Page 1


LOLA & SPEJLENE


Udkommet i serien

LOLA & RETFÆRDIGHEDENS BOG LOLA & KALEJDOSKOPET


Janne Hejgaard

LOLA & SPEJLENE

KLIM


© Forfatteren & Forlaget Klim, 2013 Omslagsillustration: Emil Landgreen Forfatterfoto: Anne-Mette Kruse Omslagslayout: Christian Hvid Sats: Fournier, Klim Tryk & binding: CPI, Tyskland ISBN: 978-87-7129-228-2 1. udgave, Aarhus 2013 Forlaget Klim Ny Tjørnegade 19, 8200 Aarhus N www.klim.dk J Tak for gennemlæsning af og forslag til forbedring af manus til: Skoleelev og læser Ea-Viola Johanne Gazan (11 år), bibliotekar, mormor og farmor Maj Knudsen, cand.pæd., ph.d. og mormor Kirsten Krogh-Jespersen, cand.pæd. og mormor Anne-Mette Kruse, skoleelev og læser Freia Kutchinsky (11 år), skoleelev og læser Rune Kutchinsky (14 år), Master of Arts i Visuel Kultur og trendkyndig Laura Li, cand.mag. i lingvistik og sekretariatschef Eva Myers, neuropsykolog, forfatter, mormor og farmor Bente Støvring, skoleelev og læser Alberte Svendsen (15 år), buddhist, forfatter, mormor og farmor Ann Mari Urwald, skoleelev og læser Anna Barbara Weile (12½ år) og ikke mindst korrekturlæser og sprogekspert Sara Kruse, samt mine redaktører, Lone Dalgaard og Carsten Vengsgaard. Tak til Selma Yildiz Marthedal (16 år) for udarbejdelse af Facebooksiden ‘Girls Getting Swag’. Jeg skylder alle tak for uvurderlig hjælp. J Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.


INDHOLD J

1. BLOD 9 2. SANDSIGERSKEN 19 3. DEN FREMMEDE DRENG 36 4. MAKEOVER 47 5. TUSMØRKE 59 6. X 70 7. USING SOMEBODY 84 8. DER ER TO DRENGE I BYEN 104 9. SANDE ANSIGTER 116 10. EN PORT TIL HELVEDE 134 11. SPAR KNÆGT 147 12. RAIDS 164 13. OVER GRÆNSEN 181 14. KINKOKÓ 198 15. VAMPYRJAGT 212 16. UVENTET MØDE 231 17. DÆMONER 245 18. DANCING IN THE STREET 264 J

ORDBOG & PERSONER 283


Hun glippede med øjnene. Kvinden foran hende flimrede. Hun er ikke noget menneske, fór det gennem hende, hun er ngo, leoparden med gule øjne og pels af nattens mørke. Kinkokó, vidste hun i det samme. Hun lukkede øjnene, noget sneg sig ud af skyggerne. Den sorte leopard, min families totem. Ngo? Kinkokó? Totem? Hvis du vil vide, hvad de ord betyder, så kig under deres forbogstav i ordbogen på side 283. Her finder du også oversættelser af Lolas og de andres fremmede ord og lidt hjælp til at forstå det, som Vik taler om. På side 287 finder du en kort præsentation af nogle personer fra seriens to første bøger, som i dette bind måske kun lige nævnes.


1 BLOD

D

e tre begivenheder fandt sted samtidig. Samme lørdag sidst i april 2009, på lidt forskellige tidspunkter af dagen og tre meget forskellige steder. Umiddelbart havde de ikke det mindste med hinanden at gøre. Men. J

LIDT FØR OTTE OM MORGENEN vågnede Lola på sit værelse i huset på Ørstedsvej 18 og registrerede en ubehagelig, klistret fornemmelse i skridtet. Hun satte sig op, slog dynen til side og fik øje på nogle udtværede, rødbrune pletter på lagenet. En fremmed lugt steg op i hendes næse, og hun nåede at undre sig, før hun blev klar over, at hun endelig havde fået sin første menstruation. Nå! Okay da. Det var også lige før, hun var den sidste af pigerne i klassen. Nu var det så hendes tur. Hun kravlede lidt akavet ud af sengen og gik ned på badeværelset, hvor hun vaskede sig og fandt et af mors hygiejnebind, som hun lagde i et par rene trusser. Menstruation. Det var altså lidt ulækkert. Hvad var det nu, det indebar? Ud over besværet og det med ikke at være gravid. Gravid? Nu kunne hun blive gravid. Takwara! Fritages fra idræt? Nej, det var vist ikke nødvendigt. Laura

9


havde nu altid så ondt, at hun ikke var med, når hun blødte. Menstruerede. Hvad mere blev det kaldt? Det røde? Lige nu havde hun ikke selv ondt, heldigvis. Hun fortsatte ned i alrummet og satte vand over til te. Ingen af de andre var vågne, men Kivuli, Emils hvide schæferhvalp, kom luntende inde fra stuen og tjekkede sin madskål. Tom. “Er du sulten, lille hund,” sagde Lola og fandt mad frem til den. Hun sparkede let til en gennemtygget hjemmesko, som Kivuli havde efterladt midt på gulvet. De havde haft den i godt to måneder, og den var ikke det mest velopdragne. Ikke endnu, som far bedyrede, når mor brokkede sig over ødelagte sko og søer på gulve og tæpper. ‘Husk at lukke dørene’, var blevet fast omkvæd i familien, efter Kivuli havde held til at hoppe op i Viggos seng og tygge Leo, hans sovedinosaur, i stykker. En dør blev åbnet på første sal, mens Lola stod og hældte vand på tepotten, og mor kom ned ad trappen, i færd med at binde bæltet om sin morgenkåbe. “Go’morgen,” sagde hun. “Tidligt oppe, hvad? Og du har allerede lavet te?” “Mmm,” nikkede Lola. “Og fået menstruation.” “Nej, har du? I nat?” “Mmm,” nikkede Lola igen og satte hætte over tepotten. “Jeg fandt et af dine bind.” “Godt. Jamen, det må da fejres! Min lille asicona er blevet oony!” “Næh tak, det er jeg nu helst fri for.” Lola skar ansigt. “Det er min egen sag.” “Nej,” sagde mor. “Det er da en stor begivenhed. Skal vi ikke gøre et eller andet særligt?”

10


“Maybe one giant leap for me, but a small step for mankind.” Lola rystede på hovedet. “Jeg har heldigvis ikke ondt.” “Det har jeg nu næsten heller aldrig haft,” sagde mor. “Nå, øv, jeg har altid glædet mig til at holde en khonamwediceremoni for min datter. Er du sikker på, at du ikke vil?” “Mor! Det gider jeg ikke. Vi er i Århus, ikke i Bwananda. Jeg ville blive totalt til grin.” Lola hældte te op i to krus og satte det ene foran mor. “Hvem skulle også inviteres? Kvinderne her fra vejen? Pigerne fra min klasse?” fortsatte hun. “Jeg kan lige se dem alle sammen stå rundt om mig uden andet tøj på end trusser, mens de overbeglor min nøgne krop og skiftes til at danse foran mig for at vise, hvordan jeg skal vække en mands lyst og bevæge mig for at tilfredsstille ham. Mens du slår på tromme. Nej tak.” Mor grinede. “Jaja,” sagde hun. “Det lyder selvfølgelig en smule bizart i de her omgivelser. Og jeg glemte lige det med at vække mænds lyst. Det kan vist godt vente lidt endnu, ikke? Men kan vi to så ikke bare fejre det? Tage ind til byen og købe en gave til dig?” “Må jeg selv bestemme, hvad det bliver?” “Ahr, ikke helt. Kan vi ikke finde noget i fællesskab? En menstruationsgave. Den skal være lidt symbolsk.” “Okay,” sagde Lola. “Men jeg vil selv fortælle, at jeg har fået menstruation, til dem, som skal have det at vide. Det skal du ikke gøre.” “Til far,” nikkede mor. “Jaah,” sukkede Lola. J

