Issuu on Google+

Uden for Warszawas byporte står den polske feltmarskal Józef Piłsudski i sommeren 1920 ansigt til ansigt med Den Røde Hær, som umiddelbart efter Den Russiske Revolution var rykket vestpå mod Europa. Bolsjevikkernes mål var at eksportere revolutionen til Tyskland og på vejen måtte Polen underlægges. Kun ved en overmenneskelig indsats lykkedes det de polske tropper at vinde en næsten mirakuløs sejr og tildele Lenin et så voldsomt slag, at han valgte at opgive sin plan. Dette er den dramatiske og skæbnesvangre historie om et glemt slag, hvis udfald meget let kunne have været anderledes med et helt andet Europa til følge. Adam Zamoyski er historiker og forfatter. Han har skrevet flere militærhistoriske værker og biografier om bl.a. Napoleon og Chopin.

9 788775 143306

LENINS FEJSLAGNE FORSØG PÅ AT EROBRE EUROPA


5

Indhold Billedoversigt ................................................................................. 7 Kortoversigt ................................................................................. 10 Introduktion ................................................................................ 11 1 2 3 4 5 6

Gamle regnskaber ved et nyt daggry ................................... 19 Amatørsoldater ....................................................................... 35 Storstilede planer .................................................................... 57 Miraklet ved Wisła ................................................................. 93 Regnskabet gøres op ............................................................. 147 Efterspillet ............................................................................. 171

Kilder ......................................................................................... 181 Yderligere læsning .................................................................... 195 Indeks ......................................................................................... 199


19

KAPITEL 1

Gamle regnskaber ved et nyt daggry Den 28. juni 1919 samledes en hel flok statsmænd i kjole og hvidt i den store spejlsal i Versailles-slottet for at deltage i underskriftsceremonien for en traktat mellem Storbritannien, Frankrig, De Forenede Stater og deres allierede på den ene side og et besejret Tyskland på den anden. Dette dokument fastsatte ikke blot Tysklands nye grænser og størrelsen af de krigsskadeerstatninger, det skulle betale. Det skilte også Tyskland fra Rusland ved at gendanne Polen og skabte en række helt nye stater fra Estland i nord til Den Tjekkoslovakiske Republik i syd. Dette blev gjort dels i den nye nationale selvbestemmelses ånd, som den amerikanske præsident, Wood­ row Wilson, var fortaler for, dels for at skabe stødpudezo­ner for eventuelle fremtidige forsøg på tysk ekspansion. Denne nye orden, håbede man, definitivt ville sætte grænser for 1800-tallets militaristiske imperialisme og garantere en varig fred. Det havde kostet millioner af liv og uoprettelige ressourcer at opnå denne fred. Lande som Frankrig og Storbritannien var blevet berøvet en generation af unge mænd. Prisen havde været høj. Samfundets tiltro til de institutioner, som havde udløst krigen, og skabt en ideologisk krise, hvis dybtgående sociale og politiske virkninger kunne føles på alle niveauer, var blevet rystet. Men allerede inden for et år efter Versailles-traktatens


