Page 51

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

den frugtbare slette har traditionelt været hovedleverandører af fødevarer til Kabul. Men under Taliban blev beboerne fordrevet, vandingsanlæg blev ødelagt, og mange af husene og markerne blev mineret, så det var livsfarligt at færdes der. Ødelæggelserne sætter stadig sit præg på Afghanistan, og en del af genopbygningsindsatsen består i at reparere de ødelagte vandingsanlæg, ikke kun på Shomali-sletten, men over hele landet (se s. 73, 105). Shomalisletten blev ryddet, fordi den lå i frontlinjen mellem Taliban og styrets sidste modstander, Nordalliancen. I nord støder sletten op til Pansjir-dalen, hvor Nordalliancen ledet af Massoud holdt stand. Som årene gik, blev Nordalliancen dog trængt længere og længere væk fra Kabul, langt op i det bjergrige område i det nordøstlige hjørne af Afghanistan. Under hele Talibans regeringstid i Afghanistan (1996-2001) beholdt Rabbani titlen som præsident og var internationalt anerkendt som sådan, også selvom han opholdt sig i det lille nordøstlige område af landet, som Taliban endnu ikke havde indtaget.

5.8 En nation af flygtninge Mens det internationale samfund især bekymrede sig for, om uroen i Afghanistan ville få konsekvenser for sikkerheden i resten af verden, levede millioner af afghanere som flygtninge uden for deres fødeland – uden udsigt til at kunne vende tilbage. Det gjaldt f.eks. i Akora Khattak-flygtningelejren i Pakistan, en times kørsel fra Peshawar. Her boede der omkring årtusindskiftet cirka 20.000 mennesker stuvet tæt sammen i små lerklinede huse. Hver måned ankom 30-40 nye familier til lejren, og de blev i første omgang indkvarteret i telte. Nogle fik arbejde i lejren, f.eks. med at bygge huse til andre flygtninge, men andre var arbejdsløse og havde intet andet end de få ejendele, de havde fået med sig på flugten, typisk nogle tæpper og lidt køkkengrej. Mange af flygtningene var frustrerede over at gå ledige og syntes, at den daglige brødration, der blev udleveret, var for lille. For de arbejdsløse var det desuden svært at benytte sig af de indkøbsmuligheder, der faktisk var i lejren; de havde simpelthen ikke penge til at købe noget i de små butikker, der fandtes langs lejrens hovedgade.
I lejrens fødeklinik var der til gengæld rigeligt at gøre for de flygtninge, der havde en uddannelse som læger eller sygeplejersker med i bagagen, og for nogle af kvinderne i lejren var det en chance for igen at virke inden for deres fag efter gennem flere år at have været tvunget ind i en passiv tilværelse bag hjemmets fire vægge. Talibans regler (se FIG. 5.4) betød, at kvindelige læger og sygeplejersker fik forbud mod at arbejde. Men i flygtningelejren kunne de igen gøre brug af deres erfaring i den lille klinik, som blot udgjordes af et simpelt rum med en briks, et bord, en stol og en blodtryksmåler. Syv-otte kvinder fødte her hver måned.
De cirka 20.000 afghanere i Akora Khattaklejren delte skæbne med adskillige millioner afghanere, som siden Sovjets invasion af deres hjemland i 1979 var blevet tvunget på flugt. Da antallet af flygtninge var højest omkring 1990, levede ca. seks millioner afghanere som flygtninge uden for deres eget land. De fleste fik i første omgang beskyttelse i Iran eller Pakistan, og i Pakistan i områderne omkring Peshawar og Quetta blev flygtningene generel modtaget som brødre. Det skyldtes i høj grad, at pashtunerne lever på begge sider af Afghanistan/Pakistan grænsen, kaldet Durandlinjen (se s. 22-23). Mange boede i årevis i flygtningelejre, som nogle af mujahedin-grupperne var med til at administrere. Andre fik efterhånden arbejde og kunne bosætte sig i Peshawar, Quetta eller andre byer. I begyndelsen af 2000 havde flygtningene ingen anelse om, at et terrorangreb på USA mindre end to år senere ville føre til Talibans fald.

_51

Afghanistan – Kampen om demokratiet  

I 2014 trækker Danmark, USA og en række allierede lande de sidste kampsoldater ud af Afghanistan. Herefter skal afghanerne selv overtage ans...

Advertisement