Page 1

1


2


3


4


Mette Vedsø

5


Mette Vedsø Liv Life Leben Vie Love Copyright © Mette Vedsø og Jensen & Dalgaard, 2020 isbn 978 87 7151 663 0 Sats og omslag: Benji Tryk: ADverts 1. oplag, 2020 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Sang s. 93: Se Venedig og dø skrevet af Kim Larsen Jensen & Dalgaard www.jensenogdalgaard.dk

6


Solens gule lys lander i Brandys boks. Oktoberhalm. »Skal vi gå en runde med dem?« siger Naja til Silke. »Ja, det er fedt vejr,« siger Silke og fører Gisly ud af boksen. Naja vil altid – altid – elske lyden af en hov mod beton, det ved hun, også når hun bliver 100. Silke stiller sig ude på staldgangen. Der er noget med skyggerne, der får hendes hår til at se gråt ud. Lige der, fra siden, kunne hun være en gammel dame. »Kom nu,« siger hun. »Nej, vent lige,« siger Naja. »Der er noget i min sok.« Hun hiver støvlen af, og sokken følger med. Hun ryster den ud i luften. »Det var altså dig, der ville gå en runde,« siger Silke. Naja tager sokken i munden og læner sig op ad væggen på ét ben. »Det må være noget nede i støvlen så, det føles som en nål,« siger hun og stikker armen ned i den. »Typisk,« siger Silke. »Altid vente.« Typisk, tænker Naja. Altid parat.

7


Gammel dame og Silke er nu ellers modsætninger. Hun ser så sund ud, tænker Naja, og ren. Alt på Silke er så nyvasket. Najas blik vandrer. Hår, hud, tænder, læber, ben. Ingen bøjle, ingen bumser, ikke noget der pludselig vokser uhæmmet og grimt. Najas mormor siger altid: Nogle er født under en heldig stjerne.

8


»Ved du godt, hvad det er i dag?« spørger Naja og slår grebet på stalddøren op. »Onsdag?« siger Silke. »Er der andet?« »Gæt igen.« »Aner det ikke.« »Min halvårsfødselsdag,« siger Naja. »Fjorten et halvt,« smiler Silke. »Så må jeg også lige have haft min.« »Tænk at vi begge er på vej mod femten.« »Femten er anderledes, ikke. Fjorten lyder som et barn, men et år mere, det lyder så voksent.« »Vi glemte at fejre dig,« siger Naja og lukker stalddøren efter dem. Hestene viger selv mod højre, de ved, hvad der skal ske, de kender den sædvanlige rute. »Jeg har aldrig hørt om nogen, der fejrer halve fødselsdage,« siger Silke. »Jeg får 100 kroner, og mig og min far ser Star Wars. Det er en tradition.« »Åh, jeg hader science fiction.« »Det tænkte jeg nok,« siger Naja.

9


Der er noget med luften om efteråret, tænker Naja. Og himlen. Som om vejret er hældt ned i et kaffefilter og renset. Mere blåt. Ingen støv. Ingen grums. »Mm,« siger hun og misser op mod solen. »Du ligner din mor, når du gør det der,« siger Silke.

10


De støder ind i den nye ridelærer bag ridehuset. Han bærer på to bomme, de rød- og hvidstribede, der ellers ligger under halvtaget. »Hallo Hilmer,« siger Silke. »De damer,« siger Hilmer på en klam måde og går videre ned mod porten ind til ridehallen. Silke fnyser. Hun er begyndt at tale ret nedsættende om ham. I starten var hun begejstret, hun sagde, at han havde langt flere ambitioner på elevernes vegne, end Lena havde. Nu himler hun med øjnene og hvisker de damer med forvrænget stemme. »Du var da ellers fan af ham,« siger Naja. »Jo, jo. Det er da også fedt, at han er så målrettet. Men sikke sexistisk.« »Hvordan målrettet?« »Han har jo en plan for os.« »Hvordan plan?« »Åh, du kan være så langsom, Naja.« »Hvordan langsom?« »Altså, du gør det der med vilje.« Silke niver Naja i siden, og Naja griner. Det med alle spørgsmålene, er blevet hendes

