Issuu on Google+

Men det er svært at være stærk, når man hver dag støder ind i sin tidligere veninde, Katrine, som nu har et ishav i øjnene. Og man om natten møder Anders, den omkringfarende klasselærer med de pæne hænder… Gi’ mig arsenik er en roman fyldt med uregerlige følelser. En historie om den hårfine grænse mellem venskab og kærlighed, og om hvad man gør for at holde livet ud. Med venlig hilsen

Klara Krantz

GI’ MIG ARSENIK

Det er ikke altid nemt at være 16 og gå i niende. Men det ved du sikkert allerede… Det er heller ikke nemt for Elisa, indtil en panter overbeviser hende om, at hun er et geni og en stor forfatter. Og nyt navn får hun også – nu hedder hun Elektra.

GI’ MIG ARSENIK Klara Krantz

Jensen & Dalgaard

978 87 7151 056 0

Omslag_Arsenik.indd 1

09/01/14 16.25


Klara Krantz Gi’ mig arsenik © 2013 Klara Krantz First published in 2013 by Alfabeta Bokförlag AB with the Swedish title Ge mig arsenik Dansk copyright © Jensen & Dalgaard, 2014 ISBN 978 87 7151 056 0 Oversat af Dal Michaelsen Sats og omslag: RubArt Omslagsfoto: Elisabeth Skov Jensen Trykt på 100 g Munken af ScandinavianBook

Jensen & Dalgaard www.JensenOgDalgaard.dk

2

GivMigArsenik_Content.indd 2

09/01/14 15.57


Klara Krantz

GI’ MIG ARSENIK

3

GivMigArsenik_Content.indd 3

09/01/14 15.57


4

GivMigArsenik_Content.indd 4

09/01/14 15.57


Søndag Det her er verdens flotteste bog. Den er fløjlsrød, og på forsiden troner en sort panter, den er tegnet, men alligevel ser den virkelig ud, som den står der, tilsyneladende stille og fredeligt. Men den er på vagt, den kan når som helst springe og gå til angreb. Og den har allerede åbnet sit store pantergab. Den her bog har jeg ledt efter. Det er den, jeg er taget over broerne fra Säby og ind til Stockholm efter. Jeg troede, jeg skulle have en dagbog, for det var længe siden, jeg havde haft sådan en, og nu var det ved at være tid igen, mente jeg, men i virkeligheden var det altså en panterbog, der ventede på mig. Jeg vender den om, og der sidder naturligvis et prismærke på bagsiden. Men der er noget galt med det, for så dyr kan sådan en bog da ikke være. Nogen må lave fis med mig. Jeg ser mig omkring, men det lader ikke til, at nogen her i boghandelen er i stand til at lave sjov. Jeg kigger på panteren igen og bladrer gennem alle de hvide sider. Mine ord skal stå på dem. I butikken er der masser af folk, nogle står stille og smuglæser i tykke bøger, sikkert om Anden Verdenskrig, men de fleste har det

5

GivMigArsenik_Content.indd 5

09/01/14 15.57


der jagede blik, som betyder, at de egentlig bare gerne vil hjem så hurtigt som muligt. Der er kø ved kassen, ekspedienten ser meget optaget ud, og der er ingen alarmsøjler ved udgangen. Jeg ser ned på bogen, på panteren, og fra det vidtåbne gab hører jeg: Gør det nu! Panteren og de der hvide sider glider let og hurtigt lige ned i min pose. Så går jeg roligt og selvsikkert mod udgangen. Jeg ser mig ikke tilbage, da jeg kommer ud på gaden, for hvorfor skulle nogen følge efter mig, hvordan kan nogen vide, at verdens flotteste bog ligger i min gamle pose? Ved stoppestedet holder en bus, som netop skal til at køre, så jeg tager et par lange spring og hopper op i den, for det kan jo ikke benægtes, at det er en effektiv måde at ryste forfølgere af sig på. Dørene lukker, jeg går gennem bussen med bølger af jubel gennem kroppen. Jeg gjorde det! Helt bagerst finder jeg en plads ved siden af en midaldrende mand med hat. Jeg skæver til ham, han ligner ikke en boghandlerspion, så jeg vover at trække den fløjlsrøde op af posen. Panteren brøler et glædesbrøl, et frihedsbrøl, som burde skræmme hele bussen fra vid og sans, men ingen reagerer. Og jeg kan ikke vente, jeg må i gang med det samme, jeg fisker en kuglepen op af posen og slår op på den første, blanke side. Jeg holder den i en vinkel vendt bort fra mandens nysgerrige blik og jeg skriver:

6

GivMigArsenik_Content.indd 6

09/01/14 15.57


Jeg er Elektra Jansson. Jeg er et geni.

De første ord på den hvide side. Jeg har ingen anelse om, hvor de kommer fra, overrasket stirrer jeg på dem, men så véd jeg det bare: Det er nøjagtigt sådan, det er. Alle de navne, som mor og far emsigt har hæftet på mig, og alle de navne, jeg ellers er blevet kaldt, dem må jeg simpelthen bare le ad, for de har jo bare været midlertidige. Jeg er Elektra Jansson, og da bussen bremser op ved Hötorget, rejser jeg mig hurtigt og springer af. Da jeg krydser rundt mellem de forskellige sælgere, som langer frugt og tulipaner over disken til det trængende folk, dukker spørgsmålet selvfølgelig op i hovedet på mig. Kender jeg nogen, der hedder Elektra? En fjern slægtning måske. Har jeg set det i en bog, er det en heltinde fra en roman? Svaret er nej. Det er simpelthen bare det navn, der passer til mig, passer perfekt til mig. Til forskel fra alle de navne, man har døbt mig. Elisa Kristina Victoria Jansson står der i mit pas. Man skulle jo tro, at mor og far var et par royalister af værste skuffe, når man hører det. Så galt står det dog ikke til, de har bare dårlig smag. Og så er det slægtsnavne – for salige farmor og mormor og hele banden skulle hædres ved min fødsel. Da Sara blev født, var den del ligesom overstået, så hun fik lov til bare at hedde Sara. Typisk, forkælede småsøskende.

7

GivMigArsenik_Content.indd 7

09/01/14 15.57


Men nu er jeg Elektra, og mine skridt giver genlyd, og jeg kan tænke helt nye tanker. Jeg kan tænke tanker, som ganske vist nok har været i mig i ret lang tid, men som ikke har turdet komme frem. Som det her med, at jeg er et geni. Egentlig har det jo været åbenlyst, siden jeg fik min første guldstjerne i 1.klasse, at min hjerne er noget ud over det sædvanlige. Men en Elisa kunne jo aldrig kalde sig selv et geni. Elektra kan, Elektra kan kan kan, og der er forår i luften, det er en søndag i maj, jeg er femten og jeg ejer den smukkeste bog i byen. Skridtene giver genlyd, giver genlyd og danner en rytme i mit hoved: Elektra Jansson, forfatter-geni, forfatter-geni, og ordene ligger så godt i munden, og jeg vil hviske dem igen og igen, og det er, som om der sker et eller andet, det er, som om min hud bliver nærmest dobbelt så tyk, som om der vokser et beskyttende skjold frem omkring min krop. Men så hører skridtene op, helt af sig selv, for hvad er det egentlig, jeg går og siger? Forfatter? Jeg må ned at sidde, der står en bænk med sol på ved medborgerhuset, og ingen isspisende familie har nået at okkupere den endnu. Jeg sætter mig ned, for jeg må sidde og jeg må have bogen op igen. Panteren med sit gab, den ser min forvirring og jeg mimer til den: Forfatter? Panteren nikker. Netop, siger den. Så forstår jeg. Alle de hvide sider. Panteren vil ikke have sådan noget trivielt dagbogshejs, den ved, jeg er bedre end det. Panteren ved, at jeg er et geni, og det er derfor, denne bog nu tilhører mig.

