Issuu on Google+

IPMONOPOLET.DK

ÅRGANG 2

NR 7

PRIS 50,-

ÅR 2009

I P M O N O P O L E T tidsskrift for international politik TEMA: RELIGION I INTERNATIONAL POLITIK

IPMONOPOLET SÆTTER I DENNE UDGAVE

FOKUS PÅ RELIGION

TEMA RELIGION OG DIPLOMATI

AF THOMAS EMIL JENSEN

DER HÆNGER ET BILLEDE AF OBAMA OVER KLAVERET CARSTEN BAGGE LAUSTSEN

SYNSPUNKT INTERVIEW MED G. JOHN IKENBERRY

AF ANNE-KATHRINE NIELSEN

MONOPOLET

INTERVIEW MED JENS LADEFOGED OG CONNIE HEDEGAARD 1


REDAKTIONEN Chefredaktionen Liv Belling Emma Knudsen

Boganmeldelse Line Skytte Fundraising og reklame Mikael Valsted Sørensen

Tema Mette Lundsfryd Heide-Jørgensen Anne-Kathrine Nielsen Jakob Schmidt Rikke Nørgaard Emil Nørgaard

Layout Mia Stigsnæs Webdesign Martin Ehrensvärd

Udblik Anne Kring Gustav Brade Signe Kring Hjalte Meilvang Monopolet Mikala Rasmussen Synspunkt Anne-Katrhine Nielsen

IPmonopolet c/o Institut for Statskundskab (IfS) Øster Farimagsgade 5, 2 1353 København K www.ipmonopolet.dk Email: ipmonopolet@gmail.com ISSN: 1903-5713 ISSN: 1903-5721 (online udgave) IPmonopolet trykkes hos Det samfundsvidenskabelige fakultets trykkeri, ReproCenter IPmonopolet udgives med støtte fra: Institut for statskundskab, Københavns Universitet

IPMONOPPOLET

NR 7

REDAKTIONEN

2


INTRODUKTION Kære læser af IPmonopolet.

Dette tema omhandler spændingsfeltet mellem religion og international politik. Overalt i verden har religion været benyttet som påskud for konflikter, i artiklen ”Religion og diplomati – fem praktiske råd med Hamas og USA som eksempel”, argumenteres der for, at religion bør betragtes som ’den nye ideologi’ i international politik, og at man i diplomatiske forbindelser bør tage højde for religionens betydning. Tema dækker derudover hvordan man nogle steder lærer at leve med religiøse konflikter, som det beskrives i ”Når konflikt bliver hverdag”. I Udblik kan man i denne udgave blandt andet læse en artikel om ”krigstræthed, militære tabstal og den offentlige opinion”, en aktuel problemstilling med Obama-administrationens kommende Afghanistan-strategi. Artiklen ”Hænger demokrati og international politik sammen” giver stof til eftertanke omkring vores demokratiopfattelser, og derudover lægges der op til COP15-topmødet med artiklerne ”De fem bud” og ”Flop in Copenhagen”. Også Monopolet lægger op til debat i forbindelse med Klimatopmødet i København, da Connie Hedegaard og Jens Ladefoged bliver sat i stævne.

Emma Knudsen

Ba.scient.pol. Københavns Universitet Funktion: Ansvarshavende redaktør

I IPanmeldelsen præsenteres Bertel Heurlins analyse af ”Krig og fred i det 21.århundrede”, mens Trine Flockhart i IPhorisont diskuterer NATOs relevans i dag og udformningen af det nye strategiske koncept. Læs desuden Synspunkt, hvor professor John Ikenberry fra Princeton University forholder sig til den liberale verdensorden. Vi håber I vil nyde godt af bladet. Rigtig glædelig jul og godt nytår! Liv Belling og Emma Knudsen

Liv

Belling Stud. scient. pol. Københavns Universitet Funktion: Ansvarshavende redaktør

IPMONOPPOLET

NR 7

LEDER

3


LEDER 7.udgave af IPmonopolet ”Kuplen, Graven og Muren” er hellige steder i Jerusalem for tre af verdens største religioner. Den gyldne Kuppel over Klippemoskeen på Haram al-Sharifplateauet, muren i kong Herodes’ jødiske tempel, og Jesu grav i Den Hellige Gravs Kirke. Disse tre symboler har i århundrede gjort Jerusalem til knudepunkt for intense konflikter. Det kan for indbyggere i Danmark, et af verdens mest sekulariserede lande, være svært at forstå, hvorfor en helligdom kan være årsag til at mennesker vil gå i krig. Det er selvfølgelig ikke så meget selve helligdommene som det de symboliserer, der giver kampen næring. Når det er sagt, så står vi stadig over for en virkelighed hvor religioner udgyder blod efter en logik, der bogstavelig talt synes at være, at ”målet helliger midlerne”. Dette er en uretfærdig generalisering af de millioner af troende mennesker der praktiserer deres egen tro og anerkender andre religioner. Men det er en generalisering der på et politisk plan desværre delvis synes at afspejle virkeligheden. Begrebet ”religionskonflikt” er dog i sig selv et paradoks. En af grundideerne i alle religioner, i forsimplet form, kan karakteriseres som en ”indre fred” der følgende afspejler sig i relationen til andre mennesker, fx kristendommens næstekærlighedsbudskab og Koranens 3. søjle om at hjælpe fattige. Men religionerne manøvrerer bag mangfoldige politiske forklædninger. Målet med temaet er derfor en afklædning af fænomenet religion, og de roller religionerne indtager på den internationale scene. Hovedrollen tildeles, såvel i international som national debat, oftest fundamentalistisk islamisme. Men man glemmer tit at biroller – og folkene bag kulisserne - også har afgørende betydning for plottet. Her tænkes fx på indflydelsen fra katolske lobbyister i EU, fundamentalistiske hinduister der virker under den indflydelsesrige organisation Rashtriya Awayamsewak Sangh og partiet BJP, der ønsker en ren hindu-nation, kristne neokonservative amerikanere der slår abortlæger ihjel eller ortodokse jøders enorme politiske indflydelse, hvilket kom frem i dagens lys med John J. Mearsheimer og Stephen M. Walts kulegravning af ”Den Israelske Lobby”. På scenen finder vi også sekulariseringens dogmatiske forkæmpere som ønsker al religion bortvist fra det offentlige rum. I Frankrig har det manifesteret sig i begrebet ”republikansk sekularisme”, der mener at den sekulære stat står over individets rettigheder, og som har fået politiske implementeringer. Det farlige er derfor ikke religionen, men det der sker når religionen – eller for den sags skyld andre politiske eller videnskabelige verdensforståelser – forsøger at tage patent på sandheden og derved indskriver sig selv i en fundamentalistisk og absolut optik. De religiøse artefakter i Jerusalem symboliserer således forskellige værdiladede idealforestillinger om tilværelsen og er derfor genstandsfelt for konflikter. Marx sagde, at ”religion er opium for folket”. Hvis man nu forstår Marx’s brug af ordet opium rent metaforisk, er religionernes verdensbillede udtryk for en idealiseret livsforståelse i en rå virkelighed, og derved måske et nødvendigt fænomen. Religionens forkæmpere og modstandere findes således i mange forklædninger og de synes alle at kæmpe for det samme, nemlig ”det sande”. I en post-moderne tidsalder udfordres ideen om én sandhed dog, og accepten af mangfoldige sandhedsforståelser der i dialog holder det flertydige åbent og nedbryder forstenede/bogstavelige verdenstolkninger virker, om end idealistisk, som den eneste realistiske løsning på årtusindes religionskonflikter, så vi ikke ender i et ”Clash of Civilizations”. Rigtig god læselyst og – ”God bless the world” Liv Belling

IPMONOPOLET

NR 7

LEDER

4


INDHOLD LEDER TEMA: RELIGION I INTERNATIONAL POLITIK Religion og og diplomati – fem praktiske råd med Hamas og USA som eksempel Der hænger et billede af Obama over klaveret Når konflikt bliver hverdag The most modern of them all: Religion and Politics in Turkey’s Relations with Europe The role of religious-secular value struggles for the legitimacy of the EU: A democratic aspect of the Treaty of Lisbon UDBLIK Udvikling i den tredje verden - økonomi, demokrati og god bistand Hænger demokrati og international politik sammen? De fem bud: Klimaideer, som du skal redde din pengepung (og verden) med Krigstræthed, militære tabstal og den offentlige opinion The Road to Flopenhagen - How a lack of leadership and commitment results in a half-hearted Climate Summit in Copenhagen Efter Durban II: Racismekonference eller international politik? Import af olie skal sikre Kinas ressourcesikkerhed Han kommer med fred - Obamas fredspris som forhandlingsredskab

IPHORISONT MONOPOLET Jens Ladefoged vs. Connie Hedegaard IPANMELDELSE Fred - krigens projekt? SYNSPUNKT Interview with G. John Ikenberry

IPMONOPOLET

NR 7

INDHOLD

5


Religion og diplomati – fem praktiske råd med Hamas og USA som eksempel Af Thomas Emil Jensen

Ligger religion uden for diplomatiets felt? Nej! En pragmatisk tilgang til religiøse aktører er netop hvad vi behøver. Denne artikel giver fem bud på håndtering af religion gennem diplomati. Det er ingen garanti for succes, men diplomati giver bedre odds end politisk udelukkelse. Hvorfor er vi særligt bange for internationale konflikter, som ej kan diskuteres, ingen koalition er på forhånd hvor religion er involveret? Måske fordi hele disciplinen udelukket, og muligheden for krig er et evigt vilkår. ’International Politik’ bygger på ideen om: ’Den som Kort sagt praktiserer realisten det muliges kunst, og regerer, hans religion’ fra den Westfalske fred i 1648. i denne kontekst er religion blot endnu et vilkår, som Cujus regio, ejus religio. Efter dette princip er religion den dygtige statsmand skal have på sin radar i de evige alene et spørgsmål om indenrigspolitik og dermed et forhandlinger, som kendetegner det politiske liv. fremmedelement i IPdisciplinen. En anden Der kan være en tendens til at anse religiøse forklaring kan være aktører for evnesvage, når det gælder politisk kunst en generel angst for irrationelle og dermed uforudsigelige, aktører i politik. Tvinger de os til at Post-strukturalister tror heller ikke, vi nogensinde når ophæve klassiske diplomatiske logikker, vi hidtil har frem til et evigt og stabilt helle. Modsat realisters fokus fulgt? Denne artikel søger ikke at afgøre, hvorfor vi på staters magtforhold ser post-strukturalisterne på frygter religion i international politik. I stedet bidrager ideerne og identiteterne bag aktørernes selvforståelse. den med fem praktiske råd til, hvordan vi kan håndtere Her angriber de enhver påstået sandhed om socialt religion gennem diplomati. For at nå dertil inddrager jeg liv - deres metode lader dem nemlig vide, at den slags først en teoretisk betragtning om teorier, som anbefaler ikke findes. Det betyder, at de ser religion som noget en pragmatisk tilgang til religion og diplomati. konstrueret, dynamisk og foranderligt. For mange er dette måske ikke en stor nyhed. Dog er det for mange nok en stor nyhed, at idealer om sekularisme og adskillelse Teoretisk betragtning om et spøjst slægtskab i af religion og politik også er noget konstrueret, IP-disciplinen dynamisk og foranderligt. Kort sagt understreger postMan kan, i teorier om internationalt politik, iagttage strukturalisten, at der ikke findes objektive ideologiske et spøjst slægtskab mellem klassiske realister og postsandheder som strukturelle dekonstruktivister. De to lejre fokuserer udenrigspolitik. ellers helt forskelligt på verden og placerer sig meget Der findes ikke langt fra hinanden i teorihistorien. Realismen går tilbage universelt ’sande til Thukydid (~400 f.kr.), mens post-strukturalismen løsninger’, man sneg sig ind i disciplinen midt i firserne. Alligevel når kan indføre for de frem til beslægtede konklusioner om praktisk at nå frem til politik; konklusioner som er særligt relevante, når vi et helle, hvor ser på religion. Klassiske realister er pragmatikere. De historien afsluttes anerkender, at stater kun skal gøre sig forhåbninger med evig enighed Billede af Hamas’ Charter om stabilitet og fred gennem solidt diplomati, www.life.com om en række balancering og regulerende småkrige. Der er intet IPMONOPOLET

NR 7

TEMA

6


fælles principper. Der findes kun evig, pragmatisk kamp og forhandling mellem ideer og identiteter, hvad enten de så er sekulære, religiøse eller noget helt tredje. Selvom både verdenssynet (ontologien) og erkendelsen (epistemologien) er vidt forskellige, er både realister og post-strukturalister kort sagt enige i behovet for pragmatisk forhandlet politik. Dette står i modsætning til andre teoriers ideale stræben. Idealistiske teorier har ofte sværere ved pragmatisk politik, da en skrivebordsmodel fortæller dem, hvordan verden bør være indrettet.

2. Gør det til en rutine at differentiere præcist mellem forskellige aktører og ambitioner Selvom det kan være fristende at gruppere religiøse aktører er det meget vigtigt, at du kender og anerkender forskelle mellem religiøse grupper. I de seneste år har Hamas kraftigt kritiseret Europa og USA for ikke at differentiere mellem forskellige grupper og ambitioner. En typisk irritation opstår, når Hamas ser dokumenter

Fem råd om håndtering af religion og diplomati I en prisopgave fra i år, bruger jeg post-strukturalistiske teorier til at studere Hamas. I opgaven står det dog hurtigt klart, at mine praktiske politiske anbefalinger netop understreger slægtskabet med traditionen for klassisk realisme. Nedenfor præsenterer jeg en række praktiske anbefalinger til, hvordan stater og organisationer kan håndtere religion og diplomati. Anbefalingerne er hentet fra prisopgaven, men introduceres her til den diplomat, som ønsker at skabe stabil sameksistens. Såfremt man ønsker krig på kniven, kan de naturligvis også bruges med modsat fortegn.

http://blogs.chron.com/nickanderson/

fra U.S. State Department, hvori organisationen beskrives under ”Al-Qaeda and related groups”. Hamas (som kæmper for et specifikt landområde) Den første pointe er banal men skal nævnes. Du har meget lidt til fælles med Al-Qaeda (som kæmper må først anerkende, at identiteter ikke er præfor global udbredelse af Islam). Mangel på præcision sociale færdigprodukter men løbende formes i kategorisering tvinger modparten til at bruge meget gennem kommunikation. Dette var ikke banalt for krudt og irritation på at skulle fortælle verden om, en amerikansk delegeret, som mødte Hamas for hvad de i virkeligheden kæmper for. Hamas kender selv til denne Religion er ‘den nye ideologi’ inden for problematik. De er, over tid, blevet nødt til at differentiere meget præcist international politik mellem ’jøder’ (en etnisk betegnelse) og ’zionister’ (en ideologisk betegnelse). Faktisk skrev første gang i 2006: ”Deres beskrivelse af terrorisme,” Hamas denne distinktion ind i sit charter i år 2000, pointerede han, ”overbeviste mig om, at vi ikke har hvilket har fjernet én enkelt barriere for at forhandle med genetisk programmerede monstre at gøre, men med den israelske stat. Ved blot at differentiere præcist hårdhudede – omend brutale – politiske aktører, opnås, kort sagt, en forbedret basis for at starte som grundigt vælger deres taktikker og forsøger at diplomati. håndtere effekterne af deres handlinger”. På Hamas’ side har i hvert fald en række af lederne anerkendt kontingensen af identiteterne. Som lederen Khaled 3. Lad målet være ’gensidig lytning’ snarere end Mashaal udtrykker det: ”Det var Hamas, som bragte dialog den religiøse dimension ind på den palestinænsiske Det har de sidste 15 år været på mode at arrangere arena”. At indse at en religiøs-politisk konflikt er en ’dialog-møder’ og ’dialog-initiativer’ for at opnå konstrueret affære, som har en historie, er et godt gensidig forståelse og måske endda konsensus mellem første skridt. Konflikter mellem religion og politik er religiøse og mere sekulære aktører. Idealet om dialog aldrig bare politiske og religiøse af sig selv. De er blevet hviler på en rationalistisk ide om ’det bedre arguments gjort politiske og religiøse på et tidspunkt. tvangfrie tvang’. Både realister og post-strukturalister vil påpege, at sådan en tænkning klinger hult, når

1. Anerkend konstruktion og historie

IPMONOPOLET

NR 7

TEMA

7


vi ser på det levede liv. Fordi hverken realister eller exception of Ambassador Seiple [USAs ambassadør post-strukturalister tror på, at der findes en ’neutral for international religiøs frihed fra 1998-2000], I did position’, hvor fornuften eller andre mekanismer kan not have similar expertise available for integrating afgøre en sag, er det en bedre ide, at du lader målet religious principles into our efforts of diplomacy. Given være gensidig lytning. Dette gælder i særlig grad, når du the nature of today’s world, knowledge of this type is har med religion at gøre, for mange religioner definerer essential.” deres identitet netop i en modsætning til rationalitet. Hvis forventninger til et møde Deres (Hamas’ red.) beskrivelse af terrorisme,” ikke er dialog og konsensus, men gensidig observation af pointerede han, ”overbeviste mig om, at vi ikke interesser og bekymringer, er du kort sagt tættere på, har med genetisk programmerede monstre at gøre, hvordan pragmatisk politik men hårdhudede – omend brutale – politiske aktører udspiller sig, når religion er involveret. Det er en klassisk post-strukturalistisk pointe, at sproget er din eneste adgang til at forstå verden. Hvis du ikke 4. Etabler et kontor for religiøse anliggender som har et sofistikeret sprog til rådighed, bliver verden del af det diplomatiske apparat usofistikeret. Det vil derfor være en god ide at etablere I sin bog om religion i international politik skriver et kontor for religiøse anliggender, som kan registrere USAs tidligere udenrigsminister: ”If I were secretary of hændelser fra religiøse aktører på en mere finkornet state today, I would not seek to mediate disputes on måde end nu. I bedste fald kan det hjælpe med at the basis of religious principle any more than I would få en grundig forståelse af historie og konstruktion try to negotiate alone the more intricate details of a (punkt 1) samt hjælpe dig med at differentiere mere trade agreement or a pact on arms control. In each præcist mellem aktører og ambitioner på deres egne case, I would ask people more expert than I to begin betingelser (punkt 2). I de protestantiske dele af Vesten the process of identifying key issues, exploring the har vi en tendens til at skelne hårdt mellem religion og possibilities, and suggesting a course of action” Hun politik ud fra Martin Luthers’ ideer om det verdslige fortsætter: “When I was secretary of state, I had an og det åndelige regimente. Men mange stater og entire bureau of economic experts I could turn to, organisationer tænker ikke i dette skel eller tænker and a cadre of experts on nonproliferation and arms skellet anderledes. Hvis vi derfor sorterer al information control whose mastery of technical jargon earned gennem Luthers filter, får vi et unødigt skævt billede them a nickname, “the priesthood”. With the notable af, hvad for eksempel Hamas kommunikerer til Europa og Vesten. Det samme gælder Hamas’ forståelse af, hvad mange i Vesten mener, man kan tillade sig at gøre (og tegne!) inden for de forskellige former for sekulært/ religiøse opdelinger. Hamas kunne altså også have gavn af et sådant kontor.

5. Sørg for at opdatere dine offentlige dokumenter om centrale holdninger I stort set samtlige Hamas-kritiske artikler nævnes formuleringer fra organisationens oprindelige charter fra 1988, hvor der ikke levnes plads til en Israelsk stat. Så længe dette charter ikke officielt er ændret, overser www.britannica.com

IPMONOPOLET

NR 7

TEMA

8


omverdenen nemt diplomatiske følere omkring en tostats-løsning baseret på grænserne fra 1967. Der kan være gode interne strategiske grunde til, at du ikke ønsker at ændre dine offentlige dokumenter, så de svarer til den aktuelt førte politik. Måske ønsker du at holde på sine tidligere støtter. Det er dog en dårlig strategi at vælge, hvis du ønsker diplomatisk tilnærmelse. Vi kan nemlig ikke forvente, at modparten forstår tilnærmelser og hints i diplomatiske vendinger, når de samtidig kan se at et 20 år gammelt dokument siger noget fuldstændig utvetydigt i den modsatte retning. Diplomati gør i høj grad brug af følere, hints og tilnærmelser, som let kan afspores af en rigid uopdateret historisk bagage. På samme måde kunne USA med stor fordel opdatere sin ’terror-liste’ med mere hyppige mellemrum. Hvis

vurderinger af fjendens evner under den kolde krig, påstår jeg, at religion er ‘den nye ideologi’ inden for international politik. Vi skal ikke tro, at religiøse aktører har ringere evner udi gensidig lytning og forhandling bare fordi de kommunikerer via begreber, som vi anser for at være hinsides politikkens felt. Vi skal snarere udvikle vore diplomatiske antenneapparater til at modtage på nye frekvenser. Alt dette er langt fra nyt. Det hele kan reduceres til Sun Tzu’s ordsprog: Kend din fjende!

Lad målet være ’gensidig lytning’ snarere end dialog organisationer som Hamas opfatter, at de vil forblive på en terrorliste uanset hvilke diplomatiske tilnærmelser de gør, skaber det en skidt basis for rapprochement. Som en Hamas-leder har udtrykt det: ”We knew it was going to happen and in 1996 we tried to communicate with Madeleine Albright to find a way to object – to talk with her about the decision”...”We were told that she was unavailable to talk with us and that we should call her back. We were then put on the list and we made our second call, and we were told, “We’re sorry, but Secretary Albright doesn’t talk to terrorists”. Skønt jeg ikke har kunnet verificere denne anekdote, illustrerer den problematikken med at have lister, officielle dokumenter og principper, som kan forhindre ’det muliges kunst’ i at udspille sig.

Konklusion Hvad enten man studerer religion og politik fra en realistisk eller en post-strukturalistisk tilgang, mener jeg, at de ovenstående anbefalinger har værdi. Der kan være en tendens til at anse religiøse aktører for evnesvage, når det gælder politisk kunst. Men det er en misforståelse, som sandsynligvis baserer sig på en lidt for solid selvopfattelse, som den der har ’det rationelle argument’ eller ’den sande ideologi’. Henry Kissinger, en af verdens mest kendte realister, advarede sine kolleger omkring afslutningen af den kolde krig. USAs diplomater skulle passe på ikke at betragte de sovjetiske kolleger som ”rødmende novicer”, som var korrumperede af ideologi. De skulle snarere ses som diplomater ”i stand til at forstå en politik baseret på gensidig respekt for hinandens nationale interesser”. Hvis ideologi var en distraherende faktor i diplomatisk

Thomas Emil takker Emma Knudsen for kritik på artiklen og forslag til forbedringer. Den nævnte prisopgave ’Security Dynamics of Religion – a case study of Hamas’ religious communication’ kan lånes på Det Kongelige Bibliotek eller tilsendes som fil ved henvendelse på mail: thomasemil@gmail.com Thomas Emil Jensen er konsulent ved Dalberg Global Development Advisors. Han har en kandidatgrad i Statskundskab fra Københavns Universitet og mastergrad fra London School of Economics. I 2007-08 læste han på Harvard University som Crown Prince Frederik Fellow. Artiklen er baseret på Thomas’ speciale, som blev afleveret som prisopgave ved Københavns Universitet i januar 2009 og blev tildelt universitetets guldmedalje.

IPMONOPOLET

NR 7

TEMA

9


Der hænger et billede af Obama over klaveret Af Carsten Bagge Laustsen

I et krigsførende land, ramt af moralsk forfald udgør Barack Obama ikke kun en frelser i form af de politiske forandringer han bringer med sig. Landet har fået en lederskikkelse til den nationale, religiøse følelse; en stedfortræder til civilreligionens tidligere ansigter, Abraham Lincoln, Martin Luther King og Rosa Parks. Med udgangspunkt i en rejse der fører ham fra en intim jazzmatiné i Harlem, til en følelsesladet valgaften, fortæller Carsten Bagge Lauststen om sin opfattelse af civilreligion i USA.

Der hænger han så, Obama, storsmilende og med øjnene vendt mod himlen.1 Og netop over klaveret, præcis dér, hvor man ellers i meget katolske hjem ville forvente et krucifiks. Vi sidder i Marjorie Eliots lejlighed i Harlem og nyder hendes legendariske jazz-matiné, som løber af stablen hver søndag fra klokken fire til seks. Marjorie spiller nogle få numre på klaveret, men overlader det ellers til sin søn Rudel Drears. Marjorie er

http://www.neublack.com/wp-content/uploads/2008/02/ shepard-fairey-barack-obama-2.jpg

sort, spinkel og nok omkring 70. Rudel, trommeslageren og altsaxofonisten er også mørke. Tenorsaxofonisten er hvid som et lagen, og bandet fuldendes af en asiatisk udseende trompetist. Også publikum er blandet. Der er Marjories venner og bekendte, en række andre jazzinteresserede i alle kulører og nogle få turister.

