Issuu on Google+

JØRGEN STEEN NIELSEN

DEN STORE OMSTILLING FRA SySTEMKRISE TIL GRØN ØKONOMI KORT FORTALT


Indhold 1. Usikkerhedens knivsæg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 2. Den finansielle krise . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 3. Den økologiske krise . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 4. Systemkrisen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 5. Vækstens umulige aritmetik. . . . . . . . . . . . . . . 55 6. Et spørgsmål om lykke. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69 7. Den store omstilling. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81 8. Forandringskræfter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107 9. Tilstedeværelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 125 Noter. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131 Aktører for en grøn økonomi. . . . . . . . . . . . . . 142 Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143


Forord Dette er en komprimeret og opdateret udgave af Den store omstilling, der udkom i maj 2012. Den meget store interesse for bogens emne, den hastige udvikling siden 1. oplag samt fleres ønske om en lidt kortere udgave af teksten er baggrunden for denne redigerede version, der udgives i trykt form, som e-bog og som lydbog.

5


1 Usikkerhedens knivsæg Da foråret kom til Danmark de første dage i maj 2013, var det med en opsparet kraft, der overvældede de fleste. Efter en ubarmhjertigt lang og kold vinter og med mærkbar forsinkelse foldede bøgen sine blade ud, og blomsterknopperne bristede på byens hvidtjørn, magnolier og kirsebærtræer. Folk søgte ud i parkerne, tog plads på fortovscafeerne, sugede varmen, duftene og miraklet til sig. Mørkets kræfter fortrængt, livet godt, endnu håb. Vinteren er vårens forudsætning. Usynligt for det blotte øje, skjult i den frosne jord eller beskyttet under skærmende dækblade samles der kræfter. Det nye liv organiserer sig, spændingerne stiger, en dag springer alting ud. De senere år har for mange i vor del af verden været som en trang og dyster vinter. Det, der tilbage i perioden 200507 mest lignede en lokal overophedning på et californisk boligmarked, har vist sig at være en vidt udbredt, grådig gældsætningskultur, der har trukket først finanssektoren og siden realøkonomien i store dele af verden ned. Millioner har mistet deres arbejde i Europa og USA, velfærdssystemer er brudt sammen, investeringer og efterspørgsel er stagneret – bekymrede investorer og forbrugere holder på de penge, de måtte have. Og når det lejlighedsvis lykkes at hæve blikket og se de store linjer, tegner der sig et billede af en langvarig og lang-


somt eskalerende krise med faldende vækstrater i i-landene gennem et halvt århundrede. Sammenfaldende hermed er den økologiske krise med globale klimaforandringer, nedslidning af naturen og pres på ressourcerne. Og tingene hænger sammen. Biosfæren er økonomiens produktionsgrundlag, og når den forringes, undergraves evnen til vækst. Og når det omvendt i perioder eller regionalt lykkes at blæse gang i væksten, øges som konsekvens miljøbelastningen, CO2-udledningerne, ressourceforbruget. Råstofpriserne og de miljømæssige omkostninger stiger, tæppet trækkes atter væk under væksten. Det er en ond cirkel. En dybere systemkrise der afspejler et misforhold mellem den størrelse, den globale økonomi efterhånden har antaget, og planetens bæreevne. I tilgift fortæller undersøgelser fra mange i-lande, at vi ikke længere bliver mere lykkelige i takt med, at den materielle velstand øges. Man må tværtimod notere, at skellet mellem rige og fattige er vokset i stort set alle de store økonomier, uanset at kagen, der skal deles, er vokset. Det er, som om den økonomiske model, der har domineret den seneste fase af menneskehedens historie, er på vej til at udspille sin rolle. I-landene er i dag modne økonomier, der ikke kan præstere tidligere tiders produktivitetsvækst og værdiskabelse. Andre steder i den globale økonomi er der fortsat vækst, vækstbehov og potentiale til mere, men som væksten udfoldes nu, kan planeten ikke tåle det. Stillet over for en sådan kompleks systemkrise slår de fleste politiske beslutningstagere blikket ned og koncentrerer kræfterne om traditionel og kortsigtet krisehåndtering. Man tyr til kendte værktøjer i håbet om, at tingene vil løse sig og den gamle orden mirakuløst vende tilbage. Krisens dybereliggende årsager fortrænges. 8

DEN STORE OMSTILLING


Siden første oplag af bogen Den store omstilling udkom i maj 2012, har Danmarks og eurozonens økonomi bevæget sig fra ondt til værre. Over vore hoveder er atmosfærens indhold af CO2 samtidig vokset til usete højder. Men midt i krisens forværring kan noget andet iagttages. En boblende optagethed af at forstå, hvad der egentlig foregår. En hastigt voksende interesse for at finde veje til en mindre sårbar, mere bæredygtig og langtidsholdbar måde at leve og indrette økonomien på. Som et opmuntrende, om end i den store sammenhæng lokalt og ydmygt, udtryk for den nye søgen har der kunnet noteres en overrumplende interesse for at diskutere problemstillingerne og perspektiverne skitseret i Den store omstilling. Virksomheder, erhvervsnetværk, græsrodsinitiativer, økonomfora, ministerier, beboerinitiativer, skoler, uddannelsesinstitutioner, partiorganisationer, læseklubber og andre har inviteret til debat om bogen og dens emne. Nogle har arrangeret seminarer, workshops og paneldiskussioner. Danmarks Radio har gjort omstillingsdebatten til et sommertema og kampagne. Og andre kan tale med om den opsigtsvækkende interesse for at søge nye svar og holdbare veje ud af krisen. »På baggrund af de 30-40 arrangementer med i alt 4-5.000 deltagere fra stort set alle befolkningsgrupper, som pamfletten hidtil har affødt, kan jeg dog sige, at jeg har aldrig, siden jeg begyndte på den slags i midten af 50’erne, oplevet en så bred interesse og lydhørhed over for en lidt dybere systemkritik som nu,« skriver f.eks. Preben Wilhjelm om opmærksomheden omkring hans pamflet Krisen og den udeblevne systemkritik, der lå på bestseller-listerne i mange måneder i 2012-13.1 Eller spørg Danmarks første professor i økologisk økonomi, Inge Røpke, Aalborg Universitet, om suget efter viUsIkkerhedens knIvsæg

9


den og inspiration til omstillingen. Spørg klimaminister Martin Lidegaard og miljøminister Ida Auken om efterspørgslen på oplæg og udspil. Eller spørg klimaambassadørerne hos den grønne tænketank Concito eller de unge i netværket Omstilling Nu om de mange henvendelser om foredrag og debat. Og det er naturligvis ikke bare et dansk fænomen. Fra England breder bevægelsen af Transition Towns – omstillingsbyer – sig til mange lande. I USA mobiliserer en revitaliseret klimabevægelse og studenterorganisationer på flere hundrede universiteter mod den fossile energiøkonomi. Globale virksomheder søsætter ambitiøse omstillingsstrategier mod lukkede stofkredsløb og større bæredygtighed. Store byer danner internationale netværk for at skabe klimavenlighed og modstandsdygtighed mod krise. Og i en voksende række af tænketanke, institutter og videnskabelige netværk udvikles modeller og veje til en mere holdbar økonomi. Det meste foregår endnu under radaren – skrøbeligt, famlende og i mange retninger, uset af mainstream-medier og overhørt af ledende politikere. Men det spirer, vinder kraft og samler sig. Betyder det, at foråret er på vej? At den store omstilling kan realiseres? Det ved ingen. Udfordringerne er formidable i såvel teknisk som økonomisk, politisk og psykologisk forstand. Vi kan kun vide, at hvis ikke forsøget gøres, bevæger vi os mod forværring. Den 85-årige amerikanske økofilosof Joanna Macy bruger udtrykket The Great Turning og siger: »Jeg vil så gerne føle mig sikker. Jeg ønsker at være i stand til at sige til folk: ’Vær ikke bekymrede. Det ordner sig.’ Men jeg indser, at det ikke vil være at gøre nogen en tjeneste. 10

