Page 1

174mm

26,5mm

174mm

HARDER & HESEL par Ellen og Henrik Karsten, der under Anden Verdenskrig gjorde tjeneste i de britiske styrker. Med udgangspunkt i deres brevveksling og dagbogsnotater skildres to meget forskellige krigserfaringer: Vi følger den unge officer Henriks oplevelser i Nordafrika og Italien med slaget ved el-Alamein som det dramatiske højdepunkt. Sideløbende får vi historien om Ellens oplevelser som underofficer i Women’s Royal Naval Service (WRNS), hvor hun blandt andet havde til opgave at aflytte de tyske motortorpedobåde, der sejlede tæt på den engelske kyst.

231mm

Gennem de to søskendes brevveksling beskrives dagligdagen og atmosfæren i 8. Armé og WRNS og ved den britiske hjemmefront. Vi hører om tab og frustrationer og vanskelig kærlighed, men også om unge mennesker, der, fordi de ikke kender morgendagen, lige så godt kan “more sig så længe”. Ægteparret Thomas Harder og Lene Ewald Hesel er forfattere og oversættere. Kæreste Kek er deres første fælles bog.

KÆRESTE KEK

KÆRESTE KEK er den autentiske historie om det dansk-britiske søskende-

THOMAS HARDER OG LENE EWALD HESEL

KÆRESTE KEK

Et dansk søskendepar i britisk krigstjeneste INFORMATIONS FORLAG


THOMAS HARDER OG LENE EWALD H THOMAS HARDER OG LENE EWALD HESEL

KÆRESTE KE KÆRESTE KEK

Et dansk søskendepar i britisk krigstje Et dansk søskendepar i britisk krigstjeneste

INFORMATIONS FORLAG INFORMATIONS FORLAG


Indhold Forord. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Familien.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Krigsudbruddet.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 1940.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 1941.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 1942.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 1943.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 101 1944.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161 1945.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 229 1946.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 265 Hvad der videre hĂŚndte.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 273 Tak.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 277 Noter.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 279 Forkortelser, gradsbetegnelser m.v... . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 287 Litteratur m.v.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 291 Kilder.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 295 MilitĂŚre enheder, korps, kommandoer m.v. .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 297 Register.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 299


Forord Det begyndte med en telefonopringning i maj 2011. En venlig dame, der præsenterede sig som “en stemme fra fortiden,” sagde: “Jeg er den 17-årige pige, der spiste frokost med Anders i London i 1942.” “Anders” var den højt dekorerede danske krigshelt Anders Lassen, der under Anden Verdenskrig kæmpede i britisk tjeneste, og som Thomas et halvt år tidligere havde udgivet en biografi om. Desværre var pigens efternavn i biografien stavet forkert (og var i øvrigt hendes senere, tilgiftede efternavn), og det ville den nu 86-årige Ellen Branth, født Karsten, gerne lige gøre opmærksom på. Den timelange og yderst gemytlige telefonsamtale mellem Ellen og Lene, der hurtigt blev dus med hinanden, førte til et hyggeligt besøg hjemme hos Ellen og hendes mand, Thore Branth. Hér fortalte Ellen mere detaljeret om sine egne og sin bror Henriks oplevelser under Anden Verdenskrig, og hendes arbejdsværelse viste sig at rumme et mægtigt og imponerende velordnet arkiv af personlige papirer fra tiden før, under og efter krigen. Foruden Ellens dagbøger var der flere hundrede breve, som hun og Henrik havde sendt til hinanden, fra han i 1941 forlod hjemmet i Hampstead for at blive rekrut i de britiske pansertropper, til han i 1946 forlod hæren som major i den britiske besættelsesstyrke i Berlin. Samlingen omfattede vel at mærke ikke bare hans breve til hende, men også hendes til ham, som han havde gemt, og som han overdrog hende nogle år før sin død i 2010. (I samlingen mangler desværre Ellens allerførste breve til Henrik fra 1941 samt hans til hende fra 1946). Dertil kom hendes breve til og fra forældrene i 1943-45, da hun som 18-20-årig gjorde tjeneste i den britiske marines kvindekorps WRNS (“the Wrens”) samt en mængde andre optegnelser, dokumenter og fotografier. Et gennemgående tema i vores samtaler med Ellen – ikke mindst, da vi begyndte at lufte muligheden af at skrive en bog på grundlag af hendes korrespondance med Henrik – var hendes opfattelse af, at det jo var hendes bror, der var interessant, og at hendes egen årelange tjeneste som Wren ved en stribe lytte- og pejlestationer langs Kanalkysten ikke var noget særligt. Det var og er vi helt uenige i. Henriks liv ved fronten i Nordafrika har i perioder givetvis været mere ubekvemt, usundt og farligt end Ellens 7


