Issuu on Google+


Af samme forfatter: Thit – den sidste valkyrie, 1990 Dansende stjerne – en bog om Tom Kristensen, 1993 Til døden os skiller. Et portræt af Tove Ditlevsen, 1997 Vildmanden, 1998 Hovedstød. 13 målsøgende meninger om fodbold (red.), 1998 H.C. Andersens glemte eventyr, 2001 Andersen. En biografi, 2003 Greveligt godt, 2004 Ild i papiret. 500 H.C. Andersen-citater, 2005 København i en jazztid (red.), 2008


En biografi om Frank Arnesen

FRANKIE BOY Af Jens Andersen


Frankie Boy – en biografi om Frank Arnesen Copyright © Jens Andersen 2008 Copyright denne udgave © People’sPress 2008 Omslag: Simon Lilholt/Imperiet Omslagsfotos: Polfoto (forside: Willy Lund, bagside: Finn Frandsen og flap: Darren Walsh/PA) Sats og tilrettelægning: LYMI og Kirsten Sonne/baghus Bogen er sat med Minion ISBN 978-87-7055-383-4 1. udgave, 1. oplag Printed in Germany 2008

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V Forfatterbooking: www.artpeople.dk


Kun en idiot ville lĂŚre et geni at spille fodbold Stefan KovĂĄcs, 1972


INDHOLD FORORD . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

9

11 SPLEJS PÅ GREISVEJ (1960-1973) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

15

Frank og de ti bud • Stærk klub på Amagerland • Far her laver tolveren • Forældreholdet 1967 • Venstre fløj dribler for meget • Pølsebrød og meget meget mer’ • På banen igen (derudaf)

12 ÅH, OS FRA FREMAD AMAGER AF (1974) . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

54

Fremad i 70’erne • Yngling til låns • På vej mod drømmedebut • Sjove søndage i Sundby • Modet til at have talent • Opkøbere og oprykning

13 DEN DYNAMISKE DUO (1975) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

81

Daskende ynglingestil • Balletmesterens repertoire • Op- og downperioder • “Jørgen Lerby” • Søndagshelte på Amager • Gyldne drenge forhandler • Velkommen i Slaraffenland • Lykken bor på Esso Motor Hotel • The Amsterdam Bluff

14 TOTALT FODBOLDLIV (1976-1981) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

120

To bondedrenge kommer til byen • Debut i Æresdivisionen • Hakket i småstykker • Fra Michels til Ivic • Kampen for at overleve • Gennembruddet i 1977-78 • Ny træner, ny dansker, ny anfører • Rygnummer “14”

15 SÅ LÆNGE BØGEN SPEJLER (1977-81) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

169

Portrætter af en hyggeonkel • VM i fodbold på Mallorca • Also sprach Piontek • “I kaan ik spiel dorlit” • Fremtidens mænd • Hollandske forbilleder • Jalousi og Jugoslavien • Nedtur og optur • “Jeg kan altid blive bedre” • Djævlesplinten

1 6

FODBOLDMASKINEN (1981-83) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Hvor appelsinerne gror • Debut på Mallorca • Lykke og smerte • Pim pam pum mål • Kvinde min • Belgisk redning

207


17 FODBOLD FOR FOLKET (1984-86) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

232

The Come Back Kid • Skæg drøm om fodbold • Fart og fare på færde • Morten Olsen-bandens kup • Datski Dynamit • Oolææææ olæ’olæ’o’læææ

18 SIDSTE RYK MOD BAGLINJEN (1987-1988) . . . . . . . . . . . . . . .

270

Showtime Arnesen • “Er I ved at være for gamle, Frank?” • Katastrofen • Under bøgen med Bisgaard • Til EM som 21. mand • “Arn-ne-sen! Ar-ne-sen! Ar-ne-sen!”

19 VEJEN TIL HIMMERIGE (1989-2004) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

296

B 1913, TV2, Hummel eller PSV? • Fra korte bukser til habit og slips • “Romario is gek!” • Fodboldliebhaverne • Svigersønnen fra Ipanema • Peter og Ulven

10 FRANKIE GOES TO LONDON (2004-2007) . . . . . . . . . . . . . . . .

328

Rottefængeren fra Eindhoven • “Arnegate” • Midt i en engelsk kulturkamp • “It stinks a little bit” • The Roman Empire • Russisk roulette • The Special One • Kompetencestridigheder • Blæksprutten og hans blæksky

11 TILBAGE TIL GRÆSRØDDERNE (2008) . . . . . . . . . . . . . . . . . .

374

Fra High Court til Cobham • Græsrødder på green • Kunsten at scoute et talent • Elsk din skæbne