11


VED NITIDEN OM FORMIDDAGEN steg Camilla ind i sin fars bil og blev kørt nordpå. Hun havde en tætpakket kuffert i bilens bagagerum, og hun var sammenbidt og sagde ikke et ord under hele turen op til det sted, hvor hun nu skulle bo. Hun var på én gang rasende og lettet. Lettet over at slippe for sine forældre. Hun huskede næsten ikke, om hun engang havde elsket sin far og mor og været en glad lille pige, som var tilfreds med at bo sammen med dem og ikke kunne forestille sig andet. Hun troede det ikke. Til gengæld vidste hun alt om, hvor meget det havde krævet at holde til at være sammen med dem de senere år – og hvor fucking umuligt det havde været i de sidste par måneder. Siden hun gjorde oprør. Siden hun holdt op med at spille deres spil og begyndte at spille sit eget. Åbenlyst og ikke til at overse: det sorte strithår, sminken om øjnene, kom og gik, som det passede hende. Siden hun fandt sammen med de andre fra gothmiljøet inde i midtbyen. Dem, hun kunne være sig selv sammen med og derfor opsøgte så meget, som hun overhovedet havde mulighed for. Selv om mor og far – for nu at pakke det pænt ind – ikke brød sig om det. Overhovedet ikke. For knap tre uger siden eksploderede det hele, og det havde ikke det mindste at gøre med hverken hendes udseende eller de andre goths. Nej, det drejede sig om Pjus, hendes store kattekilling. Hun havde været væk hele weekenden og haft det fedt sammen med Yaman, fyrst Maxim og Radoviz i den store lejlighed i midtbyen, hvor de boede sammen med seksotte andre goths, og hvor hun indimellem overnattede. Mandag formiddag låste hun sig ind derhjemme og kaldte straks på Pjus. Den kom ikke, så hun stod stille et øjeblik og lyttede, før hun gik ud i baggangen og kiggede. Både madskål

12


og kattebakke var væk. Havde de flyttet det udenfor? Hun åbnede bagdøren og kiggede rundt uden at få øje på nogen af delene. Så skyndte hun sig op ad trappen og ind på sit værelse, men der var killingen heller ikke. Det ville ligne far og mor at lukke den ud og overlade den til sig selv, mens de var på arbejde, de røvhuller. Camilla blev mere og mere ophidset, som hun gik rundt i hele huset og ledte forgæves efter Pjus. De havde garanteret bare ladet den blive udenfor, ligeglade, som de var. Hun måtte tage den med ind i lejligheden, næste gang hun regnede med at sove der. Men hvor var Pjus nu? I bunden af et af køkkenskabene stod den rengjorte madskål oven i den lige så rene og tørre vandskål. Camilla stirrede. Hvad betød det? Nu blev hun urolig, og et øjeblik efter fik hun øje på den regning, som lå på køkkenbordet. ‘Dyrlægehuset’ stod der øverst, og underneden læste hun: ‘Aflivning af ungkat 698 kroner. Fælleskremering 198 kroner, i alt 896 kroner inkl. moms’. Betalt. “Åhnej!” udbrød hun og dumpede ned på den nærmeste stol. “Nej, Pjus! Nej, nej!” Hun sad med åben mund og tårer løbende ned over kinderne og vidste ikke, at hendes hænder havde travlt med at mase regningen sammen til en lille kugle. Som om Pjus kom tilbage, hvis ordene ikke længere kunne læses. Hun skulle aldrig have ladet killingen blive alene hjemme hos de to monstre. Hvad tænkte hun dog på? Hun kendte dem jo, deres iskolde hjerter. Men det her havde hun alligevel ikke haft fantasi til at forestille sig. Pjus. Hun sad måske en halv time, før en anden følelse begyndte at fortrænge sorgen, og hun rejste sig og gik ind i stuen. På skænken stod mors klenodie, en fugledekoreret terrin fra Den

13


Kongelige Porcelainsfabrik, et arvestykke fra mors mormor, antik. ‘Maaange penge værd,’ sagde mor altid, når folk beundrede den. Camilla løftede terrinen og holdt den et øjeblik mellem begge hænder, før hun slap og lod den falde på gulvet med et brag, så skårene røg til alle sider. “Ups,” sagde hun med en stemme, som lød beklagende. “Det var ikke så godt.” Hun lavede en undskyldende grimasse til sin ikke-tilstedeværende mor og fortsatte ind på fars kontor. Hvad valgte hun nu her? Hun kiggede sig omkring. Her var mange muligheder. Det var svært at trampe tipoldefars lange merskumspibe i stykker, så hun måtte tage det tunge glasaskebæger til hjælp, før det lykkedes. Askebægret var til gengæld et glimrende redskab til at smadre Johannes Larsens edderfuglebillede (arvestykke fra oldemor), og selv det solide egetræsskrivebord (oldefars) fik dybe mærker af at få askebægret hamret ned i sig. Ikke mindst, da det revnede midt over og fik en dejlig skarp kant. Camilla betragtede ødelæggelserne og besluttede, at det nok var smartest at gå igen. Tage tilbage til byen. Nej, hun manglede lige ét. Hun tog det revnede askebæger og fik med besvær ridset et par ord ned i skrivebordet. ‘FOR PJUS’ stod der, meget passende med en del bloddryp rundt om. Hun havde skåret sig i hånden. Skolen havde hun passet så nogenlunde, og det var her, hun to dage senere blev hentet ned på kontoret. Der sad de så, hendes forældre, sammen med en fucking socialdims af en slags, og meddelte, at der ikke længere var plads til hende i

14


den pæne villa på Skovbakkevej. De kunne ikke styre hende og havde fundet et socialpædagogisk opholdssted nord for Randers Fjord, som, var de sikre på, ville være sundt for hende at være på ‘et stykke tid’. Camilla lyttede til dem med ubevægeligt ansigt. Dét ophold blev kortere, end de regnede med, men her og nu kunne hun fucking ikke stille noget op. Hun sad på bagsædet med sammenkneben mund og lod sig deportere. En times tid senere standsede bilen nord for Randers Fjord, og hendes forældre steg ud, mens hun selv bare blev siddende. Deres projekt, ikke hendes. J DEN TREDJE BEGIVENHED UDSPILLEDE sig omtrent samtidig, men så fjernt fra de første to, at det lige så godt kunne være løgn. Den var også så diskret, at den lige så godt ikke kunne have fundet sted. Østen for solen og vesten for månen og med deltagelse af tre personer af næsten overjordisk karakter. Fortryllende smukke, eventyrligt rige og ... Nej. Ikke så onde, som natten er lang. Bestemt heller ikke udstyret med godhed af dagslængde. Nej, hævet over den slags – og umådeligt magtfulde. To af dem ankom i bil. Manden sad selv bag rattet i sin sorte Porche 911 Turbo. Han var kørt ned ad rampen til parkeringskælderen under den tredive etager høje bygning og steg nu ud og overgav nøglerne til vagten, som nikkede og kørte bilen ind på plads, mens manden slentrede hen mod indgangen. Kvinden havde chauffør, og det var ham, som åbnede

15


bildøren for hende. Hendes bil – en ud af de i alt syv, hun for tiden ejede – var en Mercedes SL 500, sort lige som mandens Porche og som hans så flimrende blankpoleret, at man næsten blev i tvivl om, hvorvidt bilen var der eller ej. Hun gik målrettet og myndigt hen mod den høje bygning i røgfarvet glas og stål og fik øje på manden. De var på vej til samme møde. “Mmogul.” Hun hilste med et svagt nik. “Ms Fortuna, længe siden sidst,” gengældte han hendes hilsen og konstaterede rutinemæssigt, at hun som sædvanlig var strålende smuk, med det perfekt billedskønne og fotogene udseende, som kun kan opnås ved at give naturen en hel del hjælpende hænder, og som i øvrigt gør sig bedre på afbildninger end i virkeligheden. Ingen grund til at kommentere dét, ligesom hun heller ikke sagde noget om hans udseende. Smuk mand, ulastelig stil, selvfølgelig. “About time,” svarede hun, mens de side om side gik tværs over den lørdagstomme foyer uden at værdige vagten et blik. Han ventede dem og tastede blot en besked op i huset. Ankommet. Et øjeblik senere standsede elevatoren på 27. etage, og de forlod den. Trustens tredje medlem, en mand lidt ældre end de andre to, kom dem i møde med hastige skridt og et stort smil på ansigtet. “Ms Fortuna! Mmogul! Godt, I kunne komme,” smilede han bredt. “Beklager det korte varsel, men ... I ved ...” Han lagde undskyldende hovedet en smule på skrå. Mmogul gav ham et venskabeligt klap på ryggen, mens Ms Fortuna igen nøjedes med en svag bøjning af hovedet. “MisterMister,” sagde hun. “Ja. Vi har meget, vi skal nå.” “Bare rolig,” sagde Mmogul på vej ind i det sikrede mødelokale. “Vi har styr på. Jeg har en ide, den helt rigtige ide.”

