Issuu on Google+

Morococha Fran Antmann & Sebastian Rodriguez By Fran Antmann The car sways as it rounds each corner, further up into the Andes. It’s getting harder to breathe and I am trying to stay awake in the back seat. “Morococha,” the driver calls. “I don’t think you should stop here, not your first time around – we’re at 15,000 feet. Go to one of the villages in the valley, the altitude’s not so bad, then come back to Morococha.” “No – I’ve waited too long to get here.” I climb out of the car. There’s nothing in sight, not a soul, only the cold mist dripping from the pipes that run the length of the highway, carrying the relave, the muddy waste from the mines, with an odd pulsing sound that never stops. At this altitude my bags feel like sacks of lead. The rain is turning to snow. An hour or so later two men come along in a pick-up and give me a lift into town. The next day I get my first glimpse of Morococha. Electrical poles dot the landscape. The only movement is the stirring of clothes drying on the network of lines hung between them, a silent web that holds this world together. Sometimes the wet tattered uniforms of the miners just lie across the rocks. When it's wet and cold and the light is flat, I hitch rides because the distances are long and my cameras are heavy. Here night falls abruptly. Shadows deepen, color drains from the landscape, mountains fade into the sky. The cold descends, driving everyone indoors. There is no sign of life in the main square, not even a street lamp. This town of ten thousand no longer has a movie house. The nights are silent except for the clanking of glasses in the cantinas. But the mines never stop. Miners bound for the night shift stand straight up in the open trucks, faces wrapped against the wind, peering into the darkness. The trucks speed up the mountain taking the miners to depths where they are met by the other side of night.

KATALOG 18.3

Bilen svajer om hvert hjørne på vej længere op i Andesbjergene. Det bliver sværere at trække vejret, mens jeg prøver at holde mig vågen på bagsædet. ”Morococha”, kalder chaufføren. ”Jeg synes ikke, du skal stå af her, ikke første gang du er her – vi er i 4.500 meters højde. Tag til en af landsbyerne i dalen. Der er luften ikke så tynd, så kan du altid tage tilbage til Morococha”. ”Nej, jeg har ventet længe nok på at komme hertil”. Jeg står ud af bilen. Der er intet at se, ikke en sjæl, kun den kolde dis, der drypper fra rørene langs vejen, som leder relave, mudret spildevand, ned fra minerne med en sær, pulserende lyd, der aldrig hører op. I denne højde føles mine tasker som sække med bly. Regnen skifter over i sne. En times tid senere kommer to mænd i en pickuptruck kørende og giver mig et lift ind til byen. Næste morgen ser jeg Morococha for første gang. Landskabet er oversået med elmaster. Det eneste, der rør sig, er tøjet på tørresnorene, der er hængt op imellem dem – et tavst netværk, der holder denne verden sammen. Ofte ligger minearbejdernes lasede arbejdstøj bare spredt ud på stenene. Når det er vådt og koldt, og lyset er fladt, tomler jeg, for afstandene er lange og mine kameraer er tunge. Natten falder brat på her. Skyggerne bliver dybere, landskabet drænes for farve, bjergene toner ind i himmelen. Kulden sænker sig og driver alle indenfor. Der er intet tegn på liv på torvet, ikke engang en gadelygte er der. Denne by på ti tusinde indbyggere har ikke længere en biograf. Nætterne er tavse bortset fra en klingren af glas i cantina’erne. Men minerne står aldrig stille. Minearbejdere på natholdet står ret op og ned i åbne lastbiler med ansigterne vendt bort fra vinden, stirrende ind i mørket. Lastbilerne med arbejdere suser op ad bjerget mod et dyb, hvor den anden side af natten venter dem.

