Issuu on Google+

En historie om at finde sig selv ... og samtidig fortæller den en masse om Toscanas landskaber, folk og, heldigvis, mad. The Philadelphia Inquirer

”Ved du hvad?” sagde Candace, ”jeg er ved at være træt af at drage videre fra sted til sted. I femten år har vi været på farten.” DA FERENC MÁTÉ OG CANDACE, hans kone, for første gang støder på en flaske Brunello fra Montalcino, ”er disse navne lige så velkendte for os som fodbold for en marsbeboer,” skriver Máté i et af de indledende kapitler til Himlen over Toscana. Senere er familien Máté kommet gevaldigt efter det og fremstiller i dag deres egen Brunello, en af Italiens store vine.

”Jeg vil gerne slå mig ned. I et lille hus med nogle frugttræer og en køkkenhave.” ”Det lyder rart,” sagde jeg. ”Området er smukt, maden den bedste, folk her er storartede, kunsten endnu bedre. Koncerter i kirker og i slotte. Jeg kan skrive, du kan male. Selv vejret er perfekt. Hvad mere kan man ønske sig?”

Himlen over Toscana

Denne samtale har forfatteren Ferenc Máté med sin hustru, Candace, på en solhed dag i september 1987. Og disse ord bliver begyndelsen til Himlen over Toscana. Efter en tids søgen finder ægteparret det ideelle hus ved foden af bjergbyen Montepulciano. Og her er alt, hvad en drømmer kan drømme om: Solrige dage, fløjlsbløde nætter og en jord, der giver sine brugere fuldmodne grønsager, druer til kostelige vine og olivenfrugter til den mest udsøgte olie.

Et nyt liv i en gammel verden

Himlen over Toscana er Ferenc Mátés odyssé i drømmeland. Men paradiset skal også erobres, og forfatteren og hans muntre hustru må tage livtag med et nyt sprog, en ny livsstil og nye sære vaner. Men det lønner sig.

FERENC MÁTÉ er født i Ungarn og har bl.a. levet i Californien, Paris, på Bahamas og i New York. Han har arbejdet i et jernbanesjak, været bådebygger, fotograf, dæksmatros og forlægger. Blandt hans mange bøger kan ud over nærværende internationale bestseller, Himlen over Toscana, Mátés første udgivelse i dansk oversættelse, nævnes A Vineyard in Tuscany, kultklassikeren A Reasonable Life og romanen Ghost Sea. Han bor nu med sin familie i et nedlagt kloster fra det 13. århundrede og passer sine oliventræer og sin vingård i Montalcino, Italien, den fabelagtige Brunellos hjemby midt i Toscanas bjerge.

Ferenc Mátés bog er et varmt pust i nakken, en kærlighedserklæring og en brugbar manual til at finde lykken og meningen med livet.

ISBN 978-87-7940-036-8 ISBN 978-87-7940-036-8

9 788779 400368

... uimodståeligt tiltrækkende... en charmerende... levende fortælling...

Washington Post

himlen over toscana_omslag.indd 1

23/08/10 14.17


Himlen over Toscana Et nyt liv i et gammelt land

toscana_indopl1.indd 1

18/08/10 14.47


toscana_indopl1.indd 2

18/08/10 14.47


Et nyt liv i en gammel verden

toscana_indopl1.indd 3

18/08/10 14.47


Himlen over Toscana © Ferenc Máté og didactica 2010 1. udgave, 1. oplag 2010 Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Jakob Hjort Oversat fra engelsk af Ursula Baum Hansen Forlagsredaktør: Carsten Berthelsen Vignetter: Candace Tryk: Dardedze Holografija ISBN 978-87-7940-036-8 Forlag: didactica travel, www.didactica.dk, info@didactica.dk Alle rettigheder forbeholdes. Kopiering fra denne bog må kun finde sted i overensstemmelse med overenskomst mellem de offentlige myndigheder og Copy-Dan.

