Page 1

Barack Obama er en af spidskandidaterne i kampen om at blive USAs næste præsident. Med MOD TIL AT HÅBE har han skrevet en ærlig og personlig bog om, hvordan han vil genskabe et Amerika, som det amerikanske folk kan tro på og have tillid til, og som kan inspirere folk og regeringer verden over. International Bestseller solgt i over 2 mio eksemplarer. Nr. 1 på New York Times’ Bestsellerliste

MOD TIL AT HÅBE

Barack Obama blev født i Honolulu på Hawaii i 1961. Han studerede jura ved Harvard University, hvor han blev den første sorte redaktør af det juridiske tidsskrift Harvard Law Review. I 1996 blev han valgt til statssenatet i Illinois og i 2004 til det amerikanske Senat. I februar 2007 annoncerede han sit kandidatur til Demokraternes primærvalg. Han bor i Chicago med sin kone, Michelle, og deres to døtre, Sasha og Malia.

”Barack Obama, senatoren fra Illinois og Demokraternes nye superstar, tilhører den sjældne type politiker, som virkelig kan skrive – og som skriver gribende og oprigtigt om sig selv.” New York Times

BARACK OBA MA

I MOD TIL AT HÅBE reflekterer Barack Obama over familiens betydning, over religion, race, værdier, partipolitik, Forfatningen og USAs rolle i verden, og han formulerer sine politiske visioner for et bedre Amerika bygget på en ny politik, der formår at samle nationen og forny de demokratiske idealer.

“Mod til at håbe. Dette er det allerbedste ved den amerikanske ånd, tænkte jeg – at den bygger på et mod til at håbe og tro på, at vi, selv om alt tyder på noget andet, vil være i stand til at genskabe en følelse af fællesskab i en nation, der er splittet af stridigheder. At vi drister os til at tro, at vi trods personlige tilbageslag, tab af job, sygdom i familien, en barndom og opvækst i fattigdom, på en eller anden måde stadig har kontrol over – og derfor også ansvar for – vores egen skæbne. Det var dette mod, forestillede jeg mig, der bandt os sammen som et folk. Det var denne allestedsnærværende håbefulde ånd, der knyttede min egen families historie til den amerikanske historie, og mig til de vælgere, jeg gerne ville repræsentere.” (side 443)

Omslagsfoto: Deborah Feingold

Barak omslag 070303 9cm.indd 1

02/04/08 13:26:21


BARACK OBAMA MOD TIL AT HÅBE Tanker om generobringen af den amerikanske drøm

Oversat af Niels Ivar Larsen

Informations Forlag


Indhold

Prolog 9 Første kapitel:

Republikanere og Demokrater 23

Andet kapitel:

Tredje kapitel:

Fjerde kapitel:

Femte kapitel:

Værdier 61

Forfatningen 95 Politikken 135

Mulighedernes samfund 179

Sjette kapitel:

Troen 251

Syvende kapitel: Racespørgsmålet Ottende kapitel: Verdenen

289

uden for Amerika 341

Niende Kapitel: Familien

Epilog 439 Tak 451 Noter 455 Register 459

405


Prolog

et er snart ti år siden, jeg første gang stillede op til et politisk tillidshverv. Jeg var dengang 35, og det var fire år siden, jeg havde afsluttet jurastudiet. Jeg havde giftet mig og var nu ivrig efter at komme videre med mit liv. Et mandat i Illinois’ lovgivende forsamling stod overfor at blive ledigt, og flere af mine venner havde foreslået, at jeg stillede op, fordi de mente, at mit arbejde som borgerrettighedsadvokat og mine gamle kontakter som organisator i lokalsamfundet gjorde mig til en egnet kandidat. Efter at have diskuteret det med min kone, besluttede jeg mig for at stille op. Jeg begyndte der, hvor alle førstegangskandidater nu engang må begynde: Jeg talte med alle, der ville lytte til mig. Jeg deltog i møder i beboerforeninger og i kirkemenigheder, jeg talte i skønhedssaloner og i frisørsaloner. Hvis jeg så to fyre, der stod på et gadehjørne, gik jeg straks over gaden for at give dem mit kampagnemateriale. Men uanset hvorhen jeg kom, kunne jeg være sikker på altid at blive mødt med en eller anden version af de samme to spørgsmål: For det første: »Hvor har du det mærkelige navn fra?« Og for det andet: »Du virker som en fin fyr. Hvorfor i alverden vil du rode dig ind i noget så råddent og beskidt som politik?« Det sidste spørgsmål havde jeg allerede hørt adskillige gange i andre varianter, da jeg flere år tidligere var taget til Chicago for


