Page 1

Når  et  hjem  ikke  er  et  hjem  

  Et  hjem  er  ikke  nødvendigvis  sted,  man  føler  sig  hjemme.     Forudsætninger  skal  være  opfyldt,  før  hjemmefølelsen  kan  fremkaldes.     Af  Jonas  Sivkær  Pettersen    

For  enden  af  en  kold  gang  på  førstesal  har  38-­‐årige  Søren  Thygesen  sit  værelse.  

Værelset  er  minimalistisk  indrettet  med  spraglede  gardiner,  fra  den  gang  90’er-­‐ moden  peakede,  en  uredt  seng  og  et  bord,  der  er  overbemandet  af   cigaretskodder.  Søren  Thygesen,  der  er  en  middelhøj,  mager  mand  med   nedfalden  hår  og  briller  med  tyndt  metalstel,  har  kun  boet  på  Kirkens  Korshærs’   herberg  i  Odense  i  cirka  to  måneder.  Han  er  hjemløs,  og  har  været  det  siden   2004,  hvor  han  kvittede  en  it-­‐stilling  hos  Mærsk  Data  i  København.  I  den   efterfølgende  periode  har  han  haft  bolig  to  gange,  men  er  hver  gang  endt  på   gaden  igen.         »Jeg  har  en  tendens  til  ikke  at  læse  min  post.  Jeg  lod  regninger  være  regninger,   og  det  går  jo  ikke  i  længden«.         Trofast  kompagnon   På  bordet,  ved  siden  af  utallige  skodder,  står  Søren  Thygesens  trofaste   kompagnon,  hans  bærbar  computer.  Den  har  han  med  sig  alle  steder.  Den  er  et   holdepunkt  i  en  stresset  tilværelse,  og  den  giver  ham  en  følelse  af  tryghed.       »Jeg  samler  på  tegneserier  på  min  computer.  Så  den  betyder  meget  for  mig«,   fortæller  han  og  børster  askeinfiltreret  støv  af  laptoppens  overflade.       Det,  at  have  personlige  ejendele  i  sin  nærhed,  er  en  af  forudsætningerne  for  at   føle  sig  hjemme.  Det  konkluderer  forsker  Carsten  Philipsen  fra  RUC  i  sin  ph.d.-­‐ afhandling  om  begrebet  ’hjemfølelse’.  Han  har  i  sin  afhandling  lavet   feltinterviews  med  personer,  der  er  flyttet  for  nylig,  hjemløse  og  andre  socialt   udsatte  borgere.     »Personlige  ting  kan  få  os  til  at  føle  os  hjemme,  og  det  gælder  også  for  hjemløse,   da  de  typisk  kun  ejer  få  ting,  og  derfor  er  tæt  knyttet  til  de  ting«,  fortæller   Carsten  Philipsen.       Ifølge  forskeren  er  der  syv  væsentlige  forudsætninger,  der  skal  være  til  stede,  før   man  føler  sig  hjemme.  Foruden  det  at  have  personlige  ejendele  i  sin  nærhed,  skal   man  være  afstresset,  have  mulighed  for  at  trække  sig  tilbage  og  være  fri  fra   andres  regler.       Ruste  dem  til  rudekuverter     I  herbergets  forkontor  sidder  personalet  og  tager  imod  henvendelser  fra  husets   beboere  og  nytilkomne  fra  gaden.  Kontoret  er  inddelt  i  to  rum,  hvor  det  forreste,   tættest  ud  mod  hovedindgangen,  bruges  til  samtaler  med  borgere,  der  af  en  eller   anden  grund  er  i  socialt  uføre  og  har  brug  for  logi.    


