{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade.

Page 1


ASSASSIN 1 : ZOMBIE


ASSASSIN 1: ZOMBIE © 2019 Jan Kjær Udgivet af Agama Publishing 1. udgave, e-bog (ePub) ISBN: 978-87-93231-86-3 Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med Copydan, men kun indenfor de i aftalen nævnte rammer. www.jankjaer.dk


JAN KJÆR

ASSASSIN 1

ZOMBIE


INDHOLD

Kapitel 1. DUELLEN I KANTINEN 11 Kapitel 2. VIRUS 21 Kapitel 3. UBUDNE GÆSTER 31 Kapitel 4. DAGENS RET 39 Kapitel 5. EN O.K. NØRD 47 Kapitel 6. SILVAS VENNER 57 Kapitel 7. ET ØMT PUNKT 65 Kapitel 8. ASSASSIN 75 Om forfatteren Andre bøger af Jan Kjær

86 88


Kapitel 1. DUELLEN I KANTINEN

Adam havde brugt flere uger på at lægge sin plan. Den var skudsikker nu. Der var ikke en pige i verden, der ville kunne afslå den invitation. Helikoptertur i solnedgang, violinkoncert ved søbredden og fyrværkeri på nattehimlen. Simone ville blive hans, inden daten var forbi. Det ville koste kassen, men penge var ikke et problem for Adam, for han var født med en sølvske i munden. Ikke at han var kommet ud af sin mors mave med sølvbestik i kæften. Nej, det var bare sådan noget, gamle mennesker sagde for at fortælle, at Adams far havde penge. Rigtig. Mange. Penge. Adam fik alt, hvad han pegede på, og han kunne stort set frit bruge af sin fars penge. Han manglede med andre ord ingenting, ja, lige bortset fra sin far, naturligvis, for ham så han aldrig. Han var altid på arbejde. Nå, tilbage til daten. Adam var normalt selvsikker omkring piger, men Simone gjorde et eller andet ved ham. Når de fik øjenkontakt, forvandlede hans hjerne sig til 11


grød, og der kom underlige lyde ud af munden på ham. Men det var faktisk det, han godt kunne godt lide ved Simone. De andre piger faldt for hans charme eller hans mange penge, men ikke Simone. Hun var sin egen. Nå, planen var klar. Helikopter, violiner og fyrværkeri var bestilt. Nu manglede Adam bare lige at spørge pigen. Det var fredag og spisefrikvarter, og de fleste fra klassen var samlet i kantinen. Adam rettede på blazeren, han havde udenpå sin hoodie, og så gled han med sin sædvanlige overlegne stil hen til bordet, hvor Simone sad med en veninde og spiste frokost. Da Simone kiggede op, ramte usikkerheden Adam som et krydsermissil. Nøjagtig som den altid gjorde. Simone havde en lyseblå cowboyjakke på, og forsiden var udsmykket med en blanding af politiske badges og broderede stofmærker, der med al tydelighed viste, at her sad en pige med sine egne meninger. Hun havde stramme, sorte bukser på med en lodret, hvid stribe på hver side, der tydeligt aftegnede hendes hofter, lår og lægge. Adam opdagede, at han stirrede. Han lukkede munden og prøvede at virke cool. ”Hvasåder, Simone? Er du klar til dit livs date på næste fredag … hvis du kan? Altså der på fredag?” Han kunne ha’ sparket sig selv. ”Hej, Adam,” svarede Simone uimponeret. ”Jeg har desværre allerede en aftale.” 12


Adam bed sig i underlæben og satsede alt. ”Du må aflyse og viske kalenderen ren, smukke,” sagde han og lænede sig op ad bordet og prøvede at virke totalt selvsikker. ”Du vil vel ikke gå glip af en helikoptertur?” Han smilede, som om han havde smidt en vindende pokerhånd på bordet. 13


”Lasse har allerede inviteret mig ud,” sagde Simone og nikkede over mod den person, der sad overfor hende. Adam havde slet ikke lagt mærke til Lasse, så han drejede hovedet og kiggede på drengen med det lange, fedtede hår og striktrøjen. Lasse kiggede op med et dovent smil, mens han pakkede sin madpakke ud. En stank af rådne vandplanter spredte sig, og Adam måtte holde sig for munden for ikke at kaste op. Simone smilede bare til Lasse. ”I næste uge, når vi skal i praktik, så skal Lasse arbejde for Red Hvalerne. Er det ikke sejt?” spurgte Simone og kiggede beundrende på Lasse. ”Jo, det er bare megasejt,” knurrede Adam og tilføjede et uhørligt ”NOT!” ”Lasse har sådan et stort hjerte,” sukkede Simone. ”Lige så stort som et hvalhjerte.” Lasse tog en bid af sin leverpostej med tørret tang. ”En blåhvals hjerte vejer 400 kilo,” smaskede Lasse. ”Hvis det var inde i mig, så ville min brystkasse jo eksplodere.” Han grinede højt og afslørede en pragtfuld samling af tangplanter og leverpostejrester mellem tænderne. ”Eksploderet brystkasse? Det ville bare være totalt kikset,” sagde Simone og slog en høj latter op. Adam grinede ikke. Han borede sine negle ned i bordpladen for ikke at gå amok på Lasse. Hvordan kunne Simone dog se noget i sådan en møddingmund? 14


Men Adam var ikke kommet for at snakke om Lasse, så han tog en dyb indånding og prøvede at styre samtalen væk fra tangspiseren. ”Hvad med dig, Simone,” spurgte Adam, ”hvor skal du i praktik?” ”Jeg skal i praktik hos LivaTek. Det er et medicinalfirma,” svarede Simone stolt. ”Hvad med dig?” 15


”Øh, jeg skal i praktik i min fars firma,” mumlede Adam og mærkede igen, hvordan Simones store øjne ødelagde hans evne til at tænke. ”Igen?” spurgte Simone. ”Var du ikke også det sidste år?” Adam trak på skuldrene. ”Tjoo,” svarede han og tænkte med lidt dårlig samvittighed på den uge, hvor han havde spillet Xbox derhjemme, mens de andre var i praktik. ”Men jeg skal jo nok overtage det hele en dag,” fortsatte han og prøvede at se vigtig ud. ”Man må tænke på sin fremtid. Vi kan ikke alle sammen rende rundt og redde hvaler. Nogen skal jo tjene penge.” Simone stirrede anklagende på Adam, og det løb ham koldt ned ad ryggen. Hvad nu? ”Lasse tænker på miljøet og på at redde hvalerne. Det handler ikke om penge, men om at gøre noget for hinanden og miljøet. Hvad har du nogensinde gjort for andre?” Adam snøftede hånligt. Han var så ligeglad med hvaler og alle de andre åndssvage dyr. ”Jeg har da gjort masser af ting for andre,” sagde han. Men eksemplerne stod ikke ligefrem i kø i hans hjerne, der konstant blev kernenedsmeltet af Simones blik, så hans påstand hang og flagrede i luften et par sekunder, indtil den faldt til jorden i flammer. ”Det tænkte jeg nok,” sagde Simone med en kølig stemme. ”Tak for invitationen, men jeg skal ud med Lasse.” 16


Adam stod med åben mund og måbede, men han vendte sig væk, før det blev endnu mere pinligt. Han kunne ikke fatte, hvordan han lige var blevet udkonkurreret af en økoflipper med fiskeånde. ’Der må være noget seriøst galt i hovedet på den tøs,’ tænkte Adam. Men han var ikke typen, der lod sig slå ud af en hippie med tangrester mellem tænderne. Han gik tavst ud af kantinen, mens han overvejede sit næste træk.

