Issuu on Google+

PORTRÆTARTIKEL

Der var landesorg, da den pakistanske opppositionsleder, Benazir Bhutto, blev dræbt under attentatet torsdag den 27. december 2007. Hele Pakistan gik i stå da “Datteren af Østen”, som hun blev kaldt, åndede ud.

D. 27. december ringer journalist Morten Bak til Ahmadbrødrene i Hvidovre. De tre brødre stod for den landsdækkende tøjindsamling til ofrene for jordskælvet i det nordlige Pakistan to år tidligere. Det er koldt både i Danmark og i Pakistan. Morten Bak vil høre, hvordan det er gået med at få hjælpen frem og for at få nogle billeder af børn i det tøj, der blev samlet ind. Men det bliver til en noget anden historie. I sekunderne inden telefonopkaldet er de skud og den bombe gået af, der dræber Benazir Bhutto. Og midt i det kaos, der breder sig i Pakistan, befinder den ene af brødrene, Aamer, sig. Den dag, hvor det ægte tæppe rives væk under Pakistan. Af Morten Bak Foto: ABROS.DK og POLFOTO

114 COMMUNITYWOMEN.DK


COMMUNITYWOMEN.DK 115


PORTRÆTARTIKEL Aamer Ahmad (tv) var i Pakistan, mens mordet på Bhutto blev begået. Aamers ærinde var at følge op på det nødhjælpsarbejde, som han sammen med sine brødre Kashif og Asif (yderst th) iværksatte tilbage i 2005, da en jordskælvskatastrofe ramte det nordlige Pakistan. Her ses de sammen med Kronprinseparret under støttekoncerten for jordskælvsofrene, som brødrene afviklede i Cirkusbygningen den 18. december 2005. Koncerten gav et overskud på 1,1 mio. kr., der blev doneret til Røde Kors nødhjælpsarbejde i Pakistan.

Hvidovre, den 31. januar 2008

BHUTTO ER ER DØD, LYDER SIDSTE MELDING, INDEN DET ÆGTE TÆPPE HIVES VÆK UNDER PAKISTAN. DE UDSPILEDE ØJNE STIRRER GLASAGTIGT IND I SKÆRMEN. PAKISTAN ER GÅET I STÅ. FOR PAKISTANERNE ER VERDEN GÅET I STÅ.S Det nordlige Pakistan, Rawalpindi, den 27. december 2007 Først et skud, så et gigantisk brag: Totalt kaos på et splitsekund. TV-stationerne transmitterer billeder til en uforstående og måbende verden, som forsøger at forholde sig til mediedækningen. Historierne præges af det politiske cirkus i minutterne efter pistolen og den efterfølgende bombe, som går af i Rawalpindi, nær hovedstaden Islamabad. Benazir Bhutto har netop talt til en større forsamling, inden helvede bryder løs. Alt er et stort og blodigt virvar rundt omkring i gaderne. Sårede og døde bæres rundt i et kødmarked af mennesker. Kropsdele ligger spredt blandt det panikslagne folk, men meldingerne om

”VI STOD I VORES EGEN LILLE, MATERIALISTISKE VERDEN I ILVA, MIN SØSTER OG JEG, DA AAMER SENDTE DEN DRABELIGE SMS …” S Bhuttos tilstand er tvetydige. Ingen ved, hvad de skal tro … Landet er i undtagelsestilstand på grund af det politiske mord på oppositionslederen Benazir Bhutto. Selvmordsbomber, raserede gader og beretninger om demonstrationer, hvor pakistanere skriger af afmagt, skyder med 116 COMMUNITYWOMEN.DK

kalashnikovs op i luften i en blanding af afmagt og foragt. Landet og den politiske situation ulmer på en vulkansk måde – lavastrømmen af uro finder sin naturlige løbebane, rammer uskyldige og udløser dyriske handlinger, langt fra hverdagen i Danmark.

Samtidig i Danmark Alt det er jeg lykkeligt uvidende om, da jeg tilfældigt ringer til Kashif Ahmad for at følge op på en tidligere artikel om de tre Ahmad-brødres tøjindsamling til jordskælvsofre i det nordlige Pakistan. Er tøjet nået frem til den kulderamte del af landet? Er der billeder af børn i det tøj, der er samlet ind, vil jeg gerne vide? En god historie, som vil gøre sig godt efter nytår, hvor overflods-Danmark fabler om velgørende og slankende nytårsforsæt, som holder lige nøjagtig til mørke og kolde februar. Straks Kashif tager røret, overdrager han mig den rystende nyhed – ”Benazir Bhutto er myrdet”. Beskeden er rygende varm. Vores samtale bliver meget kort. Kashif fortæller, at hans bror Aamer og far er i landet, hvor ragnarok er løs. En underlig følelse af en tragi-historisk dag, som altid vil blive husket, ligesom mordet på Kennedy og terrorangrebet i New York, breder sig i kroppen. Jeg spreder mine oplysninger til chokerede kolleger og styrter hen til fjernsynet på redaktionen for at sluge ”breaking news”.