11


måde at stoppe Silke, for hun kan virkelig tale, når først hun får begyndt. Hun smider rundt med ismer: sexisme, materialisme, veganisme, feminisme; og Naja føler sig så lille, som om hun er helt blank og uden en mening om noget som helst. Najas mor siger, at Silke har et meget flot og udviklet sprog for sin alder. Hun bruger også ord som abstrakt og apatisk. I starten, lige da de blev veninder, googlede Naja Silkes ord, men de blev ved med at være hendes ord, selvom Naja lærte dem udenad. »Jeg savner nu Lena,« siger Naja. »Hun var også vildt sød,« siger Silke. »Men vi udviklede os altså ikke. Vi skridtede jo af halvdelen af timen.« De går ned ad bakken. Hurtige skridt. Ikke på grund af hestene, sådan går de bare. Silke går altid hurtigt, og så går Naja også hurtigt. Det er den måde, de går på. De to. Hvis en af hestene stopper op, stopper de dem i at stoppe op. Det var helt anderledes med Taxa. Hun benyttede enhver lejlighed til at holde en pause. Der er et særligt sted, lige ved kanten af ridebanen, hvor der er udsigt til Solsikkens græsplæne og opholdsstedets store hovedhus. Lige der tænker Naja altid på Taxa og Tim og Michelle og på rom og cola og alt dét, der holdt op for over et år siden. Selvom hun indimellem savner Taxa, så popper alt

12


det dumme også op. Taxa, der havde øjne i alle retninger, Taxa, der sagde ja til alt og alle. Taxa, hvor alting var så tilfældigt. Taxa, der ikke kendte en eneste isme. De voksede fra hinanden dengang, var det ikke sket lige der, ville det være sket senere. Til sidst forsvandt hun for alvor, ligesom Michelle og Tim, de er der heller ikke mere. Der er nye børn på Solsikken nu, og Naja kender næsten ingen af dem. »De damer,« vrænger Silke igen. »Hvad bliver det næste?« »Han er jo også ret gammel,« siger Naja. »Men da ikke fra oldtiden.« »Nej, nej. Han er virkelig for meget.« Silke vender øjne. »Whatever,« siger hun. »Han har lært mig at lave schenkelvigninger. Og jeg er blevet bedre til øgninger. Det fokuserer jeg på, det fungerede altså slet ikke med Lena.« Naja stikker tommelfingeren op, og de drejer og går op ad bakken, den der fører op til gårdspladsen. Silke ser på sin mobil. »Har du travlt?« spørger Naja. »Lidt,« siger Silke. Naja spørger ikke, hvad hun skal. Men hun skal noget. Silke skal altid noget.

13


For nylig så Naja en artikel i lokalavisen om Solsikken. Overskriften var: ”Her skinner solen på de anbragte børn”. Der var et stort billede taget ved den fine hovedtrappe. Det var noget om hende lederen, Margit Krogh, hun startede stedet, og nu havde hun jubilæum. I den anledning var der åbent hus for alle de tidligere beboere, og journalisten havde talt med en mand, som boede på opholdsstedet for mange år tilbage. Der var et også billede af ham. Han stod inde på sit gamle værelse og pegede på et sted bagest i garderobeskabet, hvor han i sin tid havde ridset logoet for Liverpool FC, det var der stadigvæk. Manden roste Solsikken til skyerne og sagde, at Margit var det tætteste, han nogensinde ville komme på en biologisk mor.

14


Hest-isme. Det er der vist ikke noget, der hedder, selvom Naja ville vĂŚre ret sĂĽ meget ekspert.