20

WA R S Z A WA 1 9 2 0

ratificering var freden og de politiske løsninger, som den havde tilvejebragt, truet af tilintetgørelse. I sommeren 1920 væltede en tilsyneladende uovervindelig russisk hær ind over Polen med det erklærede mål at opildne til revolution i Tyskland og benytte denne som springbræt til at påtvinge Europas øvrige nationer regeringer efter bolsjevikisk forbillede. “Ved at angribe Polen angriber vi De Allierede,” truede lederen af Ruslands bolsjevik-regering, Vladimir Illitj Lenin. “Og ved at tilintetgøre den polske hær tilintetgør vi også Versailles-traktaten, som hele det nuværende system af internationale relationer hviler på.”1 Udmattet af Første Verdenskrigs blodsudgydelser, hærget af en global influenzaepidemi og på vagt over for masserne af arbejdsløse soldater, som var optændt af harme og forurettelse over et system, der ikke gav særlige fremtidsudsigter, var hverken De Forenede Stater, som hurtigt var ved at falde tilbage i isolationisme, eller Ententen, som Storbritannien og Frankrig normalt blev betegnet under ét, i nogen position til at forsvare deres skattede fredsaftale. Alt, hvad de kunne gøre, var at se ængsteligt til, mens Europas skæbne – og dermed også hele Vestens – ville blive afgjort af to af kontinentets mest umodne stater. I nogle få uger i 1920 afhang hele Europas fremtid af de beslutninger, som blev truffet af en selvlært polsk general, som kommanderede en dårligt udstyret pjaltehær, og af en aristokratisk russisk nihilist, som stod i spidsen for en improviseret og ikke mindre laset, men særdeles truende horde. Da han et par år senere tænkte tilbage på den kamp, som blev resultatet af denne konfrontation, skulle den polske øverstbefalende beskrive den som “en halv-krig, eller sågar en kvart-krig; et slags barnligt håndgemæng, som Krigens hovmodige Gudinde ville have vendt ryggen til”. Men dette håndgemæng ændrede historiens gang.2


GAMLE REGNSKABER VED ET NY T DAGGRY

21

Opgøret var vokset ud af en lang historie om den århundreder gamle strid mellem Rusland og Polen om, hvem der skulle kontrollere de vældige vidder i Hviderusland og Ukraine, som lå imellem dem. Det var ikke så meget et spørgsmål om territoriale besiddelser som om Ruslands behov for at bryde ind i Europa og Polens behov for at hindre Rusland i at gøre netop dette. Ikke desto mindre havde striden bragt russiske hære ind i hjertet af Polen og medført en polsk besættelse af Moskva så langt tilbage som 1612. Modsætningsforholdet havde fundet en midlertidig afklaring i slutningen af 1700-tallet med Polens deling mellem Rusland, Preussen og Østrig og deraf følgende udviskning fra landkortet. Trods en vedvarende kamp for frihed og gentagne opstande forblev Polen i de næste hundrede år lidet mere end et begreb, og dets forkæmpere blev i hovedsagen anset for romantiske drømmere. Men den deling, som havde fjernet Polen fra kortet, havde bragt dets fjender i direkte kontakt og fra august 1914 i dødbringende konflikt. Undergravet efter to et halvt års krig blev det russiske zarrige i februar 1917 væltet over ende af revolution. I oktober samme år erobrede Lenins bolsjevikker magten, men deres greb om landet var svagt, og de var ikke i nogen position til at videreføre krigen mod Tyskland og Østrig-Ungarn. I foråret 1918 købte de sig derfor til en midlertidig udsættelse: Med Brest-Litovsk-traktaten afgav de Ruslands baltiske provinser, herunder Litauen og de dele af Polen, som havde været under russisk kontrol, samt Hviderusland og Ukraine til Tyskland. Nogle få måneder senere væltede revolutioner i Wien og Berlin de østrig-ungarske og tyske imperier, hvilket reelt efterlod alle de områder, som stadig var besatte af tyske og østrigske tropper, uden regering. Det var polakkernes chance. Under pres fra præsident Wilson havde De Allierede beslut-