10

Mod til at håbe

at udføre socialt arbejde i lavindkomst-kvarterer. Spørgsmålet røbede en desillusion. Ikke bare over for politik, men over for selve tanken om at deltage i det offentlige liv, en desillusion, som – i al fald i de South Side-kvarterer, som jeg gerne ville repræsentere – var blevet næret af oplevelsen af at være blevet svigtet af en hel generation af politikere. Mit svar var i reglen at smile, nikke og sige, at jeg udmærket kunne forstå deres skepsis. Men også, at der er – og altid har været – en anden politisk tradition. En tradition, som går helt tilbage til vort lands grundlæggelse og strækker sig frem til borgerretsbevægelsens beundringsværdige sejre. En tradition, der bygger på den enkle idé, at vi alle har et medansvar for hinanden, og at det, som binder os sammen, er større end det, som driver os fra hinanden. Og at vi, hvis tilstrækkeligt mange ville tro på denne sandhed og handle derefter, måske kunne blive i stand til at løse om ikke alle verdens problemer så dog til at udrette noget meningsfuldt i fællesskab. Det var en ganske overbevisende tale, syntes jeg. Og selv om de folk, der havde hørt mig holde den, ikke var tilsvarende imponerede, var der tilstrækkeligt mange, som påskønnede min oprigtighed og ungdommelige selvsikkerhed til, at jeg kunne indtage en plads i Illinois’ lovgivende forsamling. Da jeg seks år senere besluttede mig for at opstille til De Forenede Staters senat, var jeg ikke længere helt så sikker på mig selv. Det så på alle måder ud til, at mine karrierevalg var lykkedes. Efter to perioder, hvor jeg som medlem af mindretallet havde måttet slide hårdt i det, havde Demokraterne vundet kontrol over statssenatet, og jeg var siden med til at gennemføre en række nye love: fra reformer af Illinois’ dødsstrafsystem til udbygning af statens sundhedsprogram for børn. Jeg underviste forsat på deltid på Chicago Universitets jurastudium – et job, jeg satte stor pris på, og jeg blev hyppigt inviteret til at tale


Prolog

11

forskellige steder i byen. Jeg havde bevaret min uafhængighed, mit gode navn og mit ægteskab, der alle – hvis man skal dømme efter statistikken – var kommet i fare, fra det øjeblik jeg satte min fod i statens hovedstad. Men årene har efterhånden også sat deres spor. En del skyldes blot, at jeg er blevet ældre, vil jeg tro. For som årene går, bliver man stadig mere fortrolig med sine egne personlige brister – de særlige blinde pletter og tilbagevendende tankemønstre, der lige så vel kan være genetisk betingede, som de kan skyldes påvirkninger fra ens omgivelser, men som næsten helt sikkert kun bliver værre med tiden, lige så sikkert som det er, at det lille vrid i ens gang en dag vil sætte sig som en smerte i hoften. Hos mig har en af disse brister vist sig at være en kronisk rastløshed og en manglende evne til at føle taknemmelighed, uanset hvor godt tingene ellers er gået, og uanset hvilken lykke der måtte tilsmile mig. Det er en brist, som er blevet stadig mere udbredt i den moderne verden, og som også er blevet en indgroet del af den amerikanske mentalitet. Det er en brist, der intetsteds er mere synlig end på det politiske område. Om det politiske liv ligefrem forstærker denne brist eller simpelthen tiltrækker de mennesker, der har den, er uklart. Der var engang én, der sagde, at enhver mand enten prøver at leve op til sin fars forventninger eller også prøver at råde bod på sin fars fejl. Jeg formoder, at denne forklaring er lige så god som enhver anden på, at jeg har udviklet denne særlige lidelse. Under alle omstændigheder var det som konsekvens af denne rastløshed, at jeg besluttede mig for at udfordre en siddende demokrats mandat i Kongressen ved valgrunden i 2000. Det var ikke nogen velovervejet valgkamp fra min side, og jeg led da også et slemt nederlag. Det var den slags modgang, som får en til at indse, at livet ikke er forpligtet til at rette sig efter ens planer. Halvandet år efter, da sårene efter denne bet efterhånden var


