__MAIN_TEXT__

Page 1


Der er aldrig hjul på en drømmeseng Robert Reinhold © Copyright Robert Reinhold og Jensen & Dalgaard, 2014 isbn 978 87 7151 073 7 Omslag: RubArt Sats og grafisk tilrettelægning: Jensen & Dalgaard Tryk: ScandinavianBook, Aarhus

Skrevet med støtte fra Danske Dramatikeres forbund

2

DerErAldrigHjul_Content.indd 2

22/01/14 12.43


Robert Reinhold

Der er aldrig hjul pü en drø mmeseng Roman

3

DerErAldrigHjul_Content.indd 3

22/01/14 12.43


Til Louis og Osvald

4

DerErAldrigHjul_Content.indd 4

22/01/14 12.43


Første del

5

DerErAldrigHjul_Content.indd 5

22/01/14 12.43


6

DerErAldrigHjul_Content.indd 6

22/01/14 12.43


0

J

eg dør. Erkendelsen favner mig øjeblikkelig. Panikken gør det samme. Er ved at dø. Nu! Griber efter vindueskant og redning, men for sent. Jeg styrter! Et skub. Et fald. Et mord! Er på vej nedad og intet kan hindre hverken fart eller fald! Hysterisk og flaksende kastes jeg omkring i en vuggende storm af død. Hylende messer stormen om mareridt og endeligt. Afmægtigt søger øjnene opad mod tårnvinduet, hvor jeg sad kort forinden, men tårnet knejser ubønhørligt. Var der tvivl om faldet, så smuldrer tvivlen i dette øjeblik for altid. Vinduet mindskes. Hastigheden øges. Tårn og tid forenes i mørket. Om lidt vil jeg smadres mod jorden. Huden vil sprænges. Blodet vil sprøjte. Knoglerne splintres. Snart vil mine kropsvæsker løbe ned i jorden. Resterne formentlig forsvinde i vinden. Glimt af ansigter, kroppe, fædre og mødre flimrer forbi mit indre blik. Familie, venner, fjender, alle jeg har kendt. Maria og børnene er der også. Griber efter dem, men kan ikke nå dem. Det eneste, jeg får fat i, er drivtømmer af afmagt og brudstykker af forkalket bitterhed. Forsøger krampagtigt at holde fast, men begge dele pulveriserer mellem mine hænder. Der hersker ingen tvivl. Er på vej i døden. Fra tårnet i Højby Kirke styrter jeg mod jorden.

7

DerErAldrigHjul_Content.indd 7

22/01/14 12.43


1

Den rødhårede ørelæge rettede på kitlen. Prøvede at trække den længere ned over sine knæ. Hun havde en stram, kort nederdel indenunder. Det lykkedes ikke helt for hende. Man kunne ikke sige, at jeg delte min ørelæges halvt ubevidste ubehag, for synet af hendes ben gjorde mig uendelig godt. Det mærkede jeg allerede den første gang, de viste sig under kitlen. Prøvede alligevel høfligt at lade være med at se på hendes ben, men det var svært. Urimelig svært. I den lydisolerede boks med høretelefonerne på havde jeg også set dem for mig. Benene. Slanke og muskuløse havde de svøbt sig om min lænd, imens min tunge udforskede lægens øre. Hendes åndedræt favnede varmt mit fugtige lem igennem høretelefonerne og den susende lyd for mine ører havde gradvist forvandlet sig til en varm brusende fornemmelse i mit mellemgulv. Fornemmelsen forsvandt brat, da hendes stemme nøgternt og pludseligt lød i mine ører. Det gibbede i mig, imens mellemgulvet filtrede sig sammen og boksen føltes mærkelig kold. Fugten og varmen var med ét fordampet og hendes åndedræt og ben forsvundet. Tilbage var kun de små bip i ørerne og min ørelæges korte, præcise instrukser som guidede mig igennem høreprøven. Og nu sad vi så dér. På hendes kontor overfor boksen, behørigt placeret på hver sin stol. Den vedvarende susen for ørerne var vendt tilbage. Det samme var fornemmelsen i maven.

