Page 1


2


3


Cirklen


Cirklen © 2018 Jan Kjær & Emil Blichfeldt Udgivet af Agama 1. udgave, e-bog (ePub) ISBN: 978-87-93231-74-0 Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med Copydan, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.jankjaer.dk • www.calibat.dk


JAN KJÆR & EMIL BLICHFELDT

Cirklen

AGAMA


Kapitel 1. Lidt for nemt

Regnen siler ned fra de fjerne skyer, bader højhuse og neonreklamer i en tågedis. Løber ned ad min uniform og presser dens vandafvisende overflade til det yderste. Dråberne falder i en støt takt fra min hjelm og glider ned ad min nakke. Jeg lægger en hånd på Miras skulder. ”Hvornår går vi ind?” Hun ser ikke op, fortsætter bare med at observere den snuskede butik i gyden overfor. ”Du kender reglerne: alle civile ud, før vi går ind.” Det røde neonsymbol lyser fortsat. Doktoren tager stadig imod patienter. Jeg sukker og læner mit hoved mod den afskallede betonmur. Jeg er tilbage i den gamle, slidte bydel i Nebropolis, og de dårlige minder vælter ind over mig. Jeg vil bare ud herfra. Regnen rammer mig i ansigtet. Jeg lukker øjnene, men åbner dem brat, da Nemrod skubber mig hårdt ind i muren. ”Hey, rookie. Du kommer sgu ikke ind i Cirklen ved at stå og sove!” 9


Jeg ser ind i Nemrods sammenknebne, blå øjne. Han drejer hovedet og griner til Mira, men hun er ikke med på legen. Hans udtryk skifter til bistert: ”Vi har ikke råd til at fucke op. Vi skal klare missionerne perfekt, ellers kan vi glemme alt om Cirkelakademiet.” Jeg løfter opgivende hænderne. ”Ja ja, wise guy. Den her babymission kan enhver klare. Selv med én hånd på ryggen er jeg skarpere end dig.” ”Stille! Han har slukket sit skilt. Biksen er lukket.” Mira vender sig så hurtigt mod os, at regnen flyver fra hendes skulderlange hår og slår mod mit ansigt. Jeg tørrer dråberne væk, mens Nemrod lader blikket løbe ned ad hendes tætsiddende, regnvåde uniform. Mira stikker Nemrod en lammer. ”Mine øjne sidder heroppe, smarte.” Nemrod gnubber skulderen og griner smørret. Sekundet efter vender hun sig mod mig med et stort smil. ”Godt, du i det mindste er skarp.” YES, så er jeg foran på point! Jeg smiler hånligt til Nemrod, og da Mira vender sig fra os, former min mund lydløst ordet ’loser!’ Han vrænger ad mig som svar. ”OK, drenge. Vi laver en protokol 14. Jeg fører an,” bjæffer Mira. Vi løber efter hende ud af gyden, mens Nemrod lydløst repeterer protokol 14. Jeg behøver ikke repetere noget. Alle protokollerne 10


ligger krystalklart i mit baghoved. Protokol 14 er en af de simpleste angrebstaktikker; Nemrod burde kunne den udenad. Han er toer på vores tremandsteam og også nummer to gennem døren. Mira er fremme og tager i døren. Den er låst. Hun går til side. Nemrod har elektrodirken klar. Døren åbner, og Mira glider ind. Nemrod følger hende, og jeg kommer til sidst. Den gamle paradoktor opdager os først, da døren lukker bag mig. Han vifter med begge sine knudrede hænder. ”Beklager, vi har lukket!” Han har nok ikke set vores uniformer i lokalets dunkle lys. Kun hans disk er oplyst af en stærk lampe. På disken ligger en åben bylt, hvor et X12-energisegl glimter. Jeg kniber øjnene sammen og misser mod det skarpe lys. Står der en skikkelse mere i rummet? Mira følger protokollen, går ind i lyset og viser sit skilt. ”Doktor Grey, du er arresteret for at have overskredet din licens. Du har misbrugt dine paranormale evner. Hvis du samarbejder og fortæller om dine kunder, har du mulighed for at få nedsat din straf.” Doktorens ansigt bliver blegt, og hans blik flakker hen mod skikkelsen, som Mira ikke har opdaget. Den utydelige skikkelse løfter langsomt hånden. Shit, der er noget galt. Jeg kan mærke protokol 14 11


kollapse. Min hjerne ræser gennem protokollerne og standser et helt forkert sted. Det her er ikke en babymission! Jeg kaster mig frem, mens den fremmedes hånd begynder at flimre. ”Det er ikke en protokol 14, men en protokol 84. Der er en parakriger i rummet.” Samtidig med at ordene forlader min mund, fælder jeg Mira, og paraens kraftudladning blæser hen over os og sprænger hul i væggen. Paraens sløring forsvinder efter angrebet. Lampen oplyser hans ubekymrede smil og hånden, der rækker ud efter seglet på bordet. ”Nå, det ser ud til, at jeg får dagens motion alligevel.” Fuck, han smelter sin hjerne, hvis han rører seglet uden exohandsker! Men paraen griber energiseglet og knuger det i sin bare næve uden at fortrække en mine. På den anden side af disken trækker doktoren sig klynkende bagud. Nemrod kaster sig frem med sin elektrokølle for at pacificere paraen. Shit, han kan ikke huske protokol 84. Køllen rammer et usynligt skjold foran paraens smilende ansigt, og med et nik fra ham flyver køllen tilbage i hovedet på Nemrod, der skriger og tager sig til sit ansigt i smerte. Damn, nu er han ude af kampen de næste 20 sekunder. Jeg kigger hurtigt rundt. Protokol 84 foreskriver, at der skal cirkelkrigere til at nakke parakrigere. Hvis meni12


ge som os møder en parakriger, foreskriver protokollen, at jeg tilkalder forstærkning, mens toeren bruger sit nulfelt til at holde paraen i skak. Men Nemrod er nede, så jeg må gøre begge dele. Fra hver side af mit udstyrsbælte trækker jeg min nulfeltsgenerator og min intercom. Jeg fører begge op i ansigtshøjde, mens jeg går frem mod den smilende para. Jeg trykker de røde knapper ind. Fra venstre lyder klartonen fra centralen. Fra højre hører jeg den betryggende knitren, da nulfeltet udvider sig og forhindrer brugen af paranormale evner inden for en radius af fem meter. Hvis bare nulfeltsgeneratoren virkede uden for byen, ville vi have nakket paraerne for længst, men den er afhængig af energien fra byen for at virke. Paraen smiler selvsikkert tilbage og går mig i møde. Mira kaster sig over ham. Heldigvis kender Mira protokol 84 og er klar til at beskytte mig. Mira, den hårdeste hund på vores team. Han parerer grinende hendes slag. Jeg blinker i forbløffelse, og det næste, jeg ser, er, at paraen afslutter et cirkelspark, der sender Mira i gulvet. ”Centralen her. Kom ind, Barnaz,” lyder det venligt fra centralen. Jeg åbner munden og skriger på hjælp, mere når jeg ikke, før paraen danser videre ind i et nyt cirkelspark, der får min hjelm til at knage og mine øjne til at sortne. 13


Jeg er kun væk et øjeblik. Jeg lokaliserer paraen, mens jeg falder mod gulvet. Som i slowmotion ser jeg ham hænge i luften over mig. Jeg hamrer ryggen ned i gulvet, og luften bliver trykket ud af mig. Mine hænder åbner sig, og intercom og nulfeltsgenerator er ved at glide ud, da paraen lander med en fod på hver hånd og knuser begge enheder mod mine håndflader. Havde mine hænder været lukkede, ville mine fingre også være blevet knust. Han smiler til mig, mens luften over hans højre hånd begynder at flimre. ”Dine fingre overlevede. Det kommer dit ansigt ikke til.” Nemrod rammer paraen i ryggen. Jeg vrider mig væk, og chokbølgen fra paraens hånd smadrer ikke mit ansigt, men flår i stedet forsiden af min uniform i stykker. Øjeblikket efter ruller Nemrod og paraen rundt på gulvet. Nemrod er ikke den skarpeste, men han er stærk som en okse. En usynlig kraft slynger Nemrod væk fra paraen og smadrer ham ind i en søjle. Nemrod falder livløs til jorden. ”Hvor sej er den skiderik egentlig?” bander Mira, mens hun aktiverer sin nulfeltsgenerator. Paraen springer på benene og børster et imaginært støvfnug af sin sorte jakke med sin ene hånd, mens han vifter med seglet i luften. ”Det var hyggeligt, unger, 14


men jeg har fået det, jeg kom efter. Med denne kriger på vores side vil Nebropolis blive forvandlet til en bunke murbrokker.” Kriger? Hvad snakker han om? Det er jo bare et energisegl? Jeg sætter i bevægelse, da jeg ser Mira blive distraheret af paraens ord. Hun kigger mod det skinnende segl og ser ikke, at han med den anden hånd trækker en kastekniv fra et skulderhylster. Jeg smider mig mod ham uden at tænke over, at min uniform er revet i laser, og mit bryst er blottet. Han er langt hurtigere end mig og når at kaste kniven. Den suser forbi mig og rammer sit mål. Den knuser nulfeltsgeneratoren og sætter sig i Miras hånd. Jeg griber paraen om den anden arm og mærker det kolde metalsegl mod mit bryst. Nej, det er ikke koldt. Det brænder mod min hud. Skal jeg dø nu? Paraen bander og prøver at flå seglet til sig, men det kan han ikke. Seglet brænder sig ind i min brystkasse. Jeg skriger i smerte, og det begynder at flimre for mine øjne. Jeg ser mig panisk om efter hjælp. Nemrod ligger bevidstløs i den anden ende af lokalet. Mira trækker en blodig kniv ud af sin hånd, mens hun bider sig i underlæben. Paraen smiler ikke længere, men trækker en ny kniv fra sit skulderhylster. ”Stå lige stille, mens jeg skærer seglet ud.” 15


Jeg prøver at komme væk, men en usynlig hånd griber mig og holder mig fast. ”Det kommer kun til at gøre ondt et øjeblik,” siger han sarkastisk og løfter kniven op til min brystkasse. Jeg kæmper imod, men grebet holder mig fast. Det er vist min åbningsreplik, siger en stemme i mit hoved. Smerten river i mit bryst, men stemmen i mit hoved er virkelig. Kniven synker langsomt ind i min brystkasse, og blodet strømmer ud, samtidig med at lysende bobler af energi siver fra seglet og ind i mig. Kniven standser, før den rammer mit hjerte. Paraen ser forbløffet på mig, og nu er det mig, der smiler, eller rettere: Jeg kan mærke, at min mund former sig i et smil, uden at jeg kan gøre noget. Det føles, som om jeg ser mig selv udefra, som om jeg ikke længere har kontrol over min krop. Min ene hånd løfter sig og former en kugle af ild. Paraen når kun at blinke, før kuglen eksploderer mod hans bryst og slynger ham gennem lokalet. En ildkugle? Kun paraer laver ildkugler! Pludselig går det op for mig, hvad der er ved at ske. Jeg er ved at blive overtaget. Sjælen fra en para er bundet til energiseglet, og han er på vej ind i min krop. Jeg skriger: ”Kom ud af min krop!” og kæmper imod med alt, hvad min træning har lært mig. 16


Min mund griner ad mig, mens røde gnister danser på min hud. Så rammer en næve mig hårdt i maven. Mira er tilbage. ”Jeg ved ikke, hvad der sker, men det stopper NU!” Jeg håber, hun kan stoppe mig. Hendes slagserier er hurtige, og den, der har kontrollen med min krop, kan åbenbart også mærke min smerte. Han prøver at blokere hendes slag, men jeg kæmper imod. ”Stop!” skriger min stemme vredt, og Mira bliver slynget bagud. Den fremmede sukker i mit indre. Min hånd løfter sig, og endnu en knitrende ildkugle vokser frem. Men Mira er hurtigere. Hun er på benene igen. Jeg ser hendes fingre lukke sig om pistolens aftrækker. Hendes ansigt er fortrukket i sorg, men hun følger protokollen. Skuddet gjalder gennem rummet. Kuglen rammer mit bryst lige ved siden af seglet. Mira rammer altid plet. Projektilet borer sig ind i mit hjerte. Ildkuglen falder fra mine fingre og danser hen ad gulvet i en regn af gnister. I stedet for at ramme Miras hoved smadrer ildkuglen hendes ankel. Underbenet eksploderer i en regn af brændende kødstumper og bensplinter. Vi skriger i kor. 17


Det kommer til at kræve alle mine kræfter, men jeg er nødt til at holde det ødelagte hjerte i gang, siger den fremmede i mit hoved. Pludselig har jeg kontrollen over mig selv igen. Jeg burde være død. Jeg har en kugle i mit hjerte, men det slår stadig. Jeg flår i seglet, men det sidder fast. Det må vente. Der er vigtigere ting på spil. Mira er stadig ved bevidsthed. Hun holder om benstumpen, men blodet pulserer mellem hendes fingre. ”Du skød mig, din fucker!” skriger hun. Jeg flår mit bælte af for at lave en kompresforbinding på låret. Det svimler for mig, mens jeg fumler med bæltet. ”Din ... din ...” Hendes arme bliver slappe, og hendes krop synker sammen. Hun er helt hvid i hovedet. Blodet sprøjter ud for hvert hjerteslag. Mine hænder er smurt ind i det. Bæltet glider mellem mine fingre, mens jeg kæmper for at stramme det. Mine øjne vil ikke stille skarpt, og mine hænder falder ned. Mørket sniger sig ind på mig fra kanten af min bevidsthed. Trækker Mira stadig vejret? Jeg dejser om ved siden af hende. Fik jeg strammet bæltet nok? Lyden af sirener nærmer sig. Jeg stirrer på mine hænder. De er glinsende røde. Miras blod drypper fra mine fingre. Fingrene, der sprængte hendes ben. Så kommer mørket.


Kapitel 2. Et simpelt spørgsmål

Jeg svæver af sted i mørket. Der er intet lys og ingen lyde. For første gang i lang tid føler jeg mig helt rolig. Det føles, som om jeg er på vej væk ... Indtil en monoton bippen spolerer freden. Den skærer gennem mørket, river roen i stykker, mens den hele tiden stiger i styrke. Jeg forsøger at skubbe lyden væk, men jeg kan ikke holde den ude. Lyden tvinger mig tilbage i min krop. Min krop, hvor alting gør ondt. Jeg åbner øjnene, men et skarpt lys blænder mig. Jeg klemmer øjnene i igen. Tilbage i mørket prøver min hjerne at forstå. Den vil have svar. Jeg følger opvågningsprotokollen og tester, om min hjerne virker, som den skal: Hvem er du? Jeg er Janos Barnaz, soldat i Nebros forsvarshær og aspirerende cirkelkadet. Beskytter af byen Nebropolis og bekæmper af paraerne, de forbandede kaosaber. Hvor er du? Jeg ligger ned på en briks eller en seng. Mine fingre knuger om noget blødt. Et lagen. Jeg er altså ikke længere i den gamle bydel, men hvor er jeg så? 19


Jeg åbner forsigtigt øjnene på klem. Det går bedre. Jeg ser den blanke maskine ved siden af sengen. Et blinkende punkt på en skærm springer i takt med mit hjertes banken. En hjertemonitor. Ved siden af sengen står et drop, og slangen fører ned til min arm. Sengens hovedgærde står op mod en mur, og sengens tre andre sider er afskærmet med et tykt gardin, der går fra loft til gulv. Jeg må være på barakkens hospitalsafdeling. Det er det eneste logiske svar, og logik er altid det rigtige. Hvad skete der? Paraen, X12-seglet ... Mira! Jeg smadrede hendes ben, og blodet væltede ud. Overlevede hun? Bippene fra hjertemonitoren kommer hurtigere nu. Nåede forstærkningerne også frem til hende i tide? Hun skød mig i hjertet ... men jeg er i live ...!? Så husker jeg, hvordan seglet borede sig ind i mit bryst, og den fremmede, der styrede min krop. Jeg løfter min hånd og fører den op til brystkassen. Følelsen af stål i min hud sender gåsehud op og ned ad mine arme. Seglet er der endnu, og i det sekund jeg rører det, er det, som om stikkende lyn knitrer gennem hver krog af min krop. Jeg går i krampe. Alle mine muskler spændes. Biplydene går amok. Det føles som fingre, der vrider sig i min hjerne. Mine tanker bliver vredet af led, og jeg krummer mig sammen 20


for ikke at falde fra hinanden. Det er, som om der er kommet en fremmed ind i et rum, hvor der kun er plads til en. En fremmed, der insisterer på, at der er rigelig plads til to. De usynlige hænder glider beroligende over mine hjernefolder. Den heftige bippen ændrer sig til en rolig rytme. Gardinet bliver trukket til side, og en sygeplejerske i hvid kittel kommer ind. Bag hende står to brede portører. Jeg hiver dynen op for at dække seglet. Sygeplejersken ser kortvarigt op fra sin elektroniske journal. ”Patient 4367. Identitetstjek,” siger hun til journalens mikrofon. Derefter ser hun på mig og siger: ”Monitoren sendte signal om øget aktivitet. Godt at se, at du er ved bevidsthed.” Hun sætter sig afventende på taburetten, der står ved siden af sengen. De to portører bliver stående bag hende. Jeg stønner sammenbidt. Mine øjne er opspilede. Den fremmede bevæger sig i mit indre, som om han afprøver en ny maskine. ”Vi skal have svar på et par simple spørgsmål,” siger sygeplejersken og sender et tyndt smil. ”Hvem er du?” Jeg skriger spørgsmålet ind i mørket i mit sind. HVEM ER DU? Jeg er dig, og du er mig – jeg er en del af dig nu. Du skal ud. Hvad vil du i min krop? Din krop!? lyder stemmen i mine tanker. En stemme, 21


der sender syle af is gennem mine nervebaner. Det er ikke længere din krop! Det er vores krop. Sygeplejersken sidder klar til at skrive, men da jeg ikke svarer, ser hun bekymret på mig. ”Hvad hedder du?” Jeg prøver at svare, men der kommer ingen ord ud. Jeg kan mærke, at den fremmede begynder at bevæge mine læber. No way at han skal svare for mig. ”J-jeg,” stammer jeg og kæmper for at stoppe svaret. Skrid ud af min krop! skriger jeg indeni. Min stædighed tager over, og noget vågner i mig; det føles som en orkan i mit sind. Den fremmede bliver blæst omkuld. Imponerende! siger han, mens han bliver mast tilbage i seglet. Kan jeg holde ham fanget? Skal jeg sige, hvad der sker? Nej, så er jeg færdig som soldat … og glem alt om cirkeltræning! ”Jeg er Janos,” svarer jeg anstrengt. ”Søn af Theo og Wilma, omkommet ved paraangreb.” ”OK,” siger sygeplejersken lettet og tapper på skærmen. ”Profession?” ”Nebrosoldat af første grad – snart optaget som cirkelkadet.” Hun smiler. Det sidste var ikke en del af svaret, mere udtryk for et ønske. ”Ja ja,” svarer hun. ”Lad os tage én ting ad gangen. Det lader ikke til, at seglet har ændret din hjernefunktion.” 22


”Mira,” stønner jeg, og sygeplejersken ser op. ”Er hun i live?” Hun rykker sig uroligt på stolen, men svarer ikke; i stedet vender hun sig og nikker til de to portører. De træder ind med militaristisk præcision, slår hjullåsene fra og trækker min seng ud. Jeg kan nu se, at der er et gardin mere på stuen. Jeg opfanger en svag bippen trænge ud gennem det tunge stof. ”Er Mira derinde?” spørger jeg og griber fat i sygeplejersken. Hun griber min hånd og lægger den tilbage på lagnet uden at svare. Jeg vender mig i sengen og prøver at fange et glimt gennem sprækken i gardinet, men portøren blokerer mit udsyn. ”H-hvor tager I mig hen?” spørger jeg sygeplejersken. ”Bare rolig,” siger hun. ”Det er standardprocedure. Efter kontakt med en para kommer alle i karantæne. Du kommer ud, når vi har sikret os, at du ikke er inficeret.” Jeg stivner i sengen. Om du er inficeret? Som om jeg er en sygdom! lyder stemmen gnavent i mit hoved. Den er ikke så kraftig som før. Den fremmede må stadig være inde i seglet, men hvorfor kan jeg så høre ham? Han ler mørkt. Seglet og mine kræfter forhindrer projektilet i at ødelægge dit 23


hjerte. Fjerner du seglet, er der intet, der kan standse kuglen fra at nå dit hjerte. Jeg er en del af dig – det er bare et spørgsmål om tid, før du lærer at dele din krop med mig. Jeg er som lammet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Observerer bare, hvordan jeg bliver trukket gennem de hvide gange, mens lamperne i loftet drøner forbi mine øjne. En efter en tæller de nedad mod det uundgåelige. Jeg er blevet en af dem. En para. En af dem, jeg har viet mit liv til at bekæmpe. De urene, de utilregnelige og de uegnede. Min drøm om en plads i Cirklen, om at blive en elitekriger, er blæst til atomer. Hvis jeg ikke bliver udstødt totalt, bliver jeg deporteret til den gamle bydel, hvor de tvivlsomme slæber sig gennem tilværelsen med et stort, gult P tatoveret i ansigtet. P for para ... Der lyder et bip, da en sensor opfanger den rullende seng, og dobbeltdørene foran os åbner sig. Jeg kommer ind i et rum, der er endnu lysere end de andre. Midt i rummet stikker otte metalliske robotarme op af gulvet. For enden af hver arm sidder der instrumenter, som minder mig om torturredskaber. Jeg gyser, da sengen bliver kørt ind midt imellem armene. Sygeplejersken og de to portører efterlader mig uden et ord. I loftet over mig hænger et buet spejl, der forvrænger hele rummet, så det ligner noget fra en syg drøm. 24


”Goddag, menig Barnaz. Mit navn er doktor Bleach, og jeg er her for at hjælpe.” Det giver et gib i mig, da lægen træder hen foran mig. Han er høj og bleg. Hans korte hår er unaturligt hvidt, og jeg får lige et glimt af hans røde øjne, før han tager brillerne på. Er han albino? Bleach scanner nummeret på min seng. En computerstemme oplyser: ”Patient 4367, navn: Janos Barnaz, problem: potentiel infektion.” ”Bare lig helt stille,” siger Bleach med en monoton stemme, der sammen med hans udtryksløse ansigt får ham til at ligne en robot. ”Det tager ikke lang tid.” Han hiver dynen en smule ned, så min brystkasse bliver blottet. Sårkanterne danner en dybrød ring, hvor seglet gemmer sig i min krop. Jeg kniber øjnene sammen og venter på hans udbrud. Men han kører roligt fingrene med de hvide gummihandsker hen over min brystkasse. Hen over seglet og den hævede hud. ”Imponerende,” siger Bleach. ”Helingen er foregået hastigt. Kuglens indgangshul er nærmest væk.” Helingen? tænker jeg. Kan han ikke mærke seglet? ”Der er intet at se ... kun en smule ardannelse,” mumler Bleach. ”Utroligt! Det er for risikabelt at operere kuglen ud. Dit hjerte burde ikke slå, men det gør det.” Hvad foregår der? Er han blind? Jeg stirrer vantro op i det buede spejl. Et lag hud er vokset hen over seglet. Et lag hud, der ikke var der for fem minutter siden. 25


Så lyder den fremmede stemme som en hvisken i mit sind. Jeg har helet dig. Jeg har lukket såret med et nyt lag hud, og mine kræfter skjuler seglet for alle andre end dig. Bleach taler højlydt ud i rummet. ”Ingen ydre tegn på infektion. Ingen abnormitet omkring arvæv. Påbegynder intern parascanning.” ”Prøv ikke at bevæge dig,” siger han til mig og går over til et tastatur ved væggen. Kort efter sætter robotarmene i gang med en summende lyd og bevæger sig op og ned ad min krop. En computerstemme siger: ”Scanning påbegyndt! 10 % fuldendt.” Min krop er spændt som en fjeder. Det er et spørgsmål om sekunder, før armene vil gribe mig, og stemmen vil skrige: ”Infektion. Infektion!” ... Men intet sker. ”60 % fuldendt.” Robotarmene summer løs og når mit hoved. De cirkler helt tæt på. Jeg kan ikke mærke den fremmede længere. Han må have trukket sig helt tilbage i seglet. Han ligger stille. Åndeløs – i skjul. ”Scanning fuldendt,” lyder robotarmene og kører tilbage til startposition. ”Ingen spor af infektion.” Bleach nikker og siger: ”Patient 4367, navn: Janos Barnaz. Scanning fuldendt. Intet abnormt at bemærke. Ingen infektion. Patient overføres til normalstue. Klar til udskrivning.” 26


Jeg hører ordene, men min hjerne kan ikke fatte dem. Hvordan er det muligt for den fremmede at skjule sig selv og seglet for albinoen og hans scanner? Det overgår min forstand. Din forstand er heller ikke noget at prale af, lyder en hvisken i mit indre. Dørene går op, og de to portører kommer ind igen. ”Du vil være tilbage i din enhed i morgen,” siger doktor Bleach med en karikatur af et smil. ”Og klar til udvælgelsen om et par uger.” Portørerne trækker i sengen. ”Kør ham ind på normalstuen!” siger lægen og vender ryggen til mig. ”VENT!” råber jeg. ”Hvad med Mira? Hvad er der sket med hende?” Bleach vender sig og tager brillerne af. De røde øjne fanger mit blik, og jeg kan mærke hårene rejse sig i nakken. ”Du er sluppet billigt. Vær glad for det,” svarer han og kniber øjnene sammen, så de ligner to blodige sprækker i hans ansigt. ”Mira var ikke nær så heldig.”


Kapitel 3. Highscore

Jeg træder ud fra hospitalsafdelingen og går ud på barakkernes træningsområde. Det tørre græs knaser under mine kampstøvler, og solen varmer mit ansigt. Godt at være tilbage i den nye bydel højt hævet over den gamle by. Her er ingen forfald og desperation, her hersker orden. Hæren har givet mig et nyt liv, efter det gamle blev revet fra hinanden. Her har vi alt. Barakker til at sove i. Træningspladsen til at opbygge vores evner. Arenaen til at kæmpe i og hospitalet til at lappe os sammen, når vi har været lidt for ivrige efter at vise vores værd. Jeg kaster et blik over skulderen mod den hvide hospitalsbygning. Dét hotel har jeg ikke tænkt mig at tjekke ind på igen. Jeg mærker et stik af dårlig samvittighed – Mira er stadig derinde, men jeg kan intet gøre. Jeg er nødt til at fokusere på min træning. Jeg suger luften dybt ned i lungerne, lukker øjnene, ånder ud og mærker mine skuldre synke og uroen forsvinde. Jeg krydser over græsarealet og træder op på asfaltstien, der fører gennem træningsområdet, ud til landings28


pladsen, hvor heliporterne står på række, og videre hen til barakkerne. Inde fra forhindringsbanen lyder sergent Orcas buldrende stemme: ”Let så røven! Min oldemor kunne komme over den bom hurtigere end jer!” Jeg smiler, mens de andre fra min deling kæmper for at komme over de forskudte bomme uden at falde ned mellem dem. Dejligt at være tilbage på træningsbanen; det føles som at komme hjem. De andre fra min deling okser videre på banen, mens solen hænger lavt over de endeløse skove, der omgiver Nebropolis. ”Jeg skal bruge soldater, og de giver mig kaosaber!” brøler Orca vredt ad mine kammerater. Jeg gør honnør til cirkelveteranen, der med sin glimtende mikrocomputer i panden udstråler alt det, jeg gerne selv vil være. Orca giver mig et kort nik tilbage. Hans stenhårde ansigt afslører ingen følelser, men jeg smiler alligevel. Orca hev mig op af slummet, lige før jeg druknede. Efter mine forældres død vendte jeg mit had til paraer mod venner og familie. Jeg skubbede alle væk. Til sidst vendte jeg hadet mod mig selv … Jeg tør ikke tænke på, hvor jeg ville have været nu, hvis ikke Orca havde hevet mig op af den sø af selvlede, jeg kravlede rundt i. Taget mig væk fra den gamle bydel til den nye bydel. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville savne forhindringsbanen, men jeg får en uimodståelig trang til at løbe ud 29


og give alt, hvad jeg har i mig, for at vise, at jeg har, hvad det kræver at blive cirkelsoldat. Men doktor Bleach tillod først hård fysisk aktivitet fra i morgen, så jeg går videre. Jeg standser, da jeg når den lille forhøjning med den lave mur omkring. I midten står strategispillet: en konsol, der tester vores viden om protokollerne. En maskine lavet af Nebropolis’ hersker, Kimmen. Kommandør Kimmen skabte orden. Han samlede protokollerne, grundlagde Nebro, lavede den nye by og gav os et enormt forspring i kampen mod kaos. Et forspring, vi kun kan holde, hvis vi træner krop og sind. At kæmpe mod strategispillet er hård træning for hjernen. Bleach sagde intet om hård hjerneaktivitet, så det kan jeg godt træne nu, hvor min krop skal hvile. Jeg går op ad et par trin til det store metalmonster, der på afstand kunne minde om en gammeldags flippermaskine. Men i stedet for en simpel bane, hvor en kugle kan køre forbi forhindringer, er der en holoskærm. En stor tavle troner for enden og håner taberen med sit nederlag – for spillet vinder altid. Mit navn står øverst på tavlen. Jeg har highscoren, selvom jeg aldrig har overvundet spillet. Over mit navn sidder en grøn lampe omgivet af stjerner, der er mejslet ind i metallet. Lampen har aldrig været tændt. Det sker først, når nogen slår maskinen. Den dag kommer aldrig, siger alle i min deling. ”De tager fejl,” mumler jeg med et smil på læberne og 30


lægger håndfladen på scanneren. Skærmen blinker til live. ”Menig Barnaz,” siger pultens computerstemme. ”Velkommen tilbage. Din highscore er 97.350 point.” Den velkendte summen fra spillet, der starter op, får mig til at glemme alt omkring mig. En lille hologramfigur med mit ansigt vokser op af holoskærmen foran mig. Jeg er generalen; jeg styrer Nebros hær mod kaoslegionerne. Foran mig vokser Nebropolis op af den lysende flade. Huse og bygninger dækker nu en fjerdedel af skærmen. De første baner er barnemad; jeg kører gennem de basale forsvarsprotokoller på ingen tid. Jeg laver bymuren til sidst og får afskærmet byen i sidste øjeblik, før kaoslegionerne kommer på banen. Paraerne vokser frem som små, røde skikkelser i hologrambakkerne uden for murene. Uden tøven går de til angreb. ”Du er under angreb. Udfør forsvarsprotokol 13,” beordrer spillet. Mine tropper vokser op af skærmen, og med lynhurtige bevægelser placerer jeg dem på bymurene. Skuddene brager, granater flyver, og i en holografisk støvsky blæses paraerne til holopixels og forsvinder. ”Korrekt udført protokol 13. Angreb afværget. 2.547 point.” Jeg trommer med fingrene på holoskærmen og mumler: ”Kom nu bare videre!” 31


De andre på teamet sidder med næsen klistret til deres tablets hver aften og repeterer protokollerne. Det behøver jeg ikke. De står lysende klart i min hjerne. Spillet fortsætter, og protokollerne dukker op for mit indre blik som en lang række af snorlige, krystalskarpe optegnelser af angrebsmønstre. Jeg rækker ud, plukker de optimale angreb og skyder dem af sted. Mine hænder betjener holoskærmen i direkte forlængelse af mønstrene, der dukker frem for mine øjne. Paraerne falder på stribe, og de røde svulster på holoskærmen bliver udslettet. Jeg kan mærke den fremmede i mit bryst knurre. Seglet summer af vrede, men jeg holder ham nede. Systemerne, protokollerne. Han hader dem, men de er min styrke, og han er som alle andre paraer: Han kan ikke modstå dem. Paraerne splatter ud som insekter under min støvle, og jeg griner. Alt er ved det gamle! De jubler ovre på træningsbanen. Dagens tortur er forbi, og de sidste timer, før vi går til køjs, er vores egne. I kanten af mit synsfelt kan jeg se, at de får øje på mig. De ændrer kurs og løber hen imod mig. ”Wow, godt at se dig!” siger Bronko og klapper mig på skulderen. Jeg nikker uden at flytte blikket fra spillet: ”Godt at være tilbage.” De andre myldrer op ad den lille trappe og stiller sig 32


i en ring omkring spillemaskinen. Jeg laver to hurtige håndbevægelser, og paraerne splatter ud på holoskærmen foran mig. Mine kammerater jubler: ”Du er for vild!” siger Bella. ”Hvordan gør du det?” istemmer Wick. Jeg undertrykker et smil. Oh yeah. Jeg er tilbage. Og de kan se, at jeg er stærkere end nogensinde før. Spillet sætter hastigheden op, og jeg følger med. Jeg tørrer sveden af panden. Lynhurtigt. En sveddråbe på holoskærmen kan fejltolkes af spillets sensorer. Jeg ryger endnu et niveau op. Ingen hjælp at hente fra computeren, nu skal jeg selv vælge det bedste forsvar. Det kræver totalt overblik og perfekt styr på protokollerne. De andre stimler helt tæt sammen om skærmen; nu hujer de ikke længere, misundelsen stråler ud fra dem. Charlot bøjer sig let forover og smiler skævt, mens hun lyner uniformen en smule ned og afslører, hvorfor drengene har svært ved at holde øjnene fra hende. ”Puh, man bliver varm af al den træning,” siger hun dovent. De andre griner smørret og hujer, men ingen af dem overtræder reglerne. Ingen rører mig eller holoskærmen. Nemrod skubber Bronko til side og stiller sig helt tæt på mig med hænderne på skærmbordet. Det gør man aldrig, når nogen spiller. ”Orca siger, I blev skudt i smadder,” hvæser Nemrod. ”Men du ser ikke særlig smadret ud.” 33


”Tak,” siger jeg kort. ”Jeg har det fint.” ”Men hvem skød?” spørger Nemrod syrligt. ”Hverken paraen eller paralægen havde pistoler.” Jeg ser kort på ham, og i det samme lyder en eksplosion fra holoskærmen; der er hul i mit forsvarsværk. Shit, han skal ikke få lov til at ryste mig. ”Vi ...” mumler jeg og skærer tænder, mens jeg kæmper for at holde muren lukket. ”Mira og jeg ... skød hinanden!” Snakken forstummer, og smilene forsvinder. De sender hinanden skæve blikke og kigger derefter på Nemrod, der åbenbart står for afhøringen. ”De siger, du smadrede hendes ben!” fortsætter Nemrod med hård stemme. Jeg ser Miras ben blive ødelagt for mit indre blik, ser skuffelsen i hendes øjne. Jeg glemmer at fokusere på spillet. Muren smuldrer, og paraerne vælter ind og spreder sig som en infektion i hologrammet af Nebropolis. Protokollerne i min hjerne vælter som dominobrikker. Jeg roder rundt i systemerne for at finde den protokol, der kan redde mig fra totalt kollaps. Mærker en trykken for brystet. Mit forsvar er svækket. Den fremmede griner. Han vil ud. ”Vi skød hinanden,” gentager jeg, mens jeg bider tænderne sammen. Paraerne vælter imod mig nu. Jeg mister overblikket, 34


og de sværmer omkring mig. Mine soldater på bymuren falder som fluer, mine heliportere eksploderer på himlen over holoskærmen og sejler mod jorden med haler af sort røg. Ping. Ping. Ping. Antallet af dødsfald stiger, og pinglyden for hver dræbt borger får mine muskler til at trække sig sammen, til jeg er spændt som en fjeder. Vreden spreder sig i min krop og truer med at tage over. Protokollerne i min hjerne er væltet for længst og ligger i en kaotisk bunke. Mit forsvar er ødelagt. Jeg mærker den fremmede bevæge sig fra seglet i mit bryst og ind i min hjerne, men han prøver ikke at overtage mig ... vi er til stede på samme tid. ”Miras ben er smadret, og du står her!” siger Nemrod og skubber til mig. ”Du skød garanteret først!” Vreden fylder min krop. Den skyder ud gennem mine arme, helt ud i fingerspidserne. Han skal bare altid provokere, den store, stærke Nemrod. Han ved, at han kan krølle mig sammen med én hånd på ryggen. Men måske er det på tide, at han lærer noget nyt. ”Du taler for meget!” svarer jeg iskoldt og ser ham direkte i øjnene. I en glidende bevægelse er jeg henne ved ham. Jeg hamrer mine hænder ind i hans brystkasse. Jeg kan mærke hans muskler spænde, men min styrke er enorm. Jeg er for vred til at undre mig. Jeg ser kun overraskelsen i hans øjne, da han bliver slynget over den lave mur og 35


lander på græsset udenfor. Jeg hopper ned til ham. ”Og hvor var du?” råber jeg. ”Du glemte at følge protokollerne. Du var jo besvimet, ikke!? Så vi måtte ligesom stoppe svinet uden din hjælp. Tak for det!” Det er nu, du skal lære ham en afsluttende lektie. Sammen er vi langt stærkere end ham. Sammen kan vi blive den mægtigste kriger, der nogensinde har eksisteret. Pludselig går det op for mig, hvad der sker. Min vrede forsvinder som dug for solen og erstattes med frygt. Frygt for paraen i mit indre. Frygt for, hvordan han kan ændre mig for evigt. Jeg presser læberne sammen. Der er intet os! Du bliver aldrig en del af mig. Jeg vender mig om og går tilbage til spillet. De andre træder bagud og skaber plads. Charlot og Blitz hjælper Nemrod op. Han børster støvet af sin uniform og knytter sine næver. Han går frem mod mig. Bronko stiller sig imellem. Han er den eneste på vores årgang, der er større end Nemrod. ”Lad Janos være,” siger Bronko til ham. ”Han er stadig i chok!” Nemrod løfter en finger og peger på mig: ”Du får lov at slippe ... denne gang!” Jeg svarer ikke, men stirrer bare tomt på holoskær36


men, hvor mit totale nederlag udfolder sig. Langsomt siver de andre bort, og jeg står alene tilbage ved bordet med resterne af holo-Nebropolis. Bymuren er faldet, og der er murbrokker overalt. Paraerne infiltrerer byen, og hele skærmen er dækket af rødt. Dioderne blinker hidsigt. Tabene er kolossale, og antallet af overlevende nærmer sig nul. Byen er lige så ødelagt som mig. Mit hologram er den sidste figur på skærmen. Paraerne kaster sig frådende over mig og flår mig i stykker. Hologrammet blinker og forsvinder. ”Game over!” lyder stemmen neutralt. ”Kadet Barnaz, vil du prøve igen?” Jeg sparker irriteret til strategispillet og går hen mod barakkerne. Solen er væk nu. Jeg er den sidste på træningsområdet. Jeg stirrer ned på den gamle bydel, der ligger i en evig tåge under den nye bydel. Ser de blinkende neonreklamer og mindes kampen mod paraen. Jeg kan ikke mærke den fremmede i mit hoved længere. Har han frivilligt trukket sig tilbage til seglet? Jeg orker ikke at undersøge det. Vreden, der før fyldte min krop, bliver erstattet med en pludselig træthed. Jeg vender ryggen til den gamle bydel, kigger på den nye bydels høje skyskrabere, lader øjnene dvæle ved byens centrum. Det enorme Lystårn, hvis top stadig glimter gyldent. Tårnet, der høster den energi, der driver alt i byen. Tårnet, hvor Kimmen og resten af byens elite bor. Mit blik glider ned 37


til den enorme, cirkelformede platform, der ligger som en ring for foden af tårnet. Hjemstedet for cirkelkrigerne, de ypperste ordenskrigere. Protokollernes mestre. Jeg prøver at få protokollerne i mit hoved sat i system, men jeg længes bare efter at komme ind i min køje og sove. Det må vente til i morgen. Alt er vist alligevel ikke ved det gamle.


Kapitel 4. Krigeren

Alt omkring mig er gråt og tåget. Hvor er jeg? Jeg må have overblik, og som om tanken er nok, hæver jeg mig op af tågen. Tåge, der hænger over landet som en nødlandet sky. Jeg svæver op i et blændende lys og en følelse af uvirkelighed. Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Din krop drømmer, men dit sind er vågent, siger skikkelsen, der svæver ved min side. Han er sløret, som om jeg ser ham gennem matteret glas. Han ligner en kriger fra fortiden i ornamenteret rustning. Kun hans øjne står tydeligt frem. Levende, gulbrune øjne. Hans blik er ikke fjendtligt, men heller ikke venligt. Strengt, men indlevende. Jeg ved ikke, hvem eller hvad han er, men han minder beroligende meget om Orca. Jeg hænger i luften og vænner mig til lyset. Langsomt ser jeg, at lyset har former som langstrakte mennesker, der vrider sig gennem luften og bliver trukket frem. Jeg ser, at de bevæger sig mod et gyldent tårn, bliver suget ind. For foden af tårnet er der dunkelt og tåget. Jeg 39


anstrenger mine øjne, og det går op for mig, at jeg stirrer ned på min by. Stirrer ned på Nebropolis og Lystårnet. Jeg vender blikket mod den gamle kriger. Hvad sker der her? Hvad er det for vanvidssyner, du viser mig? Den gamle sukker. Du ser uden slør for dine øjne. Du ser, hvordan Nebropolis’ magt bygger på at suge æterens sjæle til sig og omdanne dem til den energi, der driver jeres maskiner. I afskyer paraerne, men I trækker på de samme kræfter. Al energi kommer fra sjælehavet, der omgiver kloden. Jeg ryster på hovedet og griner hånligt ad ham. De løgne får du mig ikke til at tro. Tårnet høster energi fra solen. Det har vores hersker, Kimmen, fortalt, og alt, hvad han siger, er sandhed. Den gamle ryster på hovedet. Ordet sandhed er en forsimpling af virkeligheden. Det er et ord, som manipulatorer bruger. Det er på tide, at du finder din egen vej i stedet for blindt at følge andre. Jeg holder fast i mit hånlige grin. Lad mig vise dig sandheden. Lad mig vise, hvorfor orden vil vinde over kaos. Og med følelsen af at være i en drøm, der adlyder mine tanker, tvinger jeg skyerne væk, så Nebropolis kan ses i sin fulde vælde. Jeg viser krigeren byens spiralformede skønhed. Den systematisk opbyggede megaby, hvor alt passer sammen, og alt har en funktion. Jeg svæver ud langs murspiralen, 40


hvor byen langsomt glider over i gennemkontrolleret landbrug, hvor naturen dyrkes for at levere det, vi har brug for. Svæver ud for enden af muren, hvor den enorme terraformer æder den vilde natur, knuser bakker og klipper. Ud af den fødes den evigt voksende mur og den rene landbrugsjord. Stolt slår jeg ud med armene og siger: Se, hvordan kaos bliver fortæret, lavet til orden og bliver et sted, hvor alle kan leve i harmoni. Den gamles øjne flammer op; de er mere ildgule end jordbrune. Han ser både vred og skuffet ud. Ligner en, der må kæmpe for ikke at råbe, men da han taler, er det med en lav, sørgmodig hvisken: Tror du, at maskinen, der sønderflænger landet, kan fungere som normale maskiner? Hvilke kræfter tror du, driver en maskine på størrelse med en by? Kan du ikke høre de tusinder af sjæle, der skriger i pinsel, mens de, slavebundet til stålet, tvinges til at ødelægge verden? Jeg ryster på hovedet. Jeg kan kun høre kaossnak. Der er ingen sammenhæng og system i det, du siger. Krigeren blinker langsomt, før han taler igen: Har du overvejet, hvordan jeg blev bundet til metalseglet, du bærer i dit bryst? Skal jeg virkelig forklare alt direkte til dig? Forklare, hvordan jeg blev suget ind i sjæletårnet. Hvordan jeres maskiner sorterer sjælene i kraft41


klasser. Hvordan de svageste bruges som slaver til at drive jeres maskiner, og hvordan de magtfulde bindes til metalsegl, som Kimmen personligt tvinger kraft og viden fra. Nu er det min tur til at gispe, for jeg har pludselig forstået, hvem jeg taler med. Du er den fremmede. Det er dig, der har inficeret mig. Dig, der er ved at forvandle mig til en para! Han klukker, som om jeg er et tungnemt barn. Jeg har ikke inficeret dig, og jeg er ikke ved at forvandle dig. Jeg har fundet dig værdig. Jeg mærker alt det, der slumrer i dig. Du har potentialet til at forandre verden, men du mangler viljen. Den har du kastet væk. Du er frivilligt ved at forkrøble din sjæl. Jeg ryster hovedet og niver mig i armen. Kæmper for at vågne, men i stedet driver jeg bare i vinden. Driver væk fra terraformeren, driver ud over den utæmmede natur. Ud over de store skove. Jeg stirrer med væmmelse på rodet af træer, buske og vandløb. Tumler videre på vinden, suges ind i en sky, før jeg lander på noget hårdt. Alt omkring mig er gråt og tåget. Hvor er jeg? mumler jeg, men ingen svarer. Langsomt begynder jeg at kunne se andet end tåge. Ser, at jeg står på et gammeldags tag. Tågen blæser væk, og jeg ser nu, at jeg har stået midt i en sky på toppen af et gammelt tempel. Et kort øjeblik glemmer jeg at undre 42


mig, jeg nyder bare udsigten. Ravnen, der skriger højt over mig. Solen, der skinner på den gammeldags by omkring mig, og vinden, der rusker i mit hår. Tågen trækker sig længere væk. Jeg ser ud over landskabet, hvor der er marker og derefter skov, så langt øjet rækker. Jeg er langt fra Nebropolis. Jeg ser ned i byen under mig. Ser sært udseende mennesker tæt på. Mennesker med sværd og andre gammeldags våben. Og med ét ved jeg, hvor jeg er ... Du har helt ret. Du er midt i kaosland. Du er langt fra dine venner. Du er, hvor det hele vil slutte. Jeg ser ned. Ser, hvordan vilde krigere strømmer ud fra byen og bevæger sig ind i skoven. Jeg svæver efter. De rejser langt, før de finder et område med gamle tempelruiner. Jeg svæver ned og ser, hvordan deres høje, sorte anfører sætter dem i gang med at klargøre området til et stort slag, ser dem lave fælder, ser, hvordan deres anfører bruger sine paraevner til at forme skoven efter sin vilje, gøre en fælde klar til angrebet fra Cirklen. Jeg vender mig mod den fremmede, der bor i seglet i min brystkasse. Hvorfor viser du mig alt dette? Hvorfor afslører du, hvad dine kampfæller forbereder? Krigeren ser på mig med trætte øjne, der er mere jord end ild. Alt, du ser på denne rejse, vil glide fra dig og fordufte som en drøm i morgengryet, men det er ikke derfor, jeg tør vise dig, hvad der sker. Tror du, jeg viser 43


dig alt dette, fordi jeg vil have, at orden og kaos skal kæmpe og slagte hinanden i hobetal? Jeg ser på de primitive krigere, der graver huller ved tankens kraft, får lianer til at vokse sammen som net og grene til at spænde sig som buer. Jeg vender mig spørgende mod krigeren. Hvad vil du så? Han smiler og lægger hånden på min skulder. Hans stemme er blød som silke: Slut dig sammen med mig, og vi vil nå det mål, ingen andre kan se. Jeg tøver og ser ind i hans øjne, hvor ilden ulmer. Jeg vil forløse dit potentiale. Giv slip på alle dine systemer, bliv en ny version af dig selv, og find vejen, der fører til fred for alle. Først da går det op for mig, hvad han vil. Han vil gøre mig til en kaosabe. ALDRIG!! brøler jeg, mens jeg skubber ham væk. Krigeren hvæser, så det rolige ansigt bliver fortrukket i vrede, og ilden i hans øjne sætter hele hans krop i brand. Find din egen vej, ellers vil krigen mellem kaos og orden lægge verden øde. Ravnen skriger over mig, ilden brænder verden omkring mig, og et sug kraftigere end noget andet flår mig tilbage.

44


Jeg sætter mig fortumlet op i min køjeseng og slår hovedet mod bulen, hvor Nemrods krop tynger overkøjen ned. Alarmen hyler og lyder som ravnens skrig i min drøm. Hvis det altså var en drøm? Hvad var det, der skete? Alt er tåget i mit sind. Jeg husker mest sorg og frygt, men også noget om krig og død. Måske kan jeg huske det, hvis jeg tænker mig om. Men der er ikke tid. Mit hjerte ræser af sted, koldsved dækker min krop. Jeg vil bare krølle mig sammen og gemme mig væk; i stedet svinger jeg mine stive ben ud over sengekanten. Nemrod er sprunget ned fra sin seng og får hurtigt sin uniform på. Han smiler hånligt til mig: ”Du ved, hvad der sker med dem, der kommer sidst, når alarmen lyder.” Jeg vrænger ad ham som svar og hiver min uniform til mig, før jeg følger ham i slipstrømmen af de sidste soldater. Resterne af drømmen rumsterer i mit hoved, og jeg ved, at jeg burde tænke den igennem, så den ikke forsvinder, men der er ikke tid til at tænke. Lige nu er det vigtigst ikke at være den sidste. De sidste er sjuskede, og sjusk er begyndelsen på kaos, og jeg vil aldrig blive en del af kaos!


Kapitel 5. Payback

”Alle menige til arenaen!” lyder stemmen over højtalerne, mens vi løber ud af barakkerne og over mod arenaen, der løfter sig som et gammeldags Colosseum bag træningspladsen. ”Fedt, mand!” skriger Bronko og løfter næverne i luften. ”Det er ikke en øvelse. Vi skal se kaaaaamp!” ”Hvem skal kæmpe?” spørger Bella, men svaret drukner i larmen. Jeg standser brat, da jeg ser en silhuet lænet mod en af de forskudte bomme på træningspladsen. Jeg genkender hende med det samme. De andre tumler forbi mig og strømmer mod arenaen. Mira plejer at bevæge sig som en kat. Et hundyr, der fik os drenge til at stirre. Men nu ligner hun snarere et dyr, der er blevet kørt over. Hun er krum og foroverbøjet, som om hun hiver en tung vægt efter sig. Da hun bevæger sig, er hendes gang urytmisk og kluntet. Den ene fod lander tungt for hvert skridt, hun tager. Da hun ser mig, stopper hun. 46


Vi er alene på stien, der fører hen til arenaen. Alle andre er på vej ind for at finde deres pladser. Jeg prøver at holde blikket fra Miras ben. Der er intet at se. Uniformens lange bukser og kampstøvlerne skjuler protesen. Vi står et øjeblik. Jeg holder vejret og fanger hendes blik. Det er ikke hårdt og selvsikkert, som det plejer. ”H-hvordan kan du være i live?” hvisker hun. Hendes stemme er tynd og kraftløs. ”Jeg ramte dig i hjertet.” Hendes øjne er hverken dømmende eller vrede. Bare triste. Jeg slår blikket ned. Jeg har intet svar. ”Den forbandede para,” hvæser hun sammenbidt. ”Han fuckede os totalt op.” ”Ja, det var ikke en begynderopgave,” svarer jeg. ”Utroligt, at vi overhovedet overlevede. Forstærkningerne kom i sidste sekund. Han sendte flere soldater på hospitalet, men Cirklen stoppede ham.” Mira humper et skridt tættere på mig. Hun ser op med et forpint udtryk i ansigtet. Hun åbner munden ... ”Se så at få fingeren ud, menige,” råber en officer og begynder at hive i dørene til arenaen. ”Kampen begynder om 20 sekunder.” Vi skynder os ind, før dørene lukker. Jeg rækker Mira en arm for at støtte hende, men hun skubber den væk. Arenaen summer af ivrige stemmer. Taget på arenaen plejer at være åbent, men et stort metalnet dækker 47


åbningen. Sergent Orca står midt i arenaen. Gulvet er dækket af sand. Spredte klippestykker og murbrokker stikker op og giver dækning til kæmpende. Vi har trænet derinde mange gange. Men der er et eller andet galt. Det her er ikke en træningskamp. Der lyder et klik og en høj skratten, da Orca tænder mikrofonen på sin uniform. ”Send ham ind,” siger Orca kort. Vi kan alle høre hans åndedræt, mens mikrofonen er tændt. Så bliver der bomstille i salen. To døre går op i den modsatte ende af arenaen, og en skikkelse bliver skubbet ind. Mit hjerte springer et slag over, og jeg gisper efter luft. Paraen, vi kæmpede mod, humper ind i arenaen. Gennem flængerne i det forrevne tøj afslører de blå mærker og røde rifter, at han er blevet behandlet hårdt. Mira vender sig mod mig, og min frygt bliver spejlet i hendes øjne. Jeg griber hendes hånd, og hun knuger min. Vi sidder bare 20 meter fra paraen, der sendte os begge på hospitalet. ”Kaosabernes leder hedder Daizan,” lyder Orcas stemme i højtalerne. ”Og Zanko, der står foran mig, er hans højre hånd. Sammen vil de omstyrte vores samfund og indføre kaos.” Zankos blik er fuld af had. Had, der er rettet mod sergent Orca. ”Zanko er klassificeret som ’telekinetiker’. Stærk, 48


uforudsigelig og absolut uden nogen form for moral. Han er skyldig i et utal af terrorangreb og lemlæstelser.” Zanko griner, da han hører Orcas præsentation af ham. Uden at fjerne øjnene fra cirkelsoldaten samler Zanko sværdet op, som hjælperne har efterladt. ”Paraerne bruger sjældent skydevåben, så for retfærdighedens skyld får Zanko et sværd,” lyder Orcas forklaring. Zanko stormer frem mod Orca. Zankos elektroklinge svirper gennem luften med sin karakteristiske summende lyd. Og lyden af stål mod stål fylder arenaen, idet Orca parerer med sin metalarm. Med sin frie hånd slår Zanko mod Orcas brystkasse og slynger ham flere skridt tilbage. Orca får hurtigt fodfæste, og med forpustet åndedræt kommenterer han kampen. ”Kinetikslag,” forklarer han. ”En del af paraernes kampsport, der hedder nacheck.” Zanko griner bistert, og med en række komplicerede armbevægelser nærmer han sig igen. ”Nacheck går ud på at vildlede,” pruster Orca. ”Følg protokol 45, og brug muskelsensoren i jeres mikrocomputer til at forudse angreb,” siger han og peger på mikrocomputeren, som kun cirkelkrigerne har i deres pande. Zanko svinger kaotisk med armene. Han bluffer, finter og sætter slag ind, hvor man mindst ville vente det. Jeg stirrer betaget på den bizarre kampform, men Orca 49


aflæser mønsteret med sin mikrocomputer og parerer slagene uden at lade sig forvirre. Han griber Zankos ene arm, og med fuld styrke smadrer han sin metalnæve i fjæset på paraen. Orcas metalhånd flænser kinden op, så blodet flyder ned ad Zankos hals. Paraen vælter baglæns, rammer en murblok, men genvinder hurtigt balancen. Zanko hvæser, kører fingrene gennem blodet og tværer det ud over sit ansigt. Han dækker sig med en morbid krigsmaling af sit eget blod. Jeg gyser over hans vanvid, men øjeblikket efter fryder jeg mig, da han går i en stor bue rundt om Orca. Han er rystet. Det er tydeligt. Zanko slynger sit sværd langt væk. Det lander helt henne ved arenaens bagkant. Det er vanvid! tænker jeg. Man skiller sig ikke frivilligt af med sit våben. Dybt inde i mig griner den fremmede. En bedrevidende latter. Zanko løfter de blodige hænder op mod gitterloftet, og der går et chokeret gisp igennem tilskuerne, da hans krop pludselig løfter sig fra jorden. Jeg har aldrig set noget lignende. Han ophæver tyngdekraften og nærmer sig netloftet. ”Levitation,” konstaterer Orca nøgternt. ”Jeg ville pille ham ned med en plasmariffel, hvis jeg havde en.” Vi griner alle lettet. Orca er urokkelig, og hvis vi respekterede ham før, så sidder vi nu i dyb beundring 50


over hans mod og styrke. Zanko griner bare og retter hænderne frem mod Orca, der bliver skubbet baglæns af en usynlig kraft. Orca sætter fødderne hårdt i jorden og modstår det usynlige angreb. Jeg mærker mine muskler spænde, og jeg får lyst til at skrige, da jeg ser murbrokker løfte sig fra jorden bag Orca. Et stykke derfra hæver sværdet sig op af sandet. Begge dele uden for Orcas synsfelt. Hans blik er rettet mod Zanko oppe under loftet, endnu en vildledning. Har Orca set sværdet og murbrokkerne? tænker jeg, men jeg når ikke at sige noget. Murbrokkerne suser gennem luften. Orca opdager dem, et splitsekund før de rammer, og med en lynsnar bevægelse aktiverer han skjoldet på sin kybernetiske arm. Metalbånd fra armen breder sig ud som en dobbeltvifte. Mursten rammer toppen af skjoldet og preller af. Sværdet skærer gennem luften fra den anden side. Orca drejer kroppen i sidste sekund – lige nok til, at sværdet svirper ind under hans arm. Det snitter hans panservest på siden, hvor den er tyndest. Lyden af stof, der flænses, kan høres gennem Orcas mikrofon. Han snerrer, mere af vrede end smerte, selvom blodpletter drypper i sandet. Den røde klinge fortsætter forbi og borer sig ned i jorden. ”Flere flyvende objekter på samme tid. Det er avan51


ceret telekineseangreb. Teoretisk umuligt,” hvæser Orca sammenbidt. ”Zanko er blevet fejlklassificeret ved vores første sammenstød. Han er stærkere end forventet.” Oppe under netloftet griner Zanko manisk. Hans ansigt er forvredet i en forfærdelig grimasse af størknet blod, og de vilde øjne flakker i hovedet på ham. Orcas skridt er blevet langsommere, og hans åndedræt er tungt nu. ”Kom ned og kæmp, kujon,” råber han til Zanko. ”I tror, I kan styre alting,” skriger galningen med en dyb røst. ”Vi skal alle sammen ind i jeres små kasser.” Han lader sig sænke ned mod jorden igen. ”Men vi skal splitte jer i småstykker,” siger han, mens hans fødder nærmer sig jorden. ”Smadre jeres perfekte, skinnende by, til der kun er murbrokker tilbage.” Det sekund han rammer jorden, stormer han mod Orca med armene strakt fremad. Usynlige telekineseslag hamrer mod Orca. Men Orca står, selvom slagene får ham ud af balance. Zanko springer imod ham med et brøl, mens Orca går i knæ med ryggen til sin modstander. I et glimt af metal ser jeg knivsbladet skyde frem fra Orcas kybernetiske arm, og i sekundet før Zanko lander, svinger Orca rundt og borer knivsbladet gennem brystkassen på den overraskede para. Det knaser højlydt i salen, da Zankos hoved rammer mikrofonen på Orcas skulder. Vi hører den gurglende lyd, 52


mens Zanko hoster blod op. Så stopper hans rallen, og han falder slapt til jorden. I faldet hiver Orca den blodige klinge ud. Vi springer op fra sæderne og skriger i ekstase. Den indestængte spænding vælder ud i lokalet. Vi skriger, klapper og hujer. Efter et stykke tid bliver larmen til en rytmisk messen. ”Orca. Orca. Orca.” Orca trækker klingen ind i den kybernetiske arm. ”Det var dagens første lektion,” stønner han forpustet og prikker til liget med foden. ”Nu bliver han fløjet til det primitive land og dumpet til skræk og advarsel for alle, der kunne finde på at angribe Nebro.” Dørene i arenaen går op igen, og to andre cirkelkrigere går roligt ind og tager liget væk. ”Næste lektion er på forhindringsbanen,” råber Orca gennem larmen. ”Træning, teknik og protokoller. Det er sådan, vi smadrer paraerne. Vores systemer er udviklet til at forsvare os mod kaosangreb. Og de virker!” Vores hænder flyver knyttede mod himlen, mens vi råber, så det runger i arenaen. Jeg klapper, til mine hænder smerter. Blodet suser i mine årer. Begejstringen griber os alle som i en massehypnose. Vi kan ikke vente, i samlet flok løber vi mod forhindringsbanen. I dag er sidste dag før udvælgelsen. Vi vil alle være cirkelkrigere som Orca. Og når vi bliver det, så er det fandeme tid til payback!


Kapitel 6. Ned med nakken

Musklerne brænder, men jeg stopper ikke. Jeg er lige i hælene på de andre. Sidste chance for at bevise, at jeg hører til blandt de udvalgte. At jeg vil kunne klare cirkelkadetternes sindssyge kamptræning. Jeg sætter af og løber hen over de forskudte bomme; ét fejltrin og jeg ryger ned. Forhindringsbanen er ikke for amatører. Mira overhaler mig; hun sveder og ser anspændt ud. Det er en kamp for hende at kontrollere sit kunstige ben. Hun skal blive ét med benet og slet ikke tænke på, at hun bevæger det. Hun skal få det til at følge sin vilje som en naturlig del af sin krop. Det lyder nemt, men det er det ikke. Hun lander usikkert på øverste bom og svajer bagud, men jeg er lige bag hende og sætter en hånd på hendes ryg. Hun vender sig mod mig, men i stedet for et venligt smil, hvæser hun ad mig: ”Jeg har ikke brug for din hjælp!” Hun springer de mange meter ned i sandgraven og lander i et dårligt rullefald. Jeg springer lige efter, lander bag hende og kommer 54


hurtigt på benene. Vi halser mod den sidste forhindring, kaster os ned og kravler under pigtråden. Mira og jeg ankommer som de sidste til den lille kampplads i midten af forhindringsbanen. De andre er i gang med kamptræningen. Fuld kontakt og minimal beskyttelse. Jeg gisper efter vejret, men tvinger alligevel tandbeskytteren på plads og justerer træningshandskerne, mens jeg spejder efter min modstander. De sidste mod de første, sådan er reglerne. Nemrod og Charlot highfiver, mens de går frem mod os. Mira gisper, mens hun gnider benets sammenføjning gennem buksestoffet. Hun har ikke fået beskyttelse på; hun er totalt færdig. Vi er totalt færdige. Nemrod knækker fingre og går målbevidst frem mod mig. Mine lunger brænder, mine ben ryster af mælkesyre, men jeg vil ikke give mig uden kamp. Jeg kaster mig frem og finter et udfald mod Nemrod, der hurtigt får sine parader op, men i stedet for at slå ham bruger jeg hans løftede arme som afsæt. Jeg griber hans venstre arm og bruger min fart til at sende mig videre i et flyvespark mod Charlot. Min fod rammer hende i siden. Uniformens polstring absorberer en del af kraften, men sparket slår hende ud af balance, og hun mister pusten. 55


Mira har med det samme forstået taktikken og går mod min modstander. Miras stålfod flyver mod Nemrods nedre regioner, men hun er alt for langsom. Nemrod griber med lethed hendes ankel og smider hende til jorden ved siden af Charlot. I stedet for at slå Mira ud træder han hen over pigerne med sit blik fastlåst på mig og hvisler: ”Det er dig, jeg vil ha’ ned med nakken.” Jeg undviger hans første slag og hvæser: ”Hvad fanden har jeg gjort dig, Nemrod?” ”Du ydmygede mig ved strategispillet. Jeg lod dig slippe, men nu kommer straffen!” Hans næste slag flyver også forbi, og jeg slår ham hårdt i siden, men handskerne og uniformen absorberer det meste af slaget, så han taler bare videre: ”Jeg ved, at du ramte mig med et paraangreb. Du er en kaosabe!” Hans anklage får mig til at stivne. Han griber mit håndled og trækker mig ind i en armlås, hvorefter han presser mig ned mod jorden, mens han hvæser: ”Du hører ikke til her. Du skal ned i sølet, hvor du hører hjemme. Du skal ud!” Mit ansigt bliver mast ned i den fedtede jord, og ud af øjenkrogen kan jeg se, at jeg ikke kan forvente at få hjælp fra Mira. Charlot går benhårdt efter Miras svaghed. Sparker til det kunstige ben, der vrider sig, så Mira ligner en, der er ved at kaste op af smerte. I stedet for at falde laver hun 56


sit frygtede cirkelspark, men det kunstige ben gør ikke, som hun vil. I stedet for at slå Charlot i jorden mister hun balancen og falder selv. Fløjten lyder, og alle standser. Orca skridter ind mellem de kæmpende, der viger til side og gør plads for den store cirkelveteran, der bevæger sig glidende på trods af sine kunstige legemsdele og dagens skader fra arenaen. Fra min liggende position har jeg fin udsigt til hans metalben. Orcas uniform dækker ikke hans polerede metaldele. Han bukker sig ned og slår let på Miras kunstige ben med sin egen metalhånd. Lyden af metal mod metal er tydelig, på trods af at Mira skjuler sit metalben under sine bukser. ”Tror du, at din svaghed skyldes dit nye ben eller noget helt andet?” siger han og lægger fingeren mod hendes pande. Mira svarer ikke, hun ånder bare tungt. ”Hvis du ikke har styr på dit cirkelspark i morgen, så har du ingen fremtid som cirkelkadet!” Der lyder et suk fra os alle. Alle frygter at blive valgt fra. Udvælgelsen sker på baggrund af vores indsats i løbet af den sidste måned. Jeg fanger Orcas blik, da han vender sig fra Mira. Jeg kan se på hans rynkede bryn, at han er lige så skuffet over min indsats. Så tager han en dyb indånding og løfter fløjten. 57


Jeg vil gøre alt for at blive en del af Cirklen. Jeg handler, i samme øjeblik fløjtet lyder, og finder kræfter, jeg ikke anede, jeg havde. Den fremmede ler i mit indre og siger: Jeg er altid parat til at hjælpe dig. Nemrod opfatter mit angreb et øjeblik for sent, og da har jeg kastet ham hen ad det fedtede underlag. I stedet for at holde øjnene på Nemrod stirrer jeg ind i Orcas øjne og ser alt for tydeligt den bekymrede rynke vokse i hans pande. Han ved, jeg gjorde noget, jeg ikke burde kunne. Jeg ser skamfuldt væk og opfatter i sidste sekund Nemrod komme mod mig som en brølende tyr. Jeg kaster mig til side, og han flyver ind i maven på Orca. Han rykker sig ikke en tomme; i stedet griber han hårdt fat i nakken på os begge. ”I har vist for meget energi, drenge. 10 omgange mere på banen, mens de andre går i bad.” Jeg er helt færdig ved tanken om 10 omgange, men Nemrods hidsige ansigtsudtryk er det hele værd.

Det er mørkt, da vi er færdige. Helt færdige. Vi orker ikke engang at skule ad hinanden. Vi går begge mod barakkerne for at komme i bad. Inde i barakkerne er der soveområder, bade, kantine og træningslokaler. Der er mørkt; alle de andre er gået til spisning i kantinen. Nemrod går 58


mumlende forbi den åbne dør ind til et træningslokale. Lyset strømmer ud fra lokalet. Jeg kigger kort ind og stivner. Inde i træningslokalet står Mira i uniformsbukser og tanktop. Hun er badet i sved og i gang med sit cirkelspark. Hun falder ikke. Men sparket rammer sandsækken så blidt, at det ikke ville have kunnet nakke en førsteårskadet. Hun slår bandende på det kunstige ben under buksestoffet og opdager så, at jeg står i døren. Hun peger på mig og råber: ”Det er din skyld, jeg mistede mit ben. Det er din skyld, hvis jeg ikke bliver en del af Cirklen!” Jeg er helt færdig, men jeg ved, hun har ret. I stedet for at svare surt går jeg ind til hende og glemmer alle tanker om mad, bad og nattesøvn. Mira stirrer på mig med en blanding af sorg og vrede. ”Spark mig!” siger jeg og stiller mig i forsvarsposition. Hun smiler uden glæde og glider ind i cirkelsparket, der tidligere gjorde hende til en af de sejeste på teamet. Sparket går ikke igennem min parade, som det plejer. Hun ryster på hovedet og blinker tårerne væk. Jeg lægger fingeren mod hendes pande et kort øjeblik, før hun trækker sig væk: ”Jeg har en ven, der har lidt samme udfordring som dig,” siger jeg og rømmer mig. ”Hans problem er, at han ikke vil acceptere, at han ikke længere er den, han var før. Han vil ikke overgive sig til sin nye tilstand.” 59


Mira ser spørgende på mig, men jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde det. Jeg slår bare afvisende ud med armene. ”Glem det!” Men Mira har åbenbart forstået mere, end jeg selv har: ”OK, du har ret. Mit ben gror aldrig ud igen. Min eneste mulighed er, at den metalklump er en del af mig resten af livet.” Jeg nikker usikkert og har det, som om hun på et splitsekund har accepteret sin metalprotese. Jeg bider tænderne sammen. Jeg vil aldrig acceptere min forandring. Aldrig! Sorgen i hendes ansigt er væk, og hun hiver hurtigt sine uniformsbukser af, så hun står i trusser og blottede ben. Jeg synker en klump og glemmer alt om forandringer. Hun opdager mit sultne blik og sender mig det første rigtige smil siden ulykken: ”Ser du noget, du kan li’?” ”Øhh …” siger jeg og løfter hurtigt øjnene til hendes ansigt. Hun ser stadig på sine ben og lader hænderne glide ned ad dem begge på en måde, der får mig til at glemme min træthed. ”De er faktisk pæne begge to,” mumler hun til sig selv og begynder at lave små justeringer på sit metalben. Så går hun i gang med at lave en række basale opvarmningsøvelser. Øvelser, der får min puls til at slå hurtigere, selvom jeg står helt stille. 60


Minutterne går og bliver til timer. Miras bevægelser bliver langsomt mere glidende, og til sidst vender hun sig mod mig. ”Er du klar?” siger hun med blød stemme og ser mere afslappet ud, end hun har gjort længe. ”Ja!” siger jeg begejstret med blikket fastlåst på hendes halvlukkede øjne og let adskilte læber. Jeg slår armene ud for at … … få et cirkelspark i ansigtet. Et spark, der et øjeblik gør alt sort og sender mig i gulvet. ”Er du OK?” spørger Mira bekymret, hiver mig op i siddende stilling, og i stedet for at vente på mit svar fortsætter hun: ”Jeg spurgte, om du var klar, så hvorfor fik du ikke paraderne op?” Jeg rødmer og undviger. ”Øhm, jeg havde vel stået stille for længe og tænkte på noget andet ...” Mira griner på en måde, så jeg ved, at hun har forstået, hvad jeg tænkte på. ”Du trænger vist til et koldt bad og noget mad.” Jeg nikker og kommer på benene, selvom det ikke er mad, jeg har lyst til at sætte tænderne i.


Kapitel 7. Udvælgelsen

Det er over middag. Vi har ikke spist siden i morges. Selvom jeg har sovet dårligt, er jeg lysvågen og ikke det mindste sulten. Jeg står i kø uden for arenaen sammen med de andre soldater. En for en bliver vi råbt op. Kaldt ind i arenaen, ikke for at kæmpe, men for at stå ret foran vores overordnede. For at modtage vores dom. Enten bliver vi udvalgt til cirkeltræning, en ære, der tildeles de færreste, eller også bliver vi dømt til at være fodtudser for evigt og være fanget i et liv nederst på rangstigen. Vi er ikke mange tilbage, de fleste er blevet kaldt ind. Hvordan er det gået dem? Mira står tæt på. Hun ryster og bider i sin tommelfingernegl. Hun er lige så nervøs som mig. Jeg rækker hånden ud for at berolige hende, men i samme sekund bliver hun kaldt ind. Snart står kun jeg og Nemrod tilbage. Han trækker vejret i stød. Jeg koldsveder, mens jeg tvinger tankerne væk fra de protokoller, jeg ikke har overholdt. Nægter at tænke på de ting, der har været tæt på at afsløre mig. 62


Nemrod bliver kaldt ind. ”Ses på den anden side, kaosabe,” hvisler han. Jeg snapper efter vejret. Dét ene ord rummer alt, hvad jeg frygter. Alt det, jeg har overtrådt. Jeg er inficeret med kaos, og jeg har holdt det hemmeligt. Jeg tilbageholder viden. Jeg lyver for at blive en del af Cirklen. Jeg forråder idealerne for at leve op til dem. Så bliver jeg kaldt ind.

Døren smækker bag mig, da jeg kommer ud igen. Jeg har stået skoleret og modtaget min dom. Jeg tvinger mig til at se op i stedet for at stirre ned i jorden. Mira står sammen med gruppen af nyudvalgte cirkelkadetter. Hun gentager sit cirkelspark, sit perfekte cirkelspark, og jeg hører hendes begejstrede stemme. ”Da de remsede alt op, lød det, som om jeg var udvalgt til Cirklen, men Orca skulle selvfølgelig ødelægge mine chancer.” Mira rynker sine bryn og gør sin stemme dyb som Orcas og fortsætter: ”Alt det, du hører, er bare ord. Hvis du ikke er blevet ét med dit mekaniske ben, så vil du aldrig blive en del af Cirklen. Cirklen har ingen svage led.” Hun skifter til sin lyse, begejstrede stemme igen: ”Så holdt han sin hånd op i luften og sagde: ’Ram den, 63


så jeg kan mærke det.’ Jeg satte af og ramte hårdere end nogensinde før. Tro det eller ej, den gamle stivstikker smilede og sagde: ’Velkommen til cirkeltræning.’” De andre cirkelkadetter griner og highfiver. Så opdager Mira mig og løber glad hen til mig. ”Du klarede det vel med glans?” spørger hun, før hun opdager mit blik. Jeg siger ikke noget højt, men Orcas ord runger i mit sind og står mejslet i mit ansigt: ”Du er blevet ustabil efter dit møde med Zanko. Dit potentiale for kaos er for stort. Du bliver ikke en del af Cirklen. Yderligere evalueringer vil vise, hvilken plads du skal have i fremtiden.” Mira slår hånden for munden, da hun forstår, hvad min tavshed betyder. Nemrod begynder bare at grine. ”Så blev du endelig gennemskuet. Din forpulede kaosabe. Nu er du ude!” Mira griber mig, før jeg kan kaste mig over Nemrod. Hun hiver mig væk fra arenaen. Standser og åbner sine arme. Jeg glider ind i hendes favntag. Hulker over uretfærdigheden. Hun siger ikke noget, stryger mig bare over håret. Over kinden. Tørrer mine tårer væk. Jeg ser på hende. Hendes sorg over, at jeg ikke klarede den, er blandet med hendes egen glæde. Hendes læber er åbne, men der kommer ingen ord. Mine læber åbner sig også, og jeg læner mig frem med lukkede øjne. 64


Hun kysser mig ikke. Hun skubber mig væk, og før det er begyndt, er det hele slut. ”Det vil være forkert,” hvisker hun. ”Vi vil ikke kunne være der for hinanden. Jeg tilhører Cirklen nu, og du tilhører …” Hun kan ikke sige ordene, men jeg gør selv sætningen færdig. Para. Du er inficeret med kaos. Din fremtid er en tatovering i panden og et liv blandt udskuddene i den gamle bydel. Jeg nikker langsomt. Sorgen indeni vokser frem tusind gange større end før. Jeg må væk, før jeg falder fra hinanden. ”Jeg forstår. Skynd dig hen til de andre.” Hun ser på mig med et blik, der spørger, om jeg er sikker. Jeg nikker igen. ”Jeg trænger til at være lidt alene.” Hun giver mig et venskabeligt klap på skulderen, og jeg ved, at hun for altid er uden for rækkevidde. Jeg tvinger mit blik væk fra hende, idet hun går tilbage til de andre. Jeg synker sammen i sandet og overgiver mig til sorgen og smerten. Efter en evighed glider jeg over i søvnen.

Jeg vågner. Jeg har sovet i flere timer. Den mørke skumring er ved at glide over i nat. Månen lyser klart, og stjer65


nerne er ved at komme frem. Mira og de andre udvalgte fejrer, at de skal af sted til Cirklen i morgen. Dem, der ikke blev udvalgt, er taget af sted for at få en anden plads i samfundet. Alle andre end jeg ved, hvad de skal med deres liv. Jeg har ingen fremtid; jeg havde satset alt på at blive en del af Cirklen. Jeg sukker og lader mig synke ned ad træningspladsens kolde stålstige. Stigen, jeg har kæmpet mig op ad utallige gange for at blive stærk nok til at bevise mit værd. ”Der er for meget kaos i dig,” havde Orca sagt med fortrydelse i stemmen, som om han følte, at han havde forrådt mig. Implantatet i hans pande tændtes og dæmpede hans følelser. Hans stemme blev neutral igen. ”Pas på, det ikke tager over.” Nu er det for sent. Alt for sent. Alt forude er tomt, præcis som jeg føler mig. Jeg er tom og uden værdi. Du er alt andet end tom, Janos, siger den fremmede i mine tanker. Lad mig være i fred. Det er din skyld, jeg ikke blev udvalgt. Du er den sidste, jeg har brug for. Det ved jeg, og det er jeg ked af, siger stemmen i mit hoved, og den lyder oprigtig. Jeg har prøvet at hjælpe dig på den forkerte måde. Jeg har skubbet i den retning, jeg ville, i stedet for at lade dig finde din egen vej 66


og træffe dine egne valg. Det undskylder jeg. Fra nu af vil jeg vise dig dine muligheder, så du kan vælge din egen vej. Jeg løfter hovedet. Vil du ikke presse mig ud i kaos? Nej, jeg vil hjælpe dig med at finde din egen vej. Bevis det! tænker jeg vredt. Nuvel, sukker den fremmede i mit sind. Du har et utal af muligheder foran dig. Du kan blive, hvad du vil. Det er løgn, tænker jeg. Jeg kan ikke blive en del af Cirklen, og alt andet er ligegyldigt. Det er ikke korrekt. Cirklen er stadig en mulighed. Jeg sætter mig op og er pludselig helt vågen. Hvad siger du? Der er en gammel protokol, du har overset. Gransk dit sind. Prøv at undersøge wildcard. Tøvende bladrer jeg igennem mit sinds lager af protokoller. Dem, jeg bruger mest, står lysende klart, men de helt gamle, som ikke bruges til hverdag, er ikke så nemme at visualisere. I stedet for at tænke på protokoller som lysende skærme så tænk på dem som dokumenter. Så er det nemmere at se de gamle, som er skrevet på papir. Tøvende følger jeg den fremmedes råd, og fra min hukommelses fjerneste dyb dukker de frem som gulnede sider uden tal. Bare med navne. Det er de første protokoller, Kimmen lavede, dengang 67


han lavede hele Nebros system. I starten brugte han titler, men da det hele blev gjort mere simpelt, gik han over til tal, og han beholdt kun de enkleste protokoller. Jeg nikker og husker den fjerne barnelærdom. Ikke som en del af undervisningen i protokoller, men fra de timer, hvor vi blev undervist i rigets historie. De er ikke obligatorisk viden, men de gælder stadig. Og her er der måske en regel, der kan give mig meningen med livet tilbage. Jeg finder det gulnede pergament med overskriften wildcard. Læser protokollen ivrigt og smiler for mig selv. Løfter blikket og stirrer på strategispillet, der står i mørket ikke langt fra træningspladsen. ”Det er jo perfekt,” siger jeg med et smil på læberne. Så stivner mit smil, og jeg tænker. Hvad får du ud af det her? Den fremmede svarer med træt stemme: Hvis du vælger denne mulighed, vil du bevæge dig i en anden retning, end jeg ønsker, men som det er lige nu, vil enhver bevægelse indeholde flere muligheder end den stilstand, du er på vej mod. Hans stemme lyder så ærgerlig, at jeg tror ham. Smilet kommer tilbage, og jeg forstår pludselig noget, jeg hele tiden ikke har turdet tro. Den fremmede vil ikke tvinge mig til noget. I stedet for at lade ham føre mig kan jeg bruge ham til at opnå det, jeg vil. Jeg lukker øjnene og åbner mit sind for ham. Jeg får øjeblikkeligt fornemmelsen af at stirre ind i hans rolige, 68


gulbrune øjne. OK. Jeg tager imod din hjælp. Jeg tager wildcardet. Den fremmede bryder vores blik og siger i mit sind: Det frygtede jeg, du ville sige. Hvis du oprigtigt vil have min hjælp, så er der mange andre muligheder, du kan vælge imellem. Er der andre, der fører til Cirklen? Nej, sukker han, så det runger i mit kranie. ”Så vælger jeg wildcardet,” siger jeg højt og går hen mod strategispillet. Den gamle, gulnede protokol var fra dengang, Kimmen lavede spillet. En protokol, der beskriver, at spillet har et dybere formål end at træne vores viden om protokollerne. Kimmen kaldte formålet wildcard. Jeg hvisker de sidste linjer af protokollen højt, mens jeg går hen til den slumrende skærm: ”Den, der besejrer spillet, er nøglen til kampen mellem orden og kaos. Den, der vinder over spillet, går direkte videre til Cirklen.”


Kapitel 8. Rise and shine

Jeg har det, som om jeg er uden for mig selv. Som om jeg ser alt, hvad der sker, udefra. Jeg ser, hvordan solens lys langsomt glider op fra horisonten og breder sig over de vilde skove. Som om jeg endnu en gang er inde i den sære drøm, men denne gang er det anderledes. Der er ingen, der hvisker mig i øret. Himlen er ikke fyldt med fortabte sjæle. Solen sender lange arme over skovene og bader byen med de blanke flader i rødt lys og mørke skygger. Det enorme tårn i midten af byen står som en søjle af lys. Et tårn, der høster energi fra himlen og spreder den ud til resten af byen. Solen reflekteres i tårnets tusinder af ruder. Vinduer ind til byens elite, der planlægger Nebros kamp mod kaos. En kamp, hvor Cirklen går forrest. Cirklen, som alle unge soldater stræber efter at blive en del af, men kun få kommer gennem nåleøjet. Cirklens medlemmer bor på det store område, der omkranser tårnet i midten af byen. De beskytter byen og tårnet især. Lystårnet er byens hjerte, og skulle det 70


nogensinde blive ødelagt, vil Nebros orden smuldre sammen med det. Vi ville alle tabe til kaos. Det må ikke ske. Ikke langt fra tårnet marcherer unge mænd og kvinder ud fra barakker på en langt mindre platform og stiller sig på række. Fjernt husker jeg, at det er mine kampfæller. ”Cirklen står op med solen og går først til ro, når kaos kryber i skjul,” brøler Orca og peger mod Lystårnet. ”Er I klar til jeres nye liv, kadetter?” Kadetterne klikker hæle, og perfekte uniformer smælder, da de unge stiller sig ret: ”Sir, ja, sir,” råber de tilbage. ”Følg mig til heliporteren,” beordrer Orca og rammer den takt, de unge følger. Forrest går Nemrod og knejser med nakken som en kejser, der snart skal indtage sin retmæssige plads. Bag ham marcherer Charlot med de fyldige læber formet i et selvtilfreds smil. Længere tilbage sender Bronko et skævt blik til Mira, der marcherer sammenbidt af sted. Hendes sidemand kom ikke gennem nåleøjet. Jeg kom ikke gennem nåleøjet. Halvvejs mod heliporteren stopper Orca og vender blikket mod strategispillet. Maskinen, der tester vores viden om protokollerne. Protokollerne, der er det ultima71


tive udtryk for orden og kontrol. En maskine, der aldrig er blevet besejret, for ingen andre end byherskeren Kimmen har nogensinde kunnet rumme den fulde betydning af protokollerne, men der er noget galt med maskinen. Orca går nærmere og vinker kadetterne frem. Som en vifte spreder de sig ud bag ham. Danner en halvcirkel omkring maskinen og den skikkelse, der ligger op ad den. Orca går hen til maskinen og slår let på siden af den, men lampen blinker fortsat. Den lampe, der aldrig før har været tændt. Lampen, der signalerer, at spillet er besejret. At én har brugt alle protokoller korrekt og kombineret dem efter så komplekst et system, at selv ikke computeren kunne finde huller i forsvaret. Skikkelsen vågner brat af Orcas slag mod maskinen og rejser sig vaklende op.

Det er, som om jeg glider ind i mig selv igen, og jeg kommer fortumlet på benene. Jeg kører hånden igennem mit strittende hår og tørrer fingrene af i min svedige trøje. Skubber mig væk fra maskinen og stirrer udfordrende på de andre kadetter. På trods af min træthed låser jeg til slut mit blik på Orca. ”Jeg påberåber mig wildcard. Jeg har klaret spillet, og jævnfør protokollen om wildcard giver det mig ret 72


til en plads blandt cirkelkadetterne.” De andre kadetter gisper vantro. Orca synker en klump og ligner et kort øjeblik en, der ikke ved, om han skal grine eller græde. Så bliver hans blik fjernt, og mikrocomputeren i hans pande tjekker, om det, jeg siger, er korrekt. Han blinker og fokuserer på mig. Han rækker hånden frem mod mig og taler så højt, at alle omkring ham kan høre det: ”Tillykke, kadet. Du har gjort det umulige. Du har besejret maskinen og kan indløse wildcard.” Han læner sig frem imod mig, og i et lavere tonefald siger han: ”Du har bevist, at din sans for systemer undertrykker dit kaos.” ”Nej, det kan ikke passe,” brøler Nemrod vredt og ligner en hund, der har fået stjålet sit kødben. Orca drejer hovedet en anelse uden at sænke hånden: ”Siger du, at byherskeren tager fejl, kadet?” Nemrod ranker sig øjeblikkeligt, stirrer tomt og siger hårdt: ”Sir, nej, sir!” Orca vender blikket mod mig igen, og jeg tøver et sekund, før jeg griber hans udstrakte hånd. Orca giver min hånd et hårdt klem, et kort glimt af et smil viser sig på hans læber, men det forsvinder så hurtigt, at kun jeg ser det. Øjeblikket efter rynker Orca på næsen og stirrer ned ad mit tøj. ”Du er ureglementeret påklædt. Som straf for ikke at møde til møn73


string i korrekt mundering ...” Orca vender sig mod kadetterne og brøler: ”Armbøjninger på knoerne til alle. I bliver ved, indtil Janos er tilbage.” Glæden ved den ultimative sejr forsvinder, da jeg ser alle mine kampfæller stirre vredt på mig, før de falder ned på den hårde asfalt og går i gang. Jeg spurter, så hurtigt som min ømme krop tillader det. Ind i barakken. Hiver uniformen på. Hopper i støvlerne. Tæver håret på plads og maser baretten ned over de sidste ugler. Spurter ud igen. Stiller mig ret foran Orca og kaster et stjålent blik ned på de andre. Fanger Nemrods hadefulde blik. Han ænser ikke sine blødende knoer fra de mange armbøjninger. Orca stirrer op og ned ad mig. ”Du glemte at snøre støvlerne, kadet.” ”Beklager, sir,” kvækker jeg forpustet og bukker mig ned for at binde dem. ”Glemsomhed er ikke noget, vi sætter pris på. Alle tager 10 mere,” brøler Orca. Jeg glemmer alt om at binde snørerne. Falder bare ned på knoerne og pumper i samme takt som de andre, mens jeg mærker musklerne skrige oven på en hel nat foran spillet uden mad og drikke. Sejrens sødme er blandet med skam over at få hele teamet i fedtefadet. Deres blikke ligner ikke ligefrem nogle, der byder mig velkommen på teamet af cirkelkadetter. 74


”På benene. Alle med uniformen i orden marcherer til heliporteren, der letter præcis 0600. Alle med uniformen i uorden får styr på den. Hvis I ikke når heliporteren, er det ikke mit problem.” Med rystende hænder får jeg spænderne på plads. De andre marcherer hurtigt mod heliporteren, hvis motorer varmer op. Der er ikke mange minutter til, at den letter. Kun Orca og jeg står tilbage. Mens jeg kæmper med det sidste drilske spænde, hører jeg Orcas stemme: ”Jeg ved ikke, hvordan du har undertrykt dit kaos, men der er ikke plads til fejl i Cirklen. Ét fejltrin og du er ude.” Jeg taber vejret og stirrer ned i asfalten. Så løfter jeg hovedet for at møde Orcas blik. Jeg vil forsikre ham om, at den fortabte, unge mand, han reddede fra selvudslettelse, nok skal gøre ham stolt. Men han er allerede henne ved heliporteren. Jetstrømmen bruser ud af motorerne. Der er få sekunder til, at den letter. Jeg tager en dyb indånding og spurter mod heliporterens åbne dør. Jeg kommer frem, i samme øjeblik den er ved at lette. Kaster mig op og griber det kolde metal. Suget flår mig næsten løs. Ingen rækker hånden ud for at hjælpe mig. Jeg bider tænderne sammen, og med mine sidste kræfter får jeg hevet mig ind og finder min plads. 75


Jeg har ikke øje for mine kammeraters hårde blikke; mine øjne er låst fast på tårnet, der lyser gyldent i den opstigende sol. Jeg er på vej mod min fremtid. Jeg er på vej mod det, jeg altid har drømt om. Jeg er på vej mod Cirklen.


Kapitel 9. Team Taber

Heliporteren flyver ind over den enorme, cirkelformede platform, der omkranser Lystårnet. Tæt på ser jeg tydeligt, at Cirklen er fyldt med træningsområder og barakker. Mit hjem de næste tre måneder. Hvis jeg kan klare udfordringerne. Orca klikker sig ud af sin sele og hiver døren op, så vinden suser ind. ”Så er det slut med at lege. Herfra er det kun de hårdeste, der fortsætter.” Med de ord kaster han sig ud i vinden og lader sig falde de sidste mange meter ned. Heliporteren vipper, så vi, hængende i vores seler, kan følge hans fald. Han vender sig i luften og lander i en sky af sand. 50 meter under os. Han er på benene med det samme og løber hen mod landingspladsen. Piloten griner ad os. ”Luk munden, unger. I er på vej ind i Cirklen nu. Jeres kroppe vil blive fyldt med stål og elektronik, så I også kan lave stunts … og give paraerne en røvfuld.” ”Der er i hvert fald én af os, der har brug for en 77


røvfuld,” hvisler Nemrod til mig. De andre kaster slet skjulte blikke i min retning. De har lyttet til Nemrods stikkerier på hele flyveturen og virker alt for enige med ham. Da heliporteren lægger an til landing foran det gyldne tårn, er mindst halvdelen af teamet overbevist om, at jeg har kaoskræfter. At det er derfor, jeg kunne overvinde strategispillet. Alle kigger væk fra mig, mens piloten beordrer os ud. Vi springer, mens heliporteren endnu er i luften, og lander som små kopier af Orca. Nedslaget slår luften ud af mig, selvom vi kun er fem meter over jorden, og får mig til at tvivle på, at jeg nogensinde bliver halvt så sej som Orca. Vi rejser os op i en halvcirkel omkring den store cirkelsoldat, mens heliporteren igen letter bag os. Orca brøler over lyden fra motoren: ”Velkommen til Cirkelakademiet. Velkommen til de værste dage i jeres liv. De svage vil blive luget ud ...” Nemrod peger på mig, som om det er mig, Orca taler om. Flere smiler hovent ad mig. ”De stærke vil blive stærkere end alle andre krigere. I vil få point efter hver kamp. Jo flere point I optjener, jo bedre kropsforbedringer vil I få. Indsprøjtninger vil forbedre jeres muskler, elektroder vil øge jeres behændighed. De stærke vil blive cirkelsoldater. De stærke vil være spydspidsen, der spidder kaos. Er I parate?” brøler 78


Orca og pumper sin stålnæve i vejret. ”Ja,” råber vi i kor. ”Ikke mere pissen rundt på træningsbanen. Fra nu af er det kamp hver eneste dag,” råber Orca. ”Er I parate?” ”JAAAAA!” brøler vi, til vores struber er rå. ”Så følg mig!” Vi løber efter Orca. Løber ud til yderkanten af det enorme, cirkelformede område, der omkranser det gyldne tårn. Han løber hurtigt. Vi kæmper for at følge ham og får snart fornemmelsen af, at det ikke bare er en tilfældig løbetur. Mens jeg bliver overhalet af kammerater med hånlige blikke, forstår jeg langsomt, hvad der sker. Udskillelsen er allerede i gang, og jeg er en af de bagerste.

Med hvæsende åndedræt ankommer vi til en hightech kampplads, der får træningsbanen til at ligne en legeplads. Orca er i gang med at opdele folk i team efter ankomst. Seks personer på hvert team. Nemrod og Mira er på det første team. Jeg er på det sidste. Selv min ven Bronko, der kommer sidst, ser skuffet ud over at være på team med mig. Nemrod ser hånligt på mig og siger noget til Mira. Hun ser væk fra mig og svarer ham. De er for langt væk 79


til, at jeg kan høre, hvad de taler om. Men jeg er ikke i tvivl om, at Nemrod spreder mere lort. ”Hør efter, kadetter,” råber Orca, mens han trykker på en konsol ved siden af pladsen. ”Udvælgelsesprogrammet, I netop har været igennem, havde fokus på styrketræning, hastighed og repetition af protokoller. Nu skal I bruge det i praksis.” En snurrende lyd spreder sig, og gulvet bevæger sig. Det sekskantede mønster på gulvet kommer til live. Hver polygon på gulvet kan hæves og sænkes, og på et sekund skifter gulvet fra at være fladt til at være et kuperet terræn. Vi træder alle et skridt tilbage, mens vi følger transformationen. Enkelte søjler skyder op som træer i skoven. Horisontale metalstænger skubbes ud fra den metalliske stamme i forskellig længde. Kamppladsen er væk, og vi står nu over for et kuperet skovlandskab af metal. Vi pifter og klapper af begejstring. ”Hvis I ku’ li’ det,” siger Orca og trykker på endnu en knap, ”så vil I elske det her.” Et reolsystem skyder op af jorden uden for banen. Hylderne er fyldt med kropspansere, hjelme og blastere med indgraverede cirkellogoer – elitesoldaternes våben. Vi griner højlydt og samles om reolen som børn i en slikbutik. ”Alle team mod hinanden,” råber Orca. ”Sæt blasteren på elektro1. Ingen skud uden for banen. Teamet med den 80


sidste overlevende er det eneste team, der spiser i aften.” Vi hiver udstyret på og vælter ind på banen med høje skrig. Adrenalinen pumper, og skuddene flyver i alle retninger. De første falder som fluer. Snart er der kun en håndfuld tilbage. Jeg prøver at råbe kommandoer til resten af mit team. Der er kun tre tilbage, men de ignorerer mig. Vi vælter rundt uden fælles mål. Protokollerne i mit hoved står i kø. Men de kræver teamindsats, og det er der ikke noget af. Jeg må skrotte protokollerne for team og gå efter solooverlevelse. Jeg forlader gruppen og vælger en strategisk god placering. Jeg nakker et par fra de andre team. Nemrod råber til sit team: ”Bag mig! Protokol 87!” På ingen tid former hans team en V-form bag ham, og de stormer frem gennem skoven. Nemrod er den store leder, der fører sit team til sejr. Min irritation over Nemrod får mig til at miste koncentrationen. Jeg bliver ramt i ryggen af en solosoldat fra et andet team. Jeg er ude. Uden for banen går jeg hen til mit team. ”God kamp,” prøver jeg. ”Vi tager dem næste gang.” En af dem griner hånligt og vender mig ryggen. Jeg har drømt om denne dag længe. Første dag på Cirkelakademiet med alle mine buddies. Nemrod forlader 81


banen under bifald fra teamet, som sejrherre. Han sender mig et sideværts blik og ryster bare på hovedet ad mig. Jeg bider tænderne sammen og slår blikket ned. Drømmen er blevet til et mareridt.

Dagene fortsætter med ydmygelser. Træningen bliver hårdere, og kampene vildere. Nemrod klarer sig godt. Han bliver udtaget til teamleder. Mit team bliver døbt Team Taber, og som en ekstra hån bliver jeg leder. Mine taktiske evner og Bronkos styrke gør, at vores point lige akkurat holder sig over bundgrænsen. Pigerne på mit team, Scara og Bella, græder sig i søvn hver aften. De venter bare på at blive smidt ud af akademiet. De to sidste på mit team, Corn og Wick, hader sig selv for at være svage, men lader deres frustration gå ud over mig. Som om det hele er min skyld. Som papegøjer gentager de Nemrods ord og kalder mig kaosabe, når de tror, jeg ikke kan høre det. Vi arbejder dårligere end dårligt sammen.

Dagene bliver til uger. Uger i helvede. En dag trækker Orca mig til side. Skuffelsen står malet i ansigtet på ham. ”Jeg havde forventet mere af dig. Jeg ved, du har en kerne


af uovertruffen styrke, men noget holder dig tilbage. Stop med at bruge din energi på at bekæmpe Nemrod. Fokuser på paraerne. Det er dem, der er fjenden. Der er kun få uger til cirkelprøven.” Jeg åbner munden og har lyst til at fortælle, hvordan Nemrod ødelægger mine muligheder, fortælle, at protokollerne for teamsamarbejde og kamp ikke virker, når mit eget team har vendt sig mod mig. Men jeg vil ikke være svag, så i stedet siger jeg: ”Ja, jeg tager mig sammen.” ”I dag kæmper teamlederne om kropsforbedringer. Så gå ud på banen og vis mig, hvad du er lavet af.” En intercom på hans skulder skratter. ”Orca, kom til barakken.” ”Orca her. Kommer nu,” svarer han. Han tænder for konsollen, og i den fjerne ende af banen dukker en række blålige hologramkrigere op igen. Vi genkender paraernes spraglede påklædning og deres vilde hår. De har sværd og økser. ”Held og lykke,” siger Orca og klapper mig på skulderen. Så forlader han kamppladsen.

”Fart på, aber!” råber Nemrod. Hans titel som teamleder er steget ham til hovedet. Siden vi er kommet til Cirklen, har han trænet konstant, og hans styrke er vokset eks83


plosivt, efter at han blev udvalgt til kropsforbedring. Nemrod springer ind på banen, der i dag har taget form som en ruinby. Jeg prøver at samle mit team. Nemrod griner ad mig fra toppen af en metalmur. ”Du klarer det aldrig, kaosabe. Det kan godt være, at du er cirkelkadet, men du kan ikke skjule, hvem du virkelig er, for evigt. Du bliver aldrig cirkelsoldat.” Hans stemme er dæmpet og kold som is. Hans hån smadrer mit fokus. Min krop ryster af arrigskab. Men paraerne venter ikke. De angriber. Holografiske ildkugler flyver gennem byen. Jeg kaster mig kluntet til side og snubler. Mit team træder hen over mig, mens de ryster på hovedet. Min krop dirrer af vrede. Jeg kan ikke samle tankerne. Jeg ser kun Nemrod for mig, mens jeg kravler rundt mellem murbrokkerne. Din krop er stærk nok – det er dit sind, der stopper dig. Du lader dig styre af din frygt. Jeg får et lille chok, da jeg hører den fremmedes stemme i mit sind. Det er lang tid siden sidst. Han lovede ikke at presse mig mod kaos. Kun at hjælpe mig med at finde min egen vej. Jeg kæmper for at få ro på mine trætte muskler og min hurtige vejrtrækning. Heldigvis behøver jeg ikke åbne munden for at svare ham, jeg tænker bare mit svar, men det lyder lige så hvæsende som min vejrtrækning. Nemt for dig at sige. Det er ikke din 84


krop, der ligger i støvet. Det kan jeg standse. Det er snyd. Mere snyd end din ven Nemrod, der har fået kroppen fyldt med metal og elektroder, der forbedrer ham? Jeg gisper, mens de andre team overhaler mig. Mit team er nederst på pointtavlen. Hvis jeg ikke gør noget drastisk, smider jeg min fremtid væk. OK, fremmede, så hjælp mig. Mit navn er Kalazar. Og med de ord breder roen sig. Jeg betragter mit team. De ligner lort. Kæmper sporadisk og ukontrolleret. De er ved at blive trængt ind i en gyde af ruinmure. Min brændende vejrtrækning føles ikke længere som en ild, der er ved at ødelægge mig, men som en ild, der antænder muskler, jeg ikke vidste, jeg havde. Koncentreret løber jeg frem og springer uden frygt. Jeg presser læberne sammen for ikke at le. Jeg spurter forbi de andre team. Kroppen, der før var tung som bly, er let som en fjer. Netop som paraenheder omringer mit team, hiver jeg mig op på muren bag dem. Jeg nakker to paraer, før de andre når at reagere. ”I skal ud af gyden, ellers er I færdige!” råber jeg. En holoildkugle smadrer mod muren, men jeg ruller til side. Mine teamkammerater ser måbende op. 85


Bronko bider tænderne sammen. ”I hørte ham,” snerrer han og fælder en para, så han skaber en åbning i ringen. Jeg kommer på benene som en kat på den smalle mur, og endnu før jeg er i balance, nakker jeg en para. Hans blå hoved splintres i en regn af holopixels, mens mit team spurter ud fra gyden. De smadrer de resterende paraer. Bronko sender mig et kort nik og giver mig en thumbs up. Jeg sender ham et smalt smil. Så fanger en bevægelse uden for pladsen mit blik. Orca er tilbage. Har han set vores angreb? I et sekunds uopmærksomhed misser jeg, at en af polygonsøjlerne skifter højde. Jeg snubler og dratter ned fra muren. En hånd griber fat i mig og hjælper mig op. Jeg regner med at se Bronko smile, men Nemrods giftige stemme lyder i mit øre. ”Du klarede det i dag,” hvisker han og hjælper mig på benene. ”Men du ryger ned til prøven. Du bliver ikke cirkelkriger. Det skal jeg nok sørge for …” Hans talestrøm stopper brat. Jeg retter mig op for at svare igen, men før jeg kan åbne munden, ser jeg, hvorfor Nemrod lukkede sin. Al kamp er stoppet. Alle stirrer på Orca, der står i fuldt kampudstyr uden for banen. Hans mine er alvorlig. Min mave knuger sig sammen til en knude. Orca er helt rolig. ”Jeg overværede det sidste af jeres 86


træning. Godt at se, I to endelig har fundet ud af, at I er på samme side.” Først tror jeg, han er ironisk, men så forstår jeg, hvordan det må have set ud på afstand. Nemrod, der ventede på mig, gav mig en hånd og hviskede mig i øret, som om han havde opmuntret mig. ”Sir, jeg gør mit bedste for at være en god leder,” siger Nemrod med undertrykt vrede i stemmen. Orca lægger sine store hænder på vores skuldre. ”Det er godt at høre, I er kommet ud over jeres stridigheder og arbejder sammen. Vi har opsnappet intel om en planlagt terroraktion mod terraformeren. Jeg skal snart af sted i kamp mod kaoslegionerne, og derefter skal jeg tilbage til akademiet.” Mit hjerte springer et slag over. Orca har altid været min sikre base. Hans styrke har givet mig mod, når jeg var nede. Nu skal han væk. Jeg føler det, som om han slipper mig og lader mig synke tilbage i den pøl af håbløshed, han fandt mig i. Jeg er alene. Igen. Nogen kalder på Orca. Han klemmer vores skuldre. ”Jeg må tilbage til træningen med mit team. Der er paraer, der skal nakkes.” Jeg ser ham løbe af sted. Nemrod følger ham også med øjnene og råber, at vi tager 10 minutters pause og ser veteranerne træne. Træne på den bane, der kan simulere ægte kamp. Den bane, hvor vi selv snart skal 87


klare prøven. Den endelig prøve for at blive cirkelkrigere eller miste alt.


Kapitel 10. Kaos

Det er morgen, eller snart morgen. Jeg er ude af barakken, før de andre vågner. Jeg er træt af deres had og mistro. Træt af ikke at have et sted at høre til. Mira undgår mig ligesom alle andre. Det kan ikke blive ved på den måde. Jeg må opsøge hende og spørge hende direkte. Jeg har brug for hende, ligesom hun havde brug for mig, da hun lige havde fået sit kunstige ben. Hun var med i kampen mod paraen. Hun vil kunne forstå. Jeg går ind i messen. Veteranerne er der allerede. De ser alvorlige ud. Som om de ved noget, jeg ikke ved. Har det noget at gøre med rygterne om, at paraerne udfører terroraktioner? Jeg tager mig en skål energigrød og slubrer det næringsrige stads i mig. Orca møder mit blik fra veteranernes bord. Jeg kan ikke læse det. Så ser jeg, at han og alle de andre veteraner har kampdragter på. Der er en ildevarslende tavshed omkring deres bord. Jeg føler en overvældende trang til at spørge Orca til råds, inden han forsvinder, men jeg kan ikke få mig selv 89


til det. I stedet stiller jeg min halvtomme skål væk og starter dagens første løbetur. Jeg kæmper for at blive stærkere. Som det dårligste team har vi kun tjent point nok til at få enkelte forbedringer. Indsprøjtninger for at styrke muskelvækst og elektroder uden på huden til at gøre os hurtigere. Flere af de andre har fået elektroder ind i kroppen og hjernen, så de kan styre deres krop optimalt. Alle tørster vi efter at få det ultimative implantat. Mikrocomputeren, der sidder i panden på cirkelkrigerne. Computeren, der fjerner følelser og lader én følge protokollerne perfekt og kæmpe optimalt. Jeg tør næsten ikke længere håbe på, at det også bliver mig en dag. Min eneste chance for at blive en perfekt kriger er at omfavne det kaos, der er inden i mig, at få Kalazar til at hjælpe mig. Men jeg tør ikke spørge ham om hjælp. Det er forkert at bruge kaos til at blive en kriger for orden. Kalazar er tavs, som han lovede, men jeg kan mærke hans frustration over min svaghed, elektroderne og indsprøjtningerne. Hans frustration forstærker min egen. Min modløshed er efterhånden min værste fjende. Hvis jeg bare kunne holde op med at føle, ville alting være meget lettere. Jeg løber i cirkelplatformens udkant. Den løbetur, der gav mig blodsmag i munden for få måneder siden, er nu kun nok til at sætte gang i min krop. Gøre den klar til 90


dagens ægte anstrengelser. Da jeg kommer til landingspladsen, kan jeg se, at flere heliportere er ved at varme op. Cirkelveteranerne går målbevidste rundt i fuld kampudrustning. Deres blastere har ingen orange markeringer. Det er ikke øvelsesvåben. De er på vej til kamp. ”Janos,” siger en stemme, og jeg mærker en tung hånd på min skulder. Jeg vender mig hurtigt. Det er Orca. ”Vi er på vej i kamp, og mange vil falde. Vi får snart brug for nye cirkelkrigere. Men jeg ved, du har noget i dig, du kæmper med.” Jeg bliver kold som is. Ved han, at Kalazar er inde i mig? ”Du skal ikke se så nervøs ud. Det er helt normalt. Alle mennesker har en indre stemme, der modarbejder dem. Hvis du får brug for at dæmpe dine følelser og give dig selv fuldt ud, så henvend dig til ham her,” siger Orca og rækker mig et gammelt, slidt visitkort. Der er et billede af en trekant med et lukket øje og en adresse. ”Han er autoriseret. Lovlig para. Han kan dæmpe dine følelser. Hans kræfter udfører en primitiv udgave af, hvad den her gør,” siger han og slår fingeren mod mikrocomputeren i sin pande. Kalazars stemme i mit hoved hvæser: En para, der arbejder for Nebro. Han vil dæmpe alt, du er, så du 91


ikke længere kan mærke dig selv eller mig. Det vil gøre dig svagere. Min hjerne er ved at koge over. Hvem af dem siger sandheden? Orca presser kortet ned i min hånd. Jeg mumler det letteste svar. At lade tingene være som de er. ”Det får jeg ikke brug for. Jeg kan godt klare det selv.” Orca klapper mig på skulderen. ”Så få styr på dig selv. Følg systemerne, indordn dig, og det skal nok gå.” Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, så jeg står bare tilbage med kortet i hånden og ser Orca og hans team springe op i en heliporter. De ser på mig, og deres kampfurede ansigter får mig instinktivt til at gøre honnør, mens heliporterne en efter en letter i den gryende morgensol.

Jeg står på træningspladsen, mens de andre ankommer. Der er stadig lidt tid til, at teamtræningen går i gang, så da jeg ser Mira, tager jeg chancen og går hen til hende. ”Har du hørt det?” Hun nikker. ”Alle taler om det. Alle veteranerne er taget af sted. De har intel om en terroraktion, hvor alle de stærkeste kaosaber er med. Cirklens elitesoldater er 92


taget af sted for at give dem en lektie, de sent vil glemme. Vi skal følge kampen på auditorieskærmen, så snart den starter. Vi har fået besked på at træne, til vi hører signalet for samling.” Jeg nikker og er stum et øjeblik, ærgrer mig over, at hun ved mere end mig, men mest mærker jeg, hvor meget jeg har savnet hende. Hun ser afventende på mig. Jeg tager chancen og lægger min ene hånd på hendes muskelsvulmende overarm. ”Orca er taget af sted med dem.” Hun nikker tøvende og ser skævt på min hånd. Alt i mig siger, at jeg skal trække hånden tilbage og luske væk, men hvis jeg ikke gør det nu, så får jeg det aldrig gjort. Jeg giver hende et kram og hvisker i hendes øre: ”Jeg har brug for dig. Jeg ...” Hun skubber mig væk, kigger hurtigt rundt og stirrer irritabelt på mig. ”Jeg er taknemmelig for, at du hjalp mig, og jeg vil ikke glemme, at vi har været venner. Men vi er ikke på team sammen, og Cirklen går forud for alt.” Det sidste siger hun med en snert af desperation i stemmen. Hun bider sig i underlæben og trækker sig hurtigt væk fra mig, som om hun er bange for at blive smittet med mit kaos. Jeg blinker og kan mærke, at jeg har lyst til at skrige. Lyst til at græde. 93


Så lyder signalet, og dem, der engang var mine kammerater, spurter mod den store sal. ”Veteranerne kæmper mod kaoslegionerne. Kampen er i gang,” gjalder råbene igen og igen. Jeg spurter efter, mens jeg prøver at tvinge mine følelser til ro. Hvis mit kaos slipper fri, så er alt forbi for mig.

Vi samles i den store sal. Alles øjne er rettet mod storskærmen, der viser et billede filmet fra en heliporter. Eksplosioner og ild i en enorm skovlysning fyldt med gamle tempelruiner. Paraer, der kæmper og bliver tvunget tilbage. Blastere blæser dem i småstykker. Det store billede er omgivet af mange små billeder, der er filmet fra hver enkelt cirkelkrigers synsvinkel. ”Nu bliver paraerne nakket,” råber Nemrod. ”Nak dem,” råber soldaterne i kor. Jeg fokuserer på skærmene. Der er noget galt. Jeg prøver at analysere, hvad der sker. Kampen er i fuld gang. Lydsiden er en kakofoni af skud og skrig. Ild og blod. Men stemmer trænger igennem støjen. Stemmer fra cirkelkrigerne, der råber beskeder til hinanden. Underligt rolige stemmer. Mikrocomputerne i deres pander lukker deres følelser ned, og de kæmper med maksimal effektivitet. Følger protokollerne til punkt 94


og prikke. Slagter paraerne. Folk hujer, som om vi stod rundt om strategispillet og havde kaos i hælene. Jeg bider negle i nervøsitet og forstår ikke, hvorfor mit hoved skriger, at der er noget galt. På skærmene ser jeg, hvordan cirkelkrigerne blaster paraerne, hvis angreb til gengæld ingen effekt har på cirkelkrigerne. Røde søjler på skærmene indikerer omfanget af skader på cirkelkrigerne. De er upåvirkede. Selvsikkert rykker Cirklen frem og udrydder al modstand. Det er, som om jeg genkender landskabet, de bevæger sig igennem, som minder fra en halvtglemt drøm. Ordet ’fælde’ runger i min hjerne, og jeg prøver at skrige det ud, men mine ord drukner i den brølende sejrsrus, der omgiver mig. Kan de ikke se, at der er noget galt? Kan de ikke se, at cirkelkrigerne burde få skader? Kan de ikke se, at det er en fælde? Så ændrer billederne sig. De døde paraer blinker og forsvinder. Illusioner. Det var derfor, paraerne ikke kunne skade cirkelkrigerne. Oversigtsbilledet bliver grønt. Det ligner en teknisk fejl. Men billedet viser, at der er træer overalt. På et øjeblik er træer skudt op, og overblikket er væk. På de små 95


skærme kæmper cirkelkrigerne ikke længere skulder ved skulder. De er isoleret, fanget i en grøn labyrint, de er omgivet af buske og tynde træer. Et respektfuldt suk lyder i mit indre. Det er Kalazar. Han lyder nærmest, som om han taler til sig selv. Daizan, hvor er du blevet stærk. At få en hel skov til at gro med lynfart må have taget al din styrke. Daizan. Kaosabernes leder. Jeg har lyst til at spørge, om Kalazar kender ham, men det, der sker på skærmen, suger mig ind. Overbliksbilledet er væk, og billederne fra de mange cirkelkrigere fylder hele skærmen. ”Gendan formation!” råber de i kor. De ved, at de er stærkest i flok. Krigerne kæmper for at komme gennem buske og finde hinanden. Deres elektrosværd skærer hurtigt træer ned, og i et kort sekund har vi alle fornemmelsen af, at de finder sammen om et øjeblik. Så kommer paraerne. Ikke en mod en. Men mange paraer mod hver enkelt cirkelkriger. De fleste hakker stadig gennem skov, mens andre bliver omringet. Skærme med kamp bliver gjort store. Der går et gisp gennem os, da den første cirkelkriger falder, og hans rygjet skyder ham mod himlen for at blive samlet op af de ventende heliportere. Den næste kriger, der falder, er ikke så heldig. Han er bundet af levende træer, hvis lange torne borer sig ind i ham og flår ham i stykker indefra, før hans rygjet kan bringe ham i sikkerhed. 96


En for en slukker skærmene, og de resterende bliver større. Paraerne lider også tab, men det er intet mod de faldne cirkelkrigere, der skyder mod himlen som raketter. Af de tilbageværende skærme er der én, der hiver alle blikke til sig. Orcas kamp fastlåser os alle, mens skærme slukker omkring den, og den langsomt fylder hele den enorme skærm. Det er næsten, som om jeg står ved hans side og ser det hele ske. Ild og usynlig kraft hamrer ind i Orca, træer skyder frem for at gribe ham. Han bevæger sig absurd hurtigt. Sætter af fra jorden og bøjer af mod kraften, der rammer ham. Ignorerer ilden, der brænder hår og sortner huden på hans arme. Den røde skadesøjle markerer det som overfladiske skader. Orcas blaster tordner, mens han vrider sig i luften. Højenergiprojektiler rammer kraftskjoldet foran en smilende para. En para, jeg har set før. Zanko! Men han er jo død? Orca dræbte ham! Sjælevandring, siger Kalazar i mit indre. Zanko er meget stærk. Hver gang hans krop dør, vandrer hans sjæl tilbage til Daizan, der lader ham overtage en frivillig krop. Tusind spørgsmål presser på, men først og fremmest: 97


Hvorfor ved Kalazar så meget om fjenden? Men jeg når ikke at spørge, for Orca udfører et dobbeltangreb. Mens han skyder, kaster han sit sværd i modsat retning og spidder en para til et træ. Hun skriger og prøver at hive sværdet ud, men det sidder dybt i træet bag hende. Ilden, der brænder omkring Orca, går ud. Zankos smil forsvinder. Hans to korte knive kommer frem, og han går i nærkamp med Orca. Orca slipper sin riffel og parerer Zankos angreb. Lige efter protokollerne. En sorthudet para falder ham i ryggen og gør noget, der får hans rygjet til at eksplodere. Den røde søjle indikerer omfattende skader. Den sorthudede står uskadt med et trist smil. Kalazar gisper i mit indre. Daizan, er du allerede klar til at kæmpe? Hvordan er du blevet så stærk? Orca spilder ikke et sekund, men aktiverer riflen, han har smidt. Den eksploderer i en regn af energistråler, der preller af på hans egen rustning, men lammer tre paraer, der står med løftede våben. Men Daizan og Zanko er upåvirkede. Zanko hugger med sine knive. Orca parerer, men ser ikke Daizan hive Orcas sværd ud af den sårede para og svinge det mod ham. Sværdet skærer gennem rustningen og dybt ind i siden på Orca. 98


Blod vælter ud af munden på ham, men hans øjne afslører ingen smerte. Den røde indikator viser, at han er dødeligt såret, men hans rygjet er ødelagt; han kan ikke komme i sikkerhed. Vi er alle helt stille. Det er Orca ikke. Hans kamera drejer sig og filmer hans ansigt. Orca stirrer direkte på os og siger hårdt: ”Officer Thorne, jeg anmoder om ild fra himlen. Brug min signatur til målsøgning.” Orcas billede bliver lille. I stedet ser vi skoven fra oven og billederne fra alle de hårdt sårede cirkelkrigere, der er ved at blive lappet sammen i heliporterne. ”Ild fra himlen,” tordner de i kor, mens de gør honnør ad Orcas offer. Så flyver der dusinvis af ildbomber fra heliporterne. Ned mod skoven. Ned mod paraerne. Ned mod Orca. Mine øjne har ikke forladt Orca og Daizan. Han stirrer mod himlen, så lyser hans øjne og hænder. Træerne griber ham og løfter ham op. Bomberne falder hurtigere. Heliporterne hænger som guldsmede i luften. Flere træer skyder op. Vokser sig unaturligt lange. Skyder frem mod bomberne.

Nu lyser Daizan som en sol. 99


Orca er gået i knæ og følger det hele fra jorden. Zanko hvæser: ”Jeg tror, den ting, du har i panden, gør, at du ikke er så bange, som du burde være.” Zanko presser en kniv i panden på Orca og skærer i huden omkring mikrocomputeren. Orcas øjne spærres op i rædsel. Ikke på grund af smerten, men over det, der sker på himlen. Træerne griber bomberne i luften, uden at de detonerer, og grenene, der holder bomberne, vokser med lynets hast direkte mod heliporterne. Storskærmen viser bomberne, der er på vej. Heliporterne prøver at flyve væk. Luften fyldes med skrig. Veteraner prøver at komme væk med deres rygjet. Så eksploderer alt i ild. Alle skærme, undtagen en, bliver sorte. Orca stirrer fortabt mod den brændende himmel, hvorfra Daizan falder som en sort silhuet. To flyvende paraer griber ham. Over ildens brølen høres Zankos stemme: ”Daizan dræber kun, hvis der ikke er andre muligheder. Han vil sikkert gerne udspørge dig, men jeg er anderledes. Jeg vil bare have, at I alle skal dø.” Og med de ord hamrer han sin kniv i brystet på Orca. Orca griber ham om armen og spytter blod. ”Hvis jeg skal dø, så tager jeg dig med.” Zanko kæmper for at komme fri, men Orcas fingre er som stål. 100


”Her er en afskedsgave fra Cirklen,” siger han og presser noget ned i hånden på Zanko. Zanko åbner hånden. Hans øjne er store, da han stirrer på fem granatsikringer. Så hvæser han: ”Jeg kommer tilbage!” ”Det gør Cirklen også,” siger Orca. Så brager eksplosionen, og skærmen bliver sort.

Skærmen bliver tændt igen, og et mildt ansigt toner frem. Et hvidligt ansigt uden hår og øjenbryn. Et ansigt, hvor mandens høje alder kun ses som utydelige rynker omkring de røde øjne. Kimmens ansigt. Ham, der skabte Nebro, den nye by og Cirklen. ”Cirklen er brudt,” siger han med sørgmodig stemme. Vi stirrer på ham med tilbageholdt åndedræt. Ingen af os har set ham som andet end billeder før. Så taler han igen: ”Men Cirklen vil blive dannet igen. En ny og stærkere Cirkel. Vi har lært af den gamle Cirkels fejl. Deres computere har indsamlet viden fra kampen, og den nye Cirkel vil være parat til at sejre over kaos. Nye kampteam er næsten parate. I mangler bare den sidste prøve, så vil I få indopereret mikrocomputeren, og I vil være klar til sejr.” 101


Billedet af Kimmen forsvinder, og i stedet kommer der billeder af os unge op på skærmen. Under hvert billede står der, hvilken titel vi får, hvis vi består den endelige prøve. Jeg ser ned. Jeg er ligeglad med titler. Jeg har mistet det eneste menneske, jeg havde tilbage. Jeg har mistet Orca. Jeg ser op for at dele min sorg med Mira. Hun står ved siden af Nemrod, der peger på skærmen, hvor der under hans billede står ’aspirerende kampleder’. Som en slange snor han en arm omkring hendes talje, og hun lader sig trække ind til ham. Så kysser han hende. Alt går i stykker i mig. Jeg vender mig og stormer ud. Jeg hiver efter vejret. Mine muskler er spændte, og mine lunger føles, som om de er ved at eksplodere. Sekunderne med Orcas ansigt, da han erkender, at slaget er tabt, afspilles om og om igen i min hjerne. Tårerne presser på, og jeg kæmper for at holde dem tilbage. Jeg roder i lommerne og flår visitkortet frem, som Orca gav mig. Jeg skal fandeme smadre de paraer. Jeg skal hævne Orca, og der er kun én måde at gøre det på. I mit indre skriger Kalazar, men jeg er ligeglad. Jeg nærlæser adressen på kortet. Nu skal det være slut med kaos. Nu skal der herske orden.


Kapitel 11. På rette kurs?

Højbanen rasler af sted. Jeg er på et af de gamle tog, et af dem, der stadig kører på skinner i stedet for at svæve af sted i et magnetfelt. Jeg er langt væk fra centrum. Langt væk fra Cirklen. Jeg er på vej ned i tusmørket, der indhyller den gamle bydel, langt under den solbeskinnede nye by. Ned, hvor alle udskuddene kæmper for dagen og vejen. Alle dem, der er befængt med kaos, men er for svage til at flygte ud i vildmarken og slutte sig til paraerne. De gemmer sig i byens kroge som rotter og kryb. Jeg er langt væk fra Lystårnet, men min eneste chance for at blive en del af Cirklen er at få lagt låg på mine følelser og få slukket mit kaos. Vrøvl, siger stemmen i mit indre. Kalazar lyder vred. Jeg kan hjælpe dig gennem prøven. Skal jeg overgive mig til kaos for at blive den ypperligste kriger for orden? Skal jeg forvandles til en af dem, der dræbte Orca? Aldrig! Jeg fnyser, ignorerer Kalazar og forlader højbanen. Mine skridt er usikre. Det fastfrosne billede af Orcas død flimrer stadig i mit hoved. Jeg maser mig ud 103


blandt grimme mennesker i slidte uniformer; alle har et gult P på brystet. P for para. De er ynkelige eksistenser, der overlever ved at tage de jobs, ingen uden kaos i blodet vil tage. Alle viger fra mig. Mit rene tøj og min kraftige statur oser langt væk af orden, men jeg kæmper for at skjule mit kaos indeni. De ved, at min slags kun kommer her for at skabe orden og indfange folk, der laver uorden. Men jeg kan mærke, de stirrer efter mig. Min slags kommer sjældent en ad gangen. Vi færdes altid i flok. Sammen er vi stærke. Jeg skal være en del af Cirklen – koste hvad det vil! tænker jeg, mens jeg går ned ad den slidte trappe og videre gennem den graffititilsmudsede tunnel. Jeg vil ikke tvinge dig til at blive en para, jeg vil bare hjælpe dig med at finde din egen vej, siger Kalazar med tilkæmpet ro i stemmen. Jeg ignorerer ham og går målrettet af sted. Nu er der ikke lang vej, før jeg er, hvor jeg skal være. Jeg nærmer mig butikken, hvor de kan slukke mit kaos. Så kommer jeg i tanke om noget, jeg ikke fik spurgt Kalazar om. Hvor kender du Daizan fra? Kalazar tøver, men han er sikkert desperat for at snakke mig fra mit forehavende, så han svarer på mit spørgsmål. Før jeg blev dræbt af en cirkelkriger, var jeg hans lærer. Jeg ler vantro, mens jeg maser mig mellem to store mænd, der varmer sig ved en tønde med brændende plastik. Jeg var lige ved at tro, du ville hjælpe mig, men du vil 104


bare bruge mig til at få hævn. ”Du skal fand’me ikke grine ad mig,” siger en hæs stemme, der bestemt ikke tilhører Kalazar. Jeg må have grinet højt. Det er en af de store mænd ved ildtønden. Hans ansigt er misdannet, der gror horn ud af hans knudrede hud, og han har et stort, gult P tatoveret i ansigtet. Han er en af de paraer, der er tidligere straffet – en af dem, vi må nakke, hvis de bryder loven igen. ”Du skal bare holde din kæft, kaosabe,” siger jeg surt og går videre. Men jeg får et skub i siden og tumler tilbage i favnen på den hornede. Hans ven er endnu større og har hår i hele ansigtet. ”Du skal tale pænt, lille orm.” Den hornede holder mig fast. ”Slip mig, eller bliv nakket af Cirklen,” siger jeg og prøver at vride mig løs. Den behårede stikker sit ansigt helt op i mit; hans ånde lugter, som om han har ædt lort. ”Har du ikke hørt rygterne? Paraerne har en kriger, der vil smadre jeres små cirkelsoldater. Jeres tid er forbi.” Jeg nikker ham en skalle, der får blodet til at springe fra hans behårede ansigt, og tramper den hornede over tæerne, så han slipper mig. Jeg vender mig mod dem. De tårner sig op over mig; de er klar til at flå mig i stykker. 105


Kalazar skriger op i mit indre, jeg kan ikke tænke klart, jeg kan ikke få styr på, hvilke protokoller jeg skal bruge for at klare de to vrede paraer, så jeg vender mig og løber. Det er jeg god til. ”Vi skal nok få dig. Du er død. Du ved det bare ikke endnu.” Mere når jeg ikke at høre, før jeg når frem til mit mål. En blinkende neontrekant med et øje, der lukker sig igen og igen. Der står en kø af forhutlede arbejdsmænd, der alle venter på at få dæmpet deres kaos, så de kan få lov at arbejde i den nye by. Jeg maser mig forbi dem, overhører deres protester. Foran døren står to enorme vagter med elektrokøller. De gør mine til at stoppe mig, men da de ser min uniform, lader de mig slippe forbi. Jeg går forpustet ind i et slidt rum, ser en køn pige i tætsiddende kittel give en svimmel mand et glas væske. Han drikker og puster et øjeblik. Retter sig og går forbi mig med tomme øjne. Hans følelser er væk; intet kaos forhindrer ham i at udføre sit arbejde og gøre det rigtige. Ligesom jeg skal gøre det rigtige. ”Hvad kan jeg gøre for dig?” siger den kønne pige klangløst. 106


Jeg stirrer ind i hendes tomme øjne. ”Jeg skal have udvisket mit kaos.” ”Selvfølgelig, det skal vi jo alle,” siger hun og smiler mekanisk. ”Gå blot ind. Doktoren er klar.” Kalazar råber atter op i mit indre. Jeg ignorerer ham.

Døren lukker bag mig. Behandlingen var simpel. Han rørte mig mellem øjnene med en krum finger, og det føltes, som om min hjerne blev spulet med isvand. Jeg tumler ud til lyden af den lille, beskidte doktors ord, mens han talte pengene. ”Husk, at effekten ikke varer evigt.” ”Jeg har bare brug for et par uger,” mumler jeg til mig selv, ”så får jeg fjernet mit kaos for evigt.” Fjernt og formummet skriger Kalazar i mit indre. Som om han er blevet lukket inde i et fryserum og forgæves banker på ruden for at komme ud. ”Jeg skal ud,” mumler jeg og skubber til den kønne, unge pige, der står med et glas i hånden. ”Drik miksturen. Den vil gøre dit sind klart, så du hurtigere vænner dig til at være fri for kaos.” Jeg bæller glassets indhold i mig og tumler videre. ”Du må hellere vente et øjeblik med at gå. Der går et 107


lille stykke tid, før det virker.” ”Det har jeg ikke tid til,” siger jeg og skubber hende til side på min vej ud. Jeg vakler ned ad gaden, støder ind i en mand. En stor mand. ”Se, hvem der er tilbage. Og han har ingen venner med … men det har vi.” Jeg ser fortumlet op. Foran mig står den hornede og den behårede. Og fem andre. De smiler alle sammen. Det er ikke venlige smil. Mine øjne spærres op i chok, adrenalinen sprøjter igennem mine årer. Klarer mit hoved og gør mig klar til kamp. Mit hjerte banker. Ikke af frygt, men af forventning til den kommende kamp. Jeg ser ikke syv mennesker, bare syv fjender og en kæde af protokoller, der skal følges. De spreder sig ud for at omringe mig. Tågen er væk, og jeg ser klart og tydeligt, hvad der vil ske med dem. Jeg aktiverer min intercom: ”Barnaz til centralen. Melder konfrontation med syv straffede. Send et team.” ”Modtaget. Vi har dit koordinat. Et team er fremme om fem minutter.” Den hornede smiler. ”Vi er væk, og du er død, inden fire minutter.” De står i en cirkel omkring mig; en af dem bag mig trækker en kniv. Jævnfør protokol 22.a vil angribere 108


afvente svaghed og lade lederen kaste den første sten. Jeg smiler roligt til den hornede. ”Jeg tilkaldte ikke et team på grund af frygt, men fordi jeg ikke gider rydde op alene.” Den hornede stirrer overrasket på mig. Min ro forvirrer ham et øjeblik. Jeg slår, så hurtigt og hårdt som min trænede og forstærkede krop kan. Min næve synker dybt ind i hans solar plexus. Han bukker sammen og kaster op på manden med kniven. Jeg bevæger mig hurtigt, følger protokollerne, vrider kniven ud af den overraskede mands hånd. Snitter den næste i panden, så blodet sprøjter. Jeg har fulgt protokol 77.b – skab frygt og forvirring. Frygten gør fjenden langsom. Den behårede kaster sig over mig med et brøl; jeg undviger og planter kniven i hans nakke. Han er død, før han rammer jorden. Det rører mig ikke. Liv og død er ligegyldigt, bare protokollerne bliver fulgt. Kalazars fjerne skrig tyder på, at han ikke er enig. Jeg retter mig op, peger på den, der ser mest forskrækket ud, og siger roligt: ”Du er den næste, jeg nakker, medmindre du løber.” Det gør han og to andre. Kun én står tilbage. En ung, behåret mand. Han må være på min alder. Jeg peger på ham med en blodig finger. ”Løb eller dø.” 109


”Du dræbte min far,” siger han med bævende stemme. Jeg nikker og føler ingen fortrydelse. I stedet giver protokol 3.c mig et svarmønster, som jeg øjeblikkeligt udfylder. ”I går blev sergent Orca dræbt af en kaosabe som dig. Han var som en far for mig. Jeg har tænkt mig at gøre mig til et våben og hævne ham.” Jeg bukker mig ned og hiver kniven ud af hans fars nakke. Tørrer blodet af på hans pelsede kind og rækker den frem med håndtaget først. ”Tag kniven, og forsøg at hævne din far. Jævnfør protokol 3.c har alle ret til at forsøge æresoprejsning.” Han ser på mig, som om det er mig og ikke ham selv, der er et monster. Han tager ikke kniven. Han løber. Protokol 87.b siger, at jeg bør lade ham gå, da han ikke er en trussel, og idet alle dem, der ser på, kunne få et dårligt indtryk af ordensmagten. Jeg vender mig mod den hornede, der hostende er på vej op at stå. ”Du er arresteret for angreb på en cirkelaspirant. Følger du frivilligt med, eller skal jeg bruge vold?” siger jeg og peger på ham med kniven. Han spytter og kommer på benene. I det fjerne kan jeg høre sirener. ”Jeg er straffet og vil blive hængt for det her. Bare prøv at nakke mig, jeg er parat til at slås.” Mere når han ikke at sige. Kniven er begravet til skæftet i hans pande. Jeg roser mig selv for det præcise kast. Dybt i min hjernekiste skriger Kalazar sin frustration 110


ud, men sirenerne fra patruljevognene overdøver ham. Jeg smiler tilfreds. Protokollerne er fulgt til punkt og prikke. Nu er jeg endelig pü rette kurs.


Kapitel 12. Mod målet

”Er I klar?” Vi står på kamppladsen, hvor Orca i tre måneder trænede os til at blive elitesoldater. Træningen er forbi. Nu er det eksamen. Jeg har en blaster med orange markeringer i hånden; den skyder kun for at lamme, ikke dræbe. Det er den samme blaster, som Orca brugte til træning. Det er ligegyldigt; den ene blaster er lige så god som enhver anden. Jeg har intet følelsesmæssigt bånd til Orca, men protokollerne siger, at jeg skylder ham at leve op til hans krav. Jeg skal bestå prøven og hævne hans død. ”Er I klar?” ”JA!” skriger vi manisk med vilde øjne og adrenalin, der pumper i vores kroppe. En sidste kamp, før vi når vores mål: at blive cirkelkrigere.

Et for et bliver teamene sendt ind i banens labyrint. To team kæmper mod hinanden. Ens præstation bestemmer, 112


om man bliver cirkelkriger eller forbliver menig soldat. De stærkeste team kæmper mod de svageste. De første team er næsten jævnbyrdige. Det er de sidste ikke. ”Er I klar?” Vi hører ordene, hver gang et nyt team bliver sendt ind. Vi er de sidste. Vi har færrest point. Vi er de svageste, og vi skal kæmpe mod de bedste. Kæmpe mod Nemrods team. Alle forventer, at vi bliver slagtet. Protokollerne og mine beregninger viser, at vores chancer er små, men jeg kan se svaghederne i Nemrods team lige så tydeligt, som jeg kan se dem i mit eget. Mit eget team, der ikke længere stirrer på mig med mistro, men med et blik, som om de har opdaget, at jeg er deres eneste chance for overlevelse. Det er helt korrekt. Meget har ændret sig i løbet af de sidste uger. Jeg har tvunget mit team ind i de eneste roller, der gør, at vi har en chance. Jeg har presset dem til det yderste og trænet dem til at adlyde mig blindt. Presset dem til at blive dræbermaskiner. Første skridt var at få en neurolammer i min handske. Med vold og smerte har jeg tvunget dem til underkastelse, med Kalazars fjerne skrig som underlægningsmusik. Mit team frygter ikke længere at tabe til andre. De 113


frygter kun, hvad jeg vil gøre ved dem, hvis vi ikke vinder. Vi har vundet mange point i løbet af de sidste uger, men i stedet for at få en bedre placering er alle point blevet brugt på kropsforbedringer. Jeg ser på mit team og følger protokol 77. Nu skal frygten forvandles til vrede, og løgn er mit våben. ”Om lidt bliver vi spurgt, om vi er klar. Dumt spørgsmål. I er født klar. Jeg ved, I har lidt de sidste uger, og jeg har ikke fortalt jer hvorfor. Sagen er, at Nemrod vil få os alle klassificeret som kaosaber, hvis vi taber.” Mit team gisper. Vantro opnået. Alle ved, at en klassificering som kaosabe er ensbetydende med udstødelse og et liv i skam. De fleste cirkelaspiranter vælger selvmord, hvis de bliver klassificeret som kaos. Skammen er for stor. ”Alt det, jeg har gjort mod jer, er sket, fordi jeg holder af jer, og jeg ikke vil miste jer.” Jeg ser i deres øjne, at frygt bliver vendt til taknemmelighed. Jeg lyver ubekymret. Ord er bare et våben, der skal bruges optimalt. ”Det, vi går ind til nu, er ikke bare hologrammer. Det er en ægte kampplads. Vi er nødt til at vinde, derfor er vi nødt til at bruge alle kneb. Ramme alle de svagheder i Nemrods team, som jeg har udpeget. Er I parate til at gøre det nødvendige?” ”Ja!” hvæser mit dræberteam. ”Er I klar?” spørger dommeren. Nemrods team løfter deres blastere med gule marke114


ringer og råber sejrsikkert, før de løber ind i labyrinten. Dommeren vender sig mod os, men før han kan sige noget, råber vi: ”Født klar!” – og løber ind.

Labyrinten splitter os øjeblikkeligt op. Dens mure opfører sig på samme måde som paraernes skov. Nu er vi hver især på egen hånd. Nøjagtigt som jeg regnede med: ”Følg planen,” siger jeg over min intercom og tænder skærmen på indersiden af min hjelms visir. Skærmen tillader mig at følge mit team og mit eget blik samtidigt. De mange forskellige synsindtryk ville forvirre enhver, men min iskolde hjerne bevarer overblikket og skriger ordrer. Bella er den første til at møde fjenden. Det er Blitz fra Nemrods team, den hurtigste på hele vores årgang. Bella løfter sin blaster, men Blitz er langt hurtigere. Han rammer hende i ansigtet med blasterens lammestråle. Hun skriger. En lammestråle kortslutter nerver og overbelaster hjernen med intens smerte. Hvis hun falder og ligger ned i mere end fem sekunder, er hun ude. Hun falder ikke. Hun skriger mere i vrede end i smerte. Blitz ser forbløffet på Bella, der skyder ham i brystet med sin blaster. 115


Han hyler i smerte og vælter. Bella skyder ham fem gange mere, mens han bliver talt ud. Lige nu vil alle være forbløffet over, at Bella ikke faldt. Ingen forstår, hvad jeg har gjort. Jeg følger protokollerne, også dem, de færreste kender. Dem, der beskriver, hvordan smertetilvænning betyder, at lammeren bliver mindre effektiv. Jeg har afstraffet alle i mit team dagligt de sidste uger med min egen elektrohandske. Det har givet mig kontrol og vænnet dem til smerte. Måske er alle de andre dygtigere end os, men ingen af de andre team kan tage så meget smerte som mit, så vi stopper først med at kæmpe, når vi alle er døde. ”Smukt gjort, Bella. Tag hans id-kort og blaster. Gå i camper-mode. Lad fjenden komme til dig.” ”Modtaget.” Fjernt hører jeg Blitz stønne. ”Du havde kun behøvet at skyde én gang.” Bella sparker ham i maven. ”Tror du, at paraerne stopper med at angribe, når du er såret? Det her er Cirklen, ikke en børnehave.” Jeg smiler tilfreds. Hun kopierer min adfærd og mine ord, hvilket viser, at hun er korrekt indoktrineret. Jeg fokuserer på et nyt billede. Bronko er stor, stærk og langsom. Alt for langsom. 116


Charlot fra Nemrods team springer frem fra sit skjul og skyder ham. Bronko vælter. Uret tikker. Charlot skyder ham gentagende gange, mens hun går nærmere. Nemrod har nok fulgt sidste træfning på sin intercom og betaler os tilbage med samme mønt. Hver udladning får Bronko til at spjætte i smerte, mens han kæmper for at komme op. Da der er to sekunder tilbage, sætter Charlot sin fod i Bronkos nakke i stedet for at blive ved med at skyde. Det er en fejl. Bronko griber hendes anden fod og river hende ned i støvet. Nedtællingen stopper. Det gør Bronko ikke. Hans ansigt er forvredet i raseri og smerte. Det ryger fra hans hud. Han brøler uartikuleret, mens han lader slagene regne ned over Charlots ansigt. Første slag brækker hendes næse. Det næste hendes kæbe. Hvert slag rammer de steder, der giver maksimal smerte og skade. Da de fem sekunder er gået, stopper Bronko ikke med at slå. Dommeren farer ind i sin tunge kampudrustning og flår Bronko væk, før han tæver Charlot ihjel. Hendes kønne ansigt er for altid forvandlet til noget, der vil få enhver mand til at kigge væk. Bronko bliver diskvalificeret, men mine ord i hans ører får ham til at smile: ”Fantastisk arbejde, dit offer var det hele værd. Nu frygter de os.” 117


Min intercom hyler, og jeg kan se på min skærm, at resten af mit team oplever samme glæde. Dommeren taler til begge team. ”De sidste to træfninger har vist, at respekten for jeres kammerater og styrken på jeres blastere er for lav.” Min blaster begynder at brumme. ”Styrken på jeres blastere bliver skruet op. Nu skal I både handle hurtigt og korrekt. Én træffer vil lamme, flere kan dræbe. Orange team fører på nedlagte modstandere, gult team fører på taktik. Vinderen vil være det team, der finder fanen i midten af labyrinten.” Jeg griner næsten. Det her er for nemt. Jeg har undersøgt den cirkelformede labyrint udefra, og selvom væggene kan ændre sig, så vil midten altid være det samme sted, og den korteste vej til midten af en cirkel er en ret linje. ”Alle op på murene, og følg mig.” Vi sætter af med forstærkede muskler, griber kanten og hiver os op på toppen af murene. Nemrod har fået samme idé; hans team er allerede oppe. Blasterskuddene hviner os om ørerne. Jeg bliver ramt i ansigtet og falder ned. Et kort øjeblik er alt sort, så er jeg oppe igen. Hvis ikke min evne til at føle var lukket ned, ville jeg vride mig i smerte. I stedet flår jeg min rygende hjelm af og springer op på muren igen, mens jeg brøler: ”Protokol 11.a, fremad mod målet, koncentrer jeres ild om én fjende ad gangen.” 118


Vi springer fra mur til mur, løber lige ind i fjendens ild med vores blastere i bund. Nemrods team træffer os flere gange, men vi er i bevægelse, og vores vrede er større end smerten, så kun Scara og Corn falder ned. Vi er tre tilbage. Nemrods team er forsigtige og skyder mod os alle samtidigt. De følger dommerens anvisning. Det gør jeg ikke. Jeg følger protokollerne til at besejre en overlegen fjende. Deres sniper bliver ramt af to blasterskud samtidigt. Nu er der kun tre tilbage på hvert team. Vi er helt tæt på hinanden nu. To mere falder. Én fra hvert team. Mira og Bella kaster sig mod hinanden. Jeg ignorerer dem. Det eneste, der er vigtigt nu, er at vinde over Nemrod. Jeg er lige ud for Nemrod; vi smider begge vores tunge blastere om på ryggen og spurter mod fanen i midten. Vi lander i den inderste åbne cirkel. Fanen er 10 meter væk. Vi ignorerer den og vender os mod hinanden. Nemrod smiler. ”Jeg er glad for, at du har taget dig sammen. I dag kan jeg smadre dig totalt uden straf. Du er min nu, og kun én af os forlader banen stående.” Jeg skal til at svare, men Nemrod er allerede over mig. Hans styrke og hurtighed er maksimeret. Han holder sig ikke tilbage, og før jeg kan reagere, har han brækket flere 119


knogler i min krop. Jeg slår ham i ansigtet med min brækkede hånd. Han griner ad mit ynkelige slag. Griner, indtil mine svage fingre lukker sig om hans hals, og min elektrohandske rammer ham. Han skriger og går i knæ. Jeg skruer handsken op på fuld kraft og bliver selv ramt af en tiendedel af det, der får hans hår til at lugte ristet. ”Slip ham!” råber Mira. Jeg ser undrende på hende og forstår ikke, hvorfor hun ikke bare skyder. Så bemærker jeg hendes opspilede øjne og forstår, at hun for sit indre blik genoplever sidste gang, hun skød og næsten dræbte mig. Hun holder stadig af mig. Hendes følelser stopper hende. Det handikap har jeg ikke. Jeg tøver ikke et sekund. Jeg løfter min blaster med min frie hånd, skyder hende i maven og ser hende besvime af smerte. Jeg slipper Nemrod og går langsomt hen til fanen. Da mine fingre rører den, starter en fanfare, og labyrintens mure kører ned. Alle team går frem mod mig, mens de jubler. På et splitsekund er jeg forvandlet fra den, alle afskyer, til den, alle beundrer. Deres følelser er ligegyldige, jeg føler intet ved dem, men protokollerne fortæller, hvordan jeg skal håndtere 120


situationen, så jeg får mest ud af den. Jeg smiler genert. ”Det er ikke mig, I skal juble ad, det er mit team. Uden dem er jeg intet, ligesom Cirklen kun er stærk, når ringen er sluttet. Når alle team arbejder sammen.” Det får dem til at gå amok, og alle ser på mig, som mit eget team gør. Med en blanding af frygt og hengivelse. Dommeren ser vredt på mig, men jeg ved, at han ikke kan begynde at kæfte op nu. Der venter en krig forude. Cirklen skal styrkes, og han er tvunget til at gøre det, han skal. Han løfter min hånd. ”Den sidste kamp er vundet, de sidste cirkelkrigere er fundet. I aften fester vi, og så gør vi os klar til det endelige slag mod paraerne.” Vi jubler i kor, mens skyerne trækker sammen på himlen over os. Jeg har nået mit mål. Opfyldt mit højeste ønske. Det rører mig ikke. Det eneste, der er vigtigt, er, at jeg følger protokollerne og i fremtiden vil få endnu flere til at gøre det. Kalazar skriger ikke længere i mit indre, men jeg kan høre de dumpe drøn af hans næver, der hamrer mod muren af is, der indkapsler mit kaos. Hvis han fik tid nok, ville han nok ødelægge det. Det får han ikke. Snart får jeg en mikrocomputer i panden, og mine følelser kommer 121


under kontrol. Jeg vælger orden, og det er der ikke nogen para, der kan lave om på. Fra de mørke skyer falder de første regndråber.


Kapitel 13. Kaoskamp

Regnen falder tungt på ruden. Det har regnet siden den afsluttende prøve. Jeg ser væk fra regnen og masserer min ømme hånd. Den er ikke helt funktionsdygtig endnu, selvom jeg har været på lazarettet, hvor maskiner har lavet opspeedet cellehealing, og læger har forstærket mine brækkede knogler med organisk karbon. Ømheden fortæller, at jeg er begyndt at kunne føle lidt igen. Jeg kan mærke, hvordan Kalazar er ved at nedbryde panseret af is, der lukker ham og mine følelser nede. Det er lige meget. Det er et spørgsmål om dage, før jeg får en mikrocomputer i panden, der lukker for mine følelser for altid. Jeg skal bare igennem aftenens fest, hvor vi alle får vores fremtidige roller i den kommende krig. Det er ikke alle, der er kommet, og det er ikke alle af dem, der er kommet, der ser ud til at more sig. Nemrod står og skumler ved punchbowlen, og Mira er her slet ikke. Fordi hun tøvede med at skyde mig, er hun blevet menig soldat i stedet for cirkelsoldat. Jeg tvinger hende 123


ud af mine tanker, tvinger det stik af anger væk, det giver mig, da jeg tænker på, hvor hensynsløst jeg skød hende. Jeg løfter mit blik og kigger ud i regnen for at tænke på noget andet, og der står hun. Mira har hundevagten i regnen. Hun stirrer på mig med sørgmodige øjne, mens regnen gennembløder hendes tætsiddende tøj. Isen over mit sind slår revner, og en stemme hvisker: Sig undskyld. Jeg blinker tårerne væk og lægger min hånd mod ruden, mens min mund lydløst former ordet: ”Undskyld.” I det samme går det op for mig, hvad der sker. Ud af mit hoved, kaosabe, hvisler jeg og river øjnene væk fra Mira. Kalazars fjerne stemme er kold som den is, han kæmper for at nedbryde. Du er ved at ødelægge dig selv og alt omkring dig. Du tvinger mig til at blive det, du frygter. Når jeg kommer fri, skal jeg vise dig kaos! Jeg skal til at svare, men ser i det samme Nemrod komme mod mig. Hans blik er let sløret. Han har tydeligvis fået mere end ét punchglas. Hans vrede fortæller, hvad han vil. Protokollerne toner frem for mit indre blik. Fortæller mig, at jeg bør løbe eller alliere mig med nogle, der kan øge mine chancer. Men til denne fest er der kun officerer, deres koner og teamlederne. Kalazar vrøvler videre i mit indre. Jeg prøver at ignorere ham og fokusere på, hvordan jeg kan overvinde Nemrod, men jeg har tøvet for længe. 124


Nemrod griber mig i kraven og hvæser: ”Du snød til prøven. Uden din elektrohandske har du ikke en chance mod mig, din æreløse lort.” Protokoller og Kalazar fræser rundt i mit hoved. Jeg ignorerer alt. Griber Nemrod om nakken og knalder min pande mod hans næse. Sprutten har gjort ham langsom. Han vælter ud på dansegulvet med blodet sprøjtende fra næsen. Folk hviner og trækker sig tilbage. Nemrod griner, mens blodet løber ned over hans tænder. ”Jeg håbede, du ville gøre noget dumt. Nu har jeg en undskyldning for at smadre dig.” En vrede mod ham, som jeg ikke har følt længe, overmander mig, og jeg kaster mig brølende mod ham. Han griber min hånd og slynger mig i gulvet. Luften går ud af mig. Øjeblikkeligt er han over mig, hans knæ holder mine arme nede. Protokoller og Kalazar skriger kommandoer til mig, mens alt eksploderer i smerte, idet Nemrod grinende lader slagene regne ned over mit ansigt. Så bliver han revet væk af officer Thorne. ”Slap af. Du er ved at smadre din teamleder.” Nemrods øjne bliver store i forbløffelse, og jeg vrider mig væk. Jeg kommer afkræftet på benene og griner hadefuldt til ham, mens mit ansigt hæver op og tvinger mine øjne sammen til tynde sprækker. Hadet, smerten og 125


fryden ved, at Nemrod ikke bliver teamleder, når vi skal i kamp, laver flere revner gennem isen i mit indre, og Kalazar maser sig ind i sprækken og holder den åben som en kile. ”Nu går I to over på lazarettet og bliver lappet sammen. Brug jeres energi i den kommende kamp. I er ikke fjender.” Nemrod og jeg klikker hæle og gør honnør, hvorefter vi skynder os ud. Dørene smækker bag os. Den tunge regn gennembløder os på et øjeblik. Jeg mærker et skub i ryggen. ”En, der er svagere end mig, kommer aldrig til at bestemme over mig,” hvæser Nemrod. Protokollerne fortæller, at jeg skal løbe. Jeg ved, jeg ikke har en chance mod Nemrod, men jeg ser Mira stirre på os, og på en eller anden sær måde står det pludselig klart for mig. Hvis jeg nogensinde vil gøre mig håb om at vinde hende igen, kan jeg ikke løbe nu. Jeg mærker, hvordan isen over mine følelser falder fra hinanden, og hører Kalazars dybe stemme: Du spurgte, hvem jeg var. Jeg svarede, at jeg var en lærer, og du lo. Lad mig vise, hvad jeg underviser i. Protokollerne vælter, og i stedet følger jeg Kalazars instrukser uden at gøre modstand. Da jeg træder frem, føles det, som om regnen falder i slowmotion, og det samme gør Nemrods parade. Min næve bevæger sig lynsnart forbi hans arme og synker ind i hans strube. Noget knuses. 126


Nemrods øjne bliver store, og jeg ved, at han ikke kan trække vejret. Han slår uden at tøve, men hans næve bevæger sig som gennem honning. Jeg griber hans arm og udnytter kraften i slaget til at slynge ham gennem luften. Mira løber langsomt frem mod os, og hendes stemme lyder som en plade, der kører med for få omdrejninger. Jeg frydes bare over det sære mønster, min krop følger. Jeg slipper Nemrod, der vrider sig i luften for at lande på benene. Jeg sparker med hele min styrke mod det punkt, hvor jeg ved, hans knæ vil være om lidt. Han lander på det yderste af sine tåspidser, og min hæl presser hans knæ bagud. Sener springer som pistolskud i mørket. Den hvidlige knæskal sejler ud gennem hans flåede bukser i en sky af blod. Kalazars stemme lyder tørt i mit indre, da han slipper kontrollen. Jeg underviste i nacheck. Den ypperligste kaoskampsport. Du bliver den bedste, så snart du accepterer mig som din mester. Regndråberne sætter farten op, mens jeg gør det modsatte. Nemrod vælter om og raller uartikuleret i en pøl af mudder og blod. Miras stærke arme låser sig om mig for at forhindre mig i at levere det dræbende slag. ”Er I fuldstændig sindssyge! Vi er på samme team. Vi skal besejre kaos og ikke hinanden.” 127


Jeg gisper, da det går op for mig, hvad der er sket. Jeg slap kontrollen. Jeg slap mine følelser fri. Jeg slap mit kaos fri og underkastede mig næsten. ”Du må ikke slippe mig, Mira. Jeg skal have den mikrocomputer i panden ... ellers går alt i stykker.” Hun fnyser ad mig. ”Jeg skal med glæde slukke dig, din psykopat.” Adrenalinen pumper stadig i min krop, blandet med sejrens beruselse. Jeg er for omtumlet til at forstå hendes svar. Kalazar skriger i mit indre og prøver at tage kontrollen. Jeg retter min opmærksomhed mod ham. I mørket og den silende regn ser jeg slet ikke slaget komme. Mira har trukket sin knippel. Den rammer mig rent i tindingen. Så er alt smerte og et befriende mørke.


Kapitel 14. Ingen vej tilbage

Et hvidt glimt fulgt af skarp smerte. ”Nu er han vist vågen,” siger en tør stemme. Jeg blinker og åbner øjnene. En læge lyser mig ind i øjnene og nikker tilfreds. ”Du har vist ikke taget alvorlig skade.” Det er den samme hvidhudede læge, der førte tilsyn med mig og Mira efter vores træfning med kaoskrigeren Zanko. Doktor Bleach er åbenbart fulgt med til Cirklen. Mira står i baggrunden og peger vredt på mig. ”Jeg håber, at operationen får Nemrod på fode igen. Hvis han ikke klarer det, er det din skyld.” Jeg ser mig forvildet omkring for at undgå Miras vrede blik. Jeg er på lazarettet. Der er en, der stønner, på et blodindsmurt bord. Jeg ser en stor skikkelse, der er spændt fast. Det er Nemrod. Læger kæmper for at redde hans liv. Jeg husker, hvordan jeg smadrede hans ben og hals. Jeg forbander Kalazar og hans nacheck. Kalazar knurrer i mit indre. Han er også først ved at komme til sig selv. 129


Doktor Bleach smiler bare, mens han ryster på hovedet. ”I cirkelpsykopater er de mest absurde væsner i den her verden. Kæmper som gale for at blive de bedste kaosdræbere, og alligevel smadrer I altid hinanden. Men det er vel derfor, at I har brug for en mikrocomputer i panden, så I kan styre jer.” ”Klarer han den?” spørger jeg bekymret. Bleach ser undrende på mig. ”Selvfølgelig klarer han sig. Vi er de bedste kødsnedkere i byen. Han skal bare have et mekanisk knæ og strubehoved. Så er han bedre end før.” Jeg sukker lettet, og i det samme er Kalazar over mig og tvinger min krop til at kaste sig frem. Men der er remme om mine ben og arme. Min mund brøler uartikuleret. Bleach trækker hovedet til sig, som om jeg er et vildt dyr, der vil bide ham. ”Jeg sagde det jo,” siger Mira koldt. ”Han har brug for hjælp.” Doktor Bleach nikker og tager en metalæske frem. Den åbner langsomt. Han løfter en lille, sølvskinnende ting frem. En ting, der reagerer på berøring. Lange, tynde kroge af metal strækker sig ud fra den som insektben. Han holder den hen over min pande, og de tynde kroge strækker sig frem. ”Normalt har vi en fin ceremoni, men du og din kammerat valgte at lave så meget ballade, at officer Thorne bad mig ordne jer to i enrum.” 130


Kalazar får mig til at knurre. Jeg holder min mund lukket, så han ikke får mig til at sige, at jeg ikke vil. ”Er du klar?” spørger Bleach. ”Er du klar til at få slukket dine irrationelle følelser og dit kaospotentiale. Er du klar til at blive en del af Cirklen?” Slukke alle mine følelser? Jeg ser bedende på Mira, men hun slår blikket ned. Kalazar vil have mig til at råbe nej, men jeg opbyder al min vilje og brøler: ”Dræb mit kaos!” Doktor Bleach smiler og ler sit tørre grin. ”Du har naturligvis ikke noget ægte kaos. Ingen med ægte kaos ville være her. Jeg taler bare om det naturlige potentiale, vi alle har. Et potentiale, som du ...” ”NUUUU!” brøler jeg, så Mira vender sig bort. Lægen rynker blot sine bryn. ”Ungdommen nu til dags. Altid så utålmodige ... men som du vil. Du får turen uden bedøvelse.” Han sænker de levende metalkroge ned, der straks hager sig fast i min hud og hiver sig ned på min pande. Kalazar og jeg skriger i kor. Lægen maser en rød bold ind i min mund, så jeg kun kan stønne og ikke skrige. ”Ssh. Dit skrigeri får din puls for højt i vejret. Bolden her tvinger dig til at slappe af. Du har simpelthen ikke luft til andet. Du skal ikke se så bange ud. Det, du mærker, er bare din pandehud, der bliver skåret op. Derefter 131


graver mikrocomputeren sig ind igennem din pandeskal. Herefter begynder de fine elektroder at kravle ind i din hjerne.” Jeg kan ikke få vejret. Det hviner i min pande. Kalazar brøler. Jeg kaster mig rundt. Skriger formummet på Mira. Hun ser på mig, og hendes ængstelse er forvandlet til rædsel. Blod løber ned i mine øjne og blænder mig. Alt er smerte og rædsel. Hvad er det, jeg har sagt ja til? Lægen taler uanfægtet videre, mens han dupper blodet væk. ”Bare rolig, jeg holder øje med, at du klarer det. Når først den har gravet sig ind, forsvinder smerten. Du har ingen smertereceptorer inde i hjernen. Hjernen er verdens mest fantastiske organiske computer, som vores lille ven langsomt vil smelte sammen med. I løbet af de næste tre dage vil den grave sig ind til område 25. Den del af din hjerne, hvor dine følelser bor.” Han taler til mig, som om jeg er en evnesvag elev, og det værste er, at det virker. Jeg lytter som hypnotiseret til både ham og Kalazar, hvis råb har forvandlet sig til en rablende talestrøm. Hvad er det, der sker? Mørket kommer kravlende. Lyset bliver kvalt. Jeg må væk, før det er for sent. Seglet er min eneste mulighed for at overleve. Jeg mærker en smerte i mit bryst, da seglet bliver 132


varmt. Så spænder det på en vanvittig måde i mit bryst, og en maskine hviner. Kuglerne i mit hjerte gør deres virkning uden Kalazar til at stoppe dem. Doktor Bleach får kun en lille rynke i panden, mens han mumler: ”Hjertestop, men det har vi jo set før.” Jeg ligger ubevægelig, men kan se og høre alt, der sker. Maskinen, der hviner. Bleach, der roligt klipper min uniform op og hamrer en genstand i mit bryst. Noget spidst går ind lige ved siden af seglet. Tingen sætter mit hjerte i gang. Han hiver den røde bold ud af min mund og giver mig en iltmaske på. ”Se, min ven, det går jo fint. Man skulle næsten tro, dit hjerte var vant til at få hjælp til at virke.” Han griner sit tørre, glædesløse grin igen. ”Nu har du både en lille hjælper i panden og i brystet. Den i dit hjerte er det, man i gamle dage kaldte en pacemaker, men denne lille, fikse sag holder ikke bare hjertet i en stabil rytme. Den stabiliserer og fikser de nerver, der bestemmer din hjerterytme.” Han klapper glad hænderne sammen som en lille dreng. ”Du bliver mere og mere maskine. Ligesom du gerne vil have det, ikke?” Jeg svarer ikke, for nu føler jeg tjæresorte fangarme, der kravler over min bevidsthed. Mærker det, Kalazar flygtede fra. 133


Jeg kan ikke flygte. Så mærker jeg Miras hånd i min. Jeg klemmer til og prøver at trække hende tæt på, men remmene forhindrer mig. Fangarmene i min hjerne river min bevidsthed væk fra Mira. Jeg har intet andet valg end at overgive mig skrigende til mørket, der omslutter mit sind.


Kapitel 15. Slut med følelser

Jeg sætter mig op med et gisp. Suger luften ind. Hjertet galoperer af sted. Mit hoved er ømt, men følelsen af panik bliver kvalt med det samme. Som om noget skruer ned for den. Jeg føler på mikrocomputeren i min pande og ved med det samme, at den har dæmpet følelsen. ”Tre dage, så er det slut med følelser,” mumler jeg for mig selv. Vil den også fjerne det, jeg føler for Mira? Måske skulle jeg ikke … Forhænget omkring min seng bliver hevet til side. ”Det er korrekt. I dag er første dag i din nedtælling til at blive alt det, du har drømt om,” griner doktor Bleach tørt. Bag ham står en ung mand. Han bærer en bylt. ”Hvis du føler, du er klar, så tag din uniform på,” siger Bleach og vender sig mod et andet forhæng. Mine hænder ryster en smule, da den unge mand rækker mig cirkeluniformen, og jeg trækker den på. Bleach hiver forhænget til side på den anden seng, og jeg stirrer på Nemrod i fuld uniform. Hans øjne spiles op i rent had, da han ser mig, og med en metallisk stemme 135


siger han: ”Dig!” Så blinker mikrocomputeren i hans pande, og de hadefulde rynker glattes ud. I stedet for at kaste sig over mig, gør han honnør med et koldt blik i øjnene. ”Jeg ser frem til at tjene under dig, kommandør.” Kommandør? Jeg ser ned på mine skuldre. Ser sølvcirklen, der indikerer, at jeg er teamleder. Jeg gør honnør til Nemrod og mærker, hvordan mit eget had og skadefryd bliver kvalt i sin fødsel. ”Æren er helt på min side, Nemrod. Jeg ved, at du er den bedste.” Doktor Bleach griner igen. ”Hvor er I dejlige at se på. I går ville I dræbe hinanden, og nu har Kimmens teknologi forvandlet jer til villige robotter. Skynd jer ud til de andre. De er samlet i storsalen.”

Nemrod og jeg træder ind skulder ved skulder. Vi går forbi de menige soldater og fanger begge Miras blik blandt dem. Et blik, jeg ikke kan læse. Et blik, jeg ikke har lyst til at læse. I hendes øjne er der noget, der kan ødelægge mit fokus på det, der er vigtigt, og intet er vigtigere end Cirklen. Vi finder vores plads blandt de andre nyudnævnte cirkelkrigere. Officer Thorne toner frem på skærmen og holder en forblommet tale om at gøre det rigtige, og at Cirklen er gendannet. Så afbryder han sig selv og griber sig til øret, 136


hvor hans intercom sidder. Han ser alvorligt på os. ”En af vores overvågningsdroner har for få timer siden filmet dette.” Billedet af Thorne bliver formindsket, og i stedet ser vi en rystet og kornet billedsekvens. Det er filmet oppefra og foregår på taget af noget, der ligner et gammelt tempel. En obsidiansort skikkelse står omgivet af kaoskrigere. Det er Daizan og hans paraer. En af dem går frem og knæler foran Daizan, der lægger hænder på krigerens skuldre. Han skriger og vender ansigtet op, så vi tydeligt kan se, hvordan huden bliver flydende, ændrer sig, og til sidst stirrer vi ind i Zankos grinende fjæs. Der lyder gisp hele vejen rundt. Billedet af officer Thorne bliver større, og kaoskrigerne glider i baggrunden. ”Siden dette blev filmet, har dronen og flere andre droner fulgt paraerne, og vi ved, præcis hvor de kaosaber er.” Et tredje billede toner frem. En film, der viser den enorme terraformer, der æder sig gennem skoven og forvandler den til kultiveret landskab. Fra spidsen af maskinen tegnes en stiplet linje frem til et blinkende punkt. ”Kaosaberne er i en by på terraformerens kurs, og hvis de ikke flytter sig, vil det resultere i en træfning 137


om få dage. Vi antager, at deres sejr har gjort dem overmodige. At de planlægger et angreb mod maskinen, der omdanner kaos til orden. Men denne gang vil vi komme dem i forkøbet og angribe dem med en overlegen styrke. Den nye Cirkel og udvalgte menige soldater flyver ud til terraformeren efter denne briefing. Hævnens time er kommet.” Alle omkring mig jubler, mens jeg stirrer sammenbidt rundt. Vores protokoller er udviklet til at forsvare byen, ikke til offensiv. Computeren snurrer i min pande, og min bekymring forsvinder. I stedet ser jeg bare frem til at få chancen for at slå til mod paraerne.

Mit hår blafrer i vinden fra heliporterens åbne dør, og jeg kan ikke lade være med at smile. Det kan godt være, at alt ikke er perfekt, men jeg er i gang med at udleve min drøm. Det her er lykken. Følelsen forsvinder, lige så hurtigt som den kommer. Computeren fjerner alle følelser. I stedet for at tænke mere fokuserer jeg på, hvor vi er på vej hen. Heliporteren glider langs muren, som strækker sig som en hale bag den monsteragtige terraformer, der æder den vilde natur og udspyer kultiveret landskab. Efterhånden som vi kommer nærmere, går det op for 138


mig, hvor stor maskinen er. Menneskerne på dens tag ligner myrer. Dens hjul er højere end huse og ser næsten ikke ud til at bevæge sig på afstand, men det gør de. 0,1 meter pr. sekund. 360 meter pr. time. Ca. 8 kilometer pr. døgn. Det lyder ikke af meget, men når man ser, hvor meget spiralen er vokset ud fra byen i løbet af de seneste år, ser, hvor meget af den vilde natur der er omdannet til kultiveret landskab, så forstår jeg næsten, hvorfor kaosaberne vil stoppe terraformeren. Jeg bider mig i kinden, holder blikket på det velordnede landskab, tvinger mig til at værdsætte dets systematik over naturens ustyrlighed. Jeg slår let til computeren i min pande. Om det er for at skynde på den eller slå den løs, ved jeg ikke. Vi springer ud fra heliporteren højt over terraformeren. Folk jubler, mens vi daler ned og lander med hule drøn på dens metalliske overflade. Cirkelsoldaterne kommer hurtigt på benene og marcherer mod en åben dør, mens heliporterne med de menige lander i baggrunden. En indskydelse får mig til at bryde kolonnen og gå frem til spidsen af terraformeren. Jeg stirrer direkte ned i det brølende inferno af natur, der bliver fortæret hundrede meter under mig. Kaos bliver ædt af ståltænder længere end arme og skidt ud som orden. Jeg sukker og ser ud over de grønne træer, ser på de fjerne bjerge. Solen, der hænger lavt bag et slør af skyer. Mit hjerte føles tungt. Jeg har nået mit mål, så hvad er 139


det for en længsel, jeg kan mærke. Mikrocomputeren i min pande klikker og snurrer. Følelsen af tvivl forsvinder. Rækken af protokoller viser, hvad der skal gøres for at kvæle kaos og indføre orden. Jeg vender naturen ryggen og begiver mig ind i terraformerens dyb, mens seglet brænder i mit bryst.


Kapitel 16. Forrådt

Jeg bevæger mig ned ad metaltrappen og ind i terraformerens larmende indre. Alt bevæger sig. Alt stinker af olie og rådne blade. En blanding af maskine og natur. Det lugter forkert. Jeg kommer ned i en gang, hvor metalriste larmer under mine fødder, mens jeg småløber for at indhente de andre. Jeg ånder tungt i den fugtige luft, mens jeg bevæger mig gennem gange og kommer dybere ind i kroppen på den enorme maskine. Jeg vænner mig hurtigt til støjen og stanken, eller også er det mikrocomputeren, der sorterer indtrykkene fra, så jeg kan fokusere på det vigtige. Jeg slutter mig til de andre soldater. Vi er på vej ind i et stort, åbent område, hvor slyngplanter gror på rustne jernrør, der udspyer skyer af damp. Officer Thorne står på en hastigt bygget platform. En befalingsmand skælder ud på terraformerens mandskab over den kaotiske tilstand og manglen på et briefingrum, der er stort nok til at rumme den nye Cirkel og alle de 141


menige soldater. Soldater, der står i snorlige rækker, som jeg går forbi for at nå min plads i Cirklen. På vejen ser jeg Mira. Hun ser urolig ud. Hun er nok længere om at vænne sig til terraformeren uden en mikrocomputer. Hendes blik fanger mit, og det sender en rislen ned ad min ryg. Hun smiler, da hun ser, hvordan jeg stirrer på hende. Et smil, der får mig til at tabe vejret et øjeblik, dernæst forsvinder følelsen. En sørgmodig længsel kommer i stedet, men den bliver også lukket ned. Jeg snerrer ad mikrocomputeren.

Officer Thorne rømmer sig. Vi vender os alle mod ham, mens hans forstærkede stemme giver genlyd i det fugtige metalrum. ”Planen er som følger ...” I stedet for ord ser jeg det, han siger, som protokoller, der stilles op for at imødegå træfningen med paraerne. Der er taget højde for illusioner med specialhjelme, og alle i Cirklen bliver udstyret med rygjet, så vores mikrocomputere ikke falder i fjendens hænder. Hans plan har ét stort minus. Håndteringen af de levende træer er svag. Thorne har fejlestimeret Daizans kræfter. ”Nogen spørgsmål?” Normalt er der ingen spørgsmål; der forventes tavshed. Jeg rækker hånden op. 142


Officer Thorne nikker til mig. Jeg rømmer mig og hæver stemmen. ”Hvad om vi lokker dem ind i terraformeren, så Daizan ikke kan bruge sine kræfter optimalt? Hans evne til at styre træer og bruge dem som våben vil være sat ud af spil.” Officer Thorne ryster langsomt på hovedet. ”Din idé er god. Jeg kan se, at visse protokoller understøtter den. Imidlertid er der en række udfordringer.” Jeg åbner munden for at protestere. Der er måske udfordringer ved min plan, men hans plan er en gentagelse af alle de tidligere fejl, vi har begået. Officeren løfter hånden for at stoppe mig og taler til hele forsamlingen. ”I har alle forstået jeres roller i morgendagens slag; få jeres udstyr på. Nemrod og Janos, I bliver tilbage. Jeg skal lige drøfte et par detaljer med jer.” Jeg nikker og trækker vejret ind, gør mig klar til at argumentere for min plan. Jeg ser på Nemrod efter støtte, men hans ansigt er uaflæseligt. Officer Thorne vinker os med, og vi går ind i et rum, der er omdannet til kommandocentral, med skærme på alle vægge og et holobord, der viser terraformeren, der langsomt nærmer sig det punkt, hvor kaosaberne befinder sig. Thorne ser alvorligt på mig. ”Din plan er bedre, end jeg gav udtryk for, og var du kommet med dit forslag, før 143


Nemrod havde vist mig en lille film, så havde jeg været mere lydhør, para.” Jeg åbner munden i forbløffelse. Kaldte han mig en para? Alle skærmene starter. Det er mørkt, og det regner. Nogle bevæger sig i mørket. Det går for hurtigt til, at man kan se, hvad der sker, men lige så pludseligt som det starter, slutter det med et skrig. Nemrod taler med sin metalliske stemme. ”Overvågningskameraet fangede vores kamp, men detaljerne blev ødelagt af regn, mørke og din hurtighed. Men da jeg vågnede efter operationen, brugte jeg min mikrocomputer til at behandle filmen, så man kan se, hvad der sker.” Filmen starter igen. Den bliver afspillet langsomt, og vores kroppe er fremhævet af lysende streger og blinkende tekstbidder, der analyserer mine bevægelser. Fortæller, hvordan jeg kæmper. ”Nacheck,” hvisler Thorne mellem tænderne. ”Kaosabernes kampsport.” Han rejser sig og peger anklagende på mig. ”Du har været under mistanke flere gange, men gang på gang har du snydt systemerne med din unikke beherskelse af protokollerne.” Jeg ryster på hovedet. ”Jeg har fået fjernet mit kaos!” Thorne ler. ”Vi ved, at du har betalt for at få dit kaos undertrykt. Du har snydt dig til en plads i Cirklen, og den 144


slags sker ikke ustraffet. Nemrod overtager din plads som kampleder, og din fremtid bliver særdeles ubehagelig.” Nemrod knækker sine fingre. ”Skal jeg irettesætte ham?” Officeren ryster langsomt på hovedet med et uudgrundeligt smil om læberne. ”Jeg kender en doktor, der ser frem til at skille ham ad og finde ud af, hvordan kaosaben er skruet sammen. Bleach elsker at eksperimentere med den slags. Jeg er sikker på, at Kimmen kan bruge den viden, så vi kan bekæmpe kaos endnu bedre i fremtiden.” Jeg går et skridt frem for at bønfalde Thorne, men Nemrod er over mig som en høg. Jeg prøver at bremse ham, men han er for stærk, og det eneste, jeg kan gøre, mens elektrolænken lukker sig om min hals, er at skrige ind i hans selvtilfredse ansigt.


Kapitel 17. Intet håb

Dybt nede i den kogende bug på terraformeren hænger jeg gispende i en lænke. Vibrationerne fra terraformerens monstermotor får mig til at svaje fra side til side. Min svedige, nøgne overkrop er dækket af blå mærker. Da Nemrod hængte mig op i kæden, fjernede han halslænken og brugte mig som boksebold. ”Hvis nogen spørger, så kan jeg jo ikke gøre for, at du faldt på trappen,” lød hans metalliske stemme, før han efterlod mig i varmen og stanken fra maskine og fordøjet natur. Jeg hænger i, hvad der føles som en evighed, og stirrer fascineret på samlebåndene omkring mig. De brede metalbånd transporterer jord og klipper, der forarbejdes til sten og mørtel til muren, terraformeren bygger. Jeg ser buske og smådyr blive snittet til kompost. Ser udvalgte træer blive gjort klar til genplantning under kontrollerede forhold. Alt udføres af maskiner. Jeg er helt alene, og jeg kan bare vente på at modtage min dom. Selvom alt er håbløst, bliver alle følelser af panik kvalt af mikrocomputeren i min pande. Den tvinger mig til at bevare 146


det kølige overblik og holde øje med alle muligheder. Jeg ser en bevægelse. En skikkelse glider ud af skyggerne, mens hun forsigtigt ser sig omkring. ”Mira,” siger jeg med skælvende stemme. Hun stirrer mig lige ind i øjnene. ”Alle siger, du er en kaosabe, og at du bliver skåret i småstykker af doktor Bleach senere.” Hun udtaler navnet med alle tegn på væmmelse. ”Jeg vil hjælpe dig, men kun hvis du fortæller sandheden.” Jeg vil gøre alt for at komme fri. Og Mira har ret. Det er løgne, der har ført til, at jeg hænger her. Jeg tager en dyb indånding og stirrer hende ind i øjnene. ”Føl på mit bryst.” Hun smiler skævt. ”Tror du, at dine blodige, pumpede muskler er noget, jeg tænder på?” Jeg smiler skævt tilbage. ”Det må vi finde ud af på et andet tidspunkt, men hvis jeg skal fortælle sandheden, så må jeg starte med dengang, du skød mig i hjertet.” Hendes skæve smil forsvinder, og et jaget blik trænger gennem hendes hårde facade. ”Jeg har stadig mareridt om den dag. Jeg forstår ikke, hvordan du overlevede.” ”Læg din hånd ved siden af pacemakeren.” Hun gør, som jeg siger. ”Der er ingenting, ingen ar.” Jeg smiler sørgmodigt. ”Hold din hånd der, mens jeg fortæller. Illusionen forsvinder måske, når du forstår, hvad der sidder i mit bryst.” 147


Hun nikker og ser på mig, som om hun ønsker at forstå, som om hun virkelig vil høre på mig. Jeg håber inderligt, at hun ikke bare er sendt ned for at hive oplysninger ud af mig. Jeg vælger at tro, at hun er her, fordi hun føler noget for mig. ”Du husker, at vi kæmpede mod Zanko, og at han var kommet for at stjæle et energisegl. Seglet satte sig i mit bryst, og ud af seglet kom sjælen fra en kaoskriger. En mægtig kriger ved navn Kalazar.” Mira gisper, og jeg mærker seglet brænde i mit bryst. Fjernt, som et råb i en storm, hører jeg Kalazar: Janos, det er ikke for sent. Kæmp mod mørket … så kvæler mikrocomputeren hans stemme. Mira taler, mens hun forbløffet føler på det snørklede metal under min brysthud. ”Styrer han dig?” spørger hun med bævende stemme. Jeg trækker vejret dybt ind. ”Vi har kæmpet mod hinanden, og vi har kæmpet sammen. Han sagde, han ville hjælpe mig med at finde min egen vej, men jeg troede ham ikke. Jeg ville hævne Orcas død, så jeg fik nedfrosset mine følelser og mit kaos.” Hun nikker. ”Det var derfor, du pludselig blev så psykopatisk.” Jeg nikker. ”Jeg ville være en del af Cirklen, jeg ville nå mine drømme. Det lykkedes, jeg blev en cirkelkriger, men da jeg stod på toppen af terraformeren, føltes min 148


drøm hul. Det eneste, jeg har tilbage nu, er, at jeg vil hævne Orca.” Mira lægger en hånd på min kind, hendes øjne er våde, og hendes underlæbe dirrer. ”Hævn er ikke det eneste, du har tilbage.” Min mund åbner sig mod hendes. Følelser vælder op i mig, men mikrocomputeren snurrer i min pande og kvæler dem. Frustreret over ikke at forstå, hvad hun mener, vrisser jeg: ”Hvad har jeg ellers?” Hun trækker hovedet tilbage, som om jeg har givet hende en lussing. Hun presser læberne sammen. ”Det, vi har sammen, er et fælles mål. Vi vil begge hævne Orca. Han var også som en far for mig.” Jeg nikker. Det her vil mikrocomputeren godt lade mig forstå, og jeg siger: ”Forskellen er bare, at du får lov at kæmpe. Det gør jeg ikke.” Hun hiver i et håndtag, så kæden rasler ned. ”Hvis vi ikke kan andet, så kan vi i det mindste kæmpe sammen,” siger hun i et toneleje, jeg ikke forstår. Jeg synker i knæ foran hende. Mine arme dunker efter at have været hævet over mit hoved i flere timer. Mira får kæderne af mine hænder. Jeg gnider mine håndled og ser op på hende. ”Vil du have, jeg skal kæmpe sådan her?” Hun ser sørgmodigt på mig og smider en bylt for mine fødder. En soldateruniform.


Kapitel 18. Ind i mørkets hjerte

Heliporteren skærer sig gennem luften, og vinden står ind gennem den åbne dør. Vi nærmer os vores mål. Stedet, som terraformeren vil pløje i smadder om nogle timer. Stedet, hvor vi vil kæmpe mod Daizan og hans tropper. Det er en gammel by omgivet af marker og jungle. Byen ser fredfyldt ud. Det slutter snart. Jeg sidder sammen med Mira og fem andre menige soldater. Vi er anført af en cirkelsoldat. Charlot fra Nemrods team. Hun har ikke genkendt mig. Jeg har uniform som menig; hjelmens visir skjuler mit ansigt og mikrocomputeren i min pande. Det er tredje dag, jeg har den i panden. I morgen vil trådene have sat sig fast, og kaos vil for altid være væk. Orden vil herske. At følge systemer og orden. Det er det eneste, der giver mening. Ingen skal komme og lave en kaoskriger ud af mig. Det er, hvad jeg prøver at fortælle mig selv. Hvorfor væmmes jeg ved de ord? Jeg synker bitter galde, men mikrocomputeren kvæler min afsky over mig selv. Kvæler min tvivl om det, jeg er i 150


gang med. Den summer og oplister protokollerne for den kommende kamp. Jeg beregner selv vores chance for at besejre fjenden. Den er ikke stor. Men selv hvis vi vinder, er det ligegyldigt. Jeg er her kun for at hævne Orca. Zanko skal nakkes; alt andet er lige meget. Spørgsmålet er bare, hvordan jeg dræber en mand, der ikke kan dø. Mira giver mig en albue i siden, jeg ser kort på hende, og hun peger ud ad den åbne dør. Som en sværm af insekter hænger heliporterne i en cirkel omkring den gamle by. En by fyldt med kaosaber. En by med gamle huse og templer omgivet af jungle og marker med ris. Charlot stirrer på os med blodskudte øjne i sit ødelagte ansigt. ”Vi starter i markerne og arbejder os ind mod byen. Eliminer alt på jeres vej.” ”Der er børn dernede,” siger Mira med mistro i stemmen og peger på en gammel kvinde, der løber af sted med et lille barn i favnen og en pige i hånden. Charlot stikker sin blaster ud gennem den åbne dør og skyder dem i smadder. Der lyder gisp fra de andre menige. Charlot ser koldt på os. ”Det er os eller dem. Følg mig.” Og med de ord springer hun ud ad døren. Mira stirrer på os med øjne fulde af sorg; så justerer hun demonstrativt styrken på sin blaster fra drab til lammer. 151


Jeg gør det samme, mens jeg messer: ”Protokol 87.b siger, at eliminere og uskadeliggøre er det samme. Vi bryder ingen protokoller ved at lamme i stedet for at dræbe.” Flere menige ser lettet på mig og følger trop, før de springer ud ad sideåbningen på heliporteren. Bremseliner kontrollerer faldet. Soldater regner ned fra alle heliporterne. Vi lander i den mudrede rismark. ”Fremad!” brøler Charlot og de andre teamledere, mens de lader deres blastere brøle. Byen er omringet. Som en cirkel af død bevæger vi os frem og blaster alt på vores vej. Folk falder om. Huse brænder. En gammel mand stormer mod Charlot, mens han skriger: ”Du dræbte min familie.” Hans øjne er våde af tårer. Lyn står fra hans hænder og rammer Charlot. Blasteren eksploderer mellem Charlots fingre. Mira og jeg hæver vores blastere, men vi kan ikke få os selv til at skyde. Miras øjne afspejler hendes følelser. Vi er trænet til at beskytte vores by, ikke til at dræbe forsvarsløse børn. Jeg prøver at få styr på protokollerne i mit hoved. Jeg kan ikke finde logik i, hvad de skriger ad mig. Hvordan kan det være rigtigt at hævne Orca, mens den gamle mand ikke må hævne sin familie? Charlot ryster de svage lyn af sig, griber den gamle mand og banker sin stålbesatte næve ind i hans ansigt. 152


Hun slår, til ansigtet ligner kødfars. Ødelægger ham, på samme måde som Bronko ødelagde hende. Charlot tøver et øjeblik, før hun vender sig mod os med døde øjne. ”Hvad glor I på? Hvorfor nakkede I ham ikke?” Jeg tager mig til hovedet og prøver at finde mening i galskaben. En hylende lyd får Mira til at stirre op og derefter kaste sig ned. Charlot vender sig kampberedt mod det, der falder fra himlen. Det er ikke en fugl, der dykker mod Charlot. Det er en ung kvinde. Hun styrter ind i Charlot. Rammer hårdt. Kvindens krop ligner sten. Det gør hendes tårer ikke. ”Du dræbte mine børn,” skriger hun. Charlot slår hende i ansigtet og brøler til os: ”Nak hende.” Resten af de menige ser afventende på Mira og mig. Jeg ved, at Mira ikke kan få sig selv til at skyde. Jeg ved, at hun vil blive skudt for forræderi efter kampen, hvis hun ikke adlyder. Jeg blaster både Charlot og kvinden med lammestråler. De skriger i smerte, men ingen af dem falder. ”Du skal ikke slippe godt fra det her,” skriger kvinden og slår med to fingre af sten. De rammer som en spydspids, smadrer gennem Charlots hjelm og mikrocomputer og sender blod ud over os, der står nærmest. 153


”Endelig fri,” mumler Charlot, før hun dør. Hendes rygjet varmer op og tæller ned fra 30, før den sender hende mod heliporteren. Kvinden ser på sin blodige hånd. Raseriet forsvinder, og hendes blik fortæller, at hævnen ikke har udvisket smerten over tabet af hendes børn. ”Hvorfor?” spørger hun med øjne fulde af tårer. De menige ser sig forvirret omkring og ved ikke, hvad de skal stille op. Deres leder er død, så der er ingen til at fortælle, hvad de skal gøre. Mira ser fortvivlet på kvinden. Jeg river min hjelm af og lyver med fast stemme. ”Alle til mig. Jeg er cirkelkriger, og I er nu en del af en hemmelig mission.” De ser afventende på mig, mens kvinden hulkende går i knæ, og hendes stenkrop forvandler sig til normal hud. ”Vi skyder ingen civilister. Vi er her for at hævne Orca. Vores mission er at finde Zanko og tage ham.” De menige slutter op om mig, ivrige efter at have en leder og et mål. Mira lægger sin jakke om kvinden, før hun slutter sig til os. Sammen løber vi mod byen, der står i brand.

154


Vi løber af sted, mens alt er kaos omkring os. Paraer slynger alt, hvad de har, mod os. Vi giver alt, hvad vi har, tilbage. Hvorfor bruger Daizan ikke sine trækræfter til at nakke os? Hvorfor ofrer han sine egne? Jeg stirrer mod junglen og får svaret. Han er i gang med at bruge sine kræfter. Hundredvis af træer skyder op; grenene strækker sig op mod heliporterne som lange kløer. Ganske langsomt og fuldkommen lydløst. Heliporterne kunne sagtens flyve væk, hvis piloterne var opmærksomme. Men de har travlt med at følge kampene på jorden og modtage sårede og døde cirkelkrigere, der flyver op med deres rygjet. Jeg skriger og peger mod himlen og forbander, at jeg har smidt min hjelm. Jeg kan ikke bruge min intercom til at advare piloterne. Træerne skyder op, lukker sig om heliporterne og trækker dem ned. Alle stirrer vi lamslået på vores redning, der bliver revet væk. Enkelte heliportere eksploderer i et flammeinferno, mens andre bliver hevet ned i junglen. Jeg behøver næsten ikke mine analytiske evner for at beregne, at chancen for sejr nærmer sig nul. Selv protokollerne fortæller, at alt ser sort ud. De menige omkring mig stirrer på mig med øjne opspilet i frygt. Alle ved, at der ikke længere er en vej væk. Alle stirrer på mig, som om jeg har løsningen. 155


Jeg leder i protokollerne, men det, de fortæller, hænger ikke sammen med virkeligheden. Desperat prøver jeg at række ud efter Kalazar for at få hans hjælp, men han svarer ikke. Mikrocomputeren forhindrer al kontakt. Hvad gør jeg nu? Jeg stirrer ud over markerne og kan se, hvordan paraerne har fået overtaget. Rester af ødelagte team løber, flere slutter sig til os. Noget får dem til at tro, at vi ikke løber væk, fordi vi har en plan. Alle stirrer på mig. Jeg suger luften ind og gør det eneste, jeg kan gøre: Jeg følger den kurs, som protokollerne viser mig. Jeg brøler, som om jeg mener det, selvom jeg ikke længere tror, at systemet virker. ”Kaos har ramt os hårdt, og vi betaler tilbage med samme mønt. Er I klar til at nakke Zanko? Er I klar til at vise jeres værd?” Et kort øjeblik er der stille, så går Mira et skridt frem, mens hun afsikrer sin blaster. ”Vi er klar til at dø ved din side, Janos.” ”Død og ære,” brøler jeg og hæver min blaster. De menige gør det samme. Deres frygt er forvandlet til vrede, og da vi løber af sted mod den brændende by, er vi alle klar til at gå i døden for at nå vores mål. Hvis jeg kunne føle noget, ville jeg sikkert forbande mig selv, men det eneste, jeg kan mærke, er en stor tomhed, der vokser.


Kapitel 19. Blind tillid

Vi løber af sted på grusvejen mellem markerne i lige linje mod byen. De andre overlevende team har fået samme idé. Mine soldater kommer først frem til bymuren. Vejen er blokeret af en port, og fra toppen af muren råber paraerne og udslynger ild. Vi gemmer os bag en rygende heliporter, mens ildkuglerne dunker ind i den. De meniges moral er lav. Vi burde ikke være her, men det eneste, jeg kan gøre, er ukritisk at følge de protokoller, der bliver udstukket af mikrocomputeren. Jeg skriger: ”Mira, protokol 74.c. Mænd, giv mig dækild.” Alle springer frem fra heliporterens skjul. Blasterne brøler hen over muren, og paraerne dukker sig. Under en regn af elektrisk energi løber jeg frem. Mira er hurtigere; hun standser foran byporten og vender sig mod mig. Jeg sænker ikke farten. Låser mit blik med Miras, der lyser vildt mod mig. Hun fletter hænderne og er klar. 157


Lydløst koordinerer vi vores bevægelser, som om vi var på træningsbanen. Jeg placerer min fod i hendes hænder og sætter af, mens hun løfter. Kombinationen af mine og hendes forstærkede muskler sender mig i en bue op i luften. Op gennem regnen af blasterskud. Op over porten. Paraerne stirrer forbløffet på mig. Jeg skyder og lammer tre, mens jeg flyver gennem luften. Jeg smadrer ned i den hårde jord og taber vejret, selvom rullefaldet tager det meste af kraften fra nedslaget. Hurtigt er jeg på benene og spurter tilbage mod porten. En stor para bader mig i ild. Jeg stopper ikke, selvom mit hår brænder af, og min ansigtshud koger. Jeg føler ingen smerte. Mikrocomputeren slukker den. Jeg lammer paraen med min blaster, flår bommen af porten og river den op. Flere angreb rammer mig bagfra, jeg falder, men stærke arme griber mig og besvarer ilden. ”Fremad!” skriger Mira. Soldaterne vælter ind og blaster de sidste paraer. Mira stopper en soldat og får ham til at forbinde mig eller snarere pakke mit ansigt ind som en mumie. Nanostofferne i forbindingen går straks i gang med at heale min forbrændte hud, så den ikke svulmer op og falder af. Flere overlevende team vælter ind. 158


Porten er vores, men hvordan kommer vi videre? Er jeg stærk nok til at lede os til målet? Alle ser afventende på mig, og jeg ved, at de stirrer på en rygende mumie. Der er tvivl i deres øjne. ”Vores mål har ikke ændret sig. Vi finder Zanko og nakker ham,” hvæser Mira, mens hun hiver mig op, så jeg kan tage lederrollen. Men før jeg kan åbne munden, lander en tung hånd på Miras skulder, og en metallisk stemme lyder: ”Målet er det samme, men I har brug for en ny leder.” Jeg holder vejret, og kun mikrocomputeren i min pande forhindrer, at jeg går i panik, men Nemrod ser på mig uden genkendelse i sit blik. Selvfølgelig. Mit ansigt er pakket ind i bandager. Jeg slipper luften ud og hører Nemrod rable protokoller af sig, ser soldaterne vende sig mod ham. ”Zanko er lokaliseret i byens tempel. Følg mig. Vi leverer et slag mod kaos, som de sent skal glemme.” Nemrod åbner sin uniformsjakke og afslører, at han bærer en stor sprængladning. Stærk nok til at jævne et højhus med jorden. De sårede menige omkring mig hujer med hæse stemmer. ”Vi kommer til at dø alle sammen,” mumler jeg. Mira nikker sløvt og siger mekanisk: ”Så længe vi dør for et højere formål, er det det hele værd.” 159


Hvilket formål? tænker jeg uden at sige noget højt. Jeg lader hende blot hive mig med. Alt føles meningsløst. Selvom protokollerne i mit hoved bekræfter, hvad hun siger, er det eneste, jeg ser, et tåbeligt spild af liv.

Vi kæmper os frem fra hus til hus. Vi bliver færre og færre, og dem, der er tilbage, er alle hårdt sårede. Men Nemrods stålvilje driver os frem, og hans styrke giver os overtaget i kampene. Til sidst står vi foran templet. Overalt på templet er der udskæringer af fredfyldte ansigter med et åbent øje i panden. Smukke udskæringer ødelagt af ild og blasterskud. ”Omring templet, og på min kommando kaster I jer ind og giver alt, hvad I har. Zanko er i midten af templets ene store rum.” Jeg vender mig mod Nemrod. Der er noget galt. Jeg taler hæst: ”Hvorfra kender du templets indre?” ”Jeg fik intel fra en pilot.” ”Det må være falsk intel. Alle heliporterne er nede.” Nemrod blinker, som om hans egne tanker kæmper mod mikrocomputeren. Hans svar fortæller tydeligt, hvem der har vundet. ”Det her er en klar protokol 84. Cirkelkriger mod parakriger. Vi går ind og nakker paraen.” 160


”Det er en fælde,” hvæser jeg desperat og husker vores første møde med Zanko; der fejlvurderede vi ham også. Den eneste forskel nu er, at vi kan følge protokol 84. Både Nemrod og jeg er cirkelkrigere, vi kan bekæmpe en parakriger som Zanko, men hvis vi stoler blindt på vores styrke, så gentager vi de fejl, Cirklen begår igen og igen, fordi vi blindt stoler på Kimmens system, men det er langtfra fejlfrit. Det er alt for firkantet, og det er virkeligheden ikke. Nemrod afbryder mine tanker, idet han afsikrer sin blaster. ”Følg min ordre, eller jeg nakker dig, soldat.” Jeg lukker klogeligt munden. Nemrods blik fortæller mig tydeligt, at jeg skal holde min kæft, hvis jeg vil overleve. Alle soldaterne indtager deres positioner ved døre ind til templet. Vi venter i åndeløs spænding. Så råber Nemrod: ”Angrib!” Soldaterne sparker dørene op og vælter ind i templet, satser alt på et sidste angreb. Jeg griber Mira i armen for at holde hende tilbage. Hun prøver at rive sig fri. Så stivner hun og stirrer på et flimrende lys, der omgiver hendes venstre arm og ben, som er inde i templet. Så hører vi alle latteren inde fra templet. Zankos latter. 161


”Tåber. I gør altid, hvad man forventer. Jeres forudsigelighed bliver jeres død.” Jeg stirrer ind i templet og ser, at alle soldater står som frosset i luften. Kun deres øjne bevæger sig og afslører deres frygt. Zanko holder alle fast med sine kræfter. Hvordan er han blevet så stærk? ”Nu, hvor I alle skal til at dø, så lad mig afsløre, hvad det er for en fælde, I er gået i. I har angrebet os på hellig grund. Angrebet os, hvor utallige sjæle er bundet til dette tempel helliget indsigt. Sjæle, der velvilligt låner os deres kræfter. Her forstærker de min energi tusindfold, så jeg ikke bare kan fastholde jer, men også kan få jeres leder til at gøre dette.” Nemrod spærrer øjnene op i vantro. Hans hænder bliver tvunget til at åbne sin uniformsjakke. Hans muskler svulmer i kamp mod at gøre det, Zanko tvinger ham til. Mira kæmper for at komme fri, men hendes arm og mekaniske ben er låst i templets kraftfelt. Nemrod skriger i afmagt, da han aktiverer bomben. Den bipper gradvist højere og højere. Med et grin svæver Zanko op i toppen af templet, uden for kraftfeltet. Jeg river febrilsk i Mira. Hun vender sit ansigt mod mit. 162


Mikrocomputeren kæmper for at lukke alle mine følelser, men der er for mange. Pludselig forstår jeg Miras blik og forstår, hvad jeg føler. Vores munde åbner sig samtidigt og former ordene: ”Jeg el…” Så eksploderer bomben med et hult drøn. Hele feltet bølger og får støv til at dale ned. Templet holder, men det gør dem inde i feltet ikke. Mira skriger kort, før hun besvimer. Feltet kollapser. Støv og blod daler som en stille regn mod templets gulv. Et gulv, der er dækket af døde soldater. Jeg har kun øje for Mira. Hendes kunstige ben er skrot, og hendes arm er flået i stykker. Jeg flår forbindingerne af mit ansigt og vikler dem om hendes arm. Jeg ignorerer smerten i min forbrændte hud. Nanostofferne i forbindingen går straks i gang med at lukke hendes sår og stoppe blødningerne, men hvis hun ikke får lægehjælp snart, vil de indre blødninger få hendes krop til at gå i chok, og hun vil dø. Hvordan får jeg hende ind til byen? På gulvet begynder Nemrods rygjet at summe. Den har på mirakuløs vis klaret eksplosionen og er ved at varme op. Den tæller ned. Der er 30 sekunder til, at den sender hans sønderflåede lig retur til byen. 163


Jeg går ind i templet. Jeg skal have fat i rygjetten. Mira skal overleve. Det er det eneste, der er vigtigt. Mikrocomputeren i min pande snurrer, og jeg mærker, hvordan den begynder at lukke ned for mine følelser. Lukke ned for det, jeg føler for Mira. Det, hun også føler for mig. Jeg havde ikke turdet håbe, at hun også elskede mig. Jeg vil gøre alt for, at den følelse ikke skal dø. ”Hjælp mig, Kalazar,” brøler jeg og griber mikrocomputeren i min pande. Jeg mærker ekkoet af mit brøl runge i mit bryst, mens Kalazar kæmper med mig mod mikrocomputerens mørke, der truer med at slukke min kærlighed til Mira. Sjælene i templet giver Kalazar ny styrke og giver mig ro til at kæmpe den kamp, jeg må klare alene. Mikrocomputeren sidder godt fast. Stålkløer er boret gennem hud og kranie. Elektroder snoet ind i min hjernes folder. Men jeg er stærk, og jeg vil hellere risikere alt end opgive Mira. Jeg holder fast i mikrocomputeren. Og trækker til. Min hud bløder. Kranieknogler knaser og giver efter. Jeg skriger, mens blodige elektroder glider ud af min hjerne. Med sig hiver de tæppet af mørke og iskulde, der har holdt mine følelser og mit kaos nede. Jeg kyler den blodige computer til side. 164


Lys eksploderer for mit indre blik, og da jeg åbner mine øjne igen, ser jeg sjælene i templet, ser dem svæve omkring mig. Ser den befriede Kalazar som den mægtige kriger, han er. Han står med foldede arme. Han kaster sig ikke over mig for at tage kontrollen, i stedet siger han: Du har travlt, hvis du skal nå at redde hende. Jeg ser på rygjetten. Der er 10 sekunder tilbage.

Jeg stormer frem og flår rygjetten af Nemrods lig. Den tæller ned fra 10. Tvinger den på Mira, der ligger og ryster. Hun har fået hjertestop, siger mine analytiske evner og Kalazar i kor. Jeg har kun én chance for at redde Mira. Jeg stirrer fra hende til Kalazar og siger med grådkvalt stemme: ”Kom tilbage, Kalazar, jeg lover at arbejde sammen med dig.” Det er alt, jeg beder om, siger han og glider ind i seglet i mit bryst. Jeg mærker, hvordan han igen bliver en del af mig, mærker ham forhindre kuglerne i at ødelægge mit hjerte. På tallet tre flår jeg pacemakeren ud af mit bryst. På to hamrer jeg den ind i hendes hjerte. På ét gisper hun, og hendes læber møder mine. Så fyrer jetten af og flyver hende mod sikkerhed. 165


Jeg følger synet af Mira, mens hun svæver gennem søjler af røg højt over kamppladsen. Til sidst er hun bare en prik på himlen. Bag mig hører jeg en, der klapper. Og en sarkastisk stemme lyder: ”Sikke en smuk scene. Ærgerligt, at den ikke vil få en happy ending!”


Kapitel 20. Tvekamp

Zanko glider ned gennem luften og lander blandt soldaternes lig. Han smiler sygt, og med en håndbevægelse får hans kraft ligene til at glide ud til siden. Han lander få skridt fra mig, knækker sine fingre og ser på mig med øjne glinsende af mordlyst. ”Hvordan vil du dø?” Et øjeblik er der helt stille. Så hører vi lyden af mennesker. Ind ad templets åbne døre kommer paraerne; jeg genkender flere af dem. Flere er dem, vi har skudt med lammestråler. En kvinde, der ikke længere har stenhud, støtter sig op ad en mand med hud sort som obsidian. Daizan, paraernes leder. ”I kommer i rette tid til at se mig aflive den sidste nebroklovn,” griner Zanko. Jeg er ikke længere fyldt med mørke. Protokoller, død og kærlighed kværner i et stort kaos i mit hoved, men jeg løber ikke fra min frygt. Jeg ranker mig og skyder hagen frem. ”Hvad du end gør, så vil det ikke afslutte krigen.” ”Måske ikke, men en god nebro, er en død nebro,” 167


siger Zanko med en stemme, der drypper af had. Jeg ser rundt på de mange forvredne kroppe. Det er vanvid. Protokollerne er ikke svaret. De er ikke fejlfri. Cirkelsoldaterne er seje, men deres tanker er låst af mikrocomputere og Kimmens systemer. Der er brug for noget nyt. Jeg tager en dyb indånding og overgiver mig til Kalazar. Jeg accepterer, at Janos ikke er nok. Jeg slipper kaos fri. En bølge af energi strømmer gennem mit indre og truer med at sprænge hver eneste blodåre i min krop. Jeg mister balancen, men Kalazar holder mig oppe. Jeg rømmer mig og hæver stemmen: ”Zanko, jeg udfordrer dig til tvekamp. Du dræbte Orca. Han var som en far for mig. Står du ved din ære? Vil du kæmpe mand mod mand, eller er du uden skam?” Zanko ligner en, der har hørt en kæmpe joke. Han ser rundt på de andre parakrigere, der stiltiende former en cirkel omkring os. Daizan nikker. ”Kæmp med ære.” Zanko fniser som et barn, men nikker i accept. ”Du har ikke en chance, nebroklovn.” Jeg river min uniformsjakke af, så jeg står med blottet, blodig overkrop. Så glider jeg ned i den dybeste nacheck-kampstilling, Kalazar kender. ”Bare kom an, morder.” Zanko ryster på hovedet og gentager sit krafttrick. 168


Der kommer bare en gnist fra spidsen af hans finger, og jeg mærker et svagt pres, jeg nemt fejer til side. Forvirret stirrer Zanko rundt på sjælene i templet. De står som en flimrende kuppel rundt om os. De giver ham ikke deres kraft. ”Hvorfor?” råber han, så støvet drysser ned. ”Mand mod mand,” siger Daizan. Zankos opspilede øjne fortæller, at han pludselig forstår, at han har afskåret sig fra hjælp ved at acceptere tvekampen. Jeg venter ikke. Jeg lader mig glide helt sammen med Kalazar og bevæger mig, så de flimrende støvkorn synes fastfrosset i luften. Det er ikke Janos og heller ikke Kalazar, der angriber. Det er en ny person. Jeg glider frem og bruger kædeslag. Jeg rammer ham 20 gange i maven, før han når at blinke. Blodet sprøjter fra hans mund i slowmotion. Det forhindrer ham ikke i at smile. Jeg ser ikke hans spark. Mærker bare, hvordan det slynger mig bagud i ringen af mennesker. Parakrigerne skubber mig tilbage i kampcirklen. Tag dig sammen! brøler Kalazar. Luk dit sind op. Brug vores kræfter fuldt ud! Zanko spytter blod på tempelgulvet. ”Du kan nacheck? Du er vist ikke en normal nebro. Dit kaos er stærkt, men er det stærkt nok?” 169


Jeg ved, han vil angribe, og jeg fokuserer på at give alt, hvad jeg har. Jeg ser ham komme og slår min hånd gennem hans strube. Illusionen splintrer i en regn af stumper. ”Ikke godt nok,” synger Zanko i mit øre. Hans ånde lugter af blod. Han rammer mig i ryggen med noget spidst. Jeg er ved at tude af smerte. Zanko griner og vrikker en blodig finger. En finger, han lige har mast ind i mig. Kalazar taler fast i mit øre. Du kan klare smerten. Jeg holder dit blod inde. Du skal se med din sjæl, ikke med dine øjne. Han er bedre til at slås end dig, men han er overmodig. Jeg gisper og kommer på benene. Jeg lader smerten og frygten for at dø skylle ind over mig, men jeg drukner ikke, jeg følger strømmen og glider ind i roen. Bevægelserne lægger sig ud foran mig. Ikke i rækkefølge og orden som protokollerne, men som et hav af muligheder. Slutninger forsvinder i en tåge. Hvordan skal man vælge, når man ikke kender resultatet? Der er ingen kontrol, ingen logik, bare kaos. Bare rolig, lyder Kalazars stemme, mens han ler over min rådvildhed. Orden og kaos er to sider af samme sag – omfavn begge! Zanko slentrer frem mod mig. ”Det var sjovt med lidt 170


modstand, men der er en terraformer, der skal ødelægges, før den kommer frem. Tid til at dø.” Jeg spreder armene ud som for at omfavne ham, så lukker jeg øjnene og siger: ”Helt korrekt.” Jeg hører hans vantro latter og parakrigernes mumlen. Mine øjne er lukkede, men jeg ser sjælene. Både dem uden krop og dem med. Zankos lysende sjæl kaster sig frem mod mig. Hans finger peger mod hullet i min pande, hvor der før sad en mikrocomputer. Han er hurtig. Jeg er hurtigere. Jeg griber hans hånd, vrider ham rundt i et kast. Min anden hånd griber hans sjæl i nakken. Mine kræfter holder fast i hans sjæl. Min ene hånd kaster hans krop. Min anden hånd holder fast i hans sjæl. Zankos afsjælede legeme rammer jorden som en sæk kartofler. Hans sjæl vrider sig som en ål i min anden hånd. ”Hvordan!?” hyler han. Min sjæl ser alvorligt på hans. ”Lad os bare sige, at jeg bliver trænet af en af de bedste.” Zanko fnyser. ”Lige meget. Jeg er sjælevandrer. Jeg skal bare have en ny krop.” Jeg åbner øjnene og ser på den flimrende sjæl mellem mine fingre. ”Du tager fejl, Zanko. Din sjæl er en del 171


af templet nu. Du gav mig nøglen til dit nederlag, da du fortalte, at de afdødes sjæle er bundet til templet.” Jeg slipper ham, mens han hyler i frustration. Min krop ryster, og jeg synker i knæ. ”Jeg håber, du finder den fred i døden, som du ikke fandt i livet.” Omkring mig snævrer cirklen af krigere sig ind. De ser ikke glade ud.

Jeg holder mit hoved mellem hænderne; hænder, der glider rundt i blodet fra min pande. Jeg har ikke energi til en kamp mere. Men det er også ligegyldigt. Jeg gør mig klar til at blive slagtet. I stedet hører jeg en dyb stemme og ser op. Daizan træder ud af cirklen af tilskuere. Han står bøjet over mig. ”Du besejrede Zanko i retfærdig kamp, men du skal stadig undgælde for dine forbrydelser. Du har dræbt uskyldige i dag.” Jeg ser op på ham, for udmattet til at trygle om nåde. Det eneste, jeg kan finde ud af, er at fortælle sandheden. ”Nej. Jeg og mine mænd har kun skudt for at lamme.” ”Du lyver.” Jeg hoster. ”Det er lige meget, I dræber mig jo alligevel, og jeg fortjener at dø for dem, mine fæller har dræbt. Jeg nåede ikke at redde børnene, kun deres mor.” Kvinden med stenhuden ser på mig, og hendes øjne 172


spærres op i genkendelse. Daizan nikker. ”Du er en ægte kriger. Du accepterer, hvad I har gjort. Jeg vil vise dig den ære at dræbe dig her i templet.” Han løfter næven for at dræbe, men en stor mand går ind foran ham. Ham, der brændte mit ansigt ved porten. ”Jeg kæmpede mod ham, og han besejrede mig uden at dræbe.” Fire andre mænd fra cirklen af kaoskrigere stiller sig foran mig og siger det samme. Daizan stirrer vantro på dem. En spinkel hånd lukker sig om Daizans løftede næve. ”Han kunne ikke redde børnene, men han reddede mig. Jeg står inde for ham,” siger kvinden med stenhuden. Daizans ansigt ser ud, som om det er ved at revne af smerte, som om hver eneste, der er død, er en, han har kendt og elsket. Men han bukker ikke under for sin sorg, i stedet sænker han næven og rækker en hånd ud mod mig. ”Hvem er du?” Der er ingen mikrocomputer i min pande. Alt i mit hoved er et stort rod. Jeg kender ikke selv svaret. Spørgsmålet er ikke, hvem jeg er, men hvem vi er. Janos og Kalazar er ét. En ny skabning. Jeg løfter mit blodindsmurte ansigt mod Daizan og griber hans hånd. 173


”Jeg ved ikke, hvem jeg er. Det eneste, jeg ved, er, at jeg hverken er orden eller kaos.” ”Du må vælge side. Er du mod os eller med os?” knurrer Daizan. Jeg tager en dyb indånding; jeg ved, at jeg er på tynd is. ”Hverken nebro eller para kan vinde den her krig. Vi er nødt til at rumme både kaos og orden.” Daizan slipper min hånd. Han kniber øjnene sammen til tynde sprækker. Jeg er alt for smadret til at frygte ham. ”Kaoskrigere har dræbt alle, jeg holder af,” fortsætter jeg. ”Og Cirklen har dræbt dem, I holder af. Vi kan blive ved med at hævne os, til vi alle er døde, eller … vi kan skabe en ny verden.” Daizan er tavs. Han kigger på paraerne omkring sig. Ingen siger noget. Hans blik glider over de faldne. Forvredne kroppe og ansigter i tavse skrig vidner om de endeløse kampe. Daizans udtryk skifter fra vrede til sorg. Han rækker mig hånden igen og hjælper mig på benene. ”Du får lov til at bevise dit værd. Vis os vejen til fred, eller dø i forsøget.” Det er en umulig opgave, men jeg har klaret det umulige før. Og det er min eneste chance for en fremtid med Mira.


Lige siden Janos’ forældre blev dræbt af kaoskrigerne, har hans liv kun haft ét formål: at blive stærk nok til at slå igen. Løsningen: at blive optaget i Cirklen. Kun Cirklens kybernetiske elitesoldater har en chance mod kaoskrigernes paranormale kræfter. Janos nærmer sig den afsluttende test for at blive optaget i Cirklen. Der er bare ét problem. Janos er inficeret af kaos, og hvis det bliver opdaget, venter der ham en skæbne værre end døden. Velkommen til Cirklen. En bog, der blander sci-fi og action til en eksplosiv cocktail, der er lige så intens som gaming.

Profile for Jan Kjær

Cirklen – hele bogen  

Cirklen – hele bogen  

Profile for jankjaer
Advertisement