12

Mod til at håbe

tilstrækkeligt lægte, spiste jeg frokost med en mediekonsulent, som i en tid lang havde forsøgt at overtale mig til at gå ind i landspolitik. Nu ville tilfældet, at denne frokostaftale lå i slutningen af september 2001. »Du er godt klar over, at den politiske dynamik har ændret sig totalt efter det her, ikke sandt?« sagde han, imens han nippede til sin salat. »Hvad mener du?«, spurgte jeg, selv om jeg udmærket vidste, hvad han mente. Vi så begge på avisen, der lå ved hans side. Dér, på forsiden, var Osama bin Laden. »Det er noget forbandet møg, hva’?« sagde han og rystede på hovedet. »Det er forbandet uheldigt. Du kan selvfølgelig ikke ændre dit navn. Den slags vil kun vække mistanke hos vælgerne. Hvis du stadig var ved starten af din karriere, kunne du måske have brugt et øgenavn eller sådan noget. Men nu …« Hans stemme døde hen, og han trak undskyldende på skulderen, før han bad tjeneren komme med regningen. Jeg frygtede, at han havde ret, og det nagede mig. For første gang i min karriere kunne jeg nu tage mig selv i at blive grebet af misundelse, når yngre politikere fik succes på områder, hvor jeg ikke selv havde slået til, og når jeg så dem bane sig vej til højere positioner, hvor de ville blive i stand til at udrette endnu større ting. Hele glæden ved at være en del af det politiske liv – debatternes adrenalinsus, den menneskelige varme, man oplever ved at trykke folk i hænderne og dykke ind i menneskemængden – begyndte at falme, når man holdt den op imod jobbets mindre tiltalende sider: Det evindelige tiggeri om kampagnebidrag, de lange køreture hjem efter en eller anden banket, der havde varet to timere længere end planlagt, den usunde mad, den tunge luft og de afkortede telefonsamtaler med en kone, som havde holdt ud indtil nu, men som var ved at blive godt træt af at være alene om at opdrage vores børn, og som var begyndt at stille kritiske


Prolog

13

spørgsmål til, hvordan jeg prioriterede mit liv. Også selve lovgivningsarbejdet, den politiske proces, som havde fået mig til overhovedet at stille op, begyndte at føles alt for langsommeligt og på alt for stor afstand af de virkelig store opgør – om skat, sikkerhed, sundhedspleje og job – som blev udkæmpet på den nationale politiske scene. Jeg begyndte at tvivle på, om jeg havde valgt den rette vej. Jeg begyndte at føle, hvad jeg forestiller mig, en skuespiller eller idrætsmand må føle, når de efter års kamp for at virkeliggøre en bestemt drøm, efter år med tjenerjob mellem prøveoptagelser eller efter i flere år kun lige at have klaret sig i de lavere rækker, efterhånden må indse, at de er kommet omtrent så langt, som deres talent eller skæbne nu har kunnet bringe dem. Drømmen vil aldrig gå i opfyldelse, og valget står nu imellem at acceptere denne kendsgerning som en ansvarlig voksen og i stedet stræbe efter mere realistiske mål. Eller også fortsat at nægte at acceptere sandheden og ende som forbitret, stridbar og såre ynkelig. Fornægtelse, vrede, forhandling, fortvivlelse – Jeg er ikke sikker på, at jeg nåede igennem alle de stadier, som eksperterne beskriver. På et eller andet tidspunkt kom jeg dog frem til en accept af mine begrænsninger og på en måde også af min egen dødelighed. Jeg koncentrerede igen min energi om arbejdet i statssenatet og fandt tilfredsstillelse i de reformer og initiativer, som min position nu gav mulighed for. Jeg tilbragte mere tid hjemme, så mine døtre vokse op, nød samværet med min kone og spekulerede over mine langsigtede økonomiske forpligtelser. Jeg holdt mig i god form og læste romaner og kom til at påskønne, at Jorden roterede om Solen, og at årstiderne kom og gik, uden at alt dette fordrede nogen særlig anstrengelse fra min side. Det var denne grundlæggende accept, som fik mig til at fostre den rent ud sagt vanvittige tanke om at stille op til valg til


