Page 1

Oktober 2002

Indhold Den 11. september – et år efter ........................................................................................................ 2 Det postkoloniale og det postmoderne ............................................................................................. 4 Martyren ......................................................................................................................................... 7 "Verdens farligste sted" efter den 11.9.2001 .................................................................................... 9 Problemet med de traditionelle ...................................................................................................... 13 I Medieorkanens Øje ..................................................................................................................... 17 9-11-2001 set med andre øjne ....................................................................................................... 21 Stars & Stribes i New York efter 11. september ............................................................................ 24 Den nye verden ............................................................................................................................. 26 En spejderhytte lidt nord for Horsens ............................................................................................ 29 Why did you come to Århus? ........................................................................................................ 32 Pavilloner på Moesgård ................................................................................................................. 33 Hvem sagde FirstClass? ................................................................................................................ 34 Malinowski, Mead og… Rejsende Onkel Mac .............................................................................. 36 Er langsomheden overhovedet blevet væk? ................................................................................... 38 Religiøs AHA-oplevelse… ............................................................................................................ 40 Gucci-antropologi ......................................................................................................................... 42 Repairs: A short story.................................................................................................................... 46

1


Den 11. september – et år efter Redaktionens Leder Det er en ny (og skræmmende?) verden vi lever i. Det er i hvert fald det billede, medierne tegner af tiden efter den 11. september. Men hvad er det, der er så fatalt anderledes ved verden i dag? I dette nummer af Informanten vender vi blikket mod det forgangne år og ’den nye verden’. Det er Samuel Huntingtons verdensbillede, som er under luppen. (The Clash of Civilizations and the Making of a New World Order, 1996) Ifølge Huntington er konflikterne i verden i dag et ‖clash‖ mellem civilisationer i modsætning til tidligere, hvor det drejede sig om supermagter og ideologier, eller nationalstater og territorier – hvis vi går endnu længere tilbage. Huntington og hans tilhængere har været på banen efter den 11.9. med argumenter om, at denne civilisationskrig er gået i gang. Er Huntington en ny Nostradamus – og er det kulturerne/civilisationerne, der skaber konflikt? Skal vi helt glemme Barths gode gamle ‖Models of Social Organisation‖ (1966), og var det ikke noget med at konflikt er udgangspunktet for genereringen af kultur? Artiklerne i dette nummer af Informanten har meget forskellige udgangspunkter, men forfatterne er dog alle enige om én ting: når vi diskuterer terrorisme, 9-11 og ’civilisationers sammenstød’, så er antropologien i højeste grad en videnskab, som bør og skal bringe sig på banen…Vi skal blandt andet have aflivet nogle af myterne om selvmordsterrorisme, vi får sat fokus på forholdet mellem Indien og Pakistan og konflikterne om Kashmir regionen, oppositionen modernisme::traditionalisme overføres konstruktivt og debatterende (hint hint) til terrorisme:: ikke-terrorisme, og så har vi minsandten også fået den norske antropolog Thomas Hylland Eriksen til at gennemgå sit bud på forskellige post 9-11 diskurser. Dertil kommer 3 mere personlige beretninger om oplevelser i NY, for hvordan er det egentligt at have udsigt til Ground Zero fra sit kontor hver eneste dag? Hvordan var det at være i NY i ‖medieorkanens øje‖ på selveste 11. september 2001? Og hvorfor har New York’erne egentligt amerikanske flag på antennerne på deres biler? Men det er jo ikke kun terrorisme, der skaber ’nye verdener’. 100 håbefulde, læselystne studerende er netop begyndt deres studier på Moesgård. – Redaktionen byder alle velkomne og håber på rigtig mange seriøse eller knap så seriøse indslag fra jeres hænder i de næste numre. Vi vil også benytte lejligheden til at byde velkommen til de mest udadfarende skribenter, som allerede har sat sig i redaktørsæderne. Redaktionsgruppen er blevet forøget med 3, men midlertidigt formindsket med 1, da Steffen nu endelig kom af sted på feltarbejde. (Ja – han har fået visa!) Marie Kræmer er forfatteren af dette nummers RUS-reportage, og Moesgårds første (i hvert fald i redaktionsgruppens tid) udvekslingsstuderende præsenterer sig selv og sine grunde (?) til at komme til Århus. Derudover kan vi byde på kloge ord om ligheden mellem antropologer (Barth?) og fraggelen Rejsende Onkel Mac, en opfølgning på artiklen om langsomhed fra sidste nummer, en anmeldelse fra Festugen med tilhørende subjektive overvejelser eller overvejelser om subjektivitet og sidst, men ikke mindst en feltberetning om Cucci-ure, Clavin Klain og LaKoste og fake-mærkernes vidunderlige, danske, symbolske kapital. Du sidder også med det rigtige blad i hånden, hvis du er lidt forvirret om alt det der First 2


Oktober 2002

Class (Er Moesgård virkelig det førende IT-institut på Humaniora i Århus?) eller al korridorsnakken om pavillon-byggeri. (Og skulle vi ikke en gang for alle vedtage at de hedder pavilloner – ikke barakker!) Alt i alt: Informanten er på pletten med ny – underholdende læsning til de kolde efterårsaftener. God Læselyst!

3


Det postkoloniale og det postmoderne Thomas Hylland Eriksen Så mye har vært skrevet om 11. september i løpet av året som er gått, at det kan synes som om det eneste som gjenstår er arkivering og kvalitetsvurdering. Terrorangrepet og etterspillet har vært analysert fra systemteoretiske, psykoanalytiske, ―realistiske‖ (hobbesianske), diskursanalytiske, mikrososiologiske, religionsvitenskapelige, mediefaglige, sosiobiologiske og mange andre synsvinkler. Temperaturen er vendt tilbake til flere politiske debatter etter 11. september, og terrorhandlingene har gjort de reelle motsetningene i verden tydeligere. Det var nok prematurt å snakke om ―the death of irony‖ for et år siden, men det er ikke desto mindre kommet et merkbart alvor inn i verden, som stort sett var fraværende gjennom hele nittitallet. Det antropologiske bidraget til begripelse av begivenhetene har vært minimalt; dette kan være et symptom på defensiv tilbaketrekning, men det kan også skyldes at antropologenes kunnskap for tiden er så lokalisert, og at universalistiske generaliseringer er så lite på moten, at de aller fleste antropologer vegrer seg. Det er synd, for som jeg skal vise om et øyeblikk, burde sosialantropologien – som metode og som tenkemåte, ikke primært som reservoar av lokal kunnskap – stå fremst i køen blant akademiske disipliner som nærmer seg 11. september. Selv om det finnes en dominerende handlemåte etter terrorangrepet, nemlig USAs stadig mer skremmende militarisme (som møtes med resignasjon og tafatthet i Europa), ville det ikke være riktig å si at det finnes en dominerende eller hegemonisk diskurs om verden etter 11. september. Det er flere innramminger av hendelsen og etterspillet som konkurrerer om plassen. Dessverre er den viktigste diskursen vanskelig å få øye på. For det første har vi den pro-amerikanske diskursen, som er mer dempet utenfor USA nå enn i fjor høst, men som stadig har en sterk posisjon i de største mediene. Denne diskursen er overveiende moralsk, og betrakter konflikten som en kamp mellom ―frihet og tyranni‖. (―Frihet‖ som kulturell kategori kunne det være interessant å se nærmere på.) For det andre er det den klassiske venstre-diskursen, der ethvert angrep på USA anses som et direkte eller indirekte uttrykk for en undertrykkelse som i siste instans er av økonomisk art. I dette tilfellet er det få som tror at Osama bin Laden er en reinkarnasjon av Che Guevara – det forslitte ordspråket om at ―én manns terrorist er en annens frihetskjemper‖ passer dårlig på ham: han er svært fås frihetskjemper. Likevel er det mange som vil mene at terrorfaren ville dempes dersom USA og andre rike land gikk inn for større sosial rettferdighet på det globale plan. For det tredje er det diskursen i politisk islam, der de aller fleste tar avstand fra al-Qaidas handlemåte, men hvor mange deler deres politiske mål (som å få fred i Palestina på palestinernes premisser, eller å få USA ut av Saudi-Arabia).

4


Oktober 2002

For det fjerde er det en sosiologisk diskurs som kan gjenkjennes i mange av ―high-brow‖mediene, der det betones at denne konflikten går mellom territoriell makt (staten, bombefly etc.) og deterritorialiserte nettverk (som er spredte, fleksible og benytter små, effektive våpen), og at det å bombe Afghanistan kan sammenlignes med å skulle drepe bakterier med hammer. For det femte – og her er det antropologien burde kjenne sin besøkelsestid – er det mulig å studere hele hendelsesforløpet, fra den skjebnesvangre New York-morgenen og utover, som et uttrykk for en grunnleggende kamp mellom et hegemonisk verdensbilde og dets alternativer. Det siste året kan således hektes på en postkolonial intellektuell tradisjon, som begynte med Frantz Fanon på 1950-tallet og som har sin mest berømte talsmann i Edward Said. Denne tradisjonen legger særlig vekt på retten til å definere seg selv på egne premisser. La meg begynne med å si det slik: Den amerikanske høyresiden har to intellektuelle stjerner, nemlig Samuel Huntington og Francis Fukuyama. Begge har betydelig innflytelse i kretser nær Det hvite hus. Imidlertid ser de ut til å mene stikk motsatte ting. Huntington, som først skrev en artikkel og deretter en bok (The Clash of Civilizations and the Making of a New World Order) hevder at fremtidens store konflikter vil gå mellom sivilisasjoner og ikke mellom ideologier. Han vektlegger kulturforskjeller som konfliktårsak, og presenterer en inndeling av kloden i ―sivilisasjoner‖ som få vil slutte opp om. Det er neppe nødvendig å bruke plass på hans modell her; det er skrevet mye om dens dårlige empiriske grunnlag, og det er også vist at ingen av det siste tiårets væpnede konflikter passer inn i den. Fukuyama, som også skrev en artikkel som senere ble en bok (The End of History and the Last Man), argumenterer for at ―hele verden‖ ønsker ―liberal democracy‖, at Vesten vant det ideologiske kappløpet mot Østblokken, og at politisk kamp heretter dreier seg om å oppnå de samme godene som borgere i Vesten nyter. I denne sammenheng skriver Fukuyama, idet han trekker veksler på Nietzsches ofte misforståtte skrifter om ―viljen til makt‖, at behovet for respekt og anerkjennelse er grunnleggende. Begge tar feil, men begge har også rett. Fukuyama har rett i at behovet for respekt og anerkjennelse er viktig, men han tar feil i at dette bare kan oppnås ved å lykkes på Vestens (les: USAs) premisser. Huntington har rett i at kulturforskjeller er betydelige, men han tar feil når han tror at de er så grovmaskede at de kan ordnes i grenser mellom gigantiske ―sivilisasjoner‖. Slike forskjeller går som regel tvers gjennom hver ―sivilisasjon‖. Summa summarum: Kulturforskjeller er viktige, og anerkjennelse er viktig. Så langt har den amerikanske høyresiden rett. Men ikke lenger. For det er anerkjennelse på egne premisser som er den store knapphetsressursen blant mange av verdens muslimer og, for øvrig, millioner av ikkemuslimer som daglig blir minnet om at deres stemme ikke betyr noe. Som Arundthati Roy uttrykte det: Det spiller ingen rolle om man dreper noen tusen afghanere. De er jo aldri på TV, så de har liten verdi. Tilsidesettelsen av virkeligheter som skapes innenfra og

5


nedenfra, og som ikke importeres mer eller mindre frivillig ovenfra og utenfra, er en vesentlig faktor i vår tids globale uro. Osama bin Laden og hans nettverk er på sin måte et uttrykk for dette. Osama plasserte seg utenfor loven da Saudi-Arabias kongefamilie takket nei til ham og hans soldater, og i stedet ønsket USA velkommen under Kuwait-krisen. Det var tapt ære, ydmykelse (vantro tropper i Profetens land) og ikke noe annet som stod på spill. Han er avhengig av medieomtale. Det var trolig viktigere for ham å få oppmerksomhet enn å drepe flere tusen uskyldige. Alle som har fulgt med, vet nå at Osama bin Laden er opptatt av tre politiske spørsmål: Israel/Palestina, Irak og USAs militære tilstedeværelse i Saudi-Arabia. Ingen av dem handler primært om økonomi, men om respekt. Det er godt mulig at det ikke lar seg gjøre å forhandle med al-Qaida. Men det er ikke poenget. De mange millioner mennesker som opplever at deres livsverden og verdensbilde er mindre verdt enn de dominerende, er frustrerte av de samme grunnene som al-Qaida, selv om virkemidlene er andre. USA og Vesten har naturligvis ikke råd til å la ikke-vestlige mennesker veie like tungt i vektskålen som deres egne borgere. Da ville de måtte revurdere store deler av sin politikk; de ville måtte redusere spriket mellom retorikk og handling. Andre, ikke minst antropologer, kan imidlertid synliggjøre de andres verdener og argumentere for at menneskeverdet rent faktisk skal være universelt. Ettersom nesten hele verden i skrivende stund ser ut til å være lamslått og skremt av USAs krigshissing, er det grunn til å håpe at når støvet har lagt seg nok en gang, vil noen av de usynlige bli synlige og lyttet til. Ja, det kan faktisk se ut som om 11. september har slynget Vesten ut av det postmoderne vakuumet og inn i et nytt alvor, l’après-post, det som kommer etter det som kommer etter, tiden etter tiden etter den kalde krigen. En tid med behov for nye analysemodeller og nye politiske allianser, der antropologien burde ha en vesentlig rolle som leverandør av forståelsesmodeller. Vi har god greie på nettverk, vi har fremdeles et faglig tyngdepunkt utenfor Europa, vi anerkjenner betydningen av the native’s point of view, og vi underviser i oversettelsesproblemer allerede i grunnutdannelsen. Hvilken annen vitenskap kan skilte med en lignende portefølje?

