Page 1

Maj 2018 · årgang 49

NO.

4

BEVÆGELSE Fremtid


Indput no. 4, 49. årgang København, maj 2018 Layout Amanda Jørgensen (ansv. layout) Cecilie Bildstedfelt Cecilie Maria Lundsgaard Cecilie Weischer Emma Elise Møller Johanna Mariam Madsen Skribenter Alexander Gjerding Amanda Aaboe Bell Amanda Lambæk Anne Marie Kristensen (ansv. redaktør) Cecilie Bildstedfelt Frederik Bjerre Andersen Inger Charlotte Lund Michelsen Karen Damgaard Lea Isabel Sidenius Botwel Nina Kjar Oliver Nørby Hundahl Phillip Steen Dyssegaard Sebastian Tobias-Renstrøm Tekstredaktører Casper Schacht Lund Elvira Hallengren Hannah Kazmi Høgsbro Stine Karstoft Tamara Hveisel Hansen (ansv. hjemmeside) Thilde Slumstrup Tobias Wriedt Visual Asta Ingemann Jensen Bolette Bendix Huus Hans-Jørgen Hersoug Ida Marie Ankerfelt Ida-Marie Haeusler Omslag Bolette Bendix Huus Skriv til redaktionen Foreningen Indput SAMF, Københavns Universitet Øster Farimagsgade 2A, 1. Sal 1353 København K redaktion@indput.dk

Indput Institut for Psykologi KU

Boganmeldelser anmeldelse@indput.dk Økonomi regnskab@indput.dk Tlf. 61289806 Annoncering annonce@indput.dk Eksterne indlæg Alle er velkomne til at bidrage med indlæg som eksterne skribenter, dog påtager redaktionen sig intet ansvar for materiale indsendt uopfordret. Eksterne indlæg indsendes til redaktionens mailadresse med relevante kontaktoplysninger, herunder navn, mailadresse og evt. telefonnummer. Redaktionen forbeholder sig retten til at udelade, redigere og forkorte indsendte indlæg samt indsætte billeder og illustrationer. Dette vil dog ske under kommunikation med den eksterne skribent. Indlæg bragt i Indput Indlæg bragt i Indput repræsenterer alene skribenten eller skribenterne og er således ikke et udtryk for Foreningen Indputs holdning, medmindre dette klart fremgår af artiklen. Abonnement på Indput? Har du ikke din daglige gang på CSS? Har du lyst til at få Indput ind ad brevsprækken fire gange om året? Vi tilbyder at sende vores blade direkte hjem til dig for den nette sum af 200 kr. årligt. Alt du behøver at gøre er at skrive til mailadressen regnskab@indput.dk og oplyse navn, telefonnummer og adresse. Vi glæder os til at dele Indput med dig. Tryk Frederiksberg Bogtrykkeri Udgivet af Foreningen Indput, Institut for Psykologi, KU Kontakt SAMF, Københavns Universitet Lokale 2.01.51
 Tlf. 50593525 www.indput.dk


LEDER Når vi tænker på og taler om fremtiden, oplever mange af os, at der er to baner, vi tenderer til at glide ned ad. Når vi læser og ser nyheder, kan det hurtigt føles, som om vi selv udsættes for et bombardement af farlige mennesker, utroværdige ledere og foruroligende vejrfænomener. Tanker og snakke om fremtiden kan indhylle os i en dystopisk hinde, når de eksempelvis kredser om, hvorvidt kvinders mobilbrug kan forhindre en tryg tilknytning til deres barn. Vi er ivrige efter at skabe nye muligheder for os selv som mennesker, for at komme i kontakt med hinanden, for at udvikle os selv. Falder vi i snak om fremtid og potentialer, kan muligheder blive til pres og til ansvar, og dette kan få jagten efter mening til at virke ufrugtbar i en verden, som fremstår uretfærdig og ubarmhjertig. Intet under, at det kan få nogen af os til at tage vores eksistens og tilværelse op til revision. Dystopierne kan få os til at ønske, at vi et øjeblik kunne glemme os selv. Der er også en anden bane, der kan gribe os, når vi taler om fremtiden. Til tider lader vi drømmene stikke af med os, vi tillader os at tage chancer med de gængse rammer. For nogle lyder det utopisk, at mennesker kan leve polyamorøst og have flere ligeværdige partnere, som de elsker. Nogle stiller sig kritiske over for, hvorvidt familier med problemer kan hjælpe hinanden ved at dele deres erfaringer. Og nogle forestiller sig verdener, hvor køn og race udspiller sig i andre konstellationer, end de gør i vores vestlige verden. Fælles for mange er en søgen efter ro og tillid i et ideelt fremtidsunivers. Utopierne kan få os til at ønske, at vi i et øjeblik kunne glemme os selv. Tag dette Indputblad med dig og lad os i en rum tid føre dig med i dele af vores tankeunivers. Verden og tiden bevæger sig videre omkring dig, men det behøver du ikke tage dig af. På vegne af redaktionen, Anne Marie Kristensen

3


Indhold Indput no. 4 | 49. årgang | maj 2018

Faste indput 3. 4. 9. 10.

Leder Indput byder velkommen Stafetten Om fakultetets ansatte Side 9-manden Mød Oliver fra 2. semester Ind under huden Mød indputredaktionen

11. 62. 70.

Udveksling og udvikling i Ungarn Med Elvira i Ungarn Familieskolen tæt på Reportage fra et praktikophold Psyk&tværs Vind et gavekort til Academic Books

Indput Institut for Psykologi KU


20.

Fremtiden er din Digt om fremtiden

22.

Fremtidens barndom Hvordan ser fremtiden ud for en barndom levet i den digitale verden?

28.

På all-inclusive i psykologernes verden Reportage fra generalforsamling i Dansk Psykolog Forening

32.

Dét, man ville kunne tænke sig var anderledes Interview om utopier og science fiction med Simo Køppe

38. 42. 46. 48. 51. 56.

Polyamori – fremtidens parforhold? Indblik i det polyamorøse parforhold Det guddommelige menneske En novelle om singularitet Om fremtiden, filosofi og andre ting jeg ikke ved noget om Et essay om uvished En tur i Netto Novelle om store valg Rambling #6 om fremtiden Øer af mening i et hav af ævl Le Guin-bogmærket Få dit eget Indput-bogmærke

Tema: Fremtid Andre indput Kommunehospitalets skæbne 3. del af føljeton om Kommunehospitalet Husk at glemme dig selv

12. 60.

Er selvet en illusion?

Psykoanalytisk jokekonkurrence

68.

Jokes fra Campusdag

5


Jon Lansner Stafetten er Indputs faste indlæg om fakultetets ansatte, hvor de svarer på spørgsmål om dem selv og derpå sender stafetten videre til en ansat efter eget ønske.

Af Cecilie Weischler, stud.psych. Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych. Hvorfor valgte du at læse psykologi? Jeg var en glad og naiv teenager uden en anelse om, hvad jeg ville med min tid. Blandt meget andet var jeg blevet meget interesseret i hukommelse og kunstig intelligens, og på en uddannelsesdag på mit gymnasium var der en psykologistuderende, der åbnede mine øjne for de mange perspektiver, der fandtes i at læse psykologi. Så jeg valgte egentlig ikke psykologi med en ambition om at lave klinisk arbejde. Det var snarere fordi, at psykologi repræsenterer et fantastisk spændingsfelt, hvor man kan få lov til at beskæftige sig med mange interessante og forskelligartede spørgsmål: Fra hunde der savler til meningen med livet; fra den enkelte celle til globale tendenser. Og alt dette bliver serveret i et herligt mix af historie, eksperimenter, teknologi og filosofi. Så her skulle jeg nok finde noget, som jeg syntes var spændende, tænkte jeg. Og såmænd, da jeg første gang læste nogle af teorierne om, hvordan vi genkender objekter og ser verden omkring os på andet semester, var der simpelthen nogle meget nørdede tandhjul, der faldt i hak i mit hjerte, og siden da har jeg forsøgt

Indput Institut for Psykologi KU

at sigte mod et job, hvor jeg kunne få lov at arbejde med nogle af disse spørgsmål. Hvad ville du ellers have læst/lavet? Da jeg var barn, ville jeg være stuntman eller taxachauffør. Som teenager ville jeg være fodboldspiller eller marinebiolog. Reklamehaj, arkæolog, guldgraver og så dyrepasser har også trykket sig på. Programmør, hvorfor ikke? Der har altid været mange ting, jeg har tænkt kunne være spændende at lave. I dag kan jeg ærligt sige, at jeg er privilegeret at have det job, som jeg allerhelst vil sidde i, hvor jeg får lov til at undersøge, hvordan såkaldte ’cognitive enhancers’, såsom præparaterne Ritalin eller Provigil, påvirker synet og opmærksomheden positivt og negativt hos sunde unge mennesker. Alligevel tror jeg dog, at det er vigtigt at anderkende, at et arbejde er et arbejde, og at det aldrig vil kunne tilfredsstille alle ens behov på én gang. I stedet må man sørge for at skabe det rum i sin fritid og etablere en hverdag, hvor man kan få opretholdt og tilfredsstillet sit drive og udforsket nogle af de interesser og aktiviteter, som ens


arbejde ikke umiddelbart rummer. Derfor står der i dag både en metaldetektor, en våddragt, en sluice box og en bog om javascript inde i skabet i min lejlighed ved siden af kogni-bøgerne. Hvordan vil du beskrive fagets udvikling, fra da du læste til nu? Da jeg læste, var instituttet præget af en tid, hvor verden var mindre, og hvor man kunne udgive udelukkende på dansk. Derfor kunne man også undersøge nogle mere nære problemstillinger, som vi fandt interessante herhjemme. I dag er vores fokus mere globaliseret. Taktstokken svinges i højere grad af internationale trends, og beslutningsmyndigheden for hvilke emner, der er relevante at undersøge, har bevæget sig væk fra universiteterne til industrien og politikerne. Hvordan tror du, studiet/faget ser ud om 20 år? Jeg tror, at psykologi kun bliver mere relevant i fremtiden af flere forskellige årsager. For det første på grund af den løbende afstigmatisering af psykiske lidelser, der forgår i vores samfund i dag. I takt med at vores behandlingsmuligheder og grundlæggende viden om det kliniske spektrum er blevet større og mere tilgængelig, har det også mødt en større forståelse og accept ude i befolkningen. Begreber som social kejtethed, uopmærksomhed eller angst er i dag blevet folkeeje. Frem for at blive mødt med frygt og mistro forholder man sig i dag i højere grad til psykiske lidelser med forståelse og sympati både på arbejdspladsen og i den offentlige debat. Jeg forestiller mig også, at nye avenuer for psykologer vil åbne sig op i forbindelse med den teknologiske udvikling. Gud skabte mennesket i sit eget billede, og når vi skal til at bygge nye smarte robotter, tror jeg, at vi må anlægge samme perspektiv. I fremtiden ligger der en kæmpe udfordring i at gøre ny teknologi meningsfuld og brugbar for os. En kunstig intelligens kan være nok så smart, men hvis ikke vi kan forstå, hvad den prøver at fortælle os, eller hvordan den mon er kommet frem til det resultat, har den ingen værdi for os. Derfor får psykologer en vigtig rolle i at afdække, hvordan vi mennesker løser opgaver og udfordringer, sådan at vi kan lade os inspirere, når vi designer robotter; men også i at benytte denne viden om menneskelige processer og behov, når vi skal tilpasse brugerfladen på den nye teknologi og sikre meningsfuld interaktion.

Hvad er de tre bedste ting i din hverdag? I prioriteret rækkefølge må det være: Min kæreste, Irmas ørredsalat og så en god tur ud i det blå, hvor jeg kan få brugt noget energi og samtidig få pirret min nysgerrighed inden for vigtige emner som guldgravning i Sverige, diskgolf, Beowulfs gravsted, fænomenologi, droneteknologi, technics 1210, billedkunst etc. Jeg er nu også heldig at have en masse interessante og søde mennesker omkring mig, både i mit spændende arbejde og i mit privatliv, så det har været svært at vælge 3 ud. Især andenpladsen var et tæt løb mellem ørredsalaten og min mor.. Hvad ville du sige til dig selv som studerende, hvis du kunne vende tilbage til din studietid? Sørg for at nyde det min ven. Du vil synes, at du har alt for travlt, men det stopper ikke, i hvert fald ikke de næste 13 år. Det er bare en tilstand, du skal finde ud af at nyde. Det vil uvægerligt være en stresset tid, fordi du pludselig skal lære at afkode knudrede tekster om neurobiologi, at få struktur i dit arbejdsliv og dit følelsesliv, samtidig med at du ikke må glemme at danse, betale huslejen, kysse alle de forkerte og vaske uld for sig. Og skulle der mod al forventning være nogle fag, som du ikke helt forstår eller ikke gider at forstå, så skylder du stadig dig selv at gøre et forsøg. Det er en sjælden luksus, at nogle kompetente mennesker har udvalgt en pensum-buffet af alt det mest spændende inden for hvert felt, og hvis ikke du udnytter det, vil din verden blive mindre, og du vil fortryde det. Husk at du tager din uddannelse for DIN skyld. Ikke for at følges med vennerne, ikke for bare at gøre det og ikke for at få et bevis og et job. Du skal tage din tid seriøst og tage ansvar for at sætte dig ind i hvert enkelt felt og forstå, hvorfor det er vigtigt for dig, og hvad du vil kunne bruge det til i fremtiden; fremfor et manisk fokus på hvilken karakter, du måske får, hvis censor er sød, og du ikke bliver for nervøs. Du må ikke misse en eneste torsdagsbar, og det kan godt betale sig at lære statistik. Jo, det kan. Jo, det kan, bare stol på det. Og så skal du glæde dig til din udvekslingstur! Selvom at det er meget ansøgningsarbejde, bliver det en af de største oplevelser i dit liv! Hvem skal have stafetten af dig? Det skal min søde kollega Monika Anna Walczak. n

