder for min karriere,” siger Joe. “Jeg har mødt min gallerist over tre baner coke på en bar under Biennalen i Venedig.” “Tager I altid coke, når I er sammen?” “Ikke i dagtimerne på hverdage, men ellers. Mand, jeg er sgu bange for, om jeg nogensinde kan noget igen i den verden, hvis jeg hverken må tage coke eller drikke. Det er med så mange steder. Jeg har lavet flere deals, aftalt udstillinger, solgt malerier, alt muligt pengerelate­ ret, hvor jeg har været totalt wasted.” 17

Aedru.indd 17

12/01/2022 12.15


“Det har ingen betydning,” siger jeg, som om jeg har rådgivet unge kunstnere hele mit liv. “Det eneste, der betyder noget, er det, du laver. Den kunst, du laver. I sidste ende er det det eneste, du skal bedømmes på. Gør du det godt nok? Giver du alt for det? Resten er lige meget. Lige nu tror du, det er vigtigt, men det betyder ikke en skid.” “Ja, mand.” “Det er kun dig, det handler om,” siger jeg med fast stemme, men sandheden er, at jeg ikke længere ved, om jeg kan stå inde for noget af det, jeg siger. “Fuck, mand. Det er noget af det klogeste, nogen har sagt til mig.” Næste dag kommer Joe igen over til mig på terrassen og tænder en smøg. Vi taler kort om en i gruppen, der lige har indrømmet, at han har drukket siden sidst, og nu er til samtale med supervisoren. Så siger Joe: “Jeg har taget det med mig, det, du sagde om, hvad der betyder noget. Jeg føler, jeg kan bruge det til så me­ get, mand.” Jeg bliver flov over mig selv. Vi snakker om Aarhus, som vi begge kommer fra. Det viser sig, at jeg har været kæreste med hans mors veninde for 38 år siden. Joe smiler igen sit krøllede smil og ser på mig. “Fuck, du kunne have været min far,” siger han og lægger armen om mig. Jeg kan mærke gråden skyde op i 18

Aedru.indd 18

12/01/2022 12.15


tårekanalerne. Jeg kan ikke have al den omsorg, jeg har for ondt af mig selv til det. Vi omfavner hinanden. Jeg er ikke hans far, men jeg er hans ven. “Yeah, du kunne fandeme have været min far,” siger han. Jens har været i gruppen i en uge, da jeg begynder. Han har røget hash i seks år. Han er 29. Det er hans stof. Hash og lidt coke, ikke alkohol. “Jeg kan ikke tåle at drikke sprut. Jeg bliver helt fucked af det, jeg pisser folk i hovedet, hvis de siger det mindste til mig. Linda er den eneste, der kan stoppe mig, hvis jeg har fået noget at drikke.” Jens er jævnaldrende med Joe. Han kalder mig ‘den gamleste ven, jeg har’. Han har noget, man en sjælden gang støder på hos mennesker, en slags absolut gehør, der gør, at man får øjeblikkelig lyst til at betro sig til ham, han lytter og ser på mig med de varme brune øjne, der ikke viger fra mig, gentager dele af, hvad jeg har sagt, og stiller spørgsmål, hvis der er noget, han gerne vil have uddybet. Med sig selv er han skånselsløst ærlig, det er, som om han har en løgnedetektor, der altid begynder at bippe, hvis nogen forsøger at surfe for let hen over noget i gruppen. Hans kæreste Linda har lige født. Det er derfor, Jens er her. Han har været i Afghanistan og Irak. Det er der­ for, han ryger. Og tager coke. Han arbejder som elektri­ ker, det er deres første barn. Linda sagde stop. 19