Det var en pænt rådden start på weekenden at blive afvist midt i kantinen foran alle andre. Adam var en sort stormsky, da han traskede op ad den lange indkørsel til familiens kæmpe toetagers strandvilla. Men hans humør mildnede, da han kom i tanke om, at nu var det bare ham og Xboxen de næste syv dage. Masser af tid til at udtænke en plan for, hvordan den hippienar skulle slås af banen. ”Er det dig, skaaat?” lød det ude fra køkkenet. Adams mor var en spinkel dame, men hendes stemme skar gennem de mange lokaler som en vinkelsliber gennem 17


stanniol. Og den lød cirka lige så rar. Adam smed sin taske på gulvet, og au pair-pigen samlede den op, ligesom hun plejede. ”Kom lige herind, skatter. Der er noget, vi skal snakke om,” råbte hans mor. Adam blev straks nervøs. Hans forældre snakkede sjældent med ham, så der måtte være et eller andet galt. Da han kom ud i køkkenet, var hans mor ikke alene. Ved hendes side stod der en tyk dreng, der bar en kortærmet skjorte, blå vest og noget, der lignede en brødrister, på hovedet. Drengen smilede nervøst til Adam. ”Hvem er det?” spurgte Adam. Han havde set drengen før, men kunne ikke lige placere ham. ”Det er Kalle fra din parallelklasse,” forklarede hans mor. ”Vi har skaffet dig en lektiehjælp.” Adam slog ud med armene. ”En lektiehjælp til hvad?” Moren løftede et øjenbryn og fik et snedigt udtryk i ansigtet. ’Åh nej,’ nåede Adam lige at tænke. ”I næste uge skal du jo i praktik i din fars firma,” svarede hans mor. ”Men i stedet for at du bare pjækker igen i år, har jeg besluttet, at du kan forbedre dig i nogle af de fag, hvor du får lave karakterer … og Kalle her har lovet at hjælpe til.” Kalle løftede kejtet hånden til highfive. Adam lod den hænge. 18


19


”Det er o.k. fint, men jeg har ikke brug for hjælp,” sagde Adam og vendte rundt for at gå op på sit værelse. ”Det er ikke til diskussion,” sagde moren til hans ryg. ”Kalle starter også i praktik hos din far, altså herhjemme, på mandag kl. 9 sharp, og han forlader ikke din side hele ugen. Basta!”


Kapitel 2. VIRUS

Adam fyldte sin seksløber med patroner. Han sad i skjul bag en væltet hestevogn, og kuglerne fløj om ørerne på ham. Han havde tænkt over den pinlige afvisning, men det var endnu ikke lykkedes at udvikle en plan for, hvordan han kunne overtale Simone. Så nu hvilede han hjernen ved at spille en skydegal dusørjæger. Han sprang frem fra sit skjul bag hestevognen, dobbeltklikkede på controlleren og slog ’falkeøjet’ til. Hans modstandere bevægede sig i slowmotion, mens hans sigtekorn fløj over skærmen i normal hastighed. Han nakkede to modstandere med headshots, inden falkeøjet var opbrugt. ”Tag den!” skreg han ud i rummet, og Kalle kiggede op fra bøgerne. Det var mandag formiddag, og de sad begge i Adams store værelse på første sal i deres enorme toetagers villa. ”Det er altså svært at koncentrere sig, når du sidder og spiller,” sagde Kalle. 21


”Jamen man kan jo ikke skyde folk i stilhed,” svarede Adam, mens han pløkkede to bandemedlemmer mere. ”Din mor sagde, at jeg skulle hjælpe dig med dine lektier, ikke at jeg skulle lave dem …” ”Så, slap nu af,” sagde Adam. ”Du får jo kassen for det, så må du da også forvente at skulle arbejde for pengene!” ”Men behøver du at spille og se fjernsyn på samme tid?” spurgte Kalle og kiggede på den enorme LED-skærm, hvor en nyhedskommentator sludrede løs. Adam skulle lige til at forsvare sig, da kommentatoren afbrød ham. ”BREAKING NEWS – vi bringer en nyhed om et virusudbrud i medicinalfirmaet LivaTek. Og vi må advare om stærke billeder i det kommende indslag.” Adam og Kalle vendte sig mod fjernsynet. En journalist stod ved et trådhegn og pegede på bygningen bag sig. Politifolk vrimlede rundt i baggrunden og satte gule plastikbånd op for at afgrænse offentlighedens adgang. ”Det lader til, at en virus er udbrudt i LivaTek. Flere af medarbejderne er blevet smittet. Politiet og Center for Biologisk Beredskab har sat bygningen i karantæne. For omkring 20 minutter siden udsendte en medarbejder, der kalder sig Mateo Silva, denne video.” En mand med grådfyldte øjne dukkede op på skærmen. Hans ansigt var dækket af hvid sminke, og han havde teg22


net sorte streger fra sine øjne, som om han havde grædt sorte tårer. ”Jeg hedder Mateo Silva,” sagde manden og trak vejret i korte stød. ”De lod min lille Maria visne for øjnene af mig.” Han vendte sit håndholdte kamera mod en mand, der lå på gulvet, bundet med en ledning. Manden bar en blå skjorte med et påsyet ’vagt’-mærke, og han sprællede hidsigt for at komme fri, men pludselig faldt han livløs sammen. Alt, hvad man hørte, var Silvas stødvise åndedræt. ”Nu skal I selv opleve, hvordan det er at se ens kære forvandle sig for øjnene af en,” lød hans grådkvalte stemme. Vagten vågnede med et spjæt og vendte sig mod kameraet med vilde øjne. Han hostede voldsomt, og blod og indvolde sprøjtede ud af munden på ham. Han snappede ud efter Silva som en udhungret gadekøter.


Silva trådte et skridt til side og vendte mobilen mod sig selv. ”Ingen ville lytte til mig, da jeg bad om hjælp. Men måske de vil lytte nu.” Der blev klippet tilbage til journalisten, der kiggede alvorligt ud på folk. ”Vi prøver at finde ud af mere om virussen, der forvandler folk til aggressive levende lig. Sarah Simmons rapporterer fra LivaTek.” ”LivaTek,” gentog Adam og prikkede sig på hagen. ”Hvor har jeg hørt det før?” Han lyste op, da han huskede det, men i samme øjeblik ramte chokket ham. ”Det er der, hvor Simone er i praktik,” skreg han. ”Bare hun er okay.” Adam greb telefonen og ringede til Simone. Hun svarede med det samme og hviskede ind i røret: ”Adam! Jeg har brug for hjælp … D-de er over det hele!” ”Bare rolig,” sagde Adam. ”Jeg skal nok finde på noget.” ”Jeg har også prøvet at ringe til Lasse, men han svarer ikke,” hulkede Simone. ”Vil du ikke prøve at ringe til ham?” Adam skar tænder. ”Bare bliv, hvor du er,” sagde han. ”Vi er på vej.” ”I må skynde jer,” skreg Simone. ”DER KOMMER EN!” Så blev forbindelsen afbrudt. ”Vi må af sted,” råbte Adam. ”Nu!” 24


Kalle rejste sig ikke. ”D-det er en virus. Det kan være smitsomt,” sagde han. ”Og politiet er jo allerede derude. De tager sig af det.” ”De har bare spærret området af,” sagde Adam. ”Det hjælper jo ikke Simone.” ”Men din mor sagde, at vi skulle lave lektier,” forsøgte Kalle. ”Så …” ”Min mor sagde, at du skulle blive ved min side hele ugen,” sagde Adam. ”Ligegyldigt hvor jeg går hen.” Kalle sukkede. ”O.k., men så skal jeg have faretillæg, og hvis vi virkelig skal af sted, vil det nok være en god idé at bære masker eller hætter, så politiet ikke kan identificere os.” ”Klart! Du har ret,” sagde Adam. ”Vi må ikke blive genkendt.” Kalle forsøgte en sidste gang. ”Men en bygning med virusudslip. Er det ikke lidt …” ”Det er, lige hvad der skal til,” sagde Adam. ”Simone falder på røven, hvis jeg redder hende.” Han gik hen til skabet og hev en dragt frem, som han havde brugt i 1. g, da de havde holdt superheltefest. På brystet af den sortrøde dragt sad et A med et kranie i midten. ”Har du tænkt dig at tage den på?” spurgte Kalle. ”Jeps,” sagde Adam og trak trøjen over hovedet. ”Hvad står A’et for?” spurgte Kalle. ”Det står da for Adam,” svarede Adam. ”Hvad ellers?” 26


”Nå ja,” svarede Kalle og rystede på hovedet. ”Naturligvis.” ”Her. Du kan tage den her på,” sagde Adam og smed en skihue hen til Kalle. Kalle stirrede skeptisk på huen og rullede den så halvt ned over ansigtet. Adam krøllede sammen af grin. ”Det holder totalt, det her,” skreg han. ”Jeg er Batman, og du er fætter Langrend.”