6


Oktober 2002

Martyren Michael Tårnby Sig mig lige en gang – ligger det her ikke I deres religion, altså det der Islam? Det spørgsmål er blevet stillet utallige gange, når man i den vestlige verden har forsøgt at forstå hvorfor 19 mennesker 11. september 2001 valgte at begå selvmord i Allah’s navn. At Islam per definition skulle opfordre til selvmord repræsenterer en kulturel kortslutning af dimensioner. Hovedparten af muslimerne tager skarpt afstand fra terrorisme, uanset hvorledes den begrundes. Det fænomen er måske esensen af den situation verden har befundet sig i efter 11. september. Når virkeligheden er kompleks forfalder man til stereotype forestillinger om ”de andre”. Disse andre har ligeledes deres forestillinger om os, og for enkeltes vedkommende bliver fortolkningsrammen grundlaget for det ultimative offer. Martyriet som et udtryk for offervilje er i løbet af det sidste års tid blevet et mainstream fænomen i Palæstina. Andre steder i den muslimske verden er der sket et markant skift til fordel for den hellige krig, hvor Jihad diskuteres uden hensyn til midlerne eller de menneskelige omkostninger. Det mest interessante ved den islamiske terrorisme er det faktum at den ikke er specielt islamisk. I Jihad’ens navn har man omgået utvetydige forbud og har bevidst valgt en linje der bryder med traditionen; den samme tradition som man hævder at beskytte. Dette paradoks kan ikke forklares ved spidsfindige teologiske studier, det er og bliver et kulturelt fænomen. I utilfredshed med tingenes tilstand har de islamiske terrorister skabt deres eget og meget lukkede kulturelle rum. Til trods for deres retorik og propaganda er der kun adgang for en snæver kreds af rettroende. Koranens ord og åndelige budskab om tolerance og fredelig sameksistens ignoreres til fordel for en dyrkelse af apokalypsen. Fællesskabet er nøgleordet til at trænge ind i det fundamentalistiske univers. Her findes det konstruerede modstykke til modernitetens afmagt og isolation, der er hverdag for mange muslimer fra Nordafrika til Centralasien. Fællesskabet i de fundamentalistiske bevægelser og hemmelige celler skaber en ny identitet for medlemmerne, man tilbydes en chance til at starte forfra. Martyriet giver adgang til paradisets goder, og lover et bedre liv end det verdslige. Det budskab appellerer til frustrerede muslimer på tværs af geografiske skel, etniske tilhørsforhold og social baggrund. Det bedste eksempel på denne spredning er Al-Qaeda der har været i stand til at rekruttere sympatisører og aktivister globalt. Netværket er unikt fordi det er sammenstykket af vidt forskellige sociale, religiøse og politiske grupperinger, men samtidig formår at skabe en illusion om det store fællesskab. Det er netop det sammenhold aktivisterne ofrer sig for og ikke Islam. De islamiske terrorister har hele tiden haft en klar dagsorden, men det er desværre først nu Vesten er begyndt at interesse sig for den. At de ikke selv kan ændre verden har de indset, men deres forståelse for modernitetens kompleksitet og globale sammenhænge har givet dem indsigt i hvor man kan angribe for at ryste verden. Disse terrorister betragter sig selv som den elite der skal bane vejen for det endelige opgør mod frafaldne muslimer og det vantro Vesten. I deres egne øjne er de blot katalysatorer for en civilisatorisk konfrontation. Man må anerkende at der i verden eksisterer en gruppe af mennesker hvis frustrationer er så dybe, at de er villige til at begå selvmord for en illusorisk verdensorden. At terroristernes projekt er dømt til at mislykkedes gør det ikke mindre

7


virkeligt. I deres iver for at skabe en bedre verden har de konstrueret deres egen virkelighed, og for dem er den særdeles virkelig. Verden ændrede sig den 11. september 2001, det har vi hørt så tit. Men måske var 9-11 det opkald det var nødvendigt for at forstå, at der længe har eksisteret en parallelverden der fungerer på det modernes præmisser men forkaster værdigrundlaget. Forståelsen for og tolkningen af alternative livsmønstre og ideologier fordrer en analytisk ramme der omfatter konstruktionen af kulturelle mønstre. Det er antropologiens domæne, og repræsenterer en faglig udfordring. Hvis ikke antropologerne kan bidrage med en forklaring, hvem kan så?

8


Oktober 2002

"Verdens farligste sted" efter den 11.9.2001 Skrevet af Martijn van Beek I foråret opstod der endnu en gang alvorlige spændinger mellem Indien og Pakistan, og i flere uger talte diplomaterne, og skrev aviserne om, at der var reel fare for en krig mellem verdens to nyeste atommagter. Efter at det amerikanske udenrigsministerium skærpede deres advarsler mod rejse til området, fulgte Danmark eksemplet og trak dele af det diplomatiske personale hjem og rådede danske statsborgere i Indien og Pakistan til at forlade landet, mens forsikringsselskaber nægtede at forsikre rejsende til disse lande. Selvom ingen af de asiatiske lande (med undtagelse af Japan) kom med så stærke advarsler, og selv de fleste europæiske lande ikke fulgte det amerikanske State Department helt så tæt, som Danmark gjorde, så viste episoden endnu en gang, hvor eksplosivt forholdet mellem Indien og Pakistan er. Det tilspidses især i striden om Kashmir. Dette legendarisk smukke område i den vestlige ende af Himalaya bjergene har været omstridt gennem århundreder. Afghanere, sikhs, dograer, og briter har i de sidste århundreder prøvet at få kontrol over Kashmir dalen. Efter Indiens uafhængighed valgte den sidste maharaja af Dogra dynastiet, en hindu, at tilslutte sig Indien, selvom befolkningens flertal var muslimer. Efter principperne for subkontinentets deling i 1947 ville det have været mere logisk -- men ikke nødvendigvis i overensstemmelse med befolkningens ønsker -- hvis området var gået til Pakistan. Men aftalen var, at de såkaldte "princely states" selv kunne beslutte, hvilket land de ville tilslutte sig, eller om de endda helst ville blive selvstændige stater. Efter en kort, men heftig krig, blev Kashmir de facto delt mellem Indien og Pakistan: Kashmir dalen, Jammu provinsen, og den største del af Ladakh provinsen kom under indisk kontrol; de såkaldte Northern Areas, inklusive Gilgit, Hunza, og Baltistan-distriktet af Ladakh, kom under pakistansk kontrol. Både Indien og Pakistan gjorde og gør stadigvæk krav på, at hele den gamle stat "Jammu og Kashmir" retmæssigt hører til deres land, og FN har i resolutioner fastslået, at Pakistan skal trække deres tropper tilbage, så en uafhængig folkeafstemning kan afholdes, og Kashmirs befolkning kan udøve deres ret til selvbestemmelse. Siden 1947 har Indien og Pakistan været i krig om Kashmir yderligere to gange: i 1965 og 1971, og FN har haft en observationsgruppe langs grænsen siden 1948 -- den længstvarende fredsbevarende opgave i FN's historie. Der er altså ikke noget nyt i, at der er international bekymring om forholdet mellem Indien og Pakistan i forbindelse med Kashmir. Men der er sket to udviklinger omkring årtusindskiftet, som gør, at der alligevel kan tales om væsentlige ændringer i den måde, internationale iagttagere ser på Kashmir. For det første har der siden 1998 været tale om to deklarerede atommagter, der står overfor hinanden i Kashmir; for det andet er der sket vigtige geo-strategiske forandringer på grund af afslutningen af den kolde krig og amerikanernes fornyede interesse i Centralasien. Begivenhederne den 11.9.2001 har styrket tendensen til større international bekymring og har tilføjet det diplomatiske og militære

9


spil om Kashmir nogle nye dimensioner, men har ikke haft den helt store betydning indtil nu. Oprustning I første omgang er det den militær-teknologiske udvikling i subkontinentet, som har medført at FN, USA, og EU er blevet mere opmærksomme på konflikten om Kashmir. Selvom den væbnede kamp for Kashmirs uafhængighed for alvor tog fart i 1989, gik der ti år, før der kom rigtig gang i de diplomatiske bestræbelser på at få Indien og Pakistan til at prøve at finde en løsning på problemet. Det faktum, at Indien og Pakistan har kapacitet til at lave atombomber, var ikke nyt, men begge lande havde tøvet med at bryde det mangeårige globale tabu på "nuklearisering": hverken Israel eller Sydafrika, som begge menes at have haft kapaciteten i mange år, har turdet at teste bomber. Det var det hindunationalistiske Indiske Folkeparti (Bharatiya Janata Party) som tog skridtet og sprængte en bombe i sommeren 1998. Pakistan fulgte efter nogle få dage senere. Denne teknologiske oprustning var et led i en længerevarende eskalation af militær-teknologisk udvikling på subkontinentet. Begge lande havde udviklet og bygget missiler, som kunne ramme hinandens hovedstader, og disse har kapacitet til at "aflevere", som det så pænt hedder, nukleare "payloads". Samtidig med våbenkapløbets eskalation kom høgene til magten i såvel Indien som i Pakistan. I Indien kom BJP til magten med en koalition, og i Pakistan blev demokratiet afløst af endnu et militærstyre. Pakistans nye leder, general Musharraf, var manden bag det mislykkede angreb på Ladakh i 1999, den såkaldte Kargil-konflikt. Indiens nye regering, selvom den var en koalitionsregering, blev domineret af folk med baggrund i den yderstgående Rashtriya Swayamsevak Sangh og andre dele af det ekstremistiske hindunationalistiske miljø. Kargil konflikten i 1999, hvor mange hundrede soldater og civile på begge sider blev dræbt, viste, at de nye atommagter tilsyneladende ikke følte sig skræmt af hinandens nukleare kapacitet; noget som den kolde krigs doktriner om den fredsbevarende effekt af "mutually assured destruction" (eller MAD) ellers byggede på. Her var to parter, der tilsyneladende mente, at de kunne overleve en atomkrig. Der var altså reel grund til bekymring. Indien, Pakistan og "9-11" Flere post-11.9. analyser fremhæver, hvordan den nye "krig mod terror" synes at være med til at realisere Samuel Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød, som logikken for internationale relationers udvikling i det 21. århundrede. Men dens logik, som bygger på antagelser om koalitionsdannelse omkring religiøse identiteter, hjælper ikke meget til at forstå de sidste års udviklinger omkring forholdet mellem Indien og Pakistan eller konflikten i Kashmir. Under den kolde krig var Indien en førende kraft indenfor det, man kaldte "non-aligned movement": en sammenslutning af stater, som bekendte sig som uafhængige af de to store blokke: USA og Sovjetunionen samt deres respektive allierede og satellitstater. Især i 1970’erne og 1980’erne havde Indien et varmt forhold til Sovjetunionen, mens Pakistan modtog megen militærstøtte fra USA. Pakistans strategiske betydning for USA voksede yderligere efter Shah-regimets fald i Iran i 1979 og Sovjetunionens invasion af Afghanistan året efter. "Islamiseringen" af den afghanske 10


Oktober 2002

modstandsbevægelse blev aktivt støttet af amerikanerne, og udviklingen i Pakistan under militærregimet ledt af Zia ul Haq mod en islamisk stat havde tilsyneladende ingen konsekvenser for det varme forhold mellem landene. Kashmir spillede indtil sidst i 1980’erne ingen rolle af betydning i disse geo-strategiske spil. I 1988-89 udbrød der væbnet modstand mod Indiens overherredømme i Kashmir. Jammu and Kashmir Liberation Front havde en klar sekulær politisk dagsorden. Islam spillede ingen væsentlig rolle i retorikken eller i forslagene for Kashmirs fremtid, som JKLF fremlagde. Den fremtid skulle være et selvstændigt Kashmir. Denne "third option" har både Indien og Pakistan altid konsekvent afvist, på trods af at begge lande rutinemæssigt påstår, at deres krav om Kashmir er udtryk for folkets vilje. Pakistan bygger sin "case" på det, man kalder for "to-nations teorien": subkontinentets muslimer og hinduer skal bo i hver deres stat; Kashmir befolkningens majoritet er muslimer; derfor hører området til Pakistan. Indien, derimod, argumenterer, at befolkningen har valgt at høre til Indien i 1947, og i hvert fald at de har deltaget i mange parlamentsvalg siden da og dermed har tilkendegivet deres tilhørsforhold til Indien. Begge lande nægter altså den løsning, som JKLF og andre lokale bevægelser i Kashmir har kæmpet for. Mens der er generel enighed om, at JKLFs mål for et uafhængigt Kashmir på dette tidspunkt havde opbakning blandt folket i Kashmir dalen -- men ikke reelt i andre dele af Kashmir, hvor lokale befolkningsgrupper ofte føler sig undertrykt af Kashmiri! -- skete der i 1992-93 en udvikling i modstandsbevægelsen, hvor islamister kom til at dominere den aktive modstand mod Indien. Denne udvikling, hvor veteraner fra Afghanistan-krigen siges at have spillet en stor rolle, antages at have fundet sted med støtte fra Pakistan, som jo ikke havde interesse i at støtte JKLFs dagsorden, selvom Pakistan fortsat nægtede at give Kashmiri modstandsgrupper mere end moralsk og diplomatisk støtte. Med Pakistansk tolerance og nok en del materiel understøttelse, og den afghanske Taleban bevægelses tiltagende indflydelse i det nordlige Pakistan, kunne kampen om Kashmir i mange år forsætte med titusindvis af ofre, hvoriblandt mange var civile, uden at nogle internationale magter ønskede at gøre en alvorlig indsats for at overbevise parterne om nødvendigheden af en udvikling mod fred. Denne mangel på interesse varede altså lige indtil atombomber blev spræng i ørkenen i Rajastan i sommeren 1998. Det var disse begivenheder, som bragte US-regeringen til indsigt om, at Kashmir er verdens farligste sted. Allerede i 1996 gav folk i Clinton-regeringen udtryk for at, hvis præsidenten skulle blive genvalgt, så ville Sydasien, og især forholdet mellem Indien og Pakistan, blive et prioriteringsområde for amerikansk udenrigspolitik. Forandringerne i amerikansk politik, især den hårde linje overfor Pakistan under Kargil konflikten i 1999 under samtidig ros for Indiens modne måde at svare på den pakistanske aggression, havde altså haft nogen tids forberedelse. Pakistans præsident, Nawaz Sharif, som sandsynligvis ikke engang havde været informeret om planerne for infiltrationen i Ladakh, blev tvunget til at give ordre til, at armeen trak tropperne tilbage -- selvom Pakistan i lang tid hold fast i fiktionen om, at disse tropper på tinderne i Himalaya var Kashmiri frihedskæmpere. Nawaz Sharif blev kort tid efter væltet af generalen, der havde haft ansvar for Kargil fiaskoen. Den blodige kamp om Kashmir forsatte på den vante måde i Kashmir dalen og i bjergene nord for 11


Jammu: gennem små celler af "terrorister", ifølge Indien, af "frihedskæmpere" ifølge Pakistan. Al Qaeda's angreb på World Trade Center og George Bush, Jr.'s korstogt mod terrorister, har medvirket til, at en varig løsning af Kashmir konfliktet er kommet højere på dagsordenen i USA. For det første var amerikanere nødt til at bringe Musharraf med i koalitionen mod Taliban-styrelsen i Afghanistan; Musharraf havde intet reelt valg, men var hurtig til at bakke op om angrebet mod Al Qaeda og talibanere. Samtidig gav den nye retorik mod især islamisk terrorisme Indien mulighed for at skærpe tonen overfor Pakistan: Indien kunne pege på Kashmir og sige til USA, at det problem, amerikanerne først nu var blevet konfronteret med, havde været realiteten for Indien i godt et årti. I december 2001 fulgte så et angreb på det indiske parlament i højt dagslys. Indien spillede med musklerne og sendte op mod en million mænd til grænsen med Pakistan og truede at følge det amerikanske eksempel og slå til mod terroristlejre i Pakistan. US-regeringen kan ikke undvære Musharraf, og vil derfor ikke støtte Indien fuldt ud. Men Indiens nye selvtillid og varme forhold til USA gør, at landet kan føle sig mere sikker i sit greb om Kashmir. Og "krigen mod terror" legitimerer angreb mod stater der "huser terrorister". Kampen mod oprøret er blevet til et element i den globale kamp mod terror, hvor alle de gode står sammen og kæmper mod alle de onde. Muslimer i Indien betaler allerede prisen for den nye legitimitet, anti-islamitiske angreb har fået, som for eksempel for nyligt i delstaten Gujarat. Imens prøver diplomaterne at få Indien og Pakistan til at komme tilbage til forhandlingsbordet. Fortsatte angreb på civile og militære mål i Kashmir bruges af Indien til at presse amerikanerne til at presse Pakistan til at stoppe støtten til militante grupper. Pakistan har delvist opfyldt disse krav, men Kashmirs "befrielse" har været et vigtigt element i det nationale projekt og kan ikke uden problemer opgives. Indien insisterer på retten at gå til angreb mod "terroristlejre" i Pakistan, hvis ikke angrebene stopper, og afviser samtidig traditionen tro en hver indblanding fra amerikansk eller anden side. Mens det til bevidstløshed gentages af journalister og politikere, at verden i dag er en helt anden end før den 11.9.2001, så har Al Qaedas angreb udover mindre justeringer ikke haft den helt store effekt på forholdet mellem Indien og Pakistan eller mellem disse og USA. Parterne refererer til kampen mod terror i deres bestræbelser til at legitimere deres egne aktioner eller for at lægge pres på andre. En "realistisk" læsning af den geopolitiske konstellation kunne være, at USA har brug for Pakistan i deres kamp om olien i Centralasien og den persiske Golf. Indien skal holdes i skak, dels for at holde Pakistan ude af balance, dels for at undgå at Indien opfører sig som hegemon i Sydasien og dels som modvægt mod mulige kinesiske ekspansionseventyr i Syd- og Sydøstasien. Kashmir er et problem, fordi en eskalation med krig og atomvåbenbrug kan have alvorlige konsekvenser ikke bare for regionen, men globalt. Det er derfor verdens farligste sted har fået den betegnelse og tiltrækker sig så meget opmærksomhed for tiden. Med 9-11, Kashmirbefolkningens ønsker, deres lidelser eller deres religioner, har det ret lidt at gøre.

