Page 1


2


Jan Kjaer

MenneskejĂŚgeren Bog 1: Et hjerte af sten?


MENNESKEJÆGEREN Bd 1: ET HJERTE AF STEN? Tekst og illustrationer © Jan Kjær 2.udgave, e-bog www.jankjaer.dk


Indhold

1. Bjørnen i tågen 7 2. Den sidste almindelige dag 15 3. Stenkæbe 22 4. Grevens mand 30 5. Kaldet 40 6. Alene 48 7. Læremesteren 52 8. Veiko Vincente 62 9. Jægeren og byttet 72 10. Et hjerte af sten 83 11. Menneskejæger 101 Baggrundsviden Jagtstaven 112 Pusterør 114 Skitser 116


6


K apitel 1

Bjørnen i tågen

”Isak havde aldrig nogensinde før været så træt. I over en uge havde de fulgt sporene efter bjørnen uden at se et glimt af den. Og nu slæbte han sig udmattet igennem det stenede bakkelandskab. ”Vi indhenter den i dag. Jeg kan mærke det!” sagde Brunor og gav Isak et opmuntrende klap på ryggen. ”Efter sporenes størrelse at dømme er det den største bjørn, vi nogensinde har jaget. Den er sikkert dobbelt så høj som et menneske, når den står på bagbenene.” Brunor var Isaks læremester. De to havde tit været på jagt sammen, men aldrig på en, der var så hård og udmattende som den her. Og Isak havde aldrig før set Brunor så besat af at fange et bytte som med denne usynlige kæmpe-bjørn. Det var svært at holde humøret oppe. Isak var blevet ligeglad med bjørnen. Han kunne simpelthen ikke mere. Uden at sige noget til sin læremester besluttede han, at dette skulle være hans sidste dag på jagten.

7


Om natten, da Isak skulle holde vagt, sneg han sig væk. Brunor lå og sov og opdagede det ikke. Isak kunne godt have brugt søvnen. Han var nærmest halvdød af udmattelse, men han ville gerne være et godt stykke væk fra lejren, når Brunor vågnede.

I den kølige natteluft blev landskabet dækket af en tæt tåge. Isak kunne ikke bevæge sig særlig hurtigt, for tågen gjorde det svært at finde vej. Men da han nåede til en granskov, de havde gået igennem tidligere, vidste han, at han var på rette vej. Hjemad. Så hørte han et brøl. Mellem træerne foran ham dukkede omridset op af den største bjørn, han nogensinde havde set. Isak stoppede brat. Hvordan kunne bjørnen være her? Den skulle jo være i den modsatte retning. Han sank langsomt ned på knæ og håbede, at tågen og de store sten omkring ham ville hjælpe med at skjule ham ... Men nej!

8


Bjørnen havde set ham, og den satte straks i bevægelse. Isak kunne knap bevæge sig af træthed, og da han prøvede at flygte fra sit skjul, gled han på de glatte sten. Bjørnen var over ham med det samme. Den brølede arrigt og svingede sin enorme pote. Isak blev slynget gennem luften og landede brutalt mellem sten og mos et stykke derfra. Smerten var lammende, og alt omkring ham blev sløret. Rystende førte han en hånd over sine ribben og mærkede noget varmt. Det var blod. Bjørnen kom nærmede. Isak prøvede at rejse sig, men det sortnede for hans øjne. Det sidste, han så, før han mistede bevidstheden, var bjørnen, der hævede sin enorme pote med de lange, skarpe kløer.

9


I samme sekund sprang Brunor frem fra sit skjul, og med sit spyd afbødede han bjørnens dræbende slag. Han landede ved siden af den besvimede dreng, men før han fik fodfæste, snappede bjørnen ud efter ham. Dens store kæber låste sig fast om hans venstre arm. Brunor skreg af smerte, og bjørnen gjorde klar til endnu et slag. Den rejste sig på bagbenene, men blottede derved sin mave.

Brunor bed smerten i sig og koncentrerede sig om sin højre arm, hvor han holdt spyddet. Han stødte det med al sin kraft op gennem den øverste del af bjørnens mave og videre op under brystkassen. Bjørnen væltede brølende om på ryggen. Den landede tungt på stenene og rullede om på siden for at rejse sig, men forgæves. Den blev ved med at prøve at komme op, mens den skiftevis knurrede af vrede og peb af smerte. Til sidst gav den helt op og sank livløs til jorden.

10


Brunor lænede sig udmattet op ad en sten, mens han holdt om sin sårede arm. Han havde mistet meget blod, og han havde ikke længere kræfter til at holde sig oprejst. Han lukkede øjnene og lod sig langsomt glide ned på jorden ved siden af sin lærling ...” Der var fuldstændig stille i den store sal. Alle børnene sad med store øjne og stirrede på fortælleren. ”Hvad skete der så?” råbte Elvira utålmodigt. Den gamle mand svarede ikke med det samme. Selv de store drenge, der sad et stykke derfra, holdt inde med deres sludren og ventede på slutningen, selvom de havde hørt historien før. Den gamle smilede drillende og tog en dyb indånding. Jo, nu skal I høre ...


”Kort efter kom Isak til bevidsthed igen og fik forbundet Brunor, så han ikke forblødte. De opholdt sig i vildmarken i flere dage, indtil de havde styrke nok til at gå tilbage.” ”Wow,” udbrød børnene. Så rejste den gamle mand sig og pegede på det store bjørneskind, der var spændt op på væggen. ”I kan se flængen i skindet, hvor spyddet gik ind,” råbte han. ”Selvom historien fortæller om Brunors mod og styrke, så er det ikke pointen med historien ...” Børnene tav og kiggede skræmt på den gamle. Han vendte sig mod de ældre drenge. ”Luka, fortæl os, hvad vi kan lære af denne historie.” Luka rettede sig op og stammede: A-at en lærling aldrig bør forlade sin læremester.


”Rigtigt,” svarede den gamle tilfreds. ”Brunor mistede sin arm på grund af lærlingens dumhed, men han reddede Isaks liv. Og Isak har aldrig siden veget fra sin læremesters side.” Børnene nikkede. Elvira havde været så opslugt, at hun havde glemt sin forkølelse, og hun mærkede ikke de to gule spor af snot på overlæben. Nu sad hun spændt og ventede på afslutningen. Den gamle blødte stemningen op med et smil.

Der er meget, man skal vide, når man er i lære som jæger.

Han nikkede over mod den lille gruppe af drenge. Og i morgen aften er det de store drenges tur, når vi afholder kaldet, og de får tildelt deres lærepladser.

Luka og de andre drenge rettede sig op og prøvede at se voksne ud.

13


Elvira lyste op i et smil og pegede på Luka.

Det er min storebror! råbte hun stolt og tørrede snottet af mod håndryggen. Alle brød ud i latter, og Luka rødmede, mens han forbandede den lille snothvalp, der sad og pegede på ham. Hans ven Kif klappede ham grinende på skulderen. Ja, bare jeg havde sådan en storebror.

Luka rejste sig arrigt og gik hen og hentede Elvira. ”Så går vi!” kommanderede han. Han hadede at passe hende. Hun opførte sig altid så pinligt.


K apitel 2

Den sidste almindelige dag

Luka lå og lyttede til lydene af landsbyen, der vågnede. Flere af jægerne var allerede taget af sted på dagens jagt. Foran ham ventede endnu en dag som alle andre: Han skulle ned og arbejde som køkkendreng på slottet. Det ville blive atter en dag med at snitte løg, skrælle kartofler og servere for de fine folk på slottet. Alligevel var det en ganske særlig dag. Det var nemlig den sidste af sin slags. Om aftenen skulle han til kaldet og finde ud af, hvad han skulle i lære som. Hans forældre havde stillet morgenmaden frem. Elvira var i fuld gang med at skovle grød ind og hilste slet ikke på ham. Hunden Kian lå i sin kurv og fulgte med i det hele. Den logrede med halen, da den så Luka, men var for doven til at rejse sig. ”Det bliver spændende i aften,” sagde Lukas far. ”Jeg håber virkelig, at du bliver fuglejæger, for jeg kunne godt bruge lidt hjælp.”

15


”Ja, det ville være så hyggeligt, hvis I kunne jage sammen,” tilføjede hans mor. Lukas far var fuglejæger og elskede det. Men Luka nænnede ikke at fortælle ham, at fuglejagt nok ikke var noget for ham. Kongens by, Nordstad, lå ved kysten. Det gik ned ad bakke det meste af vejen. Skovby (Lukas landsby) Luka gik og tænkte på det, der skulle ske om afteNordstad nen. Shamanen, der var landsbyens leder, havde en overmenneskelig evne til at kigge lige ind i folks hjerter og se, hvilket talent de havde. Det var ham, der stod for kaldet og udpegede de forskellige lærlinge. Luka brød sig egentlig ikke om tanken om, at nogen skulle se lige ind i ham. Han blev revet ud af sine tanker, da han fik en lerklump i nakken. ”Vågn op, Luka!” Bag ham stod hans gode ven Kif og grinede. ”Du kan ikke gå og sove, når du skal servere for kongen.”

16


Kif vendte endnu en lerklump mellem fingrene. ”Jeg er nok mere vågen end dig,” svarede Luka og samlede hurtigt en lille sten op. Den ramte Kif i panden med et smæld.

AV! ”Din idiot. Det var en sten,” skreg Kif og tog sig til hovedet. ”Selvfølgelig,” grinede Luka. ”Alle ved jo, at du er ret så tykpandet. Du kommer nok i lære som elefant.” ”Og hva’ med dig,” skreg Kif og løb efter Luka. Du er så langsom, at du kommer i lære som skildpadde!

17


De to drenge løb grinende videre, mens de prøvede at puffe hinanden væk fra stien. Lidt efter satte de farten ned og gik forpustede ved siden af hinanden. ”Jeg håber virkelig, jeg kommer i lære som pelsjæger,” sagde Kif. ”Hvor ville det være sejt at slås mod ulve og bjørne ligesom Brunor. Hvad med dig, Luka? Har du fundet ud af, hvad du gerne vil?” De havde talt om det tusindvis af gange, men Luka var stadig i tvivl. ”Jeg ved det ikke,” svarede han. ”Der er jo ikke så meget, man kan gøre alligevel. Det er shamanen, der bestemmer.” ”Tja,” sagde Kif. Men han kan jo se de evner, du ikke engang selv ved, du har.

Det var sandt. Det var før sket, at en dreng ikke fik den læreplads, han ønskede sig. Så blev hans familie sure og brokkede sig. Men det viste sig altid, at shamanen havde set

18


Jægere i Skovby rigtigt. Inden længe begyndte den ellers så Skovby er en rigtig jægerby. utilfredse lærling at De unge drenge i byen bliver tildelt lærepladser som jægere, når de er fyldt 14 år. udvise talent inden for Der er fem forskellige jægertyper i Skovby: sit nye fag. ”Men du får Pelsjæger Jager dyr, hvis pels kan bruges til tøj, som f.eks. garanteret lov til at ulve, bjørne, ræve, mink osv. bestemme selv,” sagde Småvildtsjæger Jager kaniner, ræve, harer, dådyr osv. Kif med et listigt smil Storvildtsjæger og puffede til Luka. Jager dyr som elge, vildsvin og bjørne. Luka vidste godt, Fisker Fanger fisk i floder og søer: Ål, laks og ørred. hvad han hentydede til. I havet: Brisling, torsk og tun. Shamanen var nemlig Fuglejæger Lukas bedstefar. Fanger fugle som fasaner, vagtler, ænder osv. Af og til ørne og falke, hvis fjer bruges som pynt. ”Det må være fedt at være i familie med shamanen,” sagde Kif. ”Og især nu, hvor vi skal have lærepladser.” Luka sukkede. Sådan fungerede det bare ikke. Det var overhovedet ikke fedt, at ens bedstefar var shaman. For i det øjeblik, han fik den titel, holdt han op med at høre til en bestemt familie og blev i stedet hele landsbyens ”far”. Som det var nu, følte Luka bare, at han havde mistet sin bedstefar.