”Jeg er ikke sikker på det her,” mumlede Kalle. ”Hold nu bare op og kom med. Nu tømmer vi lige panikrummet. Der må være noget, vi kan bruge,” sagde Adam og forlod værelset. Kalle fulgte tøvende efter. Længere nede ad gangen var der et stykke bar væg, hvor 27


der hverken stod kostbare statuer eller hang værdifulde malerier. I stedet stak der et stort metalhåndtag ud af væggen. Adam greb fat i håndtaget og rev til. ”Der er mad til flere dage … og våben,” sagde han og hev Kalle med indenfor. Panikrummet var et sikkerhedsrum i tilfælde af indbrud eller invasion fra rummet. Adams far led til tider af forfølgelsesvanvid, og når man samtidig havde for mange penge, så kunne det hele godt blive lidt ekstremt. Rummet var fuld af konservesdåser og våben. Alle de seje skydevåben var desværre låst inde i et pengeskab. Det var de vildeste gunz, som Adam tit havde trænet med sammen med sin fars bodyguard. Nu var de godt nok udenfor rækkevidde, men der var heldigvis masser af andre gode sager. Adam tog en machete ned fra væggen. ”Denne her må være god, hvis man skal bekæmpe zombier,” sagde han og spændte bæltet om livet og strammede remmen fast til låret. ”Nå ja, og et baseballbat. Hvad skal du have, Kalle?” ”Jeg prøver at undgå vold … og zombier,” svarede Kalle. Adam rystede på hovedet og kiggede rundt i rummet. ”Så kan du tage den her,” sagde han og stak Kalle en strømstav. ”Den sender strøm nok ud til at lamme en elefant.” Kalle tog forsigtigt imod strømstaven. ”Seeejt,” vrælede Adam. ”Så er zombiejægerne klar!” 28


29


Adam sprang ned ad trappen og vendte sig mod Kalle, der stadig stod ved det øverste trin. ”Hvad venter du på?” skreg Adam. ”Vi skal ud og redde prinsessen.”


Kapitel 3. UBUDNE GÆSTER

”Hvordan fa’en skal vi nogensinde slippe forbi alle dem?” spurgte Adam. De stillede deres cykler et godt stykke fra LivaTek, men allerede på afstand kunne de se de mange blå-røde lys fra politibilerne. Indkørslen til LivaTek-bygningen var spærret af bioberedskabets orange varevogne, og der var grupper af betjente stationeret hele vejen rundt langs hegnet. Det så ikke ud til, at der var nogen anden vej ind, men så opdagede Adam nogle træer og buske, der stod tæt op ad hegnet 4-500 meter fra, hvor de stod. ”Dét er vores indgang,” sagde han og prikkede Kalle i siden. Det var ikke svært at snige sig uset hen til bevoksningen, da de fleste af betjentene holdt øje med bygningen. Adam og Kalle listede ind i den lille klynge af træer, klatrede op i et af dem og svingede sig over hegnet. En af journalisterne spottede dem. 31


”Der er nogen, der kravler over hegnet!” råbte hun og hev i kameramanden ved sin side. Han vendte kameraet mod de to drenge, der hoppede over hegnet og satte i løb, i det sekund de ramte jorden på den anden side. ”Stop øjeblikkeligt,” råbte en politimand efter dem. ”Kom tilbage med det samme.” Men Adam og Kalle fortsatte hen over græsplænen mod LivaTeks hovedindgang. ”Vi har netop erfaret, at to udklædte unge mennesker har forceret hegnet. I stedet for at flygte fra virussen er de tilsyneladende på vej ind i bygningen.” Adam ruskede i glasdøren, der førte ind til receptionen. Den var låst. Der var tomt indenfor, men han fik øje på et loftvindue, der stod på klem, over receptionistens bord. Han løb rundt om bygningen og fandt et par store affaldscontainere, der stod op mod muren. I to spring var han oppe på en af dem og hev sig videre op på taget. Kalle fulgte forpustet efter. De åbnede loftvinduet, og to sekunder senere stod de og hev efter vejret nede i receptionen. ”Simone!” råbte Adam højt i den tomme reception. ”SIMOOONE!” ”Tror du, det er helt sikkert at råbe?” hviskede Kalle, mens han fiskede strømstaven op af lommen. Så hørte de lyden af skridt. Slæbende, tunge skridt. Sådan ville Simone ikke gå … medmindre hun allerede … Adam turde ikke tænke tanken til ende. Dobbeltdørene 32


ved siden af receptionen blev slået op, og en mand i vagtuniform væltede ind. Hans arme klaskede ind i væggen, og han trak den ene fod efter sig. Den sad i en meget unaturlig vinkel. Hans hud var fuld af væskende sår, og på store områder af hovedet var håret faldet af. Han vaklede imod dem, mens han hvæsede og blodet sprøjtede ud af hans mund. Adam og Kalle skreg som to tøser til en Justin Bieberkoncert. De løb bagud, indtil de ramte glasvæggen. De havde ingen anden mulighed end at vende sig mod den frådende zombie. Kalle begyndte at fumle med strømstaven, men han tabte den på gulvet. Adam svingede baseballbattet mod den angribende zombie. Han ramte den i maven, og den knækkede sammen med et hvæs. Zombien lå og vred sig et øjeblik, så rejste den sig igen.

33


”Ram den i hovedet,” skreg Kalle. ”De dør kun, hvis man rammer dem i hovedet – sådan er det i alle filmene!” ”Og du siger, jeg bruger for meget tid foran skærmen?” fnøs Adam og svingede battet mod zombiens hoved. Det lød som et æg, der ramte gulvet, da battet smadrede ind i det rådne kranie. Blod og hjernemasse splattede ud på gulvet. Zombien faldt til jorden. Den spjættede et par gange og lå så helt stille. Adams krop rystede. Hans smed det bloddryppende bat fra sig i væmmelse, før det virusfyldte blod kunne røre ham. ”Tag hans pistol,” sagde Kalle og pegede med en rystende finger på vagtens pistolhylster. Adam fumlede med hylsteret. Han kunne ikke få pistolen fri. Dørene blev sparket op igen. En zombiedame med brunt hår, headset og blodige tænder vraltede ud. Endelig fik Adam pistolen op. Han sigtede mod zombien og trykkede af. Men aftrækkeren sad fast. Zombien kastede sig over ham. ’Sikringen,’ nåede Adam at tænkte, mens han rullede sig sammen til en kugle for at beskytte sig mod angrebet. Men zombien ramte ham ikke. I stedet begyndte den at danse. ”H-hva’?” stammede Adam og åbnede øjnene. ”Skynd dig, for fa’en,” råbte Kalle. ”Jeg ved ikke, hvor længe det holder.” 34


Kalle havde fået styr på strømstaven og havde stukket den ind mellem ribbenene på damen. Strømmen fik zombien til at ryste ukontrolleret, som om den havde sin egen fest kørende. Adam spildte ikke tiden. Han hev pistolen frem, slog sikringen fra og pegede mod zombiens hoved. BLAM! Den lille dame fløj baglæns, mens blod og hjernemasse dekorerede glasvæggen bag hende. Kalle stirrede efter zombien. Hans knoer var hvide af at knuge strømstaven. Adam sænkede pistolen og vendte sig mod ham. ”Det var godt nok i sidste øjeblik, du fik styr på den.”

35


Kalle rødmede og kiggede på strømstaven med dårlig samvittighed. ”Jeg er ikke glad for det her,” mumlede han. ”Kunne vi ikke være lidt mere … høflige overfor dem?” ”Altså, hvad mener du?” spurgte Adam. ”At vi skal slå dem høfligt ihjel?” Kalle svarede ikke. Han så bare utilpas ud.

”Nu må vi finde Simone,” sagde Adam og kiggede rundt, som om hun ville stå i et hjørne i receptionen. ”Husk de ekstra magasiner,” mumlede Kalle, og Adam skyndte sig at snuppe magasinerne, som vagten havde i bæltet. 36


”Godt set,” sagde Adam og stoppede ammunitionen i lommen. ”Herovre,” sagde Kalle og pegede på en tavle over LivaTek-bygningerne. ”Vi er i bygning A med receptionen og kontorerne. Bygning B er laboratorier, og bygning C er lager og overvågning, og udenfor ligger der en helikopterlandingsplads.” ”Perfekt,” sagde Adam, da han så, at bygningerne lå på række efter hinanden. ”Vi tager en ad gangen. Vi starter med kontorerne.” En høj pibetone skar i deres ører, og der lød en knitren fra loftet. Så hørte de et tungt åndedræt, der fik det til at lyde, som om bygningen havde fået liv. ”Jeg kan ikke mindes, at jeg har inviteret et par klovne til min fest,” lød stemmen. ”I er tydeligvis ikke politi, men hvad er I så?” ”Vi er kommet for at stoppe dig!” råbte Adam op i luften, mens han kiggede rundt efter højtaleren. ”Og hvem er hende Simone, som I går og kalder på?” sagde stemmen med en ru hvisken. ”Der er ikke nogen medarbejdere i LivaTek, der hedder Simone.” Adam og Kalle kiggede panisk på hinanden. ”Det var Simon, dit døve apparat,” råbte Adam. ”Det var Simon!” ”Jeg kan se, I allerede har dræbt to af mine venner,” hviskede stemmen. ”Men gudskelov har jeg fået rigtig mange nye venner i dag, og jeg er sikker på, at jeres 37


Simone er en af dem … og I er kommet lige til tiden, for vi har planlagt en kæmpe fest, og der er menneskekød til alle!” ”Det er stemmen fra fjernsynet,” hviskede Kalle. ”Det er ham Silva. Han er stadig her i bygningen!” Der lød en skratten igen, og åndedrættet forsvandt.


Kapitel 4. DAGENS RET

Adam og Kalle undersøgte alle kontorer i A-bygningen, men uden at finde spor efter Simone. De fandt dog en spinkel zombiedame med sort pagehår og hornbriller. Hun var lukket inde på et lille kontor med skiltet ’Regnskab’ på døren. Regnskabszombien kiggede slet ikke op, da de to drenge åbnede døren, men stirrede bare tomt på to tykke bøger med titlerne SKAT og MOMS. ”Regnskab,” sagde Adam og fik kuldegysninger. ”Jeg hader det!” ”Jeg synes faktisk, det er meget spændende,” sagde Kalle. Adam tog sig til hovedet. ”Så synes jeg, at du skal blive herinde med din nye veninde.” Regnskabszombien lagde hovedet på skrå, og det ene øje trillede ud af kraniet og splattede ud på bordet som et råddent æble. ”Nej, det er o.k.,” svarede Kalle. ”Lad os gå videre.” De lukkede døren ind til regnskabszombien igen. 39


Adam og Kalle kom ind i kantinen, og med det samme hørte de den hvæsende lyd af zombier. Borde og stole var væltede, men der var ingen at se. Adam holdt en finger op for munden, men Kalle var allerede musestille. Lyden kom ude fra køkkenet. ”Måske er de ved at lave hjernemos,” hviskede Adam, men Kalle grinede ikke. Adam kiggede forsigtigt ind. Køkkenet var fyldt med tilberedningsborde. Der hang skeer og rørepinde på lange metalstænger på væggen, og på et bord stod en træblok fyldt med knive. Adam fik øje på en kødhammer, der lå ved siden af en skål med fars i. Han trådte lydløst ind og tog hammeren. Kalle fulgte efter. På et andet bord stod en pose med mel ved siden af en kagerulle – den tog han. Nu fik de øje på zombierne. De stod med ryggen til dem, travlt optaget af at kradse på døren ind til fryserummet. Nogen måtte gemme sig derinde. Håbet voksede i Adam, og han samlede modet. ”Hey, gutter, hvad er dagens ret?” sagde han højt. Zombierne vendte sig med et ryk. Den ene var klædt i hvidt kokketøj med kokkehue på, mens den anden, en ung kvinde, bar et blodigt forklæde. Kokken angreb Adam, der straks svingede kødhammeren og bankede zombiens underkæbe halvt af. Zombien hvirvlede rundt, men genfandt hurtigt balancen og angreb med kæben dinglende nede på brystkassen. Adam hamrede et slag i dens tin40


ding. Hammeren satte sig fast med et knasende svup, og kokken faldt sidelĂŚns til jorden og rejste sig ikke igen.

41


Pigen med forklædet fortsatte frem mod Kalle. Han hylede og slog hende på armen og på skulderen med kagerullen. Men slagene gjorde ingen skade. Zombiepigen greb fat i Kalles hals og åbnede munden. Kalle skreg højt og smed kagerullen, mens han prøvede at skubbe den kødædende køkkenhjælper væk. Men hendes blodige tænder kom bare nærmere. Pludselig blev hun helt skeløjet, og blod og hjerne sprøjtede ud af hendes pande. En knivspids dukkede op mellem hendes øjne, og hun faldt til jorden uden en lyd. Bag hende stod Adam med en blodig køkkenkniv. ”Hvad laver du, mand?” udbrød han. ”Hvordan fa’en er det, du står og tjatter til hende?” Kalle rystede stadig af skræk. ”Jeg er ikke så glad for vold,” mumlede han.

42


”Jeg sku’ aldrig ha’ taget en nørd med på en mandemission,” sagde Adam og vendte sig mod fryserummet. ”Simone,” kaldte han, da han tog fat i håndtaget. Adam åbnede døren til fryserummet i sin blodige dragt. Der stod otte forfrosne medarbejdere i hvide kitler. De skreg, da de så Adam med blod over det hele. Den forreste svingede en lammekølle mod hans hoved. ”Slap af,” råbte Adam og undveg med nød og næppe det svingende kødstykke. ”Jeg er ikke en zombie!” De rystende kvinder og mænd kom langsomt ud af rummet.

”Hvem er I?” spurgte en af mændene. ”Hvorfor har I masker på?” 43


”Lang historie,” svarede Adam. ”Den tager vi en anden gang.” ”Fint nok,” sagde manden, der havde et firskårent ansigt og en kraftig hage. ”Jeg hedder William.” ”Er det ovre?” spurgte en af damerne. ”Nej, det er ikke ovre,” svarede Adam. ”Men bygning A er zombiefri, så I kan komme ud den vej.” Så opdagede han en person, der var bagbundet og havde en blodstænket pose over hovedet. ”Hvem er det?” spurgte Adam. ”Det er Alice,” svarede William. ”Hun blev bidt, lige inden vi låste os inde. Vi troede, hun var okay, men efter et par timer ændrede hun sig.” De trak Alice med ud i kantinen og samlede sig omkring det første bord. Adam lænede sig op ad en vandbeholder. Han var sådan set godt tilfreds med sig selv. Det der med at hjælpe andre, det var måske ikke så dumt endda. Han havde lige reddet otte menneskers liv, men han var nu ærgerlig over, at Simone ikke var en af dem. Måske var de kommet for sent. Modløsheden ramte ham, og trætheden og frygten fik hans ben til at ryste. ”Hvad skal vi gøre?” spurgte en dame og kiggede fra Alice til Adam, som om han havde svaret. Adam sukkede. ”Hallo. Jeg er et barn. Du er en voksen. Kan du ikke lige steppe op og finde på noget selv?” Damen begyndte at græde lydløst. 44


Adam sukkede og tog et lille papkrus fra stakken ved siden af vandbeholderen. Han var tør i munden og havde brug for at tænke. Han fyldte kruset med vand og skulle lige til at drikke. William sprang frem mod ham og slog kruset ud af hånden på ham. ”Hva’ fa’en,” råbte Adam. ”Hvad sku’ det til for?” ”Du må ikke drikke vandet,” sagde William. ”Det var sådan, det hele startede.” Adam trådte et par skridt væk fra vandbeholderen. William kiggede op i loftet. ”Først troede vi, virussen kom gennem ventilationssystemet.” Han pegede på ventilationsrørene, der løb oppe under loftet. ”Men Silva må have puttet noget i vandet eller kaffen, for vi mødte alle kl. 9 her i kantinen, og to timer senere begyndte de første at gå amok.” En af damerne trådte frem. ”Silvas datter døde for nogle måneder siden,” sagde hun. ”Og han bebrejder åbenbart LivaTek. H-han har ikke været den samme, siden hans lille Maria døde.” Zombie-Alice hvæsede højt og snappede ud efter den nærmeste kollega. ”Er der en modgift?” spurgte Kalle fornuftigt. De kiggede på hinanden. Ingen svarede. William trak på skuldrene. ”Vi ved ingenting!” sagde han. ”Kom, lad os skynde os ud.” 45


Adam rystede på hovedet. ”Vi skal ikke ud,” sagde han. ”Vi skal finde Simone. Har I set hende?” ”Simone?” gentog William. ”Hende kender jeg ikke.” ”Det var praktikanten, ikke?” spurgte en ung dame. ”Jeg så hende sidst ude på lageret i bygning C.” ”Okay, kom!” sagde Adam og sendte Kalle et blik. ”Vi skal gennem bygning B for at komme til lageret, ikke?” ”Vent,” sagde William. ”I får brug for det her, ellers kan I ikke komme ind gennem laboratorierne i B-bygningen.” Han tog et ID-kort af sin kittel og gav det til Kalle. ”Det kræver ID-kort at komme ind og en håndfladescanning. Jeg kan godt lukke jer ind, men når døren lukker bag jer, kan I ikke komme ud igen.” ”Vi har ikke noget valg,” sagde Adam. ”Vi skal finde Simone, før psykopaten får fingre i hende.”


Kapitel 5. EN O.K. NØRD

Adam kørte ID-kortet igennem kortlæseren ved siden af døren, og William lagde hånden på scanneren. Den bippede, og en lille diode lyste grønt. Den store metaldør gled op. Adam og Kalle tøvede et øjeblik, så trådte de indenfor. Adam holdt pistolen, og macheten hang stadig ved hans lår. Kalle klamrede sig til strømstaven. ”Tak for hjælpen. Jeg håber, I finder Simone,” hørte de William sige, inden den tunge dør gled i bag dem. Adam og Kalle stod nu i laboratorierne. Stole og borde var væltede, og der var blod over det hele på gulvet, på møblerne og på væggene. Computerskærme flimrede, og halogenlamperne blinkede. Reagensglas lå væltede mellem grå mikroskoper, der stod på række på lange borde. Der var ingen tegn på liv … eller levende døde. ”Hvor er de alle sammen henne?” spurgte Kalle. ”Jeg ved det ikke,” svarede Adam og hviskeråbte ud i rummet. ”Simone. Simone.” Men der kom ikke noget svar. 47


Laboratorierne var bygget op af tykke glasvægge, som man kunne se flere rum igennem. Hvert rum var forbundet med døre og gange. Det var en ren glaslabyrint. Langs ydervæggene var der almindelige kontorer. Flere af dørene stod på klem. Adam og Kalle arbejdede sig gennem de mange laboratorielokaler. De var omtrent halvvejs gennem glaslabyrinten, da de nåede til et stort, rektangulært rum med døre på alle fire sider. På et rullebord lige indenfor stod en række petriskåle. Et par lange metalreoler fulde af reagensglas førte ned til rummets bagende, hvor der hang en metalvask på hver side af døren. To zombier kom til syne bag reolerne. De vraltede frem mod de to drenge. Den ene zombie var en ung pige med lilla hår. Den anden var en gammel mand med gule gummihandsker på. Adam sprang op på rullebordet. ”Skub mig,” råbte han til Kalle, der straks adlød og gav rullebordet et ordentligt skub. Adam fløj gennem lokalet. Den unge zombiepige nåede ikke at forstå, hvad der skete, før Adam var lige ud for hende. Han fyrede pistolen af på klos hold, og hjernerester og lilla hårlokker dinglede på reolen som blodige guirlander, mens zombien faldt til jorden. Adam ramte den gamle mand med vognen, så han blev mast op mod bagvæggen. Adam pressede pistolen 48


mod panden af det skaldede zombiehoved og trykkede af. Skuddet bragede, og der lød et splat, som om nogen havde kastet en familiepizza på glasvæggen.

”Who’s the man?” jublede Adam. Gutturale brøl lød gennem korridorerne som svar. ”Ups!” 49


Lyden tiltrak flere zombier. Pludselig vrimlede kittelklædte lig i massevis frem fra sidekontorerne. Zombierne kunne se Adam og Kalle gennem glasset, men de kunne ikke nå frem til dem. De levende døde kastede sig mod ruderne, der blev dækket af betændt sårvæske og blod. Der kom endnu flere zombier til, og glasset slog revner. ”Hvis de kommer herind, er vi færdige,” mumlede Adam og smækkede et nyt magasin i pistolen. ”Jeg kan ikke nå at skyde så mange.” En rude splintrede i rummet ved siden af, og zombierne væltede ind gennem glasrammen. Deres hud blev sprættet op af glasskårene, men det bremsede dem ikke. ”Hvad nu hvis de står stille?” råbte Kalle og holdt strømstaven frem. ”Jo, men du kan kun lamme en ad gangen, ikke!” hylede Adam. ”Det er noget, du tror,” svarede Kalle og løb hen til en af metalvaskene. Han tændte for vandet og hev slangen udover kanten, så vandet fossede ud på gulvet. ”Hvis du nu havde deltaget i fysiktimerne, ville du vide, at vand er strømførende …” ”Ja, og?” råbte Adam. ”Og det er plastik ikke,” sagde Kalle og klappede på rullebordet. Hjulene var af metal, men resten af bordet var formstøbt plastik. Kalle kravlede op og zappede med strømstaven op i luften. ”Jeg bremser dem, når de kom50


mer ind og træder i vandet. Så kan du plukke dem ned en ad gangen.” ”Okay,” sagde Adam skeptisk og klatrede op på bordet. ”Hvis den her plan ikke virker, så har vi lige sat os klar til servering.” ”Den burde virke,” sagde Kalle nervøst, netop som de første zombier brød ind gennem døren. Adam skød den forreste i øjet. Dens baghoved eksploderede i et fyrværkeri af hjernemasse og hårtotter. De andre zombier ænsede det ikke og mosede sig forbi deres faldne kollega. ”Vent,” sagde Kalle. ”Lad dem alle sammen komme ind.” Zombierne væltede ind. Nogle af dem gled på det våde gulv, mens de andre kravlede over den faldne. Der blev ved med at komme flere. Da de forreste var en armslængde fra bordet, stak Kalle strømstaven ned i vandet. ”Tid til Let’s Dance!” Med ét forvandledes rummet til noget, der lignede dansegulvet ved en ravefest. Zombierne stod naglet til gulvet og rystede som diskodansere på overdrive. ”Nu!” skreg Kalle, men Adam var allerede i gang. Skuddene glammede, og zombiekranier og hjernemasse splattede udover det hele. Pistolen klikkede, og Adam hev de ekstra magasiner frem fra lommen, mens den elektriske dans fortsatte. Pistolen var ladt igen. BLAM. BLAM. BLAM. De levende døde faldt på stribe, og vandet på gulvet blev farvet rødt af blod. 51


52


Strømstaven begyndte at hakke, og gnisterne blev færre. ”Den er ved at løbe tør!” skreg Kalle. ”Det er o.k.,” råbte Adam. ”Der er kun to tilbage.” Kalle kiggede op. Gulvet flød med zombielig. Ingen af dem bevægede sig, og der kom ikke flere gennem døren. Strømstaven gik død. De sidste to zombier kravlede hen over ligene af deres faldne zombievenner og gled på det glatte gulv. KLIK! sagde pistolen. Magasinet var tomt, og Adam havde ikke flere. Den forreste zombie kastede sig mod vognen, men Adam sprang til side, mens han trak macheten. Han huggede klingen ned i den forreste zombie, splittede dens kranie, så hjernen gled ud som årets klammeste rouladekage. Zombien faldt til siden, og en ældre dame med hestehale stod nu alene tilbage. ”Jeg er virkelig ked af det,” sagde Adam og huggede til. Hovedet, med den flagrende hestehale efter sig, ramte glasset med et splat. Den hovedløse krop faldt til jorden. Kalle kravlede forsigtigt ud fra vognen. Glasskårene knasede under deres fødder, og det blodrøde vand sjappede, når de gik. ”Din plan virkede,” sagde Adam og klappede Kalle på skulderen. ”Du er sgu god nok.” Kalle smilede. ”Så var det alligevel ikke så dumt at tage en nørd med, hva’?” sagde han og puttede strømstaven i lommen med 53


en selvtilfreds mine. I samme øjeblik rejste en zombie sig bag ham. Dens ene øre og en del af kraniet var skudt af, men Adam havde ramt skævt, så den var ikke død. Kalle smilede stadig. Han havde ikke opdaget den.

Zombien greb ham og hev ham baglæns. ”NEJ!” råbte Adam og prøvede at hive den anden vej, men zombien var for stærk. Den satte tænderne i Kalles skulder. Det lød et kvas, og den store dreng skreg i smerte. Zombien flåede en blodig luns kød af, og blodet sprøjtede ud i hovedet på Adam. ”DØ SÅ!” skreg Adam og hamrede macheten ind gennem zombiens mund, til spidsen stak ud af dens bag54


hoved. Zombien faldt til jorden med macheten i hovedet, mens Kalle sank på knæ og tog sig til skulderen. Blodet løb ned ad hans brystkasse. ”D-den bed mig,” mumlede han og kiggede vantro på sine blodrøde hænder. Adam prøvede at berolige ham. ”Bare rolig, det er kun et lille bid …” ”Et lille bid,” skreg Kalle og rakte sine blodige hænder frem mod Adam. ”Den har snuppet en luns på størrelse med en bøf. Jeg er færdig! Om to timer bliver jeg til en af dem!” ”S-slap nu af. Vi skal nok finde Silva … og en modgift,” sagde Adam og kunne godt selv høre, at han ikke lød overbevisende. ”Vi skal bare lige finde ud af, hvordan vi åbner døren. Vi har et kort, men vi mangler fingeraftryk.” Kalle klaprede tænder, som om han frøs, og pegede på zombien med macheten i munden. ”Han skal i hvert fald ikke bruge sin hånd mere.” ”Godt tænkt, nørd.” Adam trak macheten ud af zombiens hoved, løftede dens arm op og huggede hånden af. ”Kom, vi må videre.” Kalle nikkede og kom op at stå, selvom hans ben rystede, som om de var lavet af budding. De gik ud ad døren mellem vaskene, zigzaggede gennem et par mindre kontorer og nåede frem til døren, der førte ud til lageret. Og ganske som de havde forventet, 55


sad der en kortlæser og en håndscanner ved siden af den massive skydedør. ”Pænt af dem at give os en hånd,” sagde Adam og holdt zombiehånden op mod scanneren. Kalle grinede anstrengt.


Kapitel 6. SILVAS VENNER

Zombiehånden var dækket af blodige sår og betændte bylder. Neglene var flækkede, og to knoglestumper stak ud ved håndleddet. Adam holdt hånden mellem to fingre og pressede den op mod scanneren, samtidig med at han kørte ID-kortet igennem kortlæseren. Men der lød en dyb brummen, og lampen blinkede rødt. Kalle stønnede, mens han holdt sig til skulderen. Så lød der en langsom klappen fra loftet. Adam og Kalle kiggede rundt og opdagede kameraet i hjørnet over døren. ”Årh, ikke igen,” sagde Adam sammenbidt. ”Rigtig godt tænkt,” lød Silvas stemme. ”At låne en hånd til håndfladescanneren. Ærgerligt, at det ikke virker. Jeg har aflåst bygning B og slået scanneren fra, så I kommer ikke længere.” ”Hvad er det, du vil ha’?” skreg Adam og kastede zombiehånden fra sig. ”Hvorfor gør du det her?” Adam pegede tilbage på alle de døde. ”De havde familier og venner og børn, der ventede på dem derhjemme.” 57


”Jeg havde også engang en, der ventede på mig,” hvislede Silvas stemme i højtaleren. ”Men ikke mere … og det er DERES skyld!” ”Det er da ikke deres skyld,” råbte Adam tilbage. ”Alle de uskyldige mennesker her har intet med din datters død at gøre.” ”De prøvede ikke engang at hjælpe,” lød stemmen. ”Alt, hvad jeg bad om, var at låne et laboratorie til min egen research.” En skærm ved siden af døren blev pludselig tændt. I starten var der bare støj, men så kom der et billede på. En mand med røde øjne og et kridhvidt ansigt dukkede op. Det samme ansigt, Adam og Kalle havde set på TV. Lange, sorte tårer løb fra øjnene og fra de mørke læber, så det lignede sort blod, der løb fra mundvigene. Pludselig vendte de sorte mundvige sig opad i et uhyggeligt smil. ”Og se bare, hvem jeg har fundet,” sagde Silva og hev Simone ind i billedet. Hendes arme og mund var bundet med gaffatape. ”Det var praktikanten, I ledte efter. Ikke noget at sige til, at jeg ikke genkendte hendes navn.” ”Simone!” skreg Adam, da han så hende. Hun havde tape for munden, så hun kunne ikke svare, og tårerne løb ned ad hendes kinder. ”Jeres lille udflugt er forbi,” sagde Silva og holdt en pistol op til Simones tinding. 58


Pludselig brød Kalle ind med det eneste spørgsmål, han havde brug for svar på. ”Er der en modgift?” Silva tav. Et dæmonisk smil bredte sig på hans hvide ansigt. ”Der er en modgift,” svarede han efter et stykke tid. Kalle kiggede håbefuldt op. ”Hvor?” ”Den er ikke her på LivaTek,” svarede Silva. ”Min lille due passer på den for mig, og I finder den ikke, før din forvandling er fuldendt.” 59


Kalle sprang op og hamrede næverne mod skærmen. ”Dit lede svin!” skreg han. ”I er omgivet af zombier, låst inde og løbet tør for ammunition. Det ser ikke for godt ud, drenge,” sagde Silva og smilede selvtilfreds. Han skubbede Simone hen til en mand, der så lige så skrækslagen ud, som hun gjorde. Han havde headset på og et flyvermærke på sin dragt. Silva klappede piloten på skulderen. ”Hr. Beck her har lovet at give os en lille sightseeingtur over byen.” Silva drejede Simone rundt og afslørede, at han havde tapet en 5-litersdunk fast på hendes ryg. Den var fyldt med en grønlig væske, og der var tegnet et stort grædende dødningehoved på dunken. ”Det er vist på tide at skrue op for den her fest,” råbte Silva. ”Der kommer til at falde en ganske særlig regn over byen i dag.” Silva drejede Simone rundt igen. ”Og for at sikre mig, at jeg ikke bliver forfulgt, tager jeg jeres veninde med på turen.” ”Lad hende gå,” råbte Adam. ”Hun har ikke gjort dig noget. Hun arbejder her slet ikke.” Men Silva ignorerede ham. ”For øvrigt har jeg en lille afskedsgave til jer,” sagde han. ”Kan I se døren bag jer med ’Drivhus’-skiltet på?” Adam og Kalle vendte sig og så den store, grønne dør med skiltet. 60


”Den kan jeg styre herfra.” Der lød et højt klik, og døren gled op. ”Jeg har nogle venner, der rigtig gerne vil hilse på jer.” En kæmpe zombie skubbede døren op og vraltede ud. Han var så høj, at han måtte bukke sig for at komme ud ad døren. Efter ham fulgte en gruppe af snerrende levende døde. De bevægede sig hurtigt, og deres blodskudte øjne stirrede søgende rundt. De lignede rovdyr på jagt. Så fik de øje på Adam og Kalle. De satte tempoet op og hamrede ind i glasset, der adskilte dem.


Adam lod sig glide ned ad væggen og tog sig til hovedet. ”Vi er færdige,” sukkede han. Zombierne skrabede på glasset ind til gangen. Kæmpen lænede sig ind mod ruden. Vindueslisterne knagede, og glasset slog revner. Kalle var begyndt at svede voldsomt. Hans hud var bleg, og han hostede uafbrudt. ”Vi skulle været blevet på værelset.” ”Ja, du har ret. Det her er noget lort,” sagde Adam. ”Det er, hvad der kommer ud af at hjælpe andre.” Kalle svarede ikke. Han bøjede nakken og stirrede tomt ned i gulvet.

62


Adam kiggede opgivende over på Kalle. ”Hvis nørden har nogen gode idéer, så ville lige NU være et godt tidspunkt at komme med dem på.” Kalle løftede hovedet. Adam fik et chok. Det hvide i Kalles øjne var blevet gulligt. Hans hud havde mistet al farve, og tynde, blålige blodårer trak spor over hans kind. Efter et stykke tid sagde han med en ru stemme: ”Jeg har faktisk en.”


Kapitel 7. ET ØMT PUNKT

”Du er dælme genial,” stønnede Adam. ”Selv som halvzombie tænker du bedre end de fleste normale mennesker.” De havde hevet risten til ventilationsrøret af og havde hevet sig op, sekunder inden glasset splintrede og hjernehungrende zombier væltede ind over det knuste glas. Nu kravlede drengene prustende gennem ventilationsrørene. ”Vi er på den anden side af døren nu,” hviskede Kalle. ”Så vi må være i bygning C nu.” ”Ja tak, hr. tour-guide,” stønnede Adam. ”Silva er på vej til helikopteren. Vi må stoppe ham, ellers er Simone og hele byen history!” ”Der er en rist lidt længere fremme,” stønnede Kalle og fik et hosteanfald. De dumpede ned i et kontor fyldt med monitorer og keyboards. Der lå et bagbundet lig med et kløvet kranie i hjørnet. Det var vagten, som Silva havde brugt i sin video. 65


Kalle lænede sig stakåndet op ad skrivebordet. ”Det var her, han overvågede det hele fra,” sagde han. Adam kiggede op på skærmene. ”Dér!” råbte han og pegede. ”Der er Simone!” Kalle studerede skærmen. ”De er på vej gennem lageret.” ”Efter ham!” sagde Adam, og uden at tøve løb han ud af kontoret. Kalle tog et par dybe indåndinger. Han opdagede en lommelygte, der lå på bordet, greb den og begav sig efter Adam. De to drenge åbnede forsigtigt døren til lageret og sneg sig indenfor. De satte sig i skjul bag en høj reol fyldt med plastikdunke og spande med metallåg. De hørte Simones hulken, og Adam kiggede frem fra sit skjul. Silva pegede på piloten med pistolen og beordrede ham til at åbne den høje skydedør, der førte ud til helikopterlandingspladsen. ”Jeg får en idé,” hviskede Adam og greb Kalle. ”Alle skurke har et ømt punkt! Brug det mod ham.” Adam blinkede til Kalle, men den tykke dreng havde tydeligvis ikke fanget idéen. ”Du holder ham beskæftiget, mens jeg overmander ham,” forklarede Adam, ”… på en eller anden måde.” ”J-jeg ved ikke,” sagde Kalle tøvende. ”Jo jo, kom nu,” sagde Adam utålmodigt og viftede ham ud på midtergangen. 66


Kalle tænkte sig om et øjeblik og trådte frem fra sit skjul. ”Silva, tror du, din lille due ville være stolt af dig?” råbte han. Silva snurrede rundt på stedet. ”Hvad i …” råbte han. ”Hvordan er I kommet ud?” ”Tror du, hun ville ønske, at alle de her mennesker skulle dø?” fortsatte Kalle. Uden at tøve løftede Silva pistolen og skød. Kuglen snittede Kalles hoved og rev hul på skihuen.