Og hele arrangementet er, som hun slutter af med at sige, for at hylde black American music. En koncert i Marjories beskedne lejlighed er en intim affære. Ud over bandet, der fylder halvdelen af stuen, sidder ca. 15 personer på klapstole herinde, andre ti i køkkenet og igen andre ti ude i gangen. Halvvejs gennem koncerten bliver vi budt på en sandwich, Marjories hjemmebagte småkager og et glas cider. Man føler sig velkommen. Jeg kan ikke få øjnene væk fra billedet af Obama. Det er vist et avisudklip, som Marjorie har klistret op på et stykke pap og hængt op på væggen. Jeg har i løbet af mit ophold i New York set et utal af billeder af Obama, men intet, der som dette forbinder hans person så direkte med de højere magter. Når billedet, og særligt Obamas himmelvendte blik, fanger min opmærksomhed, skyldes det, at jeg skal til at skrive dette essay om civilreligion i USA. Som religionssociologen Robert Bellah (2006) skriver, er civilreligion ikke en religiøs legitimering af et givet politisk styre og dets politik. Det centrale er i USA’s tilfælde snarere forestillingen om et land, der i særlig grad er forpligtet på nogle almene, universelle og derfor også højere rangerende værdier. USA er A City on a Hill, der skal kaste lys ud i hele verden og tjene som forbillede for denne. Civilreligion er Bellahs term for de ritualer, som forbinder statens politik med et højere mål. Der er i USA en lang tradition for, at præsidenter påkalder sig de højere magter. Den civile religion er imidlertid ikke en direkte konkurrent til konventionelle religioner. Den sameksisterer med en lang række ”private” trossystemer: i USA blandt andet jødedom, hinduisme, forskellige versioner af islam og IPMONOPOLET

NR 7

TEMA

10


et utal af kristne trosretninger. Sondringen mellem en privat og offentlig, det vil her sige civil, religion er dog langtfra heldig, da civilreligion sagtens kan dyrkes i kirker – baptisterne er for eksempel kendt for at være meget politisk og samfundsengagerede. Nogle går så langt som til at kalde den civile religion en sort religion – hvilket jeg dog vil mene er for reduktivt, da også andre trosretninger praktiserer den – mens politikere omvendt sagtens kan benytte sig af traditionel bibelsk retorik, dog ofte i en mere abstrakt og udvandet udgave, hvor der blot henvises til ideen om en guddom, som alle så uanset religiøse forskelle kan tilslutte sig. Den civile religion er en fejring af det fælles liv, af at man forskelle til trods – i amerikansk sammenhæng primært race, etnicitet og religion – alle har blikket rettet mod det samme mål. Dette forekom også at være essensen af Marjories matiné. Selv om jazzen har sine rødder i

to indsættelsestaler og hans Gettysbury Address, og endelig også Ralph Waldo Emersons Self-Reliance. Udvalget begrundes i forordet med, at disse taler har haft stor betydning for Obama, hvilket de talrige referencer til netop Lincoln i Obamas taler synes at bekræfte. Lincoln påkaldes ofte, når pointerne skal have ekstra tyngde, når spørgsmålet synes særligt vigtigt, eller når anledningen er særlig højtidelig – og gerne alle tre ting på en gang. Lincoln bliver af Bellah fremhævet som den amerikanske politiske teolog par excellence, og det er ikke kun for Obama, at hans ord har vægt. Båndet mellem Lincoln på den ene side og Obama og en lang række præsidenter på den anden side er civilreligiøst, og med det skal vi forstå to ting. For det første er der tale om to i en række af præsidenter, som forsøger at forbinde deres embedsførelse og Amerikas skæbne med højere mål. Der er tradition for at citere fra Biblen, Gud Den civile religion er en fejring af det fælles påkaldes, og endelig så nævnes præsidenternes liv, af at man forskelle til trods – i amerikansk egne religiøse oplevelser sammenhæng primært race, etnicitet og reliofte. For det andet er båndet civilreligiøst gion – alle har blikket rettet mod det samme mål. Dette i en mere indirekte forstand. Amerikas store forekom også at være essensen af Marjories matiné. præsidenter er nationens de sortes kultur, er den – som stort set al musik – en hellige personer, nationen har sine martyrer (blandt effektiv udjævner af forskelle: Forskelle i farve, alder andet faldne soldater), særlige begivenheder (for og køn synes ikke væsentlige. Alle var velkomne, og det eksempel præsidenternes indsættelse) omgærdes selv om koncerten foregik i et privat hjem. Marjorie med en religiøs aura, og endelig er der også en række har Obama hængende på væggen, Rudel indleder nationale helligdage såsom Thanksgiving og Memorial koncerten med at synge en gospel om at stå fast, når man Day. Civilreligionen har stort set en pendant til alt det, møder udfordringer og modgang, og endelig dedikerer man finder i ”normale” religioner. Der er tale om en Marjorie på et udleveret papir matinéen til mindet religiøs nationalisme af en særlig slags. Når Lincoln nok om Oscar Peterson, Martin Luther King og Stanley er den vigtigste person i den amerikanske civilreligion, Michels (sidstnævnte var byrådspolitiker i New York). er det, fordi han i forlængelse af ovenstående sondring Jo, civilreligionen lever og er stærk og placerer nu som både formåede at oversætte religiøse dogmer til tidligere den enkeltes virke i en større sammenhæng. ført politik og selv af eftertiden blev ophøjet til en Vi skal i det følgende se, hvordan Obama selv skriver sit semireligiøs guddom. ”Lincoln inkarnerer”, som virke ind i en lang kamp, som han ydmygt fortsætter: Obama skriver, ”vores grundlæggende myte. Det er en kamp for at overvinde raceforskelle, en kamp for en mytologi, som stadig driver os” (2008). Lincoln Amerika og en kamp for universelle værdier som frihed artikulerede med vægt de to måske mest centrale og lige muligheder. Og vi skal endvidere se, hvorledes ideer i den amerikanske civilreligion, henholdsvis lighed denne kamp kan forstås som en form for civilreligion. og frihed, og han føjede disse to værdier sammen Men inden da lidt mere om, hvad civilreligion er, og gennem sin betoning af national enhed. Andre har også hvordan den praktiseres – altså ud over i Marjories artikuleret disse værdier, men alvoren af den situation, lejlighed, søndage fra klokken fire til seks. Lincoln stod i, giver hans ord ekstra kraft og historisk prægnans. Lincoln og andre af den amerikanske nations fædre omgærdes nærmest med gudsfrygt. De Lincoln, etc. er hinsides kritik. Deres memorials besøges som hellige Kort efter Obamas indsættelse som præsident udkom steder på samme måde, som troende kommunister en lille bog med hans indsættelsestale (2009). Bogen besøgte Lenins mausoleum før kommunismens fald. rummer endvidere tre af Lincolns taler, nemlig hans IPMONOPOLET

NR 7

TEMA

11


Obama ser talrige paralleller mellem Lincolns samtid og de udfordringer, den amerikanske nation i dag står over for. Splittelsen er ikke længere mellem nord- og sydstater, men mellem røde og blå stater, det vil sige republikanske og demokratiske stater. ”Vi har aldrig været en samling af røde og blå stater. Vi er og vi vil altid være Amerikas Forenede Stater”, sagde Obama igen og igen under valgkampen med henvisning til dem, han mente forsøgte at splitte nationen (2008b). I stedet for

udbetalt gigantiske bonusser, alt imens deres firmaer er på fallittens rand, og endelig er der den politiske kynisme. Alt dette er ifølge Obama symptomer, der peger i retning af et alvorligt moralsk forfald. For Obama er kuren i forlængelse af denne diagnose en moralsk genoprustning. Denne bør bestå i at vende tilbage de idealer, som blandt andre Lincoln inspirerede nationen til at følge. Det handler om ikke at hensynke i det givne, men om at have mod til at håbe og drømme om det bedre og Obama ser talrige paralleller mellem Lincolns samkommende. Lincoln begyndte en rejse, tid og de udfordringer, den amerikanske nation i amerikanerne stadig dag står over for. Splittelsen er ikke længere mellem befinder sig på. Der er ikke tale om en nord- og sydstater, men mellem røde og blå stater, det vil hvilken som helst rejse, men om en sige republikanske og demokratiske stater. rejse, man er kaldet politikere, som bekymrer sig for nationens sundhed og til at foretage (Obama 2007). Eller sagt på en anden mødes i respekt, er det politiske karakteriseret ved en måde: Der er en arv, som skal løftes (Obama 2009). Og kynisk kamp for særinteresser. Og som på Lincolns samtid hvem er man kaldet af, kan man så spørge? I første række er der tale om en splittet nation, der står over for enorme selvfølgelig af nationens store mænd, som forestillingen udfordringer. USA er krigsførende i Irak og Afghanistan om en arv naturligt lægger op til. Men også forfædrene med mange tab af amerikanske menneskeliv til følge, var kaldet, og for enden af denne regres finder vi terrortruslen er ikke forsvundet, og den finansielle krise forestillingen om noget ophøjet og guddommeligt. Hvor har ramt nationen såvel som almindelige folk særdeles megen modgang Amerika og amerikanerne end må hårdt. Og oven i alt dette er der det moralske forfald, tåle, så finder de ro og selvsikkerhed i ”bevidstheden der af Obama ses som en af årsagerne til krisen. Der om, at Gud har kaldet os til at forme en usikker skæbne” er forældre, som ikke bekymrer sig synderligt om (Obama 2009). Obamas taler peger bagud, eksempelvis deres børns uddannelse, der er topchefer, som får mod Uafhængighedserklæringen og Forfatningen og Lincolns taler, men de peger også frem mod en fremtid, hvor splid og splittelse er forsonet – mod, kunne man sige, en sekulær forestilling om paradiset. ”Det er fordi, vi har smagt borgerkrigens og segregeringens bitre drik, og fordi vi har rejst os stærkere og mere forenet fra dette mørke kapitel, at vi ikke kan andet end at tro på, at det gamle had en dag vil være en saga blot, at verden bliver mindre, og at vores fælles humanitet vil åbenbare sig, og at Amerika må spille sin rolle i skabelsen af en ny fredsera”, sagde Obama i sin indsættelsestale (Obama 2009). Den civile religion helligholder ikke blot de store præsidenter og deres taler. Borgerrettighedskæmpere har også deres plads på det nationale panteon. Martin Luther King og Rosa Parks er i særlig grad værd at nævne, da de har betydning for Obama. King, fordi Obama her ser en betoning af modet til at håbe. Rosa Parks, der først og fremmest http://www.toonpool.com/user/613/files/barack_obama-martin_luther_ er kendt for ikke at ville opgive sin plads i en king_95465.jpg IPMONOPOLET

NR 7

TEMA

12


bus til en hvid og for at blive arresteret herfor, er en anden af de borgerrettighedsforkæmpere, Obama viser veneration for. Parks liv minder ifølge Obama om, at der også er et individuelt ansvar; om at det fælles mål kun nås ved, at helt almindelige mennesker gør ekstraordinære ting (Obama 2005b). Som Rosa Parks kæmpede for at overvinde raceadskillelsen, bør forældre for eksempel læse med deres børn for på den måde at bryde den negative sociale arv. Hos Obama bliver selv det mest hverdagslige et udtryk for sand patriotisme. At der er en religiøs dimension i denne kamp for borgerrettigheder og lighed, er tydeligt i Obamas karakteristik af Martin Luther King: I hans egen opfattelse var han en mand, som ofte var plaget af tvivl, en mand ikke uden brister, og en mand, der som Moses før ham mere end én gang stillede spørgsmål ved, hvorfor han var valgt til at fuldføre en så vanskelig opgave – opgaven at lede et folk mod frihed og at hele nationens blødende sår i form af dennes grundlæggende synd [i form af slaveriet]. Og alligevel så ledte han nationen. … Som Moses før ham levede han ikke længe nok til at se det udvalgte land. Men fra bakkedraget viste han os vejen – mod et land, som ikke længere er i fare for at blive revet fra hinanden af racehad og etnisk strid … et land, hvis styrke ikke defineres af dets evne til at føre krig, men af dets ønske om at bringe fred – et land, hvor alle Guds børn samles i broderskabets ånd … Vi har endnu ikke fuldt indløst dette mål (Obama 2006a). Vi ser her hele det civilreligiøse repertoire: Forestillingen om en gudgivet mission, om et udvalgt folk, som ledes mod et forjættet land, om et paradis, hvor al strid og konflikt er bilagt, og endelig om lederens tvivl, men også dennes ved tro givne beslutsomhed. Dette tema kan gennemløbes på utallige måder. Der er tale om en form for en skabelon, eller et narrativ, om man vil, hvor forskellige aktører, tildragelser og hændelser kan indplaceres. Vi har set to for Obama vigtige

udfyldninger af denne skabelon: Fra Lincoln henter han forestillingen om nationens enhed og fra King kampen for de ekskluderede eller underprivilegerede. Selve skabelonen er hentet fra den kristne mytologi, hvorfor der netop ikke blot er tale om nationalisme, men også om en form for religion.

Nationens nye søn Obama anvender som andre før ham således en række religiøse forestillinger i forsøget på at ”helliggøre” nationen. Vi bør imidlertid ikke blot spørge til, hvorledes Obama trækker på amerikansk civilreligion, men også til, hvordan han selv indskrives i denne

tradition. Jeg tror ikke, at det væsentlige her er Obamas politik. Den adskiller sig ikke væsentligt fra Clintons: infrastrukturelle investeringer, et forbedret skole- og sygehusvæsen, en satsning på alternativ energi, en afbalanceret udenrigspolitik, der afvejer idealistiske og realpolitiske hensyn, internationalt samarbejde og endelig en betoning af sund fornuft og rationelle kompromiser i den politiske proces. Svaret skal i stedet findes i to forhold med relation til spørgsmålet om race. For det første bliver civilreligionen for Obama en form for sort frigørelsesteologi. Den eskatologiske bevægelse fra nationens grundlæggelse og frem mod i dag handler om en stadig frigørelse, af slaver, kvinder og økonomisk dårligt stillede. Kritikere har hævdet, at den civile religion suspenderer det politiske: Politiske IPMONOPOLET

NR 7

TEMA

13


interesser erstattes af moralske maksimer, og politisk diskussion af kaldsforestillinger. Det er korrekt, at der er noget afpolitiserende over den civile religion. Selve afpolitiseringen må imidlertid forstås som et politisk træk. Civilreligionen giver saft og kraft til det, som ellers kunne fremstå som et ordinært politisk program, og bidrager hermed til at sikre opbakning bag de politiske paroler. Lyt en sidste gang til Obama, der i denne centrale sentens fra hans første bog beskriver sin egen religiøse vækkelse: Folk begyndte at råbe, at rejse sig fra deres bænke og klappe og huje, en kraftfuld vind bar præstens ord helt ned til de bagerste rækker … Og i det ene øjeblik – håb! Jeg hørte noget andet ved korsets fod, i de sortes fortællinger, som flød sammen med fortællingerne om David og Goliat, Moses og Farao, de kristne i løvernes hule, Ezekiel foran de blottede knogler. Disse historier – om overlevelse, frihed og håb – blev vores historie, min historie. Blodet, som var udgydt, var vores blod, tårerne vores tårer. Og på denne lyse dag synes den sorte kirke igen at være rammen for at videregive et folks historie til kommende generationer og herfra bringe dem ud i den større verden. Vores prøvelser og triumfer blev med et både unikke og universelle, sorte og mere end blot sorte (Obama 2008a). Obamas religion er en civilreligion, der som sin essens har kampen for frihed og lighed. Selv om han nedtonede det i valgkampen, er den inspireret af borgerrettighedsbevægelsen og kampen for de sortes rettigheder. Det væsentlige er imidlertid, at denne kamp ikke bør forstås som en kamp for egne privilegier. Det er en kamp, der, fordi den har fordringen om lighed som sit udgangspunkt, både er unik og universel, både en kamp for de sorte og for mere end de sorte. For det andet kan Obama ses som en inkarnation af den amerikanske civilreligion. Han er nationens forskelle forenet i en og samme person. Han er søn af en sort far fra Kenya og en hvid mor fra Kansas. Han har levet i et af verdens fattigste lande, Indonesien, og har siden gået på nogle af de bedste skoler i USA. Han er, som han selv skriver, gift med en sort kvinde i hvis årer, der løber slaveblod. Og endelig har han familiemedlemmer spredt ud over tre kontinenter og af snart sagt en hvilken som helst race (Obama 2008a). Obama viser således ved sin blotte eksistens, at nationens mange forskelle kan samles i en og samme vilje. At Obama blev valgt til præsident, og at mange hvide stemte på ham, var ekstremt betydningsfuldt. Jeg husker en sort kvinde, der på valgnatten kom hen til mig og med tårer i øjnene sagde, at jeg ikke ville kunne forstå, hvad det, vi lige havde oplevet, betød. Det tror jeg faktisk, at jeg gør; jeg kan i hvert fald give et bud: Det er, at mange sorte følte, at de på denne nat blev fuldgyldige medlemmer

af nationen. Det blødende sår, som Obama talte om ovenfor, var helet. Den lange kamp for lige frihed synes for en stund og præcis 200 år efter Lincolns fødsel at være afsluttet. Obama er frelseren og forsoneren, og det er præcis derfor, at hans billede hænger på den fornemste plads i Marjories lejlighed: dér, lige over klaveret. Litteratur Bellah, Robert N. (2006 [1967]). ”Civil Religion in America”, s. 225-245 i Robert N. Bellah og Steven M. Tipton (red.), The Robert Bellah Reader, Durham: Duke University Press. Obama, Barack (2005a). ”Our Past, Our Future, Our Vision. April 20, 2005, Abraham Lincoln Presidential Library and Museum”, http://obamaspeeches.com/ Obama, Barack (2005b). ”Death of Rosa Parks. Senate Floor Statement. October 25, 2005”, http:// obamaspeeches.com/ Obama, Barack (2006a). ”Groundbreaking Ceremony. Dr. Martin Luther King Jr. National Memorial. November 13, 2006”, http://obamaspeeches.com/ Obama, Barack (2007). ”Our Past, Future & Vision for America”. February 10, Obama Presidential Announcement, Springfield, Illinois, http://obamaspeeches.com/099Announcement-For-PresidentSpringfield-Illinois-ObamaSpeeches.htm Obama, Barack (2008a). ”A More Perfect Union. ‘The Race Speech’. Philadelphia, PA, March 18, 2008”, http:// obamaspeeches.com/ Obama, Barack (2008b). ”Election Night Victory Speech. Grant Park, Illinois, November 4, 2008”, http://obamaspeeches. com/ Obama, Barack (2009). ”Inaugural Address, 2009”, s. 1-14 i Barack Obama, Inaugural Address, New York: Penguin Books. Artiklen er et antologibidrag fra bogen ”Perspektiver på politik”, redigeret af Jens Blom-Hansen og Jørgen Elklit i forbindelse med 50 års jubilæet for institut for statskundskab, Århus Universitet. IPmonopolet takker forlaget, Academica, for at måtte trykke artiklen.

Carsten Bagge Laustsen er lektor i politisk sociologi ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Hans primære forskningsfelter er terror og terrorbekæmpelse, religion og sikkerhedspolitik, social teori og politisk teori. Har sammen med Bülent Diken publiceret The Culture of Exception. Sociology facing the Camp (Routledge, 2005) og Sociology through the Projector (Routledge, 2008).

IPMONOPOLET

NR 7

TEMA

14


Når konflikt bliver hverdag Af Mette Lundsfryd Heide-Jørgensen

Konflikten mellem Israel og palæstinenserne sætter sine spor i befolkningerne. Børn lærer fra barns ben at hade den anden part. Livsvilkårene i disse områder er i høj grad påvirkede af denne konstante konflikttilstand. Eksempelvis er den berygtede mur/sikkerhedshegnet et symbol på konflikten, som har vidtrækkende konsekvenser for palæstinensernes hverdag. Mette Lundsfryd Heide-Jørgensen rejste i sommer med Mellemfolkeligt Samvirkes projekt ’Next Stop’ til Israel og Palæstina, og hun beretter her om sine oplevelser. Den umiddelbare harmoni Konflikt, besættelse og angst virker fraværende fra en romantisk tagterrasse i Jerusalems gamle bydel. Alle bygninger i Jerusalem er opført i lyse sandsten, himmelen er turkisblå som middelhavet og varmedisen hænger tungt i luften. Kupler fra moskeer, kirker og synagoger titter frem over alt. De religiøse riter fylder luften: Jøderne beder, mens de danser og klapper, muslimerne starter deres bønner fra minareterne, ud over byen. Franciskanermunkene går tur langs

at beskrive, hvordan jeg oplevede det at leve i et land i religionskrig. Jeg føler en pligt til fortælle om de grusomheder der sker dernede lige nu, handlinger de fleste af os ikke kan begribe.

Muren

Muren, sikkerheds-muren, hegnet: ”Forhadt barn” har mange navne. Fakta er, at muren for 5 år si-den i 2004 blev dømt ulovlig af Den Internationale Domstol i Haag. Det virker, som om den in-stans, der blandt andet er blevet skabt til at forhindre, Fakta er, at muren for 5 år siden i 2004 blev dømt at verden nogensinde igen skal opleve et Ho-locaust, ulovlig af Den Internationale Domstol i Haag ingen autoritet har. Vores internationale retssystem Via Dolorosa og kirke-klokkerne ringer solen ned. har dømt, men til trods bygges der sta-dig videre på Umiddelbart virker det, som om det at leve i én fælles muren. Muren er i dag omkring 700 km lang, 9 meter harmonisk stat side om side er muligt. Efter min mening høj i byområder og nogle steder strækker den sig 16 tilbyder hver religion smukke symbolske riter, når de km ind i Vestbredden. En ting er, at Israel som stat beder til deres guder, men jeg er overbevist om, at ingen gud hører deres bønner, for ingen gud kan rumme det had, der her-sker under overfalden. Harmonien er således blot umiddelbar, for i horisonten sniger den grå brutale mur sig, nær Olivenbjerget, hvor det siges, at Jesus fik kysset af Judas. Her skilles vandene og Isra-el deles fra Vestbredden med militærtårne, soldater, beton og pigtråd. Som udenforstående i sagen, kan jeg ikke vælge anden side end menneskets. Mit ærinde er at tale for menneskelighed ved at gøre opmærksom på det umenneskelige. Jeg vil fortælle om de oplevel-ser jeg havde i sommer på min rejse med Mellemfolkeligt Samvirke i Israel og Palæstina. Jeg vil forsøge IPMONOPOLET

NR 7

TEMA

15


ikke retter sig efter sin dom. En anden ting er, at vi som medlemmer af FN igen lader det gå ubemærket forbi vore privilegerede næser, at et andet medlem af FN bryder vore fælles principper. Omverdenens passivitet Debatten om muren er stille forsvundet fra den offentlige debat. Kan vi blot se passivt til, mens et

overvåger check points, og forsøger at rapportere om brud på menneskerettigheder og andre ulov-ligheder. Hvad jeg så, hørte og mærkede den morgen har printet sig ind i mit sind. For dem, der ikke har været ved et check point før, kan jeg berette, at sådan et sted består af høje grå betonbygninger. Når man træder ind, er der opstillet grå metalbåse af kraftigt gitter. Man står i 6-7 rækker og hver række fører ind i en bås, som på makaber vis minder om indretninger til at sluse kvæg ind i en stald. Først når man er kommet igennem båsene, kan man komme frem til den israel-ske soldat, som tjekker ens pas og forhåbentligt lader en gå ind på den anden side. Jeg fik chancen for at opleve hverdagen i området, Foran gitteret stod masser af mennesker. og jeg så, at den hverdag er besat af psykisk nedSituationen mindede slidende tilstande både for israelerne og palæstinenserne. på en absurd måde om stemningen ved medlem af FN, et demokrati, fortsat bygger på en ulovlig hegnet ind til åbningen af Roskilde Festival. Forestil dig og umenneskelig mur? Det er forståeligt, at israelerne mængden af mennesker, der står og skubber og maser er bange, efter adskillige ligeledes umenneskelige på hinanden. Nogle forsøger at kravle mellem gitteret terrorangreb. Men er en mur virkelig løsningen? Har og taget og bliver fast-klemt. Forestil dig lyden af skrig historien ikke lært os, at mure intet godt fører med sig? og råb, hvin og pludselige lyde af metaltremmer der I mediebilledet og på den politiske dagsorden bliver rusket. I stedet for glade unge mennesker på vej herhjemme fylder den hver dag eksisterende psykiske til nogle festlige dage på Roskilde Festival, så forestil terror i Israel og Palæstina alt for lidt. Vi kender ikke dig mænd i alle aldre, unge, ældre, syge, raske. Alt fra til de daglige problemer, som blandt andet muren og læger til skolebørn, der hver dag skal igennem dette, dens check points skaber. Jeg fik chancen for at opleve blot for at kunne forsørge deres familier. Og en sidste hverdagen i området, og jeg så, at den hverdag er besat ting, prøv nu at forestille dig, at det var dig, din far og af psykisk nedslidende tilstande både for israelerne og palæstinenserne. Men konflikten er blevet hverdag både i Israel og Palæstina, og de fleste kender ikke til et liv uden konflikt, og kun få kan huske en tilstand uden konflikt. Selv for os, der står uden for, er konflikten, grusomheden og konsekvenserne deraf blevet hverdag, og alle ser til, men ingen råber op.

En morgen ved Qalandiya En almindelig morgen kl. 5 var vi med den israelske organisation Matchom Watch ved check pointet Qalandiya nær Ramallah. Matchom Watch er en organisation af frivillige israelske kvinder, som IPMONOPOLET

NR 7

TEMA

16


mor, bror, kæreste, mand eller onkel, der dagligt skulle udsættes for dette.