8

DerErAldrigHjul_Content.indd 8

22/01/14 12.43


Hun fandt sine notater frem og jeg faldt i staver, imens hun fugtede sine læber for at tale. Det krævede min fulde koncentration at skille ord fra fornemmelse. »Som du selv var inde på, da du kom, er du svært angrebet af tinnitus.« »Tinnitus?!« Fascinationen af min ørelæges nyligt fugtede læber forsvandt øjeblikkelig. Tinnitus er ikke en sygdom. Det er en dom. En skæbne der bliver én pålagt. Instinktivt forsøgte jeg, måske lidt for resolut, at afværge faren. »Jamen, jeg har ikke sagt noget om tinnitus. Jeg har bare svært ved at høre.« »Ja, og det er fordi, du har tinnitus, desværre.« Ørelægen så alvorligt på mig, men jeg gav ikke op. »Jeg troede, at tinnitus var en hyletone? Jeg synes ikke, at det hyler på den måde. Det suser mere. Eller er underligt stille. Det er mere ligesom en permanent prop i øret, hvis du forstår, hvad jeg mener? Lidt som konstant at have hovedet under vand på en måde.« »Jeg forstår, hvad du mener. Men oplevelsen af tinnitus varierer meget fra person til person. For eksempel hvornår på døgnet og under hvilke omstændigheder, man registrerer den. For dig lyder den til tider som en susen. Andre hører en hyletone. Andre igen noget helt andet.« »Og der er ingen chance for, at det bare er en prop i øret?« »Nej, desværre.« Min ørelæge smilte medfølende, hvilket straks fik fascinationen af hendes læber til at blomstre op på ny. Det var den smukkeste mund, der nogensinde havde diagnosticeret mig. »Tinnitus er en bemærkelsesværdig lidelse,

9

DerErAldrigHjul_Content.indd 9

22/01/14 12.43


som folk som regel må leve med resten af livet. Vi har dog fundet forskellige behandlingsmetoder, men resultaterne varierer utrolig meget fra menneske til menneske. Der er ingen gængse regler for behandlingen. Jeg kan ikke med sikkerhed love dig, at vi kan fjerne eller mindske din susen eller glasklokkefornemmelse, men jeg kan med sikkerhed love dig, at vi vil gøre vores bedste.« Indvendigt takkede jeg hende oprigtigt for al denne sikkerhed. Det var længe siden sikkerheden slap sit tag. »Der er selvfølgelig mange forskellige måder, vi kan hjælpe dig på. Men det er svært at sige hvilken én, der vil være den rigtige. Ligesom det er svært at love dig, at de overhovedet vil hjælpe. Den eneste vej at gå er faktisk kun, at vi prøver os frem og håber på, at det hjælper.« Tanken om, hvorvidt behandlingen ville hjælpe eller ej blev med det samme trængt tilbage af en anden og stærkere tanke. For i det øjeblik hørte mine skadede ører kun én ting; at vi skulle prøve os frem. Hun og jeg. Sammen. Og netop dette samarbejde gjorde ikke bare ørerne godt. Det betød, at resterne af min upålidelige krop i den grad også livede op. Det var ganske tydeligt. Det var godt, at jeg endelig havde søgt læge. Faktum var, at jeg befandt mig på en privat øre-, næse-, halsklinik, der var blevet mig anbefalet af en forlængst glemt bekendt. Et andet faktum var, at jeg var i selskab med den smukkeste kvinde, jeg længe havde set. Min ørelæge rettede igen på kitlen. Den ville simpelthen ikke arte sig, som hun ville, denne dejlige korte hvide kittel, og resultatet var da også at hendes smukke, slanke ben strittede kønt og nøgent ud under kitlen og

