Issuu on Google+

Livet uden Lars Da Jyttes Bojesens storebror blev skudt på en rejse i Mexico, blev det samtidig starten på hendes egen rejse ud af sorgen med tabet som en del af hendes nye identitet

Af Jacob Grosen

Jyttes bror Lars ringede ikke hjem på sin fødselsdag sidst i august. Jytte og deres forældre hjemme i Danmark havde ikke hørt fra ham gennem længere tid, men at han ikke ringede hjem på denne dag, undrede familien. Da en betjent en uges tid senere bankede på døren med beskeden om, at man havde fundet to lig i Mexico, og at den ene person muligvis var Lars’ rejsekammerat, startede en periode fuld af frygt og håb for den lille familie.

Jytte tog tilbage på højskolen, som hun gik på, og her fandt hun forskellige metoder til at komme gennem uvisheden.

”Jeg besluttede mig for, at hvis jeg nu kunne svømme 1000 meter inden for et bestemt tidsrum i den nærliggende svømmehal, så var han ikke død,” fortæller hun.

Jytte havde ikke behov for at tale med de andre elever på skolen. Hun talte med sin værelseskammerat og en lærer, men Jytte kunne mærke, at samboen, som var enebarn, ikke kunne sætte sig ind i, hvordan det føles at have mistet en søskende.

”Hvis man ikke har søskende, så kan man ikke forholde sig til, hvordan det er at miste en bror.”


”To danskere likvideret i Mexico”

Den første spiseseddel om fundet af ligene i Mexico var i Ekstra Bladet en uge efter betjentens besøg hos familien. ”To danskere likvideret i Mexico”. Jyttes højskolelærer, som hun havde betroet sig til, kondolerede hende, før Jytte havde mistet håbet om, at hendes bror stadig var i live.

En uge efter at Ekstra Bladets spiseseddel udkom, samlede politiet de efterladte familier for at præsentere dem for de billeder, det mexicanske politi havde taget af ligene.

”Det var frygteligt. Jeg kan huske, at en fra den anden familie fortalte, at han kunne se, at de var blevet likvideret ved nakkeskud,” erindrer hun.

I september 1989 stod det klart, at den 25-årige Jytte Bojesen havde mistet sin bror. Den 3 år ældre bror var ved at afslutte et års jordomrejse i Mexico, da han og hans rejsekammerat mødte et tysk par, som de aftalte at rejse videre med op i bjergene. Her blev de danske rejsekammerater senere fundet. Frarøvet penge og deres liv.

Stiftelsen af egen familie

I dag har Jytte mand og fire børn. Selvom Lars’ død er længe siden, sidder oplevelsen af pludselig at blive enebarn stadig dybt i hende, og det har haft stor betydning for hendes voksne liv.

”Jeg tror, at det er derfor, at vi har fået en stor familie. Jeg er ikke sådan en, der har haft ambitioner om at skulle have fire børn, men det har været vigtigt for mig at lave en familie, som var noget mere end bare far, mor og ét barn. Og heller ikke kun to børn, fordi jeg lige pludselig havde en fornemmelse af, at det var rigtig sårbart,” forklarer hun.


Efterhånden som børnene er blevet ældre, har deres nysgerrighed omkring, hvad der skete med Lars, været svær at håndtere for Jytte. I starten fortalte hun dem, at han var blevet syg på en rejse, men de efterfølgende spørgsmål gjorde, at hun blev nødt til at fortælle dem sandheden.

”Jeg kunne næsen ikke få de ord over min mund. At han var blevet skudt. Det er så bestialsk. Men så bliver det også en del af deres historie. Det bliver jo vores fælles historie, og det, tror jeg, er vigtigt for mig.”

Ulykker kan altid ske

Tabet af Lars er blevet en del af Jyttes identitet og har spillet ind på mange af de valg, hun har truffet senere i sit liv. Hun talte engang med sin mand om at flytte til udlandet, da der viste sig en jobmulighed, men hun følte ikke, at hun kunne efterlade sine forældre i Danmark. Hun var jo deres eneste tilbageværende barn. Når Jyttes børn engang også får et ønske om at rejse ud i verden, ved hun, at hun får et stort behov for at vide, hvor de befinder sig, og om de har det godt. Men frygten for at miste sine børn på en rejse er større hos hende end hos andre forældre. Ulykker kan desværre altid ske, som hun siger.

I lang tid efter Lars’ død var der en ting, der fyldte særligt meget i Jytte.

”Jeg har haft en periode, hvor jeg syntes, at jeg var nødt til at sige det, hvis jeg skulle vise folk, hvem jeg var. Så var jeg nødt til at sige: ’Jeg har også haft en bror. Og han er død nu’,” siger hun.

Lars’ sidste rejse

Jytte husker Lars’ begravelse i oktober 1989 som en smuk dag. De sang salmen ”Dejlig er Jorden”, og der gik mange år, før hun kunne synge den igen uden at græde. Men da hun og


hendes mand skulle giftes nogle år senere, havde de fået præsten fra begravelsen til at stå for ceremonien. Han nævnte Lars i sin prædiken, og ”Dejlig er Jorden” blev igen sunget. På den måde følte Jytte, at Lars var med. Selvom hun ikke er aktivt troende, så betyder kirken meget for hende.

”Jeg tænker, at det er vigtigt, at man har et sted, hvor man kan finde ro. Det har vi opdraget vores børn til. Man kan bruge troen i den sammenhæng. At der er noget over os, der bestemmer, at sådan skal det være. Så må man prøve at finde vej ved hjælp af det,” forklarer Jytte.


Livet uden Lars