21


For days and weeks on end, Estela sits at the top of the hill waiting for me to return from Lima – or perhaps New York. Both are equally unknown to her even though Lima is only a few hours away. She's never been on a bus or train, so she measures distance by horizons, and she wonders if the pampa ever ends. Her boundless landscape is rock, ice, and silt; she finds occasional warmth in company offices and crowded bars. Her one-room house is stacked high with boxes and crates, the walls papered from floor to ceiling with pages from magazines, pictures of faraway places, yellowing calendars, patron saints. I give Estela a five-by-seven portrait of herself with a white border, and she says she loves it, the border; it makes the picture look just like the ones she's seen in books. She also thinks the picture makes her look beautiful, older and taller. She shows it to all the kids on the street, and they pass it around while she stands by, solemn and proud. Then, suddenly worried that someone's going to soil it, she whisks it away. At Estela's house an old man and his friend from the Municipal Hall are sitting around drinking beer they've bought from Estela's mother. (Most days Estela can be seen scurrying around town carrying the bottles.) Estela shows them her picture. The old man wants to be photographed too – with Estela's mother, who protests, embarrassed because they're not a couple. Nearby on the street another bedraggled little girl is playing with a doll dressed in newspaper and slung over her back, the way all Andean women carry their children Would it be all right to photograph her? “No,” she replies very seriously. “My doll is too dirty.” The old man contemplates Estela’s portrait. “Well, yes…we’re too old to be photographed anyway.”

22

I dagevis, ugevis sidder Estela på toppen af bakken og venter på, at jeg skal komme tilbage fra Lima – eller måske New York. Begge byer er hende lige ukendte, selvom Lima kun ligger et par timer væk. Hun har aldrig været i en bus eller et tog. Hun måler afstand i horisonter og funderer over, om pampa’en nogensinde ender. Hendes grænseløse landskab er sten, is og slam. Hun finder lejlighedsvis varme i mineselskabets kontorer eller i de overfyldte barer. Hendes hus har kun et værelse, og det er proppet med kasser og æsker. Væggene er dækket fra gulv til loft med billeder fra blade, billeder af fjerne steder, gulnede kalendere og skytshelgener. Jeg giver Estela et portræt af hende selv, et billede på 13x18 cm med en hvid kant, og hun siger, at hun er vild med den, kanten. Det får det til at ligne billeder, hun har set i bøger. Hun synes også, billedet får hende til at se smuk ud – ældre og højere. Hun viser det til alle børnene ude på gaden, og de lader det gå rundt, mens hun stolt og højtideligt står og ser til. Pludselig bliver hun bange for, at de skal grise det til, og skynder sig at tage det tilbage. Ved Estelas hus sidder der en gammel mand og hans ven fra rådhuset og drikker øl, de har købt af Estelas mor. (De fleste dage ser man Estela stikke omkring i byen med flasker.) Estela viser dem billedet. Den gamle mand vil også fotograferes – sammen med Estelas mor, som protesterer i forlegenhed, da de ikke er et par. På gaden nær derved sidder en forhutlet pige og leger med en dukke, hun har klædt i avispapir og slængt over ryggen, som alle kvinder i Andesbjergene bærer deres børn. Kunne den også tænke sig at blive fotograferet? ”Nej”, svarer hun alvorligt. ”Min dukke er for beskidt”. Den gamle mand betragter Estelas portræt. ”Tja, vi er alligevel for gamle til at blive fotograferet”.

KATALOG 18.3


There are no monuments in this place, no Inca ruins, no cathedrals, only the mammoth machines that had been hauled across continents to transform a country. They are rusting now. These days las minas (always female) are old crones whose veins are drying up. In the long-defunct laboratories the Americans left beakers, and flat bottom flasks, pipettes, PH probes, nitrometers, burettes – everything soot-covered but intact, as if someone finished his experiment, set down his materials, and forgot to come back. They also left hundreds of anonymous glass plate faces, carnet photos with four digit identification numbers – silent, monotonous, repetitive faces – boxes of tiny glass carnet negatives taken by the local town photographer, Sebastian Rodriguez, who had photographed everyone who arrived in Morococha for the Company records. Now in the nationalized Company depot, marked for discard, covered with dust and soot, scratched, cracked, emulsions peeling, they were buried under decades of papers – long lists of names, miners’ lives that ended in blue ink in old ledgers. The town’s kids, hoping for buried treasure fill their pockets and come back for more, stuffing the glass-plate faces the size of a matchbook, into their sleeves, the holes in their sweaters, their shoes. Wearing gloves with the fingers cut off, day after day, I thumb through ledgers in the Municipal Hall. Names of dead miners multiply before my eyes: an inch becomes a year – or if there were many deaths, a month. The handwriting changes. The old clerk in Rodriguez’s photograph – how many pages had he filled in? Once, before I ever traveled to Peru, I dreamed I was the guardian of a shoe box of human souls, each soul the size of a pea, and I was able to commune between the living and the dead. And so it seemed to me when I held the boxes filled with photographs, the identities of men long gone.

