Page 115

Når en mor, en hustru, en søster eller en datter får brystkræft, sender det chokbølger igennem familien. Fra det ene øjeblik til det andet ændres det normale daglige liv, hvor udfordringerne består i at passe arbejde og skole og få tid til alt det, man gerne vil i sit liv. Pludselig handler alt om noget helt andet, og døden bliver næsten altid et centralt tema. ”Skal hun dø af denne sygdom?”, tænker de pårørende uundgåeligt. Angsten og frygten rammer både den syge og de pårørende med stor kraft i den første, ofte meget forvirrende og usikre tid. Når de første sjælsrystelser har lagt sig, er der mange, som bevidst eller ubevidst beslutter at lægge en strategi for, hvordan de skal klare sig gennem den kommende vanskelige tid. I historierne i denne bog er der mange eksempler på det, og det er slående, hvor forskellige de er. Nogle beslutter, at de må være den, der gør alt det, som den syge ikke længere kan klare selv: Jeg må søge information på nettet, jeg må ringe, jeg må undersøge, jeg må stille krav, jeg må kæmpe for min mor, min kone eller min søster. Jeg må være den, der handler og gør det nødvendige. Andre vælger en strategi, der går ud på at være den, som bevarer modet og optimismen, den der sørger for, at det hele

ikke bare bliver sort og surt, at vi kan hygge os trods alt, og at vi kan holde fast på en eller anden grad af normalitet i dagligdagen. Hellere holde humøret oppe og tage pusten ud af bekymringerne end at lade katastrofetankerne få overtaget. Det vil bare gøre det hele meget værre. Andre reagerer bare ud fra deres egen krise og oplever sig pressede, kede af det og fortvivlede. Et fælles træk ved mange af historierne i denne bog er, at man rykker tættere sammen som mennesker, som søskende og som familie. Nogen beskriver også, hvordan de tilsidesætter sig selv for at være der 100 procent for den syge. ”Det er lige så meget min sygdom, som det er hendes”. Denne reaktion er i sig selv meget ofte et tegn på den krise, man som pårørende selv befinder sig i, og der kan opstå en form for grænseløshed i den opgave, man stiller sig selv. Om det er en god måde at reagere på, kommer meget an på de ressourcer, man har, hvem den syge er, og hvad hun oplever som sine behov osv. I de familier, hvor kvinden er familiens egentlige omdrejningspunkt, er det ikke sikkert, at den brystkræftramte nødvendigvis har lyst til at give slip på denne velkendte position, fordi hun ikke ved, hvad der så vil ske. I den situation står den pårørende med al sin gode vilje og stiller sig selv fuldstændig

113

Profile for Mannov A/S

I starten græd vi bare  

12 personlige fortællinger om at være tæt på en kvinde med brystkræft

I starten græd vi bare  

12 personlige fortællinger om at være tæt på en kvinde med brystkræft

Advertisement