Page 1

“E

Diego Marani

“Bliv ikke afskrækket af den ugæstfri titel, det her er en fantastisk bog” The Spectator Italien, Trieste, 1943. En mand bliver fundet bevidstløs på havnen. Da han genvinder bevidstheden, har han mistet både sin hukommelse og sit sprog. Eneste spor til hans identitet er navnet i den blå sømandsjakke, han bærer: Sampo Karjalainen. En usædvanlig roman om sprog, erindring og identitet. Om krigens galskab og kærlighedens nødvendighed. ISBN 978-87-7151-014-0

90000 >

Ny finsk grammatik • Roman

Diego Marani er forfatter og klummeskribent på det italienske dagblad Il Sole 24 Ore. Arbejder endvidere som rådgiver i Europakommissionen. Har opnået internationalt gennembrud med Ny finsk grammatik, som er udkommet i 12 lande, har ligget nr. 1 på bestsellerlister i England og modtaget flere priser.

ks

tra

Th

e

or

di

Gu

n

ar ær di ” an

“E

Ny finsk grammatik Diego Marani • Roman

n

sm

uk

ts

kr

ev

et

,i

nt

el

lig

Th

e

en

In

tr

de

om

pe

n

an

de ” “Det er en roman nt om tab, om krigens galskab, kærlighedens vigtighed, om at erindre og glemme, om eksistensens tragedie – og alt dette håndteres så subtilt og naturligt, opstår med så stor nødvendighed i historien, at alt hvad jeg kan gøre, medmindre jeg går i enrum og tænker over denne roman i flere uger (en luksus en anmelder ikke kan tillade sig), er at bede Dem læse den og forberede Dem på noget ganske særligt.”

Nicholas Lezard, The Guardian

978 87 7151 014 0 9 788771 510140

NyFinsk_Cover.indd 1

01/10/13 09.09


Diego Marani Ny finsk grammatik På dansk ved Cecilia Jakobsen Dansk copyright © Jensen & Dalgaard, 2013 Originaltitel: Nuova grammatica finlandese © RSC Libri S.p.A. – Milano / Bompiani 2000 Isbn 978 87 7151 014 0 Sats og omslag: RubArt Tryk: ScandinavianBook, Aarhus

Oversættelsen er støttet af Statens Kunstråds Litteraturudvalg

Jensen & Dalgaard / jensenogdalgaard.dk

— 2 —

NyFinsk_Content.indd 2

01/10/13 09.11


Diego Marani

Ny finsk grammatik På dansk ved Cecilia Jakobsen

— 3 —

NyFinsk_Content.indd 3

01/10/13 09.11


Til Simona, Alessandro og Elisabetta

— 4 —

NyFinsk_Content.indd 4

01/10/13 09.11


Ei Suomi ole mikään kieli, se on tapa istua penkin päässa karvat korvilla. Paavo Haavikko

— 5 —

NyFinsk_Content.indd 5

01/10/13 09.11


— 6 —

NyFinsk_Content.indd 6

01/10/13 09.11


Prolog

M

it navn er Petri Friari, jeg bor i Kaiser-Wilhelmstraße 16 i Hamborg, hvor jeg arbejder som neurolog på universitetshos­ pitalet. Jeg fandt dette manuskript den 24. januar 1946 i en kuffert på militærhospitalet i Helsinki, sammen med en sømandsjakke, et lommetørklæde med de broderede initialer S.K., tre breve og en udgave af Kalevala samt en tom flaske koskenkorva. Det er skrevet på et haltende og sparsomt finsk, fuldt af grammatiske fejl, nedfældet i et skolehæfte, hvor sider med prosaberetning veksler med lister over verbalbøjninger, øvelser i finsk grammatik og udklip fra Helsinkis telefonbog. Nogle sider er ulæselige, andre indeholder kun ordsekvenser uden klar logik, tegninger, udenlandske navne og overskrifter hentet fra Helsingin Sanomat. Ofte udfoldes beretningen ved hjælp af brudstykker skrevet af fra aviser, som gentages, hver gang en tilsvarende situation forekommer, føjet sammen med andre, der spænder over de mest forskelligartede sproglige registre. Mit kendskab til de tildragelser, der er baggrunden for dette skrift, har gjort det muligt for mig at rekonstruere den historie, som fortælles heri, omskrive den i et mere korrekt sprog og udfylde de indholdsmæssige huller. Ofte har jeg været nødt til at foretage dybe indgreb i teksten, tilføje — 7 —

NyFinsk_Content.indd 7

01/10/13 09.11


mine egne passager for at knytte ting sammen, der havde mistet deres sammenhæng. Adjektiver efterladt i margenen, substantiver ihærdigt bøjet i det finske sprogs mest komplicerede kasus, tilsammen aftegnede det konturerne af en historie, som var mig ganske velkendt. Således har jeg kunnet få disse sider til at fortælle det, som de forgæves kæmpede for at formulere. Med erindringens skalpel har jeg indgraveret ord, og samtidig rippet smerteligt op i gamle sår, jeg troede lægte. Eftersom jeg har været vidne til mange af de hændelser og samtaler, der er gengivet her, har jeg været i stand til at rekonstruere dem temmelig nøjagtigt. I den forbindelse har jeg fået uvurderlig hjælp af frøken Ilma Koivisto, sygeplejerske i militærets lazaret-korps, der ligesom jeg personligt kendte ophavsmanden til disse sider. Læseren af denne beretning skal ikke forvente at få en præcis skildring af de historiske begivenheder eller en strengt videnskabelig rapport. Den fortæller blot den utrolige historie om en menneskeskæbne. Da jeg vendte tilbage til Helsinki otteogtyve år efter, at jeg var flygtet derfra, var det ene og alene for at opspore den mand, som jeg på grund af en grusom misforståelse uden at vide det havde kastet ud i en skæbne, der ikke var hans. Men alt, der er tilbage efter ham, er dette hæfte. Plaget af samvittighedsnag gav jeg mig til at udrede de sammenfiltrede tråde i manuskriptet, for i det mindste at sætte manden, der skrev det, et minde. Og måske også for at rekonstruere min egen historie, min egen identitet, set gennem andre øjne. Men der skulle gå mange år endnu, før jeg som gammel og desillusioneret omsider besluttede mig for at offentliggøre dette skrift (ledsaget af de kommentarer, som jeg i sin tid havde tilføjet), inden det sammen med mig vil være forsvundet for altid. Nok var det ubestrideligt fejlen fra min side, der førte til det sørgelige endeligt for ophavsmanden til dette manuskript, til gengæld vil jeg til mit forsvar gerne have lov at anføre, at vi befandt os i exceptionelt urolige — 8 —

NyFinsk_Content.indd 8

01/10/13 09.11


tider, da disse begivenheder fandt sted. De ekstremt usikre tilstande, der herskede i hine krigsdage, hvor jeg levede omgivet af lidelse og død, lod følelsernes virvar få overhånd over det fornuftens klarsyn, som ellers ofte har været min redning. Til tider gør skæbnen os til redskab for sine planer og gør os, uden at vi ved af det, til medskyldige i dens rå hensynsløshed. I lighed med denne mand er også jeg landflygtig. Men hvor han nærede hengivenhed og taknemmelighed over for Finland, dér har jeg et gammelt, uopgjort regnskab med mit land. I alle disse år har jeg forsøgt at undertrykke hadet til dem, der dræbte min far. Frem for at give efter for hævntrangens kalden har jeg stædigt holdt erindringen levende om det land, som er og bliver mit fædreland. Jeg har holdt fast ved mit modersmål og dyrket det, og gjort hvert af dets ord til en bøn, som jeg drømte om at bruge i min appel om tilgivelse for min far og om tilladelse til selv at vende tilbage. Men alt sammen forgæves. Tiden har dannet hårde drypsten i mig af nag sivet ud gennem sprækkerne i min sjæl. Nu er det i disse udvæksters billede, mine følelser bliver skabt og modelleret: allerede i deres opståen antager de deres monstrøse form. Alt i mig er mærket af denne svulst, og ingen frelse er længere mulig. Mit hjemland bliver nemlig ved med at afvise mig og holde mig i landflygtighed ved at anklage mig for yderligere en misgerning: den at have afsporet livet for forfatteren til dette skrift og dermed have forårsaget hans død. Retskafne og vederhæftige personer er mine vidner på, at det var i god tro, jeg handlede, som jeg gjorde. Hvis Herr Friedrich Reiner havde fundet lommetørklædet med initalerne S.K. blot én dag tidligere, ville skæbnen have formet sig anderledes for Massimiliano Brodar. Og også for mig. Måske ville jeg være vendt tilbage til Helsinki en smuk junidag, hvor luften fra havet fylder byens gader og forvandler hvert et hvidmalet hus til et sejlskib. Vendt tilbage, rede til at tilgive, for også selv at blive — 9 —

NyFinsk_Content.indd 9

01/10/13 09.11


tilgivet. Men måske havde en fjendtlig gud allerede forudbestemt, at det hele skulle gå, som det gjorde, og Massimiliano Brodar var slet og ret et redskab til min fordømmelse.

