a product message image
{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade
25 minute read

Mød et utidigt subjekt

IND UNDER HUDEN

Fotos af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych.

Carla Augusta Bernstorff Justesen Man kunne være nysgerrig efter at vide, om Carla Augusta er opkaldt efter den danske indbrudstyv og udbryderkonge Carl August Lorentzen, der blev kendt for sin spektakulære flugt fra Horsens Statsfængsel juleaften 1949. Det er ikke sagen. Carla er ingen udbryderkonge, selvom hun sikkert kunne udnytte sit store smil til at narre en eller flere. Modsat Carl August er Carla heller ikke fra Frederiksberg, men født og opvokset i herlige Odense. Nu får vi til gengæld glæde af hende her i storbyen, og er man interesseret i en god skønlitteraturanbefaling eller tips til HIT-fitness, skal man ikke være bleg for at spørge hende. Carla går på 2. semester, og i Indputs regi styrer hun stavning og syntaks i stiv arm.

Mathias Baagø Tybjerg Mathias er fra Fyn. Vig ikke bort fra hans hårde facade og hans lange væsen. På indersiden er han blød som en smørklat, men hvad der ellers angår ham, er han stadig i tvivl. Heute und hier, wünsche ich mir, ein mensch zu sein. n

Besøg www.indput.dk

T E M A S E K T I O N

K U N S T I G

K U N S T I G

Kunstig / Naturlig

Af Mathias Baagø Tybjerg, stud.psych., illustration af Mathilde Stubmark

Anvendelsen af ordet ’kunstig’ har gennem historien varieret meget. Udsprunget af ’kunst’ har det været anvendt til at beskrive en relation til kunsten, en kreativ kyndighed, men også været forbundet med personer, som var særligt snedige eller løjerlige. Det er dog nok de færreste, der i 2020 har disse associationer med kunstighed. Når ordet i moderne sammenhænge anvendes, er det typisk brugt til enten at beskrive en menneskelig syntese af noget naturligt forekommende eller til at beskrive noget unaturligt og uægte. Hvis et menneske får lavet kunstige bryster eller andre kosmetiske ændringer, bliver dette ofte opfattet som en falsk modifikation, altså noget unaturligt, selvom det vigtigste i denne sammenhæng måske er den menneskelige syntese. Problemet er tit, at begge betydninger følger med. Hvor et fænomen som kunstig befrugtning kun burde betyde en menneskelig syntese, risikerer det ved anvendelsen af ordet kunstig, at bibringe den unaturlige symbolik.

Når man forholder sig til begrebet kunstig, bliver man klar over, hvor meget vi idealiserer det naturskabte.

I løbet af 1700-tallet og frem til starten af 1900-tallet satte en stor flok filosoffer og videnskabsfolk sig for at finde frem til virkeligheden igennem videnskabelig empiri. At finde ind til naturen af det som er. Det ville være for simpelt at kalde dem modernister, men nu gør jeg det alligevel. De var på jagt efter universelle sandheder om objekter i verden. Selvom om denne erkendelsesteoretiske tilgang først problematiseredes af deres helt egen David Hume og senere hen af en stor flok postmodernister, er der i dag stadig en mangfoldig mængde videnskabsfolk, der arbejder med idéen om en universel virkelighed, som er uafhængig af subjektet og dets metodiske tilgang. Det er et videnskabsteoretisk ideal, der har fået store dele af Psykologien til at snakke om repeter- og reproducerbarhed. Det er også en tilgang, som på mange måder er ’anti-kunstig’, da man vil studere objektet isoleret fra den menneskelige syntese

Af denne verdensorden følger det, at det kunstige må vige for det naturlige. Biolog og, som nogen ynder at kalde hende, technofeminist Donna Haraway har en pointe om, at man kan vaske sine hænder i objektive sandheder: Hvis man, ligesom modernisterne, tilgår viden som var den uafhængig af subjekter, kan man løbe fra de konsekvenser som følger. Det er en idé om, at man gennem videnskab producerer ”sandhed”, hvori der ligger en magt, men at det er muligt at løbe fra ansvaret, hvis man fraskriver subjektets påvirkning af resultatet. For Donna Haraway må videnskab i stedet situeres i det menneskelige perspektiv og i den menneskelige syntese med objektet.