Den tabte ære Soldaterne åbner porten, når de vil, de laver usystematisk reglerne om for, hvem der må komme igennem, og hvem der ikke må, og de forbyder folk at komme igennem uden grund. Når ”sluserne” åbnes, høres der et brøl, folk skubber på hinanden og løber alt, hvad de kan for at nå med igennem, fordi de aldrig ved, hvornår soldaten i sikkerhedsburet igen åbner. Hvis man kender lidt til den arabiske kultur, vil man vide, at dette er noget af det mest ydmygende, man kan udsætte en arabisk mand for. Mændene får ikke blot frarøvet deres bevægelsesfrihed og den tid, som de kunne bruge på at arbejde og tjene penge. De får frarøvet deres værdighed, deres ære og deres manddom.

hvor flertallet af befolkningen lider eller har lidt af post-traumatisk stress. Det er på den ene side unge mennesker, der via militæret opdrages til at eliminere fjenden, og på den anden side unge mennesker, der opdrages til at hade undertrykkeren.

Kan man plukke roser, hvor ingen roser gror? Realiteten skær i hjertet: Hvorfor kan disse unge mennesker, som ligner mig selv så meget, ikke få lov til at vokse op uden det altfortærende militær og uden et iboende had? Hvordan skal de (både palæstinensere og israelere) få en opfattelse af, at demokratiet indeholder medmenneskelighed, yt-ringsfrihed, religionsfrihed og bevægelsesfrihed, når de lærer om demokratiet gennem dets mod-sætning – militæret? Og når vi, som skulle repræsentere verdens stolte demokratier intet gør? Konflikten i Mellemøsten har nu været så langvarig og nedslidende, at det for længst er på tide at ty til nye metoder. Trepartsforhandlinger, som senest den i oktober i år mellem Obama, Abbas og Ne-tanyahu, er tydeligvis ikke nok. Konflikten hat slugt så mange menneskeliv og ressourcer, uden effekt. Jeg er overbevist om, at flere ville råbe op om situationens gru, hvis de havde været vidner til, det jeg så på Vestbredden og i Israel i sommer. Vi har en pligt, som borgere i denne privilegerede del af verden. Den pligt går ud på at gøre hinanden opmærksom på, når uretfærdigheden hersker. Vi skal stille højere krav til os selv og hinanden omkring de emner, der burde være en del af vores hverdag og vores offentlige debat. Kun på den måde kan vi påvirke vores omverden. Lever vi ikke op til den pligt, er der ingen garanti bag ordene ”aldrig mere Auschwitz”!

What a wonderful world? Jeg nærer stærk sympati for disse mennesker og på samme tid en stor medlidenhed for de unge isra-elske soldater. Tænk engang at komme så langt ud, at man kan skabe et had til et folk. Et had der tillader en at sid-de i et sikkerhedsbur og bestemme over andres liv. Og at man kan miste sin empati, og oven i købet tillader sig at tænde mikrofonen og synge What a wonderful world ud over de fortvivlede masser. Det menneske, der kan nå så langt væk fra menneskeværd, kan jeg kun have medlidenhed for. Det står tydeligt for mig her, at Israel ved at beskytte sig mod terror, skaber sine egne terrorister, der hver dag begår psykisk terror mod et andet folk. Men israelerne er naturligvis også ofre i konflikten. De er bange og fortvivlede og ønsker normali-serede tilstande, men den angst, de forståeligt nok har, spænder ben for fredsprocessen. Vi har at gøre med to folkeslag, hvor generation efter generation opdrages til at nære had. Det er to nationer,

Mette Lundsfryd-Heide Jørgensen studerer statskundskab og arabisk ved Københavns Universitet. Mette rejste i sommer med Mellemfolkeligt Samvirkes projekt Next Stop til Israel og Palæstina.

IPMONOPOLET

NR 7

TEMA

17


The most modern of them all:

Religion and Politics in Turkey’s Relations with Europe Af Fabrizio Tassinari

The poor state of the EU-Turkey relations, as well as the growing tensions within Turkey itself, ultimately concern the meaning and direction of Turkey’s modernization. That modernization has got much to do with the relation between religion and politics in Turkey. Or at least this has been the way many actors involved have framed the issue, which in turn has rubbed off on the EU-Turkey debate. The staunch defender of secularism In order to appreciate the fundamental nature of the current political debate in Turkey, the following text, excerpted from a “memorandum” issued by the Turkish General Staff in April 2007, is worth a read: In the last days, the issue that came to the foreground during the presidential elections was focused on debating secularity. This situation is being observed with concern by the Turkish Armed Forces. It should not be forgotten that the Turkish Armed Forces are a side in this debate and are a staunch defender of secularism. Moreover, it should not be forgotten that the Turkish Armed Forces are absolutely against the discussions and negative interpretations, and that it will clearly and openly display its position and attitudes when it becomes necessary1. The “memorandum” was published in response to the candidature of an ex-Islamist Foreign Minister, Abdullah Gül, to the Presidency of the Republic. In July that year, following a ruling by the Constitutional Court, the majority Justice and Development Party (AKP, by its Turkish acronym), to which Gül belonged, called for a snap election, which it won by a landslide. This legitimized the candidature of the Foreign Minister, who was subsequently elected President. Why is this incident important? For one, because the powerful Turkish military usually does what it says it will do and, since 1960, it has felt compelled to intervene with four coups directed at the country’s civilian institutions. Instead, this statement will go down as the first “e-coup” in history: it was posted on the General Staff

website, and its warnings have remained confined to cyberspace.

The legacy of Atatürk The incident is also important because the issue of secularism, upon which the message was centered, has long held a firm place in the soul of modern Turkey. Contemporary Turkey remains the most respected legacy of Mustafa Kemal (better known as Atatürk), his revolution, and his monumental statebuilding enterprise. After the end of WW I, Atatürk set about to reshape the divided community he had inherited from the Ottoman Empire. He did so by attributing a central role to the state in governing the Turkish economic structures; through populism, which by his standards concerned the sidelining of class and ethnic divisions within society; and by means of staunch secularism. Atatürk aimed http://www.kristeligt-dagblad.dk/modules/xphotouncompromisingly for cache/34/143734_411_800.jpg Western modernity, which he pursued by inventing, codifying and implementing “Turkishness.” The relationship between religion and politics in Turkey has not constituted the only difficult situation confronting this colossal venture. Center vs. periphery; urban vs. rural; ethnic diversity and cultural IPMONOPOLET

NR 7

TEMA

18


homogeneity: Atatürk had embarked upon a project of social engineering the magnitude of which has busied the rulers of Turkey for decades and on multiple fronts. Possibly the most formidable challenge of all, however, was that Atatürk succeeded in forging a modern state without a modern nation developing in its wake. In that respect, transforming Islam from an organizing societal principle into an individualistic belief—a belief,

The AKP may be a self-styled version of the German Christian Democrats, a social conservative and moderately religious party. For some secularists, however, any relaxation of Atatürk’s precepts represents a potential threat to the stability of the country; or as Yasar Büyükanit, a former top general, put it: “crafty plans” aimed at destroying “the gains of modernity.”2 On balance, the record of the Erdogan government is hardly suggestive of a fundamentalist agenda. Even The electoral masterpiece of the AKP was to so, serious tactical blunders have been made. The AKP brand a party with roots in political Islam as sought to outlaw adultery the champion of a more modern Turkey. before ultimately deciding against doing so. Alcohol-free zones popped up in some of it should be recalled, that is shared by 99 percent of the smaller cities. After the 2007 presidential election saga, the government reversed the ban on headscarves Turkey’s 71 million citizens—was bound to prove a particularly bitter bone of contention. Throughout in public universities, one of the cherished symbols of the troubled history of modern Turkey, political Islam secularism. In 2008, the latter move led to a dramatic and the so-called “Kemalist” establishment—which case in the Constitutional Court in which the AKP stood includes the military—have crossed paths repeatedly. accused of imposing Sharia law, which it only narrowly In order to prevent Islamization, the secular elite has survived. Unsurprisingly, this series of occurrences has not hesitated to shut down Islamist parties. Even the current Prime The government’s Euro-fervor has turned Minister, Recep Tayyip Erdogan, was once imprisoned for reciting verses into the strongest indictment against the from an Islamic poem in public. At AKP, and the EU into a sort of Trojan horse aiming the same time, when challenged by emerging leftist movements in the at the country’s political system. 1960s and 1970s, the Kemalists did not hesitate to boost Islamism and been anything but beneficial to the Turkish quest for effectively disenfranchised it as a legitimate social and modernity. The debate has fallen prey to ideologues political force. and has fanned the flames of chauvinism on both sides3. A less obvious side effect, however, is how Europe and AKP: Islam in a modern Turkey? the EU have become embroiled in this spiral. In spite of this hectic past, the first resounding victory for the AKP in the general elections of 2002 still Meeting Brussels represented a political earthquake. Having shelved the radical rhetoric of previous Islamist outfits, the AKP Westernization has always been at the heart of the shifted towards more centrist positions. The platform Kemalist vision of modernity, and the Turkish secular intelligentsia has historically been pro-Europe as a reached out to the core voters of the party in the pious Anatolian heartland. Furthermore, it appealed result. The irony here is that Turkey has never come so close to experiencing the intrusive and transformative to the urban middle class, the business community, and anyone who had grown embittered with the side of Europeanization since the AKP has come exclusionary narrative of the secular establishment. to power. So for some segments of the traditional The electoral masterpiece of the AKP was to brand a establishment, the EU has turned from a powerful party with roots in political Islam as the champion of agent of modernization into a symbol of decadence a more modern Turkey. Precisely in this move lay the and a threat to the foundations of the Turkish state. seeds of confrontation. The highest ranks of traditional There has been abundant evidence available in recent years for those wishing to make this case. Any measure Turkey still regard themselves—and Atatürk’s heritage they preserve—as the depositary of Turkish modernity. strengthening the civilian oversight of the military can IPMONOPOLET

NR 7

TEMA

19


easily be branded as a power demonstration of national sovereignty. Reforms encouraging multiculturalism can stir up tensions with Turkey’s sizeable Kurdish minority. By pressing the government to repeal the controversial article 301 of the Penal Code—which made it illegal to insult “Turkishness”—Brussels essentially claimed competences belonging to the state. The government’s Euro-fervor has turned into the strongest indictment against the AKP, and the EU into a sort of Trojan horse

into Europe will spell “the end of the EU” it is ideology talking. Rather than the technical standards that are supposed to guide the EU accession negotiations, antiTurkey ideology has directly or indirectly something to do with Turkey’s religion. And even when that is not the case, Turkey is still supposed to be aiming for European-style modernity (whatever that is). Should Ankara turn away from the EU rules and conditions, its European journey will suffer. More than that, however, the encrypted message is that Turkey will have chosen to turn its back on modernity.

http://gdb.rferl.org/EFA307F4-F2D0-491D-BE87-B637ABCBAB73 _mw800_mh600.jpg

aiming at the country’s political system. The elements of the secular elite that were formerly at the forefront of the modernization of Turkey have become more introverted, insular and Euro-skeptical. The final twist is that the European posture towards Turkey has itself become increasingly introverted and insular. The European project ultimately concerns the encounter of competing ways of interpreting European values. The rights of ethnic minorities, for example, have been arranged differently in European countries; as have the civil-military relations. Europe is about both the more liberal blend of secularism, as well as the stricter laïcité (sekularitet). The European modernity is supposedly about diversity and inclusion, rounding off edges rather than sharpening them. Europe is “postmodern”, precisely because it rejects absolute and univocal explanations of what “modern” is supposed to mean. Yet, in relation to Turkey, the canons defining European modernity have become inflexible and nonnegotiable. When Austrians refer to the 1683 Ottoman siege of Vienna to explain their opposition to Turkey, or when politicians, such as former French President Valery Giscard D’Estaing, argue that Turkey’s entry

Noter 1) Website of the General Staff, Turkish Armed Forces, April 27 2007. Translation by the Turkish Daily News http://www.turkishdailynews. com. 2) Quoted in Christopher de Bellaigue: “Turkey at the Turning Point?” The New York Review of Books, Vol. 54, Number 16, October 25, 2007. 3) Revealingly, “No Islamic law, but no coup either!” was the slogan chanted by the masses crowding the streets of Ankara and Istanbul in that hot spring of 2007 that preceded Gül’s election.

Fabrizio Tassinari is Head of the Foreign Policy and EU Studies Unit at the Danish Institute for International Studies. This article draws from the author’s recent book Why Europe Fears Its Neighbors (Praeger). The author acknowledges ABC-Clio’s permission to reproduce this text, which will appear in the publisher’s World Geography Database. IPMONOPOLET

NR 7

TEMA

20


The role of religious-secular value struggles for the legitimacy of the EU:

A democratic aspect of the Treaty of Lisbon Af Hanna-Riikka Laurén

“Once upon a time, when the European Union was a simple common market, matters of faith were left to individual consciences and confessionals”. Newsweek International In 1909 Norman Angell argued that economic interdependence between Germany and Britain made any war between the two unthinkable. But just within a few years, the two countries threw themselves into the abyss of the First World War. Although the theory of Commercial Peace still lives on, many protagonists and close-observers of European integration are not convinced of it. In tune with the former Austrian Commissioner Franz Fischler, supporters of deeper integration think that “a common market and shared prosperity are, by themselves, not enough to ensure lasting cooperation” .

http://socialsciencelink.wordpress.com

In search of a democratic and legitimate political community, called the European Union, theorists have tried to find a perfect formula to an ideal balance between individual rights and the good of the society. What many of them fail to grasp is, however, that every political community must find their own variant of liberal democracy - a unique relation between a secular state and civil society, which still for the most

part upholds Christian values. According to Jürgen Habermas this settlement is a continuously evolving dialectical process, known as deliberative democracy. In my research thesis , I studied three divisive political issues in the European Union, which were all settled by dialectical processes between proponents of religious conservatism and those of liberal secularism. In this article, I will only concentrate on the third case: the drafting of a new constitutional treaty for the EU.

From Laeken Declaration to ratification of the Lisbon Treaty The element of the draft Constitution first discussed in and presented by the Convention on the Future of Europe, which inflamed the most passionate deliberation between religious traditionalists and secular liberals, was its preamble. In the Parliament, the EPP-ED Group , and in particular its Christian Democrat faction, accompanied with members from smaller rightwing groups, argued that the preamble should include a mention of God or the continent’s Christian roots. Clearly opposed to the mention of God or Christianheritage in the Constitution was the Socialist Group as well as the two Green groups. Another religioussecular dispute evolved around Article 52, titled “status of churches and non-confessional organisations”. In general, right-wing groups praised the principle of subsidiarity on church-state relations, although some members of the smaller IND/DEM and UEN groups openly promoted a close symbiosis between the temporal and transcendal powers. Socialists, Greens and, to a lesser extent Liberals, have argued for a strict separation all over the Union. The third value clash in the constitutional process concerned the incorporation of the Charter of Fundamental Rights of the European Union in the treaty under discussion. Some viewed it as IPMONOPOLET

NR 7

TEMA

21


a way of promoting secular social policies through the back door. The following unilateral declaration, inserted by Poland in the relevant Council conclusions, well illustrates the fears some had of what would happen if the Charter was not made legally binding: “The Charter does not affect in any way the right of Member States to legislate in the sphere of public morality, family law as well as the protection of human dignity and respect for human physical and moral integrity” . Last but not least religious and secular views clashed in relation to Article I-2 of the Constitution, which listed the values on which the Union is founded. Although the Parliament was, once again the main rhetorical arena for debates between religious and secular views of the constitution, the issues were fiercely contested among Member States in the Council and they also penetrated

Status. The Treaty of Lisbon, which entered into force on December 1, 2009, represents a consensus which is a result of reflection and mutual transformation. The theory of deliberative democracy acknowledges such a consensus as a “reasonable disagreement”, meaning that the religious-secular value struggle in the EU is not resolved but rather stabilized and transformed into innovative energies through ritualisation .

Boost to political community and democratic legitimacy

A close inspection of the parliamentary debates, the media coverage and declarations of civil society representatives reveals that the value clashes related to the role of religion and religious institutions in the new treaty, are part of a more fundamental value struggle on the nature and future of an emerging supra...every political community must find their national democracy in Europe. own variant of liberal democracy - a unique The history of the emergence of European nation-states in relation between a secular state and civil society, the 19th century demonstrates which still for the most part upholds Christian values that a collective identity of a civil nation cannot exist the organised European civil society. The nearly six prior to, or independently of, the democratic process years between the Laeken Declaration and the Council from which it springs, because the common core of agreement on what was left of the EU Constitution European identity is constituted more by the character presented European media, civil society and political of the learning process it has gone through, than by its institutions with a great opportunity to shape and results. Hence, the value struggle one has witnessed in interpret public discussion on the moral principles of connection with the constitution is a potent one, but The Union’s constitutional set-up. Vatican interventions in a historical context, it is but the latest episode in a on God’s place in the document, as indirect and rare continuing drama between Christianity and secularism as they may have been, made front-page news even in in Europe. Value clashes, such as the one on the moral non-Catholic countries. In the beginning of the drafting dimension of the constitutional treaty, have already had process the new treaty was mainly supposed to be a positive implications for the EU’s democratic legitimacy. document which clarified the Union’s legal powers Following the logic of the theory on deliberative and boosted the effectiveness of its institutions. But, studying Value clashes, such as the one on the moral the political discourse during the dimension of the constitutional treaty, drafting and ratification of the Constitution, one understands that have already had positive implications for the EU’s it was an opportunity to debate the kind of Europe its builders wanted democratic legitimacy and a reminder of what Europe has achieved and what it stands for. The Constitution democracy, post-national liberal democracies are to be which was voted down in France and the Netherlands founded on the mutual recognition of differences. This in 2007, then modified and re-named as the Treaty of does not mean neither assimilation nor co-existence, Lisbon, which includes all the four contested elements: but rather the intensification of communicative the preamble, the founding values, the Charter and an reasoning in the political public sphere, constituted institutionalised dialogue with churches, was finally by interplay between democratic institutions and the approved in the European Council and Parliament civil society. One of the greatest problems, contributing as well as in the national legislatures of the Member to the Union’s perceived democratic deficit until and IPMONOPOLET

NR 7

TEMA

22


immediately after the turn of the century, has been the relative weakness of the democratically elected Parliament in relation to the bureaucratic Commission and the nationalist secretive Council. Until the heated debate on the constitutional treaty, fuelled by the 2004 enlargement, the European Parliament did not manage to capture its electorate’s attention - let alone to express their interests and moods, which is what parliamentary representation is about. In the course of the elaborated value struggle, however, the Parliament has managed to pitch a timely battle, which is essential for capturing people’s attention . Such large-scale moral debates represent a unique medium of transnational communication, which has the potential to become a self-fulfilling prophecy, and thus further boost the emerging European public sphere.

http://www.svrez.gov.si)

Conclusions The current religious-secular value struggle has all the potential to be a stepping stone rather than a stumbling block in building a legitimate European polity. Yet, many EU citizens, including a few politicians, feel that the process leading to the ratification of the Lisbon Treaty left important questions on common values and underlying principles unanswered. Therefore, a word of warning for those politicians who have declared that after the coming into force of the Lisbon Treaty, the Union will now quit looking inward and concentrate all its efforts on ‘actual tasks’, such as improving economic competitiveness, employment rate and internal security: all signs point to the direction that the putative Euro-democracy is still identifying its underlying principles and conditions of existence . In February 2005 the Finnish foreign minister, who was an MEP back then, wrote a prognosis on the future

of EU politics. His first prediction was that the Union’s activities will focus on politics rather than economics . Secondly he predicted that religion and values will top the EU agenda . And finally, the “game will grow to be more tough” even between the member states . Signs of these developments have been in the air since the beginning of the 21st century and for the abovementioned reasons, it is unlikely that the coming into force of the Lisbon treaty will alter the trend. Referencer - “Europe: Fighting for God in a secular Europe, conservative Christians, the Vatican and Islamic militants find a common cause” by Carla Power on 8 November 2004 in WLUML´s website - http://www.wluml.org/english/newsfulltxt.shtml?cmd% 5B157%5D=x-157-85807 - “The Role of the Catholic Church in the Process of European Integration”, speech of Dr. Franz Fischler Solidarity in Europe The key to lasting peace and successful enlargement Conference, 13 September 2002 - “Are the 21st century culture wars dissolving or strengthening European democracy? Three case studies of Catholic-secular value struggles in the European Parliament” MA research thesis by Hanna-Riikka Laurén for University of Kent, 2008 - European People’s Party - The Independence/Democracy Group - The Group of the Union for a Europe of Nations - Presidency Conclusions of the Brussels European Council, 21-22 June 2007 - Jürgen Habermas (2006) Time of Transitions, Polity Press UK p. 98 - “Do EU institutions and policies “produce” European identity ?” by François Foret. A Paper presented in POLIS 2005 Plenary Conference, Paris, Sciences Po, 17-18 June 2005 p.14 - The Barroso Drama Campidoglio, Rome – 29 October 2004: How the Form Was Brought to Matter - by W.T. Eijsbouts, European Constitutional Law Review, 1: 155– 174, 2005 p.170 - Statement of the Prime Minister Matti Vanhanen on the outcomes of the Lisbon Summit, plenary of the Finnish Parliament, 23 October 2007 - “Do EU institutions and policies “produce” European identity?” a conference paper by François Foret , POLIS 2005 Plenary Conference, Paris, Sciences Po, 17-18 June 2005 p.14 - ”EU-kristallipallo” by MEP Alexander Stubb (EPP) on 28 January 2005 on his website http://www.alexstubb.com/fi/index. php?trg=diary&id=107

Hanna-Riikka Laurén is a graduate of Kent University and has written her Master’s Thesis on the Roman Catholic Lobby and its influence in shaping the EU25. She is currently working as a Commission employee at the EC Delegation to Costa Rica and Panamá. IPMONOPOLET

NR 7

TEMA

23


UDBLIK

UDBLIK

I sektionen Udblik finder du en række aktuelle indlæg skrevet af fagligt stærke skribenter, der besidder en specialiseret viden om vores aktuelle emne.

24


Udvikling i den tredje verden

- økonomi, demokrati og god bistand Af Lars Engberg-Pedersen

Hvordan man som donorland bedst bidrager til demokratisk udvikling er et stort og til tider lidt for åbent spørgsmål: Kan man overhovedet gøre noget? Er danske erfaringer i det hele taget noget værd i Afrika? Skal de lokale klare det selv? Disse spørgsmål bliver ofte besvaret politisk, men sagkundskaben har også noget at sige i den sag. Én af de langvarige diskussioner i udviklingsforskningen går på sammenhængen mellem demokrati og økonomisk vækst. Kommer det ene før det andet – eller det andet før det ene? Eller kommer de sideløbende og måske uden særlig betydning for hinanden? Der er dem, der argumenterer for, at demokrati hæmmer den økonomiske vækst. Demokrati medfører omfordeling på et tidspunkt, hvor der er brug for kapitalakkumulering, opsparing og investeringer. Det medfører beskyttelse af arbejderne på et tidspunkt, hvor der er brug for udbytning, så der frigøres ressourcer til produktionsapparatet. Det medfører også, at særinteresser tilgodeses, selv om disse måske ikke bidrager til den økonomiske vækst. Mange hævder, at særinteresser eller patron-klient relationer i særlig grad hæmmer udviklingen i Afrika, fordi de kanaliserer ressourcer til uproduktive formål og luksusforbrug. Historisk er det også svært at finde lande, der har gennemgået en grundig demokratisering og derefter har udviklet sig økonomisk. Hverken den industrielle revolution i Europa eller de seneste 40 års vækst i Østasien har haft et dybt forankret demokrati som forudsætning. Omvendt mener andre, at demokrati øger gennemskueligheden og gør beslutningstagerne ansvarlige. De politiske ledere i et demokratisk samfund bliver i højere grad tvunget til at tænke på samfundets ve og vel, og de vil derfor gennemføre politikker, der

skaber gode rammebetingelser for økonomisk vækst. Samtidigt kan man hævde, at en langsigtet økonomisk vækst er vanskelig at fastholde, hvis den fører til stadig større ulighed. Efterspørgslen fra hjemmemarkedet er vigtig, og accelererende ulighed kan skabe sociale

spændinger, der underminerer vækstprocessen. Den omfordeling, som et demokrati kan medføre, er således vigtig for væksten.

Det uomgængelige demokrati Selvom denne diskussion på ingen måde er tilendebragt i den akademiske litteratur, og selvom det er svært at sige noget entydigt, bortset fra at udviklingsprocesser er landespecifikke, og at det er så godt som umuligt at

IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

25


pege på klare og universelle årsagssammenhænge, så er det internationale udviklingssamarbejde præget af en ganske utvetydig holdning til spørgsmålet: Demokrati er af det gode! En ordentlig udviklingsproces er præget af både demokrati¬sering og økonomisk vækst, og der er ingen modsætning mellem de to. Snarere er synspunktet, at en demokratisk ansvarliggørelse af de politiske ledere er en absolut nødvendig forudsætning for at undgå korrupte magthavere, der blot tilgodeser

egne interesser og undergraver erhvervsklimaet. Tager man f.eks. diskussionen af de såkaldte skrøbelige stater – de lande, der er mindst udviklede og kæmper med flest problemer – er manglen på politisk vilje til at skabe forandring ifølge donororganisationerne en helt central grund til manglende succes. Og denne politiske vilje udvikles gennem politiske reformer, herunder demokrati og god regeringsførelse. Når demokratiet i den grad har vundet donorernes hjerter, skyldes det selvfølgelig ikke en lærd overvejelse om faktorernes orden, men snarere at demokrati er uomgængeligt. Særligt siden den kolde krigs afslutning har begrebet demokrati ikke været til diskussion, og skal donorerne fastholde hjemlig opbakning til bistandsbudgetterne, går det ikke at tale for mere eller mindre autokratiske styreformer som løsningen på fattigdom og konflikter. Når udviklingsforskningen samtidigt ikke kan pege på entydige sammenhænge, bliver det lettere for de rige landes regeringer at bruge udviklings¬politikken indenrigspolitisk. Værdier og målsætninger, der tjener politikernes interesser i de indenrigspolitiske kampe, præger således i stadigt højere grad det internationale udviklingssamarbejde.