— 10 —

NyFinsk_Content.indd 10

01/10/13 09.11


Tilbage til Helsinki

D

oktor Friaris blik var det første, jeg så dukke frem ud af intetheden. Med en raslen af stivet bomuldsstof som forvarsel kom han til syne foran mig i en lysende blå strålekrans og blev stående og så undersøgende på mig en tid. Men i mit forstyrrede syns flydende magma lykkedes det mig ikke at skelne hans ansigtstræk. Det var, som om alt var nedsænket i en tyktflydende væske, der sagtnede bevægelserne og kvalte lydene. Der fulgte en række stillestående dage, som kun akkurat krusedes på overfladen af dæmpede stemmer, skygger bag en glasrude og lange tidsrum med stilhed svøbt i et gulligt farveskær. Jeg forsøgte at holde øjnene åbne længst muligt, at blinke det slørede indtryk væk fra dem, for at være klar til igen at møde doktorens blik. Men så snart jeg anstrengte mig det mindste, fik en jagende smerte mig til prompte at lukke øjnene. Jeg mærkede smerten vælde frem dybt nede ved roden af mine tindinger, summe og svulme op som en bisværm, inden den slog ned over et punkt bag mine øjne og lagde sig der. Til tider fik jeg en voldsom hedetur. Jeg svedte og følte mit hoved dunke under bandagerne. Åbenbart bemærkede sygeplejerskerne dette, for umiddelbart efter — 11 —

NyFinsk_Content.indd 11

01/10/13 09.11


så jeg dropflaskens glaskolbe dukke op ved siden af mig, og noget koldt blev lagt mod min arm. Langsomt blev der længere mellem smerteangrebene, tingene omkring mig antog fast form. Den blå strålekrans blev til et koøje, og de lange perioder med stilhed og et gulligt skær blev til nætterne oplyst af vågelampen skruet fast i en niche i væggen på gangen. Jeg befandt mig altså på et skib. Jeg mærkede dets lette rullen, men havde ikke spor fornemmelse af, at vi bevægede os ud af stedet. Jeg var bevidst om, at det var slemt fat med mig, men jeg så og opfattede på en distanceret måde, som om kun en del af mig var levende og sansede, og flød rundt i en substans, der var fremmed i forhold til mig. Som jeg langt senere skulle huske, var min hjerne i de dage under den langsomme opvågning indifferent over for min krops tilstand, nærmest som om den ikke længere havde lyst eller kræfter til at bekymre sig herom. Efter doktorens første besøg var det nu to sygeplejersker, der kom og bragte mig hen at sidde i en armstol ved siden af koøjet. Jeg havde bemærket, at det var to Røde Kors-sygeplejersker, og huskede, om end temmelig vagt, at der var krig. Jeg forestillede mig også, at jeg måtte være en overlevende efter en eller anden krigshandling. Men jeg huskede ikke, hvem jeg var, og var heller ikke nysgerrig efter at huske noget. Mine tanker syntes at springe frem ud af intet, for derpå atter at synke ned på bunden af min porøse bevidsthed, som ikke fastholdt nogen verdens ting. Når jeg senere hen tænkte tilbage på denne fornemmelse, var det lige før, jeg savnede den. I nogle få, vidunderlige dage havde jeg været uberørt af erindring, fri for hukommelse, fritaget for sorgens smerte. Jeg var blot en sammensmeltning af celler, en primitiv organisme som dem, der befolkede jordkloden for millioner af år siden. Fra stolen kunne jeg se den anden side af kahytten, min køje og sengebordet. Og — 12 —

NyFinsk_Content.indd 12

01/10/13 09.11


navnlig kunne jeg, selv om det kostede mig besvær at dreje hovedet, se havet ud gennem koøjet. Overgangen til stolen havde åbenbart betydet et stort fremskridt, for nu smilede doktor Friari, når han kom for at tilse mig. Han lyste mig ind i øjnene og granskede dem, idet han holdt mine øjenlåg spilet op med fingrene. Han slog det lille klapbord, der var fastgjort på væggen, ud og anbragte nogle kulørte papfigurer på det og bad mig kombinere dem, der hørte sammen med hinanden. Han var altid meget tilfreds med mine reaktioner og tog notater i et hæfte. I begyndelsen foregik vore møder i tavshed. De formede sig som en mimisk dans af høflige gestus og elskværdig hovednikken. Efter nogle dage begyndte doktor Friari at tale til mig. Men med ord, der var anderledes end dem, han brugte, når han henvendte sig til sygeplejerskerne, med rundere og mere fyldige lyde, der var lidt tid om at tone ud. Jeg var mig endnu ikke min tragedie bevidst, var ikke klar over, at traumet, jeg var ramt af, havde afskåret mig fra den sproglige verden. Min hjerne var et skib, der havde fået trosserne sprængt af stormen. Jeg så anløbspladsen ligge på rimelig kort afstand af mig, og troede, at jeg ville være i stand til at nå derind, så snart jeg var kommet til hægterne igen. Lidet anede jeg, at desperationens vind tværtimod skulle drive mig længere og længere ud på det åbne hav. Jeg forstod ikke doktor Friaris ord og mærkede heller ikke impulsen eller lysten til at svare ham stige op i mig. Men dette bekymrede mig ikke. Uden at tænke nærmere over det, tilskrev jeg det mine svære kvæstelser og den uendelige træthed, som jeg langsomt var ved at komme mig over. Desuden skvulpede der, endskønt løsrevet fra enhver objektiv viden, en vag idé rundt i min hjerne om, at doktoren talte til mig på et fremmed sprog, hvilket

— 13 —

NyFinsk_Content.indd 13

01/10/13 09.11


i min overfladiske bevidsthedstilstand var tilstrækkelig forklaring på, at hans ord var uforståelige for mig. Som jeg senere erfarede, tiltalte doktoren mig lige fra disse første dage på finsk, hans eget sprog, som han troede, også var mit. Han håbede på, at mit modersmåls bløde og varmende ord ville lindre min smerte og dæmpe min fortabthed ved at få mig til at føle mig blandt mine egne. Jeg forsøgte ikke at tale, ganske enkelt fordi jeg ikke følte trang til det. Den sproglige opfattelsesevne var blevet slukket i mig, og med den enhver interesse og nysgerrighed over for ord. Jeg kunne ikke tale noget sprog overhovedet, vidste ikke længere, hvilket der havde været mit. Men dette var jeg ikke bevidst om. Et umærkeligt slør lå over mig som en slags hypnose og beskyttede mig mod virkelighedens krasse farver.