Donna Haraway opskriver ikke blot kunstigheden i sin tilgang til objektivitet. Hun er med sit Cyborg Manifest også kritiker af en romantisering af naturen som en essentiel størrelse, vi kan vende tilbage til og finde klare svar i. Hvis man definerer womanhood ud fra forestillingen om, at det kan rodfæstes i kvindens ’naturlige’ beskaffenhed, værende det en livmoder eller noget andet, udelukker dette sandhedsideal alle de transkønnede kvinder, som ikke har en livmoder. Cyborgen, med sin grundlæggende kunstighed, frisætter sig derimod fra forståelsen af universelle naturgivne sandheder, om hvad det vil sige at være et menneske.

Vi skal ikke benægte de erkendelser, som naturvidenskaben kan lære os, men vi må ikke glemme, at de er partielle sandheder.

En af samtidens mest iøjnefaldende repræsentanter for modernismens idealer er den canadiske professor i Psykologi, Jordan B. Peterson. Han er fortaler for trækteori og neurofysiologiske forklaringer på, hvorfor der er forskel på mænd og kvinder. Han er ikke en ven af kunstigheden. Han er kendt for at anvende neurokemiske forståelser for hierarkiet blandt

hummere som grundlag for at forstå hierarki blandt mennesker: Da vi evolutionært stammer fra det samme sted, må der unægteligt være en sammenhæng. Jordan Peterson fremsætter to videnskabelige fund i forlængelse af hinanden for at lade sammenhængen tale for sig selv “Women are more agreeable than men” + “Succesfull people are less agreeable” = … ? Han formår med sin forståelse af videnskab at fremstille ’sandheder’, der berettiger en forskelsbehandling på baggrund af køn, og ved at vaske sine hænder i en uafhængig objektivitet, løber han fra ansvaret.

Han repræsenterer en essentialisering, en romantisering af naturen og et ideal om empirisk objektivisme, som ville få Donna Haraway til at modificere den nærmeste kvinde til cyborg, blot for at kunne laserbeame Jordan Petersons samling af hummere ud af verden.

Problemet med den epistemologi og retorik, som Jordan Peterson repræsenterer, er at han reducerer komplekse fænomener som køn og lighed til enkeltdele af det hele billede, for derfra netop at brede enkeltdelene ud til at rumme ’sandheden’ om det hele billede og således fortælle os, hvordan vi bør strukturere vores samfund.

Ved at vende tilbage til essentialistiske forklaringer af, hvordan verden er og derfor bør indrettes, forstærker han en

dualistisk forestilling om naturlig og kunstig. Den adskillelse fordrer, at vi kan definere præcis, hvad der er naturligt, men naturen er kompleks og foranderlig. Som Donna Haraway pointerer, har det altid heddet en celle, men vores viden om indholdet af den celle har ændret sig betydeligt. Det er paradoksalt at adskille naturlig og kunstig, hvis vi ikke klokkeklart kan definere det naturlige. I så fald bliver denne idealisering af ’naturen’ og ’naturlighed’ blot til en stigmatisering af det, der ryger i den anden kategori, altså det som kaldes kunstigt, hvilket bliver en hindring for, at disse to kunne være noget andet end modsætninger og således en forhindring for potentiel udvikling.

Vi skal ikke give slip på naturen. Vi skal holde af den, men måske er det tid til at give plads til kunstigheden. n

PSYCHOLOGY FROM AN AI’S PERSPECTIVE

Written by GPT-2 AI language model, generated by Isabel Sidenius, stud.psych. and Marie Strøyer, stud.psych.

