Issuu on Google+

”Solskinsmotellet” stod der på et stort skilt, og nedenunder i neon: ”Ledige værelser”. ”Vi prøver det her!” sagde han og svingede ind på motellets parkeringsplads. Han steg ud og gik ind i receptionen: ”Goddag hr. Hvad kan vi gøre for Dem?” sagde en smilende receptionist. ”Jo, nu skal De høre: Jeg har min kone og to børn siddende ude i bilen, og vi har kørt hele dagen og er godt trætte, men før jeg bestiller et værelse, vil jeg jo godt lige sikre mig, at det her motel ikke er et af den slags, hvor kunderne kommer og går natten igennem, De ved!” Receptionisten blev stam i masken: ”Jeg kan godt forsikre Dem, min herre, at dette her er et respektabelt motel. Den slags giver vi os ikke af med. Det vil overhovedet ikke finde sted!” ”Glimrende,” sagde gæsten,” og hvad tage De for et værelse?” ”For et de luxe værelse med separat bad og bidet 200 kroner i timen!”

LÆRER: Er der noget, du er bedre til end nogen anden? PEGGY: Ja, at læse min egen håndskrift.

ELEV: Jeg synes ikke, at jeg har fortjent et 0 for den prøve. LÆRER: Det gør jeg heller ikke, men jeg kan ikke give dig lavere karakter.

Et ægtepar fra Rødovre havde været til en større middag i Roskilde. Det var blevet meget sent, og de stod nu og småfrøs på gadehjørnet. Der var ikke en taxi at få. ” Du har ikke drukket noget videre, skat, og du har jo stort kørekort!” sagde manden til konen. ”Snup en af busserne derhenne i garageanlægger!” Så forsvandt konen. Halvanden time efter kom hun kørende med en af busserne. ”Hvor i alverden har du været? Her har jeg stået og frosset røven i laser, kone!” ”Ja, skæld du bare ud, Herman! Du aner ikke, hvor mange åndssvage busser jeg måtte flytte rundt med, før jeg fandt en, hvor der stod Rødovre på!” Lavet af Jane Martinsen.


Det var lønningsdag på byggepladsen, og entreprenøren brugte det gode gamle system med kontanterne i lønningsposer med navn på og håndværkerne i en lang række for at få deres løn. Tømrersvend Karl Viggo kom frem og fik sin løn, men da han kom hjem¸ opdagede han, at der var 100 kroner for meget i posen. Han sagde nu ikke noget om det til entreprenøren, men denne havde selv i mellemtiden konstateret fejlen, så ugen efter træk han blot de 100 kroner fra i Karl Viggos lønningspose. Karl Viggo opdagede det samme: ”Hej, hallo! Der er 100 kroner for lidt her!” råbte han. ”Nå dada,” sagde entreprenøren, ”du sagde ellers ingenting i sidste uge, da der var 100 kroner for meget!” ”Mand!” sagde Karl Viggo, ”jeg kan gå med til en enkelt fejl, men når det begynder ar gentage sig, så må jeg sige fra!”

En lille mand var på vej hjem fra et møde i De Høje Mænds Klub (han var tjener), da han i en mørk gyde blev overfaldet af to røvere, der var ude efter hans penge. Han kæmpede imod som en løve, men efter en brav kamp var han overmandet, og de undersøgte hans lommer og fandt lusede 22 kroner i mønter. ”Hvorfor fanden lavede du sådan en ballade for sølle 22 kroner, din idiot!” sagde den ene røver og børstede sig af. ”Jeg troede da for helvede, at I var ude efter mine 2.000 kroner i strømpeskaftet!” STEVIE: Du, mor, jeg fik 11 i skolen i dag. MOR: Det var da flot! Hvad fik du 11 i?` STEVIE: To ting: Jeg fik 5 i læsning og 6 i stavning. LÆRER: Hvorfor bliver du ved med at klø dig, Mary? MARY: Jeg er den eneste, der ved¸ hvor det klør.

LÆRER: Hvordan staver du til >>inkonsekvent<<? BILLE: Forkert. 1. ELEV: Jeg tager fransk, spansk og algebra i år. 2. ELEV: Okay – prøv at sige >>godaften<< på algebra.