E

n morgen foldede doktor Friari et Europakort ud på bordet og opfordrede mig med en håndbevægelse til at gøre et eller andet, som jeg ikke forstod, hvad gik ud på. Jeg formodede, at det var en ny form for øvelse, og koncentrerede mig, alt hvad jeg kunne, om at betragte de grønne og brune plamager, det blå havs konturer og indskæringer, flodernes dybe furer. Jeg vidste, at det, der lå foran mig, var et landkort, landenes former var mig bekendte, jeg havde allerede set dem utallige gange tidligere. Jeg opfattede klart det, jeg så, men min erkendelse standsede ligesom op lige under overfladen af virkeligheden. Jeg genkendte omridsene dér på kortet, i lighed med alle andre genstande rundt om mig, men jeg kunne ikke sætte navn på dem. Min hjerne nægtede at anstrenge sig det mindste i den retning. Som jeg senere blev klar over, var det, som om den ikke længere havde redskaberne til at gøre det. Min krop og mine — 14 —

NyFinsk_Content.indd 14

01/10/13 09.11


hænder var begyndt at kunne bevæge sig igen. Leddenes bevægelser gav mig kropsfornemmelsen tilbage. Jeg lagde hænderne rundt om hver eneste genstand, jeg så; ved at røre ved tingene genvandt jeg kendskabet til dem. Men min hjerne kunne ikke længere finde ud af at sammenkoble tingen med et ord. Adskilt fra mig, og dog levende i mig, så jeg det bevæge sig rundt uden at kunne få fat på det, som en fisk i et akvarium, som vandet og glasset optisk spiler ud og får til at fremstå fjern, selv om den er tæt på. Følgelig forstod jeg ikke, hvad det var meningen, jeg skulle gøre med landkortet. For at opmuntre mig pegede doktoren på en klumpet grøn strimmel, gennemhullet af blå pletter over det hele. Jeg stirrede først på hans øjne og dernæst på kortet, mens jeg mere og mere forvirret rynkede mine øjenbryn. Omsider gik der et lys op for mig. Doktoren ville selvfølgelig have mig til at udpege for ham, hvor jeg kom fra. Beroliget rømmede jeg mig med et genert smil og rakte pegefingeren frem for at sondere landkortet. Og da isnede blodet i mine årer. Det var som at læne sig ud over randen af en afgrund. Jeg genkendte formerne skåret ud i kortet af grænselinjernes røde ar, men jeg vidste ikke længere, hvad de gik ud på. Bogstaverne, der trykt med stort skråede hen over bjerge og dale, sagde mig intet. Frankrig, Tyskland, Østrig, Ungarn og Rumænien flakkede om i min bevidsthed som aftegnede silhuetter, jeg ikke længere var i stand til at sætte navn på. Bevidsthedsmæssigt nåede jeg frem til tærsklen til disse begreber, men fandt ikke dørhåndtaget til at komme ind til dem. Det var grufuldt at opdage, at halvdelen af min hjerne var sat ud af spillet. Det var, som om blodet, der skulle væde min hjerne, var blevet blokeret i en fjern, tilstoppet arterie. Betegnelser, der forekom mig helt enkle og ligetil, forsvandt ud i luften for mit afmægtige blik, når jeg forsøgte at gribe ud efter dem. Også bogstaverne, som jeg troede at kende — 15 —

NyFinsk_Content.indd 15

01/10/13 09.11


hvert og ét, og som jeg følte, jeg kunne skrive så let som ingenting, var blevet til lydløse tegn, stumme hieroglyffer fra en forsvunden civilisation. Pludseligt som et opkastningsfald kom behovet for at tale over mig. Igen havde jeg denne følelse af en tilstopning. Det svimlede for mig, og jeg mærkede det krible bag øjnene og gnistre med en regn af lynende smerter. Jeg åbnede munden i et forsøg på at sige noget, men alt der kom ud, var et gisp. Det gik op for mig, at min tunge, mund og tænder var ude af stand til at frembringe en artikuleret lyd. Luften passerede fra min strube til min gane, blot for at pibe ud i et ynkværdigt suk. Min gru over denne frygtelige opdagelse naglede mig til stolen, som jeg knugede mig så fast til, at mine negle borede sig ind i lakken. Med rædselsslagne øjne stirrede jeg på doktoren i håb om hjælp. Atter denne ejendommelige kriblen, efterfulgt af de jagende smerter, der invaderede mit hoved. Jeg var grebet af en angst, som jeg aldrig før havde kendt til. Jeg havde en oplevelse af at synke og miste forbindelsen med den fysiske verden. Synet af tingene blev flakkende og svandt ligesom bort for mit blik, som om det svage lys, der kastede sit skin over den eneste, smalle passage, der stadig var åben mellem mig og virkeligheden, var ved at gå ud. Doktoren forsøgte at skjule sin egen forlegenhed ved situationen. Han vendte og drejede landkortet og blev ved med at pege på omridset af Finland. Så udstødte han et par ord, en slags udbrud, som han gentog flere gange. For mig blot lyde, som jeg nok opfattede, men ikke forstod. I hans blik observerede jeg i et glimt modløsheden hos en, der indser, at det er en galning, han har med at gøre. Sygeplejerskerne kom styrtende til og bragte mig tilbage i seng. Atter mærkede jeg noget koldt mod min arm. Doktoren blev hos mig, til jeg var faldet i søvn.

— 16 —

NyFinsk_Content.indd 16

01/10/13 09.11


Der var vel forløbet nogle timer, da jeg åbnede øjnene igen, for udmattet til at gå i panik, for angst til at kunne sove. Vågelampen i gangen badede væggene af malede metalplader i sit gule skær. Skibets rullen, det sorte koøje – alt gav mig følelsen af, at jeg langsomt var ved at blive suget ned i en strømhvirvel, ned i et mørkt og koldt dyb befolket af uhyggelige fisk og havuhyrer. Jeg følte mig svag og døsig, end ikke i stand til at græde. Det var mørk nat, både udenfor og inden i mig. Tænderskærende mobiliserede jeg den smule vrede, jeg endnu havde i kroppen, og forbandede ordløst en Gud, som ikke kunne høre mig. Næste morgen trådte doktor Friari ind i min kahyt med et smil. Den foregående dags modløshed syntes glemt, og han sendte mig et blik fuldt af fortrøstning. Under armen havde han en bylt pakket ind i brunt papir. Det var første gang, jeg så den, den ting, der lå i pakken: en blå jakke, en sømandsjakke. Doktoren foldede den ud på sengen og viste mig et lille hvidt bomuldsbændel, der var syet fast i nakken på indersiden af kraven. Der stod noget på det: to ord med stort forbogstav. Jeg kunne godt skelne bogstaverne, men var ikke i stand til at læse dem. Doktor Friari iagttog mig med en opmærksom mine, som han samtidig bestræbte sig på skulle virke beroligende. Så begyndte han at tale til mig. Han rettede pegefingeren mod mærket, der var syet ind i foret, og lod den dvæle specielt ved de to forbogstaver, mens han med overtydelig robot-stemme langsomt læste ordene højt: »Sampo Karjalainen«. Jeg anstrengte mig for at forstå, og gættede mig til, at han gentog det, der stod på mærket. Stående foran koøjet viftede han beklædningsgenstanden foran mig, idet han holdt den ved skuldrene. Således taget som gidsel så den tomme jakke ud, som om den havde fået eget liv og kæmpede mod doktoren, der var blevet rød i ansigtet af iver. — 17 —