22

WA R S Z A WA 1 9 2 0

tet sig for, at efterkrigstidens ordning skulle omfatte et uafhængigt Polen. De havde endda anerkendt en polsk nationalkomité, som fra Paris skulle forberede dannelse af en provisorisk regering. Men De Allierede havde ingen myndighed i det tysk besatte Polen og ikke den mindste indflydelse på Ruslands bolsjevikiske herskere, hvis regering de da heller ikke anerkendte. Det stod klart, at Polens skæbne ville blive afgjort på slagmarken snarere end i konferencesalene, og med et Rusland, der vaklede under byrden af sine egne problemer, var det polakkerne – eller rettere en polak – som tog initiativet. Hans navn var Józef Piłsudski. Han var født i 1867 i en lavadelig familie og opdraget i den polske patriotismes kult. I sin ungdom blev han tiltrukket af socialismen, fordi han i den så den eneste kraft, der kunne udfordre zarregimet og fremme den polske uafhængigheds sag. Hans tidlige liv lyder som en roman med jævnlige afsoningsophold i russiske og tyske arresthuse, der afbrød hans aktiviteter som polemiker, udgiver af undergrundsaviser, politisk agitator, bankrøver og guerillaleder. I 1904 droppede Piłsudski den politiske agitation til fordel for en paramilitær organisation. Han organiserede sine tilhængere i kampceller, som skulle angribe mindre russiske troppeenheder eller politistyrker. Som foregribelse af den kommende krig oprettede han et par år senere en række “sportsforbund” i den østrigske delingszone af Polen, som i størrelse snart nåede forstadiet til en egentlig hær. Ved udbruddet af Første Verdenskrig anerkendte Østrig-Ungarn denne styrke som en polsk legion med status af irregulære hjælpetropper, der skulle kæmpe under eget flag, og i august 1914 var Piłsudski i stand til at marchere ind på russisk besat territorium og symbolsk gøre krav på dette i Polens navn.


GAMLE REGNSKABER VED ET NY T DAGGRY

23

Sammen med østrigerne kæmpede han i de næste par år imod Rusland, idet han konsekvent betonede, at det var Polen, han kæmpede for – ikke Centralmagterne. I 1916 forsøgte tyskerne at indrullere polakkernes støtte ved at skabe et polsk kongerige ud af nogle af deres polske besiddelser, idet de lovede at udvide dette og give det fuld uafhængighed efter krigen. De overtalte østrigerne til at overføre legionens styrker, som var vokset til omkring 20.000 mænd, til en ny polsk hær under tysk kommando, Polnische Wehrmacht. Piłsudski, som havde søgt efter en lejlighed til at slippe ud af den østrig-ungarske lejr for at have frie hænder, når krigen sluttede, nægtede imidlertid at aflægge den påkrævede broderskabsed over for den tyske hær og blev på grund af dette omgående fængslet i Magdeburgs fæstning. Hans legion blev opløst, og kun en håndfuld af dens soldater gik ind i Polnische Wehrmacht, mens resten gik under jorden. De behøvede ikke at holde sig skjult ret længe. Piłsudski blev sat på fri fod, da der udbrød revolution i Tyskland, og han ankom til Warszawa den 11. november 1918, samme dag som våbenstilstanden blev underskrevet i Paris. Og mens hans tidligere legionærer dukkede frem fra deres skjul og afvæbnede den overrumplede tyske garnison, proklamerede han den polske republiks genopståen under sin ledelse. Piłsudski var 51 år gammel, firskåren, solid og uforfærdet og var altid iklædt den menige legionærs simple grå våbenfrakke. Hans blege ansigt med dets høje brede pande, det nedadvendte overskæg og intense øjne var teatralsk til det ekstreme. “Her var ingen af de sædvanlige høfligheder ved civiliserede omgangsformer, men et dystert genis hele fremtrædelsesform,” noterede en britisk diplomat efter sit første møde med ham.3 Piłsudski følte, at de 30 år, han havde tilbragt i sit trælbund-


