Page 1

Zombiernes herre

Jeg vågnet hvad var der sket mit værelse så ud som om der lige var kommet en orkan. Der var revner i væggen. Mit billede af mig og min far hang skævt. Hvor lang tid havde jeg sovet? Jeg blev nød til at finde ud af at hvad der var sket. Jeg gik ned af trappen som man ikke kunne kalde en trappe mere. måske havde der været krig. Jeg kiggede på kalenderen der til synladende ikke var gået i stykker der stod 3 maj 2090. 2090! what? hvad var der sket . Jeg blev nød til at finde ud af det. Jeg gik udenfor alt var chaos i mit hoved, men lige pludselig hørte jeg noget. Der var en skikkelse. Det løb ned af min nakke. Jeg hørte

Side 1 af 81


fodspor. Jeg var bange meget bange.Nu begynde skikkelsen at løbe jeg blev nød til at sætte farten op. Nu gik det rigtig hurtigt.så så jeg en mus en ganske normal mus med gråt hår, men musen var ikke den skikkelse jeg så lige før, og der var skikkelsen igen!? Wtf. Han lugtede af lort og pis(og løg og rødkål). Dagen var snart omme og de ild røde stråler fra solnedgangen sprede sig som et lyn. Jeg var både bange og afslappet på samme tid jeg måtte find ly for natten selvom alt var chaos. Det lykkes mig at finde en hytte der (nogenlunde)ikke var smadret uden at skikkelsen havde set mig. Jeg vågnede. Jeg hørte nogen måske var det et monster. Jeg blev hunderæd bare ved tanken, men pludselig fandt den mig. Han/hun havde de mest frygt indgydende øjne og de drabeligste tænder og gråt pels. den tog fat om min hals og jeg holde op med at trække været.

Jeg døde.... eller det troede jeg. Alt var sløret. Min stemme var hæs. Jeg havde smerter i hele kroppen. Det var ikke til at holde ud. Jeg prøvede at kravle ud af hytten. solen var kommet op og varmede mig med sine gule sråler. Pludselig fik jeg min styrke tilbage. alle mine smerter var forsvundet. Jeg løb ind i en skov og der var skikkelsen igen. hvad skulle jeg gøre? Tænkte jeg.Skulle jeg dræbe skikkelsen eller skulle jeg flygte jeg måtte tænke hurtigt, men det var forsent.Skikkelsen var allerrede foran mig. Jeg måtte dræbe den. Jeg skynde mig at tage en kæp. Den løb mod mig og der ramte jeg ham lige i hovedet. Skikkelsen fald til jorden og blev til støv??!?!?wtf. Monster var vist hun en forsmag af det der ventede mig. Solen skinnede stadig og himlen var skyfri. det var som om at vejret ville mundre mig op, men det hjalp ikke. I mit sind var der stadig en stor fortvivlelse. Jeg kunne ikke tænke klart, men jeg skulle vider ellers ville der sikkert komme flere monstre og så ville jeg ikke have en chance. Jeg løb, men jeg vidste hvor jeg skulle hen. jeg kunne ane et tempel i den fjerne horisont men jeg kunne ikke se hvor stort det var. Jeg løb der hen. måske var alle mine svar inde i det tempel. Templet var kolossalt. den var mindst lige så stor som tre pyramider. Den var som om at den ville have mit til at gå der ind. der var bestemt noget sjovt der inde. Jeg gik der ind det blev mørkere og mørkere der var spindelvæv over alt det lugtede fælt. Jeg gik længer og længer ind. der var et sort rum med mærkelige tegn og sære grave. Jeg kiggede på tegnene. hvad stod der mon det måtte være en slags form for viden fra oldtiden. Jeg måtte finde ud af hvad der stod. Jeg gik et skridt til bage. Jeg hørte et klik. Det kunne ikke være godt. Det måtte være en slags sikkerheds mekanisme. Jeg så en hånd stikke op af en af gravende. Jeg var virkelig bange. Zombierne kravlede op af gravende. jeg skulle løbe nu hvis jeg ville overleve. Her var ingen kære mor.

Side 2 af 81


Måske var der en metode hvor jeg kunne dræbe dem. måske var der en leder og hvis jeg dræbte ham så ville de andre forsvinde, men det var ikke tid til at tænke nu hvis jeg ville overleve. Jeg løb igennem de smalle gange og over de store huller der var de syntes at være uendelig dybe og til sidst fandt jeg et skjule sted imens hæren af de levede døde ledte efter mig her kunne jeg planlægge min flugt plan. Jeg så et stykke papir ligge ved siden af mig der stod. You will not survive. Jeg blev skrækslagen. Tænk hvis sedlen havde ret måske overlevdede ikke jeg blev nød til at gemme tankerne af vejen. Jeg så nogle zombier komme i min retning der ville helt sikkert se mig og gøre det af med mig. Jeg så mit liv passere revy eller gjorde det lige pludselig fald zombierne op og døde. Hvem havde mon reddet mig? Det måtte være lederen han ville sikkert have en fair kamp. Jeg kiggede mig om og til min store forbløffelse så jeg en skikkelse forsvinde. Pludselig følte jeg noget. Noget slimet men også tørt. jeg tog noget af det tøre slim ned i min lomme. Hvad var det det mon??? Måske indhold det alle svarende, men jeg måtte videre. Jeg fandt et sted hvor jeg kunne finde ud af hvordan jeg kunne gøre det af med zombierne. Der måtte være en måde og jeg havde jeg vist næsten regent den ud. Der måtte være en leder og det var sikkert en af de skikkelser jeg kæmpede i mod før.Jeg holde udkig helle ugen men der var ikke et spor af lederen.

Side 3 af 81


Jeg begyndte at tvivle på at lederen overhovedet fandtes Men. Men Men. Da jeg troede at alt håb var ude så jeg ham gå rundt i en af tunnelerne jeg så ham fandme jeg så ham, men han så stærkere ud end den anden jeg havde mød. Man kunne nærmest sige at han så uovervindelig ud, Men havde et svagt punkt. Det havde alle mennesker og dyr. Det havde jeg læst i tegneserier, men hvor var det mon? Det måtte finde ud af. men det viste sig at være svære end jeg troede. jeg så ham ikke mere i en måned Det var som om at han var forsvundet ud i det blå. jeg rejste rundt i tunnelerne uden spor af ham og zombie hæren. Hvor var de mon?men nu havde jeg en mulighed for at undersøge stedet uden at blive overfaldet af zombier. Jeg gik og og gik men pludselig snublede jeg over noget. Det så ud som om at det var en lem. Den var meget let så man kunne sagtens åbne den. Der var helt mørkt der nede men alligevel gik jeg der ned. jeg måtte føle mig frem. Min hånd ramte noget det var en kontakt. Jeg trykkede på kontakten selvom det måske var en fælde men der skete ikke noget. Der gik noget tid også tændte lyset. Pæren var åbenbart meget meget gammel rummet var ikke særlig stort men heller ikke ret lille. Der var ret støvet i rummet hylderne var helt tomme men der var fodspor i støvet. Hvem havde mon været her inde? Jeg kiggede rundt. Sporer førte kun en vej og det var ind. Hvem end det var er kan ikke kommet ud endnu. Der lå en kasse midt i rummet den var ikke særlig stor men heller ikke ret lille. Jeg gik over til den. der var en slags plade på toppen af kassen, men jeg kunne ikke åbne den. Måske var der en nøgle et sted? men det var der ikke. Jeg tog noget slim op af lommen og jeg skulle lige til at kaste det da noget af slimet dryppede på pladen. Kassen åbnede sig stille og roligt. det måtte være slimet der åbnede kassen! Jeg kiggde ned man kunne ikke se hvad det var. Jeg stak min hånd er ned og pludselig var der noget der trak i min hånd. Jeg kæmpede i mod, men kampen syntes at være tabt på forhånd. Jeg blev suget ned. Jeg skreg. Jeg ramte jorden. Jeg besvimede. Jeg vågnede. Jeg så mig omkring der var sand så langt øjet kunne se (der var også nogle kløfter) . Hvor var jeg? Jeg så en skikelse. Man kunne ane den i det fjerne. Jeg løb efter ham. Han va vist ikke så hurtig og snart havde jeg indhentet ham. Han snublede over en sten og faldt. Man kunne ikke se hans ansigt den var dækket af hans hætte. Han grinte. Det var ondskabens latter. Det måtte være ham. Ham der havde udsletet alt i 2090. Han var ledern over zombierne. Han sagde du dræbte min bror og jeg vil gøre det samme ved dig. Jeg vidste ikke hvad han fablede om. Hvem var hans bror og hvis jeg vidste havde jeg i hverfald ikke dræbt ham. eller havde jeg??? Det måtte være ham der blev til støv der var hans bror! men han skulle ikke slippe godt fra at udryde menneske heden men hvor var hans svage punkt? Jeg sparkede og slog men intet ville bide på ham. Det var vist svære ind jeg troede superhelte i tegneserie klarede det så let men mig? Jeg havde ikke en levende chance. Man skulle tro at han havde panser på men sådan var han bare født. Nu slog det mig at hvis jeg blænede ham hunne jeg skubbe ham ned i en kløft, men hvad skulle jeg blænde ham med? Jeg blev nød til at finde på en ny plan. Jeg løb ind i en grotte.

Side 4 af 81


Jeg tror at han ikke så mig han løb ihvertfald ikke efter mig. Jeg kunne ikke besejre ham alene men hvor skulle jeg finde en fra? Alle var jo døde eller var de? Måske var der stadig nogle tilbage men hvordan skulle jeg dog komme ud af ørkenen. Der var jo kun sand og i miles omkreds. Desuden ville jeg bare blive dræbt af monstert hvis han så mig men jeg måtte af sted hvis jeg overhoved ville have en levende chance for at slippe væk. Jeg gik ud af grotten vider ud i sandet for jeg vidste at monstert inden længe ville spore mig hvis jeg havde blevet inde i hulen. Jeg havde regnet ud af monstert havde en lugte sans ud over det sædvanlige. Ellers var jeg død nu. Den brugte sin lugte sans til at spore mig templet og sine øjne til at se i mørket. Men jeg skulle alligevel tage benende på nakken sådan et monster kunne med lethed indhente mig men det lykkes mig at slippe med l behold men jeg var ved at blive kuk i hoved. Jeg vidste ikke hvor lang tid jeg havde gået. Jeg var ved at synke sammen. mine ben kunne simpelt hen ikke mere. Jeg faldt sammen. ....... Jeg blev vågen af grippenes skrig. Jeg fald sammen igen jeg kunne mærke at livet sivede ud af mig. pludselig løftede noget mig! hvad var det mon??? men jeg havde ikke kræfter nok ikke en gang til at løfte hoved. var jeg død nææh for jeg var stadig sulten og døde mennesker sulter ikke men hvem havde redet mig jeg hørte stemmer. Stemmer af mennesker jeg var reddet. men i det samme hørte jeg et skrig. Et skrig fra et menneske jeg blev tabt ved siden af en kløft. Monstert var kommet. Han var kommet efter mig. Jeg ham Han havde hævnens øjne hans hoved var fyldt med galskab. Endelig var jeg blev fundet af nogle mennesker og så kommer monstert. Han løb men det handler ikke altid om den der er stærkest. Jeg spænde ben for ham. Han snublede. Han røg ned i kløften. Jeg hørte et skrig dødsskriget. Jeg havde klaret det Skrevet af Alexander

Side 5 af 81


"Afpresseren"  

Der var engang en dreng, som hed Søren. Han havde to brødre, der hed Hans og Claus. Claus var den ældste, dernæst kom Hans, og til sidst kom lille friske Søren. Deres far var maler, og deres mor arbejdede som tøj ekspedient. Drengene spillede fodbold flere gange om ugen. En ganske almindelig morgen var alle klar til at gå på arbejde og i skole. Faren skulle skynde sig på sit malerarbejde, så kunne de andre spise morgenmad sammen. Faren kørte på arbejde, og han opdagede ret hurtigt, at han var forfulgt af en mand som havde en elefanthue på og et hvid habit sort slibs brunt hår og han havde mørke solbriller på så man ikke kunne se ham. Han kørte i en hvid bil, som kørte lige bagved ham. Da han var kommet over til malerstedet, var manden der pludselig ikke mere. Han var der dog stadigvæk, men faren så ham bare ikke. Da han skulle hjem, så han ham pludselig i sit bakspejl igen. Denne gang kørte han lige op på siden af ham. Manden rullede vinduet ned og sagde følgende: - Jeg ved du har 30.000 kroner inde i malerværkstedet, hvis du ikke giver mig halvdelen af pengene på fredag, bliver det værst for dig selv! Du kan give mig de 15.000 kroner fredag, og resten skal falde på søndag. Så drønede han afsted igen. Faren hentede drengene fra fodbold. Da de alle sad i bilen, fortalte faren rystende, om det han lige havde oplevet. Drengene blev chokerede. - Far er du ok?, spurgte drengene. - Nej ikke helt sagde han. Han kørte videre og sagde ingen ting hele vejen hjem. da de var kommet hjem, fortalte faren, det han havde oplevet imedens de spiste aftensmad. Han var nu blevet helt urolig og sov ikke hele natten. Næste dag turde faren ikke at tage på arbejde, fordi han var bange for at manden ville komme igen. Resten af familien plagede faren om at tage på arbejde og tog afsted med en angst for at møde manden i bilen. Da han var kommet hen på arbejde, kom manden forbi igen, og denne gang sagde han, at der var tre dage tilbage før slanterne skulle falde. Og da han kørte hen og hentede drengene, tænkte han på, om han skulle give ham de 15.000 kroner. Næste dag var der kun to dage tilbage, og manden kom igen, og han sagde: - Jeg tager på ferie i USA, og der skal jeg arbejde en måned, så du har nu en hel måned til at give mig de 15.000 kroner. Bagefter kørte manden igen, men ikke helt, han ventede på at faren skulle køre hen til sin kone. Da faren skulle hen til tøjbutikken, fik han ikke øje på ham manden. Da faren var kommet over til tøjbutikken, skulle han finde sin kone og fortælle hende det, som manden havde forlangt. Manden fulgte efter dem, og lige pludselig kom manden og råbte: Læg jer alle sammen ned, undtagen dig. - Hvem spurgte faren? Dig sagde manden og dig. - Hvem sagde moren? Dig !, og så sagde manden til moren og faren: - Jeg tager på ferie i en måned i USA, og I har nu en måned til at give mig de 15.000 kroner.

Side 6 af 81


De var så glade, at de dansede. Men på den anden side så var det 15.000 kroner, han forlangte. - Hvorfor skal vi give ham 15.000 kroner - måske på grund af, at han er fattig eller noget andet. Men de var glade, og de tog hjem til dem selv igen. - Stop en halv, sagde faren. Skal vi ikke melde ham til politiet, og vi har både drengene, dine og mine kollegaer som vidner til hans vanvittige krav. Næste dag vågnede moderen og faren. Drengene vågnede rimligt sent. - Ved du hvad?, sagde moderen, jeg går ikke på arbejde. - Det gør jeg heller ikke, sagde faren. Da drengene kom ned ad trappen fortalte forældrene at ingen af dem ville tage på arbejde den dag. Skal vi ikke gå ud at shoppe og en tur på restaurant i centret, og det gjorde de alle sammen. De købte mange rigtig lækre ting, og lille Søren fik godter til sin lille mave. Da de gik fra restauranten kunne de lige pludselig mærke at de blev forfulgt og var med det samme klar over hvem det var. de gik hurtigere og hurtigere og satte til sidst i løb. Rundt om et hjørne gik to politibetjente og talte sammen, faren løb lige ind i den ene og helt forpustet fik han forklaret, at de blev forfulgt og at han godt vidste hvem det var. Politiet satte i løb efter "gerningsmanden", og der gik ikke længe før han blev anholdt. Han truede dem alt hvad han kunne, med at det ikke var ham der havde forlangt de 30.000 kr. Politiet valgte dog at tage ham med til forhør på stationen og den lille familie drog hjem til sig selv. De havde brugt de 15.000 kr., og da de kørte hjem, sang de og legede nogle små lege. Næste dag kunne de ikke få en krumme ned, men det hjalp rigtig godt at få en Cola. Godt det er lørdag, sagde faren, for de havde hovdepine alle sammen. De alle sad og så fjernsyn, og lidt efter skulle de spise frokerst ligepludselig kunne de godt spise mad. De spise laks og spejepølse madder og andre forskellige madder og blev endnu engang mætte. Ved I hvad - sagde moderen - jeg går en lille tur rundt om søen, fordi jeg har brug for luft, er der nogen der vil med ud at gå rundt om søen? - Det vil jeg gerne, sagde faren, men drengene ville ikke med. Forældrene snakkede ud om den grimme oplevelse, og om hvordan man hurtigt kan føle sig presset til at gøre ting, man ikke vil. De syntes også, at deres sønner havde været modige hele vejen igennem denne grimme oplevelse. De ringede til politiet kort efter, og det viste sig at "afpresseren" havde forsøgt sig hos flere familier, og derfor var kendt af politiet - han fik en dom på et halvt år for forsøg på afpresning af penge. Hjemme i familien blev de bange for hvad der vil ske når han kom ud fra fængslet. Drengene var ved at blive store drenge der manglede fire fem måneder indtil gernigs manden kom ud fra fængslet. Jeg vil gerne sige undskyld og besøge manden i fængslet hvad!!!! sagde faren nej det gør du ikke jeg lå og tænkte om jeg skulle tage afsted men jeg vidste godt at jeg ikke måtte.

Side 7 af 81


Med tiden kom de sig alle over den grimme oplevelse ved at snakke sammen om deres følelser undervejs og blev mere sikre pü sig selv, og blev meget mere bundet sammen som en god familie. lavet af Christian Aaskov Karlsen

Side 8 af 81


MARERIDT.... Jeg sad på min sengekant fordi at jeg lige havet fået et klaustrofobi anfald om natten. Så jeg sidder her lige nu og har det rigtigt dårligt. Jeg har den værste følelse at..at...noget følger efter mig...Næste dag sad jeg ved morgen-bordet. jeg spiste ikke rigtigt noget. Er der noget galt Søren? Har du det dårligt efter anfaldet? Jeg sagde ikke særlig meget. Det var weekend så jeg behøvet ikke at stå tidligt op. For det er i vær fald ikke særlig godt hvis man har sovet meget dårligt. Men jeg tog aligevel en lang lur. Men lige pludseligt blev det helt mørkt, og det begynde at blæse rigtigt meget og tordne. Jeg kunne høre en mærkelig lyd udenfor. Det lød som en græs slå maskine brummede helt vildt. Så så jeg en svævende, stor, sort skikkelse klædt i en form for dragt med masser af huller i. Den havde røde øjne og en skelet ligne krop. Den kom flyvende imod mig med hånden som om den skulle til at kvæle mig. Det ga' et sæt i mig. Men så vågnede jeg.. Det var bare en drøm?! Jeg var så skræmt at jeg var lige ved at få hjerte stop. Hvad nu? Mareridt igen? Ja, men det den samme igen! Nå, hvad er det du dog går og tænker på? Min mor var altid så nysgerrig, hun spurgte hele tiden! Jeg har det altid som der er nogle efter mig.. J..Jeg forstår det ikke! Hvad har jeg gjort galt!? Jeg tror bare at du skal sidde og slappe helt af, og så bare glem det. Jeg gik hen til nogle af mine kammerater for at prøve at glemme det, men så kom klassens nørd og fortalte mig noget suspekt. Han hedder for resten Håckan. Har du hørt om at der en som tror at der findes sådan et spøgelse der kaldes seeyndor? Jeg begynde at tænke lidt på det mareridt jeg havde om eftermiddagen. Hvordan så den ud? Lidt..det var vidst noget med et rødt-øjet skelet eller noget af den stil. Ok men øhh.. Så øhhhh....jeeeeg skal vidst også øhh hjem nu. imens jeg gik og tænkte. Det lyder som et uhyggeligt navn, seeyndor! Jeg prøvede at gå til psycholog. Nå så du tror at der et "monster" kaldt en "seeynder" der følger efter dig og vil dræbe dig? Altså jeg HAR faktisk hørt om navnet "seeynder" før! Så vidt jeg ved svæver den usynligt ind i din hjerne og giver dig mareridt for at "advare" at han vil komme og dræbe dig.Det gør han ved mange børn ind til de er blev dræbt. Jeg sank en giga klump. MEN...sagde psychologen. Der er faktisk en løsning! Du skal samle 12 af dine mest elskede ting fra da du var lille. Og hvor gammel er det? 4 år og ned. MEN du skal finde dem over hos din mest elskede/bedste ven i dit liv! Så må det være over hos min bedste ven noglesinde som hedder Hugo. Han var det svære ikke hjemme, men det var hans forældre! jeg prøvede at åbne døren forsigtigt. Pludselig blev det helt mørkt og begynde at blæse og tordne nøjagtigt lige som drømmen. Jeg hørte den mærkelige lyd igen så skynde jeg mig at samle de 12 ting jeg fandt en bog som min mor læste for mig da jeg var lille. Den samlede jeg op..Men vendte jeg mig om...Der stod han! seeyndoren! jeg spurtede ovenpå! Jeg ledte efter den lille peterplys bamse, og min tigerdyr bamse. Det var 2! Så fandt jeg 3 af min ynglings teletop figure! Det var 5! Men så nærmede seeyndoren sig endnu mere...Men jeg giver ikke op! Jeg har fået halvdelen! Så fandt jeg 2 cd´er som var fra sigurds bjørne time. Det var 7! Men jeg kunne høre at seeyndoren rallede højere og højere....Men så kunne jeg mærke den koldeste hånd på min skulder! Det ga' så stort et sæt i mig at....jeg vågnede i et helt kridt hvidt rum..Det eneste jeg kunne se var min seng. Alt andet er helt kridt hvidt. Jeg kunne se noget der lå på jorden langt væk. Det lignede en død seeyndor. Men det var det ikke. Det en form for

Side 9 af 81


hul der var meget dyb. Det lignede et rør ned til en kloak. Lige pludselig kunne jeg mærke en kold hånd røre mig. Jeg kunne mærke et skub der skubbede mig direkte ned i hullet. Jeg faldt og faldt og faldt og faldt. Men så vågnede jeg igen. Denne gang var det i min onkels hus. Og denne gang lå jeg på gulvet. Som om måtten var min hovede pude. Onkel Jürgen? Jeg kunne ikke høre noget svar. Men så skete det jeg troede der vil ske. Det blev mørkt og det blæste og tordnede igen igen. Jeg var helt sikker på at jeg ikke var alene. Seeyndoren er her! Jeg ved det bare! Det eneste håb, er at jeg får samlede de de 12 elskede ting. Det lader til at det ikke var nok at finde tingende hjemme hos Hugo. Jeg satte farten op fordi jeg kunne høre den mærkelige lyd som lød som en græs slå maskine. Jeg fandt peter plys bamsen og tiger dyr bamsen. Og fandt Mine 3 teletop figurer! Og mine 2 Sigurds bjørne time CD'er. Jeg mangler 4. Men nu kunne jeg mærke hånden igen. Jeg vågnede på min egen seng. Jeg tror at min fars hus er stærk nok til at seeyndoren bliver svagere. Først fandt jeg peter plys bamsen og tiger dyr bamsen. Og igen fandt jeg de tre teletop figurer. Og de CDer! Så fandt jeg noget nyt! Det var 3 af de børne bøger som Alberte skrev specielt til mig for min mor kender Alberte rigtigt godt. Jeg mangler kun 2 nu! Jeg ledte og ledte men jeg kunne ikke rigtigt finde noget, jeg gik ind på TV'et og zappede over på min 2 ynglings kanal. Men der skete ikke rigtigt noget seeyndoren kom tættere på med hånden, som om den skulle kvæle mig men lige pludselig..vågnede jeg i min seng hjemme hos min mor. Min mor kom ind på mit værelse og sagde: Nå, sovetryne! Skal du ikke op? Imens jeg prøvede at komme op prøvede jeg at falde i søvn igen. Det gjorde jeg så men denne gang skete der ikke noget! Jeg gik over for at lege med Hugo. Men Hugo var stadig ikk hjemme. Jeg kunne ikke rigtigt forstå, for jeg havde aftalt det med ham. Men jeg var bange for at seeyndoren ikke var forsvundet for altid. Jeg er mest bange for at Hugo vil få det mareridt! Jeg måtte advare ham, men det er ikke sikkert at han tror på mig. Men jeg venter en dag så han ved hvad det går ud på. Næste dag gik jeg over til ham for at se, men han var stadig ikk hjemme?! Jeg besluttede mig for at gå en tur alene ude i skoven og tænkte hvad det kunne være, men inden jeg overhovedet gik ud af døren, kunne jeg se ude af vinduet at der bevægede en kæmpe stor columbus sky bevæge sig over Hugos hus. Jeg troede bare at det var et uvejr der var på vej, men den der mærkelige lyd kom igen. Men denne gang var det over Hugos hus, Jeg prøvede at gå der forsigtigt over til huset. Pludselig kunne jeg se Hugo oppe i vinduet, og kikkede forundrede. Jeg løb hurtigt indenfor og kikkede lidt. Selvfølge var han ovenpå. Jeg gik op af trappen samtidige med at jeg kunne høre en dyb rallen. Jeg var sikker på at det var seeyndoren der måske også var efter mig. Jeg skyndte mig op til Hugo. Søren!? Hvad laver du her?! Jeg kunne se den store mørke sky der fløj over dit hus! Så jeg tænkte at du måske også havde de..AGRHH!! Seeyndoren kom ind på Hugos værelse som jeg også var i. Den kom nærmere. Jeg tænkte: Nu skal vi dø! Det var jeg helt sikker på. Men i det samme kom den psycholog som jeg var over ved og havde en ild slukker. Så skød han alt det skum han havde i brand slukkeren ud og ramte seeyndoren. Bagefter var der ikke mere skum i brand slukkeren og seeyndoren fik så mange sår at den nærmest blev kvalt. Og det var lige hvad den gjorde. Den blev fuldkommen kvalt af alt den skum. Alt blev lyst og fuglende begynde at synge igen. Uvejret var forsvundet! HR. PYCHOLOG?? Hvad laver du her? spurgte jeg. Jeg tænkte at i måske havde brug for hjælp. Jeg kunne også se den sky der fløj over huset. Jeg har selv prøvet at ha' det mareridt. Men nu er den forsvundet for evigt! Men lige pludselig kunne jeg se knoglen bevæge sig mærkeligt. Den begynde

