Page 1

2 NO.

BEVÆGELSE Vox populi

December 2016 · årgang 48


Indput no. 2, 48. årgang København, december 2016 Redaktionen Alexander Gjerding Amanda Aaboe Bell Amanda Jørgensen Amanda Lambæk Anne Marie Kristensen (ansv. redaktør) Anne Rogne Asta Ingemann Jensen Bolette Bendix Huus Casper Schacht Lund Cecilie Bildstedfelt Cecilie Weischer Christian Guldager Elvira Hallengren Ida Baggesgaard Sterndorff Ida Marie Ankerfelt Ida-Marie Haeusler Inger Charlotte Lund Michelsen Johanna Mariam Madsen Karen Damgaard Karen Odgaard Laurits Dixen Lea Isabel Sidenius Botwel Line Strømø (ansv. korrektur) Maria Bak Mathias Nimgaard Larsen Mikkel Plesner Lyngse Phillip Steen Dyssegaard Sebastian Tobias-Renstrøm Stine Karstoft Tamara Hveisel Hansen Tine Friis (ansv. layout) Tobias Wriedt Omslag Bolette Bendix Huus Ida-Marie Haeusler Skriv til redaktionen Foreningen Indput SAMF, Københavns Universitet Øster Farimagsgade 2A, 1. Sal 1353 København K redaktion@indput.dk

Indput Institut for Psykologi KU

Økonomi regnskab@indput.dk Tlf. 61289806 Annoncering annonce@indput.dk Retningslinjer for indlæg Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere, forkorte og udelade indsendte indlæg samt indsætte billeder og illustrationer. Derudover påtager redaktionen sig intet ansvar for materiale indsendt uopfordret. Indlæg afleveres pr. mail med navn, studie, mailadresse og evt. telefonnummer. Indlæg bragt i Indput repræsenterer ikke nødvendigvis Foreningen Indputs holdning. Tryk Frederiksberg Bogtrykkeri Udgivet af Foreningen Indput, Institut for Psykologi, KU Kontakt SAMF, Københavns Universitet Lokale 2.01.51
 Tlf. 50593525 www.indput.dk


LEDER. Inden du når at tænke ”Hvad sker der for Indput og deres brug af fremmedord?” alt for længe, følger en forklaring: Vox populi er latin for ’Folkets stemme’. Vox betyder stemme, men vi kender måske bedre ordet ’vokal’. Denne samling af bidrag fra dine medstuderende byder blandt andet på en fortælling om et praktikforløb i Østlondon. På Centre for Narrative Research forsøger man at lade syriske flygtninges stemmer blive hørt fra lejrene ved Calais i Frankrig. Beretningen understreger, hvorledes narrativer kan deles igennem eksempelvis fotografier, tegninger og digte, når man ikke deler sprog. Når psykologer kommer til orde om ny forskning, diagnoser og samfundsproblematikker, bør man ikke overse, at deres sprog og begreber inkorporeres hos befolkningen og ofte simplificeres i forbindelse hermed. En skribent fortæller på baggrund af sit bachelorprojekt nærmere om det moralske ansvar, der ligger hos psykologerne, da deres sprog er med til at danne og forandre det grundlag, hvormed folk skaber deres identitet. En stemme, som er på spil hos hver af os, er vores hukommelse. Et essay fortæller om vores episodiske hukommelse som en nogle gange uransagelig størrelse, hvori vores minder genfortælles, forandres, undertrykkes og til tider forgår. Med udspring i vores episodiske hukommelse skaber og fortæller vi ligeledes om vores ønsker og drømme om fremtiden. Hvorledes jobcentrenes sagsbehandlere kan tage afsæt i udsatte unges fremtidsdrømme er udgangspunktet for et nyligt afleveret speciale, som dette blad også giver os et indblik i. Ordet populi betyder folk og kendes i daglig tale i form af ordet ’population’. For nyligt skulle den amerikanske befolkning stemme om, hvem de ønskede som deres næste præsident. Er valget af Donald Trump endnu et eksempel på den fremher-

skende højrefløjspopulisme? Det er et af de spørgsmål, der ses nærmere på i en undersøgelse af det postfaktuelle samfund. To af Indputs skribenter beretter fra en paneldebat hos Information, hvor netop det postfaktuelle samfund som begreb skulle præsenteres og dissekeres nærmere. Trump har så sandt været på alles læber, og et debatindlæg stiller derfor skarpt på mandens narcissisme, løgnene, fraværet af empati og den tilsyneladende mangelfulde skamregulering. Når vi taler populærkultur, er der et norsk TV-fænomen, vi på ingen måde kan komme udenom. SKAM fylder TV-skærme, avissider og kaffeslabberaser. Derfor tilbyder vi naturligvis et psykologisk perspektiv på den fængende ungdomsserie samt den eksklusive, spritnye og dritkule SKAM-Factor model. Begrebet voxpop er endnu et derivat af Vox populi, og i forbindelse hermed har nogle psykologistuderende givet deres besyv med omkring den populære norske serie. Populærkulturen kommer ofte til udtryk i moden og omvendt. Men bliver vi netop kopier, når vi alle vil skille os ud? Når moden er kommet i bladene er den allerede passé, og når den populære holdning er blevet offentliggjort i medierne, ændrer folk alligevel mening i stemmeboksen. Så er mistilliden til systemet et udtryk for en postfaktualitet eller nærmere en sund og velbegrundet skepsis? Således er vox populi og begrebets derivater grundlaget for dette temanummer. Indput er et talerør for KU’s psykologistuderende – det er dit blad. Ønsker du at bidrage til Indput, er du altid velkommen til at skrive til redaktion@indput.dk eller til at skrive en besked til vores facebookside. På vegne af redaktionen Anne Marie Kristensen

3


Indhold Indput no. 2 48. ĂĽrgang December 2016

Indput Institut for Psykologi KU


3. 6. 9. 10. 12. 14. 16. 20.

Leder Ind under huden på Indput-redaktionen Side 9-manden Stafetten Akademia: Psykologiens moralske implikationer i filosofisk perspektiv Akademia: Forestillinger om at blive noget, der kan blive til noget Praktik på Centre for Narrative Research Studiejob: Instruktorstillingen - om kaospædagogik og vi-viden

TEMASEKTION: VOX POPULI 22. Debat: Donald Narcissus Trump Hvad skal vi som psykologer stille op med Donald Trump? 32. Reportage fr a et ekkokammer En paneldebat om fup og fakta 36. Skab dig! - et essay om mode Selvrepræsentation gennem mode - er vi unikke i vores udtryk eller ej? 38. Perspektiv på fortiden Et essay om minder og glemsel, erindringers foranderlighed og deres narrative struktur 44. SKAM dig Når 16-årige nordmænd kan lære os noget om vilkårene ved at være menneske 48. SKAM-Factor modellen Ud med 5-faktormodellen, der er en ny personlighedsmodel i byen 50. En voxpop om SKAM Hvad mener psykologistuderende om SKAM? 54. Indput præsenterer: Popper-bogmærket TEMASEKTION: VOX POPULI 58. Indput på pinden præsenterer: Livslinjeluffer Strik dine hænder varme! 62. Psyk&Tværs#5

5


t

Ind under huden på Indput-redaktionen Fotos af Stine Karstoft, stud.psych.

Cecilie Bildstedfelt Cecilie har efterhånden været på psykologistudiet så længe, at hun er stoppet med at tælle semestre - men hun kan afsløre, at hun befinder sig et eller andet sted på kandidaten. Ud over at skrive artikler og lave layout til Indput, tilbringer hun tiden på syskole, hvor hendes største bedrift indtil videre har været at sænke gennemsnitsalderen gevaldigt. Til dette blad har Cecilie været med til at skrive artiklen Reportage fra et ekkokammer (s. 32), hvor den nyeste samfundsdiagnose, ’Det postfaktuelle samfund’, bliver taget op til debat.

Amanda Aaboe Bell Amanda er både ny Indput-skribent og lige begyndt på 1. semester på psykologi. På trods af dette er CSS rimelig velkendt. Amanda har nemlig læst statskundskab i to år, før hun besluttede at skifte studie. Forvaltning blev skiftet ud med Freud, og nu ser hun sig ikke tilbage – medmindre der er valg i USA selvfølgelig. Til dette blad har Amanda taget de nyerhvervede psykologbriller på og kastet sig over emnet Donald Trump (s.22). Politik er ikke Amandas eneste interesse, tværtimod nyder hun også at male, læse, debattere og rejse. Skal du virkelig begejstre Amanda, så skal du hive hende med i Tivoli; der er ikke noget, der kan give Amanda et sug i maven som en tur i Det gyldne tårn.

Indput Institut for Psykologi KU


Phillip Steen Dyssegaard Phillip er en person, der eksisterer. Det er der kommet både gode og dårlige ting ud af. Overordnet set må man dog sige, at det kunne være gået meget værre. Men det kunne selvfølgelig også være gået bedre. Sådan er det jo altid. Som barn holdt han meget af risengrød.

Bolette Huus Bolette er et af de nye medlemmer i Indput og er desuden, som studerende på 1. semester, også ny på studiet. Bolette står for at lave illustrationer til bladet og har til dette blad, sammen med Ida-Marie Haeusler, lavet forside og bagside samt illustreret en spændende artikel om erindringer (s. 38). Som tidligere handelsgymnasieelev er det uvist, hvordan Bolette havnede på psykologistudiet, men med søde mennesker omkring sig, spændende læsestof og billig kaffe, er hun dog sikker på, at hun er havnet det rigtige sted. Ud over det nye studie, er Bolette også ved at finde sig til rette som nytilflyttet Københavner og nyder godt af at kunne komme rundt på cykel - om det er til forelæsning, Indput-møde eller den lejlighedsvise torsdagsbar. Når hun ikke er til nogen af disse, elsker hun at slå sig løs med en malerpensel i hånden og har derfor helt sikkert fundet sit rette element som illustrator i Indput.

7


Indput Institut for Psykologi KU


Side 9-manden Af Isabel Sidenius, stud.psych., og Sebastian Tobias-Renstrøm, stud.psych. Foto af Christian Guldager, stud.psych.

Navn: Dawa Dupont Alder: 23 år Semester: 5. Status: Optaget Kropstype: Lad os bare sige, at de græske guder er rimelig misundelige Hvad er din holdning til kønsfordelingen på psykologi? Man kan i hvert fald altid få et menstruationsbind, hvis man mangler Hvordan er dit forhold til din mor? Fantastisk. Men ulige når det kommer til vasketøj. Hvilke kvaliteter har din drømmekvinde? Hun skal være som min mor. LOL, ej. Okay, lidt yngre… Top 3 serier: Sex and The City (KUN sæson 1 og 2), Mr. Robot, Dexters Laboratorium Top 3 teorier, teoretikere og/eller retninger: TVA, TVA, TVA <3 Hvad er din yndlingsbeskæftigelse? At drømme mig væk sydpå til Køppes forelæsninger Hvilken skakbrik ville du være – og hvorfor? Bonde. #Proletar4Life Sammensæt dig selv ud fra tre kendte popmusikere: Nik (fra Nik & Jay), en ung Rick Astley og Rebecca Black. Jeg er helt nede med fredag Hvad provokerer dig? Chips i sengen. Sten i skoen. Hår i maden. Dobbeltklæbende tape Hvor ville du allerhelst rejse hen lige nu? Jeg ville rejse til Dharamsala og hænge ud med min homie Dalai Hvad er lykken for dig? Når der er en ledig siddeplads i 5A på vej hjem fra T-baren Apropos; Psykosen, Lapperne eller T-baren og hvorfor? Livet er for kort til begrænsninger Hvad er dit yndlingscitat? ”I’ll be back [som side 9-mand]” – Arnold Schwarzenegger

9


Stafetten

er Indputs faste indlæg om fakultetets ansatte, hvor de svarer på vores spørgsmål om dem selv og derpå sender stafetten videre til en ansat efter eget ønske. Denne gang er det postdoc Johanne Smith-Nielsen, der har stafetten, som hun fik af Anne Tharner.

JOHANNE SMITH-NIELSEN Af Cecilie Weischer, stud.psych. Ilustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

Hvorfor valgte du at læse psykologi? Jeg startede faktisk med at læse filosofi, og var egentlig rigtig glad for dette fag. Jeg havde dog ikke en klar idé om, hvad jeg ville arbejde med når jeg blev færdig, men da jeg startede med at læse, var det ikke et stort problem for mig – det skulle jeg nok finde ud af hen ad vejen. Jo længere tid jeg læste, desto mindre klart blev lige netop dét spørgsmål for mig. Hvad i alverden skulle jeg være, når jeg blev voksen? Jeg valgte kulturjournalistik som tilvalgsfag, måske fordi det peger lidt mere i retning af et konkret jobområde. Jo længere tid jeg læste, desto mere blev jeg dog klar over, at de spørgsmål jeg syntes var mest spændende, næsten altid blev mødt med svaret, at sådanne spørgsmål hørte til inden for de anvendte videnskaber, og meget ofte: ”det må du spørge psykologerne om”. Engang, nærmest tilfældigt, kom jeg forbi en forelæsning med Jesper Mogensen. Så vidt jeg husker handlede den om begrebsdannelse og top-down processer. Nogle af de spørgsmål Jesper diskuterede, lå meget tæt op af de erkendelsesteoretiske problemstillinger, vi arbejdede med på filosofi. Men det var meget mere spændende og meget mere vedkommende, syntes jeg. Den dag besluttede jeg, at jeg ville læse psy-

Indput Institut for Psykologi KU

kologi som sidefag, og jeg sprang fra mit næsten gennemførte tilvalgsfag på kulturjournalistik (det var længe før fremdriftsreformen!). Psykologi var også dengang meget populært, og der blev trukket lod om pladserne. Jeg fik ikke en plads. Jeg fortsatte dog med at snige mig ind til Jespers forelæsninger, og blev efterhånden så sikker på at jeg ville læse psykologi, at jeg valgte at droppe ud af filosofi og arbejde et år for at søge ind på Psykologi som hovedfag året efter. Hvad ville du ellers have læst/lavet? Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde tænkt mig at jeg skulle lave, hvis jeg var blevet cand.mag. i filosofi. Jeg havde nogle tanker om noget med Etisk Råd, og senere nogle tanker om Kulturjournalistik. Men det hele var meget uklart. Dengang var der jo, i meget højere grad end nu, en holdning til, at man først og fremmest skulle læse noget der interesserede én. Men på trods af, at det var nogle virkelig spændende diskussioner, vi havde på filosofi (og ofte endnu mere spændende med en flaske vin på bordet), så var det virkelig svært at se, hvad jeg skulle kunne bidrage med i verden, når jeg var færdig.