24

WA R S Z A WA 1 9 2 0

ne fædrelands tjeneste, måtte forlene ham med en ubestridt ret til at påtage sig lederrollen. Hans enorme popularitet i Polen så ud til at understøtte denne prætention. Men sådan så man ikke på det blandt de sejrrige allierede i Vesten og ej heller i Den Polske Nationalkomité, som i Paris afventede at kunne tage magten i Polen. Efter nogen forhandling blev der indgået en aftale, ifølge hvilken Jan Paderewski, en pianist med løvemankefrisure, som havde viet sit liv til at fremme Polens sag i Storbritannien, Frankrig og navnlig Amerika, og som derfor nød tillid hos disse landes ledere, skulle ankomme fra Paris for at overtage premierministerposten, mens Piłsudski skulle forblive titulært statsoverhoved og øverstkommanderende. Selv om Piłsudski tillod Paderewski at styre regeringens daglige forretningsgang og dens relationer til De Allierede, fortsatte han selv med at fastlægge politikken på de afgørende områder. Og han havde sine faste ideer om, hvordan Polens overlevelse skulle sikres. Det afgørende spørgsmål i denne fase var ganske enkelt, hvad nationens geografiske udstrækning skulle være. Polens grænser til Tyskland og den nye tjekkoslovakiske stat skulle fastlægges ved en fredskonference, der snart skulle afholdes i Paris. Men den nye polske nations østgrænse ville blive defineret af de politiske udviklinger i Rusland og de mellemliggende territorier i Litauen, Hviderusland og Ukraine. I Rusland var bolsjevikkerne, som var kommet til magten i oktober 1917, gået ind på det tyske tilbud om fred for bedre at kunne koncentrere sig om at befæste deres stilling. Dette indebar, at alle rivaliserende fraktioner, på venstrefløjen som på højrefløjen, måtte elimineres. Derved fik tyskerne mulighed for at trække tropper tilbage fra den russiske front, kaste dem ind i slaget imod De Allierede i det nordlige Frankrig og


GAMLE REGNSKABER VED ET NY T DAGGRY

25

gøre brug af Ukraines stærkt tiltrængte olie og hvede i et sidste forsøg på at vinde krigen i sommeren 1918. Desperate for at genskabe en regering i Rusland, som kunne genoptage krigen med Tyskland, havde De Allierede sendt militære forsyninger og endog tropper for at støtte de russere, som var imod det bolsjevikiske styre og nu var i færd med at danne ‘Hvide hære’ med det formål at styrte dette. Tysklands sammenbrud og krigens afslutning i november 1918 gjorde det muligt for De Allierede at afsætte flere ressourcer til dette, selv om det primære formål med denne strategi nu var faldet væk. Fra nu af antog De Allieredes støtte til De Hvide karakter af en militær intervention i en borgerkrig. Dette bestyrkede Lenin og de ledende bolsjevikker i deres faste opfattelse af, at regeringer i hele verden havde rottet sig sammen imod dem, og at deres eneste håb om at overleve på længere sigt lå i at vælte den verdensomspændende etablerede orden. Afslutningen på krigen i vest og Tysklands nederlag betød også, at Lenin og hans kammerater var nødt til at rette deres opmærksomhed mod spørgsmålet om Ruslands vest-grænse. Da de kom til magten, havde de taget afstand fra 1700-tallets deling af Polen som en imperialistisk handling og givet afkald på Ruslands krav på de områder, zarriget havde taget fra polakkerne. Men dette betød ikke, at de havde i sinde at opgive kontrollen over dem. Hele området var stadig besat af tyske tropper, dels fordi Tyskland savnede midlerne til at repatriere og ernære dem, dels fordi det var De Allieredes ønske, at de skulle varetage en eller anden form for overgangsordning. Dette afholdt ikke bolsjevikkerne fra at indsætte agenter, som med hjælp fra lokale sympatisører proklamerede sovjetrepublikker i Estland, Letland, Litauen, Hviderusland og Ukraine. Da tyskerne omsider