KILDER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 402 FOTOS . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 406


FORORD

Da Frank Arnesen fyldte 50 år i 2006, havde han først besluttet sig for ikke at holde en stor fødselsdagsfest, men så var det – måske – han en nat drømte om Steppeulven. Sådan hed en uforglemmelig bog fra hans hippieungdom på Christianshavn i begyndelsen af 1970’erne, hvor håret nåede skuldrene, og midterskilningen blev holdt sammen af et pandebånd. Romanen, der havde gjort så stort indtryk, handler om en ensom, melankolsk mand, som mener, at alle mænd, der fylder 50, lige så godt kan begå selvmord, men skifter mening, da han en dag forvandles fra sky steppeulv til udadvendt, nærværende menneske, fuld af dans og latter. Måske var det derfor, Frank vågnede op en morgen i 2006 hjemme i villaen i Esher syd for London, satte sig op i sengen og sagde til sin kone: “Kate, jeg holder sgu den fødselsdag, og ved du hvad? Jeg vil invitere alle dem, der har betydet noget for mig i mit liv.” De kom fra nær og fjern. Nogle var forhindret, f.eks. Jesper Olsen og den tidligere engelske landstræner Bobby Robson samt svigersønnen Chris van der Weerden, der har spillet som professionel i Holland, er gift med Anja og far til Frank og Kates tre børnebørn. Også andre i bedstefar Franks europæiske vennekreds havde måttet melde forfald. Alligevel blev det en storslået aften i Palmehaven på D’Angleterre. Dyre biler med fremmede nummerplader rullede ind på Kongens Nytorv i løbet af lørdagen, og fra lufthavnen kom taxaer dryssende i timerne op til festen med gæster fra ind- og udland. Hvis den seksårige Frank på en af sine sporvognsture med faren, der var vognstyrer, havde peget ind på det fineste hotel i landet og sagt, at han en dag ville holde sin fødselsdag derinde for alle sine fodboldvenner, havde John Arnesen rystet på hovedet og sagt, at den knægt da ikke kun var lige så tynd og ranglet,

9


men også lige så tosset som den unge H.C. Andersen, der engang havde stået henne foran Det Kongelige Teater og drømt om at blive balletdanser. José Mourinho sås ikke blandt gæsterne lørdag 29. september. Han havde heller ikke nået at betyde så meget for fødselaren. Det havde til gengæld den russiske oliemilliardær, Roman Abramovitj, men hverken ham eller hans bodyguards fik man øje på ugen efter i Se & Hør. Danske ugebladslæsere måtte også undvære glamourglimt af Ronaldo, van Nistelrooy og Arjen Robben, der godt kunne have kigget forbi og sagt tak for, at de alle på et lidt forpjusket tidspunkt i deres karriere var kommet under Arnesens managervinger og derfra var fløjet videre af sig selv til verdensberømmelse og velstand i nogle af verdens største klubber. Heller ikke Dynamitlandsholdet fra 1980’erne myldrede ind til festen. Det var faktisk kun nogle få udvalgte, der sås blandt de mange udlændinge i Palmehaven: Morten Olsen, Per Frimann og – selvfølgelig – Søren Lerby, der holdt talen til sin ven på hollandsk. Blandt de knap 100 gæster fyldte Franks egen storfamilie godt op. Et voksende dynasti, anbragt ved runde borde omkring dansegulvet: tvillingepigerne Anja og Britt – den ene familiefrue i Eindhoven, den anden single med fast adresse i Barcelona – lillebror Sebastian, der arbejder som talentspejder for sin far i Holland, samt Rebecca, der studerer i London. Birthe og John Arnesen, Franks forældre, havde taget den korte tur over Knippelsbro fra lejligheden på Christianshavn, hvor Frank voksede op i 1960’erne. Under armen havde de en stor scrapbog, fuld af gamle avisudklip, fotos og andre minder med rødder tilbage i den nordatlantiske slægt Arnason, der fra Island via Færøerne satte ben på dansk jord i 1920’erne, da Frank Arnesens farfar som 14-årig kom til København, gik i tømrerlære, fandt sig en kone og satte syv børn i verden. Scrapbogen rummede først og fremmest alle minderne fra Franks fodboldkarriere: fra debuten som 17-årig i Fremad Amager i 1974 og det sensationelle salg til Ajax året efter, senere den alvorlige knæskade i Valencia, de heroiske comebacks i Anderlecht og PSV Eindhoven og succeserne med alle tiders danske landshold i 1980’erne, hvor Frank blev kultfigur i sit fædreland. Og til slut i scrapbogen små og spredte højdepunkter fra en ny fodboldkarriere på business class i Holland i 1990’erne, hvor Frank forgyldte PSV Eindhoven og drog videre til England. Her var der første gang i hans glorværdige karriere blevet sat spørgsmålstegn ved sønnens troværdighed og hæderlighed, og pludselig havde Frank – som en anden steppeulv – trukket sig tilbage fra offentligheden. Det stod der i sagens natur ikke så meget om i scrapbogen. 10