Hvordan vil du beskrive fagets udvikling fra da du læste til nu? Da jeg læste psykologi (her på KU), var faget meget præget af diskussioner mellem de store teoretiske positioner. Der foregik nogle virkelig ophedede ideologiske kampe mellem dem. Det mindede på nogle måder meget om det, der udspiller sig på Christiansborg. Det er ikke min oplevelse, at det udspiller sig i så høj grad længere. Man diskuterede også i høj grad værdien af viden baseret på empirisk forskning versus teori-udvikling, og folk var som regel meget entydigt positioneret. I dag oplever jeg ikke, at sådanne ”ideologiske kampe” er så ophedede. Generelt synes jeg, at der er sket en opblødning af positionerne, og at man i de forskellige lejre i højere grad har respekt for, hvad vi hver især kan bidrage med. Eksempelvis er man på tværs af positioner i højere grad enige om, at empirisk forskning, der ikke er drevet af teoribaserede hypoteser, ikke bidrager med meget. Og omvendt at teori, der slet ikke lader sig informere af empiriske fund, heller ikke bringer os meget videre. Noget som også har ændret sig, er det faktum, at de studerende på grund af diverse tiltag, som eksempelvis fremdriftsreformen, er meget mere fokuserede på at gennemføre studiet og at blive færdige. Jeg læste jo med folk, der var flere år om at skrive deres speciale. Vi havde mere tid til studiejobs, og der var meget større mulighed for at ændre studieretning, ligesom jeg gjorde. Det betød også, at de studerende dengang ofte var ældre, når de startede med at læse psykologi, og ofte havde lavet en masse forskellige ting – og læst på andre studier, før de begyndte at læse på psykologi. De studerende i dag er mere effektive end vi var, og gennemsnitsalderen er yngre. Helt ærligt ved jeg dog ikke, om den ekstra tid vi havde nødvendigvis gjorde os dygtigere. Jeg synes, at de studerende i dag er rigtig dygtige, engagerede og interesserede. Måske var der mere tid til at mødes i læsegrupper og diskutere, og mere tid til at have spændende studiejob. Men vi var måske også bare indimellem lidt mere ufokuserede og langsomme, og havde tid til at stille spørgsmål til hvad som helst, som i nuet føltes meget vigtigt. Omvendt er jeg meget taknemmelig for, at jeg havde mulighed for at skifte studie og tid til at fumle lidt rundt, før jeg fandt den rette hylde. Hvordan tror du, studiet/faget ser ud om 20 år? Jeg tror, at det psykologiske felt i endnu højere grad vil bevæge sig i retning af at forbinde grundforskning og anvendt forskning. Ligesom jeg tror, at vi kommer til at se flere og flere tværfaglige forskningsprojekter. Psykologi ligger jo netop et sted mellem humaniora, sundhedsvidenskab og samfundsvidenskab, og derfor er der rigtig mange psykologiske forskningsspørgsmål, som bedst besvares ved at undersøge sagen fra flere perspektiver. Det tror jeg også vil farve undervisningen på faget. Undervisningen tror jeg også vil blive mere rettet mod praksisanvendelse, og i stigende grad være case-baseret. Hvad er de tre bedste ting i din hverdag? 1. Jeg er projektleder i forskningsprojektet ”Copenhagen Infant

Mental Health Project”. Det er et projekt, hvor vi samarbejder med sundhedsplejerskerne i Københavns Kommune og BørneUngdomsforvaltningen. Meget af mit arbejde består derfor i at balancere mellem den forskningsmæssige virkelighed og en meget virkelig (og nogen gange besværlig) virkelighed – dels i forhold til sundhedsplejerskernes arbejde med sårbare familier, og dels i forhold til at ændre en praksis i den kæmpe enorme organisation, som Københavns Kommune er. Det er enormt sjovt og meget tilfredsstillende, når tingene lykkes, og vi kan se at tingene skrider fremad. At vi har været med til at ændre noget derude i verden på en måde, der faktisk ændrer noget for de mennesker, vores forskning handler om. Denne del af mit arbejde er helt klart en af de bedste ting i mit arbejdsliv. 2. Jeg holder meget af at undervise og at formidle forskning til praksisområdet – både på studiet og i andre sammenhænge. Jeg bliver tit inspireret af de spørgsmål jeg får, og det er som regel når jeg underviser eller holder oplæg, at jeg husker, hvorfor jeg synes, at det jeg laver er vigtigt. Indimellem har jeg så travlt, at jeg godt kan glemme det. 3. Når jeg er i stand til at finde sammenhængende skrivetid, er noget af det der giver mig stor tilfredshed i mit arbejdsliv at skrive forskningsresultater op. Jeg trives i høj grad med at afslutte ting – og når man har været i gang med et projekt længe (ofte flere år), har formuleret det, samlet data, fået styr på data og lavet analyser (og lavet dem igen og igen) – så er det virkelig optur at samle enderne og få sendt artiklen af sted til et tidskrift. Så kan det godt være, at editor eller reviewerne ikke synes, at det er så fantastisk som man selv synes, men den nedtur kommer jo først bagefter. Udover at komme hjem til min familie efter arbejde, så vil jeg sige, at det er de tre bedste ting i min hverdag. Hvad ville du sige til dig selv som studerende, hvis du kunne vende tilbage til din studietid? Sørg for at få noget spændende erfaring mens du studerer. Du kan tids nok komme ud og løse opgaver og have travlt. Men pas også på med at få så travlt med studiejob og diverse aktiviteter, at du ikke har tid til at fordybe dig i dit studie. Det bliver langt sjovere at læse, når man giver sig den tid, det kræver at komme ordenligt ind i stoffet. Prøv at komme til udlandet mens du studerer, også selv om det virker uoverskueligt og besværligt. Erfaringen og oplevelsen du får, gør det hele det værd. Vær ikke bange for at få børn under studiet. Vi fik børn mens jeg læste, og det fungerede rigtig godt. Måske synes du, at du burde blive færdig, få et job, og så få børn, men et studieliv i Danmark er faktisk ikke en hel dårlig kombination med at have små børn. I hvert fald er det i mine øjne at foretrække frem for at komme tilbage til et fuldtidsarbejde efter en barsel. Hvem skal have stafetten af dig? Hannah Katznelson Mange tak til Johanne Smith-Nielsen!

11


Psykologiens moralske implikationer i filosofisk perspektiv Af Phillip Dyssegaard, stud.psych.

BACHELORPROJEKT. De fleste psykologer er enige i, at det er vigtigt at forholde sig til fagets moralske og etiske implikationer. Ofte begrænser de etiske overvejelser sig dog til overholdelsen af diverse etiske retningslinjer om tavshedspligt mv. og måske mere generelt til den måde, folks liv bliver påvirket på, når de indgår i et terapeutisk forløb. Dette er selvfølgelig i sig selv vigtigt at forholde sig til, men i min bacheloropgave ville jeg gerne undersøge, hvordan psykologien også påvirker folks liv på et mere grundlæggende niveau. Mange filosoffer har nemlig peget på, at psykologiske termer og teorier har en stor betydning for, hvordan mennesker i nutidens vestlige verden i det hele taget beskriver og forstår sig selv, og dette har i sig selv en række moralske implikationer. Selvforståelse og psykologi Uanset om folk går til psykolog eller ej, er psykologiens begreber og teorier for mange en del af deres måde at forholde sig til deres eget og andres liv på. Ord som motivation, læring, adfærd, personlighed, intelligens og meget andet tillægges i dag en helt anden og større betydning end for 200 år siden – hvis de da overhovedet blev brugt af almindelige mennesker til at forstå deres liv. Et oplagt eksempel på dette er den rolle, som diagnoser spiller i samfundet i øjeblikket: Ofte kan det være svært at skelne den fagspecifikke brug af ord som depression, angst og stress fra en mere folkelig forståelse, netop fordi så mange mennesker bruger disse ord til at beskrive, hvordan de har det og til at forstå deres eget liv. Mange er i dag bekymrede for, om det måske er uhensigtsmæssigt, at de diagnostiske kategorier på den måde bliver en del af almindelige folks selvforståelse. Som de fleste psykologer nok er klar over, så har den måde, vi beskriver og taler om ting på, nemlig en stor betydning. I min opgave ville jeg undersøge de moralske implikationer af den måde, hvorpå ikke kun diagnoser, men psykologiens forstå-

Indput Institut for Psykologi KU

elsesmåder i det hele taget, er med til at påvirke det moderne vestlige menneske. Med udgangspunkt i et filosofisk perspektiv forsøgte jeg i opgaven at nuancere forståelsen af, hvordan psykologien selv er impliceret i dannelsen af de subjekter, den undersøger og intervenerer over for, og hvordan psykologer kan forholde sig til dette som moralsk og praktisk problem. Arven fra Foucault En af dem, der først begyndte at undersøge, hvordan psykologien er med til at påvirke og til dels skabe det moderne subjekt, var filosoffen Michel Foucault, hvis arbejder også inspirerer mange af nutidens kritikker af ”diagnosesamfundet”. Ifølge Foucault har psykologien en stor indflydelse på, hvad vi tænker, der er normalt og afvigende i vores sociale liv, og på den måde er den med til at frembringe normative standarder for, hvordan vi bør leve, opføre os, tænke og føle. Han påpeger desuden, at den stiller en lang række forskellige redskaber såsom test og terapi til rådighed for folk, for at give dem mulighed for at nå disse standarder. Set fra en historisk synsvinkel har psykologiens påvirkning af mennesker ifølge Foucault ofte harmoneret med et ønske om at dirigere, kontrollere og disciplinere individers og gruppers adfærd. Habermas og diskurs-etikken Foucault var afvisende over for at formulere ”løsninger” på de problematikker, han afdækkede, og selvom bl.a. den narrative psykologi har forsøgt at tage højde for nogle af de problemstillinger, som Foucault udpeger, kunne man ud fra hans analyse måske være fristet til at konkludere, at samfundet ville være et bedre sted, hvis det blev befriet for enhver form for psykologi. I min opgave ville jeg dog gerne gøre mere end blot at kritisere. Jeg ville gerne finde en måde at vurdere på, om psykologien påvirker os på gode eller dårlige måder, og dette var meget svært


at finde hos Foucault. Jeg måtte derfor se mig om efter andre filosofiske tilgange til moral og etik. I min opgave undersøgte jeg i forlængelse heraf, om den tyske filosof Jürgen Habermas’ ”diskurs-etik” kunne bruges som udgangspunkt for en vurdering af psykologiens moralske implikationer. Der er efter min vurdering meget godt at hente i Habermas’ filosofi, og mange af hans tanker er da også blevet anvendt i bl.a. community-psykologien, hvor det forsøges at gøre den demokratiske samtale til en del af den psykologiske praksis. Habermas’ diskurs-etik må dog siges at være meget universalistisk, og hans ”procedure-regler” er efter min mening generelt for abstrakte og ufleksible til, at de kan bruges til vurdere psykologiens betydning for menneskers praktiske liv.

prægede af de traditioner og det omgivende samfund, som de er en del af. Psykologer bør derfor være reflekterede og eksplicitte om deres egen moral, for ellers vil de ikke være i stand til at foretage sådanne vurderinger. Taylors synspunkt adskiller sig fra Foucaults, idet han mener, at vi rationelt kan vurdere og sammenligne forskellige teorier og praksisformer. Ifølge Taylor kan moralske vurderinger dog ikke, som hos Habermas, foretages fra et universelt udgangspunkt, men må nødvendigvis foretages inden for de praksisser, som vores sociale verden udgøres af. Ved at artikulere de baggrundsforståelser, der leder psykologiske praksisser, kan vi vurdere, om de lever op til de værdier, de selv stræber efter, og om disse værdier overhovedet er værd at lade sig lede af.

Charles Taylor og den hermeneutiske tilgang Den canadiske filosof Charles Taylor har beskæftiget sig indgående med, hvordan det moderne menneskes selvforståelse er fremkommet, bl.a. i værket Sources of the Self fra 1992. Ligesom Foucault mener Taylor, at subjektet konstitueres gennem forskellige historiske praksisser, og at psykologien i løbet af de sidste ca. 100 år har spillet en væsentlig rolle i denne proces. Taylor mener ligesom Foucault, at der kan være gode grunde til at problematisere psykologien, men ved kun at fokusere på den som en magtform, der opererer gennem bestemte strukturer og teknikker, reducerer Foucault enhver henvisning til menneskelige værdier og intentioner væk. Dette er ifølge Taylor en fejl, for psykologien er netop fremkommet på grund af bestemte intentioner og værdier, som mennesker har villet realisere. Fra Taylors perspektiv er den måde, psykologien subjektiverer mennesker på, derfor ikke kun udtryk for en undertrykkende magt, der opererer gennem forskellige sociale praksisser, for disse praksisser er i sig selv udtryk for menneskelige intentioner. Psykologien er ikke bare ”vokset frem” – den er fremkommet på baggrund af bestemte ønsker og værdier, som mennesker har villet realisere.

Konklusion Mit ønske med opgaven var at vise, at moral og etik i psykologien er andet og mere end blot overholdelsen af diverse etiske retningslinjer om tavshedspligt. Dette gjorde jeg ud fra en forståelse af psykologien som en historisk intervention, der bidrager til at forme menneskers selvforståelse, og på den måde har moralske implikationer. Det psykologiske sprog vil måske i fremtiden blive erstattet af helt andre måder for folk at forstå sig selv på, men i nutidens vestlige samfund er psykologer vigtige med-producenter af menneskelig eksistens, og dette giver dem et særligt moralsk ansvar. Som Taylor har påpeget, så er det, for at afgøre, hvordan dette ansvar bedst forvaltes, ikke nok at referere til psykologiens egne teorier. Også filosofi, historie, traditioner, religion og andre måder at forstå verden på, må inddrages. Uanset hvilken tilgang man foretrækker, virker det dog oplagt, at en nøjere granskning, af de ofte implicitte værdi-systemer, der leder psykologien, vil føre til en større indsigt i og anvendelighed af psykologisk teori og praksis. Min bacheloropgave kan ses som et lille bidrag til den udfordring. n

En refleksiv psykologi For Taylor er psykologien altså ikke blot en objektiv afdækning af menneskets natur, for som al anden socialvidenskab tager den uundgåeligt afsæt i nogle bestemte moralske forståelse og værdier – noget som også Foucault understregede med sin påpegning af det tætte bånd mellem viden og magt. Vurderingen af, hvilke værdier, psykologien bør ledes af, kan ifølge Taylor ikke afgøres en gang for alle, men må tage udgangspunkt i psykologers egne moralske standpunkter, der uundgåeligt vil være

Litteratur Brinkmann, S. (2005). Human Kinds and Looping Effects in Psychology: Foucauldian and Hermeneutic Perspectives. Foucault, M. (1984). On the Genealogy of Ethics. I P. Rabinow (Red.), The Foucault reader Habermas, J. (1983). Diskursetik - notitser til et begrundelsesprogram (da. 1998) Taylor, C. (1992). Sources of the Self: The Making of the Modern Identity

13


FORESTILLINGER OM AT BLIVE NOGET, DER KAN BLIVE TIL NOGET Af Stephanie Schou, cand.psych., og Sofie Alsøe Krogsgaard, cand.psych.

SPECIALE. Unge gør sig alle mulige forestillinger om, hvad fremtiden vil bringe dem. Nogle drømmer om at blive danser for Justin Bieber, andre drømmer om at blive folkeskolelærer eller noget helt tredje, fjerde og femte. Så hvorfor ikke stille sig nysgerrig over for, hvad der mon vil ske, hvis sagsbehandlere i kommunernes jobcentre retter opmærksomhed mod at understøtte og nære de unges fremtidsdrømme og forestillinger i beskæftigelsesorienterede samtaler? Fingeren på pulsen Med indførelsen af kontanthjælpsreformen i 2014, implementerede kommunerne landet over en ny uddannelseshjælp til unge under 30 år uden uddannelse. Det øgede fokus på, at så mange unge som muligt bringes i beskæftigelse, skaber nye vilkår og udfordringer for de mest udsatte unge. Som følge heraf opstår en overhængende risiko for, at de politiske tiltag kan medføre eksklusion frem for den tiltænkte inklusion på uddannelses- og arbejdsmarkedet. Sagsbehandlerne i kommunernes jobcentre har i samarbejde med den unge til opgave at finde den rette beskæftigelse til den unge. Vi finder i vores undersøgelse inspiration i en indsatsrelateret anbefaling, som fremhæver, at sagsbehandlere med fordel kan skærpe opmærksomheden på unges forestillinger om fremtiden, i bevægelsen mod beskæftigelse. Et forestillingsarbejde I specialet undersøger vi, hvordan sagsbehandlere i jobcentre kan arbejde med de unges forestillinger om fremtidig beskæftigelse, herunder hvordan sagsbehandlere kan finde ressourcer og handlingspotentialer i de unges forestillinger, selvom disse ikke umiddelbart fremstår realistiske at omsætte. Vi stiller os nysgerrige over for, hvordan den unges forestillinger kan omsættes til beskæftigelse, der både er mulig inden for samfundets rammer og samtidig imødekommer den enkeltes situation, ønsker og behov. Mellem virkelighed og mulighed En hypotese i specialet er, at forestillinger kan forstås som forbindelsesled mellem virkelighed og mulighed; som en nuancerende ressource og et supplement til fortællinger om fremtidsscenarier, hvormed forestillinger kan skabe en bevægelse og rettethed i den unges orientering mod fremtidig beskæftigelse. Undersøgelsen af unges forestillinger om fremtidig beskæftigelse bygger på den hypotese, at sagsbehandlere, med en narrativ tilgang til den beskæftigelsesorienterede samtale med de unge, vil kunne finde et forandringsskabende potentiale ved at undersøge de intentioner og værdier, der ligger i den unges forestillinger. Spørgsmålet bliver da, hvordan og om både tilsyneladende plausible og implausible forestillinger kan siges at have et ”omsætteligt” forandringspotentiale. Forestillinger som udvidelse af erfaring Med valget af forestillingsbegrebet som primært psykologisk fænomen for undersøgelsen, tilslutter vi os Zittoun & Gillespies (2016) konceptualisering af forestillinger. Denne indebærer, at forestillinger kan udfylde det endnu ukendte og transformere det til handlingsrettede ideer, som kan føre til nye handlemuligheder. Grundantagelsen i deres konceptualisering af fremtidsforestillinger er, at forestillinger muliggør en overskridelse af det umiddelbare her-og-nu, hvilket muliggør en erfaring i fremtidsscenarier, der endnu ikke er levet. Forestillingers ”afkobling” fra nuet skaber således mulighed for udforskning af alternative virkelighedsfjerne oplevelser – alternative muligheder til det kendte – hvorved forestillinger kan igang-