Side 10 af 81


nærmest at blive større og større. Jeg besluttede mig for at gå hjem igen for helst at ungå noget farligt, men aligevel var jeg ret sikker på at den seeyndor var forsvundet for altid. Men jeg tog fejl. Lige pludselig blev der en lille sky større og større og større. Og den fyldte nærmest hele himmelen. Først så jeg en seeyndor udenfor, og en til! Og en til! Og en til!? OG EN TIL!?!? Vores vej vi bor på var nærmest omringet med seeyndore!! Hvad?! Hvorfor....hvorfor...hvvoofffooor bliiveerr alltiinng så......Gab! Jeg er træt.... Jeg faldt i en dyb, dyb søvn! Men lige pludselig vågnede jeg igen!! Nu var det hjemme hos min mormor?! Så så jeg alle de ting man skal samle for at seeyndorene forsvinder! Jeg kunde ikke forstå noget som helst. Døren åbnede af sig selv og det begynde at blæse igen! Alle tingende forsvandt.... Der kom ind seeyndor flyvende oven over min mormors hus! Jeg gik rundt i huset og kikkede efter min mormor. Hun var ikke nogle steder!! Men hvor kan de 12 ting være? Men jeg giver aldrig op! Jeg ledte nede i kælderen, men pludselig så jeg noget helt andet. Det lignede et papir. Det var et brev fra min mormor! Der stod: Kære søren! Hvis du undre dig over hvor jeg er hende, så er jeg i under verdenen.... Kh Mormor

Under verdenen?! Det giver ingen mening! Men lige pludselig faldt jeg igen i en dyb søvn! Det var akkurat den samme som der, hvor mit hus var omringet af seeyndore. Jeg faldt og faldt og faldt akkurat som jeg gjorde der hvor jeg faldt ned af det hul, i det hvide rum. Jeg vågnede lige så stille...Jeg kunnr høre fuglende synge, men jeg havde stadig ikke åbnede øjnene. Jeg åbnede dem! Der var simpelthen græs over alt! Det så ud som om at der lige havde været krig, fordi at der lå skjold og sværd rundt omkring, men det mest mærkelige var at der lå døde seeyndore rundt omkring! Det betyder at de forsvundet for altid! Hvad var det!? Råbte jeg. Det er mig! HVEM!? Mig! Lige pludselig så jeg..HR. PSYCHOLOG!?!?!? Men det lader til at det ikke var den rigtige...Han var helt gennemsigtig! Han var vidst død under den krigen. Er du et spøgelse!? Nej, jeg er bare din fantassss....... Jeg vågnede....IGEN! Men det var på min egen seng igen! Det giver apsolut ingen mening! Min mor kom ind på mit værelse og spurgte Nå, sove tryne! Skal du ikke snart op du har ligget her i din seng i 2 timer! Hvad er der galt med dig? Jeg..jeg havde mareridt! I...I...I 24 timer? Du har kun sovet i 2 timer!? Men den føles så lang! Nogle drømme er lange, nogle drømme er korte! Kom nu ud og få noget frokost! Jeg havde sovet så meget at jeg sov indtil vi skulle have frokost!! Mine øjne var blod-rød. Jeg spiste rigtig langsom. Min hænder var så trætte at vær gang jeg prøvede at tage en rog brød mad op til munden tabte jeg den nede på tallerken igen! Jeg var ret sikker på at på et eller andet tidspunkt ville han komme.... Om aften nå jeg skulle i seng skete der ingenting! Jeg sov som en sten!! THANK GOD FOR THAT!!!! Lavet af Emil

Side 11 af 81


Det var midnat Nora sad inde på sit værelse hun kunne høre skud og bomber der sprang i luften 2. verdens krig var begyndte. Hun begyndte at tænke på hvad der mon sket med sin far eller var der sket noget? Han var i krig. Det ringede på døren. Nora spekulere på om hun skulle åbne døren. Hun gjorde det nu alligevel. Men hun stak kun hovedet ud. Der stod der en mand med er brav i hånden. Han spurgte om min mor var hjemme. Hun kom ud i døren. Jeg nåede lige at høre at der var et tog der kørte kl.8 . Mor kom ind og læste brevet op for mig. Jeg var bange hvad skulle der ske med mig. Og hvad skulle der ske med familien. Far var i krig og jeg skulle bo ud og b. Og stakkels mor som er held alene. Med risiko for at dø. Eller vores hus blev sprængt i luften var der overhodet noget håb. Eller er alt fortabte- Det ringede på døren igen jeg gik hen og åbnede. Der stod Jacob eller min far. Som man jo også kan sige han var såret.

Side 12 af 81


Han hade mistet sit ene ben og var derfor at han kom hjem. Jeg var så glad for at se ham. Men også lidt mærkeligt at se ham med et ben. I stedet for to. Han sad i sin kørestol- Da mor hørte at far var kommet hjem. Skyndte hun sig ind i stuen. Hvor far sad. Hun kyssede. Ham han blev så glad for at se mor at det næsten ikke kan beskrive det var som om at der næsten ikke var sket noget nu var far også kommet hjem familien var endelig samlede mor og syndes at jeg skulle tag afsted de bad mig om at gå op på mit værelse for at jeg ikke blev for træt i morgen da jeg kom op på mit værelse stod mit vinduet åbent der fik jeg min ide jeg hoppede ud af vinduet og løb hun løb til hun segnede men pludselig i det jeg stod og var forpustet hørte jeg at der var en der råbte help jeg skønt mig at løbe der over vor manden var men det var forstenet han var død han var blevet skudt i brøstet han trak ikke været længere jeg fandt et sted at sove det hade været en hård dag jeg faldt hurtig i søvn næste dag vågnede jeg jeg kl. 6 om morgen folk var heldigvis ikke stået op jeg kunne lige nå at løbe over til det mest hellige sted på den jord nemlig kirken men i den her Samhing er den ikke lige så sikke som vis der ikke var krig der kom en præst gående og han spurgte hvorfor jeg var her og ikke på vej væk her fra og jeg sagde at det var for de at jeg ikke ville af sted for de at min far var i krig men er lige komme hjem så jeg ville ikke væk fra far i hvertfald ikke så langt væk må jeg ikke bare blive her i et par timer spurgte jeg og fik et ja det meste af tiden brugte jeg på at tinge hvad jeg skulle gjorde når jeg tar afsted jeg løb og løb jeg så et skur i det fjerne jeg løb over til det.Og jeg gik ind. Der sad en pige og grad -hej sagde jeg. hun kiggede på mig og sagde hej. -hvad hedder du. -Mille hvorfor. -hvorfor sidder du her og grader -min far er i krig. og har mistet sin arm og nu skal jeg ud og bo på landet. -det er det samme med mig. men min far har bare mistet benet -skal vi vare venner. -det kan vi godt. -hvad skal vi lave. -vi kan spille ludo. -vi er i 1939 ludo er ikke opfundet. jeg lage mig til at sove. jeg drømte at jeg var helt alene. verden var bare sort der var der var ingenting at se. men der var en ting til jeg hade ikke nogle ben jeg vågnede med et så jeg at mille var faldet om jeg jeg råbte hjælp men der var ingen der hørte mig lidt efter kom der en mand ind og hade hørt os råbe om hjælp han spurgte om hvad der var sket -hun er faldet om -hvor lang tid har hun ligget der -omkring 3 minutter -så har vi ikke særlig lang tid tilbage han gav hende mund til mund hun vågnede lidt efter er var ikke sket hende noget der var jeg ved at blive bange det var også ved at blive sendt vi aftalte at vi stod op kl.4 og tog hjem til mig men det var ved at blive sendt så vi krøb til køjs jeg kunne ikke sov jeg lå bare og ventede på mille jeg kunne ikke vente mere jeg gik over og vækkede hende vi løb og løb endelig kom vi hjem og det endte med at hun boede over ved mig Skrevet af Fie

Side 13 af 81


Dinosaurusøen Solen var på vej op af horisonten. Adam stod og kiggede ned i vandet, af og til så han en fisk eller to. Han var om bord på et fragtskib, som transporterede frugt fra de sydlige lande til Europa. Han gik ind for at spise morgenmad, men så så han noget. Noget der ikke var så godt, nej faktisk to ting, der var ikke mere honning!!! Og at der var nogle ret mørke skyer på vej(mest det med skyerne) Han gik op til kaptajnen og sagde at vi måtte vende om. Det kan der ikke være tale om! sagde kaptajnen, jamen hvad skal vi så gøre. Spurgte Adam, Vi må bare holde ud!! sagde kaptajnen, Jamen... sagde Adam, ikke noget jamen. Adam gik ned i sin kahyt mens han tænkte på at der var en storm på vej, han var bange for hvad der ville ske. Han stod og kiggede ned i vandet. Men hvad var nu det! Der flød en lille æske rundt! Adam skyndte sig at hente et reb, som han band krog på. Han hejste rebet ned til vandet og fik krogen til at få fat på hånd taget på æsken. Så halede han den forsigtigt op. (Godt han nåede det inden skibet sejlede igen) han tog æsken med ind i sin kahyt og satte den på et bord. Der var ingen lås på æsken men men en stramt håndtag. Han vidste ikke om han skulle fortælle noget om den, men det var nok en god ide at lade være. Han var spændt på hvad der var i æsken. Han åbnede den og der lå............ et gammelt stykke papir? Det var en form for et skatte kort men med en ø han ikke kendte, det var underligt fordi Adam kendte de fleste øer. Der var nogle utydelige tegn, han kunne lige læse noget af det. han kunne forstå tegnene. Der stod: finder du den skjulte ø. Så... hvis man finder øen så hvad? tænkte Adam. Så læste han videre så venter der dig en stor skat Hvilken skat? tænkte han. det ville han finde ud af i morgen. Han lagde sig til at sove. Adam vågnede ved et kæmpe torden skrald! Han skyndte sig at putte kortet ned i æsken og æsken ned i lommen. Han løb op på dækket. Adam havde glemt stormen, han løb hen og hjalp med at få sejlet ned. Det lykkedes men det var for sent, en kæmpe bølge skyllede Adam hen over dækket ud over rælingen og ned i vandet. Heldigvis var han god til at svømme. stormen aftog, Adam råbte efter hjælp men de hørte ham ikke. Der var faldet en pæl ned i vandet, den kunne han holde fast i og svømme væk. Adam flød lidt rundt i vandet (Der var ingen bølger) da han så en ø i det fjerne! Før havde han ligget og villet sig lidt på pælen men nu kom der gas på!!! Han kom hurtigt over til øen. Den var ret lille ,han tog æske op af lommen (Den var både vandtæt og lille) Han så på kortet det var desværre ikke den og nu han så efter havde han været strandet her før. Adam gik hen til en lille klippe neden under den var der en dør lige som han huskede det. nede i hulen lå der noget glemt værktøj. Det kunne han bruge til at bygge en jolle!!! Han gik straks i gang, han var færdig tre dage efter. Adam satte jollen i vandet og roede ud på havet. Han havde fundet en kikkert i klippe hulen så han kunne spejde rundt. Men nu kom han i tanke om noget vigtigt, noget meget, meget, meget slemt. der stod en krukke honning i hulen og den havde han ikke taget med!!! NOOOOO!!! HVORFOR!!! HVOR KUNNE HAN!!! Nå lige meget.

Side 14 af 81


Adam kiggede rundt, han så noget glimrende langt væk. Han begyndte at ro hen mod det. han så at det var en ø.(Nu springer vi lige det der med udsigten og de flyvevde øgler over, hey vent FLYVENDE ØGLER!!!) Adam kiggede op i luften og der fløj nogle pterosaurer rundt og nede ved stranden gik der ceratopser med deres unger. Var det her en ukendt dinosaurus ø! Der var både dinosauroser fra trias, jura og kridt tiden. Han roede i land selv om han han måske ville blev ædt af en tyranosaurus. Adam gik ind i junglen, der var en masse høje træer. Han mødte en flok psittasaurer og et par stegosaurer men pludselig hørte han noget. Der var nogle blade der raslede et par meter væk, det kom nærmere og nærmere. Hvad var det for noget? så kom der en lille dinosaurus til syne. Det var en microtraptor der var på vej op i træ. Den kravlede op på stammen. Adam ville se om han kunne røre den, han rakte hånden hen følte på det fjer klædte dyr. Der kom et lille ryk i microraptoren men så så det ud som om den godt kunne lide det. Den kiggede op på ham og sagde en uforståelig lyd, den havde en plet på halsen. Adam havde set nogle andre microraptorer svæve af sted men ingen af dem havde sådan en plet. den hoppede pludselig op på hans skulder og... slikkede ham? Det lod til at han havde fået noget selskab. De gik videre, eller adam gik, microraptoren sad på hans skulder og sagde lyde, men pludselig stak den som om den kunne høre noget. Den hoppede ned fra Adam kravlede hurtigt ned under en sten, den baskede mærkeligt. Adam kravlede med ned, det var et et lille hul. Man kunne lige kikke ud, Adam kunne mærke nogle sære vibrationer og pludselig kom en frygtindgydedne spinosaurus farende. Den havde en eller anden uheldig dinosaurus i munden, den begyndte at spise den. Det var så uhyggeligt at se på at Adam kom til at gispe. Spino saurusen kiggede hurtigt over mod stenen men så spiste den videre. Da den var færdig gik den væk. Adam kom i tanke om kisten. Han tog papiret ud af den han kunne læse videre: finder du den skjulte ø venter der dig en stor skat, hvis du er forsker. Hvis ikke så har du opdaget noget stort. Forsker? Adam var ikke forsker, han var sømand og det havde han været i syv år. Nå, men han havde fundet den her ø og fået en ny ven. Men savnede sin honning. Han gik ned til vandet men det så ud til at en eller anden dumo-saurus havde fået lyst til at gnave den i stykker. Den havde heldig vis ikke rørt værktøjet, så han lavede en ny. den var også færdig efter tre dage, han havde sovet under nogle blade. Da han og microraptoren skulle til at sejle (Den VILLE med) hørte Adam de vibrationer han allerede kendte alt for godt, så han satte hurtigt båden i vandet og begyndte at ro. Han nåede det lige inden spinosaurusen kom. De sejlede over til øen med hulen og honningen. Det lod til at microraptorer også kan lide honning for den spiste en masse. Adam ville give den et navn. Men hvad for et navn.... Plet!! Den havde jo den der plet på halsen. Lavet af Jakob

Side 15 af 81


FBI

Hej jeg hedder Champolain og er i FBI. Her er jeg speciel agent med fem stjerner. Nå nu vil jeg gerne fortælle om mine missioner. Jeg kan starte med min første mission. Mobil ringer....... det er Champolain ja hej det er agent Murduck ja god morgen champolain er du klar til din første mision. Ja Murduck, ok vi mødes om en time præcis ok ses. Jeg spiste morgenmad og tog kaffe med og så kørte jeg. Jeg glædede mig helt vildt, men jeg var også nervøs. Hej du kom til tiden sagde han lidt muggent. Jeg kunne mærke, at han var nervøs han svedte så svedet stod ned af kinderne. Ja jeg er klar okay nu skal du høre. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal sige det, men du skal slås med en kæmpe mand. Hvad! Skal jeg slås med en mand. Åh ja det skal du. Sæt dig ind i bilen jeg hænter noget udstyr. Få minutter senere kørte vi. Jeg var meget nervøs. Nu er vi her. Gå over og anhold ham. Jeg var ikke bange, jeg gjorde jo bare mit job. Vi kiggede ondt på hinanden og så slog han mig i hovedet så jeg flækkede et øjenbryn. Nu var jeg sur og jeg blødte voldsomt meget. Jeg lossede ham i maven og trak min pistol og sagde lig dig ned nu og gav ham håndjern på. Jeg tog ham ind i bilen. Åhh jeg fik meget ros det var helt vildt. Da vi kom ind på gården sagde alle Champolain Champolain!!. Jeg sov godt den nat. Pludselig fik jeg et shok igen. Mobilen ringede...... godmorgen sagde min chef Kim. Fordi du var så god i går giver vi dig din ejen FBI bil. Mange mange tak Kim det var så lidt, men så skal du også klare en til mision. Ok kom op på stationen klokken ti, ok ses. Jeg gjorde mig klar, pakede mit grej og klædte om. Jeg er er klar nu. Så du kom du sagde murduck. Ja det gjorde jeg. Nå lige to sekunder. Så har vi din mission ,ok hvad er det? Det er let. ok du skal overvinde din frygt. Du skal springe med faldskærm fra 3000 km højde. Men vi skal lige tage et bilede af dig. Så er vi her. Ja sej helikopter. Den var grå som stål og så pæn. Den var virkelig sej.

Side 16 af 81


Ja nu letter vi. Vi er højt oppe nu. Er du klar så springer vi? Åhhr det er så fedt. Slå faldskærmen ud, ok jeg trækker i snoren. Det var så fedt ja du klarede det. Din bil holder derhjemme ved dig selv. Fedt jeg tager hjem. Da jeg kom hjem besvimede jeg næsten. Det var en lækker Aston Martin, den var fed. Det kunne ikke beskrives hvor glad jeg var. Jeg kun ikke sove den nat. Jeg var så glad, så jeg var helt overfrisk. Men så faldt jeg også i søvn. Pludselig ringede min mobil det var murduck. Jeg var så træt ,at jeg næsten ikke kunne holde øjene åbne. Hvad er der murduck, ja du skal dræbe ti mordere. Jeg sagde er du syg i hovedet, ja men du skal gøre det . Ja jeg kører der ud nu. Ja selvfølgelig. Jeg var meget spændt på hvordan det skulle gå. Men så så jeg nogen barske gutter, de så ik behalige ud men jeg skulle jo kaste en bombe. Jeg kastede, og pludslig sprang det hele. De lå der alle ligene. Så jeg skulle bare køre hjem, så de andre kunne hente dem. Det var min historie om mine missioner. Lavet af Karl Emil

Side 17 af 81


Side 18 af 81


Den kom tættere og tættere på mig jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Nu kommer børnebørnene Birgit, råbte jeg glædeligt til min hustru, det var så lang tid siden jeg havde set dem sidst.Jeg har to børnebørn, Martin som er 7 år og Sophia på 3 år.Da de kom gav jeg dem en stor bedstefar krammer, altså sådan en alle børn kan lide,det var fantastisk og bragte mange minder frem for sidst jeg krammede dem.Vi skulle selvfølgelig give dem en rundvisning i vores lille hyggelige hus.Da vi satte os til bord for at spise aftensmad (som jeg havde brugt tre timer på at lave, det var nemlig min livret, gås med kartofler og brun sovs.) Alle kunne lide det.Især desserten som var jordbærtærte, jeg blev virkelig stolt.Bag efter fortalte jeg om min tid som ridder hos kongen i år 1920... Det var jo lige efter 1 verdenskrig så vi var jo triste fordi vi jo havde mistet dem vi holdte rigtigt meget af.Men glade fordi vi holdt med Englænderne og de vant jo.Det startede med at jeg skulle være soldat i hjemmeværnet men der var alt for mange soldater,så de ''bedste'' (som jeg var en af) skulle i stedet være ridder for kongehuset, jeg og min familie blev meget stolt over at jeg nu skulle være ridder hos kongen.Jeg boede på Fyn men kongehuset Amalienborg er jo i København... Heldigvis vi fandt ud af at jeg kunne låne et værelse af min tante Elis, som bor lidt uden for københavn. Mit hjerte hamrede og bankede af bare nervøsitet og jeg svedte, frøs, græd og grinede den dag... Kom nu far, kommer du ikke snart til det du ville fortælle, det der er jo lige til at falde i søvn over, sagde min søn. Okay nu kommer det, så en dag skulle vi til sverige, i det fantastiske landskab hvor man kunne mærke den fredelige vind, og dufte blomsternes dejlige dufte... KOM NU VIDERE MED HISTORIEN, råbte de alle sammen... Når jer undskyld, nu skal jeg fortælle, vi skulle jo over til kongehuset i sverige, det var altså stort med en flot have og nogle flotte værelser. Jeg var med som livvagt. En dag gik jeg med nogle af de andre med ud på en mark for at se den flotte solnedgang, dens flotte stråler som ramte min hud. Det eneste der lyste op i gaderne var en lille lyspærre ellers var det den flotte hvide halvmåne. pludselig så jeg en ørn komme tættere og tættere på mig, nu kunne jeg se at det var en konge ørn, med et angreb den mig, men jeg fik kun et lille sår som blødte på benet. Lidt efter var det ikke holdt op med at bløde, nej tvært imod det var bare blevet være , nu sviede det og blodet flød ud over mit ben, alle stod nu i en rundkreds om mig.Jeg kunne ikke gå så vi blev nød til at hente en læge, lægen undersøgte mig i lang lang tid, det sviede og det gjorde så mega ondt og jeg råbte og skreg. Efter mange minnuter i langsom tid, var jeg endelig færdig. Men det var ikke nogen god nyhed jeg fik, det viste sig at ørnen faktisk havde bit helt ind til min knogle og oven i købet bit lidt af knoglen, de sagde at de ikke kunne gøre så meget ved det og at jeg nok blev nød til at blive sejlet til Amerika med det samme.