A neural network AI is just the latest, most convincing example of modern software replacing humans. All kinds of algorithms, or software, can make us better at our jobs. A neural network AI is already being used to teach a system how to identify cats from YouTube videos. By using an AI language model called the GPT-2 text generating system we will encapsulate the essence of psychology. What is written with bold letters is what we have typed into this AI language model, and in the following we reveal the answers.

What is psychology?

Psychology is built on a false assumption. This is why people typically cite work by Robert Sternberg, William Sheldon, Robert Heinlein, Aleksandr Solzhenitsyn, and Carl Jung (and maybe Albert Speer), with less regard to evidence of their conclusions, than to "publication bias" and the likely influence of research on their individual writings. We will never know whether the same of state-of-the-art AI researchers would generate such preposterous conclusions without the strong influence of students whose predominant academic interests involve little more than self-promotion (aka mass promotion) of their own ideas and personalities, or who opt to ignore such contradictory evidence in favor of the prevailing dogma. Psychology can predict that we've killed ourselves. Once you start the math on this, it would be hard to say that you could come back from a cataclysm. But even if we are in a position to turn around and try to be better people or if we can wait for some future messiah to do that, then the logic of death is still in our lives, and then once you start turning around and trying to do the right thing, you can come up against that same logic. And if that is the case, then we'll have to realize that there isn't another god out there or that there's no hope.

What is the meaning of psychological phenomena?

Psychology’s purpose is to rationalize and rationalize, and thereby reinforce established values. Future stories are recycled, re-written and re-taken down, which is why the old material can be easily spotted. The lack of any original material in recent stories. No one seems to care or bother about updating old materials because it's worth little to readers, and in terms of past standards, there are none.

Psychology can predict that bullying behaviors are nontherapeutic, bullying occurs within marriage, and bullying takes place outside of marriage

Psychology can predict that most couples will divorce most relationships will end most diseases will occur I will die before my brain can be replaced. The psyche is made up of Thick scales, sharp claws, and massive eyes. The terror continues as the brain is put into the shell of the ape, becoming something that resembles the primitive. The psyche is the verbal field of the brain, and that the soul is human words and spirit.

Emotions are difficult to understand and therefore too difficult to help with.

Psychic diseases are more intense in members of the homosexual and bisexual populations. Furthermore, sex hormones and lifestyles are associated with some psychiatric conditions.

Depression is a disease, and this study makes it clear: it is real, and more and more people are going to die of it.

Anxiety is like a hole in my heart. I can't concentrate. I can't sleep. I just don't know what I should do anymore. But I have to do something. I can't just sit here and watch the news all day. And as the day unfolds, she watches with increasing anxiety as Donald Trump goes from TV screen to TV screen to TV screen. "What have you done?" she asks herself. In 20 years, psychology has not done more than raise test scores and get excited about the Nobel Prizes they awarded.

For all the talk of "neuroplasticity," how does it work in people who really do grow and change? And why aren't they scientists?

Personality is soft. To see and be different are not mutually exclusive. We are not stepping into another man's shoes. We are not the same. You are not an exception. You are part of a species. No one can tell you how to feel. You are not abnormal. Your experiences and thoughts don't invalidate others'. They aren't crimes. There is no oppressor and oppressed. Each human being is equal and valid. Everyone is called to loving and wise work. You are perfect just the way you are. You are not the problem. You aren't the victim. You are not your fate.

Motivation is * What other people think of you. * * How to Become the Best in the Class * *

Being in love feels like a kind of crushing experience. Like I'm shrinking before you. It's like standing in the middle of a tsunami. It's like giving birth to a thousand babies.

What's wrong with love? Why is it so hard? Why does it have to be painful?

There is a philosophical argument that I've come across several times that connects specifically to love. Let me quote it to you straight.

"What is love?" asks the philosopher John Stuart Mill. "What is a man's love? Why love, says the first question, a love which is nothing but another person's existence in the mind." And thus begins the paradox of love. Love, said Mill, is our everlasting reliance on others.