DEN STORE OMSTILLING


For det første, fordi vi ikke kan vide det. Men for det andet, at selv hvis vi på en eller anden måde kunne indtage en pille, der overbeviste os om, at det vil ende godt, ville det så bringe vores største kreativitet og mod frem? Nej. Det er på usikkerhedens knivsæg, vi bringes til live og viser vores sande styrker.« »Så vi gør os selv en tjeneste ved at leve med den nødvendige realisme og den værdighed, der består i at erkende, at vi befinder os på denne knivsæg af usikkerhed – uden at vide, hvordan det udvikler sig. Der er ingen garantier.« 2

UsIkkerhedens knIvsæg

11


2 den finansielle krise Danmarks økonomi skrumpede i 2012 med 0,6 pct. Samme billede for Europa: minus 0,3 pct. EU-vækst i 2012 og minus 0,1 pct. i første kvartal 2013. Tyskland havde stort set nulvækst i første kvartal, Frankrig minusvækst.1 Den europæiske arbejdsløshed er steget fra under syv pct. i 2008 til næsten 11 pct. i begyndelsen af 2013. Det er mere end 26 millioner europæere uden arbejde.2 Krisen har bidt sig fast. »Den aktuelle konjunktursituation i Danmark er præget af stilstand. Bruttonationalproduktet har været omtrent uændret de seneste tre år, og der er ikke tegn på nævneværdig fremgang inden for det nærmeste års tid,« skriver Det Økonomiske Råd i sin forårsstatus, maj 2013.3 Den Internationale Valutafond, IMF, spår nulvækst for det samlede EU i 2013 og minus 0,3 pct. for eurozonen.4 Det er, som om selve krisemedicinen – ’finanspolitiske stramninger’ – blokerer for vækstens genkomst og blot gør ondt værre. Værst er det i det hårdt ramte Sydeuropa. Grækenland har nu haft recession fem år i træk – i 2012 med minus 6,4 pct. BNP-vækst og udsigt til minus 4,2 pct. i 2013.4 »Økonomien er i frit fald. Ikke siden Anden Verdenskrig har situationen været så slem,« bemærkede professor Valia Saranitou fra det græske handelskammer, ESEE, i april 2013.5


»Meget værre end forventet,« erkendte IMF om recessionen efter et kontrolbesøg i Grækenland i maj.6 Dette trods gentagne økonomiske hjælpepakker fra IMF og EU på sammenlagt 240 mia. euro siden 2010. For Spanien hedder væksttallet for 2012 minus 1,4 pct. og prognosen for 2013 minus 1,6 pct. For Italien minus 2,4 pct. i 2012, Portugal minus 3,2 pct., Cypern minus 2,4 pct. og Slovenien minus 2,3 pct.1, 4 Bekymrende tal, der i en række lande dækker over sociale tragedier og begyndende sammenbrud. I både Grækenland og Spanien lever flere end hver femte ’i fare for fattigdom eller social eksklusion’, og i f.eks. Spanien er tre millioner mennesker nu afhængige af fødevarehjælp fra Røde Kors.7, 8 Mere end hver fjerde i begge lande var arbejdsløs ved udgangen af 2012, mens henholdsvis 58,4 og 55,7 pct. af de unge under 25 år gik ledige.2 Når mere end hver anden ung står uden job og fremtidsudsigter – og i Italien og Portugal mere end hver tredje – er det opskrift på social uro, radikalisering og ekstreme reaktioner. Foreløbig tydeligst i Grækenland, hvor det voldelige nynazistiske parti Gyldent Daggry i foråret 2013 har noteret op til 13 pct. vælgeropbakning i meningsmålinger, mens det radikale venstrefløjsparti Syriza med næsten 30 pct. har den største vælgertilslutning af alle partier.9 Mange har givet op over for krise, arbejdsløshed og nød og er flygtet fra deres hjemland. Det kan i den sammenhæng diskuteres, om det er en positiv reaktion eller bitter ironi, at næsten en kvart million portugisere er udvandret siden 2011, mange af dem til de to tidligere kolonier Angola og Mozambique, samt at titusinder af spaniere er emigreret til bl.a. Sydamerika.10, 11 Udvandringen fra Portugal 14

DEN STORE OMSTILLING


til Tyskland steg med 43 pct. i 2012, mens tilsvarende 43 pct. flere grækere og 40 pct. flere italienere søgte tilflugt i EU’s stærkeste økonomi.12 Mens unge og voksne søger at klare sig igennem krisens hverdag, og EU’s politikere kæmper med gæld, underskud og finansmarkedernes mistillid, lurer en tikkende bombe under systemet. For mere end hvert fjerde EU-barn under 18 år – godt 25 mio. børn – lever nu i risiko for fattigdom eller social udstødelse. Med forringet velfærd, manglende tryghed, dårligere skolechancer, arbejdsløse forældre og stor fare for ikke selv at kunne få arbejde, når de bliver ældre. Økonomisk minusvækst og sociale nedskæringer gør, at andelen er stigende – i otte lande i Syd- og Østeuropa nu over 30 pct. Dette er en situation, der med EU-Kommissionens ord indebærer risikoen for »at tabe en hel generations produktive talenter på gulvet«. Så kan landenes regeringer, EUlederne og IMF komme med nok så mange ’reformer’ – en opvoksende ungdom med svækkede ressourcer, manglende selvtillid og mistro til systemet er opskriften på fortsat tilbagegang, konflikt og opløsning.13 Hvordan kunne det komme så vidt? Hvorfor er EU’s stolte historiske projekt for økonomisk udvikling, europæisk enhed og politisk stabilitet havnet i en blindgyde med økonomisk nedtur, politisk rådvildhed og social uro? Er det politikernes uansvarlighed, markedshysteri eller blot teknisk uheld, der pludselig har givet sig udslag i investorflugt, virksomhedslukninger, rekordarbejdsløshed og forbrugerpessimisme? Og er der overhovedet nogen vej ud af en ond cirkel, hvor nødvendigheden af at bremse en fortsat voksende gældsætning tvinger til brutale nedskæringsden FInansIelle krIse