Indput Institut for Psykologi KU


sætte en skabelsesproces for mulige problemløsninger. Sagsbehandleren og den unge indgår et samarbejde i samtalen om fremtidig beskæftigelse, hvor fælles problemløsning fordrer begge parters forestillinger om det fremtidige og endnu ukendte mål for den unge. Eftersom forestillinger altid opstår i relation til andre mennesker og objekter, får sagsbehandleren således en betydelig indvirkning på den rekursive bevægelse i den unges forestillinger. Fra forestilling til handling I specialet ønsker vi at skabe en bevægelse fra undersøgelse af forestillinger som mulighedsskabende, til undersøgelse af, hvordan disse forestillinger gennem fortælling kan omsættes til handling. I den narrative tilgang er forestillinger en del af fortællinger, men forestillinger fremstår i Whites udlægninger begrænset konceptualiseret både teoretisk og praktisk. Derfor kan det sociokulturelle forestillingsbegreb tilbyde et ekspliciteret fokus på forestillinger, som kan biddrage til den narrative forståelse af mulighederne, ressourcerne og potentialerne i disse. På baggrund af den teoretiske sammentænkning af den narrative tilgang og det sociokulturelle forestillingsbegreb, er forestillinger i vores undersøgelse forstået som en kreativ, produktiv del af fortællinger, hvor temaer som initiativ og social validering anses som vigtige i relation til intentionalitet og agenthed. Herved demonstrerer vi netop bevægelsen fra forestilling til handling. Konklusion Undersøgelsen af forestillinger om fremtiden, samt muligheden for at integrere et ekspliciteret forestillingsbegreb i den narrative tilgang, har vist, at forestillinger tilbyder en udvidelse af erfaringer. Den har vist, at forestillinger kan forstås som nuancerende og supplerende til fortællinger om fremtiden, og at forestillinger har et muligheds- og forandringsskabende potentiale. Forestillinger opstår og udvikles gennem interaktion med andre mennesker, objekter og andet kulturelt indhold, som kan virke enten fremmende eller hæmmende på forestillingen, alt efter om denne valideres eller devalueres. Vi konkluderer, at muligheden for at anvende forestillinger i jobcenterpraksis findes i forestillingers dialogiske, handlings- og forandringsskabende potentialer. Sagsbehandleren kan ved brug af narrative greb understøtte og hjælpe den unge i retning af en realiserbar og ønskværdig beskæftigelse. Dette ved anvendelse af den unges forestillinger. Både plausible og implausible forestillinger indeholder et forandringspotentiale og kan derfor have central betydning for sagsbehandlerens og den unges orientering mod at omsætte disse forestillinger til konkret beskæftigelse. n

Litteratur Katznelson, N., Jørgensen, H.E.D., & Sørensen, N.U. (2015). Hvem er de unge på kanten af det danske samfund? Om hverdagsliv, ungdomskultur og indsatser der gør en positiv forskel. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag. Pultz, S. & Hviid, P (in press). Imagining a better future: young unemployed people in the Danish welfare state. Culture & Psychology. White, M. (2006a). Narrativ teori. København: Hans Reitzels Forlag. Zittoun, T., & Gillespie, A. (2016). Imagination in Human and Cultural Development. Cultural dynamics of social representation. New York: Routledge

15


Indput Institut for Psykologi KU


Praktik på Centre for Narrative Research

‘VOICES FROM THE JUNGLE’ Tekst og foto af Katrine Møller Hansen, stud.psych.

17


I september 2015 startede jeg i praktik ved Centre for Narrative Research (CNR) på University of East London’s School of Social Sciences. Jeg bosatte mig i Østlondon, hos en veninde jeg havde mødt på en rejse tidligere på året, og var klar til endnu en rejse; denne gang ind i fortællingernes verden. Jeg havde opdaget, at det i London tilsyneladende vrimler med mennesker der, som jeg, fascineres af den viden, der gemmer sig i sproget, og de fortællinger vi deler med hinanden. Jeg var forventningsfuld og forestillede mig, at jeg ville få tildelt en kontorplads, nogle opgaver, et mødeskema og blive introduceret for mine nye kollegaer på min første arbejdsdag. Realiteten var, at CNR er et forskernetværk med base forskellige steder på universitetet, i England og i verden – og at de alle beskæftiger sig med forskellige emner inden for forskellige fagområder. Jeg fik ingen mødetider, og hvad jeg ville lære, var op til mig. Det lyder måske som skrækhistorien om et praktikforløb, men i en tid med meget målstyring, og hvad der af og til ligner forventningen om lineære læringsprocesser, var det en befrielse at være et sted, hvor det ikke var læringsmål, der drev processerne. Jeg fulgte kringlede og uforudsigelige veje, sagde ja til alle de muligheder, der dukkede op for at lære noget nyt, og meget stak i vidt forskellige retninger. Jeg udforskede forskellige fagdiscipliner, måder at tænke på og jeg deltog ugentligt i forskellige konferencer og seminarer om alt fra ekstremisme til visuelle narrativer og kulturel hukommelse. Derudover oplevede jeg et åbent og inkluderende akademisk miljø med masser af vidensdeling, hvor det var helt naturligt at tage en kaffesnak med mennesker, hvis arbejde jeg var interesseret i, være med til deres møder eller følge deres moduler. Projektet der kom til at fylde mest i løbet af min praktik, og i det følgende år hvor jeg fortsat har været tilkoblet, var et undervisningsprojekt som min praktikvejleder professor Corinne Squire startede op i flygtningelejren i Calais i Frankrig, hvor tusindvis af flygtninge på det tidspunkt opholdte sig i håbet om at nå til England (situationen har ændret sig en del siden da med rydningen af lejren). I november tog hun og jeg dertil for at opstarte et forløb om livshistorier med flygtninge der opholdte sig i lejren – kun mænd deltog i forløbet og primært unge mænd. Det var et kaotisk sted og en kaotisk proces, der ligesom mit praktikforløb langt fra tog en lineær form. Officielt var det et ’universitetskursus’ med alt hvad det nu ’officielt’ indebærer af undervisning, eksamener, diplomer, fremlæggelser osv. Det var i virkeligheden umuligt at kontrollere forløbet. Jeg var med i lejren af fire omgange, hvor vi hver gang tilbragte et par dage i Calais. Hver gang vi kom tilbage til lejren, var der nye ansigter, og af og til kom der ingen til de planlagte ’moduler’, som vi afholdte på ’Jungle Books Library’ – et lille bibliotek på størrelse med et cykelskur etableret af frivillige og flygtninge i lejren. Ofte opsøgte vi derfor folk i deres lejre, camp-køkkener og telte. Planen var, at de studerende skulle skrive deres egne fortællinger, og hvis de ønskede det, kunne de vælge at lade deres

Indput Institut for Psykologi KU


fortællinger blive publiceret i en bog via aftale med et forlag i London. Vi forsøgte at lade deres stemmer fremtræde uden at tilslutte os de mainstream fremstillinger, som ’flygtningefortællinger’ ofte bliver underkastet, og måske dermed vise nuancer af relaterede diskurser og kategoriseringer, hyppigt vedrørende ofre, helte og forbrydere. Mange var ikke sikre i deres engelske, nogle kunne ikke skrive, og andre følte sig mere kompetente i at tale, tegne eller fotografere end at producere tekst. Dette stemte fint overens med den poststrukturalistiske tilgang til narrativer, som bl.a. min vejleder arbejder ud fra, hvor tekst og den temporalt og strukturelt sammenhængende fortælling blot er én form for narrativ. Fotografier, tegninger, animationer, digte og lydoptagelser (senere transskriberet) blev derfor også betragtet som højst legitime ’livshistorier’. Bogen, som jeg var med til at skrive og redigere, er netop sendt til forlaget efter et års arbejde med fortællinger, interviews, transskriptioner og samarbejde med beboere i flygtningelejren, der af og til har været svære at komme i kontakt med i kraft af deres ustabile situation, og fordi nogle fortsatte til andre steder i Europa. En hovedopgave i redigeringsarbejdet har været at bevare det usammenhængende, sprogligt finurlige og alle selvmodsigelserne. Dette ud fra idéen om at mening ikke kun fremtræder af det sammenhængende narrativ, og at det netop er ved at bevare denne mangel på kontinuitet, at nogle af de typiske diskurser, kategorier og fremstillingsformer kan overskrides. De konklusioner og narrative slutninger vi ofte finder frem til i vores hverdags- og livsfortællinger reflekterer ikke nødvendigvis virkeligheden, der kan være modsatrettet, usikker og fyldt med åbne slutninger – hvilket virkede særligt relevant at gøre plads til i samarbejdet med mennesker, der befinder sig i en position, hvor alt er åbent og intet sikkert. En af de vigtigste erfaringer jeg tager med mig fra min praktik er, hvordan man navigerer i situationer præget af stor uforudsigelighed, og finder sig til rette i processer, der er i konstant forandring. I mødet med mennesker i sårbare positioner oplevede jeg ikke, at det var muligt, og ej heller ideelt, at være etisk og politisk neutral. Det er en kunst at fremstille stemmer fra margen uden at marginalisere. I den forbindelse var det en hjælp at indtage en poststrukturalistisk position, hvor vi ikke skulle konkludere men tværtimod bryde med idéen om, at der er én måde at forstå på. Der er brug for nuancer, kritisk stillingtagen til både ’helte- og offerliggørelse’ og plads til selvmodsigelser i forståelsen af de udfordringer, som mennesker på flugt står overfor. Vi tog i vores arbejde uundgåeligt stilling i en politisk debat. Det har i den forbindelse været et privilegium at have så tæt et samarbejde med en dygtig vejleder, der på mange måder blev min rollemodel i de situationer, hvor jeg blev i tvivl om, hvordan jeg skulle agere. Praktikken og mit efterfølgende arbejde har i høj grad været et møde med den ’virkelige verden’, der på ingen måde er lineær, sammenhængende og styret mod et forudbestemt mål. n

19


STUDIEJOB

INSTRUKTORSTILLINGEN

OM KAOSPÆDAGOGIK OG VI-VIDEN Af Sebastian Tobias-Renstrøm, stud. psych. De formelle introduktioner, eller hvorfor formalia altid er kedelig Jeg går på 7. semester, har været instruktor i snart halvandet år og burde vist skrive en bachelor-grad, men det bliver sgu nok først til foråret. Jeg har undervist i Pædagogisk psykologi, Psykologi-ens videnskabsteori og historie, og nu Forskningsdesign & videnskabsteori. Jeg har ofte måtte sva-re for min relativt unge alder, da jeg begyndte at undervise allerede på mit 5. semester, men alder er jo bare et tal (host). Jeg fandt nemlig hurtigt ud af, at det slet ikke handler om erfaring og at kunne tingene ”rigtigt”, når man underviser. Snarere tværtimod. But first things first. Gergens pædagogiske modeller, eller hvorfor jeg er træt af folk, der formodes at vide bedst Når jeg begynder at undervise et nyt hold plejer jeg at starte med en forventningsafstemning. Hvordan skal vi have det på holdet? Hvad forventer jeg af de studerende? Hvad forventer de af mig? Samt Hvilken pædagogik skal der udfoldes i det lokale og det fag, som vi er fælles om at forvalte? Jeg plejer at gøre dette med udgangspunkt i et oplæg, der baserer sig på Kenneth Gergens (2009) oversigt over pædagogiske modeller: The nutrionist, the socratic og collaborative class-rooms. The nutrionist er i Danmark nok bedre kendt som Tankpassermodellen. De studerende er tomme maskiner eller biologiske kroppe, der skal fyldes med den rigtige type brændstof eller næring. Gergen (2009) argumenterer her for, at viden forstås som værende noget, den enkelte besid-der, en form for endelighed, en afspejling af verden, et billede, som man kan overføre fra én hard-disk til en anden. Men som de fleste af os kender det fra forelæsningerne; dette er nok ikke den helt optimale pædagogiske situation. Forståelsen eller indlevelsen i den viden, der bliver utrykt eller søgt overført fra underviseren (den vidende) til de studerende (de ikke vidende) løber hurtigt ind i proble-

Indput Institut for Psykologi KU

mer. Hvordan sikrer man sig, at brændstoffet er det rigtige til den pågældende maskine, eller at den pågældende krop har brug for en bestemt næring, og hvorledes administreres dis-se bedst? Det virker derfor oplagt at rette sig over mod en mere dialogisk pædagogisk model, nemlig den sokratiske, hvor man her indgår i dialoger, man tillader spørgsmål, gruppearbejde, alt sammen for at sikre sig, at de studerende nu også har forstået det rigtigt. For netop med udgangspunkt i en (måske upræcis) metafor om Sokrates, der spørger andre mennesker ikke, fordi han ikke ved det selv, men snarere så han kan rette dem eller vejlede dem til at se sandheden, opnås den bedste pædagogiske proces ifølge den sokratiske model. Der arbejdes her stadigt med en vidende og nogle uvidende. Denne model finder Gergen stadigt utilfredsstillende, fordi den nægter bestemte stemmers mulighed for at bidrage til dannelsen af viden, for ja, Gergen er relativist. Hvis vi lader problemet med relativismen ligge lidt og i stedet vender os mod den model Gergen anbefaler, så ligger den netop i forlængelse af hans socialkonstruktionistiske grundlag. Collaborative classrooms er en model, hvis formål er at danne vi-viden. Underviseren er således ikke en sokratisk ekspert eller tankpasser. Vedkommende skal snarere blot facilitere processer for samarbejde, hvor viden kan konstrueres og udforskes, hvor alle stemmer bliver hørt, hvor de studerendes engagement og bidrag netop er essentiel for konstruktionen af båden den pædagogiske situation, det pædagogiske rum og viden i klasselokalet. Gruppearbejde, diskussioner uden endegyldige og ”rigtige” svar, projekter, studenteroplæg etc. er således de primære pædagogiske værktøjer for collaborative classrooms. Og nu tænker du måske: ”Jeg sidder og læser det faste indlæg om studiejobs i Indput. Hvad fanden har Gergens pædagogiske modeller at gøre med noget som helst?” Jeg er glad for, at du spørger, du retoriske kneb af en fiktiv persona.


Kaospædagogikken, eller hvorfor jeg elsker diskussioner og uforudsigelighed, men hader slides Da jeg først begyndte at undervise var jeg meget inspireret af Gergen og hans idéer, og især idéen om collaborative classrooms blev udgangspunktet for mit pædagogiske virke. Den førte til, at jeg begyndte at vægte oplæg fra min side af mindre og mindre, indtil jeg nu næsten helt er stoppet med dem. Den førte mig til at udfordre gængse måder at undervise på og til at udnytte materialets og de studerendes kompetencer til at danne grundlag for, hvordan undervisningen skulle udfolde sig. Ved at prøve at lægge på hylden, hvad jeg tænkte om teksterne, om teorierne, om hvad der var rigtigt og forkert, men i stedet prøve at vægte det dialogiske ved den pædagogiske situation, blev jeg ganske enkelt klogere. Det er sket, at jeg har fået spørgsmål af mine studerende, som jeg virkeligt havde svært ved at svare på, men når jeg blot sendte spørgsmålet videre til dem, så kom der bud, som jeg ikke selv havde tænkt på, og som var seriøse og solide tolkninger af teksten. Helt godt blev det først, da jeg endeligt også fik droppet at bruge slides og efterhånden oftere og oftere planlagde mindre og mindre per undervisningsgang. Jeg plejer at kalde min pædagogiske tilgang for kaospædagogik, og de bedste timer er dem, hvor man ender med at diskutere noget, som jeg selv ikke havde den fjerneste idé om kunne være relevant, da jeg sad og forberedte mig dagen før.

aktionen imellem de studerende og mig selv. Hvordan kan vi forstå tingene anderledes, hvordan kan vi blive klogere, og hvordan kan vi sørge for hele tiden at prøve at rykke os og at udfordre tingene. Dermed ikke sagt at jeg ikke har holdninger og overbevisninger, som jeg giver udtryk for, der bevares. Men det er ikke min allerede indtagne holdning, der er interessant, for det bliver den først, når den skal indgå i dialog med de studerendes. For mig at se er det væsentligt at lade sig inspirere af de teorier og retninger, man netop interesserer sig for. De skal bruges aktivt, inkorporeres og reflekteres over, hvilket jobbet som instruktor har givet mig enormt meget mulighed for. At jeg startede med at undervise i pædagogisk psykologi gav selvfølgeligt en hel del, og alt lige fra Vygotsky til Luhmann, Foucault og Lave & Wenger har præget mig meget i min tilgang, en tilgang, der så yderligere har udfoldet sig igennem mine studerendes bidrag. At bede de studerende om at tage tøjlerne for undervisningen og så bare se, hvad der sker, er helt enormt interessant fra et psykologisk standpunkt, og så er det helt vildt fedt og spændende! Instruktorjobbet er i bund og grund virkeligt givende, fordi man bliver så meget klogere af hele tiden at diskutere med sine studerende. Kombinér dette med et pædagogisk udgangspunkt, som ikke efterlader plads til særligt meget andet end netop diskussionen, så er man klar til kaos…

Den psykologiske faglighed i undervisningen, eller hvordan mine studerende snakker med Luhmann, Vygotsky, Gergen, Lave & Wenger og mange andre For mig at se er kaospædagogikken resultatet af, hvordan jeg har anvendt min teoretiske viden, som jeg har dannet mig på studiet og ladet denne indgå i en dialog (høhø) med den praktiske viden (hvis man da overhovedet kan adskille de to), som jeg har opnået ved selve undervisningen. Det fede ved at have instruktorstillingen som studiejob for mig drejer sig om inter-

Nå ja, og så er det altså helt vildt sjovt at undervise! n

Litteratur Gergen, Kenneth J. (2009), An Invitation to Social Construction, 2nd ed., Sage publications Ltd, London, England

21


@ Har du et spĂŚndende studiejob, erfaringer fra praktik, oplevelser fra et udvekslingsophold eller noget helt fjerde, som du gerne vil dele? SĂĽ skriv til:

redaktion@indput.dk

Indput Institut for Psykologi KU


@

23


Indput Institut for Psykologi KU Illustration af Ida-Marie Haeusler, stud.psych.


