Page 1

10 9. marts 2008 108. årgang

Jeg følte mig lille Troen har fået indhold for Christina: »Ingen havde fortalt mig, at det hele handler om Jesus.«

D

»

et har været meningen hele tiden, at jeg skulle tro. Og faktisk troede jeg engang, at jeg altid havde gjort det.« Sådan svarer Christina Toftdal på spørgsmålet om, hvorfor hun begyndte at tro. »Men så kom jeg til Israel...«, fortsætter hun. Christina ville ud at rejse, og af en eller anden underlig grund havnede hun i Israel, hvor hun fik arbejde på

Christina er glad for, at Gud har fundet hende

et handicaphjem. »I udgangspunktet var selve tanken om at være handicaphjælper vederstyggelig, men jeg var ung og havde mod på livet«, fortæller Christina, der kom til at bo sammen med otte unge, som hun opfattede som meget kristne. De havde noget særligt I sin dagbog fra Israel har Christina skrevet om de indtryk, hun fik. På et tidspunkt skrev hun, at de andre havde noget, som hun ikke havde. Og hun ville gerne have del i det. Christina fandt ud af, at de andre kunne have det sjovt sammen uden at være fulde, og derudover bemærkede hun også, at de var flittige læsere af Bibelen. En aften tog de andre Christina med til en lovsangsaften sammen med flere unge danskere i Jerusalem. Hun tog med, for sang kunne vel ikke være så slemt, men det blev en underlig oplevelse. »De andre var jo nærmest i ekstase, og jeg kendte ingen sange. Jeg


tænkte, at hvis de alle sammen var kristne, så var jeg ikke,« siger Christina. Troen voksede »Senere den aften kravlede jeg op på taget. Jeg følte mig lille. Stjernerne skinnede over hovedet på mig, og jeg tænkte: Gud, jeg tror ikke på dig, men du må hjælpe mig!« fortæller Christina om den aften, der blev et vendepunkt i hendes liv. Så faldt der lidt ro på tingene igen. Stille og roligt voksede troen frem, og da Christina et halvt år senere rejste hjem fra Israel, vidste hun, at hun havde fundet sandheden. Sandheden om Gud og om sig selv. Hun havde mødt kristne, hvor troen handlede om Jesus. I dag er Christina ikke i tvivl om, at Gud har kaldt på hende, og gennem de sidste par år har hun lært ham bedre at kende. »Det er en fantastisk historie, og jeg bliver helt glad, når jeg fortæller den – Gud har fundet mig!« Marie Jensby

Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Lukasevangeliet kap. 15, vers 7

Hvem er det egentligt, det er farligt for, når folk tror på en 2000 år gammel bog? kortlink.dk/jesusnet/4s6c

70 300 150 -

åben hele døgnet på 2 minutter ny hver dag med fuld anonymitet

9.-15. marts Fritidsforkynder Jens Erik Hansen, Vejen

Udgivet af Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark. ISSN 0901-2362. Ekspedition: Indre Missions Hus, Korskærvej 25, 7000 Fredericia. Tlf. 75 92 61 00. Bladet kan bestilles i enkeltabonnement til levering gennem postvæsenet. Kr. 99,- pr. år. Bladet kan bestilles med stor skrift. 10 numre, kr. 55,- pr. år. Ved bestilling af flere ekspl. indhentes tilbud og prisliste i ekspeditionen. Redigeret af Holger Skovenborg, Indre Missions Tidende, tlf. 82 27 12 20, e-mail: hs@imh.dk. Tryk: elbo grafiske hus a/s, Fredericia. Layout: Villy Jakobsen


Søndagens tekst Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed – som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.« Søndagens tekst i kirkernes Lukasevangeliet kap. 1, vers 46-55

Bøn Gud, hjælp mig til at tro, at du kan gøre det umulige muligt. Tilgiv mig, og hjælp mig at tilgive andre. Amen

Om søndagens tekst

Det utrolige skete

D

er var engang en pige, som fik besøg af en engel … Ja, det lyder som begyndelsen på et eventyr, men det er det ikke. Det er faktisk begyndelsen på det største og vigtigste, der nogensinde er sket på denne jord. For godt 2000 år siden. I et lille land langt herfra. Pigen får at vide, at Gud selv har udvalgt hende til at blive mor til hele verdens frelser. Ganske vist har hun aldrig været sammen med en mand, men det er ikke noget problem for Gud. Han vil selv gøre det sådan, at hun bliver gravid, og det barn, hun føder, er Guds egen søn. Og tænk, pigen sagde ja, selvom det kunne have kostet hende livet i det samfund, hun levede i. »Se, jeg er Herrens tjenerinde«, sagde Maria. »Lad det ske mig efter dit ord!« Lyder det for utroligt? Jo, men det er ikke desto mindre sandheden, og det er derfor, vi har en kristen kirke. Fordi Gud greb ind, og der var én, der stillede sig til rådighed, selvom det lød nok så absurd og umuligt. »Intet er umuligt for Gud«, sagde englen. Det er sandt – også i dag. Frede Møller


Tiden kommer til os

V

ed et hurtigt sideblik i Nordjysk Stiftstidende forleden dag, en avis der ikke udmærker sig med dybsindige artikler, så jeg en sætning, der lige stak en kæp i mit hurtigt snurrende tidshjul: »Afrikanerne taler om tiden, der kommer, ikke om tiden, der går.« Er der her kun tale om forskellig måde at udtrykke sig på? Nej, det drejer sig om langt mere. Afrikanerne giver udtryk for en helt anden tankegang. Dybest set fortælles her om sindets indstilling til tid, dette mærkelige, uhåndterlige noget, der i al sin usynlighed er det moderne menneskes værste tyran. Tiden pisker os af sted, nu om stunder, helt fra børnealderen af. Der er altid for lidt af den. Vi forsøger at holde igen på tiden, men væk er den, før vi får set os omkring, og den næste uge er spist op, inden vi får taget hul på den. Tid er en foræring Jeg tygger selv videre på den sætning og aner noget rigtig godt i den, en lille revolution såmænd. Tiden kommer til os. Tiden er noget, vi får.

Tiden er ikke noget, jeg kaster mig over og forbruger eller værre endnu: Noget, der kaster sig over mig og presser luften ud af mig. Tid er en foræring, en gave fra Gud med nye muligheder hver dag. Gud i fokus Det lyder godt og enkelt, men godmorgen! Hvordan skal det kunne gøre nogen forskel i alt det, jeg bare skal nå? Det drejer sig måske kun om, hvor fokus rettes hen. Altså om det er Gud, der kommer mig i møde og giver mig tiden, eller om jeg selv sidder ved rattet. Er det ikke dette Bibelen ganske tydeligt taler om: »Vi er skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.« De gode gerninger er ikke en sparsom fritidsmulighed, men er hele min dag sammen med måske trætte kolleger, krævende børn, stressede hjemmehjælpere, tilsyneladende ensomhed i kørestol osv. Gud har lagt dagen til rette for mig at vandre i. Tak for tiden, du i dag giver mig, Gud. Beate Højlund

Et Ord med på vejen  

Uge 10, 2008

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you