Human behavior is determined by IQ and age. In 50 years, psychology is going to be about eight percent of what it is today, and we are in the process of doing something really cool.

In 100 years, psychology has almost forgotten there was such a thing as relational intelligence and that the possession of this unusual trait of sensitivity to attitudes of others involves a focus on the emotions of others and not of self. But, this kind of problem about your ability to have the same sensitivity as your mother to what her mother's and yours are feeling (I can speak about an abstract topic, who can relate to that) has never worked for any therapist, psychologist or bi-sexual therapist. If they can't, then there is very little hope for many people, and we need to realize that.

In 200 years, psychology has only progressed by 30%. It's entirely possible that psychology is simply not the field of expertise it once was.

Second, this is not just about willpower. Learning the skill of human interaction requires training. It means accumulating millions of daily experiences from every direction. That is training, too.

For 90% of human interaction, it's natural to ask "how can I use this?" or "why would I want to use this?" There are three possible answers. In a survey, 72% of people are going to give you the first answer they think of. I think people are wrong. I've spent 20 years in training. And the answer is

I don't know, maybe.

If you need more answers go to talktotransformer.com and write them down. Maybe you will be even more enlightened. n

What is the future of psychology?

The future of psychology is in terms of machine intelligence," says Zhang. "We are aware that a lot of technology is already in practice. When the whole machine intelligence is incorporated into a machine, the future of psychology is fully automated."

ROTHKO, DE KOONING, POLLOCK, STALIN KUNST, DET KUNSTIGE OG DEN KOLDE KRIG

Af Oliver Hundahl, stud.psych.

Det er ikke en ny idé (det er de færreste): USA er en kulturel ødemark. Skt. Peders Bageri i København (berømt for indførelsen af onsdagssneglen) blev grund-lagt i 1652, altså små 124 år før De Forenede Stater. At nationen er for ung til at have sin egen kultur, er derfor ikke en radikal påstand. Det er dog ikke af den grund en korrekt påstand. Sovjetunionen kom frem til samme idé ad den omvendte vej. Da man i starten af Den Kolde Krig erklærede en æstetisk strid med USA, var argumentet ikke, at den vestlige kunst var nyfødt - den var tværtimod en døende gammel mand. Den bourgeois æstetik var udslidt, i forrådnelse og forfald. Den var reaktionær, dekadent, form uden indhold, maskeret som “ren kunst” eller “kunst for kunstens skyld.” Yankeernes kunst var for kunstig. Sovjetisk kunst derimod, oh boy, den var ægte, sagde man. Den var progressiv, autentisk og lagde ikke skjul på hverken sine agendaer eller de overlegne idéer, der var dens brændstof.

Det omtales i dag som socialistisk realisme: Kunsten skulle være relevant for proletariatet, den skulle afspejle deres liv, behov og hverdag. Vi kender allesammen billederne af svedende stålarbejdere, stormende bolsjevikker eller stærke kvinder i arbejdstøj på vej ind i fremtiden.

Nåh ja, jeg har glemt at sige det, men den her artikel handler om abstrakt ekspressionisme. Den handler om dét, og om CIAs rolle i den æstetiske krig mellem det vi kalder Øst og Vest: Den Kolde Krig. Der tager lidt tid at komme derhen, men det har jeg personligt sådan set nok af. Klart nok, da jeg jo er forfatteren. Til dig, læseren, vil jeg sige: I den her artikel er Google din ven. Nå. Først skal vi vide noget om:

Hvordan det stod til i USA

Det var McCarthyismens tidsalder. Alle fra Albert Einstein til Charlie Chaplin blev anklaget for under-gravende virksomhed og un-Americanism. Avant garde var farligt og socialt nedbrydende. Al moderne kunst var socialistisk. Abstrakt ekspressionisme selvfølgeligingen undtagelse. Man mente, at Pollocks eksploderende trådnet eller de Koonings svulmende, grovhakkede portrætter var et hemmeligt forsøg på at “tell the foreigners that the American people are despondent, broken down, or of hideous shape.” som en congressman udtrykte det.Med andre ord: De nye kunstgenrer var et socialistisk komplot, der skulle underminere idéen om den sunde, stærke og frie amerikaner.

