Page 88

_88

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

FIG. 11.2

Taliban truer sikkerheden Sikkerhed er stadig et stort problem i Afghanistan. Det amerikanske Brookings Institute laver et Afghanistan Index, som i tal og grafer fortæller om udviklingen, bl.a. antallet af angreb fra oprørerne uge for uge fra 2004.
Antallet af angreb pr. uge har udviklet sig således: • Begyndelsen af 2004: 40-50

“Navnlig Pakistan har altid været og vil efter alt at dømme forblive en del af den afghanske ligning. Spiller de ikke konstruktivt med, går ligningen ganske enkelt ikke op. Derfor må Nato rumme det næsten ubærlige paradoks, at samarbejdet med Pakistan skal fungere, også selv om eksemplerne på pakistansk støtte til Taliban er mange.”
 Bo Lidegaard, chefredaktør, historiker, i leder i Politiken, den 28. november 2011

• • •

Sommer-efterår 2007: ca. 250 August-september 2009: 600-900
 August-september 2010-primo 2011: 600-1100

afghanske soldater, der mistede livet i tjenesten, det højeste antal siden Taliban indledte sit væbnede oprør mod myndighederne. Kilde: www.brookings.edu/topics/afghanistan.aspx

Ifølge den afghanske regering rammer Talibans angreb i stigende grad afghanske soldater. I 2012 mistede flere end 1000

demokratisk Afghanistan uden Taliban. Tværtimod ser det ud til, at Taliban må ‘tages i ed’, hvis der skal opnås fred og stabilitet i Afghanistan fremover. Med andre ord: Karzai og hans regering kommer ikke udenom at forhandle med Taliban. Det har USA tilsyneladende også indset, for i januar 2012 åbnede Taliban et kontor i Qatar i Den Arabiske Golf – med godkendelse fra USA. Formålet var, at USA og Taliban her skulle forhandle om Afghanistans fremtid. I første omgang så det ud til, at USA var gået bag om ryggen på præsident Karzai, som reagerede ved at trække sin ambassadør i Qatar hjem. Men det var muligvis mest af alt spil for galleriet og et forsøg på ikke at tabe ansigt og popularitet i den afghanske befolkning. For mange afghanere er det nok forventeligt, men ikke desto mindre bittert, at den afghanske regering må bøje sig for Talibans magt og forhandle med bevægelsen efter at have bekæmpet den i en blodig krig i mere end ti år. Siden åbningen af det USA-støttede Talibankontor i Qatar har præsident Karzai selv forsøgt at få gang i direkte forhandlinger med Taliban. Indtil videre har Taliban dog afslået og har heller ikke vist sig villig til at forhandle direkte med USA. Taliban har ladet forstå, at bevægelsen først vil indgå i direkte forhandlinger, hvis nogle af deres topfolk bliver løsladt fra Guantánamobasen (se FIG. 7.4, s. 63), hvor de har siddet indespærret i årevis. Midt i marts 2012 afbrød Taliban kontakten med USA, hvorefter amerikanerne erklærede, at de ønskede at genoptage den. Barack Obama udtalte så sent som i januar 2013, at der ingen mulighed er for forsoning i Afghanistan mellem regeringen og oprørerne i Taliban, med mindre Taliban “opgiver deres terroraktioner”. En ny åbning viste sig dog omkring årsskiftet 2012/2013, da der fandt et møde sted nær Paris, hvor to fremtrædende Talibanrepræsentanter sad til bords med afghanske regeringsrepræsentanter, oppositionsmedlemmer og folk fra Nordalliancen. Talibanrepræsentanterne meddelte, at gruppen er parat til at deltage i en afghansk samlingsregering, hvis alle afghanere bliver repræsenteret i en sådan. De lovede også at arbejde for fred og politisk tolerance, men krævede til gengæld at der blev udarbejdet en ny, islamistisk forfatning for Afghanistan. Den nuværende regering håber, at de kan overtale Talibanbevægelsen til at lægge våbnene og fremover alene fungere som en ikke-militant politisk bevægelse. Sker der, vil det såkaldte Haqqaninetværk, der fører guerillakrig mod regeringen fra området ved den afghansk-pakistanske grænse måske også tilslutte sig fredsprocessen, vurderer forhandlere fra den afghanske regering.

11.6 Et delt Afghanistan? USA’s og den afghanske regerings udstrakte vilje til at forhandle med Taliban må ses som et udtryk for, at det ikke er lykkedes at nedkæmpe Taliban militært, og at der ikke er udsigt til, at det kan lade sig gøre inden for en overskuelig fremtid. Spørgsmålet er, hvem der har mest at vinde ved forhandlingerne, og hvem der har tid til at vente. Taliban har tidligere vist, at bevægelsen har tiden på sin side forstået på den måde, at dens folk er parate til at vente længe på, at fjenden mister tålmodigheden for så igen at sætte sig på magten. Når USA og

Afghanistan – Kampen om demokratiet  

I 2014 trækker Danmark, USA og en række allierede lande de sidste kampsoldater ud af Afghanistan. Herefter skal afghanerne selv overtage ans...