»Var  det  ikke  i  dag,  jeg  skulle  tale  med  jer?«,  lyder  en  forurettet  og  skrøbelig,   mandlig  røst.       »Først  i  morgen  klokken  13«,  kommer  det  tilbage.       Herbergets  medarbejdere  har  ikke  konkret  diskuteret,  hvordan  de  kan  hjælpe  de   hjemløse  til  at  føle  sig  hjemme  på  stedet.  Men  det  er  heller  ikke    deres  opgave,   mener  en  socialfaglig  medarbejder.     »Vi  er  en  akutinstitution  til  korte  ophold,  og  derfor  beder  vi  også  folk  om  ikke  at   tage  for  meget  med«.     Medarbejderen  mener,  at  deres  primære  opgave  er  at  ruste  beboerne  til  selv  at   kunne  klare  de  huslige  sysler  og  rudekuverter,  der  venter  dem  som  fremtidige   boligindehavere.     For  mange  beboere  er  en  aftale  tirsdag  formiddag  på  rusmiddelcentret  en   uoverkommelig  opgave.  Derfor  har  herberget  indført  et  fast  morgenritual,  hvor   de  hver  morgen  klokken  syv  vækker  beboerne  med  resolutte  bank  på  døren.   Søren  Thygesen  ryster  på  hovedet,  når  snakken  falder  på  morgenstundens  bratte   opvågning.     »Jeg  synes,  det  er  lidt  krænkende  i  forhold  til  min  personlige  frihed«.       Han  kigger  ned  i  værelsesgulvet,  der  har  snavsede  plamager  hist  og  her.  Han   tænker  over  sit  svar.  Kort  efter  tilføjer  han:     »Selvfølgelig  vil  jeg  føle  mig  mere  hjemme,  hvis  jeg  havde  mine  egne  nøgler  og   kunne  sætte  reglerne  selv«.       Ensomhed  som  hæmsko   Carsten  Philipsen  mærkede  i  forbindelse  med  sit  projekt,  hvordan  ensomheden   præger  de  hjemløse,  og  hvordan  denne  ensomhed  kan  blive  en  hæmsko  for  deres   tryghed  og  følelse  af  at  høre  hjemme.       »De  socialt  udsatte,  der  har  bolig,  og  som  samtidig  er  ensomme,  vil  opleve  et   stort  ubehag  ved  at  vende  hjem  til  deres  bolig«,  fortæller  han.       Søren  Thygesen  mærker  også  ensomheden,  men  en  kammerat,  der  jævnligt   besøger  ham,  er  med  til  at  gøre  tilværelsen  tålelig.  Det  er  dog  vigtigt  for  ham  at   have  et  sted,  hvor  man  kan  trække  stikket  ud  og  samle  tankerne.  Det  giver   stabilitet  at  have  et  værelse,  hvor  man  kan  være  for  sig  selv,  mener  han.       »En  hund  har  jo  også  behov  for  at  lægge  sig  hen  i  hjørnet,  når  den  bliver  træt«,   siger  han  og  griner  af  hundesammenligningen.       Før  han  fik  værelset  på  herberget,  indlogerede  han  sig  på  en  varmestue  om   natten  og  slog  tiden  ihjel  med  tegneserier  på  Hovedbiblioteket  om  dagen.            


En  universel  følelse   Forudsætningerne  for  at  opnå  hjemfølelse  gælder  for  alle  mennesker  uanset   baggrund  og  social  status.  Det  er  i  hvert  fald  den  erkendelse,  Carsten  Philipsen   når  frem  til.  Det  bakker  den  socialfaglige  medarbejder  fra  herberget  ham  op  om.     »Jeg  tror  alle  har  behov  for  en  fast  base,  og  et  sted,  man  kalder  hjem.  Når  man   hører  professionelle  sportsfolk,  hvorfor  de  kan  præstere,  som  de  gør,  så  siger  de   ofte,  at  det  er  fordi,  de  har  en  fast  base  derhjemme«,  siger  medarbejderen.           22-­‐årige  Hannah  Jahns  er  tysk  statsborger.  Hun  taler  dansk,  da  hun  har  gået  i   dansk  skole  i  Nordtyskland.  Hun  flyttede  til  Odense  i  sommeren  2013  for  at  læse   til  lærer.  Med  sit  blonde  hår,  lyse  sind  og  let  fremkaldende  smil  virker  hun  som   en  pige,  der  har  let  ved  at  falde  til  et  nyt  sted.  Hendes  udadvendthed  gjorde,  at   hun  hurtigt  følte  sig  hjemme  i  sin  nye  studieby.       »Jeg  blev  hurtigt  ansat  som  bartender  på  et  diskotek.  Hvis  jeg  ikke  selv  havde   taget  initiativ,  ville  jeg  ikke  have  følt  mig  hjemme  så  hurtigt«.         Hannah  Jahns  deler  stueetage  i  en  murstensvilla  i  det  centrale  Odense  med  en   tysk  veninde,  hun  kender  hjemmefra.  Det  var  dejligt  at  have  veninden  så  tæt  på  i   starten,  husker  hun.  Og  når  Tyskland  ikke  er  længere  væk,  er  det  nemt  at  besøge   familie  og  venner.  Ellers  er  telefonen  opfundet.       »Jeg  er  i  kontakt  med  dem  derhjemme  et  par  gange  i  ugen«,  fortæller  hun.           Drømmen  om  et  hjem   Carsten  Philipsen  mener,  at  afhandlingen  kan  bidrage  med  viden  om,  hvad  der   skal  lægges  vægt  på  i  boligprojekter,  så  kommende  beboere  føler  sig  hjemme.     Søren  Thygesen  føler  sig  mere  hjemme  på  herberget,  end  ude  på  gaden.  Men  han   erkender,  at  der  roder  på  værelset.     Drømmen  er  igen  et  rigtigt  hjem  med  ophængte  gardiner,  tøj  i  klædeskabet  og   cigaretskod  i  askebægeret.     Han  kigger  igen  eftertænksomt  ned  i  gulvet  og  når  til  en  ny  erkendelse.     »De  steder,  jeg  har  boet,  har  jeg  ikke  rigtigt  gjort  hjemmet  til  mit  eget,  men  det  er   jeg  nødt  til  at  gøre  næste  gang«.        


Når man føler sig hjemme  
Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you