12


Oktober 2002

Problemet med de traditionelle Skrevet af Dennis Nørmark Tragedien 9-11 er blevet tolket til at være mange forskellige ting. Det gode mod det onde, Vesten mod resten, de rige mod de fattige osv. Gode binære oppositionspar som er lette at begribe. Jeg vil i det følgende prøve at redegøre for endnu en dikotomi som måske også kan belyse hvorfor det gik så galt. Jeg vil argumentere for, at tragedien sidste år skyldes en særlig tankegang som også kan findes blandt grupper i dette land. Grupper som også antropologer bør problematisere. Tradition og modernitet – en nødvendig skelnen Antropologien adskiller sig fra sociologien på det væsentlige punkt, at vi undersøger både traditionelle og moderne samfund. Antropologer er i stand til at sammenstille disse to verdener og påpege ligheder såvel som forskelle i disse samfundstyper. Skiftet fra traditionelt samfund til et moderne samfund, er ikke et radikalt skift, men et skift med glidende overgange. Hvis denne overgang ikke er glidende, løber man nemt ind i problemer. Skiftet fra traditionelt til moderne samfund foregik i den vestlige verden over en lang årrække. Fra reformationen over oplysningstid til industrialisering, urbanisering, demokratisering og endelig det moderne åbne samfund. Max Weber beskrev denne proces som skiftet fra Gemeinschaft til Gesellschaft, fra hierarki til egalitarisme, religion til videnskab og fra familie- til individorienteret. Durkheim skelnede mellem mekanisk solidaritet og organisk solidaritet, altså fra et samfund hvor sociale relationer var ureflekterede og individualiteten kunne ligge på et meget lille sted, og frem til et samfund med individuelle rettigheder og social mobilitet. Mennesket får i moderniteten værdi efter deres evner fremfor deres relationer til andre mennesker (f.eks. familieforhold). I moderniteten afskyr vi nepotisme, i traditionelle samfund er den en selvfølge. Jeg kunne fortsætte opremsningen men det er vist unødvendigt. De fleste antropologer burde kende til denne skelnen, ligesom de også burde vide at den ikke er rigid. Overgangen er som sagt langsom men tager til i fart når den først er startet på nogle områder. Der gik historisk set ikke lang tid fra, at mennesket pludselig blev ligemænd fra fødslen, ved den franske revolution, og indtil vi stod med et reelt demokrati i de fleste vestlige stater. Om det er nye tanker (Webers position) eller teknologiske fremskridt (Marx’s position) der igangsætter processen er en endeløs diskussion jeg ikke orker at komme ind på heri[i]. Jeg vil mene at denne skelnen mellem disse to måder at organisere samfundet og tankegangen på, er aldeles nødvendig og frugtbar og jeg vil argumentere for, at den ikke bare er en pragmatisk analytisk skelnen, men faktisk er en ganske reel og virkelig distinktion. En Kognitiv forskel

13


Hos Stanley Tambiah fremstilles en ny version af den moderne kontra den traditionelle tankegang som distinktionen mellem kausal og participatorisk tilgang til verdenii[ii]. Denne skelnen er først og fremmest et forsøg på at give videnskaben og religionen to forskellige pladser i den menneskelige erkendelse. Den kausale er den videnskabelige køligt rationelle, ikke-emotionelle individualiserede og neutrale tilgang, mens den participatoriske er den religiøse, emotionelle, relationelle og dybt engagerede tilgang. I traditionelle samfund vil den sidste være dominerende, mens den rationelle vil dominere i moderne samfund, men - og det er vigtigt – begge tankemåder er disponible for os alle. Vi er særligt sårbare overfor den participatoriske tilgang, når vi rammes af et behov for en dybere og mere fundamental mening med tingene, end videnskaben er i stand til at give os. Selv moderne mennesker rammes af et fundamentalt behov for at finde mening i eksempelvis dødeligt tragiske begivenheder. Netop derfor er Tambiahs pointe, at religion ikke bare er et forklaringssystem som videnskaben er det, men at den også bidrager med løftet om en dybere mening som videnskaben ikke er i stand til at give os. Webers bekymringer over moderniteten gik netop på, at videnskabens rationalitet ville lukke det moderne menneske ind i et ‖jernbur‖ og at meningstabet og affortryllelsen ville skabe et tomrum i menneskelivetiii[iii]. Det er den kausale logik der giver os den instrumentelle rationalitet som Weber mener er udgangspunktet for det moderne samfund. I denne rationalitet opvejer vi mål og midler i rationelle beregnende kalkuler. Hos Weber er det den protestantiske etik der er udgangspunktet for denne rationalitet, men hvis Tambiah har ret ligger denne kølige rationalitet allerede i os som mulighed og protestantismen er blot en katalysator. Modsat har man i traditionelle samfund overvejende (ikke udelukkende) en substantiv rationalitet, hvor man ikke har den samme opvejning af mål og midler, men en fast tro på et større mål. Dette mål kunne være familiens ære eller den store ultimative mening, personificeret ved Gud. 9-11 Hvis man betragter visse mål som så fundamentale, at midlerne ingen rolle spiller, er man i stand til at styrte 4 fly og dets passager, samt sig selv, i døden. Terroristerne fra sidste års tragedie er uden tvivl mennesker med en sådan rationalitet. De er religiøse fundamentalister fordi de tror på noget fundamentalt, som der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved. En sandhed og en ubestridelig mening. De ser ifølge sociologen Mark Juergensmeyeriv[iv] den vestlige verden som fortabt i individualisme, humanisme, kapitalisme og ugudelighed. De hader med andre ord det moderne projekt. De ønsker det strenge gudsfrygtige samfund, komplet med det traditionelle samfunds individbegrænsende institutioner, indført på ny. Skelnen mellem tradition og modernitet er i allerhøjeste grad nødvendig for at kunne forstå disse mennesker. De anvender en helt særlig kognitiv disposition. Traditionelle samfund er ikke i deres essens voldelige og afsindige, men traditionelle samfund, der bliver presset på deres eksistens (grundet vestens enorme dominans) kan udarte sig voldeligt pga. denne

14


Oktober 2002

indbyggede skruppelløshed, der kommer af svag individualisme og substantiv rationalitetv[v]. Islam Nu er det vigtigt at slå fast, at Islam ikke er meget forskellig fra en hvilken som helst anden religion hvad angår dens traditionalistiske tendenser. Kristendommen og langt de fleste andre religioner, er dybest set centreret om en traditionel diskurs. Jeg vil til enhver tid påstå, at Søren Krarup og deslige, er nøjagtig lige så kompromiløst participatorisk anlagte i deres kognition som Osama bin Laden. Troen på at individet skal underlægge sig traditionen, historien, nationen og Gud, er alle anti-humanistiske tilgange, hvor individet tillægges en sekundær plads. Moderniteten har i modsætning hertil, bogstaveligt talt udskiftet gudddommen med mennesket i dens videnskabelige tro på, at kun dét, vis eksistens kan bevises, rettelig kan tilgodeses. Krarup afskyr menneskerettighederne mindst lige så meget som Al Queda (er du i tvivl så prøv at læs hvad manden har skrevet). Derfor er der al mulig grund til at forsvare moderniteten både overfor islamisk såvel som kristen fundamentalisme. Det er ikke Islam som sådan der er problemet (en udbredt misforståelse der også ligger bag Samuel Huntingtons fejlagtige tese om ‖the clash of civilisations‖vi[vi]). Mit budskab er, at moderniteten må anses for at være den mest fornuftige måde at indrette et samfund på. Her forbryder jeg mig naturligvis mod kulturrelativismen, men jeg kan ikke se hvordan vi kan undgå at komme til den konklusion. Det er de moderne samfund som har overlevet og som fungerer bedst, hvilket også Karl Popper påviste i bogen ‖Det Åbne Samfund og dets fjender‖vii[vii]. Her er kvantitativt færre der sulter, flere der lever længere og mindre børnedødelighed. Dette er faktorer som må anses for at have objektiv positiv værdi. Derudover mener jeg, at frihed, retssystemer der vurderer dig efter din sag og ikke dit familieforhold, ligestilling mellem kønnene, demokrati og muligheder for at tænke og skrive det man vil, ligeledes må være en værdi. Faktum er jo, at folk flygter til denne del af verden for at få del i disse rettigheder. At manglen på frihed skulle være et kulturelt valg på linie med alt mulig andet, giver jeg ikke meget for. Ufrihed og tvang er ikke noget folk bare vælger som en livsstil, men noget nogle magthavere tvinger ned over hovedet på dem. Uretfærdig og undertrykkende magtudøvelse hviler altid på et bedrag. Det er kulturrelativisme ud i det absurde at hævde noget andet. Traditionalismen er for dem der ikke ved bedre. Alligevel ønsker jeg på ingen måde imperialismen indført igen. Folk må gøre som de vil rundt omkring i verden, det jeg ønsker er et forsvar for moderniteten på modernitetens egen jord. Netop af samme årsag mener jeg, at antropologer bør hæve stemmen overfor folk, der ønsker at indføre den traditionelle livsstil i vesten. Vi bør afstå fra vores sædvanlige tendens til kun at se de eksotiske fremmede som ofre og stille skarpt og kritisk på deres kultur. Vi må være med til at forsvare det moderne frie samfund mod traditionalistiske og dybt reaktionære kræfter fra det islamiske miljø. Der er en tredje vejviii[viii] mellem højrepopulistisk kritik (som også er funderet i reaktionær kristendom) og (venstreorienteret) kulturrelativistisk accept af alt mellem himmel og jord. Når etnisk 15


danske småpiger på Nørrebro bliver kaldt ‖ugudelige ludere‖ af deres muslimske klassekammerater, er vi nået en grænse hvor alle bør gribe ind. Intellektuelle må droppe den sædvanlige berøringsangst og fortælle traditionalisterne, at vi ikke agter at deltage i et kulturelt tilbageskridt, men at vi gerne vil lære dem om hvad det moderne projekt går ud på og hvorfor det faktisk er det traditionelle overlegent. De kan sagtens forstå det. De har nøjagtig de samme kognitive dispositioner som os, det eneste det kræver er tålmodighed og at eksempelvis antropologer indrømmer, at der er et problem og anvender deres viden om disse traditionelle samfunds logik, til at få det elimineret. Hvis vi undlader, så forråder vi det moderne projekt og risikerer indirekte, at tragedien vi så den 11. september kan indtræffe endnu engang. [i] Læs evt. Sayer, D. 1991. Capitalism & Modernity – An excursus on Marx and Weber, Routledge, London [ii] Tambiah, S. 1990. Magic, science, religion, and the scope of rationality. Cambridge University Press, Cambridge [iii] Weber, M. 1998. Den protestantiske etik og kapitalismens ånd. Nansensgade Antikvariat, København [iv] Juergensmeyer, M. 2001. Terror in the mind of God. University of California Press [v] Caplan, L. 1987. Introduction. I: Caplan, L. (ed.): Studies in Religious Fundamentalism, Macmillan Press, London. [vi] Huntington, S. P. 1998. The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, Touchstone Books, London [vii] Popper, K. 2002. Det Åbne Samfund og dets fjender, Forlaget Spektrum, Kbh. [viii] Yderligere bud på en såkaldt tredje vej mellem højrefløjens intolerance og venstrefløjens ”halalhippie” accept, er efterhånden beskrevet i bøger som ”Islam i Danmark - Tanker om den tredje vej” , ”Til gavn for de sorte ” af Kåre Bluitgen, samt ”Efter 11. september” af Ralf Pittelkow

16


Oktober 2002

I Medieorkanens Øje Skrevet af Ole Møller Markussen Ole Møller Markussen har udført feltarbejde fra juli 2001 til februar 2002 i New York City. Hans speciale handler om Barebackers – bøsser, der bevidst dyrker usikker sex – og om hvordan Internettet spiller sammen med denne adfærd. 9/11, 2001 Det tog mig fem minutter, før tiøren faldt. Jeg sad og kiggede på de her billeder af en by med en masse røg, mens jeg spiste min yoghurt med müesli og forsøgte at huske, hvad ‖WTC‖ nu var for noget. Der kørte ticker-tapes i bunden af skærmen, og jeg havde skruet ned for lyden, og egentlig så jeg kun tv, fordi telefonen ikke virkede, så jeg ikke kunne komme på Internettet. Jeg skiftede kanal. Samme scenario. ‖WTC‖ – er det noget med Washington? …..og så pludselig: BINGO! Det er på linie 1 og 9, mine lokale Metro-linier.. World Trade Center. Og så kom billederne – støvet, der skød ud gennem gaderne, mens mennesker løb, flyene, der ramte, flyene, der ramte og flyene, der ramte. Jeg gik lidt rundt i lejligheden og bemærkede pludselig stilheden: Ingen merengue fra Broadway, ingen børn, der legede, ingen fly eller biler, og intet kor fra Baptisterne på 162nd, der ellers uafladeligt slog en pæl igennem myten om, at sorte mennesker er mere musikalske end andre. Det ville have været rart under næsten alle andre omstændigheder. Jeg tog cyklen ned til Nina på 140th. Røgen på himlen lignede skyer mod øst, og det var først ved 145th, at jeg fik hele den sydlige himmel med. Det så ud som om nogen havde taget en lineal og slået en streg diagonalt og farvet hele den østlige side ud over Brooklyn mørkegrå. Jeg så folk i øjnene, og det var som at se i et spejl – samme vantro, samme glathed af muskler, der ikke kan falde til ro i en grimasse, der kan passe. Hos Nina var der mennesker. Venner fra City College var ved at samle sig til at tage ned til Røde Kors. Internettet var stadig nede, så der var ikke andet at gøre, og jeg tog med. Metroen var stuvende fuld, men den kørte. Folk, der havde medbragt radioer stod med hovedtelefonerne i det ene øre og fortalte de omkringstående om de sidste bulletiner. ‖There are still two planes not accounted for!‖, ‖All air traffic has been grounded!‖. En kvinde spurgte mig: ‖Have we done anything to deserve this? I do not think we have done anything for years…but, have we done anything?‖ - Jeg sagde: ―I don’t know‖, mens jeg tænkte på kæmpestore køleskabe, eksotiske grøntsager, aircondition, biler, fly og al mulig anden overflod, der synes at være usynlig for New Yorkere – ‖I don’t know‖ Røde Kors var et underligt velordnet gedemarked. Jeg ville ikke tage mit kamera frem. Jeg tog mit kamera frem alligevel, og lagde det straks ned igen. Jeg ville ikke være mere turist,