16


Han sendte dem et charmerende grin og smed sig i den nærmeste stol. Kort tid efter var Mmogul i fuld gang med at fremlægge sine ideer, mens de to andre lyttede. Da han var færdig, sad de tavse og overvejede, indtil Ms Fortuna tog ordet. “Illegal, right?” sagde hun. “Ulovligt, ikke sandt?” Mmogul trak på skulderen. “Ikke mere end sædvanligt,” svarede han og så over på MrMr, som nikkede. “Vi tester projektet et afsides sted,” fortsatte Mmogul. “Et passende nowhere som verdens øjne absolut ikke hviler på.” MrMr nikkede igen med ansigtet let krøllet i koncentration. “Og du er sikker på teknikken?” fortsatte Ms Fortuna. “It works?” “For sure.” Mmogul så på hende med noget, der kunne være overbærenhed. “Ellers præsenterede jeg den ikke for jer.” “Risiko for afsløring?” blev hun ved. “Ingen,” sagde han. “Nyeste teknologi, ingen kender den endnu.” “Just as well,” sagde hun. “All right. I accept.” Mmogul smilede, og de kiggede begge på MrMr, som nikkede. “Me too,” sagde han. Mødet tog næsten fem timer, kun afbrudt af en let frokost, som MrMr selv stod for. De blev ikke forstyrret, hverken af opringninger, sms’er eller mennesker, og da mødet endelig var slut, efterlod de knap nogle fysiske spor. Hvad de var nået frem til af beslutninger, fandtes kun i deres hoveder eller som kryptiske notater i deres smartphones.

17


Ét ord havde de alle tre tastet ind, med hver sit grammatiske udtryk. Mmogul skrev selvsikkert ‘PVP, yes!’ MrMr’s udgave var denne: ‘Project Virulent Persona/ PVP?’ mens Ms Fortuna skrev ‘PVP. Spejl!’ Det var lørdag aften, før hver af de tre var hjemme, men alligevel satte alle straks gang i hver deres del af processen. Det var på tide.

18


2 SANDSIGERSKEN

J

a, det slap jeg heldigvis for.” Lola nikkede mod rækken af røde faner, som nu sås gennem trækronerne, og et øjeblik efter dukkede selve optoget frem på stien. Række efter række af folk, unge og gamle, kvinder og mænd, slangede sig op gennem parken. Børn i trækvogne eller klapvogne, voksne, som trak deres cykler. Flere hundrede mennesker. “Sammen-hold, sammen-hold, so-li-da-ri-tet!” lød det nu taktfast, og de samme slagord så Lola på bannerne, efterhånden som rækkerne nåede op forbi hende. ‘Nej til USA’s krige’ og ‘Bekæmp arbejdsløsheden’, læste hun også. Bagerst i hendes hoved lød et fjernt ekko: ‘Nej, jeg vil ikke. Jeg vil ikke.’ Hun smilede for sig selv: Rulletaskemanden. De var begyndt at hilse på hinanden, når de mødtes. Folk sivede ind i området og fortsatte videre op mod scenen eller slog sig ned på græsset mellem telte og boder. Hendes forældre og brødre var endnu ikke nået frem. De kom helt nede fra Rådhuspladsen og gik åbenbart længere tilbage i rækkerne. Hun sad ved siden af Laura på ryglænet af en bænk i udkanten af det myldrende område og kiggede sig om. Forår i Danmark, vildt kønt og meget u-afrikansk. Bedre? Joe, måtte hun indrømme. Måske. Lige nu i al fald. Her. Botanisk Have med vidtstrakte græsplæner, træer og buske i samme

19


farve som mors nyspirede salat derhjemme, og så alt det højrøde, faner og balloner. Det var 1. maj, arbejdernes internationale kampdag, og solen skinnede velvilligt. Her var ikke engang koldt. “Har du nogen sinde prøvet at gå i demonstration?” “Næh.” Laura rystede på hovedet. “Mine forældre er ikke sådan politisk aktive.” “Heldige dig. Det dér er bare for pinligt.” Lola nikkede igen mod optoget. “Nå, skal vi ikke gå rundt og kigge?” “Alright,” sagde Laura. De rejste sig og gav sig til at daske ind mellem alle de andre. De røde faner stod nu rundt omkring, der var mennesker over det hele og et lydtæppe af musik, sange og højlydte stemmer. Oppe fra scenen nåede enkelte højtalerbårne ord ned til dem. Tummel. Lola mærkede en sær utålmodighed i kroppen. Var det nu? Var hvad nu? “Kom I bare herhen,” råbte en rødmosset mand til dem, da de passerede et øltelt. “Kom nu, piger. Kom hen og hils på far her!” Han klappede sig på skødet. Laura og Lola kiggede hurtigt på hinanden og skyndte sig videre med slet skjulte grin. “Hvor klam kan man være?” sagde Laura lavt og skar ansigt. “Han var fuld,” konstaterede Lola. “Han er ikke den eneste.” Der var også en del ret unge folk, så Lola, og mange af dem bar T-shirts med slagord eller partinavne. ‘Enhedslisten’ læste hun. ‘DSU’. De snakkede sammen eller passede boderne og så ud til at have det helt fint. Ølboder, madboder og boder, hvor de solgte T-shirts og kasketter, alt forsynet med symboler og slagord. Telte, hvor

20


politiske partier eller miljøorganisationer informerede og tog imod indmeldelser. En opblæst hoppeborg befolket af råbende børn stak af mod de spæde omgivelser. Folk sad og drak kaffe ved medbragte campingborde. Ikke særligt interessant noget af det, så da musik med tung rytme nåede deres ører, lod de sig drage af drønene og gik hen og kiggede ind ad en teltåbning. Indenfor var fyldt med unge, flest drenge, hvoraf en del stod lige foran en lav scene og headbangede, helt væk i musikken. “Takwara,” sagde Lola og kiggede på de fire fyre, som spillede. Det lød frygteligt. “Hvad er det for noget?” “Mest nogen, som spiller elendigt,” sagde Laura. “Det skal vist forestille dødsmetal.” “Dødsmetal?” “En slags heavy metal,” forklarede Laura. “Det skal lyde sådan. Larmende og kaotisk. Dystert.” “Håh! Ja, så lykkes det nu meget godt for dem. Kan du holde ud at høre på det? Jeg kan ikke.” Lola gik ud af teltet igen, og Laura fulgte med. “Hvad nu?” “Skal vi ikke bare ... Hov, se, der er Soffi.” Soffi fra klassen kom gående op mod dem. Hun havde sit sædvanlige overstramme tøj på, bemærkede Lola, blå skinny jeans og en lang pink bluse med bælte. “Hej, hvad laver I her?” spurgte Soffi. “Prøver at finde noget, som er sjovt,” sagde Laura. “Mine forældre er med i demonstrationen.” Lola skar ansigt. “Og mine stakkels brødre.” “Det er min mor også.” Soffi trak på skulderen. “Det er hun hvert år.” “Men ved I hvad?” fortsatte hun så. “Jeg har lige prøvet