En måned efter mordet på Benassir Bhutto sidder Kashif Ahmad hjemme i sin lejlighed i Hvidovre med te og mazarinkage på bordet: - Vi stod i vores egen lille, materialistiske verden i ILVA, min søster og jeg, da Aamer sendte den drabelige sms, så vi smed omgående alt, hvad vi havde i hænderne. - Minutterne efter var hektiske. Vi ringede fra vores mobiler til familien i Pakistan, og efterfølgende sad vi de næste syv dage klinet til fjernsynet og fulgte med i de pakistanske nyheder,. Attentatet mod lederen af Pakistans Folkeparti (PPP) sker under valgkampen, hvor præsident Pervez Musharraf og Bhutto begge spiller en afgørende rolle for Pakistans fremtid. Selv har Kashif og Aamer lige gennemlevet en valgkamp på dansk jord i deres kandidaturer til folketinget for Ny Alliance: En perspektivering af begreberne demokrati og kulturer melder sig på de 70 kvadratmeter parketgulv i en forstad til København. Aamer er også i lejligheden – hjemme i sikkerhed – hvilket han kan takke Gud, livvagter og andre højere magter for. Stadig berørt fortæller han indlevende om sin rejse til Pakistan, og om den skæbnesvangre dag, d. 27.12, hvor Pakistan går i stå:

Tilbage i Pakistan, en måned tidligere Temperaturen er på frysepunktet. Aamer er rejst til Lahore grænsende op til Indien – 300 kilometer syd for Rawalpindi. Lahore er med over 10 mio. indbyggere Pakistans næststørste by efter havnebyen Karachi og hovedstaden i Punjab-provinsen. I et kvarter med store palæer beskyttet af sikkerhedsvagter er han på besøg hos mosteren, som hører til de velstillede. Alt ånder fred og ro i rigmandskvarteret ... Aamer har netop besøgt moderens gravsted og skal bruge et par dage C


1

1. Aamer Ahmads liv balancerede på en knivsæg, da befolkningen i Pakistan gik amok efter mordet på Bhutto. Han slap ud af landet med skindet på næsen i 11. time ... Pakistan gennemlever i disse år et af landets værste perioder, hvor naturkatastrofer, den internationale fødevarekrise og politiske uroligheder rammer befolkningen hårdt. Brødrene Ahmad kæmper en hård kamp for ofrene i Pakistan, men har også mange projekter på hjemlig grund i Danmark gennem platformen for ildsjæle ABROS.DK. Senest stod de for indsamlingen til moderen, som mistede sin søn, avisbuddet Deniz, efter et dødeligt overfald.

COMMUNITYWOMEN.DK 117


PORTRÆTARTIKEL

EN SELVMORDSBOMBER ER NØDVENDIGVIS IKKE EN RELIGIØS FANATIKER. DET KAN VÆRE EN LUDFATTIG FAMILIEFAR, SOM BLIVER LOVET ØKONOMISK HJÆLP TIL KONE OG BØRN RESTEN AF DERES DAGE MOD, AT HAN SPRÆNGER SIG SELV I LUFTEN PÅ EN MARKEDSPLADS. S sammen med familien nu, hvor nytåret står for døren. Han er gået uden for den prægtige villa omkranset af en marmorveranda. Der er en stor have, men Aamer og hans tre fætre står i den isolerede garage med plads til fire biler – pladserne er alle optagede. De står og småsludrer – ryger en cigaret – da de, med et halvt øre, hører om en selvmordsbomber ved en af Bhuttos valgtaler til folket. En tillagt kynisme, tilvejebragt af de