19


Den store, flotte by var omringet af en mur, og rundt om bymuren løb en stor flod. De to drenge løb over broen og fortsatte ind gennem vestporten. Der var travlhed i byen. Det myldrede med handlende med kurve fyldt med frugter og grøntsager. Folk skubbede vogne med brænde, nyflettet reb eller dyrepelse. Overalt var der boder, butikker, skilte og højtråbende sælgere, der ville minde alle forbipasserende om, at de absolut ikke kunne leve uden netop deres varer. Der var skumle matroser fra handelsskibene og fine folk, der blot var på indkøbstur til Nordstads marked, hvor man kunne købe alt, hvad hjertet begærede. Hvis man altså havde penge nok. Og det var der en del, der havde. Alle disse penge tiltrak masser af tyve, så byens fængsel var også godt besøgt.

20


Både Luka og Kif vidste, at de ville komme til at savne deres daglige ture til byen. ”Hey, nu da det er vores sidste dag, skal vi så ikke gå forbi fængslet?” spurgte Kif. Luka tøvede. Deres forældre havde forbudt dem at gå forbi fængslet og tale med fangerne, men nu ville det jo være sidste gang. ”Okay!” svarede han. Lad os få en sidste historie fra gode gamle Stenkæbe.

21


K apitel 3

Stenkæbe

Stenkæbe havde levet et vildt liv og kunne altid fortælle spændende historier fra sin tid i kongens hær. Han havde beskyttet kongen og landet og kæmpet mod alle mulige forskellige fjender. Så meget og så længe, at han til sidst slet ikke kunne holde op. Han begyndte at slås med folk, selv når han ikke var i krig. Til sidst blev han smidt ud af hæren, men han fortsatte på samme måde som civil. Inden længe endte han i fængsel efter at have slået to mænd ihjel uden grund. ”Hey, Stenkæbe, er du der?” råbte Kif. De lå begge på knæ og lyttede efter svar. Cellerne, som fangerne sad i, lå under jordhøjde, så tremmevinduerne sad lige under gadeniveau. Der var gravet render ned til vinduerne, så der kunne komme Tremmevindue frisk luft ned i cellerne. På grund

22


af denne særlige konstruktion og de tykke fængselsmure kunne man ikke se ind i cellen. Derfor havde Luka og Kif aldrig set Stenkæbe. Hvor skulle jeg ellers være, små lusepustere? Til fest på kongens slot?

Luka og Kif grinede. Stenkæbe talte altid sådan til dem. ”Hvad går sådan et par drengerøve og laver? Har I ikke et arbejde, I skal passe?” lød den grove stemme nede fra cellen. ”Selvfølgelig. Vi er på vej til kongens køkken for at hjælpe til,” svarede Kif. ”Hjælper I stadig til i køkkenet? Sådan et par tøser. Hvad skal I så bagefter, hjem og strikke?” spurgte Stenkæbe hånligt. ”Næh. Og desuden er det vores sidste dag i køkkenet,” svarede Luka. ”Nå, det var bedre,” brummede Stenkæbe. ”Så skulle I melde jer i hæren. De skulle nok få sat lidt skik på sådan et par skidesprællere.”

23


Luka og Kif grinede lydløst til hinanden. Stenkæbe var sjov at snakke med, men de var glade for, at der var en tyk mur imellem ham og dem. ”Hvad sker der ellers på slottet?” spurgte Stenkæbe. Luka og Kif begyndte at fortælle historier fra livet på slottet. Stenkæbe havde ikke været uden for fængslet i årevis, så han længtes efter sit gamle liv på slottet i kongens hær. ”Bliver der passet ordentligt på kongen?” spurgte han altid. De to drenge beskrev, hvordan vagterne på slottet passede deres job. Hvis de nævnte en af vagterne ved navn, råbte Stenkæbe: Hvad!? Har de sat gamle Tønde-ben til at stå for vagtskiftet? Det kan da kun gå galt. Den mand kan jo ikke kende en vagtplan fra en indkøbsseddel. Ak nej. Det var aldrig gået i min tid!

24


”Fortæl os en historie,” bad Luka så. De elskede begge to Stenkæbes gamle soldaterhistorier. ”Okay,” svarede Stenkæbe og rømmede sig. Drengene ventede spændt og stak hovederne helt ned i renden til vinduet, så de ikke gik glip af et eneste ord.

”En gang for længe siden var der ufred inde i landet. To byer var i krig mod hinanden. Kongen besluttede sig at drage af sted for at skabe fred. Han tog sine bedste soldater med, og dem var jeg iblandt. Den første nat slog vi lejr i vildmarken. Vi tændte bål og tilberedte vores mad. Kongen fik skænket pærerom til alle og skålede for fred for landet. Snart var der en god stemning omkring bålet. Men pludselig blev vi overfaldet af en bande af rakuner. Kæmpemonstre med arme som gorillaer. Selvom vi havde sværd og spyd, var de for stærke. Vi begyndte at frygte for kongens liv.

25


Men så bemærkede jeg, at hver gang en rakun kom tæt på bålet, blev den bange og trak sig væk. Så jeg fik en idé. Jeg begyndte at kaste pærerom efter rakunerne. Først troede mine kammerater, at jeg var blevet skør, men de forstod snart, hvad det gik ud på. Og straks efter begyndte de alle sammen at kaste fakler og brændende kviste efter rakunerne. Deres pels, der var gennemvædet af pærerommen, stak i flammer, og rakunerne skreg i panik og stak af.

De kunne sagtens have slukket ilden og vundet kampen, men deres frygt for ild fik dem til at flygte. Så husk det, drenge: I en kamp gælder det ikke altid om at være stærkest, men om at udnytte fjendens svagheder. Det lykkedes kongen at skabe fred mellem de to byer, men det er jo en helt anden historie.”

26


”Wow! Fedt!” jublede drengene i kor. ”Vi kommer til at savne dine historier,” sagde Luka. Det er ærgerligt, at det er vores sidste dag på slottet.

”Det skal I ikke være kede af. Det er også min sidste dag,” sagde Stenkæbe pludselig med flad stemme. ”Hvad?” sagde Luka. Slipper de dig fri?

Stenkæbe svarede ikke med det samme.

27


”På en måde,” sagde han så. ”I morgen skal jeg hænges!”

HÆNGES?

De to drenge stirrede forbløffet på hinanden. De troede ikke deres egne ører. ”Det er da ikke sandt, Stenkæbe!” råbte Luka. ”Du har kæmpet for kongen og beskyttet ham. Det må da betyde noget!” ”Ikke herinde,” svarede Stenkæbe. ”Kongen har glemt mig. Og herinde ser de ikke på det gode, man har gjort. Kun på det dårlige.” Luka og Kif var målløse. ”Jamen der må da være noget, man kan gøre …” sagde Luka. ”Glem det, drenge. I er for unge til at forstå det. Jeg får, hvad jeg har fortjent,” sagde Stenkæbe modigt. ”Men tak for jeres venskab. Det har været godt selskab. Bare lov mig, at I ikke ender som mig.”

28


Luka var oprørt. Efter alt, hvad Stenkæbe havde gjort for kongen og landet, så fortjente han en chance til. Luka havde lyst til at gå op til kongen og ruske i ham og kræve Stenkæbe benådet. ”Farvel, drenge,” sagde Stenkæbe. De kunne høre ham rejse sig og bevæge sig tilbage i cellen. Væk fra vinduet. De anede ikke, hvad de skulle sige. Til sidst rejste Luka sig langsomt op. ”Farvel, Stenkæbe,” sagde han og tilføjede: Jeg ved, du er et godt menneske.

Luka og Kif var tavse resten af vejen hen mod slottet. Det var ikke lige den historie, de havde regnet med at høre.

29


K apitel 4

Grevens mand

Kongens slot lå midt i byen og var omgivet af en tyk mur. Drengene blev lukket ind ad porten til slotsgården og fandt hurtigt vej til køkkenet. Den buttede overtjener, Philip, var den første, der så dem. ”I kommer for sent. FOR SENT! Bare fordi det er jeres sidste dag, skal I ikke tro, der gælder andre regler. Se at få jeres uniformer på!” råbte han. Luka og Kif gik duknakket hen til knagerne. Mens de tog deres uniformer på, kom den evigt muntre køkkenmutter hen og hviskede til dem: ”Tag jer ikke af Philip. Han er bare sur, fordi han ligner en majsbolle, der har hævet for længe.” Hun blinkede til dem, og de fnes alle tre, mens de kiggede på overtjeneren, der stod og skulede efter dem. ”Men dog, Kif. Du ser så syg ud!” sagde Philip med påtaget bekymring i stemmen. Han begyndte at gå over mod de to drenge. ”Er du sikker på, at du har det helt godt?” ”Hvad mener du?” spurgte Kif mistroisk, og begge

30


drenge trådte automatisk et par skridt tilbage. Pludselig jog Philip hånden ind i en bunke mel på bagebordet og kastede en håndfuld i hovedet på Kif. ”Du ser bare så syg ud!” skreg Philip og knækkede sammen af grin. Du er jo bleg som et spøgelse.

Alle i køkkenet grinede, men køkkenmutter havde fået nok. ”Så, Philip! Tag du hellere og pas dit arbejde,” sagde hun bestemt. ”Vi skal nok få ham,” hviskede Luka til Kif, mens han børstede melet af.

31


”Der skal skæres løg og skrælles kartofler. Grev Dimir fra Midborg er på besøg, og I skal servere for ham og hans folk,” fortalte køkkenmutter, før hun selv gik i gang med at pille bladene af en stor bunke rosmarin. Luka og Kif trak som sædvanlig lod om, hvem der skulle skære løgene. Luka tabte. To minutter efter stod han og stortudede over løgene. Køkkenmutter stak ham en albue i siden.

Du skal ikke være så ked af det, Luka ... ”Du kan jo altid komme og besøge os,” klukkede hun, og hele køkkenet skreg af grin. Da Luka var færdig, trængte han til at komme ud af køkkenet. Han gik ud til brønden i gården for at vaske sine øjne. Det støvregnede, og Luka nød at komme ud i den friske luft. Da han dyppede hænderne i det kolde vand, hørte han en kvækken ved sine fødder. Der sad en kæmpestor frø i

32


græsset ved siden af brønden. Da han så den, fik han en idé. Han fangede frøen, stak den i lommen og gik tilbage til køkkenet. Så var maden færdig. Fire store lammekøller med rosmarin og hvidløg. Et bjerg af ovnbagte kartofler, ryste-ribs og friske mynteblade.

Se at komme i gang, I døgenigte ... ”Maden hopper jo ikke op på fadene af sig selv, vel!” råbte Philip. Kongens og grevens tallerkener blev anrettet på flotte sølvfade, der blev dækket med udsmykkede låg. Luka stillede sig helt tæt op ad Kif. ”Lav noget postyr, Kif,” hviskede han.

33


”Hvorfor?” spurgte Kif. ”Gør det nu bare. Du skal nok få at se!” hviskede Luka. Kif gik over i et hjørne af køkkenet og snublede ind i et bjerg af gryder, der larmende styrtede sammen. ”DIN KLOVN! Du vover på at være så klodset, når du serverer for grev Dimir,” råbte Philip og løftede sit fad op på skulderen og begyndte at gå. ”Hvad så?” spurgte Kif nysgerrigt, da han kom hen til Luka igen. ”Bare vent!” grinede Luka. I dag kommer Philip til at servere en ret, der hopper op på tallerkenen af sig selv.