17


end jeg allerede var. Vi stillede os i bloddonor-køen, men blev siet fra, da ingen af os havde den rigtige blodtype…‖Come back tomorrow, we may need you then!‖ En time i kø til det frivillige arbejde. Jose fra vores lille selskab havde gået i skole, der hvor indskrivningen foregik. ‖I had my locker over there.‖, sagde han, før vi i små grupper blev registreret af en røde kors person, der superviserede os i at udfylde skemaerne med relevante oplysninger. Grupperne sad spredt på tilskuerrækkerne i et kæmpestort og smukt auditorium – Ingen hovedtaler, kun de små grupper, med hver deres supervisor: ‖Put down any skills. ANY skills!‖, sagde pigen. …‖Anthropologist‖… ―I speak Danish‖.. Fuck. - ―De ringer aldrig.‖, tænkte jeg. Tilbage til Ninas køkken. Vi ventede på Bushs tale. Alle synes, han er en idiot og frygter det værste. Efter talen synes alle stadigvæk han er en idiot og frygter det værste, men han er den eneste der er. Heldigvis er Powell der også. Omkring midnat får jeg sendt mails til alt og alle, og jeg når at få en advarsel fra min grandkusine på Sydfyn om, at der ikke er politi på gaden. Jeg trækker min cykel hjem ad en totalt mennesketom Broadway klokken 2 om natten. 11/9, 2002 Jeg sidder alene i mine forældres sommerhus og ‖skriver speciale‖, som det hedder. Jeg gider ikke at tænde for fjernsynet. Jeg tænder for fjernsynet. Og så kommer billederne – støvet, der skød ud gennem gaderne, mens mennesker løb, flyene, der ramte, flyene, der ramte og flyene, der ramte. Jess Dorf giver mig kvalme. Han personificerer alle mediers overbudsjournalistik, når han svælger i svulstige gloser og historisk betydning. Den mand er bare for meget. Jeg føler mig i allerhøjeste grad som en, der absolut ikke var dér, hvor det skete. Hold da kæft, hvor har TV2 købt historien. Og der er åbenbart kun én rigtig historie her, og det er ikke min. Det er spændende at se Mayor Giullianis dag. En anden historie. Og det føles ikke som et overgreb, for det er jo bare hans dag. Jeg kan ikke lade være med at føle med ham, selvom det er den mand, der blandt andet hårdt har håndhævet razziaer mod alle byens cruisingsteder og har gennemtrumfet forbud mod kondomer i de bøssesaunaer, som han ikke fik lukket … noget med ikke at opfordre til sex og ikke at sende de forkerte signaler… Hvor svenskt! Hvis ikke New Yorks bøsser var blevet drevet ud på Internettet, så kunne jeg måske slet ikke have lavet mit feltarbejde. Men det er ikke det, han vil blive husket for nu. Jeg bliver hængende ved skærmen. Ind imellem spiddes jeg af genkendelsen. Rulletrapper, hvor lyset falder ind fra oven, indgangen til Metroen fra The Mall, Duane & Reade, hvor jeg købte min læbepomade… Dunkin’ Dougnut på WTC-Plazaen, hvor jeg fik en hel bakke gratis, fordi jeg aldrig havde været der før. Boghandlens facade.

18


Oktober 2002

Jeg var nede at kigge i januar. Der er intet tilbage. Forrige sommer gik jeg en dag forkert nede i Mall’en, og kom ud på bagsiden af et af tårnene. Det er der, alle brandmændene samles i de franske brødres dokumentarfilm, efter at det ene tårn er faldet. Det er underligt at sidde og genkende et sted, hvor jeg helt tilfældigt har været i godt og vel et minut. Jeg har en god stedsans, så jeg dvæler altid lidt ved tilstanden, når jeg endelig farer vild. Det er så svært at fare vild med vilje, og nu er et af mine private ‖ikke steder‖ pludselig på skærmen. Jeg kan genkende de franske brødres mærkelige fremmedhed midt i det hele. Jeg forstår godt, at de må fortælle den lille private historie om, hvad det betyder for dem som brødre, at opleve det her. På DR1 er der nogle filmskoleelever fra Manhattan, der har gået rundt og filmet. Folk, der græder, skændes og snakker og holder hånd i parkerne. Små udflugter, som jeg også selv lavede dem i dagene efter. Bare ud og se sig lidt omkring. Der var alligevel kun et program på hele sendefladen, så ingen gad se fjernsyn. Folk snakkede, og pludselig var Whitney Houston død… men kun for en eftermiddag. Der lugtede af tog, der bremser, men solen skinnede og stearinlys, blomster og billeder blev til små altre på fortovene. Telefonbokse og busstoppesteder blev til desperate mindesmærker over de savnede i taglagte, grovkornede fotokopier. Køerne ved hospitalerne var for smertefulde, og folk der håber, er ikke modtagelige for kondolencer. Jeg valfartede sammen med andre folk til brandstationerne og viste sympati ved at lytte og se på billederne af de døde. Tunge transportkøretøjer kørte læssevis af biler ud fra det afspærrede område syd for Canal Street, grå og maste. F-16 flyene patruljerede himlen og National Tropers dirigerede trafikken i alle gadekryds. Men der var mennesker alle vegne, og jeg mødte tilfældigt folk, jeg kendte, og vi fulgtes formålsløst omkring. Jeg kan først se, hvor privilegeret jeg har været, nu hvor jeg ser, hvad jeg er sluppet for. Allerede i dagene efter kunne jeg se på mine mails fra Danmark, at folk herhjemme så billeder, som ikke blev vist i New York. Jeg havde hverken set første eller andet fly ramme, set bygningerne falde, eller siddet og fulgt begivenhederne i realtime og overvejet hvad folk følte, eller om der var nogen, jeg kendte. I New York var der ingen re-runs af folk, der kastede sig ud ad vinduerne. Jeg sov. Da jeg vågnede, var det hele lige netop overstået, og ingen jeg kendte, var kommet noget til. Det nærmeste var en vens vens arbejdsgivers søn og en vens vens fætters kone, men altså kun udenfor vandrehistorieafstand. Hvilken kæmpemæssig kollektiv oplevelse jeg er sluppet for. Der er ingen traumatiserende oplevelser, der skal bearbejdes og pakkes ind i historier, rationaler og andre bortforklaringsmodeller. Kun en skyline, som jeg lige havde lært at kende, som har fået slået fortænderne ud. Jeg har siddet i medieorkanens øje, underligt overladt til virkeligheden i dagene, der fulgte. Og den virkelighed, som jeg har oplevet – den virkelighed man oplever i en by med 20 millioner mennesker, hvor 2738 mennesker pludseligt dør – den er så svær at forene

19


med alle de udlægninger af historien, der udelukkende bygger på spektakulære tvbilleder, at det er uhyggeligt. En ting er at føle sig alene med sin historie, når den er så kedelig, som min jo egentlig er: Der er jo ikke så meget at skrive hjem om. En anden ting er at have været tæt på begivenhederne, at have stået og set folk dø, eller at være skadet, undsluppet, overlevende eller efterladt, og så at se historien udlagt som historisk begivenhed. Mine øjnes flakken efter kendte pejlemærker i strømmen af tv-billeder er anderledes end det blik, der kigger efter savnede ansigter i røgen. For dem var det verden, der faldt sammen den dag, og jeg ved ikke om den historie, der nu vises på skærmen, kan sætte deres verden sammen igen. I mine øjne driver den kiler ind og skaber konflikt, hvor der måske netop var flået et slør til side, der kunne have skabt nye forståelser af sammenhængene i verden. Men det er jo nemt for mig at sige. Jeg var jo slet ikke der, hvor det skete. Jeg sov.

20


Oktober 2002

9-11-2001 set med andre øjne Skrevet af Christine Lind Pedersen Det var tirsdag morgen, anden dag tilbage på mit arbejde efter min ferie i Danmark. Jeg arbejder hos et stort revisionsfirma. Kontoret har til huse i World Financial Center (WFC), som er et kompleks af 4 bygninger og nabo til det tidligere World Trade Center. ‖Åh, jeg må hellere skynde mig lidt,‖ tænkte jeg, ‖ellers kommer jeg for sent på arbejde. Det duer ikke, når det kun er anden dag tilbage efter min ferie. Det er da også fandens, at der er så langt.‖ Frem med betalingskortet til subway’en. ‖Her kommer eksprestoget. Det var da heldigt. Hmmm, det er godt nok proppet i dag. Ingen siddeplads, så jeg kan ikke læse avisen. Nå, men det tager jo kun en halv times tid, inden jeg står af eksprestoget på Chambers Station og hopper på det lokale tog til næste stop på Cortland Station.‖ … Chambers Station en halv time senere … ‖Aha, det lokale tog holder jo lige der og venter. Perfekt timing. Hvorfor siger de nu, at de lokale tog ikke kører længere? Fuck! Så skal jeg gå fra Chambers til World Financial Center. Så kommer jeg helt bestemt for sent.‖ Nå, op af trappen. ‖Så må jeg jo bare komme lidt for sent i dag. Gad vide hvorfor kvinden derovre græder? Måske er der nogen har overfaldet hende. Skulle jeg gå derover og hjælpe hende?‖ ―Oh, don’t go out there. It’s terrible – don’t go out!‖ ―Hmmm, det var da noget mærkeligt noget at sige. Nå, men jeg bliver altså virkelig nødt til at tage på arbejde.‖ Da, jeg kom op af trappen og ud på gaden, var der tykt af folk, der stod og småhulkede eller bare så op. Jeg gik et lille stykke hen ad gaden og kiggede op og så, at der var et stort hul i siden på det ene World Trade Center-tårn. Fra det andet faldt der små stykker ned fra den ene side. Det lignede sølvfarvet konfetti. Langsomt gik det op for mig, hvad det var folk snakkede om. To fly var fløjet ind i World Trade Centrene. Jeg fandt mit firma IDkort frem; det kort som min lillebror havde siddet i Danmark en uge tidligere og grinet af pga. klistermærket på bagsiden. Teksten lød: ―IN THE EVENT OF A DISASTER, PLEASE CALL THE DISASTER HOT LINE AT 1-888-555-1234.‖ Det var et nummer, som jeg aldrig havde troet, jeg skulle bruge. Men min mobiltelefon duede ikke. Jeg kunne ikke få klartone. Jeg prøvede en mønttelefon. Den virkede heller ikke. Jeg gik frem mod min arbejdsplads og hen mod World Trade Center. Tænkte ved mig selv: ‖Ja, det er tragisk, at sådan noget skulle ske; der er et stort hul i begge af Trade Centrene, men jeg må jo nok hellere tage på arbejde.‖ Det er sjovt, som man kan have manglende realitetsopfattelse i sådan en situation. Så jeg gik lidt længere hen mod World Trade Center, hvor jeg stødte på en ConEd-arbejder. Han sagde, at det var en dårlig idé at prøve at gå uden om World Trade Center for at komme hen til WFC. Så jeg kom endelig på bedre tanker og gik tilbage til stoppestedet og tog et tog uptown. Der var ikke ret mange mennesker på toget. Det slog

21


mig pludselig, at de jo nok slet ikke vidste, hvad der var sket. Jeg stod af toget og gik hen til min kærestes arbejdsplads. Jeg var glad for, at jeg havde hans visitkort i min pung, for jeg havde aldrig været der før. Derfra sendte jeg en hurtig email til min familie i Danmark og til de nærmeste venner. Jeg ringede også til min chef, som den dag havde taget fri, og fortalte ham, at jeg var OK og ville tage hjem og blive der, indtil jeg hørte noget videre. Han spurgte mig, om jeg vidste, at toppen på det ene tårn var kollapset. Jeg troede ikke på ham. Jeg havde jo lige været der og set, at der godt nok var et hul i siden, men kun hul; de stod da begge. ‖Nej‖, sagde han, han havde lige set det ene styrte sammen i fjernsynet. Jeg var i chok. Det kunne ikke være rigtigt! Min kæreste og jeg tog dernæst bussen hjem. Der var ingen tog, der kørte på dette tidspunkt, og alle busserne var fyldt til randen. Man behøvede ikke at betale. Folk proppede sig bare ind i bussen. De næste par timer prøvede jeg at ringe til Danmark, mens vi havde næserne klistret til fjernsynet. Venner og kollegaer ringede for at høre, om jeg var OK. Dagen efter gik vi en lang gåtur gennem Central Park for at gøre et eller andet sammen med vores gæster. Hvilket uheldigt tidspunkt at besøge New York. I weekenden blev jeg ringet op; der var en kunde, der havde lavet plads til et par af mine kollegaer og mig, så vi kunne arbejde der. Så hverdagen vendte hurtigt tilbage for mit vedkommende. Men det har været en lang proces helt at forstå, hvad der er sket. Jeg er ikke sikker på, at jeg nogen sinde bliver færdig med at behandle det. Firmaet jeg arbejder for, begyndte langsomt at flytte deres ansatte tilbage til WFC i juni. Jeg hørte i nyhederne at New York City og State har tilbudt firmaer mellem $3500 og $5000 per ansat for at forblive downtown. Ja, det var ikke noget, som de ansatte blev underrettet om eller så en $ af. Næh, bare tilbage til arbejde med jer. Det var hårdt at skulle tilbage, og det giver stadig et sug i maven hver morgen, når jeg går forbi Ground Zero. (Hvem fandt på det åndsvage navn – helt ærligt der er ikke noget ‖zero‖ ved noget af det). Der er da nogle gode ting ved at arbejde i WFC. Det er altid rart at kunne tage sin frokost med ned til en bænk ved vandet, ja det vil sige Hudson River. Men det er helt bestemt ikke nemt at skulle arbejde ved siden af Ground Zero. Hver morgen har jeg en 10-15 min. lang gåtur fra stoppestedet til WFC forbi Ground Zero. Vores vinduer på kontoret vender mod øst og har nok en af de bedste udsigter over stedet, og grødranden af turister, der altid står der og glor, så man ikke kan komme forbi, gør det heller ikke bedre. Dertil kommer, at hver gang et nyt hold ansatte flyttes tilbage til vores bygning, så skal de altid hen og stå ved vinduerne og diskutere, hvad de nu kan se. Så man bliver konstant mindet om den forfærdelige dag for et år siden. En anden ting, der har irriteret mig, er alt det stads, som hænger på hegnet ind til St. Paul’s Chapel ved siden af Ground Zero. Der er gået mani i at hænge T-Shirts, blomster, udstoppede bamser, billeder, bannere o.s.v på hegnet, som efterhånden ligner en slags alter. Jeg kan godt forstå, at folk, som har mistet familie og venner, har brug for at udtrykke deres følelser, men her et år efter tragedien, vil jeg nu ønske, at de kunne finde et 22


Oktober 2002

lidt mindre offentligt sted at hænge deres dikkedarer. Ja, selv ‖The Wintergarden‖, som er en glasbygning, der forbinder World Financial Center 2 og 3, og som plejede at have en bro over til World Trade Center-komplekset, er blevet genopbygget med henblik på at have udsigt til Ground Zero. Den side, hvor broen sad, har nu et stort vindue med et gelænder foran, hvor folk kan stå se på. Det minder nærmest om et museum. Fuldstændigt smagløst! Ja selv vores motioncenter har udsigt ud mod Ground Zero. Argh! For fanden, kan de ikke bare skynde sig og bygge nogle nye bygninger, så vi snart kan få fred? For folk som alligevel er interesserede, kan man selv se mere via dette webcam: http://www.earthcam.com/usa/newyork/groundzero/