14

Mod til at håbe

De Forenede Staters senat, tror jeg. En alt-eller-intet-strategi – sådan præsenterede jeg planen for min kone. Et sidste skud i bøssen for at afprøve, hvor langt mine ideer rakte, før jeg ville falde til ro i en mere fredelig, mere stabil og mere vellønnet arbejdstilværelse. Og minsandten om hun ikke gik med til én sidste valgkamp – måske snarere af medlidenhed end af tiltro til mine muligheder – skønt hun også antydede, at jeg med tanke på de velordnede rammer, hun ønskede for vores familie, ikke nødvendigvis skulle regne med at få hendes stemme. Jeg lod hende finde en slags trøst i de hårde odds, jeg havde imod mig. Den siddende republikanske senator, Peter Fitzgerald, havde brugt 19 millioner dollar af sin private formue på at vælte den foregående senator, Carol Moseley Braun. Han var ikke videre populær, ja, faktisk så han end ikke ud til at føle nogen synderlig glæde ved politik, men han havde stadig ubegrænsede midler i sin familieformue samt en ægte integritet, hvor med han havde aftvunget vælgerne en slags modstræbende respekt. En overgang dukkede Carol Moseley Braun op igen, efter en periode som ambassadør i New Zealand, med overvejelser om at forsøge at vinde sit gamle mandat tilbage. Hendes mulige kandidatur fik mig i første omgang til at sætte mine planer i bero. Men da hun så besluttede sig for at stille op til præsidentvalget i stedet, begyndte alle andre at overveje at opstille til Senatet. Og da Fitzgerald meddelte, at han ikke ville søge genvalg, stod jeg over for seks hovedmodstandere, deriblandt den siddende skatteinspektør; en forretningsmand, der var god for hundredvis af millioner dollar, Chicago-borgmester Richard Daleys tidligere stabschef og en sort kvinde med en baggrund i sundhedssektoren, som kløgtige pengebagmænd forestillede sig ville splitte de sorte stemmer og eliminere mine chancer, uanset hvor beskedne de som udgangspunkt måtte have været.


Prolog

15

Jeg var ligeglad. De lave forventninger fritog mig fra de værste bekymringer, og da min troværdighed blev styrket af adskillige hjælpsomme anbefalinger, kastede jeg mig ud i valgkampen med en energi og en glæde, som jeg troede, jeg havde mistet for altid. Jeg hyrede fire medlemmer til min kampagnestab, alle intelligente mennesker i tyverne eller først i trediverne, og fik dem rimeligt billigt. Vi fandt et lille kontor, fik fremstillet vores eget brevpapir, installeret telefonlinjer og sat computere op. Fire eller fem gange om dagen ringede jeg rundt til de større demokratiske donorer og forsøgte at få dem til at ringe tilbage. Jeg holdt pressekonferencer, som ingen kom til. Vi tilmeldte os den årlige St. Patricks Dag-parade og blev tildelt paradens allersidste plads, så mine ti frivillige og jeg selv måtte marchere umiddelbart foran den efterfølgende kortege af kommunens renovationsvogne og vinke til de få agterudsejlede strejfere, som stadig var på ruten, samtidig med at renovationsarbejderne fejede papiraffald op og rev grønne trekløverklistermærker af lygtepælene. For det meste var jeg dog på farten og kørte som oftest alene rundt fra bydel til bydel, fra amtskommune til amtskommune og fra by til by og i sidste ende på kryds og tværs af hele staten, langs kilometer og atter kilometer af korn- og bønnemarker og jernbanespor og siloer. Det var ikke nogen effektiv proces. Uden Det Demokratiske Partis organisationsapparat og uden omfattende mailinglister eller internetkampagner var jeg nødt til at stole på, at venner og bekendte ville åbne deres hjem og lukke, hvem der end måtte komme, indenfor eller arrangere, at jeg kunne mødes med deres kirkemenighed, fagforeningskolleger, bridgeklubber eller Rotary-kammerater. Nogle gange, efter at have kørt i flere timer, blev jeg måske kun mødt af to eller tre tilhørere, der ventede på mig omkring et køkkenbord. Alligevel måtte jeg hver gang forsikre værterne om, at fremmødet da var helt fint, og udtale mig anerkendende om de forfriskninger, de