24

KATALOG 18.3

KATALOG 18.3

Der er ingen mindesmærker her på stedet, ingen inkaruiner, ingen domkirker, kun de enorme maskiner, der blev slæbt tværs over kontinenter for at omskabe et land. Nu står de og ruster. Nu om dage er las minas (altid hunkøn) gamle kællinger, hvis årer er ved at tørre ud. I for længst nedlagte laboratorier har amerikanerne ladet bægerglas, fladbundede flaconer, pipetter, pH-målere, kvælstofmålere og buretter stå tilbage. Det hele er dækket af sod, men intakt, som om nogen har gjort sit eksperiment færdigt, sat materialerne fra sig og glemt at vende tilbage. De efterlod også hundredvis af anonyme glaspladeansigter, pasbilleder med firecifrede identifikationsnumre – umælende, monotone, ensformige ansigter – kassevis af små glasnegativer taget af byens fotograf, Sebastian Rodriguez, der fotograferede alle, der ankom til Morococha, til selskabets arkiver. Nu står de i det nationaliserede selskabsdepot, mærket til kassering. Dækket af støv og sod, ridsede og krakelerede med afskallende emulsion lå de begravet under årtiers papirbunker – lange lister med navne, minearbejderliv der endte i blåt blæk i gamle protokoller. Byens børn går på skattejagt og fylder lommerne med glaspladenegativer på størrelse med en tændstikæske. De vender tilbage efter mere og fylder ærmerne, hullerne i deres sweatere og deres sko. Iført fingerløse handsker bladrer jeg dag efter dag gennem protokollerne i rådhuset. Navnene på døde minearbejdere hober sig op for mine øjne: en tomme svarer til et år – en måned, hvis der var mange dødsfald. Håndskriften forandrer sig. Den gamle skriver på Rodriguez’ fotografi – hvor mange sider fyldte han mon ud? Engang, før jeg nogensinde havde rejst til Peru, drømte jeg, at jeg var vogter for en skotøjsæske fyldt med menneskesjæle, der hver var på størrelse med en ært, og at jeg kunne kommunikere mellem de levende og de døde. Sådan havde jeg det, da jeg sad med æskerne med alle fotografierne, for længst døde mænds identiteter.

25


Roberto Reyna has worked in the mines for twenty years, each night returning to a tiny room with colorless concrete walls, a single bed, no woman. His clothes are always wet and full of big holes; nothing gets fixed. His uniform is drying on the logs. “By morning,” he says, “it'll be dry as dust and stiff as a corpse. Like me. I gave my youth to Morococha, and when I go back home, I’ll be a I’ll be a worn-out man.” He shows me the potato plant he’s been growing. Roberto goes back to his village whenever he can. He comes from Paccha-Miraflores in the Central Highlands, a village without a river or stream, which means that its harvest is unpredictable and sparse. There was a time when he planted potatoes and looked after livestock; now his cousin does most of the work. He worries about who will take care of his land when the cousin joins him in the mines. Nearly everyone at home in Paccha-Miraflores has the same last name. Some of his paisanos, though, seem to have forgotten their way back, and speak only vaguely of going home when they get old. Roberto reminds himself that the land is his only for the moment. "When they put me in the wooden box," he says, "I won't be able to take the earth with me." He sits at the edge of the road in his village looking at a row of eucalyptus trees and beyond, to the gathering clouds. In the mines, the roofs are a mix of eucalyptus and other timber, and sometimes he can catch the scent of home. But what is alive in the village is dead in the mines. He can smell the retama now, the tiny yellow flowers covering the fields. He knows the Quechua names of all the wildflowers.

