Inge Duelund Nielsen: Man kan jo ikke tage sig af alting by Jensen & Dalgaard

INGE DUELUND NIELSEN

JoD_MKJITSAA_Omslag_494.5x210_FIN.indd 1

Gritt Gry Gravborg er sådan én, der går med pyjamas – mest om natten selvfølgelig, men nogle gange også om dagen. Sådan var det i hvert fald engang. Dengang Gritt og Pernille var bedsteveninder og sparede sammen til et faldskærmsspring. Men så strøg far hårlokker fra øjnene på den forkerte mor. Og Pernilles tøj blev klippet i stykker. Og Grys mor flyttede ind i et dukkehus. Men man kan jo ikke tage sig af alting. Eller ka’ man? Måske skulle man bare ta’ springet alene?

MAN KAN JO IKKE TAGE SIG AF ALTING

En fanden-i-voldsk roman om Gritt, der pludselig finder sig selv, sin far, sin mor og sin bedste veninde i helt nye roller. Gritt er med ét alene i en verden, hun ikke kan genkende – ikke kan finde plads i. Men man kan jo ikke tage sig af alting, der må vælges til og fra. Gritt tager saksen i den anden hånd og går i gang...

INGE DUELUND NIELSEN

Uddrag fra bogen: En morgen jeg vågnede var alting væk. Min mor var væk, min far var væk, mit værelse var væk, mine arme og ben var væk. Alting var væk. Det eneste tilbage var tankerne, der svævede rundt som små prikker oppe under loftet og kiggede ned på ikkemig, der lå i sengen og ikke-lyttede. I huset gik min ikke-far omkring og nynnede morgenagtigt, og på kommoden lå min ikke-mor og sov i en skotøjsæske med gult låg. Ind imellem vågnede hun og bankede. Men det kunne jeg ikke-høre, eftersom jeg havde dynen helt op over hovedet. Man kan jo ikke tage sig af alting.

04/09/13 11.22

Inge Duelund Nielsen Man kan jo ikke tage sig af alting © Inge Duelund Nielsen og Jensen & Dalgaard, 2013 isbn 978 87 7151 058 4 Omslag og vignetter: Laura Johanne G. Danielsen/Spild af Tid Aps. Sat med Palatino af Jensen & Dalgaard Tryk: ScandinavianBook

Forfatteren har modtaget støtte fra Statens Kunstråds Litteraturudvalg

Jensen & Dalgaard www.jensenogdalgaard.dk

ManKanIkke_Content.indd 2

12/09/13 13.06

Inge Duelund Nielsen

Man kan jo ikke tage sig af alting

ManKanIkke_Content.indd 3

12/09/13 13.06

ManKanIkke_Content.indd 4

12/09/13 13.06

En morgen jeg vågnede, var alting væk. Min mor var væk, min far var væk, mit værelse var væk, mine arme og ben var væk. Alting var væk. Det eneste tilbage var tankerne, der svævede rundt som små prikker oppe under loftet og kiggede ned på ikke-mig, der lå i sengen og ikke-lyttede. I huset gik min ikke-far omkring og nynnede morgenagtigt, og på kommoden lå min ikke-mor og sov i en skotøjsæske med gult låg. Indimellem vågnede hun og bankede. Men det kunne jeg ikke-høre, eftersom jeg havde dynen helt op over hovedet. Man kan jo ikke tage sig af alting. 5

ManKanIkke_Content.indd 5

12/09/13 13.06

ManKanIkke_Content.indd 6

12/09/13 13.06

Gritt med to t'er Jeg kan lige så godt sige det med det samme: jeg går med pyjamas. Mest om natten selvfølgelig, men nogle gange også om dagen. Den er brun og herrestribet og kan nå hele vejen rundt om fodsålerne, fordi det har været min fars. Når jeg kommer hjem fra skole, kryber jeg i den og sidder med benene oppe og drikker the med mælk i sofaen. Pernille bruger sukker. Hvis min mor er tidligt hjemme, får vi også ristede syltetøjsmadder, og læsetæppet varmer både hendes og mine tæer. Det bliver man aldrig for gammel til, siger hun. På en måde skulle man tro, at mine forældre vidste det med pyjamassen, dengang de døbte mig Gry, for på p-sprog bliver det til Gry-py. Heldigvis hedder jeg også Gritt. Gritt med to t’er. Gritt Gry Gravborg. Noget af et navn til et barn – især når man tænker på, at barnets forældre (= mine forældre) laver alle navne om til noget andet, og at barnets far taler p-sprog, når han vil være sjov. Ha, ha. Faktisk er det også ret skægt, når vi taler så hurtigt, at det kun er ham og mig og Pernille, der kan forstå det. Men Grittegryllemus på p-sprog, er måske lige i overkanten. Pernille er lige så god til p-sprog som jeg, men hun har på en måde også fået det ind med modermælken, for som små var vi tvillinger. Legede vi. Nu har jeg kun Emma som søster, og hun læser hele tiden til eksamen. Hun er flyttet hjemmefra og bor sammen med en masse andre unge, der studerer alt muligt. Når hun 7

