Page 117

Sæt ord på, hvad du tænker En af de store overskrifter i det at være pårørende til en kræftramt er at få afstemt de forventninger, man har til hinanden, og de forestillinger, man har om, hvad den anden tænker og føler. Ann Christinas og Michaels historier på side 39 og 69 i denne bog er på hver deres måde gode eksempler på det. Michael vælger at være den, der bevarer troen på fremtiden, den der viser, at det nok skal gå alt sammen. Men hans mor læser hans attitude som mangel på forståelse for sygdommens alvor, og for hvor bange og bekymret hun er. Han tror, han er støttende og opbakkende, men hans mor oplever noget helt andet. Ann Christina ser til sin store frustration, at hendes mor er ynkelig og opgivende, og selvom hun egentlig bare ønsker at være en god datter for sin syge mor, magter hun ikke hendes selvmedlidenhed. Dette bliver til et alvorligt problem – for dem begge to. Pointen er, at det er vigtigt, at man taler meget grundigt igennem, hvad man hver især tænker og føler, og hvad man forestiller sig, der skal ske. Nogle kræftramte vil gerne have, at deres ægtefælle presser dem lidt i perioder, stiller krav til dem og udfordrer dem lidt, mens andre går i baglås over det. Man kan kun vide, hvad

der er rigtigt og forkert, hvis man får talt om det. Og det går begge veje. Det er vigtigt, at den syge forstår, hvorfor hendes mand eller søster gør og siger, som de gør. Derfor er det bedste, man kan gøre, hele tiden at stille spørgsmål. ”Hvordan vil du helst have det? Er det ok, at jeg presser dig lidt af og til, når jeg synes, du falder for meget ind i selvmedlidenheden? Skal jeg blot stryge dig med hårene? Gætter man, vil man ofte komme til at forveksle sine egne behov med dens syges. Så lav nogle spilleregler, spørg, hvis du er i tvivl, og sæt ord på, hvad du selv tænker. Jeg talte for nylig med en kræftpatient, der ville have hjælp til idéer til en bedre kost og mere motion. Det var en måned siden, hun var blevet opereret, og hun følte sig træt og uoplagt. Da jeg spurgte, hvad hun faktisk gjorde, viste det sig, at hun gjorde en masse fornuftige ting, gik lange ture hver dag og spiste fornuftigt, og lidt længere inde i samtalen blev det klart, at det var hendes mand, der pressede hende, fordi han var bange for, at hun ikke anstrengte sig nok for hurtigt at komme sig. Det blev til en snak om, at hun skulle tale med ham om, hvad hun kunne ønske sig, at hun var træt og faktisk havde brug for mere ro. Det er et eksempel på, hvor vigtigt det er, at begge parter giver udtryk for, hvad

115

Profile for Mannov A/S

I starten græd vi bare  

12 personlige fortællinger om at være tæt på en kvinde med brystkræft

I starten græd vi bare  

12 personlige fortællinger om at være tæt på en kvinde med brystkræft

Advertisement