Philip og de to drenge gled lydløst ind i rummet, hvor mødet blev holdt. Kongen og den stenrige greve fra Midborg sad ved midten af det hesteskoformede bord med gæster ned langs begge sider. Ved siden af greven sad en lille, mørkhudet mand. Han var beskidt og rynket. Hans lange, fedtede hår hang ned i ansigtet, og bag håret kunne man skimte et par stikkende, små øjne over en lang, spids næse.

34


Han er menneskejæger, hviskede Kif til Luka. ”De kalder ham Kannibalen.” ”Hvor er han ulækker.” Luka gøs. Den lille mand gav ham myrekryb. Philip og Kif gik op for at servere for kongen og greven, mens Luka skulle gå rundt og hælde vin og øl op til resten af gæsterne. Philip satte højtideligt fadet på bordet foran kongen. ”Deres Kongelige Højhed ...” begyndte han og bukkede overdrevent.

35


Pludselig følte Luka det, som om en kold hånd greb fat om hans hjerte og fik det til at fryse til is. Han vendte sig forskrækket om og opdagede, at menneskejægeren stirrede på ham fra den anden ende af rummet. Et ækelt, gennemborende blik, der fik Luka til at føle sig helt nøgen. Den ulækre skabning fastholdt hans blik, og i et ondskabsfuldt smil afslørede han en mund fuld af spidse tænder.

Det løb koldt ned ad ryggen på Luka. Efter et par sekunder fik han løsrevet sig fra menneskejægerens blik og kiggede forvirret rundt i rummet. Ingen virkede, som om der var sket noget unaturligt. ”Tillad os at servere Deres livret,” sagde Philip og løftede låget på sit fad. I det samme sprang frøen ud på bordet. Kongen kastede sig forskrækket tilbage i sin stol. Philip væltede nærmest ind over bordet og prøvede at fange frøen, der sprang rundt for at beholde sin nyfundne frihed.

36


Overtjeneren forfulgte frøen og væltede både ølkrus og vinglas i sin jagt. Han prøvede at opretholde sin elegante facade, mens frøen med lethed undveg ham i søerne af øl og vin.

Til sidst trak kannibalen en lang kniv. Han kastede den lynhurtigt og gennemborede frøen. Philip skreg som en kvinde, og alle mændene i rummet brød ud i latter. Kannibalen rakte både kniv og frø til Philip. ”Undskyld, frøken, men det er vist Deres langbenede ven!” sagde han spøgefuldt. Selv kongen kunne ikke lade være at grine. Ildrød i hovedet tog Philip imod kniven. Han bukkede kluntet og trak sig baglæns ud af rummet, omgivet af latterbrøl.

37


Tilbage i køkkenet eksploderede Philip. ”Skændsel. Vanære! Aldrig, ALDRIG nogensinde har jeg oplevet noget lignende. Ingen respekt har I ...” Stokkeslag. STOKKESLAG er det eneste, der hjælper her. I skal have respekten banket ind i jer.

”Slap lige af,” afbrød køkkenmutter. ”Du ved jo ikke, om det var drengene, der havde lagt en frø i fadet.” ”Ja, det var sandelig ikke mig!” skreg Philip ildrød i hovedet. ”I må vist hellere smutte nu,” hviskede køkkenmutter til drengene. Det skulle de ikke have at vide to gange. De smed deres uniformer og piskede ud ad døren.

38


”Ha! Den fede prop fik, hvad han havde godt af,” grinede Kif, da de var kommet uden for slottet. Han klappede Luka på skuldrene. Men Luka svarede ikke. Hans tanker var et helt andet sted. Han havde været i godt humør om morgenen og glædet sig til, at det skulle blive aften. Men det havde været en forfærdelig dag. Først det med Stenkæbe og så den modbydelige menneskejæger. Og et eller andet sagde ham, at det værste ikke var overstået endnu.

39


K apitel 5

Kaldet

Endelig blev det aften. I det flakkende skær fra faklerne begyndte folk at samles uden for ceremoni-hallen, hvor kaldet skulle afholdes. De unge drenge var ved at springe i luften af spænding, men forholdt sig i ro på grund af den højtidelige stemning. Indenfor i den store sal satte familierne sig på gulvet langs væggene, der var dekoreret med jagt-trofæer: dyrekranier, horn, gevirer, ulve- og bjørneskind. Oppe under loftet var der trukket snore med fjer fra ørne og falke blandet med tænder og kløer fra de farligste rovdyr. Alle børnene elskede den sal, for hvert trofæ havde en historie knyttet til sig. Og nogle gange kunne de få shamanen til at fortælle historier om de tapre jægeres bedrifter. Men i dag skulle der ikke fortælles historier, og luften var tyk af spænding. Alle drengene håbede på, at shamanen ville se de evner i dem, som de gerne ville have. Endelig kom shamanen ud fra sit kammer bagest i lokalet.

40


Han var klædt i sin specielle ceremoni-dragt. Med et ulveskind over hovedet og kæmpestore horn. Ørnefjer hang i store vifter ned langs hans nakke og ryg. Han var malet i ansigtet, så Luka knap kunne genkende sin bedstefar. Shamanen trådte ind i midten af salen og løftede armene. I aften træder byens ældste drenge ind i de voksnes rækker. Kaldet fortæller dem, hvilken af vore stolte jægergrupper de skal tilhøre. Lad alle de kommende lærlinge træde frem foran mig.

41


Luka, Kif og de andre drenge samledes i en lille gruppe foran shamanen. ”Kif af familien Bjørnsbane, rejs dig!” beordrede shamanen. Kif rejste sig, synligt nervøs. Han stod et par armslængder fra shamanen, som rakte sin hånd frem. Der blev dødsensstille i salen. Man kunne høre Kifs nervøse åndedræt. Med hånden pegende direkte mod Kifs hjerte fortsatte shamanen:

Unge mand og kommende jæger, vis os, hvad du gemmer i dit hjerte!

Med en hurtig bevægelse trak shamanen hånden til sig, og selvom Kif stod et par meter væk, gav det et ryk i ham. Kif kiggede på sit eget bryst, som om han regnede med at se sit hjerte revet ud. ”Kif Bjørnsbane, du gemmer en pelsjæger i dit hjerte,” forkyndte shamanen.

42


Kif sank sammen af lettelse og glæde. Hans familie jublede, og resten af salen klappede. Kif skyndte sig over til sin familie, hvor hans far tog imod ham. ”Men husk, drenge, I er først optaget som lærlinge, når I har nedlagt jeres første bytte og modtaget gruppens jægermærke,” fortsatte shamanen. Først da kan I kalde jer jægere af Skovby.

Shamanen kaldte den næste dreng op. Toke af familien Storm. Det hele gentog sig. Toke blev fisker til familliens store glæde. På denne måde blev gruppen af drenge på gulvet mindre og mindre, indtil kun Luka var tilbage. ”Luka af familien Ravn,” kaldte shamanen, selvom der ikke var andre. Luka rejste sig nervøst. Nu var øjeblikket kommet.

43


Shamanen rakte hånden ud. Luka klemte øjnene i. ”Unge mand og kommende jæger, vis os, hvad du gemmer i dit hjerte,” hørte Luka i mørket. Pludselig mærkede han en hånd omkring hjertet. Ikke en iskold hånd som på slottet tidligere på dagen, men en varm hånd. Og igen følte han sig helt afklædt. Det gav et ryk i ham, og han åbnede øjnene. Med det samme kunne Luka se, at der var noget galt. Shamanen så helt forkert ud i ansigtet. Ud af øjenkrogen kunne Luka skimte sine forældre, der ængsteligt så på.

Luka Ravn, du gemmer en menneskejæger i dit hjerte! Det gik et sus gennem forsamlingen. Menneskejæger! Luka blev helt mat indeni og faldt sammen på gulvet. ”Hvordan ...?” råbte hans far. ”Det må være en fejl!” Ingen andre i Skovby var menneskejægere. Shamanen måtte have set forkert.

44


Lukas mor kastede sig ud på gulvet og omfavnede ham. Hun havde tårer i øjnene og stirrede forvirret på shamanen. ”Min søn skal ikke være menneskejæger,” skreg hun. ”Hvad har du gjort ved ham?” Shamanen glødede af raseri. ”Jeg har ikke gjort noget ved ham. Menneskejægeren er i hans hjerte.” Der gik et suk gennem rummet. Luka kunne se, at alle troede på shamanen. Der var afsky i deres blikke. Selv hos Kif, der kiggede væk, da Luka prøvede at fange hans blik. Tænk, at de havde en så tarvelig person i deres midte, et væsen, der ville jage sine egne. Men Lukas mor gav ikke op.

Han er en god dreng.

Hun kiggede bedende fra ansigt til ansigt i den store sal.

45


Men folk slog blot blikket ned og rystede på hovedet. Flere rejste sig op og forlod salen. Ceremonien var forbi. De andre familier samledes for at feste, som det var tradition, men Lukas familie havde ikke noget at fejre. De gik tavse hjem. Inde i stuen sprang Kian dem i møde med logrende hale. Men han fangede hurtigt den nedtrykte stemning og krøb tilbage i sin kurv. ”Det er helt i orden, Luka. Vi skal nok ordne det her i morgen,” sagde hans far trøstende.

Vi skal ikke have nogen menneskejægere i vores familie. Luka havde ikke lyst til at snakke. Han gik bare direkte ind på sit værelse og på hovedet i seng. Han kunne ikke glemme, hvordan alle havde stirret på ham. Han følte sig allerede som grevens menneskejæger, ækel og beskidt. Faderens ord trøstede ikke, for shamanen tog aldrig fejl. Luka skulle være menneskejæger. Men hvordan kunne han have det i sig?

46


Luka kunne ikke sove. I morgen ville alle de andre drenge gå hen til deres nye læreplads. Og sammen med de jægere, der skulle oplære dem, ville de drage på jagt. Men hvor skulle Luka gå hen? Der var ingen menneskejægere i landsbyen. Ingen til at oplære ham. Luka kunne høre sine forældre hviske sammen inde i stuen. Han vidste, at de snakkede om ham. De var sikkert flove over ham. Og ligesom resten af byen ville de se på ham, som om han var spedalsk. Luka anede ikke, hvad han skulle gøre. Han kendte kun én person, der kunne give ham svaret. Da hans forældre var gået til ro, stod han op og listede ud af huset. Han sneg sig gennem byen, over til shamanens hus.

47


K apitel 6

Alene

Det varede lidt, før døren blev åbnet. ”Kom indenfor,” sagde shamanen, som om han havde ventet ham. Luka satte sig i en af de bløde stole i shamanens stue. Lukas bedstemor var død for mange år siden, så shamanen boede alene. ”Hvad kan jeg gøre for dig, Luka Ravn?” spurgte shamanen og satte sig i stolen overfor. ”Hvad skal jeg gøre, bedstefar? Du er den eneste, der kan hjælpe mig!” sagde Luka desperat. ”Kære Luka,” begyndte shamanen med sit myndige tonefald. ”Du ved, jeg ikke kan hjælpe dig som bedstefar. Jeg er shaman, også for dig!” Luka kiggede skuffet ned i gulvet. ”Ja, jeg ved det.” ”Jeg blev noget overrasket over at se menneskejægeren i dit hjerte,” fortsatte shamanen. ”Det er mange år siden, der sidst har været en menneskejæger i landsbyen.”