ManKanIkke_Content.indd 7

12/09/13 13.06

kommer hjem, er det mest for at vaske tøj eller hente the og ost og flåede tomater. Desværre kan man ikke uddanne sig til sky eller albatros og lære at svæve gennem luften ved egen kraft, så jeg må nok nøjes med at blive pilot eller stewardesse eller et eller andet i den retning. Sygeplejerske er i hvert fald ikke noget for mig. Jeg bor i et rækkehus med messingdørskilt og eget værelse. Ikke stort, men ok. Det vigtigste, udover almindelige møbelting, er et fiskemalet syltetøjsglas, der ligger under mine strømper i den nederste skuffe i en kommode, der lige er plads til mellem sengen og døren. Det er malet, fordi man blev sat til den slags i de små klasser, og fordi pengene på den måde er skjult. Ikke at de er hemmelige, det kommer bare ikke nogen ved. Glasset ligger hos mig, fordi Pernille har en lillebror, der roder i alting.

ManKanIkke_Content.indd 8

12/09/13 13.06

Pernille Pernille bor 1464 meter fra mig, i Østbyen. Jeg bor i Vest. Vi går, nej: vi gik, i samme klasse og har fulgtes ad altid, lige fra børnehaven. Da vi var små, legede vi, at vi var søstre. Prinsessesøstre, der red ud i verden på en stor, brun hest. Vi susede fremad over bjerg og dal, legede vi, med håret flagrende efter os, og når vi kom til kløften, man skulle over for at komme ind i vores hemmelige verden, sparkede vi hesten i siden, satte af og fløj. To prinsessesøstre i et formidabelt dobbeltspring. Pernille har ikke nogen far. Eller, det har hun selvfølgelig, men hun kender ham ikke, eftersom han er guldgraver på månen, og da jeg var lille, troede jeg, det var sandt og håbede, jeg engang måtte komme med op og besøge ham. Pernilles bror, Julius, er kommet med storken. Moren lagde bare et stykke sukker i vindueskarmen, og så kom han. Nu har hun låst sukkerknalderne inde, så Pernille ikke skal finde på at gøre det samme. I min familie er vi født helt almindeligt. Vi har fødselsdag den samme dag, Pernille og jeg, og fejrer, eller: fejrede, altid dagen sammen med boller og lagkage. Vores familier kender også hinanden, og vi får små fødselsdagsgaver af hinandens bedsteforældre. Godt for hende og surt for mig, eftersom ingen kender guldgraverens forældre. Sådan var det engang. Hvordan det bliver nu, ved jeg ikke, kun at vi stadigvæk har fødselsdag den 17. juli. 9

ManKanIkke_Content.indd 9

12/09/13 13.06

Og faktisk ligger glasset ikke mere i den nederste skuffe. Nu er det flyttet op i den Ă¸verste, og det er nogle andre penge, men det kan man ikke se. Penge er jo penge.

ManKanIkke_Content.indd 10

12/09/13 13.06

Postkort Det begyndte med, at alting var helt almindeligt. Huset, møblerne, værelset, skolen, Pernille, Emma og min far og mor. Vi sad på min seng en af de første dage efter sommerferien og var i gang med at tælle pengene fra fiskeglasset. Der var cirka halvdelen af det, vi skulle bruge, men selvom der næsten var et år til, havde vi bestilt plads, og igen og igen ringet og spurgt, om man helt sikkert kunne springe to sammen, og om vi helt sikkert ville være gamle nok efter næste fødselsdag, og for hundrede og syttende gang fabulerede vi om, hvordan det ville være. Tyve minutters flyvemaskinetur, tredive sekunders frit fald og seks minutter med faldskærm. Tandemspring hedder det, når man er to sammen. Vi så det for os, hvordan vi kastede os ud og som siamesiske tvillinger dalede mod jorden – to hoveder under den samme hat. Pengene lå på dynen mellem os, da min far brasede ind. »Hej-pej tø-pø-ser-per, er de til mig?« Når man har ham til hverdag, er han ret trættende, men Pernille syntes, han var sjov. Måske har det ændret sig. »Hej-pej og nej-pej,« grinede hun. »Hvor mange har I?« »Ikke nok,« sagde jeg, »og tak for besøget, far.« Så gik han, men fire sekunder efter åbnede han døren på klem og stak en arm ind med ærmet ned over hånden, så det lignede et sokkedyr.