AAMER HAR NETOP BESØGT MODERENS GRAVSTED OG SKAL BRUGE ET PAR DAGE SAMMEN MED FAMILIEN NU, HVOR NYTÅRET STÅR FOR DØREN. HAN ER GÅET UDEN FOR DEN PRÆGTIGE VILLA OMKRANSET AF EN MARMORVERANDA … S utallige attentater mod ledere i landet, gør, at de ikke reagerer yderligere på nyheden. Selvmordsbombere er blevet et fast indslag, som nærmest vanligt toner frem i hverdagen. Indtil videre har statsoverhoveder og partiledere overlevet angrebene – det er civilbefolkningen, som betaler prisen. Minut for minut ændrer de tvetydige meldinger sig fra ”alt under kontrol” til landesorg og raseri: ”En selvmordsbombe er sprunget”, toner det ud af fjernsynet inde fra stuen. ”Benazir Bhutto undslap”, fastslår pressen efterfulgt af overskriften ”Bhutto er såret”. - Hey, hvad sker der? udbryder Aamer, og familien samles i stuen foran fjernsynet, hvor situationen billede for billede ændrer sig. ”Bhutto er alvorligt såret og i livsfare – si118 COMMUNITYWOMEN.DK

ger lægerne”. Situationens alvor sitrer ud i luften ...

”BHUTTO er død”... ... lyder sidste melding, inden det ægte tæppe hives væk under Pakistan. De udspilede øjne stirrer glasagtigt ind i skærmen. Pakistan er gået i stå. For pakistanerne er verden gået i stå. Aamer befinder i en pseudo-verden: I de næste minutter er intet virkeligt, før han med et hører skud i det fjerne, og det går op for ham, at helvede er løs ... Han griber telefonen og ringer til sin far, som opholder sig i nærheden af Chaklala Base – den militære bydel – kun få kilometer fra stedet, hvorfra selvmordsbomberen har udløst bæltet med sprængstof. Telefonnettet er overophedet. Mobiltelefonerne gløder. Og Aamer prøver flere gange uden held at få fat i faderen. Endelig hører han faderens umiskendelige stemme: Heldigvis er han ok. Aamer ånder lettet op og forsøger at forholde sig til situationen.

Fængslende magtesløshed De næste fire dage forlader de ikke huset. Det er livsfarligt at gå ud. Jungleloven hærger i gaderne – røvere, banditter plyndrer og smadrer butikker. Bhuttosympatisører er gået amok i den store bazar, der, som et skærende paradoks, kaldes ”Liberty”, hvor de ”vilde” sender byger af kugler ind i folkemængden. Byens butikker og tankstationer er lukkede. Familien overvejer at tage den livsfarlige flugt ud af storbyen, men er begrænset af det brændstof, der ligger i tankene på de fire biler i garagen. Befolkningen sørger, og byen syder i en tid, hvor det ellers er bryllupssæson. Alt er aflyst – nytårsfester og bryllupper – én familie, et par gader fra Aamers

opholdssted, trodser dog landesorgen og fejrer et bryllup få dage efter attentatet: 40 mænd angriber festen – smadrer hus og gæster. Disrespekt for Bhutto toleres ikke! Aamer finder larmen og urolighederne fra byen ubehagelig. Han ved, at han, ligesom resten af den civiliserede befolkning, skal isolere sig bag muren til den lovløse verden – beskyttet af mosterens sikkerhedsfolk, hvilket også betyder, at Kashif må aflyse sin egen rejse til Pakistan i den 11. time.

Flugt fra masserne En spændingsroman udspiller sig foran mig i stuen hos Kashif i Hvidovre C

EN UNDERLIG FØLELSE AF EN TRAGI-HISTORISK DAG, SOM ALTID VIL BLIVE HUSKET, LIGESOM MORDET PÅ KENNEDY OG TERRORANGREBET I NEW YORK, BREDER SIG I KROPPEN … S


Benazir Bhutto blev 54 år. Den karismatiske kvinde var verdens første leder af et muslimsk land - hun var Pakistans premierminister fra 1988 til 1990 og igen fra 1993 til 1996.

SELVMORDSBOMBERE ER BLEVET ET FAST INDSLAG, SOM NÆRMEST VANLIGT TONER FREM I HVERDAGEN. INDTIL VIDERE HAR STATSOVERHOVEDER OG PARTILEDERE OVERLEVET ANGREBENE – DET ER CIVILBEFOLKNINGEN, SOM BETALER PRISEN S

- Glem alt om kaffe. Vi skal bare væk herfra, siger Aamer, en melding, som caféens bestyrer reagerer på. - Hvad sker der? Hvem er du egentlig?, spørger han Aamer på en ikke specielt betryggende facon. I det samme ser Aamer trafikken gå i stå længere nede ad hovedgaden. En jeep med plads til otte politimænd standser brat op foran Aamer i døråbningen, og en politimand råber de samme to ord, som Aamer netop havde prøvet at mejsle ind i hovedet på bestyreren: - Luk NU! ...