7


Navn: Oliver Ryborg Alder: 22 år Semester: 2. semester Status: I et forhold

SIDE 9-MANDEN Af Bolette Bendix Huus, stud.psych. Foto af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU


Hvad er din holdning til kønsfordelingen på psykologi? Uha, det synes jeg er et meget kategorisk spørgsmål, og jeg føler en overvældende fare for at brænde nallerne her, hvis jeg svarer for binært. Men der er jo en overvægt af piger, og spørgsmålet er så, om det gør studiemiljøet mere feminint? Det ved jeg faktisk ikke – jeg kan kun konstatere, at jeg er næsten udelukkende stødt på bløde, følsomme og helt fantastiske drenge her på studiet… Så måske er køn faktisk bare en konstruktion – i hvert fald på psykologi. Hvilke kvaliteter har din drømmepartner? Min drømmepartner hviler i sig selv og stoler på sig selv, men uden at tage sig selv for højtideligt. Han er propfuld af humor og sarkasme og forstår at få mig til at grine. Min drømmepartner er interesseret og engageret, ja faktisk lidt af en nørd. Sidst, men absolut ikke mindst, skal han besidde en ordentlig portion tålmodighed – det tror jeg er nødvendigt, hvis man skal være sammen med mig. Hvordan er dit forhold til din mor? Det kommer måske til at lyde lidt som en kliché, men min mor og jeg er faktisk virkelig gode venner. Vi har boet alene sammen i flere perioder af mit liv, og hun er et af de mennesker, der kender og forstår mig allerbedst. Det betyder også, at hendes mening og anerkendelse betyder meget for mig. Hun er et af de bedste og mest uselviske mennesker, jeg kender, og dermed er hun et stort forbillede for mig. Hvad er dine top 3 serier? Modern Family, House of Cards og Glee. Hvad er dine top 3 teorier, teoretikere og/eller retninger? Michel Foucault, Judith Butler og Marxismen.

spil; og så er det lige meget, om det er overlagt snyd eller fordi, vedkommende ikke kender spillet. Hvor ville du allerhelst rejse hen lige nu? Som udgangspunkt er jeg meget rejselysten og vil gerne se så meget af verden, som jeg kan nå i mit korte liv. Lige for tiden tror jeg min drømmerejse er at tage til det østlige Afrika, besøge kaffefarme og se savannens vilde dyr og underskønne natur. Hvor ser du dig selv om 10 år? Om 10 år er jeg (forhåbentlig) færdiguddannet og praktiserende psykolog. Jeg har et job, som er spændende, udfordrende og giver mening for mig. Jeg bor på Frederiksberg med min kæreste, min golden retriever og hvem ved – måske et par unger? Hvordan ser en utopisk fremtid ud? Jamen altså, hvis alt går godt, så byder fremtiden på en verden uden ulighed, krig, forurening, sygdom og overbefolkning. En verden, hvor der er to somre årligt i Danmark, hvor politikere er troværdige, og hvor mennesker i det hele taget opfører sig ordentligt over for hinanden. Hvis du personligt kunne ændre én ting, som ville forbedre fremtiden, hvad ville det så være? Ok, jeg starter måske lidt i de små, men jeg tror simpelthen, jeg ville få afsluttet de skide overenskomstforhandlinger og sørge for, at resultatet faldt ud til arbejdstagernes fordel. Jeg synes, det er decideret ynkeligt, at vi har lærere og sygeplejere på nærmest mindsteløn, mens it-konsulenter i moderniseringsstyrelsen tjener millionbeløb i bare bonusser.

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse? Jeg elsker at gå ud og spise god mad på en restaurant med gode mennesker. Hvis der samtidig er lidt god vin, så synger englene. En god middag kan være en helt magisk sanseoplevelse, og jeg synes også de mest interessante samtaler og diskussioner opstår over et middagsbord.

Hvad er lykken for dig? Lykken for mig er at leve et langt og oplevelsesrigt liv, at elske og blive elsket, spise god mad og drikke god vin. Jeg vil aldrig stoppe med at lære og udforske verden omkring mig. Jeg vil gerne læse masser af bøger, rejse meget, stifte familie og være alene så lidt som muligt. Og så vil jeg gøre noget meningsfuldt, som forvandler verden til et lidt bedre sted end før jeg kom hertil.

T-baren, Psykosen eller Lapperne? For det første synes jeg, det er for vildt, at man kan feste på psykologi (næsten) en gang om ugen! Men jeg må dog erklære mig til Torsdagsbaren. Torsdags-fuld er bare lidt sjovere end fredags-fuld! Man kan i hvert fald trofast stole på, at jeg befinder mig midt på dansegulvet kl. 03.00 om natten marineret i Tuborg og tequila hver fjerde torsdag!

Hvad er dit yndlingscitat? “And so, when a person meets the half that is his very own, whatever his orientation, whether it’s to young men or not, then something wonderful happens: the two are struck from their senses by love, by a sense of belonging to one another, and by desire, and they don’t want to be separated from one another, not even for a moment.” – Platon

Hvad provokerer dig? Normalt ser jeg mig selv som et roligt og afbalanceret menneske, men så sker der bare et eller andet, når man placerer mig foran et beerpong-bord. Jeg kan blive helt harm og hidsig, hvis med- eller modspillere ikke respekterer reglerne i det ædle

Bonusinfo: Jeg har læst et år på statskundskab, før jeg begyndte på psykologi. Jeg skiftede, fordi jeg syntes, det virkede udmattende at skulle styre verdensherredømmet. n

9


IND UNDER HUDEN Foto: Hans-Jøren Hersoug, stud.psych. & Tobias Wriedt, stud.psych.

Emma Elise Møller Emma Elise har en tendens til at ønske mange umulige ting. Hun er sentimental omkring fortiden, og søgte som barn at fastholde den ved at samle på alverdens ting og skrive breve til sit fremtidige jeg. Hun er ofte misundelig på sin kats magelige tilværelse og holder af helt tidlige morgener. Hendes yndlingssted er Berlin om sommeren, men fiskerihavnen i Århus kan bestemt også noget. Emma Elise forlod Århus til fordel for København i sommer og stortrives nu på de flade cykelstier og som layouter i Indput. For fremtiden håber hun at læse en smule mindre i sine kompendier og meget mere i al den skønlitteratur, hun slæber med hjem fra Krystalgade. Når det er sagt, er hun svært begejstret for personlighedspsykologi og bliver med glæde hængende på 2. semester lidt endnu.

Hans-Jørgen Hersoug Hans-Jørgen (i daglig tale bare Hans) står for at få skudt de vilde billeder til Indput og studerer på 2. semester. Han er født og opvokset i Humlebæk og er den fortabte søn af Øresund og Whiskeybæltet. Hans er en mand af mange interesser, og han kaster sig gerne ud i diskussioner om både politik, religion (selvom det altid er en dårlig idé), moral og etik, lige så vel som musik, kunst og litteratur. Derudover synger han ’Rigtige Mænd’, så Stig Rossen får våde øjenkroge. Hans bager et ondt brød og er af den overbevisning, at trommeslagere ikke er seje, medmindre de spiller jazz. Ja, alt det, og så tager han kun billeder for bladet. n

Indput Institut for Psykologi KU


UDVEKSLING OG UDVIKLING I UNGARN Et forår i Budapest Dét at pakke sit vante liv ned og flytte til et andet land for en tid er tankevækkende på flere planer. At skulle fordele sine ejendele i henholdsvis flyttekasser, der kan arkiveres på forældrenes loft, og en kuffert, der ikke må veje mere end 20 kg + håndbagage, er ikke nogen nem øvelse. Desuden er det vanskeligt at få udvalgt sig en garderobe, der skal kunne dække behovet fra februars frost til bagende junidage, og de enkelte talismaner, hvis kraft skal kunne få et fremmed rum til at føles som hjem. Vi ankom til Budapest i et spædt forår, som siden blev slået hårdt ned af et sibirisk frostangreb, der indhyllede byen i vrimlende sneflokke og gjorde Gellèrthøjen - et klippebjerg som ligger kastet ned ved Donaus bred midt på Budasiden - til et alpelandskab, man kunne fortabe sig i, før stien drejede, og man ved synet af storbyens lys igen blev mindet om, hvor man befandt sig. Nu i april skinner forårssolen ned med sine 28 grader, nætterne er lune, opvarmede af den dampende asfalt, og de blomstrende træer fylder luften med snelignende frøfnug, der danser i vinden. Budapest er en meget smuk storby med højloftede lejligheder, en undergrund fuld af varme kilder og en arkitektur, der afspejler, at byens historie på mange måder er en fortættet version af Europas skiftende skæbne med slag mod hunnere og tyrkere, revolutioner, sovjet-æra og siden løbsk liberalisme. Her er rig mulighed for at lade sig svæve væk i termisk vand, danse natten lang på tagterrasser, og trænger man til at komme ud af den temmelig bil-forurenede by, er en række andre øst- og centraleuropæiske storbyer og regioner, man ikke sædvanligvis har blik for, når man har fødderne plantet i Skandinavien, tilgængelige på ingen tid og for næsten ingen penge.

Af Elvira Hallengren, stud.psych. At opleve psykologistudiet på Eotvos Lorand universitetet, sætter én i stand til at værdsætte niveauet i Købehavn i langt højere grad. Enkelte undervisere skiller sig ud ved at tale fremragende engelsk, men majoriteten prøver sig frem på et gebrokkent gammelt fartøj, hvilket betyder, at feltet for hvad der kan formidles, og hvorvidt diskussionerne kan nå, indsnævres væsentligt. Et interessant perspektiv, som en række af underviserne forstår at benytte sig af, er de kulturelt blandede klasser, der byder på rig lejlighed til at få (mere eller mindre) fagligt relevante historier med på vejen – om alt fra ungdomsliv i Libanon og feminisme i Kina til familieliv i El Salvador og kærlighedskvaler i Kasakhstan. Jeg har primært taget fag, som jeg håber at kunne få godkendt som udviklingspsykologi hjemme, og den kulturorienterede dimension af dét fag bliver virkeliggjort og eksemplificeret på fineste vis. Foråret 2018 har været politisk her i Ungarn. Det har både budt på muligheden for at overvære nationaldagen, som var 150-året for den ungarske nationaldigter Petőfis oplæsning af sit oprørsdigt, med revolution til følge, og ikke mindst parlamentsvalget i april. På nationaldagen d. 15. marts vrimlede byen med vejende vimpler i de ungarske farver, og størstedelen af byens indbyggere iførte sig en lille patriotisk broche af bånd, ligeledes i rød, hvid og grøn, fattede fanen og gik ud i gaderne. Pladsen foran den overdådige

parlamentsbygning var kun tilgængelig gennem opstillede metaldetektorer, til gengæld var der her dundrende taler, folkedans og klappen-i-takt. På valgsøndagen betragtede vi fra en café, trygt bænket med kaffe og tømmermænd, befolkningen gå til og fra stemmeurnerne. I denne by er der ofte på skraldespandene graffitti-påmalet ”immigranter” og derefter en pil, der indikerer at denne kategori åbenbart skal samme vej som affaldet, så dét at højreradikale Viktor Orbán blev genvalgt med bravur overraskede næppe nogen. For at sikre sig sejren havde han i dagene op til valget sørget for at fylde gaderne med plakater, hvorpå der ses en større forsamling af mennesker med mørkere hud end ungarsk, samt et stort rødt STOP-skilt, så ingen var i tvivl om hans valgløfter. At skulle starte et liv fra scratch et nyt sted, er præget af en vekslen mellem at føle, at man falder til og nærmer sig noget gradvist mere autentisk, og så tilbagefald i følelsen af at være den evige turist, der vedbliver med at stå på den anden side af ruden. Nu er der to måneders tid tilbage af dette ophold, og selvom fagligheden lader meget tilbage at ønske, forestiller jeg mig, at jeg kommer hjem med mange nye vinkler på tingene, tilværelsen og psykologien. n

11


KOMMUNEHOSPITALETS SKÆBNE Af Karen Damgaard, stud.psych. & Elvira Hallengren, stud.psych. Foto af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU


Tredje og sidste del af en serie om de historiske bygninger, der danner rammen om vores studieliv. En formiddag i november satte vi maskinmester Casper stævne ved Betjentstuen, hvorfra en labyrintisk færd rundt på det gamle kommunehospital udgik. Nysgerrige efter at opdage nye kroge i de bygninger, vi til hverdag befinder os i, og med et ønske om at blive klogere på historien om et hospital, der blev til et universitet, lod vi Casper føre os rundt på sin arbejdsplads. Sidst gik vi på opdagelse i kældrene under Kommunehospitalet, dykkede ned i historien om de atomsikrede operationsstuer og blev mindet om, hvor velsmurt en maskine, dette kompleks af fredede bygninger, der nu huser godt 6000 studerende, er. I denne sidste del af fortællingen om det gamle kommunehospital stiger vi til vejrs.