ManKanIkke_Content.indd 11

12/09/13 13.06

»Ciao-piao girls-pirls,« sagde han med forvrænget stemme, så forsvandt han. Pyh ha, sådan er min far – stakkels mig. »Postkort,« råbte Pernille pludselig. Jeg var ikke helt med. »Vi kan sælge postkort.« Så faldt 10-øren, som min morfar altid siger, og jeg gik i kælderen efter det, vi skulle bruge. Kartonstykkerne var for store til det lille værelse, så vi rykkede ud på spisebordet, hvor vi malede og klippede arkene op i postkortformede firkanter. »Van Gogh og van Gak,« sagde min mor og gik ned efter gamle aviser med min far luskende efter sig. »Det er da ikke noget at begynde på, lige inden vi skal spise,« hvislede han og troede, vi ikke kunne høre det. »Det er da dejligt, at de stadigvæk har lyst til at tegne og male.« Min mor har altid været begejstret for mine kruseduller. »Du har måske tænkt dig, at vi skal spise i køkkenet.« »Det kunne vi, da de var små.« Vi samlede postkortene i bundter af tre, som vi blev enige om at sælge for 5 kr., og timingen kunne ikke være mere perfekt, for næste dag var den lørdag, hvor hele klassen – inklusive postkortkøbende forældre – skulle på den årlige udflugt til Bjørkø. Min far og mor var stadigvæk i kælderen, da Pernille råbte far-par-vel-pel, og selvom de lød ret sure dernede, svarede min far et eller andet kækt. 12

ManKanIkke_Content.indd 12

12/09/13 13.06

Karrykylling Duften af stegt karrykylling snørklede sig ind på værelset gennem nøglehullet som en tynd tegneseriesky. Min fars favorit-ret. Selvom det var lørdag morgen, og der burde have duftet af kaffe med ristet brød. »Kan vi ikke bare spise helt almindelige madpakker,« kunne jeg høre min mor sukke. »Ja, du er jo ikke ligefrem typen, der bager skovtursboller.« Ret dumt sagt af min far, eftersom han udmærket godt vidste, at min mor får eksem på fingrene af at ælte dej. Hun svarede ikke, jeg gætter på, at hun havde en rynke mellem øjnene. »Du behøver ikke tage dig af det,« min far skramlede med ovnen. »Vi skal vade hele øen rundt.« »Jeg skal nok bære fadet.« »Og tallerkner og bestik og servietter og flasker og glas og …« »Du skal bare sørge for regntøj til dig selv og Gritt.« »Kig ud af vinduet.« Hun var godt nok sur. »Jeg har tjekket vejrudsigten.« Min mor stod med ryggen til, da jeg kom ud i køkkenet. »Hej Badutski.« Så vendte hun sig og så på mig. I lang tid, som om hun havde glemt, hvordan jeg så ud; lige til hun var nødt til at flytte sig, så min far kunne komme forbi.