toscana_indopl1.indd 4

18/08/10 14.47


Til Candace For altid

Forfatterens kommentar Jeg er min kære Candace dybt taknemmelig for al hendes hjælp under tilblivelsen af denne bog, og jeg sender en stor tak til W.W. Nortons forlagsredaktør Starling Lawrence for hans storartede redigering. Også en dybfølt tak til alle personerne i bogen uden hvis venskab jeg ikke ville have haft noget at skrive om.

toscana_indopl1.indd 5

18/08/10 14.47


toscana_indopl1.indd 6

18/08/10 14.47


1 . 2 . 3 . 4 . 5 . 6 . 7 . 8 . 9 . 10 . 11 . 12 . 13 . 14 . 15 . 16 . 17 . 18 . 19 . 20 . 21 . 22 . 23 . 24 . 25 . 26 . 27 . 28 . 29 . 30 .

Lyse t i Tosc ana 11 Drej t il ve n st re ve d Mado n n a e n 17 Tre hu n d re d e mil l ion e r! ? 27 Lan d sbye n 45 O h so-l e mi-i-o 55 Vil d sv in! 75 Ræd se l shu se 87 De o n d e k v in d e r i mu nke k l o s t re t 95 Mit h j e m e r mit sl ot 109 De t to sc anske h av 117 Ræk mig l ige e n mu rste n 131 La Marinaia 145 Kon t rak te n 161 H j e mme i Tosc ana 167 N o n n a og h e k se n 183 Måne ove r Tosc ana 191 Påske i To sc ana 199 Frø e rne 215 P ic nic ve d ru in e n 225 To ro 243 So mme rafte n mu sik 251 Måne hu nd 255 N attevan d re r 259 Do n F l ori 267 Fu ng h i 273 Ve nd e mmia 279 Afte n e r i Ve ne d ig 291 De r hu g g es b ræn d e 301 Porc a 305 Sne 315

E fte rsk rift 325

toscana_indopl1.indd 7

18/08/10 14.47


toscana_indopl1.indd 8

18/08/10 14.47


FĂ˜RSTE DEL

toscana_indopl1.indd 9

18/08/10 14.47


toscana_indopl1.indd 10

18/08/10 14.47


1. Lyset i Toscana

September 1987 – Toscana

Vi trådte ud i den varme efterårssol fra buegangens kølige skygge. Det var tidligt på eftermiddagen, de smalle, brostensbelagte gader var tomme og butikkerne lukket. Toscana spiste. Arm i arm i efterårslyset, veltilpasse af varmen og den kande rødvin, vi fik til frokosten, slentrede vi i tilfreds tavshed op mod piazzaen, hvor katedralens mosaikdækkede facade strålede som en million små stjerner. Vi havde småfrysende været på researchrejse i Sveriges regn, i Finlands kulde og i Englands klamme fugt, og for første gang i over en måned var vi virkelig varme. Vi stirrede på mosaikken. Så gik vi blændede af mosaikken og vinsløvede om til den lille kirkegård, satte os på en lav stenmur og stirrede ligesom drømmere i århundrederne før os ud over landskabet nedenfor. Et hav af bakker bølgede ud mod horisonten, oversået med ujævne, velholdte vingårde og olivenlunde, frugthaver og marker. Der var en nypløjet mark her, en majsmark der, lidt græs, lidt skov, lidt eng, alle i forskellige størrelser, alle 11