13


Graffiti anno 1863 En miniatureudgave af CSS ville gøre de fleste passionerede dukkehusejere misundelige. Forestiller man sig et tværsnit gennem en af bygningerne, der grænser op til den indre gård mellem Kommunen og hovedindgangen ud mod Øster Farimagsgade, skal man se for sig etage efter etage med forskellige funktioner og historier. Nederst har vi ikke bare én, men to kældre. Den ene byder på mystik og minder fra tidligere atomtrusler, den anden på mad og mennesker, 3. års studerende ved kognitionscomputere, statskundskabere, der spiller bordtennis, og psykologistuderende, der leder efter kaffe i Kaninen. Det rige og varierede liv, der leves her under jorden, står i kontrast til de næste par etager, hvor det ene anonyme undervisningslokale afløser det næste. Her stavrer studerende frem og tilbage, forvilder sig måske ud i en af de mange toilet- og trappeopgange, hænger frakker på knager og retter blikke mod tavler. De placerer måske tyggegummi under bordplader, men sætter aldrig rigtigt nogle mærkbare spor, der vil stå tilbage, når fremdriftsreformens vind har blæst de kloge hoveder videre. Anderledes anseelige aftryk ses på de øverste etager i de gamle bygninger. På vores tur med Casper rundt på loftet kommer vi forbi adskillelige signaturer fra tidligere tiders håndværkere à la ”Tømrer Svend Jensen 1863”. Dertil pryder tagblikkenslagerens våbenskjold flere gavle, og så står der et lille udvalg af flaskeøl rundt i krogene. Disse er ikke helt fra 1863, men støvet der har lagt sig på det mørkegrønne glas er dog i hvert fald halvtreds år gammelt. Sporrene efter godt 150 års bygnings- og vedligeholdelsesarbejde er tydelige, og skulle man selv bygge den omtalte miniatureudgave af bygningen,

Indput Institut for Psykologi KU

var der her behov for den helt store værkstøjskasse med søm og skruer, sølvpapir, maling i alverdens farver og lidt formalin. Nærmere forklaring er vist nødvendig. Elevatormekanik og mystik Det første rum vi går ind i på loftsetagen, opkalder vi hurtigt ”sølvpapirsrummet” grundet den isolering, der pryder de store ventilationssystemer. Herfra går vi ind i det lokale, der indtil for nyligt husede hundrede år gamle patientjournaler som et levn fra hospitalstiden. Og ved siden af dette rum finder vi noget, der ved første øjekast ligner et håndsvingselement til en gammel modeljernbane, men viser sig at være toppen af en af elevatorerne, der stadig er i brug. Det næste rum vi kommer ind er stort og tomt, men rummet er ikke uden historie. Her var Casper nemlig nogle år tilbage nødt at lave ekstra strøm, fordi der blev lavet en tv-serie. En serie, ”der ligner ”den 6. sans” - noget med noget lidt overnaturligt”, får vi at vide. Det er både os og Casper uvist, om tv-serien blev droppet eller bare ikke er blevet sendt endnu, men eftersigende skulle den handle om nogle personer, der boede på et hjemsøgt loft. ”Og det gjorde de måske også”, bemærker Casper. Vi udveksler et spørgende blik og venter spændte på en forsættelse, der kommer, som vi bevæger os videre langs de knirkende loftsbrædder: ”Dengang det var byggeplads, inden jeg startede, da var der en vagt der gik herude med en stor glubsk hund, og der var et sted over ved bygning 4, hvor hunden simpelthen ikke ville ind. Den trak bare den anden vej, den skulle ikke derind – uden nogen forklaring”. I dag kan man købe Street Food i kantinen i kælderen af bygning 4, og ovenpå kan man begrave sig i stille læsesalslæsning. Ingen af stederne læg-


ger op til, at man tager en hund med, men hvem ved, om en sensitiv hundesnude ville mærke særlige vibrationer i denne del af det gamle kommunehospital den dag i dag? I så fald burde man også slæbe hunden med til bygning 5, hvor en tidligere køkkenchef engang for ikke så længe siden sad og lavede regnskab, ”og så pludselig smækkede døren, og så så han sådan skyggen af en eller anden person, der gik ind. Og så blev der iskoldt”. Sådanne historier er der nogle stykker af, fortæller Casper og beretter om en tilsyneladende kendt barnemorder, der ”simpelthen brændte lig”, og som lå på Kommunehospitalet i 14-15 år. ”Hun kunne jo godt finde på at gå igen, kunne man forestille sig”, afslutter han. Og vi kan kun nikke bekræftende til den tanke. Uslettelige spor At færdes på loftet er som at gå omkring i en labyrint. Vi har for længst mistet fornemmelsen for alle verdenshjørner, men Casper forstår at finde rundt. Efter spøgelseshistorierne er vi ved at trænge til at se sollys, men det viser sig, at vi skal gøre holdt i endnu et vinduesfrit og tilsyneladende tomt lokale. ”Jeg ved ikke, om I kan fornemme en sådan lidt sødelig lugt. Man kan næsten se det på gulvet”, siger Casper og peger på nogle mørke plamager på træplankerne: ”Der stod sådan nogle kar til ligdele til undervisning og forskning. De lå i formalin, og den der lugt kan man ikke sådan komme af med. Med mindre man river det hele ned”. Hermed endnu et konkret spor fra bygningernes tidligere funktion som hospital. Et spor, der sætter sig i næsen og ikke lige er til at komme af med. Vi kigger lidt ængstelige rundt i frygt for at opdage, at en eller andens kropsdel skulle være efterladt i mørket. Så folk er selvfølgelig døde her på stedet, går det måske lidt sent op for os. Casper bekræfter: ”Ja og så

hvis der er givet tilladelse af familien – eller nok også alligevel tror jeg – så har man jo skulle bruge noget til at undervise de medicinstuderende”. Formalinpletterne på gulvet står i en sjov kontrast til de mere usynlige spor (ser man bort fra computernoter), som tavleundervisningen nede i et af de rene, højloftede, luftige lokaler sætter hos de psykologistuderende. Et gyldent eksamensprojekt Med kommentaren ”Den kan ikke vaskes væk den plet – den kommer igen” med på vejen, skynder vi os at lukke døren til lugten af lig og forestillingerne om patienter fra de sidste 200 år, der hjemsøger loftslokalerne. Vi trænger til at få renset luften, og får hvad vi søger i det næste rum, som ikke er et København Universitetet lejer. Desværre tænker vi, da vi træder ind ad en dør og ud på en balkon, hvorfra vi kan betragte det kirkerum, der ligger under den irgrønne kuppel i bygning 1. Klart lys strømmer ind ad mosaikdekorerede vinduer, væggene er af marmor, og loftet er dekoreret i alverdens farver og mønstre, og ikke så lidt af det er forgyldt. Manden der skulle dekorere kirken var den nyuddannede arkitekt Carl Petersen, fortæller Casper. Han påtog sig gerne opgaven, men ville lige på en studietur til Rom først – og så var han væk i 16 år. Så de første 16 år stod det fuldstændig uden dekorationer på væggene. Men så kom han tilbage igen, og vi finder senere ud af, at der også fra denne kirkes udsmykning er en tættere forbindelse til studerende end til patienter, idet dekorationen af kirken var Petersens afsluttende projekt fra Kunstakademiets Dekorationsskole. Og som svar på vores lidt undrende mine over for det, der ligner græske mæanderborter, som indrammer flere af vægmalerier, har opgaveformuleringen dengang lydt, at Petersen skulle holde sig i byzantinsk stil.

15


Indput Institut for Psykologi KU


Men én ting er udseendet på dette smukke rum, en anden er dets funktion. Vi spørger, om det har fungeret som kirke med gudstjeneste hver søndag, men finder, at ”det nok især har været i forbindelse med, at nogen er blevet gift på dødslejret og sådan nogle ting”. Der har selvfølgelig været mulighed for, at en præst kunne holde andagter, men ud over kirken her var der også et kapel ved bygning 22, der kun var tiltænkt bisættelser. Siden størstedelen af de gamle hospitalsbygninger er blevet universitet, har kirken kun været åbnet til kulturnætter enkelte gange. Men Casper fortæller, at ”der har været nogen, bl.a. en kvindelig præst, der gerne ville lave en universitetskirke”. I forhold til ejendomsfirmaet Jeudan er det dog ikke lige til at leje områder, hvor universitetet ikke umiddelbart har noget at gøre. Og derudover er Statens Institut for Folkesundhed, der ikke hører til KU, men til Syddansk Universitet, ikke glade for at have håndværkere gående igennem deres områder, som grænser op til kirken. Så tom står den altså bare, den forgyldte kirke, som et hemmeligt hulrum med blot en enkelt afgrænsende mur ud til de så velkendte porthvælvinger, som så mange studerende hver dag færdes under, når de går ind i den midterste gård fra Øster Farimagsgade. Kuplen over kuplen Vi tænker, at vi nu med besøget i den smukke, gemte og glemte hospitalskirke har bevæget os så tæt på himlen som muligt her på det gamle hospital. Dog bemærker vi, at der strømmer lys gennem det runde gule og hvide vindue, omkranset af bibelsk guldpåskrift, der udgør toppen af det hvælvede kirkerum. Casper forklarer, at selve den irgrønne kuppel, som man betragter, når man vender blikket mod himlen fra fortovet på Øster Farimagsgade, udgør et rum for sig over kirkekuplen. Vejen dertil tog det Casper nogle år at finde frem til. Ad en spinkel trappe og gennem en ellers låst dør får man adgang til rummet under tagspærene. Her fører en lille hønsestige op til en luge i selve

taget, og vi kravler op og ud til en overdådig udsigt over hovedstaden. Her stopper turen for Casper, men han åbner en luge i den næste tagryg og instruerer os i, at vi bare skal kravle ”3 meter frem og så til højre”. Vi runder således turen af oven på selve kirkekuplen, der viser sig kun at være tilgængelig via et bræt man kan balancere sig frem på, før man kan kravle gennem en smal åbning, hvor nogen velmenende sjæle har placeret et stykke skumgummi, der kan beskytte de kravlendes knæ. Det forekommer os, at tømre og andre typer må have haft besvær med at komme hertil, men det er tydeligt, at vi ikke er de første, da træplankerne også her er dækket med ”tømretags”. Vi supplerer med en Indput-signatur, inden vi kravler ud på taget igen og påbegynder nedstigningen. Turen på loftet er slut, og vi bevæger os ned ad trapperne, etage for etage, indtil vi til sidst får fast grund under fødderne. Ude i den novemberfriske luft virker formalinpletter og tømrertags allerede lagt væk, men hvem ved, om vi pludselig i de ellers velkendte omgivelser støder på en øl, der er et par årtier for gammel, eller en angst hund ved bygning 4?

Hermed slutter den trefoldige føljeton om Kommunehospitalet. Tak til Casper for kyndig rundvisning. Vi opfordrer alle til, fra tid til anden, at løfte blikket fra bøgerne og gå på opdagelse i de særegne rammer for Center For Sundhed og Samfund. n

17


TEMA

FREMTID

Indput Institut for Psykologi KU

Illustration af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych.


19


FREMTIDEN ER DIN Af Bolette Bendix Huus, stud.psych.

Fremtiden er din. Og min. Elskede. Moder jord. Lungerne. Trækker luften ind. Forbinder os i nuet. Sikrer dine næste sekunders fremtid. Luften. CO2. Vores og jordens forbundethed. Afhængighed. Parasit? Døren. Ind til fremtiden. Sædcellen. Den næste generation.

Indput Institut for Psykologi KU


Æblet. Falder ikke langt fra stammen. Kundskabens træ. En hånd der rækker. En håndsrækning. Til dig. Hjertet. Hav det på det rette sted. Kærlighed. For din næste. Hvem er den næste? I køen Tandhjul. Tiden. Den går. Mod dig. Som fremtiden. Fremad vi går. Tiden. Brug den. Fornuftigt.

21


Indput Institut for Psykologi KU


Fremtidens barndom Tekst og illustrationer af Amanda Aaboe Bell, stud. psych.

Eftertænksomme historier begynder ofte med ’Dengang jeg var barn’ og følges af en anekdote om, hvordan tidligere tider var sorgløse sammenlignet med livet anno 2018. Den generation, som bliver forældre i disse år, er for manges vedkommende vokset op uden smartphones. Mobiltelefonen er til gengæld en del af hverdagslivet i dag og bliver også en del af fremtidens barndomsliv. Anna Hoppe Mortensen og Elin Binder har skrevet speciale om mor-barn-relationen og mobiltelefonforbrug. Deres studie undersøgte sammenhængen mellem interaktionskvaliteten i samspillet mellem mor og barn og morens tidsforbrug på mobilen i sit samvær med barnet. De fandt en statistisk signifikant sammenhæng mellem mors sensitivitet overfor barnet og tidsforbrug på mobilen. Jeg inviterede dem til en snak om fremtidens barndom og hvilke udfordringer, der tegner sig i kølvandet på deres undersøgelse.

23


Mor, barn og mobil Mobiltelefonen er et lille invasivt stykke elektronik, som ganske ubemærket har sneget sig ind i de mest intime sociale relationer, vi mennesker har. Vi er ikke bevidste om, hvor meget mobilen fylder - et forhold som Anna og Elin måtte medtage i deres undersøgelse ved at anvende en app til at måle morens tidsforbrug på mobilen. Tendensen til at underdrive sit medieforbrug i selvrapportering er sikkert genkendelig for de fleste. Har vi alle en grundlæggende antagelse om, at mobilforbrug skal holdes i ave? At gå på opdagelse i, hvad dette betyder for mor og barn virker alpha-omega, men hvor kom ideen oprindeligt fra? Elin: Dét selv at skulle være forælder og refleksionen om, hvor meget telefonen egentlig fylder var en væsentlig årsag til vores interesse. Jeg synes, det er tankevækkende, at vi har forløb, som handler om øjenkontakt, og hvor vigtigt det er, og så tager man sig selv i hele tiden at kigge ned på sin telefon. Anna: Det er absurditeten i på den ene side at tænke; jeg er psykolog lige om lidt, jeg ved så meget om, hvad øjenkontakt, nærhed og nærværd betyder, og på trods af det, lader jeg mig distrahere af telefonen. Elin og jeg talte om det under vores barsel, og så gik vi på jagt efter forskning om det. Der var intet, som adresserede den problematik.

