Issuu on Google+


Nu er det endelig sket – Aksel har købt noget stort for sine sparepenge. Alle playmobiler har ventet meget længe på dette øjeblik. Pengene er blevet røvet, men heldigvis reddet igen. I halvandet år har Aksel sparet, og næsten ikke nænnet at købe så meget som et stykke tyggegummi, men nu skulle det altså være – der skulle investeres, og det blev i et stort flot elektrisk playmobiltog. Ét af den rigtige gamle slags med skorsten, togfører og to passagervogne. Togføreren Karsten, som fulgte med i handlen, er meget stolt af sit tog. ”Jow ! ded er så møj e fint tog”. ”Det tjyr å strøm fra æ stikkontak, å er så vældi” – siger Karsten. Æh! Jo javel – svarer PlaymobilBladets udsendte – men hvad så med de andre playmobiler, får de glæde af det fine nye tog?

”Jowda” - svarer Karsten – ”De må tjyr rundt å rundt lisså tossi de vil, bår A får lov å styr” – ”ded ska int kom an på det da, næij!”. Toget er af den gamle slags, som kørte på damp gennem det vilde vesten, blandt indianere og togrøvere. Vi spørger Karsten om ikke han savner nogle indianere og togrøvere hos Aksel: ”Næij ! ded gjør a int”. ”Det skieværk å krapyl vil a int ha, A ve tjyr playmobilturister rundt i æ stow – ded er mer rar å roli” – slutter Karsten. Selv om han har fået en fredelig og rolig tjens med at køre rundt i stuen har der dog været enkelte uheld, hvor MonsterBabyen har afsporet toget. Der er også en enkelt mexicansk bandidos i playmobilsamlingen, så Karsten skal nok ikke føle sig alt for sikker.


”Puha, det var på et hængende hår” - udtalte en tydeligt rystet Paulus til PlaymobilBladet. ”Min tidligere ejer var blevet træt af sit gamle legetøj, og gad ikke sætte mig til salg i avisen. I stedet smed han mig bare i en affaldspose, og bar mig ned til containeren ved Elstedhøj”. ”Det lykkedes mig heldigvis at hoppe ud af posen, lige før han smed den i containeren” (der går et gys gennem Paulus, ved tanken om hvad der så var sket). ”Jeg var helt sikkert endt på forbrændingen, for sådan én plasticmand som mig ender ikke i en kompostbunke”. ”Jeg vågner fortsat om natten med mareridt om hvor galt det kunne være gået”. ”jeg ser mig selv omsluttet af flammehavet, og i færd med at smelte til en lille klat”. ”Det er virkeligt frygteligt, at nogen nænner at behandle deres playmobiler på den måde”. ”Min tidligere ejer var en rigtig

skiderik, men nu er jeg altså kommet i trygge omgivelser, og jeg er sikker på at min nye ejer er en rigtig flink fyr, som vil behandle mig pænt”. Efter en kort pause fortæller Paulus videre om hvordan han blev fundet af Aksels far, og reddet hjem til drengeværelset. ”Det er skam et udmærket sted - jeg har fået masser af nye venner”. ”Oprindeligt blev jeg købt som en skibbruden pirat på en tømmerflåde, og jeg havde selvfølgelig håbet at kunne påmønstre igen, hvis Aksel havde haft et piratskib. Det har han desværre ikke”. ”Han har bl.a. et jetfly og en brandbil, men det er ikke rigtigt noget for mig”. Paulus har dog fundet en flok piratvenner blandt Aksels playmobiler, men de er kun i besiddelse af en robåd. ”Jeg håber at Aksel tager sig lidt sammen, og ønsker sig en rigtig sørøverskude”. ”Han har jo snart fødselsdag” - slutter Paulus.