Kalle kastede sig til side i et ukontrolleret rullefald. Han ramte en metalstige ved siden af Adam, og da han rejste sig igen, kunne Adam se, at han havde fået farve tilbage i ansigtet. Hans kinder var blussende røde. ”Næste gang, der skal rammes et ømt punkt,” råbte han og pegede en truende finger ad Adam, ”så gør du det selv.” ”Ja ja, rolig,” svarede Adam. ”Jeg kunne jo ikke vide, at han var så trigger-happy.” De hørte håndgemæng udenfor og kiggede ud. Piloten havde brugt Kalles afledningsmanøvre til at angribe Silva. Nu kæmpede de om pistolen. De skubbede og masede til hinanden. Piloten var høj, men Silva var stærk. Pistolen dukkede glimtvis op mellem de flagrende arme, men det var svært at se, hvem der holdt den. Pludselig gik pistolen af. Begge mænd lænede sig op ad hinanden. Så faldt piloten til jorden. ”Fandens,” stønnede Silva og kiggede desperat over skulderen mod helikopteren. Han begyndte at rode pilotens lommer igennem efter nøglerne. Adam vendte sig mod Kalle. ”Hvad har vi af våben?” spurgte han. ”En machete,” svarede Kalle, ”en strømstav uden strøm … og en lommelygte.” Kalle hev lommelygten frem og holdt den omvendt for at vise, at den kunne bruges som kølle. 68


”Skidegodt,” sagde Adam. ”Jeg får en idé. Vi skal bare bruge en elastik og nogle batterier.” Silva havde trukket Simone ud på landingspladsen. De var få skridt fra helikopteren. Adam trådte frem i døråbningen og gik ud mod Silva. Adam løftede lommelygten op. ”Jeg kom bare for at sige tak for lommelygten,” sagde Adam. Han havde den ene hånd på ryggen og viftede med lommelygten med den anden. ”Uden den havde vi ikke fundet de batterier, vi skulle bruge.” Silva vrissede og pegede pistolen mod Adam. ”Gør dig selv en tjeneste og forsvind, hvis du vil leve …” Adam blev stående. ”Nu kom jeg jo ikke for at hjælpe mig selv,” svarede han. ”Jeg kom for at hjælpe en anden!” ”Forbandede fjols,” råbte Silva og skød. Adam drejede lynhurtigt siden til, og kuglen hvislede forbi ham. Han hev strømstaven frem, som han havde gemt på ryggen. Powerknappen blev holdt nede af en elastik, så staven sitrede af elektricitet med frisk juice fra lommelygtens batterier. Adam kylede staven mod Silva, der kun nåede at udstøde et hidsigt vræl, før strømstaven ramte ham lige i kuglerne. Han spjættede som en street dancer på speed, slyngede sit hoved baglæns og ramte helikopteren med et smæld. Silva gik ud som et lys og faldt til jorden som en sæk kartofler. 69


70


Adam og Kalle løb frem. Kalle samlede staven op, slukkede den og sparkede Silvas pistol væk. Adam befriede Simone fra gaffatapen. ”Du er i sikkerhed nu,” sagde han. ”Dine forældre venter nok derude på den anden side af hegnet.” ”Hvad med jer?” spurgte Simone. ”Hvem er I?” Adam havde fuldkommen glemt, at han havde maske på. ”Der er ingen tid til at forklare. Jeg har en ven, der har brug for hjælp,” sagde Adam og pegede på Kalle. ”Vi må videre.” ”Tak,” sagde Simone og kiggede ud mod tilskuerne, der stod åndeløse og så på. ”Men I reddede mit liv, så jeg vil hjælpe med at redde jer,” svarede hun og kiggede på Kalle. Adam smilede. ”Jamen, unge dame, hva’ så med en lille helikoptertur?” Simone smilede. ”Kan du virkelig flyve sådan en? Er du ikke lidt ... ung?” ”Jeg har mange skills, guns, helikoptere, you name it!” svarede Adam og blinkede til Simone. Hun smilede og kiggede genert til siden. Adam og Kalle bandt Silva med resterne af Simones tape og vinkede til flokken af politifolk udenfor hegnet. ”Faren er ovre,” råbte Adam. ”Vi har fanget psykopaten!” 71


Publikum piftede og hujede. En betjent løftede kasketten og tørrede sved af panden. ”Men der er lige noget, vi skal ordne,” råbte Adam og gik hen mod helikopteren. Kalle greb fat i Adam. ”Seriøst, kan du flyve sådan en?” Adam nikkede. ”Ja, nogle fordele skal der jo være ved at være rigmandssøn. Min fars pilot gav mig flyvetimer i

72


hemmelighed. Jeg har godt nok ikke flyvecertifikat, men …” Kalle himlede med øjnene. En politimand råbte i en megafon: ”Bliv, hvor I er.” ”Sorry, out of time,” råbte Adam tilbage. ”Der er ting, der skal gøres!” Adam åbnede døren til cockpittet. Kalle greb fat i ham igen. ”I bliver nødt til at binde mig,” sagde Kalle. ”Jeg ved ikke, hvor længe jeg har.” Der lå reb inde i helikopteren, og Adam og Simone fik med besvær bakset den store dreng ind på det bagerste sæde og bundet ham fast. Adam havde taget nøglerne fra piloten og fik startet helikopteren. Simone satte sig og fandt mobilen frem. ”Silva sagde, at hans due passer på modgiften. Hans due er datteren, men hun er jo død, ikke?” Adam greb forsigtigt fat i helikopterens styrepind. ”Han må have begravet modgiften sammen med hende,” sagde de i kor. ”Syg stodder,” mumlede Adam, mens Simone googlede ’Maria Silva’. ”Hun er begravet på en kirkegård cirka 10 kilometer herfra.” ”Perfekt,” sagde Adam, mens helikopterens rotorer begyndte at snurre rundt. 73


Det var længe siden, han havde fløjet sidst, så i starten slingrede helikopteren, som om der sad en fuld pilot i førersædet. Helikopteren fløj faretruende lavt over trådhegnet. Landingsstellet rev en sirene af taget på en politibil. Betjentene kastede sig til jorden. Men så fik Adam højde på og lagde hurtigt bilerne og LivaTek bag sig. ”Bare rolig,” forsikrede Adam dem. ”Jeg husker det hele nu. I kan være helt trygge ved Zombie Air.” En af TV-vognene satte i fart under dem og fulgte efter.


Kapitel 8. ASSASSIN

De fløj hen over byen, og det lignede en ganske almindelig overskyet mandag eftermiddag, men det var det ikke. Adam kiggede på Simone, og hun stirrede nervøst tilbage, først på Adam og så over på Kalle. De kunne ikke længere høre hans åndedræt. Kalles krop var livløs og blev kun holdt oppe af rebet. Hans hoved dinglede fra side til side, som var det sat fast med en fjeder. Det var ikke lige den helikoptertur, Adam havde planlagt med Simone. Der ventede ingen violiner eller fyrværkeri forude. De var på jagt efter en modgift med en zombie på bagsædet. De nåede byens kirkegård og landede helikopteren. Adam og Simone sprang ud. Kalle var stadig bundet fast på bagsædet. Adam kiggede udover de mange gravsten. ”Det er umuligt,” sagde Simone. ”Hvordan finder vi ud af, hvor hun er begravet?” Adam kneb øjnene sammen. ”Derovre,” sagde han 75


og pegede på en gravsten med en lille fugl på. ”Hans lille due!” De løb over til gravstedet og ganske rigtig. På stenen stod der: ’Her hviler min lille due, Maria Silva. Elsket og savnet.’ Adam satte sig på knæ og begyndte at grave. En lille pige med lange fletninger og dybe brune øjne stirrede sørgmodigt på ham fra billedet, der hang indrammet på gravstenen. ”Du var virkelig heldig, at du havde en far, der elskede