Ved midnat var der kæmpe fyrværkeri ude på Kongens Nytorv. Mens lysene glimtede over Krinsen, mindedes Birthe Arnesen, at hun engang i 1950’erne havde forpurret sin mands plan om, at drengen skulle hedde Robert. Frank var hendes fikse idé. Ikke på grund af Sinatra, men fordi hun som ung pige i 1940’erne havde passet en usædvanlig sød dreng på Amager Landevej. Han hed Frank, og en dag sagde Birthe til sig selv: “Får jeg engang en søn, så skal han altså hedde Frank!” Det fik hun 30. september 1956. Det var selvfølgelig en søndag, hvor John skulle spille kamp for Kastrup, så da Birthe om morgenen fik veer, tog hun af sted til hospitalet, mens gemalen pakkede fodboldtasken og cyklede ud til Tårnby Stadion. Sådan gjorde kvinder og mænd dengang. Efter kampen så han sin lille mørkhårede søn, der var så køn, at nogle af de andre misundelige mødre de følgende dage bad om at få lov at holde ham lidt. Festfyrværkeriet var Kate Arnesens gave til sin mand det år, hvor Frank fyldte rundt, og ægtefællerne i juli havde kunnet fejre deres 30-års-bryllupsdag. Kate havde været nødt til at røbe sin overraskelse. Skulle man anmode om tilladelse til sådan noget i vor tids København? De blev enige om at lade være. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Og det gik alt sammen. En kort stund blev København illumineret til ære for Frank Arnesen. Helt ude på Amager kunne man se krystalbomberne. Dronningen henne om hjørnet følte sig hverken truet eller forstyrret i sin nattesøvn, ligesom den gode fyrværker undgik at stikke ild til Den Franske Ambassade, Kunstakademiet, Det Kongelige Teater og Magasin. Riget stod kort sagt, som det skulle klokken 00.30, og efterfølgende kunne alle festdeltagere i ro og gemytlighed trække indendørs igen, nyde natmaden og danse igennem til den levende popmusik. Natmaden indtog man i dagens danske anledning på Houlbergs Terrasser ved den fuldt oplyste pølsevogn, der bugnede af røde pølser. Ikke alle udlændinge forstod det dér med rå og ristede løg, men de morede sig fortræffeligt sammen med pølsemanden bag glasruden og kom alle sent i seng. Dagen efter var der nydelige fødselsdagsportrætter af Frankie Boy i avisen. Og den følgende uge som sagt sorthvide billeder fra festen i Se & Hør. Fødselaren og hele hans kosmopolitiske familie var da for længst tjekket ud og hjemme igen på deres respektive bopæle rundt omkring i Europa. Tilbage på Kongens Nytorv lå kun et par sodede raketpinde. Der manglede noget i fejringen af Frank Arnesens 50-års-fødselsdag. Ikke kun et større dansk publikum, men også en grundigere belysning af et dansk fodboldliv af H.C. Andersenske dimensioner. Et liv fuld af ærgerrighed, af vovemod, store sejre, tragiske nederlag og masser af udlængsel og hjemve i en epoke, 11