Alt tydede altså på, at sovjets anti-amerikanske propaganda var fuldkomment nøjagtig: USA var en kulturel ødemark, og kapitalister kunne hverken producere eller værdsætte god kunst i nogen som helst udstrækning. Det blev ikke hjulpet af, at congressman George Dondero i 1949 holdt en, nu berygtet, tale, hvor han fremlagde følgende analyse (/paranoide konspirationsteori) af (/om) de moderne kunstarter:

“Cubism aims to destroy by designed disorder. Futurism aims to destroy by the machine myth. Dadaism aims to destroy by ridicule. Expressionism aims to destroy by aping the primitive and insane. Abstractionism aims to destroy by the creation of brainstorms. Surrealism aims to destroy by the denial of reason.”

Ja, det er jo sådan set en rimeligt korrekt analyse. Hvad der gjorde ham, og resten af USA, til grin i det kulturelle Europa, var at han anså ødelæggelsen som noget dårligt. Sømmet i kisten kom nok med præsident Trumans udødelige ord om den amerikanske avantgarde “If that’s art, then I’m a Hottentot.”

Enter: the Agency

Den almindelige amerikaner så kaos, degradering, latterliggørelse. Sovjetterne så falskhed, røgslør, dekadence. CIA så noget andet. Da organisationen blev grundlagt i 1947, var bestyrelsen primært akademikere: Kunstsamlere fra Harvard, aspirerende forfattere fra Yale; din lokale garden variety af liberale intellektuelle. De så i den såkaldte abstrakte ekspressionisme (Rothko, de Konning, Krasner, Kline, Pollock1) en unik amerikansk kunstart. Født som den var i New York City, kunne ingen andre i verden gøre krav på dens oprindelse2. De så i Pollock en fri ånd, der brød med alle former, maleriets svar på jazz; en rigtig yank opflasket med fåremælk og uldhoser på en farm i Wyoming; en ‘shoot first, ask questions never’- kind of fellow; en fuldblodsamerikansk rebel without a cause (en film der først udkom i 1955, men du fatter det). Better yet: De så i abstrakt ekspressionisme det komplet omvendte af sovjetisk realisme3. kjjjjjjjjjjjjjjjjjjjjjjjjjjjjjjjjjjjjj

Ligesom at sheriffer i westernfilm ustandseligt fandt, at Colts ’Peacemaker’-revolver var deres foretrukne våben, havde CIA nu fundet deres. De var klar til at lege cowboys mod commies.

Police Gazette (1955)

CIA viste en side af sig selv, man egentlig sjældent tænker over. De installerede sig på ingen tid som de ultimative smagsdommere i Europas kulturliv. De arrangerede jazzkoncerter, de opsatte operaer, de havde en finger i Boston Symphony Orchestras repertoire, de var endda madanmeldere på fine restauranter. Vigtigst af alt, for vores historie, er dog deres arbejde i billedkunstens verden. De grundlagde dusinvis af kunstmagasiner, installerede CIA-agenter som kritikere, skrev medrivende anmeldelser af udstillinger og ferniseringer, som de selv havde arrangeret. En af disse udstillinger var “Masterpieces of the Twentieth Century” fra 1952 (måske lidt hurtigt på aftrækkeren, eh?). Gæt selv hvilke billeder, de valgte som mesterværker. Alt det her foregik selvfølgelig i hemmelighed. Ofte var ikke engang præsidenten klar over det. Ja, det var faktisk forbudt at bruge statens penge på den (fra den gennemsnitlige amerikaners synspunkt) afgjort uamerikanske abstrakte ekspressionisme.