26

WA R S Z A WA 1 9 2 0

trak sig tilbage, rykkede russiske tropper ind og overtog deres plads: Formålet var ikke at oprette et bælte af uafhængige stater, men at så kimen til et langt vigtigere projekt: at eksportere revolutionen. Karl Marx havde altid forestillet sig, at kommunisme kun ville kunne fungere i et avanceret industrielt samfund. Dens triumf i Ruslands tilbagestående agrare økonomi havde været noget af et bizart lune fra historiens side, og for Lenin og hans kammerater lå de bedste chancer for at sikre dens overlevelse i at få den kommunistiske revolution til at brede sig ud over Ruslands grænser. Ydmyget af nederlaget i Første Verdenskrig, plaget af politisk splittelse og oversvømmet af arbejdsløse og forurettede soldater forekom Tyskland i høj grad som det oplagte udklækningssted for store omvæltninger. Mellem Rusland og Tyskland lå Polen, en nation, der kun akkurat havde genvundet sin uafhængighed efter over et århundrede under fremmed åg, og som derfor næppe havde tænkt sig at opgive denne på ny uden kamp. Glødende katolsk og gennemsyret af en patriotisme, der grænsede op til religiøs overbevisning, var flertallet i det polske samfund uimodtagelige for de mest kraftfulde våben i det sovjetiske arsenal: socialismens tiltrækningskraft og arbejderbefolkningens internationale solidaritet. Ikke desto mindre rummede begge disse en vis appel for dele af det polske byproletariat, for de undertrykte og marginaliserede minoriteter samt for mange af jøderne, som udgjorde ti procent af den samlede befolkning: Disse var for det meste ekstremt fattige og underprivilegerede, oplevede ofte diskrimination og havde ikke nogen særlig grund til at føle større loyalitet over for en nyopstået polsk stat end over for et russisk kommuniststyre. Og Polen stod i en katastrofal situation. “Der befinder sig i dette land omkring 28.000.000 menne-


GAMLE REGNSKABER VED ET NY T DAGGRY

27

sker, som i fire år er blevet mishandlet under fire separate invasioner i løbet af denne ene krig, hvor slag og fremrykkende og flygtende hære har hærget og hærget igen,” skrev Herbert Hoover, som var ankommet til Polen med sin nødhjælpsmission i januar 1919. “I dele af landet har der været syv invasioner fulgt af syv ødelæggende tilbagetog. Mange hundredtusinder er omkommet af sult. Millioner af mennesker har fået ødelagt deres hjem, og folk i disse områder lever i træskure. Deres landbrugsredskaber er slidt ned, deres husdyr taget af hærene, deres afgrøder kun delvis høstet. Industrien i byerne er underdrejet som følge af mangel på råmaterialer. Folk er arbejdsløse, og millioner lever i dyb fattigdom. De er blevet oversvømmet med rubler og østrigske Kronen, som nu alle er værdiløse. Jernbanerne fungerer knap nok. Næsten alle byer står uden levnedsmidler, og tyfus og andre sygdomme raserer i hele provinser.”4 Alt dette betød, at Polen var stærkt afhængig af støtte fra sine vestlige allierede i form af alt fra fødevareleverancer til maskingeværammunition. Og selv om de var generøse i så henseende, var de ikke i nogen position til at hjælpe landet militært – selv ikke hvis viljen til dette havde været til stede. Det gættede Lenin på, at den ikke var. Han og hans kammerater troede også på, at historien var på deres side, og at ingen “burgøjserregering”, som den, der for tiden styrede i Polen, ville være i stand til at modstå bolsjevismens kraft. Lenin gav ordre til at danne en “Vest-hær”, som fik instrukser om at “gennemføre dybderekognosceringer” så såre de tyske tropper havde rømmet området, en operation, der fik navnet “Målområde Wisła”. Efter et kortvarigt slag med en lille enhed af irregulære polske militssoldater besatte denne hær den 5. januar 1919 byen Wilno (i dag Vilnius), hovedstaden i