Stor playmobildemonstration

Oprørsstemning blandt større forsamling af playmobiler. ”Aksels mishandling af Per må stoppe” udtaler de til PlaymobilBladet. Onsdag sidst på dagen havde en flok playmobiler samlet sig på kontoret i umiddelbar nærhed af Fangeskabet, for at demonstrere imod den dårlige behandling af ’mobilmanden Per. Demonstranterne bar plakater med slagord som ”Befri Per nu!” og ”Løslad stakkels Per”. Demonstrationens talsdame Pernille udtaler til PlaymobibBladet: ”Kammeraterne er samlet her i dag, for at demonstrere imod Aksels behandling af Per”. ”Han hænger ham med hovedet nedad i ugevis, og sætter ham ustandseligt i Fangeskabet”. ”Det er ikke rimeligt, at en uskyldig playmobil skal stå model til den slags, og det er desuden i strid med internationale legetøjsregler. Bladets udsendte spørger, om Per virkelig ér så uskyldig, for rygter siger, at det vár ham der dræbte hele

playmobilpoliti-styrken og sprængte politistationen i luften? Pernille svarer: ”Vi playmobil-kammerater er ærligt talt lidt trætte af de evindelige diskussioner om at Per slog politiet ihjel”. ”De er jo kommet sig allesammen, og Per har jo sagt undskyld – det står der selv i dit blad makker!”. ”Jo! men hvad så med politistationen, blev den måske ikke sprængt i luften?”. »Jeg og de øvrige kammerater er altså ærligt talt trætte af den beskyldning”. ”Det er krystalklart for enhver af det var MonsterBabyen Karl der undertrykte stationen med sin blemås, så jeg synes ærligt talt at vi skal stoppe diskussionen hér makker!”. ”Hvis ikke Aksel opfører sig ordentlig må vi iværksætte en lock-in, hvor vi lukker os inde i opbevaringskassen! Så må han jo se hvordan han så vil klare sig” – slutter Pernille. Demonstrationen marcherede gennem køkkenet til badeværelset, hvor man afsang Pers Klagesang til minde om stedet, hvor han hang med hovedet nedad i ugevis. Selv om demonstrationen var en smule urolig, blev playmobilpolitiet ikke sat ind for at skabe ro. Måske fordi de selv var med?


På sporet af Far til Fire Hej igen mine trofaste fans! Så er Jeres allesammens Safarimand tilbage med endnu en utrolig beretning fra mit yderst spændende og interessante liv. I dette nummer af mit blad får I flere rejsehistorier på én gang. Det er fordi I har holdt ferie, og kedet jer så frygteligt, så nu trænger I til noget spænding, og det har jeg jo masser af i mit liv. Derfor deler jeg gerne med jer. For et par måneder siden sad jeg på mit kontor da telefonen ringede. Det var Århus Fotografiske Amatørklub, en flok fotografer, som meget gerne vil være berømte og vinde præmier for deres billeder. De manglede så frygteligt noget spændende at fotografere. Derfor bad de mig ydmygest om, at følge med på deres fototur til Bornholm. Så kunne de fotografere mig, med Bornholm i baggrunden, og bagefter blive berømte og vinde præmier. Jeg har i forvejen et indgående kendskab til øen, fra filmen ”Far til fire på Bornholm”, så hvis fotoklubben skulle løbe ind i problemer, skulle jeg nok kunne hjælpe dem dér også. Hvis man vil til Bornholm skal man både sejle og køre bil, så det var en temmelig lang tur. Bortset fra selve rejsen, så gik det meste af tiden med at fotografere mig. Det var meget interessant og spændende for fotograferne. De var slet

ikke vant til så flot et motiv. De baksede med lys og linser og hvad ved jeg? De var meget nervøse. Her på siden kan du se et billede af mig, (selvfølgelig) med en såkaldt rundkirke i baggrunden (det er den store hvide dims). Det er en slags kirke, og den kaldes en rundkirke fordi den slags findes rundt omkring. På billedet vinker jeg med en blomst,

for at fotograferne også skal få set lidt af naturen. De ville for resten også ha’ fotograferet mig med en røget sild – men dér trak jeg grænsen – det var for ulækkert! Efter adskillige trættende dage med fotografering, gik turen atter hjemad – jeg trængte ærligt talt også til at slappe af derhjemme på sofaen, med en videofilm… ”Far til fire på Bornholm” naturligvis.

