og måske ligefrem et budskab, som hun skal tage til sig. Jeg møder ofte kvinder, der tolker deres kræftsygdom som et udslag af det, de opfatter som deres utilstrækkelige evne til at sætte grænser i forhold til andre mennesker, og at det dermed ligger indbygget i sygdommen. Mændene derimod, som – når vi taler om brystkræft – jo næsten per definiton altid er de raske (brystkræft forekommer meget sjældent hos mænd), håndterer det ofte anderledes og betragter sygdommen ud fra en ’shit happens’-tænkning. Det er bare noget, der sker, og selvfølgelig er det ikke din egen skyld skat. Nogle pårørende kan i efterforløbet føle sig plaget af spekulationer: Var jeg nu en god nok støtte, følte hun sig mon svigtet i nogle situationer, var jeg rimelig i mine krav og opfordringer til hende, pressede jeg for meget eller for lidt, kunne jeg have gjort tingene bedre og på en anden måde? Hvis sådanne tanker fylder på en måde, der belaster, er det vigtigt at få det drøftet igennem, så de ikke bliver en del af ens bagage på den videre vej gennem livet. De fleste oplever, at relationerne mellem dem er blevet forandret for bestandigt på en eller anden måde. Ofte for det positive, men også for det negative. En typisk oplevelse er, at vi er
kommet tættere på hinanden, har fået en større fortrolighed, har fået en ny retning på livet sammen, men det kan også være mere problematisk, fordi der er en masse konflikter, som har fået lov til at ligge og vente på bedre tider – og som derefter forbliver hengemte. I parforhold forstår manden ikke nødvendigvis den forandring, der er sket med hans kone eller kæreste, og oplever en frustration over, at hun ikke bare kan være den samme glade og ubekymrede person, som hun var før. Her kan det være godt, hvis der mellem parret kan fremvokse en nysgerrighed på den anden, en lyst til at spørge ind til de forandringer, den anden oplever, at der er sket indeni sig selv og i relationen mellem dem. Andre kvinder, jeg har talt med, har fortalt, hvordan der efter kræftsygdommen var opstået en form for forventning fra omgivelsernes side, om at hun havde fået et meget forandret liv og indstilling til livet. En forventning om taknemmelighed for det liv, man havde fået igen, mere glæde over små ting, mindre trang til at brokke sig over uvæsentlige ting etc. Er det ikke sådan, kvinden har det, kan det føles som et pres – som at man er forkert og ikke reagerer, som man burde, efter at have overlevet sygdommen.
119