Side 19 af 81


Jeg havde aldrig været i Amerika før så det var jeg jo lidt glad for at jeg nu skulle prøve, men af lige vel var jeg rædselsslagene for at jeg skulle dø, det var meget underligt at tænke på. Nu var jeg på båden på vej til Amerika, der stod stadig ca.5 læger rundt om mig og prøvede at stoppe blødningen, denne her gang gik det lidt bedre, til de fik stoppet blødningen rimmeligt. Jeg fik ikke set ret meget på turen men det jeg så var utroligt smukt, det tog to dage, men jeg sov meget af turen så jeg fik ikke set så meget som jeg havde forstillet mig... Endelig var vi der, jeg blev hurtigt kørt til Amerikas bedste læger, det var en lang køretur men det forhendrede mig ikke i at holde mig i live, det var så smertefuldt og så frygteligt, jeg svedte og blødte, det var det værste der kunne ske for en mand som mig.... Endelig var vi der hvor jeg skulle opereres. Jeg blev hurtigt bragt ind til et hvidt rum med en masse maskiner, så blev jeg lagt i en seng, jeg følte mig svimmel og jeg havde det ikke så godt som før. Efter operationen kunne jeg ikke mærke mit ben men det er nok klart, for lægerne havde skåret mit ben af og syet resten sammen. Jeg fik at vide at ben skulle holdes i ro i et års tid. Det var helt fantastisk at kunne gå i bad igen, og at kunne gøre lige hvad jeg ville eller jeg lavede faktisk ikke så meget for jeg skulle jo holde mig i ro... Nu var jeg endelig hjemme hos min familie, de var så glade for at jeg var hjemme i live. Det var en fantastisk aften. :) Skrevet af Lai

Side 20 af 81


Den seje dreng Hej mit navn er Cat. Det hele startede med at jeg skulle have en tår vand henne ved skolen, da den smukkeste dreng på hele skolen kom hen til mig. Han var lige startet på skolen. Hans navn var Dallas, hans far var fra Texas og hans mor var fra Danmark. Men i hvert fald, han havde de smukkeste brune øjne og noget brunt hår der bølgede på den rigtige måde. Men så kom det pinlige...han ville bare spørge hvor toilettet var, men jeg gik i panik, jeg skulle lige til at svare da jeg glemte jeg havde vand i munden.. så ser du, jeg kom til at spytte på ham med alt det vand jeg havde i munden!!! Han sagde til mig at han bare ville spørge en anden pige. Det var som om at hele verden gik under. Hvad skulle jeg gøre?! Heldigvis kom min bedste ven Begga .....HJÆLP!!! Ej hvor vildt, Begga er forelsket i Thomas fra vores klasse, så vi snakkede om hemmeligheder, jeg fortalte at jeg var forelsket i Dallas og om den pinlige episode idag. Heldigvis er Begga fantastisk til kæresteråd. Så hun sagde, at hvis en dreng man kan li' kommer hen til en og spørger om noget imens man har vand i munden, så skal man ikke gå i panik, bare synk vandet og forklar ham så, hvad han skal eller hvor han skal gå hen. Jeg vil følge Beggas råd, så note til mig... hvis din drømmefyr kommer hen til dig og spørger om noget, så synk dit vand og og forklar hvor stedet ligger. Eller hvis han ikke kan finde ud af noget så hjælp ham. Da jeg kom hjem fra skole skulle jeg pakke hyggetøjet, for hyggetoget kører nu, som min far altid sagde og smilede. "Hæh" sagde jeg også kørte vi hen til Begga. Det var mega hygge , vi fik lov til at bestille pizza og leje en hel serie med "Doktor Lightman". FOR HELVEDE det var en mega spooky serie. Begga og jeg talte om vores drømmefyre og, og det var totalt sjovt. Vi blev oppe hele natten og legede s, p eller k!!! Jeg valgte k for konsekvens. HVORFOR GJORDE JEG DET!!! Nå, men jeg skulle ned og hente noget flødeskum og en fjer, flødeskummet skulle jeg smøre rundt om hendes far's mundvig imens han sov.Først puttede jeg flødeskum på og så var det tid til fjeren! Begga stod lige ved siden af.... så killede vi ham med fjeren og han begyndte med at tvære al flødeskummet rundt om sit fjæs. Begga og jeg var ved at flække af grin, da vi gik ind på værelset, det var så sjovt! Nu var det Beggas tur, af en eller anden grund valgte hun også konsekvens.. hvorfor mon? Men ihvertfald, jeg sagde til Begga at hun skulle tage flødeskum's flasken og putte flødeskum over hele sit ansigt, det så så sjovt ud, jeg fik totalt grine flip. Jeg kunne nærmest ikke stoppe jeg var bange for jeg vækkede alle i huset, men jeg kunne simpelt hen ikke stoppe, men til sidst holdt Begga mig for munden. Det var godt sagde jeg, tak. Begga. Nu var det tid til at sove klokken var kvart over tre, så nu var vi trætte. Vi sagde godnat til hinanden og så lagde vi os til at sove. "Hallo Cat er du vågen, hallo", jeg gned mig i mine øjne og gabte, jeg sagde "godmorgen" og strakte mine arme, så sagde Begga ret glad, ved du hvad vi skal ha til morgen mad? Nej, sagde jeg..... Vi skal haaa VAFLER med flødeskum og syltetøj og sukker. "Juuhhuu" sagde jeg, jeg elsker vafler, sagde jeg, det smager så fantastisk. "Ja, og der er endnu en overaskelse, VI SKAL I Københavns tivoli". Det var bare så fedt maan. "Ja, og vi har ringet til dine forældre og de siger at vi godt må overnatte på et hotel derovre med min far i to daage". "Juhhuu" jeg var vild af glæde, og fortalte Begga at hun var verdens bedste veninde!!! Så gav jeg hende et kæmpe knus! Vi var nu på vej i toget, klokken var halv to og den der irriterende lyd: "di, di, dyv" fortalte os at næste stop var i København's Hovedbanegård. Så stod vi af og så gik vi lidt, indtil vi nåede hen til billet-lugen også sagde Beggas far til en lidt tyk dame med briller..... ja vi er to børn og en voksen, og vi har allerede et års-kort til Tivoli. "Nå tøser hvad skal vi prøve først"? sagde Beggas far. Hvad med

Side 21 af 81


Odinexpressen, sagde jeg. "God ide" sagde de begge to. Vi stod i kø i ti minutter og så blev det endelig vores tur. Mig og Begga sad forrest og Beggas far sad bagerst i vognen. Det killede meget i maven da det kørte ned ad bakkerne, det syntes Begga også , men faren lod som om at han synes den var totalt kedelig , ligesom min far altid gør ,men man kunne se på alle de billeder der blev taget på et tidspunkt mens man kører i rusjebane,at hans mund var helt åben , og for resten kunne man høre ham råbe hele tiden bagerst i rusjebanen.Da turen var slut spurgte Beggas far hvad vi så ville prøve? Øøhm sagde Begga, mens jeg kiggede rundt omkring, "hvad med vi går over til Dæmonen"? . Det gjoprde vi så, det var så vildt den var så god mig og Begga skreg af grin og nu indrømmede Beggas far, at han syndes Dæmonen var vild. Jeg sagde til Begga og hendes far at jeg skulle tisse helt vildt på grund af Dæmonen, jeg tissede lidt i mine bukser da vi kørte i den.. pinliigt! Jeg gik ind på toilettet, derefter så gik jeg ud og vaskede hænder, pludselig så jeg på skiltet at det var et drenge toilet!!! Jeg skyndte mig ud inden nogen så mig, lige da jeg var kommet ud af toilettet stod Dallas med en pige OG DE VAR LIGE VED AT KYSSE!!!!!!!!!!!!!!!!!

der blev jeg ked af det. Jeg var rasende, og det kogte indeni min krop, men i stedet for at ødelægge forholdet var jeg fornuftig og lod være . Så måtte min kærlighed slutte her og hvis de nu en dag ville slå op måtte jeg træde til og prøve at vinde hans hjerte, men nu handlede det om at få en hyggelig dag og det var lige hvad vi fik.

Side 22 af 81


EN VERDENS FLYVNING OVER JORDEN

Jeg blev banket op midt om natten. Det var politiet, de spurgte om jeg havde hørt eller set noget om mordet i fredags, i øvrigt var det fredag den 13. mordet blev begået. Nå men jeg havde været på opdagelsesrejse hele sidste uge. Jeg havde været ude at flyve med en flyvende bil og jeg skulle også af sted på torsdag. Nå men jeg viste ikke noget. Så gik de ind til lejligheden ved siden af. Det blev endelig torsdag og jeg skulle af sted til New York. Jeg havde pakket alle mine ting og ventede kun på taxaen. Jeg var tidlig på den, hvis der nu skulle ske noget. Jeg skulle flyve fra Hamborg. På den tyske motorvej får jeg pludselig at vide, at en lastbil fyldt med kalkuner er væltet på lige netop den vej, vi skal hen ad. Jeg kommer 10 minutter for sent til afgang. Pis! tænkte jeg og prøvede at finde på en idé, men jeg tænkte ikke klart. Jeg prøvede at se, om jeg kunne købe en billet til næste afgang, men der var ikke en eneste plads tilbage. Den næste afgang er først om to dage. Jeg gik ind på en café og drak en dejlig varm velsmagende cappuccino. Da jeg havde drukket min dejlig varme velsmagende cappuccino vidste jeg hvad jeg ville gøre.

Side 23 af 81


Da passagererne gik mod gaten, prøvede jeg at betale dem for deres billet. Og det lykkedes mig til sidst. Et kvarter senere sad jeg i flyet. Jeg kommer nok et par timer senere derned, men jeg skal først til konference på 3. dagen. Da flyet fløj over Atlanterhavet, fløj der 2 måger ind i hver af flyets motorer og så styrtede vi ned. Der var panik i menneskerne i flyet, men jeg hørte ikke noget for jeg sad bare og så filmen The Avengers, den var næsten færdig og var rigtig god og spændende. Da den var færdig, synes jeg at alle folk råbte så højt, at man næsten tinitus. Jeg så ud af vinduet og syntes vi fløj meget hurtigt nedad. Jeg følte mig meget meget bange og havde en underlig fornemmelse af, at jeg skulle dø om et minut!! (og så kom jeg i tanke om, at jeg havde smadret et spejl til morgen). Men der skete et mirakel, vi landede simpelthen på Atlanterhavet, det gav et bunk i flyveren, så det næsten føltes, som om man slog hovedet mod loftet på flyet, det var meget ubehageligt. Kaptajnen skyndte sig at kalde på hjælp over radioen, men det ville tage mindst 2 timer! Før hjælpen ville være her. Og der var flyet nok næsten sunket. Det var de 2 længste timer i mit liv. Mere og mere af flyet kom under vand. Til sidst stod vi som sardiner på dåse. Og endelig kom hjælpen! Det var en befrielse at komme om bord på skibet. Da jeg havde sejlet i 2½ time, kom jeg på fast grund. Jeg kom til hotellet kl. 01.47 og efter jeg fik mit værelse at se, lagde jeg mig straks på sengen og faldt i søvn. Næste dag vågnede jeg kl. 13.23, så efter mine ting og kom så i tanke om, at det kun var min taske jeg havde fået med mig, men der lå også de vigtigste ting i - lidt tøj, min pung, toiletsager, mine konferenceting og en kikkert. Jeg følte mig rigtig sulten og gik ned for at få noget mad. Morgenbuffeten var pakket sammen, så jeg blev nød til at spise frokost som morgenmad. Men det gjorde heller ikke noget for det smagte udsøgt. Det kunne også være, fordi jeg var så sulten. Efter jeg havde spist, ville jeg gerne ud at se byen. Jeg fik fat i en Taxi og vi kørte af sted. Der er ikke så mange spændende ting i New York for sådan en nørd som mig, men jeg fik da set nogle ting og købt lidt tøj.

Side 24 af 81


Da jeg kom tilbage til hotellet var det aften, så jeg spiste lidt mad. Da måltidet var ovre gik jeg op på værelset og så lidt Animal Planet i TV og lagde mig til at sove kl. 22.21. Næste morgen vågnede jeg kl. 09.47. Jeg var frisk og udhvilet, men det passede jo også fint, for jeg skulle jo til konference kl. 15.00. Nå men nu er jeg på vej. Konferencen var lidt kedelig, men under konferencen blev det meddelt, at jeg skulle flyve jorden rundt i en flyvende bil sammen med en ven. Endelig kom dagen, hvor jeg skulle ud at flyve. De var ved at gøre bilen klar, da jeg kom, men jeg fik en overraskelse. Det så ud som om, at vi skulle ud at flyve i en almindelig bil, men bilen den kunne slå sine vinger ud som en fugl. Jeg fik en drink inden, jeg skulle flyve. Starten var rimelig hård og det larmede helt sindsygt. Vi startede med at flyve over Philadelphia og fløj videre via det Nordlige Amerika og syd over til Paraguay for at få brænstof på. Da tanken var fuld, lettede vi et sted, hvor ingen så os. Vi fløj videre ned gennem Argentina og over Atlanderhavet til Namibia. Vi fløj op til Algeriet, hvor vi landede for at få noget dejlig mad - det føltes rigtig underligt at flyve i en bil. Vi fik spist noget mad og fløj lidt efter til Tyrkiet, hvor vi fandt det eneste motel i Tyrkiet. Der overnattede vi så. Næste morgen gik vi hurtig ned og spiste morgenmad, så vi kunne komme hurtigt af sted.Men vi fik en grim ovreraskelse vi opdagede, at der var en eller anden stodder, der havde ødelagt vores venstre vinge, så den måtte vi jo reparere, men heldigvis havde jeg været både fly- og bilmekaniker i mine unge dage. Så det fik jeg hurtigt fikset. Så blev vi klar til at lette - tidligere havde jeg syntes at start og landing var ubehageligt, men nu var jeg ved at vende mig til det - Nå tilbage til historien. Næste landing var i Kasakstan. Og efter det, landede vi i min hjemby Tversted, hvor vi spiste aftensmad. Det var dejligt med noget Dansk mad. Så fløj vi til Tønder, for at få sovet og fyldt brændstof på. Næste morgen var der en helt anden stodder, som både havde smadret vores højre vinge og tømt vores tank.

Side 25 af 81


Så vi måtte bruge en masse penge igen på at få diesel på. Jeg var ved at være træt af det, men der var ikke andet at gøre end at bruge tid på at reparere den. En halv time senere var vi klar til at flyve videre. Vi skulle lige et smut forbi min rigtig gamle mormor, som bor i Thailand. Men inden vi nåede der til, kom der noget i vejen. Da vi fløj over Nepal, syntes jeg, at et fly havde fulgt efter os i lang tid. Jeg fortalte det til min ven, men han sagde bare, at det var nogle turister. Jeg blev mere og mere nervøs. Og da vi fløj ind over den by, hvor min rigtig gamle mormor boede, skete der noget jeg aldrig glemmer. Ligesom vi gjorde os klar til at lande, blev der skudt efter os fra det fly, der stadig fløj efter os. Tilfældigvis ramte de tanken med diesel. Så styrtede jeg ned for anden gang i mit liv (og så kom jeg i tanke om, at i Tyrkiet havde jeg spildt salt på motellet, da vi sad og spiste, og jeg havde glemt at smide nogle saltkorn over venstre skulder). Men af en eller anden grund fløj flyet stadig væk efter os, samtidig med at personerne i flyet konstant skød efter os og de ramte motoren, som straks gik i brand (jeg kom til at tænke på, at jeg havde set en sort kat løbe over vejen i Kasakstan). Heldigvis var min ven ekstremt god til at nødlande. Inden vi nåede jorden, skulle vi lave et skarpt sving uden om et træ med en meget tyk stamme. Vi klarede det, men det gjorde flyet ikke, så det bravede lige ind træet. Det gav en kæmpe eksplosion og det gav også et stort vindstød. Da det ramte bilen, blev den slynget rundt flere gange og ilden i moteren gik ud. Vi havde slet ikke kontrol over den og man fik det mega dårligt, men samtidig var det også sjovt. Da vi endelig fik kontrol, var vi lige over min rigtig gamle mormors baghave. Vi hilste pænt på min rigtig gamle mormor. Vi fik lov at sove der. Næste morgen da vi havde spist morgenmad sagde vi farvel til min rigtig gamle mormor, som egentlig hed Yvonne. Så blev vi endelig klar til rejsen tilbage til New York. Efter 3 timer satte vi benene i New York. Rejsen fra Thailand var forløbet fuldstændig uden problemer. Vi blev hyldet med drink og konfitti og der var sindsyg mange journalister, og Guines rekordbog var der også. Det var den største fest, jeg nogensinde havde været med til - den varede i 7 dage og 7 nætter.

Side 26 af 81


Da jeg vågnede efter festen, havde jeg knaldende hovedpine og tømmermænd. Efter jeg var kommet hjem var hovedpinen ovre og politiet havde fundet morderen. Han kaldte sig Dr. ondskab. Jeg levede lige til, at jeg døde af alderdom, som 103 årige, men jeg fortsatte med at rejse rundt i verden og nåede at komme til alle verdens lande!! Lavet af Lukas

Side 27 af 81


Maya Swanson

Side 28 af 81


1.Kapitel Det var morgen, klokken var halv fem. Jeg kunne ikke sove mere. Der var kold, og klamt, ubehageligt. Jeg sover ikke i en rigtig seng, men i hø, ude hos hønsene. Jeg turde ikke stå op, hvis min mor opdager det, for jeg tæsk. Det har jeg virkelig ikke lyst til. Det er en mærkelig følelse, at være bange, for sin egen mor. Jeg kan ikke rigtig beskrive det, andet end, det er forfærdeligt. Hun drikker, rigtig meget endda, og det gør hende sur. Så, ja, i kan nok godt, tænke jer til resten. -Maya! Du skal op nu! Jeg skal bruge brænde kl.7.00, og ikke et minut, senere! -Ja jeg kommer nu! Hun vækker mig altid kl.6.00 det er fint nok, men lidt irriterende når jeg vågner en, en halv time før. Jeg spiste morgen mad og skynde mig ud og finde brænde. Det var allerede begyndt at sne, selvom det kun var November. Det var dejligt, meget dejligt jeg elsker sne, den dejlige kolde følelse når man rør ved det, når det smelter på tungen. Jeg har lavet et lille depot, med brænde, så jeg behøver ikke at skulle ud og finde noget. I stedet kunne jeg tage over til Jean. Jean er min bedste veninde. Hun har en meget kærlig far, de bor ude i et lille hus, som er ved at falde sammen. -Jean? -Maya! Kom her. Sagde hun med en skælvende tone. -Hvad skal vi? -Kom nu bare! Hun trak mig, ind igennem skoven. Jeg kunne mærke grenene der piskede ind i panden, de kolde, våde blade, der ramte mig en efter en. -Jean?! Kom her! Nu! Det var hendes far. Jean begynde at græde, og løbe endnu hurtigere. Jean? Hvad er der! Du kan godt stoppe nu! Det skal nok gå. Tårerne vældede ud af øjnene på, hende. -Jean. Hvad er der galt? -Jeg vil ikke mere! Hun begynde at græde endnu mere. Jeg gav hende et kram, og trøstede hende. -Ved du hvad? Vi sejler ned ad floden, og kommer aldrig tilbage! Hun nikkede og tørrede sine øjne. -Hvad nu hvis de kommer efter os? -Det gør de ikke. Beroligede jeg hende. -Okay. Vi skynde os ned til floden, og byggede en tømmerflåde. -Skynd dig! Råbte, Jean. -Jaja, jeg gør det så hurtigt jeg kan! Vi må jo skynde os ned af Themsen for de opdager os! -Ja! Vi sejlede så hurtigt vi kunne, vi skulle bare væk så de ikke kunne se os mere, så kunne vi tage det med ro. -Er de efter os? Viskede Jean. Jeg rejste mig op, og kiggede efter. -Nej. Ikke så hvidt jeg kan se. Vi kan godt tage det lidt roligt. De har jo ikke set vi er rejst. -Nej, det er rigtigt. Undskyld, jeg er bare skrækslagene for at han finder os. Hun stoppede med at padle. Jamen, hvorfor vil du enlig ikke være der hjemme mere? Din far er jo så sød, og så kærlig. -Alt for alt for ,kærlig. -Nårh. Ja. En lille tåre trillede ned af hendes kind. Jeg havde ondt af hende, jeg kunne nok godt, leve med min mor, men det er virkelig synd for hende, og hvor er jeg dum, jeg ikke har opdaget det, noget før. -Maya. Jeg er træt, og sulten, skal vi ikke finde noget mad, og et sted at sove? -Jo, vi kan sejle ind her. Jeg pegede over på et lille sted, der lå i læ af træerne. Det perfekte sted at lægge lejer. -Så har vi da et sted at sove. -Jo, men Maya. Det er jo November, og der ligger sne. Vi kommer til at fryse i ihjel! -Så må vi jo finde noget at lægge over os, vi skal nok klare det, Jean. -Ja, men hvor, skal vi få mad fra? -Åårrhhggg! Du spørger om for meget! sagde jeg, og grinede Jean grinede med. -Vi finder ud af der, bare rolig. 2. Kapitel Kort efter kom der en bil, som stoppede lige foran os. Der kom en kvinde ud af bilen. Hun så venlig ud. Hun havde en taske over skulderen. -Fryser i piger? spurgte hun. -Ja, lidt. -Her har i to termo dyner, og den der taske er fuld af mad, hvis i skulle blive sultne. Jeg kiggede ned i tasken. -Ej, tusinde ta... Da jeg kiggede op var hun væk! -Hvor blev hun af? -Det ved jeg ikke, men det var da lige perfekt, må jeg ikke se? -Jo, jo selvfølgelig. Det var da mærkeligt, hørte du bilen køre? -Nej. Årh, det er lækkert! Jeg tror aldrig jeg har set så meget mad, i mit liv!

Side 29 af 81


-Nej, det har, heller ikke. Skal vi ikke lægge os til at sove, jeg er ret træt. -Ja, det er jeg, godt nok også. Jeg lå og grublede, over hvordan det kunne lade sig gøre, at køre afsted, i bil på grusvej, uden man kan høre det. Det måtte være en umulighed, men her så vi jo, at det kan lade sig gøre. 3. Kapitel -Maya, psst, Maya! Jeg kunne kun høre det, meget, meget, lavt, i det fjerne.-Psst, er du vågen? -Ja. Lige da jeg satte mig op, kom der en mærkelig, tyk, fugtig lugt, mig i møde. Den lugtede af gas, og af røg. Det var tåget, det forklare, måske det fugtige. -Puh, hvad er det for en lugt? -Det tænkte jeg, også lige på. -Det lugter af, gas, og røg -Ja, hvor kommer den fra? -Det ved jeg ikke. -Skal vi ikke, finde ud af det? -Det tør jeg ikke! Hvad nu hvis, det bare er en der lokker nysgerrige, børn til. -Arh. Det gør de ikke, Jean, du tænker for meget. -Okay! -Jer! -Men, jeg går ikke der ind! -Jean? Jeg kiggede på hende med et forventningsfuldt blik. -Okay! Men det er kun, for din skyld. Jeg løb så hurtigt jeg kunne. Jeg elsker eventyr, masser af eventyr. -Se, det kommer der inde fra. -Prøv at, hør! Man kunne høre, en sang. -Og slet, slet ikke tillykke, til dig, til mig, åh nej... -Er det ikke den fra, Alice i eventyrland? -Det ved jeg ikke, jeg har ikke, læst bogen. -Nåh, men tror, jeg altså. -Kom, lad os se efter! Vi gik ned, og bankede på. Døren åbnede, i døråbningen, stod der en, meget mærkelig mand, hans hår var fedtet, han havde laser på tøjet, skoende var mærkelige, hans ene tå stak ud, og huset var meget underligt, det lignede noget fra en tegnefilm. -Kom ind, mit barn, og også dig. Hvad bestiller i her, i denne kolde tid? -Jo, mmm, mmm, øh, vores forældre, døde i sidste uge, og vi kunne lugte røgen fra din øhhmm, skorsten. -Ja. Jeg kiggede over mod Jean, Jean nikkede så hendes hoved nær var faldet af. -Åh, det gør mig meget ondt. Vil i ikke have en kop urtete? -Jo. Da vi kom ind i hans hus fortsatte lugten, men den var blevet lidt anderledes, den lugtede lidt af tjære. Han havde et meget specielt hus,det var meget falde færdigt, køkkenet var beskidt, der hang en kakerlak på vægen, men det var alligevel meget bedre en hjemme hos mig. Han kogte noget vand, og blandede noget te. -Der går lidt, før teen er færdig, så i kan gå ud og se jer lidt omkring. Og, øh forresten hedder jeg Mathias. Vi løb så hurtigt vi kunne. Jeg løb om bag et træ, for at gemme mig for Jean, for sjov. Hun kom ikke. Jeg hørte et skrig, i det samme vidste jeg det var Jean. Luften blev kold, og tåget, ligesom da vi vågnede. Jeg hørte en hestevogn dreje om hjørnet, og løb efter det, alt hvad jeg havde lært. Jeg kunne mærke tårerne presse på. Jeg brød sammen. Tårende væltede ud, af mine øjne. Uden Jean, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre, hun for mig til at tænke på gode ting, i stedet for min mor. Mathias kom løbene ud fra huset. -Åh, hvad er der dog galt, min kære? -Det... Jeg kunne næsten ikke trække vejret.-Det var ham... de... Jean -Tog de Jean! Jeg nikkede. -Årh, vi må finde hende! Når jeg ser dem, der har taget hende, så for de med mig af bestille! Men først, jeg kom faktisk, ud for at fortælle at teen var færdig. Det for du det bedre af. Jeg nikkede igen. Vi gik ind og drak vores te. -Vi må tage ind til London, de skal ikke få lov til af stjæle min Jean pige.

4. Kapitel London, er noget helt andet, her end der hvor jeg bor. Her er der liv, og glæde, der vor jeg bor, er der kun, kolde, triste, falde færdige huse og folk er ved at dø af sult. Bogstaveligt talt. Her er der, glæde, folk der griner, og har det godt. -Vi kan, gå hen til tolderen, og spørge om de er, kørt ud af byen? glimrende ide, du er da, meget kvik, lille Maya. Tolderen havde lige set dem køre ud af byen for, ti minutter siden, de skulle til Paris. jeg kiggede over på Mathias, med et forventningsfuldt blik. -Ja, men jeg har ikke så mange penge! Og desuden, så tar det også, flere dage!

Side 30 af 81


-Vil du have Jean tilbage, eller hvad? -Ja, men jeg har ikke råd. -Så må vi, samle penge ind på en anden måde! Vi skal finde hende! -Vi kunne... sælge æbler? -Hvor skulle vi få æbler fra? -Når, ja! -Vi finder dem nok, på et tidpunkt.Vi ledte over alt. Tiggede, og alt det der. Alligevel fandt vi kun, et pund, og halvtreds cent. Lige som vi stod og tænkte, det var håbløst, kom der en gammel, meget fornem, dame, og hun spurgte. -Kan i, ikke gøre mig en, stor tjeneste? -Jo, hvad er det? -Jo, jeg skal til middag, hos baronen, så jeg skal have en hat, der passer til min kjole. Butikken ligger, bare, i den anden ende af byen. -Jamen, det kan vi da godt. -I skal bare sige, Emma Hopydery, så får i den. Hun gav os nogle penge, og sagde vi bare kunne beholde resten. Der var 1500 pund. Jeg glæder mig til at se, hvad hatten koster. Butikken var meget, fornem. Der var rødt over alt, stof på alle hylder, og den hed Ladies magazine. Jeg kunne godt lige, se en, hat her der koster 150 pund, her inde. En gammel fin mand, kom hen til os, han havde rødt hår, brune øjne, grøn blomstrede jakke. -Hvad vil i her! Sagde han på en måde, som om vi ikke var velkomende. -Ja, vi skulle hente en hat til, Emma Hopydery. -Nå, så kan jeg bedre fortå det, i er tjeneste folk. Værsgo, 50 pund! Mathias gav ham de 50 pund. -Åhr! Nu har vi, 1450 pund, at komme til Paris for!