TEMASEKTION

VOX POPULI

25


Af Amanda Aaboe Bell, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU


DEBAT

DONALD NARCISSUS TRUMP

Af Amanda Aaboe Bell, stud.psych., og illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

I lang tid forekom afgørelsen d. 8/11/16 som en dystopisk joke. Konfronteret med virkeligheden forsvinder humoren og afløses af en reel fremtidsfrygt. Nu må vi spørge os selv, hvordan vi forholder os til den nye præsident, og hvad vi som psykologer skal stille op med Donald Trump.

27


Diagnose? Forsøget på at sætte et mærkat på Donald Trump er ikke en ny eller original idé. Forslagene er mange: Er han psykopat, sexist, sociopat, racist, fanatiker eller bare en herlig kombination? Størstedelen af amerikanerne har ikke ladet sig anfægte af disse prædikater, for kommende Præsident er han i hvert fald erklæret. Hvorfor overhovedet forsøge at sige noget om hans karakter, når andre for længst er kommet mig i forkøbet, og når det ikke lader til at have betydning for begivenhedernes gang? Jeg vil ikke diagnosticere Donald Trump med henblik på en fremtidig behandlingsplan for en etablering af jordforbindelse. Jeg vil ikke diagnosticere Donald Trump for med løftet pegefinger at nedgøre den amerikanske befolknings valg. Jeg vil ikke diagnosticere Donald Trump for at give en betryggende forklaring, så vi kan lægge fremtidsbekymringer på hylden og reducere Trump til en undtagelse, der bekræfter reglen. Jeg vil diagnosticere Donald Trump i håb om at gøre hans succes mere gennemskuelig og tilbyde en strategi i mødet med en fremtid med flere trumpiske overraskelser. I sidste ende handler det ikke om at sige, hvad jeg mener, der er galt med manden. Det handler om at sige, hvilke konsekvenser det har for os, og hvordan vi skal gardere os mod dem.

Messias eller Hitler Der har i medierne tegnet sig et meget unuanceret billede af Donald Trump. Jeg tror, at fremstillingen i Danmark har båret præg af den sort-hvide linse, hvormed alt er blevet filmet og fremlagt i Trumps hjemland. Den amerikanske debatkultur er da også kun blevet mere beskidt. Hvad der burde have været en oplysende politisk debat lignede til forveksling en gang mudderkastning. Problemet bliver i denne sammenhæng, at de manglende nuancer skaber to typer Trump. På den ene side Helten: Et frisk pust i politik, sågar en slags Messias, som skal redde den synkende skude. På den anden side Skurken: En moderne Adolf Hitler-replika, der trods sin imbecile facon har forvildet sig ind i politik. Det bliver selvfølgelig karikeret i denne fremstilling, men pointen er god nok: Det er et splittet billede, der også viser et splittet USA. Donald Trump er hverken Hitler eller Jesus. Hvis vi vil forstå Trump, er det vigtigt, at vi har tre ting for øje: For det første finder karakterer som Donald Trump ofte vej til magtens top. Det er der intet nyt i – om det er inden for finans, politik eller noget helt tredje. For det andet taler hans udtalelser, der for mange fremstår ubegavede, ind i en kultur, hvor politik har andre spilleregler end i Danmark – især hvad angår politisk korrekthed. For det tredje er Trumps fremfærd og succes et lysende eksempel på, hvor legitimt og fordelagtigt det er at være selvcentreret i 2016.

Indput Institut for Psykologi KU


Forelsket i spejlet Efter at have fulgt med i valgkampen de seneste mange måneder, er jeg ikke længere i tvivl om, at Donald Trump falder ind under den narcissistiske personlighedsstruktur. Narcissus druknede i sin iver efter at spejle sig i søen, og indtil for nyligt var størstedelen af de danske og udenlandske medier overbevist om, at Trump ville lide samme skæbne og drukne i protester fra alle sider. Denne artikel er ikke en omfattende beskrivelse af de psykologiske mekanismer, der er på spil hos en narcissist. For forståelsen skyld vil jeg lidt firkantet præsentere de mest iøjefaldende ligheder, og hvordan vi skal håndtere mødet med dem. Narcissisten kan ikke tabe - og er i sit es, når han vinder. Trump ønskede ikke at forholde sig til sin egen mulige fiasko. For ham ville et nederlag aldrig være hans egen skyld, men måtte i så fald være et resultat af manipulering med stemmerne. En anden karakteristik er, at narcissisten føler sig hævet over det almene og udnytter andre i egne bestræbelser. Trump har aldrig været bleg for at hive andre frem i lyset for selv at fremstå bedre. At have en narcissist som præsident bliver kun mere skræmmende, når vi ser på narcissistens manglende empati og forsvindende lille skamregulering. Her er Trump igen et perfekt eksempel: Han føler intet ansvar for dét, at han ikke har betalt skat de sidste 40 år. Værre er, at han ingen medfølelse viste overfor Humayun Khans forældre, hvis søn var blevet dræbt i en krig, som Trump i sin tid støttede. Sidst, men ikke mindst, er narcissisten en notorisk løgner. Trump lyver. Gang på gang er han blevet konfronteret med bevismateriale på udtalelser og adfærd. Alligevel kommer der hverken undskyldninger eller indrømmelser. Overrasket? Det terapeutiske objektiv for behandlingen af narcissisme er at hjælpe vedkommende til at tillære sig at føle empati. Jeg tvivler på, at Trump nogensinde kommer til at forholde sig til dette. I stedet må vi tage visse forholdsregler, når vi konfronteres med ham: 1. Forholde os til handling og ikke til ord. 2. Glemme forventningen om naturlig ansvarsfølelse: Den eksisterer ikke. 3. Stole på historien: Trumps tidligere adfærd er vores bedste chance for at forudsige hans næste træk.

Symptom: Folket stemme Stemmerne runger med en vanvittig kraft til Trumps rallys. Det selvtilfredse smil, der spiller om Trumps læber, når hans flok af tilhængere råber deres mantraer, er ikke til at tage fejl af. Selvom han sikkert gerne vil tilskrives æren for budskaberne, bliver han på mange måder en kransekagefigur, som pryder en kage, jeg nødigt ville sætte tænderne i. Det flertal, som Trump repræsenterer, er utilfredst, vredt og hadsk. Trumps retorik er gennemsyret af denne vrede og fjendtlighed, som støt har gravet grøfter i de amerikanske samfundslag.

29


I denne artikel har jeg stemplet Narcissist i panden på Donald Trump. Jeg har valgt at putte Trump i en kasse, men gør dette med forbehold. Det er en rar og betryggende forestilling, at Trumps overraskende succes udelukkende er et udtryk for en karakterstruktur, som har formået at narre og forføre store dele af den amerikanske befolkning. Beklageligvis er denne udlægning ligeså simpel, som den er sand. Der er selvfølgelig et utal af mekanismer på spil; mekanismer, som selv forfinede meningsmålinger ikke har kunnet forudsige.

”Get them out!” - ”Lock her up!” Vi må nødvendigvis forholde os til det faktum, at samfundet, omend det amerikanske, har produceret Trump, og at han derfor bliver et symptom på nogle triste tendenser i befolkningen: En narcissistisk kultur, hvor spørgsmålet ikke er, hvad jeg kan gøre for mit samfund, men kun hvad samfundet kan gøre for mig.

Populismen har sejret ad helvede til Canadas hjemmeside for immigration gik ned dagen efter valget. De amerikanere, måske især de minoriteter, som ikke føler, at fremtiden beror på sikkerhed og frihed længere, overvejer flugt som sidste udvej. Danmark har en asylpulje dedikeret til amerikanske flygtninge, og det må være nu, at den skal tages i brug. Flugt er dog en meget impulsiv og umiddelbar respons og i min optik langt fra den bedste strategi her. Til slut må jeg derfor understrege de pointer, jeg har forsøgt at fremlægge i denne artikel: Donald Trump er narcissist, og han er ikke alene om at være det. Vi må konfrontere de strukturer, der har formet Donald Trump, og forsøge at forstå, hvorfor det blev besluttet, at han bedst repræsenterer fremtidens USA. Måske skal vi reflektere over hvilke værdier, vi ønsker, at vores samfund skal være rammen om. I Oscar Wildes fortolkning af myten om Narcissus begræder søen Narcissus’ død. Nymferne samtykker og siger: ”Det forbavser os ikke, at du græder over hans død, du var også den eneste der fik hans skønhed at se på nært hold.” Til det svarer søen: ”Jeg græder over Narcissus, men jeg har aldrig vidst, at han var smuk. Jeg græder over Narcissus, for hver gang han bøjede sig ud over mine bredder, spejlede min egen skønhed sig i hans øjne”. n

Literaturliste Bernstein, A.J. ph.d. (2016) Følelsesvampyrer (1.udgave i dansk oplag) Viborg: Hillerød Boghandel Coelho, P. (2014). Alkymisten, Viborg: Forlaget Bazar ApS Hodgson, J. and Charlotte Greenfield (2016, 9.nov.) Some Americans look to Canada, NZ as Trump surges to victory. Reuters. Lokaliseret: http://www.reuters.com/article/us-usa-election-canada-idUSKBN1340I9 Nielsen, K.A. (2016, 31.jul.) Trump møder igen kritik: Håner død soldats mor. Lokaliseret: https://www.dr.dk/nyheder/udland/trump-moeder-igen-kritik haanerdoed-soldats-mor

Indput Institut for Psykologi KU


headspace Rødovre og de to nye afdelinger i Albertslund og Hvidovre mangler dig som frivillig headspace er et rådgivningstilbud til unge - her kan unge, i aldersgruppen 12-25 år, gratis og anonymt få en snak om problemer og udfordringer af enhver slags. Intet problem er for stort eller småt. Du kan som frivillig være med til at gøre en forskel for en masse unge mennesker på Vestegnen, som har brug for nogen at tale med. Til vores afdeling i Rødovre, der har eksisteret siden sommeren 2013, søger vi 7 nye frivillige. Til vores to nye afdelinger i Hvidovre og Albertslund, som slår dørene op i januar 2017, søger vi 15 nye frivillige til hver afdeling. Til alle tre afdelinger søger vi frivillige, der: Brænder for at hjælpe unge på deres præmisser, er gode til at lytte, respekterer de unges integritet og møder dem i øjenhøjde. Du skal herudover have lyst at indgå i et socialt fællesskab med dine medfrivillige. Rent praktisk skal du kunne bruge 12 timer om måneden i headspace, fordelt på tre vagter af fire timer inden for vores åbningstid. Derudover skal du kunne deltage i den obligatoriske gruppesupervision, der ligger hver 6. uge, og løbende have lyst til at dele dine tvivl og udfordringer med dine kolleger. De to nye afdelinger i Albertslund og Hvidovre skal startes op helt fra bunden, så her er det en fordel, hvis du ser muligheder i at være med til at skabe en hyggelig og givende frivilligkultur og komme med gode ideer til, hvordan vi sammen får skabt et trygt og stabilt rådgivningstilbud for de unge. Samtalerne vil ligge i januar 2017, og du skal kunne deltage i den obligatoriske introweekend d. 4.-5. februar 2017 - begge dage kl. 10-16. Okay, det lyder ret fedt – hvad gør jeg så nu? Gå ind på vores hjemmeside www.headspace.dk og find vores ansøgningsskema under fanen "frivillig", og send den til Trine Jakobsen på mail tj@headspace.dk og skriv bynavnet du søger til i emnefeltet. Hvis du ahr spørgsmål kontakt da Trine på samme mail.

Vil du have din annonce med i næste indput-blad? Så skriv til annonce@indput.dk

31


Reportage fra et ekkokammer Reportage fra et ekkokammer Reportage fra et ekkokammer Vær opmærksom på, at toilettet livet let kan stoppeS Således var stemningen på Information slået an med lidt heftig WC-poesi. Den seriøse følelse gik dog hurtigt i sig selv ved mødet med multifarvede donuts og colaer på stribe. End ikke en vandflaske var at se. Af Anne Marie Kristensen, stud.psych., og Cecilie Bildstedfelt, stud.psych. Datoen var d. 3. november, og foran os havde vi et tilsyneladende homogent panel bestående af voksne, hvide mænd foran en tilsvarende homogen publikumsskare, som var det kun 23-25 årige unge, halvflippede københavnerintellektuelle, der blev lukket ind. Vi var til debat om ‘det postfaktuelle samfund’, selvom debattørerne i løbet af debatten blev usikre på, hvorvidt et sådant fandtes. Det postfaktuelle samfund er på det seneste blevet præsenteret i flere medier som den nuværende samfundsdiagnose. Begrebet betegner et samfund, hvori fakta mister sin betydning, hvilket har været fremtrædende i forbindelse med det amerikanske valg. Paneldebatten indledtes med en video, der viste eksempler på Donald Trumps utallige løgne. Trump fremstår måske for mange antielitær - flere tilhængere opfatter ham som en mand, der siger sandheden uden at gemme sig bag videnskabelige undersøgelser og tørre statistikker. Videoen “Trump lying for 13 minutes straight” fremhæver det tydelige paradoks, der træder frem mellem netop disse løgne og folkets følelse af, at han taler lige ud af posen - ‘siger det, som det er’. Polarisering og faktatab Første debattør på banen var filosof David Budtz Pedersen, som præsenterede os for den historiske betydning af fakta i forbindelse med samfund, øko-