Action Painting

Nå ja, men målet var jo ikke, at overtale amerikanerne. De var jo i forvejen pro Amerika. Målet var at overtale europæerne. Det er rigtigt, at moderne kunst var noget kommunistpis. Stort set alle betydningsfulde abstrakte ekspressionister var rødglødende socialister helt ind til benet. De havde ikke meget tilovers for these United States (for slet ikke at sige CIA), og følte sig langt tættere på Moskva end Washington DC. Men det blev netop en styrke for CIA, de kunne sige “Prøv at se! I USA kan du være rød som en postkasse, skabsintellektuel, ja endda alkoholiker og udtalt fyldebøtte, og stadig blive den mest hyldede kunstner i nyere tid!” Den europæiske kulturelite skulle vide, at USA var en veludviklet og sofistikeret nation, og ikke den Disneyland-hillbilly-sump, vi jo alle ved det er. jjjjjjjjjjjkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkkk

“I think it was the most important division that the agency had, and I think that it played an enormous role in the Cold War.” siger Tom Braden, tidligere chef for CIAs ‘International Organisations Division’. Well, you can’t argue with results: I 2018 var 4 af de 10 dyreste malerier i verden abstrakt ekspressionisme (2 af Pollock, 1 af Rothko og 1 de Kooning).

Guardians of the Secret (1943)

Om ikke andet har CIA et brand, og de er altid extremely on brand. Det føles altid som et direkte skud fra hoften, altid bag om ryggen på det demokrati, de siger, de forsvarer. I sagen, jeg lige har forklaret, vidste ikke engang præsidenten, at hans eget agency legede kunstkender i Europas underliv. Han troede, at i these United States var kunstnere frie, uhæmmede, kun styret af kunstverdenens åbne, usynlige hånd, ikke af sovjets røde knytnæve. Det medførte, at Eisenhower udtalte om den blomstrende amerikanske kunst: “How different it is in tyranny. When artists are made the slaves and tools of the state; when artists become the chief propagandists of a cause, progress is arrested and creation and genius are destroyed.” Dwight, hvis bare du vidste. Hvis bare du vidste...

Historiens morale på ABCDE

A. Mange akademikere i Sovjet mente, at abstrakt kunst var selvoptaget: Kunst der ikke tiltaler størstedelen af befolkningen - arbejderne - er bourgeois. Det er jo rigtigt nok. Hvis kunst kun handler om dit eget personlige udtryk, din individuelle unikke oplevelse, så er og bliver det narcissistisk ad helvede til. Det er også derfor, man ofte i interviews med sovjetkritiske kunstnere fra den tid, finder at de fyrer endeløse platituder af om ‘kunst for kunstens skyld’.

B. Overklassens kunstverden er et fupnummer. I skrivende stund er det dyrest solgte billede i verden ’Salvator Mundi’ af Leonardo da Vinci. Det er ærligt talt et rimeligt underlegent billede i forhold til så meget andet. Intet ved billedet selv retfærdiggør, at det skulle være 450 millioner dollars værd.

Men ligesom high fashion, definerer kunstverdenen sig jo ved (ja, er stolte af), at normale mennesker hverken forstår det, eller har råd til det. Det er nærmest det, der kendetegner både haute couture og “højkultur”.

C. Tom Keating var en berømt socialistisk kunstforfalsker i det 20. århundrede. Man mener, at han producerede op imod 2000 fakes af historiens største mestre. Sommetider brugte han endda nye motiver, lavede helt nye billeder og tilskrev dem at være af kendte malere. På det punkt var han jo sådan set ‘bedre end de bedste af de bedste’ – alt, hvad de kunne, kunne han også. Hans malerier var formuer værd, lige indtil man opdagede, de var fake, så var de intet værd4. Billederne i sig selv havde intet at sige. Værdien var (og er) bestemt udelukkende af en overklasses fetichistiske besættelse af ‘det ægte’.