da fodbold som så meget andet i lille Danmark pludselig blev globaliseret, og ord som “talentspejder” gled ud af sproget til fordel for det internationale “scout”. Årtier, hvor fodboldklubber, der i begyndelsen af 1970’erne endnu havde været rodfæstet i lokale fællesskaber, forvandledes til produkter og brands til salg for hvem som helst hvor som helst. Frank Arnesens karriereforløb afspejler denne revolution af en sportsgren gennem de seneste 30 år, og efter hans opsigtsvækkende skifte til Chelsea i 2005 må han i dag regnes for den dansker med mest indflydelse på udviklingen i international fodbold. Ingen ved med sikkerhed, hvor den ender, så sandt som den i skrivende stund flyder mere og mere med russiske gas- og oliestrømme. Også her er Frank Arnesen i kridthuset som højt lønnet fodboldekspert og -rådgiver for verdens femtenderigeste mand. Hvem havde mon kunnet regne det ud i 1971-72, da flippede Frank løb rundt ude på Kløvermarken og spillede skolefodbold i Ekstra Bladets turnering og bagefter sad nede på Havnen med vennerne og fyrede den fede? Derfor er denne bog skrevet. Frank Arnesen har ikke selv ønsket at medvirke i interviews, men har venligt svaret på spørgsmål pr. mail og givet tilladelse til, at undertegnede kunne tale med familie, venner og ansatte. Ud over at øse af minderne har de stillet fotos, scrapbøger og andet uvurderligt materiale til rådighed. Tak for det alt sammen. Og tak til alle andre – først og fremmest Per Frimann – der med smil på læben bidrog med små og store indfaldsvinkler på fænomenet “Frankie Boy”. Hen ad vejen blev det også en rejse gennem min egen barndoms og ungdoms fodboldkultur. Takket være en jævnaldrende hovedperson, som i årtier har været et inspirerende forbillede for mange af os i dag stivbenede fodboldfædre, der siden barndommen har delt Frank Arnesens passion og fortsat færdes på de grønne baner som enten spillere, trænere, ledere eller dommere i dansk fodbold. Lysten til at skrive denne bog kan dybest set tilbagedateres til en solbeskinnet søndag i august 1974, da jeg som benovet 18-årig debuterede på AB’s førstehold mod Fremad Amager i Sundby Idrætspark. Til min store skuffelse var dansk fodbolds 17-årige stjerneskud, som nogle år tidligere havde tryllebundet mig, mine kammerater og vores træner under et indendørsstævne i Idrætshuset, ikke med på Fremads hold i pokalkampen, som vi tabte efter omkamp og straffesparkskonkurrence. Æv. Mest fordi jeg ikke fik mulighed for at bytte trøje med Frank Arnesen. Det forsøger jeg så med denne bog. Jens Andersen, august 2008 12


SPLEJS PÅ GREISVEJ

1

(1960-1973)

Greisvej på Amager en hverdagseftermiddag i foråret 2008. Et pænt, velfriseret kvarter, der forbinder den pulserende Amagerbrogade nær Sundbyvester Plads med åndehullet Kastrup Strandpark. I begyndelsen kun villaer, men pludselig åbner vejen sig på begge sider med gule boligblokke i andensals højde. Lavt og lyst boligbyggeri fra slutningen af 1940’erne med masser af grønne arealer omkring husene. Parkerede biler overalt. En mor med en barnevogn og pensionister med indkøbsnet. To drenge på vej hjem fra skole, som forsvinder rundt om et hjørne. Derefter igen stilhed. Ingen vrælende børn, ingen fange- og gemmelege på plænerne mellem boligblokkene, ingen der sjipper på asfalten foran opgangene, ingen rytmiske dunk fra en bold, der systematisk tæves op ad en gavl eller en garagedør. På trods af den lokkende og lune forårssol er kvarterets drenge og piger inden døre. Så dødt var her ikke for 50 år siden. Da var der liv og røre på hele Greisvej. Børn, der pilede af sted over vejen, hen ad fortove, gennem hække, ned i kældre og op i træerne. Stemmer i alle tonearter og på vidt forskellige lydniveauer. Lyden af leg fra hver en åben plet i kvarteret, der var optaget og i brug efter skoletid, efter aftensmaden og hele weekenden. Det var dengang, pigerne lavede hinkeruder eller hoppede i elastik, grupper af drenge kæmpede indædt om en bold ude på græsset eller spillede mur og højlydt diskuterede, om bolden havde ligget stille eller ej, før man skød. Sammen legede kønnene fange eller skjul, hønsede eller tegnede med kridt på asfalten. Det var dengang, børns liv var et udeliv, og der skulle slagregn eller snestorm til at holde de 3-14-årige samfundsborgere inde. Selv de unges kommunikation og samvær foregik ude i det fri. Ikke gennem mobiler, men hen over cykelstyr og knallertsæder, omkring en bænk og et bord, lænet op ad plankeværk eller mure. Ansigt til ansigt. Og havde de mindste brug for hjælp, eller sulten, tørsten 15