Dagens demokratisering Hvordan går det så med at skabe demokrati ved hjælp af udviklingsbistanden? Svaret er noget blandet, men der hersker næppe tvivl om, at bistand i sig selv ikke

kan vende en udemokratisk udvikling. Til trods for, at den samlede bistand i en række fattige lande udgør en særdeles stor andel af bruttonationalproduktet – og en endnu større af statsbudgettet, er der meget få eksempler på, at donorerne har haft afgørende positiv indflydelse på de interne politiske processer i et land. Faktisk er det forbavsende, så impotente udefrakommende interventioner – militære, økonomiske eller politiske – er, når det gælder om at skabe demokratisk udvikling. Donorerne er for det første sjældent i stand til at tyde, hvad der foregår politisk i et land. For det andet er der få aktører i de fattige lande, der er interesseret i at involvere donorerne særligt meget i det politiske liv. Og for det tredje er der en udpræget tendens til at lægge vægt på de samme institutionelle spørgsmål (afholdelse af valg, etablering af ombudsmandsinstitutioner, osv.), uanset om det handler om Afghanistan, Algeriet eller Albanien. Det fører til talrige initiativer, der har ringe grobund i lokale forhold, og som derfor ikke får nogen indflydelse på de centrale politiske processer. Når forskellige former for demokrati så alligevel gennem de sidste 20 år har fundet fodfæste i en række fattige lande, skyldes det derfor, at der internt i disse lande har været politiske aktører med interesse i denne udvikling. Forskellen mellem de to nabolande – Ghana og Burkina Faso – er på dette punkt markant. I det mere velstående Ghana har der siden den kolde krigs afslutning udviklet sig et politisk system, hvor magthaverne jævnligt udskiftes ved demokratiske og forholdsvist fredelige valg. Her er det svært at forestille sig – selv om det jf. begivenhederne i Kenya og Zimbabwe ikke er utænkeligt – at systemet opløses i konflikter og despoti. I Burkina Faso er det derimod lykkedes én mand at manipulere samtlige valg – selvfølgelig inden for lovens rammer – siden starten af 1990erne, således at hans styre er så godt som uanfægtet. Ingen opposition har været i stand til at udfordre ham, og de talrige valghandlinger bringer praktisk talt ingen forandring. Og så alligevel: På lokalt plan er det begyndt at gå op for vælgerne, at de kan udskifte uduelige borgmestre. Det sker måske ikke lige med det samme, men tiden arbejder for, at den institutionelle nyskabelse – valghandlingen – får Imod en god bistandspolitik > Der er mere end en vej til målet. > Ambassaderne kender de lokale forhold bedst. > Ambassaderne skal have frihed til at handle. > Bistandspolitik er ikke indenrigspolitik. IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

26


konsekvenser. Hvornår det sker på nationalt plan er imidlertid uklart, og det kan meget vel være, at præsidenten holder sig ved magten resten af sine dage.

4 antagelser om god udviklingsbistand Hvis udviklingsbistandens betydning for de politiske processer i et land grundlæggende er begrænset, har den så overhovedet nogen rolle at spille? Det afhænger af, om donorerne forsøger at forstå, hvad der foregår i de fattige lande, og om de er parate til at være fordomsfrie, fleksible og risikovillige. For en gavnlig dansk udviklingsbistand må første antagelse være, at der er mange veje til Rom, og at danske erfaringer og institutioner langt fra er anvendelige hvor som helst. Anden antagelse må være, at repræsentationers og ambassaders kapacitet til at forstå politiske processer i modtagerlandene er central. Denne kapacitet skal derfor styrkes. Tredje antagelse er, at ambassaderne skal kunne handle fleksibelt og risikovilligt i støtten, således at den hele tiden rettes mod de kræfter, der kan trække udviklingen i den rigtige retning. Ambassaderne skal således have frihed til at handle relativt selvstændigt, og deres initiativer må så vurderes efterfølgende. Den fjerde antagelse er, at den til enhver tid siddende regering skal acceptere, at spektakulære lukninger af bistandsprogrammer, der er motiveret af dansk indenrigspolitik, er skadelige og skal undgås. I overgangssituationer kan støtte til problematiske regimer eller grupperinger øge et lands demokratiske potentiale på langt sigt – også selvom det i et dansk politisk klima umiddelbart fremstår forkert. Her er det ambassaderne, der skal lave den kolde og kyniske vurdering af, hvordan den langsigtede udviklingsproces støttes bedst. Og der vil selvfølgelig blive begået fejl. Penge vil uvægerligt blive satset på de forkerte heste. Dette kræver stærke udviklingsministre, der formår at forklare den danske presse, at vi smider mulighederne for udvikling overbord, hvis vi trækker os ud og bare passer på pengene. Bredde og specifikke tiltag Hvis ovenstående antagelser er urealistiske, hvilket man godt kan frygte, så er det tvivlsomt, om bistand kan være en konstruktiv støtte til de kræfter og

processer i modtagerlandene, der trækker i en demokratisk retning. Skulle det omvendt lykkedes at opfylde antagelserne, vil vi se en bistand, der udover støtten til sundhed, uddannelse, landbrug osv. forstår at støtte organisationer, bevægelser, institutioner og processer, der styrker hidtil marginaliserede gruppers indflydelse på det politiske liv. Her er det vigtigt at skelne imellem brede spørgsmål som udbygningen af skolevæsenet, der sikrer at fremtidige generationer vil være bedre i stand til at påvirke politiske beslutninger – og så de specifikke tiltag, der på kort sigt forsøger at demokratisere det politiske liv. Sidstnævnte er bestemt ikke uproblematisk, for med hvilken ret prøver udenlandske kræfter at ændre de politiske processer i et land? Det vil i mange tilfælde udløse en modreaktion, og derfor skal aktive ambassader være meget påpasselige med ikke at gøre demokratiseringen en bjørnetjeneste gennem handlinger, der opfattes som illegitime og derfor risikerer at svække de demokratisk progressive kræfter. Den kortsigtede udfordring for de specifikke, demokratifremmende tiltag er således ganske vanskelig og handler om at identificere de aktører (kommuner, fagforeninger, statsinstitutioner, studenter¬organisationer, folkelige bevægelser, religiøse samfund, osv.) og de processer (politiske reformer, sektorielle udviklinger, sociale forandringer, kulturelle initiativer, m.v.), der på et givet tidspunkt bidrager til at demokratisere samfundet, og som en udenlandsk aktør meningsfuldt kan støtte. Grundlæggende skal man imidlertid ikke forvente mirakler. Bistanden kan kun levere et beskedent bidrag til processer, der skal skabes og vindes af de berørte grupper selv.

Lars Engberg-Pedersen, Ph.D, er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og har en master i International Development and Public Administration. LEP forsker bl.a. i udviklingsbistand og statsbygning med særlig fokus på Vestafrika. Har formluret adskillige projekter for DANIDA og tidligere været tilknyttet Mellemfolkeligt Samvirke. LEP har for nylig publiceret artiklen The Future of Danish Foreign Aid: the Best of the Second-best.

IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

27


Hænger demokrati og international politik sammen? Af Jonas Hedegaard Hansen

Hvad snakker vi egentlig om? På IPmonopolet er vi passionerede omkring international politik, men hvad er det, vi synes er så spændende? Sagt på en anden måde: Hvad er international politik? IPmonopolet har startet en føljeton, hvor vi stiller spørgsmålet og lader studerende og forskere komme med forskellige svar. I dette nummer er det stud. scient.pol. Jonas Hansen, som kommer med et bud – han sætter bl.a. fokus på, om vi kan tale om international politik uden at tale om demokrati. Læs artiklen og blive klogere på, hvad det er, du interesserer dig for! Ja. Sådan er det korte svar. Men demokrati har ikke per definition noget at gøre med international politik. men i den konkrete historiske kontekst vi befinder os i, har det meget at gøre med hinanden. Med andre ord indgår debatter om demokrati og demokratisering af andre stater som et fast element (blandt en række andre emner) i den vestlige offentlige debat. Det er altså en empirisk – og ikke en normativ - konstatering, at de to emner hænger sammen. Desværre er argumenterne og ikke mindst deres præmisser underbelyste og usammenhængende, hvilket er artiklens mål at påvise. Jeg fokuserer primært på Freedom House’s årlige statusrapport, som er den mest autoritativt anvendte reference i den offentlige debat for demokratistatus. Artiklen har dog også et bredere perspektiv da jeg påpeger, hvordan der i praksis løbende foregår en kamp om at definere, hvad demokrati er for en størrelse og at dette har betydning for, hvorvidt eksempelvis missionen i Afghanistan vurderes som en succes eller en fiasko.

Demokrati i international politik – fra ligegyldigt til væsentligt

Da man startede med at studere international politik, havde den interne indretning af staterne ingen betydning for selve feltet, da international politik måtte omhandle, hvordan stater agerede i forhold til andre stater. Selvom visse studier stadig insisterer på, at studere international politik ud fra denne antagelse, er der sket meget siden. En nyere og mere virkelighedsnær tilgang til studiet, er at forstå disciplinens fokus til at være relationerne på tværs af statsgrænserne. Herved undgår vi statscentricisme, men samtidig udelukker vi ikke, at meget af international politik fortsat handler om stater – så vidt indgår ordet statsgrænserne i definitionen. Fordelen ved den nyere og bredere tilgang er simpelthen, at den bedre afspejler virkeligheden. For vi ser netop, at suverænitetsprincippet er under pres. Det udviskes ikke, men der finder en højere grad af indblanding i staters interne forhold sted i international politik, end den tidlige forståelse kan Freedom House begribe. Dette kan der gives en række eksempler på, En amerikansk tænketank, der arbejder for at fremme frihed og herunder FN-pagten og EU’s demokrati i verden. Gennem analyser forsøger de aktivt, at påvirke menneskerettighedskonvent beslutningstagerne gennem direkte kontakt og indirekte via den ion, men jeg vil fokusere på offentlige debat. De finansieres delvist af den amerikanske regering og ambitionen om, og forsøget private bidragsydere og deres kritikere hævder, at de blot forsøger at fremme amerikanske interesser og derfor ikke er uafhængige. De er på, demokratisering af andre særligt kendt for deres årlige statusrapport, der måler demokrati og lande. Ambitionen finder frihed i alle verdens lande. Hjemmeside: www.freedomhouse.org vi afspejlet i blandt andet fordelingen af U-landsbistand IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

28


og i generelle indlæg fra tænketanke som Freedom House, politikere og debattører om, at diverse stater bør demokratiseres. Forsøgene ser vi afspejlet i Vestens krige i Afghanistan, Irak og andre steder i verden, hvor et af de vigtigste mål er en demokratisering af staterne.1

Freedom House’s demokratidefinition bekymrende autoritet

og

og ’nogenlunde frit’ er svært at afgøre3. Endnu et væsentligt kritikpunkt er, at der intet indgår om, hvad der foregår imellem valgene, hvordan folket inddrages i folkestyret udover valgene eller hvordan beslutninger og diskussioner føres i og uden for parlamentet. For at opnå den grønne status på kortet (fri og demokratisk), skal man derudover leve op til nogle få frihedskriterier, som knytter sig til ytringsfrihed, ejendomsfrihed mv. Alt dette måler man gennem ca. 20 parametre på en skala fra 1-7 der indplaceres i de tre kategorier4. Der er en række metodiske problemer, som pladsen ikke er til at diskutere her. Væsentligst er det at påpege, at deres metode medfører, at en række faktorer udelukkes, da de ikke umiddelbart kan måles. Men det er ikke kun fordi de ikke er målbare (ifølge Freedom House selv). Der skrives direkte i metodeafsnittet, at ”undersøgelsen er lavet ud fra den antagelse, at frihed for alle mennesker sikres bedst i det beskyttende liberale demokrati” (egen understregning). Der er altså tale om en antagelse, der ligger til grund for, at lande betragtes som demokratiske eller ej. Der er som sådan ikke noget i vejen med at lave antagelser. Dette er udgangspunktet for alle studier. Problemet er den manglende diskussion af netop denne antagelse. Hvor blev journalisten, politikeren og debattøren af, som har en anden opfattelse af demokrati? Den autoritet som Freedom House’s rapport tillægges er yderst problematisk. At der ikke findes andre så store undersøgelser, er ikke en undskyldning for at gå uden om præmisdiskussioner. Lad mig derfor gøre det klart, at min kritik ikke primært

Et kort casestudie kan belyse, hvordan demokrati i offentligheden tages som en ensidig størrelse på trods af de mange mulige definitioner. Den amerikanske tænketank Freedom House er den hyppigst anvendte reference af politikere og medier, når demokratiets temperatur skal måles. De udarbejder hvert år et ”Map of Freedom” og måler herpå, i hvor høj grad de enkelte lande kan betragtes som demokratier. Som de Hvor blev journalisten, politikeren og debattøren fleste tænketanke i dag, af, som har en anden opfattelse af demokrati? formår de at opstille det på en lettilgængelig og poppet måde, så de travle journalister hurtigt kan overskue det og skrive er møntet på Freedom House’s årlige statusrapport. artiklen.2 Freedom House skriver et kort resume Deres demokratidefinition er ikke ønskværdig, tilpas og udleverer et flot kort, som nemt kan indsættes i eller tilstrækkelig i en dansk sammenhæng, men der aviserne og som samtidigt er relativt idiotsikret. Et er tale om en vanskelig undersøgelse og de må også land kan grundlæggende være ”frit”, ”delvist frit” og være pragmatiske. For det første giver dette sig udslag ”ikke frit”, hvor førstnævnte ligestilles med at være i, at det skal være let målbart, hvilket igen sætter sine demokratisk. Metoden og demokratidefinitionen er naturlige begrænsninger for demokratidefinitionen. henlagt andetsteds på hjemmesiden. Som en service For det andet er det et vilkår for at trænge igennem i kommer demokratidefinitionen derfor her. Et land medierne, at rapporterne fremstilles kort, kontant og er, ifølge Freedom House, demokratisk, hvis der er uden forbehold. Det er derfor i højere grad en kritik ”elektoralt demokrati”. Dette henviser til, om der af journalisterne, der dækker sådanne historier og af relativt jævnligt afholdes et nogenlunde frit valg, hvor samfundsfaglige akademikere, som har smidt deres partier kan konkurrere om magten. En umiddelbar sunde fornuft ud sammen med kildekritikken og glemt at bemærkning er, at det i sig selv er en meget vag stille de relevante spørgsmål. Det er derfor nødvendigt demokratidefinition. Hvornår noget er ’relativt jævnligt’

IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

29


at få genopfrisket de forskellige demokratiniveauer og vist, hvor Freedom House’s definition befinder sig.

og tages op af politikerne. Træder vi op på trin fire, anskues demokrati som en samfundsform. Med dette menes der, at demokrati er noget der begynder i Forskellige niveauer for at opnå demokratistatus samfundets institutioner – fx i Folkeskolen og familien – Som nævnt kan demokrati forstås på flere måder og er i og på denne måde lærer folk, hvordan de løser konflikter. Den centrale pointe er, at demokrati i dansk Det deliberative demokrati sammenhæng åbenbart er mere end det er hos i sin udstrakte form ses her idet befolkningen er i stand Freedom House og at det derfor er dybt krititil at varetage dens roller som sabelt, at dette ikke påpeges og diskuteres. demokratiske medborgere. På det øverste trin anskues demokrati som en livsform, dvs. noget der kommer ind sin essens et begreb, der altid har været og altid vil være til med modermælken og gennemsyrer samfundet. diskussion (’essentially contested’). Dermed er det også sagt, at der må opstilles forskellige kriterier for at opnå Freedom House på demokratitrappen status som demokrati. Vi kan med fordel – og en anelse Det står herefter klart, at Freedom House’s simplificeret – anskue forskellige demokratistatusser demokratidefinition medfører, at et land anses for som en trappe. For hvert trin man analytisk tager op af demokratisk, hvis det opfylder kriterierne knyttet til demokratitrappen, vil der være flere kriterier der skal demokrati som ledervalg (det elektorale demokrati, overholdes, før vi kan betegne studieobjektet (landet) 5 trin to). Relativt jævnlige ledervalg og nogenlunde fri som demokratisk. På nederste trin anskues et land som demokratisk, hvis nogle få basale frihedsrettigheder er og retfærdig konkurrence omkring disse er nok til, at et overholdt. Hvis blot borgerne er beskyttet fra overgreb land opnår den grønne farve og er ”demokratisk”. Ser vi af andre, er et land demokratisk. Træder vi et trin op, på det danske demokrati, vil det næppe vække genklang kommer vi til at anskue et demokrati som ligestillet med sådanne kriterier for demokratistatus. Man kan sige med ledervalg (benævnes også ’elektoralt demokrati’). meget om det danske demokratis tilstand (empirisk) (og Udover at leve op til de basale frihedsrettigheder, der bliver sagt meget), men der er relativ bred enighed er et land her demokratisk, hvis det relativt jævnligt om, at demokrati ikke kan ligestilles med valghandlingen (fx hvert 4. år) formår at afholde et nogenlunde frit og at demokratiet bør indeholde følgende (normativt): valg. Det beskyttende liberale demokrati vil være Borgerinddragelse, debat, argumenter, repræsentation placeret heromkring. På det midterste trin, opfattes o.l. Demokrati handler med andre ord også om den fri demokrati som et responsivt styre. Her stilles der krav og lige adgang til det politiske system og den politiske til processen – samtalen – hvorunder man kommer proces og på demokratitrappen er disse kriterier at frem til beslutninger. Her nærmer sig elementer fra finde på trin tre eller fire. Uagtet at denne tilstand ikke deliberativt demokrati, men alligevel er det ikke helt i alle tilfælde eksisterer, måske aldrig har eksisteret og derovre. Diskussionerne er fortsat centreret omkring næppe vil komme til at eksistere i alle tilfælde, synes Parlamentet (Folketinget), om end det netop er der at være enighed om, at stræbe efter en sådan borgernes løbende ytringer (folkestemningen) der tilstand. Den centrale pointe er, at demokrati i dansk gennem en offentlighed høres sammenhæng åbenbart er mere end det er hos Freedom House og at det Demokratitrappen derfor er dybt kritisabelt, Et højere trin på trappen medat dette ikke påpeges og fører, at flere krav skal opdiskuteres af journalister, fyldes for et land kaldes depolitikere og debattører, når mokratisk. Freedom House’s definition af demokrati kan demokrati i Afghanistan, Afrika, ligestilles med demokrati som Irak og andre steder diskuteres. ledervalg. Dvs. at et land betragtes som demokratisk, hvis ledervalget er frit og retfærdigt. Hvad der foregår mellem valgene er ude af betragtning.

Kampen om at definere demokrati i praksis Demokratiargumentet kan kun passe ind i en bredere forståelse af international politik, hvor vi studerer relationerne på tværs af statsgrænser. Kigger IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

30


vi ud i den offentlige debat forsøger forskellige aktører jævnligt at italesætte, hvorvidt det eksempelvis går ”godt” eller ”dårligt” med at indføre demokrati i et land. Ofte refererer aktører og journalister (implicit) til Freedom House og i andre tilfælde refereres der til konkrete handlinger, eksempelvis hvordan et valg er gennemført. Et eksempel er Anders Fogh Rasmussen, som i sin argumentation afspejler Freedom House’s tankegang, når han som NATO-generalsekretær i forbindelse med den overståede 1. valgrunde i Afghanistan udtaler: “Valget har været en succes (…) Det vigtigste er, at valget er troværdigt i den afghanske befolknings øjne. Og det tror jeg, det vil være. Valget er blevet udført effektivt alt i alt”(egne understregninger) (Ritzau 30.08.2009). Det viste sig senere, at valget havde været præget af så meget svindel og korruption, at der skulle foregå et omvalg, som senere blev annulleret og man lader sig nu tilfreds med den siddende præsident. Det interessante her er, hvordan der udelukkende fokuseres på selve valghandlingen. Tankegangen synes at være, at hvis befolkningen kan vælge en præsident og et parlament, kan vi kalde det for en demokratisk succes og slippe for at snakke mere om det de kommende fire år. Der er for så vidt intet i vejen med, at vurdere demokratiets tilstand og succes med demokratiseringsforsøg i Afghanistan eller andre steder, hvor man som stat eller organisation er aktiv. Tværtimod er det helt naturligt, at de relevante aktører vurderer succesen af deres indsats og at journalister og offentligheden får at vide, hvordan NATO og regeringerne vurderer udviklingen i Afghanistan. Problemet er, at der sjældent belyses, hvad der menes med demokrati og hvordan dette måles. Desværre stilles der alt for sjældent spørgsmålstegn ved aktørernes udsagn om demokratitilstande og alt for ofte tages eksempelvis Freedom House’s vurdering af demokratiets tilstand for gode varer, uden at det undersøges, hvad der menes med demokrati. Med andre ord behandles demokrati i offentligheden og af journalister ofte som entydige størrelser, hvilket er problematisk, da demokrati kan betyde mange ting og derfor er underlagt en konstant definitionskamp.

Vi må derfor fokusere mere på spørgsmål som hvad demokrati er, hvordan vi validt kan måle højere niveauer af demokrati end det elektorale demokrati og hvordan disse undersøgelser udføres i praksis i svært tilgængelige lande. Yderligere må vi diskutere spørgsmål om, hvorvidt demokrati er ønskværdigt, om det er den eneste legitime styreform, om man kan indføre demokrati i andre lande - og hvor hurtigt - samt hvordan sådanne demokratiseringsprocesser foregår. Vi må med andre ord få definitionskampen ud i dagslys og præmisserne belyst. Noter 1) Andre mål spiller også ind, herunder argumenter om terrortrussel og dermed ”traditionelle” sikkerhedsargumenter, men det overskygger ikke, at demokratiargumentet spiller en vigtig rolle 2) Jeg lyder måske sarkastisk her, men jeg mener faktisk, at journalisterne er travle. Færre journalister og krav på flere artikler vil nødvendigvis føre til mindre kildekritik og research, hvilket er dybt bekymrende, men det må blive en anden artikel, der beskæftiger sig med denne problemstilling. 3) Tak til redaktør Liv Belling for denne pointe (og de øvrige kommentarer), som jeg ikke i første omgang havde medtaget. 4) Parametrene revideres år for år og derfor er det ikke det samme antal, men det er altid omkring 20 parametre. 5) Studieobjektet er her et land og for forståelsens skyld, vil jeg i det følgende eksemplificere med lande, men trappen kan principielt anvendes til at studere alle former for demokrati, eksempelvis nærdemokrati, foreningsdemokrati eller overnationalt demokrati.

Jonas Hedegaard Hansen er BA i Statskundskab og instruktor i Politologi ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

31


De fem bud:

Klimaideer, som du skal redde din pengepung (og verden) med Af Line Skytte Pedersen og Mikael Valsted Sørensen

Hvad har en nyttemaksimerende tilgang og løsningen på de globale klimaforandringer til fælles? Ikke meget før nu. Forfatterne forsøger i denne artikel at kombinere en kynisk rational choice-tilgang med de globale problemer, som vi står overfor, og resultatet er både morsomt, tankevækkende og relevant for den igangværende debat. De formår ikke mindst at vise, at det faktisk ikke er så svært at engagere sig i forsøget på at løse klimaproblemerne; de formår endda at påvise, at det faktisk kan gøre ud fra en egoistisk nyttemaksimeren. Dogmet bliver derfor, at hvis du udelukkende tænker langsigtet og kombinerer dette med økonomisk cost-benefit analyse, så formår du ikke blot at spare penge og få en bedre hverdag – du redder også klimaet. Hvis du ikke tror dine egne øre, så er du velkommen til at læse artiklen og blive klogere - for det vil du blive. Hvor mange gange har du sprunget de røde bøffer over, fordi porretærter og bønnebøffer bare lyder ”åhhh så lækkert”? Aldrig? Godt. Har du hele tiden dårlig skyldfølelse, fordi du personligt føler, at klimaforandringerne er et resultat af dit overdrevne shoppingmisbrug? Fint, for det er netop kernen. Selvfølgelig skal du gøre noget for klimaet, men du skal kun gøre det, hvis det maksimere din glæde, for hvad ellers? Denne artikel skal sætte dig ind i bud på og ideer til at redde din hverdag, hvor fokus er på behov og præferencer. Kausallogikken er i højsædet, mens det egoistiske menneske i al dens dårligdom vil være den universale løsning. Vi vil hylde det dårlige i mennesket – trangen til maksimering af egennytten – for det er faktisk det eneste, som kan redde klimaet. Præsident Obamas udenrigsminister, Hillary Clinton, blev kendt for at udtale ”newer waste a good crisis” om finanskrisen til Europaparlamentet i maj 2009. Det er netop ideen! Hvorfor ikke benytte klimakrisen til at

ændre dine vaner – ikke for klimaet, men primært din egen skyld? Vi vil derfor præsentere et sæt af ideer, som i vores øjne vil forme fremtiden. Ideerne er anderledes i forhold til de andre utallige lister af ligegyldige, navlepillende, selvforherligende klimaideer, som enten er økonomisk inefficiente, socialistiske (!), umotiverende for den gængse borger, og som nok heller ikke vil ændre noget i det store CO2-regnskab. Vi satte os tre mål med ideerne: 1) Ideerne skal have en positiv eller, som minimum, neutral økonomisk effekt på din pengepung, 2) ideerne skalvære motiverende overfor borgerne og skal meget nemt kunne implementeres både på kort og over længere sigt, 3) ideerne skal have en reel betydning for klimaet. Drop ideen med at plante træer eller tage bussen i stedet for cyklen, for selvfølgelig har det en betydning, men det er bare ikke godt nok. Vi vil have dig til at tænke ud af boksen, og det er derfor, at du kan læse, forstå og bruge vores ideer – nu, i morgen og al fremtid. Klimapyramidespil, siger du? Måske, men døm først efter du har læst artiklen. IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

32


#1: Den udfordrende idé – Det grønne community Indbyggerne i Vauban, Tyskland, blev natten over berømte på et simpelt, men stadig imponerende tiltag: I fællesskab besluttede de ca. 5.000 beboere at minimere antallet af biler på vejene og gøre deres huse væsentligt mere energieffektive. Det er lykkedes via en lang række tiltag, såsom lokalplaner, skatter og afgifter samt ikke mindst ”det gode ords magt”. Resultatet er, at de drastisk har minimeret ejerskabet af biler (til det værre for nogen, men til det gode for miljøet og, nå ja, din pengepung) og udgifterne til el, vand og varme. Til gengæld har de fået et bedre nærmiljø, bygninger af lang højere kvalitet, flere penge i dagligdagen og international berømthed.