toscana_indopl1.indd 11

18/08/10 14.47


åbne og uindhegnede. Grundene blev afgrænset af en snoet bæk, en bakke eller en dalsænkning, hvor enten poppeltræer, en grøft eller slet ingenting dannede skellet. Gamle stenhuse lå og trykkede sig på lave bakketoppe omgivet af deres cypresser, frugttræer og køkkenhaver. Inde i en skovtykning lå der et kloster på en højderyg med et firkantet kirketårn og bag ved dette en lille landsby på en bjergtop. Alt var småt – efter almindelig målestok. Og oven over det hele rådede det blide, toscanske lys, stilheden og roen. Candace var langt væk, hendes blik var rettet mod horisonten, og hendes rødbrune hår glødede i solnedgangen. Luften var mættet af lys. Vi sad bare. Efter et stykke tid foreslog jeg, at vi tog videre. Candace stirrede stadig. ”Ved du hvad,” sagde hun omsider, ”jeg er ved at være træt af at tage videre. Vi har rejst i 15 år. Husbåden, sejlbåden, bjerghytten, værkstedet i Laguna Beach, loftsrummet i Paris, hummeret i New York, skuret på Bahamas eller hvad man nu skulle kalde den ottekantede tingest?” En klokkeringning fra klosteret dirrede i luften med dybe, langsomme toner og lagde sig som et slør af melankoli over de tavse højdedrag. ”Det må være en begravelse,” sagde Candace blidt og så ud, som om det var nogen, hun havde kendt. Da klokkerne var blevet stille og deres ekko døet hen, tav verden i respekt. Solen gik ned bag en stribe skyer, og luften glitrede af lys. Lidt efter hørte vi nogen hugge brænde lige neden for landsbyen. 12

toscana_indopl1.indd 12

18/08/10 14.47


Derpå en kvindestemme, der var vant til at råbe: ”Mario! Non troppo grosso! Per la Madonna!” Jeg lo. ”Hvad var det, hun sagde?” spurgte jeg Candace. ”Hun sagde, at hun var led og ked af at rejse rundt, og at hvis hun skulle gøre det en gang til, ville hun tage videre alene og efterlade dig som en klat kamelgødning i ørkenen.” Mario fortsatte med at hugge brænde, rytmisk uden at lade sig forstyrre. Brændet måtte have været ”non troppo grosso”, for ingen skældte ud. Mario måtte have makket ret. ”Jeg vil gerne slå mig ned et sted,” sagde Candace. ”I et lille hus, med nogle frugttræer og en køkkenhave.” ”Det lyder rart,” sagde jeg. ”Hvor?” ”Hvor som helst.” Det blev sagt højere, så det gav genlyd fra kirkens mure. En gammel mand med en smalskygget hat, som var vandret ind på kirkegården, vendte sig om, som om han havde fulgt med i samtalen. Jeg kiggede ud mod bjergene, mod varmen og det blide landskab. ”Hvad med her?” spurgte jeg og slog ud med hånden mod dalen nedenunder. ”Her?” ”Der er masser af plads til grønsager. Vi kunne få os et gammelt bondehus og gøre det i stand. Få os et stykke jord, lidt skov, et par rækker vinstokke, en vinkælder. Lave vores egen vin. Gamle trætønder, der udsender deres duft, mens duerne flagrer ovenover. En hane på møddingen. Oliven. Kan du ikke se det for dig? Du presser din egen olivenolie og hælder den ud over en stor humpel kamin-ristet brød med et ton hvidløg gnedet hen over...” 13

toscana_indopl1.indd 13

18/08/10 14.47


”Du er tosset,” sagde hun og lo. ”Godt, så bare lidt hvidløg, da.” ”Jeg mener med hensyn til at slå sig ned her.” ”Hvorfor ikke? Området er smukt, maden den bedste, folk her er storartede, kunsten endnu bedre. Koncerter i kirker og i slotte. Jeg kan skrive, du kan male. Selv vejret er perfekt. Hvad mere kan man ønske sig? Vi kunne få os en lille gård lige her.” Jeg pegede hen over Marios hoved på en mindre landejendom, hvor en håndfuld hvide, uldne væsener græssede i skyggen af de mørnede mure. ”En gård? Du aner intet om landbrug.” ”Jeg kan lære det.” ”Men du kan ikke et ord italiensk!” ”Jeg kan gå på kursus.” Hun smilede. ”Du ved ikke engang, hvor du er.” ”Jeg kan spørge nogen.” Hun stirrede på mig i tavshed. Det samme gjorde den gamle mand, hvis ansigt lyste af forventning. Candaces øjne blev blidere. ”Du er sød,” sagde hun som en plejer, der beroliger en psykotisk patient. ”Men du er meget langt væk fra virkeligheden,” tilføjede hun og rystede på hovedet. Den gamle mand lod til at være tilfreds med disse ord. Han lettede på hatten og gik. Remskiverne til klokkerne i tårnet oven over os rumlede, trænaglerne knirkede, og med et voldsomt sus svingede den kæmpemæssige klokke ud af tårnet, susede tilbage med et endnu større sving, hvorefter der lød et øredøvende ”Diiiiinggg”, derpå endnu et ”Donnnggg”, der rungede så 14