48


”Der har altså været menneskejægere før mig,” udbrød Luka. ”Ja da,” svarede shamanen. ”Men som du kan se, er menneskejægere ikke populære ...”

De, der har været menneskejægere, har alle måttet forlade byen, og kun få er vendt tilbage. Men det er mange år siden sidst.

”Jamen, shaman, jeg vil ikke jage andre mennesker. Jeg vil ikke være beskidt og ækel og have spidse tænder.” ”Hvad siger du? Hvem har sagt, du skal have spidse tænder?” ”Jeg så en menneskejæger på slottet i dag. Han var ækel. Jeg vil ikke være ligesom ham,” forklarede Luka.

49


”Der findes mange typer menneskejægere, Luka. Det er op til dig at vælge, hvordan du vil bruge dine evner. Folk tror, at menneskejægere er onde kannibaler, der spiser deres fanger. Men en menneskejæger kan også være hjælpsom og finde forsvunde børn eller folk, der er faret vild. Det er op til dig at finde ud af, hvad du vil, når du altså er udlært. Indtil da må du gøre, som din mester fortæller dig.” Det vigtigste er, at du bliver en god jæger og gør vores by stolt.

Ja! ”Jeg lover at gøre mig umage for at blive en god jæger. Men hvordan finder jeg en læremester?” ”Tjaa,” svarede shamanen. ”Du må tage til Nordstad. Start med sheriffens kontor ved fængslet. Der holder ofte menneskejægere til der. På jagt efter dusører.” ”Men, shaman, hvordan kan det være, at jeg har evner som menneskejæger?” prøvede Luka.

50


”Jeg kan ikke hjælpe dig mere. Jeg har givet dig de svar, en shaman kan. Resten må du finde ud af med din familie,” afsluttede shamanen. Luka vidste, at det var tid til at gå. Han rejste sig og takkede shamanen. Så forlod han huset. Han fandt hurtigt hjem, men det føltes ikke rigtigt at gå ind. Han følte sig ikke længere som en del af landsbyen. Shamanens ord havde sat sig fast i hans hoved: ”De, der har været menneskejægere, har alle måttet forlade byen.” Pludselig vidste Luka, hvad han ville. Han ville ikke bringe skam over sin familie ved at være i byen næste dag. Han ville ikke møde blikke fyldt med afsky. Men han ville blive den bedste jæger, Skovby nogensinde havde fostret. Han løftede hånden fra dørhåndtaget, vendte rundt og satte kursen mod Nordstad.

51


K apitel 7

Læremesteren

Himlen var flammende rød. Solen hang som en ildkugle i horisonten. Den kastede sine første varme stråler over Nordstad, da Luka gik ned ad stien mod byen. Det var et fantastisk syn. Badet i det orange lys så byen nærmest ud til at være i brand. Luka syntes, han kunne se røg bølge over hustagene, men han skød det fra sig som indbildning. Der var allerede folk i gaderne, men der var ikke den sædvanlige travlhed. Der var et eller andet galt. Luka overhørte en samtale mellem to mænd, der kom løbende forbi. Nogen har sprængt hul i fængselsmuren ... En af fangerne er flygtet.

52


En fangeflugt. Luka satte også farten op, og da han rundede hjørnet til fængslet, blev han lamslået over det syn, der mødte ham. Der var sprængt et kæmpestort hul i muren, fire celler fra Stenkæbes. Store sten og puds lå spredt ud over gaden. Et mylder af vagter var i færd med at sætte en afspærring op for at holde folk på afstand. Luka kunne ikke komme over til Stenkæbes celle og høre, om han var kommet til skade. Muren var sort af sod, og der stod stadig røg op fra bygningen. Vagtchefen kom ud af bygningen og rakte hænderne op for at få ro. Den lille forsamling foran fængslet blev stille. ”En dødsdømt fange ved navn Veiko Vincente er flygtet her til morgen,” råbte chefen. Han og hans medsammensvorne er stukket af i en hestevogn, mod havnen. Sheriffen og hans folk er allerede sat efter ham. Han har ikke noget stort forspring og vil snart blive fanget ... ”... men I kan alle hjælpe til. Kongen har udlovet en dusør på tusind guldstykker til den, der fanger forbryderen, død eller levende. Men husk, at Veiko Vincente er dødsensfarlig og ikke tøver med at tage liv.”

53


Nogle af tilhørerne piftede og klappede alligevel. Der var åbenbart lykkejægere iblandt dem. Vagtchefen vendte sig for at gå ind igen. Luka sneg sig rundt om afspærringen og løb hen og hev ham i ærmet. Vagtchefen så vredt på Luka. ”Jeg har ikke tid til møgunger nu! Se at komme om bag afspærringen igen,” spyttede han. ”Jeg vil gerne i lære som menneskejæger,” sagde Luka. ”Kan jeg ikke komme med på denne jagt?” ”Skrid, knægt!” råbte chefen og langede ud efter Luka. ”Det er ikke for børn, det her.” Så forsvandt han ind på sit kontor. Luka blev stående på pladsen og blev hurtigt gennet tilbage uden for afspæringen. ”Nå, så du vil være menneskejæger,” sagde en mand med et grin. Hans ansigt var fyldt med bumser. ”Sådan et skravl som dig ...” Tror du ikke hellere, at du skulle starte med at jage børn eller småfolk?

54


”Ha ha!” Hans kammerat, der havde munden fuld af skæve tænder, skraldgrinede. ”Ja, man skal ikke være nogen stor menneskekender for at se, at der ikke er meget menneskejæger i dig.” Luka vendte sig for at gå, da han hørte en dyb stemme bag sig. ”Jeg skal bruge en assistent. Hvis du er frisk, så er det nu!” Bumsefjæs og skævtand trak sig til side, da en stor mand med enormt fuldskæg og filtret hår trådte frem mellem dem.

Mit navn er Gorm, og jeg skal på jagt efter Veiko Vincente ...

”Kom med mig, hvis du mente, det du sagde,” brummede kæmpen og begyndte at gå ud af flokken af tilskuere.

55


Et stykke fra fængslet stoppede manden og kiggede nærmere på Luka. ”Har du nogen erfaring med jagt?” spurgte han. ”Jeg kommer fra Skovby,” svarede Luka ivrigt. ”Min familie har været jægere i generationer.” ”Hm,” brummede Gorm anerkendende. ”Skovby. Jamen så lad os se, hvad du duer til. Du kommer med på prøve ...”

Men først må du skille dig af med dén, dén og dén. Gorm pegede på Lukas bæltespænde, kappe og kniv. Luka kiggede undrende på sit bæltespænde. ”Metal reflekterer sollyset og kan afsløre dig på flere hundrede meters afstand, når du er på jagt,” forklarede Gorm. Først nu opdagede Luka, at Gorm ikke bar et eneste stykke synligt metal. Hans bælte var holdt sammen af læderremme, hans tøj havde knapper af træ, og han bar ingen smykker.

56


Selv hans daggert var dækket af stof og læderremme. ”Kappen og bæltet kan vi ordne nu,” sagde Gorm. ”Kniven kan du ordne i aften, når vi slår lejr.” De befandt sig ved siden af en tøjret hest, der åbenbart tilhørte Gorm, for han begyndte at rode i sadeltaskerne efter træspænder til Luka. Han stak Luka en lille, sammensnøret pose.

Ordn det nu, mens jeg pakker. Vi forlader byen, så snart du er færdig.

57


Gorm afleverede hesten i en stald. Han pakkede sadeltaskerne om og gav Luka en stor rygsæk. ”Den bærer du,” sagde han kort. Da Luka havde fået bakset den store rygsæk om på ryggen, var Gorm allerede på vej ud af byen. ”M-men … havnen ligger i den anden retning,” stammede Luka, da han opdagede, at Gorm gik mod vestporten. Den modsatte vej af, hvor hestevognens hjulspor havde ført hen. ”Hrmf,” brummede Gorm. ”Sheriffen er tydeligvis ikke menneskejæger. En fange som Veiko Vincente er alt for snu til at stikke af i en vogn, der er så nem at følge. Det er bare lokkemad.” ”Jamen hvordan ved du så, at vi skal denne vej?” ”Det ved jeg heller ikke med sikkerhed. Men vognen er sikkert kørt i den modsatte retning af, hvor Veiko Vincente er flygtet. Desuden løber der en flod rundt om byen. Spor er næsten umulige at følge i vand. Det ved Veiko Vincente naturligvis. Veiko er løbet Så mit bud er, at Veiko i den modsatte retning af bare har brugt vognen til vognen. at forvirre sine forfølgere, og at han egentlig er flygtet Hestevogn brugt til at forvirre forfølgere. i den modsatte retning af vognen og så har brugt

58


floden til at slette sine Solskin og fodspor videre spor. Vores eneste chance er at Et fodaftryk er lettere at se i solskin, fordi solen kaster en skygge ned i aftrykket. finde spor efter ham på den modsatte bred, hvor han er trådt op Et fodaftryk Et fodaftryk af vandet”. i overskyet vejr i solskin Da Luka og Gorm Solens placering er vigtig for, hvor tydelige nåede frem til floden, skygger den kaster. stod solen højere Solens vinkel kl. 10 om formiddagen oppe og skinnede fra en skyfri himmel. ”Hmm. I det Solens vinkel mindste er vi heldige kl. 12 middag – ingen skygge med tiden,” sagde Gorm. ”Formiddag og eftermiddag er de Solens vinkel kl. 14 om eftermiddagen bedste tidspunkter at følge spor på.” Det vidste Luka godt. Det gjaldt, ligegyldigt hvilket dyr man jagede. ”Solen kaster de bedste skygger i fodsporene på de tidspunkter. Middag, når solen står lige over en, er det værste tidspunkt, for så er sporene sværere at se.”

59


Gorm nikkede anerkendende, og Luka var glad for, at han kunne vise, at han vidste lidt om jagt. ”Vent her på broen!” beordrede Gorm. ”Så prøver jeg at finde sporet.” Gorm sprang i floden og begyndte at gå op og ned langs bredden. Luka prøvede at se efter spor fra sin plads på broen. Han var gået over broen tusindvis af gange. Men han havde aldrig kigget på planterne og bevoksningen, som han gjorde nu. Efter kort tid blev han helt ør af at kigge. Bladene, buskene og græsset blandede sig til én stor grøn sovs foran hans øjne. ”Her, Luka!” Gorm stod flere hundrede meter oppe ad floden og vinkede. Kort efter stod Luka prustende ved siden af ham.

Her er sivene blevet bøjet, og der er trådt mos af stenene.

60


”Veiko må være gået i land her,” konstaterede Gorm selvtilfreds. ”Lad de andre lede nede ved havnen. Vi går denne vej.” Luka var imponeret, og han var taknemlig for, at han havde fundet så dygtig en læremester. Han svor for sig selv, at han ville gøre sig umage for at blive en dygtig elev og gøre Gorm stolt. Med blikket rettet mod jorden begyndte Gorm at trænge ind i skoven. ”Husk at gå ved siden af sporet, Luka. En jæger går aldrig oven i det spor, han følger.” Luka var i lære som menneskejæger, og hans første jagt var i gang.