Selve tiltagene er konkrete, lige til og nemme at implementere. Det er derfor klimaforkæmpernes pendant til spaghetti a la Heinz, for hvad kan der gå galt? Ved at efterisolere husene, gøre det svært at eje biler samt tænke langsigtet, så vil du opleve et bedre nærmiljø, en mindre klimabelastning og flere penge til alt det sjove i hverdagen. Egoismen har aldrig været mere nyttig. Du skal bare følge deres gode eksempel. Ideen bliver ikke kaldt den udfordrende for ingenting, men er samtidigt også en god standard at sætte for resten af sættet af ideer. Ikke bare kræver det kun en begrænset indsats for borgerne, du vil både høste anerkendelse fra Al Gore, få familiebillederne i TIME samt et uudtalt had fra OPEC, og kan man virkelig ønske sig mere? Næppe.

#2: Den idealistiske – Green for a day Da Jeremy Gilley i 1999 startede projektet Peace One Day blev der grint i hjørnerne. ”Utopist” og ”fredshippie” var nogle af de flatterende ord, der blev benyttet om Gilley. Med flid, hjerte og politiske kløgt har Peace One Day i dag udviklet sig til at blive en succes af dimensioner, mens øgenavnene sagte forstummede. Projektet går i al sin enkelthed ud på at skabe en dag på jorden, hvor der hersker fred – hvor våbnene er stedt til hvile, så at sige. Ved hjælp af et imponerende græsrodsarbejde lykkedes det i 1999 organisationen at få 192 lande til at underskrive en FN resolution, der gjorde den 21. september til en international fredsdag. Dagen, der skulle blive stilhedens dag – dagen for fred. Med et enormt arbejde bag sig lykkedes det i år 2007 at få over 100 millioner mennesker til at støtte op om dagen. Fra de daglige opgør i de mest uroplagede dele af Afghanistan til de fattigste og mest krigshærgede lande i Afrika blev der den 21. september i stedet delt vaccinationer ud til børn og voksne. Der blev med andre ord skabt en dag, hvor børn og voksne kunne trække vejret i frihed frem for i frygt. Én dag med fred blev en mulighed.

Derfor spørger vi: Én dag med en klimadygtig verden? Ideen er simpel – kan vi bare én dag vise hinanden, at vi kan passe på den verden, vi lever i, så har vi skabt grobunden for, at det kan blive en realitet i de resterende 364 dage om året. Dette er uden lige den sværeste idé at løfte, men samtidigt også den nyttemaksimerende tilgangs lakmustest. Pointen kan dog ikke være mere klar og vi mere hoverende: En grøn dag, som er til gav for klimaet, er også til gavn for dig, dit liv og din privatøkonomi. Det er en dag, hvor du tager cyklen eller det kollektive for at komme til arbejde. Det er en dag, hvor du lever klimavenligt, som også er sundt og nærende for din krop. Det er en dag, hvor du slukker for fjernsynet og spiller spil med dine venner eller familie. Det er kort sagt en dag, hvor du blot har lidt omtanke og vælger med hjertet, men som virkelig mest af alt er til gavn for dit eget nærige korpus. Med inspiration fra Peace One Day er idéen din. Lad os skabe en dag, hvor klimaet, miljøet er i centrum, og hvor dyr og planter kan opleve våbenhvile og fred! Lev grønt, fordi det er at leve rigtigt og længe.

IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

33


#3: Den praktiske idé – Den klimapolitiske forbruger Endnu en idé, der er færdigpakket og klar til implementering i diverse dagligvarebutikker landet over. Endnu er der ikke registreret så mange aktioner af denne type, men ikke desto mindre forudses det, at denne kan blive interessant i de fremtidige samfund. Hvem har ikke hørt det evigt slidte udtryk ”at stemme med fødderne”? I stedet for at blive grænseløst irriteret over dets misbrug, så bør vi bruge det. Baggrunden er, at Danmark og ikke mindst København har de borgere, der i gennemsnit køber flest økologiske produkter. Produkternes høje pris er ofte en stor hindring for mange, men dette kan ændres. En stor del af ekstraudgifterne ved økologiske produkter bunder i ekstraordinære overskud fra grossister og supermarkeder, mens en anden ikke-insignifikant del skyldes de små kolli ift. konventionelle varer. ”Ja”, tænker du nok, ”men hvad kan jeg gøre ved det?” Såre simpelt, blot koordinér dine indkøb. Ideen går i al sin enkelthed ud på, at du og din nærmeste omkreds af naboer, venner, studiekammerater og familie koordinerer jeres indkøb og handler ind. Samtidigt og

samme sted, men de samme ting, som du plejer at købe. Dette skal så gøres i lige præcis den forretning, som har det bedste omdømme ift. miljørigtige produkter, mest økologi eller hvilke andre præferencer, som du måtte have. Du vil derfor ikke have nogle ekstraudgifter ved ideen, men omvendt vil den omtalte forretning opleve, at deres varer er efterspurgte og vil derfor selv forsøge at sælge mere af disse. Effekten indtræffer, at en virksomhed har meget nemmere ved at agere efter indtjeninger, der ligger 100%, 200% eller endda mere over daglig omsætning end ved små udsving hen ad vejen. Vi har alle haft statistik, så det handler selvfølgelig om at skabe så store outliers som muligt, hvilket du kun kan gøre ad denne vej. Du får ikke selv noget direkte ud af det på kort sigt udover god samvittighed og en mulighed for at lade din stemme blive hørt (hvem sagde utopi og deliberativt demokrati?) På lang sigt vil du opleve lavere priser på de korrekte, økologiske og/eller klimavenlige varer, hvorfor du både vil kunne spare penge, leve sundere og have en reel indflydelse på din verden

#4: Den tekniske idé – Højspændt privatbilisme Fisker. Niña. Ikke just to ord, som man plejer at se ved siden af hinanden, men denne opfattelse kan snart blive historie. Fisker Niña. Væn dig til det, for bag nævnet findes måske et bildesign, som kan vise sig at blive en verdensnyhed af bibelske dimensioner. Som Piet Hein er kendt for at have udtalt, så er det svært at forudsige, og især om fremtiden, men fundamentet for en paradigmeskift er trods alt lagt. Sæt dig tilbage og nyd, hvordan du kan redde verden ved at bruge penge. Mange penge ! Fisker Niña er Fisker Automatives nyeste projekt, som er en plug-in hybridbil, der er sat til at komme på markedet omkring år 2012 og forventes at sælge mellem

75-100.000 enheder pr. år. Der findes masser af plug-in hybrider på markedet, og Fisker har lanceret succesrige biler før, så hvorfor skulle denne være mere interessant end resten af markedet? Jo, fordi det bliver den første plug-in hybrid, som vil blive markedsført til hr. og fr. Smith på det amerikanske marked og hr. og fr. Jensen på det danske marked. Før har hybridbilerne enten være for afhængige af forbrændingsmotoren (Yuppie-automobilen Toyota Prius), haft elektromotoren udelukkende til pynt (som Lexus og BMW, der har haft travlt med at erklære deres biler for ”grønne”, men hvem narrer de udover Skatteministeren?) eller bare været for dyre (Fiskers egne første generationer af hybridbiler samt den allestedsnærværende, elitære Tesla Roadster).

IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

34


Det revolutionerende er, at du vil kunne gå fra biler, der forbruger fossile brændstoffer og udleder CO2, til biler, der fortrinsvis eller kun kører på strøm og vil være helt emissionsfrie. Prisen for bilen vil nærme sig prisen på danske, benzinforbrugende biler i Audi A4- og Opel Insignia-klassen (et forsigtigt gæt fra forfatterne lyder omkring 400-500.000 kroner), men som vil være langt billigere i drift. Den operative rækkevidde vil være på et par hundrede kilometer, mens du vil kunne genoplade Niñas batteri, mens du sover om natten eller arbejder i dagtimerne. Du bruger alligevel ikke bilen, så der er ingen grund til at brokke sig over, at den skal oplades hyppigere, end benzinbiler skal tankes. Nu kan du ”tanke” strøm, mens du får en klækkelig hyre eller sover og drømmer om alle de penge, som du sparer på den mest kyniske måde: Ved at være grøn.

Du har nu mulighed for at pendle tværs over Danmark til en pris, der er væsentligt under nutidige priser – som endda kun vil blive højere, når produktionen af kulbaserede brændstoftyper mindskes. Du vil altså blive bedre og mere miljørigtigt kørende til en billige pris til gavn for miljøet. Magi forledes man til at sige, men det er bare Niña. Begynd derfor allerede at efterspørge strømudtag hos din kommunes parkeringspladser, få trukket en forlængerledning fra dit bryggers og skaf dig allerede nu en ”rigtige mænd kører i elbiler”-streamer til bilen, inden naboen får den samme idé! Firstmovers er det eneste, der tæller – secondmovers er folk, der er tabt.

#5 Den politiske idé – Blog! Alle gør det! Fra den nyudnævnte Klima- og Energiminister Lykke Friis til Sex and the City-stjernen Jessica Parker. Bloggen er din short cut til det berømte liv blandt stjernerne.

himmel og jord i bevægelse, hvis man krydser hans vej. Titlen burde derfor ikke være internettets Jon Stewart, men bloggernes svar på den helligste korsfarer af dem alle, Richard Løvehjerte.

Reelt set vil det at blogge nok være den nemmeste idé at implementere, ligesom det er ideen, der har størst mulig chance for at ændre verden. Bloggeren Joe Romm, der driver bloggen ClimateProgress.org, er det bedste eksempel på, hvor langt man kan nå fra bag sin skærm med en god kop kaffe i den ene hånd, sin fysikbog fra folkeskolen i den anden og en ubændelig trang til at rette verdens uretfærdigheder.

At starte en blog for siden hen at udvikle sig til reel institution, der har mere magt på klimalovgivningen end Barack Obama, er ikke just nemt. Du skal snarere bruge denne platform til at lufte dine frustrationer, dele viden og erfaring samt styrke de sager, som du tror på. Det er langt mere effektivt end at skrive indlæg til Information, som ingen alligevel læser, eller starte Facebook-grupper, hvorefter du bliver lagt for had af de skarpsindige og meget høflige brugere af Uriaposten.

Af TIME-journalisten Bryan Walsh bliver han sammenlignet med Jon Stewart, mens de kalder Romm for ”the Web’s most influential climate-change blogger” (Walsh, 2009: 65), og dette er ikke uden grund. Blandt mange politikere og journalister eksisterer der en diskurs om, at man for alt i verden skal undgå at blive nævnt negativt på Romms blog, da han er kendt for at sætte

Kom af med dine frustrationer, krøb til korset og vis din ærlige mening. Du vil ikke bare blive et bedre mennesker, men du risikerer også at få din vilje.

IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

35


Hvad har vi så lært? Nu spørger du sikkert, hvad du har lært af at bruge flere minutter af din værdifulde tid på at læse noget så ligegyldigt og meningsløst som italesættelsen om klimaforandringerne. Svaret kunne på den ene måde ikke være mere krystalklart, men samtidigt heller ikke være mere intetsigende. Reelt set har du ikke lært noget, men Drop troen på en fredelig verden, der regeres af de det er netop vores kardinalpunkt. Du har nyttige idioter i FN. I den virkelige verden hersker hele tiden vidst alt, der kun anarki, men anarki er, hvad du gør det til. hvad vi har skrevet. Drop troen på en fredelig verden, der regeres af de nyttige idioter i FN. I den virkelige verden hersker der kun anarki, men anarkiet er, hvad du gør det til! I stedet skal du gerne reflektere over, at menneskeheden bærer kimen til vores civilisations destruktion, men at mennesket og den rationalistiske tankegang er nøglen til vores overlevelse. Artiklen er skrevet på baggrund af utallige diskussioner over, hvor svært det kan være at løse de truende klimaproblemer, men som altid bundede i troen på det bedre i mennesket, men ikke at mennesket altid gør det selv. De brænder begge for klimaet, men har to forskellige indstillinger til, hvordan forandringerne kan behandles, hvorved dette resultat fremkom. Litteraturliste Walsh, Bryan (2009): ”Joe Romm”, i: TIME – Special Report: Heroes of the Environment, vol. 174, nr. 13, s. 64-5.

Line Skytte Pedersen og Mikael Valsted Sørensen, er begge statskundskabsstuderende på bachelordelen ved Københavns Universitet. De er begge aktive i en lang række foreninger på Instituttet for Statskundskab, foruden deres engagement i IPmonopolet. IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

36


Krigstræthed, militære tabstal og

den offentlige opinion Af Malthe Munkøe og Mads Steensen Jacobsen

Demokratiske stater kan i længden kun føre krig, hvis befolkningen støtter op om det militære engagement. Der lader til at være en konventionel visdom om, at krigsstøtten er tæt forbundet med antallet af tab, hvilket ofte benævnes ”ligpose-effekten”. Men i virkeligheden er der flere vigtige forhold, der spiller ind, end tabstallet alene. Militære aktioner er uundgåeligt forbundet med tab, eller risiko for tab. Man taler ofte om en ”body-bag effekt” – en ”ligposeeffekt” – hvor antallet af døde soldater påvirker befolkningens støtte til krigen. Det mest slående eksempel var Vietnamkrigen, hvor store dele af den amerikanske befolknings støtte til krigen

forsvandt efterhånden som tabstallene fortsatte med at stige. Under Clinton-administrationens kortvarige og fejlslagne humanitære intervention i Somalia så man meget tydeligt det samme mønster, at tabene af et beskedent antal soldater førte til, at befolkningens støtte til det militære engagement forsvandt. Under NATOs intervention i Kosovo havde dette manifesteret sig i noget, der lignede en militær doktrin om så vidt muligt at undgå tab af soldater. Dette førte til, at man

valgte en luftkampagne med massive bombninger, frem for at indsætte tropper på landjorden og dermed risikere at lide tab. Konklusionen om at militære tab i krig efterhånden fører til, at befolkningens støtte forsvinder, har således store konsekvenser for hvilke beslutninger, der bliver truffet om krig og fred, intervention eller ikke intervention, landtropper eller luftkampagne, og så videre. Kort sagt, der er en konventionel visdom om, at krigsstøtten er tæt knyttet til antallet af militære tab. Dette er ofte blevet kaldt en ”ligposeeffekt”, hvorved det antages, at militære tab påvirker den offentlige opinion direkte. Det er dog langtfra hele forklaringen. En befolknings støtte til krigsførelse er betinget af en række forhold, og er langt mere kompliceret end den simple sammenhæng mellem tabstal og støtte som den konventionelle visdom lader til at antage. I det følgende peger vi på fire mekanismer, der kan påvirke befolkningens støtte til en krig, og sammenholder dem med den danske befolknings opbakning til krigene i Irak og Afghanistan.

Læren fra Vietnamkrigen Vietnamkrigen endte med at koste knap 60.000 amerikanske soldater livet . I løbet af krigen voksede krigsmodstanden og blev et emne, der intenst optog IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

37


befolkningen. Mens den amerikanske befolkning i meget høj grad sluttede op om militære aktioner umiddelbart efter krigserklæringen i, hvad der ofte betegnes en ”rally around the flag” reaktion, begyndte støtten at svinde, efterhånden som krigen fortsatte og tabstallene voksede. Dermed var Vietnamkrigen mere end nogen anden militær konflikt - i hvert fald i efterkrigstiden -

argumenterer for, at det også er tilfældet i forhold til den amerikanske støtte til Irakkrigen. Det lader til at følge af Muellers argumenter, at beslutningstagere må regne med, at man har en vis periode til at føre krig i, et slags militært mulighedsrum eller handlerum. Hvis krigen ikke kan vindes i denne periode, vil den folkelige opinion nødvendiggøre tilbagetrækning eller fredsforhandlinger. Demokratier er ikke i stand til at føre langstrakte krige.

Befolkningens krigsførelse

cost-benefit

opfattelse

af

En indvending mod det noget statiske billede som Muellers studie gav indtryk af er, at det ikke kan være lige meget, hvor vigtig befolkningen opfatter en krig. På den måde kan krigsmodstanden både opstå som resultat af, at befolkningen mister troen på at krigen er vigtig, og som følge af, at befolkningen opfatter den som for omkostningsfuld i forhold til vigtigheden. For eksempel er det klart, at den amerikanske befolkning var mere opsatte på at vinde Anden Verdenskrig, end de var på at vinde i deres indsats i Somalia. Derfor kan man ikke forvente, at den generelle udvikling i krigsstøtten som reaktion på tabstal vil være den samme i alle krige. Der vil for eksempel have været langt færre dybfølte krigsstøtter i engagementer såsom Somalia end i Koreakrigen, og derfor vil man forvente, at krigsstøtten ville falde langt hurtigere som en reaktion på amerikanske tab i Somalia-engagamentet end i Korea. Det er derfor nødvendigt at moderere

med til at vise, at demokratier ikke kan føre krig uden at indtænke den hjemlige offentlige opinion. Den amerikanske statskundskabsprofessor John Mueller undersøgte sammenhængen mellem krigsstøtten og tabstal nærmere i sit banebrydende studie War, Presidents and Public Opinion. Her korrelerede han de amerikanske tabstal med krigsstøtten i Koreakrigen og Vietnamkrigen og fandt, at støtten falder med logaritmen af antallet af dødsfald. Kort sagt, der er en konventionel visdom om, at Indledningsvis falder krigsstøtten er tæt knyttet til antallet af militære tab. støtten hurtigt når tab indtræffer, men efterhånden skal der stadigt flere militære tab Muellers konklusion, fordi befolkningen har forskellige til for at lede til et tilsvarende fald i krigsstøtten. Det opfattelser af, hvor vigtig en krig er, og dermed hvor indebærer, at den offentlige opinion er meget sensitiv mange militære tab der skal til før man vil ophøre overfor tab i begyndelsen, men stadigt mindre sensitiv med at støtte krigen. Desuden kan man forestille sig, efterfølgende. Det afspejler at dem, der i forvejen ikke at mediedækningen har betydning, fordi befolkningen var så begejstrede for krigen, men lod sig rive med kun er opmærksom på omkostningerne ved krigen i en ”rally around the flag” effekt hurtigt falder fra, herunder, hvor ofte deres land lider tab, hvis de bliver mens de mere dybfølte krigsstøtter er mere villige til holdt velinformerede igennem pressen. På den måde at acceptere tab. Når først tabstallene når højder, hvor vil mere mediedækning af militære tab føre til større også de begynder at falde fra er det meget vanskeligt erosion af krigsstøtten. Det sker imidlertid i det store for en demokratisk valgt regering at oppebære en og hele ikke på grund af mediedækningen i sig selv, krigsindsats. Dette antydede en gradvis, men ikke men alene fordi befolkningen hurtigere er i stand til at lineær erosion af støtten til krig. Beslutningstagerne må opdatere deres opfattelse ud fra nye informationer. derfor forvente større krigsmodstand som tiden går og tabene indtræffer, og være indstillet på, at de ikke kan Den nationale elite. vende denne udvikling. Dette har John Mueller senest En anden indvending er, at befolkningen ikke danner gjort gældende i The Iraq Syndrome fra 2005, hvor han sin opfattelse af en krig i et vacuum. Det følger af det IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

38


overordnede studie af offentlig opinion. Her er det en vigtig indsigt, at befolkningen i høj grad henter deres opfattelser fra de eliter, som artikulerer forskellige politikker. En almindelig borger vil i reglen ikke på forhånd have gjort sig klart, hvad han eller hun mener om mange forskellige og ofte abstrakte eller komplicerede politiske problemstillinger, herunder problemstillinger af militær karakter. Derfor sker et skifte i den offentlige opinion oftest først når bestemte meningsdannere begynder at gøre dette gældende, så denne opfattelse kan sprede sig til almindelige borgere. Det samme kan være tilfældet med krige og militære konflikter. Den amerikanske statskundskabsprofessor Bruce Jentleson har i sine studier af befolkningens opbakning til krige blandt andet argumenteret for, at opbakningen til en krig afspejler elitens og meningsdannernes syn på krigen . Hvis der er bred støtte til en krig blandt eliten, forskellige meningsdannere og beslutningstagere, så vil der også være det i befolkningen. Først hvis nogle artikulerer en modstand til en krig, skabes der et grundlag for en voksende krigsmodstand.

meldinger om, at Vietnamkrigen gik godt.

Landespecifikke forhold Der kan også være forhold, som spiller ind på den danske støtte til krigsdeltagelse, som er specifikke for landet. Tidligere leder af Dansk Institut for Militære Studier Mikkel Vedby Rasmussen har peget på, at hvor amerikanerne og briterne er meget fokuserede på at bruge militæret som instrument til at nå deres udenrigspolitiske mål, så er det for Danmark mest af alt blot målet at bruge militæret sådan, at vi fremstår som ”gode verdensborgere” og derigennem understøtter en bestemt dansk selvforståelse og identitet. Desuden peger han på, at det kan have haft en betydning, at

Succes er ikke ligegyldig En tredje indvending er, at befolkningens støtte til en krig også afhænger af, hvordan krigen går eller i hvert fald, hvordan befolkningen fornemmer, at krigen går. I et studie af amerikanernes opbakning til Irakkrigen fandt de to statskundskabslektorer Peter Feaver og Christopher Gelpi , at støtten faldt efterhånden som man mistede troen på, at det gik den rigtige vej i Irak. I perioder hvor krigen gik bedre steg støtten eller forblev konstant. Det kan naturligvis være et udtryk for antallet af dødsfald, så folk for eksempel mister troen på, at krigen kan vindes, hvis dødsfaldene når et bestemt niveau, men det behøver ikke hænge sammen. Tværtimod kan en periode med usædvanligt høje dødsfald netop være den periode, hvor de store sejre vindes, der giver befolkningen troen på, at krigen vil blive vundet tilbage. Da den amerikanske hær for eksempel gennemførte deres midlertidige troppeopbygning og meget konfrontatoriske strategi kaldet ”the Surge” i Irak i 2007 førte de intensiverede kamphandlinger til tab, men befolkningens støtte til krigen steg, fordi oprørerne led et afgørende nederlag. Den nordvietnamesiske Tetoffensiv under Vietnamkrigen er et andet illustrativt eksempel. Selvom offensiven militært set var et stort nederlag for Vietcong, så var det et hårdt slag mod den amerikanske krigsstøtte, fordi nordvietnameserne havde vist sig i stand til at angribe alle områder i landet, og derved lod til at stride imod de officielle amerikanske

danskerne har villet hjælpe Anders Fogh Rasmussen i hans kandidatur til NATOs generalsekretær. Man kan forestille sig mange lignende landespecifikke forhold. Det er for eksempel tænkeligt, at lande med tradition for militære engagementer i udlandet såsom Storbritannien og USA vil være mere tolerante overfor militære tab end lande som Sverige og Tyskland, der ikke i nyere tid har haft samme tradition.