NyFinsk_Content.indd 17

01/10/13 09.11


Ærmerne fløj op og ned, som om de var beboet af usynlige arme, og fik knapperne til at rasle. Som i en kluntet omfavnelse strøg Friari med hænderne ned over forsiden af jakken og famlede efter lommerne. Han rodede først i den ene, derpå i den anden, og tog et sammenfoldet lommetørklæde op, som han foldede ud på sengen, samtidig med at han lod jakken falde på gulvet. I det ene hjørne, broderet med mørkeblåt mellem de himmelblå striber, trådte to bogstaver tydeligt frem: S.K. Jeg genkendte tegnene. Det var de store forbogstaver i navnet på mærket. Jeg fornemmede klart, at doktoren forventede en eller anden reaktion af mig. Men ligesom jakken, der lå på gulvet, måtte også jeg blot brede armene ud i en opgivende gestus. Mine øjne flaksede fra initialerne til ansigtet, der så spørgende på mig, og bogstaverne hvirvlede rundt i mit hoved og smeltede sammen til ét sammenhængende, udechifrerbart tegn. Hvem var Sampo Karjalainen? Var jeg Sampo Karjalainen? Var den min, den blå sømandsjakke? Fortvivlet pressede jeg hænderne mod mine tindinger og lod mit hoved synke forover, til hagen rørte brystet. Doktorens sko trak sig baglæns over gulvbrædderne og forsvandt derpå hen mod døren. Da jeg kiggede op igen, hang den blå sømandsjakke på knagen på væggen: Den gyngede stadig let. Jeg registrerede med største omhu alle faser i mandens opvågnen af koma. Hans blodtryk og kropstemperatur, der efterhånden langsomt steg, de første tegn på, at han var ved at komme til bevidsthed, hans gradvise genvindelse af sin bevægelsesevne: Alt sammen blev noteret i hans sygejournal tillige med medicinen, jeg gav ham. Selv om jeg husker hele forløbet og dets rækkefølge, er og bliver meget af det, der står skrevet på disse sider i hans hæfte, aldeles uudgrundeligt for mig. Ofte følger adjektiver og verber på hinanden i en gold række af nøgne ord — 18 —

NyFinsk_Content.indd 18

01/10/13 09.11


uden spor af syntaktisk struktur, klæbet ind som udklipsbilleder. Men når jeg genlæste dem, øjnede jeg et tåget skær af mening, jeg skelnede vage konturer af de følelser, som denne mand gennemlevede, og som jeg observerede udefra. Jeg så atter hans øjne stirre fortabt på mig, men jeg vil aldrig kunne beskrive det afgrundssvælg, de dukkede op fra.

L

ang tid gik. Dage, der føltes endeløse. I mellemtiden var mit syn blevet stabilt igen. Da de fjernede forbindingerne, blev jeg siddende hele eftermiddagen og betragtede mig selv i spejlet, der var skruet fast i væggen over håndvasken. Også i den efterfølgende tid greb jeg ofte mig selv i at kigge stjålent på mit eget spejlbillede og forsøge at genkende mig selv. Med yderste forsigtighed vovede jeg til tider ligefrem at røre ved såret i min nakke. Men jeg forskrækkedes over de store hårløse fordybninger, som mine fingerspidser stødte på i mit hærgede hovedbund. Med rædsel strejfede jeg hen over dem. Det føltes, som om jeg rørte ved min egen hjerne. Med doktor Friaris hjælp havde jeg lært at fløjte. Det var det første skridt på vejen til genvindelsen af talens brug. De små militærmarcher, som jeg lærte at fløjte, var uimodståelige: De fik ligefrem forplantet deres rytme i mig, så jeg bevægede mig i takt til dem. Jeg tilbragte hele eftermiddage med at gentage de taleøvelser, som doktoren satte mig til at udføre. Uden at forstå dem, begyndte jeg at kunne sige mine første ord. Efterhånden som jeg fattede min situation, affandt jeg mig med den og forsøgte at håndtere den med de midler, jeg havde til rådighed. Doktoren hjalp mig med at pejle de ukendte vragdele af min forliste bevidsthed. Sammen med ham fandt jeg ud af, at jeg havde en forholdsvis udstrakt virkelighedsopfattelse. Fra vinduerne på sit kontor, hvor jeg hver morgen begav mig hen — 19 —

NyFinsk_Content.indd 19

01/10/13 09.11


for at arbejde med mine genoptræningsøvelser, udpegede doktoren en ting for mig i landskabet omkring bugten og bad mig tegne den for ham i hans notesbog. På den måde blev jeg opmærksom på, at jeg vidste, hvordan en bygning var konstrueret, hvordan et fyrtårn virkede, og hvordan et skib var indrettet. Under hver tegning skrev doktor Friari tingens navn og lærte mig at udtale det. Jeg gentog lydene af hans ord, først tøvende, derefter med stadig større sikkerhed. De blev til mine egne ord, som jeg kunne gentage og læse på egen hånd, og som jeg med tiden lærte at sætte sammen med hinanden. Senere, da jeg var i stand til at svare på de spørgsmål, jeg blev stillet, kunne doktoren foretage en mere præcis kortlægning af mine tekniske kundskaber ved at bede mig komme med oplysninger i forbindelse med de forskellige billeder, han viste mig, til tider blot ved at svare med fagter og gebærder. Anderledes udtrykt fandt jeg ud af, at jeg vidste, hvordan en bil fungerede, at jeg var i stand til at starte en grammofon, at jeg kunne bruge en svensknøgle eller en skruetrækker, og at jeg havde et vist basis-kendskab til søfart, som jeg dog var ganske ude af stand til at gøre klart og sammenhængende rede for. Min hjerne reagerede på samtlige stimuli, strømmen passerede. Kun kontakten til sproget var afbrudt. Men nødkablet, doktor Friari havde installeret, begyndte langsomt at kompensere for denne defekt. Skønt det var en rent midlertidig foranstaltning og led af store udsving i spænding, formåede det at holde min gradvist vågnende bevidsthed forsynet med strøm. Min hukommelse, derimod, var fortsat mørklagt, og punktet for dens kortslutning umuligt at spore. I strømmen af historiske begivenheder, som doktoren lod passere revy for mig ved hjælp af fotografier, landkort eller flag i hans bøger, og som illustrerede den igangværende krig, fandt jeg ikke noget som helst,

— 20 —

NyFinsk_Content.indd 20

01/10/13 09.11


der kunne bruges som anker for min identitet. Her blev alt sløret og forsvandt ligesom bag en rude af matteret glas. Ledsaget af en sygeplejerske var jeg begyndt at vove mig op på dækket for at gå en kort spadseretur. Jeg tilbagelagde skibet i hele dets længde, idet jeg holdt fast i rælingen. Når jeg var nået ud i agterstavnen, satte jeg mig i solen og så ud over det blå hav, som jeg så længe kun havde set fra koøjet. Senere fik jeg at vide, at jeg befandt mig om bord på det tyske hospitalsskib Tübingen, der lå for anker ud for havnen i den italienske by Trieste, mens det ventede på at losse sin last af sårede, så de kunne blive overført til Røde Kors’ togkonvojer til Tyskland. På solskinsmorgener fremstod byen dér i det fjerne i et glitter af bølger og grønne kupler, som jeg holdt af at sidde og betragte. Det havde en beroligende virkning på mig, dette krystalklare syn, dette tydeligt aftegnede panorama med dets rene linjer. På dækket mødte jeg også andre soldater. De havde udtærede ansigter og fraværende blikke. Næsten alle bar en forbinding eller var invaliderede af mere eller mindre åbenlyse kvæstelser. Nogle slæbte sig af sted på interimistiske krykker, som de stadig brugte akavet. Andre, der tilsyneladende var uskadte i legemlig henseende, viste sig ved nærmere iagttagelse at have et hallucineret udtryk i øjnene, som knap nok var menneskeligt længere. De samledes i små grupper på de bænke, der var mest i læ, og spillede kort og snakkede, eller også stirrede de bare ud i det fjerne uden at sige et ord, mens de tændte den ene cigaret efter den anden, som de kun tog et enkelt sug af. Jeg foretrak at holde mig uden for deres selskab. Jeg havde alligevel intet at fortælle. Men hvis jeg tilfældigt kom til at overhøre en samtale, lyttede jeg i smug og anstrengte mig for at tyde ordene, jeg hørte dem sige. Jeg valgte dem ud, der var tydeligst at opfatte og som forekom hyppigst, og gik afsides for at gentage dem højt — 21 —