21


det mest syge. Lige hernede bagved.” Hun gjorde tegn med hovedet i den retning, hun kom fra, og de kiggede begge uden at få øje på noget. “Der er en spåkone,” oplyste Soffi. “Hun spåede mig i kort, og hun kan åbenbart læse alt muligt i dem. Jeg fatter ikke, hvordan hun gør.” Lola og Laura kastede et hurtigt blik på hinanden. “Hvad spåede hun så?” spurgte Laura. “At du får en lykkelig fremtid og bliver hundrede år gammel?” “Altså,” nikkede Soffi. “Hun vidste, at jeg har tre søskende, og ...” “Tre?” afbrød Lola. “Jeg troede kun, du havde din lillebror?” “Jo, men min far har en med sin nye kone, og hun havde en i forvejen, og de tæller jo også, selv om jeg aldrig har mødt dem. Og hun så, at jeg har problemer med min stedfar. At jeg hader ham.” “Vildt,” sagde Laura fladt. “Hvad sagde hun om din fremtid? At du snart møder en overdrevet lækker fyr, og I begynder at komme sammen?” Soffi blinkede hurtigt. “Altså, hun sagde, at jeg snart møder en ... en ung mand,” svarede hun. “Altså en dreng, lidt ældre end mig. Høj og mørkhåret, og meget speciel, sagde hun.” Hun nikkede. “Og vi bliver lidt sådan ... kommer sammen. Men det er ikke ham, jeg bliver gift med. Ham møder jeg først så langt henne om fremtiden, at hun ikke kan se det. Der bliver for tåget.” Soffi nikkede igen. “Og jeg får tre børn.” Lola kneb øjnene sammen. “Men du tror da ikke på det? Er det ikke bare sådan noget, hun siger til alle?” “Nejnej,” Soffi rystede på hovedet. “Jeg hørte, at nogen,

22


som lige havde været derinde, gik og snakkede om, hvordan hun vidste, at den enes mand var død af en ulykke for ikke ret lang tid siden. Hun kan altså se hen om fremtiden, i al fald et stykke hen.” Lola og Laura kiggede igen hurtigt på hinanden. “I kan jo prøve hende,” udbrød Soffi, som lagde mærke til deres udtryk. “Så kan I selv se, at det passer, hvad jeg siger.” Lola kom i tanker om noget og trak på smilebåndet. “Vik skulle lige være her,” sagde hun. “Han siger altid, at der ikke findes andet end virkeligheden, og at alt det, vi kalder overnaturligt, bare er noget, videnskaben endnu ikke kan forklare. Gad vide, hvad han vil sige til, at hende spåkonen påstår, at hun kan se ind i fremtiden. Men selvfølgelig, han er ret optaget af noget med tid. Som hænger anderledes sammen, end vi går og tror, siger han. Det var ham, som skulle prøve at blive spået.” Laura rystede let på hovedet, mens Soffi så usikker ud. “Hvad koster det egentlig?” fortsatte Lola. “To hundrede kroner.” “Håh! Nå, men pyt, skal vi ikke prøve?” Hun kiggede på Laura. “Det kunne da være meget sjovt.” “To hundrede kroner! Så mange penge har jeg slet ikke.” “Jeg har. Og jeg gider alligevel ikke at købe noget af det, man kan få her. Kom, lad os da bare prøve.” “To hundrede er altså kun for én,” oplyste Soffi, som fulgte med dem ned ad skråningen. “Så kan du bare sidde og høre på,” sagde Lola til Laura. “Hvad hun nu finder på at sige. Ja, og dig også, Soffi.” Campingvognen stod på en parkeringsplads i udkanten af parken. ‘Sandsigersken Vistina’ stod der med store bogstaver

23


på siden af den. Området var mennesketomt, og lydene fra de mange 1. maj-aktiviteter var fjerne og overdøvede ikke den forårsdrukne fugl, som sad og sang som tosset lige over deres hoveder. De standsede foran vognen. “Hvad gør vi?” Lola dæmpede uvilkårligt stemmen. “Banker på, selvfølgelig,” sagde Soffi og gjorde det. “Vnatre, kom!” lød det indefra, og Lola gik et par trin op og åbnede døren. Hun havde lidt hjertebanken, selv om det jo bare var for pjat. “Øh, goddag,” sagde hun og kiggede ind i en lille, overfyldt stue. Et bord, en sofa, nogle stole, en briks. Vaser med blomster og nipsgenstande spredt over hylder og vindueskarme. Spraglede stoffer og perlehængte lamper. Halvt gemt bag et forhæng stod en kvinde i færd med at tørre sine hænder. “Alo.” Hun lagde håndklædet fra sig og gik hen og satte sig ved bordet. “Du vil kende din fremtid, ja?” Kvinden så over på Lola og gjorde tegn til hende om at komme ind og sætte sig. “Øeh, jatak,” svarede Lola og trådte helt ind i vognen. “Må de her,” hun nikkede mod de to, som stod i døråbningen. “Må de godt høre på?” Vistina kastede et hurtigt blik på dem, mens hun tog en stabel kort fra bordet og begyndte at blande dem. “Ikke dig, som var her før,” sagde hun uden at kigge på Soffi. “Du forstyrrer nu.” “Nå,” mumlede Soffi og trådte baglæns ned ad trappen. “Så venter jeg bare på jer herude.” “Gå væk. Du går væk,” Vistina viftede utålmodigt med hånden. “Du skal ikke stå tæt på. Du forstyrrer, sagde jeg.” “Jaja.”

24


Soffi forsvandt ud af syne, og Laura lukkede døren bag sig og satte sig tøvende på hjørnet af briksen, der var fyldt med puder. “Det er to hundrede kroner,” sagde Vistina og lagde fire kort op på bordet. Lola fandt penge frem og rakte hende dem. “Mørke. Der er meget mørke bag dig.” Vistina betragtede kortene foran sig, mens hun lod pengesedlerne forsvinde i en lomme. Spar ti, klør ti, klør knægt, ruder ni. “Mørke mennesker, en ung mand, mørke begivenheder. Problemer.” “Øeh, ja,” sagde Lola. “Jeg boede i Afrika og ...” “Jeg siger noget,” afbrød Vistina uden at løfte blikket. “Ulykke, død, måske. Tæt på. Pengeproblemer. Mørkt sind, skyld.” Hun vendte endnu et kort og lagde det på bordet. Ruder dame. “Men så forandrede det sig.” Hun bankede med en blodrød fingernegl på damen. En svag gysen løb gennem Lola. Så forandrede det sig? Det var jo, hvad kalejdoskopet sagde, da ... “Ting med mange farver. Hård, metal, glas. Stjerner? Betød noget for dig, forandrede noget. Læg din hånd på kortbunken.” Stjerner? Mange farver? Det var uhyggeligt. Det kunne hun ikke vide noget om, det kunne hun altså ikke. Lola stirrede paralyseret på kvinden, som nu løftede blikket og så utålmodigt på hende. “Læg din hånd på kortbunken.” Lola virrede let med hovedet og parerede ordre. “Vælg nu tre kort og læg dem her med bagsiden op.” Hun pegede, og Lola trak kortene ud af bunken. Kvinden vendte dem, et ad gangen. Klør konge, klør dame og klør es. Tavshed.

25


“Čudan, sært,” mumlede Vistina. “Igen. Den treenighed.” Mere tavshed. Lola havde det underligt. Hun drejede hovedet og kiggede over på Laura, som sendte en grimasse tilbage. “Træk et kort mere,” smældede Vistina, og Lola skyndte sig at gøre det. Ruder es. “Et til!” Ruder ti. “Penge.” Vistina rystede på hovedet. “Mange penge. Som du på en eller anden måde får med at gøre, men ...” Lola blev helt lettet. Nu blev det, som hun forventede: blanke løfter om penge og succes og kærlighed og den slags. “Måske vinder jeg en stor ge...” begyndte hun. “Træk!” Spar knægt. Vistina rystede igen på hovedet. En dyb rynke viste sig mellem hendes øjenbryn. “Det er ikke slut,” sagde hun så. “Mørket. Noget venter på dig. Nogen, én, du skal passe på. Hankøn, ung.” Den røde negl bankede manende på spar knægt, og Lola fik det rigtig ubehageligt. Ikke mange lyserøde fremtidsudsigter, hun fik serveret her. “Træk.” Kortet var blankt. Vistina studsede og så næsten vred ud. Så skyndte hun sig at lægge det væk. “Fejl,” sagde hun. “Uheld. Træk et andet.” Uheld? Hvad mente hun? Lola tøvede et øjeblik, før hun fumlede endnu et kort ud fra bunken. Hjerter dame. “Dobro, godt.” Vistina så en smule lettet ud. Rynken mellem brynene var i al fald knap så dyb. “I er veninder? Hjerteveninder?” Hun så over på Laura, som nikkede og flyttede sig uroligt på briksen.