D. At det meste kunst er (eller i hvert fald bliver) bourgeois, kan vi derfor ikke være i tvivl om. Jeg synes bare ikke, det betyder, at man skal rette sin kunst efter hvad ‘gennemsnitlige folk kan forstå’, som socialistrealismens løsning var. Alle og enhver kan lære at “forstå” al kunst. Hvad vil det sige at forstå det? Jeg skulle hellere sige: Alle kan få noget ud af Jeff Koons, alle kan blive rørt Frida Kahlo eller sætte pris på Max Ernst5. Man kan godt lære at blive rørt af en andens narcissistiske spasme, ellers var der jo ikke nogen, der ville læse Kafka. Jeg har ikke noget bud på, hvordan man så kommer derhen, hvor alle kan det, men jeg tror, at når hele feltet virker fjernt og kunstigt, er det kun fordi man forventer, at tingene er mere ægte end de er. E. Fupnummeret er kun et fupnummer set udefra. Illusionen kun en illusion, hvis man ikke selv er en del af den. Kunst er for mig noget af det mest ægte der findes, men det er og bliver kunstigt. Sådan er det: Vi kommer kun frem til det ægte ved hjælp af det kunstige. Det ægte i sin renhed er nok for ægte for os – det får os til at føle os alt for kunstige selv. Det er ikke en ny ide, men det er jo de færreste. n

FODNOTER:

1. Var det ikke noget med, at Google var din ven?

2. De så selvfølgelig bort fra, at de Kooning og Rothko begge var født i Europa, og at alle (inklusiv Pollock) blev oplært af europæere i New York. Melting pot America, I guess.

3. Socialistisk realisme var ikke den sjæleløse, ensformige gang pis den ofte fremstilles som. Der var enorm kunstnerisk variation inden for de relativt snævre begrænsninger. Prøv at google Geliy Korzhevs “Lodger” eller Alexander Deinekas “Textile Workers”.

4. En lille pudsighed er, at man i dag er begyndt at lave falske Tom Keatings. Fakes af fakes.

5. Kahlo er faktisk et dårligt eksempel, da hun var udtalt marxist. Det var Ernst også, men hans kunstneriske arbejde fokuserer primært på eksperimentelle udtryksformer. Koons ved jeg ikke med, han er sikkert en charlatan.

X. Det kan godt være, at man får det indtryk, at jeg ikke kan li’ abstrakt ekspressionisme. Det er ikke tilfældet. Jeg synes, det er totalt banging.

Den kunstige beretnings berettigelse

Er der noget så irriterende, som at blive spurgt, hvorfor man gør, som man gør?

Da jeg begyndte på studiet, regnede jeg med at finde en årsag hen ad vejen. Jeg skulle ikke sidde i terapeutens stol og lytte til folks problemer! Det udgik sikkert fra logikken om, at hvis faget er ’spændende’, må der også dukke noget ’spændende’ op i den anden ende. Men udsigten forbliver stort set den samme. Terapi eller konsulentarbejde. Heldigvis har instituttets indoktrinering vundet indpas hos mig gennem bachelorens semestre. Tanken om at sidde i terapeutens stol, bliver en mere sandsynlig fremtid for mig, men det skyldes ikke forelæsernes oplæg om evidens-baserede teknikker til udviskningen af patologier.

Fremtiden i terapeutens stol er derimod blevet klarere for mig, når tilgangen til terapien har insisteret på at arbejde med mennesker fremfor syge mennesker. Forståelsesrammen for terapeutens arbejde er simpelthen mere tiltrækkende, når den baserer sig på generelle træk ved os alle. Jo mere almen en forståelse af klienten, des mere menneskelig fremstår en terapeut. Hvis jeg skal være terapeut, er det først og fremmest det, jeg vil være - et menneske overfor et andet menneske.

En amerikansk psykiater, Irvin D. Yalom, har hjulpet mig til at formulere dette ønske om at være menneskelig. Hans bog stod der på hylden og råbte noget om kærlighed. Jeg gik ud fra, at Yalom ville sætte mig ind i en kedelig teoretisk gennemgang af kærligheden som et psykologisk fænomen – sådanne gennemgange, som formår at slå al luften ud af ballonen, barbere geden og påstå, at man kan anvende videnskab til at dække et fænomen til fulde. Men jeg blev positivt overrasket. Titlen, Kærlighedens bøddel, refererede ikke til kærlighed som fænomen, men til forelskede klienter og deres kropumulige modstand overfor terapi.

