Page 40

_40

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

FIG. 4.1

Bushkazi “Ingen forstår Afghanistan, før de har set bush­kazi,” lyder et afghansk mundheld. Bushkazi er Afghanistans nationalsport, og den er helt speciel. To hold til hest dyster mod hinanden på en grusbane på størrelse med en fodboldbane. Der spilles ikke med bold, men med en hovedløs død kalv eller ged. Kadaveret placeres i den ene ende af banen. Begge hold forsøger at gribe det fra hesteryggen, ride med den til den anden ende af banen, rundt om en pæl og tilbage igen, hvor det smides ind i en cirkel. Sådan scores points.

Det lyder umiddelbart ret simpelt, men er utroligt forvirrende at se på. Rytterne på deres fyrige heste er klædt i farverige dragter, og for en tilskuer uden større kendskab til sporten, er det umuligt at se, hvilke af rytterne der er på hvilket hold. Bushkazi kan derfor siges at være et billede på de kaotiske tilstande under Afghanistans borgerkrig. Lige­som rytterne tilsyneladende hele tiden skifter alliancer, har borgerkrigen i Afghanistan været præget af konstant skiftende ‘holddannelser’. Flere af

krigsherrerne har skiftet side i krigen adskillige gange, og det har mest af alt virket, som om krigs­herrerne havde travlt med at flå den hovedløse kalv eller ged til sig uden tanke for andre. Under Taliban-styret var bushkazi forbudt. Nu dyrkes sporten igen i vinterhalvåret (om sommeren er det for varmt for hestene), især i det nordlige Afghanistan, og tiltrækker en del tilskuere, dog udelukkende mænd.

JIA, og de to krigsherrer, Khan og Massoud, kom efterhånden mere og mere i modstrid med JIA’s formelle leder, Rabbani, fordi de havde et mere liberalt syn på en række spørgsmål. I modsætning til Rabbani gik Khan og Massoud ind for frie valg, kvinders rettigheder og ytringsfrihed. En tredje afgørende krigsherre var Abdul Rashid Dostum (usbeker) fra det nordlige Afghanistan, som er kendt for at have skiftet side utallige gange og på den måde have klaret sig igennem krigene med magten i behold. Afghansk politik er i høj grad et magtspil mellem de mange aktører, der har deltaget i kampene om landet i adskillige årtier, og som selv efter mange år i eksil stadig ønsker at sætte deres tydelige aftryk på udviklingen.

4.3 Spillet om magten I 1989 mødtes ledere af flere forskellige mujahedinfraktioner i den pakistanske by Rawalpindi og dannede en afghansk eksilregering. De to centrale krigsherrer i modstandskampen, Ahmad Shah Massoud og Ismael Khan, deltog ikke i mødet, og dermed var vejen banet for, at mindre magtfulde krigsherrer kunne få del i de fine titler. Det kom Sibghatullah Mojaddedi til gode. Han var leder af den militært set svage gruppe Den Afghanske Nationale Befrielsesfront, men på trods af sin gruppes begrænsede militære muskler blev han ved mødet udnævnt til præsident, altså i eksil. Abdul Rasul Sayyaf (se s. 36, 39) fik posten som ministerpræsident, og Gulbuddin Hekmatyar (se s. 27, 28) blev udenrigsminister. Eksilregeringen, der fik sæde i Peshawar, også i Pakistan, var ikke nogen stærk regering. Der var stadig splittelse mellem to vigtige grupper, Hezb-e-Islami, ledet af Hekmatyar, på den ene side, og Jamiat-e-Islami (JIA), ledet af Rabbani, på den anden. Der var også det problem, at de krigsherrer, der ledede kampene i Afghanistan, efterhånden blev set som de naturlige frontfigurer i modstandskampen. I 1990 besluttede flere af krigsherrerne i Afghanistan at danne et fælles råd til koordinering af krigsindsatsen. Det var især Massoud og Ismael Khan, der stod bag dette initiativ. Eksilledere som Hekmatyar og Sayyaf boykottede koordineringen, da de anså det for en trussel mod deres egen position. Også det pakistanske ISI modarbejdede direkte det nyoprettede råd, hvilket havde stor betydning, da ISI stadig stod for en stor del af våbenleverancerne til modstandskampen. Desuden var Saudi-Arabiens efterretningsvæsen nervøse for, at krigsherrerne med det nye råd ville blive for svære at kontrollere.

Afghanistan – Kampen om demokratiet  

I 2014 trækker Danmark, USA og en række allierede lande de sidste kampsoldater ud af Afghanistan. Herefter skal afghanerne selv overtage ans...