8

GivMigArsenik_Content.indd 8

09/01/14 15.57


I den skal jeg forfatte min store debutroman, som vil tage verden med storm, og den skal selvfølgelig handle om, hvordan det er at vokse op som et misforstået geni. Jeg slår op på første side, hvor ordene står, ordene der virkelig findes. Der mangler bare én ting til: Jeg er en kommende forfatter. Lykkebølger i min krop igen, jeg kunne sidde her i solen, så længe det skulle være. Med bogen på knæene og så meget liv, så mange mennesker, og ingen der ser mig. Jeg ville kunne sidde og kigge på mennesker og skrive om dem som en del af min store roman. Iagttagelser fra geniets bænk kunne første kapitel hedde. Et stykke fra mig står en mand og spiller harmonika, det ser naturligvis malerisk ud, men jeg kan ikke komme ud over, at musikken forstyrrer mig. Alle andre lyde drukner i hans musik, alt bliver til en del af hans melodi. Desuden bevæger han sig over mod mig, han tror selvfølgelig, at fordi jeg ikke flygter fra hans hiv og blæs, betyder det, at jeg er blevet helt opslugt af hans musikalske begavelse. Men jeg sidder her bare, jeg flytter mig ikke, bare fordi han trænger sig på. Jeg vil ikke engang bemærke ham, jeg ser den anden vej. Så er det, jeg får øje på hende. Katrine. Med Camilla ved siden af sig, de er på vej mellem boderne, direkte mod mig. Camilla tager fat i hendes arm, peger på noget, Katrine fniser, og de fortsætter i min retning, arm i arm, og det eneste jeg tænker på, er, at hun ikke må se panteren, for intet i verden. Hurtigt, hurtigt ned i posen.

9

GivMigArsenik_Content.indd 9

09/01/14 15.57


Hun får øje på mig. Katrine med sit nye ansigt, som jeg aldrig kommer til at vænne mig til: Lag på lag af foundation, rosa lipgloss, eyeliner og masser af mascara omkring disse lysende, mørkeblå øjne. Disse øjne, som til trods for al make up’en stadig er der, som det ikke er lykkedes hende at gemme væk, øjne som havet, øjne som man kan synke dybt ned i, drukne i og glemme alle sine navne i, for når man ser på dem, ønsker man, at det er dét, der vil ske. Hendes øjne møder mine, kun et enkelt sekund, og hun hæver et øjenbryn – ganske lidt – men jeg ved, hvad det betyder, jeg ved helt sikkert, hvad der ville komme efter det der blik, hvis det stadig var os, Katrine og jeg, hvis hun for eksempel var kommet her for at mødes med mig: Lissy, come on, du kan da ikke sidder der helt alene på en bænk, du ligner fandme et MOBBEOFFER. Katrine siger ikke noget nu, hun går bare forbi, arm i arm med Camilla, som sikkert er dybt opslugt af en eller anden damebladsmonolog, sådan får du en lækker teint til sommerferien eller hvad ved jeg. Deres rygge ved siden af hinanden, tæt op ad hinanden, de ligner kopier, i ens slimfit hvide cowboybukser, mørke hættetrøjer og store Nikes. Jeg fatter ikke, hvordan Katrine har fået råd til dem, hun må have neglet nogle penge fra Isabella, det er vel sådan, hun gør nu, stjæler fra sin egen mor. Og hvor skide-grimt jeg end synes, det der kickers-look er, så er det altså det, der tæller i 9.B på Säbyskolen. De går forbi, de forsvinder ind på en café. Der er tyst, melodien er væk. Jeg vender mig om, harmonikaspilleren står ganske tæt på med sit fårede ansigt, han kigger på mig og strækker huen frem,