I 2018 er der estimeret 2,53 milliarder smartphone-forbrugere på verdensplan. Det virker derfor besynderligt, at der ikke er blevet forsket yderligere i, hvad der sker i de nære relationer, når smartphonen pludselig skal være med. En virkelighed i flere hastigheder Vi befinder os i en situation, hvor vi må forholde os til tre områder, som influerer hinanden, men som opererer i forskellige tempi: Den teknologiske udvikling, udviklingen på forskningsområdet og ændringerne i privatsfæren. Innovation, produktion og distribuering af smartphones foregår i en uhørt hastighed. Privatsfæren kan ikke følge med, idet vi som forbrugere i vid udstrækning glemmer at være kritiske og i stedet blindt giver vores accept og samtykke. Forskningsområdet er sakket yderligere bagud og formår ikke at belyse problematikkerne, før de erstattes af den næste bølge af bekymringer. Anna: For hver måned der går, kommer der mere opmærksomhed på emnet. Det oplever vi også i forbindelse med, at specialet skal udgives som artikel. Det er i høj grad et uskrevet emne. Vores studie er et lille studie, og derfor opfordrer vi også til, at der skal forskes mere i det. Elin: Vi snakkede om, at med den nye teknologibølge er der ikke blevet lavet nogen retningslinjer, fordi udviklingen er sket så hurtigt. Tænk bare på udviklingen fra internettet på computeren til

Indput Institut for Psykologi KU

telefonen, som i dag er overalt. Vi følger (som forbrugere red.) blot udviklingen og når ikke at forske eller forholde os kritisk - deri opstår en skævvridning. Anna: Det blev problematisk, når vi snakkede med sundhedsplejersker og forældre, idet de søgte oplysning: ’Kan vi ikke få en folder med nogle anbefalinger?’. Der opdagede vi, hvor rigid og langsom forskningsverdenen kan være. Selvom vores fund ikke som sådan var overraskende i forhold til, hvad vi forventede, er der så mange krav til den empiriske forskning og evidens. Vores sample skulle være væsentligt større, førend vi måtte udstikke retningslinjer. Sundhedsplejerskerne var jo ikke overraskede over det, vi fandt, men manglede nogen, der kunne blåstemple anbefalingerne, og der stødte vi på et benspænd i den videnskabelige praksis. Elin: Med anbefalingerne handler det jo i høj grad om bevidstgørelse, et spørgsmål om at være sensitiv i forhold til barnets signaler. Sensitiv skal her forstås i relation til tilknytningsteori og som en opmærksomhed og lydhørhed overfor barnet. Vi kan påpege, hvor distraheret man bliver af sin telefon og vilkåret i, at det er svært at multitaske. Vi kan ikke sige, hvad der fører til hvad, men forældrene kan jo selv lave koblingen. Det gør en stor forskel, om du har en mor, der bliver distraheret, men tager sig selv i det for at vende tilbage til interaktionen. Det var det, vi følte vores


studie manglede; det er ikke kun, hvor meget mødrene bruger telefonen, men også hvordan. Still-face Mor er her ikke, hun er ikke til stede. Det ansigtsudtryk, som anlægges, når man stirrer blindt ind i en smartphone, har foruroligende mange ligheder med det udtryksløse ansigt, som anvendes i still-face eksperimenterne. Selvom voksne mennesker er i stand til at skelne og registrere, at det følelsesløse udtryk relaterer sig til telefonen, er det tvivlsomt, hvorvidt et fire måneder gammelt barn er i stand til det samme. Anna: Tænk bare på mimikken og det levende ansigt sammenlignet med hvordan vi ser ud, når vi ser på vores telefon? Når vi ved, hvor stor betydning depression har for interaktionen og for barnets udvikling, så bliver det endnu mere relevant at tale om ansigtsudtryk og ’det døde ansigt’. Vi skal spejle barnets følelser, og barnet kan ikke lave analysen: Det er ikke fordi mor er ked af det eller deprimeret, det er bare sådan, hun ser ud, når hun ser på sin telefon. Elin: Et barn på fire måneder kan ikke fysisk række ud, og derfor omhandler sensitivitet nogle forholdsvis begrænsede signaler. Barnet har få redskaber i forhold til at række ud til mor. Det bliver relevant at se på, hvordan børnene forholder sig til mor på mobilen, og om vi ser en lignende stressreaktion som ved

still-face. I vores sample var det omkring 60% af mødrene, som havde en lang videregående uddannelse, og dem, som melder sig til et studie som dette, har ofte en opmærksomhed på problemet. Dermed havde vi et lavrisiko-sample, hvor man kunne tænke, at det måske ikke var her, vi ville se problematikken tegne sig tydeligst, og alligevel finder vi, at der er en sammenhæng. Anna: Vi kunne afdække forskelle især i relationen til moderen og hendes sensitivitet og mindre i relation til barnet, altså hvorvidt børnene opførte sig anderledes. Børnene var i gennemsnit fire måneder, og hvis man kan se tilbagetrukken adfærd på et spædbarn på fire måneder, så skal det have været udsat for noget mere grelt. Det er dog vigtigt at have for øje, at barnet er ved at etablere sin indre arbejdsmodel, så måske reagerer barnet på sigt, noget vi ikke kunne afdække i vores studie. Herfra bliver det relevant at se på, hvordan mødrene balancerer det, og hvor meget modstand barnet udøver. Jeg håber, der bliver lavet flere længerevarende studier. Skam dig mor Hvem står til ansvar for, at telefonen ikke får lov at fylde? Pilen peger på forælderen, primus motor i det sociale bånd, som etableres i dyaden. Men er det fair, at kun mor eller far står til ansvar? Det var for Anna og Elin en vigtig overvejelse at have med.

Anna: En vigtig pointe for os var at studiet ikke skulle blive et spørgsmål om mother-blaming. Så vidt jeg husker, var der ikke én af de mødre, vi talte med, som ikke nævnte, hvor dårlig samvittighed hun havde. Vi ønskede at gå til det med en ydmyghed; det er ikke bare mødrene, det er os alle sammen, som er nye i en verden, hvor en dragende og afhængighedsskabende teknologi brager derud af. Vi skal alle sammen lære at balancere i det også i forhold til vores selvbebrejdelse. Elin: Før i tiden var der andre distraktorer, men forskellen består i, at telefonforbruget foregår lidt bag om ryggen på os. Vi er på mange måder ikke bevidste om, at vi foretager os noget andet. Når du for eksempel læser en bog, er du dedikeret til den aktivitet, men telefonen bliver en konstant forstyrrelse. Anna: Samtidig er der enorme krav til at være forældre i dag og et utal af forventninger, man skal imødekomme. Det er vigtigt, at vi ikke skammer hinanden og peger fingre af hinanden: ”Se hende med barnevognen, nu sidder hun igen med sin mobil!” Elin: For at undgå mother-blaming talte vi om, at det også handler om at være gode nok forældre. Det handler ikke om, at man aldrig må være distraheret. Vi skal passe på i forhold til, hvad det er, vi

25


Indput Institut for Psykologi KU


efterstræber, hvilke idealer vi sætter op for forældrene. En forventning om at forældrene skal være konstant sensitive og ansvarsfulde er igen normativ. Der findes ikke en fælles standard for, hvordan man skal vægte sit forbrug af medier i sin relation til barnet. Problematisk bliver det også, at udbudssiden og produktionssektoren ikke bliver holdt ansvarlig. Telefonen som har krog i mor og far bliver stadig mere intelligent og udspekuleret i at fange og vedholde vores opmærksomhed. En evne som spædbarnet får svært ved at konkurrere med. Dette felt af interesser og ansvar skal vi alle sammen navigere i. Anna og Elin var derfor tydelige omkring, at de ikke ønskede at forstærke dette forventningspres. Hvad med fremtiden? Det hele kan godt se sort ud, når teknologiudviklingen bliver en makroskopisk malstrøm, som vi alle sætter stikket i. Teknologi globaliserer verden og gør mennesket mere ubesværet. En vigtig skelnen er, at det at kunne komme i kontakt med et andet menneske er lettere ikke betyder, at vi er i kontakt. Det handler ikke kun om, at vi kan række ud til hinanden hurtigere og mere, men også kvaliteten af det samvær vi har. En fremtidsopfordring er at værne om relationerne, det som opstår i mellem os, og det vi signalerer og anerkender i mødet med den anden.

Anna: Det er jo en generel frygt, at barnet bliver påvirket i forhold til det indtryk, de får skabt af, hvor betydningsfulde de er. Hvis mor hele tiden kigger væk, hvor effektiv er jeg som barn i at signalere mine behov og vise, at jeg har brug for kontakt? Selvfølgelig har det enorm stor betydning for barnets indre repræsentationer. Hvordan lærer de ellers at være sociale væsener? Elin: Det er vigtigt, at vi ikke konkluderer for meget på baggrund af vores studie. Vi finder en sammenhæng, men hvad den reelt betyder, det ved vi ikke med sikkerhed. Vi kan ikke sige noget om kausalitet. Bruger mor sin telefon mere, fordi hun er mindre sensitiv, eller bliver hun mindre sensitiv af at bruge sin telefon? Det er meget interessant, fordi selv hvis telefonen ikke er årsagen, så bliver den under alle omstændigheder en forstærkende faktor. Noget vi må forholde os til fremtidigt. Anna: I vores studie fandt vi ud af, at mødrene i gennemsnit brugte telefonen i 14% af den tid, hvor de var alene med deres vågne barn. Vi kunne se, at mødrene var mindre sensitive, men vi har ikke et niveau, der angiver, hvor sensitiv man bør være som mor. Vi ved ikke, hvor slemt det tal er. Vi har også talt om, at hvis det givetvis er en ond spiral, så ved vi ikke, om mobiltelefonforbrug bliver mere problematisk i udsatte mødregrupper, der i forvejen er udfordrede på deres sensitivitet.

Elin og Annas sample kunne karakteriseres som lavrisiko, altså mødre som allerede inden studiets start var relativt oplyste og bevidste om deres mobilforbrug. Alligevel fandt studiet, at mobilen fik lov at optage tid fra mor, også når hun havde sit vågne barn alene. Det kan virke alarmerende, især i relation til, at vi endnu ikke har set eller forsket i effekterne på børnene. Hvor deterministisk dette skal forstås, eller hvordan det vil påvirke barnets sociale kompetencer, ved vi ikke. Samtidig bliver det et signal om, at selv når vi er bevidste og forholder os kritiske til vores medieforbrug, så bliver vi testet op imod kræfter stærkere og mere medrivende end nogensinde. Senere bliver det måske et spørgsmål om, i hvor høj grad barnet lærer vicarious, og spejler den voksnes adfærd. De retningslinjer som vi pådutter børnene, når vi dikterer, hvor meget tid, de må bruge på deres tablet, mobil eller lignende, må vi også selv tage til efterretning, når vi tjekker Facebook eller scroller gennem nyhedsstrømmen. I fremtiden vil vi højst sandsynligt se både positive og negative konsekvenser af mobilen, af at vi har placeret et mekanisk medium mellem os. Afslutningsvis må forhåbningen være, at forskningen tager fart, og oplysning og bevidstgørelse bliver muliggjort. Samtidig må vi anerkende teknologien som fælles præmis og dermed behovet for forståelse og fælles fodslag. n

27


PÅ ALL-INCLUSIVE I PSYKOLOGERNES VERDEN Dansegulvet er pakket med vrikkende hofter, mens Nik & Jay på anlægget bliver afløst af Den knaldrøde gummibåd. I løbet af dagen er det i stedet strikkepinde, der ivrigt vibrerer overalt i salen. Radisson er chokeret over det enorme antal af veganere, vegetarer, gluten-, laktose- og nøddeallergikere samt diverse nyopståede madaversioner. Blandt diskussionsemnerne finder vi stemmeret til studerende, beerpong i psykiatrien og omskæring af drengebørn. Arrangementet minder mest af alt om en blanding af Folketinget, Fasters 60-års fødselsdag, en lejrskole og en gammel-elev-fest. Hvor er vi dog endt henne?