15


programmer, som spærrer for den vækst, der skulle bane vej ud af gældsfælden? For at forstå, hvorfor eurokrisen ikke blot er endnu et lokalt konjunkturudsving, nok et midlertidigt krisebump på verdensøkonomiens vej mod evig ekspansion, men tværtimod et symptom på en fundamental systemkrise, der kommer til at martre verden i årtier og udfordrer til en grundlæggende omstilling – for at forstå det må vi lidt tilbage i historien. Det finansielle amokløb Efter olieforsyningskrisen i 1973-74, hvor prisen på en tønde olie firedobledes på fire måneder og sendte vestlige økonomier i dyb krise, eftersøgtes nye veje til at genskabe høje vækstrater. En kombination af frimarkedsideologi og spirende begrænsninger på den råstofbaserede industriøkonomi førte til visionen om finanssektoren som den nye vækstmotor. Med USA’s Ronald Reagan og Storbritanniens Margaret Thatcher som frontløbere sattes en bølge af liberalisering og deregulering af de internationale finansmarkeder på skinner. Frie kapitalbevægelser, vide rammer for långivning og spekulative aktiviteter, beskedne krav til bankers soliditet åbnede for nye finansielle aktiviteter og produkter. »Fra 1980 ræsede væksten i finansielle værdier i forvejen. I f.eks. USA er den samlede værdi af de finansielle aktiver, udtrykt som pct. af BNP, vokset mere end dobbelt så meget siden 1980, som den gjorde gennem de forudgående 80 år,« skriver McKinsey Global Institute om udviklingen.14 Økonomen Stephan Schulmeister, Österreichisches Institut für Wirtshcaftsforschung, skriver, at »det samlede globale omfang af finansielle transaktioner er omkring 67 16

DEN STORE OMSTILLING


gange større end det globale BNP – i 1990 var denne ratio ’kun’ 15,3.«15 Den ubegribelige vækst i den finansielle økonomi byggede til dels på handel med valuta, aktier og obligationer, men i helt afgørende grad på de såkaldte derivater – en ny type værdipapirer afledt af andre værdipapirer, med ugennemskuelige navne som credit default swaps og collateralized debt obligations og med elementer af væddemål eller forsikring mod konkurs hos den, der havde udstedt det oprindelige værdipapir. Disse derivater kunne bruges til at rejse kapital til f.eks. videre investering eller yderligere spekulation. Ifølge Schulmeister er den astronomiske vækst i finansielle transaktioner de seneste årtier totalt domineret af derivathandelen. Ved udstedelse og omsætning af sådanne værdipapirer producerer banker og finansielle virksomheder penge. Ikke rigtige mønter og sedler, men virtuelle penge – tal på en computerskærm. Det siges, at kun tre pct. af den eksisterende pengemængde i verden i dag er ’rigtige’ penge, som man kan opbevare i sin tegnebog – resten er elektroniske penge, skabt af finanssektorens, oftest private, virksomheder. Disse penge opstår, når de finansielle virksomheder yder lån, herunder f.eks. udsteder derivater, som er gældsbeviser. Ved et sådant lån – til f.eks. en huskøber eller en finansiel spekulant – opfører finansvirksomheden beløbet i en kolonne på skærmen og ’skaber’ derved pengene. Når – eller hvis – lånet en dag indfries, ’destrueres’ det pågældende beløb igen. Problemet, der udløste finanskrisen i 2007-08 og er den afgørende årsag til dagens realøkonomiske krise, er, at ingen bekymrede sig om at betale de lånte penge tilbage. den FInansIelle krIse

17


Gældsætningen er vokset og vokset i tillid til, at gældsbeviserne i sidste ende ville kunne indfries og veksles til noget håndgribeligt med realværdi: rugbrød, mursten, etc. Derivater kan man jo hverken spise eller bygge huse af, men så længe der er tillid i systemet – kredit kommer af det latinske ord credere, at tro – kan den virtuelle værdiskabelse og gældsophobningen fortsætte. Foruden tilliden til, at den gældsbaserede værdiskabelse kunne blive ved, virkede også den meget konkrete motivationsfaktor, at medarbejdere i finanssektoren har fået provision ved udstedelse af lån, ligesom de finansielle virksomheders chefer har fået store bonusser, hvis virksomhedens portefølje og omsætning voksede. Toplederne i de fem største investeringsbanker scorede sammenlagt personlige bonusser på 36 milliarder dollar i 2007, året da korthuset væltede.16 Forestillingen hos boligejere, investorer og andre om, at det er moralsk i orden og holdbart at leve for lånte, virtuelle penge, er også blevet psykologisk understøttet af, at mange landes regeringer har gjort det samme: ladet den statslige gældsætning eskalere. USA’s statsgæld voksede fra at udgøre 33 pct. af BNP i 1980 til det dobbelte i 2008. I dag er den 107 pct.4, 17 Det amerikanske boligmarkeds lånefest førte til en stigning i huspriserne, der i tiåret fra 1996 til 2006 var tre gange så stor som i de forudgående hundrede år. Men i 2007 brast boblen. Ejendomspriserne var kommet så højt op og belåningsgraden eskaleret så meget, at mange ikke var i stand til at betale afdrag og renter. Dermed fordampede tilliden til hele det opskruede cirkus i den finansielle sektor, alle trak følehornene til sig og forsøgte – oftest forgæves – at komme af med de giftige lån. 18

DEN STORE OMSTILLING


statsgæld i pct. af BnP 140

Statsgæld i pct. af BNP

120 100 80

I-lande Verden

G7

60 40 U-lande og vækstøkonomier

20 0

1950 60

70

80

90 2000 10 18

I de rige lande er statsgælden vokset som andel af BNP gennem årtier og vokser stadig, mens den for u-landene som helhed er faldende, bl.a. takket være Kinas vækst. Kilde : World Economic Outlook april 2013, IMF

Ingen turde yde hinanden nye lån, kreditmarkedet frøs, og den 15. september 2008 gik en af de allerstørste spillere fallit: investeringsbanken Lehman Brothers, der med godt 28.000 ansatte havde forvaltet værdier for over 275 milliarder dollar. I løbet af 2008 udraderes globale finansielle værdier på 28.800 milliarder dollar på især ejendoms- og aktiemarkedet.14 I Europa var man på forhånd sårbare. Forud for krisen var eurozonen således mere forgældet end USA: med en samlet offentlig plus privat gæld der i 2008 udgjorde 304 pct. af euro-landenes BNP mod en tilsvarende amerikansk gæld på 291 pct. af BNP. Et land som Grækenland havde frem til krisens start kørt med en statsgæld på 100 pct. Da det finansielle marked den FInansIelle krIse

19


og den internationale økonomiske vækst gik i stå, ramtes også Grækenlands turisme og skibsfart, og dermed svigtede landets evne til at betale af på sine store lån. Renterne på græske statsobligationer steg, gælden og underskuddet på statens budget løb løbsk – i 2010 var statsgælden ifølge IMF nået op på 144 pct. af BNP, året efter 165 pct. og i 2013 forventet 182 pct. – trods delvis gældseftergivelse, økonomiske hjælpepakker fra EU og IMF samt vedtagelse i det græske parlament af fem skrappe nedskæringspakker. Grækenland er værst stillet, men som bekendt ikke alene i krisens Europa. Spanien, Portugal, Italien og Cypern står i 2013 alle til både minusvækst og en statsgæld, der er over 90 pct. af BNP og voksende. For eurozonen som helhed ventes den statslige gæld i 2013 fortsat at være voksende og nå 95 pct. af BNP – langt hinsides zonens konvergenskrav på 60 pct. Det fortsat ubesvarede spørgsmål er, hvordan stater, der under betegnelsen ’reform’ skærer brutalt ned på sine offentlige budgetter, fyrer sine medarbejdere, amputerer sit velfærdssystem, sænker mindsteløn og pensioner samt pålægger sine borgere større skattebyrder – hvordan sådanne stater skal præstere vækst og dermed evne til at høvle af på gælden? Ikke mer? Hvordan krisen vil udvikle sig i Europa og globalt, ved ingen. IMF spår negativ vækst i eurozonen i 2013, herunder også i et kerneland som Frankrig. »Det sætter spørgsmålstegn ved kernens evne til at hjælpe periferien, hvis og når det måtte blive nødvendigt,« advarer valutafonden i sin World Economic Outlook fra april 2013, der for den samlede gruppe af i-lande spår en vækst på blot 1,2 pct. – lige så lidt som i 2012.4 20