Onkelen og hans parti mistænkes af kredse for at stå bag mordet på Bhutto, så opmærksomheden på drengens sikkerhed er skærpet. Trods den højspændte aura omkring fætterens kammerat og byens negative ladning foreslås det, at de tre mænd og endnu en kammerat skal køre den dristige tur ind til byen for at tage på coffeeshop – en frihed, som kun er forbeholdt de velhavende.

Med livet og latte i hænderne Demonstrationen har stoppet trafikken og æder sig nu ind på Aamer og hans kammerater. - Vi skal afsted nu ... NU! Aamer står op i stuen hjemme på Hvidovrevej gentager ordene fra den begivenhedsrige nytårsnat klokken 02.30. Hans fagter stjæler opmærksomheden fra fladskærmen, som buldrer i baggrunden. Man kan næsten se, lugte og smage

EN ØRESØNDERRIVENDE FLODBØLGE AF PANIK DRUKNER AL KAFFESLABBERAS I COFFEESHOPPEN. KVINDERNE SKRIGER AF ANGST, OG FOLK LØBER FOR LIVET UD AF CAFÉEN. LYSET SLUKKES, OG FLUGTEN SKER GENNEM DE TILSTØDENDE GADER … S Nord, mens diktafonen på sofabordet sluger Aamers nervepirrende historie. Jeg skifter konstant position i den beigefarvede sofa med chaiselongue. Læner mig tilbage. Sætter mig på det yderste af puden med et nervøst blik på diktafonens røde lampe – den må ikke gå ud nu ... Aamer får store øjne, og ivrigt begynder han at fortælle med knugende intensitet om den situation, hvor han måtte flygte for sit liv fra frådende demonstranter gennem byen ad bumpede grusveje og smalle gader – han ville bare have en café latte: Det er nytårsnat 2008. En bil ankommer til mosterens hus, og ud stiger fætterens 18-årig kammerat. Aamer gør store øjne, da han ser følgebilen med fem bevæbnede livvagter. Men kammeraten er nevø til den tidligere Chief Minister for Punjab-provinsen, hvilket gør ham til et yndet mål for Bhutto-sympatisører.

Fire dage inden døre og skridtet ind i det nye år afgør beslutningen for de unge mænd, som ledsaget af livvagterne tager ind til byen, hvor alt tilsyneladende forholder sig roligt – klokken 02.15. Aamer lader de andre om at bestille den vesterlige café latte, mens han selv stiller sig i indgangspartiet til den fyldte café, hvor ca. 100 kvinder, piger og mænd har indfundet sig i aromaen fra friskbrygget kaffe. Kaffen er knapt nok færdig, før fætterens 18-årige kammerat modtager et opkald på mobilen. De har ringet hjemmefra: Forældrene véd præcis, hvor de er. De fortæller, at en voldsom demonstration er på vej mod caféen: Hans liv er i fare. Vennen siger til Aamer: - Skal vi ikke lige have det bekræftet, inden vi kører nogen steder? Kaffen er heller ikke færdig ... Aamer tror knap nok sine egne ører og prøver at trænge igennem til en fornuft, som i øjeblikket er fuldkommen sløret af europæisk kaffekultur.

nattens skrækscenarie fra blikket i hans øjne ... En øresønderrivende flodbølge af panik drukner al kaffeslabberas i coffeeshoppen. Kvinderne skriger af angst, og folk løber for livet ud af caféen. Lyset slukkes, og flugten sker gennem de tilstødende gader. Ude på vejen står livvagterne med fast greb om deres automatvåben. Der er ingen regler for parkering af biler i Pakistan, så panikken breder sig, da bilisterne finder ud af, at de hverken kan komme frem eller tilbage i virvaret af løseligt parkerede køretøjer, som fylder hele gaden. Aamer ser til sin lettelse, at livvagterne holder trafikken i skak med de hævede våben og danner fri passage til nevøen, fætteren, vennen og Aamer. De snørkler sig ud mellem de dyttende biler, inden de drejer ned ad en grusbelagt sidevej. Med en rødlig støvsky efter sig drøner bilen rundt om hjørner og over bump. C COMMUNITYWOMEN.DK 119


PORTRÆTARTIKEL

De aner ikke, hvad der venter dem. Hver gang de bliver standset, er deres liv på spil, især for nevøen til den tidligere Chief Minister. Midt i elendigheden kan Aamer ikke lade være med at trække på smilebåndet af et tragikomisk syn: Her sidder de andre og kæmper med vold og magt for at redde den halvfærdige kaffe i de skvulpende papbægre, de fik med i sidste sekund. Han beordrer dem til at smide kaffen ud ad vinduet og koncentrere sig om at overleve i stedet.