10

GivMigArsenik_Content.indd 10

09/01/14 15.57


men der er et eller andet i hans blik. Som om det var mig, der tiggede, ikke han. Jeg burde bare krydse gennem Hötorgets boder og ned i undergrunden igen, sætte mig i et tog og være på vej tilbage til mit hjem, mit værelse, min borg, men jeg bliver. Det er en slags galskab, og jeg vender mig om, jeg husker det: Elektra Jansson, forfatter, geni. Jeg mumler mantraet og svinger i stedet ned ad Drottninggatan, ind i strømmen af teenageslæng, som alle sammen er på vej i samme retning, alle skal de samme steder hen, men jeg er en okse, jeg går i den modsatte retning, jeg stormer lige ind i slængene, og for hvert arh og se dig for griner jeg stadig højere indvendig, jeg griner min remse frem, og skjoldet er der igen: Forfatter-geni, forfatter-geni. De skulle bare vide! Gaden slutter, men jeg kan ikke stå stille, jeg må fortsætte ned ad rulletrappen og benene bærer mig ind i Mega, den store musikbutik, som jeg ellers aldrig har været inde i, for jeg interesserer mig ikke for musik og nu forstår jeg hvorfor, det er indlysende nok, fordi genier er så optagede af at læse dybsindige bøger, at de ikke har tid til at beskæftige sig med noget så overfladisk som musik. Det eneste rigtige idol, jeg har haft, er Carola, selv om det er Gud ved hvor lang tid siden, på mellemtrinnet, og det var mest teksterne, jeg godt kunne lide, nogle af dem: På egna ben, på egen hand. Det er faktisk en rigtig god tekst, og i virkeligheden lytter jeg

også stadig til hende af og til: Liv,

jag måste ha ett liv, söka mig

egna vägar, oooo … Det grønne cover med Carola i noget flagrende

rødt og med bølgende hår, sådan skal min bog se ud, og så skal der stå Elektra Jansson med store guldbogstaver.

11

GivMigArsenik_Content.indd 11

09/01/14 15.57


Pludselig fader højttalernes musik ud, og nogen stemmer et instrument, måske en bas, hvad ved jeg, og jeg får øje på en scene i underetagen, hvor lyden kommer fra, og jeg vil gerne have lyd i mit hoved nu. Tre slanke popfyre står på scenen – jeg sukker dybt, det her er så meget ikke mig. Den mørkhårede minder om Elvis, bare yngre og flottere, et rigtigt tøseidol. Han sætter sig på en stol i midten, klemter lidt prøvende på guitaren og siger: – Jeg vil gerne spille nogle numre fra min nye skive. Den typiske Göteborg-dialekt, som mors familie også taler, den er hjemlig, og jeg har alligevel ikke andet, der venter på mig. Jeg går ned og stiller mig blandt publikum, helt bagerst, men altså med. Og så er der helt stille på dén måde, der kan være i sekundet inden, noget sker, noget stort, så lyder en guitarakkord og bagefter trommerne og han læner sig frem mod mikrofonen: Ge mig arsenik Der er et eller andet ved hans stemme, der er et eller andet med måden, han synger på, som er bare helt rigtig. Hans ansigt, det er det eneste, der findes lige nu og det eneste, der betyder noget, og på en eller anden måde er det, som om han synger direkte til mig. Ge mig nåt som tar mig någonstans, det er ikke sang, det er nærmest skrig, og det er til mig, det er til Elektra Jansson, forfatter-geni, forfatter-geni. Da jeg kommer hjem, sidder mor i køkkenet og slapper af efter dagens arbejde. Der er åbenbart så meget at lave nu, med hendes vigtige Mozambique-projekt, at hun også bliver nødt til at arbejde på en højhellig søndag som i dag. Hun fortæller om både det ene og det andet, og jeg lytter mere eller mindre med et halvt øre, som