DEN STORE OMSTILLING


»Overordnet er det globale økonomiske miljø fortsat skrøbeligt og i fare for yderligere skuffelser,« skrev Verdensbanken i januar 2013 og spåede en »relativt svag« global vækst på 2,4 pct. for året. I udviklingslandene var den samlede BNP-vækst for 2012 »blandt de langsomste i 10 år«, sat tilbage med et-to procentpoint som følge af krisen i højindkomst-landene, noteredes det.18 Det var kapitalmarkedets ansvarsløse og grådighedsmotiverede jonglering med fiktive værdier, der udløste krisen, og det er fremover kapitalmarkedets fornemmelser for landenes finansielle sundhed, der bestemmer, hvordan krisen udvikler sig. Derfor vil EU og Den Europæiske Centralbank (ECB), så længe det overhovedet er økonomisk muligt, være klar til at fremtrylle nye redningspakker – enten til nødstedte lande for at berolige finanssektoren eller direkte til banker i fare for at bukke under. Det kan være svært at se nogen anden vej, men det er også en livsfarlig vej. Altså den, hvor de finansielle virksomheder scorer gevinsterne, når det går op, mens samfundet bærer tabene, rekapitaliserer bankerne og dermed gældsætter sig yderligere, når de spekulative bobler brister. »Meget af genopretningen har indtil nu været stærkt afhængig af, at centralbankerne har skabt adgang til ’nemme penge’,« påpeger finansvirksomhedernes egen brancheorganisation, Institute of International Finance. Det »kan ikke vare ved, men risikoen er, at det finansielle marked er blevet afhængig af det.« »Jo længere man forlader sig på centralbankernes likviditet som det, der kan holde sammen på tingene, desto flere excesser og forvridninger ophobes i det finansielle system. Når disse excesser i sidste ende hører op, vil det fremkalde den FInansIelle krIse

21


en risikabel, destabiliserende situation,« lyder den bemærkelsesværdige advarsel fra sektorens egen organisation.19 Det er ikke en ny erfaring. At markant, lånebaseret vækst i den finansielle økonomi er højrisikabel for realøkonomien. »Opture, hvis brændstof er gældsætning, indebærer alt for ofte falske bekræftelser af regeringers politik, af finansinstitutioners evne til at skabe overdimensionerede profitter eller af en nations levestandard. Mange af disse opture ender galt,« skriver de amerikanske økonomer Kenneth H. Rogoff og Carmen M. Reinhart i bogen This time is different om finanskriserne gennem historien, hvori de også påpeger, at »i 18 af 26 analyserede bankkriser var den finansielle sektor blevet liberaliseret inden for de forudgående fem år eller mindre. I 1980’erne og 1990’erne blev de fleste liberaliseringsperioder ledsaget af finansielle kriser af varierende styrke.«16 Også de internationale centralbankers sammenslutning, Bank for International Settlements, advarer om den farlige skævhed: »Perioder med accelereret vækst i den finansielle sektor indebærer større sandsynlighed for at blive fulgt af pludselige finansielle sammentrækninger end perioder med langsommere vækst i den finansielle sektor. Skarpe udsving i den finansielle sektor har stærke asymmetriske konsekvenser, med majoriteten af sektorer i realøkonomien som dem, der bliver alvorligt ramt af sammentrækninger, men ikke hjulpet af ekspansioner.«20 Mens Europas politikere tumler rundt og febrilsk forsøger at stoppe hullerne i dæmningen, er den overordnede lære af krisen denne: Forsøget på at kompensere faldet i tidligere tiders evne til markante vækstrater i i-landenes realøkonomi ved at 22

DEN STORE OMSTILLING


slippe finanssektoren løs er en rigtigt dårlig ide. For finanseventyrernes fantasillioner kan ikke konverteres til reelle værdier. Som det udtrykkes bramfrit af ledende finansanalytiker hos den franske storbank Société Générale, Albert Edwards: »Når det kommer til stykket, har det seneste årtis økonomiske velstand været svindel: et fuldstændigt uholdbart pyramidespil, bygget på et bjerg af privat gæld.«21 Mest smertefuldt er det, at den ophobede gæld – der før eller siden må betales – er et pant på fremtiden. Et pres på os for at fortsætte vækstens rovdrift på naturens ressourcer og belastningen af dens økologiske systemer. Den rovdrift og belastning, der gennem de seneste årtier har undergravet netop evnen til traditionel materiel vækst. »Hvad hvis krisen i 2008 repræsenterer noget meget mere fundamentalt end en dyb recession?« spurgte den amerikanske forfatter og New York Times-kommentator Thomas Friedman allerede i 2009. »Hvad hvis den fortæller os, at hele den vækstmodel, vi har skabt over de seneste 50 år, simpelthen ikke er bæredygtig økonomisk eller økologisk, og at 2008 var tidspunktet, da vi ramte væggen – hvor Moder Natur og markedet begge sagde: ’Ikke mer’?«22

den FInansIelle krIse

23


8 Forandringskræfter Black Friday. 25. november 2011. Dagen da amerikanske forbrugere går indkøbsamok og sikrer, at stormagasinernes og detailhandlens røde tal bliver sorte. Butikkerne åbner kl. fire eller fem om morgenen og har åbent til midnat, så alle kan nå at svinge kreditkortet og yde deres til amerikansk økonomis vækst på denne årets største shopping-dag. Særlige hjemmesider har samlet alverdens Black Friday-annoncer, så forbrugerne kan planlægge deres jagt på dagens tilbud. Folk bliver skubbet, slået, truet på livet, sågar trampet ihjel, når dørene åbnes. På denne dag indrykker den populære californiske producent af fritids- og sportsbeklædning Patagonia en stor annonce i New York Times. Annoncen viser et billede af en lækker, laguneblå fleece-jakke i Patagonias eftertragtede design. DON’T BUY THIS JACKET står der med store bogstaver over billedet af jakken, en af Patagonias mest solgte. »At fremstille den krævede 135 liter vand, nok til at dække det daglige behov (tre glas pr. dag) for 45 mennesker. Dens rejse fra oprindelsen som 60 pct. genanvendt polyester til vores varehus i Reno gav anledning til 20 pund (ca. 10 kilo, forf. anm.) CO2, 24 gange det færdige produkts vægt. På sin vej til Reno har denne jakke efterladt sig to tredjedele sin egen vægt i affald (...) Denne jakke har miljømæssige omkostninger, der overstiger dens pris,« hedder det i annoncen. 1