10

DerErAldrigHjul_Content.indd 10

22/01/14 12.43


den korte kjole. Jeg havde det allerede mærkbart bedre. Måske var min susen for ørerne ikke det værste, der var sket i mit liv? »Du er meget alene,« sagde hun pludselig, imens hun så mig lige i øjnene. »Er jeg det?« spurgte jeg forbavset tilbage. Hvorfor sagde jeg ikke bare nej? Måtte vel være den nærmeste til at vide det. Så hende i øjnene og syntes pludselig, at jeg kunne skimte noget andet og mere, end bare en læge der spurgte ind til mit velbefindende. Kunne mærke rødmen, imens hendes ben endnu engang blev for uimodståelige for øjnene. »Man føler sig ofte alene, når hørelsen er nedsat. Føler du dig meget isoleret?« Hun smilte og så igen ned i sine papirer. Løftede så igen blikket, inden jeg nåede at svare, og så mig endnu engang i øjnene. »De laver kitlerne i standardstørrelse. Enten er de for lange eller også er de for korte. Jeg holder mest af de korte, som du ser.« »De er også pæne,« mumlede jeg. Kunne mærke heden brænde i mine kinder og blev irriteret over min mumlen. Det var da også satans, at man ikke kunne have sit blik for sig selv. Følte mig som en forvokset skoledreng. Samtidig var det svært at finde ud af, om hun smilede af mig eller til mig. Besluttede mig for det sidste og smilte efter bedste evne tilbage. Hun så igen ned i sine papirer. Smilet blev vist godtaget, og straks følte jeg mig en smule bedre tilpas. »Men for lige at afslutte den lægelige side af sagen,« fortsatte ørelægen, »så kan jeg vist trygt garantere, at du kun har tinnitus og dermed intet høretab i gængs forstand. Hvilket trods alt giver os nogle muligheder for at hjælpe dig.«

11

DerErAldrigHjul_Content.indd 11

22/01/14 12.43


»Jamen, det var da rart,« sagde jeg lidt for højt. Og lidt for afslørende. Irriteret over min egen pirrelighed og overfølsomhed prøvede jeg med det samme at komme hende i møde. »Ja, jeg har ofte temmelig svært ved at høre, hvad folk siger til mig. For slet ikke at tale om toner og instrumenter. De er også begyndt at falde kraftigt i lydstyrke. Hvilket gør mit arbejde utrolig vanskeligt. Jeg er komponist. Og har faktisk ikke præsteret noget tilfredsstillende i lang tid.« »Det tror jeg nu mest, er koncentrationssvigt. Du har din egen verden og den befinder du dig vist rigtig godt i. Er det helt forkert opfattet?« Begyndte at få en underlig fornemmelse af at være til forhør. Blev pludselig usikker på, hvad samtalen egentlig handlede om. Høretabet eller mit væsen? Har alle mennesker ikke deres egne verdener, eller var det bare noget, jeg bildte mig ind? I givet fald, havde alle mennesker så ikke ret til at have deres egne personlige verdener i fred uden indblanding og kommentarer? Den smukke, rødhårede ørelæge fortsatte ufortrødent uden at vente på svar. Hun virkede foruroligende sikker på min verden, og på hvordan jeg gik rundt og havde det i den. »Jeg vil umiddelbart foreslå, at vi først prøver med en tinnitusmaske.« »En tinnitusmaske?!« Fornemmelsen af forhør afløstes umiddelbart af forvirring over den foreslåede behandlingsform. »Tinnitusmaske?« lød det igen fra den bagerste del af mundhulen. Mundhulen havde åbenbart lige så svært som ørerne ved at forholde sig til forslaget.

12

DerErAldrigHjul_Content.indd 12

22/01/14 12.43


Ørelægen begyndte at forklare sig. »En tinnitusmaske er en lille lydgenerator, som sender lyde ind i dit øre. Lydene overdøver din egen støj, altså tinnitusen, og lindrer på den måde dit sanseapparat.« Overdøver? Man behandlede da ikke larm i hovedet ved at lave endnu mere larm?! En stum forargelse forgreb sig på formuleringsevnen. Målløs og forvirret glemte jeg alt om personlighed og verdener, ben, kitler og smil. »På sigt er der så mulighed for, at din tinnitus vil forsvinde, men det afhænger af, om du vil kombinere din brug af masken med psykologbehandling.« »Psykologbehandling?! Hvorfor skal jeg til psykolog?« Ordene røg ud af min mund, imens mine ben bøjede sig ind under stolen og gjorde kroppen parat til flugt. Som kroppen brød mine ben sig instinktivt ikke om ordet; psykolog. Det var helt tydeligt. Jeg havde det på nøjagtig samme måde som min krop og mine ben. Den rødhårede ørelæge rettede sig op og fik med et varmt underfundigt smil talt flugtinstinkterne til ro. »Vil du have et glas vand?« »Vand?« Kunne pludselig mærke både frøer og tudser i halsen. »Vand? Øh … nej, tak. Jeg er ikke tørstig.« Hvorfor foreslog hun, at jeg skulle til psykolog? Hvorfor skulle jeg ville det? Det var da mine ører, den var gal med?! Spørgsmålene begyndte en hæsblæsende tumlen rundt i mit hoved, men efter lidt tid ringede min forbavselse stille, men rent ud i det lille kontor. »Altså…« Trak vejret dybt ind, sænkede stemmen og prøvede at tage mig sammen. Jeg ville helst kunne forklare