Niels - Safarimand


Blandt kidnappere og dødsduer

Jeg har dog aldrig i livet kendt mage… oprørende!.. det er en skandale! Kan en vovehals som mig da ikke foretage sig det mest almindelige safarieventyr, uden at blive udsat for urimelige farer og ydmygelser? Jeg er lige vendt hjem fra Normandiet i Frankrig, og jeg siger Jer: mage til cirkusforestilling skal man lede længe efter. Jeg ryster stadig en smule af arrigskab og forargelse. Man kan simpelthen ikke være bekendt, at behandle en kendt person som mig på den måde! Jeg var blevet inviteret med

på rejsen af Familien Blichfeldt, som trængte til en modig rejsefælle på deres tur til Normandiet. Da jeg jo er berømt og kender hele verden, mente jeg nok at jeg kunne hjælpe dem lidt undervejs på rejsen. Selve turen derned gik da også fint, bevares!, men da først jeg kom derned begyndte ulykkerne at regne ned over mig. Indbyggerne i Normandiet vidste godt at jeg kom, for de havde pudset alle deres gamle tanks, som de havde stående fra krigens tid. Naturligvis skulle der tages et billede


af mig og sådan en tank, og bedst som jeg stod og poserede, blev jeg kidnappet af en forbipasserende skolepige. Hun snuppede mig simpelthen fra tanken, uden og spørge, og løb væk med mig. De franske piger er dog umanerligt ubehøvled! Familien Blichfeldt reddede mig heldigvis. Efter chokket trængte jeg til en slapper, og smuttede over i en park for at fodre duerne. Til at begynde med var det meget hyggeligt, men pludselig blev duerne ondskabsfulde, og overfaldt mig og forsøgte slet og ret at æde mig. De franske duer er dog det værste jeg har oplevet! Heldigvis blev jeg reddet af familien Blichfeldt – igen. For at få ro over sagerne foreslog jeg en spadseretur på stranden – dér hvor soldaterne gik i land under den store invasion. Så havde jeg tænkt at fortælle historien om min onkel Pete, som var med blandt de amerikanske soldater da de gik i land, for ligesom at få Blichfeldt’erne dysset lidt til ro. Men da vi kom ned på stranden var der skidekoldt og rædselsfuldt! Det blæste en halv pelikan og sandet var

fedtet og ulækkert og vådt. Straks sank jeg ned i sandet, og blev både våd og beskidt. Jeg blev dog reddet af Blichfeldt’erne – igen-igen. Resten af

turen blev jeg hjemme på hotellet og så video. Jeg fatter ikke hvorfor tyskerne og amerikanerne ville slås om Frankrig og Normandiet. Folkene hernede er en bande forbrydere, fuglene er ondskabsfulde og strandene er våde og ulækre. Var det ikke fordi, at jeg skulle hjælpe familien Blichfeldt havde jeg aldrig sat mine ben i det møgland, men de havde jo så inderligt brug for en modig eventyrer som mig. Ak ja! Hvad man dog ikke gør for at glæde andre.

Niels - Safarimand


Min Onkel Pete var soldat i Normandiet! Som du kan se på billedet, var min onkel Pete fra Amerika med ved den berømte invasion i Normandiet. Han var blandt de første amerikanske soldater til at gå i land på frankrigs kyst, om morgenen den 6. juni 1944, for over 60 år siden. Han var, ligesom jeg, meget modig, og på billedet kan du se hvordan han opmuntrer de andre soldater i landgangsbåden. Jeg tror at han sang den gamle kampsang: ”Husja Husja Hej-sa-sa!! – nu skal tysken ha da da!!”. Tyskerne blev naturligvis meget bange, og til sidst stak de af, tilbage til Tyskland og tabte krigen. Desværre nåede min onkel Pete

ikke sådan rigtigt at give tyskerne bank, for lige da han var sprunget ud af båden, i det iskolde vand, og tyskerne begyndte at skyde efter ham, kom han i tanker om, at han desværre havde glemt sine uldne sokker hjemme på hotellet. Han råbte til sine soldaterkammerater, at de bare skulle løbe i forvejen, og skyndte sig så tilbage til hotellet i England, for at lede efter sokkerne. Da han langt om længe havde fundet dem, og var kommet tilbage til Normandiet, var hans venner allerede nået frem til Tyskland, og krigen var slut. Min stakkels onkel Pete var meget ked af, at han ikke nåede at slås, når han nu var så modig. Ligesom mig. Niels - Safarimand


Snydt igen!

at Birthe vil kunne li’ ham med en champignon på hovedet? ”Overhovedet ikke” (det sagde han altså) – ”hun dør