»Eftersom Patagonia ønsker at fortsætte som virksomhed i lang tid – og at efterlade en verden, der er beboelig for vore børn – gør vi i dag det modsatte af alle andre virksomheder. Vi appellerer til dig om at købe mindre og at tænke dig om, før du bruger en øre på denne jakke eller på noget som helst andet.« Og så er der i annoncen en appel til forbrugerne om at indgå en aftale med Patagonia: – Reducer: vi laver nyttigt udstyr med lang levetid, du køber ikke noget, du ikke behøver – Reparer: vi hjælper dig med at reparere dit Patagoniaudstyr, du lover at få ordnet, hvad der ikke er ødelagt – Genbrug: vi hjælper med at finde et hjem til Patagoniaudstyr, du ikke længere har brug for, du lover at sælge det eller give det videre – Genanvend: vi tager gerne Patagonia-udstyr tilbage, som er udslidt, du lover at holde dine ting væk fra lossepladsen eller forbrændingsanlægget – Gentænk: sammen gentænker vi en verden, hvor vi kun tager, hvad naturen kan genskabe. Dette er Herman Dalys budskab om ligevægtsøkonomien ført ud i livet. Et privatkapitalistisk amerikansk firma, der siger: køb mindre, skru ned. »Som enhver med gråt hår kan bekræfte, så var der en tid, da det at have én brødrister, én vinterjakke og én sofa, der holdt år ud og år ind, fungerede helt fint. Hvis det at lave produkter, der holdt i mange år, fungerede dengang, hvorfor kan det så ikke fungere nu?« spørger Patagonias miljøchef Rick Ridgeway i en Black Friday-kommentar, forfattet sammen med Annie Leonard, veteran i den amerikanske forbruger- og miljøbevægelse. 2 »Vi er begge bevidste om, at økonomer og politikere vil have os til at bruge penge for at hjælpe økonomien til 108

DEN STORE OMSTILLING


vækst. Vi ved godt, at en forvandling af produkter og af vore kulturelle normer er en Herkules-opgave. Men det er lettere end at finde ud af, hvordan man skal reparere en klode, hvis ressourcer bliver overtrukket år efter år.« Patagonia er stiftet for 40 år siden af Yvon Chouinard, der ikke vil have ’fedtede Wall Street-typer’ til at styre hans selskab, ligesom han ikke vil, at Patagonia skal vokse yderligere. Han har sammenlignet væksten i amerikansk erhvervsliv med »en kræftsvulst ude af kontrol.« »Den økonomi, vi lever i, er præget af ’ikke nok’. Vi spurgte engang ejeren af en succesfuld virksomhed, om han havde penge nok, og han svarede ’Forstår du ikke? Der er aldrig nok’,« skrev Chouinard i et essay for nogle år siden. 3 »Vi har ikke penge nok, og vi har heller ikke tid nok. Vi har ikke nok energi, ensomhed eller fred. Vi er verdens rigeste land, ikke desto mindre rangerer vor livskvalitet som nr. 14 i verden. Som Eric Hoffer, filosof fra midten af det 20. århundrede, har sagt: ’Du kan aldrig få nok af, hvad du reelt ikke behøver, til at gøre dig lykkelig.’ Og mens vi arbejder hårdere og hårdere for at få mere af, hvad vi ikke behøver, lægger vi naturen øde. Dr. Peter Senge, forfatter og underviser på MIT, siger: ’Vi går som søvngængere mod katastrofe, går hurtigere og hurtigere for at komme frem til, hvor ingen ønsker at være.’« »Jeg tror, løsningen er at gøre vores livsform enklere,« erklærer Chouinard, hvis seneste initiativ er en 20 mio. dollar fond til opstart af virksomheder med bæredygtighed som formål. 4, 5 At søge det optimale Yvon Chouinard er ét eksempel på, at indtrykket af bred systemkrise og erkendelsen af et grundlæggende paradigFOrandrIngskræFter

109


meskifts nødvendighed også har lejret sig blandt amerikanske erhvervsledere. John Fullerton er et andet. I 18 år var Fullerton medarbejder i investeringsbanken J.P. Morgan, en stor del af tiden som managing director med ansvar for koncernens globale handel med spekulative derivater. J.P. Morgan er en af Wall Streets absolutte giganter, i dag fusioneret med Chase Bank til JP Morgan Chase. 6 Fullerton forlod investeringsbanken i 2001. »Jeg var en af ’den ene procent’,« har han sagt med henvisning til Occupy Wall Street-bevægelsens paroler om de 99 pct. af befolkningen mod den ene procent privilegerede, der scorer 25 pct. af den nationale indkomst og kontrollerer 40 pct. af velstanden i USA. John Fullerton er stadig finansmand, men i dag i rollen som stifter og leder af Capital Institute, der er defineret som ’et rum for samarbejde’ om at omstille økonomien til bæredygtighed ved bl.a. at omstille finanssektoren. »Vores globale økonomiske system er gået i stykker, men ikke på grund af kreditkrisen. Det er gået i stykker, fordi det er baseret på evig, ressourcebåret vækst uden nogen erkendelse af grænser,« siger Fullerton. Han påpeger, at den aktuelle krise har punkteret tre myter om afkobling: At nationale økonomier kan operere uafhængigt af hinanden, at finansøkonomien kan afkobles fra realøkonomien og forfølge stigende udbytte uafhængigt af den underliggende økonomis udvikling, samt at realøkonomien kan afkobles fra biosfærens naturlige systemer. »Vi kan ikke undervurdere den dybe selvmodsigelse i en ressourceintensiv materiel økonomi, baseret på evig vækst inden for de fysiske rammer af en begrænset planet. Sådan et i selve sit væsen ikke-bæredygtigt system bygger ikke 110

DEN STORE OMSTILLING


på visdom. Det hviler på et fundament af sand,« siger den tidligere Wall Street-chef. »Hvordan kan et økonomisk system bygget på dyrkelsen af individuel grådighed og misundelse på nogen måde lede til langsigtet, samfundsmæssig velfærd? Hvorfor lærer vi vore børn at være uselviske, når selve økonomiens kerne forudsætter selviskhed?« Capital Institute arbejder på at udvikle nye modeller for økonomien og finanssektoren, men også på konkrete, aktive investeringer i nye løsninger. Fullerton er involveret i en håndfuld grønne investeringsselskaber, som formidler kapital til økologisk landbrugsproduktion, renere teknologi, grønne elselskaber, solceller, vandforsyning m.m. Det meste af hans tid går dog til at forelæse, skrive, læse og tænke over, hvordan systemkrisen kan overvindes. »Jeg har aldrig arbejdet så hårdt som i Capital Institute,« siger han. Centralt er spørgsmålet om, hvordan finanssektoren kan reformeres. Fullerton beskriver, hvordan dens absurde udvikling har været drevet af behovet for vækst og effektivisering. I starten var bankernes traditionelle virksomhed med ind- og udlån tilstrækkelig til at skabe den ønskede vækst. Da det ikke længere var effektivt nok, udvikledes kapitalmarkedet med salg af aktier og obligationer som ny strategi til at skabe flere penge. Og da selv det ikke tilfredsstillede væksttrangen, tilføjedes markedet for derivater – den ugennemskuelige handel med komplekse gældsbeviser, som Fullerton selv stod for. Wall Street splittede økonomien op i titusinder af små værdipapirer, så ingen længere kunne se det samlede billede, siger han. I dag kan enhver se, hvor skrøbeligt det system er. »Naturlige systemer går ikke imod at skabe maksimal efFOrandrIngskræFter