26

Roberto Reyna har arbejdet i minerne i tyve år. Hver morgen tager han tilbage til et lillebitte værelse med farveløse betonvægge, en smal seng og ingen kvinde. Hans tøj er altid vådt og fuld af store huller, intet bliver repareret. Hans arbejdstøj ligger til tørre på træstammerne.”I morgen tidlig er det tørt som støv og stift som et lig. Som mig selv. Jeg gav min ungdom til Morococha, og når jeg en dag vender hjem, er jeg en udslidt gammel mand”, siger han. Han viser mig en kartoffelplante, han har dyrket. Roberto tager tilbage til sin landsby så ofte, han kan. Han er fra Paccha-Miraflores i det centrale højland, en landsby uden en flod eller å, så høsten er uforudsigelig og knap. Engang dyrkede han kartofler og passede dyr, nu må hans fætter gøre det meste af arbejdet. Han bekymrer sig over, hvem der skal passe hans jord, når hans fætter også kommer for at arbejde i minerne. Hjemme i Paccha-Miraflores hedder alle næsten det samme til efternavn. Dog virker det som om, nogle af hans paisano’er har glemt vejen hjem. De taler kun vagt om at rejse hjem, når de bliver gamle. Roberto minder sig selv om, at jorden kun er hans i et kort øjeblik. ”Når de lægger mig i trækassen, kan jeg ikke tage jorden med mig,” siger han. Han sidder i udkanten af landsbyen og stirrer på en række eukalyptustræer og på skyerne, der samles længere væk. Loftet i minegangene er lavet af en blanding af eukalyptus og andet tømmer, og ind imellem dufter der som hjemme. Men hvad der er levende i landsbyen er dødt i minen. Han kan lugte retama’erne, de små gule blomster der dækker markerne. Han kender quechua-sprogets navne for alle de vilde blomster.

KATALOG 18.3


Sunday morning: the fiesta of San Juan in the hills above the Sacred Valley, bells ringing through the mountains, people shuffling down steep winding roads, leaping over ditches, colored ribbons glowing in the early sun. The Indians enter the church slowly, in procession. This day they bring their animals to be blessed – sheep, goats, calves, rabbits, chickens – all led to the altar. Sunlight filters through high windows, creating bars of light in the smoke rising from candles on the floor. Saints stand in their niches, looking down on bottles filled with pastel-colored water and wilting orchids, and they listen to the notes of the flute, violin and harp rising through the bell tower while the Indians kneel on the stone floor, candles flickering beside them, and the sacrifice of the mass, sung in Quechua, rises. In the country kids make scarecrows. In the mines, they build dwarfs of ice. In the country they talk about tiny creatures who dress in tuxedos and top hats and strum guitars on full moon nights. They play all night long, balancing cow-dung crowns on their heads and performing cascading trills by tapping the fingernails of their partners. They talk about others things, too – like gnomes that carry off children who've never been baptized. Although they never talk about it, the miners believe in the muqui, the dwarf-god of the mines. In the dead of night, deep in the tunnels, they hear the muqui's moans – sad, melodious, frightening. Sometimes the muqui chases the miners, scattering stones along dark, narrow shafts. He could take away his ore, crack his ear drums, or cause a cave-in. Dressed like the North American bosses, the muqui might appear at any hour,