5. Kapitel Turen til, Paris, var rigtig lang. Ca. 3 dage! Nåh, men endelig kom vi frem. Paris er en, sjov by, der er, sigøjnere over alt, en smuk flod, med rent vand, og romantiske både sejlene. Floden i London, er bare grim, og grumset. Vi spurgte tolderen, om han havde set en mand, og en pige komme kørende, forbi. Det havde han: -Faktisk, lige for et halvt minut, siden kom der nogen, og de sidder, lige der! Han pegede over på, Jean, og en jeg aldrig havde set før. -Jean, hvem er det? Spurgte jeg. -Det her er min Onkel, Enzo, fra Paris. -Har han ikke, kidnappet dig? -Nej! -Hvorfor skreg du så? -Jeg troede, det var min far. -Nårh, så er der jo ikke noget problem. Af: Marie Bødker

Side 31 af 81


Bear

Jeg gik rundt ude på marken, alene. Pludselig kom en deling soldater ridende hen over marken! Men hvor skulle jeg gemme mig?! Jeg var ved at gå i panik! ”Hej! Dreng! Hvad laver du her?!” En af soldaterne havde set mig! Nu gjaldt det om at finde på en god undskyldning for at være udenfor så sent! ”Øh… Jeg leder efter jord?” ”Skal du være fræk?! Du ved godt jeg er i min fulde ret til at anholde dig ikke?!” Nu havde jeg genkendt den ualmindeligt irriterende stemme! Det var Tom som altid havde været efter mig på grund af at han var den eneste i familien der var soldat! ”Næ… Skal du? Ellers har jeg tænkt mig at gå videre, hvis du altså ikke anholder mig for det også…” Hans tinding begyndte at banke. ”Skal du være fræk din lille…” Han slog ud efter mig med hans heste pisk men ramte ved siden af og faldt ned fra sin hest og landede på maven! Jeg begyndte at grine! Nu rejste han sig op. Tomatrød i hovedet og med mudder ned af maven og på benene! ”Nu er der mad!” Det var min Far! ”Vi ses forhåbentlig ikke igen i morgen!” Råbte jeg til ham og så løb jeg. ”Peter vågn nu op! Du skal hjælpe mig med at finde ræven der har bidt et af mine får!” Det var min Far. ”Hvorfor siger du ikke bare at den skal sige undskyld? Jeg er sikker på at den ikke gjorde det med vilje…” ”Peter!” ”Bare rolig! Hvis vi alligevel skulle finde den ville du være for ringe til at ramme den.” ”Nu kommer du altså!” Slap af! Jeg kommer nu!” Og jeg havde faktisk haft ret i hvad jeg havde sagt. Vi så den 21 gange og han ramte den kun i øret med sit sidste skud! Så de næste par dage var han for sur til at man kunne snakke med ham…(Følte lidt det var min skyld). Et stykke tid efter skulle jeg i byen med min Far (Som man kunne tale til uden at han blev sur, hvilket var meget dejligt!) Hvor jeg fik en rigtig flot kniv i fødselsdagsgave som var lavet af træ som var skåret i sjove mønstre. ”Tusind tak Far!” Og så krammede jeg ham. Sådan stod vi i 23 minutter, og pludselig slap han mig og spurgte mig glad om vi ikke skulle se at få repareret den skovl han havde kommet til at ødelægge for et par dage siden. Underligt hvad en god krammer kan gøre ved en hvis man er sur. I Det ene øjeblik kunne jeg stort set ikke tale med ham, og i det næste har man aldrig set personen mere lykkelig. Det gik jeg og spekulerede over lidt og så sagde min far højt! ”Så er vi her min dreng! Her kan man få alt af metal repareret på et par sekunder!” Jeg kiggede op og så de velkendte kobber bogstaver der skrev på væggen ”Horst's smedje” ”Ja, det kan man…” Sagde jeg stille for mig selv. ”… med en stor voldelig hammer og en hulens masse ild og larm…”

Side 32 af 81


Horst var en stor muskuløs mand med stærke arme, men det betød ikke at han ikke kunne være venlig, for det var han i den grad! Ha, hans kone Maja og deres søn var de rareste mennesker i hele byen (Undtagen mig selvfølgelig!) Men ellers var resten af dagen meget hyggelig.

Næste dag skulle jeg ud og hjælpe min far med at fjerne sten fra marken. Der gik jeg hele dagen og hjalp min far med hans pligter resten af dagen, men pludselig løb en bjørn ud fra skoven med retning hen mod os! ”Løb! Skynd dig indenfor!” Vi skyndte os indenfor og låste døren. ”Ja, så kan vi vel bare vente på at den går igen!” Sagde jeg håbløst til min Far. ”Ja, for en gangs skyld har du faktisk ret i noget…” Og sådan ventede vi et par timer men så pludselig hørte vi et skud og bjørnen lå død udenfor! Pludselig kom byens slagter, George, gående ud af underskoven satte sig ned og begyndte at flå bjørnen. ”Hvor var det sejt! Kan du ikke gøre det en gang til?!” ”Beklager lille ven, ikke lige nu…” Sagde George med sin hæse stemme. ”Hvorfor ikke?” ”Fordi jeg ikke har lyst til at pløkke hvert eneste dyr i skoven ned bare for at gøre dig glad…” ”Kom nu!” ”Hør nu her knægt! Jeg er altså ikke en voldelig massemorder der pløkker alt ned på sin vej! Det må du da kunne forstå!” ”Bare en lillebitte kanin???” Han vendte sig om og råbte mig ind i hovedet! ”Ti stille! Hvis jeg hører så meget som et pip fra dig en gang til er det dig jeg skyder ned!” ”Slap dog lige af! Jeg har jo ikke en gang sagt noget!” ”Hvad skal du overhovedet bruge bjørnen til?” ”Et tæppe til min stue. Hvorfor?” Sagde han den her gang i et lidt mere roligt tonefald. ”Nå ja, men skyder jo ikke en bjørn hver dag!” ”Nej, det kan du vel have ret i!” Og så tog han bjørneskindet på ryggen og gik hjemad. Da vi skulle spise aftensmad spurgte jeg min Far... ”Hvad skete der lige for ham?” ”Hvem?” ”Slagteren, selvfølgelig!” ”Nå, ham! Han har aldrig været helt normal siden hans kone faldt i døden oppe ved vandfaldet!” ”Okay så forstår jeg det bedre. Det er synd for ham og hans datter.” ”Ja, men der er vel heller ingen der har sagt at livet skulle være let af den grund! Men lad os nu tale om noget andet! Hov! Er klokken virkelig så mange? Beklager men nu er det altså sengetid for drenge på 12 år!” Han uglede mit hår og sagde godnat og så gik vi ind på hver vores værelse for enden af gangen. ”Godnat Far!” ”Godnat Peter!”

Side 33 af 81


Jeg lå lidt og spekulerede over de ting jeg havde oplevet i dag, det gjorde jeg altid før jeg faldt i søvn. Det må være frygteligt tænkte jeg. At miste den man elsker mest. Det var det sidste jeg tænkte på før jeg sivede ind i drømmenes verden. Der hvor alt kan ske… Næste morgen vågnede jeg ved at høre min far råbe! ”Løb Peter! Der er en bjørn! Lige udenfor! Den prøver at ødelægge døren!” ”Hvad?!” ”Løb!” Jeg sparkede vinduet op og hoppede ud på taget. ”Pis..!” Jeg hoppede ned fra taget og landede hårdt på jorden. Jeg prøvede hurtigt at få mig et hurtigt overblik over tingene imens jeg løb. Okay, Jeg skal finde en der kan hjælpe min Far med at dræbe bjørnen. Jeg løber over til slagteren! Han kan dræbe den med sit gevær! Og så satte jeg kursen hen mod slagteren. Efter et halvt minut var jeg derhenne, og jeg bankede hårdt på vinduet for at få ham derhen. ”Hvad fanden vil du lille dreng! Hvorfor vækker du mig?!” ”Jamen det er min Far! Der er en bjørn der er gået agurk og prøver at slå døren ind!” ”Okay! Men du er heldig at jeg er i godt humør ellers havde du været på spanden!” ”Ja ja, men skynd dig lige lidt!” Vi skyndte os op til vores hus og mødte synet af en gigantisk bjørn som var i gang med at flænse døren! "Skynd dig og skyd den!" Råbte jeg panisk til slagteren Pludselig blev døren splintret og en kæmpe røgsky steg op fra jorden! BANG! "Jeg ramte ved siden af!" Kunne jeg høre George sige et stykke bagved mig. "FAR! Hvor er du!" ”Jeg er herinde! Skynd dig!” Jeg løb ind i vores ødelagte hus og så min Far stå presset op mod væggen med bjørnen foran sig! BANG! Andet skud var gået af! Bjørnen vendte sig om og jeg så en blodig plet på dens mave. Patronen var gået hele vejen gennem den! Jeg fik kvalme. Hvordan kunne den stadig være i live? Den brølede alt hvad den kunne og sprang frem imod mig! Jeg kastede mig ned på jorden og nåede lige at se bjørnen springe over mig! Jeg sprintede alt hvad jeg kunne ud i haven og videre ind i skoven! Min Far var løbet efter mig og han trak mig ned bag en brombær busk. Pludselig kom bjørnen løbende ind i den lysning hvor vi havde gemt os, jeg var stiv af skræk over hvor hjælpeløse vi var. Den rejste sig op på bagbenene og begyndte at snuse til luften. Men så luntede den tilbage til huset igen. ”Pyha! Endelig gik den!” Sagde min Far til mig. ”Ja, hvorfor var den overhovedet ved vores hus?” ”Det kan jeg godt fortælle dig, kan du huske den ræv vi var på jagt efter? Det var ikke den der havde bidt et af fårene! Det var bjørnen! Den kom kun tilbage fordi den var sulten!” ”Så forstår jeg det hele bedre! Det er da klart.” Vi hørte et brøl da bjørnen pludselig kom farende hen imod os! ”Løb!” George kom pludselig løbende ud foran bjørnen, skød den i hovedet og den sank sammen på jorden!

Side 34 af 81


”Så slap vi da af med den!” Sagde han selvtilfreds! ”Ja det gjorde vi, og nu vil jeg altså hjem!” Sagde min Far. ”Godt vi slap af med den bjørn! Den har jeg båret nag til i flere år efter at den dræbte din Mor!” ”Hvad?!” ”Ja det var den der dræbte din Mor. Der var du kun to år. Vi var ude på en tur, os tre, men pludselig kom bjørnen løbende imod os. Jeg tog selvfølgelig dig op og løb væk! Men så var din Mor der ikke længere, hun var død.” ”Det er noget du tror…” Der stod en høj, ung og smuk kvinde i døren og smilede med tårer i øjnene af glæde. ”Hvor er du blevet stor Peter!” ”Mor?” Så kiggede hun over på min Far: ”Ja, jeg er i live. Men jeg turde ikke vende tilbage på grund af bjørnen, men i dag da jeg var ud at gå en tur i skoven fandt jeg dens lig, og der vidste jeg at jeg kunne vende tilbage!” Min Far løb hen og krammede hende og det samme gjorde jeg! Jeg havde jo lige fået en Mor! Max Fomsgaard Grauenkjær

Side 35 af 81


REJSEN :-) Det er næsten jul jeg hundefryser vinteren er så kold her i New york. Den er koldere end i Danmark jeg vil hjem jeg havde det så godt der hjemme jeg begynder ikke at kunne huske hvorfor jeg overhovedet tog afsted. Amerika har taget livet af mig jeg prøver at huske det men jeg kan ikke. 1 år tidligere. 1.Hej Jeg er voksede op som komtesse på et stort gods mit navn er Isabel rosensten og jeg er 19 år jeg har langt brunt hår jeg er cirka 169 min stedmor tvinger mig altid gå i store kjoler så det er nok det jeg går mest i også jeg har altid været facinered at verden uden for Danmark. Min stedmor kirstina er grevinde og min far er Greve jeg har to små halvbrødre Jonathan og Christian på 5 år de er tvillinger de er enormt irriterende. Mit største ønske har altid været og komme til Amerika og møde min ukendte faster. men min stedmor har altid sagt at jeg ikke kunne tage afsted fordi jeg skal føre slægten videre og det åbenbart fordi jeg er den eldste.Og så siger hun at en kvinde heller ikke bare rejser ud i verden på den måde de skal blive der hjemme og må lade mændene om det pjat. Men det har jeg aldrig helt troet på jeg håber at når jeg fylder 20 at hun endelig vil give mig lov til at tage afsted der er nemlig kun to dage til altså jeg glæder mig ikke til selve min fødselsdag fordi at det er den 22 decmber lige før jul. Er jeg også bare ved at være træt af det hele maden der altid at det samme kartofler der er kogt for længe og som lugter fordavede og grissetær som jeg altid har syntes smagt som pesten og sovs som er skælvede og klumpede også korsætterne som er så stramme at man næsten ikke kan få luft også er de bare enormt ubehagelige og have på og alle de store kjoler med tyl som næsten fylder et helt rum så man føler at man ikke kan være der og selvfølgelig min stedmors talende om at arbejderne er blevet dovende og at kongen tar på alt for mange togter rundt i landet og snakker med foretnings mænd om alt muligt lige gyldigt. Hun er bare så irriterende hun forstår ingenting lige siden min rigtige mor døde ( jeg var 5 år) har kirstina prøvede at få min far har var ikke klar de første år men efter 4 år bestemte han sig får at komme vidre og de blev gift men efter de var blevet gift begyndte hun at blive led og virkede ikke rigtig så interesered i min far som hun gjorde før de var blevet gift. Jeg tror at hun kun giftede sig med min far fordi at når han så dør så kan hun få hele arven. Vi har nemlig en stor arv efter min fars tante Ingebor. 2.tager afsted. det er min fødselsdag det endeste jeg ønsker mig er et ja fra kirstina og far jeg vil bare så gerne væk fra alt det her de samme rutiner det samme mad det samme tøj de samme mennesker. Intet nyt intet!!!! derfor har jeg besluttet at jeg tar afsted til Amerika lige meget om jeg får et ja eller nej jeg kan mærke at det er den rigtige

Side 36 af 81


beslutning jeg føler mig mig nemlig meget klar til at prøve noget nyt noget udforskende noget spændende. Og det er derfor at jeg tar afsted. Jeg må også har pakket nogle ting, jeg tror jeg skriver en huske liste. huske liste: -klæder -rigsdaler -lidt mad -skind vanter -ræve pels -min mors lykke armulet. Så nu må jeg jo bare vente og se hvad der sker. Hej kirstina Hej fader jeg har tænkt meget på om jeg måtte tage afsted til Amerika i ved jo det ville betyde meget for mig. Og nu er jeg jo fyldt 20. - ja det ved i Isabel men kirstina hun er ikke meget for det og heller ikke jeg det er en meget farlig tur der kan ske så mange ting, vil du ikke nok blive her hjemme i Danmark vi beder dig også får dit eget bedste. Der sker der også mange spændende ting her i Jylland og der kan du jo bare rejse rundt som du har løst men Amerika det er altså lidt for langt væk. -ej hvor er i altså bare tarvelige!! Jeg gider jo bare ikke være her mere jeg vil væk væk fra alt det her!! Jeg gider slet ikke at se på jer mere jeg går op mit værelse. Hvorfor er det altid sådan og nu begynder tårende også bare at trille jeg kunne næsten heller ikke lade vær nede ved kirstina og far det gjorde bare så ondt inde i hjærtet mere ind jeg hade troet jeg brugte bare alle mine kræfter på at holde tårende. Men nu har jeg ikke råd til at græde jeg må afsted jeg er nød til at have alle tingende i en kuffert mere kan jeg ikke bære,har jeg mon alle tingende hvor er min huske liste henne. Aaa der lad mig nu se -Klæder ja -rigsdaler ja -lidt mad ja -skind vanter ja -rævepels ja -min mors lykke armulet ja Så er jeg klar til at tage afsted. Jeg bor heldigvis på etagen hvor køkkenet ligger og i køkkenet er der en bag dør og jeg ved hvor nøglen ligger så nu er det bare med at tage afsted. 3.på vej til Amerika Tak for turen her er en lille skilling -tak for det frue.

Side 37 af 81


- så lidt. Puuhaaa har lugter af rotter og gamle fisk det føles som om min næse rådner. Når nu må jeg finde Mit skib det hedder vist prinsesse Victoria arr der er det nøj det er stort så må det også være luksuriøst skønt. - din billet tak -her. -første klasse den vej frøken. -tak for det den herre men må jeg stille dem et spørgsmål, Hvorfor bliver de mennesker tjekkede i deres hår. -det er 3 klasses passager de bliver tjekket for lus. -okaay tak for det. -undskyyld er der en der kan tage min taske -ja nu skal jeg tage den frøken, og du skal bo på dæk 10 værelse 207 er det korrekt. -ja det korrekt. -her er det så. -tak her er en lille skilling - tak frøken tak tak. endelig intet der kan forhentre mig i at komme til Amerika.Nøj jeg ville gerne have set deres ansigt når kirstina og far så at jeg var væk. Jeg tror jeg vil gå ud og nyde den friske luft. Det her er bare livet at kunne se havnen forsvinde og det åbne hav som kommer nærmere. 14 dage senere. 4. Ankomsten. Amerika stedet hvor alting kan ske og jeg er her det er jo helt vildt. Mit næstemål er at køre med damp tog til new York. turen er ret lang den vare et døgn men det er det vær for så imorgen er jeg i new York. Et døgn senere. New York endelig. Det var en lang rejse men forhåbentlig det hele vær. Nu vil jeg finde en hestevogn så den kan eskortere mig til et fint hotel så jeg kan begynde at lede efter min faster -undskyld men vil de eskortere mig i din karet til det fineste hotel i hele New York -selvfølgelig kan jeg det frue hop ind -hov hov herre hvor kan de dansk fra -jeg er født opvoksede i Danmark. Og så for to år siden besluttede mine foreldre at tage til Amerika de syntes at vores familie skulle prøve noget nyt så vi to et skib til New York og har været her lige siden. Men hvor var det du sagde du skulle hen. -ja et at de fineste hoteller her i byen hvis det kunne lade sig gøre. -yes yes hop ind frøken. -tak.

Side 38 af 81


-så er vi har hotel mary det fineste hotel i byen - det ser godt exklusivt ud. -det er det også. -ja det tror jeg på. -når men her eren lille skilling og tak for turen. -det var da så lidt. 5.Eftersøningen nu har jeg boet på hotellet i en måned og jeg har ikke kommet på sporet af min faster. Jeg troede at det ville værre meget nemt men jeg tog fuldkommen fejl. Men jeg vil ikke give op jeg blive og blive ved ind til jeg finder hende og derfor har jeg besluttet at gå på biblioteket og se om de kan hjælpe mig jeg ved hun hedder rosensten til efternavn og kom til amerika i 1825 mere ved jeg desværre ikke men det vil jeg finde ud af så nu tar jeg på biblioteket. -Hej sorry but i need some infomtion about my faster shes eftername is rosensten and she Came on Amerika in 1825 can you Help me with det. -maybe i can what was her name. -rosensten -okay 2sek so i am back -yes i Can siad a little bit but not so mutsh. now she is 55 years old she still live in New York more Can i not give you sorry. -its okay bay bay -bay Det hjalp ikke ret meget jeg ved ikke hvad jeg skal gøre nu jeg må vel bare lede videre -PAS PÅ PAS PÅ -hvad sker der!! BAAAAMMMMM 2timer senere Hvor er jeg hvorfor her så mange mennesker hvad sker der. -du blev ramt af min hestevogn. -det var dig dig der kørte mig til hotellet den første dag jeg kom til New York. -ja det er mig og du må virkelig undskylde men jeg kunne ikke nå og stoppe og du stod bare stille og så blev du ramt. Undskyld jeg har ikke præsenterede mig selv josh nielsen hestevogns arbejder ja det har du jo nok fundet udad -ja det må man sige. Kan du ikke spørge om jeg snart kan komme ud fra det her hospital jeg syntes ikke her er så rart at værre. -jo selvfølgelig. can she get out of here soon. -yes ofcause, she Can came out of here now if she wanted ofcause. -thanks. Du kan komme ud herfra nu hvis du vil. -ja det vil jeg meget gerne.

Side 39 af 81


-she want to Came out now. -allright here is her jacket you Can go now. Nøj det var ret at komme ud derfra der lugtede som om pesten havde åndede der inde og rotter havde hængt sig selv på stribe min næse føltes som om den skulle falle af så ubehageligt. -syntes du det var slemt så har du ikke været i. Nogen af New Yorks skumle kroge. -nej det tror jeg ikke på intet kan lugte slemmere ind det. -hvis du siger det frøken. -kald mis bare Isabel -okay Isabel. men hvad lavede du endelig inde på bibleoteket jeg går da ud fra det var der du var inde. -ja det var det også. Hvad jeg lavede der inde er sådan set næsten hele grunden til jeg er her for at finde min faster . -det kan jeg da godt hjælpe dig med jeg ved næsten hvem alle er i den her by. - kender du en der hedder rosensten til efternavn. - rosensten rosensten nej jeg kan ikke lige huske nogen rosensten men jeg kan lige sove på det men skal jeg ikke følge dig hjem altså det et kunne jo være du blev svimmel og faldt og slog dig igen. -det må du meget gerne. -okay så lad os gå. når her er vi så sov godt. - tak og i lige måde. Vi kigger på hinanden det føltes som om alt står stille det eneste jeg kan høre er mit hjærtebanker og så mærker jeg bare en varme på mine læber og den bliver ved det føltes som om at jeg forsvinder fra verden og det er kun mine læber jeg kan mærke det går først op for mig at jeG virkelig har kysset en rigtig dreng det føltes fantastiskmen jeg bliver bare genert og smækker døren i og lægger og tænker over det hele natten.

6. Tiden går jeg har stadigvæk ikke fundet min faster jeg har ledt lige siden venter og nu er det ved at være efterår. Jeg forstår ikke hvorfor det kan være så svært at finde en inkel person men det er enormt svært og enormt trættende. Men den gode nyhed er at det går rigtig godt mellem mig og josh jeg vil næsten kalde os kærester. Og så hjælper han mig med at lede de dage hvor han har fri. Det er rigtig rart men mine penge slipper snart op og han har ikke råd til at hjælpe mig og jeg kan ikke rigtigt finde et sted hvor jeg kan tjene penge for jeg er ikke rigtig god til noget husligt og rigtig arbejde er kun for mænd. Altså han josh har prøvet og lærer mig det men det gik ikke så godt jeg var elendig. Så jeg ved ikke rigtig hvad der skal ske når jeg ikke har flere penge tilbage jeg må vil se tiden og håbe at jeg har fundet min faster til den tid. Men jeg skal ned på kroen og hænge en sidel op hvor der står.

Side 40 af 81


Forsvundet: name: rosensten. age: 55. live in: New York. Det er det eneste jeg ved om hende så er jo nød til at bruge så nu vil jeg gå ned på kroen og hænge den op. Sorry but cane i get this up in your restraunt. -ofcourse you Can yust hanget up over there. -thank you so mutsh. -you wlcome. Så nu har jeg fået hængt den op inde i kroen så nu er der kun at håbe.mfår jeg godt nok tæt på at give jeg ved hellere ikke hvad jeg havde tænketank kunne finde men nu må vi se det kan jo værre hældet vender. 7. Snestormen Det er blevet december i Amerika det er hundekoldt uden for og jeg har kun råd til at bo på hotellet til i morgen i morgen og jeg har være nede på kroen hver dag lige siden jeg hængte mit efterlysnings papir op og intet nyt. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre og josh har ikke plads og råd til at jeg kan bo hos ham og hans familie så jeg tror desværre at jeg kommer til at bo på gaden. Og hvordan skal jeg kunne klare det jeg har jo altid boet i luksus.(hun græder) det er så hårdt. Men josh kommer lige om lidt så jeg må holde op med at græde. Bank bank. Jeg kommer. Hej josh hvordan går det. - fint hvad med dig rigtig dårligt jeg har lige fundet ud af at jeg kan kun bo her til imorgen og så har jeg ikke flere penge. -ja det er godt nok trist og jeg er også ked af at jeg ikke kan hjælpe men min familie har ikke råd til det. -Det ved jeg godt og jeg beskylder hellere ikke dig for det. Det er ved at værre sent jeg må nok hellere få sovet. - Det er i orden så tar jeg bare hjem nu det er også nok det bedste. -Ja det er det nok. -godt så farvel -farvel. sov godt. -I lige måde Hej -Hej hej. Ja jeg har ikke flere penge nu så jeg er blevet smidt ud hotellet jeg vidste jo godt det ville inde sådan. Så nu er jeg hjemløs je håber på at det ikke blive koldere ind det er nu får så vil dt virkelig blive nogle forfærdelige måneder. Og nu vil jeg så gå rundt og se lidt af byen samtidig med jeg leder efter min faster.