111


fektivitet. De går mod at finde den rette balance mellem effektivitet og modstandsdygtighed,« påpeger John Fullerton. Synspunktet om, at der er optimale størrelser for økonomien, gælder såvel for real- og finansøkonomien som for enkeltvirksomheder, mener han. »Der er masser af aktieselskaber, som ikke vokser længere. De er modne virksomheder. Men måden, vores Wall Street-drevne finansielle system behandler dem på, er enten med frygt, fordi de ikke vokser, eller med beskeden: ’Se at blive solgt og få det overstået!’« 7 En finansfyrste ser grønt John Fullerton er, som Yvon Chouinard, del af et opbrud. Deltagere i et spirende opgør indefra med en model, der er ved at brase sammen. En tredje er finansmanden Jeremy Grantham, Harvard-uddannet økonom, finansmand og stifter af investeringsfonden GMO, der med hovedkvarter i Boston er en af de helt store med knap 100 mia. dollar i sin portefølje. Grantham udsender jævnligt nyhedsbreve til investorer med sit bud på, hvor markedet bevæger sig hen, og hvor der kan hentes gevinst. I april 2011 var teksten mildest talt usædvanlig i sit indhold. »Bundlinjen er reelt, at ingen øget vækst kan være bæredygtig,« skrev han. »Hastig vækst er ikke nogen gudgiven ret, vi har fået, den er end ikke matematisk mulig i en længere periode. Vores mål bør være at hjælpe alle ud af ussel fattigdom, selv hvis det nødvendiggør en vis omfordeling af indkomster. Eftersom vi har overskredet grænserne for bæredygtighed, bliver den største udfordring at omstille livsstilen til at betone livskvalitet, mens vi kvantitativt reducerer vores efterspørgselsniveau.« 112

DEN STORE OMSTILLING


Baggrunden for finansmandens nye standpunkt er en grundig analyse i nyhedsbrevet af prisudviklingen på en lang række råstoffer, der alle viser stærkt stigende tendens og inden for det seneste tiår har udraderet de samlede prisfald gennem hele det 20 århundrede. En ny, uafvendelig tendens, mener Jeremy Grantham. »Hvis jeg har ret i denne antagelse, betyder det, at når vore begrænsede ressourcer er på vej nedad, vil befolkningen, der baserer sig på fossil energi, være efterladt langt over det bæredygtige niveau, dvs. langt over Jordens biokapacitet. Hvordan vi håndterer denne ikke-bæredygtige bølge af efterspørgsel – som ikke bare handler om ’peak oil’, men om ’peak everything’ – vil blive den største udfordring, vores art stilles over for (...) Hvis vi fastholder vort desperate fokus på vækst, vil vi løbe tør for alting og bryde sammen.« Grantham mener, at »vi står midt i et af de gigantiske vendepunkter i den økonomiske historie: Sandsynligvis begyndelsen til enden på det heroiske vækstudbrud i befolkning og velstand.« Han bruger betegnelsen Det store paradigmeskift. I sit nyhedsbrev fra november 2012 skærper han tonen og siger, at de vækstrater, USA har været vant til gennem hundrede år, »er væk for evigt.« Én pct. amerikansk BNP-vækst er det højeste, man kan forestille sig, mens andre i-lande vil bevæge sig mod en vækstprocent på nul eller lavere. »Eftersom nulvækst i fysisk output er uundgåeligt på en begrænset planet med begrænsede ressourcer, slår dette mig ikke som katastrofalt, men som et skridt i den rigtige retning,« noterer Grantham.8

FOrandrIngskræFter

113


Ny økonomisk tænkning Det nye og opsigtsvækkende er, at traditionelle miljøorganisationer, der i årtier har råbt på bæredygtighed, klimaaftaler og – nogle af dem – grænser for vækst, i dag suppleres af en helt anden type aktører, der i lyset af den sammenhængende systemkrise og sammenbruddet for den traditionelle økonomiske tænkning nu aktivt eftersøger en ny økonomi. Tag f.eks. Institute for New Economic Thinking. »Den ødelæggelse, som den aktuelle globale finanskrise har spredt, demonstrerer lysende klart manglerne i vores forældede, nuværende økonomiske teorier og viser behovet for ny økonomisk tænkning – lige nu,« står der på dette rebelske initiativs hjemmeside. Og det er ikke et hvilket som helst sammenrend, der står bag. Anatole Kaletsky, editor-at-large og ledende økonomisk kommentator på den britiske avis The Times, fortæller, hvordan frøet til det ny institut blev sået på det årlige Davos-møde i World Economic Forum i 2009. »Krisen var fortsat i sin mest intense fase, og det blev stadigt tydeligere, at den økonomiske profession ikke alene havde været delvis ansvarlig for at udløse krisen, men samtidig intet konstruktivt havde at sige om, hvordan man skal trække verden ud af den,« siger Kaletsky, som i Davos greb fat i finansmilliardæren og den stadigt mere radikale systemkritiker George Soros og foreslog ham at sætte jagten på en helt ny økonomi på dagsordenen. Og Soros fandt 50 mio. dollar i sin pengetank til finansiering af et Institut for ny økonomisk tænkning, INET.9 I dag er instituttet en vibrerende organisme af søgen og diskussion om alt fra vækst vs. bæredygtighed og myterne om det perfekte marked til den knusende magtkoncentrationen i det, en af deltagerne kalder de globale ’Godzillabanker’. 114

DEN STORE OMSTILLING


INET tæller tusinder af økonomiske tænkere, rækkende fra seks nobelpristagere i bestyrelsen til økonomistuderende fra mange universiteter – alle på jagt efter en økonomisk videnskab, der forholder sig til virkeligheden frem for drømmeverdener. INET’s formand, Princeton-økonom og investor Robert Johnson, skriver i maj 2013 på instituttets hjemmeside: »I kølvandet på finanskrisen fra 2008 roder mange af vore politikere og topøkonomer fortsat rundt i mørke (…) Symptomerne på deres fiasko er overalt. De finansielle markeder er stadig for lunefulde og kriser for almindelige. Uligheden raser og vokser verden rundt. Og ødelæggelsen af miljøet fortsætter uhæmmet med de tiltagende klimaforstyrrelser som dementi af påstandene om, at vi kan fastholde og udbrede velstanden uden store forandringer i den globale økonomi.« Johnson placerer nådesløst en stor del af ansvaret hos sine kolleger i økonom-faget, som »lever i en teknik-besat professions snævre osteklokker, hvor folk ofte belønnes for arbejde, som enten er irrelevant for virkeligheden eller opnår logisk sammenhæng ved at bortdefinere forhold, der drejer sig om betydelige aspekter af den menneskelige natur.« I Danmark har professor Katarina Juselius etableret et INET-center, Center for Imperfect Knowledge Economics, på Københavns Universitet i håb om også at vække den modelfikserede danske økonomstand. »Hvis jeg havde ønsket at gøre livet lettere for mig selv som økonom, så havde jeg ikke gjort det her. Det er jo op ad bakke,« siger hun med et smil.10 Som næres af, at der på universitet også er etableret et forum af unge studerende, Kritiske politter, der forlanger en mere virkelighedstro økonomisk videnskab og undervisFOrandrIngskræFter

115


ning, ligesom de studerende på Harvard Universitet, der har gjort oprør mod det »indskrænkede« virkelighedssyn, som angiveligt præger undervisningen der. 11, 12 Capital Institutes John Fullerton sætter sin lid til de unge. »Jeg er meget håbefuld, for de unge, jeg taler med, har fuldstændig fattet det her. De er ikke fanget i paradigmet om evig vækst og materiel velstand som vor kilde til lykke, og de er utroligt opmærksomme på den økologiske krise på en måde, som vores generation simpelthen ikke er (...) På sin vis er de lysår foran os, de forstår det her på et helt intuitivt niveau, med maven,« fortæller Fullerton.13 Egne penge I Berkshire, Massachusetts, arbejder New Economics Institute – ikke at forveksle med INET – med i teori og praksis at udvikle nye modeller for en grøn ligevægtsøkonomi, bl.a. inspireret af den britiske økonom E.F. Schumachers klassiske tanker om ’small is beautiful’. En af initiativtagerne er Gus Speth, tidligere rådgiver for både Jimmy Carter og Bill Clinton, chef for FN’s udviklingsprogram UNDP, stifter af miljøorganisationen Natural Resources Defense Council og tænketanken World Resources Institute, nu juraprofessor ved Vermont Law School. »Den typiske tilgang hos amerikanske mainstream-miljøgrupper har været at hævde, at det, vi gør for miljøet, er godt for økonomien, og at vi kan få massiv økonomisk vækst ved at blive grønne. I dag er folk begyndt at overveje, om det holder. Blandt indsigtsfulde og tænksomme fagfolk møder jeg en stadigt klarere fælles forståelse af, at vækstens centrale rolle og manglende evne til at løse vore udfordringer er selve problemet. Men i politiske kredse i Washington vækker det budskab fortsat ingen genklang,« siger Gus Speth.14 116