Indput Institut for Psykologi KU

nomi og beslutningstagning. Han berettede, at tilliden til kendsgerninger svinder ind, og at politikere ikke prioriterer eksperters anbefalinger - på trods af at disse er baserede på fakta og grundige undersøgelser. I kampen om opmærksomhed når politikere og medier ofte længere med løfter og robuste narrativer, uden at disse nødvendigvis er videnskabeligt funderede. Der spilles på følelserne frem for fornuften, og mange kommer længere med at prikke til vælgeres og læseres frygtcentre end ved at fremlægge statistik og kendsgerninger. De sociale medier spiller en væsentlig rolle, netop når det gælder, hvilken viden eller løgnehistorie, der deles og kommenteres. Budzt Pedersen inddrog bl.a. Max Weber og hans beskrivelser af autoritetsformer for at illustrere, hvorledes traditionelle autoriteter i form af politikere og magthavere i dag må vige for mere karismatiske autoriteter, hvis potens ligger i berømthed og genkendelighed. En anden autoritet, vi ifølge Budtz Pedersen må forholde os til, er den algoritmiske autoritet; dette begreb dækker over den usynlige magt, hvormed søgemaskiner og sociale medier styrer os og den information, vi møder på nettet. På baggrund af Big Data kortlægges vores færden på nettet med henblik på, at vi møder indlæg, der fanger os, eller rettere reklamer, der rammer os. Effekten af denne ensretning er dannelsen af små ekkokamre omkring os, hvori vi ikke præsenteres for noget nyt og tilfældigt, hvis det ikke umiddelbart resonerer


med vores allerede tilkendegivne præferencer. Således sker en polarisering, hvorved vi møder og interesserer os for pointer, vi allerede er enige i og ender med at trykke ‘synes godt om’, uden overhovedet at læse indholdet. Så selvom vi måske tror, at vi afsøger forskellige undersøgelser og forholder os til flere sider af en given sag, er internettet strømlinet til at præsentere os for resultater, som er tilpasset os og vores søgehistorik. Budtz Pedersen understregede, hvorledes denne ensretning måske særligt rammer folk, der ikke har forståelse for denne kommercielle målretning, og tager enhver populær historie eller fortælling som værende fakta og sandhed, selvom de måske kun præsenteres for en enkelt retning blandt flere. Mistillid til det politiske system Næste levende billede var David Trads, politisk kommentator. Trads fremhævede med udgangspunkt i sine mange år i USA et eksempel på, hvorledes det postfaktuelle samfund spiller sammen med en voksende mistillid til det vestlige, demokratiske system: Han beskrev, hvorledes folk i det ellers veluddannede Minnesota valgte bryderen Jesse Ventura til guvernør; ikke fordi de ønskede ham som leder, men for at give det politiske system fuckfingeren. Ligesom Ventura var berømt powerwrestler, havde Trump opnået stor berømmelse på bl.a. at ydmyge folk som vært på realityprogrammet ‘The Apprentice’, hvor-

for han fremstod langt mere genkendelig for amerikanerne end de øvrige republikanske kandidater. Trads understregede desuden, at Roosevelt i sin tid ramte sine vælgere gennem radiomediet, Kennedy gennem TV og Obama via internettet, men at Trump havde ramt en stor vælgerskare lige i realityhjertet, som netop responderer på følelsesladede narrativer, som folk kan spejle sig i. Ifølge Trads formår Trump at udnytte sin position som tidligere realitystjerne i og med, at han fortsat blander og drejer narrativer og virkelighed, som man gør i realitygenren. Trads beskrev denne tendens som et eksempel på tidens populisme, hvor en slags antiintellektualisme vokser frem - ‘My ignorance is just as good as your knowledge’, citerede Trads Isac Asimov for at have sagt. Trumptilhængerne lader til at være ligeglade med, at han lyver - i kraft af deres mistillid til systemet føler de sig allerede forrådt og løjet overfor. Så hvorfor ikke bare stemme på ham, der taler til den frygt, mange nærer for det fremmede, immigration og fattigdom? Fortolkning og fri vilje Tredje og sidste voksne, hvide mand i panelet var Nicolai Thyssen, som gik de andre på klingen. Han ville hellere kalde vores samfund antiautoritært end postfaktuelt og understregede, at begreber som ‘postfaktuelt’ og ‘populistisk’ blot bliver skældsord, som vi kaster med i vores os-dem dikotomi. Ifølge Thyssen

33


giver internettet folket deres stemme tilbage. I kraft af sin flade struktur giver internettet det almindelige menneske lige så stor, eller nogle gange større, mulighed for at blive hørt end de etablerede medier, og det fremstår derfor antiautoritært. Fakta i det antiautoritære samfund er således ikke vigtige i forhold til at afdække, hvad der er sandt og falsk - det afgørende er derimod fortolkningen af fakta og anvendelsen heraf. Blandt hans eksempler var debatten omkring HPV-vaccinen, som havde fået så stor opmærksomhed, at antallet af givne vacciner var faldet drastisk. Ligeledes stemmer en lang række vælgere på Trump, selvom det egentlig ikke er i deres egen interesse rent pragmatisk. Det bliver således en ideologisk stemme, måske drevet af de gode eller skræmmende fortællinger, hvorved vælgerne ender med at vægte deres ideologiske værdier og frihed tungere end mad på bordet. Til forskel fra Budtz Pedersen lod Thyssen til at have en stor tiltro til det almindelige menneskes dømmekraft og evne til at adskille, hvad der er bedst for dem selv og deres medmennesker. Hvor Budtz Pedersen beskrev internettet som en stærk faktor, der er designet til at bekræfte, forstærke og til tider fordreje folks holdninger, betegnede Thyssen derimod internettet som et demokratisk værktøj, der kan lade en hvilken som helst stemme blive hørt. Sandheden til debat Efter de tre oplæg fulgte en åben debat med spørgsmål fra moderator og publikum. Tråde blev trukket mellem det postfaktuelle samfund som begreb og populisme, hvorefter de begge fik hug for blot at være skældsord. Situationen rungede som et ekkokammer i sig selv, idet enigheden fyldte rummet med dets unge, hvide, akademiske og venstreorienterede tilstedeværende. Thyssen agerede djævlens advokat ved at udfordre vores holdninger og forudindtagede idéer, ligesom han gentagne gange forsøgte at aflive selve konceptet, vi var mødt op for at høre om. Postfaktuel, antifaktuel, antiautoritær - har vi nogensinde været faktuelle væsner? Ifølge Thyssen kan den enkelte rationelt vælge at stemme eller udtrykke sig på baggrund af hjertet frem for hjernen, som om fakta end ikke er nødvendige eller nyttige for os. Sat på spidsen skaber vi vores egen fakticitet - uden om eksperter og autoriteter og på baggrund af egen fri vilje.

Indput Institut for Psykologi KU

USA’s næste præsident Afslutningsvis blev de tre debattører bedt om at give deres bud på, hvem der ville blive USA’s næste præsident. ‘Det bliver Hillary, ingen tvivl’, lød det roligt fra Budtz Pedersen. Trads var mere tilbageholden og benægtede ikke, at der eksisterede en mulighed for, at Trump kunne stikke af med sejren. ‘Jeg ønsker ikke at bidrage til det postfaktuelle samfund ved at sidde og spå om fremtiden’, lød det tørt fra Thyssen, inden folk tømte deres colaer og gik ud i novembermørket. Ekko Det, der dog ikke blev behandlet i paneldebatten, var, hvad vi nu skal gøre ved dette såkaldte postfaktuelle samfund. Vi blev efterladt med en opmærksomhed på, at vores opmærksomhed rammes af mere, end den kan håndtere. I en verden, hvor folk vænner sig til at blive talt til på baggrund af deres følelser, deres frygt og deres medfølelse, drukner de mere videnskabeligt funderede artikler, indlæg og videoer. I accelerationssamfundet har vi ikke tid til at læse artikler til bunds, og medierne kæmper om opmærksomhed og hits - så måske er det postfaktuelle samfund et udtryk for, at vi dårligt nok kan koncentrere os om fakta længere. Internettet lever af at distrahere os fra side til side, og appeller til følelser der trækker stærkere i os end dybdegående journalistik. Har vi lettere ved at glemme, når vi distraheres, inden vi tænker en tanke til ende? Og har man derfor nemmere ved at tilgive Donald Trump for hans mange løgne, når de har forladt bevidstheden i stemmeboksen? Eller har de indlæg, folk for nyligt har mødt, gjort dem så angste, at deres kognitive evner er blevet sænket til et niveau, hvor de ikke er i stand til at overskue konsekvenserne af at vælge en racistisk, sexistisk, realitystjerne, men blot nærer et desperat ønske om forandring? Er dette indlæg i virkeligheden bare resonansen fra vores ekkokammer, fordrejet af andre løgne og ensrettede synspunkter, ligesom vi kun kom til det givne arrangement, fordi en Facebookalgoritme præsenterede det i vores feed? Med disse overvejelser in mente er det vidst på tide, at vi sletter vores cookies og lufter ud i vores ekkokammer. n


35


SKAB DIG!

– ET ESSAY OM MODE Af Sebastian Tobias-Renstrøm, stud.psych. ESSAY. Skab dig for helvede! Kreer! Hvem vil du gerne være i dag? Hvad vil du gerne signalere? Hvilken subkultur vil du kaste dig ud i? Der er så mange muligheder! Der er så meget kreativitet! Det er kun dig (og pengepungen for guds skyld – vi må ikke glemme pengepungen), der sætter grænser. Men for fanden, hvis der er penge på kortet, så skal vi da ud og shoppe! Ny hud til at trække ud over vores egen, det nyeste nye! Hvad skal den toptunede sæk knogler og kød mon iføres i dag? Hvordan skal stilladset smukkeseres? Mange stemmer melder sig her i krydsfeltet mellem det private og det offentlige; er det ikke min egen krop, min indre essens, jeg udtrykker gennem mit tøj-valg? Illustrerer mine sorte turtlenecks da ikke min interesse for videnskabsteori (og mit brændende ønske om at være Foucault)? Men alligevel går alle andre også rundt i sorte turtlenecks - også dem, der ikke aner, hvem Foucault er. Og mine højtaljede, stenvaskede jeans med stumpeben! De er på mode, der har hipsterne fat i den lange ende, folket har talt, jeg køber et par. Men dermed taler jeg også med. Jeg stemmer i og klinger med; en melodi, der minder om de andres, men som har sit eget særpræg. Det er pudsigt, hvordan moden ikke lader sig binde. Den tilhører hverken mig eller folket. Jeg kan klæde mig fuldstændig, som jeg lyster, men det vil altid stå i forhold til, hvordan de andre gør. Jeg kan ikke bare være øboer, alene og uden tøj, for selv dét går hen og bliver et statement. Men tøjet tilhører jo heller ikke masserne og folket, for jeg klæder mig jo med en intention, med en bestemt vilje, med et formål eller specifik og derved ikke uintentionel mangel på samme. ”Jeg går ikke op i, hvilket tøj jeg har på.” – hvilken løgn. Netop dén, der skråsikkert og med betonet ligegyldighed slynger sådan en stemme ud i koret, tager om nogen stilling til polyfonien, den kaotiske symfoni, der er i konstant flux (og alligevel styret? Nej vent, det kommer vi til…), og bidrager derved med en klar om end disharmonisk røst. Dem, der ureflekteret veksler imellem ”det kan jeg lide” og ”det er moderne”, må jo egentligt være dem, der mindst tager melodien til sig, der mindst råber med på koret; ”’Cause every girls crazy ’bout a sharp-dressed man… er det ikke sådan teksten går?” Jeg udstråler og -råber mig i mit tøjvalg, og det samme gør du. Vi er alle unikke kopier; sat i kasser, som vi selv bryder ned. Og hvem sætter os så i de kasser? Find de skyldige og klyng dem op, for hvor vover de egentligt at rammesætte vores subjektive udtryk? I Guds øjne er vi dog alle syndere, og vi synder alle over for hinanden; for dem, der vover at fortælle os, hvad vi skal gå i, hvordan vi skal udtrykke os. Og dem af dem, der sjovt nok ikke er del af

Indput Institut for Psykologi KU


os, og som så alligevel måske er det, men i hvert fald ikke helt, er selvfølgelig modebranchen. Med deres penge, deres produktionsapparater og deres ”kunst” skriger de af os, at dette nu skal være mode. Skal det nu til at være mode? Ja! Det er nødvendigt med armygrøn denne sæson, råber de småfascistoide kordirigenter, mens vi andre prøver forgæves at arbejde hårdere for at tjene flere penge, som vi kan kaste i nakken på den nærmeste forretning, der har noget, der minder om armygrøn. For vi kan jo ikke leve uden armygrøn denne sæson (ligesom vi heller ikke kan leve uden den nye iPhone 7, men nu handler det jo om tøj), og sidste sæson var det bomberjakken, og forrige sæson var det chelsea-boots. Og fandeme om man ikke skal høre, at designeren nu har fundet på det nye: løse jeans. Hvor herre bevares! Jeg går sgu i stramme jeans, til jeg dør, altså lige indtil jeg fandt ud af, at jeg kunne portrættere mig selv som en first-mover, en kunstnertype, en hip(ster), hvis jeg nu kørte nogen, der var lidt løsere og højtaljede! Total slut-80’er! Og sådan én vil jeg jo gerne være for helvede, så ned med mig i Weekday. Og designeren siger jo Gud’død’me også, at vedkommende lader sig inspirere af, hvad de unge gør med deres ”looks”. Subjektivitetskollektiverne har skrevet en ny sats til deres private lille kor, og straks kommer det store, kommercielle og professionelt uddannede råbekor og skal tage det til sig. ”Se, de er unikke! Hvis I gør lige som dem, så er I også unikke!” og svaret lyder ”Vi er unikke!” – råbt i kor. Og pengene flytter sig fra den ene pung, der langsomt bliver mere og mere slidt, til den anden, der langsomt bliver federe og federe. Men jeg kan jo godt lide at synge mine melodier alligevel. Selvom folk FANME ikke skal fortælle mig, hvordan min subjektivitet bedst forvaltes, hvordan den bedst rammesættes, hvordan jeg skal synge med koret, så bliver jeg jo alligevel inspireret af de andre til at udtrykke mig. Inspireret af dem jeg ligner, af dem jeg gerne vil ligne, af dem jeg resonerer med, af dem jeg holder af, og af den jeg holder af at udtrykke, at jeg er. Jeg har på min vis noget at skulle have sagt, noget jeg kan udtrykke ved min påklædning, en subjektivitet som jeg kan kaste hvorhen, jeg synes, den passer. Jeg er jo ikke total radikalt fri, for jeg bliver for helvede hele tiden påvirket af alle de kasser, for-mer, farver, lyde og stemmer, som jeg befinder mig i og omkring, men der er valg inden for rammerne, jeg har mulighed for udtryk, som ikke bare er sterile eller stereotype, men som er mine egne. Så jeg stiller mig i hjørnet og råber lige som alle de andre, at jeg er helt unik, alt imens jeg er værdsætter min nye turtleneck, der både er meget in og samtidig skriger Foucault. n

37


PERSPEKTIV PÅ FORTIDEN Af Isabel Sidenius, stud.psych., og illustration af Bolette Bendix Huus, stud.psych.

En tidsrejse ESSAY. En særegen egenskab ved mennesket som art er vores evne til at erindre og mindes. Dyr husker ganske vist også. De er i stand til at lære nye ting. Til at associere en lyd fra en klokke med spisetid, fordi de husker sammenhængen derimellem, som vi jo har lært af Pavlov. Men det, der adskiller os mennesker fra dyr i forhold til hukommelsen, er vores evne til at rejse tilbage i tiden mentalt og mindes tidligere oplevelser. Vores evne til at genopleve. Denne del af hukommelsen er det, der inden for kognitionspsykologien kaldes den episodiske hukommelse. Endel Tulving var den første forsker, der teoretiserede en skelnen mellem episodisk og semantisk hukommelse, som udgør den deklarative (bevidste) del af langtidshukommelsen. Han forklarer, at den episodiske hukommelse er et (indtil videre) hypotetisk hukommelsessystem, der som teoretisk konstrukt til stadighed er under udvikling, udforskning og langt fra kan påvises biologisk. Ikke desto mindre er det en teori, der på baggrund af tilstrækkelig evidens anvendes i dag, og det er denne slags hukommelse, der refereres til, når man taler om erindringer. Det karakteristiske ved den episodiske hukommelse er, at den arbejder med det, som Tulving kalder subjektiv tid. Subjektiv tid er det, der gør os i stand til at vælge, hvilken tid vi vil færdes i rent mentalt. Det er netop denne funktion, der gør den helt unik for menneskearten, og som gør os i stand til den ovennævnte mentale tidsrejse, hvori vi genkalder os eller genoplever episoder og begivenheder fra fortiden. En særlig nostalgisk eller personlig form for at huske. Ved en sådan tidsrejse er vi i en bestemt form for bevidsthedstilstand, hvor vi, ifølge Tulving, er bevidste om os selv som en enhed i tid. Vi har en evne til at reflektere over vores eksistens i en anden tidslig dimension end nutiden, og denne bevidsthed omkring vores fortidige selv, som vi genoplever i en nutidig kontekst, kalder han for autonoese. Noget endnu mere forunderligt ved denne slags hukommelse er, at det er det eneste fænomen i verden (i hvert fald ifølge Tulving), hvori tidens ellers irreversible pil bøjes til en løkke, og skaber en vej til fortiden igennem erindringer. Minder og glemsel Minder er til tider nogle, vi mores over, varmes ved eller lider afsavn ved. Nogle minder kan gøre os glade, mens andre gør os kede af det. De kan minde os om en for længst glemt sindstilstand, vi på et tidspunkt befandt os i. Igennem minderne genoplever vi nogle af de stærke følelser, der har præget