Side 41 af 81


Men vejret blev værre og en satte ind og stormen varede i flere dage jeg sidder bænken det næsten jul jeg hundefryser vinteren er så kold her i new York den er koldere ind i Danmark jeg vil hjem jeg begynder ikke at kunne huske hvorfor jeg overhoved tog afsted Amerika har taget livet af miguel prøver at huske men jeg kan ikke jeg kan ikke. Men bag et hjerne ser jeg en skygge med lang frakke den kom i mod mig jeg blev først bange men så så jeg det var en eldre dame som spurgte om jeg ar Isabel rosensten. Min øjne lyste op og jeg sagde ja med et smil på læben og så sagde hun jeg er din faster. i det sekundt følte jeg at jeg lyste op min verden samlede sig som den aldrig havde gjort før. Min puls den pumpede jeg havde lyst til at men kunne ikke og jeg havde både lyst til at græde og grine på samme tid jeg rejste mig op og gav hende en kæmpe krammer vi snakkede ind til vi kom hjem til hende og hendes mand og vi blev ved i mens vi sad og spiste den mest fantastiske mad jeg nogensinde har smagt og jeg lå i den blødeste seng jeg nogensinde har ligget i . Jeg sov fantastisk. Skrevet af Natascha

Side 42 af 81


LOGGY

Sådan endte jeg hos Michel og Mads Jeg vågnede ved at min ejer Mekc kom trampende ned af trappen "BUM BUM":LOGGY KOM HER!! Han er vist ikke glad i dag, men jeg løb op af min kurv og hen til ham. Det skulle jeg ikke havde gjort for ja ganske vist var han ikke glad. Han smed sin stok fra sig og gik hen i mod mig, i et kort stykke tid stod jeg og tænkte på om jeg skulle løbe hjemme fra, Døren stod åben og nu kunne det ikke tage for lang tid inden at jeg kom ud af døren jeg løb og løb bare for at være sikker på at han ikke var efter mig men nej han var ikke efter mig. Jeg løb ind til byen hvor mine to venner Michel og Mads boede, for de kom hver dag efter skole og gik med mig for det havde gamle Mekc ikke tid til ,ja ham skal jeg ikke til bage til. Jeg var kommet ind i byen og stod lige foran deres lille villa. Nu kunne jeg høre Michel og Mads stemmer, det var helt befriende, og nu løb jeg ind til dem i deres lille hyggelige have, i det samme de så mig, kom de løbende hen i mod mig . Michel hentede hundesnoren og så gik vi en tur. Da vi gik henne i parken så vi lige pludselig MEKC!!! Han kom hen i mod os og Mads tog mig op, JA ! BARE TAG DEN LORTE HUND!!!... Og det gjorde de. Det var meget hyggeligt at bo hos nogle så søde mennesker, som tog sig så godt af mig.

Sådan havde jeg det hos Mekc Det var morgen og jeg skulle tisse jeg stod i lang tid foran døren og pev men jeg kunne ikke holde mig (ups) Da Mekc så det blev han i hvert fald ikke glad, og nej det blev han ikke, han tog mig op lige i halen (Avv Avv) Han gik hen mod døren og kastede mig så langt ud i den mørke have. Der var også den gang hvor at jeg havde løbet rundt i den gamle spise stue, og for en gang skyld havde det lidt sjovt, så kom jeg til at løbe ind i en af hans store glas vaser, og det blev han selvfølgelig heller ikke glad for. Han gav mig ikke mad i hele oktober, så de var da godt at jeg kunne finde noget i komposten ellers havde jeg ikke været her nu.

Side 43 af 81


"Hvor er jeg" Det var morgen og jeg lå i min kurv ,Michel og Mads skulle i skole sår jeg skulle være alene hjemme ."Loggy" kom her. Det var en af de varmeste sommer dage, og jeg havde hele haven for mig selv. "hej hej loggy" Hmm hvad skal jeg lave...... Hov hvad er det !! der var et hul i hejnet. Jeg løb hen til hullet og videre ind igennem hullet nu var jeg midt inde i byen. Jeg løb hen til en lille dreng men han løb bare skrigende væk. Så løb jeg sår hurtigt jeg kunne hen mod et underligt rum , rummet havde slet ikke nogen vægge eller døre nu var jeg der næsten men..."BANG"................... Jeg vågnede og jeg lå på en pude i et fremmed hjem . En dame kom hen i mod mig " er du okay min lille ven" Hun tog mig op og hun bar mig ind i en stue fyldt med katte "Her kan du ligge min ven" nu lå jeg i en lille kurv fyldt med katte hår puh hvor der lugtede af katte møg. *DING DONG* Damen åbnede døren og ind kom Michel og Mads , aldrig har jeg blevet sår glad for at se dem som nu, bortset fra den gang hvor jeg havde løbet hele vejen fra Mekcs hus og sår til deres villa. Vi gik hjem og sår tog deres far Hick mig med til dyre læge for jeg havde fået en ordenligt bule i min pande.

Åhh nej.... Det er eftermiddag og jeg er sår sulten, i sær fordi at der står en pølse vogn med åbne døre lige foran mig. Jeg stod i et kort øjeblik og tænkte på om jeg lige skulle smage en enkelt lille pølse, og sår gjorde jeg det, Mmmm den smager så godt........BANG.. åhh nej dørende lukkede lige bag mig og nu kørte vognen. Nu er jeg slet ikke sulten mere.Der var så mørkt inde i vognen og jeg stod bare der og kunne ikke gøre noget, men den pølse havde faktisk gjort mig lidt træt oohh..... Jeg vågnede med et sæt, dørene åbnede og gik op. Der stod en stor muskuløs mand og stirrede lige ned på mig, Jeg stod og tænkte over hvad han ville gøre ved mig, tænk nu hvis han ville bortføre mig. Men hvad... han tog mig op som om at jeg var en lille bitte pige, hej med dig lad mig lige se hvor du bor. Arr det sted kender jeg godt kom med ind på forsædet sår køre jeg dig hjem. På vejenhjem så jeg en seddel på en lygtepæl hvor på der stod: EFTERLYSNING: Navn: Loggy . 2år gammel. Lille bulldog Adresse: ny gade nr:22. Da jeg så det var jeg næsten hjemme, det vil altså sige lige foran huset, manden der havde kørt hjem mig stod ved siden af mig. Han bankede på døren, men der kom ikke nogen, tankerne for rundt i hoved på mig, tænk nu vis de var ude og lede efter mig og var faret vild men nej, døren åbnede og der stod Michel og Mads, nej hvor var det dejligt at se dem og siden da har jeg levet et dejligt hunde liv på ny gade nr:22 Lavet af Sofie T

Side 44 af 81


Manden med  de  røde  øjne

Jeg er en pige på 11 år og jeg hedder Amalie. Jeg har lige fået fri fra skole og nu skal jeg cykle hjem. Jeg tager min cykelhjelm på og stiger op på min cykel. Jeg cykler ud af skolegården og igennem skoven. Da jeg har kørt lidt vælter jeg på min cykel. Der stod en mand. Han va ca. stod 5 m væk fra mig. Jeg tager min cykel, men før jeg stiger op finder jeg ud af at min kæde er hoppet af. Jeg trækker min cykel forbi ham manden, han så uhyggelig ud. Jeg syntes at han sagde noget men jeg hørte det ikke. Han sagde det igen. Han sagde jeg kommer efter dig. Jeg løb alt hvad jeg kunne med min cykel. Da jeg var lidt henne ad vejen kunne jeg se at han fik røde øjne. Jeg glemte helt hvad han sagde til mig før jeg løb og løb bare alt hvad jeg kunne. Endelig var jeg hjemme jeg satte min cykel og låste døren op. Da jeg kom ind lå der en seddel hvor der stod. Hej Amalie du bliver nød til at være alene hjemme nu når mor skal til møde. PS. der er mad i køleskabet kys kys mor. Jeg tog noget mad i køleskabet og satte mig op på mit værelse. Lige pludselig var der noget der ringede, det var min mobil der stod det var privat nummer. Jeg tog den. Hej det er Amalie, hallo hvem er det. "Jeg finder dig" Jeg skyndte mig at lægge på. Lige bagefter ringede min mor. "Hej mor det er Amalie" "Hej skat jeg ville bare lige spørge om det gik fint" Jeg gad ikke at sige noget om ham manden jeg så, så jeg sagde bare at det gik fint. "Milles mor har lige ringet og Mille ville gerne være sammen" " JA det er fint. Hej hej" Imens jeg sad og ventede på Mille sad jeg i min seng og spekulerede over hvem ham manden kunne være. Jeg kunne høre vinduerne klapre i den kolde vind, jeg fik kulegysninger. Det ringede på døren det

Side 45 af 81


var Mille. "Hej Mille, hej Amalie. Kom inden for i varmen jeg kan se at det regner, er du på cykel" "ja" "Vi kan tage en sodavand nede i kælderen" "Ja det kan vi godt" De går ind i det rummet hvor der er sodavand. "Ville du have cola eller fanta, jeg tar en cola så tar du en fanta. Kom så går vi op på mit værelse. Mille" "Hvad er der Amalie" "Jeg så en mand i skoven der fik røde øjne, jeg har en ide vi kan ta ned og se om han står der?" "Nej det tør jeg ikke" "Kom nu det er ikke farligt" Okay på en betingelse" "Hvad?" "At vi holder sammen og at vi ikke slipper hindanen af syne" "Det lover jeg" "Tak" "Kom så cykler vi, men min kæde er hoppet af" "Så kan du sidde bag på min cykel" "men det må man ikke" "Hey min gamle cykel står nede i karporten, jeg løber lige ned og henter den. Kom nu" "Ja ja". Jeg skulle lige låse den op. "Du cykler forest Amalie" "Okay" Det var lidt længere henne at han stod, han var der ikke. "Hey Amalie se der ligger noget, stands så vi kan se hvad det er" "Jeg ved ikke rigtig, er det en god idet Mille?" "Ja" "Jeg tror det er en halskæde, den kan åbnes, prøv og åbne den, der står noget, hvad stor der Amalie" "Der står; " Jeg skal nok få fat i dig Amali" og så er der et billede af ham, men ham manden der er på billedet det var ham jeg så i dag og der sagde han; "Jeg kommer efter dig Amalie" "Jeg er bange men hvordan kender han mit navn?" Min telefon ringede. "Lige et øjeblik Amalie, hej det er Mille" "Det er mor du skal komme hjem nu" "Hvorfor?" Fordi du har mad dag i dag, nårja, hej hej" "Hej hej" "Amalie jeg skal detsvære hjem nu" "Jamen så skal jeg jo cykle alene hjem" "Hvorfor?" "Fordi jeg skal lige ud og du skal til venstre" "Nåe ja, men jeg må løbe, vi ses, hej hej" Da pigerne er lige ved at være hjemme får Mille øje på en mand der følger efter hende da hun kiggede tilbage så hun, at det var den mand der var på billedet og bliv mega bange. Lige pludselig kunne jeg se at han spurtede op ved siden af min cykel, han stansede min cykel jeg bliv så bange at mit hjerte hvar ved at eksplodere. Lige pludselig kunne jeg se Amalie kom cyklene hun havde nemlig fulgt efter manden. Amalie smed sin cykel og gik ind og beskyttede Mille. Amalie så lige pludselig en rød tåre der trillede ned af min kind. Jeg nåede lige at se politiet komme. For da jeg vågnede lå jeg i en hospitalseng og lå helt stille. Lægen kom ind og sagde at jeg ikke kunne komme mig og jeg skulle sige farvel. Min mor stod med store tårer ligesom min far. Mille og hendes forældre var der alle sammen. De holdt om mig imens jeg faldt i en dyb søvn... Skrevet af Victoria

Side 46 af 81


Mount Everest   Det var daggry og jeg skulle tage afsted til Mount Everest for at bestige det storslåede bjerg. Det tager ca. 4 timer at flyve til Mount Everest der fra hvor jeg bor. Bjerget ligger i bjergkæden Mahalangur Himal i Himalaya, på grænsen mellem Tibet og Nepal. Og jeg bestiger selvfølgelig bjerget med min gode ven Bill. Mig og Bill fløj sammen i et propelfly som Bills fars bedste ven ejede. Vi fik tilladelse til at lande på en privat landingsbane 2 km øst for Mount Everest. Da jeg steg ud af flyet skulle jeg snakke med John Downy som var sikkerhedsleder af hele bestigningen af Mount Everest. Vi skulle køre resten af vejen til basen. Mens vi kørte var der en ret voldsom snestorm som jeg håbede ikke ville påvirke bestiningen. endelig var vi der. først skulle vi indskrives og få nøglerne til vores kahyt. Jeg delte værelse med Bill det var jeg selvfølgelig glad for. Da vi skulle lægge os til at sove kun jeg bare slet ikke sove på grund af den spænding i maven man fik af at tænke på at bestige bjerget. Det var tidligt og vi skulle tage afsted med det samme. Da vi ankom til basen ved Mount Everest skulle vi tage udstyret på og så skulle vi bestige bjerget. Men det var ikke et lille bjerg det var 8.848m højt! det var spooky at bestige det bjerg man gled hele tiden og nogen gange var man ved at falde men heldig vis havde vi seller på. Det begyndte at blive sent vi blev nød til at finde et sted og lave en lejer. Da jeg sad i teltet tænkte jeg på at om jeg nu vil overleve den her tur? Tidligt om morgen skulle vi afsted igen mens vi bestigede Mount Everest hørte jeg nogen mærkelige lyde jeg ved ikke helt hvad det var men det måtte jeg heller glemme fordi vi skulle havde fokus. Af en eller anden grund hørte jeg den der lyd igen den begyndte virkelig at irritere mig men jeg måtte huske at fokuser på bestigninge men så kom der en mærkelig lugt og det mindede lidt om sved. Vi bestigede stadig bjerget og det blev bare hårder og hårder jeg begyndte at føle mig våd og koldt men så var der noget der to min opmærksomhed det var et slags væsen eller et spøgelse men jeg tænkte at jeg måtte se syner. Jeg så det igen men det to så meget min opmærksomhed at jeg trådte forkert og jeg snublede ned i et hul men Bill nåde at gribe fat i mig men det var så glat at han røg med ned i hullet. Det var meget koldere i grotten i forhold til vejret udenfor. Men da jeg var nede i grotten indså jeg at de mærkelige lyde og lugte kom her nede fra grotten. Jeg spurgte Bill om han også havde hørt eller lugtet et eller andet og det havde han også. Jeg sagde at han skulle være helt stille og at han skulle holde sig til mig. Da vi havde gået et godt stykke tid så jeg spøgelset eller hvad nu det med ryggen til og den var behåret og lugtede forfærdeligt og den var høj og sagde nogen mærkelige lyde jeg prøvede at komme tættere på Bill var i baggrunden og hviskede til mig "jeg

Side 47 af 81


syntes ikke du skal gå tættere på" og da jeg vænnede mig om og skulle til at sige noget trådte jeg på en gren og den sagde knæk og så hørte monsteret det og den vænnede sig om og gav et stort brøl og jeg sagde "LØB ALT HVAD DU KAN!" og vi løb alt hvad vi kunne monsteret løb også meget hurtigt efter os men så så jeg et stort hul lige forude og jeg sagde til Bil "vi bliver nød til at hoppe over og vi spurtede alt hvad vi kunne jeg kom over men Bill var der næsten han nåde heldigvis at gribe fat med den ene hånd men han kunne ikke holde så godt så hans hånd gled men i det sidste sekund hoppede jeg som en flyvende abe og nåde at gribe fat i hans arm og jeg sagde "jeg har dig" da Bill skulle til at sige noget kastede monsteret et spyd i ryggen på ham de sidste ord han sagde var "sig til min kone og min to piger at jeg elsker dem" så slap han min hånd og så røg han flere meter ned i det store hul, jeg blev så sur at jeg råbte så højt jeg kunne af monsteret og sagde "JEG SKAL NOK FÅ FAT I DIG". Monsteret kiggede meget seriøst på mig men jeg var ikke bange fordi den ikke ture at hoppe over hullet. jeg gik lidt mere for at finde en vej ud af grotten og der var den jeg blev så glad da jeg så udvejen men så tænkte jeg mig om og sagde til mig selv "jeg vil dræbe det monster om jeg så skal miste livet!". Jeg prøvede at finde en form for et våben en stor isklump måske en skarp genstand men så kom jeg i tanke om at jeg havde en kniv i min rygsæk jeg tog den straks frem og jeg så i tasken om der var noget andet men der var ikke flere ting jeg kunne bruge så jeg smed tasken væk. men et øjeblik så jeg monsteret jeg var fast beslutted på at jeg vil gå der hen og stikke kniven i nakken på den men jeg måtte tænke taktik. Jeg gik lidt mere og jeg begynde virkelig at svede jeg kunne bare mærke sveden løbe ned af nakken på mig jeg fik et kæmpe chok der var en hånd på min skuller og jeg vendte mig om og det var et menneske overraskende nok, han spurgte om jeg ikke vil hjælpe ham med at dræbe monsteret jeg tænkte mig lidt om og så besluttede jeg mig og sagde "Ja" han så virkelig lettet ud da jeg sagde ja. jeg spurgte om hvad han hed og hans navn var Fred Johnson. Jeg undrede mig lidt over hvorfor han havde militær tøj på og hvordan han var havnet her i grotten og jeg spurgte selvfølgelig om det og han svarede "Jeg kommer fra militæret og jeg var sent på en speciel mission der var nemlig en militær mand der var forsvundet og hans sidste position og det var her i Mount Everest. vi to helikopteren til. Skrevet af Robert

Side 48 af 81


CSI: New York. Morderen. Hvad tror du der skete? -Det ved jeg ikke Liz men vi har fundet nogle tegn og spor men vi ved ikke hvordan det skete. -Morderen har haft handsker på, så det bliver noget svære at finde ud af hvem det er. -Har du set det her Jack? Har du set det her i badeværelset? Kom. Jeg har fundet noget, der er blod på håndtaget af toiletet, har du i ikke set det? -Nej hvad! Jeg blev helt bange men også glad for jeg troede at vi kunne fange morderen. Jeg fik kuldegysning, oppe fra ryggen og op til mine øre også ned igennem lårne og ned til tærene. -Hvad er det? Hvad kunne det være? Jeg ville bare se hvad det var så jeg kunne gøre noget... -Det er nogle fingeraftryk! -Kom! Råber Liz til mig. -Jeg kommer nu! Men det har ikke kun været en person. 2min. efter -Må jeg se, super. Vi gik hen til maskinen for at se hvem det kunne være. Liz det har ikke kun været en person. -Det er en der hedder Nicolas Jameson... Har vi ikke haft fat i ham før? -Jo måske. Siger Liz. -Men hvem kan den anden så være? Spørger hun? -Hey Daniel kan du ikke lige se om vi har haft en ved navn Nicolas Jameson? -Jo! Daniel er vores "Finder" Han finder og ser om vi har haft nogen her eller om vi har sendt bøder eller noget. Han er en slags nørd men han ved hvad han laver. -Jo vi har haft ham! -Nogle gange. -Okay må jeg se... -Hvor mange gange? -Tre gange. -Hvad har han haft gjort?

Side 49 af 81


-Altså, første gang havde han fået en bøde på 5432 kr. og 7 års fængsel. -Og anden gang havde han stjålet en bil hvor han også fik 2½ års fængsel. -Og tredje gang Havde han dræbt en lille pige hvor han fik 15 års fængsel. -Det var det, han er da godt nok en være én? -Ja det må man sige. -Kan jeg se ham? -Ja lige 2sek. -Her. -Hvor gammel er han? -43 år gammel. -Hvor kommer han fra? -Han er halv Englænder og halv Iraner. Jeg begyndte at gå rundt i en cirkel og tænke. Jeg ville se om jeg havde haft en samtale med den fyr. -Hvilken farve øjne? -Brune,grønne... -Hvilken farve hår? -Brunt. -Godt. Den fyr er meget bekendt. -Hvor bor han henne? - 942 Polk street,Hollywood, Florida. -Hvad laver han lige nu? -Han arbejder med berømte og skuespilere. -Tak.

24 Timer senere. Dagen efter får vi ringet til politiet og for sagt hvad det er der er sket og hvad vi har fundet og sender det vi har fundet til dem så de også kan finde morderne. Det er vigtigt at de også ved hvad det er sket. For vi er CSI: New York.

En uge senere. Søndag 3/11,2014. Vi efterforsker stadig men vi har lagt en plan som vi alle er enige om at vi gør. I KAN LÆSE DET NU! - Det er CSI: New York 29901 Er du på? - Det er CSI: New York 34055 Ja, Jeg er på. Hvor er i?

Side 50 af 81


- Vi er på vej mod 942 Polk street, Hollywood, Florida, klokken er kl.20:32 og vi er der om 7min. til 15min. Hvor er i? - Vi er på vej fra Nord Central Hollywood og vi er nøjagtig på vej til det samme sted. - Okay vi ses. - Vi ses. Vi skal nok finde dem. Jeg ville så gerne finde ham, men jeg har ingen anelse om hvordan det sker så jeg må være klar på alt...

12 minutter efter.

-

Det er CSI: New York 29901 Er du på? Det er CSI: New York 34055 Ja jeg er på? Er i der snart? Ja jeg er på, vi er der om 2min. er alle klar der ovre? Ja de er alle klar, jeg har lige fået besked af dem, de er parate. Okay jeg er der om 2sek. jeg drger ind i hjørnet nu. Vær klar nu!

Når vi er der for jeg det helt varmt og jeg sveder helt vildt... Jeg ved ikke hvorfor, jeg har prøvet at være på mission før men jeg ved ikke hvad der sker med mig, det er meget usædvanligt for jeg havde aldrig prøvet det før... Jeg kan overhovedet ikke koncentrere mig... Det var mærkeligt, men jeg kunne ikke gøre noget ved det nu vi skulle igang! Vi holder alle der nu og vi for talt sammen om det og vi går igang nu! Jeg har det stadig på det samme måde men jeg ved ikke hvorfor... Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... HÆNDERNE OP!!! OP MED HÆNDERNE SAGDE JEG! NED PÅ GULVET NU! SÆT JER PÅ KNÆ! NED MED DIG! FREM MED HÆNDERNE! NU! VEND DIG OM! HAR DU VÅBEN?! Jeg går tæt på ham og jeg stikker min hånd ind i hans lomme, jeg kunne mærke hans nærvøsitet hans varme hans øjne var helt røde og han kiggede på mig som om han skjulte noget... Jeg tar min hånd langsomere og langsomere ned og jeg kan mærke noget iskoldt inde i hans lomme. Det er et slags aflangt våben i hans lomme.. Jeg har fundet noget! Råber jeg til de andre.

Side 51 af 81


Vi kommer nu! Tjæk hans lommer imens, jeg kommer nu... Det der sker nu havde ingen ad os set komme.... Pludselig tar han hænderne op ad lommen med den pistol, han skyder min ven Simon han falder om og jeg råber. SIMOOOOOOON!!! NEJ! Jeg bliver så sur jeg spurter efter ham og kaster mig over ham... jeg kunne lugte mit sved jeg var helt våd af sved jeg var forpustet... Men jeg fik ham det var hårdt men jeg fik ham til sidt og jeg var stolt! Skrevet af Saghar

Side 52 af 81


Katniss Rosenstein

Katniss Rosenstein var træt - træt som om hun var 100 år. Træt af at være på flugt, træt fordi hun ikke havde sovet en hel nat i uendelige tider, træt af at være ked af det og træt af at være bange. Bange det var hun og det havde hun også god grund til at være. Hun havde oplevet så mange af hendes nære, som var døde på grund af deres religion og den pokkers krig. Hun var nemlig jøde og boede i Tyskland i 1939. At hun der ud over var 11 år, gjorde ikke sagen nemmere. Katniss vidste hun ikke kunne blive ved med at leve på denne måde, noget måtte der gøres. Efter mange lange timer, havde hun fået en idè. Hun tog sine vigtigste ejendele; billeder af hendes familie, personlige papirer, en medaljon hun havde fået af sin mor, varmt tøj, et tæppe, og noget mad. Alt var klart, nu ventede hun bare til daggry. Så hun kunne komme afsted. Hun havde som sædvanlig ikke fået sovet særlig meget. Men hun var klar og vågen. Hun listede ud af døren, og løb afsted ned til fjorden. Hun vidste at hun aldrig nogensinde ville glemme: den forfærdelige tåge, smerten i benene, og selvfølgelig angsten. Puha, robåden var der stadig. Den havde tilhørt hendes morfar dengang han levede. Hun hoppede ned i robåden, smed sine ting i, og begyndte at ro. Efter mange lange timer, begyndte det at syre i hendes arme, havet fik store hvide tænder og tågen blev kraftigere. Hun vidste ikke hvor hun var, men hun kunne kun høre havet, så hun måtte være et stykke væk. Hun var lige ved at opgive. Men hun måtte bare fortsætte og komme væk. Men til sidst måtte hun dog holde en pause. Hun besluttede sig for at tage noget mad. Hun tog en tør skive franskbrød, hun kunne lugte og smage den mugne smag.