DEN STORE OMSTILLING


»Vækst-imperativet overtrumfer alt. Det får lov at undergrave familier, arbejdspladser, lokalsamfund, miljøet og fornemmelsen af tilhørsforhold og kontinuitet, fordi det hævdes så kategorisk og i brede kredse accepteres, at væksten er den pris værd, som må betales.« »Den gode nyhed er, at flere og flere mennesker føler, at energien i tilværelsen i høj grad bruges på noget forkert. I en undersøgelse sagde 83 pct. af amerikanerne, at samfundet ikke har fokus på de rigtige ting, 81 pct. sagde, at USA er for stærkt fokuseret på at købe og forbruge, 88 pct. sagde, at USA er for materialistisk, og 84 pct. ønsker at bruge mere tid med familie og venner,« oplyser Speth. En af hans kolleger i New Economics Institute, økonomen Gar Alperovitz, der også er professor ved University of Maryland og tidligere medarbejder i det amerikanske udenrigsministerium og i Kongressen, fremhæver de mange forsøg på at skabe nye typer virksomheder, produktionsformer og forbrugernetværk, som finder sted i USA uden for mainstream-mediernes opmærksomhed. »I en eller anden form er der 4-5.000 naboskabs-virksomheder, dvs. non-profit virksomheder der søger at gavne lokalsamfundet,« siger han.15 De nye ejer- og organsationsformer omfatter også kollektive ejerskaber til jord, indkøbsforeninger m.m. Nogle initiativer har et bæredygtighedsperspektiv, andre ikke, men alle handler om at skabe nye økonomiske strukturer med et stærkere demokratisk element og mindre sårbarhed over for krisen i den overordnede økonomi. Spirer til økonomisk demokrati. I Berkshire, Massachusetts, hvor New Economics Institute har sit hovedkvarter, har man indført sin egen regionale valuta, BerkShares, som et »redskab til styrkelse af det lokale samfund ved at give handlende og forbrugere FOrandrIngskræFter

117


mulighed for at plante frøene til en alternativ økonomisk fremtid for deres fællesskaber.« Mere end 400 lokale virksomheder og fem banker accepterer den lokale valuta, der skal stimulere de lokale produktions- og forbrugskredsløb og dermed øge bæredygtigheden og beskæftigelsen og samtidig skærpe modstandsdygtigheden mod nedture og ustabilitet i den overordnede økonomi. »Et strålende økonomisk eksperiment,« har New York Times kaldt det.16 Transition towns Amerikanske BerkShares er beslægtet med britiske Totnes pund, sådan som amerikanske New Economics Institute er beslægtet med britiske New Economics Foundation, NEF. Totnes pund er lokalvalutaen i den lille sydengelske by Totnes, spydspids i det netværk af såkaldte ’transition towns’, omstillingsbyer, der tog fart i Storbritannien i 2006 og ved indgangen til 2013 omfattede 450 godkendte omstillingsinitiativer og over 600 spirende projekter i mere end 30 lande, herhjemme med folk der forsøger i bl.a. Ry. I USA er der også officielle omstillingsbyer og dertil et større netværk af beslægtede grupper, koordineret via hjemmesiden resilience.org. Mange steder, som i Totnes, er det hele byer, der har vedtaget at stille om til bæredygtighed, andre steder bydele eller grupper i byer. Grundtanken er at forberede lokale samfund på tiden, da olien bliver knap, klimaforandringerne voldsommere og den internationale økonomi yderligere presset af prisstigninger og krise, og hvor det handler om at blive så robust og selvberoende som muligt. Det er den nye grønne økonomi nedefra, via praktisk afprøvning af ideer.17 I Totnes arbejder i dag 10 arbejdsgrupper med omkring 30 projekter omfattende plantning af frugttræer, grøntsager m.m. i byens åbne rum, installation af solenergi i boliger og 118

DEN STORE OMSTILLING


offentlige bygninger, fremme af cyklisme, byggeri af energivenlige boliger, udveksling af håndværksmæssig kunnen m.m. – meget af det hængt op på den ’energi-nedstigningsplan’, der sigter på at gøre Totnes 60 pct. selvforsynende med energi og fødevarer i 2030. Samt på den lokale valuta, Totnes pundet, som 70 lokale forretninger og virksomheder nu bruger. Og – som det tredje og helt centrale – på oplevelsen af ejerskab til omstillingen og det lokale liv, i høj grad baseret på fællesoplevelser, festivaler og kulturarrangementer.18 »Det er en proces, som er virkelig glædesfyldt. Folk har en masse sjov ud af at være med til at gøre det her og skabe forbindelser til andre mennesker undervejs,« siger Rob Hopkins, manden der satte den internationale Transitionprocess i bevægelse og selv bor i Totnes. Han tror på de gode historier og konkrete eksempler som det, der kan få Den store omstilling til at tage fart, nedefra. »Folk siger ’når økonomien er tilbage på vækstsporet.’ Det vil ikke ske. Vi er nødt til at favne forestillingen om en efter-væksten økonomi. På ny forestille os, hvordan vi fungerer i sådan en økonomi samt bryde koblingen mellem ideerne om velfærd og vækst. Det kan meget vel blive afgørende for os.« 19 Hvor Transition Town-bevægelsens arbejde foregår lokalt, forsøger den britiske tænketank New Economics Foundation (NEF) at skabe det økonomisk-teoretiske fundament for en national bevægelse for ’The Great Transition’, som NEF’s vigtigste projekt kaldes. Det sker i nært samarbejde med andre af de tænketanke, universiteter, organisationer og netværk i adskillige lande, der søger efter den ny grønne økonomi.20 Både NEF og New Economics Institute samarbejder f.eks. med den canadiske økonomiprofessor Peter Victor FOrandrIngskræFter

119


ved York University, Ontario, som har lavet det første makroøkonomiske modelstudie for omstilling af et rigt i-land – Canada – fra vækst- til ligevægtsøkonomi. Baseret på de faktiske data for Canadas økonomi, beskæftigelse m.m., og ved at skrue på afgørende faktorer for vækstraten – bl.a. investeringer – får Victor scenarier for både minusvækst og nulvækst i landets BNP. »Jeg blev overrasket over at se, hvor meget der skal ændres i økonomien for at stabilisere på et lavere niveau end dagens. Smerten ved at omstille og stabilisere økonomien på et indkomstniveau noget over det aktuelle er til gengæld let at håndtere. Canada er et rigt land, hvor vi ikke har behov for at blive rigere, og vi kan se, hvordan omstillingen til en stabil økonomi med et mindre økologisk fodspor kan gennemføres,« fortæller han. Peter Victor sammenligner en sådan ligevægtsøkonomi med en moden skov, hvor der er masser af dynamik – nye træer vokser op, gamle dør – men hvor skovens samlede biomasse er nogenlunde konstant.21 Bevægelsen Således foregår der en begyndende forandringsproces på mange niveauer og med mange aktører i en række lande. Også de traditionelle miljøorganisationer knytter i dag den økologiske udfordring sammen med den økonomiske i erkendelse af, at det er to sider af samme krise. Som f.eks. WWF, der har sendt breve til IMF’s direktør Christine Legarde og til EU-Kommissionens formand José Manuel Barroso om koblingen mellem eurozonens økonomiske krise og den økologiske krise. »Det er WWF’s stærke overbevisning, at krisen, som udfolder sig i Grækenland og eurozonen, må anskues som meget mere end en finansiel krise. Ud over at have rod i en 120