NyFinsk_Content.indd 21

01/10/13 09.11


for mig selv. Men disse ukendte lyde genlød tomt i min mund og i mit hoved uden at efterlade sig spor, som et ekko der langsomt dør bort. På det ubevidste plan mærkede jeg instinktivt, at det ikke var de samme lyde som dem i det sprog, doktor Friari talte. Selv når det lykkedes mig at sige dem efter, forsvandt de som bristende bobler, inden jeg nåede at lære at gentage dem. Så gik jeg tilbage og satte mig for mig selv og kiggede ud over havet. Men end ikke dette majestætiske skue kunne dæmpe min angstfølelse. Mit blik borede sig langt ud i det fjerne i desperat søgen efter et holdepunkt, en erindring, et forestillingsbillede, som mirakuløst kunne vække den døde del af mig til live igen. Hver morgen efter spadsereturen gik jeg hen til doktor Friari til min faste daglige konsultation. Petri Friari, en neurolog ved universitetshospitalet i Hamborg, var tysk statsborger, men stammede fra Finland. Som jeg senere erfarede, var han flygtet fra sit fødeland mange år tidligere, da han var en ganske ung mand. I begyndelsen havde jeg svært ved at forstå doktorens beretning, selv om han havde fortalt den flere gange ved hjælp af det sædvanlige Europakort og alle de fagter og gebærder, han kunne opbyde. Jeg var ikke rigtig klar over, hvorfor han var flygtet, men jeg fornemmede dybden af tragedien, der lå bag. Efterhånden som jeg blev bedre og bedre til at forstå, og ordene i mit hoved blev flere og flere, lykkedes det mig at sætte stumperne af hans historie sammen.

I

de år, hvor revolutionen hærgede Rusland, blev også Finland trukket med ind i tumulterne. I industribyerne gjorde arbejderne opstand, greb til våben og indførte et kommunistisk styre. Landet splittedes i to, og der udbrød en borgerkrig, som efter lange, hårde — 22 —

NyFinsk_Content.indd 22

01/10/13 09.11


kampe endte med, at marskal Mannerheims hvide hær gik ud som sejrherre. Så snart ro og orden var genoprettet, blev der foranstaltet et skånselsløst opgør med hårde repressalier mod dem, der havde sympatiseret med den bolsjevistiske sag. Doktor Friaris far, en universitetsprofessor, der var overbevist socialist, blev arresteret og interneret i en fangelejr. Efter den frygtelige vinter i 1918 havde man ikke længere mindste efterretning om ham. Så derfor havde Petri Friari, der på det tidspunkt var en ung medicinstuderende, sammen med sin mor forladt Finland for at søge tilflugt i Hamborg, hvor de kunne bo hos nogle tyske slægtninge. I den store havneby havde han taget alle mulige jobs for at overleve, og under store ofre var det lykkedes ham at færdiggøre sine studier. Sit land havde han ikke set igen, siden han som treogtyve-årig forlod det. Men sit sprog havde han ikke glemt. Og heller ikke sit folk. Lige uden for Hamborgs havn, bag jernbanen, hvor der bliver længere mellem kranerne, og byen glider over i det grå, åbne landskab, ligger den finske sømandskirke med sin tilsodede gotiske bygning. Her kunne doktoren træffe sine landsmænd, finske søfolk med hyre på handelsskibene, der fortalte ham nyt hjemmefra og bragte ham breve og aviser. Hver søndag fulgte han sin mor til højmesse, og eftermiddagen brugte han på frivilligt arbejde for medlemmerne af det lille finske samfund i Hamborg, som han gav lægebehandling uden at tage betaling for det. Til gengæld fik han varme, hengivenhed og i ny og næ en flaske spiritus. Og navnlig fik han lejlighed til at tale sit eget sprog, hvilket for ham var det allervigtigste. Det var derfor, doktor Friari interesserede sig så meget for mit tilfælde: Navnet broderet på mærket i min jakke var nemlig et finsk navn, og i min ulykkelige skæbne så han muligvis sin egen spejlet. Ligesom ham var jeg mod min vilje endt langt borte fra mit eget land, og det sprog, — 23 —

NyFinsk_Content.indd 23

01/10/13 09.11


som doktoren formodede, lå begravet under arrene i min beskadigede hjerne, var også hans sprog. Drevet af samme indre tilskyndelse som da han bistod sømændene, der kom i kirken i Hamborg, tog doktoren sig nu af mig og mine sår. Under konsultationerne fortalte han mig om sin fortid; hvilken han skildrede som et sørgeligt eventyr, han endnu ikke selv vidste, hvordan endte, men som han holdt af at berette for mig, nærmest som for at afværge yderligere ulykker. Når han tog imod mig i sin konsultation, gned han sig i hænderne, som om han på forhånd glædede sig til en behagelig adspredelse. Så satte han sig ned og åbnede sin grønne notesbog, som han til stadighed kiggede i, imens han fortalte eller udspurgte mig. Han viste mig billeder af ting, nye fra gang til gang, der var klæbet ind i hans notesbog eller var gengivet i en anden bog, og sagde, hvad de hed, og bad mig gentage. Det var ord, der var anderledes end dem, som jeg hørte soldaterne på dækket sige. I begyndelsen havde jeg svært ved at udtale dem. Især visse vokaler. Men doktorens ihærdige indsats gjorde underværker. Senere betroede han mig, at han selv var forbavset over, hvor hurtigt jeg lærte det. På min hjernes glatte klippegrund havde der gradvist aflejret sig et let pulver, et tyndt udstrøet lag af lyde, der med tiden var blevet tættere og fyldigere. Der havde dannet sig en næringsrig og dyb muld, hvor ordene nu slog rod, trivedes og blomstrede. Den sproglige hukommelse, som traumet havde rykket op med rode fra min hjerne, blev således født på ny andetsteds, i en anden del af min bevidsthed, støttet af fornuftens stillads, men alligevel fremvokset næsten lige så spontant som et naturligt sprog. Sådan udtrykte doktoren det, og ikke mindst forbløffedes han over, at jeg var i stand til at lære så hurtigt ved at bruge ressourcer i hjernen, som han havde troet, var uegnede i forbindelse med at lære sprog. Fordi han så gerne selv — 24 —

NyFinsk_Content.indd 24

01/10/13 09.11


ville tro, der var noget om det, fremsatte han sågar den fabelagtige hypotese, at mine hjerneceller havde opsporet resterne af mit sprog, der lå spredt mellem folderne i mit sår, og at stumperne i kraft af indlæringsbestræbelserne nu lige så langsomt var ved at føje sig sammen igen og genfinde deres form og indre sammenhæng. En ukendt kemisk proces foregik i mig, nye kapillærer forgrenede sig og bragte deres safter ud i aldrig udforskede områder, hvor tidligere kun kødets og blodets animalske liv havde pulseret. Doktoren betegnede det fænomen, han her var vidne til, som et mirakel, og begejstredes over hvert fremskridt, jeg gjorde. Han observerede og noterede minutiøst alle mine reaktioner på hans øvelser, tillige med alle de nye ord, jeg lærte at bruge. Han betragtede min helbredelse og restituering som en personlig sejr, et stort fremskridt for videnskaben. Men det, som først og fremmest gjorde ham bevæget, var redningen af et sprog, som han på sin vis også havde reddet fra at gå tabt hos sig selv, ved i eksilet at færge det over erindringens hav. Selv om al konversation på et sofistikeret plan var udelukket mellem os, og vores samtaler fortrinsvis bestod af enkeltord, der blev gentaget så ofte, at de næsten antog legemlig form i luften omkring os, følte doktor Friari alligevel, at vi på en abstrakt måde begge to tilhørte én og samme verden. Der var et mystisk bånd, der forenede os, et slægtskab, som ikke gik gennem blodets bånd, men vibrerede i lyden af sproget. I doktorens sjæl vakte det erindringens sødme, hos mig holdt det livsviljen vågen. På den måde lærte jeg i løbet af nogle uger, langsomt og ét ord ad gangen, et rudimentært finsk. Sparsomt, men så fundamentalt, at det satte mig stand til at kommunikere med doktoren. Og frem for alt at få min egen historie at vide.