toscana_indopl1.indd 14

18/08/10 14.47


tordnende, at både luft og jord rystede. En lavstammet præst med store hænder sjokkede ind i kirken, fulgt af nogle gamle kvinder, der gik enkeltvis eller to og to sammen. Candace rejste sig op. Hun virkede meget tankefuld. ”Ved du hvad,” sagde hun, ”der er kun få ting, der er mere skræmmende end at flytte til et fremmed land.” ”Nævn én,” sagde jeg.

15

toscana_indopl1.indd 15

18/08/10 14.47


toscana_indopl1.indd 16

18/08/10 14.47


2. Drej til venstre ved Madonnaen I det følgende år boede vi indespærret i New York City, hvor Candace arbejdede energisk på at tage sin magistergrad i kunsthistorie, mens jeg afsluttede en bog om sejlskibe, og siden baksede jeg med en roman om en eller anden stakkels sømand, der ledte efter sin døde hustru. Candace tog sin eksamen, og romanen blev færdig. Sidstnævnte blev omhyggeligt lagt ned i bunden af en dragkiste, hvor den – håbede jeg – med årene kunne blive moden som en god vin og være fuldendt og velafbalanceret. Året gik i hvert fald. De fleste mentalt stabile mennesker ville i løbet af dette tidsrum være vågnet op af deres dagdrømme om at bo i Toscana, have fået sig et job, have tilmeldt sig et fitnesscenter og have fået tilmeldt sig kabel-tv. Men ikke jeg. Jeg lagde planer, for jeg havde besluttet mig for at leje mig ind et sted i en måned, hvorfra jeg kunne gå på jagt efter Mine Drømmes Toscanske Bondegård. Derfor begyndte jeg at ringe rundt. Til det italienske turistbureau, italienske rejsebureauer, det 17

toscana_indopl1.indd 17

18/08/10 14.47


amerikanske universitet i Toscana, en benediktinsk munkeorden nær Firenze, pizzaindehaveren henne på hjørnet, der var koreaner, men havde postkort fra Siena klistret på kasseapparatet, ja, selv den lokale forening, der hyldede Den Italienske Guldalder, men her viste det sig, at de alle var døve. Intet hjalp. Ingen anede noget som helst. Eller hvis de gjorde, holdt de mund. Eller når de talte, var det på italiensk, og så jeg ikke forstod et ord. Til sidst fandt jeg en kontakt ved et helt tilfældigt møde i møntvaskeriet. Det var noget nyt for mig at lægge planer på forhånd. Jeg plejer at improvisere, ikke fordi jeg er eventyrlysten, bare doven. Det virker somme tider. For femten år siden, da Candace og jeg turede rundt i Mellemamerika i vores folkevognsrugbrød for syv dollars om dagen, kom vi til at ”opdage” mayafolkets ruiner i Tikal, som var en sensation for alle andre end os. Vi befandt os langt inde i Guatemalas jungle, hvor vi slingrede af sted i meterhøjt mudder midt i et tordenvejr på flugt fra en presenningdækket lastbil fuld af enten en mordpatrulje eller meloner. Når man er faret vild i junglen midt i en revolution, er det ikke lige sagen at begynde at udforske indholdet af mistænkelige lastbiler. Langt om længe forsvandt lastbilen i øsregnen, hvor den hang fast på vej op ad en bakke – Gud velsigne Dem, Mr. Volkswagen, hvem De end er – da Candace pludselig siger: ”Hvad er det for nogle store klodser længere fremme?” Jeg tænkte omgående ”Fjenden!”, men de viste sig at være store ubevægelige, tilgroede tingester. Og så var de spidse og så 18