DEN STORE OMSTILLING


mishandling af de nationale finanser er krisen en afspejling af en mangelfuld økonomisk udviklingsmodel baseret på overforbrug og et stadigt voksende økologisk underskud samt overudnyttelse af naturlige ressourcer,« hedder det i brevene. Fokus er på Grækenland, hvor IMF og EU’s krav om ’tilpasning’ af landets katastrofale økonomi ifølge WWF går ud over miljøet og dermed illustrerer konflikten i dagens paradigme mellem økonomi og økologi. Således har Grækenland måttet sløjfe en grøn fond for at spare på budgettet, droppe regler om miljøgodkendelser, skære ned på miljømyndighedernes personale, nedlægge miljøovervågningsinstitutioner m.m. Til gengæld har man ifølge WWF uden miljøovervejelser solgt ud af offentlig jord og givet støtte til ’snavsede energikilder’. »Kortsigtet vækst med den mindst mulige hensyntagen til miljø- og bæredygtighedsmæssige forhold opfattes således nu som et absolut imperativ af hele den græske regering og et betydeligt flertal i parlamentet,« skriver miljøorganisationen.22 Som modtræk og overlevelsesstrategi har man i den lille græske by Volos nord for Athen etableret sin egen alternative bytteøkonomi, hvor man i stedet for euro – som man ikke har mange af – opererer med valutaen ’Tem’, et værdimål der kun eksisterer online og bruges til at sikre rimelighed i byttehandlen, hvor man kan få appelsiner til gengæld for en hårklipning, hjemmelavet marmelade for en tangolektion, børnepasning for hjemmebagt brød… »Det hele handler om bytte og solidaritet, om at hjælpe hinanden i disse meget hårde tider. Man kan sige, at mange af os har drømme om et utopia uden euroen,« siger Angeliki Ioanitou, en af de angiveligt 1.300 beboere, der – med borgmesterens velsignelse – bruger systemet.23 FOrandrIngskræFter

121


Vi kunne blive ved. Der foregår netop nu overalt i verden en eftersøgning, udforskning og forsøgsvis afprøvning af veje ud af systemkrisen, som bringer os nærmere en økonomi, der er robust og langtidsholdbar ved både at respektere det globale økosystems grænser og bane vej for den velfærd og lighed, der kan sikre alle mennesker et værdigt liv. Herhjemme kunne man fortælle om de unge i Aarhus Sustainability Network, der vil bane vej for kredsløbsøkonomien, om Sønderborg kommune der inddrager borgere, detailhandel og store virksomheder i at stille om til CO2neutralitet, om projekt Bybi i København der som socialøkonomisk virksomhed vil bringe bierne tilbage til byen og producere honning, om netværket af unge i Omstilling Nu der vil skabe dialog med politikerne om en ny økonomi, om Bornholm der vil være grøn ø med vedvarende energiforsyning, om organisationen Letsgo med et ekspanderende net af delebiler, herunder elbiler, om Aalborg Universitet der langt om længe har etableret Danmarks første professorat i økologisk økonomi… Eller man kunne nævne den rapport på 400 sider plus bilag, som den tyske regerings Råd om global forandring, WBGU, har udsendt om det, rådet også kalder ’Den store omstilling’. Rapporten World in transition siger, at omstillingen til en bæredygtig økonomi uden fossil energi og atomkraft er nødvendig og mulig, men forudsætter, at vi inden for den korte tilgængelige tidshorisont magter at »organisere det, som ikke kan planlægges« – sagt med henvisning til, at tidligere store omstillinger i historien har været resultatet af gradvise evolutionære forandringer.24 Eller vi kunne nævne den endnu mere omfattende – 626 sider – rapport fra FN’s Miljøprogram UNEP, Towards a green economy, der taler om den »vidt udbredte desillusion 122

DEN STORE OMSTILLING


omkring det herskende økonomiske paradigme, følelsen af udmattelse der udspringer af de mange sammenfaldende kriser og markedsfejl, oplevet gennem det første tiår af det nye årtusind.« Men også taler om »den voksende dokumentation for en vej fremad, et nyt økonomisk paradigme – ét hvor materiel velstand ikke nødvendigvis leveres til en pris af øgede miljømæssige risici, økologiske knapheder og social ulighed.« »Der tegner sig en stærk sag for, at både regeringer og den private sektor fordobler deres anstrengelser for at blive del af en sådan økonomisk omstilling,« skriver UNEP.25 Det centrale er, at der på mange niveauer nu udfoldes ihærdige og løfterige bestræbelser på at tænke nye tanker, gennemføre eksperimenter og lave politik, der kan muliggøre Den store omstilling. Det er endnu ikke en bevægelse, der har nået mainstream endsige de egentlige magthavere i storpolitik og big business. De er sikkert for nogles vedkommende bragt i tvivl, men i praksis fuldt optaget af at få hjulene til at snurre igen, få den velkendte model tilbage på skinner og systemet stabiliseret. Det er derfor ikke til at vide, hvordan tingene udvikler sig. En af den økologiske økonomis grundlæggere, professor Richard Norgaard, University of California Berkeley, fanger den aktuelle stemning godt: »Jeg oplever mig selv spændt ud mellem opstemthed og fortvivlelse. Vi er med fuld fart på vej ind i en anden verden karakteriseret ved forandring, forandring, forandring. Spørgsmålet er, hvordan vi kan holde trit og være på forkant, så det ikke bliver en forandring til det værre. Jeg tror, det bliver både svært og meget, meget spændende.« 21 FOrandrIngskræFter

123


Den store omstilling Kort FortAlt er er en revideret og forkortet udgave af Jørgen Steen Nielsens nyklassiker om den globale systemkrise og om udvikling og omstilling til bæredygtighed og grøn økonomi Den store omstilling, som udkom i maj 2012

Pressen skrev bl.a.: “en fremragende og skarp analyse af den systemkrise, som verden befinder sig i.” Steen Hildebrandt “tæt på at være fremragende.” ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ Per Michael Jespersen i Politiken

“Pligtlæsning for enhver der ønsker indflydelse på udvik­ lingen af morgendagens samfund.” Erik Rasmussen, adm. dir., Mandag Morgen

“forholder sig til de helt store spørgsmål om fremtidens verden … skrevet så godt, præcist og klart, at jeg ikke på dansk mindes noget lignende værk.” HHHHH Arne Mariager i Jydske Medier

“årets vigtigste bog ...” Jesper Jespersen, prof. ved Roskilde Universitet i Global Økologi

Jørgen Steen Nielsen, biolog, forfatter, siden 1985 journalist ved Dagbladet Information med miljø og videnskab som områder. Vinder af Cavlingprisen i 2003.


Den store omstilling – kort fortalt