61


K apitel 8

Veiko Vincente

Det var utroligt at iagttage Gorm jage. På trods af sin størrelse fulgte han Veikos spor hurtigt og lydløst. Luka prøvede at følge med, så godt han kunne med den tunge oppakning. Han kunne ikke lade være med at undre sig over det stribede rør, Gorm havde på ryggen. Men de havde travlt, og Luka ville ikke sinke dem ved at stille dumme spørgsmål. Ud over det stribede rør havde Gorm en lille taske spændt fast til sit bælte og desuden et lille udhulet bambusrør med en prop på. I bæltet ved siden af røret hang en rund skal af en slags. Luka funderede over, hvad tingene skulle bruges til, men blev revet ud af sine tanker af Gorm: ”Han er cirka tre timer foran os. Vi har ikke tid til pauser. Kan du klare det?” ”Ja!” Luka gjorde sig umage for ikke at lyde træt. Men de havde været i gang i flere timer nu, og rygsækken begyndte at føles rigtig tung. ”Godt!” Gorm nikkede og fortsatte forfølgelsen.

62


Jagtstaven Hele dagen fulgte de Veikos spor gennem den tætte skov. Heldigvis havde Når man finder et tydeligt spor, måler regnen natten før gjort man byttets skridtlængde fra hæl til hæl. Man sætter et mærke på jagtstaven skovbunden blød, og ved den bageste hæl. de fleste steder var Veikos fodspor nemme at se. Men af og til stoppede Gorm op og så ud, som om han havde tabt sporet. Underskoven var tæt, og sporene var ikke sådan at få øje på. Indimellem tog Gorm Når man mister sporet, lægger man jagtstavens mærke ved det sidst fundne røret af ryggen og spor. Fordi man har målt byttets skridtlængde, ved man, i hvilken afstand holdt det helt ned til der er størst sandsynlighed for at finde det næste spor. jorden som en slags målepind, mens han drejede det i en halvcirkel. På et tidspunkt opdagede han, at Luka stod og stirrede måbende. Han vendte sig og sagde: ”Det er en jagtstav,” som om det var en forklaring i sig selv. Og kort tid efter var han på sporet igen. Sådan fortsatte de hele dagen.

63


Solen gik ned bag trætoppene. Der var lys nok til, at de kunne fortsætte et stykke tid endnu. Men Luka var ved at falde om af udmattelse, så han blev glad for at høre Gorm sige: ”Det bliver snart mørkt. Han er stadig et par timer foran os, men vi er nødt til at stoppe. Hvis vi fortsætter, er der for stor chance for, at vi mister sporet og bevæger os i den forkerte retning. Lad os slå lejr.” De tændte ikke bål. Gorm var bange for at afsløre dem. Han kunne se på Veikos spor, at han ofte skiftede retning for at forvirre eventuelle forfølgere. Gorm var ret sikker på, at Veiko ikke vidste, at han blev forfulgt, men han turde ikke tage nogen chancer. De delte den lille smule mad, de havde, imellem sig. Brød, tørret kød og frugt. Ikke just noget festmåltid, men Luka var sulten som en ulv. Aldrig havde brød og tørret kød smagt bedre.

Brug det sidste lys til at få dækket metallet på din kniv. Gorm smed en lille pose med læderlapper og tråd hen til Luka, som lydigt gik i gang.

64


”Gorm,” sagde Luka tøvende, mens han viklede læderlapperne om skæftet på sin kniv. ”Du lød, som om du kendte Veiko. Har du mødt ham før?” ”Ja. Jeg kender Veiko godt. Han er et voldeligt og ondskabsfuldt menneske. Der er intet godt i ham.” ”Hvorfor sad han i fængsel?” spurgte Luka. ”Han havde slået to mennesker ihjel. Koldblodigt og uden grund,” svarede Gorm bistert. ”Overalt, hvor Veiko kommer, efterlader han et spor af ulykke og ødelæggelse. Han er en kæmpestor mand, og i nævekamp er han uovervindelig ...”

Det er derfor, han har fået tilnavnet Stenkæbe.

65


”Stenkæbe!” udbrød Luka forskrækket. Er Veiko Vincente Stenkæbe?

”Ja,” svarede Gorm. ”Hvad er der galt? Kender du ham?” ”Øh, næh, ikke rigtig.” Luka vidste ikke, om han turde fortælle sandheden. ”Men jeg har talt med ham nogle gange ...” ”Talt med ham?” spurgte Gorm undrende. ”Hvorfor har du talt med ham? Og om hvad?” ”Nå, ikke noget,” sagde Luka tøvende. ”Min ven Kif og jeg snakkede af og til med Stenkæbe gennem fængselsvinduet. Han virkede ... god nok! Som om han fortjente at få en chance til.” ”Hvad siger du?” Gorm blev ildrød i hovedet. Han måtte anstrenge sig for at holde sin stemme nede. ”En chance til! Manden er et hjerteløst monster. En koldblodig morder.

66


Jeg ved ikke, hvad han har bildt dig ind. Men tro mig, Stenkæbe fortjener med sikkerhed IKKE en chance til ...” Og dét siger du ikke igen!

Luka blev overrasket over Gorms reaktion og tav. Der blev pinligt stille i deres lille lejr. Gorm sad og skummede af raseri, og Luka lod, som om han var fuldt optaget af at ordne knapperne. ”Få dig noget søvn,” brummede Gorm så. ”Vi fortsætter, så snart det bliver lyst.” ”Ja.” Luka lagde sig på jorden. Hans krop var udmattet, men han faldt ikke i søvn med det samme. Hans tanker for af sted. Han kom i tanker om sin sidste kommentar til Stenkæbe: ”Jeg ved, du er et godt menneske.”

67


Luka var overbevist om, at Stenkæbes gode gerninger for kongen og landet var blevet glemt. Og at det var Stenkæbes gamle soldaterkammerater, der havde befriet ham. På en måde var han glad for, at Stenkæbe var fri. Han var sikker på, at Stenkæbe ville bruge denne nye chance til at skabe sig et nyt liv. Og han fortjente det. Men nu var Luka på jagt efter ham. For at sende ham i galgen. Luka kunne høre på Gorms tunge åndedræt, at han sov. En tanke strejfede ham. Han kunne snige sig væk. Forlade Gorm og jagten. Han rejste sig på albuerne.

Men så kom han i tanke om sit løfte til shamanen. Han havde lovet at blive en god jæger. Og en god jæger forlader ikke sin læremester. Han lagde sig igen og tænkte over Stenkæbes flugt. Det var mærkeligt, at Stenkæbe havde skiftet celle, men det var muligvis noget, man gjorde med fanger, der kun havde én dag tilbage. Længere kom Luka ikke, før søvnen fik

68


overtaget og trak ham ind i en uhyggelig drøm, hvor han blev jaget af Kannibalen, grevens væmmelige sorte menneskejæger med de spidse tænder.

Solen var kun lige stået op, da Gorm vækkede ham. De spiste morgenmad i stilhed, og da de var færdige, pakkede Luka rygsækken igen. Nu var den gudskelov blevet en smule lettere. Pludselig sagde Gorm: ”Luka, du må undskylde det i går. Du kender ikke Stenkæbes forbrydelser. Og han har måske virket god nok, men mærk dig mine ord: Hvis vi indhenter ham, så tro ikke, han er din ven ...” Han vil ikke tøve med at dræbe dig.

Jeg forstår! svarede Luka. Han håbede, at Gorm ikke bemærkede usikkerheden i hans stemme.

69


”Før vi går videre, er der noget, du skal vide,” sagde Gorm. ”Når vi kommer tæt på Stenkæbe, kan vi ikke længere tale sammen, og derfor skal du lære disse tegn udenad.” Så viste Gorm ham seks af menneskejægernes specielle håndtegn. En strakt hånd opad betød ”stop”. En tommelfinger opad betød ”ingen fare”. En knyttet næve med tommelfingeren nedad var ”bytte i sigte”. Sådan blev han ved. Han bad Luka gentage tegnene, indtil han kunne dem udenad. Bagefter tog Gorm nogle små krukker frem fra sin taske. De indeholdt grøn og brun farve, som han smurte i ansigtet på Luka. ”Vi må falde i et med skoven,” forklarede han. Vores lyse hud er for nem at se på afstand her i skoven.

Han smurte også farve i sit eget ansigt, selvom det meste allerede var dækket af skæg. Da han var færdig, genoptog de jagten.

70


Jægernes håndtegn Efter et par timer kom de til et sted, hvor Gorm kunne se, at Stenkæbe havde Ingen fare Stop! sovet. Han blev meget opstemt og sagde: ”Vi er heldige. Stenkæbe slog også Kom nærmere lejr for natten. Hvis Stop og lyt for at snakke vi stod op tidligere end ham, er vi kommet endnu tættere på ham. Fra nu af taler Gå langsommere Bytte i sigte vi så lidt som muligt. Og kun med hvisken når vi står helt tæt på hinanden. Husk de tegn, jeg har lært dig.” Det var med blandede følelser, Luka fulgte efter Gorm gennem den tætte skov.

71


K apitel 9

Jægeren og byttet

De bevægede sig hurtigt frem. Gorm var god til at følge fodsporene. Alligevel tabte de sporet i korte øjeblikke. Men hver gang genfandt Gorm det ved hjælp af jagtstaven. På et tidspunkt rakte Gorm en strakt hånd i vejret. Luka stoppede øjeblikkelig. Gorm tog et par skridt bagud og hviskede: ”Stenkæbe er en trænet soldat. Selvom han ikke er sikker på, om han bliver forfulgt, skifter han ofte retning for at skjule sit endelige mål. Læg mærke til, hvor mange gange vi ændrer kurs. Hvis Stenkæbe løb i en lige linje, kunne vi med lethed se, hvor han var på vej hen.” ”Stil dig her ved det sidste spor,” beordrede Gorm, mens han selv fortsatte cirka ti meter frem i en lige linje. Men han fandt ikke noget. Så vendte han tilbage til Luka og gik ti meter frem i en ny retning, mens han gennemsøgte jorden og buskadset, indtil han fandt et spor. ”Han er løbet denne vej, Luka!” sagde han og fortsatte fremad.

72


Luka fulgte efter igen, men kunne ikke lade være med at sagtne farten, da han kom til det sted, hvor Gorm havde genfundet sporet. Der var ingen aftryk at se. Gorm stoppede lidt længere fremme, da han opdagede, at Luka ikke fulgte med. Han gik langsomt hen til den forundrede dreng.

Der er andre måder at følge spor på end ved at se efter fodspor. Gorm pegede på en busk. ”Her er en knækket gren, og længere bagude er der en myretue, der er trådt i stykker. Du kan se, hvordan myrene myldrer rundt for at reparere boet.” Han holdt en lille pause, mens Luka studerede myretuen. ”Brækkede kviste, bøjede grene, nedfaldne blade, der er blevet vendt. I en skov som denne er der dusinvis af andre spor at følge. Selvom fodsporene er de sikreste.” Han greb Luka let i armen. ”Lad os komme videre,” hviskede han.

73


Efterhånden som dagen gik, begyndte Gorm at sætte farten op. Luka kunne mærke på hans iver, at de måtte være tæt på. Terrænet beyndte at skråne opad, og der dukkede flere sten og klippestykker op i skovbunden. Træerne blev mere spredte, og til sidst bevægede de sig næsten udelukkende på klippegrund. Det gik stejlt opad, indtil de pludselig kom til en klippeafsats. Her var der et fald på 10-15 meter ned til skoven under dem. ”Forbandet!” spyttede Gorm. Vi har ikke tid til det her.

74


Han vidste, at det ville tage lang tid at følge sporet ned ad en stejl klippevæg, især hvis Stenkæbe havde valgt at skifte retning netop her. Gorm sad på hug ved kanten af klippen, og Luka gik op bag ham for at kigge ned. Gorm vendte sig hurtigt rundt. ”Hvad laver du? Stil dig om bag ved træet, hurtigt!” beordrede han og pegede på et træ i nærheden.

Er du ude på at afsløre os?