toscana_indopl1.indd 18

18/08/10 14.47


ud, som når tæerne stikker op under dynen. Men så opdagede vi til vor store forbløffelse, at det faktisk var høje, stejle pyramider. At køre rundt og campere improviseret er én ting, for så kan man bare trille af sted, indtil man finder et sted, man kan lide. Men man kan ikke bare lande med flyveren i Toscana og råbe: ”Er der nogen, der har et sted, vi kan leje?” Derfor planlagde jeg. Og det virkede. … Efterårssolen hang lavt på himlen, da vi snoede os igennem Toscanas bjerge. Vores Matra, en lille sportsvogn, som vi havde købt, da vi boede i Paris året før, lagde sig pænt i svingene forbi terrasseformede anlæg med knudrede oliventræer og vinmarker med blade, der glødede i gult og rødt i det stærke lys. Monte San Savinos middelaldermure forsvandt under os, mens vi stadig fortsatte opad, indtil vinstokkene blev afløst af fyrretræer, forbi landsbyer med halvt forvitrede stenhuse og ældgamle oliventræer og ind i Palazzuolos flække af en landsby med seks huse, da Candace hylede: ”Drej her!” Jeg krængede den stakkels Matra ned ad en smal vej mellem en vakkelvorn kirke, der var ved at tabe århundreders stukkatur, og en aflang stald af sten med et stort Madonnaalter. Vi klemte os ind mellem kirkegårdens rækker af cypresser, hvor elektriske stearinlys flakkede på alle gravene som det evige lys, og derpå forbi et primitivt træskilt med et håndskrevet ”Podere Bastardino” – hvilket navn på et hus! Så gav 19

toscana_indopl1.indd 19

18/08/10 14.47


Candace sin sidste ordre: ”Drej til venstre ved Madonnaen!” hvilket i betragtning af det utal af Madonnaer, det vrimler med i det toscanske landskab, var som at råbe til en sømand: ”Drej til venstre henne ved bølgen.” Men denne Madonna – velsignet være hendes godmodige ansigtsudtryk – stod faktisk lige dér, hvor vejen delte sig. Til højre var der et mudret hjulspor, der fortabte sig i tusmørket, mens en stenet sti til venstre førte opad mod solens røde skive. Jeg var ved at blive mør. For jeg havde kørt helt fra Chambéry, der ligger for foden af de franske alper – kun sideveje og kurver lige med undtagelse af vejen mellem Torino og Pisa – så jeg var dødtræt. Vejen skrånede ned til en skov med store egetræer, hvis grene mødtes hen over hovedet på os, og i solskinnet for enden af denne hulning så jeg – eller det var jeg sikker på, at jeg så – to bæster med groteske hoveder som fra den græske mytologi komme farende lige imod os. Jeg bremsede hårdt. Matraens forende dykkede brat og slog ned i den stenede vej. Bæsterne for forbi os og drejede ind i skoven, fulgt af et uhyggeligt spøgelse, der havde et lille bitte hoved med vindblæst hår, som sad på en lang bønnestage med flagrende lemmer. ”Det er som et landskabsmaleri fra det attende århundrede,” sagde Candace drømmende. ”Ældgamle egetræer, efterårsblade, fritgående svin i skyggerne, en kvindelig svinehyrde oplyst af solnedgangen.” Jeg åbnede et træt øje. Ja, selvfølgelig, det var det, de var. 20