13

DerErAldrigHjul_Content.indd 13

22/01/14 12.43


mig ordentligt uden efterfølgende at blive hængt op på at være afvisende overfor hverken psykologen eller den påtænkte udforskning af mine ører og mit indre. »Altså … jeg har ikke det mindste imod psykologer eller noget. Og jeg er heller ikke hverken vred eller fornærmet. Og generelt er jeg aldrig uimodtagelig overfor gode råd, men jeg forstår bare ikke, hvad en psykolog har med mine ører at gøre?« »Det forstår jeg godt, men vi er jo hele mennesker de fleste af os. Og fysikken og psyken hænger i de flestes tilfælde sammen. Brugen af en tinnitusmaske kan afstedkomme forvirring og i værste fald vrangforestillinger hos nogle patienter, så det er faktisk anbefalet at brugen af tinnitusmaske går hånd i hånd med psykologbehandling. Det er bare en lille sikkerhedsforanstaltning. Ikke andet.« Vrangforestillinger?! Ordet begyndte for fuld fart at køre rundt inde i mit hoved; vrangforestillinger?! Begyndte at få det absolut ubehageligt. Vrangforestillinger?! Ordet vendte og drejede sig i mit hoved. Det kunne ganske enkelt ikke finde hverken ro eller plads i min hjerne. Det var for ladet, simpelthen. For grumset og ubehageligt. Det stank af angst. Angst og skævvreden virkelighed. Vrangforestillinger?! Hvad satan er det her for en klinik?! fik jeg lyst til at råbe. Masker og susen?! Kitler, ben og mandeløjne! Vrangforestillinger og ufuldbyrdede samlejer i lydisolerede bokse! Psykologbehandlinger iført maske! Det er jo sindssygt! Jeg troede, det var mine ører, det handlede om! Men skakmat og målløs fremstammede jeg i stedet det spageste ja, der var til at opdrive. Ja, til både maske og psykolog.

14

DerErAldrigHjul_Content.indd 14

22/01/14 12.43


Pludseligt tvivlende på om jeg overhovedet ville komme til at høre noget igen. Nogensinde. Pudsigt nok var jeg ikke i tvivl om at opsøge min rødhårede ørelæges klinik igen. Det var uundgåeligt. Den ting var sikker. Det var helt klart kun behandlingsformen, der generede mig. »Er du okay? Jeg håber ikke, at jeg har rystet dig?« Hun smilte og så mig varmt i øjnene. Om hun havde rystet mig? Jo, gu' havde hun rystet mig. Hun havde rystet mig fra starten. Det var hendes ben, der gjorde det. Og dernæst øjnene, smilet og turen i boksen. For slet ikke at tale om masken, psykologen og vrangforestillingerne. Jo tak. Jeg var rystet. Det kunne man vist roligt sige. Besluttede mig for at være ærlig. Uddybede ikke hvorfor, men indrømmede bare kort og sagte: »Jo, lidt rystet er jeg da.« Tankerne og fantasierne om benene og hendes åndedræt i boksen undlod jeg at komme ind på. Hun tog min hånd og min uro og lagde begge dele til rette ved siden af tilliden. En tillid, der ikke havde gjort væsen af sig i lang tid. »Jeg er ganske sikker på, at du vil få det bedre.« »Tror du det?« lød det spagt fra den lille dreng, der for minutter siden var et voksent, liderligt handyr. »Det vil kræve mere end et par timer hos en psykolog, men det skal nok gå. Der er altid en vej for den, der tør tage det første skridt.« Hun slap min hånd og det begyndte at svimle for mig. Ville gerne have holdt fast i den hånd. »Er du sikker?« spurgte jeg tøvende med blikket vendt mod mine ensomme hænder. »Ja, jeg er helt sikker. Du fejler ikke noget, du ikke selv