Af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych., Anne Marie Kristensen, stud.psych. og Johanna Mariam Madsen, stud.psych. Fotos af Kristoffer Juel Poulsen

Indput Institut for Psykologi KU


Hvis du er medlem af Dansk Psykolog Forening (i tre ord), husker du måske at have modtaget en invitation til Generalforsamling d. 17.-18. marts 2018. Du trak på skuldrene og tænkte ‘hvad kommer det mig ved?’ og smed mailen i skraldespanden. Men hvad ville du egentlig være blevet udsat for, hvis du i et svagt øjeblik havde valgt at takke ja og dermed rive en hel weekend ud af kalenderen for at tage den lange rejse til Aarhus for at deltage med 650 psykologer og psykologistuderende fra hele landet? En håndfuld af os blev grebet af stemningen ved tanken om en weekend med alt betalt; hotel, middag, transport og ubegrænset kaffe, og vi meldte os glade til, lykkeligt uvidende om de vedtægtsdiskussioner og budgetgennemgange, vi havde i vente. Første hint kom, da postmanden med et lettelsens suk smed to kompendier af GF-materiale ind ad vores brevsprækker; henholdsvis årsberetning og vedtægter samt arbejdsprogram og budget. Hæfterne og de gode intentio-

ner blev troskyldigt pakket i rejsetasken, inden vi fredag d. 16. marts indfandt os i InterCity-toget på vej mod Aarhus. Overnatter man blot fra lørdag til søndag har man som medlem et bredt udvalg af hoteller at vælge imellem, og med 900 kr. til overnatningsomkostninger per person, kan man frit lade drømmene stikke af mod deluxesenge og diverse suiter. Vælger man dog Studentersektionens studenterpakke, som løber af stablen allerede fredag, bliver man indlogeret på et klassisk spraglet hostel; med knagende køjesenge, knirkende døre og deletoiletter, som man kender det bedst fra udlandets hostelslum. Hvert andet toilet havde sågar sæbe, og sengene var lange nok til alle os under 1,65 m. Fredag aften bød på en middag i DP’s Aarhuslokaler for de studerende, inden vi i fælles flok drog mod ComedyZoo. Det lykkedes en af aftenens optrædende komikere at afsløre, at den store menneskegruppe bagerst i lokalet var psyko-

logistuderende, men det kom der mere akavet stilhed end morsomme kommentarer ud af. Startskuddet på GF2018 Lørdag formiddag tog vi hul på weekendens egentlige formål: Psykologforeningens generalforsamling. Radisson Hotels konferencesal udgjorde rammerne for dagens begivenheder. Bestyrelsen indfandt sig som panel på scenen under rampelysets skær, hver med sit navn trykt på bordet foran sig. Blandt dagens første afstemninger var godkendelsen af dagens dirigent, og det var med et lettelsens suk, at Josefine Fock enstemmigt blev godkendt, således at det på forhånd trykte navneskilt ikke skulle skaffes af vejen. Den altid karismatiske formand, Eva Secher Mathiasen, indledte dagen med at give en årsberetning, hvori hun tydeligt rørt takkede sekretariatet for deres daglige arbejde og derudover opmuntrede psykologerne til at stå ved deres fag-

29


lighed særligt i forbindelse med arbejde i sundhedsvæsenet. Derpå fulgte en række forslag til vedtægterne, hvor vi for jeres og vores skyld vil nøjes med at fremhæve enkelte af dagens højdepunkter. Heriblandt var et forslag om, at generalforsamlingsperioden skulle forlænges fra to til tre år; særligt bestyrelsen og sekretariatet ønskede at forlænge perioden med henblik på at få længere tid til at implementere arbejdsprogrampunkterne, da foreningens medlemmer har høje forventninger til deres bestyrelse. Måske var det særligt de medlemmer, der værdsætter kaffeslabberasen og dansegulvet, der var kede af at give slip på den toårige periode, og efter heftig debat fik Josefine Fock alligevel afrundet talerækken, da alle synspunkter var fremlagt. Denne vedtægtsændring medførte, at vores nuværende formand ikke ville kunne blive genvalgt

Indput Institut for Psykologi KU

ved næste generalforsamling, hvilket fik et dedikeret medlem til at foreslå en Eva-vedtægt; herved stemte vi om, hvorvidt Eva kunne blive siddende en ekstra generalforsamlingsperiode, hvilket blev enstemmigt vedtaget med et kæmpe skulderklap i form af en skov af stemmesedler. Hvad er en studerende værd? Som studentermedlem vægter ens stemme på nuværende tidspunkt kun en tredjedel til DP’s generalforsamling, men et forslag fra bestyrelsen var på dagsordenen med mulighed for øjeblikkelig virkning: At de studerendes stemmer kunne få fuld vægtning til de forslag, som de har stemmeret ved. Og her var et forslag, der delte vandene. Den indledende kommentar fra en privatpraktiserende psykolog lød: “Min datter på 19 år starter på psykologistudiet nu, og

hun er på ingen måde i stand til at tage beslutninger på vores vegne. De unge studerende er naive og idealistiske, og de er ikke i stand til at stemme i vores interesse”. Enkelte psykologer og modige studerende forsvarede de studerende med fokus på, at størstedelen ville være færdiguddannede inden for den nærmeste fremtid. Flere blandt foreningens ældre generation var stærkt forargede over deres kollegers holdninger og mindede alle om, at de psykologistuderende på KU havde haft en afgørende betydning for studenteroprøret i 1968. Frygten viste sig dog at være stor for, at ungdommens ideologiske holdninger ville vælte den veletablerede forenings arbejde og på trods af et flertal på 59%, der stemte for, manglede forslaget 43 stemmer for at blive vedtaget med ⅔ flertal. I stedet kan forslaget komme på dagsordenen igen ved næste generalforsamling, hvor det


kan vedtages med et flertal på blot 50%. En trykket stemning prægede derefter pausen, hvor studerende og fuldbyrdede medlemmer undgik at se hinanden i øjnene over tebreve og frugtskåle, men var væk igen, da debatten bevægede sig videre til emner såsom omskæring af drengebørn og aktiv dødshjælp til mennesker med psykiske lidelser. Et dansegulv uden lige Både bestyrelsen, dirigenten og den svindende medlemsskare havde haft en lang dag, da dagsordenen blev afrundet, og der blev budt på storslået og allergitilpasset middag. Vinglasset blev fyldt til kanten og var aldrig tomt, mens tjenere vimsede rundt med steg og grøntsager. En anonym DJ, klædt som skulle han på arbejde i Elgiganten, indtog diskret DJ-pulten og igangsatte en skamløs playliste. Aldrig før er et mashup af Sexy Back og Macarena blevet efterfulgt af BoogieWoogie og direkte fra Lækker til Den knaldrøde gummibåd. Og dansegulvet

bugnede af turtlenecks, stive hofter og moves, der typisk klassificeres som “fardans”. Én ting er sikkert; det er ikke nogen kedelig faggruppe, du er på vej ud i! GF2018: Arbejdsprogrammet Hovederne knagede ligeså meget som køjesengen, men vi fik alligevel manøvreret kroppene til Radisson søndag morgen, hvor arbejdsprogrammet for de kommende tre år skulle debatteres. Talerstolen blev skiftevis indtaget af veltalende og opmærksomhedshungrende medlemmer. Blandt førstnævnte var en ung psykologistuderende, der har startet initiativet IRIS. IRIS arbejder for etableringen af et vikarbureau, hvor psykologistuderende i lighed med læge-, sygepleje- og SOSU-studerende får mulighed for at løfte opgaver i psykiatrien på vikarbasis. Som svar på spørgsmålet om, hvad man som psykologistuderende ville kunne varetage af arbejdsopgaver, svarede taleren, at det naturligvis var miljøterapi som gåture, brætspil og:

beerpong!? Fortalelsen udmøntede sig i rungende latter, og forslaget blev vedtaget med stort flertal. Vi var blandt de få rå, der holdt ud til generalforsamlingens afslutning, og det var ikke uden tunge hoveder, at vi fandt vores pladser i toget, mættede af indtryk og fulde af forundring over psykologen som art. Så kom det egentlig os ved at være til generalforsamling? Ja! Flere af forslagene viste sig at komme os ved, både som studerende og kommende psykologer. Et enkelt forslag manglede så lidt som 0,50 % for at blive vedtaget, så ja, din stemme tæller, selv hvis du kun har ⅓ stemme at gøre godt med som studerende. Næste generalforsamling i Dansk Psykolog Forening (stadig i tre ord - suk) finder sted i København i år 2021. Ses vi? Ja, det vil vi vædde vores gamle turtleneck på, at vi gør! n

31


DÉT, MAN VILLE KUNNE TÆNKE SIG VAR ANDERLEDES Af Oliver Hundahl, stud.psych. Illustration af Amanda Aaboe Bell, stud.psych. Interview udført af Oliver Hundahl, stud.psych. og Amanda Aaboe Bell, stud.psych.

Der er ingen kranier, der smeltes af plasmapistoler. Ingen aliens i ildkamp i den flammende atmosfære. Utopierne, derimod, er dem der virkelig batter. Det er verdener og psyker og samfund og sanser, der ikke minder om nogle, vi har set. Alt dette taler vi med Simo Køppe om, da vi møder ham på hans lille kontor. Simos kontor er fyldt med bøger. Op ad endevæggen står et simpelt maleri, og placeret midt på bordet er et helt kilo sukker. Jeg spørger: “Hvad er det, der interesserer dig ved science fiction?” Simo kigger rundt i rummet i lang tids tavshed. Pausen strækker sig. Den bliver ved. Men så starter han pludseligt: “Det er muligvis lige i overkanten, men det jeg synes er grundlæggende interessant ved det er, at det er et af de få steder man har tilbage, hvor man konstruerer utopier. Det synes jeg er forsvundet fra offentligheden og det politiske og stort set alt andet. Man er meget krampagtigt knyttet til at beskrive det, der er, i stedet for det, der kunne være.“ Simo lægger vægt på, at science fiction ikke kan skæres over én kam. Tværtimod er der enorm intern variation inden for genren: “Der er nogle, der er væsentligt mere science end fiction og omvendt, og der er også meget af det drengerøvede, med teknik og våben og alt det”. Simos interesse ligger dog slet ikke i den slags. Han fascineres snarere af dét, han kalder ”det potentielle” i genren: “Det, jeg synes er interessant, er at konstruere nogle scenarier som er vildt anderledes, og det er tilsyneladende pissesvært, for der er meget få af dem, hvor det bliver til noget. Men når det så er der, så synes jeg, at det er meget udfordrende for tænkningen. Så dér er egentlig det der utopiske element.”

Indput Institut for Psykologi KU

Lige præcis utopierne og alternative måder at indrette samfundet på, er Simo betaget af. Dystopierne har han til gengæld ikke meget tilovers for: “Det er altid sådan noget med, at det hele er noget hø, og det hele er ved at bryde sammen, og så kommer der sådan nogle helte ind fra venstre, og det synes jeg ikke er særligt interessant.” “De steder, hvor de giver sig tid til at konstruere nogle andre verdener, det synes jeg er ret udfordrende – og nyttigt, også i politiske sammenhænge. Det kan jo virke underligt at koble science fiction sammen med politik, men jeg synes, der er en tendens til, at vi alle er for dårlige til at forsøge at konstruere nogle alternativer. Altså, det hele er sådan noget med, at man kommer halehængt til de konflikter, der er, og der er selvfølgelig mange problemer med klima og så videre, og det er selvfølgelig ekstremt vigtigt, men jeg synes det er lige så vigtigt, tankemæssigt, at forsøge at konstruere nogle andre muligheder.” Gigaværker og opera i rummet “En anden ting, der er sjælden, det er den psykologiske utopi. Altså at prøve at konstruere nogle psyker, der er fundamentalt anderledes. Det er tilsyneladende meget vanskeligt og meget sjældent.” Alligevel mener han, at det findes enkelte steder, og refererer til den subgenre der kaldes space opera.


En space opera er et slags enormt science fiction-narrativ, hvor man ofte udforsker en potentiel uendelighed af eksotiske planeter og civilisationer. Simo siger: “Ja, og dem er jeg ret vild med, for de giver sig tid til at detaljere andre verdener, men også nogle gange noget, der er tæt på andre måder at være psyke på. Vi ved jo udmærket, at den måde vi fungerer er historisk bestemt, altså også biologisk historisk bestemt, men hvorfor tror vi, at det er nogle, der er totalt ligesom os, der lever om 5000 år? Det er det garanteret ikke. Der kommer nogle andre arter, og der kommer nogle udviklinger af vores evner. Så det jeg godt kan lide ved det, det er graden af fantasi, men nogle gange er det også begrænset. Især på det psykologiske område, og det er ærgerligt. For jeg synes også, det kunne være udfordrende at vise den plasticitet, vores psyke er i nogle andre sammenhænge. Det er det, at skrive noget nyt ud af en situation, der i hvert fald naturlovsmæssigt er den samme. Det er det, der kan være fantasien og det overskridende i det.” Vores næste spørgsmål går på, om han har eksempler på værker, der formår at tænke andre former for psyker på en vellykket måde? Hertil nævner han forfatterne Peter Hamilton og Alastair Reynolds. Deres bøger er ekstremt lange, understreger han, de er rene gigaværker på tusindvis af sider: “De er nogle af de bedste, de er ikke særligt fascineret af våben og sådan noget, som nogle gange bliver for meget. Det kan man altid finde så mange andre steder. Men netop det der med at konstruere forskellige typer verdener. Og i den der… jeg havde en eller anden titel, jeg har læst for meget til, at jeg kan huske det…” Simo roder lidt med nogle papirer og finder nu en liste over film og bøger frem; rækker den til os. Herpå udpeger han Peter Hamiltons The Nights Dawn Trilogy: “Den er pissegod, det er en rejse rundt i forskellige verdener, ikk, og i de forskellige verdener optræder der forskellige størrelser, organismer, ikk?” Det dragende ved disse forfattere er for Simo netop deres enorme fokus på detaljer, og det enorme arbejde der ligger i at gøre et fiktivt univers levende: “Det virker ikke særligt overbevisende, hvis man opfinder en ny verden på sådan 200 sider. Der skal tid til ligesom at udvikle det. Derfor er de sådan set ret vigtige, de der space operaer, fordi de er så omfattende, fordi de virkelig giver sig tid til at beskrive detaljer i de der nye og anderledes universer.” Efterfølgende sker det, at jeg forsøger at gribe tråden i det Simo siger og kludrer komplet rundt i et spørgsmål om Thomas Mores Utopia (1516). Det bruger jeg et minuts tid på. Simo griner overbærende af mig, og Amanda stiller det spørgsmål, jeg ikke selv kan finde ud af. Hun spørger: “Er ordet værdiladet egentlig; utopi?”