26


“Godt. Brug for dig. Du er med i det. Du hører godt efter. Træk igen, to kort.” Lola trak. Hjerter knægt og hjerter ni. “Ahh,” nikkede Vistina. “Har du en cura, en kæreste?” Lola rystede på hovedet. “Han kommer. Inden længe. Du kender ham allerede. Dobro.” Hun strøg kortene sammen i en stabel og smækkede den i bordet. Så lagde hun armene over kors og så på Lola. “Så.” Var det slut nu? Jamen, hun måtte da vide ... Hvordan ... “Jamen,” sagde hun højt, “siger du slet ikke noget om, hvordan det kommer til at gå mig?” “Du klarer dig,” svarede Vistina. Så nikkede hun til Laura. “Nu dig.” Laura rynkede brynene. “Jeg har jo ikke betalt noget?” “Kom nu. Læg din hånd på mine kort.” Laura tøvede et øjeblik. Så rejste hun sig, gik over til bordet og gjorde, som kvinden sagde. “Træk fire kort og læg dem med forsiden ned.” “Fire?” gentog Laura og fumlede fire kort ud af stabelen. Hun stod stadig op. Vistina tog et kort ad gangen og betragtede det, før hun lagde det på bordet med billedsiden synlig. Spar knægt. Klør dame. Klør es. Klør konge. “Jeg sagde det,” nikkede hun langsomt, før hun kiggede op på Laura. “Du er med i det.” Laura stirrede tilbage på hende med åben mund. “Nu skal I gå,” sagde Vistina. “Men,” begyndte Laura. “Du kan da ikke bare ...” “Slut. Der er ikke mere. Gå nu.”

27


Hun viftede dem hen mod døren, og Lola og Laura satte sig tøvende i bevægelse. I døråbningen kastede Lola et blik tilbage og så, at Vistina sad med et spekulativt udtryk og et kort i hånden. Det blanke kort. “Ikke en fejl,” sagde hun, da hun opdagede Lolas blik. “Blankt. En særlig gave, et spejl. Du fylder det selv ud.” “Jamen,” begyndte Lola, “hvordan ...” Vistina vinkede hende af, og Lola gik helt ud og lukkede døren efter sig. Da de stod på parkeringspladsen, kiggede de på hinanden med urolige øjne. “Scary,” sagde Lola. “Hun sagde lige, at det blanke kort alligevel ikke var en fejl. Det var en gave. Et spejl.” “Ja, klamt.” Laura skuttede sig og pustede ud i et langt åndedrag. “Et spejl? Mystisk. Nå, godt, at jeg ikke tror på ...” “Hvordan var det så?” Soffi råbte fra en bænk inde i parken, og de begav sig hen mod hende. “Ret uhyggeligt, faktisk,” sagde Lola, da de stod sammen. “Det er et trick,” sagde Laura. “Hvordan gik det ellers til, at jeg trak de samme kort som dig?” “Nej, prøvede du også? Og så trak du de samme kort som Lola? Helt de samme?” “Spar knægt.” Lola trak på skulderen. “Og bagefter ...” “Jeg trak også spar knægt!” Soffi lød ophidset. “Der kan I selv høre. Det er et korttrick.” Laura rystede på hovedet. “Du trak også spar knægt?” Lola så på Soffi med smalle øjne. “Hvilke andre kort trak du?” “Mange andre. Der var nogen, tre af kortene, nogle klør, som hun sagde, var ...”

28


“En treenighed,” afbrød Lola. “Ja,” sagde Soffi og lød forbavset. “Hvordan vidste du ... Nej! Sig ikke, at du også fik dem?” “Klør dame, konge og es,” nikkede Lola. “Og Laura trak nøjagtig de samme.” Soffi stirrede på hende. “Jam...” “Nej, hør nu efter, hvad jeg siger.” Laura grinede. “Det er ikke andet end korttrick. Smart måde at tjene to hundrede kroner på. Eller fire hundrede med jer begge. Fed timeløn.” “Men det var jo os selv, som trak kortene?” Lola fór op. “Hun trak ikke nogen. Hvordan kan hun få os til at trække lige præcis dé kort, hvad?” Laura lavede en ligeglad bevægelse. “Aner det ikke,” sagde hun. “Det er jo det, tricket går ud på. Måske er der bare ikke andre kort end dem, vi så.” “Men der var også noget af det, hun sagde.” Lola faldt lidt ned. “Jeg synes, at det pas...” “... det passede, ja, det gjorde,” nikkede Soffi eftertrykkeligt. “For eksempel det med mine tre brødre. Sagde hun måske noget til jer om brødre?” Lola rystede på hovedet. “Hun sagde noget om mørke. At der var mørke i min fortid, og ulykker, som jeg havde skylden for. Og noget om ... en ting, der hjalp mig. En ting af glas og metal med farver i. Og det passer altså.” “Det var ikke sådan, hun sagde det.” Laura lød nøgtern. “Det var det da!” “Nej. Du laver om på det, så det kommer til at passe på lige netop dig. Det er sådan, de gør.” “Nå,” mumlede Lola. “Men jeg synes nu, at det var creepy. Og hvad med det om, at mørket ikke er forbi endnu?” “Det skal jeg jo hjælpe dig med.” Laura grinede og stak

29


sin arm ind under Lolas. “Kom, skal vi ikke gå tilbage til alle de andre? Jeg vil have en is.” “Jeg tror nu på, at jeg møder en,” blev Soffi ved, mens hun gik bag dem op ad skråningen. “Som jeg begynder at komme sammen med.” “Det sagde hun altså også til mig,” sagde Lola over skulderen. “Det var hjerter knægt.” “Min var spar knægt,” svarede Soffi. “Det var ikke den samme.” “Nå, jamen, heldigvis for det.” Lola var i bedre humør nu. Laura havde selvfølgelig ret: korttrick. “Så slipper vi for at have samme kæreste.” De var ved at købe is, da Viggo kom styrtende med en rød ballon i hånden og også ville have en, og et øjeblik efter kom Lolas forældre og Emil hen til dem. Kivuli var hverken gammel nok til at klare gåturen fra Rådhuspladsen eller disciplineret nok til at være sammen med de mange folk, så den var inde hos naboerne i dag. “Nå, morer I jer?” smilede mor til dem, og de tre piger kiggede på hinanden. “Ja,” svarede de som med én mund. J TID, TÆNKTE VIK. RUMTID. Rumtidens krumning, lille eller næsten nul ved Big Bang og voksende hen imod tidens slutning. Eller uforandret. Forskerne var uenige. Fysikeren Penrose mente, at krumningen redegjorde for den retning, som tidens pil peger i. Fysikeren Hawking talte om, at tiden er symmetrisk og kan vendes. Einstein konstaterede, at tid er

30


relativ, eftersom tidens længde afhænger af de vilkår, den måles under, herunder noget med hastigheden. Hvad det angik, var der intet problem med armbåndsure. Eller vægure. Fysikernes tid havde meget lidt med hverdagens tid at gøre. Og dog. En dag vidste de, om man virkelig kunne rejse i tiden. Rejse tilbage og forhindre begivenheder i at ske, at Hitler blev født? Det ville have uoverskuelige følger, ikke nødvendigvis gode. Rigtigt og forkert, godt og ondt fulgte ikke kun én vej. Én mand alene var ikke ansvarlig for folkemord og en hel verdenskrig. Rejse frem i tiden? Få kendskab til det, der kom til at ske, så man kunne forhindre ulykker? Også uoverskueligt. Vik lænede sig tilbage i stolen. Logik, han foretrak så absolut logik. Orden og systematik, så han vidste, hvad han havde at rette sig efter. Andre mennesker havde det ikke sådan. De var anderledes end ham. Ikke så intelligente. Ikke udstyret med hans særlige hjerne. Hans aspie-hjerne, som gjorde ham til noget specielt. For eksempel, at han ikke brød sig om uorden, uregelmæssighed, det uventede, det uforståelige. Han ønskede at forstå. Vide. Kende fakta, så han kunne programmere dem ind i sin hjerne og bruge dem. Hans hoved rummede allerede mange fakta. Han forstod langt mere end andre på hans alder. I klassen på Holmevangskolen. De var følelsesstyrede. Det var han ikke, heldigvis. Hellere vide og forstå end føle. Han forstod følelser. Meget bedre end de gjorde. Det var begyndt på Aspergerskolen, hvor han gik de første to hverdage om måneden. Han havde brug for speciel træning i at genkende følelser og blev undervist i at aflæse og tolke ansigtsudtryk, stemmeføring og kropsprog. For bedre at forstå meningen med det, andre mennesker sagde.

