Page 1

Voksen og dødelig Af Jannik Schiermer Poulsen Jeg har været skødesløs med myggesprayen i timerne med sundowners og røverhistorier, og jeg har leget med søde små kyllinger. Jeg har mænget mig med hostende filipinske søfolk på flyverens monkey class, og jeg er blevet nyst durk i masken af en bleg og koldsvedende kineser. Og nu kommer regningen, tænker jeg, mens jeg ligger i isolation på en stue på Skejby Sygehus. Et par dage med høj feber og voldsomme svedeture fik min medicinerbekendte til at sige, at jeg hellere lige måtte tage til læge og få det tjekket. "For en god ordens skyld" sagde hun henkastet, velvidende at det ville være brænde på mit hypokonderbål. Og min praktiserende læge sagde også henkastet, at jeg hellere lige måtte smutte på Skejby og få taget nogle prøver. Også for en god ordens skyld. Og for den gode ordens skyld er jeg taget på Skejby sygehus, til hvad jeg troede var en enkelt blodprøve. "Du skal være på stue 111" siger sygeplejersken venligt, og jeg tænker at det nok bare er lokalet, hvor jeg skal stikkes og tjekkes. Efter et par minutter stikker en sygeplejerske hovedet ind og spørger, om jeg vil have frokost. Det vil jeg jo altid gerne. Jeg begynder så småt at lægge to og to sammen, og da sygeplejersken kigger forbi igen, spørger jeg hende, om jeg er indlagt. "Ja, det er du i allerhøjeste grad, og den her dør skal være låst", siger hun og låser mig inde. Så meget for en enkelt blodprøve. Min egen største frygt er Denguefeber, selvom at det langtfra er den værste af de eksotiske sygdomme. Denguefeber er en myggebåren virus, der i symptomerne minder lidt om en voldsom influenza. Kendetegnet ved Dengue, er store smerter i knoglerne, hvilket har givet den øgenavnet "bone break fever". Virussen finder man primært i troperne og subtroperne, hvor den har fået bedre og bedre vilkår i takt med urbaniseringen. Jeg kom i smittefare i Bagindien, men er man rigtigt uheldig, kan man godt rage en gang Dengue til sig i Sydfrankrig eller Kroatien. På et årligt verdensplan får cirka 50 mio. mennesker Denguefeber. Men det er ikke det, der gør Dengue så skræmmende i min bog. Har man fået virussen én gang, er der en sandsynlighed for, at man kan få det, der hedder hæmorrhagisk denguefeber. Det vil på jævnt dansk betyde, at man kommer i livsfare, da ens blod ikke kan størkne mere. Slut med tropiske rejser. En defacto stopklods for bare tæer i januar, hvilket er en uoverskuelig konsekvens for mit vinterdepressive sind. Alt andet end dengue. Og så alligevel. Det går op for mig, at der måske er større konsekvenser på spil end de kommende års vinterferier. Overgangen fra 20'ernes usårlighed til 30'ernes realiter har været brat. Tre uger som 30-årig, og så konfronteres man med egen dødelighed. Og ingen af mine hidtige problemer har nogensinde kunnet måle sig med temaerne sygdom og død, og jeg ved ikke, om jeg er rustet til, hvad livet nu bringer. Jeg havde indtil da ikke taget det hele specielt alvorligt. Men jeg havde trods alt haft over 40 i feber, og jeg blev stadig ramt af natlige tsunamier af sved. Og jeg var begyndt at tilægge mig en hoste, der var en filipinsk søfarer værdig. Læger og sygeplejesker er i beskyttelsesdragter når de er hos mig, og ingenting får lov til at forlade lokalet. De tester mig for snart sagt hvad som helst, og min arm har efterhånden ligeså mange huller og mærker som forsangerens fra et respektabelt punkorkester. Dengue, malaria, svineinfluenza og parasitter i blodet. Indlæggelse, isolation og et utal af tests.


Hypokonder på business class. I takt med at dagene går, og hverken hosten eller svederturene fortager sig, bliver jeg mere og mere nervøs. Denguetesten er gudskelov negativ og det samme er de første malariatests og testen for svineinfluenza. "Men hvad fanden fejler jeg så" spørger jeg min tilnknyttede læge, der beroliger mig med en rolig og alligevel alvorlig forklaring om, at det er svært at sige. Spøgen og fascinationen er for længst væk, og oprigtig bekymring begynder at optage mig. "Jeg har bestilt en tid til en røngten af dine lunger her om et kvarter, så du må hellere skynde dig" fortæller min læge mig. Jeg skal bare følge "hovedåren" op til røngtenafdelingen. Det er første gang, jeg er rundt på Skejby Sygehus, og hovedåren er en uendelig lang gang, der går forbi alle afdelinger på sygehuset. Malaria var det, der satte alt det her i værk. Det min praktiserende læge frygtede, og årsagen til mine mange blodprøver. Malaria er en infektion med malariaparasitten, og igen er det luftens ukronede konger af elendighed, myggen, der er skyld i ulykkerne. Og igen er det verdens fattigste, folk i troperne, der er de udsatte. Tæt på en kvart milliard personer bliver årligt ramt af malaria. Men faktisk har Danmark også været malariaplaget, og i 1800-tallet var "den lollandske feber" en alvorlig og omfattende risiko i det syddanske. Malaria virker, af en eller anden grund, ikke så skræmmende på mig. Måske er det den stolte malariatradition blandt imperialister og tropefarere, der virker nærmest dragende på mig. Så kunne jeg ligge og svede tappert som en anden Kipling. Eller ende i statistikken blandt de cirka 665.000 årlige malariadødsfald, selvom at det sjældent bliver den hvide mands byrde. Og det er heller ikke min skæbne, viser prøverne. På min tur op ad hovedåren på Skejby bliver jeg pinefuldt bevidst om, at jeg befinder mig på et hospital. Jeg går forbi afdelingen med de hjertesyge patienter, der blege og matte bliver skubbet rundt i kørestole, og jeg sender en taknemmelig tanke til mit gode blodtryk. I konfrontationen med de dødeligt syge og deres pårørende, fortryder jeg mine dumsmarte selfies fra hospitalssengen tidligere på dagen. Skejby er et sted for folk, der har fået deres plantegning for livet revet itu, og det her er potentielt et øjeblik, der vil definere resten af mit liv. Hvad nu hvis jeg bliver en af dem man taler om i datid, selvom jeg ikke er død endnu. "Han var så aktiv" og "Han havde ellers livet foran sig". Inden jeg får planlagt min egen begravelse yderligere, får lægen talt mig ned igen. "Røngtenbillederne viser ikke noget usædvanligt" siger lægen, og det tætteste hun er kommet på en diagnose, er "en virus af en slags". Lettelsen sejrer over ængstelsen. Aldrig har et antiklimaks været så forløsende. Men jeg nåede at få skrækken. Jeg blev konfronteret med de risisci, min adfærd medfører, og jeg blev bevidst om, at jeg ikke er usårlig. Mine handlinger har konsekvenser, og de kan påvirke resten af mit liv. Udover min hang til troperne, er der også hele KRAM (Kost, Rygning, Alkohol og Motion), jeg måske burde tage op til overvejelse. Men ligesom anger kan insistere på livsomlægninger, er det nok bare frygten, der taler. Og jeg tvivler på, at man kan leve et lykkeligt liv med frygten ved roret. Min næste flybillet er i hvertfald booket og betalt.

Voksen og dødelig hjemmesiden