75


Luka skyndte sig om bag træet. Gorm selv satte sig på hug i ly af nogle buske. ”Hvis Stenkæbe har set sig tilbage, mens du stod der, er vi afsløret. Du stod i silhuet op mod den lyse himmel. Den menneskelige form kan genkendes på flere kilometers afstand op imod så lys en baggrund.”

Luka undskyldte sin fejl, men Gorm virkede, som om hans tanker allerede var et andet sted. Her fra toppen af klippen havde de et godt udsyn over skoven, men de kunne ikke se nogen bevægelse nogen steder. ”Stenkæbe har zigzagget meget, men vi har efterhånden fulgt ham over en lang afstand,” mumlede Gorm. Luka vidste ikke, om han talte til ham eller til sig selv. ”Hvis vi trækker en lige linje igennem hans zigzag-løb, ser det ud til, at han er på vej mod Midborg,” sluttede Gorm. Midborg, hvor grev Dimir holder til, tænkte Luka. Måske vil Stenkæbe starte et nyt liv der.

76


”Midborg ligger i den retning.” Gorm pegede ud over skoven. ”Hvis vi er heldige, genfinder vi Stenkæbes spor dernede. Hvis det ikke er der, han er på vej hen, spilder vi til gengæld en masse tid, og han forøger sit forspring.” Mens han talte, fik de begge øje på en flok fugle, der lettede fra et højt træ i den retning, Gorm netop havde udpeget. Gorms ansigt lyste op. Han smilede listigt: ”Der er vist et stort dyr, der har skræmt de fugle væk. Mon ikke det er vores bytte, der lige er løbet forbi dernede?” Gorm svang sig ud over klippekanten og fik hurtigt fodfæste på de ujævne sten.

Lad os så komme af sted! Han kravlede lynhurtigt ned ad den stejle klippevæg.

77


Luka fulgte hurtigt efter, og da de nåede ned for foden af klippen, stormede de igennem skoven igen. Gorm kiggede ikke længere efter spor, men løb bare i retning af det høje træ. Da de nærmede sig træet, sagtnede han farten. Han studerede sporene omkring træet grundigt og vendte sig mod Luka. ”Vi har vores mand igen ...” Vi er tættere på end nogensinde før.

Luka begyndte at blive nervøs. Han burde være glad for, at deres satsning var lykkedes, og at de nu var tæt på deres bytte. Men det var han ikke.

78


”Spøgelsesgang” Ved denne besynderlige gangart bruger man arme

Igen rakte Gorm og ben til at føle frem foran sig for at sikre sig, at man ikke støder ind i noget. håndfladen op, og Man bruger arme og ben som ekstra øjne. Luka stoppede, som Spøgelsesgangen er udviklet specielt til at snige sig i mørke. han skulle. Og så kom det tegn, han havde frygtet hele tiden. Gorm vendte hånden, og med tommelPå denne måde kan man bevæge sig nærmest fingeren nedad totalt lydløst. Ulempen er signalerede han til bare, at man kommer Luka, at byttet var i meget langsomt sigte. Han havde fået fremad. øje på Stenkæbe. Lukas blod frøs til is i hans årer. Det forfærdelige var sket. De havde indhentet Stenkæbe, og nu skulle byttet nedlægges. Gorm lavede tegnet, der betød, at Luka skulle komme hen for at snakke. Han adlød og bevægede sig musestille hen til sin læremester. Da de stod ved siden af hinanden, tog Gorm langsomt og lydløst rygsækken af Luka. Så hviskede han ét ord: ”Spøgelsesgang.” Derefter begyndte Gorm at bevæge sig fremad i en gangart, som Luka aldrig før havde set.

79


Hvis den store mand før havde bevæget sig stille, så var han nu totalt lydløs. Luka prøvede at efterligne den besynderlige gangart, så godt han kunne. Efter kort tid kunne han høre stemmer. Stenkæbe var ikke alene. Nogen måtte have ventet på ham længere fremme. Luka og Gorm nåede frem til en stor sten, hvor de begge kunne ligge i skjul. På den anden side af stenen åbnede der sig en lysning, der på venstre side var afgrænset af en klippevæg og på højre side den tætte skov. En lille sti førte fra lysningen ind gennem skoven. Stenkæbe og hans medsammensvorne fortsatte deres samtale uforstyrret, så de to jægere vidste, at det var lykkedes dem at snige sig frem uden at blive opdaget. Det var første gang, Luka rent faktisk så Stenkæbe, og han blev lamslået ved synet af hans størrelse. Stenkæbe var en kæmpe, og Luka blev usikker på, om ham og Gorm overhovedet kunne overmande ham alene. Dem, som Stenkæbe mødtes med, var ikke gamle soldaterkammerater fra kongens hær, som Luka havde regnet med, men soldater fra grev Dimirs personlige hær. I midten af gruppen stod Kannibalen, og bare synet af ham fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Luka. Stenkæbe måtte have fået noget ekstra tøj af soldaterne, for han var ved at tage en tyk jakke på for at dække nummeret på sin fangedragt. Soldaterne grinede højlydt, mens Kannibalen selvtilfreds

80


fortalte Stenkæbe, hvordan det var gået med sheriffens jagt i Nordstad. ”Efter at have sprængt hul i muren, kørte vi den tomme vogn ned mod havnen, og mændene her sprang i vandet. Jeg blev på kajen og udviskede sporene. Da den fjollede sherif og hans folk dukkede op, var befrierne sporløst forsvundet.” Gruppen af soldater grinede hånligt, og Kannibalen fortsatte: ”Mændene svømmede under vandet ud til grevens båd, som lå for anker lidt ude. I båden skiftede de til grevens soldatertøj, så da den desperate sherif sendte både ud for at gennemsøge havnen, fandt de ikke endet end grev Dimir og hans soldater i båden ...” Der var ikke et eneste spor af forbryderen, Veiko Vincente.

Alle soldaterne grinede og klappede hinanden på skuldrene.

81


”Glimrende arbejde,” sagde Stenkæbe alvorligt. ”Så kan vi komme i gang med den næste del af planen. De to køkkendrenge har givet mig alle de oplysninger, jeg skal bruge. Det skulle blive en smal sag at fuldføre missionen.” Luka stivnede, da han hørte Stenkæbe nævne køkkendrengene. Det måtte være ham og Kif. Stenkæbe havde altså tappet dem for oplysninger, som han kunne bruge til at fuldføre sin mission. Stenkæbe trak det sværd, som kannibalen havde rakt ham, og svingede det mod en usynlig modstander, som han endte med at gennembore. Han kiggede tilfreds på sværdet. ”Den arrogante konges dage er talte!”

82


K apitel 10

Et hjerte af sten

”Vores opgave her er fuldført,” sagde Kannibalen og gik hen mod den hestevogn, de var ankommet i. Han signalerede til de andre om at gøre det samme. ”Du kender din mission,” sagde han til Stenkæbe, som nikkede bekræftende. ”Jeg ved, hvordan man kan omgå vagterne på borgen. Kongen er så godt som død, og ingen vil ane, hvem der stod bag.” Ved siden af soldaternes vogn holdt en anden og mindre vogn. Den havde et lille lad, overdækket af en pressening. Denne vogn måtte være til Stenkæbe, for alle soldaterne satte sig op i den store vogn. Luka kiggede nervøst på Gorm. Stenkæbe begyndte at gå hen imod den lille vogn. Der var for mange soldater til, at Gorm og Luka kunne overmande dem. De blev nødt til at vente, til soldaterne var kørt. Men hvis Stenkæbe kørte samtidig, ville Gorm og Luka aldrig fange ham.

83


Pusterør og pile Gorm måtte have 1 læst Lukas tanker, for 2 han løftede beroligende hånden. Og så tog han jagtstaven frem igen. Hvad Pilen dyppes i gift. nu? tænkte Luka, men han fik svaret med Man tager en tot vat. det samme. Uden den 3 mindste lyd hev Gorm en prop af i hver ende af røret. Jagtstaven var Vattet rulles til en kugle, der sættes på bagenden af pilen. altså også et pusterør. (Pas på ikke at røre ved giften!) Gorm fortsatte sine 4 langsomme, lydløse bevægelser og trak en lille keramikflaske Når man puster i røret, driver vattet pilen ud. op af sin taske. Han åbnede den forsigtigt og stillede den på stenen ved siden af sig. Fra bambusrøret trak han en tynd pil på en hånds længde. Til sidst trak han en lille vatlignende tot ud af bunden på den runde skal. Han satte vattet fast bag på pilen og dyppede forsigtigt pilens spidse ende ned i flasken. Så lagde han sig klar med pusterøret og lirkede langsomt pilen og vattet på plads i røret.

84


Soldaterne satte vognen i gang. Kannibalen gjorde honnør for Stenkæbe, og lige før vognen forsvandt ud af lysningen, råbte han: Vi ses, når helvede bryder løs!

Stenkæbe hilste igen. Han havde endnu ikke sat sig op i sin vogn, og da soldaterne var væk, gik han hen og trak presseningen til side for at tjekke vognens indhold. Han stod nu med ryggen til sine skjulte forfølgere. Gorm trak vejret dybt og løftede pusterøret. Stenkæbe anede ikke uråd. Han blev stående og rodede i vognen. Pludselig kom Luka til at skubbe til nogle løse sten, der trillede ned på jorden med et ”klank”. Stenkæbe vendte sig om, netop som Gorm affyrede pilen.

85


Stenkæbe nåede at løfte armen op foran ansigtet, og pilen borede sig ind i det tykke læderpanser, han havde om underarmen. Gorm smed pusterøret fra sig. Han sprang frem fra stenen og stormede frem mod sit bytte. Stenkæbe flåede pilen ud af armen og begyndte at kravle op på vognen. Men hesten vrinskede og rev nervøst i seletøjet, da den så Gorm komme styrtende. Stenkæbe hang på siden af den urolige vogn og prøvede at komme op i den. Gorm nåede frem og rev Stenkæbe ned fra vognen. Han trak sin daggert, men Stenkæbe var hurtig og nåede at trække sit sværd.

Denne gang slipper du ikke! Gorm angreb Stenkæbe med voldsom kraft. De mange år i fængslet havde gjort Stenkæbe noget rusten, men han forsvarede sig godt. Luka samlede flasken og pilene op og satte dem i sit bælte. Han blev bag sit skjul, mens han overvejede sit næste træk.

86


”Du er menneskejæger!” prustede Stenkæbe til Gorm. ”Så du er ligeglad med, om jeg går fri eller ej, bare du får pengene, ikke? Der er tusind guldstykker i vognen. De er dine, hvis du forsvinder.” Men Gorm overvejede ikke engang tilbuddet. I stedet svarede han indædt: ”Jeg vil ikke have dine penge. Jeg kom til Nordstad for at se dig hængt.” Han gjorde et voldsomt fremstød mod Stenkæbe. Mens han parerede, studerede Stenkæbe sin modstander. ”Jeg genkender dig ikke. Hvordan har jeg gjort dig uret?” ”Mit navn er Gorm Magnusson,” råbte Gorm som svar. Det hjalp åbenbart ikke Stenkæbe. Med et flabet smil svarede han: ”Ja, og …?”

De to mænd, du dræbte, var Markus og Nicklas Magnusson … mine brødre!

87


Stenkæbe blev tydeligt rystet og var lige ved at miste fodfæstet. Han forstod med det samme, at dette var en kamp på liv og død. Da Gorm så Stenkæbe vakle, troede han, han havde fået overtaget, og han angreb for fuld styrke. Det lykkedes ham at snitte Stenkæbe i panden over det højre øje. Blodet væltede frem og blændede Stenkæbes ene øje. Gorm angreb endnu vildere. Vreden og de mange års hævnlyst skubbede fornuften og forsigtigheden til side. Men Stenkæbe var alt for erfaren til at blive hylet ud af den. Han parerede Gorms angreb og fik fat om hans håndled. De voldsomme sving fik Gorm ud af balance, og det lykkedes Stenkæbe med al sin kraft at svinge Gorm ind mod klippevæggen. Der lød et voldsomt ”krok”, da Gorms baghoved ramte klippen. Han tabte sin daggert og faldt til jorden som en kludedukke. Stenkæbe var straks over ham med løftet sværd. ”NEJ!” Luka trådte frem i lysningen. ”Du må ikke slå ham ihjel!” Stenkæbe holdt inde og så over mod Luka. Halvdelen af hans ansigt var dækket af blod, og han havde et drabeligt udtryk i ansigtet!

88


”Du behøver ikke, Stenkæbe … Du behøver ikke slå ham ihjel,” stammede Luka. Kan du ikke huske mig? Luka? Køkkendrengen!

Et glimt af genkendelse gik over Stenkæbes ansigt. Luka åndede lettet op og fortsatte: ”Husk på alle de gode ting, du har gjort.” Gorm rørte ikke på sig. Hans åndedræt var tungt, men han var stadig i live. ”Du ved, du er bedre end det her,” fortsatte Luka. Han kunne se, at Stenkæbe havde sænket sværdet en smule.

89


Pludselig greb Gorm ud efter sin daggert. Stenkæbe så bevægelsen ud af øjenkrogen. Han løftede sit sværd og gennemborede uden tøven Gorms hjerte. I en sidste dødskrampe spilede Gorm øjnene op og stirrede med sørgmodige øjne på Luka. Så trak Stenkæbe sværdet til sig, og Gorms livløse krop faldt ned på de blodige sten. ”NEJ!” skreg Luka og faldt på knæ. Stenkæbe satte sit sværd i skeden og samlede Gorms daggert op. Han vendte sig og begyndte at gå over mod Luka. ”Jeg havde ikke noget valg,” sagde han. Du så selv, at han ikke var kommet for at fange mig, men for at slå mig ihjel.

Kom ikke nærmere. Luka trak sin kniv. Det var et latterligt våben imod en kamptrænet kæmpe, men det var alt, hvad han havde. Stenkæbe stoppede alligevel op.

90


”Slap nu af, knægt!” sagde han beroligende. ”Jeg er ikke ude på at gøre dig fortræd.” ”Hvad med kongen?” spurgte Luka anklagende. ”Hvad ville du gøre ved ham?” ”Du har ret,” indrømmede Stenkæbe og så pludselig skyldig ud. Kongen er jeg ude på at slå ihjel.

”Hvorfor gør du det her?” spurgte Luka. ”Du ender bare i fængsel igen. Du kan da ikke slippe af sted med at slå kongen ihjel. ” ”Nej, måske ikke,” sagde Stenkæbe mut. ”Men i det mindste vil jeg få min hævn.” ”Hævn over kongen. Hvad snakker du om? Du sagde selv, at du fortjente den straf, du havde fået. Kongen har ikke gjort dig noget ondt.”

91


”KONGEN HAR GLEMT MIG!” skreg Stenkæbe. ”I 17 år har jeg beskyttet ham og kæmpet mod hans fjender. Og som tak kyler han mig bare ind i en lille, mørk celle og smider nøglen væk.” ”Men mord er ikke løsningen,” sagde Luka. ”Du har siddet i fængsel for dine fejl. Nu er du sluppet ud, og hvad bruger du din nye chance til? At begå mord igen.” Stenkæbe var tavs. Han så ned i jorden. ”Nogen ny chance får jeg vist ikke,” sagde han så og kiggede op på Luka. ”Du er her jo for at sætte mig bag lås og slå igen ...” Jeg troede, du var min ven.

Så var det Lukas tur til at blive tavs. Han tænkte sig grundigt om. ”Jeg vil lade dig gå,” sagde Luka og så Stenkæbe i øjnene. ”Hvis du lover ikke at gøre kongen fortræd. Og ikke at slå ihjel igen. Brug din frihed til noget fornuftigt.”

92


”Det lover jeg,” sagde Stenkæbe og smilede. ”Lad os give hånd på det.” Han rakte hånden frem og begyndte at gå frem mod Luka igen. Luka hævede automatisk kniven, men kunne så godt se, at det nok ikke var det rigtige at gøre mod en mand, der kom for at slutte fred. Luka tøvede, men til sidst satte han sin kniv tilbage i skeden. Han rakte hånden frem mod Stenkæbe. Pludselig forsvandt al lyd omkring ham. Skoven begyndte at bevæge sig. Den for forbi Luka, som nærmest blev revet omkuld. I en eksplosion af bevægelse piskede skoven forbi Lukas hoved. Midt i det hele stod Stenkæbes omrids som en glødende silhuet, og også den kom glidende hen mod Luka.

93


Da silhuetten var en armslængde fra ham, frøs alting til is. Al bevægelse stoppede, og det var, som om tiden stod stille. Det eneste, Luka kunne høre, var lyden af Stenkæbes bankende hjerte, der hang midt i det lysende, spøgelsesagtige omrids. Et knudret, sort stenhjerte bankede i Stenkæbes brystkasse. Luka stod som tryllebundet og iagttog det. Han blev helt trist. Der var ingen godhed i det hjerte. Hvad Stenkæbe end havde gjort i tidens løb, havde det altid været for egen vindings skyld. For penge, magt og muligheden for at plyndre slagne fjender. Et helt liv af mørke, selviske gerninger. Det var et iskoldt og følelsesforladt hjerte af sten, hvor der ikke var plads til andre end Stenkæbe selv.

Og i det sekund vidste Luka, at alle Stenkæbes løfter var løgne. Gorm havde haft ret. Der var intet godt i Stenkæbe. Så splintredes det frosne billede. Tiden begyndte at gå igen.

94


Med ét var han tilbage i lysningen. I samme sekund sprang Stenkæbe frem imod ham og svingede Gorms daggert mod hans hals. Men Luka havde set det komme. Han kastede sig lynhurtigt bagover, og daggerten kløvede den tomme luft, hvor Lukas hals havde været. Spidsen snittede hans strube og trak en lille blodstribe frem. Luka fik hurtigt fodfæste et stykke fra Stenkæbe, der havde mistet balancen ved sit drabelige sving.

Du er hurtig!

hvislede Stenkæbe sammenbidt og fortsatte langsomt hen mod Luka. Luka gjorde sig klar til at forsvare sig. Han havde kun sin kniv, og den ville ikke gøre megen nytte.

95


Stenkæbe bevægede sig tungt og langsomt. Den hårde kamp mod Gorm havde trods alt tæret på hans kræfter. Luka spurtede hen mod vognen og håbede at finde et våben der. Han var heldig. Der lå et spyd. Bevæbnet med spyddet vendte han sig mod Stenkæbe, der langsomt kom nærmere. Luka kunne se hadet i hans øjne. Han var udmattet, men stadig en kæmpe med mange års kamptræning. Luka havde ingen erfaring med våben. Han vidste, at han ikke havde nogen chance for at vinde. Heller ikke, selvom Stenkæbe kun kunne se med ét øje … Ét øje! Pludselig fik Luka en idé. Han vendte hurtigt rundt og spurtede ind i skoven. ”Hvad er du for en kujon?” snerrede Stenkæbe. Kom tilbage og kæmp som en mand!

Et stykke inde i skoven gemte Luka sig og tog pilene og giftflasken frem. Bare han kunne nå det. Stenkæbe kom humpende gennem skoven. Vild og brutal som et såret næsehorn. Luka rystede på fingrene og var bange for at stikke sig

96


på giftpilene, men han nåede det, han skulle, før Stenkæbe fandt frem til ham. Luka rejste sig og holdt spyddet frem imod den blødende kæmpe, som om han havde besluttet sig for at kæmpe. Stenkæbe grinede hånligt. ”Tro ikke, du slipper let, knægt,” hvæsede han. Jeg har slået børn ihjel, der var yngre end dig.

Så angreb han. Luka forsvarede sig, så godt han kunne. Stenkæbe var ganske vist blind på det ene øje, men hans styrke var enorm, og Luka blev hele tiden trængt tilbage gennem skoven. Han vidste ikke, om han kunne forsvare sig længe nok til at få udført sin plan.

97


Så kom det rigtige øjeblik! Stenkæbe stod lige, hvor han skulle. Luka havde ledt ham tilbage mod sit skjulested. Han lavede et stort sving med spyddet, som om han ville slå Stenkæbe i venstre side. Stenkæbe parerede slaget med lethed og tog samtidig et skridt væk til sin højre, blinde side. Præcis som Luka havde regnet med. Stenkæbe skreg af smerte, da de syv pile borede sig ind i hans ben. Luka havde sat de giftige pile fast i barken på et træ, med spidserne udad. Stenkæbe havde ikke set de små pile på sin blinde side, og han trådte direkte ind i dem.

Forbandede møgunge!!! Stenkæbe skreg og rev pilene ud af sit ben. Han angreb Luka med fornyet styrke og hadet lysende ud af øjnene.

98


Luka vidste ikke, hvor hurtigt giften ville virke, men han håbede, at han kunne holde sig i live længe nok. Stenkæbe svingede sværdet med voldsom styrke og fik slået spyddet ud af hånden på Luka. Men da han løftede sværdet mod den afvæbnede dreng, gik han i stå. Han missede med øjnene og begyndte at vakle. Han sænkede sværdet igen og svingede det i jordhøjde, som om han ikke havde styrke til at løfte det. Luka undgik med lethed de famlende sving.

Inden længe tabte Stenkæbe sværdet og sank i knæ. Han greb ud efter Luka med hænderne, men fik kun fat i den tomme luft. ”Din hund!” snerrede han og faldt til jorden. Luka samlede Stenkæbes sværd op. Han kiggede ned på den hjælpeløse kæmpe. Han var stadig ved bevidsthed, men kunne tydeligvis ikke røre sig. Han stirrede hadefuldt på Luka. ”Slå mig så ihjel,” hvæsede han sammenbidt.

99


Luka var forundret. ”Hvorfor skulle jeg gøre det?” ”Er det ikke det, I menneskejægere gør?” snerrede Stenkæbe. Luka hævede sværdet over Stenkæbes hoved, og med fuld kraft jog han det i jorden ved siden af Stenkæbes hoved. ”Nej!” sagde han bestemt. ”Jeg er ikke den slags menneskejæger.” Han skyndte sig tilbage til vognen og hentede det reb, han havde set på ladet. Han bandt den lammede Stenkæbe godt og grundigt og fik med møje og besvær moslet ham op på ladet. Han fik også løftet Gorms lig op i vognen. Så satte han sig op og greb tøjlerne. Hesten prustede og satte i gang.

100


K apitel 11

Menneskejæger

Det var sen eftermiddag, da Luka kørte vognen med Gorm og Stenkæbe gennem Nordstads byporte. I første omgang fik han ikke meget opmærksomhed, men da folk opdagede de to kroppe på vognens lad, blev de nysgerrige. Luka kørte hen og stoppede foran vagtchefens kontor. En stime af tilskuere havde samlet sig omkring vognen. Chefen kom ud, da han opdagede folkemængden. Han satte hænderne i siden og kiggede på Luka. ”Hvem er du?” spurgte han. Han genkendte ikke Luka, men det var nu ikke så mærkeligt. Lukas ansigt var stadig dækket af farve, og hans tøj var mudret og oversmurt med blod. Han lignede bestemt ikke den dreng, der havde bedt om at komme med på en jagt, blot to dage tidligere. Luka sprang om i vognen og løftede Stenkæbe op, så han var synlig for alle. Der gik et gisp gennem forsamlingen. ”Mit navn er Luka Ravn. Jeg har fanget Stenkæbe,” råbte Luka. ”Jeg er her for at opkræve dusøren.”

101


Folk brød ud i jubelråb. De hujede og klappede. Vagtchefen var tydeligt forbløffet. ”Kom med indenfor,” sagde han til Luka, mens han vinkede to vagter hen for at slæbe Stenkæbe ind i fængslet. ”Og dette er Gorm Magnusson,” sagde Luka og pegede på den afdøde Gorm. ”Han var min læremester, og han mistede livet i kampen mod Stenkæbe ...” Han skal begraves her i Nordstad ved siden af sine brødre, Markus og Nicklas.

Skal ske! Chefen gjorde tegn til Luka om at følge med ham ind. Inde på vagtchefens kontor fik Luka overrakt en pose fyldt med guldstykker. Dusøren for Stenkæbe. Han tog posen og bandt den i sit bælte. Chefen skulle lige til at spørge om noget, da Stenkæbe blev slæbt gennem kontoret af vagterne. Giftens virkning var ved at fortage sig, og Stenkæbe begyndte at stritte imod.

102


De trak ham hen mod trappen ned til fangekælderen. Lige før han forsvandt i mørket, drejede Stenkæbe hovedet og stirrede hadefuldt Luka i øjnene: ”Jeg skal nok få ram på dig, knægt! Du aner ikke, hvad du har rodet dig ud i ...” Kongen slipper ikke. Han skal nok få sin straf!

Vagterne trak ham væk. Han ville komme tilbage i sin kolde celle omgivet af sten. ”Der hører han hjemme,” tænkte Luka og forlod fængslet uden at se sig tilbage. Udenfor blev han overdænget med spørgsmål. Hvem var han? Hvordan kunne sådan en spinkel dreng overvinde en kæmpe som Stenkæbe? Luka havde ikke lyst til at svare. Det eneste, han sagde, var: ”Det er ikke et spørgsmål om styrke. Jeg brugte hans egen svaghed imod ham.”

103


Luka maste sig gennem mylderet, tilbage til vognen. Han greb tøjlerne og satte hesten i gang. Folk sprang til side. Enkelte prøvede at følge efter, men gav hurtigt op. Luka kørte ud af byen i fuld fart. Det var med blandede følelser, han red ind i sin hjemby igen. Folk gik helt i stå med det, de var i gang med, da de så ham. Han kørte ikke lige hjem, for han vidste endnu ikke, hvad han skulle sige til sine forældre. Hans standsede vognen foran shamanens hus og steg ned. Netop som han havde tøjret hesten, fik han øje på Kif. De fik øjenkontakt, og Kif kunne ikke bare lade, som om han ikke havde set ham. Men han havde stadig den samme afsky i øjnene, som han havde haft sidst, han så ham. Luka var også noget af et syn, med camouflagefarve, mudder og blod over det hele. Han var ikke i tvivl om, at folk fik bekræftet alle deres fordomme om menneskejægere, men han var ligeglad. ”Du er allerede tilbage,” sagde Kif blot. ”Ja,” svarede Luka lige så tørt. Jeg har overstået min første jagt.

Det kan jeg se, svarede Kif med væmmelse i stemmen. ”Det har jeg også.”

104


Han hev det jægermærke frem, han havde om halsen. ”Jeg er jæger af Skovby nu ...” Hvad med dig?

Luka rystede på hovedet. Kif var som en fremmed for ham. ”Jeg skal bare tale med shamanen,” sagde han og gik forbi Kif. Han bankede på døren og håbede inderligt, at den ville blive åbnet hurtigt, så han kunne komme væk fra Kif og alle de andres hadefulde blikke. Døren gik op, og shamanen spærrede øjnene op i forbløffelse. ”Luka, er det virkelig dig?” spurgte han og bød ham indenfor.

105


Luka skyndte sig ind og satte sig i en af de gamle stole i stuen. Han kunne pludselig mærke, hvor træt han var. ”Ærede shaman, jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle gå hen!” mumlede han udmattet. Shamanen tog et par kopper og fyldte dem med te. Han rakte Luka den ene og satte sig over for ham. ”Luka, min dreng,” sagde han og pustede på teen. ”Fortæl din gamle bedstefar alt, hvad der er sket!” Så begyndte Luka at fortælle.

Om Stenkæbes flugt, Gorm og jagten. Om grevens soldater, den vilde kamp og Gorms død. Og det mærkelige syn, han fik i skoven, og om Stenkæbes hårde hjerte.

106


Bedstefaren lyttede uden at afbryde. Da Luka var færdig, sukkede han blot. ”Luka, jeg havde ret. Menneskejægeren er i dit hjerte. Det, der skete, da du så Stenkæbes hjerte, hedder synet. Det er en sjælden evne, som kun de dygtigste menneskejægere har. Den sætter dig i stand til at se menneskers sande væsen. Hvordan tror du ellers, jeg kan udpege drengenes evner under kaldet? Jeg bruger synet.” ”Men …?” stammede Luka. ”Så er du jo …” ”Ja,” svarede hans bedstefar. Jeg var også menneskejæger engang ...

”Synet er en kraftfuld evne, som kan fortælle dig mange ting som jæger, men du må lære at kontrollere den. Jeg stoppede som menneskejæger for mange år siden. Som du selv har opdaget, er det ikke en populær profession her i byen.

107


Jeg blev også nødt til at drage væk for at lære at jage. Folk her forstår ikke, hvad det vil sige at være menneskejæger.” Luka fik det pludselig dårligt. Guldstykkerne brændte på siden af hans ben. ”Men jeg jagede jo Stenkæbe for penge.” ”Nej!” sagde hans bedstefar. ”Du jagede Stenkæbe, fordi din mester sagde, du skulle. Du valgte at følge efter ham, og det var det rigtige valg, Luka. Desuden bliver du nødt til at tjene penge på dine fangster, ellers kan du og din familie ikke overleve. De andre jægere får pels, skind og føde ud af deres bytte. Men du havde vel næppe lyst til at flå og spise Stenkæbe!” Hans bedstefar trak på smilebåndet. Luka gøs ved tanken og rystede på hovedet. Bedstefaren trak en lædersnor frem, han bar om halsen. I snoren hang et ældgammelt smykke, der lignede et kranium. Han rakte det til Luka.

Dette er menneskejægernes mærke. Tag det! Du har fortjent det ...

108


Luka Ravn, jæger af Skovby.

Luka tog tøvende imod mærket. Nu var han menneskejæger. Men en lærling uden mester. Han kiggede spørgende på sin bedstefar. ”Kan du undervise mig? Lære mig at bruge synet?” ”Nej,” svarede bedstefaren. ”Jeg er alt for gammel. Du må ud og finde en ny mester. Men det kan jeg måske hjælpe dig med. Kom og tal med mig igen, når du har snakket med din familie.”

109


”Ville du have noget imod, at jeg beholder dét?” spurgte bedstefaren og pegede på Stenkæbes sværd, som Luka havde beholdt. ”Det vil se rigtig godt ud i fællessalen, og der følger en fantastisk historie med.” Luka smilede stolt og rakte ham sværdet. ”Tag det bare. Jeg skal ikke bruge det.”

110


111


baggrundsviden

Jagtstaven i militæret

Jagtstaven

Når man finder et tydeligt spor, måler man byttets skridtlængde fra hæl til hæl. Man sætter et mærke på jagtstaven ved den bageste hæl.

Jagtstaven er opfundet af virkelighedens menneskejægere. Den bruges af de såkaldte ”trackers” i det amerikanske militær og politi.

Når man mister sporet, lægger man jagtstavens mærke ved det sidst fundne spor. Fordi man har målt byttets skridtlængde, ved man, i hvilken afstand der er størst sandsynlighed for at finde det næste spor.

112


Jægernes håndtegn De lydløse håndtegn, der er beskrevet i bogen, bruges også i virkeligheden i jagten på undvegne fanger. Der er mange flere tegn end dem, der er vist her, så man kan give ret detaljerede beskeder ved hjælp af håndtegnene.

Kom nærmere for at snakke

Her er nogle flere tegn, ”trackers” bruger, når de udfører deres arbejde.

Stop og lyt

Gå langsommere

5 minutters pause

Beboelse

Ingen fare

Stop!

113

Forhindring

Vandløb

Bytte i sigte


baggrundsviden

Pusterør fra Ecuador

Pusterør og pile 1 2

Pilen dyppes i gift. Man tager en tot vat. 3

Vattet rulles til en kugle, der sættes på bagenden af pilen. (Pas på ikke at røre ved giften!) 4

Når man puster i røret, driver vattet pilen ud.

114

Pusterøret, som Gorm bruger, findes rent faktisk i virkeligheden. Det pusterør, der er afbildet her, er lavet af indianerne i regnskoven i Ecuador. De dypper også pilene i gift eller bedøvelsesmiddel, når de går på jagt.


Ecuador ligger i Sydamerika, lige på ækvator. Spansk er hovedsproget, men de oprindelige indbyggere, indianerne, har deres eget sprog: Quetchua.

115

ækvator ECUADOR


baggrundsviden

Skitser

Her er et lille udsnit af alle de mange skitser, der skulle til, før de vigtigste personer i historien var pü plads.

116


117


Hvorfor hjalp grev Dimir Stenkæbe i hans hævn mod kongen? Hvordan skal Luka nu blive oplært som menneskejæger? Er venskabet mellem Luka og Kif forbi? Læs mere i bog 2: ”Uden regler”

118


119


Af samme forfatter

120


121


Jan Kjær (f. 1971) er uddannet tegneserietegner og forfatter på den amerikanske “The Kubert School”. Han har igennem 15 år arbejdet freelance for Lego, både som tegner, konceptudvikler og art director. Jan Kjærs grundværdier om ikke blot at underholde, men også at udvikle, er den røde tråd i hans forfatterskab. Hans bøger er kendetegnet ved at være aktiverende og altid indeholde mere end blot en historie, enten i form af ekstra baggrundsviden, tegneskole, mulighed for fordybelse i universet eller en innovativ pædagogisk vinkel. Jan Kjær har skrevet 45 bøger og udkommer i 15 lande. Hans historier er lavet til film, spil, teater og legetøj.

www.jankjaer.dk


Menneskejaegeren Bog 1 af 3 Luka er lige fyldt 14 år, og byens shaman skal tildele ham en læreplads blandt byens jægere, så han kan komme på sin første jagt. Men en ubehagelig overraskelse venter. I Lukas hjerte gemmer sig en jæger, der slet ikke hører hjemme i den lile by. Jægeren i dit hjerte giver dig evner, som andre ikke har! Snart bliver Luka kastet ud i en uhyggelig jagt, hvor han må kæmpe for sit liv, mens han prøver at beherske sine nye evner. Kan Luka redde sig selv? Og kan han blive ét med det væsen, der gemmer sig i hans hjerte?

www.jankjaer.dk

123

Profile for Jan Kjær

Menneskejægeren 1: Et hjerte af sten? - Hele bogen  

Luka er lige fyldt 14 år, og byens shaman skal tildele ham en læreplads blandt byens jægere, så han kan komme på sin første jagt. Men en ube...

Menneskejægeren 1: Et hjerte af sten? - Hele bogen  

Luka er lige fyldt 14 år, og byens shaman skal tildele ham en læreplads blandt byens jægere, så han kan komme på sin første jagt. Men en ube...

Profile for jankjaer
Advertisement