15


I timen taler de om græske filosoffer. Dem fra oldtiden Arkimedes, Aristoteles - og på rideskolen er der en hest, der hedder Sokrates. Naja læser om Heraklit: ”Det eneste konstante er forandring,” står der. Det var hans lille sætning. Tænk, at man sagde det dengang. Dengang, hvor alting gik så langsomt. Dagene må have været ret så ensformige – mad, søvn og skrive lidt klogt på en papyrusrulle. »Det eneste konstante er forandring,« synger hun på vej hjem på cyklen, og egentlig er det en sjov leg, for det er jo sandt. Ham manden, der står ved stoppestedet, går ind i bussen. En spand med blomster på fortovet. Et vindsus. En væltet spand. Solen skinner. Solen skinner ikke. Hun er på cyklen. Hun sidder i sofaen. Forandring, forandring, forandring, og i går var hun fjorten et halvt, nu er hun én dag ældre. Udenfor, i haven, er busken, der var grøn, blevet gul. Og snart kommer der røde og gule og orange blade, de bliver brune, væk er lyset, og det, der lyser op. Et øjeblik. Forbi. Aldrig mere lige det øjeblik. Naja sukker. På en måde er det også lidt uhyggeligt.

16


Hilmer lyder lidt som Hitler, og det passer på en måde meget godt. »Det er nu for stridt at sammenligne nogen med Hitler,« siger Silke. »Han er ligesom den største forbryder, verden har set.« »Ved du hvad Hitlers fobi var?« siger Naja. »Var det ikke katte? Eller var det heste?« »Man ser ham faktisk aldrig på en hest. På billeder, vel?« »Var det da heste?« spørger Silke. »Nej, nej. Tandlæger.« »Seriøst?« »Han havde virkelig dårlig ånde. Og helt gule tænder.« »YAK!« Hilmer har været et eller andet ved militæret, måske major eller officer, noget i den stil, og så har han et stift overskæg og er ret kortbenet og tæt. »Trrrrrrav,« siger Naja, og Silke smiler. »Du er virkelig god til at efterligne ham.« Taxa ville straks have hoppet på den med Hitler. De to ville sikkert også have gået med strakte arme ned ad staldgangen og sagt heil. Deres egen lille militærparade.

17


»Ein zwei drei, alles ist vorbei,« det ville de have sagt. Ikke fordi Taxa var god til tysk eller godt inde i verdenshistorien, men Hitler var tilpas creepy til, at selv Taxa må have lyttet efter i netop de historietimer. Naja stalker hende i ny og næ, men Taxa er slet ikke aktiv på Facebook og Instagram. ”Vanessa Jensen” skriver hun på Googles søgelinje. Måske bliver hun faktisk kaldt det nu; så vidt Naja ved, var det kun på rideskolen, kælenavnet Taxa slog igennem. Der kommer altid side op og side ned om en zoneterapeut i Jylland. Det må være hendes netaktive navnesøster. Mon ikke hun stadig bor med sin far i Italiensparken? Og moren er nok stadig et andet sted i verden, måske på en bænk foran en Fakta? På Najas fjorten års fødselsdag poppede der pludselig et opslag op på Facebook med en vild collage af billeder. Naja og Taxa på hesteryg i solnedgangen nede ved de høje træer i bunden af marken, de to i en hængekøje, de to der lavede underlige ansigter. Taxa skrev også en tekst: Najamus, min skønne elskede. Så er du 14 for pokker – stadig ikke buksemyndig, men nu kan du tælle ned. Åh Naja. Du betyder alt for mig. Alle vores minder er de bedste. Elsker dig edderrøveme, min skønno skønno Brandytøs.

Najas hjerte hamrede, da hun læste det.

18


»Du ser så glad og rødkindet ud,« sagde mor. »Er det sådan at være fjorten?« Hun kom hen mod hende, og Naja skyndte sig at klikke væk fra opslaget. »Det er da fint,« sagde hun.

19


Taxa er fyldt femten nu. Så behøver hun altså ikke at tælle ned. Det har hun nu aldrig gjort. Taxa er først med det meste.

20

Profile for Jensen & Dalgaard

Mette Vedsø: Liv Life Leben Vie Love - Læseprøve  

Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded