Sally Altschuler: Drømmeren - Læseprøve

Page 1

Drømmeren

1


2


Sally Altschuler

Drømmeren

3


Sally Altschuler Drømmeren isbn 978 87 7151 655 5 Copyright © Sally Altschuler og Jensen & Dalgaard 2020 Omslag: Sascha Altschuler Tryk: Totem

Forfatteren takker Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur for arbejdslegat

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på virksomheder og institutioner, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer Jensen & Dalgaard www.jensenogdalgaard.dk

4


1.

Dødemandshullet – Pingviner kan sgu da ikke flyve. Rose står på en af de høje klitter og betragter den store flok sorte fugle med hvidt bryst og spidst næb, som kommer susende hen over hende. Det er helt sikkert pingviner. Vingeslagene er så hurtige at de trækker en dyb brummen efter sig ud over havet. Som kolibrier ... eller humlebier. Måske er det ligesom med humlebier: De kan ikke flyve, de ved det bare ikke ... Pludselig dykker alle pingvinerne samtidigt, som små sorte raketter, ned i vandet. De har sikkert fået øje på en stime fisk. Nede på stranden foran klitterne står Mikala og kigger ud over vandet. Hun har vist ikke lagt mærke til pingvinerne, og nu er de jo væk. Hun begynder at gå ud i vandet, langsomt. Ved hun da ikke at man aldrig må bade alene? Og hun har jo lige fortalt at hun ikke kan svømme. Hun ved det. Ikke som pingvinerne. Hvorfor går hun så ud i vandet? Endda lige der hvor der er masser af de lumske dødemandshuller. Og understrøm. Rose sætter hænderne for munden som en tragt. – Mikala! Mikala, kom tilbage. Måske er det vinden, der tager lyden, måske vil Mikala ikke høre. Hun reagerer i hvert fald ikke, men fortsætter lige ud i havet, næsten som om hun går i søvne. Da vandet når 5


hende til maven, begynder Rose at løbe ned mod strandkanten, mens hun råber på Mikala. Sandet er blødt, som kviksand, for hvert skridt synker hun i til anklerne, og hvert skridt er en kolossal kraftanstrengelse. – Mikala! Mikala, kom tilbage. Hvor er alle de andre? Kan de da ikke se, hvad der sker? Men der er ikke andre her end en kvinde, der meget energisk støvsuger stranden og ikke har øje for andet. Rose genkender hende. Det er Mikalas mor, men hun forsvinder mellem klitterne. Da Rose endelig når ned til det faste sand i vandkanten, er hun komplet udmattet og kan kun se Mikalas hoved over vandoverfladen. Selvom hun har sin konfirmationskjole på, styrter hun ud i vandet. Det er koldt. Alt for koldt. Det sidste af Mikalas fletning forsvinder. Rose vil råbe efter hjælp, men får bare koldt saltvand i munden. Hun må have den fjollede kjole af, det er umuligt at svømme med den på. Det lykkes hende at få stropperne ned over skuldrene. Den glider væk bag hende som et hvidt undervandsgenfærd. Rose er en god svømmer. Hun elsker at svømme. Hun crawler hen mod det sted, hvor hun sidst har set Mikala, men hvor er hun? Hun dykker flere gange, bliver mere og mere udmattet, men Mikala er væk. Kan understrømmen have taget hende? Man skal jo altid passe på understrømmen. Men dér er hun. Helt nede på bunden i et dødemandshul. Hun ligger helt stille mellem to store, tangbevoksede sten. Hendes lange fletning svajer yndefuldt frem og tilbage. Hun ligner en sovende havfrue. Bortset fra hendes øjne. De stirrer direkte på Rose med et rædselsslagent blik, som kun udtrykker en ting: Hjælp mig! Med et par kraftige tag når hun ned til Mikala og får 6


fat i fletningen. Så vender Rose og trækker alt hvad hun kan op mod overfladen, men Mikalas ene arm er viklet ind i de enorme tangplanter, der er tykke som reb. Hun trækker og trækker, men det er, som om der er en vilje i tangen, der vil beholde Mikala. Rose stemmer fødderne mod stenen, tænk hvis hun flår Mikalas fletning af, hun vikler den flere gange om sin hånd og sætter fra mod stenen, og endelig lykkes det at rive Mikala løs, utroligt hvad en fletning kan holde til, den er også tyk, men nu har hun næsten ikke mere luft, og pludselig er der uendelig langt op til overfladen. Roses lunger er ved at sprænges, men hun må ikke besvime, og hun må ikke slippe fletningen. Netop som hun er ved at miste bevidstheden, gennembryder hun overfladen med en lang, gispende vejrtrækning. Mikala er slap som et håndklæde, men idet hun får hovedet over vandet, begynder hun at fægte panisk med armene. Rose slipper hende, og selvom Mikala basker som en såret gråspurv på flugt fra en kat, synker hun mod bunden igen. Rose dykker og får igen fat i fletningen. Nu holder hun fast. Hvis hun river den af, så er der ikke noget at gøre ved det, så må Mikala være lige så korthåret som Rose selv. Men hvor er stranden blevet af? Rose drejer rundt om sig selv, men der er hav over det hele, nej nej, stranden er jo lige der, ganske tæt på. Kan det virkelig passe, at de ikke er længere ude. Hun svømmede da et langt stykke ud til Mikala. Så mærker hun bunden, men Mikala bliver alligevel ved med at fægte vildt om sig. Rose har engang set en film, hvor en livredder var nødt til at slå den pige, han skulle redde, bevidstløs, fordi hun panikkede, men det kan Rose ikke få sig selv til. Hun aner jo heller ikke, hvordan man slår nogen bevidstløs. 7


I stedet trækker hun Mikalas hoved tæt ind til sit eget og skriger lige ind i hendes øre. – Du kan godt bunde. Så slipper hun hende. Mikala stivner og står stille på bunden. Hendes øjne flakker forvirret. – Åh, gylper hun, mens vandet løber ud af hendes mund. – Jeg troede, at her var bundløst. Hånd i hånd går de de få meter op på stranden. Ved et bord under en parasol sidder et ungt par, Rose ikke kender. De er i tyverne, pigen er lidt kraftig og fyren har kæmpestore øjne. Eller også er det hans enormt tykke brilleglas, der forstørrer dem, tænker Rose. – Jamen det er jo Eva og Thomas, udbryder Mikala glad og vinker. – Har du mødt min kusine og hendes kæreste? Det kan Rose ikke huske. Sikkert ikke. Eva og Thomas vinker tilbage. – Rose reddede mit liv, siger Mikala begejstret, som om Rose har vundet et svømmestævne. Thomas tager de stærke briller af og lægger dem på bordet. – Ja, der sker meget under overfladen, siger han og tager en dykkermaske på. Rose tænker, at han bør tage bukser og trøje af, før han dykker. – Vil I ikke have en kransekage? tilbyder Eva. Rose kan godt lide kransekage, men på fadet, Eva rækker frem, ligger der osterejer. Rose kan ikke fordrage osterejer. Over dem skriger pingvinerne. Måske kan pingviner godt lide osterejer. Mikala løsner fletningen og lader sit lange hår blafre i vinden. Så vågner Rose. Hun er stadig våd efter svømmeturen.

8


2.

En + en = en Eller måske var det sved. Ikke engang om natten blev det køligt. Mikala lå ved siden af, ganske tæt på. Hun havde sluppet Roses hånd og trak vejret roligt og næsten lydløst. Jeg har drømt, tænkte Rose, og hendes hjerte bankede så voldsomt at hun kunne mærke sin puls i ørerne. Jeg har virkelig drømt, tænkte hun. Det kunne ikke være anderledes. Hun havde virkelig troet, at det var rigtigt alt sammen. Selvom det hele var total mærkeligt, så var hun sikker på, at hun reddede Mikala, som blev holdt fast af tang, men i den rigtige virkelighed lå hun bare her i sengen, sammen med Mikala og svedte helt vildt. Mikala lå på ryggen og sov stadig helt roligt. Forsigtigt slog Rose dynen til side og stod ud på gulvet. Hun kiggede ud ad vinduet. Lejrhytten lå ikke langt fra strandkanten, men der var ingen klitter som i hendes drøm, kun afsvedet græs og så et stykke stenet strand med tørt tang. Solen var endnu ikke stået op, men himlen var lys, og et sted, derude hvor havet blev til himmel, røbede et skær hvor solen ville dukke op om lidt. Hun kiggede på mobilen. 5:11. Hvorfor var hun pludselig begyndt at drømme? Hun havde aldrig nogensinde drømt før, det var hun helt sikker på, selvom alle andre sagde, at det bare var, fordi at hun ikke kunne huske sine drømme. Men det var det ikke. Rose var helt hundrede sikker på, at hun aldrig nogensinde havde 9


drømt – indtil nu. Og så om Mikala, som hun lå klistret op ad. Selvom Mikala var hendes bedste veninde, havde hun aldrig ligget så tæt med hende før - eller med nogen andre for den sags skyld. Det var jo kun, fordi Mikala var vågnet midt om natten og var meget bange. Mareridt, sagde hun, men Rose vidste jo ikke rigtig, hvad det ville sige, andet end at det i hvert fald ikke var rart. Mikala var ellers ikke sådan at skræmme, men mareridtet havde virkelig skræmt hende, og så var det, hun spurgte, om ikke hun måtte ligge ved siden af Rose og holde i hånd. Det kunne Rose jo ikke sige nej til, selvom det var så sindssyg varmt og køjen var smal. Så var de faldet i søvn igen. Og så havde Rose drømt. Det var ikke rart, men hun havde på fornemmelsen, at et rigtigt mareridt var meget værre. Hun havde jo ikke været rigtig bange, for i drømmen havde hun hele tiden været klar over, at hun var en god svømmer. Hun tog den gennemsvedte T-shirt af og proppede den i sin taske. Så tørrede hun sig med håndklædet og tog en ren på. Det var også den sidste. De skulle hjem i dag. Hun drak lidt vand fra hanen. Selvom hun lod det løbe, var det stadig lunkent. Hvis alle drømme var sådan, så ville hun helst være fri, men samtidig kunne hun mærke, at det her var vigtigt. Det betød noget, men hun vidste ikke hvad, og hun havde på fornemmelsen, at den eneste måde hun kunne finde ud af det, var at prøve det igen. Hun anede bare ikke hvordan. I stedet for at lægge sig ved siden af Mikala, lagde hun sig i Mikalas køje. Hun følte sig lige så træt, som hvis hun virkelig havde reddet Mikala fra at drukne, men hun kunne alligevel ikke falde i søvn igen. 10


Da Mikala slog øjnene op, stod Rose og stirrede ud ad vinduet. – Godmorgen og tak, sagde hun. Rose vendte sig mod hende. – Hvad, hvorfor siger du tak? Mikala sprang glad ud af køjen og omfavnede Rose. – Fordi du reddede mit liv. Rose fik en ubehagelig forudanelse. Josefine sad på kanten af sin seng. – Hvad er der med jer to. – Rose reddede mit liv. Jeg drømte, at jeg var ved at drukne, og så kom Rose svømmende og reddede mig. Roses hjerte begyndte at hamre igen. Hun gjorde sig fri af Mikala, vendte ryggen til og stirrede igen ud af vinduet, mens tankerne drønede rundt i hendes hoved. Lige nu var solen sløret af et tyndt skydække. Måske ville det endelig begynde at regne. Det her kunne ikke passe. Hun vidste da så meget om drømme, at folk ikke drømte det samme på samme tid. Heller ikke hvis de lå i den samme seng. Sådan fungerede det ikke. Mikala satte sig på sengen og fortsatte. – Jeg bare drømt den samme drøm så mange gange Jeg går ud i vandet, jeg går bare, indtil vandet når op over mit hoved. Så er det, som om jeg bliver fanget af noget tang. Jeg kan ikke komme løs, jeg bliver helt sindssyg bange, og jeg kan ikke trække vejret. Så plejer jeg at vågne, og jeg bliver ved med at være bange i lang tid. Men denne gang kom Rose svømmende og hev og sled i mig, indtil alt det der tang gik i stykker. Jeg var jo total panikket. Du trak i min fletning, og så fik du mig ind på stranden. Så var jeg slet ikke bange mere. Mikala rodede i sin taske, fandt en børste og begyndte at rede sit lange hår. Rose vendte sig mod hende og Josefine. 11


