__MAIN_TEXT__

Page 1

4

1. STJERNESKIBET Solår 0 De ankom med ildsøjler, bulder og brag. Fra første øjeblik var de en forstyrrelse af den orden, som i årtusinder havde hersket på den lille klode. De mente selv, at der ingen var til at se eller høre dem, da de langsomt sank ned gennem skyerne, men de tog fejl. De blev lagt mærke til. De ændrede noget, måske alt. Først var det luften. Varmet op, kastet rundt og hvirvlet væk i voldsomt tempo. Nye strømme blev sat i gang, vinde ændrede retning og styrke. Bevægelserne spredte sig langsomt ud over kloden og satte nye spor i sandet og på vandet. Da de nåede frem til Anacociputl, mærkede anaiderne dem. Selvfølgelig. Fire ben gled tøvende frem under fartøjet og masede sig vej ned gennem højrød bevoksning, før de endelig nåede fast grund og blev stående. Larmen svandt og blev til en lav summen. Nu var det smådyrene, planterne, og jorden selv, som reagerede. En skælven, en spinkel tone, en minimal forandring, det var bare begyndelsen. Også det nåede anaiderne på klodens modsatte side. Ωrone (Orone) løftede hovedet, lukkede øjnene og åbnede sit kzi (kzi). De ældste standsede brat midt i en bevægelse og blev stående, også med lukkede øjne og åbent kzi. Noget fremmed var ved at ske, det sansede de alle. Men hvad? Fartøjet var delvis dækket af blanke plader og lignede en grotesk stor udgave af den ørkenbille, som anaider på deres sprog kalder sølvspringer. Antenner strittede frem som øjne på stilke, og selv den lave summen, som fik omgivelserne til at dirre, var som billens, når den kluntet kastede sig gennem luften. Men fartøjet var på ingen måde noget famlende insekt, og det holdt op med at kunne forveksles med et, da en stige blev sænket fra dets bund, og flere væsner kravlede ned. Tobenede væsner, klædt i skinnende dragter, som afslørede en krop udstyret med arme, ben og hoved. Ligesom os, kunne anaiderne have sagt, hvis de havde set dem, og ikke kun mærket deres ankomst som en forstyrrelse. Men anaider var de ikke. De var rejsende fra Kasul, en døende planet, som kredsede om en sol i en anden af galaksens spiralarme. I århundreder havde kasulerne rejst fra solsystem til solsystem og søgt efter et sted, hvor de kunne leve. Deres skib var gammelt og ustabilt, og de selv var trætte, desperate og målrettede. Hvis denne lille planet var beboelig for dem, ja, så blev de her. Uanset hvad indfødte beboere måtte synes om det. Hvis her overhovedet var nogen, hvad de foreløbig ikke havde set tegn på. Fra hovedskibet havde de analyseret atmosfærens sammensætning og temperaturerne på overfladen, og alt havde set lovende ud. Hvis målingerne viste sig at være korrekte, ville de kun få brug for ganske enkle indgreb i deres kroppes iltoptagelse for at kunne færdes uden de


4

hjelme, de nu bar. Klodens egenrotation gav en brugbar døgnrytme, og dens kredsløb gav et solår lidt kortere end det, de kom fra, og nu næsten havde glemt. Selv årstider måtte findes her. Temperaturerne var lavere, end de ønskede sig, men til at leve med, helt sikkert. Nogle af dem var allerede optaget af diverse målinger, mens andre gik i gang med at rydde området. Sikre det, kaldte de det. Rydderne bevægede sig langsomt rundt i nærheden af fartøjet. Hver bar et ildspyttende apparat, som de rettede mod den røde bevoksning. En hvislen, en sky af gråhvid damp og en fremmed lugt af brændt. På ingen tid lå jorden blottet, og et skræmt suk, som kasulerne ikke kunne høre, steg op og bredte sig hen over sletten. Men selv hvis de havde hørt det, havde det ikke stoppet dem. De seneste døgn havde de studeret planeten fra hovedskibet. Langt størstedelen af den var dækket af en turkisgrøn væske, som til deres forbløffelse viste sig at være vand. Ufattelige mængder af vand. Vand! En livsbetingelse for dem. Manglen på vand var hovedårsagen til, at de til sidst forlod deres hjemplanet, udtørret, saltsvedet og solstegt, som den var blevet. Uden vand, ingen mulighed for liv. Et enkelt, samlet kontinent hævede sig over vandet og strakte sig næsten fra pol til pol. De havde studeret det med al tilgængelig teknologi og ikke registreret tegn på intelligent liv, endsige civilisation. Ingen byer, ingen veje, ingen oplyste områder om natten. Den nordlige del af kontinentet var dækket af skyer og adskilt fra syden af en bred og klodens størrelse taget i betragtning - overraskende høj bjergkæde. Den strakte sig langs ækvator tværs over landområdet og forsvandt under havet. 'Usædvanligt fænomen. Hvad mon der er sket her?' mumlede skibets chefgeolog for sig selv, mens han studerede sin 5D æterskærm. Som om klodens to halvkugler var blevet skruet skævt og for hårdt sammen. Syd for bjergene var kontinentet skyfrit. Fra kyst til kyst strakte gul eller grålig ørken sig, tilsyneladende ganske uden vand. Kun i smalle striber, som løb mellem bjergene og havet, sås røde og grønne flader. 'Afløb af vand fra bjergene,' bemærkede en. 'Sikkert vand nok til lidt sparsom bevoksning.' 'Og nok årstidsbestemt,' sagde en anden. 'Duer ikke til os. For varmt, for tørt. Regnen falder nord for bjergene.' 'Enig,' sagde en tredje. 'Er her større livsformer, finder vi dem under skyerne nordpå, dér, hvor vandet er. Men mon dog.' 'Er her intelligent liv, skal vi vide det,' bemærkede den første. 'Hurtigst muligt.' Det var ikke nogen vanskelig beslutning. Det skulle være i nord, de satte fartøjet ned, og her, de lavede den første station. Syden kunne vente. 2. AITA TXIKIA Solår 1