— 25 —

NyFinsk_Content.indd 25

01/10/13 09.11


Jeg var blevet samlet op mere død end levende, med knust baghoved, ved daggry den 10. september 1943 på en mole nær jernbanestationen i Trieste. Der var ikke blevet fundet nogen identitetspapirer på mig, ej heller nogen personlige ejendele. Alt, jeg havde, var det tøj, jeg var klædt i. Formodentlig var jeg blevet overfaldet og plyndret, slået ned med det blyrør, der blev fundet ved siden af mig, stadig tilsølet med blod og hår. Netop i de dage var hospitalsskibet Tübingen ankommet til Triestes havn fra Nordafrika. Det var sømænd fra dets besætning, der fandt mig. De bar mig over i deres chalup og bragte mig om bord på skibet, hvor jeg blev overladt til doktor Friari, militærlæge i den tyske flåde. Som han senere selv indrømmede, havde han på grund af min alvorlige tilstand og omfanget af min kvæstelse ikke troet, at jeg ville overleve længe. Han havde end ikke fundet det umagen værd at operere mig. Så det var af ren og skær medlidenhed, han havde accepteret at tage imod mig på Tübingen: på grund af navnet, der var syet ind i min jakke. Dog besluttede han straks at lade mig flytte fra afdelingen, hvor de andre sårede i komatøs tilstand var indlagt, for i stedet at holde mig under observation på opvågningsstuen. Et stort område i min nakke havde fået dybe læsioner, og det var vanskeligt at anslå, hvor meget af hjernen der havde taget skade. Men måske havde doktoren fornemmet, at der et sted i mig stadig var en form for liv, som rørte på sig. Som han senere forklarede mig, var der rent klinisk intet, som adskilte mig fra de andre koma-patienter. Men af en eller anden udefinerbar grund havde han følt sig kaldet til at give mig særlig intensiv behandling, og det så han som et vink fra skæbnen. Som praktisk og konkret indstillet videnskabsmand forventede han hver morgen, når han kom ind på opvågningsstuen for at tilse mig, at finde mig død. Da han konstaterede, at min tilstand tværtimod bedredes, — 26 —

NyFinsk_Content.indd 26

01/10/13 09.11


opfattede han det som et mirakel, og fra da af veg han ikke længere fra min side. Sygeplejerskerne svor på, at de den dag, jeg kom ud af koma, havde set en tåre på hans hærdede kind. Han insisterede på personligt at følge min genoptræning. Derfor var det ham, der hver morgen stillede mig opgaverne med de kulørte papfigurer. Da han opdagede, at jeg ikke kunne tale, at kvæstelsen havde ødelagt min sproglige hukommelse og min evne til at frembringe artikulerede lyde, håbede han inderst inde, at jeg ville dø. Det overraskede ham imidlertid, hvor hurtigt min hjerne genvandt sin tabte viden, og i begyndelsen var det først og fremmest det videnskabelige aspekt ved min skade, der vakte hans interesse. Men han kunne heller ikke forblive uberørt af angsten og fortabtheden hos et menneske, der var blevet slået halvt ihjel og berøvet sin fortid, sit navn og sit sprog, tvunget til at leve uden erindring, savn og drømme. Den antagelse, at jeg også var finne, og ligesom ham på en eller anden mystisk måde var havnet ved dette fjerne hav, fik ham til at give mig en særbehandling, som man i krigstider vanskeligt kan ofre på en enkelt såret. I løbet af de uger, han tilbragte ved min sengekant, beskæftiget med at spejde efter det mindste tegn på bevidsthed inde bag mine øjnes vinduesglas, havde han overbevist sig selv om, at jeg helt bestemt måtte være en finsk sømand, der var ankommet til Trieste med et skib, for eksempel et tysk handelsskib, og at jeg så var blevet slået ned af en de luskede banditter, der i de kaotiske dage huserede i havneområderne og omkring jernbanestationerne. Navnemærket i jakken og initialerne på lommetørklædet lod ingen tvivl tilbage hos ham. Derfor svor han på, at han ville gøre alt, der stod i hans magt, for at jeg kunne vende hjem til mit land og prøve at genfinde min hukommelses tråd. Når jeg overhovedet stadig var i live, havde han trods alt også lidt af skylden eller æren herfor. Fordi han ufortrødent — 27 —

NyFinsk_Content.indd 27

01/10/13 09.11


havde sat sin videnskabelige kompetence ind på et tilsyneladende håbløst tilfælde, og fordi han havde ladet sit hjerte lytte til mit navns fortrolige klang.

J

eg tilbragte nogle lange uger om bord på Tübingen blot med at vente. Forskellige vanskeligheder havde forsinket klargøringen af togkonvojen. Nu lå skibet opankret inde i Triestes havn. Fra min observationspost på dækket havde jeg bemærket frenetisk aktivitet på kajerne og molerne. En stadig strøm af militærkøretøjer ankom og læssede tropper og våben af. Når vinden blæste fra det rette hjørne, kunne jeg ligefrem høre befalingsmændenes kommandoråb. Til tider ledsagede jeg doktoren til jernbanestationen, hvor han tog hen for at overvåge organiseringen af konvojen eller hente medicinaludstyr. Ved de lejligheder spiste vi frokost sammen på en af de små restauranter nær havnen. Mens vi spiste, opfordrede han mig vedholdende til at fortælle om alt, hvad jeg foretog mig, om hver eneste detalje i min dagligdag, selv de mest betydningsløse. I begyndelsen fandt jeg det irriterende, men så forstod jeg hensigten med det. Det var gennem disse sandskorn af tid, at jeg skulle rekonstruere mig en fortid, en erindring. Han rådede mig på det indstændigste til aldrig nogensinde at holde op med denne øvelse. Selv om han endnu ikke havde røbet det for mig, var doktoren allerede i fuld gang med at planlægge min tilbagevenden til Finland og forberedte mig langsomt på at tage springet. Mens doktoren talte med sine kolleger fra den militære sanitetstjeneste inde på kommandoens kontorer, hvor jeg ikke havde adgang, slog jeg tiden ihjel med at spadsere rundt. I starten fjernede jeg mig ikke ret langt fra stationen, men senere begyndte — 28 —

NyFinsk_Content.indd 28

01/10/13 09.11


jeg at vove mig på opdagelse i byen. På solskinseftermiddage lå hver gade, der fra havnefronten ledte op i byen, som en forgyldt stribe, jeg fulgte, helt til den mundede ud i en skyggefuld plads, hvor store bygninger i lyse sten aftegnede sig mod den stærkt blå himmel. Jeg holdt af at gå rundt på lykke og fromme og følge det fatamorgana, der dukkede op rundt om hvert eneste gadehjørne, for derpå atter at dykke ud i det blændende lys fra havet. Hele byen Trieste levede i de måneder i en tilstand af angst. Jeg fik at vide, at der efter den italienske våbenstilstand var kommet nye tyske tropper til byen, som havde besat den og forberedte sig på at slå en eventuel invasion tilbage. De tidligere forbundsfæller var blevet til potentielle fjender. Mange italienske soldater var flygtet op i bjergene og havde sluttet sig til partisangrupperne eller var blevet afvæbnet. Sortskjorterne og Salò-republikkens soldater havde overtaget deres plads, under tysk kommando. Doktor Friari brød sig ikke om disse folk, han betragtede dem ikke som militærpersoner på linje med sig selv. Jeg havde lagt mærke til, at han forsøgte at undgå dem, og at han optrådte ligefrem fjendtligt over for dem. De sidste dage inden afrejsen havde jeg under mine ensomme strejftog af og til hørt pludselige maskingeværsalver bryde stilheden i de næsten øde gader. Et par gange var jeg også blevet standset af en gadepatrulje. Men hver gang havde min passerseddel fået officeren, der foldede den ud, til at smække armen op i salut. Øjeblikkelig fik hans stemme en anden tone, og jeg fik lov at gå. Også på jernbanestationen kunne jeg uforstyrret stå og betragte militærkonvojerne, som afgik mod den jugoslaviske grænse. Hver gang gik jeg hen og inspicerede stedet, hvor jeg var blevet fundet, lige i nærheden af godsbanegården. Mellem kranerne og skibene, der lå for anker, søgte jeg efter et spor, et indicium, som jeg kunne — 29 —