Uendeligt drama Aamer har været heldig. Det finder han ud af efter sin hjemkomst til sit andet hjemland, Danmark. Turen hjem er problematisk. Han er nær aldrig kommet med indenrigsflyet fra Lahore til Islamabad. Og i Islamabad bliver han i første omgang nægtet adgang til flyet, som er hans eneste udvej for at komme i sikkerhed. Annulerede billetter. Nedbrudt internet. Optagede telefonlinjer. Bookingsystemer og personalet i lufthavnene kan ikke kapere landets pludselige opløsning, til trods for at Aamer vifter ivrigt med sine bekræftede billetter i hånden. Gang på gang bliver han nægtet adgang til flyene, og han er tæt på at strande i det helvede, som hovedstaden har forvandlet sig til.

120 COMMUNITYWOMEN.DK

Han tager telefonen og ringer hjem: Klokken er 04.30 om natten hjemme i Hvidovre. Kashif tager søvndrukkent telefonen, men sætter sig brat op i sengen, da det går op for ham, at broderen har brug for hjælp: Kashif finder lynhurtigt frem til et VIP-telefonnummer for erhvervskunder til rejsebureauet, Vejle Rejser, som har sponsoreret billetten i anledning af indsamlingen – og Aamer får en billet hjem til Danmark i sidste øjeblik.

En dag mere kunne have kostet dyrt Et drabeligt kapitel i dansk-pakistanerens liv er overstået, da flyets dæk slipper startbanen i Islamabad – mens dramaet fortsætter i Pakistan: To dage efter Aamers farvel bliver fætteren stoppet i sin bil på gaden i Lahore – samme bil, som Aamer har siddet i 72 timer forinden. Han bliver truet med våben og frarøves alle værdier. Dagen efter bliver kammeraten overrasket af en selvmordsbomber. Mens han holder for rødt lys, springer en bevæbnet og dynamitklædt mandsperson ind i på passagersædet af bilen med ordene til føreren: ”Nu skal du i himlen. Det er stort, det her – du og jeg skal være martyrer. Nu kører du lidt rundt til jeg finder et passende sted at udløse bomben” ... Under selvmordsbomberens søgen efter et menneskekoncentreret sted at ud-

MENS HAN HOLDER FOR RØDT LYS, SPRINGER EN BEVÆBNET OG DYNAMITKLÆDT MANDSPERSON IND I PÅ PASSAGERSÆDET AF BILEN MED ORDENE TIL FØREREN: “NU SKAL DU I HIMLEN. DET ER STORT, DET HER – DU OG JEG SKAL VÆRE MARTYRER S løse bomben, springer kammeraten ud af den kørende bil og redder livet ...

Kulturarv og kold te Til min store overraskelse fortæller Aamer, at en selvmordsbomber ikke nødvendigvis er en religiøs fanatiker. Det kan være en ludfattig familiefar, som bliver lovet økonomisk hjælp til kone og børn resten af deres dage mod, at han springer sig selv i luften på en markedsplads. Det kan være en hævnaktion mod regeringstropper, som har dræbt et familiemedlem – en bror tager sit eget og tyve soldaters liv – med sprængstof. Der er afpresning. ”Spræng dig selv i luften, eller din familie dør” ... Min diktafon er udmattet og udånder. Min te er kold, men jeg drikker resten af høflighed. Udenfor pisker vind og regn mod termoruden – hverdagen i Danmark er knapt så dramatisk som tilstanden i Pakistan. Jeg er kommet tættere på den bagage, som indvandrere med muslimsk baggrund bærer rundt på. Jeg har indset, hvordan krigstilstande, total fattigdom og ekstrem rigdom kan drive folk til hvad som helst. Jeg er glad for at se Aamer på dansk jord uden at skulle tælle arme, ben og fingre. Jord, hvorpå han har hjemme, hvor han har anderledes hudfarve, og, hvor den største udfordring i morgen er at tage stilling til ”at blive integreret”. For en måned siden skulle han bare overleve. N


Community JUNE Edition