i England – ved el-Alamein førte han sit regiment gennem et minefelt midt om natten og under beskydning, og han var få skridt fra at blive dræbt af en granat, der rev hovedet af en af hans kammerater – og som stabsofficer havde han en vigtig funktion under 8. Armés fremrykning i Italien. Men Ellens sidste lyttestation, Abbotscliff på kysten mellem Dover og Folkestone, lå i et område, der var under daglig beskydning fra tyske kanonbatterier på den modsatte side af Kanalen, og når hun i sommeren og efteråret 1944 var på orlov hos sin familie i London, befandt hun sig ligesom byens øvrige indbyggere i de tyske V1- og V2-våbens målområde. Ellens arbejde med at aflytte tyske motortorpedobådes radiotrafik og pejle sig frem til deres positioner var højt specialiseret, og så hemmeligt, at der skulle gå 30 år, før hun måtte fortælle om det. Henriks og Ellens individuelle historier er naturligvis enestående og helt deres egne, men de er også til en vis grad repræsentative for mange andre britiske mænds og kvinders krigserfaringer: Henrik var en af de 210.500 officerer, som den britiske hær udnævnte under krigen, og Ellen var en af de millioner af kvinder, hvis indsats – som der stod på hverveplakaterne – frigjorde en mand til tjeneste ved fronten og uden hvis bidrag den britiske krigsindsats ikke havde været mulig. Kvinderne tjente i de tre værns kvindekorps foruden i et utal af andre uniformerede korps og organisationer, eller de arbejdede i krigsindustrien, landbruget og forstvæsnet, på hospitaler og i snart sagt alle andre hjørner af det britiske samfund og udfyldte i mange tilfælde funktioner, som kun de færreste havde forestillet sig, at kvinder nogensinde skulle udføre. For både mænd og kvinder var krigen et afbræk og en alvorlig belastning, men også – og ikke mindst for kvinderne – en åbning mod nye muligheder og erfaringer. Ellen og Henrik repræsenterer også de danske frivillige, der kæmpede i allieret tjeneste, men med den væsentlige forskel, at de ikke var danskere i Storbritannien, men både danske og britiske. I modsætning til mange andre frivillige kæmpede de ikke først og fremmest for Danmark, men for begge deres fædrelande. Denne dobbeltloyalitet prægede sammen med deres fuldstændige integration i det britiske samfund deres syn på krigen og på begivenhederne i det besatte Danmark. Selvom det vist aldrig helt lykkedes at overbevise Ellen om, at hendes historie var lige så interessant som hendes brors, gik hun ind på ideen om en bog baseret på deres korrespondance og stillede både den og sin brevveksling med forældrene til rådighed for os, foruden dagbogsnotater, 8


fotografier og mange andre dokumenter og genstande. Det var en tillidserklæring, som gjorde et stort indtryk på os, ligesom da Henriks døtre senere lånte os deres fars breve til forældrene. Den eneste bekymring ved projektet, som Ellen gav udtryk for, var hendes modvilje mod at udstille “den fjollede lille pige, jeg var dengang”. Vi opfatter bestemt ikke Ellen anno 1940-45 som “fjollet”, men tværtimod som en person, som man kun kan være stolt af at have været, men vi respekterer naturligvis Ellens ønske om at værne om sit privatliv ved kun at udlevere udvalgte dele af sine dagbøger. Af lignende grunde har vi også kun haft adgang til de dele af Henriks dagbøger, som hans døtre har valgt at stille til rådighed. Ellen var 15 år, da hun i august 1940 skrev: “Her i England er vi alle parate til en invasion af tyskerne. Jeg er ikke bange, for jeg ved, at vi må vinde, trods al den modgang vi har haft.” Fem år senere kom hun ud af krigen som en voksen ung kvinde, der var mærket af stress og tab og, som hun skrev til Henrik, fandt, at hun efterhånden havde svært ved virkelig at føle noget og ved at knytte sig til nogen. Men heldigvis havde hun stadig, som der stod i hendes hjemsendelsespapirer, “et lyst sind og evnen til at få det bedste ud af enhver situation”. Ellen fremstår i brevene og i sin dagbog som en begavet og eftertænksom ung pige med et poetisk gemyt og et tilsvarende sprog. Hun var drevet af et stærkt ønske om at bidrage til krigsindsatsen ligesom sin højtelskede storebror og helt i tråd med forældrenes helhjertede engagement i den allierede sag. Krigen gav den 17-årige Ellen mulighed for at påtage sig en selvstændig, voksen rolle med ægte ansvar og møde mennesker fra dele af det britiske samfund, som hun ellers aldrig ville have stiftet bekendtskab med. Krigen var i begyndelsen en eventyrlig chance for at opdage verden – og sig selv – men efterhånden blev omkostningerne mere og mere mærkbare: hårdt, stressende arbejde med mange nattevagter og stadige flytninger til nye tjenestesteder og ikke mindst det accelererende tab af venner, der blev meldt savnet eller faldt i kamp. Ellen spekulerede selv på, om hendes næsten konstante forelskelser (altid platoniske – “de var gentlemen, disse englændere”) og generelt højspændte følelsesliv mon skyldtes krigen eller bare alderen, men læst i sammenhæng efterlader hendes breve med deres beskrivelser af mere og mere rastløse fornøjelser et indtryk af en generation, der festede i bevidstheden om, at hver dag kunne være deres sidste 9