12

GivMigArsenik_Content.indd 12

09/01/14 15.57


jeg plejer, når hun jabber derudaf, om arbejdet, om cykelturen hjem, alle menneskerne og forårsvarmen og hvad skal vi egentlig have til middag? – Pizza? siger jeg. Hun lyser op. – Det var måske en idé! Lettet over at slippe for at være en pligtopfyldende mor, der fodrer sin teenagedatter efter kostpyramidens forskrifter, tilbyder hun beredvilligt at gå en ud og hente pizzaer. – Klarer du dig så længe? – Stik nu bare af, mumler jeg, men hun hører ikke efter, og det er fint nok. Jeg smutter ind på mit værelse sammen med panteren og cd’en, som begge ligger skjult i posen. Her er alt, som det plejer at være – ser ud, som det har gjort, siden vi flyttede hertil. Måske er tøjbunkerne på gulvet efterhånden bare usædvanligt velnærede. Men i dag ser jeg det pludselig tydeligt: Her bor et geni. Som går sine egne veje. Som har en bogreol fyldt med verdenslitteratur. Eller okay, det meste låner jeg på biblioteket, jeg er stamkunde, så måske er det mest mine gamle De Fem-bøger, som jeg har fået i gave til jul og så’n. Da jeg var yngre, var jeg helt besat af De Fem-bøgerne, jeg kunne selvfølgelig bedst lide Georg. Men jeg har også nogle bøger med mere gods i, Sofies verden, Doktor Glas og hele Dina-serien. Egentlig er de mors, men jeg er bedre til at passe på dem. På bogreolen står også en ghettoblaster og min musiksamling. Det vil sige Carolas Hits.

13

GivMigArsenik_Content.indd 13

09/01/14 15.57


For at fylde hyldeplads op har jeg også stillet to porcelænsfigurer, som jeg fik af mors moster Birgit engang til jul. Der står de og glor dumt ud i rummet, og engang imellem stirrer jeg vredt tilbage og siger udfordrende: Men så tag jer da sammen, gør noget med jeres liv! Jeg har selvfølgelig også en seng, som i øvrigt er forbandet hård, og et skrivebord hvor alle skolebøgerne og biblioteksbøgerne optager al pladsen i stakke. Men der er et eller andet med møblerne i værelset, de opfører sig ligesom asymmetrisk: ender på skrå, selv om jeg forsøger at stille dem lige. Som om der er noget i værelset, der ikke stemmer. Først tænkte jeg bare, at man måtte se tiden an, men nu har jeg allerede boet her længe, siden sidste efterår. Undtagelsen er min kæreste ejendel: sækkestolen. Mørkegrøn og lappet hist og her, eftersom den har fulgt mig siden tidernes morgen. Men faconen er stadig perfekt. Når jeg bevæger mig, følger den mig, former sig efter min krop. Kuglerne rasler så rart, selv om nogle af dem af og til rasler ud. Jeg tænkte ikke over placeringen, da vi flyttede ind, men smed den bare midt i værelset, og det er lige netop der, dén skal være. Ved siden af har jeg stillet en ølkasse med bunden i vejret, til tekanden og koppen. Jeg har ikke noget spejl på værelset. Da vi boede i den hvide villa, havde jeg en hel spejlvæg; vi plejede at stå foran den, Katrine og jeg, vi talte ned tre-to-en, og lavede på samme tid nøjagtig samme grimasse. Men jeg tog det ikke med, da vi skulle flytte, det virkede unødvendigt, og i dag forstår jeg hvorfor. Der er nemlig ting her i livet, som et spejl ikke kan sige noget om. For stillede jeg mig op foran et spejl i dette øjeblik, ville mit