28

WA R S Z A WA 1 9 2 0

det tidligere litauiske storhertugdømme, som var en integreret del af den polske stat før delingen. I februar blev der oprettet en sovjetisk socialistisk litauisk-hviderussisk republik under russisk formynderskab med hovedstad i Minsk, og en sovjetisk skyggeregering for Polen blev dannet i Rusland under ledelse af den polske kommunist Józef Unszlicht. Kommunistpartiets eller Kominterns Tredje Internationale skulle mødes i Moskva den 4. marts for at tilrettelægge revolutionens forestående triumf over hele verden. Et opmuntrende varsel var etableringen samme måned af en sovjetisk regering i Ungarn under Béla Kuhn, en ungarsk jøde, som var blevet bolsjevik, da han var krigsfange i Rusland. Men den “ungarske rådsregering” fik et kort liv og indvarslede ikke nye succeser. Den politiske situation i Tyskland blev stabiliseret i foråret 1919, samtidig med at demokratiske valg var blevet afviklet gnidningsløst i Polen, hvis “burgøjserregering” havde vist sig uventet livskraftig. Det samme var tilfældet for landets statsoverhoved. Som født og opvokset i Wilno kunne Piłsudski ikke udholde byens bolsjevikiske besættelse, så han samlede alle til rådighed stående reserver, og i en dristig operation den 20. april smed de polske tropper Den Røde Hær ud, tvang dens styrker tilbage over hele fronten og besatte i løbet af de næste tre måneder det meste af det tidligere polske Hviderusland, herunder byen Minsk. Piłsudski var fast besluttet på, at selv om det område, som lå mellem Polen og Rusland, ikke nødvendigvis skulle tilfalde Polen, så måtte det i al fald nægtes Rusland. Hans foretrukne plan var en polsk føderation med en demokratisk litauisk og en demokratisk ukrainsk stat. Dette var noget af et forfængeligt håb, eftersom de litauiske nationalister, som ville have været hans naturlige partnere, insisterede på, at hele det territo-


GAMLE REGNSKABER VED ET NY T DAGGRY

29

rium, som havde udgjort storhertugdømmet Litauen (og som omfattede Wilno og hele Hviderusland), først skulle afstås til dem som forhåndsbetingelse for overhovedet at føre samtaler. Samtidig var ukrainerne splittede imellem pro-polske og antipolske fraktioner foruden imellem pro-russiske, nationalistiske og kommunistiske grupper. Men han håbede på, at en eller anden form for forbund endnu kunne skabes, og besluttede i mellemtiden at besætte så store dele af det polske territorium fra før delingen som muligt for derved at skabe en “stødpude” og erobre en styrkeposition, før fredsforhandlingerne skulle begynde. Den russiske vest-hær havde aldrig været tiltænkt den rolle at skulle kæmpe sig vej tværs over Polen. Den skulle blot udfylde alle magttomrum, der måtte opstå. Men på dette tidspunkt var tomrummet bag den og ikke foran den. Tre hvide hære, som var blevet overdådigt udrustede af Ententen, udfordrede nu bolsjevikkerne fra Østersøen i vest, Sibirien i øst og Ukraine i syd. Det Sydlige Ruslands Frivillige Hær, under kommando af general Anton Denikin, var begyndt at udgøre en reel trussel, i takt med at den havde indledt sin march mod Moskva, og tilføjede Den Røde Hær det ene nederlag efter det andet. Polen, Tyskland og verdensrevolutionen måtte således vente. Lenin havde desperat brug for, hvad han kaldte en peredisjka – et pusterum – for at kunne samle alle til rådighed stående styrker imod denne nye trussel. Han besluttede sig derfor for at gentage det foregående års taktik med at købe tid med fred og indvilligede i at deltage i hemmelige forhandlinger som foreslået af Piłsudski.5 Piłsudski nærede ingen illusioner om bolsjevikkerne. Han havde personlige erfaringer fra sit samarbejde med dem (i en alder af blot 19 år havde han forsynet Lenins ældre bror med