23


Stars & Stribes i New York efter 11. september af Martine Lind Pedersen Dannebrog Ved sin ankomst til Tirstrup Lufthavn ved begyndelsen på sit feltarbejde i Skive blev den irske antropolog, Richard Jenkins, mødt af synet af en gruppe danskere, der alle viftede med danske flag for at fejre hjemkomsten af en savnet. Dette forundrede ham og motiverede ham til at studere danskernes brug af Dannebrog lidt nærmere. I en vældig god lille folder (Fra Amalienborg til Kvickly: Dannebrog i dansk dagligliv, 1998) beskriver Jenkins Dannebrogs helt unikke rolle og placering i det danske samfund. Dannebrog bruges i en lang række situationer, som vi alle kender: fødselsdage, fester, på juletræet, til udsalg og til en række officielle flagdage. Det danske flag kan signalere følelser ved glædelige eller triste lejligheder. Det kan lykønske samt give udtryk for hygge, kærlighed og sammenhold. Jenkins peger også på respekten, som er knyttet til det danske flag, der med sin egen himmel-historie fra 1219 rummer en form for fortryllelse eller ‖hellighed‖, som han kalder det. Hvor mange af os passer ikke omhyggeligt på, at flaget ikke rører jorden, når vi hænger et flag op eller tager det ned? Det fællesskab, som Dannebrog signalerer, eksisterer på mange niveauer. Familien kan fejre en fødselsdag, landsbyen kan udvise respekt for en afdød ved at flage på halv stang over hele byen, og de officielle flagdage giver udtryk for et fællesskab, som omfatter hele nationen. Særligt ved det danske flag er, at danskerne forbinder flaget med glæde. Derfor kan det også gunstigt bruges kommercielt til at sælge en vare. Så bliver det nemmere at aflevere sine penge til butiksejerne… (Jenkins, 1998) Stars and Stribes Ved min ankomst til New York i december 2001 (den opmærksomme læser vil have opdaget, at undertegnede har en søster, som bor i NY) havde jeg en personlig oplevelse, der svarer lidt til Jenkins’ forundring over mennesker med flag i Tirstrup Lufthavn. Godt hver anden bil, som vi så på vejen fra JFK til Manhattan, havde flag i vinduet eller i antennen. Dette fænomen viste sig at være meget mere omfattende, end jeg lige troede. Ved juletid i New York var husene på alle gader og stræder dekorerede med Stars and Stribes; julekranse havde blå, røde og hvide bånd, flag var slænget over altaner, der var flag på pizzakasserne, flag på frimærkerne, flag på undergrunds-togene, flag overalt! Nogle flag var hjemmelavede, nogle var helt flænsede, nogle havde form som de to tårne eller Frihedsgudinden, og man gik ikke mange skridt, før man fik øje på et nyt. På en måde kan man forledes til at tro, at flaget i USA har fået nogenlunde samme betydning for amerikanerne, som Dannebrog har for danskerne. Det amerikanske flag bærer præg af et være blevet et folkets flag, som signalerer et fællesskab ikke blot på nationalt niveau, men også lokalt. Det er jo new yorkerne, som især er ramt af katastrofen. Flaget signalerer de fælles følelser, som tragedien etablerer: sorg og især viljen til at ’rejse sig’ igen. United we stand står der på et neon skilt højt over 5. Avenue, og netop denne 24


Oktober 2002

konnotation ligger der i brugen af flaget; at fremvise et håndgribeligt tegn på new yorkernes (og amerikanernes) fællesskab på trods af terrorismen. Det amerikanske flag har dog ikke meget til fælles med det danske flag i sin historie. Lighederne holder op, når man har nævnt, at Stars and Stribes og Dannebrog er nogle af de eneste flag i verden, som har et navn. Stars and Stribes er ikke så gammelt som Dannebrog; faktisk ikke mere end blot 43 år gammelt i sin nuværende form. Flaget er nemlig det eneste af verdens flag, som er foranderligt, og det blev sidst forandret i 1959, da Alaska og Hawaii blev amerikanske stater og derfor stjerner på fanen. På denne måde rummer flaget både den historiske fortælling; de 13 striber står for de oprindelige kolonier, men det indeholder også et fremtidsperspektiv i sin foranderlighed. Skulle Puerto Rico nogensinde blive en amerikansk stat (?), vil der komme 51 stjerner på flaget. Det amerikanske flags historie giver det dermed ikke et strejf af ‖hellighed‖ som det danske flags, men henviser snarere til erobringen af land ved at ‖plante fanen‖ i såvel kolonierne som på det nordamerikanske kontinent (og på Månen...) Så selvom brugen af det amerikanske flag i NY efter den 11. september et udtryk for fællesskabsfølelse og sorg, indebærer det også andre konnotationer; konnotationer som magt og dominans og især trods. United we stand; ‖terror vil ikke sætte en stopper for USA eller det amerikanske folk.‖ Dette er naturligvis blot min fortolkning af fænomenet, men da jeg spurgte en amerikaner (fra NY), hvad alle flagene efter den 11. september giver udtryk for, svarede han: ‖Our flag is a symbol of power and dominance. We use it as a rally banner. The reaction after 911 was a defiant one, we won´t let them win. USA chants the terrorists like at a soccer match.‖ Jeg vil derfor vove at påstå, at amerikaneren, der har et amerikansk flag i sin antenne, er sig mere bevidst om det nationale signal, dette sender, end danskeren, som sætter flag i indkørslen for at fejre en fødselsdag. Det danske flag er et meget folkeligt flag, som kan bruges i en lang række situationer - uden dette nødvendigvis antyder højrefløjs nationalisme. Jenkins påpeger, at Danmark er landet, hvor: ‖(…) ekstrem nationalisme som politisk standpunkt deles af et mindretal af befolkningen, men hvor nationalflaget samtidig ses overalt.‖ Flaget for danskerne kan siges at være mere end et symbol; et kulturelt ikon eller en slags fetich, fordi det er noget i sig selv i kraft af sin hellighed. Derfor kan man flage for at give udtryk for sine følelser (glæde eller sorg eller udsalg) – uden at det dermed opfattes som en fejring af nationen. Denne folkelige rolle har det amerikanske flag aldrig haft. Flaget for amerikanerne er et symbol, som sender metabeskeder om magt og dominans. Derfor må der ligge stærke nationale følelser til grund for hver enkelt persons flagning i New York i tiden efter 11. september. Måske er det danske flags rolle som kulturelt ikon under forandring med Dansk Folkepartis overtagelse af det til brug som nationalt symbol i deres valgkamp. Det skal ikke overvejes nærmere her, men når jeg henter min søster i lufthavnen nøjes jeg i hvert tilfælde med at give hende et stort knus. Det er selvfølgelig en helt anden historie…

25


Den nye verden - om tiden og tankerne før og efter studiestart Skrevet af Marie Bræmer Erindringen er et vidunderligt land at rejse i. Time efter time kan man gennemgå dette hukommelsens pulterkammer og skiftevis glæde sig over genfundne skatte – som minder om midsommereftermiddage i et uendeligt jordbærbed, indsamling af våde sten i Vesterhavets vandkant, bare fødder på varm asfalt eller synet af Asiens disede bjerge på en himmelsk baggrund i dybblå mol - eller man kan fortvivle over alt det ophobede ragelse af tankemæssige kuriositeter, der også udgør sin del af erindringens rum – det være sig gymnasietidens idrætstimer, cykelturen til Frankrig, hvor regnen var eneste pålidelige element eller mindet om en 8.-klasses forelskelse, der engang, som en ægte kostbarhed, glimtede som guld, men siden afslørede sig som en håbløs forfalskning. Muligvis har Kierkegaard ret i, at ‖erindringen mætter rigere end al virkelighed‖, eller også er sandheden snarere (som udtrykt af en stor engelsk digter, hvis navn jeg har glemt, tillige med den rette ordlyd af citatet, der derfor her gengives med forbehold og i en noget klodset formulering), at mennesket ganske enkelt ikke tåler alt for megen virkelighed! Uanset om man opfatter ovenstående påstande som værende tynde som væggene på visse kollegieværelser, eller deler min mening om erindringens åbenlyse kvaliteter, er faktum dog, at man undertiden blive så træt af disse ‖kognitive kontinenter‖, at man må have luftforandring. For nok er erindringen ‖mættende‖– men den er i længden ikke næringsgivende nok for den, der er åndeligt sulten. En sådan appetit på nye oplevelser - af både tanke- og handlingsmæssig art - opstår som oftest, hvis man er plaget af kedsomhed eller i besiddelse af for megen tid, eksempelvis grundet en nylig hjemkomst fra en rejse eller et begrænset antal vikartimer i en institution. I mit tilfælde blev resultatet af et sådant bevidsthedsmæssigt overskud, (læs: apati!) rastløshed og længslen efter på ny at befinde sig i et fagligt forum - beslutningen om en virkeliggørelse af det valg, der for længe siden var truffet – nemlig valget af studiet socialantropologi/etnografi. Med et valg følger, lovmæssigt, en uoverskuelig mængde af fravalg, og med denne knivskarpe bevidsthed og ordet ‖måske‖ mejslet i flammeskrift over al min færden, gik jeg de efterfølgende måneder mit liv som studerende i møde. Den første tid var præget af forventningen om det fantastiske, der i ugernes løb afløstes af håbet om det tålelige, for til sidst at materialisere sig i bønnen om, at det værste ikke skulle ske! Med andre ord; dagene inden studiestart var præget af tvivl og nætterne af drømme om folk i khakifarvet tøj og tropehjelm - udstyret med prismekikkerter og en vis opstemt og højrøstet fællesskabsfølelse, som jeg ikke, af grunde der i drømmene forblev skjulte, kunne tage del i. (Denne xenofobi, fremmedangst, synes at være indgroet i de fleste mennesker og er bestemt et nærmere studie værd – måske et studie som socialantropologi!).

26


Oktober 2002

Det var således med tusinder af fugle lettende i min mave, at jeg mandag d.26. august mødte op til ‖socialt samvær og hygge med tutorer og medstuderende‖, kun (i fantasien!) væbnet med vinger, som jeg inderligt håbede var klar til at folde sig ud og – hvis uheldet skulle være ude – bære mig bort til litteraturvidenskab, psykologi eller andre overvejede studier! Så galt gik det heldigvis ikke – stemningen var fra starten både uhøjtidelig og hyggelig, og jeg opdagede til min store fryd, at etnografistuderende kan være lige så forskellige og brogede som sydamerikanske indfødtes væveteknikker(!). Tillige med disse, hver repræsenterende noget forskelligt og kanske, ved første øjekast, fremmedartet, men ved nærmere eftersyn blot udgørende hver sin del af et overordnet mønster, hvis logik langsomt åbenbares for dig, jo længere du kigger! Samme ‖næstenforskelløshed‖ gør sig gældende for vore baggrunde og motiver for studievalg. Selvom en overvejende del af os (mig selv inklusiv) har den obligatoriske netop-overståede-udenlandsrejse som stærk inspirationskilde, spænder visionerne bredt, fra stærk udlængsel til mere ‖hjemfaldenhed‖, fra ønsker om at forstå og udforske ‖fremmede‖ folkeslag til håbet om engang med tiden at forstå os selv. Uanset hvad bliver vi utvivlsomt alle sammen klogere, og det er min fornemmelse, at vi alle deler i det mindste den forhåbning! Således fik jeg allerede den indledende dag min første lektion i socialantropologi og forskellighed (læs: deltagerobservation) - siden er flere fulgt efter. Af eksempler på min nyerhvervede viden kan der henvises til f.eks overskriften på dette indlæg. ‖Den nye verden‖ hentyder ikke til, som man ellers godt kunne fristes til at tro, de spanske erobreres betegnelse for USA, hvori de fejlagtigt tillagde kontinenterne værdi og hermed negligerede det faktum, at der fandtes en gammel kultur på det amerikanske kontinent, men derimod blot til den førsteårsstuderendes nye verden (læs: regionalt tema – Latinamerika!). På samme måde er det et bevidst valg, når jeg i ovenstående omtale af sydamerikanske væveteknikker, undlader at bruge ordet ‖indianer‖ om de indfødte, ‖indigenous people‖, da jeg har ladet mig fortælle, at det af de omtalte opfattes nedsættende (ja, det kan skam også være desillusionerende at læse socialantropologi!). Altså er benævnelsen heller ikke passende for den rolle, der på det såkaldte ‖Stjerneløb‖ spilledes til perfektion af en gruppe meget engagerede tutorer!! Hvad man skulle kalde dem, er i den forbindelse også kun et retrospektivt problem, for i situationen var overvejelserne langt mere handlingsorienterede! I denne forbindelse er det vist på sin plads at komplimentere både ældre studerende - især de evigt opmuntrende tutorer – og undervisere såvel som andre medarbejdere på Moesgård – for en god modtagelse! Introdagene var præget af en fin balance mellem det sociale og det faglige (hvem sagde at faktorernes orden er ligegyldig!?), og det synes ikke at være instituttets erklærede mål at tage modet fra de førsteårsstuderende lige med det samme! Det faglige indhold har indtil videre været præget at interessante problemstillinger og stor saglighed, og skønt en benet rad er set stående uden for mit vindue, vinkende af mig med sin sæk, personificerende de ulæste lektiers grå spøgelse, er jeg fortrøstningsfuld! Med fare for banaliteter er det vel lysten der driver værket!? Således ser jeg tilbage på min første gennemlevede studietid samt på den fremtidige med optimistiske øjne. For at vende tilbage til udgangspunktet kan man sige, at jeg på et senere 27


tidspunkt i mit liv (såfremt jeg nogensinde kommer i besiddelse af overskydende tid igen!) kan åbne mit erindringens skatkammer, kigge tilbage på denne tid og både glædes og græmmes over mindet om den. Ligeledes vil de kommende studieår her på Moesgård og måske et fremtidigt feltarbejde forhåbentlig supplere til det tankemæssige raritetskabinet – på linje med de våde sten jeg i sin tid samlede, jordbærrene, den varme asfalt og de blå bjerge; indsamlingen er begyndt!