76


dig så højt,” sagde Adam til pigen, mens han gravede. ”Men din far har altså dræbt en masse mennesker, så vi blev nødt til at stoppe ham.” Det var tydeligt, at der havde været gravet ved stenen for nylig, og efter et kort stykke tid hev Adam en sort boks op af jorden. Han skyndte sig hen til helikopteren og åbnede boksen. Der lå en flaske og en sprøjte med kanyle. ”Men hvordan ved vi overhovedet, om det er en modgift!” spurgte Simone. Kalle kom til sig selv med et spjæt. ”Jeg er ligeglad,” skreg han. ”Kom i gang!” Han lavede nogle sære ryk med hovedet. ”Aarh, spise hjerne,” hvæsede han med en raspende stemme, der ikke var hans egen. Adam fyldte kanylen og stak den ind i Kalles arm. Modgiften rev i hans krop, og han ruskede så voldsomt i rebet, at hele helikopteren rystede. Men så faldt han til ro. Han lænede hovedet mod bagvæggen. De blå blodårer trak sig tilbage, og der kom en naturlig farve i hans kinder. Han slog øjnene op og kiggede på Adam med et lille smil. ”I kan godt slippe mig fri nu.” ”Er du sikker på, at du ikke vil æde min hjerne?” spurgte Adam. ”Helt sikker. Den er der ikke meget næring i,” svarede Kalle med et træt smil. 77


Simone grinede begejstret og hjalp Kalle ud af helikopteren. ”Vi gjorde det,” sagde hun og hvinede af fryd. ”Vi gjorde det virkelig.” Simone gav Kalle et stort knus. ”I reddede mit liv,” sagde hun. Den tykke dreng blev helt befippet. Han stod bare og strittede med armene ud i luften og var tydeligvis ikke vant til at blive krammet af smukke piger. Simone vendte sig mod Adam. ”Men hvorfor kom I egentlig lige efter mig? Kender vi hinanden?” Adam trak på skuldrene, men svarede ikke. ”Men hvad med masken … og skihuen?” fortsatte Simone. ”Vi er ikke ude efter opmærksomhed,” svarede Adam. ”Vi kan jo ikke være helte, hvis vi bliver genkendt nede i Brugsen.” Simone grinede, og Adams hjerte slog kolbøtter. Hendes latter lød som 100 krystalsommerfugle, der dansede ballet. Og han ønskede, at det aldrig ville få ende. Men i samme øjeblik kom en TV-vogn fræsende op ad grusvejen til kirken. De hakkede bremsen i lige foran helikopteren. En stor, rund mand i sort jakkesæt var den første, der kom ud af bilen, og derefter fulgte journalisten. Hun råbte til kameramanden bag sig. 78


”Skynd dig. Vi skal have deres møde med direktøren på film.” Kameramanden filmede, mens den store, sortklædte mand rakte Adam hånden. ”Jeg er LivaTeks direktør,” sagde manden og smilede fra øre til øre. Hans stramme jakkesæt kæmpede med at holde hans flommede krop indenfor. ”Du fik standset Silva, og du har forhindret en kæmpe katastrofe. Her, tag imod denne belønning. Det er alt, hvad jeg har på mig lige nu.” Han stak Adam 2.000 kroner.

79


”Nice, tusind tak,” sagde Adam og stak pengesedlerne i lommen. Simones blik fulgte pengene, og hun hævede et øjenbryn. Adam hostede og rev øjeblikkeligt sedlerne op af lommen. ”Hva’, nej da,” sagde han og rakte hurtigt pengene til Kalle som tegn på, at han bestemt ikke havde tænkt sig at beholde dem. ”Vi hjælper ikke andre for pengenes skyld,” sagde Adam. ”Vi gør det, fordi vi har så store hjerter … Ja, lige så store som hvalers.” Simone lagde hovedet på skrå. ”Hvad for noget?” ”Ja, altså i overført betydning,” tilføjede Adam. ”Hvis vi havde hvalhjerter, ville vores brystkasser jo eksplodere.” Han brød ud i en nervøs latter. Simone grinede ikke. ”De penge der,” sagde Adam og pegede på Kalle. ”De går alle sammen til Red Hvalerne.” ”Det er virkelig stort af dig,” sagde Simone. Journalisten og kameramanden nåede frem til dem. Simone kiggede på Adam med et blik, der gjorde ham helt blød i knæene. På den gode måde. Så kom han i tanke om, at han stadig havde maske på. Han var lige ved at hive masken af og sige: ’Det er mig, Adam!’ Så ville hun med sikkerhed falde ham om halsen og glemme alt om tang80


spiseren Lasse. Adam tog fat i kanten af masken. Han var så tæt på sejren. Men så skete der noget indeni ham. Der var et eller andet, der bremsede ham. Hvis han afslørede sig selv lige foran kameraet, så ville alle vide, hvem han var. Og noget dybt inde i ham ville gerne forblive den maskeklædte helt. Det der med at hjælpe andre mennesker havde fungeret for ham. Adam sukkede. Han havde truffet sin beslutning. For sit indre blik så han Lasse holde Simone i sine arme, efter at de havde været på en kikset date i et akvarium og havde proppet sig med økofoder.

81


Journalisten stak en mikrofon ind imellem dem. ”Det var dig, der klarede zombierne,” sagde hun. ”Er du sådan en slags superhelt eller hvad?” ”Tjo,” svarede Adam. ”Lidt superhelt er man vel altid.” Journalisten pegede på hans dragt. ”Hvad står A’et for?” Adam kiggede ned på A’et og derefter over på Simone. ”Nå, det …” Adam tænkte, så det knagede. ”Det står for Assassin,” svarede han så. ”Som i at jeg sparker zombierøv.” ”Okay,” sagde journalisten. ”Vil det sige, at man kan hyre dig til opgaver?” Det havde Adam ikke lige tænkt over. Assassin var bare det første, der var faldet ham ind. ”Måske …” mumlede han bare.

82


Så hørte de lyden af sirener. Politiet nærmede sig. ”Vi må hellere smutte,” sagde Adam, og han kunne ikke nære sig. Han lænede sig frem og gav Simone et kys på kinden. Hun smilede og rødmede. Journalisten greb fat i Adams ærme. ”Men hvordan får man fat i dig næste gang, der er brug for hjælp?” ”Bare rolig,” svarede Adam og blinkede til Simone. ”Jeg er altid i nærheden.”


84


LÆS FORTSÆTTELSEN

Har Adam overhovedet det, der skal til for at være en superhelt? Hvilken hemmelighed gemmer Kalle på? Kan Assassin overvinde den kybernetiske elitesoldat CYBORG?

85


Om forfatteren Jan Kjær, f. 1971, er uddannet forfatter og tegner på den amerikanske The Kubert School. Her tegnede han masser af superhelte i de tre år, uddannelsen varede. Men sidenhen har størstedelen af Jan Kjærs bøger været fantasy-fortællinger. Assassinserien er derfor en kærkommen tilbagevenden til superheltegenren. Jan har desuden arbejdet for LEGO som illustrator og konceptudvikler på bl.a. Star Wars og Bionicle. Han debuterede i 2004 med tegneserien CyberZombien fra Subkælderen. Siden da er det blevet til 54 bøger og udgivelse i 15 lande. Jans historier er blevet lavet til legetøj, spil, TV-film og teater. Han holder jævnligt foredrag på skoler og biblioteker rundtom i landet. Du kan følge med på hjemmesiden og se, hvor han dukker op næste gang: www.jankjaer.dk

86


Tegninger fra studietiden pĂĽ Kubert-skolen.

87


Andre bøger af Jan Kjær

Heksebogen • 3 bind

Kong Neos løver • 2 bind

64 sider. Lix 12. Fantasy.

64 sider. Lix 12. Fantasy.

Viljetyven • 3 bind

Taynikma • 8 bind

96 sider. Lix 23. Fantasy.

128 sider. Fantasy-action.


Englejægeren

Menneskejægeren 1-3

168 sider. Paranormal.

336 sider. Fantasy.

Cirklen

Bøgerne kan bestilles hos alle boghandlere eller på www.jankjaer.dk

184 sider. Sci-fi-action.


Adam er en (næsten) almindelig dreng på 17 år. Hans forældre er loadede, livet er godt, og han skal på date med den dejlige Simone ... tror han da. I stedet hvirvles han ind i et voldsomt virusudbrud med sultne zombier og en sindsforvirret psykopat. Og midt i kampen på liv og død finder Adam noget, som han slet ikke vidste, han manglede ...

Profile for Jan Kjær

Assassin 1: ZOMBIE – hele bogen  

Adam er en (næsten) almindelig dreng på 17 år. Hans forældre er loadede, livet er godt, og han skal på date med den dejlige Simone ... tror...

Assassin 1: ZOMBIE – hele bogen  

Adam er en (næsten) almindelig dreng på 17 år. Hans forældre er loadede, livet er godt, og han skal på date med den dejlige Simone ... tror...

Profile for jankjaer
Advertisement