16

Mod til at håbe

havde stilet frem. Det hændte også, at jeg måtte sidde en hel gudstjeneste igennem, før det viste sig, at præsten helt havde glemt mig, eller at formanden for en lokal fagforening lod mig tale til sine medlemmer, umiddelbart før han meddelte, at de i fagforeningen var blevet enige om at anbefale en helt anden. Men uanset om jeg mødtes med to eller halvtreds, uanset om jeg blev modtaget i en af de statelige, skyggefuldt beliggende villaer på North Shore, i en lejlighed i en højhusblok uden elevator på West Side eller på en gård ud for Bloomington, uanset om folk var venlige, ligeglade eller fjendtlige, gjorde jeg mit bedste for at holde min mund og høre ordentligt efter, hvad de havde at sige. Jeg lyttede til mennesker, der talte om deres job, deres arbejde, den lokale skole, deres vrede over Bush, deres vrede over Demokraterne, deres hund, deres rygsmerter, deres krigstjeneste i militæret og om de ting, de kunne huske fra deres barndom. Nogle havde udviklet deres egne teorier som forklaring på, at så mange stillinger var gået tabt i produktionssektoren, eller på det dyre sundhedssystem. Nogle citerede, hvad de havde hørt den konservative kommentator Rush Limbaugh sige, eller hvad de havde hørt på radiokanalen National Public Radio. Men de fleste af dem havde for travlt med deres arbejde eller deres børn til at ofre megen opmærksomhed på politik og talte i stedet om, hvad de selv havde udsigt til: En fabriksnedlæggelse, en forfremmelse, en høj elregning, en far eller mor, der skulle på plejehjem, et barns første skridt. Ingen blændende nye indsigter voksede frem af disse måneders samtaler. Hvis der var noget, der slog mig, var det, hvor beskedne folks håb var, og hvordan mange af deres inderste overbevisninger syntes at gå på tværs af race, region, religion og klasse. De fleste af dem mente, at enhver, der er villig til at arbejde, også skal have mulighed for at få sig et arbejde med en lønindkomst, man kan leve af. De fleste fandt det rimeligt,


Prolog

17

at folk ikke skal risikere økonomisk undergang, bare fordi de bliver syge. Det var de flestes holdning, at alle børn skal have en ordentlig og god uddannelse, at denne gode hensigt ikke bare skal blive ved en masse snak, og at de samme børn skal have mulighed for at videreuddanne sig i high school, også hvis deres forældre ikke er rige. De ønskede at føle sig trygge og beskyttede imod kriminelle og terrorister. De ønskede også ren luft, rent vand og mere tid til at være sammen med deres børn. Og de ønskede, at de ville være i stand til at trække sig tilbage med et mindstemål af værdighed og respekt, når de blev gamle. Det var stort set det, og det var i grunden ikke så meget. Skønt de forstod, at deres succes i tilværelsen først og fremmest afhang af deres egen indsats – og selv om de ikke havde nogen forventning om, at staten skulle løse alle deres problemer, og bestemt ikke brød sig om at se deres skattepenge gå til spilde – mente de alligevel, at staten burde hjælpe. Jeg sagde til dem, at de havde helt ret: Staten kan ikke løse alle deres problemer. Men med en mindre omprioritering kan vi sikre, at alle børn får en rimelig chance i tilværelsen, og imødegå de udfordringer, vi står overfor som nation. Som regel plejede folk at nikke bifaldende til dette og spørge, hvordan de selv kunne medvirke til det. Og når jeg så var tilbage på vejen, med vejkortet liggende på passagersædet, mod mit næste stop, indså jeg atter, hvorfor jeg var gået ind i politik. Jeg følte, at tiden var kommet til at arbejde hårdere, end jeg nogensinde havde gjort. Denne bog er vokset direkte ud af disse samtaler, som jeg førte under min valgkampagne. Mine møder med vælgerne bekræftede mig ikke blot i, at amerikanerne grundlæggende er et anstændigt folkefærd, de mindede mig også om, at der i hjertet af den amerikanske livsform er et sæt idealer, som fortsat ani-


