genforeningen, og han kan hjælpe med at kaste lys over emnet i en historisk kontekst. Axel Johnsen påpeger, at når vi i Danmark taler om grænselandet, så har vi bevæget os fra en diskussion om, hvor grænsen skal gå, til en diskussion, som i dag handler om to forskellige ting: Hvor meget grænsen skal fylde fysisk, og hvordan grænserne er inde i os selv. I dag er grænsen derfor også blevet symbol på en politisk diskurs, der handler om åbenhed og lukkethed og i nogen grad også om nationalisme og internationalisme. Til spørgsmålet om, hvad vi skal bruge genforeningen til som markering i dag, påpeger han: ”Jeg håber, at den generelle danske fortælling om genforeningen ikke bare bliver en fortælling om krigen i 1864 og dansk retfærdighed i 1920 med den nye grænsedragning.
ROMEO OG JULIE PÅ TEATRET MØLLEN ~ Forestillingens instruktør er Rasmus Ask, der i 2014 vandt Reumert-prisen som Årets Talent. Han skal samarbejde med oversætter Niels Brunse, der har oversat alle Shakespeares 37 skuespil til dansk, om at udarbejde det dansk-tyske manuskript. ~ Forestillingen bliver til i et samarbejde mellem Sydslesvigsk Forening, Bund Deutscher Nordschleswiger, Mungo Park Kolding og Teatret Møllen. ~ Romeo og Julie har premiere i 2020.
GENFORENINGEN I 1920 blev der trukket en ny grænse mellem Danmark og Tyskland ved en folkeafstemning. Som en del af Versaillestraktaten efter 1. Verdenskrig blev aftalen om en overdragelse af landsdelene til Danmark underskrevet i Paris 5. juli 1920. Efter folkeafstemningen kom det nordlige Slesvig – det vi i dag kalder Sønderjylland – til Danmark. Det kaldte man ”Genforeningen”.
Så bliver det for fladt. Vi skal huske, at grænsen i 1920 er en demokratisk grænse, og vi skal huske, hvad det kræver. Man skal mobilisere en aktiv indsats, når demokratiet skal plejes, og det skal foldes ud i alle samfundsforhold. Det er en forudsætning, at vi på begge sider anerkender de spilleregler. I samme øjeblik vi lader os lokke af despoter og tyraner, så underminerer vi også grænsen. Derfor skal vi fejre 1920 som en demokratisk sejr og ikke som en historisk uret, der blev rullet tilbage,” påpeger han. SPROGET SOM FORESTILLINGENS MOTOR Romeo spilles af danske Jens Kepny Kristensen, mens rollen som Julie varetages af tyske Andrea Spicher. Forestillingen skal spille i et stort telt, så der er mulighed for at rejse med projektet i både Danmark og Tyskland. Først opstilles teltet i Haderslev, og herefter tager det kunstneriske hold på turné til forhåbentlig både Sønderborg Slot samt tyske Schloss Glücksburg og Schloss vor Husum. Derfor bliver forestillingen både set af danske og tyske øjne, men man behøver ikke kunne begge sprog, for at få noget ud af opsætningen. ”Det er selvfølgelig rigtigt, at mange mennesker i vores region kan tale og forstå både tysk og dansk. Men jeg vil samtidig påstå, at forestillingens pointer om, hvor galt det kan gå, når man ikke forsøger at forstå hinanden, næsten bliver mere markante, hvis du kun kan forstå det ene sprog. På den måde arbejder vi jo med, at man kan være blind for den anden sides argumenter, tanker og udsagn,” understreger Nikolaj Mineka. KAN KUNSTEN FLYTTE GRÆNSER? Kunst og kultur spiller en væsentlig rolle, når det handler om fredelig sameksistens på tværs af grænser, mener Nikolaj Mineka. ”Hvis man ser på fx fodbold, så bringer det jo folk sammen. Det kan kunst – som ISCENE - bringer dig tættere på scenekunsten
teater og koncerter – også gøre, for det er oplevelser, som bringer os fysisk sammen. På et menneskeligt plan, tror jeg, at de fælles oplevelser er væsentlige for en accept af hinanden. Men vi skal ikke prøve på at ligne hinanden fuldstændig, for så misforstår man pointen,” forklarer han og uddyber: ”Vi skaber teater gennem et samarbejde om genforeningen, som egentlig også er et forbillede på, hvordan mindretal kan leve fredeligt sammen. På den måde bindes forestillingens tilblivelse og udsagn sammen. Mine forældre sagde altid, ’der bliver aldrig krig igen’. Men kan vi sige det samme til vores børn, når vi kigger på verden helt generelt? Hvis vi ikke lytter og lærer af historien, så kan tingene ske igen på nye måder. Derfor skal vi som egnsteater også nedbryde grænser, og vi skal skabe fælles historier og lave fælles historiefortælling.” For Nikolaj Mineka er det desuden vigtigt, at også kunsten er med til at fortolke og debattere de historiske og samfundsaktuelle begivenheder, som er vigtige i Danmark. For her har kunsten, og teatret, en helt særlig rolle: ”Kunsten kan kommunikere meget subtilt. For eksempel kan en udødelig klassiker vise pointerne, så de går i hjertet. Når du kan mærke det fysisk, så lagrer det sig i hukommelsen på en anden måde. Hvis vi taler om kunstens nytteværdi, eller om teater kan betale sig, når det bare er væk i morgen, så er det mit postulat, at kunsten er helt central. Når der kun er en lille del af verden tilbage på grund af klimaforandringer, eller når politikerne har bombet hinanden sønder og sammen, så spiller skuespillere stadig Romeo og Julie, og vi fortæller stadig hinanden historier om livet. På den måde er kunsten det blivende, og det er også derfor, at Romeo og Julie står lige så lysende klar i dag, som den gjorde, da den blev spillet første gang,” afslutter han. 31