28

KATALOG 18.3

KATALOG 18.3

Søndag morgen er der San Juan-fiesta i bjergene over Den Hellige Dal. Klokkerne lyder, folk bevæger sig ned ad stejle, snoede veje og springer over grøfter. Kulørte bånd stråler i den tidlige morgensol. Indianerne går langsomt ind i kirken i procession. Denne dag har de deres dyr med for at få dem velsignet. Får, geder, kalve, kaniner, høns – alle bliver de ført til alters. Solen strømmer ind gennem høje vinduer og danner søjler i røgen fra lysene på gulvet. Helgenerne står i deres nicher og kigger ned på flasker fyldt med pastelfarvet vand og visnende orkidéer og lytter til tonerne af fløjte, violin og harpe, der stiger op gennem klokketårnet, mens indianerne knæler på stengulvet imellem blafrende lys, og det hellige sakramente, sunget på quechua, stiger op. På landet laver børnene fugleskræmsler. I minerne laver man dværge af is. På landet taler man om de små væsner, der tager smoking og høj hat på og spiller guitar, når det er fuldmåne. De spiller natten lang med kokassekroner balancerende på hovedet og slår kaskader af triller på deres partneres fingernegle. Man taler også om andre ting – blandt andet om dværge, der bortfører udøbte børn. Det er ikke noget, de taler om, men alle minearbejderne tror på muqui, dværgguden i minerne. Midt om natten dybt nede i gangene hører de muqui’ens stønne sin triste og skræmmende melodi. Det hænder, at muqui’en jager arbejderne lader stenene rulle i de lange, smalle skakter. Han kan tage malmen væk, smadre nogens trommehinde eller forårsage en sammenstyrtning. Muqui’en, der er klædt som en nordamerikansk boss, kan dukke op når som helst med lysende øjne i mørket. For at for-

29


eyes glowing in the dark. So to placate him, the miners place offerings of cigarettes, cane liquor, and coca leaves in dark corners of the pits. Estela and her friend Paulina dart through the pews, the priest intones the final blessing, and the villagers shuffle away from the comforts of heaven toward the bitterness outside. Estela’s steps echo in the vault. Through the lens, I watch her skip through the pews; I count the swings of her arms. I know her voice, I know her. She’s dauntless, capricious; she’s figured out how to survive neighbors’ taunts, malnutrition, and constant cold. She’s organized a secret childhood for herself, a life in the streets. She and her friends play cards on the floor of her oneroom shack while her mother’s back is turned. I follow the faraway look in her eyes over miles of muddy back roads toward towns and farms that can be reached on horseback – and then only in the dry season – until one of the roads ends, high in the Colca Valley. There’s a whitewashed colonial church and an Indian girl in a white dress that speaks only Quechua, and she’s standing next to the statue of St. Isidro el Labrador, the patron saint of the campesinos, and she’s sniffing the incense, and swaying slowly to the Quechua hymns, recovering a childhood that ends in the mines.

30

KATALOG 18.3

KATALOG 18.3

milde ham lægger minearbejderne offergaver i form af cigaretter, sukkerrørsbrændevin eller kokablade ud i mørke hjørner af gruben. Estela og hendes veninde Paulina piler rundt mellem bænkene, mens præsten fremmesser den sidste velsignelse, og landsbyboerne sjosker væk fra himmelens tryghed mod bitterheden derude. Estelas fodtrin giver genlyd i hvælvingen. Gennem linsen ser jeg hende hinke mellem bænkene. Jeg tæller hendes sving med armene. Jeg kender hendes stemme, jeg kender hende. Hun er frygtløs og fuld af luner. Hun har regnet ud, hvordan man overlever hån fra naboerne, underernæring og konstant kulde. Hun har arrangeret en hemmelighed barndom for sig selv, et liv i gaderne. Sammen med sine venner spiller hun kort på gulvet i hyttens eneste værelse, når moren vender ryggen til. Jeg følger hendes fjerne blik afsted over kilometervis af mudrede bagveje mod byer og gårde, man kan nå på hesteryg – og det kun i den tørre tid – til der, hvor vejen slutter højt oppe i Colca-dalen. Der står en hvidkalket kirke fra kolonitiden og en indianerpige i en hvid kjole, der kun taler quechua, ved siden af en statue af Skt. Isidro el Labrador, campesino’ernes skytshelgen, og hun sniffer til røgelsen og svajer duvende til quechuasalmerne og genfinder en barndom, der slutter i minerne.

31


Katalog