18

Mod til at håbe

merer vores kollektive ånd – et fælles sæt af værdier, som binder os sammen trods vores forskelle; en håbets røde tråd, som får vores fantastiske demokratiske eksperiment til at fungere. Disse værdier og idealer kommer ikke blot til udtryk i monumenternes marmorplader og i historiebøgerne. De er stadig levende i hjerterne og bevidstheden hos de fleste amerikanere – og kan inspirere os til stolthed, pligtfølelse og opofrelse. Jeg erkender farerne ved at tale på denne måde. I globaliseringens, de svimlende teknologiske forandringers, den hensynsløse politiks og de konstante kulturkriges tid ser det ud til, at vi end ikke har noget fælles sprog til at diskutere vores idealer med, at vi slet ikke har de redskaber, vi behøver for at nå frem til et mindstemål af konsensus om, hvordan vi som nation skal arbejde sammen for at føre disse idealer ud i livet. De fleste af os politikere er blevet enormt dygtige til at benytte os af pr-mænd, meningsmålinger, taleskrivere og eksperter. Vi ved, hvordan højtflyvende ord kan foldes ud i kyniske målsætningers tjeneste, og hvordan de ædleste følelser kan blive undergravet i magtens, den kolde kalkules, grådighedens eller intolerancens navn. Selv den mest elementære historiebog har en eller anden bemærkning om, hvordan den amerikanske livsform fra første færd har afveget fra sine myter om sig selv. I et sådant klima kan enhver tale om fælles idealer og delte værdier forekomme håbløst naiv, hvis ikke ligefrem farlig, og ligne et forsøg på at tildække afgrundsdybe, politiske forskelle. Eller værre endnu: Som en taktik for at nedtone beklagelserne fra alle dem, som ikke føler sig tilstrækkeligt tilgodeset af den måde, vi har indrettet vores samfund på. Mit argument imod en sådan kritik er imidlertid, at vi ikke har noget valg. Vi behøver ikke noget meningsmålingsinstitut til at fortælle os, at det overvældende flertal af amerikanere – republikanere, demokrater og uafhængige – er lede og kede af, at vores politiske liv har udviklet sig til et ingenmandsland, hvor


Prolog

19

snævre interesser kappes om at vinde fordele, og ideologiske mindretal forsøger at gennemtvinge deres egne versioner af den absolutte sandhed. Uanset om vi er fra de røde eller de blå stater, kan vi fornemme den mangel på hæderlighed, sammenhæng og sund fornuft, der kendetegner vore politiske diskussioner. Og vi føler ubehag ved, hvad der længe har forekommet at være en uendelig række af forkert definerede eller begrænsede valg; religiøs eller sekulær, sort, hvid eller brun. Vi fornemmer med rette, at der bliver ladt hånt om vor nations største udfordringer, og at vi, hvis ikke snart kursen ændres, risikerer at blive den første generation i meget lang tid, som kommer til at efterlade et svagere og mere splittet Amerika end det, vi overtog. Måske i højere grad end på noget andet tidspunkt i vores nyere historie har vi nu brug for en ny slags politik, en politik, der kan finde frem til og bygge på de fællestræk, der binder os sammen som amerikanere. Netop dette er emnet for denne bog: Hvordan får vi påbegyndt den proces, der kan forandre vores politiske og offentlige liv? Jeg siger ikke, at jeg kender den nøjagtige opskrift. Det gør jeg ikke. Skønt jeg i hvert af de følgende kapitler diskuterer en række af vores mest presserende, politiske udfordringer og i store træk skitserer den kurs, jeg mener, vi bør følge, er mine svar på disse spørgsmål ofte kun fragmentariske og ufuldstændige. Jeg kan ikke tilbyde nogen patentløsning for amerikansk regeringsførelse, ej heller vil man på disse sider finde konkrete handlingsanvisninger med kort og grafer, tidsplaner og tipunktsprogrammer. Hvad jeg i stedet tilbyder, er noget mere beskedent, nemlig mine personlige overvejelser over de værdier og idealer, som har ført mig ind i det offentlige liv, nogle tanker om, hvordan vores nuværende politiske debatform splitter os unødvendigt, og hvordan vi efter min egen bedste vurdering – der bygger på mine erfaringer som senator og advokat, ægtemand og fader,


