6 minute read

Iøjnefaldende trailere sætter fokus på trafiksikkerhed

Fokus på trafiksikkerhed er med til at redde liv. Derfor har ITD taget initiativ til en ny kampagne, der hedder ”Bliv væk fra lastbilens højre fordæk”. Den handler om højresvingsulykker og mere tryghed i trafikken. De næste måneder kører 20 biler fra ITD’s medlemmer med pink trailere med det vigtige budskab om, at man skal holde sig væk fra lastbilens højre fordæk.

Hvert år sætter ITD fokus på trafiksikkerhed, og 2021 er ingen undtagelse.

Der sker nemlig stadig alt for mange alvorlige ulykker på vejene. Det er ulykkeligt for alle involverede, og derfor vil ITD fortsætte med at sætte de livsvigtige budskaber på dagsordenen. Det kan være med til at redde liv i trafikken.

Årets første initiativ er en ny kampagne med ITD’s medlemsvirksomheder i hovedrollen. Det er nemlig dem, der holder Danmark kørende. De fylder varer på hylderne, men de fylder også på vejene.

Derfor har ITD spurgt dem, om de vil være med til endnu en gang at sætte fokus på trafiksikkerhed i forlængelse af den store landsdækkende trafiksikkerhedskampagne, "Lastbilkaravanen", hvor ITD i efteråret delte 55.000 refleksveste og undervisningsmateriale ud til alle elever i 2. klasse i de danske folkeskoler.

Det var der heldigvis mange, der sagde ja til.

Foto: Hyldager Fotografi

Medlemmerne er rullende talerør

Konkret bliver en række pink tæpper sat på trailerne. De bærer på det vigtige budskab om, at vi alle er på samme hold i trafikken – store som små – og at man skal blive væk fra lastbilens højre fordæk, hvor den kritiske zone er.

– ITD’s medlemmer og deres lastbiler er rullende talerør, og det udnytter vi med denne iøjnefaldende kampagne ”Bliv væk fra lastbilens højre fordæk”, siger Malene Vitus, der er projektleder på ITD’s sikkerhedskampagner.

De pink lastbiler kører i hele landet. I byerne kan man for eksempel møde renovationsbiler, tiptrailere og distributionslastbiler med det vigtige budskab, og på motorvejen kan trafikanterne for eksempel se køletrailere, der også er med i kampagnen.

– Vi håber på, at så mange som muligt ser lastbilerne og tænker over budskabet, så vi sammen kan skabe mere tryghed på vejene. Opmærksomhed og fokus er med til at redde liv, og kampagnen skulle gerne vække opmærksomhed, siger Malene Vitus.

De pink trailere vil være at finde på vejene fra nu og frem til og med april i år.

– Folk må helst ikke blive for vant til at møde dem. Så bliver de hverdagskost, og trailerne mister deres effekt. Derfor er det tænkt som en kampagne i en begrænset tidsperiode, så man for alvor lægger mærke til det, siger Malene Vitus.

Vi kan alle være stolte

”Bliv væk fra lastbilens højre fordæk” er langt fra ITD’s første kampagne med fokus på trafiksikkerhed. ”Lastbilkaravanen” koncentrerer sig om eleverne i 0. til 2. klasse, hvor de igennem sang, dans og leg får sikkerhed og lastbilernes arbejde fortalt på en sjov og spændende måde.

Privatfoto

”Hovedet med i trafikken” er en landsdækkende trafiksikkerhedskampagne, som har til formål at give eleverne i 8. klasse stof til eftertanke og ændre deres adfærd, så de færdes mere sikkert i trafikken.

Med andre ord er det et område, ITD bruger mange ressourcer på, og det glæder Christian Sørensen Madsen, bestyrelsesformand i ITD.

– Vi kan alle i ITD kun være stolte over, at vores store indsats for trafiksikkerheden gang på gang er en stor succes og bliver velmodtaget over hele Danmark. Vores team bag kampagnen har hvert år leveret en stor indsats og været kreativ og nytænkende for at fange så stor en opmærksomhed som muligt, og i år er ingen undtagelse. Trods corona har vi fundet vej ud til tusindvis af skolebørn ved at sende materiale ud til ikke færre end 55.000, og lige nu kører flere velvillige medlemmer med store lyserøde bannerreklamer, der skal minde os alle om, at det er vigtigt at tænke sig rigtig godt om i trafikken, siger Christian Sørensen Madsen.