– eller som Ellen formulerer det: “Hvem ved, hvem der kommer hjem fra krigen, så man kan lige så godt more sig så længe.” Og så pludselig var krigen forbi, og den nu 20-årige Ellen og den 24-årige Henrik skulle ligesom deres overlevende kammerater til at rekonstruere – eller for Ellens vedkommende konstruere – deres liv i en helt anden verden. Henriks breve og dagbogsnotater viser ham som en ung mand, der havde nemt ved at finde sig til rette i hæren, hvor han nød kammeratskabet og de andre glæder, som soldaterlivet kunne byde på. Henrik havde ambitioner om at gøre sit nye arbejde godt, og han havde både modet og evnerne til det. Hans karriere som kampsoldat kulminerede tre måneder efter hans ankomst til Nordafrika, da han udmærkede sig under slaget ved el-Alamein. Efter el-Alamein fulgte et antiklimaks i form af en lang periode med genudrustning og kedsommelige øvelser. Henrik, der i mellemtiden var blevet stabsofficer, nød det smukke Syrien, de bibelske steder og Cairo, men han led under manglen på meningsfuldt arbejde. Over for Ellen lagde han ikke skjul på, at han bekæmpede ørkesløsheden med spiritus. Humøret lettede, da han i 1944 kom til Italien, hvor han fik et stort selvstændigt ansvar. Henrik beskrev flere gange felttoget i Italien som et “sideshow, selvom et ganske nyttigt sideshow”, hvor han følte, at han ydede et reelt bidrag til krigsindsatsen. Da Henrik i august 1945, i et interview i Berlingske Tidende, blev spurgt, hvad han var i privatlivet, svarede han: “Jeg er slet ikke noget, for jeg kom lige fra skolen ud i krigen.” Henrik var faktisk ansat i rederiet Glen Line, da krigen kom, men efter fire år som soldat, deraf de tre uden for England, følte han sig så radikalt revet ud af sit gamle liv, at han “ikke var noget” uden for militæret. Det er først og fremmest Henrik og Ellen, der taler sammen i denne bog, om krigen, om dagliglivet i England og i hæren og ikke mindst om deres tanker, håb, drømme, frustrationer, savn og afsavn. Vi har suppleret deres korrespondance med et udvalg af Henriks breve til forældrene (til hvem han skrev mere om krigen og sit arbejde, men mindre personligt og fortroligt end til Ellen), forældrenes breve til Ellen samt faderens, H.T. Karstens, dagbogsnotater. Selv har vi prøvet at holde os i baggrunden, men har dog tilføjet en række som regel ret korte afsnit og noter, der uddyber nogle af de emner, der dukker op i originalteksterne, og sætter hovedpersonernes oplevelser ind i den større historiske sammenhæng. På grund af den censur, som både Ellen og Henrik var underlagt, kunne de ikke skrive ret meget 10