Side 53 af 81


Men i den her situation smagte det fantastisk. Hun fik fornyede kræfter, i håb om at hun nærmede sig friheden. Katniss overvejede kraftigt om hun skulle slutte sig til hendes familie, om hun bare skulle dø, og være oppe i himlen med hendes mor og far. Om hun skulle opgive alt. Men på en eller anden måde fandt hun kræfter, kræfterne til at leve. Måske var det solens stråler der begyndte at bage, billeder af hendes familie, tanken om at hendes mor ville være så stolt af hende. Katniss kunne mærke at hun blev meget træt. Hun håbede på det bedste, og lagde sig til at sove. Hun vågnede. Pludselig gik det op for hende hvor hun var. I en robåd, og forhåbentlig på vej til Danmark. Til hendes store forbavselse, kunne hun se land. Hun blev så glad, indtil videre gik det hele efter planen. Hun fik kræfter til at ro det sidste stykke, hvorefter hun kastede ankeret, tog sin rygsække, og gik ind på land. Der var så rart, en masse kornmarker, dejligt vejr, pippende fugle, og fyldt med blomster. Pludselig kunne hun se et hus langt borte. Huset så ud til at være rimelig stort, det havde stråtag, og der gik to heste og græssede ude foran. Selvom huset så hyggeligt ud, var Katniss alligevel bange. Tænk nu hvis der boede nogen mennesker der ville sende hende på børnehjem. Tænk nu hvis huset tilhørte nazister. Altså folk der ville sende hende i koncentrationslejr. Katniss spekulerede længe. Hun besluttede sig for at gå hen til huset. Selv om gåturen var lang nød hun den. For første gang i lang tid, følte hun at hun kunne slappe af. Da hun var kommet tæt på huset, stoppede hun op, og begyndte at tænke igen. Det så ud som om der ikke var nogen hjemme. Hun gik over mod laden i håb om måske at finde et sted, hvor hun kunne gemme sig. Hun så, at der var en trappe op til høloftet. Hun var nød til at tage chancen og prøve på at gå derop. Hun gik op ad nogen stejle trapper, og kom op til høloftet. Her følte hun sig tryg. Hun kunne se der ikke havde været nogen der oppe i noget tid, for der var en masse spindelvæv, edderkopper, der var sikkert også mus. Men det var hun fuldstændig ligeglad med, hun havde et sted hvor hun kunne sove. Hun lagde sig godt tilrette i noget hø, og besluttede sig for at tage sit sidste mad. Selvom æblet smagte melet, var stødt og rynket, smagte det aligevel helt vidunderligt. Hun syntes selv hun havde fået gjort sit nye "hjem" ret hyggeligt. Hun havde bredt sit tæppe ud til at sove på. Billederne af sin familie havde hun placeret i et søm der stak ud af væggen. Hun lå fantastisk, og øjnene sank i. Lyden af nogen stemmer vækkede hende. Hun turde ikke åbne øjnene. -Tror du hun er død? -Jeg ved det ikke, svarede en anden stemme. Mere forstod hun ikke. Hun kunne heldigvis høre at det var børnestemmer. Så hun turde godt åbne øjnene.

Side 54 af 81


Hun kiggede lige op i to par blå øjne, det var to lyshårede piger, med de sødeste blomsterkjoler. Hun vidste at de helt sikkert var mindre end hende. I et øjeblik følte hun et snert af tryghed. Hun var lettet over at det var to små piger, de kunne da ikke indeholde noget ondt. De klappedede og aede hende. Det virkede som om der ikke var så mange legekammerater siden de var så glade for mig, tænkte Katniss. Pludselig forsvandt den ene, og så forsvandt den anden også. Katniss blev pludselig meget bange igen. Var hendes eventyr allerede slut? Ville de hente en voksen og sende hende væk? Ville hun komme i koncentrationslejr. En masse tanker fløj igennem hendes hovede. Det måtte bare ikke ske. Efter noget tid hørte hun at pigerne kom tilbage. Med sig havde de en flaske mælk og noget brød. Århh det smagte godt, og udfyldte lidt af det store hul i hendes mave. Duften af det nybagte brød, mindede hende om hendes barndomshjem, og specielt hendes mor. Mælkeflasken blev tømt i løbet af ingen tid. Igen løb pigerne ned. Denne gang kom de op med kålsuppe og hjemmebrygget te. Katniss følte sig som en prinsesse. Da Katniss havde spist den sidste mundfuld, blev hun igen opmærksom på pigernes øjne som fulgte hende intents. Hun smilede til pigerne og sagde: "Vielen danke." De to piger havde tit hørt deres forældre tale tysk, så de kunne godt forstå lidt. De svarede: " selv danke" med lidt accent. - "Der er mad"... Råbte en stemme nede fra køkkenet. De to piger løb derned. Katniss blev i tvivl om hvad der ville ske. Hun blev også lidt ked af det, hun ville altid kunne huske de dejlige aftner hun havde haft med sin familie, før krigen startede. Det begynde at blive mørkt. Igen kom den der ubehagelige følelse, svedige håndflader og hjertebanken. Pludselig kom én af pigerne op igen. Denne gang havde hun et tæppe, og en petroleumslampe med. - "Du skal ikke være ängstlich" . Vi ses, morgen. Pigen gav Katniss et kram og gik. Katniss pakkede sig ind i sit tæppe, og fandt sin medaljon frem. Hun sad og tænkte på sin mor, hun mindes den sidste aften de havde haft sammen. Hun slukkede sin lampe, og gik igang med at bede. Siden krigen startede, var aftenbøn blevet en vigtig del af hendes liv. Kære Gud , jeg håber min familie har det godt oppe i himlen, tak fordi jeg har overlevet indtil nu........ Hun lagde sig til at sove. Næste morgen vågnede hun. Ved siden af hende stod der en portion havregrød. Mmhmm lige hvad hun havde brug for! Hun spiste det med velbehag. Selvom man skulle tro alt var godt, hun havde fået mad, hun havde tag over hovedet, og hun havde sovet, var der alligevel noget der lurede. Pludselig kunne hun høre noget, hun kunne høre at det var en mandestemme. Igen, var den ubehagelige følelse i maven. Pludselig skulle Katniss nyse.

Side 55 af 81


Atjuh... Pokkers. Manden der var dernede blev stille. Åhh nej havde han nu hørt hende. Hun pakkede sig ind i tæppet og gjorde sig så usynlig som mulig. Katniss kunne høre fodtrin tættere og tættere på hende. Katniss havde aldrig før været så bange i hele hendes liv. Hun kunne mærke hvordan sveden dryppede ned af hende, hvordan hendes hjerte hamrede som ALDRIG før. Katniss kiggede ned. Hun så to kæmpe store fødder med træsko på, og mørke bukser. Han kom tættere på. Pludselig var fødderne lige foran der, hvor hun gemte sig. Hun følte der var nogen der stirrede på hende. Hun tog chancen og kiggede op. Katniss kiggede lige op i et par mandeøjne. Efter hendes forældre døde, var hun mange for alle voksne, fordi hun havde oplevet hvor onde de kunne være. Men ham her så nu rar ud. Han havde nogen kærlige og store øjne. Manden virkede ikke vred, men nærmere forvirret, forbavset og overrasket. Manden tog Katniss med ned i køkkenet, og hun fornemmende at han tænkte. Køkkenet var nu ellers hyggeligt. Det var ikke så stort, men det var rigtig landligt. Der var en masse forskelligt keramik, vaser, kaffekander, en tallerkenrække mm. Der var en masse vilde blomster i vaser - kornblomster og den slags. Der var selvfølgelig også en slagbænk. Der duftede af nybagt brød, ligesom hjemme hos hendes bedstemor. Katniss blev utrolig glad og lettet, da hun så de to piger træde ind af døren. De løb hen og omfavnede hende, hun fornemmede at de var triste, måske fordi hun var blevet opdaget. Faren lignede et spørgsmålstegn. Han kiggede på pigerne, så kiggede han på Katniss. Han talte højt og voldsomt. Meget af det forstod hun ikke, kun et par enkelte ord. -Det er livfarligt, at beholde hende..... Den ene af pigerne begyndte at græde. Der var fuldstændig kaos inde i Katniss´ hovede. Katniss kunne mærke at hun fik det skidt; kvalme, varmt, flimren for øjnene, og til sidst blev det sort. Hun besvimede simpelthen. Besvimede på grund af: Udmattelse, angst, manglende søvn, og mad. Hun mærkede berøring af hænder i sit ansigt, og slog øjnene op. Fire par øjne stirrede på hende. De smilede. Det var gode tegn. Ja så hvis du nogensinde kommer til Sønderjylland, fordi familien Andersens gård, vil du måske være så heldig at møde Katniss Rosenstein, som kan fortælle dig en fantastisk historie, om hendes spændende liv. Skrevet af Simone

Side 56 af 81


Egyptens øje kapitel 1 Det hele begyndte med at jeg skulle på tur, med min far og min ven Saladin. Men det var ikke en helt almindelig tur. Vi skulle ud til pyramiderne, solen bagede på os. Pludselig kom pyramiderne til syne, foran pyramiderne stod en kæmpe flok turister. De masede og puffede til os så vi ikke kunne komme ind. Næste dag kom vi meget tidligt, den ild røde solnedgang spredte sig over det øde landskab. Så gik vi ind i pyramiderne det, lugtede af kloak og der var spindelvæv over det hele. Det begyndte at blive mørkere og mørkere, pludselig var det kulsort vi kunne ikke se en noget som helst. Vi tændte nogen fakler og gik videre. Pludselig blev Saladin og jeg væk fra de andre, vi hørte noget torden, og tænkte begge at det da aldrig regner i ørknen? Pludselig hørte vi noget larm, vi skyndte os ind i et lille rum og så hvordan en sten nær havde ramt os. Men det blev værre endnu. jeg kunne mærke at jeg blev lavere og lavere, og jeg kikkede ned, og så at vi stod i kviksand. "Hurtigt grib fat i lianen, prøv at svinge dig over på den der side". Vi var der næsten, lianen var lige ved at knække, men vi nåede over og skyndte os videre. Mit tøj var helt mudderet til, og jeg kunne mærke mudderet størkne, af ren rastløshed sparkede jeg til sandet. Der fløj en lille ting, igennem luften. Den landte et stykke væk fra os, jeg løb hen til den lille skindene ting. Det var en lille amulet med guld og i midten lå en ildrød Rubin, bag på stod der "Egyptens øje" med en helt utydelig skrift. Jeg tøvede lidt med at tag den, men til sidst tog jeg amuletten rundt om halsen og gik videre. Vi kom ind i et lavt rum i midten af rummet stod en stor glasmontre, og inden i montren lå der en rådden mumie.

Mumien vender tilbage kapitel 2 Den havde kun et par fortænder tilbage i munden. Dens bandage var mindst 5000 år gammel, og føj hvor det lugtede, jeg ville meget hellere være på en burgerbar end i den her mumieudstilling. Jeg fik det virkelig dårligt af at være der inde, da jeg var på vej ud af udstillingen så jeg en mand. Han havde et par grønne shorts, en rød t-shirt, og plastic sandaler. Han havde et glimt øjet, som jeg ikke brød mig særlig meget om. Han så også meget meget mistænksom ud. Jeg tabte amuletten, og i det samme løb manden hurtigt over og snuppede amuletten og så var han væk. Jeg nåede næsten ikke at opdage noget. Jeg nåede kun at se hvordan han så ud.

Side 57 af 81


Næste morgen meldte jeg ham til politiet. Sammen med politiet gennemsøgte vi udstillingen. Jeg så en lille skikkelse jeg løb hurtigt over mod skikkelsen og råbte på politiet. Jeg kunne mærke sveden drybe ned af mig. Manden løb lige ind i to store politimænd, nogle dage efter var manden i fængsel og jeg var tilbage på gerningsstedet. Der var en lille solstråle der ramte amuletten den begyndte at lyse ildrødt. Jeg løb hurtigt over til mumieudstillingen. Da jeg kom ind i udstillingen stod den rådne mumie foran mig. Jeg gemte mig hurtigt om bag jeg var fuldstændig rædsels slagen. Jeg tænkte over hvad der ville ske hvis jeg ikke stoppede den mumie. Jeg tog mod til mig og gik ud fra mit skjuldested. Jeg gjorde alt for at stoppe den mumie og til sidst kastede jeg amuletten ind i væggen og den blev smadrede i tusind stykker. Ligesom jeg troede at det var ude med mig, forsvandt mumien ud i den blå luft. Jeg løb ud af pyramiden og udenfor stod min far og Saladin. Jeg var så glad for at se dem begge to så jeg omfavnede dem. Vi tog hjem og hyggede til dagen var slut. Skrevet af Allan

Side 58 af 81


Fanget

Side 59 af 81


Malene styrtede op ad trappen og ind på sit værelse og smed sin skoletaske.................. sådan plejede det altid at være. Malene var træt-træt af sit liv. Hun var træt af sine forældre, træt af skolen, træt af ALT simpelthen ALT. Hun var sur på sine forældre fordi hun ikke måtte komme med til den fest hun så godt kunne tænke sig, alle måtte hvorfor måtte jeg ikke? Jeg ville så gerne med fordi at skolens sejeste fyr skulle spille til den fest og han er forsanger. Han ville trække en tilfældig almindelig pige med op på scenen. Hun ringede til hendes bedste veninder Camilla, Amalie og Mathilde. Jeg skyndte mig at rige til Camilla det lød "bib, bib, bib," Camilla tog telefonen "Hej det er Camilla" "Hej Camilla det er Malene" "Hej Malene" "Kan du huske den der fest vi skulle med til eller du skal med til" "Hvad mener du med mig?" ,, Jeg må ikke komme med" ,,HVAD ma du ikke komme med!" ,, Nej jeg må ikke komme med" ,, Nå men vi finder en anden koncert du kan komme med til" ,,Ja så ses vi" ,,Ja ses". så lagde jeg på nu mangler jeg bare to samtaler mere. Da hun havde snakket med Amalie og Mathilde gik hun igen ned for at plage sin mor. "Nej Malene forstå det nu du må ikke komme med til den koncert" sagde Malenes mor "hvorfor ikke jeg vil så gerne og alle de andre fra klassen skal med kom nuu bebee" "Nej Malene". Malene styrtede igen op af trappen og smækkede døren ind til sit værelse "BOM" lød det oppe fra Malenes værelse. "Malene kan du så holde op med at smække med døren?!" lød det nede fra stuen af. "IIHH hvor er hun irrigerterende" jeg tænkte mig om jeg ringede til Amalie "hej Amalie er du klar til i aften?!" jeg gjorde mig klar, og nynede en sang med Nik og Jay "forlader mit hjem med mit ynglings gear på...." min mor sad nede i stuen og så en af de der komedier med Andreas bo. jeg listede mig ud af døren og lukkede døren lige så stille. Amalie, Mathilde og Camilla holdte lige uden foran mit hus, eller næsten lige et par huse henne sådan at min mor ikke skulle opdage mig. vi kørte af sted og hen til festen. Da vi kom hen til festen var alt sat frem. der hjemme var Andreas bo og outsiderne færdig, min mor gik op til mit værelse, kikkede ind og fandt mit værelse helt tomt hun blev helt fortvivlet og ringede til mig først jeg tog ikke telefonen fordi jeg så det var min mor. Hun ringede til Camilla og Mathilde bagefter. Mathilde tog den,

Side 60 af 81


"HALO!!!!" "Hej Mathilde hvor er du og hvor er Malene?!" "Hun er taget til fest henne på skolen!" "OK må jeg lige snakke med hende?!" "Jeg ved faktisk ikke hvor hun er!? Jeg kan lige prøve og lede efter hende!" "Meget gerne og hvis du finder hende så sig til hende at hun skal gå direkte hjem!" "OK det skal jeg nok sige!" Mathilde lagde på, ledte efter Camilla og Amalie. De troede at jeg var sammen med Mathilde. Ingen viste hvor jeg var! Ikke engang mig selv. Jeg var blevet bortført af en mand der troede mig med at dræbe min mor. Det ville jeg ikke havde så jeg gik med jeg fik bind for munden og for øjnene og gik med så jeg ikke kunne fortælle til andre hvor de holdte til. Da bindende blev taget af så jeg det hul jeg var havnet i. "WOW det her sted trænger til en kærlig hånd eller to. Her stank af svovl og der lå støv over det hele. Hvis min næse selv kunne bestemme var den løbet væk. Væggenes tappet var revet af.

Jeg fandt ud af hvorfor der lugtede så grimt der lå tusinde små døde rotter på gulvet! Jeg skaj for fulde herg. "AD!"

Side 61 af 81


Det var simpelthen så klamt.......Det viste sig at rotterne ikke var døde! "AARRGG!" skreg jeg! Her var simpelthen så klamt men jeg sagde ikke mere. De gik og snakkede om det jeg havde sagt for et kort øjeblik siden det der med en kærlig hånd, de kikkede over på mig en gang i melem og snakkede videre bagefter. Sjovt nok sagde de ikke noget til det med ad og klamt og alt det der. Min telefon ringede og jeg kunne ikke få fat i den! SHIT tænkte jeg. De mænd der var der hørte den og råbte at jeg skulle slukke den men jeg kunne jo ikke få fat på den! Den stoppede heldigvis og det pressede mig til at sige hvor jeg boede men jeg sagde det ikke fordi jeg viste godt hvad de ville gøre de ville slå min mor ihjel! Min telefon ringede igen, det var min mor! jeg fik bundet mig op men ladte som om jeg stadig var bundet. Kl. var 23:00 de to der havde fanget mig, gik i seng og jeg gik ud af døren. Jeg løb og løb men kunne ikke finde hjem jeg ringede til min mor hun var helt fortvivlet og jeg snakkede med hende og vi fandt sammen ud af hvor jeg skulle gå hen min mor ville møde mig et sted jeg fandt hende og jeg gav hende et kæmpe kram og så kørte vi hjem og så så vi Andreas bo og outsiderne. Lavet af Sofie V

Side 62 af 81


Spion Hej mit navn er Mathias.Jeg er 20 år og spion det er et meget fedt job. Nå der er lige en ting mere i skal vide om mig jeg er meget for elsket i en mega sød pige hun heder Maja men hun har en kæreste og det er der ikke noget at gøre ved. Dingelingeling så nu ringer telefonen i må ha mig undskyld det er sikkert min mager John der ringer. -Hej det er Mathias hvem taler jeg med. -Hej Mathias det er din mager john. -Hej John det er godt du ringer for jeg keder mig her hjemme der lugter og der ser ud som om jeg bor i en skraldespand. -Mathias vi har en ny opgave til dig hvor du skal arbejde sammen med mig og vi skal ud og udspionere the black diamont som er en rocker bande men det bliver farligt meget farligt så du må hellere gå i seng nu så du er frisk til i morgen. - Hey du er ikke min mor jeg går i seng når jeg har lyst. -Hov hov hov er det allerede i morgen John. Ja ja du er spion ta dig dog lige lidt sammen her. -John John John slap af jeg kan jo ikke være klar til i morgen jeg skal jo lige det og det og det også skal jeg forresten også lige det men okay jeg gør mig klar til imorgen vi ses. NÆSTE DAG -Årrr jeg er så træt og jeg fryser det er mørk årrr nå jeg må hellere spise og så skal jeg af sted ud i det kode vær. Jeg kørte og jeg kørte men det var som om jeg ikke kom nogle vejene. Nå enlig var jeg der. Der stod john og så meget sur ud og han var blevet skaldet det havde jeg ikke regnet med. Han stod og viftede med hånden som om jeg skulle skynde mig. Nå jeg tror jeg har samlet nok mod. nu går jeg der ud til ham det var mega koldt og jeg var træt men det første jeg sagde til ham. -Du er godt nok blevet skaldet. -Tak du kommer to minutter for sent. -Okay det sker ikke igen skal vi komme igang Mathias. -Ja ja og jeg har selvfølgelig også mit udstyr med som du sagde.

Side 63 af 81


- Godt Mathias så tag det dog på menneske. -Er du snart færdig med at tage udstyr på kl er mange vi skal i gang vi får skel ud vis ikke vi kommer igang. -ja ja jeg er færdig lad os røgge ind kom John. Wooo der lugter af svindel meget svindel. Hey John se der der er et lys lad os gå der hen til det. Vi gik der hen og vi kunne se hele basen oppe fra det var helt mørkt man kunne næsten ikke se noget. På alle borene lå der kort over nogle andre roger bander og der var våben over det hele. Det var så uhyggeligt men sjovt pludselig kikkede en af de store fyre op. Heeey hvad fanden laver i her så kikkede alle op og begyndte at løbe det gjorde vi også det var bare ud vi løb og løb og endliiiig var vi ude vi satte os ind i billen og kørte med fuld fart med dem lige i ryggen på os. Men det var en mega langsom bil og jeg sagde til John de indhenter os ja ja forsajtan jeg køre så hurtigt jeg kan så er det da en helt vildt langsom bil ja det er det men jeg har ikke løst til vigtigheder lige nu okay okay men kør nu bil i stedet for at kikke efter eder fugle. Ahhhhhrrrrrr bang hvad fanden laver du ja jeg tro lige jeg er kørt ind i et træ ok men lad os løber nuuuuuuu. Kom vi løber ind i den der skov får så kommer vi ud til vores base på den anden side det var mega hårdt men det var for livet så jeg løb og løb og der lugtet af jaaa det ved jeg faktisk ikke. endelig var vi ved basen og vi gik ind og fandt forstærkninger og sagde bare gå i krig vi kommer ok sagde de men det passede over hovet ikke så vi to en anden bil fra basen og kørte ud i det blå jeg ville bare køre vider men jon ville til lufthavnen og så flyve til usa. Men han var chef så vi fløj til usa det var dyret men vis vi var blevet ville vi blevet slået ihjel. Turen var lang men vi var jo også lige blevet jaget af en rocker bande så jeg kan godt forstå det hey Jon jeg ligger mig til at sove jeg faldt i søvn hurtigere end man kan nå og tælde til ti jeg drømte at vi blev fanget af the black diamont. hallo hallo Mathias er du der vi er der nu og du har sovet i ti timer. vi kom ud af flyet og usa var varm og lugtede at lækre is. Kom nu Mathias vi skal finde et hotel og bo på og efter det skal vi ha et job ok john vi går lige over og køber en bil man kan ikke bare købe en bil Mathias jo jo der var jo en grund til jeg to den her kofert med Mathias hvad er der i koferten jo der somen bare to millioner hvor sejt Mathias kom vi går hen til en bank og veksler pengene til amerikansk også køber vi en bil og et hus sådan skal det lyde John. Vi var ude og kigge på mange huse den dag og endelig fandt vi et hus det var hvidt med sort tag og to etager pol og alt muligt andet og jeg skal også lige huske og for tæle hvordan billen ser ud den er rød og tilfældigvis en Ferrari den er bare fed men i må ha mig undskyld vi skal til job samtale. Jeg vil gerne være kok og john vil være skuespiller det ville jeg også men han sagde helle for og man skal respektere et helle men det er bare for irriterende men det skal man det siger john ihvertfald kom john vi køre nu og jeg køre ok Mathias men så skal du jo bare køre hen med mig først ja ja for jeg kan gi den gas ba efter det er bare i orden. Vi ses john hel og lykke mange tak Mathias også hel og lykke til dig tak.

Side 64 af 81


Jeg ved ikke helt hvordan Johns job samtale gik men jeg kan fortælle jer hvordan min samtale gik. Den gik fint jeg fik ikke jobet men jeg fik et job to dag efter og det var et job hvor jeg var bodyguard for Barak Obama det var fedt men jeg var lidt bange for at komme i fjernsynet for det kunne være at the black diamond kom efter mig og jon igen. Og det var ligge det der skete en af de store drenge fra the black diamont kom og kidnappede mig mit om natten han tog mig ned i en stor stof pose det blev ligge pluselig heldt mørkt jeg tror ikke jeg var helt våvgen for jeg lagde ikke helt marke til det men da jeg vånede var jeg i en kold mørk hulle med store fyre over det helle de stod bare og kikede på mig den en af dem havede normalt tøj på jeg var så bange så sagde ham med normalt tør pluselig at vis ikke du gør hvad jeg sigger så dør din ven john og vis ikke du tror på mig så se her. Jooohn nej ikke john han er jo min mager ja det ved jeg du er et stort svin jaaa. Ok hvad er det første jeg skal gøre du skal gå ind i en diamant butik for at tage et fedt diamont ur til mig du må selv besteme hvordan du gør.