28


Oktober 2002

En spejderhytte lidt nord for Horsens Skrevet af Helene Wad Christensen Et etnografisk grundforskningsprojekt af Helene Wad Christensen med inspiration og hjælp fra Karina Svanborg i felten Forestil dig at blive sat af midt i en skov i udkanten af Horsens med 76 russere, hvis formål er at finde en spejderhytte bag et væld af træer, mens dit formål er; ‖deltager observation‖. Jeg er havnet i en lille flække lidt nord for Horsens, 2 km fra Sondrup, med den fredede Sondrup plantage lige for mine fødder. Landet hedder Danmark. I tidligere tider var Danmark befolket af de berygtede vikinger, men er nu en civiliseret del af det europæiske fællesskab. Fokus Mit primære fokus er, hvorvidt ritualerne giver udtryk for dette særlige samfunds værdisæt; heraf særligt ølstafettens værdimæssige indflydelse på gruppens samvær og dens påvirkning af det enkelte individs mentale tilstand? Endvidere vil jeg kigge på gruppens samarbejde i bestræbelse på at opfylde den enkeltes basale behov med henblik på indtagelsen af føde. Desuden vil jeg prøve at gennemskue grupperingerne af individet inden for fællesskabet. Hvilken betydning får begreber som status og ære – og hænger disse mon sammen med ølstafetten? Hvordan er overensstemmelsen mellem teori og empiri på russernes hyttetur i en skov lidt nord for Horsens? Opstart Straks påbegynder jeg tilegnelsen af sproget, hvilket med tiden vil forenkle mit feltarbejde og gøre forståelsen af dette samfund nemmere, men umiddelbart forekommer mig at være en stor bedrift. Begreber som ’ølstafet’, ’Meyer’ og ’halv tolv’ flyver gennem rummet og fylder mig med etnografens første fortvivlelse ved mødet med en fremmed kultur. Grupperinger Et af hovedformålene med hytteturen er at samle en årgang russere på tværs af regionale temaer og andre etniske forskelligheder. Umiddelbart og ganske naturligt kommer grupperingerne ganske tydeligt til udtryk i forbindelse med sovearrangementer; hytten er delt op med seks sovesale, som hurtigt belejres med udgangspunkt i regionalt tilhørsforhold. Usynlige grænser bliver trukket mellem hver enkelt region, grænser der senere skal forsøges brudt ved humlens indvirkning på de mentale tilstande. Onsdagens flow

29


Onsdag eftermiddag går med ludo, Trivial Persuit og hygge. Hygge er en bred betegnelse for noget, som er rart, noget man er fælles om. Om aftenen åbner baren, musikken dundrer i højtalerne, og der bliver danset etnodans gennem lokalerne. Der er ikke mange mandlige russere med på denne hyttetur, set i forhold til kvinder, men de klarer deres respektive roller godt. Sørger for at underholde kvinderne og danse med dem. Kula ekspedition Torsdag er vi en gruppe på ni mand, der begiver os ud på hvad man måske kunne sidestille med en kula ekspedition. Hovedformålet er dog ikke at bytte eksotiske perlekæder med andre russere, men derimod at finde den lokale Spar købmand, for at få lidt til den søde tand. Vi har hørt, at Spar ligger lige i nærheden, hvilket vi senere må sande er et vidt begreb, for ’lige i nærheden’ viser sig at være Hundslund godt 5 km væk. Jeg ved ikke, om det er guderne, der raser over min deltagelse i denne ellers ganske overkommelige ekspedition, for som vi vandrer i det danske landskab, bliver blæsten hårdere og koldere, regnen siler ned og Hundslund Kro skal vise sig at være vores redning. Her bliver vi budt velkommen til en kop varm te i den varme krostue. Spar viser sig at være Lokal Brugsen og ligger på den anden side af Hundslunds hovedgade. Vi får fyldt depoterne op, hvorefter vi atter begiver os ud på landevejene. Regnen er stoppet, og blæsten har lagt sig en smule, og vi vender alle friske, om end en smule kolde, hjem til spejderhytten lidt nord for Horsens. Bryllup Torsdag aften afholdes den store kulmination på en tre dages lang hyttetur, brylluppet! Det er godt nok ikke et traditionelt bryllup i dets oprindelige sociale struktur på dette nordiske kontinent, men en imaginær forestilling, hvor deltagerne trækker en seddel med deres rolle, hvoraf den sociale proces kan begynde. Under middagen er der taler og musikalske indslag, et af disse er i form af klirren på glasset med knive og gafler, som betyder, at brudeparret skal rejse sig fra deres respektive stole og kysse foran gæsterne. Tilvejebringelsen af føde foregår gnidningsfrit ved denne ceremoni, som ved de forrige på denne tur. Senere på aftenen bliver der spillet op til dans. Amerikanisering og den generelle globalisering har gjort sit indtog i dette lille skandinaviske land, hvilket især afspejles i form af musikken, som i øvrigt spilles uforståeligt højt. Volumen problematiserer min opfattelse af lydene og deres betydning i kontekst, dertil kommer selvfølgelig mit sparsomme kendskab til sproget. Ølstafetten Ølstafetten er en yndet selskabsleg blandt unge russere, den går i alt sin enkelthed ud på at løbe en afstand svarende til 7 meter fra sit hold til en lille grøn flaske fyldt med den humlerige alkoholiske drik, øl. Det gælder så om at sluge humlen så hurtigt som muligt, snurre ti gange rundt om flasken, for derefter at finde vejen tilbage til sit hold – og dette er

30


Oktober 2002

nemmere sagt end gjort. Under ritualet bliver der råbt opmuntrende ord til holdkammeraterne, og legen har en samlende effekt på et selskab. Sammen med førertrøjen er denne bedrift en måde at understrege sin status i fællesskabet. Jo mere øl et individ kan drikke, jo mere agtelse får personen blandt sine medstuderende. Samtidig har humlen en anden effekt, den gør folk glade, får dem til at danse på bordene og tale med fremmede individer. Ølstafetten bruges derfor også ofte som en hurtig måde at komme i bedre humør på og samle et selskab. Afrunding Fredag formiddag er der rengøring og afgang tilbage til civilisationen. Det har været et oplevelsesrigt feltarbejde, hvor jeg blandt andet har måtte sande, at institutioner som ølstafetten virker samlende på en gruppe unge russere. Om samværets værdi havde været det samme uden indtagelsen af euforiserende væske må erfares på mit næste feltarbejde. Russerne har arbejdet godt sammen som gruppe for at tilvejebringe de syv basale behov hos hver enkelt individ, hvor hovedvægten har hvilet på indtagelse af føde og afslapning. Grupperinger indenfor regionale temaer er blevet rykket en anelse, og omgangskredsen forøget. Tilbage i civilisationen er det nu rart igen at kunne tale sig eget sprog og glæde sig til cykelturen gennem skovens kringlede stier ud til Vores Moesgård.

31


Why did you come to Århus? Written by Ursula (exchange student from Switzerland) The first question everybody asks me is: Why did you choose to come to Denmark? People seem to be surprised, that students from other countries like to come to their country. Even if this question seems to be a simple one, I’ve always got some problems with answering it. Actually I don’t know, why I chose Århus. Of course I had some reasons, like that it is a student-city and that it belongs to Scandinavia. Beside these two reasons it was just a choice out of the air, just made in a really short time, because the final applying date had already arrived. But anyway, if I look behind me to the last 1 ½ months in Århus I think it was a great choice. Oh yes, maybe I should tell you who I am. Normally I live in Zürich (Switzerland). There I study Social Anthropology, as I do here. I’m 22 years old and I really like traveling. When I came here, I was surprised, how different people behave here. Of course, if I compare it to how different it must be for Japanese students, there was no culture shock at all for me. But still, there are these slight differences. I can’t tell any now, but at some occasions I suddenly feel, that people would react in another way at home. Also the studying in Århus seems to be totally different then in Zürich. It is much more structured here and there is not much choice in courses, while we’ve got a huge chaos at home, which courses you should or could take. We also don’t have anything like the ―læsegruppe‖, what in fact is a really good idea, because it makes studying much easier. What also is really nice, is that the ISC (International Student Center) organizes a lot for the exchange students. So you always have something to do and meet some friends. Sometimes it’s even too much, that besides the program for the exchange students we should also study. So there’s not much time to sleep. However, I really can recommend everybody to do an exchange semester or year. Even to go somewhere, where they speak a language you don’t know shouldn’t be a problem, but it can be hard in the beginning. (As I noticed, because I didn’t have the time to learn any Danish, before I came here.)

32


Oktober 2002

Pavilloner på Moesgård Skrevet af Martine Lind Pedersen Inden længe begynder byggeriet af en række sammenhængende pavilloner på Moesgård, nærmere bestemt bag ved den røde bygning oppe ved busstoppestedet. Planerne for byggeriet er endnu ikke endeligt godkendt, men vi kan da løfte sløret en smule… I den nye bygning bliver der indrettet et fælles institutbibliotek for begge Arkæologi-fag samt for Etnografi. Der bliver endvidere et hygge- opholdsrum med køkken til brug for de studerende, et mødelokale, edb-rum og læsesale. Endvidere bliver der i villaen (det røde hus, som ligger lidt længere oppe af vejen end busstoppestedet) oprettet en række speciale-læsepladser og et auditorium samt yderligere edb-pladser. Det gamle bibliotekslokale på Afdeling for Etnografi skal planmæssigt omdannes til auditorium, og bibliotekslokalerne på Arkæologi åbner blandt andet op for specialelæsepladser og mødelokaler. Planerne for ombygningen omfatter også en omstrukturering af kantinen, således at den flyttes fra sin nuværende placering og til Studenterkælderen. Den nye kantine vil kunne fungere som opholdsrum for de studerende på alle tidspunkter, hvilket altså vil sige, at vi kan booke den til fester, fredagsbarer, eller hvad vi måtte ønske. I forbindelse med kantinen er der et køkken, som de studerende må bruge uden for kantinens åbningstider. Studenterforeningerne, Hikuin og Kultura, er også blevet tilbudt hver sit lokale. Det siger nærmest sig selv, at bygningen af pavilloner ikke er ment som en permanent ordning, men som et alternativ på vores stadigt voksende pladsproblemer på Moesgård. Indtil Museet flytter i nye bygninger, og vi overtager den del af Moesgård, bliver dette altså en tilføjelse til rammerne for vores studentermiljø. Til gengæld lukker afdelingen på Trøjborg højst sandsynligt. Byggeriet har ikke så lange udsigter, som man kunne tro…. Pavillonerne skulle faktisk gerne stå færdige i løbet af næste semester. På fagudvalgsmøde for Etnografi i september blev alle fremmødte enige om, at byggeriet er en god ting, som vi skal byde velkommen med kyshånd. Det løser problemerne med at have undervisning dels på Moesgård, dels på Trøjborg, samtidig med at det giver os langt bedre både faglige og sociale rammer. Desuden lægger ombygningen op til øget samarbejde og social integration Etnografi og Arkæologi-fagene i mellem på grundlag af de flere fælles faciliteter. Vi vil derfor fra Informantens side opfordre til, at man udnytter denne mulighed til at arrangere flere fælles fester, fredagsbarer, foredrag etc. og dermed skaber et bredere tværfagligt studiemiljø på Moesgård.

33


Hvem sagde FirstClass? Skrevet af Kresten Kjær Som de fleste ved, skal vi alle gå over til FirstClass, eller faktisk så er vi det allerede. Al kommunikation internt mellem ansatte på etnografi er foregået på FirstClass i længere tid, og det har været brugt ude på undervisnings-holdene. Det næste bliver at kommunikation ud til studerende, også kommer til at foregå via FirstClass, dvs. at de mails, mange i øjeblikket modtager på 'etnografen' om eksamenstidspunkter, karakterer og andre nyheder, fra d. 13 december vil blive sendt ud på FirstClass i stedet. Det bliver altså livsnødvendigt i fremtiden at være på FirstClass, og for at hjælpe de studerende har institutet ansat en FirstClass-konsulent (undertegnede) til at tage hånd om det praktiske aspekt af overgangen. Hvordan gør man? FirstClass har fået et kanon dårligt ry som "programmet-der-ikke-virker", og mange kan fortælle hårrejsende historier om deres strabadser med f.eks. oprettelse, 'uploads' og mærkelige skærmbeskeder. Mange af de problemer er fortid nu. Det er de, fordi mange af problemerne skyldtes den måde FirstClass blev administreret på af Fakultetet. Fakultetet har nu ændret arbejdsgang, så man f.eks. ikke mere bliver slettet efter kun et halvt år (hvilket ikke var så praktisk), og heller ikke mere skal gennem en sekretær for at blive oprettet i systemet, men kan oprette sig selv som FirstClassbruger inde på internet-adressen: fc.hum.au.dk/Intro. Hvis du er en af de mange, der er blevet oprettet som bruger, men ikke kan huske brugernavn eller kodeord, kan du skrive til service@hum.au.dk, og bede dem om at oplyse det (HUSK at skrive navn, cpr- og årskortsnummer, samt studie). Mange af de andre problemer som folk har haft, skyldes at de ikke har downloadet FirstClass-klienten, som er et lille program, der gør det en del lettere at bruge systemet. FirstClass-Klienten downloader man på adressen fc.hum.au.dk under "Downloads". Så hvis du gerne vil i gang med FirstClass, skal du altså bare oprette dig som bruger og downloade klienten, hvilket er nemt og ikke tager lang tid (og det er ikke bare noget jeg siger, den er god nok). Hvad kan man så med FirstClass?… …næsten alting faktisk. Jeg ved ikke med jer, men jeg kender ikke noget mere deprimerende end at åbne sin "Mailbox", bare for at opdage at den er tom. Eller tjekke "ETN Debat & Info" (som er et åbent debatforum inde i FirstClass), bare for at finde ud af at det sidste indlæg er fra den 10. April! Det er lidt situationen i FirstClass i øjeblikket, men der er muligheder til mere. Teknisk set har man de samme funktioner i FirstClass, som man har i andre mail-programmer, plus en god håndfuld flere (f.eks. er søgefunktionen i FirstClass rigtigt godt lavet). Instituttet har meldt klart ud om at der skal ske noget nu, og mere og mere information vil blive sendt ud på systemet. Det bliver efterhånden forventet at man er på FirstClass, men om systemet bliver mere end en elektronisk opslagstavle, afhænger udelukkende af om folk vil bruge det til andet. Jeg håber selv at mange udvalg og fora, som f.eks. Kultura, fagudvalget, eller informanten, ville være at finde på FirstClass, så systemet kunne bruges til at 'booste' vores etno-studenter-miljø. Men det er bare én idé, og der ligger måske helt andre muligheder i systemet, som der ikke er nogen andre der har tænkt på. I hvert fald er man altid velkommen til at kontakte mig, hvis man har brug for hjælp, har fået en idé, har ris eller ros o.s.v. 34


Oktober 2002

Kresten Kjær FC-Konsulent Etnografi Træffetider: tirs. og fre. ons.

12- Bibliotekets forstue 14 10-12 Etnografisk Studiecenter

Moesgård Trøjborg

mail: etno-fc@fc.hum.au.dk PS: der ligger 2 FirstClass-piecer ude på Moesgaard, som man er velkommen til at stikke i lommen, hvis man ønsker lidt generel praktisk information.