Simos liste over sci-fi værker Film: Nærkontakt af Tredje Grad af Steven Spielberg Solaris af Andrei Tarkovsky Stalker af Andrei Tarkovsky Arrival af Denis Villeneuve Bøger: Dune af Frank Herbert The Nights Dawn Trilogy af Peter Hamilton Hyperion af Dan Simmons Revelation Space af Alastair Reynolds

“Nej, det synes jeg ikk”, svarer han. “Det er jo egentlig bare en fremskrivning, eller det behøver ikke engang være en fremskrivning, det er jo bare en konstruktion af et samfund, der er fundamentalt anderledes end det, vi har nu.” Som et eksempel på en utopisk tænker nævner han Herbert Marcuse (1898-1979). En person han beskriver som “sådan en tysk filosof fra Frankfurter et-eller-andet”, og fortsætter: “Han skrev en, der hed Eros og Civilisationen (1955), altså det er faglitteratur ud over alle grænser, men ender også i nogle beskrivelser af egenskaber ved subjektet, som han mener kan være mulige at ændre. Blandt andet sådan en æstetik-side af mennesket, og en udvikling af sanserne i æstetisk retning. Det tror jeg egentlig er en af de få, der er tæt på at beskrive en utopisk model af, hvad man kunne tænke sig, og hvilke egenskaber der kunne opprioriteres i forhold til dem, vi har nu.” Simo indrømmer dog, at Marcuses værk ikke er den største øvelse i fantasiens kunst, man kan forestille sig. Tværtimod: “Det er ikke særligt revolutionerende eller særligt omfattende, men det er i hvert fald en måde at begynde at tænke ændring af psyken på. I stedet for ligesom at låse sig fast i de sædvanlige måder at tænke på, ligger der nogle udfordringer i at opstille nogle positive mål for udvikling, ikk.” Skinnende og plastikagtigt Simo formår næsten at holde sig tilbage, men ender med at udbryde, at det ”virkelig er en katastrofe”, at verdens politikere ikke længere beskæftiger sig med utopier: “Det er sgu da dét, de skal!”. “Der er ikke meget visionært over det, vi hører i dag”, tilføjer Amanda til en Simo, der tydeligvis har sindet i brand. Han skyder: “Nej! Og det er jo gået tabt, fordi på et eller andet tidspunkt har der jo været utopier i alle verdenshjørner af politiske ideologier. Dét synes jeg mangler.”

33


Amanda foreslår, at det måske netop er derfor, at vi er så tiltrukket af sci-fi, og dette har Simo også en holdning til: “Sådan mediemæssigt, bare for 20 år siden, var det jo en udskældt genre, det var lidt til grin, der var man barnlig, hvis man interesserede sig for det. Men hvis man undgår de der dystopier, så er det jo interessant, at det også er noget, der bliver mere og mere interesse for. Der er jo tonsvis af forfattere og film. Der er en eller anden trend i det, og det er jo som alt andet bestemt af mange ting. Men jeg tror man savner det et eller andet sted, ikk, altså muligheden for at tænke noget nyt, ikk, en anden måde at leve på.” “Muligheden for at forsvinde ind i en anden persons utopi”, indskyder Amanda, og Simo svarer så rapt som en krikand: “Jamen ligesom at tænke med. Når man så får bidder, eller stykker af en anden verden, eller bare en anden måde at organisere verden på. For det kan også blive for anderledes, det skal have en eller anden rod i vores egen måde at fungere på.” Den øverste film på Simos liste er Steven Spielbergs Nærkontakt af Tredje Grad (1977). Jeg spørger: “Hvad er der med den film?” “Det er fordi, at den er så realistisk”, starter Simo. Han holder en pause og griner lidt. “Okay... så realistisk er den måske heller ikke”, hvilket får os alle til at le. Han sætter i gang: “Hvis det var sådan…”, men stopper igen, for at rette sig selv, “når det sker” og referer her til kontakten med fremmede livsformer, hvilket han mener filmen portrætterer fremragende. Han forklarer, at det fede i filmen er hele den måde, systemet ville behandle en sådan begivenhed på: “Det er også relativt banalt, at det er et eller andet signal udefra, som så tolkes, og så hiver de sådan en lingvist ind og så hiver de nogle andre ind. Den er på en eller anden måde nede-på-jorden-agtig. Selve temaet, at der kommer nogen fræsende et andet sted fra, det har man jo set en milliard gange. Men det er altid sådan, at de er onde eller sådan noget. Men det er de her jo ikke. Der synes jeg realismegraden er større, end at man straks skyder dem ned, eller hvad man nu forestiller sig.” Det, han sætter pris på, er altså: “Dét, at det ikke er så helvedes voldeligt. Det er det samme med Solaris. Men for guds skyld den russiske udgave, og ikk den amerikanske”, siger han, og refererer her til Stanislaw Lems bog Solaris (1961), og dens to filmatiseringer; Solaris (1972) af Andrei Tarkovsky; og Solaris (2002) med George Clooney i hovedrollen, instrueret af Steven Soderbergh. Som sagt er det den russiske udgave, Simo taler om her. Han siger: “Dén og så Blade Runner, dér begynder sådan nogle science fiction-film at fremstille de her verdener som beskidte. I stedet for sådan noget meget skinnende og plastikagtigt”.

Indput Institut for Psykologi KU

“Og krom!”, tilføjer jeg, og prøver at være humoristisk. “Ja…”, svarer han bare og fortsætter: “... så ligner det alle andre steder. Dér får det en anden realismegrad. I øvrigt er Solaris jo også et eksempel på én, der er mere psykologisk end så meget andet. Mere psykologisk end teknisk.” “Der er hovedpersonen jo også en psykolog”, bemærker jeg. Simo lyser op med noget, der minder om genforeningens glæde. Som når man ser en gammel ven efter mange år: “Nåh ja”, siger han og nikker, “jamen, det er rigtigt.” Jeg siger: “Dét tænker jeg er en film og en bog, der især handler om, hvor svært det er at kommunikere med en psyke, der er væsentlig anderledes fra vores. Der har vi jo at gøre med en hel planet, der er en psyke på en eller anden måde.” “Hvilket jo også bryder meget med, hvad vi ellers ville tænke”, tilføjer Amanda. En øko-agtig ørkendrøm “Bortset fra at det…”. siger Simo: “Okay, og nu går jeg måske for langt. Men slutningen.” Simo vender sig mod Amanda: “Har du set Solaris?”, spørger han, og Amanda svarer: “Nej”, hvortil Simo kaster hænderne op i luften. “EJ!” udbryder han grinende. Vi griner alle, og efterfølgende afslører Simo hele filmens plot og slutning, hvilket jeg vil spare jer for i denne omgang. Da Simo er færdig med at spoile hele lortet, forklarer han, at filmen på væsentlige punkter minder om Blade Runner (1982): “Måden at fremstille den verden på. Det var ret nyt: det er slidt, det er grimt nogle steder”, siger han om Blade Runner, der forresten er en film, han beskriver på følgende måde: “Den er overbefolket og den er forvirrende, og der er cykler og paraplyer, og der er...”. Han haster dog videre fra regnvåde cyberpunkgader til de knastørre klitter i Frank Herbets Dune (1965), og siger: “Den har lidt af det her med utopien. Det er sådan en ørkenplanet, hvor forfatteren konstruerer et samfund. Fordi der ikke er noget vand, beskriver han meget detaljeret nogle dragter, der simpelthen opsamler al form for væde. Alt hvad du udånder og det du sveder og alt muligt andet bliver samlet til væske som bliver lagt ned i en eller anden sø af vand, som så er helligdommen ud over alle grænser.” “Er det så også en utopi?” spørger Amanda. “Lige på det tidspunkt var det sådan en øko-agtig måde at lave ørken om til beboelse. Det er en meget lille del af en utopi. Igen har vi det med naturlove og biologi; det bliver ikke overskredet


35


sådan bare knips. Der er faktisk nogle måder at gå til det på, som man kan forestille sig; ændringer af naturen, så man kan bruge ørkener og sådan noget. Det er selvfølgelig bare en lille del af det. Men det er det med det tætte forhold til omverdenen og måden at overleve i en ørken på. Fordi det er så detaljeret og så godt beskrevet, så det virker overbevisende som en måde at gøre ørkenen brugbar på. Det er selvfølgelig en relativt banal ting, men bare idéen i det. At bruge så meget tid på at gøre noget i naturen nyttigt, som ellers umiddelbart er ret unyttigt.” Noget anderledes psyke-noget Simo runder af om Dune, og jeg drejer samtalen over på endnu et sovjetisk værk. Nemlig Andrei Tarkovskys film Stalker (1979), løst baseret på Arcady og Boris Strugatskys klassiske Roadside Picnic (1971). Hvad synes Simo er særlig fedt ved den? “Det er jo naturen. Det har så ikke noget med en utopi at gøre. Men hans måde at opfatte naturen på som et eller andet…”. Simo stopper brat og vender sig forventningsfuldt mod Amanda. Hjerteligt griner han, da hun ryster på hovedet og indrømmer, at hun heller ikke har set denne her. Han fortsætter: “Der er et område i Sovjetunionen eller et eller andet sted, som er underligt, hvor naturen virker anderledes og truende. Ham der er hovedpersonen fører så personer igennem det her system. Det er det med, at naturen virker på én pludseligt lidt anderledes. Man bliver bange for den uden at vide, hvorfor man er det.” Tilsyneladende bliver han revet med og kan igen ikke dy sig for at afsløre slutning på en Tarkovsky-film. Igen bliver I skånet for spoilers. Vi springer ind igen, da han siger sin afsluttende kommentar om filmen: “Den synes jeg også var ret god”, hvortil Amanda spørger: “Så det er blikket på naturen, der gør det, det med at kunne forestille sig noget alternativt og noget utopisk i trækkene fra det grundlæggende, vi kender?” “Ja” svarer han, og siger så ikke mere. “Jeg har set Arrival.” fortsætter Amanda og referer her til næste film på listen. Vi griner alle, og Simo uddyber: “Den er jo god, fordi den ikke har det der drengerøvsagtige over sig. Også fordi den er på vej til at blive noget psyke-noget, der er anderledes, fordi de der størrelser fungerer på en anden måde. Det er på vej til at beskrive noget andet; andre væsener og andre organismer. I vores biologi og måde at se andre dyr på, kan man til nød have en anden sans; der er nogen, der har noget elektromagnetisme eller et eller andet, men det er småting i forhold til, hvad man ville kunne tænke sig var anderledes. Dér synes jeg, at den lukker op for en måde at tænke det på.”

Indput Institut for Psykologi KU

”Hvad fanden skal vi det for?” Men hvor anderledes kan et væsen egentlig være, uden at det ophører med at kunne kaldes et væsen? Hvornår stopper det med at være noget, vi kan forstå? Altså, hvad er grænserne for det, vi kalder en organisme? Vi spørger Simo. “Det er ligesom noget med liv i det hele taget; hvad er det? Det kan være vanskeligt at overskride, men rum og tid er jo begrænsninger. Jeg tror ikke, vi kan hoppe frem og tilbage i tid, vel. Det synes jeg er for langt ude.” “Vi må acceptere, at den er irreversibel”, siger Amanda, og vi griner igen. Hurtigt bliver Simo dog seriøs: “Det er noget af det, der er på spil – og så bliver det pludseligt alvorligt på en anden måde - altså andre kulturer og indvandrere og sådan noget, ikk? Det er jo sådan en racistisk refleks på en eller anden måde, at vi projicerer os selv over i andre. Vi kan kun forstå noget, der ligner os selv, og det er simpelthen en ekstrem begrænsning. Hvorfor ikke gøre det omvendt? Nogen der ikke ligner os selv kunne jo være pisseinteressante at få noget ud af. Der er jo dét, at et biologisk grundprincip er variation: Vi var her ikke, hvis der ikke var en variation! Det er det, alle de der idioter siger er negativt. Vi skal bevare og vi skal dit og dat; vi er unikke og vi skal bevare os selv og så videre; vi skal bevare vores kultur og Grundtvig og jeg ved ikke hvad. Hvad fanden skal vi det for?”, spørger han ud i rummet, men fortsætter før vi har mulighed for at svare: “Det er jo tåbeligt. Et af de vigtigste evolutionære principper er variation! Men så siger de: Næ! Vi skal blive ved med at være de samme”, og Simo lægger armene over kors. Vi nikker begge af hans visdom og takker af for denne gang. Inden vi går, får Amanda den sidste kommentar: “Der er i hvert fald ikke meget utopi i dét.” n Skribenten anbefaler Film: Forbidden Planet af Fred M. Wilcox Twelve Monkeys af Terry Gilliam Brazil af Terry Gilliam Bøger: Dangerous Visions af Harlan Ellison Dhalgren af Samuel R. Delany The Island of Doctor Death and Other Stories and Other Stories af Gene Wolfe The Sirens of Titan af Kurt Vonnegut Player Piano af Kurt Vonnegut


THE FACULTY OF SOCIAL SCIENCES UNIVERSITY OF COPENHAGEN

Symposium

Moving Art

Psychological and Philosophical Explorations Art moves us by eliciting intense experiences that go beyond reflection and formal language. It unfolds in the dimension of the pre-reflective, which in philosophy and psychology has been described as the origin of all consciousness and reflective thinking. Basing aesthetic experience on our pre-reflective, that is our affective, bodily, and moving being leads to an exploration of the impact of art at the level of sensation, pulsation, rhythm, and gesture. At this symposium we question how art can affect us in terms of empathy, rhythm, and living presence; diaphanous forces of sensation immanent to both our everyday experience and experiences with art.