– Det var bare … så godt, fortsatte Mikala begejstret. – Hvorfor går du alene ud i vandet? spurgte Rose. Mikala holdt op med at rede sig og stirrede forundret på Rose. – Øh, det kan jeg ikke huske. Jeg ved det ikke … – Vil du begå selvmord? spurgte Josefine. – Nej! kom det med overbevisning fra Mikala. – I hvert fald ikke. Det er mere … I begyndelsen er jeg ikke bange. Vandet er dejlig varmt. Jeg vil bare bade, tror jeg. Altså på en måde er det, ligesom jeg går i søvne. – Det gør du jo også, sagde Josefine. – Men du kan jo ikke svømme, sagde Rose henne fra vinduet. – Men det er jo en drøm, sagde Josefine. Rose vendte sig. – Hun kan heller ikke svømme i drømmen. Uden at ville det kom Rose til at lyde irriteret. – Hvor ved du det fra? spurgte Josefine. – Er det ikke dig, der påstår, at du aldrig drømmer? Rose tøvede. Hun kunne ikke begynde at fortælle om sin egen drøm nu. Det var jo rigtigt, at hun nogen gange havde sagt, at hun aldrig drømte. Hvis hun nu fortalte, at hun havde drømt det samme som Mikala, så ville Josefine nok tro at hun enten var misundelig og prøvede at abe efter, eller at hun havde knald i låget. Det havde hun måske også. – Ellers havde jeg jo ikke behøvet at redde hende, vel. – Du lyder, som om du virkelig har reddet hende, lo Josefine. – Sådan føltes det også, sagde Mikala. – I hvert fald blev vandet pludselig dybt og koldt, og så var det ikke dejligt mere. Det var, som om tangen greb ud efter mig, det var ligesom ... ondt. Sådan er det altid. Men så kom du, Rose. 12


– Nattens drømmehelt, grinede Josefine. – Jeg føler mig glad. Jeg tror at det er fordi, du reddede mig. – Jeg tror, det er fordi, vi skal hjem, sagde Rose. – Jeg tror, det er fordi, du har fået knald i låget, sagde Josefine og gik ud på badeværelset. – Luk døren, råbte Mikala efter hende. – Det er mærkeligt, sagde hun, da de var alene. – Jeg føler mig virkelig glad. Ligesom let … som en fugl. Pingvin, tænkte Rose. – Vi skal hjem, så er du glad, gentog Rose. Men det var på en anden måde, Mikala var glad. Det var ok at komme hjem, men hun havde da heller ikke noget imod, hvis hytteturen varede et par dage mere. – Det er altså, som om noget tungt og grimt er blevet taget væk fra mig. Det er underligt … – Du får det virkelig til at lyde, som om jeg har reddet dit liv i virkeligheden. – Sådan føles det. Gider du flette mit hår? Det havde Rose gjort masser af gange, men lige nu havde hun bare ikke lyst. Det havde noget med drømmen at gøre. Det var som om at hvis hun rørte ved Mikalas hår, så ville det på en måde trække hende ind i drømmen igen, og der havde hun slet ikke lyst til at være. Ikke i dén drøm. Hvis hun skulle drømme igen, så skulle det være hendes egen drøm. I det samme slog det hende, at hun måske drømte lige nu. At det hele var en drøm, både at hun reddede Mikala og det, der skete lige nu. Tænk hvis det alt sammen var noget, hun lå og drømte. Men nej, lige nu var alting helt almindeligt. 9.c skulle hjem fra hyttetur, så var det slut med folkeskolen og derhjemme ville hendes forældre, Rahul og Lisbeth, og hendes storebror Jakob være og hendes værelse og alle hendes ting. 13