20

Mod til at håbe

kristen og skeptiker – kan grundlægge en ny politik med udgangspunkt i det fælles bedste. Lad mig forklare nærmere, hvordan bogen er bygget op. Første kapitel gør status over vores nyere politiske historie og forsøger at give en forklaring på nogle af årsagerne til vore dages forbitrede polarisering. I Andet kapitel diskuterer jeg de fælles værdier, som kunne tjene som et grundlag for en ny konsensus. Tredje kapitel undersøger den amerikanske forfatning ikke blot som kilden til vore individuelle rettigheder, men også som et grundlag for, hvordan vi kan organisere en demokratisk samtale omkring vor fælles fremtid. I Fjerde kapitel forsøger jeg at redegøre for nogle af de institutionelle kræfter – penge, medier, interessegrupper, lovgivningsprocesser – som kan handlingslamme selv den mest velmenende politiker. Og i de resterende fem kapitler fremlægger jeg mine forslag til, hvordan vi kan overvinde vores splittelse og effektivt tage hånd om konkrete problemer: Den voksende økonomiske usikkerhed blandt mange amerikanske familier, de racemæssige og religiøse spændinger inden for det politiske samfundslegeme og de transnationale trusler – fra terrorisme til pandemier – der ophober sig uden for vore grænser. Jeg kan frygte, at nogle læsere vil finde min fremstilling af disse spørgsmål lovlig ubalanceret. I denne anklage må jeg erklære mig skyldig. Jeg er trods alt demokrat, og mine holdninger til de fleste af disse problemer ligger tættere på de lederartikler, der kan læses i New York Times, end på dem, man kan finde i Wall Street Journal. Jeg er indigneret over en politik, som konsekvent favoriserer de velhavende og magtfulde frem for gennemsnits-amerikanerne, og jeg insisterer på, at staten har en vigtig opgave i at skabe bedre muligheder for os alle. Jeg tror på evolutions- læren, på videnskabelig forskning og på den globale opvarmning. Jeg tror på ytringsfrihed, uanset om den er politisk korrekt eller upolitisk ukorrekt. Og jeg føler mod-


Prolog

21

vilje over for forsøg på at anvende politisk magt til at påtvinge ikke-troende religiøse synspunkter – mine egne indbefattet. Ydermere er jeg fanget af min egen historie. Jeg er en sort mand af blandet herkomst og kan ikke undgå at se den amerikanske historie i en optik, der er præget af dette udgangspunkt. Jeg kan ikke undgå at huske på, hvordan mennesker, der så ud som mig, blev underkuet og stigmatiseret på de subtile og mindre subtile måder, hvormed fordomme om race og klasse fortsat præger vores liv. Men det er ikke alt, hvad jeg er. Jeg synes også, at Det Demokratiske Parti til tider kan være selvretfærdigt, uengageret og dogmatisk. Jeg tror på det frie marked, på konkurrence og foretagsomhed og synes, at ganske mange statslige programmer ikke fungerer nær så godt, som man foregiver, at de gør. Jeg ville ønske, at vort land havde langt færre advokater og langt flere ingeniører. Jeg synes, at Amerika langt oftere har været en kraft, der virker for det gode end for det dårlige i verden. Jeg har få illusioner om vore fjender og sætter vort militærs mod og kompetence særdeles højt. Jeg forkaster en politik, der alene vil basere sig på raceidentitet, kønsidentitet, seksuel orientering eller en generel offerdyrkelse. Jeg mener, at meget af det, som plager vores ghettoer, beror på et forfald i vores kultur, som ikke kan kureres med penge alene, og at vores værdier og åndelige liv tæller mindst lige så meget som vores bruttonationalprodukt. Nogle af disse synspunkter vil utvivlsomt give mig problemer. Jeg er tilstrækkeligt ny på den nationale scene til, at folk af vidt forskellig politisk observans kan projicere deres egne synspunkter over på mig som på en tom skærm. I den forstand vil jeg uvægerligt komme til at skuffe nogle, hvis ikke alle. Hvilket måske anslår et yderligere, mere intimt tema for denne bog – nemlig, hvordan jeg, eller enhver anden i offentligt embede, kan undgå berømmelsens faldgruber, behagesygen, frygten for