Den danske krigsopbakning I modsætning til den amerikanske og britiske offentlige opinion har den danske opbakning til krigen i Afghanistan været nogenlunde stabil, mens støtten til Irakkrigen fra begyndelsen af var markant lavere og siden er faldet gradvist. Det kan afspejle, at den danske meningsdannende elite har været meget enig om at deltage i krigen i Afghanistan, men meget delt over Irakkrigen. To Gallupmålinger viste således, at selvom respondenternes holdning til Danmarks deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan var stærkt korreleret med deres politiske observans, så var IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

39


der langt større uenighed imellem højrefløjens og venstrefløjens vælgere i spørgsmålet om Irakkrigen end Afghanistan. For eksempel var det kun 7 % af de respondenter, der angav at de i dag ville stemme på SF eller Enhedslisten, som mener det var den rigtige beslutning at deltage i Irakkrigen, mens omtrent 70 % af Venstre og de Konservatives vælgere mener det

det er for tidligt at drage endelige konklusioner giver målingerne dermed ikke støtte til ideen om en gradvis erosion af befolkningens krigsstøtte efterhånden som tabstallene stiger. Det må imidlertid bemærkes, at den danske støtte til Afghanistan-krigen på lidt over halvdelen af de adspurgte givetvis er meget lavere end missioner, der ikke implicerer tab. Med andre ord kan udviklingen i danske tab ikke forklare beslutningstagere må regne med, at man udviklingen siden april 2008, men har en vis periode til at føre krig i, et slags missionens farlige karakter kan være en medvirkende forklaring på, at en militært mulighedsrum eller handlerum. tredjedel af respondenterne hele vejen igennem ikke støtter den. Desuden var den rigtige beslutning . Hvad Afghanistan-krigen giver den relativt høje grad af krigsstøtte navnlig i angår mente 33 % af SFs vælgere at det er den rigtige forhold til andre koalitionsmedlemmer indtryk af, at beslutning at danske tropper er aktive i Afghanistan, den høje grad af konsensus omkring krigsdeltagelsen imod 74 % af de Konservatives og 77 % af Venstres blandt danske beslutningstagere og meningsdannere vælgere. Siden den danske Irak-missions begyndelse er har væsentlig betydning. Den markante nedgang i støtten dalet nogenlunde støt, fra 52 procent i 2004 til krigsstøtten i oktober 2008 kan naturligvis skyldes 39 procent i 2007 . Det kan understøtte teorien om, at statistiske tilfældigheder, men kan også hænge krigsstøtten gradvist udhules af stigende tabstal. Her er sammen med, at krigen i en periode havde gået dårligt, oktober 2006 imidlertid påfaldende. Kun 36 procent af og at det amerikanske forsøg på at gentage deres respondenterne mente i oktober 2006, at det var den irakiske ”Surge” med en troppeforøgelse i Afghanistan rigtige beslutning, at Danmark deltog i Irakkrigen. Et i løbet af 2009 gav den danske befolkning fornyet håb kvartal senere, i februar 2007, var den offentlige opinion om, at krigen ville ende med sejr. De danske tab i blevet markant mere positiv, således at 43 procent mente, at det var den rigtige beslutning. I juni 2007 var støtten igen faldet til 39 % men fortsat en smule højere end den havde været i oktober 2006. De danske styrker led de hårdeste tab i 2006 i Irak, med fire dræbte soldater i forhold til en de følgende to år, og en det forrige år. Det understøtter ideen om, at udviklingen i militære tab har betydning for krigsstøtten, medmindre stigningen i februar 2007 blot er resultatet af den statistiske usikkerhed. Stigningen i 2007 kan også være udslag af den amerikanske ændrede Iraktaktik og troppeopbygning i forbindelse med ”the Surge”. Det kan både skyldes, at den amerikanske udmelding om at ville opprioritere krigen i sig selv gav danskerne Afghanistan har været betydeligt højere end i Irak. Hvor større tiltro til, at krigen ville blive vundet, eller at vi i Irak led et tab i 2005, 2007 og 2008, og fire tab i troppeopbygningen førte til militære fremskridt, der 2006, så mistede vi i Afghanistan seks soldater i 2007, igen førte til fornyet tro på, at udviklingen kunne vendes. 13 i 2008 og 6 i 2009. Det demonstrerer tydeligt, at Støtten til krigen i Afghanistan har først været et vigtigt opbakningen til Irak-krigen og Afghanistan-krigen er politisk emne efter de danske tropper blev overflyttet fra væsensforskellig. Mens Danmark i Afghanistan målt i Irak til Afghanistans Helmand-provins. Gallupmålinger forhold til indsatsens størrelse har lidt ligeså store tab viser, at krigsstøtten i den danske befolkning har været som briterne, og betydeligt flere end vi gjorde i Irak, nogenlunde stabil, 53 % i både april 2008 og april 2009, er støtten forblevet nogenlunde stabil, og de færreste men med et markant dyk til 46 % i oktober 2008 . Selvom betydningsfulde politikere eller meningsdannere stiller IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

40


spørgsmål ved vores deltagelse. De danske tab i Irak har været forholdsvis beskedne, men støtten til Irakkrigen er trods det faldet stødt siden 2004, og navnlig siden oprøret og uroen i landet for alvor tog til i løbet af 2005 og 2006. Både det absolutte niveau og den fortløbende udvikling i en befolknings støtte til en krig kan med andre ord ikke forstås alene ud fra udviklingen i militære tab. Både Afghanistan- og Irak-indsatserne demonstrerer, at den konventionelle visdom om en gradvis erosion af krigsstøtten er forfejlet, eller i hvert fald ikke indfanger hele dynamikken bag en befolknings krigsstøtte. Man må med andre ord også tage andre mekanismer, der kan påvirke en befolknings støtte til en krig, i betragtning end tabstallene alene. I stedet for en vedvarende erosion kan krigsstøtten stige, hvis krigens gang udvikler sig i en positiv retning, ligesom den kan falde, hvis befolkningen mister troen på, at krigen kan vindes uagtet udviklingen i militære tab. Det har betydning, hvordan et lands meningsdannende elite forholder sig til et militært engagement, og hvor vigtig befolkningen vurderer konflikten at være ud fra et cost-benefit synspunkt. I modsætning til, hvad den simplistiske tanke om en vedvarende og over tid voksende ”ligposeeffekt” antyder, så har demokratier fortsat mulighed for at bruge krig som et politisk redskab - eller med Clausewitz’ diktum: som en videreførelse af politikken med andre midler. Befolkningen vil ikke per definition modsætte sig krigen, efterhånden som tiden går og tabstallene stiger. Hvis befolkningen finder, at krigen er tilstrækkeligt vigtig til, at det retfærdiggør omkostningerne, og at krigen går tilstrækkeligt godt vil krigsindsatsen kunne finde støtte på trods af stigende militære udgifter og tab. Befolkningens accept af en krig er i dag nødvendig, på samme måde som befolkningens accept af andre politikker er nødvendig. Militære engagementer har ikke længere den særlige karakter, der kendetegner ”high politics”, som alene falder ind under regeringens ansvarsområde, men befinder sig i stigende grad i en demokratisk proces, hvorigennem regeringen ligesom med andre politikker skal begrunde og forsvare sine valg. Derfor evalueres krigene på samme måde som andre politikker: Er de omkostningerne værd, løser de problemerne eller går krigen dårligt, er der enighed om, at det er den rigtige beslutning iblandt meningsdannerne, og er krigsdeltagelsen den rigtige beslutning for os som dansk nation i forhold til vores værdier og det vi står for? Krig er derfor i stigende grad blevet normaliseret og politiseret. Ikke nok med, at krig er politik med andre midler, det er også på mange måder politik på politikkens præmisser og efter politiske logikker.

Referencer - C. Gelpi, P. Feaver, J. Reifler (2006), Success matters. Casualty Sensitivity and the War in Iraq. International Security vol. 30 no. 3, 7-47 - Jentleson, Bruce (1992) The Pretty Prudent Public: Post Post-Vietnam American Opinion on the Use of Military Force,” International Studies Quarterly (36) - J. Mueller (1971) Trends in Popular Support for the Wars in Korea and Vietnam. American Political Science Review vol. 65 no. 2, 358-375 - Mueller, John (1973) War, Presidents and Public Opinion. John Wiley and Sons. - Mueller, John (2005) The Iraq Syndrome, Foreign Affairs, November/December 2005 - Kristeligt Dagblad 24. August 2009: Danskerne accepterer krigens ofre I Afghanistan - http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/335666:Udland-Danskerne-accepterer-krigens-ofre-i-Afghanistan?page=3 - Amerikanske tabstal for Vietnamkrigen: The National Archives, USA: http://www.archives.gov/research/vietnamwar/casualty-statistics.html - En oversigt over de danske tabstal: http://www.danskpanser. dk/Webmaster/Mindeside.htm TNS Gallup (2007) Danskerne om den danske mission i Irak. Ugens Gallup, nr. 22, 2007. Meningsmåling om dansk opbakning til Irakkrigen: - http://www2.tns-gallup.dk/tns_gallup/ugens_gallup/tekst/ UG_22_2007_De_danske_tropper_hjem_fra_Irak.pdf - TNS Gallup (2009) Afghanistan. Gallup-måling fra 2009 for Berlingske Tidende om dansk opbakning til Afghanistankrigen: http://www.gallup.dk/tns_gallup/ugens_ gallup/tekst/56352_Tropper_i_%20Afghanistan.pdf

Mads Steensen Jacobsen er ligeledes cand.scient.pol fra Københavns Universitet og fuldmægtig i Finansministeriet

Malthe Munkøe er cand.scient. pol fra Københavns Universitet og studerer i øjeblikket ved Europakollegiet i Brügge. IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

41


The Road to Flopenhagen How a lack of leadership and commitment results in a half-hearted Climate Summit in Copenhagen

Af Ulrike Schenka

Now it’s official, black on white: On the fringes of the Asia-Pacific Economic Cooperation summit on November 15, world leaders made it official what many had anticipated long ago: The Copenhagen Climate Conference 2009 will not bring forward a full internationally and legally binding agreement. Not even aiming for it, for the sake of an outline agreement. Is it surprising, disappointing, upsetting? Or did we not expect exactly just this to happen? Being around the UN Headquarters in New York for the last two months seems in retrospect like a rhetoric rollercoaster: Coming from Copenhagen, one had become quite used to the cynical anticipation of the Copenhagen Climate Conference outcome and one might therefore not have expected a very different spirit in New York. However, as the 2009 New York Summit on Climate Change on September 22 moved closer, the dynamics seemed to have changed: The media put great expectations on world leaders, expert panels urged UN

within reach, spirits were flying high and thitherto sluggish pre-negotiations leading to the Copenhagen Conference, seemed likely to be made up for now. But somehow, things turned shaky: While all the positive talk probably made for a good public-awareness campaign outside the UN, within the committees member states turned more and more skeptic. During the special events on Climate Change, put on the agenda of the General Assembly’s Second Committee for Economic and Financial Issues, questions arose of whether all these ambitious plans could be reached and The EU is always quick to formulate its not least be financed. requirements of the rest of the world but as soon True, these were no new concerns, but as it comes to coming up with the funding for a policy to the leverage gained fight global warming, it starts moving backwards during the September Summit seemed to be slowly eroding away: member states to make daring commitments, while While some had believed that Japan would take on leaders’ statements and PR created an encouraging the leadership role, it fell short of such expectations. spirit of approaching “Hopenhagen” and fueled the And while the EU had started out by calling on member hopes that an agreement might be possible at last. states to follow straight on their commitments for China’s announcement during the September Summit 2020, they did not seem to be willing to step up fully to to cut emissions “by a notable margin by 2020 from the take the lead and push other actors for more effective 2005 level”, to invest in renewable and nuclear energy preparations for the Copenhagen Conference. The and to increase the share of non-fossil fuels to 15 bloc’s division over the issue of financing mitigation 1 percent by 2020 and Japan’s exemplary commitment and capacity building for developing countries, made them also fall short on presenting a whole set of to reduce emissions by 25 percent against 1990 levels by 20202 further supported those hopes and silenced commitments: “The EU is always quick to formulate its many skeptics around: A Copenhagen Protocol seemed requirements of the rest of the world but as soon as it IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

42


comes to coming up with the funding for a policy to fight global warming, it starts moving backwards,” said the two co-presidents of the European Parliament’s Greens Party, Daniel Cohn-Bendit (France) and Rebecca Harms (Germany).3 The principle of common but differentiated responsibilities was one of the few common denominators among both developed and developing countries, but the resistance of the Group

was”.6 But while everybody acknowledged that Climate Change and mitigating action was a leader’s issue, no leader wanted to lead the leaders.

Other issues came on the agenda as the GA sessions moved on. Forgotten seemed the temporary glamour and optimistic spirit that heads of states brought to the UN building during September and early October. When the final preparatory talks There was an assessment by the leaders that in Barcelona took place from 2 to it is unrealistic to expect a full internationally, 6 November, many stakeholders, in particular from the least legally binding agreement could be negotiated developed countries (LDCs), felt unheard and unnoticed. The between now and Copenhagen question of funding mitigation of 77 and China to binding emission reduction targets and adaptation measures to developing countries turned into a wait-and-see approach by the main was further fueled, when developing countries saw players, preventing any progress on this essential that the wealthiest nations refused to commit to stark part of a potential global agreement. Warnings by reservations. They eventually stalled in their role as Yvo de Boer, executive director of the United Nations victims of a problem that the developed countries Framework Convention on Climate Change, to member created and under which they had to suffer. The appeal states to “forget their own interests and let our by Maldivian President Mohamed Nasheed to world common interest prevail” vanished into thin air. When leaders “to discard those habits that have led to twenty President Barack Obama, Danish Prime Minister and years of complacency and broken promises on climate climate conference chairman, Lars Løkke Rasmussen, change, and instead to seize the historic opportunity and other leaders made the decision on November that sits at the end of the road to Copenhagen”4 15 to delay a full deal for Copenhagen, they put an appeared to be unheard, as negotiation partners in end to months of speculation that the developed and both developed and developing countries remained in developing countries of the world would not be able a deadlock about their initial statements and would not to settle their differences. “There was an assessment move until the other party would make the first step. by the leaders that it is unrealistic to expect a full Special attention was of course on the US position, as President Obama had promised throughout his first internationally, legally binding agreement could be year in office that the US would lead the way negotiated between now and Copenhagen,” said toward a global agreement in Copenhagen. Michael Froman, Obama’s deputy national However, during the talks leading up security adviser for international economic to the Copenhagen Conference, US affairs on November 15, and assessed negotiators were hindered by inaction that he did not “think the negotiations on government-supported legislation have proceeded in such a way that any of that would set clear and strict caps on the leaders thought it was likely that we carbon dioxide emissions.5 They were were going to achieve a final agreement also by a Congress that was unwilling to in Copenhagen, and yet thought that it move as far as President Obama would was important that Copenhagen be an like it to, made it more and more important step forward, including with improbable for the US to take the lead operational impact.” While this step into in the negotiations, without falling the open was an attempt to salvage the short on credibility. Ironically, Robert Copenhagen Conference by creating Orr, Assistant Secretary-General for one agreement in two steps (where Policy Planning of the UN, declared that the September Copenhagen would be the first step in a process towards Summit on Climate change had shown that “leader after an international legally binding agreement), one cannot leader” had acknowledged that climate change was a help concluding that the preparatory talks on the road “leaders’ issue” and that leaders had to make decisions, to Copenhagen only lead us to Flopenhagen. which was a shift in overall recognition of whose issue it IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

43


A flop for international cooperation and a show case that even a preparatory period of two years, was not enough for the international community to have a political leader emerging, who was willing to spearhead the negotiation rounds and push other negotiation partners to make binding commitments for their common interests. Statements by US officials welcomed the new approach towards the outcome of the Copenhagen Conference as a “pragmatic” move, as the Kyoto negotiations took 4 years to be concluded. With regard to the emergency of the situation, with the Association of Small Island States (AOSIS) fighting for the very survival and for protection against climate change impacts on their member states, this is far from encouraging and indicates once again that a crisis situation, affecting in particular developing and middleincome states, is overlooked by wealthier nations. Let’s hope that international leaders in Copenhagen are at least capable of agreeing on a paper committing developed countries to reductions of emissions, with provisions on adapting to warmer temperatures, on financing such adaptation, and in combating climate change in poor countries. And if not, nobody would be surprised if it will all be postponed - yet again. Noter 1) China’s statement: http://www.un.org/wcm/content/ site/climatechange/lang/en/pages/2009summit/programme) 2) http://www.un.org/News/briefings/docs//2009/ 090923_Climate_Change.doc.htm 3) http://www.europolitics.info/ambitions-shrink-as-barcelonasummit-opens-art253161-10.html

Ulrike Schenka læser MSc.International Business and Politics på CBS og er for tiden praktikant i UNCTAD’s repræsentation ved FN’s hovedkvarter i New York. Det er i denne forbindelse, at Ulrike deltog i FN’s Climate Change Summit i September måned I New York.

4) http://www.un.org/wcm/webdav/site/climatechange/ shared/Documents/Maldives.pdf 5) New York Times 16.11.2009 “Obama Hobbled in Fight Against Global Warning” 6) Press release: http://www.un.org/News/briefings/docs/ /2009/090923_Climate_Change.doc.htm

IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

44


Efter Durban II:

Racismekonference eller international politik? Af Ebbe Elhauge Kristensen

Der opstår gang på gang uenigheder nationalstater imellem, når der skal laves internationale aftaler. Durban II var ingen undtagelse. Det kan både være relevant at tale om civilisationssammenstød og uenighed i et internationalt samfund. Konferencens resultat indbyder også til diskussion, fordi det måske mere var formelt end reelt. Meget peger derfor på, at Durban II var mere end en racismekonference. Formålet med Durban II-konferencen1 - 20¬.-24. april 2009 - var at behandle racisme som et globalt problem og nå frem til en fælles stillingtagen. Durban II skulle evaluere resultatet af Durban I (2001), som var en tidligere konference på området. Uenigheder mellem særligt Iran (og andre islamiske stater) og USA (og andre vestlige stater) opstod allerede inden konferencen, da man skulle blive enige om ordlyden af oplægget til konferencen. Her ønskede Iran at sidestille religionskritik med racisme, mens det absolut ikke var ønsket hos USA, der valgte at boykotte konferencen. Uenighederne forsatte under konferencen, hvor flere vestlige lande udvandrede under den iranske præsident Ahmadinejads tale, mens andre lande applauderede talen. Talen indeholdt bl.a. anklager om amerikansk og israelsk zionisme og racisme. Durban II-konferencen satte nationalstater i FN i spil mod hinanden. Det afgørende spørgsmål i denne sammenhæng er, hvordan man kan forklare og forstå uenighederne

udfald må vurderes som et positivt fremskridt for et internationalt samfund eller et dokument uden reel betydning for underskiverne.

Durban II: civilisationssammenstød internationalt samfund?

eller

Hvis man skal forklare uenighederne i forbindelse med Durban II som en del af et globalt civilisationssammenstød, kræver det, at en historisk konflikt mellem vestlige sekulære præferencer og islamiske præferencer kom til udtryk. Det skal simplificeret være strukturelle kulturelt baserede holdninger og adfærd, der forklarer uenighederne før og under konferencen. Der kan findes tre hovedargumenter for, at dette var tilfældet: For det første så man, at en racismekonference blev brugt til at hævde kulturelle præferencer. Således var Ahmadinejads tale på konferencen ikke om det konkrete racismeproblem, der var formålet for konferencen, men i stedet om det, han mente, er en uretfærdig magtpolitik, hvor USA og Durban II-konferencen satte nationalstater Israel gør sig skyldig i imperialistisk zionisme. For det andet forsøgte de i FN i spil mod hinanden vestlige nationer at fremstille Iran og under konferencen samt udfaldet af konferencen? deres sympatisører som uvillige til at diskuterer den Der tages udgangspunkt i forskellige tilgange til at egentlige problemstilling, og de iscenesætter med forklare og forstå international politik. De forskellige egne præferencer som den overordnede interesse tilgange kan henføres til traditionel international hos de deltagende nationer. Det understreges bl.a. politisk teori2. Problemstillingen kan deles i to: For det af udvandringen fra Ahmadinejads tale. Iran kom første er der spørgsmålet om, hvorvidt uenighederne dermed til at fremstå som ”the odd man out”, dvs., under konferencen må tages som et udtryk for et en stat, der ikke ønsker fremdrift i forhandlingerne. civilisationssammenstød eller som udtryk for de For det tredje ser man klare gruppering af lande, der uenigheder, der opstår i et internationalt samfund. For lader til at være kulturelt betinget. En lang række det andet er der spørgsmålet om, hvorvidt konferencens lande med vestlige sekulære præferencer, inklusiv IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

45


Danmark, valgte fx at udvandre fra Ahmadinejads tale, ligesom en række lande med islamiske præferencer applauderede talen. Overordnet set var der altså tale om, at kulturelle holdninger og adfærd tilsyneladende erobrede dagsordenen. Racismekonferencen blev derfor en arena for kulturelt sammenstød i stedet for et diskussionsforum med fokus på et globalt racismeproblem. Alternativt kan man forsøge at forstå racismekonferencen som et udtryk for et ”internationalt samfund”. Herved forstås, at staterne forsøger at blive enige om regler og normer, som de alle har intentioner om at rette sig efter. I et sådant internationalt samfund vil der være en indbygget uenighed om præferencer for hhv. orden og retfærdighed. Hvis man kan sætte uenighederne ind i en sammenhæng af orden vs. retfærdighed, kan det være relevant at forstå Durban II som et udtryk for et internationalt samfund, hvor

vestlige position som et forsvar af den nuværende orden. Det vil ikke være rationelt for USA at afgive magt eller at indrømme at være zionistisk og racistisk. Derfor ønsker man at bevare den nuværende orden, hvor religionskritik ikke kan sidestilles med racisme, og hvor Israels eksistens er berettiget. Det er altså også

Der er mere tale om et formelt resultat end et reelt muligt, at forstå uenighederne under Durban II som et spørgsmål om hvilken orden, der skal herske, samt hvordan retfærdighed skal defineres i et internationalt samfund, hvor samfundets medlemmer har forskellige præferencer. Selvom der er tale om to meget forskellige tilgange til den samme konflikt, giver begge tilgange gode bud på, hvordan man henholdsvis kan forklare og forstå uenighederne. Derfor synes det umiddelbart ikke muligt, at vurdere hvilken tilgang, der er mest plausibel.

Durban II: udfaldet – fremskridt, tilbagegang eller status quo?

Press TV Irans præsident, Ahmadinejad, ved Durban II konferencen

Udfaldet af konferencen defineres her i snæver forstand3, dvs., at udfaldet betragtes som det dokument, der blev resultatet af konferencen. Dette slutdokument kan forstås ud fra to diametralt modsatte synsvinkler. Den ene synsvinkel, den optimistiske, betoner, at der er et konkret underskrevet resultat af racismekonferencen, der kan danne rettesnor for staters ageren og være grundlag for fremtidige forhandlinger. Konferencen har altså ikke været spildt. Man forventer, at de internationale aktører vil bruge dokumentet i deres ageren på den internationale scene. Der er i denne forståelse tale om både et formelt og reelt udfald af konferencen. Den anden synsvinkel, den pessimistiske, betoner derimod, at dokumentet ikke er retsligt bindene og derfor ikke giver mulighed for sanktioner, hvis der skulle forekomme direkte brud på dets paragraffer. Dokumentets gyldighed kompromitteres også af, at flere lande slet ikke deltog – heriblandt USA.

aktører har forskellige præferencer. Man kan identificere tre hovedargumenter for, at konferencens forløb var et udtryk for et internationalt samfund: For det første at der bliver forhandlet. Det er grundpræmisset for, at et internationalt samfund kan eksistere. For det andet at man kan forstå Ahmadinejads tale som et udtryk for et opgør med den herskende Man må i mange tilfælde nøjes med at internationale orden. Der er m.a.o. ud fra Ahmadinejads synsvinkel bidrage med et perspektiv på virkeligheden brug for en ny orden. Dette ønske implicerer, at man karakteriserer det nuværende system som uretfærdigt, hvorfor Iran Ligeledes er det problematisk, at dokumentets punkter ønsker en ny retfærdighed. Denne retfærdighed består er skrevet i meget løse vendinger. Således er det muligt i, at USA og Israel skal ophøre med at føre en påstået at tolke meget forskelligartede racismedefinitioner zionistisk og racistisk politik samt undlade at påtvinge ind i det. Her kan man fx tænke på spørgsmålet om, fattige lande deres økonomiske og politiske værdier. Jf. hvorvidt religionskritik skal sidestilles med racisme. Det dette synspunkt skal fx religionskritik kunne sidestilles giver dokumentet langt fra noget entydigt svar på. Der med racisme. For det tredje at man kan forstå den er mere tale om et formelt resultat end et reelt. Der IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

46


kan således findes argumenter for begge synsvinkler, men det synes svært at modsætte sig styrken af den pessimistiske positions argumenter. Specielt hvis man åbner op for en mere bred definition af udfaldet og ser på de stærke symbolske handlinger som udvandringer og applaus, der fandt sted under selve konferencen. Derfor må man overvejende forstå resultatet som formelt måske med et reelt udfald for de stater, der ønskede en udvidelse af racismedefinitionerne.