4

Da et passende stort område af den flade slette var ryddet for bevoksning og andet uønsket liv, gik de i gang med at bygge. Over deres hoveder kredsede hovedskibet med resten af de par tusinde væsner, som deres lille flok bestod af. De ventede, urolige og fortrøstningsfulde. Intet havde vist sig, som kunne forhindre dem i at bosætte sig her. Det fysiske miljø var, om ikke perfekt for dem, så helt sikkert brugbart. De var ikke stødt på spor efter nogen form for intelligente væsner, intet liv med en mental udvikling, som hævede sig over ren overlevelse. Det var, blev de enige om, som om kloden her havde ventet på dem, på lige præcis deres slags. Planter var her, insekter, og nogle fredelige smådyr. De havde fanget og slagtet et par stykker i ny-barn størrelse og var ved at analyse kødet for spiselighed. Det samme gjaldt de forskellige planter, som biologerne havde travlt med at indsamle. Det drejede sig ikke kun om ren giftighed, men også om molekylær sammensætning, sporstoffer, fordøjelighed og i det hele taget alt, som havde betydning for en mulig anvendelse som føde. Smagen var luksus og kom i anden række. Færdige elementer blev sendt ned fra hovedskibet og omhyggeligt sat sammen til beboelser. Vand blev hentet fra et nærliggende løb og lagt ind. Det var godt vand, ganske normalt H 2O. Solceller blev etableret og begyndte at producere strøm, om end i begrænset omfang. Solen befandt sig konstant bag et tæt skydække, selv om det måtte være sommer her, hvor de nu befandt sig. Senere måtte de bygge celler på den nærmeste bjergside, over skyerne, hvor der var sikkerhed for sol. Energi var lige så vigtig som vand, mad og husly. Der gik ikke engang 30 af de lokale soldøgn, før de ledende kasuler enstemmigt besluttede, at det var her, deres rejse endte. På sletten stod allerede en klar kuppel, og under den befandt sig en samling boligenheder. Der var plads til dem alle, og det ville være muligt at have en dagligdag, som i første omgang ville minde meget om livet på skibet. Begrænset plads og få variationer i kosten, men her med et utal af muligheder for udvidelser af enhver slags. Deres medbragte frø spirede allerede i den tilsyneladende frugtbare jord. Husdyrene var ved at blive vænnet til et foder, som også indeholdt lokale planter. De første modificerede voksne kunne nu færdes uden for kuplen uden hjelm og indoptage den nødvendige ilt direkte fra atmosfæren. Det forladte hovedskib var placeret i fast kredsløb om planeten, hvor det sandsynligvis ville blive, indtil tid og tilfældigheder fik det til at bryde sammen. De otte mindre landingsfartøjer krævede brændstof, som de havde begrænset mængde af. Da også de kasuler, som lettest kunne undværes, var hentet ned som de sidste, var der stort set ikke noget brændstof tilbage. Fra nu af var de afhængige af solcellerne. Der var en vis uenighed om, hvad man skulle gøre med fartøjerne. Mange opfattede dem som en slags redningsbåde, hvis det nu viste sig, at de alligevel ikke kunne leve her. Mon ikke brændstof på en eller anden måde kunne fremstilles? Måske fandtes fossile energikilder gemt i den brune jord ligesom på Kasul? Til slut gennemtrumfede ledelsen, at et enkelt fartøj blev bragt til omhyggelig opbevaring, mens resten blev splittet ad og de dyrebare materialer genbrugt.


4

'Vi er nået frem,' fastholdt man. 'Vi bliver her. Intet truer os.' De fleste var enige: Her havde de en fremtid. Glæden og optimismen var lige så stor som beslutsomheden og den stramme planlægning. Hver af dem fik sin opgave at udfylde. Hver eneste arbejdede målrettet, fra morgen til aften, på det store fælles projekt: at gøre kloden til deres. De kaldte den Aita Txikia, Udholdenhedens Herre. For hver dag strakte bebyggelsen sine tentakler længere ud over sletten som et tydeligt signal om deres succes. Så fik en af dem besøg om natten.

Profile for Janne Hejgaard

Zágala - a YA science Fiction novel  

What do you do when the planet you live on becomes uninhabitable? You leave it and tries to find another. But what do you then do, when the...

Zágala - a YA science Fiction novel  

What do you do when the planet you live on becomes uninhabitable? You leave it and tries to find another. But what do you then do, when the...

Advertisement