30

WA R S Z A WA 1 9 2 0

sprængstoffer til den bombe, som denne havde kastet imod zar Alexander III), og blandt dem var desuden et antal polske socialister, som han havde gode kontakter til. Han var udmærket bekendt med deres virkelige mål og med de metoder, hvormed de søgte at nå dem. Men Polen havde også behov for et pusterum. Dets hær, en broget skare af enheder, der var blevet til overs fra krigens slutfase, var hårdt spændt for af sporadiske kampe i diverse områder, som Tyskland stadig gjorde krav på, i og med at deres status endnu ikke var afklaret af fredsmagerne i Paris, af en strid med tjekkerne om Teschen (Cieszyn) og af et vedvarende slag med ukrainske nationalister om Lwów. Og hvad mere afgørende var: Piłsudski opfattede Denikin som en lige så stor trussel som Lenin. De Hvide nød godt af Ententens tillid: De to vestmagter havde udstyret dem med krigsmateriel for millioner af pund, og briterne havde sågar sendt støttetropper til Rusland. Hvis De Hvide gik sejrrige ud af borgerkrigen, ville Rusland følgelig kunne genindtage sin tidligere plads som en af de fire store allierede. Alle polske territorialkrav, ja endda den unge nations fortsatte eksistens, ville derefter alene komme til at afhænge af Ruslands gode vilje. Piłsudski blev udsat for et betydeligt pres fra De Allierede – mest energisk fra den britiske krigsminister, Winston Churchill – om at trænge dybere ind i Rusland for at undsætte De Hvide. Men uanset de forbehold han havde over for Lenin og bolsjevikkerne, foretrak han at have med dem at gøre frem for med en hvid russisk regering, især fordi Denikin havde gjort det klart, at han ikke brød sig om gendannelsen af et uafhængigt Polen, og opfattede størstedelen af dets territorium som russisk. Piłsudski indgik derfor en hemmelig våbenstilstand


GAMLE REGNSKABER VED ET NY T DAGGRY

31

med Lenin, der gjorde det muligt for sidstnævnte at trække omkring 40.000 mand tilbage fra den polske front og genindsætte dem imod Denikin.6 Inden for få uger rykkede Den Røde Hær hastigt mod syd i en triumferende forfølgelse af Denikins styrker. Sådanne bratte omvæltninger af krigslykken var karakteristiske for Den Russiske Borgerkrig, hvor et mindre tilbageslag kunne fremskynde et tilbagetog, der voksede i dimensioner i takt med, at tekniske sammenbrud, et ødelagt terræn, vejrliget, lokalbefolkningen, sygdomme, deserteringer og frygt for politiske repressalier alle samvirkede om at nedbryde den flygtende styrkes opbygning. Men for politikerne og den offentlige mening i Vesten forekom læren af alt dette at være, at bolsjevikkerne nød godt af massernes støtte, og at de åbenbart var militært overlegne, hvilket gjorde det af med en stor del af appetitten på yderligere interventioner i Rusland. Hertil kom frygten for, at der skulle opstå uroligheder hjemme, som kun ville blive næret af rosenrød sympati for det tapre socialistiske eksperiment, som angiveligt var under udfoldelse i Rusland. Kun de mere determinerede antibolsjevikker og det franske militær pressede på for fortsat intervention. Den britiske premierminister, David Lloyd George, som havde været en af de mest entusiastiske fortalere for at knuse bolsjevikkerne med magt, erklærede nu, at Rusland ville blive frelst ved handel, idet han hævdede, at “i det øjeblik, hvor handelsforbindelserne med Rusland er genoprettet, vil kommunismen gå i sig selv igen”. Opmærksom på den lejlighed, som bød sig, lancerede Lenin en fredsoffensiv, i hvilken han foreslog forhandlinger med alle parter og tilbød Polen gavmilde betingelser. Hverken Lloyd George eller den franske premierminister, Georges Clemenceau, havde nogen intention om at