og ensomheden pludselig blev for stor, lød det skingert op mod altanerne på Greisvej: “Mo-ar!” Og snart efter fulgte de større børns vrængende ekko: “Mine bukser er for sto-aar!” Det var dengang, at alting – også hvis man skal tro historiebøgerne – var sådan lidt leverpostejsfarvet i Danmark, og ord som “mådehold” og “opsparing” var almindeligt kendte og i daglig brug. Ligesom “gummisko”, “sporvogn”, “mælkekapsel” og “orangeade”. Kun hver fjerde eller femte lejlighed i en opgang i sociale boligbyggerier som det på Greisvej havde tv. I stedet besøgte man lykkens pamfilius oppe på anden eller nede i stuen og enten fik et magisk glimt af de susende, sorthvide transmissioner fra OL i Rom og Tokyo eller det ugentlige afsnit af westernserien Bonanza, der handlede om fire charmerende brødre med efternavnet Cartwright. Dem prøvede danske drenge i begyndelsen af 60’erne så at ligne mest muligt næste dags eftermiddag, indtil også den legs muligheder var udtømt, og de rygende revolvere og geværer blev smidt ind i entreen og byttet ud med en af kvarterets fodbolde. Så var det tid til dagens uundgåelige møde med langt større drenge, der rustede nogle af de mindre spirrevipper for livet, mens andre fik skrammer på sjælen. Det var Darwins gamle naturlov, der kom til udfoldelse i alle disse klumper af hankøn, som kunne ses og høres over hele Amager dengang. Små mænd med store stemmer, der kaldte sig for enten Pelé, Garrincha, Yashin, Harald Nielsen eller Ole Madsen, og som indtil deres syv-års-fødselsdag måtte nøjes med at drømme om at blive medlem af en rigtig fodboldklub, få rigtig spilledragt og rigtige fodboldstøvler. De få heldige havde allerede en rigtig læderbold. Det kunne gå an, at den havde snøre, selv om det var gammeldags. En læderbold var og blev en skat, man passede ekstra godt på. En rigtig god bold var adgangstegnet til selv de mest lukkede drengegrupper. Derfor skulle ens læderbold ønskes eller vælges med omhu. Det stod der også i Bogen om fodbold; en lille drengebibel, der var en altomfattende indføring i fodboldspillets univers og handlede om alt fra danske divisionsklubber til fodboldens historie, regler, systemer, finter og skader. Bogen lå trygt og godt på reolen over sengen hos mange drenge i 1960’erne. Den ønskede man sig, så snart man kunne læse, og i den stod der om valget af læderbold: “Tænk på, hvad fodbolden skal ‘finde sig i’. Den bliver sparket til, banket mod målstængerne og kommer i klemme mellem tacklende modspillere, og når kampen er forbi, skal den have nøjagtig de samme egenskaber, som før spillet begyndte. Desuden skal den holde i mange kampe, ja helst et par år.”

16


Sådan var det også blandt drengene på Greisvej. Hver eneste dag kom bolden ganske alvorligt i klemme mellem tacklende med- og modspillere. Især når fædrene og storebrødrene også blandede sig i legen på græsplænen mellem husblokkene. Og der blev passet ekstra godt på en læderbold ligesom den, ham der henne i nr. 21 havde. Den skulle man undgå at spille med på asfalt, fordi læderet ville blive slidt af, omtrent lige så hurtigt som et stykke sandpapir, ifølge ens sløjdlærer, kunne forvandle et stykke træ med splinter og knaster til “nonnemaveskind”. Den sammenligning gik hen over hovedet på de fleste seks-syvårige fodboldtosser, men at smøre bolden ind i læderfedt mindst én gang om ugen, det var noget, alle forstod og få glemte. Ham splejsen henne fra 21 havde som sagt en rigtig læderbold og en rigtig pumpe. Selvfølgelig havde han det. Hans far var jo rigtig fodboldspiller, der spillede højre wing hver weekend ovre på Tårnby Stadion for Kastrups førstehold. Så splejsens bold blev der spillet med næsten hver eneste dag. Time efter time. Splejsen hed Frank, og han var uhelbredelig syg. Syg med fodbold og syg til det – som vi siger i dag. Lynhurtig, smidig, insisterende, pågående, skudstærk og eventyrlig god til at krølle drenge, der var nogenlunde dobbelt så høje og brede som han selv. Det slog aldrig fejl. Skulle der deles hold, og nogle store lømler på gennemtræk fra Amagerbrogade til Femøren (og som ikke kendte Lille Frank) tog teten, undlod de selvfølgelig at vælge ham til deres hold på grund af splejsens størrelse. Det skulle de aldrig have gjort. Frank tog gerne sagen i egen hånd. Han skulle vise dem, og så vandt hans hold. I virkeligheden kunne det have været Lille Frank mod rosset. Så god var han. Hans allerbedste ven hed Manse. Det vil sige, rigtigt hed han Henrik og boede lige rundt om hjørnet på Parosvej sammen med sine to mindre brødre og mor og far, der også kom sammen med Franks forældre. Manse havde lyst, krøllet hår og var et år ældre end sin mørkhårede kammerat. De gik begge to på Gerbrandskolen, der lå i nabolaget, tog på feriekoloni sammen og gik også i samme fritidsklub, hvor man hver vinter spillede masser af indendørs fodbold og tog ud til spændende stævner. “Amsterdamvejs Fritidsklub”, sådan stod der på maven af Frank, når de var i kamp. Så tidligt kaldte en hollandsk stemme på ham. Når det øsede ned, og de to drenge måtte blive inde i Franks hjørne af den lille toværelses lejlighed, som han delte med mor og far og storesøster Yvonne, og man sov på to senge, der var skubbet ind under to sofaer, kunne de bladre i Franks bokse-scrapbog og beundre den store plakat på væggen. Den forestillede, ligesom de fleste sider i scrapbogen, Floyd Patterson. En mørklødet ameri17