LÆRER (vredt): Du skulle have været her kl. 9! SANDY: Hvorfor? Hvad skete der?

Lavet af Jane Martinsen.


Den tjekkiske avis Vicerni Praha kunne fortælle historien om stakkels Vera Czermak, der ved nyheden om, at hendes mand bedrog hende, sprang ud af vinduet fra deres tredjesals lejlighed i Prag. Avisen kunne endvidere oplyse, at hun var kommet på hospitalet, men at hun nu var i bedring. Det var værre med ægtemanden, hr. Czermak. Han døde, da hun landede i hovedet på ham.

Det var på Sct. Brian´s Pub i Limerick. Liam O´Laughlin kravlede hen til baren: ”En enkelt mere til at fise af på, Paddy!” sagde han til bartenderen. ”Nix Liam, gamle dreng, du har vist fået rigeligt!” ”Arh, Paddy, bare én!” ”Okay Liam, så får du en halv. Men så skal du også se at komme hjemad!” Liam fik sin halve whisky og kravlede tilbage til sit bord. Dér drak han ud og faldt ned af stolen, kravlede hen over gulvet, ud af døren og forsvandt. Da han kom kravlende hjem, sagde hans kone: ”Nå, dér er du endelig, Liam! Du har nok været på pub!” ”Mig?” sagde Liam nede fra gulve, ”hvorfor i alverden tror du det, kvide?” ”De har lige ringet henne fra pubben. Du glemte din kørestol!”

Sven stod ude i baghaven og gravede et hul. Ved siden af stod batteriet fra hans bil. Naboen kiggede over hækken. Så smed Sven batteriet ned i hullet og begyndte at kaste jord på. ”Hvad fanden er det, du laver, Svend?`” ”Begraver batteriet. Mekanikeren sagde, at det var dødt!” SMARTY: Hvor mange bøger kan du lægge i en tom skoletaske? KAMMERART: Det ved jeg ikke, hvor mange? SMARTY: En – for så er tasken ikke tom mere.

LÆRER: Vær nu ærlig, hvem har lavet dine lektier?` WALLIE: Min far. LÆRER: Hel alene? WALLIE: Nej, jeg hjalp ham med dem. Lavet af Jane Martinsen.


”Hvor fanden har du været henne, Ellinor? Jeg har lavet lasagne, og nu er den blevet helt tør!” ”Jeg gik på værtshus!” ”Har du være ude med en kunde?” ”Næ, jeg gik på værtshus med min elsker, og bagefter gik vi på motel, hvor jeg behandlede ham som et sexobjekt!” ”Årh, prøv nu ikke på noget! Jeg ringede til din sekretær, og hun sagde at mødet om uddannelse og ressourcer trak ud og trak ud!” ”Det var da bare noget, hun sagde for at lave rav i den, det lede heks. Og desuden har jeg sagt til dig tusind gange, at du ikke skal ringe til mig på arbejdet. Vil du virkelig gerne vide, hvorfor jeg kommer for sent hjem. Skal jeg fortælle dig det? O.K. Jeg faldt over denne her lækre fyr henne i banken. Jeg styrtede ind for at hente min rejsevaluta, og så ramlede vi sammen i døren. Jeg mener, han var alt for lækker til sådan at vikle sig ud af det, lige med det samme!” ”Og hvad så!” ”Så inviterede jeg ham til at drikke champagne af min sko efter arbejdstid!” ”Jeg håber ikke, du regner med, at jeg vil falde for den historie? Du kan lige så godt indrømme det. Du kan lige så godt indrømme det. Du har arbejdet over!”

LÆRER: Hvorfor kommer du for sent i skole? BELINDA: Der er otte mennesker i min familie, og vækkeuret var stillet på syv.

Bo Brian kom hjem og klagede over, at han var blevet køresyg af at køre baglæns i toget. ”Jamen, lille ven, hvorfor spurgte du ikke, om du måtte bytte sæde med passageren overfor?” ”Det ku´ jeg ikke!” hikkede Bo Brian. ”Hvorfor dog ikke?” ”Der sad ikke nogen!” Lavet af Jane Martinsen.