”Nu er det altså lige før, at jeg giver mig til at tude” – udtaler en nedtrykt Pierre til PlaymobilBladet. ”Sidst jeg var i behandling hos Poul, såede han karse i bøtten på mig, og det var ærlig talt ikke særligt sjovt”. ”Denne gang blev jeg behandlet i fuld bedøvelse, og da jeg vågnede, havde jeg en enorm forbinding om knolden”. ”Forestil jer chokket, da jeg kom hjem og tog forbindingen af”. PlaymobilBladet bragte i sidste nummer en artikel om Pouls karsekur: Pierre ville gerne have kureret sin skaldethed, så han kunne blive lidt funky, og invitere Playmobilbaben Birthe med ind til stereoanlægget i stuen til en svingom osv. ”Jeg tror ikke at Birthe vil kissemisse med en playmobilmand med hul i knolden, og da slet ikke én med karshår” – siger Pierre. Bladet spørger, om han tror

af grin, og for øvrigt må jeg slet ikke være i stuen længere”. ”Poul siger, at så længe jeg har mit nye hår, skal jeg opholde mig et mørkt og fugtigt sted.

Playmobilmanden Pierre har igen været i behandling for sit hårtab hos lægen Poul. Også denne gang føler han sig snydt.


Røversangen ! Vi er Palle, Polle og Pølle En bisse, en skurk og en bølle Vi er det man kalder en bande og vi stjæler fordi at vi kan det Det bedste er at drille drenge og at hapse alle deres penge og selv om de tuder så stopper vi ik’ Vi stjæler og æder alt deres slik Aksel han elsker os bare ikke Han siger: “sådan nogle skiderikke” og sætter han os i spjældet en dag så griner vi bare og stikker af Politiet er noget vi slet ikke frygter at vi er bange for dem er bare rygter Der er Ingen i verden der kan os fange og for Akseldrengen er vi ikke bange Han kan bare tude og skrige når vi henter den lange stige Så snupper vi hvad han ejer og har på nul komma dut er vi væk derfra Vi sniger og lusker i mørket afsted Om dagen er vi skjult et hem’li sted Vi er de frækkeste ‘mobiler i verden I bladet hér kan du følge vor færden


Det går ufatteligt godt for Poul ! Playmobillægen Poul har travlt som aldrig før - ’mobilerne står i kø for at få behandlet deres hårtab. ”Det er helt vildt” – udtaler Poul og fortsætter: ”Jeg har måttet ansætte en smart assistent til at hjælpe mig med kunderne”. ”Hun hedder Pamela, og er uddannet playmobilsygeplejerske”. ”Desuden er hun ret pæn, så det skal nok sætte yderligere skub i forretningen”. Siden den mystiske epidemi med hårtab blandt Aksels playmobiler, har Poul tilbudt forskellige behandlinger mod skaldethed. Forretningen er gået så godt, at han ligefrem har oprettet en klinik – Clinique Poul – hedder den. Her tilbydes kreative løsninger til de ’mobiler, som mangler håret. Bladets udsendte spørger Poul, om han vil

fortælle hvordan han gør: ”Desværre! Jeg kan ikke sådan bare fortælle om mine smarte metoder”. ”Jeg foretrækker at mine kunder bliver overraskede, og nogle er endda så glade og tilfredse, at de kommer igen, bare for at prøve en anden af mine meget fantasifulde behandlinger”. ”Men nu må vi altså slutte” siger Poul, ”jeg har en golfaftale hér lige om lidt”, ”Hvis der er andet du ønsker, kan du bare spørge min smukke assistent Pamela”.

Du kan nu købe den sejeste og allermest råfede playmobil sportsvogn til din yndlings ‘mobil-mand. En ægte Playmobil-BMW. Se den på internettet på http://www.herpa.de


Månedens Playmobilheltinde Denne måneds playmobilheltinde er Birthe. Hun er Aksels yndlings playmobildame. Han kalder hende for »Dronningen«. Birthe er til fest, dans og hurtige biler. Med tiden håber Birthe at starte en danseskole for de andre ’mobiler. Hun siger selv: »Jeg savner dog en funky fyr, som kan tage mig med ind i stuen foran stereoanlægget, til en svingom«. »Han skal være pæn, og have et flot og moderne hår - En sej øse vil heller ikke være af vejen !«


Playmobilbladet_3