Året er 1963, hvor Frank bliver meldt ind i Fremad Amager, og det danske fodboldlandshold med lodtrækningsheld og sejre over Malta, Albanien og Luxembourg kvalificerer sig til Nations Cup, der var den tids EM. Det er året, da Grete og Jørgen Ingmann vinder det danske melodi grand prix med “Dansevise”, og Prinsesse Anne Marie forlover sig med den græske tronfølger Prins Konstantin. Ude i den store verden besøger præsident Kennedy Berlin og forsøger at tage trykket af den kolde krig med de berømte ord, “Ich bin ein Berliner!” men senere samme år bliver han snigmyrdet i Dallas.


kansk sværvægtsbokser, som havde mødt svenske Ingemar Johansson i nogle legendariske kampe. Han var Franks store idol, og da Floyds selvbiografi Sejr over mig selv udkom i dansk oversættelse i 1962, købte knægten bogen og læste og spejlede sig i en idrætspersonlighed, der kunne finde på at skrive: “Verden er et sted, hvor man lever. Ikke en kælder, man skjuler sig i.” Knægten elskede boksning. Især når far tog ham med til de store boksestævner i KB-Hallen, og når så Frank klagede over, at han ikke kunne se ringen for bar mennesker på rækken foran, så sagde John Arnesen til ham: “Jamen, så smut du bare helt ned til ringen, Frank, og klem dig ind!” Det gjorde han så, splejsen. Maste sig så tæt som muligt på ringside, de råbende trænere og sekundanter i hvert sit hjørne, blitzene fra pressefotograferne og de svedige, snøftende boksere, der trippede rundt, rullede med overkroppen og så ondt på hinanden. Men Floyd Patterson var som sagt noget særligt for Frank. Ikke nogen bøf af en sværvægter, nærmest kun letsværvægter, men en teknisk dygtig bokser med et usædvanlig kvikt fodarbejde, stor karisma og et smil, deroppe på plakaten i stuen på Greisvej, der kunne få pigernes hjerte til at slå lidt hurtigere. Men hvis knægten drømte om en dag at blive meldt ind i CIK og selv udvikle sig til Amagers svar på Floyd, så kunne han lige så godt slå det ud af sit eget hoved, sagde mor og far. Frank var jo ikke kun klejn af størrelse, men også alt for spinkel af statur. Næsten halvtreds år senere griner begge forældre ved tanken om Frank som bokser. Ifølge mor Birthe ville sønnen være blevet “mast”, og far John konkluderer: “Han kunne jo ikke gå til boksning. Så det blev fodbold, ligesom jeg spillede dengang.” En rigtig splejs var han altså, seks-syv-årige Frank Arnesen. Som Manse husker i dag, kunne man så nemt komme til at skade Frank, når han sådan snoede sig – ret provokerende – forbi én med bolden klistret til fødderne. Man kom ligesom til at flæske ham, selv om det inderst inde ikke var med vilje: “Jeg har faktisk sparket Frank midt over engang. Vi var små og af sted på vores første sommerlejr med Fremad Amager. Der gik sgu tre måneder eller sådan noget, før Frank måtte spille igen!” Jo, de spinkle lemmer og lysten til at udfordre sine langt kraftigere modspillere på vejen og i klubben havde tidligt sin pris. Det gjorde ondt, men også godt. Auraen omkring Franks flagrende drengeskikkelse, der altid sås i nærheden af en bold et eller andet sted i kvarteret, kunne ingen slukke, og med den fulgte respekten og anerkendelsen, for på en fodboldbane kunne Lille Frank næsten lige, hvad han ville, og det vidste han også godt selv, fortalte han i 1987 til B.T.: 19