Det er under 2. verdenskrig. Toget mellem Skanderborg og Århus. Konduktøren kommer ind i kupéen og billetterer en mand, der sidder med en meget stor og tilsyneladende meget tung pakke på skødet. ”Hvad er det for en pakke. De sidder med, hr.?” spørger konduktøren. ”Det er en bombe. Den faldt ned i min baghave, og den eksploderede ikke. Så nu tager jeg den med til den tyske kommandantur i Århus!” ”De er da ikke rigtig klog mand at sidde med sådan én på skødet. Kan De se af få den op i bagagenettet!”

Jesus trådte ind på en café på Christianshavn. Han bad om lov til at sætte sig ved et bord, hvor der i forvejen sad tre sørgemodige udseende gentlemen med deres bajere. ”Hvad plager dig, broder?” spurgte Jesus den ene. ”Det er mine øjne. Jeg får stærkere og stærkere briller, men jeg kan snart ikke se en skid!” Jesus rørte ved mandens øjne, og den svagtseende kastede brillerne fra sig og løb ud af caféen jublende, at han havde fået synet igen. Han kunne blive jetpilot med de øjne. Den anden cafégæst kunne ikke høre Jesus´ spørgsmål, så Jesus berørte hans ører, og den døve smed sit høreapparat på gulvet og sprang ud af caféen. Den tredje cafégæst sprang op af sin stol og stillede sig hen i den fjerneste krog: ”Du rører mig ikke, fister. Jeg får invalidepension!”

REKTOR: Det er fjerde gang, jeg må kalde dig ind på mit kontor i denne uge. Hvad siger du til det, Christoffer? CHRISTOFFER: Jeg er søreme glad for, at det er fredag.

JOPHNNY (kommer hjem med sin karakterbog): Jeg lå højest af alle dem, der dumpede. Laver af Jane Martinsen.


Gårdmand Laurits Olsen fra Ejstrup var på besøg hos sin gamle soldaterkammeret, Karl-Erik Boeslunde, der var pensioneret mejerist og nu boede i Ry. Midt om aftenen blev det et frygteligt vejr. Det stormede og piskede, og da det gik over til hagl, syntes Karl-Erik alligevel, at det var blevet for meget: ”Do skal et´ ta´ hjem i det vejr!” sagde han til Laurits, ”do blyvvr hier å sove i nat!” ”Det var sør´me flink a´ dej!” sagde Laurits, ”a smutter lige hjem efter mi´ pyjamas!”

”Hej, Ellinor! Gud, jeg hører du har slået op med Sven! Hvad er der sket?” ”Årh, du ved. Mine følelser for ham forduftede bare. Det var det hele.” ”Jamen du har jo stadig hans forlovelsesring!” ”Ja. Mine følelser for ringen er ikke forduftet!”

I en lille polsk landsby havde egnens giftekniv udbredt sig i høje toner om en giftefærdig pige fra en anden landsby et stykke derfra. Den unge mand, som havde hørt på giftekniven, var efterhånden meget nysgerrig efter at møde dette vidunder af en giftefærdig ungmø, så han betalte giftekniven et aftalt beløb og blev bragt sammen med pigen. Den unge mand trak straks giftekniven til side: ”Hvad er det her godt for!” hviskede han rasende, ”her lover du mig en perle af en ung pige, og hende her er mindst 45! Du sagde, at hun var smuk, men er spejl ville krakelere, hvis hun så sig i det. Du sagde, at hun var velskabt, men hun ligner to sække kartofler! Du sagde …”. ”Du behøver ikke at hviske,” sagde giftekniven, ”hun er også stokdøv!”

En lærer skrev i en elevs karakterbog: >>David er en dygtig elev, men han snakker for meget. << Davids far skrev karakterbogen under med denne bemærkning: >>Så skulle De høre hans mor.<<

LÆRER: Hvad er forskellen på elektricitet og lyn? ELEV: Man skal ikke betale for lynet.

Lavet af Jane Martinsen.