15

DerErAldrigHjul_Content.indd 15

22/01/14 12.43


har påført dig. Du skal bare have en smule ro og mulighed for overblik, så går det. Og så skal du tale med din kone. Det er på tide, at I får talt sammen.« Min kone?! Hvorfra vidste hun, at jeg havde en kone? »Sådan noget ved jeg bare,« svarede hun roligt uden, at jeg havde spurgt. »Det skal du ikke spekulere over.« Uden helt at forstå hvorfor eller hvordan begyndte jeg pludselig at få det bedre. Det var, som om jeg allerede begyndte at komme mig. Hendes talen lige ud af posen gjorde mig tryg. Og det på trods af, at hun åbenbart kunne læse mig, uden at ane hvem jeg var, eller hvem jeg var sammen med i det daglige. Jeg var vist begyndt at sætte mere end bare pris på hende. Det var på tide at komme hjem. Inden man mistede talegaverne eller foretog sig et eller andet åndssvagt, i forlængelse af den pludseligt opnåede glæde og tillid til den rødhårede ørelæge og hendes dejlige lemmer. Takkede og rejste mig for at gå. Den rødhårede ørelæge rejste sig også og rakte hånden frem. Jeg tog den og mærkede en indre stille fryd over igen at holde hende i hånden. Hendes tørre håndflade fugtedes af sveden fra min. Hun smilede igen, uden at lade sig forstyrre af min fugt og generthed. »Og du skal ikke være nervøs for psykologen. Selvom det føles lidt specielt.« »Jeg er ikke nervøs for psykologen,« røg det lidt for højt og lidt for hurtigt ud af mig. »Måske mere, hvad psykologen fører med sig.« Min ørelæge begyndte at grine, hvilket hun gjorde ganske godt og varmende. »Kom igen i næste uge, så har vi både en plan og en maske

16

DerErAldrigHjul_Content.indd 16

22/01/14 12.43


klar til dig. Det skal nok gå alt sammen.« Slap hendes slanke hånd og fremstammede et tak. Irriteret over min stammen og den alt for synlige nervøsitet forlod jeg rystet klinikken. Ville gerne have efterladt mig et bedre indtryk. Man var vel et mandfolk, der med elegance var stand til at håndtere døvhed, såvel som henrivende ørelæger. Rystede stadig indvendig, da jeg igen sad i bilen. Blev siddende lidt bag rattet, inden jeg retningsløst ramte trafikken.

17

DerErAldrigHjul_Content.indd 17

22/01/14 12.43


Richard træder ind i rummet. Han kommer helt hen til sengen og klemmer kort knægtens skulder, inden han rækker hånden frem mod kvinden i sengen. »Kom!« siger den gamle med pomadehjelmen, imens han, indhyllet i røg fra den filterløse cigaret som hænger mellem hans grålige læber, hjælper krøblingen, der ikke længere er krøbling, ud af hendes seng. »Det er tid.« Vera følger lykkelig og betingelsesløst med. Alt virker så naturligt og sandt, der er ingen grund til at betvivle, at hun skal med manden, hun elsker. Faren til hendes knægt. Midt i værelset vender de sig på samme tid mod sønnen, der ser ud, som om han er faldet i søvn. De dvæler et øjeblik ved synet af den udmattede, inden de roligt går mod plejehjemmets udgang. Udenfor døren slører en let rimtåge dybden i det grønlige perspektiv. Højby er ikke længere Højby. Markerne ikke længere marker. Jorden ikke længere jord. Tiden har også forandret sig. Det kan den ældre kvinde tydeligt mærke. Den er opløst, men opløst til det bedre. Hun er ikke bare tryg. Hun er lykkelig. Sammen går de to gamle gennem glasdøren. Rimtågen føles kølig. Stilheden salig.

251

DerErAldrigHjul_Content.indd 251

22/01/14 12.43


252

DerErAldrigHjul_Content.indd 252

22/01/14 12.43


Profile for Jensen & Dalgaard

Robert Reinhold: Der er aldrig hjul på en drømmeseng  

Læseprøve fra Robert Reinholds roman: "Der er aldrig hjul på en drømmeseng". Udgivet af Jensen & Dalgaard.

Robert Reinhold: Der er aldrig hjul på en drømmeseng  

Læseprøve fra Robert Reinholds roman: "Der er aldrig hjul på en drømmeseng". Udgivet af Jensen & Dalgaard.

Advertisement