“Vi var fem drenge i gården. Når vi spillede, var det fire mod én, og jeg var den ene. Jeg har altid vidst, at jeg ville være professionel fodboldspiller. Det var jeg sikker på, jeg var skidegod til.” Frank havde ikke sit talent og sine sportslige ambitioner fra fremmede. John Arnesen spillede som sagt højre wing på Kastrups førstehold i 1950’erne og begyndelsen af 60’erne, hvor han nåede at få mere end 200 førsteholdskampe samt en håndfuld kampe på diverse udvalgte hold. Arnesen tjente til dagen og vejen i Københavns Sporveje og var således medansvarlig for, at de gule sporvogne hver morgen rullede ud af remisen i Sundby og vendte hjem igen om aftnen. Sporvognslinjerne 2 og 5 var i begyndelsen af 1960’erne øens livsnerver, som hver dag fyldtes med mennesker på turen gennem Amagerbrogade over Christianshavns Torv og Knippelsbro og videre ud i fjerne forstæder som Brønshøj, og tilbage igen gennem indre bys labyrint, over broernes bro og Christianshavns Kanal og videre hjem gennem menneske- og cykelmylderet på Amagerbrogade til endestationen ved Sundbyvester Plads, et stenkast fra Greisvej.

FRANK OG DE TI BUD Aldrig føler en dreng sig større, end når han sidder på fars skuldre. Og John Arnesen var selvfølgelig Franks største idol. I forhold til far kunne selv Floyd Patterson godt gå hjem at lægge sig. Tænk at have en far, der scorede mål på Tårnby Stadion, styrede sporvognen over broen fra Amager og gav sønnen lov til at ringe med sporvognsklokken! Tidligt lærte den glade, følsomme dreng, der arvede sin mors smil, sin fars sangstemme og begge forældres arbejdsomhed, talegaver og stædighed, at man kommer langt i livet med venlighed, respekt samt et bredt smil og godt humør. Noget forældrene selv havde lært, da de var børn. Birthe Arnesen var født og vokset op på Amager, helt ude ad lufthavnen til, og John Otto Arnesen kom fra Gladsaxe, hvor hans færøske far havde bosat sig med sin kone og alle deres børn. Som forældre gjorde Birthe og John sig umage med at respektere deres børns frihedstrang, samtidig med at de betonede over for Frank og hans storesøster Yvonne, at det var en del af deres ansvar som menneske at vide, hvad der er rigtigt og forkert her i livet. For eksempel måtte man ikke stjæle fra andre. Det lærte Frank en dag, han blev sat til at hjælpe mor med at lede efter en 2-krone, der var forsvundet under mystiske omstændigheder. Den havde jo været i mors pung, lige før den blev alene i lejligheden med Frank: 20


“Vi ledte i hele huset, i skuffer og skabe, og jeg vidste jo godt, at Frank havde taget den, men jeg ville have ham til at forstå, at han havde gjort noget forkert, og da vi efter lang tids søgen ikke kunne finde mønten, brød han hulkende sammen og sagde: ’Mor, jeg har lånt den!’ Frank havde let til tårer – og han forstod også at spille på det.” Noget Frank dog aldrig lærte, mens han var barn, var at spise op. “Frank var så kræsen,” fortæller Birthe Arnesen, “ofte stod han dér med hagen på køkkenbordet og sagde: ’Mor, skal vi nu have grøn sovs igen?’ Det var persillesovs, og så måtte jeg igen lege fut-fut-fut for at lokke en bid i ham. Til sidst måtte jeg til lægen med ham, så tynd var han, men lægen sagde, man ikke måtte tvinge børn til at spise, det skulle nok komme. Det gjorde det ikke. Frank blev aldrig tykkere og var gennem hele sin barndom lige kræsen. Men det er han ikke i dag, skulle jeg hilse at sige, der glider selv grøn sovs ned!” Der var mange bud at forholde sig til i børns barndom omkring 1960, hvor drenge og piger mange steder i offentligheden var noget, man gerne måtte se, men helst ikke høre. At være alt for hidsig og højtråbende som lille menneske var ilde set og i visse situationer svært for Frank at forstå, husker hans mor. Især hvis det havde noget at gøre med sport, som drengen elskede over alt på jorden og læste hver en linje om i alle tilgængelige aviser og blade. Tennis, fodbold, boksning, atletik, svømning, ja selv cricket, optog ham lidenskabeligt. Men over alle sportsgrene tronede fodboldspillet, der nærmest var en slags religion for Frank. Og blev der gået på kompromis med den højere retfærdighed i sportens univers, kunne han som tilskuer miste besindelsen, fortæller Birthe Arnesen. For eksempel i forbindelse med dommerkendelser, der gik imod farens fodboldhold. Så forvandlede den lille medlevende tilskuer på Tårnby Stadion sig til en kværulerende olding. Som fru Arnesen fortæller i dag: “Jeg kan huske – Frank har vel ikke været mere end fem-seks år gammel – at han løb ophidset op og ned langs sidelinjen og diskuterede højlydt med linjevogteren, når hans far spillede for Kastrup. Det så utrolig morsomt ud, men det var ikke altid så sjovt for mig, fordi jeg var hans mor, der ikke kunne få ham ud bag hegnet igen.” Frank fulgte fanatisk med i farens kampe på Kastrups førstehold og elskede at være med i omklædningsrummet bagefter, når de svedige mænd med hår på brystet krængede de sure sokker af, knappede øllerne op og lagde nakken tilbage. Alle i mandehørmen kendte Johns glade søn og holdt af at drille ham med små ironiske bemærkninger om, at hans far da vist ikke havde spillet alt for godt i dag derude på fløjen. Havde John Otto egentlig ikke feset den lidt af? Så gik 21