ManKanIkke_Content.indd 13

12/09/13 13.06

Normalt er det ham, der vågner sidst, men den her dag måtte han have været oppe i timevis, for det hele stod pakket og klart. Min mor rakte mig et glas mælk og gik ud i gangen. »Jeg kan kun finde Gritts,« hun smed mit regnsæt på en stol, »du har garanteret lånt mit til en eller anden.« Min far svarede ikke. »Til din søster eller til Pernilles mor.« Hun så direkte på ham, mens hun sagde det sidste. Som om Pernille ikke var vokset fra at blive hentet for lang tid siden. Hun havde virkelig fået det forkerte ben ud af sengen, min mor, hun lød som et lille barn. »Hvorfor bliver du ikke bare hjemme, når du er så sur, Lille Mor,« sagde jeg. I det samme mærkede jeg en grim smag i munden, sugede indad for at kalde ordene tilbage, men kun hånden reagerede og lagde tre flade fingre over læberne. Sagt er sagt. Min mor og far stivnede midt i deres bevægelser, og et mærkeligt overskarpt skær skiftede farven på tingene i køkkenet. Tallerkenerne, karrykyllingen, regntøjet og en vandhanedråbe, der hang i luften. Da min mor lod sig dumpe ned på en stol, gik det hele i gang igen, og dråben ramte vasken med et hult plask. »Det tror jeg også, jeg gør,« sukkede hun, »det er nok bedst sådan.« »Nu stopper du,« min far fór op, rød i hovedet, som en trold af en æske, »det kunne jo være, at din datter syntes, 14

ManKanIkke_Content.indd 14

12/09/13 13.06

det ville være rart, hvis vi for en gang skyld opførte os som en helt almindelig familie.« Min mor kiggede fra den ene til den anden og rejste sig igen. Så lille hun var, som hun stod der i strømpesokker. »Du kan da bare komme med næste gang.« Jeg prøvede at lyde almindelig, selvom jeg ikke kunne undgå at bemærke, hvordan hun skrumpede ved vores stirren. Så tog vi af sted, min far og jeg, med kylling og tallerkner og bestik og flasker og glas og regntøj og gummistøvler. Plus postkortene. Hele klassen kom, og næsten alle med to forældre. Ikke Pernille selvfølgelig, hendes mor sad ved siden af min far på færgen med Julius på skødet, indtil nogle drenge kom og hev ham med. Julius var hele klassens lillebror, ingen kunne stå for hans røde kinder og de skøre ting, der fløj ud af munden på ham. »Er du en heks,« spurgte han engang vores lærer, Nete. Hun svarede selvfølgelig nej og ville vide, hvorfor han troede det. »Fordi du har lang næse med knop.« Siden har hun aldrig heddet andet end Nete med Næsen eller bare Næsen. Hun er ellers ok, og var også med på denne her tur. Selvom overfarten kun varede tyve minutter, fik vi solgt en masse postkort. Det er en ret god idé at sælge noget til nogen et sted, hvor de ikke kan komme væk og at få en lille unge som Julius til at tage imod penge.

ManKanIkke_Content.indd 15

12/09/13 13.06

En hårlok Man kan gå øen rundt den ene eller den anden vej. Vi valgte den ene. Efter det første stykke langs vandkanten, på nogle store sten, kommer man til en sti, der snor sig ud og ind af skovbrynet langs kysten, til den drejer og kravler op ad en stejl bakke. Træernes rødder ligger som troldearme ovenpå jorden og ser ud, som om de når som helst kan finde på at gribe ud efter en fod og trække til. I de små klasser kaldte vi den Troldebakken, og gæt hvis far smadrede en flaske og døbte den, som man gør med et skib. Vores forældre er altid meget forpustede, når vi når toppen. På grund af bagagen siger de og smider sig i græsset til den første pause, mens vi andre fortsætter over til kirken og den lille kirkegård. Nogle gange venter et par drenge på min far for at få ham til at læse op fra gravstenene på p-sprog. Den med Nis Mikkelsen synes de er hylende morsom. Ha, ha. Bag kirken ligger midtvejs-huset og øens lillebitte sportsplads, hvor vi får saft og chokoladekiks og spiller rundbold. ’Næsen’ er opgiver, og man kan slå med et spækbræt eller et kosteskaft. Sådan har det været, siden vi i nulte var på den første Bjørkøtur. Min far kan være temmelig trættende på en græsplæne, men denne her dag holdt han overraskende lav profil. Først da der var én, der knaldede bolden langt pokker i vold, opdagede jeg hvorfor. Han var der simpelthen ikke.