toscana_indopl1.indd 20

18/08/10 14.47


”Forbandede, dumme svin,” stønnede jeg. ”Hvad fanden bestiller de her?” ”Æder agern, vordende landmand,” svarede Candace. ”Troede du måske, at svin bliver født på plasticbakker som svinekoteletter?” Så rullede hun sit vindue ned og begyndte elskværdigt at snakke med en gammel kvinde, der var så tynd, at det kun var hendes stramme, pergamentagtige hud, der lod til at holde hende oprejst. ”Det er to hundrede meter til venstre,” sagde Candace omsider. ”Skal jeg køre?” Jeg kørte. Candace fik travlt med at shine sig op til mødet med vores lejede villas sofistikerede ejere, som vi havde fået at vide ville vente på os i haven og tage imod os med åbne arme. Og det gjorde de selvfølgelig ikke. Huset var aflåst og skodderne lukket i. Solen var ved at gå ned. Det begyndte at blive koldt. Skoven omkring os blev mørkere. Det var en køn start. Jeg tænkte netop på at lægge en høflig besked om, hvor de kunne gøre af deres faldefærdige, gamle hus, da den gamle svinerøgterske dukkede op om hjørnet i dagens sidste sollys og spurgte om noget, som Candace svarede på: ”Non c’è nessuno.” Her er ingen. Så sagde den gamle dame noget andet og pegede på en stor keramikkrukke med salvie, som Candace gik hen til, og da hun vippede den lidt, fik hun i dagens sidste glimt øje på redningen – nøglen. Da vi først var kommet indenfor, måbede jeg, da jeg så det skinnende rene stenhus med de gamle træmøbler, det blank21

toscana_indopl1.indd 21

18/08/10 14.47


slidte køkkenbord og et ildsted så stort, at man kunne stege en ged i det, og udsigten til den synkende sol hen over de tågede højdedrag. ”Som jeg hele tiden har sagt,” sagde jeg, ” det fuldendte paradis.” … Vi var helt svimle. Vi løb omkring i huset som et par tosser, og så hentede vi vores reserveflaske med fransk vin i bilen. Den var varm, men hvad gjorde det, og reserve-brien og brødet, som vi havde liggende til den slags lejligheder, og satte os over skrævs på terrassens stenmur, netop som solen gik ned, og der gik ild i himlen med enorme lysstriber. Vi drak skiftevis af flasken, mens verden omkring os begyndte at udspy farver. Oliventræerne glimtede sølvskinnende, geranierne rødmede, de ældgamle stenmure og de nedslidte stier mellem dem lyste i alle nuancer. Og luften var beåndet af duften af skov og salvie, lavendel, rosmarin, efterårsjord og solvarme sten. Vi spiste, hældte vinen i os og blev fulde, omfavnede hinanden, og så blev det mørkt. ”Landsbyens trattoria lukker snart,” sagde jeg. ”Vi må hellere gå hen og få noget at spise.” ”Og drikke,” sagde Candace. Gud velsigne min irske kone. … Vi tog brusebad, tørrede håret ved kaminilden og drog ud i efterårsaftenen. En kæmpemæssig kuppel af stjerner lyste over 22

toscana_indopl1.indd 22

18/08/10 14.47


os. Den mørke skov var levende. Det raslede, frøer kvækkede, og et eller andet væsen udstødte skarpe, små bjæf, mens det bevægede sig gennem krattet. Vi trillede tilbage gennem den nu mørklagte skov i lygternes skær, gennem den lille landsby, hvis vinduer lyste varmt, og forbi det sidste hus, hvor der var tændt bål, og hvor lugten af hønsehus blandede sig med røgen. Her stod en gammel mand og stak en høtyv ned i kullene, så gnisterne fløj op mod stjernerne. Halvanden kilometer længere nede ad vejen lå Trattoria del Cacciatore i et ensomt beliggende hus. Der var tændt lys, og røgen bølgede ud på markerne fra skorstenen. Vi gik ind under en pergola. En gammel dame sad og syede bag ved en lille bitte bar. Rundt om hende lå der bunker af krydderier, sæber og grønsager. Hun hilste på os med et stilfærdigt ”buonasera” og vinkede os ind i et større, tilstødende lokale. Det var et rent, hvidkalket rum med træbjælker og terracottagulv, de få borde var dækket med ulasteligt hvide linnedduge, og i en kæmpemæssig kamin glødede brændeilden. En lille pige på omkring tre år med en dukke i favnen gav sig til at råbe: ”Mamma, Mamma, c’è gente.” Dette var virkelig velkomment nyt, for selv om klokken var godt over otte, var vi og havde tilsyneladende været de eneste gente – den aften. Så kom Mamma, en genert kvinde på omkring tredive, sagde noget og pegede på bordet nær kaminen. Vi satte os. Der stod en flaske rødvin uden etiket på bordet. Ilden glødede. Den lille pige lagde dukken på stolen mellem os og begyndte blidt at snakke til den, mens hun skiftevis kiggede på os begge 23