En gammel rabbiner, der boede i en landsby i Hviderusland, gik hver morgen over det store torv for at komme til synagogen og morgenbønne. Og efter bønnen gik han igen over det store torv for at komme hjem. Men hver eneste morgen blev han fulgt med vågent øje af en politibetjent, som måske ikke hørte til Guds bedste børn. Han var både kosak og jødehader på én gang. Endelig skete det da en morgen, at betjenten gik frem til rabbineren og forlangte at få at vide, hvor han skulle hen. ”Det ved jeg ikke!” svarede denne ”Hvad mener du med, at det ved du ikke? I tyve år har jeg set dig gå over torvet til og fra synagogen, og nu vil du blide mig ind, at du ikke ved, hvor du skal hen? Jeg tror du er en fræk jødetamp!” Betjenten tog den gamle mand i kraven og slæbte ham hen på politistationen og smed ham i fængsel. Da han drejede nøglen om til rabbinerens celle, så denne på ham med et glimt i øjet og sagde: ”Der kan du se. Det passede, hvad jeg sagde. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle hen!”

En lille jødisk dame var kommet til at sidde ved siden af en stor norsk herre i en flyvemaskine på vej til New York. Hun sad længe og så på ham. Så sagde hun: ”Undskyld hr., men er De jøde?” ”Nej, frue,” sagde den høflige nordmand. Lidt efter var hun der igen: ”De er da jøde, ikke? kom nu, De kan godt fortælle mig det!” ”Desværre, frue,” sagde nordmanden. Hun betragtede ham en stud mere og sagde så: ”Hold nu op. Jeg ved udmærket, at De er jøde!” Nu var høfligheden ved at gå af nordmanden, så for at få fred for damen sagde han: ”Okay, okay dame. Så er jeg jøde.” Den lille dame så på ham et øjeblik. Så sagde hun hovedrystende: ”Det er altså mærkeligt. De ser ikke spor jødisk ud!”

LÆRER: Hvorfor kommer du for sent, Eddie? EDDIE: Jo, der var altså et skilt på vejen … LÆRER: Hvad i alverden kommer det skilt sagen ved? EDDIE: På skiltet stod der >>Skole – sæt farten ned<<. MORS VENINDE: Går du i skole? LILLE DRENG: Nej, jeg bliver sendt. Lavet af Jane Martinsen.


LÆRER: Hvad er hovedformålet med vores hud? BILLY: Den får os til at se mere naturlige ud. Det var i og for sig ret uskyldigt. Fruen havde fået en dejlig æske chokolade i værtindegave, og den havde hun anbragt på en hylde i køkkenet. Men dagen efter opdagede hun, at æsken var blevet meget lettere. Hun åbnede æsken, og opdagede at hele det nederste lag chokolade var blevet fjerner. Det var nu ikke svært at finde den manglende chokolade. Den var anbragt i en papirpose ved siden af den nye kokkepiges taske og overtøj. Nu var fruen en godhjertet sjæl, så hun tog blot chokoladerne og lagde dem tilbage i æsken uden at sige et ord til den nye kokkepige. Æsken stillede hun så ind til sig selv for ikke at friste den svage sjæl. Men allerede sammen dag meddelte kokkepigen, at hun sagde op! ”Jamen, hvorfor nu det?” spurgte fruen. ”Jeg ønsker ikke at arbejde for folk, der stjæler tilbage!” LÆRER: Rudy, fortæl mig, hvor man kan finde elefanten? RUDY: En elefant er for stor til at blive væk

Den berømte maler havde, inviterer sin gode ven lægen med hjem, for at han kunne se kunstnerens seneste værk, et stort naturalistisk oliebillede af en stående model. Lægevennen studerede billedet nøje, gik fra detalje til detalje, og maleren ventede spændt på hans dom. Efter ti minutter kunne han ikke dy sig længere: ”Nå, hvad siger du så, doktormand?” Lægen så fra billede og hen på kunstneren: ”Jeg vil sige, at det er en dobbeltsidet lungebetændelse, en ubehandlet tennisalbue og tendens til platfodethed!”

JUNIOR: Jeg går altså ikke i skole mere. MOR: Hvorfor ikke? JONIOR: Mandag sagde læreren, at fire og fire var otte. Tirsdag sagde hun, at seks og to var otte. I dag sagde hun, at syv og en var otte. Og jeg vil altså ikke i skole igen, før hun har bestemt sig.