ManKanIkke_Content.indd 16

12/09/13 13.06

Bolden var suset i retning af kysten, og det var mig, der skulle løbe. Det var før sket, så jeg vidste, at skrænten var stejl, og satte farten ned det sidste stykke hen til afgrunden. Der sad han. Med et lille tæppe under sig, sammen med Pernilles mor på den stenede strand langt nede. De talte ikke, det kunne jeg se på jakkerne, gloede bare ud over vandet. Pludselig vendte de sig mod hinanden. Ansigtsudtrykkene kunne jeg ikke se på den afstand, kun at min far efter et stykke tid løftede hånden og strøg en hårlok væk, der var blæst ind foran Pernilles mors ansigt, og satte den fast bag hendes øre. Så løb jeg. Alt hvad jeg kunne tilbage til midtvejs-huset, hvor jeg holdt mig skjult bag nogle buske, til kampen var spillet færdig med Næsens reservebold. Efter chokoladekiksene skulle vi gå ’den irske slettetur.’ Sydspidsen af øen består af grønne bølgebakker, man kan simpelthen ikke lade være med at løbe. Ned ad den ene får man fart på til at suse op ad den næste, benene bevæger sig af sig selv. Så hurtigt jeg kunne, stormede jeg fremad, forestillede mig den brune hest, fra vi var prinsesse-små, smældede med pisken og susede over bakkerne med vinden i håret, hurtigere end alle andre, trak i tømmen og prøvede at ryste tvillingen væk, men hun sad fast, lige bag mig og holdt om mit liv. Pludselig stejlede hesten og kastede os af. Slambam! Med skyerne sejlende over os lå vi og hev efter vejret i det septemberkølige græs, mens horderne kæmpede sig fremad med forældrene som prustende bagtrop. Vi

ManKanIkke_Content.indd 17

12/09/13 13.06

gispede, så tårerne trillede, og det ikke var til at vide, om det var grin eller gråd. Indtil de andre nåede frem, og Pernille sammen med flokken forsvandt ned mod færgelejet og madpakkerne, lå jeg med ansigtet i hænderne; så luskede jeg også af sted. Øjnene blev ved med at løbe, men det var der heldigvis ingen, der så. På lang afstand fik jeg øje på min far, der stod og talte med færgemanden. Hvis min mor havde været der, ville hun have siddet i solen med benene oppe under sig og leget kinaleg med nogle af pigerne. Hun er ret god til at huske ord, når man tænker på, hvor gammel hun er. Pernilles mor kunne jeg ikke se, men da jeg gik op for at få vand i hovedet, kom hun ud fra færgelejets lille toilet. Jakken var knappet skævt, hvilket så virkelig fjollet ud. Jeg drejede nøglen to gange rundt, men lige meget hvor mange liter vand jeg pøsede på, blev øjnene ved med at være røde. Min far scorede en masse point på karrykyllingen. Som sædvanligt. Det er mærkeligt, at nogle mennesker ikke selv kan finde ud af, hvornår nok er nok. Pernilles mor burde have sagt til Julius, at fire stykker er for meget – når det er en anden families kylling. Heldigvis smagte den ikke lige så godt, som den plejede. På tilbageturen sad de fleste bare og kiggede ud i luften og glædede sig til at komme hjem og hvile benene. Da hele flokken var gået fra borde og i gang med at sige farvel, kom to små drenge og spurgte, om vi havde 18

ManKanIkke_Content.indd 18

12/09/13 13.06

set deres kattekilling. De havde haft den i en plastikspand, for at lære den at svømme, og så var den smuttet fra dem. Min far stod og pjattede med Pernille. Måske oversatte han det, drengene sagde, til p-sprog. Hun grinede i hvert fald. Kat-pat-te-pe-ki-pi-ling-ping. Ha, ha. Uden at se på nogen fiskede jeg postkortpengene frem og puttede i plastikspanden »Her,« sagde jeg, »køb en ny.« De vidste ikke, hvad de skulle sige. Tak havde måske været en idé. »I kan også få dem her.« Jeg stak resten af postkortene hen under næsen på dem, og da de rystede på hovedet og luskede af, smed jeg dem i havnen. Pernille stod og gloede. Jeg kiggede lige igennem hende og så min far stå og sige farvel til hendes mor og tage Julius’ næse mellem to fingre og sætte den tilbage, sådan som farfar altid gjorde, da vi var små. Så løb jeg. Huset var tomt, og på køkkenbordet lå en seddel fra min mor med besked om, at hun var hos morfar og mormor. Vi ses i morgen. KH mig. Min mor vil ikke have, at jeg låser døren til mit værelse, hvis der nu udbryder brand, siger hun altid. Jeg var ligeglad.

ManKanIkke_Content.indd 19

12/09/13 13.06

INGE DUELUND NIELSEN

JoD_MKJITSAA_Omslag_494.5x210_FIN.indd 1

MAN KAN JO IKKE TAGE SIG AF ALTING

INGE DUELUND NIELSEN

04/09/13 11.22