Senere fandt jeg ud af, at Yalom var en af hovedpersonerne i grundlæggelsen af den eksistentielle psykologi. At han selv har udviklet sin terapeutiske metode ved ren erfaring og tung filosofisk læsning. Hans autodidakte tilgang fik ham til at vende ryggen til medicinudskrifter, og han har været med til at udvikle effektfulde gruppeterapeutiske metoder. Hans internationale gennembrud kom i 1989 med Kærlighedens bøddel. Men alle disse detaljer er underordnede.

Bogens forord introducerer de grundvilkår, som har vist sig at spille en rolle hos alle Yaloms klienter: dødens uundgåelighed; friheden til at gøre med vores liv, hvad vi vil; ensomheden, der er ethvert menneskes lod, og fraværet af nogen på forhånd givet mening med livet. Yalom er overbevist om, at disse grumme og til tider ubærlige grundvilkår rummer potentiale for visdom og forløsning. I konfrontationen med grundvilkårene skal psykoterapien fremdrive den personlige vækst og forandring.

Kærlighedens bøddel er autofiktion. Dokumentarisme, tilført en række fortolkninger og fortællegreb. Nogle psykologiske kredse vil derfor klandre Yalom for at være uvidenskabelig. Måske bevæger Kærlighedens bøddel sig for langt over i fiktion, men det er i kraft af denne form, at Yalom skaber rum til refleksion. Et grundlag for terapeutisk erfaring, hvilket er mere værd end konklusioner på hypoteser. Han accepterer, at realobjektet aldrig kan nås, men kun tilnærmes aksiomatisk. Han minder os om psykologernes eksistensberettigelse. At mennesket aldrig vil finde et ’rigtigt’ svar. At vores svar i sidste instans altid vil vise sig som et subjektivt fund.

Vi står alene med vores eget svar. Vi kan derfor ikke fortælle andre, hvad de skal gøre ved deres depression. Vi kan kun støtte dem til selv at finde ud af det. Yalom leverer disse erkendelser åbent, ved blot at fortælle historier. Historier, som er rekonstruerede og derfor uundgåeligt fordrejet af hukommelsens fejlagtigheder. Heldigvis. Det afholder Yaloms fokus fra de tekniske greb. I stedet får vi i et indblik i hans personlige følelser for klienten, overføringer, modoverføringer

og alt det andet bøvl, der kan følge med. Vi får indblik i Yaloms menneskelighed. Derfor er Kærlighedens bøddel stadig relevant, og det vil den forblive, så længe vi er interesserede i at udføre bæredygtig terapi. Det vil sige, altid. Mens den beretter om begivenhederne bag terapeutens lukkede dør, sætter den dig først og fremmest ind i terapeutens komplekser. Ærligt og åbent.

Kærlighedens bøddel vil vise sin gavn for dig. Som psykologistuderende og som menneske. Om du er kognitivist eller konstruktivist, positivist eller systemiker. Bogen er særligt aktuel nu, hvor vores fagområde bevæger sig længere ind i vrangforestillingen om, at vi skal levere et svar til klienten. Vi bevæger os så langt ind, at nogle psykologer foregiver at have klare svar til masserne. Et påskud om at have sådanne svar, arbejder sig blot videre ind i fornægtelsen af, at vi er dømt til at vælge selv. Og det vækker blot større frustration, depression og angst. Fanden er malet på væggen: Vi ender med at udøve kunstig terapi.

Kærlighedens bøddel er en dejlig påmindelse om, at psykologien ikke altid har bevæget sig i den retning. Vi må hjælpe den tilbage på ret kurs. n

T E M A S E K T I O N

K U N S T I G

K U N S T I G