Det var ikke nogen drøm. Helt sikkert. Og hytteturen havde været god nok, ja det havde faktisk været rigtig sjovt nogen gange, men nu var det også fint at skulle hjem. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til Mikala. Hun følte sig ikke lettet eller særlig glad. Hun var forvirret. – Kan du ikke få Josefine til det? Helt ærligt, så er jeg dødtræt. Jeg har ikke sovet ret meget. – Nå nej, du har jo også drønet rundt og reddet mig. Du må altså undskylde, hvis det er min skyld. Mikala lo. Rose forsøgte at smile. – Men det virkede åbenbart. Du blev jo glad af det. Vi må hellere begynde at pakke. I bussen prøvede nogen at få gang i noget sang, men det døde hurtigt ud. Mange af dem havde ikke sovet mere end nogle få timer, og da de havde kørt i tyve minutter, sov halvdelen af klassen. Mikala var meget oplagt. Hun snakkede hele tiden, men Rose hørte ikke efter. Hun stirrede ud ad vinduet. Skyerne var forsvundet og himlen var lige så klar, som den havde været i snart to måneder. Det ville blive endnu en stegende varm og tør dag. Rose kunne ikke få drømmen ud af hovedet. Det var vigtigt. Pludselig vendte hun sig mod Mikala og afbrød hende midt i en sætning. – Sig mig, har du en kusine, der hedder Eva? – Ja? – Har hun en kæreste, der hedder Thomas? Mikala så ud som om hun lige havde set en ubegribelig tryllekunst. – Hvor ved du det fra … og hvorfor spørger du pludselig om det? 14


Roses hjerte hamrede igen, og hun blev både kold og varm. – Har han tykke briller? Mikala stirrede nærmest forskrækket på hende med åben mund. – Thomas har nogle helt enorme hinkestene. Uden dem er han blind som en regnorm. Men hvordan kan du vide det. Har jeg virkelig fortalt dig om Thomas? Det kan jeg da ikke huske noget om. Rose rystede langsomt på hovedet. Nu var hun begyndt, og hun blev nødt til at fortsætte. Hun drejede hovedet og sikrede sig, at Sigurd og Adam på sædet bag dem sov. – Da vi kom op af vandet, altså i din drøm, sad Thomas og Eva så under en parasol? sagde hun næsten hviskende. Mikala prøvede at huske. Langsomt skiftede hendes ansigtsudtryk fra tænksomhed til skrækblandet forbløffelse. Hun tog den ene hånd op foran munden. – Jamen … jeg havde fuldstændig glemt det, men det er jo rigtigt. Det passer. De sad ved et bord under en parasol. Eva og Thomas. Hvordan kan du vide det, når jeg ikke engang selv kunne huske det? – Fordi jeg drømte det samme, hviskede Rose langsomt. – For første gang nogensinde drømte jeg, og jeg drømte det samme som dig. Du vadede ud i vandet, jeg stod oppe i klitterne og så det, og så styrtede jeg ud efter dig. Jeg var lige ved at drukne selv, og det var vildt koldt. Da jeg endelig fik dig op, så sad de der under parasollen. Du kaldte dem Thomas og Eva, og de ville give os osterejer. – Kransekage, gispede Mikala uden at fjerne hånden fra munden. Rose rystede på hovedet. 15


– Hun sagde kransekage, men det var osterejer. Jeg kan ikke fordrage osterejer. – I min drøm var det kransekage. Eva lavede kransekagen til min konfirmation. Hun er konditor. De sad lidt uden at sige noget. – Så du pingvinerne? spurgte Rose. – Næ, der var ingen pingviner i min drøm, tror jeg. Måger ... – De fløj. – Flyvende pingviner? Rose kunne se på Mikala, at hun ikke vidste hvad hun skulle tro. Tænk nu hvis hun syntes at Rose var så mærkelig, at hun ikke ville være veninde med hende mere. Hun skulle nok bare have holdt sin mund. – Det er da spooky, hviskede Mikala. Rose nikkede. Vel var det uhyggeligt. Var der noget galt med hende? Havde hun pludselig fået overnaturlige evner? Det havde hun ikke lyst til. Hun følte sig anderledes nok i forvejen. – Men det er da også spændende, sagde Mikala. – Jeg mener, det kan jo ikke være tilfældigt, vel. Nej, det mente Rose heller ikke. Det ville næsten være endnu mere usandsynligt. Mikala så Rose lige i øjnene. – Tænk hvis vi på en eller anden måde er i forbindelse med hinanden, på en overnaturlig måde. – Hvorfor pludselig nu? spurgte Rose. Mikala trak på skuldrene. – Vi har jo aldrig sovet i samme seng før. Vi må prøve igen. Rose svarede ikke. Det var hun ikke sikker på, hun havde lyst til.

16


17


KØB DENNE BOG – KLIK HER!

18


Millions discover their favorite reads on issuu every month.

Give your content the digital home it deserves. Get it to any device in seconds.