Indput Institut for Psykologi KU


39


vores hverdag, tanker og tilværelse på bestemte tidspunkter i vores fortid. Mange af de ting, vi oplever, lagres som enten helstøbte eller ufuldkomne minder i vores episodiske hukommelseslager. Nogle gange er en erindring tydelig ned til mindste detalje. Du husker hvert et ord, der blev udvekslet. Du husker hvert enkelt sanseindtryk, farverne, duften og lydene, der omgav og omsluttede dig. Det føltes måske som om tiden gik langsommere end normalt. Ved at mindes, gengives der i indre billeder en fuldkommen afspejling af den oprindelige episode. Sådan kan det i hvert fald opleves. Andre minder huskes kun i brudstykker. Som usammenhængende og fragmenterede sekvenser, der tilsammen giver en idé om en fortidig hændelse og dens kronologiske opbygning. Lige meget, hvor meget du prøver at tænke dig tilbage i tiden og huske hele hændelsen, vil den bare ikke dukke op. Ved søgeprocessen aktiverer din hjerne hippocampus, der fungerer som en slags GPS til erindringerne, der i et omsonst forsøg prøver at lokalisere alle detaljerne. Uden held. Dette kan skyldes, at begivenheden ikke har gjort et så stort indtryk på dig, at du har processeret den i en dybde, der gør dig i stand til at huske alle detaljerne. Du har foretaget en ubevidst selektion af sanseindtrykkene omkring dig, og kun hæftet dig ved de vigtigste dele af sammenhængen, og dele af episoden er slet ikke blevet lagret i hukommelsen. Ofte er det, vi husker bedst, forbundet med stærke følelser, og det er derfor, nogle minder fremstår som righoldigt detaljerede episoder, mens andre synes slørede og usammenhængende. Sammenhængen mellem hukommelse og emotioner er ligeledes noget, som man har fokus på inden for kognitionsforskning, og det er almen anerkendt viden, at de to er intimt relateret. Emotioners intensitet kan detekteres af en lille struktur i hjernen ved navn amygdala, der modtager og fortolker mange af de sensoriske og somatiske indtryk, der har med vores evolutionære, instinktive overlevelsesstrategi at gøre. Ved at sende signaler til hippocampus og andre steder i hjernen, hjælper amygdala til at regulere og påvirke lagringen og således forstærke den, på baggrund af oplevelsens affektive ladning. Særligt intense emotioner kan siges at være emotioner som begær eller frygt. Psykoanalytikeren Judy Gammelgaard påpeger ligeledes i en artikel fra 2007, at ”når vi erindrer os visse

Indput Institut for Psykologi KU

hændelser og ikke andre, er det, fordi de har været mættet med betydning. Denne betydning kommer imidlertid i høj grad fra os selv, fra de indtryk, de har gjort på os, og de impulser og tilskyndelser, de har vakt i os”. Heri tilskriver hun dog en stor del af betydningsdannelsen begæret, mens der inden for kognitionspsykologien er fokus på en bred vifte af emotioner. Der er også de minder, som vi inderligt ønsker at holde fast i, men som alligevel tilsløres og hviskes ud med årene. Minderne falmer ganske langsomt, og selv med en målrettet indsats kan det være svært igen at fremkalde deres konturer og bestemme deres indhold. Som for eksempel ansigter på personer, som har betydet noget for os i vores fortid, som vi ønsker at kunne genkalde os og genopleve. Eller episoder vi forbinder med glæde eller kærlighed, som vi længes efter at mærke igen. De forsvinder langsomt ud af hukommelsen som årene går, udsat for ufrivilligt passivt henfald. Passivt henfald er en kognitionspsykologisk term for glemsel, der sker som funktion af tid. Måske på grund af kapacitetsbegrænsninger for hukommelsen, måske fordi der er en tidslig hierarkisk organisering af, hvad der glemmes. Hvorfor glemsel forekommer, og hvorvidt den sker som funktion af tid, er en igangværende diskussion inden for kognitionspsykologien, da det kan være meget svært at undersøge, om nogle minder stadig gemmer sig et sted dybt inde i hukommelseslagret. Og hvis nogle erindringer, som engang har været husket, rent faktisk er helt glemte og slet ikke eksisterer længere, er det jo nærmest umuligt at undersøge – for hvordan kan man bevise, at noget ikke længere eksisterer? Uanset årsagen til glemslen, kan det være svært at acceptere, når minder, man gerne vil bevare, begynder at falme og kun efterlader et følelsesmæssigt aftryk, der ikke længere lader sig visualisere og genopleve. Mindernes foranderlighed Minder har det med at forandre sig med tiden. De huskes igen, men huskes på ny. Indimellem dukker en erindring op fra hukommelsen, og fordi du er i besiddelse af en forandret og måske større viden om verden, end da du havde oplevelsen, genopleves erindringen ganske anderledes, og mindet ændrer form. Andre gange kan erindringer ses som brikker i et større puslespil, der først forstås og giver mening, når alle brikkerne huskes og sættes sammen. Hver enkelt brik får således en helt ny betydning, når den ses i en større sammenhæng, fordi minderne tillægges en anden forståelsesdimension. Inden for


psykoanalysen opererer man med begrebet nachträglichkeit, som Freud i sin tid introducerede. Ordet kan ikke direkte oversættes til dansk, men det betyder noget i retning af ’med tilbagevirkende kraft’, og det handler om, at man mere eller mindre bevidst fortolker sin fortid i lyset af nutiden. Man forstår altså noget bagudrettet, fordi man har flere oplevelser og mere viden at trække på. Derved vil dine erindringer hele tiden været præget af din nutidige forståelse af dem, og minder har i denne optik en evigt omskiftelig og foranderlig karakter. Nogle gange kan man være overbevist om, at noget skete på en helt bestemt måde, indtil man en dag opdager, at man husker radikalt forkert. Som det lille barn, der ved et uheld falder i swimmingpoolen og synker dybere og dybere ned i bassinet, med ansigtet vendt mod vandkantens forsvindende overflade, indtil faderen, efter hvad der i barnets verden føles som evigheder, får hevet hende op igen. Erindringen om det dybe vand sætter sig fast i barnets hukommelse og indskrives som et urokkeligt og klippefast skrækscenarie, lige indtil hun en dag genser poolen og opdager, at den ikke er mere end en meter dyb, og mindet får således en radikal betydningsændring. Man kan forundres og foruroliges over den overbevisningskraft, hvormed et så livagtigt og levende minde huskes på en måde, der ikke stemmer overens med virkeligheden. Neuropsykologen Stephen Michael Kosslyn har fremført en teori om mentale repræsentationer, hvori han påpeger, at mentale repræsentationer ofte er analoge med virkeligheden og har en række ligheder med vores visuelle perception. Det kan altså være, at vores erindringer huskes som de blev oplevet sanseligt og visuelt, når de gengives som indre mentale repræsentationer. En swimmingpools dybde er jo i størrelsesforhold forskelligt fra barn til voksen, og det er ganske logisk, at man som barn oplever verden helt anderledes på baggrund af de størrelsesmæssige dimensioner. Derved huskes det også i en markant anden størrelsesorden, der i barnets verden er analogt med virkeligheden. Et andet perspektiv på erindringers foranderlighed, er en teori fremført af den engelske psykolog Frederic Charles Bartlett. Med sin skematateori beskriver han den rekonstruktion, der sker, idet vi forsøger at genkalde os erindringer. Han lavede studier der undersøgte, hvordan vi tilpasser og omformer vores erindringer til vores forståelse af verden og de strukturerende skemaer, hvormed vi kategoriserer den. Ifølge ham afviger vores erindringer ofte fra den egentlige hændelse, fordi den rekonstrueres, så den passer til vores umiddelbare forståelse af verden. Der kan altså siges at være bred enighed inden for psykologien om, at erindringer ikke nødvendigvis er fikserede, fastlåste størrelser. De kan ændres på forskellige måder. Langsomt og gradvist over tid, eller radikalt og pludseligt. Det synes dog en smule sørgmodigt, måske også lidt paradoksalt, at vi, ved at mindes, også ændrer det oprindelige minde og glemmer detaljer eller dele af den egentlige hændelse. Hvis vi rekonstruerer minderne en lille smule hver gang, vi husker dem, og måske tillægger dem nogle andre følelser i processen, kan det være, at vi ender med at glemme, hvilken betydning mindet havde for os, dengang vi oplevede det.

41


Indput Institut for Psykologi KU


Men hvordan undgår man i grunden, at erfaringen forgår med den tid, erfaringen gøres i? Nogle fører dagbog for bedre at kunne huske episoder fra deres liv, som de er bange for senere at glemme. Men som Murakami (om end som en fiktiv karakter) skriver i sin roman ’Norwegian Wood’: ”i dag ved jeg, at noget så ufuldkomment som skrevne sætninger kun kan rumme ufuldkomne minder og tanker”, hvorved han ganske poetisk påpeger, at selv ved at nedfælde erindringerne vil der være huller og mangler i rekonstruktionen. Mindernes narrative struktur Hvis vi skal vende tilbage til Tulvings teori om den episodiske hukommelse, kan man tilføje, at det er denne del af hukommelsen, der er særlig vigtig for vores selvforståelse. Vores autobiografiske erindringer fortæller noget om, hvem vi er, og hvad vi har oplevet i vores liv. Man kan sige, at det samlede sæt af erindringer – summen af alt det, vi husker om os selv – må udgøre en stor del af vores selvopfattelse. Erindringer om en bestemt begivenhed har derudover en narrativ struktur i sit hændelsesforløb, ligesom andre erindrede sekvenser eller scener, der tilsammen skaber en kronologisk narrativ opbygning af vores fortid. Dette perspektiv spiller således meget godt sammen med en narrativ opfattelse af selvet, hvor det narrative subjekt konstitueres igennem de historier, det fortæller om sig selv. Det narrative subjekt er orienteret mod både fortid, nutid og fremtid, og på grund af denne tidslighed i identitetsdannelsen bliver fortiden, og således hukommelsen, en vigtig komponent. Vi genfortæller og genskaber os selv i lyset af vores tidligere erfaringer, analyser af fortidig adfærd, refleksioner over tidligere oplevelser, og alt det vi hele tiden lærer og lagrer i hukommelsen. Ud fra et væld af fortidige hændelser vælger vi, hvilke vi genfortæller, og hvilke vi ikke gør. De ubehagelige erindringer, eller dem, vi måske ikke er så stolte af, prøver vi at glemme og snakker sjældent om. Måske glemmer vi dem endda selv indimellem. Dem vi genfortæller mange gange styrkes og huskes bedre, fordi gentagelse er en vigtig forudsætning for konsolidering og indlæring. Vi bliver derved aktive aktører i, hvordan vi forstår os selv, og hvordan omverdenen forstår os, og den episodiske hukommelse får, i lyset af dette perspektiv, således en særlig vigtig funktion for personlighedsdannelse og selvforståelse. n

Litteratur Ashcraft, M. H. & Radvansky, G. A. (2014): Cognition (5. udg.). Pearson Education. Gammelgaard, J. (2007). Psykoanalyse. I B. Karpatschof & B. Katznelson (Red.), Klassisk og Moderne Psykologisk Teori. København: Hans Rietzels Forlag. Murakami, H. (2011). Norwegiean Wood (2. Udg.). Århus: Forlaget Klim. Tulving, E. (2002). Episodic memory: from mind to brain. Annual review of psychology.

43


SKAM dig Af Inger Lund Michelsen, stud.psych. i samarbejde med Ingrid Varvin Hjelseng SKAM breder sig i disse dage som en landeplage ud over Skandinavien. Ikke fordi vi alle pludselig er blevet bevidste om vores fejl og mangler som mennesker, men fordi en norsk ungdomsserie har fået et fast greb i befolkningen. Serien handler om en gruppe gymnasieelever på Hartvig Nissens gymnasie i Oslo, og med klassiske temaer som kærlighed, sex, usikkerhed og venindekonflikter synes den på overfladen ikke at adskille sig fra tidligere tiders ungdomsserier. Men det gør den i allerhøjste grad. Serien SKAM er lavet om unge, til unge, hvilket skinner igennem alle dele af tilblivelsen. Lige fra indsamlingen af hverdagsberetninger fra unge på de norske gymnasier som plotgrundlag til lanceringen af serien som netmedie langt fra PR og omtale i traditionel norsk tv. Med en stålsat vision om at nå målgruppen ”16-18-årige seere”, har seriens skaber Julie Andem på paradoksal vis formået at skabe et univers, der har en vanvittig bred appel hos alle fra de tidligste teenageår til dem, der for længst har fejret 25-års studenterjubilæum. Serien har allerede opnået (skam)ros for sin filmisk tekniske nyskabelse, sin autencitet og sin revolutionerende PR-strategi. I denne artikel vil vi fokusere på seriens evne til at sende os alle lige lukt retur til en tid med klassehierarki, forfester, acneproblemer, følelsesmæssigt kaos og ikke mindst pubertetsårenes intense skam. Seriens manuskriptforfatter og instruktør Julie Andem fortæller, at navnet ”SKAM” ikke var selvsagt til serien. Faktisk havde hun så svært ved at finde et passende navn, at hun også her lagde afgørelsen ud til den aldersgruppe, som serien handler om, idet hun bad de over 1200 unge der mødte op til audition på serien om at komme med bud på en passende titel. De unges bud blev SKAM; et grundtema som i høj grad gør sig gældende i seriens hovedkonflikter, ungdomslivet, og måske i det hele taget i dét at være menneske. En evolutionær adaptiv følelse Følelsen skam har i moderne tid fået et dårligt ry som en følelse, der for enhver pris bør undgås. Tidligere tiders opdragelsesmetoder og udskamning af særligt kropslige funktioner og følelseslivet har ført til en forståelse af skam som destruktiv, plagsom og helt igennem maladaptiv for den sunde menneskelige psyke. ”Det er da ikke noget at skamme sig over”, er vores generation opdraget med, men ikke desto mindre er følelsen af værdiløshed og ønsket om at ville ”synke i jorden” alt for genkendelig for mange. Skam defineres som en følelse, der opstår når ens følelser eller handlinger strider imod egne principper eller normer. I modsætning

Indput Institut for Psykologi KU


til skyldfølelse, der knytter sig til en særlig hændelse hvor man har handlet i mod egne principper (Tangney & Dearing, 2002), så kobler skammen sig til selvet: Noget af selvet opleves som defekt som reaktion på moralske overtrædelser. Men ifølge Scheff (1990) er skamfølelsen ikke kun til for at plage os, men varetager en evolutionært adaptiv funktion, som skal sikre os mod social udstødelse fra gruppen. Han anser behovet for at opretholde sociale bånd som det mest grundlæggende menneskelige behov, og skam er derfor en følelse, der skal signalere risiko for relationsbrud og ekskludering fra gruppen (Scheff, 2015), når vi begår handlinger, som strider mod normer eller moral, og som skal få os til at ændre adfærd. På denne måde kan skamfølelser altså også anses for at have en adaptiv prosocial funktion. På Hartvig Nissens gymnasie i Oslo, ligesom i tilværelsen for alle unge mennesker, er de sociale bånd og opretholdelsen af disse den mest centrale opgave i de unges liv, og skammen og risikoen for social udstødelse får en central plads i de konflikter, som seriens karakterer gennemgår. Kærestestjæler! I seriens første sæson møder vi Eva, der har forbrudt sig mod venindeskabets uskrevne regler og stjålet sin bedste venindes kæreste; den postmoderne unges svar på en af de ti dødssynder. Straffen for det sociale normbrud mærker Eva gennem social udstødelse fra venindegruppen, og skammen ved at have overskredet egen moral. Eva skammer sig, fordi hun er i tvivl om, hvad denne handling siger om hendes kerneselv. Er denne adfærd repræsentativ for et defekt selv? Et spørgsmål som ikke kun florerer i Evas indre skamfulde univers, men tydeliggøres for fuld udblæsning, da Vilde afslører hende for venindegruppen som den ”kærestestjæler” hun er: Kan man være veninde med en, der stjæler andres kærester? Ifølge Scheff (1990) har skamfølelsen en prosocial og adaptiv funktion, hvis man formår at se den moralske overtrædelse som et aspekt af ens selv, der er svækket og som man er motiveret til at forbedre. Hvis man derimod anskuer overtrædelsen som en afspejling af, at hele selvet er defekt, så bliver skammen svækkende for hele selvbilledet og medfører følelser af mindreværd og afvisning. Kan Eva og hendes veninder formå at anse episoden med Ingrid og Jonas som noget hun har gjort fremfor noget hun er, og dermed transformere skammen til noget der ligner skyld?