31


Siden gav han sig til selv at læse om følelser. Følelser var kemiske processer i hjernen. En del af menneskets grundlæggende overlevelsesudstyr og derfor med til at styre dets reaktioner. Også hans egne, men på en anderledes måde end andres. Heldigvis. Han trænede aflæsning af følelser i folks ansigtsudtryk, i deres stemmeføring og kropssprog. I skolen, selvfølgelig. Når han kørte i bus, og når han så film eller tv. Det interesserede ham. For tiden var han særligt optaget af seksuelle følelser. Det begyndte med hans egen krop. Hans penis strittede, når han vågnede om morgenen. Han var fyldt af en fremmed energi. Behagelig og krævende. Med mellemrum var en portion sæd i nattens løb blevet udløst. En våd, let klistret plamage i sengen. Det generede ham. Han havde trang til at gnubbe på sin penis. At gøre det var en helt privat handling, som burde foretages i enrum, havde far nøje indprentet ham. Hvilket han vidste i forvejen. Han havde læst om det. Pubertet. Seksualitet. Forplantningsevne. Onani. Sociale regler for udfoldelse af seksualitet. Alt det fandt han på nettet eller læste om i de bøger, han hentede på biblioteket. Men hvad var det, som skabte de seksuelle følelser? Hvad var seksuel energi og seksuel tiltrækning reelt? Der var en videnskabelig forklaring. Helt sikkert, det var der altid. Massetiltrækning, gravitation? Den stærke kernekraft, en af de fire naturkræfter? Kunne seksuel tiltrækning forklares herudfra? Sandsynligvis. Vik satte sig bedre til rette i stolen foran den stationære computer og gik i gang med at søge. J

32


MRMR AFSLUTTEDE SIN OMFATTENDE SØGNING og lænede sig tilbage. Godt, her var den. En velegnet testgroup, alle de ønskede parametre opfyldt. Lilleputland, de færreste kendte eksistensen af. Lilleputcity, ingen nogensinde havde hørt om, en uproblematisk middelklasseforstad. De særligt udvalgte piger havde den rigtige alder, selvfølgelig, og deres forældre tilhørte et økonomisk mellemlag, som betød, at de havde penge i tilstrækkeligt omfang og færdedes i en gennemsnitlig hverdag. Alt for rige mennesker duede ikke i denne sammenhæng, isolerede fra almindeligt liv, som de var, og fattige selvfølgelig heller ikke. Det var hans bidrag til trusten: ubesværet adgang til offentlige forvaltninger, herunder alle de offentlige registre. Ja, og de ikke så offentlige. MrMr lagde en meddelelse i det sikrede rum på trustens interne server. Mmoguls fortjeneste, ejer af alverdens kommunikationsmidler og -tjenester, og ham, som fortsatte herfra. Det sidste stykke af vejen krævede personlig tilstedeværelse, det kunne ikke klares via nettet, og Mmogul havde folk over hele kloden. Også i Denmark, Arhus. “Holme-wang,” mumlede MrMr. Strange name. Well, det betød nok noget andet på Danish. Det gik hurtigt, selvfølgelig. Allerede natten til mandag standsede en varevogn på Holmevangsallé, og to mørkklædte mænd steg ud. De hentede rutineret en stor, godt emballeret pakke frem og placerede den lænet op ad væggen ved siden af døren ind til en kiosk, før de to minutter senere kørte videre. En påklæbet besked til modtageren beskrev nøje, hvordan indholdet, et spejl, skulle håndteres. Test af ny, avanceret reklamekampagne, obligatorisk, stod der. Skulle efter en prøve omfatte alle kædens kiosker.

33


Et øjeblik senere listede varevognen sig ind på den øde vej mellem Holmevangskolen og sportspladsen, og de to mænd steg ud igen. Den ene hentede en stige ned fra bilens tag, mens den anden fandt værktøjskassen frem. Da varevognen fjorten minutter senere forsvandt ned ad Holmevangsallé, var det store træ i skolegården udstyret med det mest avancerede overvågningsudstyr, der kunne opdrives på kloden. Sat op og testet. Minimalt, stort set umuligt at få øje på. Såvel billede som lyd i skarpeste kvalitet. Nøjagtig det samme udstyr, som de en halv time tidligere havde placeret på et strategisk udvalgt sted på købmandsskolen nede i Holby. Ingen havde bemærket dem. De kunne lige så godt ikke have været der. J JEG VED, AT JEG DRØMMER, tænkte Lola. Hun flød gennem sit værelse, ud ad døren, ind på loftet med alle mormors støvede efterladenskaber. Et orange skær ulmede i hjørnet, og under et tæppe stod et meterhøjt, blankt spillekort lænet mod en bjælke. Det glødede, og hun rakte en forsigtig hånd frem og rørte ved det. Hånden sank gennem overfladen, og da hun trak den til sig, glødede den også, som den sidste, stædige ild i et bål. Nu var spillekortet en skærm. Hvor det orange lys fra hendes hånd faldt på det, strøg billeder tværs over, stumper af film, og forsvandt igen. Nyaki holdt med alvorligt ansigt kalejdoskopet frem mod hende, nej, nu var det Vistina, sandsigersken. Liladevi stod med Viggo i hånden, og dér var Vik. De så alle på hende, Vik med et skælmsk udtryk, indtil han lagde hovedet tilbage og lo og lo. Lyset fra hendes hånd

34


ændrede sig, nu stod kulørte gnister ud fra fingerspidserne i spruttende strømme, og hun stirrede forbløffet. Så begyndte hun også at le og vågnede i sengen til lyden af sin egen latter. En drøm. Hun satte sig op og hentede drømmen frem. Mærkelig. Smuk. Så lagde hun sig igen ned og sov videre. Næste morgen tøvede hun et øjeblik foran døren ind til loftet. Hvad var det nu, der var derinde? Noget med ... hmm. Nej. Ikke noget, hun kunne huske.

35


3 DEN FREMMEDE DRENG

T

irsdag efter skoletid var Lola rundt med ugeaviser, ligesom hun plejede. Det kørte helt på rutinen nu, hvor hun havde haft jobbet i fire måneder, og hun stoppede næsten automatisk aviser ind i de rigtige brevsprækker og sprang nej tak-stederne over. Hun mødte jævnligt Liladevi, som gik og puslede i sit nye drivhus, og stod lidt og snakkede med hende, men hun havde ikke besøgt hende og siddet i karnappen siden i vinter. Hun havde heller ikke været oppe i dragehytten, ja, ikke engang i dragehaven, for inderst inde troede hun ikke på, at hun fandt hytten igen. Og da slet ikke nu, hvor der var kommet blade på det hele, og vildnisset var tættere og lukkede lyset ude. Og hvorfor skulle hun? Der var så meget andet, hun var optaget af. Hendes liv var okay. Hun klarede sig fint uden Liladevis og kalejdoskopets særlige hjælp. Nu var det forår, og det overvældede hende fuldstændig. Det var så påtrængende. Alle hækkene svulmede for øjnene af hende, fik pels og skiftede farve. De stramme, sorte trækroner slappede af og blev mere og mere flimrende og grønne for hver dag, der gik. Bleggrønne, lysegulgrønne – hun kendte slet ikke den særlige grønne farve, som pludselig optrådte i alle mulige nuancer. På træerne, hækkene, buskene, ja, på ukrudtet mellem fliserne. Alt sammen grønt på en særlig sprød