Virkelighed eller perspektiver? Indtil videre har artiklen antaget, at man kan forklare og forstå virkeligheden på flere måder. Det har været en underliggende præmis, at forsøge at identificere den bedste måde at forklare eller forstå Durban II på. Hvis man radikaliserer dette præmis og i stedet antager, at alle forståelser og forklaringer er relevante, kan man få et problem med at finde ud af hvad, der er virkelighed i den internationale politik. Man kan argumentere for, at der netop ikke er nogen bestemt virkelighed. I stedet for at forsøge at finde den rigtige forklaring eller forståelse, må man opfatte alle forslag som et perspektiv, der er relevant for at nærme sig en hel virkelighed. Således kan der anlægges en række andre perspektiver på Durban II: Konflikten mellem USA og Iran, i forbindelse med Bush-administrationens karakterisering af Iran som en del af ”ondskabens akse”, kunne være relevant for at forstå uenighederne under Durban II. Ligeledes er spørgsmålet om Irans atomare ambitioner en anden faktor, som kunne have indflydelse. Indenrigspolitiske forhold i implicerede lande er også interessante. Her påtænkes fx en meget dårlig iransk økonomi og et for Ahmadinejad forestående valg. Ligesom den jødiske lobby i USA også kunne være en indflydelsesfaktor. Ud fra ovenstående faktorer ville det være muligt at identificere andre positioner, der kunne bidrage til forklaring og forståelse af Durban II-konferencen. Hvis man går ind på præmisset om, at der ikke eksisterer én forklaring, ville en virkelig forståelse og forklaring af Durban II-konferencen kræve, at man behandlede alle disse indflydelsesfaktorer på linje med de synsvinkler, der kort er behandlet i det foregående. Målet for internationale politiske studier kan altså være andet end at finde den rigtige forklaring eller forståelse af en situation. Man må i mange tilfælde nøjes med at bidrage med et perspektiv på virkeligheden.

eller tesen om et internationalt samfund bør foretrækkes. Ligeledes synes både den pessimistiske og den optimistiske forståelse af udfaldet af Durban II begge relevante, dog med en overvægt af styrke i argumenterne hos den pessimistiske position. I forsøget på at nærme sig en endelig konklusion er det således værd at være opmærksom på, at man kan forstå de forskellige synsvinkler som hver sit relevante perspektiv, der hjælper med at afdække et stykke af virkeligheden. Hvad man derimod kan konkludere med sikkerhed er, at Durban II var meget mere end en racismekonference – det var international politik… Tilkendegivelser Tak til Iben Sand Olesen, Simon Fløe Nielsen, Johan Wogensen Bach og Kim Møller Kristensen for gennemlæsning og korrektioner. Referencer - Ahmadinejad, Mahmoud (2009), den iranske præsidents tale v. Durban II (Durban Review Conference), 20. april 2009 (5 s.). - Bull, Hedley (1977), Order versus Justice, i The Anarchical Society – A Study of Order in World Politics, London: Macmillan, pp. 77-98. - Devetak, Richard (2001), Postmodernism, i Scott Burchill m.fl. (eds.), Houndmills: Macmillan, pp. 181-208. - Huntington, Samuel P. (1993) “The Clash of Civilizations”, Foreign Affairs, Vol. 72, No. 3, pp. 22-48. - Jackson, Robert & Sørensen, Georg (2007) Introduction to International Relations (3. udgave), Oxford. - Outcome document of the Durban Review Conference. Hentet på konferencens officielle hjemmeside: http://www.un.org/ durbanreview2009/ Noter 1) Den engelske version af wikipedia har en god indføring i de mere konkrete forhold omkring Durban II, Duran I og endog tidligere racismekonferencer (WCAR). 2) Bull som eksponent for internationalt samfund tilgangen; Huntington som eksponent for civilisationssammenstøds tilgangen; Bull som eksponent for den optimistiske tilgang; Sørensen & Jacksons kapitel om neoklassisk realisme som eksponent for den pessimistiske tilgang; Devetak som inspiration til problematiseringen af ”virkelighed”. 3) Man kunne have defineret udfaldet bredere og fx medtaget udvandringer etc. som et af de konkrete udfald.

Konklusion En kort opsummering er således, at både forklaring og forståelse kan være en del af løsningen, når man ønsker at nærme sig uenighederne under Durban II. Det kan være vanskeligt at afgøre, hvorvidt civilisationssammenstødet

Ebbe Elhauge Kristensen, stud. scient. pol. ved Aarhus Universitet. IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

47


Import af olie skal sikre Kinas ressourcesikkerhed Af Tanja Kasandra Behrndt-Eriksen

I de senere år har Kina oplevet høj økonomisk vækst. Det har medført et øget forbrug af ressourcer, blandt andet af olie og gas. Da landets energiproduktion imidlertid ikke er fulgt med det voksende energiforbrug, er Kina nødt til at sikre sig ressourcer fra eksternt hold. Af Kinas nyligt lancerede ressourcestrategi fremgår det, at Kina i 2010 vil få brug for, at importere omtrent halvdelen af Kinas olieforbrug og op til 66% i 2020. På den baggrund har Kina engageret sig i bl.a. Afrika. Kinas øgede ressourceforbrug Med en gennemsnitlig årlig vækstrate på 10 % siden 1990, er Kinas økonomi vokset eksplosivt i de seneste år. I takt med den økonomiske vækst og den voksende produk-tion, er ressourceforbruget steget, herunder af olie og gas. Forventningen fra den kinesiske regerings side er, at Kinas energibehov vil blive fordoblet inden 2020. Landets produktion af ressourcer er imidlertid ikke fulgt med det voksende energifor-brug, hvilket har medført et behov for en øget import af ressourcer for at muliggøre fortsat vækst. Her vil vi se på, hvorledes Kinas ressourcestrategi ser ud, herunder de skridt fra henholdsvis internt og eksternt hold, der skal sikre landets ressourcesikker-hed. Dette kan lede os til et svar på, hvorledes Kinas øgede ressourcebehov påvirker landets udenrigspolitik.

Kinas ressourcestrategi Det kinesiske lederskab har i de senere år (som det fremgår af en række nylige doku-menter i form af et PRC White Paper fra december 2007 og et policy Udenrigsministeriet, 2009 paper fra NDRC fra juni 20071) “mozambique viser vejen” udarbejdet en strategi, der forholder sig til den nye situation vedr. res-sourcer. Denne ressourcestrategi har til formål at reformere energisektoren, at skabe mindre afhængighed af fossile brændstoffer samt at skabe mindre afhængighed af en-kelte lande eller regioner. I forhold til de skridt som Kina tager fra internt hold for at sikre et øget udbud

af res-sourcer, kan nævnes følgende: For det første vil Kina øge indenlandske olie og gas eksplorationer: På NPC i marts 2009 annonceredes det, at regeringen vil etablere en særlig fond til en værdi af 200 mia. USD, der skal hjælpe statsejede virksomheder til at finansiere off-shore eksplorationer. For det andet vil der blive satset på udvikling af alternative typer af energi for at mindske afhængighed af fossile brændstoffer: Fra den økonomiske hjælpepakke, som den kinesiske regering fremkom med i november 2008 skal 17,5 mia. USD bruges på alternativ energi, herunder atomkræftværker og kraft-værker. For det tredje, vil der blive arbejdet på at forbedre ressourceeffektiviteten. Endelig vil afhængigheden fra eksternt hold blive mindsket ved at udbygge oliereser-verne: Regeringen fremlagde i forbindelse med den 11. NPC i marts 2009 en mere udførlig strategi for udbygningen af de strategiske oliereserver, og der skal bygges otte nye strategiske SPR oliereserver udover de eksisterende fire (Zhenhai, Zhoushan, Huangdao og Dalian). Hermed vil Kinas strategiske oliereserver blive øget fra 30 da-ge til 90 dages forsyningssikkerhed i forhold til forstyrrelser i olie- og gasforsyninger. USA og de største vestlige lande har ligeledes oliereserver, der dækker op til tre måneder.

Import af ressourcer De indenlandske tiltag vil således udbygge udbuddet af ressourcer fra internt hold, men det er ikke nok til at tilfredsstille det øgede behov for ressourcer. Forventningen er som nævnt fra den kinesiske regering, IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

48


at forsyningen af ressourcer ude-fra er nødvendig – og det i stigende grad. I en rapport fra den kinesiske ledelse fra oktober 2008 forlyder det, at 55% af Kinas olieforbrug vil være dækket af import i 2010 og 66% i 2020 (China Daily, 21. okt. 2008)2. Denne import kommer især fra Mellemøsten med 38% (2006) og

er bl.a. set med den aftale, der er indgået med Rusland i juli 2008 om en olieledning til nordøst Kina. Samt aftalen (og begyndelsen på) konstruktionen i juli 2008 af en gasledning fra Turkmenistan til Xin-jiang, gennem Uzbekistan og Kazakhstan til en værdi af 7,3 mia. USD.

Hellere internt end eksternt

Information, 16. dec. 2007 “Kina i Afrika-nykolonisering eller udviklingsalternativ?”

Afrika med 22% (2006), men der kommer også import fra Centralasien og Rusland med 12% (2006) og Latinamerika med 7% (2006). Denne strategi afspejler et ønske om at di-versificere importen over forskellige regioner for at mindske afhængigheden af enkel-te lande og regioner. Især er ønsket fra centralt hold at mindske importen fra Mellem-østen, da import fra Mellemøsten, pga. ustabiliteten i regionen, er negativ for landets ressourcesikkerhed. På denne baggrund – samt ud fra ønsket om at diversificere på tværs af regioner - er Afrikas rolle i olieimporten vokset i den kinesiske strategiske kalkule (Afrika er præget af mindre ustabilitet end Mellemøsten). Kina har involveret sig i Afrika i en stigende grad i de senere år, bl.a. i form af res-sourcekøb, bygning af infrastruktur, indgåelsen af politiske aftaler samt donation af bistand. Den bilaterale handel er siden 2001 omtrent tidoblet – fra 10,8 mia. USD i 2001 til 107 mia. USD i 2008. Samtidig har Kina over de sidste 50 år finansieret 800 bredt definerede infrastrukturprojekter i Afrika til en værdi af 44 mia. USD. Det bre-de engagement som Kina har i Afrika – omfattende alt fra ressourcekøb til bi-stand til gavedonation - skal netop sikre de vigtige ressourcer for Kina. Imidlertid udgør import fra Afrika (ligesom olie fra Mellemøsten) et strategisk pro-blem for Kina, da import af ressourcer herfra passerer det smalle Malacca stræde (75% af Kinas import passerer gennem Malaccastrædet), der har pirater og er følsom for fjendtlige angreb. Derfor har Kina taget skridt mod at sikre sig import fra regioner tættere på, som f.eks. Rusland og Centralasien. Dette

Det kan konkluderes, at Kinas ressourcestrategi afspejler en præference for at sikre ressourcer fra internt hold for at skabe ressourcesikkerhed. Imidlertid vil Kina givet landets store vækst være afhængig af import for halvdelen af sit olieforbrug i 2010 og en endnu større del i årene frem. For at sikre ressourcesikkerhed søger Kina at diversi-ficere sin import af ressourcer, og her har import af ressourcer fra Afrika og Central-asien fået en større betydning i den kinesiske strategi. Imidlertid vil import fra Mel-lemøsten trods den ustabilitet det medfører, have en stor strategisk vigtighed for Kina lang tid fremover, da Mellemøsten tegner sig for de største kendte oliereserver. Det kan på den baggrund bemærkes, at hensynet til at sikre ressourcer er blevet stadig vigtigere i Kinas udenrigspolitik, og at det ser ud til, at landets udenrigspolitik i en vis udstrækning har til formål at sikre landet væsentlige ressourcer. Noter 1)PRC State Council Information Office, 26. dec. 2007;: “China’s Energy Conditions and Policies”, White Paper, p. 1-45, http://www. china.org.cn/english/environment/236955.htm PRC National Development and Reform Commission of the PRC, June 4, 2007: “China’s National Climate Change Pro-gramme”, p. 1-63, http://en.ndrc.gov.cn/newsrelease/P020070604561191006823.pdf 2) China Daily, 21. okt. 2008: ”CNPC to tap oilfield in Uzbekistan”, http://www.chinadaily.com.cn/cndy/2008-10/21/ content_7123322.htm

Tanja Kasandra Behrndt-Eriksen er PhD studerende ved Institut for Statskundskab ved Kø-benhavns Universitet. Hendes afhandling omhandler Kinas ressourcestrategi, hvor hun har særligt fokus på Kinas engagement i Afrika og Latinamerika. Hun underviser i efteråret 2009 i faget ”China´s resource strategy in the context of its post-cold War foreign policy” ved Institut for Statskundskab, KU. IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

49


Han kommer med fred

- Obamas fredspris som forhandlingsredskab Af Gustav Brade Johansen

For halvanden måned siden blev den amerikanske præsident Barack Obama udnævnt til at modtage Nobels fredspris. Begrundelsen: hans store arbejde for internationalt diplomati i Mellemøsten og indsatsen for at nedruste verdens atomvåbenlagre. Herudover blev hans indsats for klimaet og evne til at skabe håb i verden fremhævet. Fredsprisen, skulle det vise sig, kastede ikke kun ære og 10 mio. svenske kroner af sig. Den traditionsrige overrækkelsesceremoni den 10. december i Oslo har tilmed givet anledning til, at præsidenten slår vejen forbi København og COP15. Obamas besøg i København har utvivlsomt skabt glæde og håb hos mange, men først og fremmest har den givet præsidenten en optimal klimastrategi. Fredsprisen blev grundlagt af Alfred Nobel i hans testamente. Her fremgik tre krav til fredsprisvinderne, som blot skulle opfylde et af kravene. Kravene dækkede over: reduktion af militærstyrker, gennemførelse af fredskongresser og ikke mindst den lidt bredere, nationernes forbrødring. Siden 1901 har man hvert år uddelt Nobels fredspris den 10. december, med undtagelser under verdenskrige osv. Listen er lang over modtagere af prisen, som det første år blev givet

tolket - så bredt. Men nu skal der ikke gå i historie i det hele. At Obama modtog prisen var både kontroversielt, overraskende og kom ikke mindst som en gave fra himlen til den klimapressede præsident.

En kærkommen overraskelse

Efter kun 8 måneder i sædet som præsident forlød nyheden om, at Obama havde vundet Nobels fredspris. Kåringen af præsidenten som årets Fredsprismodtager kom utvivlsomt bag på mange. At Obama modtog prisen var både Først og fremmest fordi han havde kontroversielt, overraskende og kom ikke siddet så kort tid i sædet, og derfor, skulle man synes, umuligt kunne mindst som en gave fra himlen nå at udrette nok til at modtage verdens mest prestigefyldte pris. til stifteren af Røde Kors og Genêvekonventionen, Hertil kom, at det viste sig, at fristen for indsendelse af Jean Henry Dunant, og den franske stifter af nomineringer allerede var den 1. februar 2009. Dermed fredsorganisationen Societé Française pour l’arbitrage blev han nomineret kun 12 dage efter sin indsættelse entre nations, Frederick Passy. Disse levede åbenlyst op til både første og andet krav, men de senere års udvikling har peget på, at prisvinderne skulle findes under den tredje, mest elastiske, kategori om nationernes forbrødring. Både Mohammed Yunus, med hans mikrolåns program, Al Gore og klimapanelet, og den finske fredsmægler Martti Ahrtisaari, må således alle siges at tilhøre det tredje krav. Det samme må Kissinger, Mother Teresa etc., og i øvrigt Obama. Det er typisk her, de kontroversielle afgørelser bliver truffet fordi kravet om nationers forbrødring kan tolkes - og bliver IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

50


som præsident den 20. januar, et uomtvisteligt faktum, som de fleste kritikere af nomineringen har fremhævet. Komiteens begrundelse om at Obama har bidraget positivt til klimadagsordenen og spredt globalt håb

tage æren for at have skabt dét momentum i forhandlingerne, som Det Hvide Hus omtaler. Skulle forhandlingerne vise sig at generere en mere vandet og uambitiøs aftale, var Obama ikke til stede da det for alvor gik galt – nemlig under Fredsprisen, der hylder Obamas indflydelse regeringschefernes forhandlinger! på klimaet, spiller altså en væsentlig rolle i Fredsprisen, der hylder Obamas indflydelse på klimaet, spiller altså forhold til hans globale klimapolitiske succes. en væsentlig rolle i forhold til hans globale klimapolitiske succes. Det for klimaet, blev også stærkt kritiseret. Det er svært interessante i denne sammenhæng er, at prisen helt at kalde håb en bedrift, hvis håbet ikke medfører tilfældigt gennem sit uddelingstidspunkt, har givet ham forandringer. Som Lektor i International Politik Peter en mulighed for at koble Oslo og Nobel, til København Viggo Jakobsen udtrykte det til DR ”Man kan ikke give og COP-15. Dermed kan han møde op i København og en fredspris for en pæn tale […] vi mangler at se, at ved sin blotte tilstedeværelse besvare den klimakritik, han kan andet end at holde taler”. Skulderklappet fra han tidligere har været udsat for. Samtidig, svarer denne priskomitéen faldt bestemt på et tørt sted. I denne handling tilbage på kritikken af ham som en værdig periode var præsidenten nemlig udsat for et massivt internationalt pres, for at komme med konkrete udmeldinger på landets klimakurs. Obama var da også tydeligt forundret over prisen og udtalte bl.a. ”jeg er overrasket og meget ydmyg”. Men overraskelsen skulle vise sig at blive kærkommen. Uddelingen af prisen foregår som bekendt i Oslo den 10. december på stifteren Alfred Nobels dødsdag, og denne dato gav præsidenten en naturlig mulighed, for også at frekventere klimaforhandlingerne på COP15 i København. Barack Obamas tale vedr. Nobel fredspris

Den mand kan ikke tabe Presset om klimaudmeldinger blev snart til et pres for, at præsidenten skulle deltage i forhandlingerne, og prisoverrækkelsen gjorde det dermed aldeles belejligt at slå besøget i Oslo sammen med et i København. Dog ikke kun af geografiske årsager. Obama kommer til byen den 9. december, men hans deltagelse i COP15 får formentlig kun symbolsk værdi, da de egentlige politiske forhandlinger først for alvor går i gang i slutningen af konferencen, hvor over 70 regeringsledere, fra den 15. december, kommer til byen. Med sin tidlige ankomst, håber præsidenten imidlertid at skabe momentum i forhandlingerne, som det fremgår af pressemeddelelsen fra Det Hvide Hus. Med sig, bringer han en stjerneparade af ministre og højtstående embedsmænd, som alle skal bidrage til en fornuftig aftale. I skrivende stund, er det ikke sikkert hvor lang tid, hvilke folk bliver i København, men faktum er, at Obama næppe kommer tilbage efter sit Oslo-visit. Dette er et dygtigt strategisk træk. Obama kan nemlig, uanset forhandlingernes udfald, trække sig sejrrigt ud. Skulle COP15 ende ud i en succesfuld og fremstræbende klimaaftale, kan præsidenten

fredsprismodtager. Hans Københavnereventyr bliver således en ufarlig, men symbolsk vigtig demonstration af hans gode klimavilje, ligesom det er med til at bekræfte at det var den rigtige, der fik Nobels Fredspris. Obama har gjort både sin én-dags ankomst og sin fredspris til en vindersag. Lige meget hvad han gør, går det ikke galt. Interessant er det, at kritikken af prisen mestendels var baseret på præsidentens ringe handlingsgrad, men at uddelingen af prisen har åbnet et handlerum for netop handling.

Gustav Brade Johansen læser Statskundskab ved Københavns Universitet

IPMONOPOLET

NR 7

UDBLIK

51


IPhorisont

I denne udgave af IPhorisont er det seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Trine Flockhart, der er blevet bedt om at kigge ud over den aktuelle IPhorisont, og hendes blik er rettet mod NATO.

I denne udgave med Trine Flockhart

NATO – en dynamisk eller forandringsskræmt organisation? NATO anses ofte som en tung og træg organisation der har mistet sin relevans og som er på evig jagt efter nye trusler, men i virkeligheden er der meget der tyder på at NATO er en organisation der tager ad hoc beslutninger baseret på følelser og øjeblikkets dynamik. NATO er nok af de fleste anset for at være et stort, tungt og i høj grad bevægelseshæmmet bureaukrati, hvor forandring kun kommer når nødvendighed byder det, og under stor intern protest og modvilje. Samtidig vil et meget overfladisk blik på NATO’s historie siden murens fald for 20 år siden helt klart give et indtryk af en organisation der har været præget af forandring – ja ligefrem kaotisk og overvældende forandring, hvor NATO ikke alene er vokset gevaldigt, har påtaget sig nye og mange opgaver, og hvor NATO nu rent faktisk er dybt engageret i et land der, noget arrogant, tidligere ville have været beskrevet som ”Langbortistan” og en opgave der ALDRIG ville kunne komme på tale indenfor NATO regi. Sådanne modsætninger og spørgsmål er naturligvis lige præcis noget der giver en NATO- og IP (international politik) entusiast som jeg selv, blod på tanden.

Spørgsmålet der trænger sig på er jo om NATO er den ene eller den anden form for organisation, og om det i virkeligheden er muligt at være begge dele på samme tid – altså foranderlig og stabil, dynamisk og forandringsskræmt – og hvis det er tilfældet, hvad det så betyder for NATO’s image udadtil? For at få svar på disse spørgsmål, har jeg spurgt en række NATO-folk om hvordan de oplever alliancen og hvilke dynamikker der eksisterer i NATO i dag. Svarene var mildest talt overraskende, og har givet anledning til en endnu dybere undren over hvilke mekanismer der driver NATO – en stabilitets tendens eller en forandringsdynamik?

Stabilitet og forandring i NATO NATO-folk holder generelt meget af at tale om NATO’s evne til forandring. Det er ikke overraskende for indenfor det sidste årti har den 60-årige alliance fornyet IPMONOPOLET

NR 7

IPHORISONT

52


sig gennem et storstilet udvidelses- og partnerskabs program, bevæget sig ud over egne grænser i flere ’out-of-area’ missioner, samt påtaget sig adskillige nye virkeområder lige fra energisikkerhed, cybersikkerhed og bekæmpelse af pirateri, til humanitært hjælpearbejde i det Pakistanske jordskælv i 2005, medvirken til stabilisering af svage stater, transport af afrikanske fredsstyrker, og dialog og kontakt med stater på globalt plan. Samtidig er NATO under ledelse af Anders Fogh Rasmussen som ny NATO General Sekretær i øjeblikket

organisatoriske deling mellem det Nordatlantiske Råd og den Militære Komite. Ganske vist deler den politiske del af NATO (den internationale stab) bygning og kantine med den militære del af NATO (den internationale militære stab), men de to kunne i de fleste henseender lige så godt sidde i hvert sit land med helt forskellige organisationskulturer og til tider forskellige prioriteter. Skiftende generalsekretærer har forsøgt at indføre forandring og fornyelse, nogle gange endda med inspiration fra erhvervslivet, men NATOs embedsmænd er enige om at sådanne forslag Alle nye beslutninger anses til stadighed for at have generelt har fået en noget ublid et destabiliserende og underminerende potentiale medfart. Som en højtstående også i gang med en militær transformationsproces, embedsmand forklarede, har tendensen for inerti i en vidtgående reform af interne strukturer, samt organisationen været så udpræget at han ikke ville have formulering et nyt strategisk koncept. Med andre ord det mindste besvær med at genkende NATO hvis han kunne man fristes til at tro, at NATO har forandret havde sovet tornerose søvn i de sidste 25 år. sig fundamentalt fra under den kolde krig at være et gumpetungt bureaukratisk maskineri der nærmest gik Praksis og handling som forklarende element i selvsving når der skulle tages strategiske og politiske Som politolog og IP-nørd, er det klart at sådanne beslutninger, til at være en organisation der lidt modsætninger må forklares. Ved en lidt mere detaljeret hovedkluns og med stort følelsesmæssigt engagement, analyse af stabilitet og forandring i NATO, er det tydeligt kaster sig ud i nye og stadigt mere udfordrerne opgaver. at stabilitetstendensen drives af interne overvejelser der er stærkt forankrede i praksisser som er blevet NATO-folk nikker dog også genkendende til NATO som sedimenteret i organisations måde at fungere på fra et forandringsskræmt og fastlåst i en række handlings- og tidligt tidspunkt i NATO’s historie. Især ser det ud til at beslutningsmønstre, som det har vist sig næsten umuligt NATOs inerti kan spores tilbage til den kolde krig, hvor det at bryde med. Det er stadig konsensus princippet der primære fokus i NATO var afskrækningspolitikken og at driver enhver beslutning, og alle nye beslutninger NATOs musketer ed skulle være overbevisende, hvilket anses til stadighed for at have et destabiliserende den kun kunne være hvis alliancen fremstod samlet og og underminerende potentiale, der i yderste konsekvens vil Ikke alene betød afslutningen på den kolde krig kunne bringe NATOs at NATO nu måtte tage stilling til en lang række altafgørende solidaritet i fare. Netop på grund af sikkerhedspolitiske spørgsmål og udfordringer, den altid eksisterende men NATO stod også i en situation, hvor selve organisarisiko for at anfægte konsensusprincippet, tionens eksistensgrundlag blev udfordret. er forandring noget der anses som risikopræget, hvilket giver anledning enig. Praksissen blev understøttet af erfaringerne der til konservatisme og træghed. Tendensen ses især i viste at NATO havde svært ved at enes om de store interne forandringsprocesser i NATO. For eksempel spørgsmål. Atomvåbnenes rolle og eventuelle brug blev er ansættelser i den internationale stab præget af derfor spørgsmål som var omgivet af tvetydighed og en traditioner der konsekvent tilgodeser de samme (mest indforstået enighed om ikke at udfordre stabiliteten. store) lande, mens det voksende antal af små og Konsensusprincippet blev det bærende princip i hele mellemstore medlemslande må slås om et lille antal NATOs virke – lige fra de helt store politiske og strategiske resterende stillinger. Tendensen ses også i forholdet beslutninger, til ansættelses- og organisationsmønstre, mellem den militære og civile stab i NATO, og i den samt hvad der skulle på kantinemenuen. Indenfor IPIPMONOPOLET

NR 7

IPHORISONT

53


teoriens nye tendens, praksis-teorien, ville man derfor kunne sige at NATO har været præget af en ”praksis logik”, der driver NATO mod stabilitet. Problemet er imidlertid at NATO med al tydelighed også er en organisation der er i konstant forandring. Her er det tydeligt at forandring er noget der er genereret af udefrakommende stimuli, der nødvendiggør politisk og praktisk handling. Da den kolde krig jo som bekendt var præget af stabilitet (på en knivspids) var der ikke så meget eksterne stimuli under den kolde krig, hvilket dog var en situation som forandredes brat efter murens fald. Ikke alene betød afslutningen på den kolde krig at NATO nu måtte tage stilling til en lang række sikkerhedspolitiske spørgsmål og udfordringer, men NATO stod også i en situation, hvor selve organisationens eksistensgrundlag blev udfordret. Embedsmændene i NATO var da også alle enige om, at man fra NATOs side fuldt ud forstod nødvendigheden af at kunne handle både hvor og når sikkerhedspolitiske udfordringer krævede det. Resultatet var at NATO kastede sig ud i nye praktiske opgaver, som hver især udviklede sig og

at det indenfor den givne situation ville være upassende ikke at handle.

