Page 39

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

_39

KAPITEL 4 Blodig borgerkrig – Kampen mellem kommunister og krigsherrer

4.1 En splittet mujahedin-bevægelse Efter seks års forhandlinger nåede USA, Sovjetunionen, Afghanistan og Pakistan i 1988 frem til en aftale, som skulle afslutte krigen i Afghanistan og sikre freden fremover. Aftalen bestod blandt andet af et dokument om den fremtidige sameksistens mellem Afghanistan og Pakistan, herunder muligheden for at millioner af flygtninge kunne vende tilbage. Et andet dokument, undertegnet af Afghanistan og Sovjetunionen, fastlagde betingelserne for sovjettroppernes tilbagetrækning. Den 15. maj 1988 begyndte tilbagetrækningen af de sovjetiske tropper, og i februar 1989 forlod de sidste soldater Afghanistan. Desuden fremgik det af aftalen, at der skulle dannes en afghansk regering bestående af både mujahedinmodstandsbevægelsen og kommunistpartiet. Men sådan en regering blev aldrig en realitet. Mujahedinbevægelsen var nemlig overbevist om, at Mohammed Najibullahs styre ville kollapse, så snart de sovjetiske tropper var ude af landet og så derfor ikke nogen interesse i at samarbejde. Mujahedinerne havde dog forregnet sig, for Najibullah holdt fast på magten i hele tre år, efter at Sovjet havde trukket sig ud. Imens rasede krigen mellem regeringens styrker og modstandsbevægelsen. For at forstå den senere udvikling og fortsatte borgerkrig er det vigtigt at holde sig for øje, at mujahedinbevægelsen på dette tidspunkt var splittet mellem forskellige partier og fraktioner. Der var ingen samlet ledelse, og blandt de forskellige ledere var der stor uenighed om den politiske linje. I Peshawar var det stadig de landflygtige politikere, der bestemte. Det var dels de tre tidligere nævnte Burhanuddin Rabbani, Abdul Rasul Sayyaf og Gulbuddin Hekmatyar, dels Sibghatullah Mojaddedi (pashtun), der senere i en årrække boede i Danmark. Han var leder af en mindre gruppe ved navn Den Afghanske Nationale Befrielsesfront.

4.2 Et kaos af krigsherrer I Afghanistan var det i stigende grad de såkaldte krigsherrer (engelsk: warlords), som kom til at tegne modstandsbevægelsens grupperinger og hære, og de opererede i høj grad uafhængigt af hinanden og spillede på hver deres heste. (se FIG. 4.1) En karismatisk skikkelse blandt krigsherrerne var Ahmad Shah Massoud (tadsjik), kaldet ‘Løven fra Pansjir’. Han var oprindeligt tilknyttet Jamaiat-e-Islami (JIA, Det Islamiske Samfund), hvis leder, Burhanuddin Rabbani, havde base i Peshawar. Men han skabte gradvist en selvstændig magtplatform og optrådte efterhånden som uafhængig leder. Med Massoud som frontfigur fik JIA omfattende indflydelse i store dele af Afghanistan. Det modsatte skete med Hekmatyars Hezb-e-Islami (HIH), hvis radikale islamisme ikke havde rødder i det afghanske samfund, hvor man traditionelt har værdsat personlig frihed og lokalt selvstyre. En anden kendt lederskikkelse i modstandskampen var Ismael Khan (tadsjik) fra Herat i det vestlige Afghanistan, ofte kaldet ‘Løven fra Herat’. Ligesom Massoud var han tilknyttet

Løven fra Pansjir, Ahmad Shah Massoud, var en af de mest karismatiske mujahedin-kommandanter i krigen mod Sovjetunionen. Under Talibanstyret holdt han stand i det nordøstlige hjørne af Afghanistan. Her blev han dræbt, formentlig af al-Qaida, to dage før terrorangrebene mod USA d. 11. september 2001.

Afghanistan – Kampen om demokratiet  

I 2014 trækker Danmark, USA og en række allierede lande de sidste kampsoldater ud af Afghanistan. Herefter skal afghanerne selv overtage ans...

Advertisement