NyFinsk_Content.indd 29

01/10/13 09.11


forvandle til en erindring. Til tider, når doktoren var til middag med en højtstående officer, blev jeg i byen til langt ud på aftenen, imens jeg ventede på ham. For ikke at føle mig ensom søgte jeg tilflugt på den første den bedste ølstue, jeg stødte på. Her sad jeg så, mellem tyske soldater og sortskjorter, der drak sig fulde og sang, og jeg forsøgte at få mit glas øl til at strække længst muligt, alt imens jeg sammen med mine ukendte svirebrødre sang viser, jeg ikke forstod et ord af. Det var beroligende at høre min stemme blande sige med de andres, mine ord lægge sig oven i deres, komme ud af min mund og vækkes til live, som om de virkelig var mine ord, som om der bag disse lyde, som jeg havde lært at imitere så godt, også fandtes en bevidsthed om deres betydning. Uden at spørge mig, hvem jeg var, hævede folk omkring mig deres glas og skålede med mig, de behandlede mig som en af deres egne. Derinde i tobaksrøgen og værtshuslarmen følte jeg mig tryg, jeg var ikke alene. Doktoren var bekymret over min angst for ensomhed. Han sagde, at jeg måtte overvinde den. Den var et tegn på min manglende evne til at acceptere min nye skæbne. En morgen i november bad doktor Friari mig om at tage med ham til den lille by Opicina, oppe i området Karst ikke ret langt uden for Trieste. Han skulle til den tyske kommandos hovedkvarter for at mødes med en højtstående embedsmand i den civile administration, som lige var kommet til byen. Jeg vidste endnu ikke, at det var mig, hans ærinde gjaldt. En bil kom og afhentede os på molen. Det var en grå morgen, selv om himlens lys i øst lod én ane solen. Vejen, der førte op til Karst, lå hyllet i tyk tåge. Hele højsletten emmede af fugtighed. Fra træerne dryppede der af og til en kaskade af store dråber ned på forruden, som en pludselig sommerbyge.

— 30 —

NyFinsk_Content.indd 30

01/10/13 09.11


Det tyske hovedkvarter havde til huse i en omhegnet villa, der var forsynet med en hvid gitterport og lå lidt tilbagetrukket fra vejen. Vi gik tværs over den grusbelagte gårdsplads, forlegne ved støjen fra vores egne skridt, og blev modtaget af en soldat. Jeg bed mærke i, at han haltede. Han vekslede nogle få ord med doktoren og fulgte ham så hen til en dør for enden af hallen. Mig viste han med en håndbevægelse ind i officersmessen, der på det tidspunkt var tom. Jeg satte mig ned og bladede i nogle gamle ugeblade. Efter nogle lange minutter med rungende stilhed hørte jeg hans haltende skridt komme tilbage, døren gik op, og soldaten viste sig på ny og gjorde tegn til mig om at følge med ham. Jeg blev gelejdet ind på kontoret, hvor doktoren og embedsmanden befandt sig i en samtale. Embedsmanden var en kraftigt bygget mand med rødmosset ansigt og et jovialt smil. Han gik hen til mig og gav mig hånden og pegede på en stol foran sit skrivebord. Jeg tog plads, og doktoren, der sad ved siden af mig, genoptog en snak, som åbenbart var blevet afbrudt, da jeg kom ind. Han talte tysk, men jeg gættede mig til, at det var min historie, han fortalte. Han pegede på jakken, som jeg havde taget af og holdt sammenfoldet på knæene. På et nik fra doktoren viste jeg navnemærket i den og tog lommetørklædet med initialerne op af lommen og lagde det på skrivebordet. Embedsmanden vendte og drejede det mellem hænderne med rynket pande, og rakte det så tilbage til mig. Samtalen varede ikke længe. Embedsmanden nikkede til det, doktoren sagde, og tog nogle notater. Så rejste han sig og fulgte os hen til døren og tog hjerteligt afsked med os. På sit varme og hæse tysk sagde han henvendt til mig en bemærkning, som jeg, uden at forstå, opfattede som venskabelig. Doktoren forstod den til gengæld og trykkede embedsmandens hånd, idet han sendte ham et taknemmeligt blik. Også jeg takkede ved at bøje mit hoved, i — 31 —

NyFinsk_Content.indd 31

01/10/13 09.11


manglen på ord. Soldaten fra før fulgte os over gårdspladsen og helt hen til gitterporten. Vi ventede, til lyden af hans haltende skridt var forsvundet, inden vi steg ind i bilen. Nu lettede tågen og steg dampende op over skoven. Da vi kørte ud af Opicina, bredte solen allerede sine fugtglimtende stråler over klippekysten. Næsten lodret faldt de ned over havet og fik de sidste striber af skyer til at spredes. Efter det første vejsving lå udsigten over bugten pludselig udbredt foran os. Doktoren fik chaufføren til at holde ind til siden. Vi steg ud og gik op ad en stenet sti, der løb langs med bjergsiden. Selv om skovens flammende røde og gule farver fik landskabet til at gløde, havde himlen et køligt anstrøg, et forvarsel om vinter. I højslettens dybere lavninger, hvor der stadig hang små tågebanker, havde træer og buske allerede tabt bladene. Da vi nåede op på toppen, satte vi os på et lavt stengærde og så ud i horisonten, der nu var uden en sky, og ned på byen under os, der lå indfattet i det blændende hav. »Om to dage er konvojen klar til afgang,« sagde doktoren. Han så ud i det fjerne og søgte efter ord, som jeg var i stand til at forstå. Idet han hævede stemmen, som om han på den måde håbede, at den ville trænge dybere ind i min bevidsthed, fortsatte han: »Tiden er kommet, hvor De må kaste Dem ud i denne rejse. Vær ikke bange. Ret beset er der tale om tilbagerejse. Her lever De i et limbo, en overgangstilværelse, hvor Deres liv er midlertidigt afbrudt. Forstår De mig?« Jeg nikkede. Også selv om jeg kun knap og nap havde opsnappet meningen i det, han sagde. Doktor Friari rettede igen blikket mod havet og fortsatte: »De bør vende tilbage til de steder, der er knyttet til Deres fortid. Kun dér kan De gøre Dem håb om at finde noget, som kan — 32 —

NyFinsk_Content.indd 32

01/10/13 09.11


genopvække Deres hukommelse. Til tider er alt, der skal der til, en lugt, et lys eller en lyd, som De har hørt tusind gange uden at tænke over det, og som pludselig kan tænde erindringen.« Lugt, lys, lyd – det havde været redskaberne til min opvågning. Doktoren tav nogle øjeblikke og så på mig med et medvidende blik. Jeg vidste ikke, hvad han tænkte på, men jeg fornemmede, at han gerne ville være rejst af sted sammen med mig. »Sørg for at lære Deres sprog. Det vil mere end noget andet kunne hjælpe Dem med at få gang i hukommelsen. Man behøver blot puste, hvis der stadig er mindste glød tilbage under asken.« Da han så mig sætte en uforstående panderynken op, gentog han sin sidste sætning og mimede samtidig med hænderne, at han tændte en tændstik, viste flammen, der voksede og rejste sig. »De skal se, det vil ikke være vanskeligt. Men De bliver nødt til at anstrenge Dem for det. De vil ikke kunne nøjes med at bruge nogle få ord og et par fagter og gebærder, sådan som vi har gjort her i de forløbne uger. De må arbejde flittigt på at lære det, Deres sprog, men ikke nok med det. Finsk er det sprog, De er vokset op med, det er sproget i den vuggesang, som hver aften lullede Dem i søvn. De skal ikke alene lære det, sproget, De skal også lære at elske det. Lær hvert ord, som var det trylleformularen, der vil kunne åbne døren for Dem til Deres hukommelse, og sig ordet højt for Dem selv, som var det en bøn. Bønner består af ord. Udforsk nøje hvert eneste ord og gransk alle dets betydninger og alle de måder, det bruges på.« Jeg rynkede brynene. Jeg kunne ikke følge med længere, men jeg ville ikke afbryde hans ords harmoniske strøm. De lød som musik, og de handlede om mig. Doktoren blev klar over, at jeg ikke var med, og forsøgte atter ved hjælp af gestik at beskrive de mere vanskelige af begreberne. Visse ord måtte han nøjes med blot at gentage forgæves, — 33 —