om deres konkrete arbejde, og ikke mindst Henriks bevægelser ville være vanskelige at følge alene ud fra brevene. Det samlede brev- og dagbogsmateriale er så omfattende (over 400 breve samt Ellens, Henriks og H.T. Karstens dagbogsnotater), at vi har måttet udvælge og forkorte teksterne – ikke mindst for at undgå de mange gentagelser, der uvægerligt opstår, når man i samme periode skriver med flere familiemedlemmer. I en tid hvor postgangen var så forholdsvis usikker, var det vigtigt for såvel afsender som modtager at vide, hvilke breve der var nået frem og hvornår. Vi har næsten konsekvent valgt at udelade disse oplysninger, ligesom vi har udeladt de ofte ret lange og gentagelsesprægede afskedshilsener. Med få undtagelser har vi også valgt ikke at udstyre det meget store antal familiemedlemmer, venner, bekendte, soldaterkammerater, danske og norske frivillige, politikere osv., der omtales i brevene, med forklarende noter. I kildeoversigten bag i bogen henviser vi til bøger, hjemmesider m.m., hvor man kan finde oplysninger om en del af disse personer. For at lade Henriks og Ellens stemmer tale så sammenhængende og levende som muligt har vi valgt ikke at markere udeladte ord og afsnit med “[…]”. Henriks dagbogsnotater og faderens “Daily notes” er skrevet på engelsk, hvorimod de fleste af Ellens dagbogsnotater er skrevet på dansk. De fleste breve er skrevet på dansk iblandet engelske udtryk og vendinger, hvoraf vi har oversat de mindre gængse i kantede parenteser. I de få tilfælde hvor engelske udtryk eller anglicismer kunne give anledning til deciderede misforståelser, har vi valgt at oversætte dem. Ellen citerer ofte mere eller mindre klassisk poesi i sine breve og dagbogsnotater og skrev også selv digte på engelsk; disse digte har vi ladet stå uoversat. Tekster, der i datolinjen er markeret med en *, er oversat fra engelsk. Forkortelser samt en del militære fagudtryk m.m. er forklaret bag i bogen. Vi har tilpasset de danske originaltekster den moderne danske retskrivning, som vi også anvender i oversættelserne. Det betyder først og fremmest, at substantiver skrives med små begyndelsesbogstaver, og at der anvendes “å” i stedet for “aa”. For overskuelighedens skyld står teksterne i kronologisk rækkefølge, selvom den uregelmæssige postgang ofte betød, at parternes breve var “ude af trit” med hinanden. Østerbro, den 31. august 2012 Thomas Harder & Lene Ewald Hesel

11


1940 Tænk, for et år siden gik Hitler ind i Polen. Jeg føler, jeg er blevet mere end et år ældre.

Ellen var hjemme på påskeferie den 9. april 1940, da radioen meddelte, at Tyskland havde besat Danmark. “Vældigt chok for os danske,” skrev H.T. Karsten i sine Daily Notes. Besættelsen betød, at den britiske regering nu ikke længere behandlede Danmark som et neutralt land, og danske virksomheder i Storbritannien blev mere eller mindre sat under administration. H.T. Karsten og hans meddirektør i UBC, Christen Larsen, fik dog af ministeriet for økonomisk krigsførelse tilladelse til midlertidigt at fortsætte ØK’s forretninger i hele det Britiske Imperium. Ordningen blev efterhånden gjort permanent, og briterne gav ØK’s kontorer i neutrale lande, for eksempel USA, ikke-fjendtlig status. H.T. Karstens arbejdsbyrde voksede betydeligt, men han glædede sig over det gode forhold til de britiske myndigheder, de øvrige ØK-kontorers samarbejdsvilje og den beredvillighed, hvormed de fleste skibschefer og besætninger fulgte opfordringen til at gå i britisk havn for at sejle under allieret flag. Besættelsen betød, at familien Karsten nu var næsten fuldkommen afskåret fra den ældste søn, Christian, der var blevet i København for at færdiggøre sine studier. Den eneste kontakt med ham og den øvrige familie og vennekreds i Danmark var Røde Kors-breve. De måtte kun indeholde 25 ord og blev censureret, og der måtte kun sendes ét om måneden. Ellens skolegang i Oxford sluttede i sommeren 1940, da hun, 15 år gammel, bestod sin School Certificate, som gav hende direkte adgang til de fleste britiske universiteter og til at gå til optagelsesprøve ved universiteterne i Oxford og Cambridge. Hun flyttede derefter hjem til forældrene i Hampstead. 12. august Her i England er vi alle parate til en invasion af tyskerne. Jeg er ikke bange, for jeg ved, at vi må vinde, trods al den modgang vi har haft. Vores RAF er vidunderlig. Vi har på 3 dage skudt 186 ned mod 51 af vore … [Ellens dagbog] 23


