Issuu on Google+

16

Viva

Kvindeliv

SØNDAG DEN 13. MAJ 2012


SØNDAG DEN 13. MAJ 2012

Kvindeliv

Viva

17

Hun ved, det ser tosset ud, men hun vinder over sig selv og sit handicap hver dag, når hun løber. Bettina Paulsen har spastiske lammelser, men løbet har fået hende til at holde af sin drilske krop - og sig selv.

»Jeg er en rigtig god spasser til at løbe« Bettina Paulsen er 47 år, løber 6 km hver dag og har gjort det i 23 år. Nå ja, og så er hun spastiker. Løbeturene gør hende hel, siger hun. Vi fulgte med på en af dem for at forstå, hvad det betyder. JENS HAANING | viva@jp.dk

FOTO: DITTE LYSGAARD HOLM | ditte.l.holm@jp.dk

Fortsættes E


18

Viva

Kvindeliv

SØNDAG DEN 13. MAJ 2012

E

D

e fleste, der kommer i Botanisk Have i Aarhus, ved, hvem hun er. Hende der spastikeren, der løber hver dag. Det er svært ikke at lægge mærke til hende. Hvid løbejakke og løst, rødt, krøllet hår. Korte, forsigtige skridt på grænsen til gang, hendes hænder vuggende foran kroppen. Hovedet hælder en anelse til siden, hendes blik er fokuseret på vejen foran og ansigtet holdt i en anstrengt, koncentreret grimasse. Det er også svært ikke at blive imponeret. En spastiker der løbetræner. Det ser vildt ud. Som om hun tvinger sin krop fremad skridt for skridt, selv om den ikke rigtig vil, ikke rigtig makker ret. Det minder lidt om den dehydrerede kvindelige marathonløber under OL i Los Angeles i 1984, der slæbte sig ind over målstregen. Men også kun lidt. Bettina Paulsen løber stille og roligt og kontrolleret. Og desuden gør hun det hver dag året rundt. Står op, trækker i løbetøjet og trodser sit handicap, overvinder det. Det kan ikke undgå at imponere og vække en vis nysgerrighed. Gør det f.eks. ondt? Er det svært? Hvorfor gør hun det? Og har hun mon nogensinde prøvet at overhale nogen? Det ser åndssvagt ud Bettina Paulsen kan godt forstå, folk studser og undrer sig, når de ser hende komme løbende. For som hun ganske politisk ukorrekt siger: »Jeg er en rigtig, rigtig god spasser til at løbe, men alt andet lige så ser det jo dybt åndssvagt ud. Jeg kan se i børnenes øjne, når jeg passerer dem, at de tænker, neeej, hvad er der galt?« Svaret er, at Bettina er født med spastisk lammelse, i fagsproget kaldet cerebral parese. Hele sin opvækst og ungdom har hun følt sig forkert på grund af sit handicap. »Som barn var jeg meget træt af mig selv. Jeg var træt af mit handicap, var meget indelukket og genert. Og jeg kunne overhovedet ikke lide mig selv. Det gjaldt egentlig også ungdommen. Når jeg var sammen med andre, følte jeg mig forkert hele tiden.« Med frygt for hvor det hele skulle ende, besluttede Bettina sig en dag i sit voksenliv for at sige bare én ting, når hun var sammen med andre. Det var en god oplevelse, og faktisk endte hun altid med at sige en hel masse. Det gør hun stadig, både under interviewet og i sit daglige arbejde som psykolog og foredragsholder. Skulle lære at løbe Lidt på samme måde startede hendes løbeture. Da hun først kom i gang, kunne hun ikke stoppe. Men det var ikke bare at tage løbeskoene på og så af sted. Hun skulle først lære at løbe. »Min fysioterapeut fortalte mig, at jeg ikke kunne løbe, og at det ville komme til at tage tid, før jeg kunne. Og det gjorde det med blandt andet kondicykel og strøm gennem nakken for at lære, hvor musklerne var henne, for jeg kunne simpelt hen ikke holde hovedet.« Sin første rigtige løbetur tog Bettina for 23 år siden. »Jeg løb en tur rundt om blokken, det tog tre minutter, og jeg pustede helt vildt i ti minutter bagefter. Jeg husker det ret tydeligt, fordi jeg tænkte, hold da op, hvor er du i dårlig form.« I dag er formen god. Hun løber 6 kilometer hver dag rundt i Botanisk Have i Aarhus. Hun ved af gode grunde ikke, om det gør mere ondt på hende at løbe, end det gør på andre, men hun ved, hun skal koncentrere sig mere end normalt. »Det er svært for mig at løbe. Al min koncentration ligger i at holde balancen. Jeg har ikke en indre balance, så jeg afbalancerer med øjnene. Når der kommer en hund hen mod mig, så skal jeg virkelig fokusere for ikke at falde.« Af samme grund er det stort set den samme