35


Malinowski, Mead og… Rejsende Onkel Mac Skrevet af Rasmus Thirup Beck Gode gamle Bronislaw Malinowski bliver altid hevet frem som faderen til vores allesammens elskede deltagerobservation – og ja, der er jo nok noget om snakken. Margareth Mead har også spillet en vigtig rolle med en række småkontroversielle feltarbejder…og sådan kunne man blive ved med at remse de gamle klassikere op. Der er dog en stor etnografisk personlighed, som i mine øjne er totalt overset. Han figurerer måske ikke så meget i etnografiske introduktionsbøger –eller kurser, ligesom henvisninger til ham i metodeopgaver og deslige er forsvindende lille – men han har vitterligt (åh Morten) udøvet en usigeligt stor påvirkning på os alle… I hvert fald de af os som så børneTV som små. Specielt dem af os som så ‖Fragglerne‖! Nu var Fragglerne jo generelt en fantastisk serie, men især én fraggel var speciel. Han fyldte ikke så meget i programmet, men de ganske få minutter, som var helliget hans iagttagelser, var efter min mening de bedste. Jeg taler selvfølgelig om Rejsende Onkel Mac (‖Uncle Traveling Matt‖)! En kort beskrivelse fra ‖The Encyclopedia Fragglia‖: Traveling Matt is Gobo's uncle. He is an explorer who spends most of his time exploring the outside world and sending information back to Gobo on postcards. Matt became a hero when he accidentally stumbled upon the realm of the Gorgs and found a new source of food for the Fraggles whose supply of mushrooms had recently run out. In fact, most of his success as an explorer has been made possible by a series of mishaps and mistakes of which even Matt is unaware. Hans ræsonnementer om den unavngivne vestlige verden, han bevæger sig rundt i, er intet mindre end uvurderlige. Hans opdagelser, eller ‖breakdowns‖ er også, som ovenstående citat beskriver, tilfældige – akkurat som de er for antropologen midt i det kaotiske feltarbejde. Et eksempel: Rejsende Onkel Mac skriver hjem (der er jo et brev fra ham i hvert afsnit) og beretter om sine oplevelser. Hans etnografiske nysgerrighed er eksemplarisk, og det er den også nødt til at være, for det felt han befinder sig i er ultimativt eksotisk – han ved intet om det. Rejsende Onkel Mac fortæller om nogle sære skabninger, han er stødt på ude i den store verden. De står alene i vejkanten og er kede af det og lyser kun op i grønt når de store væsener – som Onkel rejsende Mac (R.O.M.) ganske rigtigt har fundet ud af bliver kaldt ‖mennesker‖ – putter godbidder i dem. De virker deprimerede det meste af tiden, men når menneskene putter godbidder i dem, giver de lyd fra sig og virker glade. Alt dette har R.O.M. ræsonneret sig frem til udelukkende baseret på observation. Han er nu klar til at gå i clinch med felten…han vil også deltage, som en rigtig etnograf bør tilstræbe at gøre. Han finder en godbid i vejkanten og beslutter at prøve sig frem. Han finder det underlige væsens mund og putter godbidden i – og, heureka!, væsenet giver lyd fra sig og bliver grønt. R.O.M. har etableret en livsvigtig kontakt til felten. Han har måske fundet en uvurderlig informant… Som brevet slutter: ‖Jeg tror jeg har fundet en ven!‖

36


Oktober 2002

Selv de bedste etnografer kan selvfølgelig tage fejl. Malinowski fordrejede med sine meget funktionalistiske analyser store dele af den trobriandriske virkelighed, og Mead var nok lidt ude på overdrevet i sin ide om den ‖japanske psyke‖. Ja, selv Rejsende Onkel Mac kan faktisk tage fejl. Han tror, at de underlige væsener er menneskenes kæledyr – og måske er det lidt fejlagtigt! Det er mit håb at denne artikel kan bringe både sandheden og andre R.O.M.-anekdoter til redaktionen. Måske kunne den, der kendte sandheden om de underlige væsener samtidigt sende en ny historie om en af vore ‖founding fathers‖ ind? Jeg er vel ikke den eneste Rejsende Onkel Mac-afficionado? Samtidigt kan jeg kun opfordre Informantens læsere til at udforske Fragglerne på nettet. Det viser sig, at Fragglerne mange steder bliver brugt og analyseret i politisk øjemed. For eksempel findes der flere fortolkninger, negative eller positive afhængigt af politisk ståsted, af Fragglerne som et synonym for kommunismen. Hullet i muren, som R.O.M. så modigt forcerer, er selvfølgelig en allegori for Berlin-muren og R.O.M.’s ofte meget kritiske breve fra ‖den ydre verden‖ – som jo er vores – er en implicit kritik af den barske og umenneskelige kapitalistiske verden… Hvis du er kommunist er Fraggelland, geografisk og symbolsk, et eksempel på den perfekte kommunistiske stat – hvis du er antikommunist, er Fragglerne som serie et beskidt stykke propaganda. Seriens skaber, Jim Henson, ønskede intet mindre end at serien skulle bibringe større fred i verden: ―Let’s do a childrens show that brings peace to the world‖ Tja… Døm selv. Her er nogle steder at starte: http://members.tripod.com/~Seafarer/Fragglen.html: Dansk, underlig side. http://www.geocities.com/EnchantedForest/Cottage/8264/index.html: Fraggel-side med links til andre gode sider.

Uvurderlig

‖Syng så godt I kan…‖ P.S. Er der nogen der har tænkt over ligheden mellem Fredrik Barth og Rejsende Onkel Mac?

37


Er langsomheden overhovedet blevet væk? Skrevet af Martine Lind Pedersen Forrige nummer af Informanten bød på en smuk opfordring fra Christian Vium til os alle om at stoppe op i hverdagen og reflektere over vores verden. Hans grundlag for denne opfordring var hans opfattelse af samfundets, som han kaldte det, ”udvikling i et stadigt mere eskalerende tempo”. Med henvisning til kommunikations- og transportteknologien, argumenterede Christian, at hverdagen simpelthen går for stærkt. Dette reflekterede jeg så lidt over på baggrund af et Thomas Hylland Eriksen foredrag, som jeg overværede sidste semester. Hylland arbejder for tiden på at knytte Gregory Batesons miljø-teorier om fleksibilitet sammen med social- og identitetsteorier. Batesons teori om fleksibilitet går (ifølge Hylland) i korte træk ud på, at hvis den ene del af et system taber fleksibilitet, så vindes dette i en anden ende, og omvendt: hvis en del af et system kræver mere fleksibilitet, så tabes dette i den anden ende. Bateson definerer fleksibilitet som: ‖An uncommitted potential for change‖. Hans arbejde er dermed et forsøg på at skabe en positiv videnskab, der tager højde for verdens uforudsigelighed. Vi tilstræber at opnå et equilibrium af fleksibilitet, mener Bateson, og dermed ønsker vi at holde vores muligheder åbne på alle samfundsniveauer. Men før jeg roder mig ind i, hvad Hylland og Bateson dog har med Christian Viums tanker om langsomhed at gøre, vil jeg påpege, at Christian bevæger sig på gyngende grund, når han omtaler vores samfundsform som havende en ‖flygtig tendens‖. Vi ved jo godt, at den tid altså er ovre, hvor man kunne tillade sig at snakke om kolde og varme samfund. Selv faderen til oppositionen, Claude Lévi-Strauss, påpegede jo, at den ikke skal opfattes som en opdeling i primitive og moderne samfund, men at alle samfund rummer både varme og kolde tendenser, blot i forskellig grad. (The Savage Mind,1966) Som Bruce Kapferer sagde under en forelæsning på Bergens Universitet: ‖This distinction is not a happy distinction.‖ Christian kommer ikke nærmere ind på, hvad der ligger uden for ‖vores samfundsform‖, men alligevel synes jeg, at hans beskrivelse føles lidt som en opdeling i noget koldt og varmt. Min pointe med denne kritik er naturligvis blot at påpege, at en henvisning til eskalerende udvikling på kommunikationsområdet og transportområdet altså ikke er nok til at kalde hele vores samfund for flygtigt. Kunne det ikke tænkes at udviklingen inden for visse områder har skabt ‖langsomhed‖ på andre? At krav om fleksibilitet i den ene ende af systemet har gjort den anden ende mindre fleksibel? Grunden til, at jeg bruger Batesons/Hyllands fleksibilitetsbegreb i stedet for Viums ‖eskalerende udvikling og mangel på langsomhed‖, er, fordi fleksibilitetstanken ikke har helt samme negative konnotationer. Jeg er ikke så sikker på, at vores samfund i dag er hverken mere flygtigt eller mere fleksibelt end i ‖de gode gamle dage.‖ Hyllands foredrag handlede om, at fleksibiliteten i et system kan flyttes omkring, uden at man behøver tale om flygtighed, mangel på

38


Oktober 2002

sandhed eller langsomhedens død. Udviklingen indenfor transport og kommunikationsområdet har gjort os mere fleksible i forhold til sted og information, men er dette en dårlig udvikling, som Christian antyder, der uundgåeligt fører til flygtighed, eller har denne udvikling måske haft en negativ feedback på andre områder, der før tillod større fleksibilitet… Et eksempel er Internettet. Her går det virkeligt stærkt; en uudtømmelig kilde af nyttig og unyttig information, men jeg tænker specielt på de mails, man får fra sine venner eller måske blot fra anonyme, som man møder på chatten. Her er et godt eksempel på langsomhed, synes jeg. Jeg modtager langt flere ‖breve‖ og tanker fra venner, end jeg gjorde i sneglepostens tid, så refleksion er altså ikke et udlevet fænomen. Refleksion er vigtigt, især i vores fag. Her giver jeg Christian Vium fuldstændig ret, men som antropologistuderende kan jeg heller ikke lade være med at stejle en smule, når den teknologiske udvikling på visse områder generaliseres til at være en samfundstendens, som fører til fremmegjorthed á la Camus. Jeg tror, vi skal være forsigtige med at tillægge ‖fremskridtet‖ for stor vægt; jeg tænker på, om vores oplevelse af fremskridtet ikke er lidt overvurderet og illusorisk? Der findes ikke en statisk fortid uden udvikling eller fremskridt. Samfund er flydende størrelser, som mødes, transformeres og forandres. Men trods denne forandring er der jo alligevel et eller andet der ude; kultur, om I tør…

39


Religiøs AHA-oplevelse… Skrevet at Rasmus Beck No performer more perfectly exemplified the quality of interiority than Sister Marie Keyrouz. A Lebanese Maronite nun with a doctorate in musicology from the Sorbonne who sings Byzantine Christian liturgy in Arabic, she appeared onstage in a traditional black nun's habit and what looked like a constant state of prayer. She sang quietly and delicately with her eyes closed, fists propped under her chin or against her heart. Spinning out long lines in a wobbly vibrato that proved to be precisely controlled modal singing, she sounded like an eerie combination of opera diva Maria Callas, the legendary Egyptian singer Oum Kalsoum, and a ghostly night wind. Her six musicians and seven-piece choir emitted the faintest of drones, providing a hushed cloud of sonic padding for her singing. This was music so inward-focused as to be practically hallucinatory. Søster Marie Keyrouz er på flere planer lidt af et antropologisk mysterium. Hun er maroniter-nonne, tournurer verden rundt med sit kor ”Fredens ensemble” med et ”fredens budskab” og bliver kaldt ”Fredens Budbringer”. Hun er uddannet i religionsvidenskab, i klassisk og orientalsk musik og har en doktorgrad ved Sorbonne i religiøs musik og, nu kommer det bedste, antropologi! Men nok om det senere! Hun ”sang for fred” i Sankt Lukas kirken under Århus Festuge og beskrivelsen i programmet formåede at lokke kæresten og jeg i kirke en lørdag aften. Selv om det i bakspejlet kom til at være en meget underlig måde at varme op til en tur i byen, så var det en meget speciel oplevelse. Ovenstående citat, fundet på nettet, beskriver bedre end jeg nogensinde ville kunne, hvordan det er at se søster Marie Keyrouz. Jeg kan kun bidrage med en lille personlig indsigt; jeg tror nemlig at jeg fik en lille smag af hvad en religiøs oplevelse er – uden på nogen måde at være religiøs: For nu at være helt ærlig sad jeg og var lidt bagstiv (8 dage inde i festugen!). Koncerten startede til og med først klokken 23.00, så efter et par numre med fru Keyrouz’ lyse, messende stemme akkompagneret af det lavmælte, nærmest brummende kor, sad jeg faktisk og gled lidt væk. Det var ikke fordi jeg kedede mig – det var smukt lige fra starten. Jeg var bare godt gammeldags døsig. Før det havde jeg bemærket at mange af de andre tilhørere sad og lukkede øjnene i en nærmest religiøs andagt – eller af respekt – og måske blev jeg inspireret… At lytte med lukkede øjne virkede på en eller anden måde også som den bedste måde at lytte til Marie Keyrouz. Hendes musik opfordrede til indadvendthed ligesom hun selv under hele koncerten var billedet på indadvendthed: Uden mærkbart at ænse publikum eller noget andet, med hænderne samlet i bøn, blikket fæstnet på et eller andet over vore hoveder – eller lukkede øjne. Men lukkede øjne indebar for os ugudelige selvfølgelig risikoen for at falde decideret i søvn – hvilket jeg et par gange reddede min kæreste fra. På et tidspunkt, da jeg selv var ved at falde helt hen, blev Keyrouz’ stemme ekstra intens og jeg åbnede mine øjne. Døsigheden og det at jeg havde haft dem lukket i et stykke tid gjorde at mit sigt var lidt diset. Undtagen søster Marie Keyrouz. Hun stod ligesom frem midt i ”disen” og sang ekstra smukt. Det varede højst et minut og bagefter slog jeg oplevelsen hen. Vi så resten af koncerten og røg en ordentlig tur i byen! Men dagen efter tog jeg oplevelsen frem igen. På intet tidspunkt mente jeg at have oplevet noget ”rigtigt” religiøst. Men i det ateistiske lys, som nu engang er mit, var det interessant at ’bruge’ denne personlige oplevelse til at forstå folk som mener at de oplever noget rigtigt religiøs – en form for ulighed for bedre at kunne sætte sig i religiøse menneskers sted. Og lige ”for the record”: Jeg gør mig med denne sondring mellem ”rigtig” og rigtig religion 40


Oktober 2002

selvfølgelig ikke til herre over om der findes mere mellem himmel og jord end hvad videnskaben lige kan se – det er et spørgsmål om tro (lige som spørgsmålet om hvorvidt mennesker er strukturelt determinerede eller kan gøre en forskel for så vidt er det) – men ud fra mit eget synspunkt var det en givtig oplevelse. Hvilket ad omveje leder hen til hvorfor søster Marie Keyrouz er spændende. Kan en antropolog være religiøs – eller en religiøs være antropolog, som det jo nok snarere er tilfældet her? Hvis vi ser på Moesgaard virker det jo som at religion som objekt er meget spændende mens religion som subjekt ikke er så smart – studenterpræsten er i hvert fald ikke velkommen i skoven! Måske er der en forbindelse til det der efterhånden er blevet antropologiens akilleshæl: Ønsket om objektivitet, videnskabelighed og saglighed. Kan en antropolog sige noget sagligt om f.eks. katolicisme, hvis hun selv er katolik? Eller er hun således fra starten for subjektivt placeret? Kan man regne med Doktor Keyrouz’ antropologiske udtalelser om søster Keyrouz’ religiøse indsigter? Nu ved jeg desværre intet om Marie Keyrouz’ antropologiske udskejelser, men jeg kan huske en tekst helt tilbage Indføring, ”A Moment with Christ – The Importance of Feelings in the Analysis of Belief” af Jon P. Mitchell, som netop handler om, hvordan antropologen bruger sin egen semireligiøse oplevelse til en bedre forståelse af religiøsitet, for de folk hun studerer. Inspireret af bl.a. Clifford tager hun subjektiviteten for givet og forstår feltarbejdet som en dialektisk proces, hvor feltarbejder og felt begge nærmer sig hinanden. Subjektiviteten bliver en positiv præmis. Ved at tage sådanne subjektive oplevelser til sig, i stedet for at skubbe dem væk med f.eks. en ateistisk bedrevidenhed, kan du nærme dig en forståelse af ”den anden”. Spørgsmålet, ”kan man forstå noget uden at være objektiv?” bliver ud fra denne forståelse overgået af: Kan man forstå noget uden at være subjektiv? Kan en antropolog sige noget sagligt om f.eks. katolicisme hvis hun ikke selv har nærmet sig katolikken?