sønnike på barrikaderne og forsvarede med næb og klør sin fars ære. Noget John Arnesen – da sønnen for længst var blevet etableret landsholdsspiller – morede sig over, da Ekstra Bladet i et særtillæg op til VM i Mexico 1986 ville vide, hvornår det stod skrevet i stjernerne, at Frank Arnesen skulle være professionel fodboldspiller: “Frank kunne knap gå, da jeg begyndte at tage ham med til mine kampe for Kastrup. Selv efter et nederlag kunne han få smilet frem hos os i omklædningsrummet. Her blev han altid spurgt: ‘Hvem var så bedst i dag?’ Ligegyldigt hvordan jeg havde spillet, svarede han altid med sin klare barnestemme: ‘Min far var bedst!’”

Det var dog især på det trekantede græsstykke mellem Greisvej og boligblokken, hvor familien Arnesen boede, at de store fodboldsslag stod. “Banen ligger der sgu stadig i dag!” siger Manse og ser ud, som om han længes hjem til den tid, da Frank og far John, Manse og alle mulige andre drenge, brødre og fædre mødtes omkring bolden i barndommens gade. Et syn, man kunne støde på overalt i Danmark for 40-50 år siden, men kun til dels støder på i dag, hvor mange af de familiære fodboldkampe foregår indendørs på PlayStation og pc, hvor fædre og sønner dyster i FIFA- og Football Manager-spil, sætter deres “Drømmehold” på avisernes hjemmesider eller “oddser” sammen. Sådan har denne del af vores kulturarv, som omfatter fodboldspillet, formet og flyttet sig i mere end hundrede år. Bolden er i generation efter generation blevet rakt videre fra fædre til sønner. Engang foregik det udelukkende gennem selve spillet ude på mere eller mindre improviserede fodboldbaner i parker, haver og gårde. Det var en socialisering under åben himmel. Få drenge gik gennem folkeskolen i Danmark i årene 1958-1968 uden at blive vejet og målt på fodboldspillets vægt i gymnastiktimerne. Det var slut med årtiers kraftspring, vejrmøller og spring over hest. Dermed også med lugten af sure rullemadrasser i gymnastiksalens hjørne. Nu skulle der i stedet spilles bold skoleåret rundt. Udendørs og indendørs. For nogen var det et helvede, for andre lykken i højeste potens. Og blandt de lykkelige, der straks kunne skille sig ud som den succesfulde ener, var Frank Arnesen. Han vidste som sagt allerede, hvad han ville, når han blev stor, og behøvede sådan set slet ikke nogen modstandere og medspillere for at blive bedre. Han selvtrænede ved at lege med sig selv. Som Frank Arnesen fortalte til BilledBladet i september 1986: 22


John Arnesen i aktion for Kastrup på Tårnby Stadion i slutningen af 1950’erne i en pokalkamp mod Ikast, hvor jydernes målmand Egon Kirkeby når bolden før den målfarlige wing.

“Hjemme i gården løb jeg altid alene rundt. Når jeg var med far til de store fodboldkampe i Idrætsparken, var noget af det første, jeg greb, når vi kom hjem: fodbolden. Jeg var alle berømthederne på en gang: Ole Sørensen, Ole Madsen. Efterhånden spillede jeg også uden bold. Far fortalte mig, at en dygtig fodboldspiller skyder lige godt med begge ben, og jeg kunne kun sparke med højre. Naboerne har sikkert troet, jeg ikke var rigtig klog. Når jeg løb rundt nede i gården, sparkede jeg hele tiden ud i den tomme luft med venstre ben. Det var noget, 23


Frankie Boy af Jens Andersen