22

Mod til at håbe

at tabe og herved bevare den kerne af oprigtighed, den unikke stemme, vi alle har i os, der påminder os om vores dybeste engagement. For nylig stoppede en af de reportere, der dækker Capitol Hill, mig på vejen til mit kontor og nævnte, at hun havde nydt at læse min første bog. »Jeg spekulere på,« sagde hun, »om du kan være lige så interessant i den næste, du skriver.« Hvorved hun mente: Jeg spekulere på, om du kan være ærlig nu, da du er amerikansk senator. Det spørger jeg indimellem også mig selv om. Jeg håber, at arbejdet med at skrive denne bog vil hjælpe mig til at besvare spørgsmålet.


“Inderligt medrivende”

Barack Obama har tidligere skrevet New York Times-bestselleren Arven fra min far.

Omslagsfoto: Deborah Feingold

“Barack Obama tegner et uhøjtideligt og generøst portræt af sig selv og sine medborgere ... blændende formidling og langt mere personligt end partisk.” Børsen “en usædvanlig informativ bog ... en gave til alle, der interesserer sig for amerikansk politik.” ★★★★★ Nyhedsavisen “Lige dele politiske visioner og personlige bekendelser, lige dele kloge samtidshistoriske analyser og fantasifulde visioner … Det er ganske enkelt rigtig godt skrevet.” ★★★★★ Jyllands-Posten “Elegant politisk manifest.” Kristeligt Dagblad

M O D T I L AT H Å B E

Barack Obama blev født i Honolulu på Hawaii i 1961. Han studerede jura ved Harvard University, hvor han blev den første sorte redaktør af det juridiske tidsskrift Harvard Law Review. I 1996 blev han valgt til statssenatet i Illinois og i 2004 til det amerikanske Senat. I februar 2007 annoncerede han sit kandidatur til Demokraternes primærvalg, og d. 4. november 2008 blev han valgt til USAs 44. præsident.

“Mod til at håbe. Dette er det allerbedste ved den amerikanske ånd, tænkte jeg – at den bygger på et mod til at håbe og tro på, at vi, selv om alt tyder på noget andet, vil være i stand til at genskabe en følelse af fællesskab i en nation, der er splittet af stridigheder. At vi drister os til at tro, at vi trods personlige tilbageslag, tab af job, sygdom i familien, en barndom og opvækst i fattigdom, på en eller anden måde stadig har kontrol over – og derfor også ansvar for – vores egen skæbne. Det var dette mod, forestillede jeg mig, der bandt os sammen som et folk. Det var denne allestedsnærværende håbefulde ånd, der knyttede min egen families historie til den amerikanske historie, og mig til de vælgere, jeg gerne ville repræsentere.”

Jyllands-Posten

B A R AC K O B A M A

Han reflekterer over familiens betydning, over religion, race, partipolitik og USAs rolle i verden, og han formulerer sine visioner for en ny politik, der formår at samle nationen og forny de demokratiske idealer.

★★★★★

“Demokraternes nye superstar tilhører den sjældne type politiker, som virkelig kan skrive – og som skriver gribende og oprigtigt om sig selv.” New York Times

(MOD TIL AT HÅBE, side 443)

P po ræs lit id isk en es tO elv ba bi m og as ra fi

Med MOD TIL AT HÅBE har Barack Obama skrevet en ærlig og personlig bog om, hvordan han vil genskabe et Amerika, som det amerikanske folk kan have tillid til, og som kan inspirere folk og regeringer verden over.

02/04/08 13:26:21

Mod til at håbe – Tanker om generobringen af den amerikanske drøm  

Barack Obama er en af spidskandidaterne i kampen om at blive USAs næste præsident. I MOD TIL AT HÅBE reflekterer Barack Obama over familiens...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you