36


måde, som hun ikke kunne huske nogensinde at have set i Bwananda. Tulipaner! Hun havde lyst til at slikke på dem. Mor var også som besat af haven rundt om deres eget hus og fortalte henført om alt det, som stammede helt fra hendes barndom. Dét blomstrende æbletræ – og ja, det var da vildt kønt – hed Filippa, og mor og morfar snakkede engang sammen, sådan ordentligt, mens de plukkede æblerne. Dét glemte hun aldrig, understregede hun. Og dé bærbuske, solbærrene med deres særlige lugt og de krigeriske stikkelsbærbuske, skjulte hun sig bag, når hun legede gemme med nabobørnene. Og så videre. Lola hørte fraværende efter, mens hun hjalp med at rense jorden dér, hvor den nyanlagte køkkenhave nu var. Ikke ligefrem verdens sjoveste job, men mor var glad. I dag var Liladevi ikke at se, da Lola smed avisen ind i nummer 22 på Einsteinsvej. Til gengæld sad de to afrikanske piger og snakkede på deres fortrappe, og Lola nikkede til dem uden at få nogen reaktion retur. Petardos. Nå, hun kendte selvfølgelig dem bedre, end de kendte hende, men derfor kunne de vel godt hilse, når hun nu gjorde. De skulle lige vide, hvad hun vidste om dem. Da hun drejede om ad Skovbakkevej, fik hun øje på en, som stod nede ad vejen og lænede sig op ad en lygtepæl. En stor dreng, så hun, da hun kom tættere på, ældre end hun selv, og han stod lige ud for Camillas hus, med foden sat op mod pælen. Hun skævede til ham, som hun bevægede sig fra postkasse til postkasse. Han havde ikke opdaget hende. Han var nok en af Camillas gothvenner, sorthåret, sortklædt og så hvid i ansigtet, at han måtte være sminket. Hvad mon han stod der for? Camilla boede der jo ikke længere.

37


Lola nåede helt hen til ham, før han drejede hovedet og kiggede på hende. Wau, han var pæn. En lok sort hår lå ned over hans pande, og han var vist bare bleg, ikke sminket. Hun smilede hurtigt til ham, mens hun lagde avisen i postkassen. “Ugeavisen,” forklarede hun. “Reklamer.” Hvorfor sagde hun nu det? Drengen blev ved med at se på hende. Blå øjne. Meget blå øjne. “Ved du godt, at Camilla er flyttet?” fortsatte Lola uvilkårligt. “Det er hende, du venter på, ikke?” Nu rynkede han brynene. “Jeg venter på en, som ved, hvor hun bor henne,” sagde han. “Gør du?” “Næh. Et eller andet opholdssted for ... piger. Ved Randers, tror jeg.” “Ja, så meget ved jeg også.” Han strakte benet, satte foden i jorden og rettede sig op. Høj, var han. Sorte, smalle skindbukser. “Kender du nogen, som har hendes adresse?” “Kan du ikke bare ringe til hende?” Lola famlede i lommen efter sin mobil. “Jeg har hendes nummer.” “Dur ikke. Har jeg prøvet.” “Nå. Men du får den ikke af hendes forældre. De er altså temmelig ...” “... wacky,” afbrød han hende. “Weirdos. Ja, det har jeg hørt.” Lola skar medvidende ansigt og fortsatte: “Jeg tror, at Maja måske har adressen. Hvis nogen fra klassen kender den, så er det hende. Hun og Camilla var veninder, i al fald indtil ...” Indtil hun blev goth, ville hun sige. Men ikke lige til ham. Han var nu ikke udpræget goth. Han havde en enkelt piercing i øret, en ring, og vistnok lidt sort

38


makeup om øjnene, som var rettet mod hende. Himmelblå, lysende og ... hypnotiske? Nu rablede det for hende. “... ja, næsten indtil hun rejste,” sluttede hun spagt. “Maja. Hvor bor hun?” “Øehm, bag ved kirken, deroppe.” Lola slog ud med hånden. Han så stadig direkte på hende, og selv om det var svært at lade være, flyttede hun ikke sit blik. “Bag ved skolen og bag ved sportspladsen. Jeg kan ikke hendes vej eller nummeret.” “Bag ved det hele,” sagde han så. “Den vej. Cool.” Han efterabede hendes bevægelse og antydningen af et smil strøg over hans ansigt. “Det finder jeg. Maja hvad?” “Hendes efternavn? Killeberg,” svarede Lola. “Jeg siger til hende i skolen i morgen, at du vil snakke med hende.” “No need,” sagde han og begyndte at gå. “Klarer det selv.” ‘Hvad skal du med Camilla?’ havde Lola lyst til at råbe efter ham, men hun greb bare avisvognen og fortsatte i samme retning som ham. Kort skindjakke, sej måde at gå på. Lækker, uuuh. Noget løb i hendes krop, sådan sødt. Hvor gammel mon han var? Hjerter knægt? poppede det op i hendes hoved. Åhr, det pjat, hun troede ikke på det. Ham her kendte hun jo heller ikke i forvejen. Så spar knægt, måske? Sort var han i al fald. Nej, nu var hun for fjollet. Hun faldt i staver foran den næste postkasse. Hendes blik fulgte drengen, mens han gik hen mod hjørnet. Sådan en som ham, så chulo, og vildt flot. Meget ældre end hende, sytten, mindst, og selvfølgelig ikke interesseret i én på tretten. Eller næsten fjorten. Lola tjekkede sit tøj. Helt unødvendigt, for hun havde det sædvanlige på: billige cowboybukser og forvasket T-shirt.

39


Kedeligt. Ufeminint og ... øhh ... usexet. Han kunne garanteret få fat i alle de piger, alle de sexede og tjekkede piger, han havde lyst til. Og Camilla, selvfølgelig, smukke Camilla, der var blevet goth og så anderledes og interessant ud. Drengen drejede om hjørnet og var væk, og Lola sukkede og stoppede avisen ind i brevsprækken. Hun havde længe tænkt på det, men nu skulle det altså være. At hun begyndte at gå mere op i sit udseende. J MARIA SÅ SELVFØLGELIG GODT, at Lola nikkede til dem, da hun gik forbi, og hun havde også helt styr på, hvem hun var. Meget mere styr, end Lola havde anelse om. Det var næsten fire måneder siden, hun var begyndt at holde øje med hende og hendes familie, og selv om hun holdt en pause efter det mislykkede forsøg med den yngste lillebror, så kendte hun mere til Lola, end Lola overhovedet ville bryde sig om. Hvis hun altså vidste det, og det gjorde hun ikke. Maria var effektiv. Diskret. Gangsta Gals havde gennemført tre succesfulde straffeekspeditioner siden dengang, og Maria havde haft nok at gøre med at ordne dem. De skulle være perfekte. Alle muligheder tages i betragtning, fejlfri. Ikke noget med at gentage den fiasko, som fyrværkeriballaden nede ved Body & Dance Center var endt med at blive. Med besøg af politiet og omtale i tv, pinligt. Dårlig standard, og selv om hun gav fucking Zee en del af skylden, så bebrejdede hun også sig selv. Hun burde have set det. Det var en plet på hendes omdømme, og det gjorde ingen forskel, at det kun var hende selv, som så det sådan. De andre

40


GG’er var helt enige om, at det var Zees fejl. De kendte hverken Marias ambitionsniveau eller hendes stolthed over, at hun i virkeligheden, i al hemmelighed, var så meget bedre end de fleste. Smartere, mere effektiv, mere intelligent. Dén viden var både hendes private våben og beskyttelse. Hendes usynlige skjold. De kunne ikke ramme hende, alle de, der så ned på hende og behandlede hende som andenrangs. Ja, tredjerangs, som et udskud. Hun havde kun hån tilovers for de fremmedfjendske, racisterne, selvfølgelig, men også de selvfede. Alle de lalleglade danskere, som tog deres overflodsliv så for givet, at de ikke engang satte pris på det. De opdagede det knap nok og var arrogante nok til ikke at beskæftige sig med det ubehagelige faktum, at deres overflod bestod i andres mangel. De nassede på den fattige del af verden. Her lå hendes opgave, og hun tog den på sig med al den lidenskab, hun kunne mønstre. GG’erne skabte hun som en støtte til de mere grove projekter, og oprindelig håbede hun, at de andre ville lære og efterhånden fungere som en slags spydspidser. Femte kolonne. Himalia, hendes selvvalgte søster, som hun elskede: jo, måske. Men ikke Clowny og Robba, de to hvide piger, tabere blandt deres egne. De havde bestemt også noget at gøre oprør mod, men Maria troede ikke længere på, at de alene kunne udrette noget. Uden hendes vejledning. De var for ubegavede, for blinde, desværre. Hun brugte dem til det, de magtede. GG-projekter som dem, de havde gennemført siden i vinter. Først og fremmest var der Zee. Maria havde planlagt at få ram på hende, lige siden hun svigtede dem i vinter efter al balladen med fyrværkeriet, og i flere uger skiftedes GG’erne til at overvåge både Zee og hendes forældre. Eller Camilla Riberskov, som hun hed i virkeligheden.