45


Hykler! I anden sæson møder vi Noora, som er karismatisk, charmerende, lynende intelligent og har alle de rigtige meninger. Hun er kosmopolitisk, feministisk og politisk korrekt, og hun ser ned på gymnasiemiljøets stereotype sociale magthierarkier og konventioner. Lige så meget ser hun ned på skolens populære føkkboy William, der, som en del af The Penetrators, repræsenterer patriarkatets magt i det seksuelle kønsspil, og så er han også bare overfladisk, ubegavet og en jævla kliché. Erkendelsen af at hendes fascination og optagethed af William ikke kun bunder i foragt og hånlighed, men i forelskelse og et væld af dybe følelser for ham, er for Noora skamfuldt og dybt uacceptabelt. Alt hvad han er og repræsenterer strider imod hendes principper, og pludselig ser hun sig selv indfanget i de sociale magtspil, som hun foragter sådan: En førsteårselev, der dater en 3.g’er, og i det bredere perspektiv: Den søde pige, der med sin kærlighed tror, at hun kan forandre den utilpassede badboy. Noora opdager en del af sit selv, som ikke lever op til hendes høje moralske standarder. Den del der kan forelske sig en fyr, som slår andre mennesker i hovedet med flasker og trasher en hytte for 30.000 kr. Og hun skammer sig. Veninden Vilde, som også har været i seng med William, opererer derimod efter et helt andet sæt af moralske regler. Hun anser det for en ganske legitim handlemulighed at forsøge at højne sin sociale status og tilrane sig et rullepass på den eftertragtede Buss ved at benytte sin seksualitet som valuta for at opnå Williams og resten af de sejes accept. Vilde skammer sig ikke. Situationer der kan være skamudløsende er altså ikke fælles for alle, men afhænger i høj grad af personens unikke moralske kodekser. Alligevel kan man tale om almenmenneskelige problemstillinger, som normativt set sætter de fleste i moralske dilemmaer, der kan udløse skam. Mange sådanne dilemmaer behandles også i serien: Altruisme overfor kapitalisme, vold overfor pacifisme, udseende og kropsbillede overfor sundhed, religion overfor sekularisme og fordomme overfor realitet. Homse! I tredje sæson møder vi Isak, hvis skamudløsende situation knytter an til den klassiske skam over dem alle: Seksualiteten. Siden Adam og Eva dækkede deres køn til med figenblade, har skam og seksualitet gået hånd i hånd, og spørger man Freud (1905), skyldes dette, at skammen, som et led i fortrængningen af de tidlige infantile seksualdrifter, er indbygget i seksualitetens udvikling. Men Isak står ikke bare med drifter og fantasier, der er fremmede og nye for alle teenagere, men med drifter af en karakter, som ikke passer ind i et heteronormativt samfund. Isaks skam knytter ikke an til overskridelsen af en personlig moral, men derimod samfundets moral eller dét ikke at leve op til samfundets forventninger. På mange måder er Isaks historie en klassisk ”comming-out”-fortælling om skammen ved hele tiden at skulle spejle sig i en seksuel omverden, som ikke korresponderer med det, man mærker inden i. Alligevel rummer hans historie af, at den tid vi lever i giver Isaks seksualitetsskam nye dimensioner: Isak lever i en postmoderne verden, hvor det er ”okay to be gay”. Han kan på den ene side spejle sig i Eskild fra kollektivet, som er åben om at være homoseksuel, og på den anden side har han gruppen af drengevenner, hvis hypermaskuline omgangstone stadig centrerer om ”øl, fisse og hornmusik”. Hvordan skal Isak finde sig til rette mellem disse to? Truslen om udstødelsen fra det maskuline sociale fællesskab er overhængende, og skamfølelser advarer Isak om risikoen ved at falde ved siden af. Samtidig hænger bemærkningen: ”Det er 2016, kom dog ud af skabet!” over ham som en form for meta-skam: Skammen over at skamme sig i en verden, hvor det at være homoseksuel ikke er noget skamfuldt.

Indput Institut for Psykologi KU


Skam som menneskeligt vilkår Det som serien i særlig grad formår at indfange er menneskets grundlæggende behov for at høre til et socialt fællesskab og de store følelser, der er på spil, når samhørigheden er på spil. I ungdomsårene er denne afhængighed af det sociale fællesskab på sit allerhøjeste, fordi hele ens verden centrerer sig omkring skolelivet og kammeratgruppen. Dine sociale handlinger og eventuelle fejltagelser får kæmpe konsekvenser for hele din tilværelse: Du tvinges til at forholde dig til din egen skam og fejlagtighed, når du i skolegården efter sommerferien møder veninden, hvis kæreste du har ”stjålet”. Samtidig er ens identitet under opbygning og til stadig forhandling, og der vil måske være en tendens til at anse de moralske overtrædelser som medfører skam, som en refleksion af, at hele selvet er defekt, frem for nuanceret at kunne anse det som ét ud af mange aspekter af selvet. Kan man både være en kærestetyv, en hykler og en homse og samtidig være noget andet? Måske skal en af grundene til seriens popularitet på tværs af alle aldre findes i dens evne til at eksplicitere følelser og dilemmaer, som vi ikke blot kan genkende, fordi vi selv har været teenagere, men som bliver ved med at gøre sig gældende som et menneskeligt vilkår hele livet igennem. Selv om vores sociale netværk udvider sig, og vores psykiske modning gør os i stand til at integrere et mere nuanceret selvbillede, står vi alle med udfordringen i at håndtere, hvordan vores fejltrin og moralske overtrædelser mon reflekterer tilbage på os selv. Vi skammer os. n Litteratur Freud, S. (1905): Den infantile seksualitet. I: Afhandlinger om seksualteori. København: Hans Reitzels Forlag 1985 s. 78-105 Scheff, T. J. (1990). Microsociology: Discourse, emotion, and social structure. Chicago: The University of Chicago Press Scheff, T. (2015). Toward Defining Basic Emotions. Qualitative Inquiry, 21, 111-121 Tangney, J.P., & Dearing, R.L. (2002). Shame and Guilt. New York: Guilford Press

47


SKAM-Factor modellen I et forsøg på at kortlægge hvorfor den norske ungdomsserie SKAM har opnået så stor succes og bred appel i befolkningen, er en trækteoretisk forskergruppe på Institut for Psykologi ledet af Jesper Dammeyer kommet frem til nogle helt revolutionerende resultater. En lang række faktoranalyser og statistiske krumspring har nemlig vist, at samtlige menneskelige karaktertræk kan reduceres og grupperes efter de fem arketyper, som seriens kvindelige hovedpersoner repræsenterer. Tekst af Inger Lund Michelsen, stud.psych., og illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych. Jesper Dammeyer udtaler: ”Altså vi troede serr at 5-faktor modellen var dritkul, og det tætteste vi kunne komme på at forstå hele greia med den menneskelige personlighed. Men vi kødder ikke, når vi siger, at NEO-Pi-3 er noget jævla drit sammenlignet med det her. Modellen, som vi har valgt at kalde SKAM-faktor modellen (også kendt under navnet ”Five shades of SKAM” i internationale kredse), er så kjempefin, og vi lurer nu på om den bringer os veldig mye tættere på en forståelse af den komplekse sammensætning af træk i den menneskelige personlighed!” I studiet konkluderes det altså, at seriens succes bunder i en grundlæggende menneskelig identifikation med de bærende træk hos de fremtrædende hovedpersoner i serien. Ifølge SKAM-modellen kan alle personligheder nemlig karakterises ved de fem arketypiske personlighedsdimensioner: Nooraticism, Evatroversion, Vildefullness, Sanableness og Chriscentiousness. Den egentlige SKAM-factor-test, der kommer til at indeholde udsagns-items som: ”Jeg benytter mig tit af herskerteknikker for at forsøge at smadre patriarkatet” og ” Jeg indhenter gerne information om sandsynligheden for, at en fyr kan give mig orgasme, inden jeg beslutter mig for at gå i seng med ham som et led i min strategiske plan for at blive cool” er stadig under udformning, men i det følgende kan beskrivelserne af de fem personlighedsdimensioner læses, ligesom der er mulighed for at forsøge sig med at estimere sin egen SKAM-personlighedsprofil. Nooraticism Scorer du højt på Nooraticism er du stærk, selvstændig og ikke mindst selvsikker som person. Du er intellektuel, interesserer dig for samfundet og politik og har ikke mindst alle de politisk korrekte holdninger. En høj score på Nooraticisme indikerer også en høj grad af stilbevidsthed, der dog altid virker henkastet og tilfældig, og i overført betydning kan man sige, at din ”højrøde læbestift” altid påføres for din egen skyld og aldrig for den andens (mandelige!) blik. Ved ekstrem høj score bør du være opmærksom på bedrevidenhed og idealismens manglende jordforbindelse. Evatroversion Scorer du højt på Evatroversion er du udadvendt, social og bramfri som person. Du opholder dig helst der hvor festen er og slipper gerne alle hæmningerne i selskab med andre. Du kan lide spænding og aktivitet og trives også godt med lidt drama eller sociale spændinger. Med en høj Evatroversionscore dækker drukturene og den tykke øjenmakeup dog ofte også over en mere sårbar og usikker side, som kan give vanskeligheder med opretholdelsen af et stabilt kerneselv og selvstændighedsfølelse. Ved ekstrem høj score bør du være opmærksom på interpersonelle vanskeligheder og overhængende fare for tømmermænd.

Indput Institut for Psykologi KU


Vildefullness En høj score på Vildefullness betyder, at du besidder en grundlæggende forvirring og konfushed omkring store dele af tilværelsen samt en vis grad af drønende naivitet. Din optagethed af konventioner, sociale spilleregler og detaljer gør dig til det fødte organisatoriske talent og strateg i den benhårde verden af sociale relationer. Du har integritet og commitment og går til tingene med aggressivitet, intensitet og motivation. Ved ekstrem høj score skal du passe på, at dit store engagement ikke bliver tolket som desperation og din stædighed som snæversyn. Sanableness ”Iskold, velklædt, vulkan” kunne Paprika Steen i Den Eneste Ene ligeså godt have sagt om den person, som scorer højt på Sanableness. Med god afstand til dit følelsesliv er du cool, kontrolleret og bevarer overblikket der, hvor andre lader sig rive med. Din mystiske tilbagelænethed dækker over en høj grad af indsigt og nuanceret syn på verden, som du i tilspidsede situationer deler fuldstændigt uden filter. Din ærlighed kan grænse til det provokerende, men bunder i en dyb loyalitet mod dem, du holder af, hvilket gør, at du ikke går ad vejen for at kæmpe med næb og kløer for dem. Ved ekstremt høj score bør du være opmærksom på, at din distancerede attitude ikke virker skræmmende og kalkuleret. Chriscentiousness Med en score der er høj på Chriscentiousness vil din personlighed bære præg af humor og selvironi i alle regnbuens rhinstensbesatte farver. Du er ikke bange for at være dig selv, dumme dig eller falde udenfor konventionerne, hvorfor andre opfatter sig som sjov, elskelig og autentisk. Du er i stand til at være dig selv, lytte til egne behov og gøre, som du har lyst til, uden at indrette dig efter samfundets forventninger eller konventioner. Denne evne kan af nogen tolkes som uvidenhed eller manglende situationsfornemmelse. Ved ekstrem høj score bør du være opmærksom på, hvor driftstyret du er, og at ikke alle responderer lige godt på fx din seksuelle aggressivitet. n

Indtil den færdige test er på gaden, kan du her estimere din egen profil ved at indtegne prikker i profilen. Med en normscore på 50 er du helt gennemsnitlig på faktoren, mens en score større end 65 er høj. Og husk, at selv om vi alle drømmer om en høj score på nooraticism, er det nok mere realistisk at øge graden af vildefullness med én standardafvigelse ...

49


EN VOXPOP OM SKAM

SKAM på dagsordenen Det sidste års tid har mange danskere fået øjnene op for den norske ungdomsserie SKAM, som skildrer norske gymnasieelevers ungdomsliv med alt, hvad det indebærer. Norske udtryk som ”Halla” (hej), ”drittsekk” (skiderik), ”drittkult” (skide sejt), ”kosegruppa” (hyggegruppe), ”serr” (seriøst), ”liksom” (ligesom), ”kødder du?” (laver du sjov?), ”homse” (homo), ”dorulle” (toiletpapir) og ”Føkkbois” (fuckboys) har fundet vej til de danske seeres sprogbrug og de trofaste seere har på mange

Indput Institut for Psykologi KU

måder taget seriens karakterer til sig på godt og ondt. I et forsøg på at belyse, hvad det er, denne ungdomsserie kan og ikke kan, forsøgte vi at gå på gaden og lave en voxpop om SKAM-serien. I bidende kulde placerede vi os på Kultorvet og forsøgte at komme i kontakt med nogle SKAM-seere. Til vores store overraskelse var der ikke nogen af dem, vi spurgte, der havde set SKAM. Vi endte derfor med at gå på jagt efter SKAM-seere på CSS, og det var på ingen måde svært at finde psykologistuderende, der havde set SKAM. På baggrund af seks individuelle interviews med psykologistuderende og et fokusgruppeinterview med psykologistuderende i Kvinderådgivningen Brunhilde, har vi forsøgt at afsøge folkets stemme om SKAM. Seriens popularitet Skildringen af en gruppe teenagere på et norsk gymnasium har taget det danske publikum med storm. Ifølge en artikel på DRs hjemmeside, er der hver eneste dag ca. 15.000 danskere, som trykker sig ind på nrk.no (Helsborg, 2016) for at få endnu en bid af fortællingen om Noora, Isak og alle de andre. Men hvad er det, SKAM formår at sætte ord på, som er så tiltalende for det unge danske publikum? Ifølge

mange af de psykologistuderende vi har talt med, har serien opnået stor popularitet, fordi den giver et realistisk og jordnært billede af unges hverdagsliv. Et billede som flere af de interviewede kan genkende fra deres egen gymnasietid, hvor forældre og skolearbejdet måtte vige pladsen for nye og mere betydningsfulde relationer. Adspurgte Rasmus peger ligeledes på, at der ikke tidligere har været en nordisk ungdomsserie, som har været nær så seriøs som SKAM: ”Der har været nogle ret platte serier, som f.eks. ’SJIT Happens’ på Tv2 Zulu, hvor det er sjovt, og man kan genkende lidt i det, men det er meget overdrevet. SKAM handler om meget mere jordnære problemer - altså om kærester, om forældre, der ikke er der og om veninder, der tager den fyr, man godt kan lide.” En del af det realistiske indtryk, serien efterlader, hænger for mange også sammen med, at serien foregår i Skandinavien. ”Rigtig meget af det, vi ser, er amerikansk produceret, så jeg tror, at SKAM kan ramme nogle skandinavere på en helt anden måde, som nogle gange ikke helt kan relatere til de amerikanske serier,” understreger Sofie. Selvom den realistiske skildring synes at være et centralt element i seriens popularitet, mister SKAM, ifølge Nina, en del


Indput har været ”på gaden” og spurgt en række psykologistuderende, hvad de mener om den norske ungdomsserie SKAM. Uanset om du allerede er en dedikeret SKAM-fan eller stadig har serien til gode, så læs med og få et indblik i, hvad psykologistuderende har at sige om tidens helt store teenageserie. Af Amanda Lambæk, stud.psych., og Ida Baggesgaard Sterndorff, stud.psych. Illustration af Amanda Lambæk, stud.psych.

af sit realistiske præg, når det kommer til seriens kvindelige karakterer: ”Det er meget fedt, at alle drengene ligner nogen med fuglebryst, men pigerne ligner til dels nogen, der godt kunne være med i en amerikansk tv-serie. Især Noora, der ovenikøbet var hovedpersonen i 2. sæson.” Genklang i skammen Vi har bedt de interviewede om at reflektere over seriens titel, ”SKAM”, og her er der flere, som genkender de skamfulde følelser fra ungdomstiden. Som Nina udtrykker det, ”viser den, hvad vi alle sammen går rundt og skammer os over, men som egentlig også er okay, fordi vi alle sammen går rundt med det… Det er skam over ikke at føle sig god nok, skam over ikke at have prøvet lige så meget som de andre, skam over at have prøvet

lidt for meget, især det med at skamme sig over at skille sig ud.” Mette beskriver ligeledes denne genklang i skildringen af skammen: ”Jeg tror også, at serien giver et indblik i en verden, man selv har været en del af. Jeg ved godt, hvordan det er at gå på gymnasiet, og vågne op et eller andet sted og gå langs væggen i skolen.” Endvidere formår serien, ifølge Sofie, at skildre det skamfulde på en autentisk og realistisk måde. ”Der er bare rigtig meget skam indlejret, som jeg synes, at serien er rigtig god til ikke at lægge for tykt på, som serien ikke italesætter helt vildt meget, men som bare hele tiden ligger og ulmer, så man kan få helt ondt i maven. F.eks. i sæson 2 med hele Vildes spiseforstyrrelse, som aldrig nogensinde er blevet bekræftet nogle steder, men vi snakker alle sammen om den som

om, den var en realitet.” Sarah fremhæver i den forbindelse, at der kan være noget essentielt i skildringen af det uperfekte: ”Jeg tror, det har noget at gøre med, at alle de her unge ikke er perfekte. De gør jo alle sammen nogle ting, som ikke er så godt altid. De laver altid nogle små fejl og har alle sammen en skam i livet.” Samtidig kritiseres serien, af nogle af de adspurgte, for i 2. sæson at skildre en karakter som Noora, der, på trods af vanskelige familieforhold, formår at klare hele verden til perfektion. Som Nina udtrykker det: ”I Nooras liv er der nogle lidt hårde problematikker, men hun kører igennem det hele – hun præsterer alting, hun kan flydende spansk, hun går i det rigtige tøj, alle drengene vil have hende og alle pigerne vil være som hende. Så bliver det ’Gossip girl’ frem for en fed, ægte, nærmest dokumentarisk fortælling om, hvordan det er at være teenager… Jeg synes faktisk, det er et problem at lokke teenagere til at se 1. sæson, som bare er ret realistisk, man genkender mange af følelserne, man bliver lullet ind i et univers, som man føler man kan stole på, og al den skam, alle føler, bliver udstillet som noget alle