Speakers Brian Massumi, Erin Manning, Hans Ulrich Gumbrecht, Mark Freeman, Richard Shusterman, Jannik MosekjÌr Hansen, Kasper Levin, Simon Høffding, Tone Roald 31 August: Louisiana Museum of Modern Art 1 September: TBA Registration is required at: www.psy.ku.dk/MovingArt2018 Organized by the research group on Aesthetic Experience and the Pre-Reflective Self and the research group on Motor Dialogue and Intentionality in Early Infancy Department of Psychology, University of Copenhagen Contact: kunstoplevelse@samf.ku.dk

37


POLYAMORI FREMTIDENS PARFORHOLD? Af Emma Elise Møller, stud.psych. Illustration af Bolette Bendix Huus, stud.psych.

Forestillingen om den ultimative kærlighed er for langt de fleste forbundet med ønsket om at vågne op med den samme person resten at livet. En drøm om mødet med ’den eneste ene’ har længe stået på dagsordenen, men lever idealet om tosomheden op til vores forventninger som selvstændige individer i en verden fuld af muligheder? Ikke hvis man spørger Naomi Hagelberg, der lever som polyamorøs, hvilket for hende betyder, at hun åbent og ærligt kan have kærlighedsrelationer til flere samtidigt. Jeg har mødt Naomi for at få et indblik i polyamori som en måde at udleve den romantiske kærlighed, der på én og samme tid imødekommer behovet for frihed og tryghed.

Indput Institut for Psykologi KU


Naomi byder mig indenfor i sin lejlighed, hvor hun nyder påsken med sine to børn fra et tidligere ægteskab. Hun fortæller, at hun allerede, da de i sin tid blev gift, bragte et ønske om en dag at have et åbent ægteskab på tale. Dengang kendte hun ikke til fænomenet polyamori, og der skulle da også gå otte år, før de tog det første skridt og åbnede parforholdet. ”Det var aldrig intentionen at blive polyamorøs,” fortæller Naomi, som imidlertid erfarede, at engangspartnere ikke tiltalte hende. ”Vi endte altid med nogle mennesker, vi super godt kunne lide. De blev en del af vores liv, og vi delte fællesinteresser med dem”. En dag måtte Naomi erkende overfor sin mand, at hun var blevet forelsket i sin anden partner. Lettelsen var derfor stor, da det viste sig, at han også var blevet forelsket i sin. ”På den måde opdagede vi, at vi var polyamorøse,” forklarer hun. Polyamori som biologisk udgangspunkt Det polyamorøse parforhold bliver ofte skåret over en kam med dét at være swinger eller at leve i et åbent forhold, hvor formålet alene er af seksuel karakter. En sammenligning som polyamorøse forsøger at ryste af sig. I det polyamorøse parforhold må man gerne have flere kærester og er fri til at dyrke sine forelskelser med åbenhed overfor de kærlighedsrelationer, man måtte have på det tidspunkt. Jeg er nysgerrig på, om Naomi opfatter polyamori som en seksuel orientering, eller om det nærmere bør betragtes som en tilvalgt måde at praktisere kærligheden. Som adfærdsbiolog har Naomi gjort sig en del overvejelser; ”Jeg tror, at monogami er tillært, og at vi alle er polyamorøse. Den kulturelle påvirkning er så stærk, at vi fuldstændig glemmer det at kunne elske flere.” Hun mener dog ikke, at spørgsmålet kan besvares entydigt. Naomi henviser til, at man eksempelvis ofte ser, at børn i børnehavealderen har flere kærester; ”Deres tilgang til kærligheden er rettet mod flere personer til at starte med, men de lærer med tiden, at man kun har en kæreste og bliver derfor monogame.” Vi etablerer allerede gennem opvæksten en klar forestilling om, hvad kærlighed er i kraft af medierne og vores omgivelser i al almindelighed. Prinsessen må nødvendigvis vælge én prins at gifte sig med. Naomi peger på, at monogami er en norm så integreret i vores kultur, at følelser for andre end kære-

sten typisk skydes væk som ’forbudte’ eller behandles som udtryk for, at der er noget galt i parforholdet. Hun forklarer, at ”når vi bliver seksuelt tiltrukket af andre end vores partner, føles det forkert, fordi det har vi lært, at det er.” Livet som polyamorøs På trods af at Naomi mener, at ”vi har mistet, hvad vi oprindeligt er født som på grund af vores opvækst,” er det ikke ensbetydende med, at polyamori er for alle. Med frihed kommer ansvar, det lægger Naomi ikke skjul på. Hun gør det klart, at polyamori fordrer, at man italesætter sine følelser, som de viser sig. Det er derfor vanskeligt at være polyamorøs, hvis man har et lavt selvværd eller har svært ved at sætte ord på sine tanker. Naomi og hendes daværende mand satte sig ned sammen, for at udvikle nogle rammer for deres polyamori. Naomi forklarer, at imens polyamorøse af og til laver en formel kontrakt med retningslinjer for forholdet, blev de selv enige om at tage det, som det kom. Hun understreger dog, at ”hvis en af os ikke havde det godt med det, ville vi afbryde det.” En bekymring, der fyldte hos dem var, om det ville komme til at føles som utroskab. Naomi fortæller, at de aftalte, at hvis den slags følelser meldte sig, ville de tilgå dem, som havde der reelt været tale om utroskab ved at arbejde på at genvinde tilliden til hinanden. Imidlertid viste bekymringerne sig ubegrundede. Først efter halvandet års tid oplevede Naomi, at jalousien kom snigende, hvilket kom bag på hende, da jalousi aldrig havde fyldt i hendes monogame parforhold. Hun påpeger, at de forandrede omstændigheder kan afføde, at man bliver mere opmærksom på sine egne usikkerheder; ”Lige pludselig har han en anden relation, og der er dermed en risiko for, at hun er mere spændende end mig. Går han så fra mig? Og hvad siger det egentlig om mig, at han har en anden?” Naomi var bevidst om, at problemet lå i hendes tankemønstre, hvorfor hun ikke så det som en frugtbar løsning at afbryde sin mands relation; ”Jeg ville hellere fokusere på mig selv og vores

39


parforhold, mens deres kørte videre ved siden af.” Her bliver det særligt klart, hvad Naomi mener, når hun understreger, at det kræver en vis indsats at bevare tilliden i det polyamorøse parforhold. ”Hvis jeg oplever jalousi, går jeg aktivt til min partner og fortæller, at jeg føler jalousi af den og den årsag. Når vi får snakket om det, forsvinder jalousien typisk,” fortæller hun. For Naomi er jalousien som udgangspunkt et onde, men den kan håndteres som et redskab, der i sidste ende udvikler parforholdet og hende som person. Som polyamorøs er man meget i kontakt med sine følelser, mens man er forpligtiget til samtidig at sikre sig, at alle parter er okay. Naomi forklarer, at ”der er ufatteligt meget selvudvikling, hvilket er en positiv ting. Det er bare utrolig hårdt nogle gange, fordi det er en tvungen selvudvikling”. Hierarki overfor ligestilling i kærlighedsrelationer At have et parforhold forbindes typisk med at være hinandens nummer et. Naomi taler om, at man indenfor polyamori finder mange strukturformer. I begyndelsen havde hun en hierarkisk tilgang, hvor hendes mand var den primære partner, som hun prioriterede over de øvrige. Med tiden blev relationerne ligestillede. Ifølge hende skal ligestilling ikke forstås, som at alle parforhold er ens, eller at hun elsker alle lige højt. Naomi sammenligner det med ligestillingen mellem mænd og kvinder, hvor alle bør have de samme muligheder, men uden at man behøver at gøre akkurat det samme. ”I parforholdet kan man vælge at bruge lige meget tid med sine forskellige partnere, men man behøver det ikke. På den måde står det mig frit for, hvor jeg vil lægge min tid, og hvad jeg vil gøre,” forklarer hun. Sædvanligvis starter folk som hierarkiske, da det minder om monogami, mens mange bliver ligestillede, i takt med at de bliver mere trygge i konstellationen. ”Man oplever, at når man elsker en person, er det svært at behandle vedkommende som en sekundær,” fortæller hun.

Indput Institut for Psykologi KU

At tage springet som polyamorøs Ønsker man at prøve kræfter med polyamori, vil man formentlig også havne i situationer, hvor man forventes at forklare eller måske endda forsvare sin beslutning. ”Folk forventer tosomheden,” forklarer Naomi, og netop fordi samfundet er indrettet efter det klassiske parforhold, vil der dukke udfordringer op, som man ikke ved, hvordan man skal gribe an. Her understreger hun, hvor vigtigt det er at spare med andre. ”Gå online og find nogle andre unge mennesker, som også er polyamorøse,” lyder opfordringen. Som administrator på facebookgruppen ’Polyamori i Danmark’ ved Naomi, hvad der rører sig i miljøet. Her kan man søge erfaringer og bekendtskaber blandt ligesindede samt henvende sig anonymt, hvis man endnu ikke er ’ude af skabet’ med sin polyamori. Interessant er det, at det oftest er kvinderne, der tager det første skridt, forklarer Naomi og smiler. Et fejltrin, man kan begå er ifølge hende, er hvis man betragter polyamori som en måde at holde liv i en falliterklæret kærlighedsrelation. Det vil blot gøre det mere frustrerende, mener hun; ”Så tilgår man det andet menneske som et objekt, der skal indfri behovet, man ikke får opfyldt i sit etablerede parforhold. Jeg tror ikke, at det holder i længden.” Naomi taler om, at man optimalt set bør have nok i sig selv og dernæst vælge folk til, fordi man holder af at tilbringe tid med dem. ”Hvis du ikke har behov for et andet menneske, er det meget nemmere at bevare en ligeværdig relation,” påpeger hun. Selvom det kræver en vis indsats i privatsfæren at give afkald på den monogame magelighed, fortæller Naomi, at hun overvejende oplever positive reaktioner, når hun står frem som polyamorøs. Det var afgørende for hende, som forælder, at tage ansvaret for sin måde at leve på; ”Vi talte meget om, hvorfor vi gjorde som vi gjorde, og hvad konsekvenserne ville blive.” Naomi forklarer, at der særligt herskede en bekym-


ring for, om børnene ville tro, at de var hinanden utro og påtage sig ansvaret for at holde det hemmeligt. Derfor indviede de pædagogerne i børnenes institutioner i beslutningen, og hverken her eller hos børnene har der været nogen negativ respons. Med et smil på læben fortæller Naomi, hvordan hendes lille datter når hun bliver spurgt, hvordan det er at have en mor, der er polyamorøs, blot svarer at hun ikke har prøvet andet. Også blandt kollegaerne er Naomi åben om sin polyamori; ”Min oplevelse var, at de på arbejdspladsen generelt var nysgerrige, at de aldrig selv kunne gøre det samme eller tolerere, at deres mand gjorde det, men at det var spændende”. Er polyamori fremtiden? Uanset om man betragter polyamori som et fænomen, der altid har eksisteret, er der ingen tvivl om, at der er flere og flere, der tager springet. Det kan ifølge Naomi skyldes måden, hvorpå vores samfund er struktureret. ”Kvinderne behøver ikke mændene på samme måde som før. Der er meget fokus på individualitet, hvert enkelt menneske tænker på sig selv først”. Naomi peger på, at der hersker en uoverensstemmelse mellem idealet om at finde ’den eneste ene’ og den trang til frihed og selvrealisering, vi ser i dag; ”Vi drømmer jo stadig om at skulle leve med den samme partner for evigt på trods af, at halvdelen af os bliver skilt.” n