Næste dag løb jeg ind i en diamont butik med en sort hete af stof på hovedet den krasede lidt men jeg blev nød til det elers ja det ved du jo jeg smarede bare glased og to uret og så var det bare ud jeg løb hen til roker banten og ga uret og han sagde at det var et fedt ur men nu. Ikke alt for meget snatk det næste du skal gøre er at du skal gøre er at du skal stjele en af barakaobarmas ting det er lige meget hvad. vis du siger noget til ham så for du porblemer ok jeg bilver desvere nød til at gøre det i morgen for det skal vere udtingt lidt bedere end det i dag så vis jeg må for dig så går jeg i seng nu ok du er hldig jeg er så sød ved dig. Må jeg spøre John om han vil med i seng ja det kan du godt og det ville han selvfølgelig men vi lod kun som om. så om naten plandlag vi vores flågt. Det var svert men det blev vi nød til.

God morgen Mathias nej nej jeg vil ikke mor ikke nu Maathiasss så det op ligge nu ja ja jeg er oppe er du klar ja ja selvfølglig men hvor skal vi ta hen når vi er fri vi tar til australigen og laver hvores navne om ok mager. hey roker hvordan kommer vi der hen det ved jeg din lile mide ov mig gardt du har da sovet dårligt i nat eller hvad ja det kan man godt sige men i går hjem til jer og så tar i jeres bil okay jaa okayyy ja det er bare i orden din seje mand. så John nu er vi ved barakaobarmas hus. Er det der et hus det er nok nermere et slot lad os rågge ind. det var fedt at være i barakaobamas hus igen for det var lidt tid siden jeg har været der men dene gang var jeg der ikke for at beskyte barakobarma dene gan var jeg der for at bruge hans mænd. Mig og john gik direkte ind til ham og sage til ham.

Side 65 af 81


-obarma der er noget mig og john skal for tæle dig det hanler om en roker bande den heder the black diamont. - okay fortæl videre jeg fortalte videre og jeg sagde -at the black diamont har kidnapet mig og John og har troet os til at gøre nogle meget forfærtelige ting. -som hvad sagde han så. og jeg svared at stjæle fra en diamant butik og vi er rigtigt her for at stjæle noget fra dig men vi har en plan og vi kan vinde over the black diamont vis du er med på den. -jeg skal høre jeres plan først -ok det er bare i orden.

alså først havede vi tænt os at spøre dig om du var med på den og det har vi gjort også hvade vi tænt at vi ville fortæle dig hvor rokerne bor hene og så ville vi bruge alle dine mænd imod rokerne og dræpe dem og så ville mig og john ta til australien. -ja det er en god plan tror i at vi kan vinde over dem. -det er vores eneste håb så vil du ikke nok hjælpe os vi ber dig vi bliver slået i jæl vis vi ikke gør det så please. -jo jo jeg vil da godt hjælpe jer. -oooor tusen tak obarma.

hey mester gør alle mine bodygards klar til kamp okay det skal ske obarma -er det der din helt egen tjener obarma -ja hvorfor -det ved jeg ikke. -Mathias og john mig og mine mænd er klar vi råger nu -der lyder godt skal vi gå med ja det må i gerne bare tag et givaer der og det grore vi selvfølig også sate vi os ind i den samme bil som obarma og vi var klar til kamp. obarmas bil kørte førs og så med ca. 20 andre biller bag ved os med ca. 5 mand i vær det må ha været et sjåv og se ude fra pluselig var basen lige forand os alle mand begøndte at stige ud af bilen og løbe i angrab det grore jeg ikke lige med det samme for jeg viste at det galdt liv eller død men jeg gik der ud og det grore john også vi to vores giver og gik i dekning ba billen og begynte at skyde. der døede mange bodigards og rokere den dag men det var os der vandt men det var stadig væk den dorliste dag i mint liv fordi jeg mistede john den dag der kombare lige pluselig en dum gram mand bag fra og skød john lige i rågen og det sprøjtede med blod og så faldt john om jeg skød ham hurtigt og omfarnede john ååårr hvorfor hvorfor john john john ikke john det er bare det værste det kan ske .

Side 66 af 81


ET PAR UGER EFTER jeg hvede bare lagt i min seng i et par uger og kun tændt på john for jeg kunne ikke tænke på andet jeg var også med til han begravelse jeg grad hele tiden det var så søvligt men mig og johns drøm var at komme til australien så jeg pakede og sate hvores hus og hvores bil til salg og fløj til australien og lavet mit navn om til Rasmus og fik et job som skuespiller.

Skrevet af Rasmus

Side 67 af 81


Drømmenes Herre

Kapitel: 1 Et makkerpar Det var en mørk aften, der var død i luften. Jack var i et forfaldet hus, han var bange, han kunne høre skrig og stemmer. Han begyndte at gå mod det sted hvor skrigene lød højest. Da han kom ind i det store cirkulære rum, så han dem, det var forfærdeligt, døde mennesker alle vegne. Så så han ham, det var selveste ham, grunden til alle Jacks mareridt! Pludselig så han Jack og skød en stråle af skygge på ham… ”Neeeeej!” skriger jeg, jeg sveder, jeg ligger i min seng. "Pyh det var bare et mareridt.” Mit navn er Jack, Jack Matter. Jeg er Tretten år gammel og bor hos min morfar og mormor... mine forældre gik bort da jeg var et år gammel, de forsvandt sporløst. Jeg går i 5.c på Hunderupskolen, ja jeg skulle gå en klasse om, ikke alle er perfekte. Jeg er heller ikke den mest populære, fordi jeg tror på magi. Så mit liv er lidt kedeligt, bortset fra en ting, Julie, pigen i mit liv, hun er høj og flot, og har det smukkeste gyldne hår. Nogen gange er det det eneste der holder mig vågen i timerne. Efter skolen tager jeg direkte hjem, for som sagt er jeg

Side 68 af 81


ikke toppen af poppen. I weekenden tager mig og min morfar og mormor tit ud på telttur i en af Danmarks skove. Men denne weekend var det anderledes, denne weekend fandt jeg nemlig noget underligt, jeg så en drage! Eller det troede jeg, men så var det bare en kronhjort, ellers var alt som det skulle være, min morfar og mormor sad og sov i deres klapstole, mens jeg vandrede rundt og udforskede stedet. Næste onsdag kom der en ny dreng ind i klassen, han var lav og med rødt hår, og lidt af en outsider... Sagde drengen uden venner. Hans navn var Kasper - lidt af et fjammerhoved hvis du spørger mig. Men han havde en hjerne af guld, alligevel blev han ikke ret populær. Da skolen var slut så jeg Kasper sidde og græde under et træ. Det er der jeg tager en beslutning der skulle ændre resten af mit liv, jeg går hen til Kasper og spørger om han vil med ud på telttur. "Det vil jeg gerne,” siger han. Han fortæller lidt om sig selv og at hans forældre var forsvundet da han var et nyfødt spædbarn... meget mystisk. Men den weekend var der storm så turen blev aflyst. Næste weekend tog vi af sted til skoven. Og jeg viste ham det sted jeg så kronhjorten men den var der ikke mere, der var kun en stor sort sten... der bevægede sig... pludselig brølede den... af smerte, DET VAR EN DRAGE! Den var sort og stor, den havde majestætiske vinger der var på størrelse med biler, og en... en kæmpe rift midt på kroppen. Så siger Kasper: "Jeg ved lige hvad vi skal gøre... tårer fra en der holder af en, det er det eneste der kan helbrede et sår så stort!” "Jeg elsker drager,” fløj det ud af mig... ”Slå mig lige!” BUMB... "Av men jeg græder ikke,” "Jeg har en nål,” siger Kasper. "God ide stik mig lige med den i maven men ikke for dybt,” siger jeg. "Av... Det virker,” snøfter jeg men smerte overtager snart glæden, blodet flyder stille og roligt ud, så begynder tårerne og pible ud, de drypper hurtigt ned på dragens sår, der langsomt falmer. Pludselig udbryder Kasper: "Såret forsvinder se nu er der kun et ar...” Så slikker dragen mig på maven, OG SÅRET FORSVINDER. "Drager er jo også magiske væsner,” siger Kasper. Dragen sætter sig på hug foran os og logrer med halen. "Skal vi beholde den?” spørger jeg. "Selvfølgelig skal vi beholde den, det er en drage!” svarer Kasper. Og det fører så til at vi passer dragen, vi fodrer den og træner den, indtil den dag hvor den LETTER FRA JORDEN! Den flyver op i luften og suser frem og tilbage og rundt og rundt, indtil den kommer ned på jorden lige foran os. Kasper kigger på mig jeg kigger på ham, "tænker vi det samme?” udbryder vi i kor. "Vi skal lave en saddel så vi kan fly...” BRØØØØL og dragen spyer ild ud og flamberer en bunke blade og kikker derefter på os! "LØB!” råber jeg, og vi løber langt ud i skoven men dragen følger efter os, og pludselig fanger den os! Den vælter os ned på jorden og... og slikker os? Så farer vi skræmt op, men den sidder bare og kigger på os. "På plads!” siger jeg. Og dragen går hen til det sted vi fandt den, og sætter sig tålmodigt og venter. ”Drenge vi skal til at af sted det trækker op til en storm,” siger min mormor. "Bliv der!” råber jeg til dragen og går derefter tilbage til lejren med Kasper. Den næste dag i skolen er der noget mystisk, 5 elever mangler... 5 ud af 22 elever. "Hvis jeg har set mystik, så er det her et perfekt eksempel,” siger jeg til Kasper, der svarer: "Nej de har sikkert bare smittet hinanden med influenza,” Onsdag er der 6 elever til der mangler, og om fredagen er der hele 9 TIL DER MANGLER! "Okay nu er det ret mystisk, ved du hvad jeg har faktisk set nogle af de der sedler hvor der står om dyr eller mennesker der er forsvundne!” siger Kasper, jeg svarer: "Jeg ved det men imens at du har vrøvlet om den der influenza, har jeg lavet en saddel ti...” Så siger læreren til os at vi skal rykkes til 5.b på grund af mangel på elever. Efter skole tager vi hjem til mig og henter sadlen, derefter tager vi ud til skoven for at prøve den af, men dragen er væk... Vi leder overalt men vi kan ikke finde den, så kommer vi til et vandfald, og bag vandfaldet kan vi høre en snerren, vi går tættere på... Pludselig kommer der en båd sejlene ud af vandfaldet... men de er slet ikke våde? Og i den båd står, ham der var grunden til alle mine mareridt, jeg var begyndt at kalde ham for Drømmenes Herre! Mig og Kasper vi kunne høre hvad de snakkede om. "Når vi har tappet dragen for blod så kan vi lave en hulens masse mareridtsubstands herre,” siger en mand med en meget dyb stemme. "Så svarer en mand med en knap så dyb stemme: "Godt,” det var Drømmenes Herre. Så sniger mig og Kasper os ind igennem en lille åbning i kanten af vandfaldet, da vi kommer ind er der en kæmpe grotte! Inde i grotten fandt vi dragen, men den sad og blev tappet for blod! "Dragen, vi må befrie den!” råber jeg. "Ja men hvordan?” svarer Kasper. Efter lidt tid udbryder

Side 69 af 81


jeg” "DER!” imens jeg peger på et håndtag, vi iler hen til den og i samme øjeblik jeg rører den... Zap og alt blir sort... Jeg vågner i et rum der ligner en fangekælder, jeg prøver at komme ud men jeg er bundet af et usynligt reb! Så kommer ham der manden med den dybe stemme, og siger: "Er du klar til at d…” Bam, og han falder bevidstløs om. Bag ham kommer Kasper til syne, i stedet for at takke ham spørger jeg bare: "Hvordan kom du fri?” ”Let nok, jeg fandt bare den usynlige knude,” svarer Kasper imens han hjælper mig fri. Da jeg var kommet fri takkede jeg ham og tog tryllestaven fra manden Kasper slog ud. Da vi kom ind i den store grotte med den nu sølvgrå blodmanglende drage, udbryder jeg: ”Hurtigt vi må få den fri!” ZAP og Kasper flyver hen over rummet, og der står han... Drømmenes Herre. "Så mødes vi igen Jack,” siger Drømmenes Herre. "Jeg har al... Hey hvordan kender du mit navn?” spørger jeg. "Ved du ikke det, ynkelige lille dreng, så har du vel heller ikke en tryllestav?” svarer Drømmenes herre. "Nej,” lyver jeg. "Så tror jeg jeg vil gøre det af med dig lige med det samme,” ZAP og jeg flyver hen over rummet og rammer og smadrer maskinen dragen sidder i, så dragen flyver ud af grotten med fuld fart på. Så retter Drømmenes Herre sin tryllestav mod mig og siger. "Forbered dig, på at dø,” Skrækken suser op igennem mig jeg havde aldrig været så bange i hele mit liv... så kommer jeg i tanke om tryllestaven og retter den mod Drømmenes Herre og koncentrerer mig alt hvad jeg kan, jeg tænker bare gode tanker og.. fyr, en gylden stråle skyder hen mod Drømmenes Herre og PUFF han forsvinder... "Jeg gjorde det, jeg gjorde det virkelig!” ”Det var så det,” siger jeg til Kasper, men da ingen svarer kommer der et stik i hjertet på mig, jeg kikker på den livløse krop... "Kasper, nej...” så bærer jeg ham ud til dragen, "Slik!” siger jeg til dragen, den slikker men der sker ikke noget. Jeg fælder en tåre... al glæden ved at besejre Drømmenes Herre var væk. Så begynder jeg at tude og tårerne drypper hastigt ned over Kasper, så hører jeg Kasper inde i mit hoved, "Gå væk,” siger jeg, så åbner jeg øjnene, og ser at det var ikke stemmer, DET VAR KASPER DER SAD OG TALTE!!!!! "Du er i live!” udbryder jeg. "Ja tårerne må have helbredt mig... det var underligt, jeg gik mod lyset, og så puf og nu sider jeg her,” svarer Kasper. Men inde i hulen er der en sort klat der slæber sig hen ad jorden... Drømmenes Herres sjæl!

Kapitel: 2 Eridiom ore Den næste dag i skolen var alt som det skulle være, alle var tilbage i klassen, med den samme meget specielle grund til at være fraværende, de havde ikke kunne lukke et øje fordi de alle havde mareridt om det værste de kunne forestille sig. Dog vidste ingen at det var mig og Kasper der havde reddet dragen, og dermed alle dem der havde haft mareridt, Julie var for eksempel fuldkommen ligeglad. Men hver weekend tog mig og Kasper ud for at besøge dragen. På en af turene fandt Kasper og mig på et navn til dragen, siden vi ikke vidste hvad køn det var så antog vi at det var en dreng. I sidste ende blev navnet, Lynild, ingen grund det var bare et sejt navn. Men vi fortsatte med at give ham mad og vi begyndte stille og roligt at vinde hans tillid mere og mere. Men det bedste var at jeg havde fået en ven, Kasper. Mig og Kasper snakkede tit om hvor mega cool det ville være hvis alle vidste at det var os der havde reddet dem. Men alt var som sagt som det skulle være. Det gik hen og blev jul, nytår, Kaspers fødselsdag, påske, min fødselsdag og så, sommerferie.

Side 70 af 81


Da skolen startede igen, opførte Julie sig meget mærkeligt, hun flirtede med Marcus, klassens "populære" dreng. Mig og Kasper syntes at det var meget mærkeligt siden at hun normalt var lidt af en stille type. Men med tiden vænnede vi os til det, der gik en uge, det blev weekend, vi besøgte dragen, men da det blev mandag... var Marcus fraværende, jep. "Det her stinker langt væk af drømmenes herre!” siger Kasper, jeg svarer: "Neej han er sikkert bare syg, desuden gjorde vi det af med Drømmenes Herre, kan du ikke huske det?” siger jeg sarkastisk "Jo jo det kan jeg godt,” svarer Kasper mens han himler med øjnene. Men som ugerne gik, forsvandt flere og flere drenge, hver gang Julie kom hen til mig og Kasper fik jeg et sug i maven, men det var som om hun syntes vi var for upopulære til hende... Men den dag der ikke var flere drenge, kom Marcus tilbage... og nu flirtede han med alle pigerne, ikke at der var noget nyt i det, det mærkelige var at nu begyndte pigerne at forsvinde! "Nu er det nok, vi må gøre noget!” råber Kasper midt i et frikvarter. "Ja men hvad?” spørger jeg. "Vi må følge efter Marcus når han tager en af pigerne med hjem.” siger Kasper bestemt "Er du gal!? Hvad nu hvis han opdager os?” råber jeg hysterisk op. "Det sørger vi så bare for at han ikke gør,” svarer Kasper roligt. Den næste fredag følger vi efter Marcus der er på en date med Sara. "Han ser ikke ud til at være på vej hjem,” siger jeg. "Hvordan ved du det, ved du hvor alle bor?” spørger Kasper interesseret. "Suk... Engang var jeg en af de mere populære drenge,” svarer jeg trist. "Men hvorfor er du så ikke det mere?” spørger Kasper. "Jeg begyndte at få nogle syn, om natten, mareridt der gik i opfyldelse, og så begyndte jeg at tro på magi og, PUFF... jeg var en outsider.” siger jeg trist, Kasper svarer: "Det var da trist me... hov, nu kysser de!” Og Kasper havde ret, de skulle til at kysse, og i samme øjeblik de rørte ved hinanden, kom der en portal der åbnede sig, sugede Marcus og Sara ind i sig. Marcus lød ligeglad mens Sara skreg som en stukken gris! Da de var helt forsvundet begyndte portalen at lukke sig! "Hurtigt, ind!” råber jeg mens jeg løber, jeg opfatter ingenting jeg hoppede bare med hovedet først og lander hårdt, så hårdt at jeg var ved at besvime, men så kom Kasper og vækkede mig, ikke fordi han hælder vand i hovedet på mig eller sådan noget, han lander bare oven på mig! Men da jeg kom op så jeg hvor vi var, inde i en underlig dimension, der var flyvende klippestykker overalt, nogle større end andre, i nogle klippestykker var der også mineraler, såsom, kul, jern, tin, sølv, guld og kobbermalm, der var også diamanter og andre ædelsten såsom opaler og rubiner. Da vi havde gået rundt i lidt tid i den forunderlige verden, så vi en form for lilla åre. Efter endnu mere tid så vi en hulens masse børn, der bare hakkede i en stor blok sten. "Så skal der virkelig mines til, DH skal bruge mere eridium for at kunne gøre sin superrobotkrop færdig, hans sjæl skal jo have en værdig krop!” siger en mand med en meget bekendt dyb stemme. "Hans sjæl... så gjorde vi det alligevel ikke af med Drømmenes Herre!” siger jeg forbavset. "Kald ham nu bare for DH, det er meget hurtigere end Drømmes Herre,” siger Kasper, jeg sukker bare. "Vi bliver nød til at befri alle fangerne, det er jo vores venner,” siger jeg. "Jo, det bliver vi vist nød til... se der er Julie og Sara, de ser nærmest ud til at være hjernevasket!?” siger Kasper, men af en eller anden grund stormede jeg bare ned tog en hakke, og hamrede den ned i foden på manden med den dybe stemme, så snart Kasper sagde at Julie var der, jep tåbeligt, men jeg hamrede bare hakken igennem foden og dybt ned i jorden, så han sad fast. "AVVVVVV! DIT FORPULEDE LILLE MØGDYR! HVORDAN KOM DU UD AF DIN TRANCE?” skriger han som en stukket gris... Jeg spæner bare over flår en hakke ud af Saras hånd og hakker Julies kæde over, men hun stod stadig væk og hakkede. "Jeg tror ikke det virker, men det gør den her måske det er en amulet ham manden som du... forenede med jorden, tabte,” siger Kasper venligt. Jeg svarer: "Tak,” Jeg hæver amuletten, og i samme øjeblik begynder alle at kigge sig forvirret omkring. Pludselig kommer manden med den dybe stemme fri! Og spæner hen til noget der ligner en stor pladespiller... da han var nået hen til den trykkede han på en stor rød knap, og så begyndte den at lave en superhøj sirene, og efter ikke engang 30 sekunder, var der lige pludselig 20 mænd der kiggede ondskabsfuldt på os... "PÅ DEM!” råber manden med den dybe stemme. Så kommer Marcus ud af en portal... "Igennem portalen alle sammen,” råber jeg, og der kommer pludselig en skubben og massen mod portalen. "Kasper, herover vi bliver nød til at holde dem hen,” råber jeg højt. "Men portalen lukker snart!” siger Kasper. "Vent lige lidt... det der er ikke den rigtige portal det der er en portal til en anden verden, alle sammen stop med at gå igennem den!” råber jeg. Men

Side 71 af 81


det var for sent, alle bortset fra mig og Kasper var gået igennem. "Hvordan vidste du at den portal var fake?” spørger Kasper. "Jeg havde et syn, et mareridt." svarer jeg. "DRÆB DEM!” råber manden med den dybe stemme igen. "LØB!” råber jeg til Kasper igen. "OKAY!” råber han tilbage. "Den her vej,” råber jeg imens jeg peger over mod en rute uden nogen onde mænd. Vi begyndte begge to at sprinte alt hvad vi kunne. Pludselig da vi var halvvejs åbnede endnu en portal sig, men den her... var ægte! "Kasper, ind i portalen!” råber jeg. "Roger!” svarer han. Da jeg var 5 meter fra portalen, griber en mand fat i mig, han skulle lige til at kvæle mig! Men så smider Kasper en sten på ham så han giver slip på mig. Da vi kom igennem portalen var vi endt i en eller anden gyde efter vi lige havde sundet os lidt, var det som om noget var galt... de onde mænd fulgte efter os! Vi løbet hen mod skolen og ind i den og gemte os i et skab, vi kunne høre dem uden for. "Hvor blev de af, vi gennemsøger hele byen hvis vi ikke finder dem!” siger en af mændene. "Jeg tror de gik den der vej,” Siger en anden, og så gik de væk. "Pyh lad os tage hjem og gemme os hos mig,” Forslår jeg. "Okay,” svarer Kasper. Da vi kom hjem til mig kaldte vi på min mormor, men ingen svarede... vi gik op ovenpå og der lå hun i sin seng, vi prøvede at ruske lidt i hende men hun vågnede ikke. Efter vi havde lavet en masse larm løftede vi dynen... men hun lå helt stille. Så gik Kasper over til vinduet og kiggede ud. "Øh, Jack, kom lige og se det her...” Så gik jeg stille og roligt over til vinduet, og kiggede ud... VERDEN STOD STILLE!

