Page 34

_34

A F G H A N I S TA N - K A M P E N O M D E M O K R AT I E T

FIG. 3.2

Nato NATO (North Atlantic Treaty Organization) blev dannet i 1949 af 12 lande, deriblandt Danmark. Det er en forsvarsorganisation, hvis medlemslande har forpligtet sig til at forsvare hinanden, hvis et af landene bliver angrebet. NATO laver også mili-

tærøvelser for medlemslandene og sender soldater i krig – f.eks. i Afghanistan. I 1999 bombede NATO i Serbien for at stoppe den serbiske hærs angreb på det albanske mindretal i Kosovo. Det var første gang, NATO gik i krig. I dag er 28 lande med-

lem af NATO. Siden april 2009 har den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen været NATO’s generalsekretær.
 Kilde: www.denstoredanske.dk


3.2 Udlandet støtter de radikale oprørere Den afghanske modstandsbevægelse, der bekæmpede den sovjetiske besættelsesmagt, bestod af flere grupper, hvoraf nogle var temmelig uenige om det endelige mål for landet. Nogle af lederne – bl.a. Burhanuddin Rabbani (tadsjik) – flyttede til den pakistanske by Peshawar tæt på grænsen til Afghanistan. I gamle dage tjente Peshawar som vinterhovedstad for de afghanske regenter, fordi klimaet nede i lavlandet omkring Peshawar er meget mildere om vinteren end i Kabul, som ligger i 1800 meters højde. Flere millioner afghanere gik i mujahedinledernes fodspor, da de flygtede fra krigen til Peshawar-området. Andre af oprørslederne blev derimod i Afghanistan og udfordrede besættelsestropperne med militære aktioner. Blandt de vigtigste ledere af den væbnede modstand i Afghanistan var Gulbuddin Hekmatyar (pashtun) og Ahmad Shah Massoud (tadsjik). Ret hurtigt besluttede den amerikanske regering at støtte den afghanske opstand mod Sovjetunionens besættelse. Tilsvarende støttede også Saudi-Arabien oprørerne, og støtten blev kanaliseret via den mest magtfulde af de pakistanske efterretningstjenester, ISI, der ofte har optrådt som en stat i staten. (1) I Pakistan var hæren og efterretningstjenesterne blevet radikalt islamiseret under militærdiktator Zia ul-Haq (regerede 1977-88), og gennem ISI blev penge og våben nu især givet til de mest radikale islamistiske afghanske modstandsgrupper, f.eks. Gulbuddin Hekmatyars organisation Hezb-e Islami (Islams Parti). Hekmatyar beskrives derfor ofte som “Pakistans mand”, og Zia ul Haq er citeret for at sige om ham: “Det var Pakistan, der gjorde ham til en afghansk leder, og det er Pakistan, som på samme måde kan ødelægge ham, hvis han bliver ved med at opføre sig forkert”. De mere moderate bevægelser, der også var islamiske, fik kun en mindre del af støtten fra ISI. At det var de mest radikale islamistiske bevægelser, der modtog størst støtte udefra, blev afgørende for den senere udvikling og har stor betydning for den nuværende situation i Afghanistan.
Før Sovjets invasion var radikal, militant islam nemlig ikke særlig udbredt i Afghanistan, på trods af, at gamle skikke, som især trivedes ude på landet, kunne forveksles

FIG. 3.3

Warszawapagten Warszawapagten var en kommunistisk militæralliance, der eksisterende fra 1955 til 1991. Den er opkaldt efter Polens hovedstad, hvor den blev oprettet af Sovjetunionen, Albanien, Bulgarien, Tjekkoslovakiet, DDR, Ungarn, Polen og Rumænien. I 1991 blev pagten opløst som en konsekvens af kommunismens sammenbrud i

Østeuropa.
Via Warszawapagten fik Sovjetunionen en militær styrke, der gjorde det jævnbyrdigt med USA og gav det status som den ene part i Den Kolde Krig. War­ szawapagtens ledende organer var placeret i Moskva og reelt underlagt den sovjetiske politiske og militære ledelse. I tilfælde af krig skulle den operative kommando overgå

til den sovjetiske generalstab, ligesom de fleste af pagtens fælles offensive styrker var sovjetiske.
 Kilde: www.denstoredanske.dk

Afghanistan – Kampen om demokratiet  

I 2014 trækker Danmark, USA og en række allierede lande de sidste kampsoldater ud af Afghanistan. Herefter skal afghanerne selv overtage ans...