41


Zee skulle have al sin selvoptagethed tilbage i hovedet, men det helt rigtige projekt dukkede aldrig op. Hun var næsten mere sammen med nogle gothtyper inde i byen, end hun var hjemme, og med det, som de opdagede om hendes forældre, forstod de det sagtens. Syge i hovedet begge to. Ikke underligt, at Zee var, som hun nu var. Undervejs havde Maria desuden opdaget, at Zees far, den pæ-æne bankmand, havde en hemmelighed, han nok ikke brød sig om at få frem i lyset. Det fik han så. Hun brugte sin mobil og tog et vellignende foto af hr. Riberskov på vej ud fra den SM-massageklinik inde i midtbyen, hvor han jævnligt kom. Sådan et svin: Vidste han da ikke, hvilket helvede de prostituerede kvinder levede i? Maria var harmdirrende. Flere af kvinderne kom ligesom hun selv fra Afrika, og hun vidste udmærket, hvor tæt hun selv havde været på at ende sådan et sted. At være tvunget til at sælge sin krop for at overleve. Hvis ikke Mette og Lars havde taget hende til sig forrige år, kunne det meget let være gået hende sådan. Men de var gode mennesker, de respekterede hende, dem blev hun hos i stedet for at løbe hjemmefra. Dem og Himalia. Hun og de andre GG’er diskuterede længe, hvordan de bedst anvendte fotoet, og endte med som første udspil at lave et par kopier og sende dem i hver sin konvolut til far Riberskovs hjemmeadresse og til banken. Adresseret til ham selv: Det var ham, som skulle blive fucking ude af den, fordi hans hemmelighed nu var afsløret. De følgende uger holdt hun øje med ham, og ganske rigtigt: Hun så ham ikke længere gå ind på klinikken. Heldigt for ham: næste GG-skridt var at sende fotoet til hans kone og til en af de ansatte i banken. Det slap han så for.

42


Næste target var Robbas, og det klarede de uden det store besvær. En gammel kone havde nærmest overfaldet hende og råbt op om hendes udseende, især hendes hår, som for tiden var orange og strittende. Det syrede var, at konen selv havde lyslilla hår. En uge senere optrådte et vellignende foto af hende iført gnavent fjæs og lilla hår på ti plakater hængt op rundt om i kvarteret: ‘Fuck farvet hår!’ Ha! Og så var der Clownys naboer på Morsevej. Den ældste søn havde anskaffet sig en motorcykel, et rigtigt monster, og var fucking begejstret for det brøl, kværnen udstødte, når han gassede op. Hvad han helst gjorde om natten. Hvis ikke Clowny blev vækket af motorlarmen, blev hun det af sin elskede hund, som gøede ophidset og blev så ude af den, at hun næsten ikke kunne berolige den igen. Der måtte tre forsøg til, før idioten fattede budskabet. Sprinklervæske i benzintanken, og da den fik lås på: grundigt piftede dæk. Et postkort med informativ tekst, signeret ‘GG’. Sabotagen udført på tre forskellige adresser, langt væk fra Morsevej. Effektivt, GG-niveau. Maria var tilfreds. Hun kendte sin Gandhi. Civil ulydighed, ikke noget kriminelt. Hun sad i haven og lod blikket følge Lola med avisvognen. Lola var en hårdere nød at knække, men Maria havde ikke travlt. Jo vanskeligere det var, des mere tilfredsstillende, når hun fandt det rigtige projekt. Noget viste sig, og så gik hun i aktion. Lola skulle nok komme til at indse, hvor privilegeret et liv hun havde. Blive bevidst om sin tryghed og velstand. Smerte er en effektiv læremester. Det vidste hun af egen erfaring. J

43


DEN SENE SOL STOD SKRÅT ind gennem vinduet, ramte spejlet oven på kommoden og lavede en orangegul firkant på væggen overfor. Lola rynkede brynene. Hendes drøm, hun huskede pludselig drømmen om spillekortet inde på loftet. Spillekort? Sandsigersken, kom hun i tanker om. Det blanke kort, som hun sagde, var et spejl. Gad vide ... Inden for loftsdøren tøvede hun et øjeblik. Herinde var lyset også gulligt, solen kravlede gennem de snavsede tagvinduer, og dér, i hjørnet, ramte en usikker, orange solstråle en firkantet form under et tæppe, nøjagtig som hun havde drømt. Lola kantede sig forbi møbler og kasser, hev tæppet af og opdagede, uden at undre sig, et spejl. Et stort, firkantet spejl i en lettere ramponeret guldramme. Hun huskede det godt, fra da hun var lille, fra før Bwananda. Dengang stod det i mormors soveværelse. Tænk, at hun havde drømt om det. Spejlet var smukt og lige, hvad hun manglede, selv om det var tydeligt at se, at det var gammelt, med afskallede huller i det blanke sølvlag bag på glasset. Det var for tungt for hende, hun måtte have hjælp til at bære det ind på værelset, og far var ikke hjemme lige nu. Da det værste støv var fjernet fra den store glasflade, placerede hun sig foran og betragtede billedet af sig selv. Okay, hvordan så hun ud? T-shirt, cowboybukser, sneakers. Ansigtet med de planetbrogede øjne, som lige nu så grønne ud. Det kraftige hår. Hun var da pæn nok, var hun ikke? Hun smilede prøvende til sig selv og var okay tilfreds med det, hun så. Hendes bryster var klart mindre, end hun ønskede sig, men de voksede vel endnu, og bortset fra det var hun ikke alt for hysterisk barnlig at se på. Men tøjet var, dét duede ikke, det var kedeligt og ikke det mindste cool. Hun måtte skaffe sig noget nyt tøj.

44


Hun efterlod spejlbilledet og gik tilbage på værelset og satte sig til rette på sin briks, fuld af overvejelser. Hendes familie var sådan en praktisk familie, og de gik først og fremmest i praktisk tøj. Mor gjorde højlydt nar af ‘mode’ og skældte ud, når hun stødte på billeder af magre fotomodeller eller opstyltede måder at se ud på. Uregerligt krølhår og bukser med mange lommer var, hvad mor foretrak at gå med. Emil var begyndt at putte noget i sit hår, så det sad på en særlig måde. Han var elleve, og mor smådrillede ham med det. Hm. Hvad ville hun selv? Solen forsvandt fra værelset, mens Lola sad med roterende tanker. J MS FORTUNA STUDEREDE de økonomiske kalkuler på skærmen foran sig. Teknik, arbejdsløn, udstyr, escort, beklædning, styling, kørsel og så videre. Anslåede samlede udgifter, som interesserede hende mindre end kalkulen for indtægterne. Imponerende fortjeneste. Forbløffende, hvis den var rigtig, og det var den sandsynligvis. Mmogul tog ikke fejl, han vidste, hvad han gjorde. Ellers var han ikke nået så langt, som han var. Projektet var i øvrigt også en økonomisk risiko for ham, og det var altid betryggende at være i samme båd. Ms Fortuna klikkede på billederne af de udvalgte testpiger, mens hendes tanker fortsat var ved økonomien. Fælles – minimal – risiko for tab, fælles chance for forrygende gevinst. Millioner, indtægter uden ende. Nok værd at løbe en smule risiko for. Hendes talrige foretagender ville blomstre, worldwide. Pigerne var velvalgte, så hun. Kønne på den intetsigende

45


måde, som utallige teenagere var kønne. Glimrende som de lærreder, hendes folk nu skulle male videre på. Hun rystede let på hovedet, al den naivitet. Men the youngsters blev overjoyed. Selvfølgelig gjorde de det. Hvem blev ikke henrykt over at se godt ud?

46

2013 lola og spejlene samlet preview  

'LOLA & SPEJLENE' er 3. bog i serien 'Lola midt i verden' - spændende bøger til begavede læsere mellem 11-14 år. Lola møder en mystisk dreng...

Advertisement