Kapitel: 3 Opgøret "Hvorfor lagde vi ikke mærke til det før?” spørger jeg både Kasper og mig selv om. "Jeg ved det ikke, måske fordi de der mænd fulgte efter os,” svarer Kasper. "Ja, vi må ha' haft så travlt med at komme væk,” siger jeg så. Vi hviler os lidt men senere tager vi ud og ser os lidt omkring. Indimellem kom der nogle af de mænd der fulgte efter os, og så galt det om at finde et skjulested! En af gangene så de os! Vi løb alt hvad vi kunne og der fløj forbandelser og besværgelser forbi os hvert andet sekund! Til sidst endte vi i en kontor bygning, jeg gemte mig i et skab og Kasper under et skrivebord. "Hvor er du, dit lille kryb?” siger en af mændene. Jeg kunne ikke se ud af skabet, kun høre. Efter lidt tid kunne jeg høre skrig, Kaspers skrig! Han skreg "Nej, nej lad så vær'! Det gør ondt!” Pludselig, blev der stille, så kunne jeg høre fodtrin, de kom nærmere og nærmere, jeg begyndte at svede, det var ret varmt inde i skabet. "Aha,” siger manden imens han åbner skabet, jeg prøver at løbe væk, men pludselig bliver jeg ramt af noget, og jeg falder stille og roligt i søvn. Da jeg vågner, befinder jeg mig i en skov, men ikke en hvilken som helst skov, det var den skov vi fandt dragen i! Nu jeg tænkte over det, så var Kasper ikke med mig, jeg var helt alene. Derfra hvor jeg stod, kunne jeg se vandfaldet og to drenge der stod og kiggede på en båd der kom ud af vandfaldet, det var mig og Kasper! Så sneg jeg, jeg mener Jack sig ind sammen med Kasper, lidt efter kom båden tilbage! Så løb jeg ind selv for at advare mig og Kasper men det var for sent, mig og Kasper lå fuldkommen bevidstløse. Så kom jeg i tanke om at jeg lige var løbet ind, lige foran DH! Jeg gjorde mig klar til at flygte, men det var som om at ingen kunne se mig... Så for at teste gik jeg hen, lige foran DH, og studerede hans ansigt nøje. Nu da jeg kom tæt på så jeg hvor bleg han egentlig var, grim og havde en lang næse, han havde poser under øjnene, det så faktisk lidt ud som om at han ikke havde sovet i flere dage! Efterhånden som tiden gik skete alle de ting jeg kunne huske bortset fra en ting. Da mig og Kasper var gået, så jeg en sort klat der kravlede hen ad jorden, fra det sted DH døde! Efter lidt mere tid blev jeg træt igen, og faldt i søvn. Jeg vågnede ved at en eller anden mand skreg "AVVVVVV! DIT FORPULEDE LILLE MØGDYR! HVORDAN KOM DU UD AF DIN TRANCE?!” Jeg kommer stille og roligt op og opdager at jeg er i den underlige dimension! Lidt efter kommer jeg i tanke om at jeg aldrig så robotkroppen, og at jeg måske kunne komme til at se den nu. Jeg spejder lidt ud over terrænet og ser så noget der ligner et lille laboratorium, jeg begyndte at snige mig ind, først

Side 72 af 81


da en af mændene gik lige forbi mig, gik det op for mig at jeg var usynlig. Så midt i det hele lyder en sirene og så går alle. Efter noget tid så jeg noget der lignede en garage, jeg gik derind, og der stod den, 3 meter høj stor og muskulær og helt lilla, ligesom erediomet. Efter lidt flere inspektioner begyndte jeg at føle en nu meget velkendt, men ikke velkommen følelse, jeg begyndte at blive træt, og til sidst faldt jeg i søvn. Da jeg vågnede op igen, var jeg et helt andet sted, jeg kunne ikke se mig selv eller Kasper, men stedet virkede alligevel meget bekendt... Jeg gik lidt rundt og udforskede stedet, der var ingen mennesker, kun lig! Det var mørkt og huset var ved at brase sammen, der var død i luften. Efter lidt tid kunne jeg høre skrig, jeg fulgte efter dem. Efter lidt tid kom jeg til et stort cirkulært rum... Der kunne jeg høre stemmer, der var lig overalt! Så så jeg ham, grunden til alle mine mareridt, Drømmenes Herre, han stod oven på en bunke af lig, og talte til en stor folkemængde, han sagde vidst: "Han kan være her når som helst... og når han kommer så skal I ikke tilintetgøre ham, kun slå ham ud, jeg vil personligt sørger for hans undergang!” Efter den lille tale er der en hel masse mennesker der siger ja, javel og forstået. Hvem er det de venter på, og hvorfor vil de dræbe ham? Jeg havde så mange spørgsmål, så var det at jeg kom i tanke om at jeg var usynlig, derfor gik jeg bare midt ud i det hele, så kikkede DH over mod mig, han hævede tryllestaven og, fyr! En stråle af skygge bliver fyret hen mod mig. "NEEEEEJ!” skriger jeg, men jeg nåede lige at dukke mig, strålen flyver hen over hovedet på mig og rammer en mand, så han falder, død om! Alle de andre folk stormer hen mod mig, men så råber DH "Han er min, GÅ!” Så går alle sammen. "Så mødes vi igen Jack Matter, denne gang vil jeg virkelig dræbe dig!” siger DH overlegent. "Hvordan det du kunne ikke første gang så hvorfor skulle du kunne gøre det nu?” svarer jeg. "Fordi nu har jeg den her,” siger han, imens han peger på sin kæmperobot. Nu lægger jeg også mærke til at han ikke er i sin egen krop, men en eller andens krop. "Nu vil jeg mase dig, ligesom jeg har mast alle dine venner!” siger han imens han peger på en kæmpe bunke af lig, der lå Kasper, mine bedsteforældre og alle dem fra klassen og Julie! Da jeg så Julie var det jeg løb hen og gav DH en knytnæve lige i panden, og så faldt han livløst om. "Det var da let nok,” siger jeg. "Ikke så hurtigt,” siger robotten! "Nu vil jeg dræbe dig! Eridiom er et meget magisk materiale, det eneste der kan tilintetgøre det er en tryllestav, hvilket du ikke besidder!” siger robotten overlegent. Så kom jeg i tanke om manden DH skød ned, jeg løb hen og tog hans tryllestav, så prøvede DH at mase mig under hans fødder, men jeg nåede at smutte under ham. Da jeg kigger på ham bagfra ser jeg en lille revne. "Okay jeg får kun en chance,” Den næste gang han prøver at mase mig, glider jeg ind under ham, om bag ved ham, og hopper op og stikker tryllestaven ind i revnen. Det næste øjeblik begyndte robotten at lyse. "NEEEEEJ! Det kan ikke være sandt du har slået mig igen!” siger DH som hans sidste ord, inden robotten eksploder. Og i samme øjeblik robotten eksploder falder alle de onde mennesker døde om på stedet! Nu da DH var væk, begyndte jeg at tænke på alle de andre, Kasper, Bedstemor, Bedstefar og Julie. Jeg begyndte at græde og der hvor mine tårer landede, groede der en lille blomst. Noget tid efter græd jeg stadig, og blomsten blev større og større. Til sidst var den så stor at når jeg sad på hug, var den større end mig selv! Så begyndte vinden at blæse pollen over på ligene, og hvert eneste lig der blev ramt af pollen, KOM TIL LIVE IGEN! Ikke mange minutter senere var der pollen i hele huset, og alle var kommet til live igen! Alle kom hen til mig og spurgte hvad der var sket, og da jeg havde fortalt dem det hele troede de faktisk på det, mig og Kasper var helte! Den næste dag i skolen var alle vilde med os, vi var ikke bare klassens mest populære drenge, men hele skolens favorit drenge, selv lærerne var mega søde ved os, og oven i købet også dem der mobbede os! Lige før jeg tog hjem fra skole, kom Julie og gav mig et kys på munden! Forfatter Bastian

Side 73 af 81


Når ulykke bliver til lykke

Kapitel 1 livet på kirkegården. Jeg kigger mig omkring, der fuldstændig stille, det føltes mærkeligt , 2465 grave præcist, ikke en gang et træ eller en vind rør sig, der er helt stille, vær aften går Milo ned på kirkegården, han sidder altid ved en helt speciel grav, nemlig grav nr 1719, hans fars. Milo elskede sin far så højt som et barn på 10 år nu kunne elske sin far, selvom han var død. Milos far døde da han var 2, og han kunne ikke huske sin mor, og vidste ikke hvor hun var. Den 27 marts var den værste dag i Milos liv, nemlig den dag hans far døde.

Milo vidste ingen ting, han vidste bare at han savnede sin far, han kunne på en måde huske alt ved sin far, han ville ønske at han levede idag, og han ville rigtig gerne have svar på hvorfor han døde, og hvor hans mor var henne, og om hun også var død.

Side 74 af 81


Kl blev 21.30, og Milo går hjem som han plejer, men denne aften var det hele ikke helt som det plejede at være , for pludselig gik to store mænd, med en skovl på ryggen ind på kirkegården, Milo listede om bag den nærmeste busk, mændene gik langsomt op ad den lange sti på kirkegården, Milo talte hvad nr grav mændene stod ved 1643, og så 1644, og langsomt gik de videre op ad kirkegården, månen stod højt på himlen, og stjernerne var klare denne aften. Men hvad var nu det, lige pludselig stod de ved Milos fars grav, Milo blev skeptisk, var det mon et tilfælde, Milos øjne var ved at trille ud af hovedet på ham da han så at de begyndte at grave i Milos fars grav, Milo skulle lige til at træde frem og give de to mænd en på lampen, men han holdte sig tillbage. Milos hjerte var knust, den grav var det eneste han havde, det eneste, og skulle det passe at det eneste man havde skulle forsvinde???. Nej det syntes Milo i fertefald ikke. Da milo vuderede at han ikke kunne slåes med de to mænd, besluttede han sig for at følge efter dem, han ville gøre alt for sin far, selvom hans far var død, og det virkede måske lidt mærkeligt, milo følte ligesom stadig at hans far var der. Milo begyndte at følge efter de to mænd, de havde taget kisten med sig, Milo måtte hjælpe sin far.

Kapitel 2 Det sorte hus. Jeg var bange, rigtig bange, de to mænd gik ud af kirke gården, de satte sig ind i en stor sort varevogn, jeg skulle bare efter dem, og se hvad de gjorde af min far. Imens Milo stod og tænkte, kørte varevognen, Milo fik et stort chok, han SKULLE efter den Bil, Milo kiggede op på stjernerne, og så på en grøn, og i øvrigt meget proppede skraldespand, Milo så karls vognen, i et meget klart stjerne billede, det var som om det prøvede at fortælle mig noget, NÅR JA SELFØLGELIG, Milo tog skralde spanden og spænede alt hvad jeg kunne, hen mod den sorte varevogn, det gik ned ad bakke så Milo hoppede op i den nok så fyldte skraldespand, og sussede ned mod den sorte varevogn, jeg krummede mig sammen, og lukkede øjnene, mit hjerte galloperede der ud af, min kinder var røde som blod, og mine øjne var bange og angste, endelig nåde jeg ned til den sorte varevogn, hvor jeg holdt fast i bagenden af den. Det var bel ragende mørkt. Da vi havde kørt i et par timer stoppede bilen, vi var i frankrig, det kunne jeg høre fordi at alle mændende på gaderne snakkede fransk. Jeg hoppede forsigtig ud af den nu ret slidte skralde spand. jeg var i en slidt, gammel og meget grim baggård, der lugtede meget underligt, man fik lyst til at skrige og kaste op på samme tid. De tog mænd slæpte kisten ind i et kuld sort, og gammelt forladt hus, vinduerne var smadret og huset var fuldstændig groet til, med sorte planter. jeg fulgte spændt, og angst efter de to mænd, døren stod på klæm, jeg listede forsigtigt ind ad døren, da jeg kom ind ad døren så jeg en lang gang, for enden af den lange gang var der en dør, en sort dør, gulvet var glat, og meget fint, det var af sort glas. Milo havde aldrig set sådan et uhyggeligt hus før, da Milo havde gået cirka et minut hen ad den lange gang, var han ved døren, Milo tog mod til sig, hvad mon der var inden på den anden side af døren, Milo var nød til at åbne døren, han kunne virkelig ikke lade være. Milo tog forsigtigt i det slidte håndtag, døren åbnede sig lige så stille, Milo stak hovdet ind for at kigge i rummet, der midt på gulvet stod en kæmpe stor stol, den lignede næsten en slags trone, Milo gik hen mod tronen, da han pludselig hørte, stemmer i det fjerne, Milo vidste ikke hvad han skulle gøre, der var ingen gemme steder, Milo kiggede rundt i det lille rum, det eneste der var, var en stol, som lignede en trone, og et lille bor, med udskorende roser, det var e øvrigt ret flot. Milo stod helt stille, han vidste ikke hvad han skulle gøre.

Kapitel 3 det forkerte lig. døren åbner, en høj slank dame kommer ind, hendes hår er kul sort, og hendes tøj er lasede og slidt. Hun kigger direkte på mig, hendes øjne af røde, og meget skræmmende, jeg løber alt hvad jeg kan, ud af den gamle dør, og ned af den lange gang, damen i rummet lignede en heks, hun løb efter mig, jeg kunne høre hendes højhælet sko, der banker ned i gulvet, jeg løber ud af huset, og hopper ned i den slidte og stadig ret fyldte skrældespand, der er et lille hul i skrældespanden, jeg kigger ud af det, jeg ser den sorte dame komme ud af huset, hun råber, Er der nogle????. hun går ind igen, jeg lister forsigtigt ud af skrældespanden, og kigger op på himmelen, solen er ved at stå op, en flagermus flyver hen over det uhyggelige sorte hus.

Side 75 af 81


Jeg lister hen til det nærmeste vindue, og kigger ind, den høje slanke uhyggelige dame, og de to mænd står i et kæmpe stort rum, der hænger kæmpe store billeder, i sort og hvid, og der er sort slidt tapet på væggene, midt på gulvet står kisten, Milos fars kiste, den er åben, men hvor er Milos far. Milo får et chok, da han ser et skelet ligge på gulvet, det er et dame skellet, det kunne man se på hoften, det var ikke Milos far der lå i kisten, men hvem var det så, og hvor var Milos far enlig henne???.

Kapitel 4 brevet. Milo blev forvirret, hvis skeletet i kisten ikke var hans fars hvis var det så?. Den tynde sorte dame, og de to mænd gik ud af det store sorte rum, Milo ville gerne ind og kigge i kisten, men hvordan???. Den sorte tynde dame, og de to mænd, gik ud af huset, Milo kunne se at den slanke sorte dame skældte de to mænd ud, hun så e øvrigt meget mystisk ud, de de to mænd og den tynde sorte dame satte sig ind i den sorte varevogn. da de var kørt et godt stykke tid, kom jeg frem fra mit skjulested, jeg kiggede på mit ur, kl var 12.36, men der var bel ragende mørkt, det hele virkede ret mystisk meget mystisk, den grav som Milo havde siddet ved og brugt alt sin tid på, var ikke hans fars. Milo tog i det også sorte dørhåndtag, Milo kiggede på sin hånd, den var sort, kul sort, dørhåndtaget smittede af, Milo lugtede til sin hånd, den lugtede af en blandning af sod, prut, og opkast, døren gik lige så stille op, den knirkede meget højt, Milo blev helt forskrækkede, og hoppede et par skridt tillbage, Milo tog mod til sig, han gik ind af døren, en flok sorte flagermus, med røde flakkende øjne, flyve forbi døren. Milo så den sorte dør, ind til rummet med kisten, Milo åbnede døren ind til rummet med kisten, han gik lige så stille ind i rummet, og hen mod kisten, han så skellet ligge på gulvet, han rørte ved det, skelletet var helt koldt, og lugtede grimt af gamle underbukser. Milo sad i lidt tid og kiggede på skelletet. Milo gik han mod kisten, og satte sig ved siden af den, det var mærkeligt kisten var helt ren nede i, den var hvid, og nede i den lå der det fineste, og bløde silke man kunne forestille sig. Milo løftede et stykke silke, og kiggede på det, men hov hvad var det, et lille stykke sammenkrøllede papir, lå nede under et stykke silke i kisten, Milo bøjede sig ned, og samlede det lille stykke papir op, han folede det lige så stille ud, og begyndte at læse inde i sig selv.

kære dig som finder dette brev. da min kone Shany Wilton døde i 1984, smed jeg dette brev i hendes kiste, alle trode på dette tidspunkt at det var mig der var død, men nej, jeg er blevet bortført til celle, i tyskland og er blevet slave, og hvis der nogle sinde er nogle der finder dette skal i fortælle til mine børn Milo wilton og ketty wilton, at jeg savner dem og de er i mit hjerte. kærligst Abdi Wilton. Milo kunne næsten ikke tro sine egne øjne, hans far var i live, og han havde skrevet dette, og han havde en søster, han var nu ked af at hans mor var død, men nu vidste han at han havde en søster, og en far, hvor mon

Side 76 af 81


hans søster var henne, Milos krop blev fyldt op med en fantastisk fornemmelse, af glæde, han havde helt glemt hvor angst, og bange han var. Milo krøllede papiret sammen igen, og puttede det ned i hans lomme, han skulle til tyskland og befrie sin far og det kunne ikke gå for langsomt, men han skulle først lige finde sin søster og få hende med. Milo løb alt hvad han kunne ud af det sorte hus, han skulle finde en eller anden måde at komme afsted på men hvordan?. Milo kiggede på en sort græs mark med sorte heste, og så på en sort heste vogn, ved siden af ham, og så på de sorte heste igen, Milo var altid prup fyldt med skøre ideer.

Kapitel 5 væk fra det sorte helvede Milo skyndte sig at hente, de to heste på den sorte mark, han syntes der så stærkest ud, og så spændte han dem til hestevognen, Milo havde tæt redet i hestevogn, når han skulle på tur, væk fra børnehjemmet, så hun vidste nogenlunde hvordan man gjorde. Så var Milo klar, han satte sig op i heste vognen, og begyndte at ride af sted, Milo havde ingen anelse om hvor han red hen, han skulle bare væk fra det sorte helvede. da Milo havde redet i et par timer, var han i en by i frankrig, der hed Marseille, den by havde Milo lært om i Geografi, på børnehjemmet, Milo syntes selv at han var ret skrap til sådan noget med landene, og byerne, og sådan noget. Det var midt på eftermiddagen, kl var ca 14.30, i Marseille, der var is koldt, det sneede, og det var svært at komme frem og tillbage i byen, på grund af alt den sne. efterhånden var Milo også begyndt at fryse ret meget, og blive ret sulten, Milo havde fået skaffet sig et kort, så han kunne se at han snart var i paris. Milo havde fået fortalt at han havde en onkel i paris, sa han ville holde ind i paris, og se om han kunne finde ham, og spørge ham om han måske vidste hvor hans søster var. Efter cirka en halv time var Milo nået frem til paris, der var rigtig mange mennesker, alle gaderne var fyldt op, og, der var kø alle steder, Milo vidste ikke lige præcis hvor hans onkel bode, men han vidste bare at han boede i paris city et sted. Milo kørte lidt rundt og kiggede, han ville spørge sig frem. Do you know Wilbur Wilton, spurgte han, alle mulige folk i paris, for hans onkel hed nemlig Wilbur Wilton. Milo fik svaret no no og no, Milo blev ved med at spørge selvom han ikke, fik det svar han ledte efter, lige ind til.................. Milo red ned af en gade der hed Ru de Rivoli, to huse længere nede stod der en mand, Milo red ned mod ham, Milo var lige ved at give op, han var så træt og sulten, Do you know Wilbur Wilton, spurgte jeg igen. wi wi sagde manden. jeg blev så glad for mandens svar, at jeg var lige ved at skrige, Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, da manden begyndte at tale dansk til mig, ca 12.000.000 millioner mennesker, og så finder man alligevel det man søger, Milo havde alligevel heldet med sig den dag. Jeg er Wilbur Wilton , sagde manden til mig. har jeg ikke set dig før??. spørger han så. Jo svarer jeg, jeg er din nevø. Wilbur kiggede på mig, og spurgte er du Milo Wilton, min brors søn. ja svarede jeg. lad os gå inden for siger Wilbur, og få os en kop varm te, jeg kan se du fryser. Mig og min onkel Wilbur, gik inden for, jeg var over lykkelig, endelig havde jeg fundet noget af min familie, det havde jeg altid drømt om, lige så længe jeg kunne huske. De mig og Wilbur sad ned inde i hans lejlighed, fortalte jeg ham hele den lange historie om hvordan jeg havde fundet ud af alt det om min far, og hvordan jeg var kommet her til paris. - du Wilbur - ja Milo hvad er der? - ved du hvor min søster er nu? - ja svarer Wilbur, jeg besøger hende tit, hun bor kun en kilometer væk, hun bor sammen med sin kæreste Gonzales.

Side 77 af 81


- hvor gammel er hun? spørger jeg - 24 svarer Wilbur. - Milos hjerte springer lige et par slag over, han kan næsten ikke forstå det, han har en storesøster, som er i live på 24, hvis han ikke fandt sin far, kunne det være at han kunne bo hos sin søster eller sin onkel.

kapitel 6 Livet går videre Milo begynder at pakke sammen. - hvad skal du spørger Wilbur?. - jeg skal finde min far svare jeg. - Åhh Milo sit dig ned, der er noget jeg har glemt at fortælle dig. jeg kunne høre på Wilbur at det ikke var noget noget posetivt han skulle fortælle mig, så jeg blev bange for at der var noget galt. - Milo du ved jo godt at din far var blevet bortført til Celle, for at blive slave. - Ja svarer jeg. - efter et par år døde din far af sult og slid, han var blevet pisket, og ikke fået noget at spise, så til sidst bøjede hans krop under. Jeg blev ked af det igen, jeg havde regnede med at jeg kunne finde min far, og befrie ham, nu skulle jeg tillbage til det kedelige børnehjem igen, Milo ville inderst inde rigtig gerne blibe i Paris, men det kunne nok ikke lade sig gøre. - men Milo, jeg kan godt forstå at du er rigtig ked af det, men hvis du har lyst må du rigtig gerne blive og på ved mig. vil du det Milo??? jeg blev over lykkelige over det fantastiske tilbud, så havde hele min lange rejse alligevel vist sig at være det værd. Milo havde ikke vundet alt det tillbage han gerne ville, men alligevel, nu skulle han have et helt normalt liv i paris, hvor han kunne gå i normal skole, og få en masse nye venner. Jeg gik over mod min onkel og gav ham et kæmpe kram. du skal blive mit barn sagde min onkel til mig, jeg var så glad, og jeg takkede min onkel mange gange. næste dag havde min onkel inviterede min søster Ketty, og hendes kæreste Gonzales over, jeg kunne godt kende min søster lidt, hun var den sødeste pige jeg nogle sinde havde mødt, jeg var så glad for at møde hende igen. Det hele var blevet helt perfekt, for to dage siden sad, jeg på en mørk, og trist kirkegård i Vandløse, og sørgede, og nu bode jeg med min familie i paris, og var den lykligste dreng i verden. Skrevet af Olivia

Side 78 af 81


Mit nye hjem Jeg kommer løbnede der er nogen efter mig hvad vil de. Jeg løber og løber men de er stadig bag mig jeg løber ind til et tilfødldigt hus men det skulle jeg aldrig have gjort det var ike et normalt hus det var et pleje hjem !!!!!!!!!! arhhhhhhhhhhhhhhhh. Der sidder gamle mensker over alt der komme en dame hen til mig og spørg om jeg vil have et glas te men jeg siger nej og løber ud igen nu er de kun et par husse væk jeg løber hen til det næste jhus det er et flot hus kan jeg se jeg løber ind der sidder 2 drenge og en far de ser mig ikke jeg løber hen bag en rajol de der mend der var efter kom og sturgte om der var en dreng i deres hus de siger nej fordi de har jov ikke set at jeg var løbet ind aj hvor hvar jeg bar sulten og tosti men jeg kunne jov ikke gå ud og få noget at spise eller drikke. dagen var eller starte så godt jeg startede med at spise morgen mad der fik jeg brunce og efter så jeg fjernsyn sammen med min famile. Det var rat nedern at sidde i det hus men når det blev nat villle jeg liste hjem og spise og drikke en masse jeg kunne godt se at det var noget "#¤# men det kunne jeg jov ikke gåre noget ved når der er 5 store sorte mænd efter mig men plusdlig ser den mindste dreng så mig han råber til sin far at der sidder en ung mand inde bag hans ragol han kommer løbene shit tinger han men faren tager det roligt jeg siger at de mænd der kom og sturgte om der var mand der var løbet ind de var ude efter mig manden størg om jeg vidste hvorfor? jeg siger nej ok siger han de er ikke så langt væk så bliv sidne der. Klokken var omkring 10 jeg var træt men nu kom han med en stag pande kager og et glas djus ej hvor var det dejligt jeg sagde mange gange tak det sagde han at det var så lidt og han spurgte om jeg ville sove der det sagde jeg ja til næste morgen skulle jeg hjem eller det trode jeg men det blev så ikke til noget han spurgte om jeg ville bo der det vidste jeg ike helt. Jeg måtte hans bårn den ene var 7 og den anden var 17 de var raigtig flinke vi spilde fodbold og alt muligt det var rat sjovt at værre der jeg sov der igen næste dag spurgte han igen der sagde jeg så ja ok det var ret sjovt i rigtig lang tid men en dag var der et eller andet galt med hans halv far. Jeg tror det er fordi han e ved at blive gammel en dag var han ikke der mere vi ledte efter ham den mindste dreng dreng siger lige pludslig at der er en sedl vi løber begge to der in mig og unge mabnd han var 19 nu. Der stod hej børn jeg er kommet på syge huset han havde kærft i lungen det var en slem syden vidste jeg og ham den unge mand den lille dreng spurgte hvad det var min halv bror sagde at vi skulle der hen med det samme men hvordan skulle vi komme der hen der kom ingen så var vi nød til at løbe hen til det. Han var lige ved at dø vi nøde lige at sige forvel så døde han :(. kapitel 2. hvordan skal vi klare os? den mindste dreng skal i pleje hos en famile mig og min halv store bror skal finde et sted at bo. Vi boede i et træ hus i vores bag havde men en dag blev husetet solgt så flyttede i ind til byen i et lille hus.

Side 79 af 81


det var rigtig hyggeligt men vi skulle også klare os selv det var svært jeg blev andsat hos en tømmer. mig og min bror skulle også finde et job til ham. men en dag sker der noget mærkeligt jeg kan høre en masse uhyglige lyde. jeg sagde til ham at vi skulle flytte ud af huset og flytte hjem til mig. OK sagde han. vi havde parket og det helle var klar men vi kunne ikke komme ud døren var løst jeg prøvede med min nøgle den virkede ikke der kom en masse underlige lyde jeg blev lidt bange og spurtge vem der ? Der svarede en mørk stemme det er husetes gændfærd det begyndte det at løgte af gammelt kød. jeg var virkelig bange nu. Lavet af Magnus

Side 80 af 81


ÅR 3000 - en vanskelig tid.

Af Sofia Krabbe Rønne. 5.C

Side 81 af 81


Klassen Klassikere  

5.C's egne "klassikere"

Advertisement