Lavet af Jane Martinsen.


En yngre dame ringede til trykkeriet: ”Det er Ellinor Clausen. Jeg bestilte nogle trykte bryllupsinvitationer i sidste uge. Jeg ville lige høre. Er det for sent af få ændret et par småting i teksten?”’ ”Det kan jeg ikke forestille mig,” sagde bogtrykkeren. ”Hvad er det, De gerne vil have ændret?” ”Det er næsten ikke noget. I virkeligheden nogle bagateller. Jeg vil bare gerne have ændret datoen, kirken og navnet på manden!” En ung taiwanesisk mand skrev omkring 700 glødende kærlighedsbreve til sin tilbedte, og i hvert eneste brev tryglede han hende om at gifte sig med ham. Hans vedholdenhed gav to år senere endelig resultat. Pigen forlovede sig med det postbud, der så trofast havde afleveret alle brevene.

Læreren: ”Kan du lige dæmpe dig lidt ned, Bo Brian! Tror du, det er dig, der er lærer her i klassen?” Bo Brian: ”Nej, nej!” Læreren: ”Nå, men så hold med at opføre dig som en idiot!”

De to jogger løb på hinanden. ”Det er ellers længe siden, du. Hvordan går det med dig?” ”Åh, skidt. Før i tiden kunne jeg løbe hele vejen rundt om søen. Nu kan jeg kun løbe halvvejen rundt, så bli´r jeg nødt til at vende om!”

Den unge dame kom hen til bankkassereren for at hæve nogle penge. ”Kan De legitimere Dem?” spurgte kassereren. ”Jeg må jo lige vide, om det nu også er Dem!” Den unge dame tog et spejl op af håndtasken og kiggede i det. ”Jo,” sagde hun, ”den er go´ nok.. Det er mig!”

Lavet af Jane Martinsen.


KANNIBALMOR TIL HEKSEDOKT OR: Jeg er bekymret for Junior, han vil være vegetar.

Der var engang, hvor den perfekte mand og den perfekte kvinde mødtes. Efter en perfekt forlovelsestid indgik de et perfekt bryllup, og deres bryllupsrejse til Maldiverne var perfekt. De flyttede ind i et perfekt hus og købte sig en perfekt bil, en Volvo stationcar, og levede et perfekt liv sammen. En juleaften på vej til julemiddag hos hendes forældre var det blevet en forfærdelig snestorm, og da de på deres vej så en mørk skikkelse stå og vifte med armene i vejkanten, standsede de naturligvis bilen og tilbød julemanden – thi ham var det – et lift. Han kravlede ind med alle sine gaver, og da det perfekte par ikke ville skuffe børnene, tilbød de julemanden at hjælpe ham rundt med alle gaverne. Men vejret blev værre og værre og sørgeligt nok var uheldet ude. De kørte galt! Kun en af dem overlevede, men hvem? Svar på biluheldet med den perfekte mand, den perfekte kvinde og julemanden. Hvem overlevede? Det gjorde den perfekte kvinde. Hun var i virkeligheden den eneste, der eksisterede fra starten. Alle ved vel, at julemanden ikke findes – og det gør den perfekte mand altså heller ikke! Her slutter historien for de kvindelige læseres vedkommende. Mændene kan læse videre: Okay. Hvis julemanden ikke eksisterer, og den perfekte mand heller ikke eksisterer, så må det være kvinden, der har kørt bilen. Det forklarer jo så, hvorfor den kørte galt. Det skal du nu ikke fortælle den perfekte kvinde, for hun er ikke mere perfekt, end at hun aldrig hører efter, hvad man siger til hende.

”Jeg forstår, at De begravede Deres mand for blot fjorten dage siden, fru Clausen!” ”Ja, det var jeg nødt til. Han var død!”

STØRRE PIGE: Har du boet her hele dit liv? MELLISSA: Ikke endnu.

Hvad er værre end at finde en orm i et æble? Kun at finde en halv orm.

MOR: Melissa, husk nu at vaske armene, før du tager den rene bluse på. MELISSA: Til lange eller korte ærmer?

Lavet af Jane Martinsen.


Blandede vittigheder november 2010