32

WA R S Z A WA 1 9 2 0

stifte fred med det bolsjevikiske Rusland, som de anså for et farligt eksempel og en mulig kilde til ideologisk besmittelse af arbejderklassen i deres egne lande. Men eftersom forsøget på at tilintetgøre bolsjevikkerne med militære midler var slået fejl, håbede de nu på at kunne inddæmme dem. De pressede derfor på for at Polen og andre nabostater til Rusland skulle tage imod tilbuddet. Som resultat heraf indgik Polen og Rusland nu officielle forhandlinger.7 Ingen af parterne var helt oprigtige. Og selv om polakkerne åbent blev tilskyndet af Lloyd George og Clemenceau til at stifte fred, fik de modstridende meldinger fra andre medlemmer af den britiske regering og fra den franske generalstab. Da Clemenceau trådte tilbage for at blive erstattet af Alexandre Millerand i 1920, var de signaler, som nåede Polen fra Frankrig, umiskendeligt krigeriske. Skønt han selv var socialist, så Millerand det som sin vigtigste målsætning at gøre en ende på de strejker, som lammede Frankrig, og genoprette den offentlige orden. Dette passede Piłsudski glimrende, og han fortsatte da også med at udbygge sin egen militære stilling. Den 3. januar erobrede han byen Dunaburg (i dag Daugavpils) fra russerne og overdrog den til Letland, hvis regering var udpræget antibolsjevikisk og propolsk, hvorved Litauen blev afskåret fra Rusland. Derudover gennemførte han en række mindre operationer i den hensigt at styrke den polske front, ligesom han forhalede fredssamtalerne ved at fremsætte krav, som var uacceptable for russerne. Lenin var heller ikke interesseret i fred. Han stolede ikke på Ententen, der efter hans mening var opsat på at ødelægge Ruslands bolsjevikstyre. Han så Piłsudski som vest-magternes værktøj og var fast besluttet på “at rydde ham af vejen” før eller senere. Han frygtede et polsk fremstød i Ukraine, hvor natio-


33

nalistiske kræfter truede det bolsjevikiske styre, og var overbevist om, at polakkerne overvejede at marchere helt til Moskva. Rusland var isoleret, og bolsjevikkernes greb om magten skrøbeligt. Samtidig var den bedste måde at mobilisere støtte på at indlede en krig, som kunne kaste politiske gevinster af sig og derved gøre det muligt for Rusland at bryde ud af isolationen. Sådan så man også på det i Tyskland. Vilkårene i Versaillestraktaten, som var blevet underskrevet den foregående sommer, føjede yderligere ydmygelse til den allerede rige gæring af forurettelse, som plagede det tyske samfund, og selv de mest højreorienterede fraktioner ville hilse enhver chance velkommen for at omstøde den ordning, nationen var blevet påtvunget. Den Røde Hærs tilsynekomst ved de tyske grænser ville af mange i dette land blive opfattet som sendt fra himmelen. I de sidste måneder af 1919 forøgede Lenin antallet af divisioner, som var opstillet ved den polske grænse, fra fem til 20, og i januar 1920 fremlagde chefen for Den Røde Hærs operationsstab, Boris Sjaposjnikov, sin plan for et angreb på Polen, der i første omgang blev planlagt til at skulle finde sted i april. Dette blev accepteret af Politbureauet den 27. januar, selv om krigskommissæren, Lev Davidovitj Trotskij og Kommissæren for Udenrigsanliggender, Georgij Tjitjerin, advarede imod at iværksætte en uprovokeret offensiv. Den følgende dag genfremsatte Tjitjerin derfor offentligt sit tilbud om fred til Polen. To uger senere, den 14. februar, traf Lenin den endelige beslutning om at angribe Polen, og fem dage herefter blev Den Vestlige Frontkommando oprettet.8


Uden for Warszawas byporte står den polske feltmarskal Józef Piłsudski i sommeren 1920 ansigt til ansigt med Den Røde Hær, som umiddelbart efter Den Russiske Revolution var rykket vestpå mod Europa. Bolsjevikkernes mål var at eksportere revolutionen til Tyskland og på vejen måtte Polen underlægges. Kun ved en overmenneskelig indsats lykkedes det de polske tropper at vinde en næsten mirakuløs sejr og tildele Lenin et så voldsomt slag, at han valgte at opgive sin plan. Dette er den dramatiske og skæbnesvangre historie om et glemt slag, hvis udfald meget let kunne have været anderledes med et helt andet Europa til følge. Adam Zamoyski er historiker og forfatter. Han har skrevet flere militærhistoriske værker og biografier om bl.a. Napoleon og Chopin.

9 788775 143306

LENINS FEJSLAGNE FORSØG PÅ AT EROBRE EUROPA


Warszawa 1920 ­ Lenins fejlslagne forsøg på at erobre Europa