14

GivMigArsenik_Content.indd 14

09/01/14 15.57


ansigt se ud, akkurat som det plejede. Der ville være nogenlunde samme antal bumser, håret ville hænge løst og langt, og ikke engang mine øjne ville være en anden farve eller lyse, men bare være samme blågrøngrå blanding som altid. At jeg nu er Elektra, kan man ikke se udenpå, og det er godt. Det er, som det skal være. En dag vil navnet stå med store guldbogstaver på forsiden af bogen, som er fuld af mine ord, men indtil da behøver ingen kende til det. Indtil da er det min hemmelighed: at jeg egentlig er en anden. Jeg smider mig i sækken, kuglerne knaser og former sig efter mig, jeg åler mig op i halvsiddende stilling og fisker min panter op af posen. Den strækker sig fornøjet og jeg gør plads til den på ølkassen ved siden af tekoppen. Tænk, at jeg bare tog den, jeg har aldrig nogensinde stjålet noget før. Jeg rystede som et espeløv, hver gang Katrine stoppede en Daim op i jakkeærmet i supermarkedet, hendes suk, arh LilleLissy dog, og hun slap selvfølgelig af sted med det hver eneste gang. Men det her var anderledes, og når jeg nu ser på bogen, forstår jeg hvorfor: Det var panteren, der fik mig til at gøre det. For en panters kærlighed kan man ikke købe. Den kan man kun vinde gennem mod, ved at gøre noget, man er bange for. Så tager jeg Känn ingen sorg för mig Göteborg – op af posen, cellofanen knitrer, da jeg pakker den ud, og løsner skiven, den er lysende pink. Jeg trykker på play og smider mig tilbage i sækkestolen, og så kommer trommerne og den der melodi og: Ge mig arsenik. Og dér er det igen, et eller andet kommer imod mig, det vil noget med mig. Nu er jeg her, Elektra Jansson, og mantraet er tilbage i mit hoved: Forfatter-geni, forfatter-geni, alting stemmer i dag og

15

GivMigArsenik_Content.indd 15

09/01/14 15.57


alt hænger sammen: Musikken, panterbogen, så jeg strækker mig efter en stiftblyant, som burde ligge på bordet, og eftersom det er sådan en dag, får jeg fat i den med det samme og der er ovenikøbet en stift i. Først læser jeg de tre linjer igen, jeg læser og nikker. Så til en ny hvid side, og jeg behøver ikke tænke, det er bare at skrive, og jeg skriver: Jeg er Elektra Jansson.

Da jeg blev født, betragtede mine forældre den

lyserøde rosin, som var mig, som lå der og skreg på sin

mors bryst, og begge tænkte, at nu er hun her. I dag er et geni blevet født.

Siden var det bare at vokse. Mine fødder og ben,

arme og fingre, hele min krop voksede og, indlysende

nok, hjernen. I raketfart voksede den.

Årene gik og jeg var som andre børn, men alligevel

altid en anelse anderledes. Jeg legede de vildeste lege.

Jeg fandt på de mest fantasifulde ting. Jeg var altid lidt mere, lidt ekstra.

Man kan sige, at hvis de andre børn var kanel eller

peber eller oregano, så var jeg safran. Det dyreste krydderi.

Det føles godt i hele kroppen. Min bog, mit papir, mine ord, fyldt med genialitet. Men så smækker mor med yderdøren og råber sit

16

GivMigArsenik_Content.indd 16

09/01/14 15.57


fjollede ho ho, sĂĽ er det fodringstid, sĂĽ jeg rejser mig op og gemmer panteren under sĂŚkkestolen.

17

GivMigArsenik_Content.indd 17

09/01/14 15.57


Men det er svært at være stærk, når man hver dag støder ind i sin tidligere veninde, Katrine, som nu har et ishav i øjnene. Og man om natten møder Anders, den omkringfarende klasselærer med de pæne hænder… Gi’ mig arsenik er en roman fyldt med uregerlige følelser. En historie om den hårfine grænse mellem venskab og kærlighed, og om hvad man gør for at holde livet ud. Med venlig hilsen

Klara Krantz

GI’ MIG ARSENIK

Det er ikke altid nemt at være 16 og gå i niende. Men det ved du sikkert allerede… Det er heller ikke nemt for Elisa, indtil en panter overbeviser hende om, at hun er et geni og en stor forfatter. Og nyt navn får hun også – nu hedder hun Elektra.

GI’ MIG ARSENIK Klara Krantz

Jensen & Dalgaard

978 87 7151 056 0

Omslag_Arsenik.indd 1

09/01/14 16.25


Klara Krantz: Gi' mig arsenik