51


har, og så i 2. sæson handler det om en kvinde som er pæn og klog og tynd på en måde, som får andre til at skamme sig.” Desuden kritiseres serien for at fremstille et par som Noora og William i et urealistisk og amerikaniseret lys, hvor ”kvinde redder mand”-tematikken kommer til at fylde for meget. ”De bliver bare forherliget som sådan et rockstar-par,” beskriver Nina, mens Zinaida giver udtryk for, ”at der er lidt ’Twillight’ over dét par.” Samtidig er der andre, der foretrækker, at nogle af kærlighedshistorierne ender lykkeligt. Som Mette beskriver det: ”Jeg synes, det er meget rart, at det ender lidt lykkeligt i den verden, men det er måske også bare, fordi det har jeg brug for.” Minoriteternes stemmer Udover at beskæftige sig med de mange skamfulde facetter, der præger et nordisk ungdomsliv anno 2016, undersøger serien også, hvordan ungdomslivet ser ud fra forskellige minoriteters perspektiver. Zinaida fortæller, at teamet bag SKAM har spurgt unge muslimer om, hvad der mangler i de allerede eksisterende fortællinger om at være ung og muslim i et skandinavisk land. Resultatet synes at være en langt mere nuanceret skildring af unge muslimer end hidtil set, hvilket karakteren Zana er et godt eksempel på. Mens 1. og 2. sæson følger henholdsvis Eva og Noora, som på mange måder repræsenterer majoriteten af ungdommen i dag, har den igangværende 3. sæson,

Indput Institut for Psykologi KU

med hovedpersonen Isak, sat fokus på homoseksuelle som minoritetsgruppe. ”Det er fint, at det bliver afspejlet, at det stadig kan være pisse hårdt at komme ud af skabet og navigere i den måde, man er ung på i dag, selvom det er 2016,” understreger Zinaida. På trods af seriens mange gode intentioner, stiller flere af de interviewede sig kritiske over for den måde, hvorpå karakteren Chris fremstilles; som den tykke og lidt kiksede veninde, der aldrig rigtig får taletid. ”Der er lidt fat shaming over det. Hun skal være kikset, hun skal score den grimmeste og mest kiksede fyr, der overhovedet er i serien, og kysse på en klam måde. Hvorfor skal alt omkring hende være sådan lidt ”ad”?” spørger Zinaida resten af fokusgruppen i Brunhilde. Mette har derimod en helt anden opfattelse af karakteren: ”Jeg synes, hun er vildt grineren. Jeg synes, hun formår at tage sådan lidt pis på det der pigefnidder. Hvorfor er det ikke lige så meget os, der fat shamer hende?”. Selvom der hersker forskellige opfattelser af Chris, er det værd at overveje, om ungdomsserien, der ellers er så opmærksom på at fremhæve minoriteterne, i sidste ende kommer til at udpege og gøre grin med klassens tykke pige. Måske handler det i ligeså høj grad om en mangelfuld karakterskildring, hvilket Laura har fat i: ”De andre karakterer er ret komplekse, hvor Chris måske er en lille smule ensidig. Man ved ikke rigtig, om hun har nogle problemer. Så det kunne

da være spændende at følge hende i næste sæson.” Fra norsk til dansk kontekst Hele 28 % af dem, der ser 3. sæson af SKAM, anslås af NRK til at være danskere (Eskesen). Vi har i forbindelse med vores voxpop stillet spørgsmålstegn ved, om serien ville fungere ligeså godt, hvis den var placeret i en dansk kontekst, hvor de skildrede karakterer var danske gymnasieelever, der talte dansk og derfor brugte danske slangudtryk. Dette spørgsmål skiller vandene blandt de adspurgte psykologistuderende. Mette foretrækker klart den norske kontekst: ”Jeg tror, at jeg ville være mere træt af det, hvis det var på dansk, sådan lidt ’tag jer sammen’. Det er meget rart, at der er lidt distance til dem, fordi det foregår i Norge.” Maja udtrykker ligeledes: ”Jeg tror også, det ville være sådan lidt pinligt, hvis det var på dansk. Hvis det var danske måder at sige tingene på: ’Hvad sker der?’”. I tråd med dette fremhæver Rasmus, at der er noget charmerende over det norske præg, som ville gå tabt, hvis serien foregik på dansk: ”Jeg synes, der går lidt af charmen af det, men det kan også være, at det får flere til at se det, fordi der ikke er den sproglige barriere imellem.” Sofie mener dog ikke, at det sproglige har så meget at skulle have sagt, men understreger, at det kan være problematisk med en efterligning: ”Efter vi har taget


SKAM til os i Danmark, så tror jeg, at det bliver rigtig svært at efterligne det på dansk, fordi en del af seriens autenticitet er, at den er på norsk.” Nina tror sagtens, at den kunne fungere i en dansk kontekst: ”Det er meget overførbart, og så vil der også være nogle ting, som jeg ikke lige kan regne ud, der selvfølgelig vil skulle ændres, kulturelt set. Den er jo næsten dansk, og det er vel også derfor, at vi danskere ser den. De er jo nærmest danske, de taler bare sjovere.” Udvidelse af narrativet Ungdomsserien er naturligvis også med på beatet, når det kommer til unges brug af de sociale medier. Som seer er det nemlig muligt at følge de forskellige karakterer i løbet af ugen via Instagram-posts, sms-tråde og filmklip på internettet. Dette er ifølge Rasmus et godt bud på brug af tværmedialitet, hvor flere medier inddrages for at udvide historien: ”Hvis du bare ser serien, så får du 80 % af historien, men hvis du bevæger dig over på f.eks. http://skam.p3.no kan du følge Isaks historie, og så får du en mere uddybende historie.” Selvom de mange filmklip giver et indblik i, hvad karaktererne foretager sig i ugens løb, er det for flere af de interviewede også med til at ødelægge oplevelsen, når det bliver fredag aften, og hele afsnittet bliver tilgængeligt. ”Jeg synes egentlig, det er lidt irriterende, for jeg kan ikke helt lade være med at følge med. Man skal hele tiden holde sig op-

dateret. Det kræver selvdisciplin, hvis man godt vil se et helt afsnit uden at have set alle de små dele, hvor det bliver meget fragmenteret,” fortæller Laura. Samtidig er seriens brug af de sociale medier med til at indfange, hvordan unge mennesker navigerer i deres liv, mener Sofie, og Nina stemmer i: ”Jeg synes jo i virkeligheden, det er dét, der er med til at give den det der dokumentariske, sådan lidt realistiske præg. Det giver sådan en helhed af, hvad unges verden går ud på i dag, og hvor meget alting handler om nuet.”

Litteratur Eskesen, A. H. (2016) Knap 3 ud af 10 ’Skam’-seere er fra Danmark. Hentet d. 13. Nov. 2016 på http://www.dr.dk nyheder/kultur/knap-3-ud-af-10 skam-seere-er-fra-danmark Helsborg, T. (2016) Ser du Skam? Norsk tv-serie om teenagere i Oslo bliver rost til skyerne. Hentet d. 12. Nov. 2016 på http://www.dr.dk/levnu/ psykologi/ser-du-skam-norsk-tvserie-om-teenagere-i-oslo-bliver-rosttil-skyerne”

Afrunding: Ungdomsliv på godt og ondt Det overordnede billede, der toner frem i vores voxpop om SKAM, er at serien kommer som et bud på en ungdomsserie, der i dansk kontekst har været efterspurgt. Den fremstiller på en jordnær måde, hvordan det er at være ung, og den formår at gøre dette med både seriøse og humoristiske undertoner. De enkelte sæsoner kan ifølge interviewpersonerne noget forskelligt, men har det til fælles, at de maler et billede af et ungdomsliv på godt og ondt. SKAM-temaerne vækker, på forskellig vis, genklang i os og fanger nogle aspekter af livet, som stadig kan findes relevante, selvom gymnasietiden er et overstået kapitel. n

53


Indput præsenterer

Popper-bogmærket Teskt af Phillip Steen Dyssegaard, stud. psych. Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud. psych.

Sir Karl Raimund Popper blev født i 1902 i Wien, der på det tidspunkt var en af de vigtigste storbyer i Europa. Byen var bl.a. hjemsted for Freud og i en periode også for den unge Hitler, der boede på det pensionat for hjemløse, som Karl Poppers far drev. I dag er Poppers kritiske rationalisme og hans såkaldte ”demarkationskriterium” fast inventar på kurser i videnskabsteori overalt i verden. Men Popper selv lærte ikke meget videnskabsteori som ung - i hvert fald ikke i forbindelse med sin første metier. Han uddannede sig nemlig til at starte med som møbelsnedker og blev specialist i at lave store chatoller og skriveborde med indviklede skuffearrangementer (!). Derefter tog han en læreruddannelse, mens han boede i skolebarakker og underviste Wiens fattigste børn. Samtidig fulgte han forelæsninger i matematik og fysik og studerede musik ved Wiens musikkonservatorium. På trods af de mange krumspring udgav han allerede som 31-årig hovedværket Logik der Forschung (The Logic of Scientific Discovery), hvori han introducerede de tanker, der i dag af mange betragtes som det teoretiske udgangspunkt for al god videnskab. Ikke dårligt af en tidligere møbelsnedker… I dag bliver Popper ofte betegnet som en lidt gammeldags, om end vigtig, videnskabsfilosof. Mange af hans betragtninger virker dog overraskende moderne set med nutidens øjne, og jeg har på fornemmelsen, at han ville have befundet sig godt på psykologistudiet på CSS anno 2016 – Popper var skeptisk over for biologiske modeller af mennesket og advarede mod den misbrug af økonomisk magt, som den tøjlesløse kapitalisme kan føre med sig. I The Open Society and Its Enemies fra 1945 forsvarede han det åbne samfund, der altid er beredt til at lytte til informeret kritik. Efter krigen flyttede Popper til England, og i 1965 blev han slået til ridder af Dronning Elisabeth II. Han boede i England til sin død i 1994. I 2016 blev han til et bogmærke i Indput. n

Indput Institut for Psykologi KU


55


TEMASEKTION

VOX POPULI

Indput Institut for Psykologi KU


Illustration af Ida-Marie Haeusler, stud.psych.

57


INDPUT PÅ PINDEN PRÆSENTERER

LIVSLINJE LUFFER Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych. Af Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU


Mangler du en personlig julegave, som ikke sprænger banken, til din mor eller veninde? Har du smidt dine vanter væk – igen?! Julen og vinteren nærmer sig med hastige skridt, og nu kommer Indput dig til undsætning: En strikkeopskrift i fem trin på et par fine og simple vanter, hvor tommelfingerens udformning følger livslinjen i hånden. De er endda forholdsvis hurtige at strikke, da de laves på pind 4.5, og du behøver kun at kunne strikke ret. 59


Det skal du bruge: Garn, fx strømpegarn fra Søstrene Grene (50% uld, 50% akryl) Fire strømpepinde str. 4.5mm (Kan også fås i Søstrene Grene) 1) Håndled: Start med at slå 31 masker op og fordel dem på tre pinde. Når arbejdet måler 6-7 cm (eller så langt, som du ønsker), fortsæt da ud fra forskriften herunder: 2a) Højre luffe: Setup-runde: Strik 15 masker og sæt et mærke (fx en sikkerhedsnål). 1. runde: Strik til mærket, flyt det over, løft lænken mellem maskerne forfra og strik den nye maske drejet ret. Gentag dette 14 gange mere. Næste runde: Strik 14 masker og placér de foregående 13 på et stykke snor. Fjern mærket, strik til rundens ende og strik da maskerne på hver side af tommelfingeren sammen. Du har nu 32 masker. 2b) Venstre luffe: Setup-runde: Strik 17 masker og sæt et mærke. 1. runde: Strik til mærket, løft lænken mellem maskerne bagfra og strik den nye maske ret. Gentag dette 14 gange mere og strik til rundens ende. Næste runde: Placér de foregående 13 på et stykke snor. Fjern mærket. strik til rundens ende og strik da maskerne på hver side af tommelfingeren sammen. Du har nu 32 masker. 3) Håndfladen: Strik derudad i glat indtil der mangler ca. tre cm. fra toppen. 4) Toppen af luffen: Setup-runde: Strik 12 masker og sæt et mærke, strik fire m. og sæt et mærke, strik fem m. og sæt et mærke. Strik til rundens ende. Runde 1: Strik til to masker inden første mærke, strik disse sammen og flyt mærket. Strik til tredje mærke, flyt det og ssk*. Strik til rundens ende. Runde 2: Strik én maske, strik to sammen. Strik til to masker før første mærke, strik disse sammen og flyt mærket. Strik til to masker før andet mærke, ssk, flyt mærket, strik én maske, strik Indput Institut for Psykologi KU


to sammen, strik til tredje mærke, flyt det og ssk. Strik til to masker før rundens ende og ssk. Gentag disse runder to gange mere, indtil der er otte masker tilbage. Klip garnet, træk det med en nål igennem maskerne, stik nålen gennem luffens spids og hæft på vrangsiden. 5) Tommelfingeren: Sæt de 13 masker på tre pinde. Strik maskerne og saml en maske op fra vanten i gabet mellem pindene. Strik indtil tommelfingeren næsten er dækket og strik så maskerne sammen to og to. Klip derefter garnet, træk det med en nål igennem maskerne, stik nålen gennem tommeltottens spids og hæft på vrangsiden. Tillykke med dine nye vanter! Med særlig tak til Sofia Heilmann-Clausen. Opskriften ovenover er på en str. small. Opskriften er hentet fra følgende hjemmeside, hvor du også kan finde fremgangsmåden til medium og large: https://www.purlsoho.com/create/2015/03/09/arched-gusset-mittens.

*ssk betyder ’slip slip knit’. Det vil sige, at du skal glide to masker over på højre pind, hvor du samtidig vender dem. Derefter flyttes de tilbage på venstre pind og strikkes sammen. (Se evt. en video på YouTube)

61


Psyk & Tværs

#5

Af Ida Marie Ankerfelt stud. psych. & Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Lodret 1. Manden bag psykologisk eksperiment om korttidshukommelsen 2. Matematisk begreb for tallet 3,14 3. Mundfuld 4. Vandrer 5. Lysten til at få børn 6. Stor hjort 7. Vokser på fingerspidsen 8. Modsat base 9. Moderne 10. Computerområdet 11. Cowboysportsgren 12. Musikmedie 13. Antal liv, en kat har 14. Faste og formelle 15. Bibelsk karakter, som spilder sin sæd på jorden 16. Symptom ved forkølelse 17. Træart 18. Falde hen 19. Halvdelen af to

Indput Institut for Psykologi KU

Vandret 1. Statistikprogram 2. Dørslag 3. Rodknold, som benyttes til sukkerproduktion 4. Kerneteori i udviklingspsykologi 5. Viser tiden 6. Indisk bevægelsesmetode uden ’yo’ 7. Middelalderskrift 8. Modsat ’ud’ 9. Løfte hovedet op og ned 10. Psykisk lidelse præget af tvangstanker og –handlinger 11. Sociologen bag strukturationsteorien 12. Bevinget væsen 13. Lang fisk 14. Elektrisk ladet atom eller molekyle


Vind et gavekort på 100 kr. til Academic Books! Tag et billede af din løste Psyk & Tværs, og send det til os i en besked til vores facebookside eller i en mail til redaktion@indput.dk senest d. 6. marts 2017, så trækker vi lod blandt de korrekte løsninger. Sidste blads heldige vinder var Marie Munk Tersbøl, 5. semester

Academic books

63


Profile for Indput

Indput nr. 2, 48. årgang - Vox Populi  

Indput nr. 2, 48. årgang - Vox Populi  

Profile for indput
Advertisement