1940

Efter sejren i Frankrig i maj-juni 1940 forberedte tyskerne en invasion af England. For at den kunne gennemføres, måtte det tyske luftvåben sætte Royal Air Force ud af spillet. Slaget om England begyndte i juli med tyske angreb på britiske kystkonvojer og udlægning af miner ud for britiske havne. Den 13. august begyndte Luftwaffe at angribe engelske byer og flyvestationer, og fra 7. september var hovedmålet London, som først blev bombet om dagen og siden om natten. De tyske luftangreb (the Blitz) fortsatte indtil midten af maj 1941. RAF offentliggjorde korrekte tal for egne tab, men baserede oplysningerne om antallet af nedskudte tyske maskiner på piloternes egne, ofte meget overdrevne oplysninger, hvilket resulterede i tal, der ikke sjældent var 6080 % for høje. 26. august PM og jeg kørte til Hendon Park for at se en nedskudt Messerschmidt. Ha! Kl. 10 var der no. 3 ARW. Det er besværligt med dem alle sammen. 30. august ARW kl. 12½ og igen kl. 3. Kl. 4½ var der virkelig med kanoner og en dog fight over hovedet på os. 2 Spitfires efter en Heinkel, og Heinkelen kom ned i flammer. Vi så ham ikke mere, men mit hjerte stod helt stille … 1. september Tænk, for et år siden gik Hitler ind i Polen. Jeg føler, jeg er blevet mere end et år ældre. 9. september En rædselsfuld nat. Sov slet. Sikke nogle dage af grusom krig, ødelæggelser og mord på civilbefolkningen. Min beundring stiger i disse dage for det engelske folk … ingen anden nation i verden kunne være som England i disse tider. Londons East End er blevet meget hårdt beskadiget … ord kan ikke beskrive det. 12. september Air raid warning først ved 10-tiden. Kanonerne gik som torden hele tiden. I dag fandt vi granatsplinter over hele haven. Bare de havde været tyskere. [Ellens dagbog]

24


Den 30. september 1940 stiftede en gruppe danskere i Storbritannien Det Danske Råd, hvis erklærede formål bl.a. var at “arbejde for Danmarks absolutte uafhængighed” og “over for den engelske nation at give praktiske beviser for den dybe følelse af loyalitet og sympati, som næres af alle danske og danskfødte bosiddende i Storbritannien og Irland.” Rådets bagland var Sammenslutningen af Frie Danske i Storbritannien og Nordirland, men rådet var selvbestaltet og ikke valgt af sammenslutningens medlemmer. Præsident for både rådet og sammenslutningen var forretningsmanden Ferdinand Michael Krøyer Kielberg. Rådet og sammenslutningen var i de første krigsår præget af en del uenighed, idet mange af de ledende medlemmer var tilbøjelige til at følge den danske regerings samarbejdspolitik over for tyskerne, eller i hvert fald temmelig utilbøjelige til at tage åbent afstand fra den og engagere sig i krigen på britisk side. Den danske gesandt i London, grev Eduard Reventlow, forblev loyal mod samarbejdspolitikken indtil december 1941. Familien Karsten tilhørte til gengæld den “aktivistiske” fløj og havde ikke høje tanker om grev Reventlow.

1940

Huset i Hampstead blev i 1939 indrettet med et beskyttelsesrum i stueetagen, med sandsække og en ekstra udvendig mur udenfor og med afstivet loft. Beskyttelsesrummet (“The funk hole”) kom først i brug i 1940, men så blev det til gengæld brugt flittigt under Blitzen og V1-angrebene mod London.


174mm

26,5mm

174mm

HARDER & HESEL par Ellen og Henrik Karsten, der under Anden Verdenskrig gjorde tjeneste i de britiske styrker. Med udgangspunkt i deres brevveksling og dagbogsnotater skildres to meget forskellige krigserfaringer: Vi følger den unge officer Henriks oplevelser i Nordafrika og Italien med slaget ved el-Alamein som det dramatiske højdepunkt. Sideløbende får vi historien om Ellens oplevelser som underofficer i Women’s Royal Naval Service (WRNS), hvor hun blandt andet havde til opgave at aflytte de tyske motortorpedobåde, der sejlede tæt på den engelske kyst.

231mm

Gennem de to søskendes brevveksling beskrives dagligdagen og atmosfæren i 8. Armé og WRNS og ved den britiske hjemmefront. Vi hører om tab og frustrationer og vanskelig kærlighed, men også om unge mennesker, der, fordi de ikke kender morgendagen, lige så godt kan “more sig så længe”. Ægteparret Thomas Harder og Lene Ewald Hesel er forfattere og oversættere. Kæreste Kek er deres første fælles bog.

KÆRESTE KEK

KÆRESTE KEK er den autentiske historie om det dansk-britiske søskende-

THOMAS HARDER OG LENE EWALD HESEL

KÆRESTE KEK

Et dansk søskendepar i britisk krigstjeneste INFORMATIONS FORLAG

Kæreste Kek – Et dansk søskendepar i britisk tjeneste 1941-45  

Kæreste Kek er den utrolige historie om det danske søskendepar Ellen Karsten og Henrik Otto Karsten, der søgte tjeneste i de britiske styrke...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you