toscana_indopl1.indd 23

18/08/10 14.47


og derpå igen på dukken, som hun fortalte til og belærte og endda viftede ad med en finger for at få den til at opføre sig pænt. Candace talte til hende, og hun svarede med meget alvorlig mine, hvorefter hun hviskede noget til sin dukke og gik sin vej. Jeg trak flasken op og skænkede vin til os. Candace løftede sit glas. ”Velkommen hjem,” sagde hun. Maden var lige så enkel som stedet. Som indledning fik vi diverse crostini – kaminristede brødskiver, nogle smurt med kyllingelever, andre med stegte svampe. Så fulgte der selvfølgelig en pastaret. Vi fik begge pici – en hjemmelavet, håndrullet, uensartet tyk spaghetti – Candace med en vildsvinesauce til og jeg med en sauce af blandede skovsvampe. Vi spiste langsomt, nød hver en bid og kiggede op, da den lille piges Mamma kom og spurgte, om saucerne var gode. Candace roste hende for maden og undskyldte, at vi var så længe om at spise. Der gled et stort smil hen over hendes ansigt. ”Piano, piano, con calma,” sagde hun. Langsomt, langsomt, tag den med ro. Så kom kødretterne. Candace fik stegt fasan med ganske tyndt, sprødt skind, og jeg vildsvinegryde marineret i rødvin med enebær, der smagte himmelsk, samt en tallerken toscanske hvide bønner, overhældt med olivenolie og knust hvidløg og en salat. Og vi blev ved med at tømme glas og skåle for den lille pige, hendes Mamma, Toscana, vildsvinet, bønnerne, skålene. Vi spiste med calma og drak med velbehag, og imens havde den lille pige og hendes dukke for længst sagt godnat og 24

toscana_indopl1.indd 24

18/08/10 14.47


var blevet fulgt ovenpå af Nonna, bedstemoderen, der havde siddet bag ved baren. Så gik Mamma også op for at sige godnat, mens vi sank sammen af kaminens varme og vinen, men Nonna kom gudskelov tilbage og bragte os to espressoer, så vi kunne komme til os selv. Men så tænkte hun sig hurtigt om og serverede to glas grappa, der igen fik os til at falde sammen. Da vi gik, kom de begge og sagde farvel – med håndtryk og smil, som om vi havde kendt hinanden i årevis. Så trådte vi ud i en sølvblank flod af måneskin. Vi indåndede aftenluften i fulde drag og var yderst tilfredse. Og det gjaldt ikke bare maden og vinen, men også den lille familie. Der var noget opløftende ved at se tre generationer sammen på den måde – i hjemmet. Vi følte det, som om vi havde været til middag hjemme hos nogen. Og stedet var så oprindeligt, så beskedent, at man vidste, at det ikke var væggene eller gulvene, der betød noget, men de mennesker, der boede der. Det var også dejligt, at grønsagerne stammede fra deres egen have, vinen fra den lille vingård på den anden side af gaden, og at vildsvinet og fasanen var blevet nedlagt af bedstefar. Det snakkede vi om, mens vi langsomt trillede af sted i måneskinnet, indtil Candace spurgte: ”Sig mig, har vi drukket al den vin bare for at diskutere, hvordan et sådant samfund hænger sammen?” Vi skyndte os hjem. Sengetøjet var køligt og hvidt, og månen strålede ind ad vinduet og kastede svajende skygger på væggene af grene, der blafrede i vinden udenfor. 25

toscana_indopl1.indd 25

18/08/10 14.47


Himlen over Toscana