rute, Bettina Paulsen løber hver dag, for så husker hendes motorik den. Det tager knap halvanden time for Bettina Paulsen at tilbagelægge de seks kilometer – en gennemsnitsfart på lidt under 15 minutter pr. kilometer. Heldigvis er det hverken kampen mod uret eller for den sags skyld kiloene, der motiverer hende. Der er noget helt andet på spil. »Jamen, den dag jeg ikke kommer ud at løbe, kan jeg ligeså godt holde op med at fungere. Den dag er helt i en undtagelsestilstand. Jeg har det ikke godt. Jeg taber ting, jeg har ondt, jeg er helt ved siden af mig selv. Det er ren narkomani at løbe. Narkomani på den måde at hele min dagligdag er indrettet på, at min motorik fungerer, og den fungerer ikke, når jeg ikke kan løbe. De to ting hænger sammen.« Min krop kan gøre mig glad Forklaringen på løbeturenes virkning er enkel: De lange ture udmatter musklerne, så de slapper bedre af. Det gør det nemmere for Bettina Paulsen at styre de ufrivillige, spastiske bevægelser. Hun har lagt al smertestillende og muskelafslappende medicin på hylden, hun går ikke mere til fysioterapeut – med mindre hun får en løbeskade – og vigtigst af alt: Hun kan stadig gå i en alder af 47 år, hvilket er usædvanligt. »Med alderen er det jo sådan med spasticitet, at man ældes ret hurtigt. Jeg er nok den humlebi, som ikke ved, at jeg ikke kan flyve, fordi egentlig burde jeg ikke kunne gå mere.« De fysiske fordele er imidlertid kun halvdelen. Også på det psykiske plan har træningen gjort en verden til forskel. »Mine løbeture har betydet, at jeg for første gang i mit liv opdagede, at jeg kunne bruge min krop til noget, som gjorde mig glad. Ikke noget, som jeg var flov over og ked af, eller som fik mig til at føle mig grim og ulækker. Så fra at have nul forbindelse mellem mit hoved og min krop, så fik jeg en bedre evne til at være hel. Jeg kunne tage mit handicap ind som en del af mig, ikke som noget, der hang ved siden af mig, som jeg skulle prøve at gemme eller skjule.« Det er præcis den erkendelse og måske frygten for at falde tilbage i splittelsen, der får Bettina Paulen til at trække i løbetøjet dag ud og dag ind år efter år. »Det er nok hele historien bag, der får mig til at blive ved. Altså kampen om at finde ud af, at min krop egentlig er ok. Den der fornemmelse af at være hel.« Har faktisk overhalet Selv om Bettina imponerer med sin vilje og udholdenhed, ser hun ikke sig selv som anderledes eller mere beundringsværdig end alle mulige andre, der løber en tur hver dag. »Der er rigtig mange, der kommer med deres egen dårlige samvittighed og siger, det burde jeg også gøre, og ej, hvor er det godt af dig, at du løber. Men det handler jo kun om, hvem man er, og hvad man vil med sig selv. Jeg vil løbe, og det VIL jeg. Og jeg kan blive rigtig sur, hvis nogen forhindrer mig i det. Som f.eks. blæsten. Når den er særlig hård, kan jeg virkelig gå og skælde højlydt ud, samtidig med at jeg føler mig virkelig dum.« Bettina Paulsen griner og rejser sig. Hun skal have vanter på inden dagens løbetur, og det kan godt tage et par minutter. Tilbage er kun det der med overhalingerne. Har hun nogensinde prøvet, hvordan det føles? »Jeg har faktisk prøvet det nogle gange. For der er jo mange ældre damer, der begynder at løbe, og så sker det af og til. Men det er måske en gang hver tredje måned eller sådan noget. Det er en helt underlig følelse.« N

BLÅ BOG Bettina Paulsen er født i 1965. Opvokset i Rinkenæs. Uddannet Cand.psych. fra Aarhus Universitet. Arbejder som psykolog ved Rehabiliteringscenter for Muskelsvind siden 2002.

Billederne af Bettina Paulsen måtte tages af to omgange, for ifølge hende selv tager det alt, alt for lang tid at skifte tøj. Og hun har jo også et arbejde at passe.


SØNDAG DEN 13. MAJ 2012

Kvindeliv

Viva

19

Der skal helst ikke komme noget i vejen, når den ihærdige løber gennemfører sin rute.

BETTINA PAULSENS SYGDOM Bettina Paulsen lider af cerebral parese, i daglig tale spastisk lammelse, som er en medfødt skade i hjernens bevægelsescenter, der medfører ufrivillige bevægelser i musklerne, herunder stemmeføringen. Bettina Paulsen kan ikke stoppe en bevægelse, hun har sat i gang. I stedet kører musklen videre i ufrivillige bevægelser, indtil den bliver træt. Når hun løber hver dag, udtrætter hun musklerne tilpas meget til, at hun kan kontrollere dem.

Man kan, hvad man vil. Det motto gælder ikke altid for folk med Bettina Paulsens handicap. Men for hende gør det.


Jeg er en rigtig god spasser til at løbe