Det er også en indsats, som gennem tiden har mødt stor opbakning fra rigtig mange medlemmer, der velvilligt stiller medarbejdere og lastbiler til rådighed.

– En opbakning som viser mig, at vi alle vil være med til at vise, at vi vognmænd tager ansvar og har et stort ønske om at gøre en forskel for sikkerheden på landevejen, siger Christian Sørensen Madsen.

Privatfoto

Han og resten af ITD’s bestyrelse er sikker på, at det er med til at gøre en stor forskel både internt i branchen og eksternt ude i befolkningen, og at de mange ressourcer, der år efter år bruges på området, er med til at øge fokus på trafiksikkerhed.

– Forståelsen og lærdom fra de helt små børn til større børn, deres forældre og andre trafikanter, til opmærksomhed fra alle medier og nu med store bannere, der kører rundt i Danmark, så er jeg ikke i tvivl om, at vi har forhindret ulykker og måske endda reddet liv, siger Christian Sørensen Madsen.

Bestyrelsesformand i ITD, Christian Sørensen Madsen
Foto: Hyldager Fotografi

Stor opbakning fra medlemmerne

Det var først til mølle-princippet, da ITD i vinteren sidste år inviterede sine medlemmer til at køre rundt med det vigtige budskab på traileren. Et af de medlemmer, som meldte sig først til at deltage, var Fogtmann Logistik A/S, som kører dagligvarer rundt i Danmark for store supermarkedskæder. Virksomheden bakker stærkt op om budskabet og lægger derfor trailer til at få sat trafiksikkerhed på dagsordenen.

– Fogtmann Logistik A/S stiller meget gerne en trailer til rådighed for et godt budskab, hvor trafiksikkerhed bliver sat på agendaen. Vi er utroligt glade for, at der endnu en gang bliver sat fokus på den fælles opgave, som specielt cyklister og lastbilchauffører har ude i trafikken, når en lastbil skal dreje til højre. Det handler om, at vi alle kommer sikkert og trygge frem uden skader, og derfor er vi med i lige netop denne kampagne, siger Bjarne Lauridsen, COO i Fogtmann Logistik A/S.

Også i DSV Road A/S stiller man hellere end gerne op.

– Vi har sagt ja til at være med i kampagnen, da det er en naturlig opfølgning på de tidligere år, hvor vi har deltaget i oplysningskampagner for skolebørn om sikker trafik. Det er en god kampagne, fordi vi alle har familie og børn på vejene, og vi ved, hvor svære trafikforholdene kan være for vores chauffører og de bløde trafikanter, når vi skal rundt med de nødvendige varer i dagligdagen. ITD har nu igennem mange år søgt at bygge bro mellem især børnene og chaufførerne og højne deres forståelse og respekt for de store køretøjer. Det værdsættes af vores chauffører i DSV, idet det er dem magtpåliggende, at alle kan færdes sikkert i trafikken, siger Brian Schmidt, General Manager, Domestic Trucking, DSV Road A/S.

I JH Transport og Logistics A/S mener driftsdirektør Ole Clausen, at der ikke kan sættes nok fokus på trafiksikkerhed.

– Vi skal som branche gøre alt, hvad vi kan for at passe på de bløde trafikanter. Højresvingsulykker har som oftest uoverskuelige konsekvenser for alle parter, og med en iøjnefaldende kampagne som denne kan vi forhåbentlig bidrage til, at både cyklister og chauffører er ekstra opmærksomme derude, siger Ole Clausen.

TAK FOR HJÆLPEN TIL MEDLEMMERNE

ITD’s trafiksikkerhedskampagner kan ikke lade sig gøre uden medlemmernes stærke opbakning. En lang række medlemmer med landsdækkende transport viste interesse for at bakke op om kampagnen og stille trailere til rådighed for det vigtige budskab:

– Fogtmann Logistik A/S

– Tor Udlejning ApS

– DSV Road A/S

– Alex Andersen Ølund A/S

– FREJA Transport & Logistics A/S

– P. Fournaise A/S

– Frode Laursen A/S

– H. Daugaard A/S

– Skive Køletransport A/S

– Hans Juel Jensen ApS, Vognmand og Entreprenør

– H.T. Transport & Spedition A/S

– Stokholm Transport A/S

– JH Transport & Logistics A/S

– Jørgen Jensen Distribution A/S

– L.M. Transport, Ans A/S

– Ole Larsen Transport A/S

– Poul Schou A/S

– Snave Vognmandsforretning ApS

– Henrik Skov Christensen ApS