41


Gucci-antropologi eller ’sådant et har Bourdieu garanteret ikke’ Skrevet af Nils Bubandt VM i fodbold var den største mediebegivenhed i Indonesien siden Prinsesse Dianas begravelse. Op mod 70 procent af befolkningen i byerne fulgte regelmæssigt med i kampene—altså lige bortset fra de gange hvor den private kanal, der sendte kampene, pludseligt meddelte, at den ikke sendte kampen alligevel, fordi ’folk i Thailand’ angiveligt også kunne trække signalet ned og dermed se kampene ’gratis’. I den måned, VM varede, var der stort set ingen voldelige uroligheder i de ellers oprørshærgede provinser Molukkerne og Aceh, og aviserne begyndte at spekulere på, om man ikke kunne løse landet politiske krise ved bare at sende noget mere ’bold’. Generelt holdt man nemlig ikke med et hold af politiske årsager. Der var derfor ikke mange fans af hold som USA eller Saudi-Arabien, der ellers kunne fungere som ikoner i de etno-religiøse modsætninger, der præger mange af urolighederne i landet. Derimod var Argentina, Italien og især Nigeria de mest populære hold. I den østlige del af Indonesien fandt nogle driftige skiltemagere hurtigt ud af at udnytte denne fodboldsbesættelse. I deres små gadeboder fremstillede de kopier af nationalflagene for de deltagende nationer, som folk så kunne købe og sætte op i TVantennerne på deres huse for at markere deres favorithold. Manado’s og Ternate’s ’skyline’ var derfor i juni måned et imponerende syn. Et orgie af farvede flag dekorerede hustagene (i hvert fald indtil farverne falmede—hvilket de hurtigt gjorde), og selv de to antropologer, der foruden mig selv lavede feltarbejde i området, var af deres værter blevet tvunget til at sætte et flag op (en indonesisk familie består som bekendt af far, mor, en bedsteforælder, tre børn og en antropolog). Den uformelle økonomi, som produktionen af nationalflagene er udtryk for, er begyndt at interessere mig på det seneste, for den forekommer ekstremt udbredt. Indonesere selv påstår, at man kan købe alt for penge. Alle former for service er til salg og benyttes flittigt af folk med penge. Det er ikke kun traditionelle former for service som kogekone- og chaufførvirksomhed, der tilbydes. Flere universiteter udbyder eksamensbeviser til salg (og reklamerer med at ingen eksamensdeltagelse er nødvendig). Alle ved, at alt fra stillinger i det offentlige, frihed fra fængselsstraf, omgåelse af bøder og regler er til salg i de ’grå zoner’ af det offentlige system, ligesom hele transportindustrien i Indonesien styres af såkaldt preman, organiserede grupper af kriminelle med tilknytning til embedsmænd eller militærfolk, der mod betaling yder beskyttelse og service. Nogen kalder dette korruption, men det er del af en uformel økonomi, der findes på alle niveauer af hele samfundet og som får det til at fungere i dets nuværende form. Der, hvor der eksisterer et behov eller er et marked, findes der garanteret også en uformel løsning. En håndfuld firmaer i Jakarta udbyder for eksempel ’demonstranter til leje’, en service som de fleste partier benytter sig af, for hvordan kan man hævde at tale på folkets vegne, hvis man kun kan mobilisere en lille demonstration? Den politisk motiverede vold i Indonesien har åbnet helt nye 42


Oktober 2002

muligheder for den uformelle økonomi. Flere internationale organisationer hævder, at volden blandt andet fortsætter, fordi mange soldater spæder deres lave indkomst op ved at modtage penge for at beskytte bestemte huse eller områder, og at de ikke har interesse i, at freden genoprettes. Andre soldater vælger en hurtigere, men også farlige vej til en indkomst: de sælger simpelthen deres automatiske rifler. I Ternate tjener en stor gruppe flygtningebørn en skilling ved at lægge papstykker over sæderne på folks scootere, således at sædet ikke bliver vådt, mens chaufføren er inde og spise sin aftensmad på natmarkedet. Ur-sælgerne, der patruljerer gaderne i turistområdet, Kuta, på Bali er ganske vist blevet forbudt af de lokale myndigheder, men de findes stadigt. Deres adelsmærke er at sælge falske udgaver af kendte mærker, såsom Rolex, Seiko og Gucci. Anne og jeg forhandlede os frem til 2 ’Gucci’ ure for 80 kr., og prisen var en god forretning for både os og for sælgeren. For sælgeren, en ung fyr fra Vestjava, der håbede på kunne vende tilbage til Java med nok penge til at kunne gifte sig, var det tre gange så meget, som han selv havde givet (selv efter at have afleveret en kommission hos den kinesiske forretningsmand, hos hvem han var ’i stald’). For os var handlen god, fordi vi havde fået to ’blæreure’ billigt. Vi vidste godt, at de var falske, men regnede ikke med at nogen derhjemme opdagede det (så sig det ikke til nogen!). Vi kunne ikke i god tro mene, at de var ægte. Dertil var handlen i Asien med forfalskninger af alt fra ure, tøj og cd’er til ’antikviteter’ for velkendt et fænomen. Det er jo nærmest en del af ens ’Asian experience’, at man har et par ’ægte forfalskninger’ med hjem. Mange skilte på Bali annoncerer således på engelsk med at kunne levere: ’Antiques. Made to Order’. Vi fik også et fingerpeg om ’Gucci’ urenes autenticitet, da vi opdagede, at varemærket inde på skiven ofte var stavet forkert. I stedet for ’Gucci’ stod der på flere af urene ’Cuggi’. Den slags stavefejl er almindelig, og jeg har selv set flere ’Calvin Klain’ bukser og ’LaKoste’ trøjer i Thailand i 1980’erne, dengang den slags var på mode. Det skægge ved dette var dog, at udtalelsen af ’Cuggi’ ligger meget tæt på udtalelsen for ’cuki’, det mest vulgære indonesiske ord for det at have samleje. Men sælgeren, der ellers ikke var sippet, syntes ikke, det var morsomt, at han solgte ure af mærket ’Kneppe’ (selvom man jo kunne påpege det morsomme i, at der findes ’Bollé’ solbriller, var det en sprogleg, der var for vanskelig til, at jeg kunne indvie ham i den). Jeg tror, han ikke kunne se spøgen, fordi den undergravede hans påstand om autenticitet og dermed hans forhandlingsposition, og det lykkedes mig ikke, at overbevise ham om, at vi købte urene selvom—ja, faktisk i kraft af—at vi vidste, at de var falske. Det underlige er ikke, at han sælger disse ure. Så længe der er forretning i forfalskninger (om jeg så må sige), vil der være nogen, der sælger dem. Ved at sælge sine ure, deltog manden (han sagde, han hed Máde, men det vidste jeg var forkert, for Máde er et balinesisk navn, og jeg vidste, at manden, som de fleste andre gadesælgere på Bali, var fra Java: at sælge forfalskninger kræver alle mulige slags påstande om autenticitet!), bare i en informel økonomi, ligesom flagmagerne, soldaterne, drengene med papstykkerne og de prostituerede. Det underlige ligger derimod i, hvorfor vi købte ’autentiske’ ure, vi vidste var ’falske’. Værdien af disse ure lå for os netop i deres ambivalente status. Når vi kom hjem kunne vi 43


først ’blære’ os med, at vi havde fået disse Gucci ure meget billigt. Her skal Gucci ikke i gåseøjne, for der er en slags påstand om autenticitet i dette ’blæreri’. Dernæst kunne vi så indrømme, at de nok var forfalskninger, men at vi netop ikke hang os så meget i, om de var ægte eller ej. Vupti, så havde vi lige scoret symbolsk kapital en gang mere (netop som den, vi blærede os overfor, troede, vi var sat skakmat): først fordi vi var nogen med Gucci ure (noget vores akademiske gæst—det er jo sådan nogen vi omgås—garanteret ikke havde); dernæst fordi vi var den slags ’cool’ mennesker, der ikke bekymrer os om den status, der kommer status der kommer med ’den ægte vare’ (noget á la Andy Warhol). Måske er der symbolsk kapital i at anerkende forfalskninger? Hvorfor har jeg ellers en masse ’ægte falske’ mønter, perler, hovedøkser og andre turistgenstande liggende? Hvorfor pønser jeg ellers på at købe et glasskab i IKEA og udstille dem? Nu er det godt nok længe siden, jeg har læst Bourdieu, men det forekommer mig, at han ikke siger så meget om dette fænomen: den prestige, der ligger i at forvalte forfalskninger. Det er som om Bourdieu er meget sikker på, at ’den gode smag’ er fast forankret i en kulturel kompetence hos dem, der har den. Det kan også godt være, det er tilfældet i Frankrig. Det kan godt være, at den kulturelle elite i Frankrig godt kan kende et ægte Gucci ur, når de ser det. Men jeg tror, at der i det ’kulturelle felt’ i Århus, i Jylland, i Danmark (vælg selv) er et underskud af kulturel kompetence, og at det netop er denne mangel på kompetence til at genkende det ’ægte’, der åbner for muligheden af indtjeningen af alle mulige slags symbolsk kapital. Cirkulationen af forfalskninger foregår i det rum, hvor én form for kapital (penge) konverteres til en anden slags kapital (prestige). For Bourdieu vil der ligge en nøje afvejning af, hvor meget økonomisk kapital der skal til for at skaffe sig den prestige, som den forfalskede vare giver, i forhold til hvor stor risikoen er for at forfalskningen afsløres, og den symbolske kapital tabes helt. Men somme tider er der også symbolsk kapital i, at man afslører sig selv. Det er denne dobbelthed, som jeg synes er vigtig i de spil, vi alle sammen spiller om vores selvrepræsentation. Lad mig give et eksempel. Da jeg var barn, kørte vi tit til Tyskland for at handle, og det hændte, at min far havde en billig slavewhisky med hjem (på trods af 24timers reglen). Den plejede han at blande med 3 skefulde honning, hvorefter han rystede produktet godt, inden han hældte resultatet på den tomme falske Chivas Regal flaske, han havde stående til formålet. Når så Hansen, genboen, der var direktør ude ved MercedesBenz, kom på besøg, smagte de på varen og talte længe om, at god whisky nu var andre overlegen (det var den gang, hvor Chivas Regal 12 år i den fine flaske var den ’gode whisky’, man drak — altså inden ’single malt’ og ’Whisky-World’ kom til landet). Jeg ved ikke, om min far nogensinde sagde det til Jørgen Hansen, men han sagde det til os børn. Og mens min mor syntes, han var et fjols, så syntes jeg nok, at det var lidt ’sejt’. Så selvom han ikke ’optjente’ nogen kapital fra min mor, scorede han både på hykleriet, mens han var sammen med Hansen, og på at afsløre det når han fortalte det til mig (… og alle de andre i familien, hver gang det var jul). Bourdieu siger, at udveksling bygger på et socialt hykleri, som aldrig kan afsløres: ’jeg ved ligeså vel som dig, at du skal give mig noget igen for min gave, men vi siger det ikke’. Alligevel kan mange ting, der har med udvekslingen at gøre, alligevel godt bevidst 44


Oktober 2002

afsløres i en anden kontekst. Imellem forfalskningen og den ægte vare er der et helt socialt spil, som fungerer både på trods af og i kraft af afsløringen. Ellers havde vi vel ikke købt de der ’Gucci’ ure? Og ellers havde jeg vel ikke fortalt dig om det nu?

45


Repairs: A short story (published in Danish in Information, d 10.9.02)

Written by Jonathan Schwartz Copenhagen, March 15, 2002 Until September 11, 2001, the infamous "nine/eleven", Jacob Odaryan ran a successful shoe repair business in a tiny shop next to one of the subway stations in the neighborhood of the erstwhile Twin Towers of the World Trade Center. Many of his customers had jobs in those huge buildings, and they would drop off their shoes on the way to work and pick them up on their way home. The shop, besides being filled with all sizes and colors of shoe laces, cans of all colors of shoe polish, leather and rubber heels of all shapes and sizes, had space for the shoes and boots which were to be repaired or those that were completed. The top shelf at his smudged glass counter was for the finished work, the lower shelf for the work to be done. Jacob, moreover, allowed his customers to leave their diverse plastic bags in the shop's corners while their foot ware was being tended to. Jacob Odaryan's place had those old fashioned smells and sounds: leather and polish, sewing machines and buffing machines. From six in the morning until six at night, Jacob was in his shop, seldom empty-handed. He noticed that many office people went to work in jogging shoes or basketball shoes. They bought laces. There were customers enough, he thought, with leather and plastic shoes, and though it was hard to keep up with all the styles, he generally was able to supply the men and the women customers with the stock heels and soles that were necessary for minor repairs. People bought a lot of shoes, and they must have thrown a lot of them out after one or at most two minor repairs. He liked to do "custom repairing" for his customers. That's what the word meant originally he knew. The routine repairs were his bread and butter. The custom repairs his relish. ******************* Just after Labor Day, a week before "nine/eleven" a young woman came in with a pair of shoes that made her a customer in the old sense of the term. She was upset that the left heel on her almost brand new shoes had broken, split down the middle while she was dancing. "I was maybe a bit too wild," she told him. The shoe had a high, platform heel, made of a kind of wood that Jacob didn't recognize. The heels were reddish brown in color and the black leather shoes, almost boots, had small silver buckles. "They were a present from my aunt and uncle when I was home." Where was home? asked Jacob. "Oh, the Dominican Republic." So this woman was Dominican. Her name was Sandra De la Junio, he found out. "Sandy Jay" might have been her name up on the eighty- eighth and eighty-ninth floors of WTC, where she perked and served coffee for the thirsty office workers, over a hundred of them, in a marketing company. Making a new heel for her left shoe would take some time, Jacob told her. She dropped by nearly every day for a week to see if her shoes were finished. Jacob actually got to know her and was charmed by her directness, her poise. She leaned up close against his glass counter when they talked together, as if they had known each other all their lives. She used a lot of make up, too much, he thought. A small woman. Sandra could wear high heels as if they were part of her body. This is probably why she was upset at breaking the heel. It might just as well have been her foot, Jacob thought! Jacob liked Sandra's perfume. Another gift from her aunt? The shop carried her scent for a half 46


Oktober 2002

hour after she walked out the door. She did not seem impatient with the slow progress of Jacob's repair job. He explained that finding the right wood for the heel was a problem. "That wood on your shoes probably comes from some jungle in Brazil," he told her and she laughed. "I'll use seasoned cherry tree wood, instead," he added, "that's the American way!" Sandra bent over the counter and squeezed Jacob's hand. Jacob got Bedros, his friend from childhood and a sculptor, to go through his assortment of wood, to see if there was a "suitable piece for a wild Dominican woman's heel". Jacob was not a bit surprised when Bedros teased him: "You got the hots for this chick, don't you?" "She's young enough to be your daughter, and besides she's not Armenian." The sculptor found a chunk of cherry that would do the trick. Over the weekend Jacob shaped the heel, with chisel and with lathe, finally, on the sander. The colors matched, and with a final polishing of the shoes, he put them up on the top shelf early Tuesday morning. Sandra would surely drop by to pick them up. He looked forward to her trying them on. ******************* The shoes were never picked up, and they would be still on the top shelf, had Jacob not decided to close his shop, with thick dust everywhere. He thought, "How can this be?" As an Armenian, he knew that there had been terror before. His father and mother escaped terror by the Turks in 1915. They came to America as "immigrants". They were in fact refugees. Terror was what Jacob and his sister heard about as children. The "old country", they knew, ended in terror. The "old country"--food and folk dance-- could surface in America on occasions, like Labor Day picnics. But "nine/eleven" put picnics in the background and terror up front. When Jacob decided to close his shop, he was obliged, of course, to wait for the customers to pick up their shoes he had repaired. Many did not return, but when he finally closed the business, he took Sandra De la Junio's shoes with the cherry wood left heel home to his apartment and put them on the window ledge where his cat sunned herself.

47

Informanten, efterår 2002  

Informanten, blad for studerende ved antropologi & etnografi, Aarhus Universitet. Oktober 2002.

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you