Aedru.indd 19

12/01/2022 12.15


Han har ikke lyst til at tale om sin tid som soldat. Gerne om sin træning, om tiden i Oksbøl, Livgarden, vennerne, men ikke om sine udsendelser. Hans blik vi­ ger, når nogen spørger om det, om veteranforeningen, vi forstår alle, at han er på stoffer og har røget, fordi han har oplevet krigens meningsløshed, død og lort. Han fortæller om sine kammerater, om deres over­ levelsesture, om at være uger i vildmarken og leve af de bær og fisk, man fanger, vandringer i Lapland, Canada, Nordnorge, om når de mødes og ryger på bænken i par­ ken bag Seruminstituttet. Han fortæller om sit liv, om sin far, som drikker og er stolt af det og synes, at Jens er en svagpisser, fordi han er i behandling. Om sin mor, som bakker ham op. Når han taler om at ryge hash, slår det en streng an i mig. Jeg forstår hvorfor. Ikke at jeg selv har haft nogen glæde af pot eller hash i nogen form. Jeg er blevet syg, paranoid eller angst af at ryge, men når han taler om den fred, der sænker sig over ham, den milde ro, som tankerne svæver afsted på, følelserne, der bliver ufarlige, problemerne, der opløses, i takt med at han fylder lungerne med røg, som om han går ind i et andet rum og efterlader alt lortet udenfor, så snart has­ hen begynder at virke, så er jeg med. Stof er stof.

Aedru.indd 20

12/01/2022 12.15


214 mm

– JYLLANDS-POSTEN

”Stein skriver så smukt og medrivende om alt det svære. Det er mesterligt gjort … Det er efterårets vigtigste skønlitterære udgivelse.” – KRISTELIGT DAGBLAD

HHHHH – BERLINGSKE

HHHHH

PANTONE 8001 C

Det er ikke flaskerne, det handler om. Det er løgnen. Jeg kan slippe flaskerne, jeg har sluppet dem, jeg bor på hotel eller hos venner, der er fyldte vinreoler, barskabe, minibarer, jeg ser ikke på dem. Jeg har ingen trang til at drikke, men jeg kan ikke slippe mig selv. Jeg kan ikke slippe løgnen, selvbedraget, for jeg ved ikke, hvad der kommer i stedet for. Og det gør mig bange. Hvem er jeg? En 54-årig forfatter med kone, børn og stor succes er kommet på Minnesota-kur i et forsøg på at afværge en skilsmisse. I behandlingen skrælles lag på lag af hans personlighed, og han er ved at gå i opløsning. Han genfinder sig selv i mødet med de andre misbrugere og deres fortællinger om smadrede familier, hensynsløs afhængighed og ikke mindst angsten for at drikke igen.

CMYK + 2 SPOTFARVER

sit livs løgne og med de store litterære nedtursfortællinger, hovedpersonen altid har elsket og spejlet sig i. Det er også Jesper Steins meget personlige beretning om, hvad der skulle til for at holde op med at drikke.

– BØRSEN

”Et gnistrende sprog og en sikker sans for dramaturgi.”

JESPER STEIN

ISBN 978-87-400-7552-6

JESPER STEIN er født i 1965 i Aarhus. Han debuterede i 2012 med Uro og har siden skrevet fem krimier om Axel Steen. I 2020 udgav Jesper Stein romanen Rampen om sin opvækst i Aarhus og sine forældres dramatiske skilsmisse. Romanen modtog Læsernes Bogpris 2021. Jesper Stein har vundet De Gyldne Laurbær i 2015, og i 2018 modtog han Harald Mogensen-prisen for årets bedste danske krimi.

ROMAN

OMSLAG: © ALETTE BERTELSEN / ALETTEB.DK

POLITIKENS FORLAG

POL_JesperStein_AEDRU_FINAL.indd 1

87,75 mm

138 mm

ÆDRU er en ærlig og rå roman om at gøre op med

”En modig historie.”

– INFORMATION

26 mm

ÆDRU

”Hensætter læseren i dyb respekt.”

138 mm

JESPER STEIN

HHHHH ”Fungerer fortællingen så på sine egne romanpræmisser? Det må man sige, at den gør, endda meget overbevisende, som en meget bevægende og alligevel nøgternt kuldslået fortælling om drifters ubønhørlige kraft på konstant kollisionskurs mod borgerlighedens trygge rammer.”

PANTONE 2202 C

ÆDRU

FOTO: © LÆRKE POSSELT

87,75 mm

18/01/2022 14.18