Issuu on Google+

5 3. februar 2008 108. årgang

Operationen løb af sporet

D

et var slet ikke ondskabsfuldt ment. Men ind imellem skete der altså så lidt derude i den vestjyske købstad, at vi måtte tage sagen i egen hånd. Det gjorde vi en eftermiddag for over 20 år siden, og jeg er stadig flov. Og overvældet! De fleste eftermiddage gik med at grave ned til kineserne eller drøne rundt på cykler med papstykker i baghjulet. Men den eftermiddag opsøgte min kumpan og jeg suset af adrenalin. Vi søsatte »Operation Fis i Nabolaget«. Vi slog knuder på haveslanger, smurte mudder på blyindfattede ruder og omdelte små trusselsbreve, som modtagerne nok ikke blev særlig bange for. Og havde vi bare holdt os til den slags, havde jeg nok bedt min aftenbøn med mere fred i sindet. Pssst Berusede af kådhed listede vi os ind i

Illustration: Villy Jakobsen

Jagten på spænding indledte en kriminel løbebane. Og stoppede den igen

redskabsskuret hos et elskeligt ældre ægtepar. Her afførte vi os vinterlufferne og fremdrog en lang knappenål, som én af os koldblodigt stak i bagdækket på en damecykel. Lyden af hastigt sivende luft overbeviste os straks om, at operationen var løbet af sporet. Og vi spænede alt, hvad vi kunne, ud af skuret med den dårlige samvittighed jagende efter os. De følgende dage var jeg panisk angst for at møde naboen, som nu måtte i gang med lappegrejerne. I det hele taget havde jeg det elendigt, indtil min medskyldige kom og spurgte, om vi skulle gå over og sige undskyld. Forslaget burde nok være kom-


met fra mig. Det var trods alt mig, der gik i søndagsskole. Pyha At banke på naboens velkendte bryggersdør var en overvindelse. Manden lukkede op med et: »Nå, så kom I!«. Og inden vi nåede til syndsbekendelsen, blev vi inviteret indenfor, hvor konen diskede op med boller, sodavand, slik og kager. Brødebetyngede gik vi ombord i lækkerierne. »Jeg har lappet cyklen,« sagde han bare. »Vil I ikke have en kage mere?« Lette og mætte gik vi derfra suttende på hver sit mentholbolche. Den slags, der er så stærke, at munden føles iskold, når man trækker vejret. Men jeg havde en varm følelse indeni. En følelse af at være sluppet for den straf, vi så inderligt havde fortjent. Ja, vi havde endda fået belønning i stedet for straf. Sådan er det ellers kun Gud, der tilgiver. Ole Larsen

Men Gud er barmhjertig, han tilgiver synd og ødelægger ikke; gang på gang holdt han igen på sin vrede og lod ikke hele sin harme bryde ud. Salmernes Bog kap. 78, vers 38

Hvordan kommer jeg tæt på Jesus. Jeg spørger, fordi jeg har set et program i fjernsynet, hvor fem mand har boet i et kloster. kortlink.dk/jesusnet/4pdd

70 300 150 -

åben hele døgnet på 2 minutter ny hver dag med fuld anonymitet

3.-9. februar Højskolelærer Anders Lind, Børkop

Udgivet af Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark. ISSN 0901-2362. Ekspedition: Indre Missions Hus, Korskærvej 25, 7000 Fredericia. Tlf. 75 92 61 00. Bladet kan bestilles i enkeltabonnement til levering gennem postvæsenet. Kr. 99,- pr. år. Bladet kan bestilles med stor skrift. 10 numre, kr. 55,- pr. år. Ved bestilling af flere ekspl. indhentes tilbud og prisliste i ekspeditionen. Redigeret af Holger Skovenborg, Indre Missions Tidende, tlf. 82 27 12 20, e-mail: hs@imh.dk. Tryk: elbo grafiske hus a/s, Fredericia. Layout: Villy Jakobsen


Søndagens tekst Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.« Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. Fra søndagens tekst i kirkerne: Lukasevangeliet kap. 18, vers 31-43

Bøn Hjælp mig, kære Gud – for jeg kan ikke selv. Tilgiv mig og giv mig alt det, som du ved, jeg trænger til. Amen.

Om søndagens tekst

Han tiggede

J

eg kan ikke tro på Gud. Det er svært – jeg kan ikke finde ud af det. Sådan er vi mange, der har det. Men det er egentlig fordi, vi vender tingene på hovedet. I alt, hvad vi foretager os, ligger det lige for, at vi skal præstere noget, for at få noget igen. Men hvis vi tænker sådan om Gud, så er det altså, at vi vender op og ned på det hele. Gud ønsker nemlig at give os sin hjælp, uden at vi har fortjent den. Det var nok I denne søndags tekst fortælles der om en blind tigger. Ham var der ikke ret mange, der regnede for noget. Han kunne ikke andet end at tigge – og råbe. Men det var også nok. Han råbte nemlig til Jesus om hjælp. Han tiggede om den – uden at kunne give noget til gengæld. Jesus kalder det tro Så kunne Gud virkelig få lov til at hjælpe ham, uden at han havde fortjent det. Derfor kaldte Jesus også den blindes råb om hjælp for tro. At tro er ikke at kunne noget bestemt, men det er at komme til Gud med sit råb om hjælp. Det er at tigge om den. Holger Skovenborg


Tilgivelse eller accept

T

it bliver der hængende noget fra en prædiken, der fra tid til anden dukker op og rumsterer videre. Godt, når det er sådan. For nogle søndage siden sagde vores præst, at accept og tilgivelse ikke er det samme. Ordene kan se ret så ens ud. Og mange gange bruges de faktisk, som om de var det. »Gud accepterer dig, som du er …« Jo, det gør han vel, men her er alligevel noget, der skurrer. Noget, der ikke helt stemmer. Noget, der mere lugter af terapi end af Guds tilgivelse. Vi bliver nødt til at skille bukkene fra fårene og se, hvad der er hvad. At acceptere er at godkende. Godkender Gud os da ikke, sådan som vi er? Vel gør han ej! Så havde Jesus ikke behøvet at gå i døden for os - som offer for vor skyld! Jamen siger Jesus ikke, at den, der kommer til ham, vil han aldrig støde bort? Jo, vel gør han så, og Gud ske lov for det! Jeg har ødelagt det Selvfølgelig accepterer - godkender Gud mig som den, jeg er, sådan som

han selv har skabt mig til at være. (Det er snarere jeg, der ikke accepterer, at Gud skabte mig som den, jeg er. »Hvis bare jeg var …«). Sagen er den, at jeg har ødelagt det, Gud skabte mig til at være. Jeg har rakt hånd til fristeren. Jeg har indgået kompromis med djævelen og hele tiden fremmet min egen ære frem for min næstes, for ikke at tale om Guds ære. Gud accepterer ikke, at jeg har ødelagt og besudlet det billede, Gud skabte mig i. Men han støder mig ikke bort. Tværtimod siger han: »Mit elskede barn, jeg antog dig som mit barn i den hellige dåb. Ifør dig nu den klædning, som jeg gav dig i dåben: Jesu retfærdighed og hellige liv.« »Find festklædningen frem,« råbte faren til tjenerne, da den forhutlede søn kom hjem. Det er tilgivelse. Tilgivelse er, at Jesus affører mig mit halvbeskidte tøj og ifører mig sin rene festdragt, så jeg ikke skal blive stående uden for. Englene sang om en frelser, ikke om en forståelsesfuld terapeut. Englesangen handlede om tilgivelse, ikke om accept. Beate Højlund


Et Ord med på vejen