NyFinsk_Content.indd 33

01/10/13 09.11


fremsige langsomt og tydeligt, opdelt i stavelser for at han kunne vise stykkerne frem for mig ét for ét. Til ingen nytte, betydningen glippede stadig for mig. Men selv om disse stavelser forsvandt op i luften som morgentågen ved solens frembrud, gik de ikke helt tabt. Ved at gentage dem indvendigt fangede jeg en slags aftryk af dem, og på grundlag af disse fossiler var jeg senere i stand til at rekonstruere doktorens budskab til mig. Rundt om os knitrede skoven af en ganske svag støj af dråber, der blev drukket ind af jordbunden. Jeg følte, jeg kunne høre bladene på træerne krølle sig sammen, som om hele efteråret var ved at blive drænet bort på få minutter. Doktoren vred sine hænder og søgte forgæves at finde ud af, hvordan han kunne kommunikere sine følelser, sine råd. Til sidst bestemte han sig for bare at tale løs uden at bekymre sig for, om jeg forstod eller ej, i en pludselig udladning, hvor han i den heftighed, han ytrede den med, fik afløb for sin ærgrelse over, at hans ord blot ville blive taget af vinden. »Endnu et lille råd,« sagde han, »som jeg giver Dem, ikke i min egenskab af læge, men som menneske. Eftersom sproget er vores moder, så prøv at finde Dem en kvinde. Det er gennem en kvinde, vi kommer til verden, det er af vores moder, vi lærer at tale. Forelsk Dem, giv Dem hen. Slå hjernen fra, og lad hjertet råde. De bør forelske Dem i en stemme og i alle de ord, De hører den sige.« Muligvis var det, fordi der efter dette fulgte en lang tavshed: I hvert fald forblev denne sidste sætning, uden at jeg forstod den, præget i mit sind. Jeg gentog den og lærte den udenad og lagrede den i min hukommelse som en nedfrossen blok af lyde, hvori jeg vagt kunne skelne en eller anden uklar betydning. Siden hen, efterhånden som blokken tøede op i min bevidsthed, hentede jeg — 34 —

NyFinsk_Content.indd 34

01/10/13 09.11


ordene ud af den, det største og vigtigste til sidst: rakkaus, hvilket betyder kærlighed. Men det storslåede syn, der lå udbredt foran os, havets spejlblanke flade, som i det fjerne krusedes af vinden, og solen, som nu skinnede varmt fra den endnu let disede himmel, indbød bestemt ikke til at synke hen i sådanne tunge, dybe tanker. Betagne af det opmuntrende syn sad vi begge længe tavse. Endog krigen syntes langt borte. Set deroppefra lignede den alarmberedte og angstplagede by en julekrybbe-kulisse, og panserkrydserne, der passerede ude på åbent vand, legetøjsskibe. Doktoren sad med ansigtet vendt opad mod solen. Jeg betragtede klippegrunden foran mine fødder, der faldt stejlt ned i havets azurblå afgrund, og imens grublede jeg. Snarere end selve ordene, som jeg knap nok havde fattet, var det tonen i doktorens stemme, som havde gjort indtryk på mig. Jeg anede, at der nærmede sig et vendepunkt for mig, at jeg stod over for et afgørende skridt, som jeg var nødt til at tage. Jeg måtte opklare mysteriet, der havde afbrudt min eksistens. Selv om jeg næsten havde vænnet mig til atmosfæren i denne ukendte og sørgmodige by og stemningen om bord på dette skib ankret op uden for tid og sted, følte jeg, at jeg ikke kunne blive der for altid. Fra den strålende by, der lå for vores fødder, steg dæmpede lyde op sammen med langsomt snirklende skorstensrøg. Pludselig, som om han blot talte højt i forlængelse af sine egne tanker, sagde doktoren: »Og eftersom vi er landsmænd, så hils mit gamle Finland mange gange fra mig, når De kommer frem! Disse uger, hvor jeg har forsøgt at lære Dem den smule af vort sprog, som jeg stadig husker, har også for mig været lidt af en opdagelsesrejse. I min erindrings afkroge har jeg genfundet ord, som jeg havde glemt. Da jeg var barn, hørte jeg ofte min mor komme med dette mundheld: Oma maa — 35 —

NyFinsk_Content.indd 35

01/10/13 09.11


mansikka, muu maa mustikka (Ens eget land er som et jordbær, andres er som et blåbær). Mansikka er jordbærret, der er rødt og sødmefuldt som vores hjemland. Mustikka er blåbærret, der er sort og besk som et fremmed land. Kort sagt, vi har det hver især bedst, hvor vi hører hjemme. Hvem ved, måske forudså min mor hvilken skæbne, der ventede mig, og hendes ord var blot ment som en advarsel. Måske er selve det, at jeg har mødt Dem her på dette fjerne sted, et budskab, som min mor har sendt mig fra det hinsides for at fortælle mig, at også for mig er tiden inde til vende hjem!« Han satte et skævt smil op, som om han gerne selv ville tro på denne profeti, og så et par sekunder direkte på mig. Men vendte straks blikket bort igen, ud af farezonen, for i stedet at stirre langt ud over havet.

— 36 —

NyFinsk_Content.indd 36

01/10/13 09.11


— 202 —

NyFinsk_Content.indd 202

01/10/13 09.11


“E

Diego Marani

“Bliv ikke afskrækket af den ugæstfri titel, det her er en fantastisk bog” The Spectator Italien, Trieste, 1943. En mand bliver fundet bevidstløs på havnen. Da han genvinder bevidstheden, har han mistet både sin hukommelse og sit sprog. Eneste spor til hans identitet er navnet i den blå sømandsjakke, han bærer: Sampo Karjalainen. En usædvanlig roman om sprog, erindring og identitet. Om krigens galskab og kærlighedens nødvendighed. ISBN 978-87-7151-014-0

90000 >

Ny finsk grammatik • Roman

Diego Marani er forfatter og klummeskribent på det italienske dagblad Il Sole 24 Ore. Arbejder endvidere som rådgiver i Europakommissionen. Har opnået internationalt gennembrud med Ny finsk grammatik, som er udkommet i 12 lande, har ligget nr. 1 på bestsellerlister i England og modtaget flere priser.

ks

tra

Th

e

or

di

Gu

n

ar ær di ” an

“E

Ny finsk grammatik Diego Marani • Roman

n

sm

uk

ts

kr

ev

et

,i

nt

el

lig

Th

e

en

In

tr

de

om

pe

n

an

de ” “Det er en roman nt om tab, om krigens galskab, kærlighedens vigtighed, om at erindre og glemme, om eksistensens tragedie – og alt dette håndteres så subtilt og naturligt, opstår med så stor nødvendighed i historien, at alt hvad jeg kan gøre, medmindre jeg går i enrum og tænker over denne roman i flere uger (en luksus en anmelder ikke kan tillade sig), er at bede Dem læse den og forberede Dem på noget ganske særligt.”

Nicholas Lezard, The Guardian

978 87 7151 014 0 9 788771 510140

NyFinsk_Cover.indd 1

01/10/13 09.09

Diego Marani: Ny finsk grammatik - Roman  

Læseprøve fra Diego Maranis roman 'Ny finsk grammatik' oversat af Cecilia Jakobsen udgivet af Jensen & Dalgaard

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you