Fra politologien til politik

Fra et politologisk perspektiv kan man altså godt forklare hvordan det kan lade sig gøre for NATO både at være en organisation i konstant forandring og samtidig en organisation der foretrækker kontinuitet. En sådan forklaring er straks mere vanskelig fra et politisk perspektiv. Problemet er at NATOs ”praksis logik” giver anledning til et billede af NATO som en organisation der er ude af stand til at forandre sig og som derfor har begrænset relevans. Samtidig giver NATOs øjebliksbeslutninger, efter enten en ”konsekvens logik” eller ”passende logik”, et indtryk af en organisation der ikke agerer målrettet og velovervejet, men som flakker fra den ene beslutning til den næste i en evig jagt på en eksistensberettigelse. Tilsammen bliver NATOs lægmands image således et tungt og dyrt bureaukrati der altid er på udkig efter nye trusler for at retfærdiggøre dens ellers unødvendige eksistens. Det er derfor noget af en politisk udfordring Anders Fogh Rasmussen har fået. Ikke alene er håbet Tilsammen bliver NATOs lægmands image at NATO vil have en således et tungt og dyrt bureaukrati der altid er hovedkvartersreform, som adresserer nogle på udkig efter nye trusler for at retfærdiggøre af de interne praksisser, dens ellers unødvendige eksistens. på plads indenfor det næste år, men det nødvendiggjorde nye beslutninger og nye handlinger forventes også at NATO vil have formuleret et nyt for at den oprindelige (og måske ikke så gennemtænkte) strategisk koncept inden næste topmøde i slutningen af opgave ville kunne gennemføres. Man kan sige at den 2010. Dertil kommer naturligvis, at det er ved at være første praktiske handling har givet anledning til en bydende nødvendigt for NATO at kunne vise bedre slags funktionel spill-over effekt. For eksempel betød resultater i Afghanistan og nogle mere overbevisende NATOs involvering i Bosnien i 90erne at NATO måtte argumenter for hvorfor NATO bruger sine resurser på tage stilling til en lang række fundamentale funktionelle en konflikt i Afghanistan i stedet for andre presserende spørgsmål vedrørende finansiering, deployering sikkerhedsproblemer for de 28 medlemslande. NATOs og kommunikation. På samme vis har missionen i kollaps ligger dog næppe lige om hjørnet eftersom Afghanistan været præget af ad hoc løsninger og ad NATO hidtil har lignet det skæve tårn i Pisa, der til hoc beslutninger, der har været drevet af øjeblikkets trods for de konstante forudsigelser om snarlig kollaps nødvendighed i stedet for langstrakte forudgående alligevel trodsigt bliver stående. analyser og overvejelser. I begge tilfælde er der tale om kæmpebeslutninger der direkte handler om kernen i NATOs eksistens- og virkegrundlag, men som er blevet opfattet som en følelsesladet reaktion på den humanitære katastrofe på Balkan og terrorangrebene i New York og Washington i 2001.I de fleste tilfælde ser det ud til at NATO har handlet ud fra, hvad man i politologien kunne kalde, en såkaldt ”konsekvens logik” eller ”passende logik”, hvor NATO enten har vurderet at konsekvensen af ikke at handle ville være negativ, eller IPMONOPOLET

NR 7

IPHORISONT

54


MONOPOLET I DENNE UDGAVE SÆTTER MONOPOLET FOKUS PÅ:

KLIMAPOLITIK Klima er det hotteste emne netop nu i den danske vinterkulde – både målt politisk og på gennemsnitstemperaturer. Der hersker derfor konkurrence mellem forskellige forslag til ny klimalovgivning og nye tilgange til klimapolitik. Her beder vi Connie Hedegaard, Minister for FN’s klimakonference i København i 2009 og klimakommissær i EU, og Jens Ladefoged Mortensen, Lektor ved Institut for Statskundskab og forsker i klimapolitik, tage stilling til nogle af disse.

JENS LADEFOGED MORTENSEN CONNIE HEDEGAARD IPMONOPOLET

NR 7

MONOPOLET

55


MONOPOLET 1. Det er blevet kritiseret at i-landene kan anvende Clean Development Meachanism, Joint Implementation og handel med udledningskvoter for at opnå billigere CO2-reduktioner. Mener du, at disse er bæredygtige løsninger til at nå det omfang af fremtidige reduktioner, der er nødvendige for at opfylde 2-graders målet? JL: I teorien, ja. Sat på spidsen er det vores generations udfordring af skabe et holdbart institutionelt fundament, der tilskynder til en hidtidigt uset grad af globalisering af klimavenlig teknologi ud til det yderste afkroge af kloden, og hertil er markedet, potentielt, en uovertruffen mekanisme. Markedsløsningen har sine indbyggede svagheder, prisfastsættelse af forurening er et problem. Derudover skaber et genuint globalt kvotemarked politiske komplikationer i en verden, der er territorielt organiseret i stater. Der vil være praktiske begrænsninger på, hvordan markedet kan reguleres, hvordan udledning kan overvåges, og hvordan man håndhæver systemet. Markedsløsningen kan ikke stå alene. Vigtigst af alt må der ske en politisk gentænkning af staternes strategiske interesser i grøn konkurrenceevne og ressourceuafhængighed for at få accelereret teknologiudviklingen, derefter må der gives incitamenter til teknologispredning. Målet er global teknologioverførsel. Kvotehandel, CDM og JI er blot nogle af instrumenterne dertil.

CH: Hvis vi skal sikre, at verden slår ind på en vej, der kan holde os under 2 graders global opvarmning, så er det helt essentielt, at i-landene foretager ambitiøse reduktioner på hjemmebane. Vi skal feje for egen dør først. Samtidig er det også klart, at der er fornuft i at foretage en del af reduktionerne dér, hvor det bedst kan betale sig, og det er bl.a. det, handel med landekvoter er med til at sikre. Fordelene ved JI/CDM er også at ulandene derved får tilgang til mere bæredygtig teknologi. I den sammenhæng er CDM og JI utrolig vigtige redskaber til at overføre teknologi, sikre investeringer og bidrage til kapacitetsopbygning. Faktisk er videreførelse af en forbedret CDM-mekanisme noget, som u-landene prioriterer meget højt.

2. Flere emerging economies ønsker at kommende reduktionsmål for CO2 baseres på historiske udledninger snarere end på nuværende udledninger, hvilket ville placere et historisk ansvar på i-landene. Hvad er din holdning til det forslag? JL: Faktisk placerer Kyoto-aftalen allerede nu det politiske ansvar på i-landene, idet hele konstruktionen bygger på princippet om ’fælles men differentielt ansvar’ for menneskeskabt klimaforandringer. Det operationelle udgangspunkt i tallene fra 1990-udledningen har dog skabt mange, og isoleret set forståelige, problemer for forhandlingerne. Amerikanerne mener f.eks. at det giver den tidligere Østblok, og nu EU, et uforholdsmæssigt gunstigt udgangspunkt for reduktionerne, fordi det mest af alt afspejler kommunismens økonomiske systemsammenbrud mere end noget andet. Udviklingsøkonomierne vil have langt længere historisk tidshorisont. En reformulering af operationelt fastsættelse af i-landenes historiske ansvar vil skabe uoverstigelige politiske komplikationer, det vil åbne op for en genforhandling af hele regime-arkitekturen, altså en nulstilling af hele processen. Vi snakker derfor om etableringen af et helt nyt klimaregime, hvis tallene skal genforhandles, uden garanti for at det vil udmøntes i noget reelt alternativt til Kyoto.

CH: Der er ingen tvivl om, at det er ilandene, der bærer hovedansvaret for de historiske udledninger af CO2, men der er heller ingen tvivl om, at hvis vi skal undgå, at temperaturen stiger mere end 2 grader, kræver det en indsats fra både i-lande og de økonomisk mest udviklede u-lande. Aftalen i København skal altså være ambitiøs, men den skal også være fair. Derfor bygger den netop på princippet om, at i-landene skal levere de største reduktioner, og at i-landene skal støtte u-landenes indsats finansielt og ved at indgå teknologisamarbejder. Men eftersom to tredjedele af de globale udledninger i 2020 kommer fra lande, vi i dag betegner som u-lande, er det klart, at opgaven ikke kan løses uden de store u-landes medvirken. Det er ikke fair, men det er et matematisk faktum.

IPMONOPOLET

NR 7

MONOPOLET

56


MONOPOLET 3. Det er desuden blevet foreslået at målet for CO2-udledninger opgøres pr. indbygger i stedet for pr. land, sådan som det er tilfældet i dag. Hvad tror du konsekvenserne ville være deraf, og hvilke etiske aspekter ligger i de to alternativer? JL: En ny, etisk begrundet re-balancering af verdensøkonomien, der vil omfordele staternes fremtidige udviklingsrum, som forøget CO2udledning antages at give plads til, er blevet et mere udtalt argument fra Syden i de senere år. Jeg tillader mig at stille spørgsmålstegn ved denne version af ’global retfærdighed’. På kort sigt indebærer det en accept af endnu mere udledning på kort sigt. På længere sigt vil det forhale den teknologiske omstillingsproces som netop åbner op for den ny dimension af udviklingsrummet for disse økonomier. Deres chance ligger netop i at få intensiveret teknologibistand til at springe det forurenende teknologiudviklingsstadie over og få energiuafhængighed og grøn konkurrenceevne før andre og mindre omstillingsparate økonomier når helt så langt. Tildeling af endnu flere forureningsrettigheder tjener hverken deres eller klodens interesser.

CH: Det lyder logisk, og det ville også være fair. Derfor er det i realiteten også den langsigtede vision. I 2050, når verden skal have halveret sine udledninger, og hvor i-landene har lovet at reducere i størrelsesordenen 80-95 % for at nå dette, ja, så vil det jo betyde, at der til den tid ikke er stor forskel på udledningen pr. indbygger i forskellige regioner. Men indtil vi når dertil, vil der stadig være forskelle. I-landene har et særligt ansvar, og derfor skal de reducere først og mest, men for at forhindre, at ulandene kopierer vores ikke-bæredygtige måde at skabe vækst på, skal de også allerede nu i gang med at forfølge low carbon vækststrategier.

4. Der arbejdes i øjeblikket på en global klimalov, hvor told og afgifter på varer med lav CO2-udledning i produktionen sænkes, imens varer med højt CO2-indehold beskattes højere. Er det overhovedet udsigt til en succesfuld implementering af lovgivning på så kompleks og omfattende et område? JL: En bindende, handelsrestriktiv global klimalov er ikke umiddelbart på trapperne. Ingen tvivl om at mulighederne for effektiv, holdbar klimaregulering ville styrkes enormt, hvis det engang i fremtiden viser politisk muligt at få liberaliseret verdenshandlen af grønne produkter, tjenesteydelser og teknologier. Det har dog lange udsigter, til trods for at ideerne og forslagene længe har været fremme. Det er meget svært på nuværende tidspunkt at se, hvordan landene i enighed accepterer en straftold eller særskilt klimabeskatning på stærkt CO2forurenende produkter. Mange udviklingslande ser det nemlig som ren øko-protektionisme og øko-imperialisme. De vil ikke have deres produktionsbetingelser defineret udefra. Dog er den gryende grønne forbrugerbevisthed, udbredelsen af CSR-regimer, m.v. langsomt ved at give frivillige og private certificeringsprogrammer større udbredelse, og dermed kan det godt tænkes, at holdningen skifter på sigt, også internt i udviklingslandenes regeringer, og vi kan derfor se begrænset ’grøn handelsliberalisering’ i fremtiden.

CH: Fra Danmarks side arbejder vi for en global aftale, hvor alle parter forpligter sig til at gøre en indsats. Der arbejdes for et karbonmarked, hvor der sættes en pris på CO2, hvorved prisen på CO2-udledningen indirekte indarbejdes i omkostningerne og dermed bør motivere til en mindre CO2-intensiv produktion. Det tror vi er mere effektivt end en skat, som de rige lande blot betaler.

IPMONOPOLET

NR 7

MONOPOLET

57


MONOPOLET 5. Hvis den pågældende klimalov bliver vedtaget, vil den så ikke i højere grad ramme emerging economies karakteriseret af landbrug, vareproduktion og stigende industrivirksomhed end i-landene med overvejende serviceerhverv? JL: Det vil være de energi-intensive producenter, og dvs. de lande, der har baseret deres vækst på disse sektorer, som vil rammes hårdest af en global, retslig sanktioneret og handelsrelateret klimalov. Derfor er deres frygt for øko-protektionisme ikke helt ubegrundet. Der skal selvfølgelig skabes et vist rum for tilpasning og omstilling, og kravene skal formes i lyset af ’det fælles men differentierede ansvar’ for klimaproblemerne. Men man skal huske på at alle økonomier, inkl. ’emerging economies’, står overfor en tilpasning til den post-fossile verdensøkonomi, hvor ressourceknaphed og energiafhængighed bliver den grundlæggende strategiske incitament for systemomstilling i de kommende årtier. Taberne bliver dem, der ikke få tilpasset sig, og ikke dem, der rammes af tidsbegrænsede grønne handelsrestriktioner.

CH: Se ovenstående

IPMONOPOLET

NR 7

MONOPOLET

58


IPanmeldelse Paradokser på scenen Anmeldelse af Bertel Heurlins

Krig og Fred

Forlaget: Samfundslitteratur Af Line Skytte Petersen

er definitionen på det?, hvornår har vi krig?, og helt fundamentalt – hvorfor krig? Rundt om, neden om og op over - fra alle mulige vinkler forsøger Bertel Heurlin at give læseren et indblik i kaskaden af begreber og teorier om krig. Efterladt sidder man og studser over begrebets dybde og omfang, mens man spekulerer over Med bogen ’Krig og Fred’ forsøger Bertel Heurlin om krig er ’fortsættelse af politik med andre midler’ - for at introducere læseren for de mange dimensioner i begreberne Krig og Fred. Krigen mod terror, den nu at citere forfatterens tilsyneladende yndlingscitat. Krigen har scoret hovedrollen og henvist freden til en langvarige hadske borgerkrig mellem protestanter og katolikker i Irland, de ”fredsskabende” kernevåben, plads i skyggen. Hvor begrebet krig scorer 62 sider i bogen, må begrebet fred nøjes med 16, og det rammer det europæiske integrationsprojekt EU, og den etniske udrensning i Kosovo – scenen er sat, og billederne af i virkeligheden hovedet på sømmet. Fredsforskningen fylder en langt mindre rolle end forskningen af begrebet de mest markante krigs- og fredsfortællinger de senere år kommer flydende over nethinden. Fra der af tager krig. Måske fordi den gængse forståelse af fred er Bertel Heurlin læseren i hånden og guider én sikkert fraværet af begrebet krig? Et paradoks som Heurlin netop peger på, når han spørger: Er der ikke et stigende behov for ny Man lader sig leve ind i de utallige vinkler forskning i krigsforhindring? ”Et ambitiøst projekt”, skriver Bertel Heurlin. Når man på blot 320 sider vil sammenfatte den mest centrale forskning indenfor krig og fred må det unægtelig kaldes ambitiøst, Spørgsmålet er om det er en utopi?

og dimensioner, som hver især virker som små biroller i en samlet forestilling. igennem stykket om den internationale krigs- og fredsforskning de sidste 100 år. Man lader sig leve ind i de utallige vinkler og dimensioner, som hver især virker som små biroller i en samlet forestilling. Man tvinges til at spørge sig selv: Hvad forstår man ved krig?, hvad

Hvor den første og anden del er introducerende og forklarende, så er forestillingens absolutte højdepunkt den tredje del. Her samler Heurlin de forskellige teorier og tilgange som en fin decoupage, og anvender det på det, som han kalder det 21. århundredes paradokser. Her vendes eksempelvis konflikten mellem den retslige dimension og krigen. Konkret betegnet med begrebet

IPMONOPOLET

NR 7

IPANMELDELSE

59


IPanmeldelse ’lawfare’, der betyder, at man udnytter og misbruger lovgivningen til at svække sin fjende, men også diskuteret i mere etisk forstand. Der vendes konflikten om terror og krigen mod terror, hvor forsøget på at bekæmpe terror kan føre til en trussel mod friheden og freden.

Som det meste bemærkelsesværdige og interessante paradoks berører Heurlin identitet. En stærk kollektiv identitet kan skabe fjendelighed overfor ”de andre”, men samtidig kan identitet også danne grundlaget for en integration, der er fredsskabende. Billederne af de mest markante krigs- og Et puslespil af små brikker, der ikke passer fredsfortællinger de senere år kommer sammen fremkommer. flyvende over nethinden. Hvem er ”de andre”? hvordan defineres identitet? Er dansker, liberal, homoseksuel eller jøde? Og mest centralt hvor langt vil du gå for din identitet? Associationerne florerer og paradokserne kobler på elegant vis den lidt tørre teori med meget aktuelle og relevante problemstillinger, men for at få det stående bifald ville det kræve, at forfatternes egen holdning og identitet lod sig blotte. Med Bertel Heurlins tyngde og kapacitet på området savner man hans bud på de selvmodsigende eksempler - på paradokserne på scenen. Hvordan kommer man udenom problemerne med lawfare? Hvordan skaber vi sikkerhed uden at fratage os friheden? Det findes ikke lette løsninger, men man sidder med fornemmelse af, at om nogen kunne Heurlin komme med kvalificerede bud. Dette savn er uden tvivl et tveægget sværd. Det er resultatet af, at Heurlin formår at stille de rigtige spørgsmål og anspore nysgerrigheden og trangen til at vide mere. Men på mange måder kan man sige, at bogens formål og den afsluttende mangel går hånd i hånd og netop er hinandens betingelse. Krig og Fred er et ambitiøst projekt. Men utopisk? Bestemt ikke! Heurlin lader tæppet falde for en bestemt anbefalelsesværdig bog. Kilde til billede: ophav: http://www.arnoldbusck.dk/imager/BIBI/152/ 1523612.jpg

Line Skytte Pedersen er statskundskabsstuderende på bachelordelen ved Københavns Universitet.

IPMONOPOLET

NR 7

IPANMELDELSE

60


SYNSPUNKT Interview with G. John Ikenberry, Albert G. Milbank Professor of Politics and International Affairs at Princeton University

The liberal international order – easy to join and hard to overturn

Interview by Anne-Kathrine Nielsen

Unipolarity is more durable than what many scholars assume. The question is not whether American power is declining or not. The point is that the U.S. will continue to be the central player at the world stage for decades to come and the prospect of other states seeking to overturn this world order seems highly unlikely. In this interview, G. John Ikenberry gives his view on the U.S. role in the international system of today, just as the interview touches upon the COP15, an alliance of democracies, and the role of religion in politics.

G. John Ikenberry is the Albert G. Milbank Professor of Politics and International Affairs at Princeton University in the Department of Politics and the Woodrow Wilson School of Public and International Affairs. Professor Ikenberry has published and edited many works within the field of politics and international relations; he has held a variety of fellowships; and he has lectured throughout the United States, Europe, and Asia. First of all, John, thank you for giving this interview – we are very happy for your contribution to this edition of IPmonopolet.

Q1. Most of our readers probably know you from your work on international institutions and their role in sustaining the current unipolar international system. You argue that unipolarity is a lot more durable than what many scholars have argued because of the fact that the American world order is highly institutionalized, constraining the unipole into a non-threatening power. And rising powers, potential challengers, can correspondingly best secure their interests through integrating into the existing order and its institutions rather than through challenging that order. Can I ask you to please elaborate on this argument? A1. A lot of people focus on American power and whether it is rising or declining, but it is the broader international order that is important. That order is organized around open trade, multilateral institutions, cooperative security, alliances, democratic solidarity, and joint leadership. It is an IPMONOPOLET

NR 7

SYNSPUNKT

61


SYNSPUNKT order that encompasses the capitalist democratic world and a lot of countries beyond this. When I talk about the stability and durability of the unipolar order, I mean this order – and not just America. I do think that the United States will continue to be a central player – indeed the central player in the global system for decades to come – but it will increasingly share leadership with other states. I do not see rising states that want to overturn this liberal international order. Indeed, it is an order that is “easy to join and hard to overturn.” The fact that great power war is not a possibility also increases the durability of the order because in the old days it was war that served as the main tool for overturning an international order. Even China is a rising state that wants to integrate into the world capitalist system, even if it seeks to bias the system in its favor. China is rising but it also needs rules and institutions to protect its interests. This brings it back to the complex of multilateral rules and arrangements that define the existing order. U.S. policy at COP15 Q2. Secondly, John, I would like to ask you, given that the U.S. has good opportunities to influence things within these international institutions of the American world order (due to its hegemonic position and the fact that other states want, or should want, to work with the U.S. within these existing institutions) how should the U.S. act at the international climate summit in Copenhagen in December? What should be U.S. policy? A2. The United States should offer a serious proposal to other countries, and it should seek similar pledges from them. I think this is what President Obama intends to do. It is easy for countries to shirk responsibility for reducing carbon emissions. The best way to get governments to act is if, in doing so, other governments also act. This is called contingent policy cooperation. “I will take costly steps if you do.” It is easier to sell such costly steps at home if a leader can show that it triggers beneficial actions from others. This logic needs to be at the heart of the American plan.

Alliance of democracies Q3. I assume your answer to my next question will be negative, but just because I’m curious about your opinion on this matter, can you tell me your thoughts about the proposal of a new ‘alliance of democracies’ as a supplement to or replacement of the United Nations? A3. Democracies have special capacities to cooperate, and they should cooperate more than they do today. They already are cooperating in NATO and in lots of networks of policy consultations. There is a democracy coalition at the UN. In lots of formal and informal ways democracies cooperate. But I am skeptical of big new efforts to build democracy alliances as such. If the idea is to contain and counter Chinese and Russian power, it will probably backfire.

The role of religion in today’s liberal international world order Q4. Now I would like us to move on to something different and talk about religion and international relations which is the subject of this edition of IPmonopolet. I’ve been reading some of your previous work on international relations in order to find something of relevance to this overall theme. In “Soviet Reform and the End of the Cold War: Explaining Large-Scale Historical Change” written by you and Daniel Deudney in 1991, you argued that the fundamental source of the Soviet crisis in 1991 was to be found in the mismatch between the Soviet regime and its institutions, on the one hand, and the imperatives of advanced industrial production on the other. This mismatch led to economic stagnation causing declining ideological appeal, constraints on foreign policy resources and not least declining political legitimacy. Because of the increased information permeability in the end of the 1980s, the Soviet regime could no longer keep Western ideas and images out and it thus became harder to sustain domestic political legitimacy; correspondingly, more demands for liberalization emerged. Now let’s take this argument to our context and the role of religion today. Given the present IPMONOPOLET

NR 7

SYNSPUNKT

62


SYNSPUNKT information permeability, how would you explain the sustainability of religious authoritarian regimes in a place like Saudi Arabia, or the victory of Hamas – a party with a militant Islamist agenda – in the Palestinian Authorities in 2006? A4. This is a good question, and I am not an expert on Hamas or the Middle East. I nonetheless think that modernization of societies everywhere will lead their governments to move in the direction of democratic or at least accountable and inclusive rule. Scholars do not know the specific circumstances when governments move in a liberal democratic direction. It is easier, it seems, for smaller and poorer countries to remain under authoritarian rule than big superpowers that are competing on the global stage for power and wealth. The Soviet Union was forced to mobilize its society in its efforts to compete with the United States and the West, and this competition exposed its weaknesses. Middle East countries are surrounded by a different set of pressures and supports that keep their authoritarian governments in business.

Q5. Given your above mentioned argument about how the spread of ideas, culture, information etc. had a key role to play in the collapse of the Soviet Union, how would you assess the prospect of regime change in Iran caused by the Iranians themselves? (the Iranian opposition or the Iranian public more broadly)

A5.We do not know a lot about the internal politics and society of Iran. But we can see young people and professionals who want a more open and democratic country. It is possible to imagine Iran making a turn toward a more open politics. The flow of ideas and information is part of the preconditions for that sort of evolved system. Q6. Let’s end this interview by returning to the U.S. and its unipolar position in the world. You argue that unipolarity is durable because the American world order is inclusive, among other things, and that it is more beneficial for potential challengers to integrate rather than to challenge this order. But how do you see the role of the Christian right wing in the U.S. and these people’s influence on American foreign policy in relation to the durability of unipolarity? Do for instance the neoconservatives have potential to destroy this image of an inclusive world order with their harsh rhetoric so that rising powers will feel more threatened than welcome and thus try to challenge the U.S. and its unipolar position? A6. The United States does have political and ideological factions that resist that sort of foreign policy I urge. The Bush administration did not share the vision that I think lies at the heart of a liberal unipolar system. So the United States does have the capacity to bring the system down – to trigger an end to unipolarity and to undermine the liberal international order. But, of course, the Obama administration does seek to rebuild and renew the global system in ways that reinforce openness and institutionalized cooperation. The process of accommodating rising powers and sharing decision making with other states will probably be difficult for the United States, even if it is in its long-term enlightened interest to do so. We are in an era of transition, and the United States will need to adjust too. The world can see America’s right wing political groups, and they are not pretty. But ultimately they have nothing to offer either the United States or the world. They are not groups that can govern or ideas that can be used to govern.

IPMONOPOLET

NR 7

SYNSPUNKT

63


I P M O N O P O L E T

tidsskrift for international politik

64


IPmonopolet