41


DET GUDDOMMELIGE MENNESKE Af Isabel Sidenius, stud.psych. Illustration af Amanda Aaboe Bell, stud.psych. Novelle. De indledende toner fra TV-avisens temasang brusede ud af højtalerne og gav et sæt i ham. Så var klokken 18:30 bemærkede han, som han dagligt blev mindet om, når udsendelsen automatisk startede. Han blev næsten lige overrasket hver gang det skete, over hvor hurtigt dagen var gået, uden at der var sket noget videre bemærkelsesværdigt. Han rakte ud efter sine briller, én af de få betegnelser fra hans barndom, som man heldigvis stadig brugte om nyere opfindelser. Talesyntesens opfindelse havde gjort det muligt at lytte i stedet for at læse, og at det stadig hed briller, var måske egentlig lidt misvisende, tænkte han. Tanken fik ham til at skæve over til den gamle reol i hjørnet, hvor der stod en række støvede, gamle værker og pyntede på nostalgisk vis. Heldigvis var han fra dengang, man stadig købte og læste bøger, og han kunne tydeligt huske fornemmelsen af de glatte sider mod fingerspidserne, lyden der blev genereret af sidernes luftmodstand, når han bladrede hurtigt igennem dem, og den tunge papirduft, der var karakteristisk for rigtige bøger. Han mærkede et stik af medlidenhed med den nyere generation, som nok aldrig ville opleve det. Han indstillede sine briller til at kunne se de 3D billeder, som lyspartiklerne i tv-avisen foran ham dannede. Strålerne ramte linsen, som regulerede signalet, omformede det til bølger, der var modtagelige for hans nethinde, og gjorde det muligt for ham at afkode og fortolke det visuelle billede. Tanken om bøgerne fik ham til at huske tilbage på den dag i 2018, da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, en af udseende lille og firkantet mand med en behagelig fremtoning, nedsatte det såkaldte ’Disruptionråd’. Han havde store visioner for danskerne. Visioner som han selv som ung gymnasieelev var blevet temmelig forført af. Billedet fra pressekonferencen stod stadig helt klart frem i hans erindring. Den lille firkantede mand nærmest forsvandt bag podiets mikrofon, men talte med en klar og tydelig røst, der fyldte salen med håb og visioner. Han fortalte om Danmarks lovende fremtid, og om hvordan vi skulle ”omfavne teknologiske fremskridt og nye digitale løsninger”. Han havde allieret sig med Singularity University, der, som specialiseret tænketank i teknologiske fremskridt, rådgav ham omkring teknologisk udvikling på en række politiske områder. Singularity University var i sin tid blevet nedsat af Ray Kurzweil, hvis forudsigelser om singularitetens indtrædelse var uhyggeligt præcise. Godt nok blev det ikke i år 2045, som han havde spået, men 2053 er nu ikke langt fra, tænkte han. Året hvor den selvreplikkerende kunstige intelligens var blevet opfundet. På det tidspunkt var det en milepæl indenfor teknologisk udvikling, huskede han, noget man i et nutidigt perspektiv tager mere eller mindre for givet. ’Superintelligens’ havde de naturligvis kaldt det. Computersystemerne var som forudset blevet selvlærende. De havde ikke længere brug for mennesker til at udvikle deres programmer, men opererede med enorme mængder af data og algoritmer, der gjorde dem i stand til at regne det meste ud selv. Arbejdsmarkedet var hurtigt blevet næsten helt tømt for rigtige mennesker og erstattet med selvlærende maskiner, der var en langt mere effektiv og kompetent arbejdskraft. Han tænkte tilbage på perioden efter 2053. Han havde ikke kunnet finde et arbejde, siden han var blevet opsagt hos Deloitte selvsamme år. Han kunne jo godt se logikken. Maskinkraften var

Indput Institut for Psykologi KU


væsentligt hurtigere til alle udregningerne. Og selvom det kom lidt som et chok, var det jo ikke så underligt, at størstedelen af den danske befolkning også oplevede arbejdsløshed de efterfølgende år. Alligevel var det lykkedes for en lille gruppe af mennesker fortsat at holde samfundet kørende og endda i fuld økonomisk fremdrift. Det var på en måde beundringsværdigt. De havde da også sørget godt nok for befolkningen. Der blev tildelt overførselsindkomster til alle, der blev ramt af arbejdsløsheden. Og selvom man jo ikke blev rig af det, var det et helt udmærket beløb til at fortsætte en tilværelse med WĒIXÌN og globeflix under den varme dyne, som han skyldbevidst havde nydt i sine arbejdsløse timer dengang. Alligevel tænkte han nu, at han nok burde have valgt et andet erhverv. Satset på teknologien. Det havde højst sandsynligt givet ham nogle andre muligheder i dag. De lukkede computersystemer og maskiner indeholdt godt nok et kompleksitetsniveau, der langt oversteg den menneskelige intelligens og bedre kunne håndtere arbejdsmarkedets krav, men der var jo stadig arbejde til de tekniske entreprenører, der opfandt dem. Og til dem, der arbejdede indenfor PR eller marketing. Og investorerne. Ja, investorerne ejede alligevel al data og investerede naturligvis i udviklingen af ny teknologi. Han skulle virkelig have været mere innovativ eller strategisk dengang, tænkte han. Heldigvis havde det gjort det væsentligt nemmere for en stor del af befolkningen at finde arbejde, da de fandt ud af, hvordan man transcenderer biologien i hjernen. Det skete 8 år efter, i år 2061, da den maskinproducerede intelligens succesfuldt kunne installeres i mennesket. De havde formået at smelte menneske og maskine sammen til et hyperintelligent produkt, hvis design konstant kunne optimeres og udvikles på. Opfindelsen havde nedsat arbejdsløsheden væsentligt og øget jobmulighederne for biologiske mennesker. Til gengæld var teknologien blevet langt dyrere. Derudover forekom konceptet ham, her knap 40 år efter, stadig af en eller anden grund unaturligt og fremmed. Især at han ikke længere var i stand til at skelne det maskinproducerede fra de kødelige organiske rester, hvis samspil samfundet efterhånden primært bestod af. Vitalitetens kerne var virkelig blevet svær at spore, tænkte han lidt bekymret.

43


Gennem de luftbårne stråler tonede Nick Bostroms ansigt frem i en 3D version. Hans ansigt var noget mere rynket og sammentrukket, end dengang han i 2018 tonede frem på de gamle fladskærme, men han talte stadig entusiastisk og levende om de nyeste resultater indenfor transhumanismens aldringsstudier. De nærmede sig det uopnåelige. Det evige liv. Selvom han tydeligt kunne huske den bemærkelsesværdige dag i 2053, hvor singulariteten fik sit egentlige gennembrud, slog det ham, at det var svært at vurdere, hvornår det sådan for alvor slog igennem. Det skete gradvist, men alligevel så hurtigt, at de færreste kunne følge med i, hvad der foregik. Det var jo egentlig ikke så mærkeligt, hvis man tog Moores lov om at computerkraften fordobles hvert andet år i betragtning. Han tænkte tilbage på midten af 2030’erne, hvor de første spæde fremskridt indenfor transhumanismen udvikledes. Det var jo ganske smart dengang. De døve kunne pludselig høre ved hjælp af en chip, der overførte lyden fra omverdenen direkte ind i nervebanerne. Og han tænkte på alle entreprenørerne, investorerne og ingeniørerne, der i starten af 2040’erne havde haft råd til at opleve, hvordan det var at se i mørket, når det infrarøde kamera var blevet installeret som kontaktlinser i øjnene, og de blev i stand til at oversætte mørkets signaler til hjernen. Selv havde han fået repareret synet i ’46, så han kunne se ordentligt igen. Han mindedes glæden ved at se sine omgivelser stå helt klart for sig for første gang i mange år. Genstandene omkring ham stod pludselig i skarp kontrast til hinanden, konturerne aftegnede selv de mindste detaljer, og farverne virkede overvældende på hans genfundne visuelle perception. I et kort øjeblik bredte der sig en følelse af taknemmelighed hos ham. Han havde ikke haft råd til meget ekstra i sit design andet end jævnligt at opdatere brillerne, men i det mindste kunne han se. Derudover kunne de indstilles til via talesyntese at omdanne tekst til lyd på både dansk, engelsk og kinesisk, hvilket han var blevet temmelig afhængig af at benytte, hvis han skulle kunne følge bare lidt med i den globale udvikling. Godt nok var det forældet teknologi, men kursen for kinesisk som integreret sprog i Wernickes området var blevet virkelig høj de seneste år. Følelsen af taknemmelighed fortrak sig til fordel for den frustrerende ligegyldighed, som han efterhånden var blevet vant til. Den rynkede gamle mand i lysbilledet fik ham til at tænke på det transhumanistiske ideal, der allerede havde slået rod i den menneskelige bevidsthed i starten af 2020’erne. Samfundet var meget optimistisk dengang. Der var selvfølgelig nogle strømninger, der kæmpede imod den teknologiske udvikling, men den steg alligevel eksponentielt i en sådan grad, at vi åbenbart ikke kunne følge med, tænkte han. Han mindedes svagt at nogle af kritikerne havde kaldt idealmennesket i denne opfattelse for Homo Deus: Det guddommelige menneske. Det kunne man vel godt kalde det nutidige menneske, overvejede han. I hvert fald, hvis de opnår deres visioner om evigt liv, som al forskning tilsyneladende peger i retning af. Selvom han ved nærmere eftertanke snarere oplevede en form for afmagt end en almagt. Efterfulgt af Nick Bostroms seneste nyt om aldringsstudier, kom der mere forskningsnyt, hvor intelligensoptimering endnu engang blev sat i fokus. Nyhederne var blevet ren reklame, tænkte han, sendetiden var forbeholdt udviklingerne indenfor al den nyeste teknologi; bioteknologi, nanoteknologi, robotteknologi. Intelligensforskning var selvfølgelig det mest

Indput Institut for Psykologi KU


populære, selvom produkterne økonomisk set efterhånden kun var forbeholdt eliten. Han fandt det besynderligt og lidt paradoksalt, at det i denne tid med en så hurtigt accelererende udvikling indenfor det meste alligevel ikke føltes som om, der ikke skete noget som helst. Han stirrede på de lysende partikler, der afgrænsede nyhedernes indhold fra resten af hans stue. Indslaget efterfulgtes af et kort indslag om digital humørforbedring. Det kunne han måske prøve, tænkte han, det havde selv de arbejdsløse råd til. Han knipsede med fingrene, og lysbilledet forsvandt med det samme. Mennesket var i sandhed blevet god til at omskabe og transformere sig selv. Bare han havde råd til et bedre design, en højere udviklet intelligens. Så ville han måske kunne få et arbejde og rent faktisk foretage sig noget. Han længtes efter afveksling. Han overvejede sine muligheder som han plejede, og loggede på Google Ngrams semantiske søgemaskine for at forsyne sig med dagens kvote af gratis intelligens. Ærgerligt de ikke længere tilbød gratis aldringsnedsættelse også, tænkte han. Tiderne havde ændret sig. Han løftede hånden og trykkede på den store knap øverst på Google Ngrams globepage. De mange millioner af begreber og relationerne imellem dem blev suget ind i hans bevidsthed gennem alle lufthullerne i og omkring hans ansigt, omformede hans neurale netværk og manifesterede sig i det, han allerede havde lagret indtil nu. Han vidste ikke helt præcist, hvad han skulle bruge det til. Men han vidste, at han var nødt til at holde sig opdateret. Han sad et minuts tid og stirrede ud i den partikelfyldte luft, hvis farver trængte sig ind på hans nethinde. Han loggede på WĒIXÌN, som han plejede, når han ikke vidste, hvad han ellers skulle foretage sig. Brillernes talesyntese synkroniseredes med sidens indhold og gik straks i gang med at læse overskrifter op i et pseudoentusiastisk tonefald, som kun de autogenererede stemmer udformet af marketing-teams kunne præstere: ”Seneste nyt fra aldringsstudier: Vi forudser, at vi ved udgangen af 2098 vil være i stand til at forlænge levetiden med yderligere 80 år. Det er et gennemgribende fremskridt og ikke langt fra målet! Læs mere her.” Ordene blev oversat af brillerne, hvis transmittere forbandt sig til hans auditive sanser og oversatte dem til lyd i hans indre. Det var et af de uundgåelige opslag. Han blinkede et par gange og rystede følelsen af at have en lille monoton nyhedsvært siddende i sit baghoved af sig og scrollede videre i al hast. Han blev nok aldrig helt vant til følelsen. Hvis bare man selv kunne indstille den, så den ikke afspillede automatisk og invaderede hans egne tanker, tænkte han. Men det fremgik jo ganske eksplicit af købskontrakten, så det måtte han vist bare bide i sig. Han fik øje på en af sine venner, der havde postet et billede af sin nyfødte datter, og idet han dvælede ved billedet, begyndte stemmen at læse op: ”Så kom Theresa til verden. Helt ufejlbarlig med en Tek-Apgar score på højt niveau. Vi er så glade og stolte og glæder os til at se hende vokse op og optimere sig selv!” Hans gamle ven havde virkelig investeret i det bedste for sin datter, tænkte han. Han vidste også, at de havde sparet op længe og nøje udvalgt de bedste egenskaber og programmer til hende. Måske var det bare ham, der var gammeldags, når han stadig fandt tanken om en komplet opløsning mellem menneske og maskine svær helt at acceptere. Der fandtes tilsyneladende masser af glæde og håb omkring ham. Det var nok bare den trivielle og forudsigelige hverdag som arbejdsløs, der gjorde ham skeptisk. Men han følte alligevel en vis lettelse i at vide, at han stadig havde valget om at dø en dag. Det var nok mere, end hvad man kunne sige om den næste generations fremtid, tænkte han. n

45


OM FREMTIDEN, FILOSOFI OG ANDRE TING JEG IKKE VED NOGET OM Af Sixten Stemann Jensen, stud.mag.

Hele mit liv er jeg blevet fortalt, at jeg kan blive, hvad jeg vil. Og at verden ligger for mine fødder. Disse udsagn har uden tvivl været velmente samt rare at høre, men de har også sat store forhåbninger i mig om, hvad livet bringer mig. Af samme årsag har de også skabt en grundlæggende overbevisning om, at jeg kan opnå, hvad end jeg sætter mig for, hvis blot jeg vil det nok. Men kan virkeligheden leve op til dette?

Som filosofistuderende læser og diskuterer jeg tekster fra antikken til moderne tid på ugentlig basis. Størstedelen er yderst velskrevne, indeholder stærke teorier og argumenter og er givende at læse. Men af og til støder jeg på tekster, der vækker uro. Inden for den sidste måned har jeg blandt andre læst David Hume, Immanuel Kant og Quentin Meillassoux, der alle skriver sig ind i samme erkendelsesteoretiske diskussion. Især læsningen af Hume og Meillassoux har vakt eftertanke og sat perspektiv på min tilværelse. I sin lille bog Science Fiction and ExtroScience Fiction skriver Meillassoux følgende: “As we know, Hume believed that only the habit of past empirical constancies can persuade us that the future will resemble the past, without there being anything rational at the foundation of this judgement.” Humes tanke vækker uro hos mig, idet han peger på, at vores overbevisning om, at fremtiden vil ligne fortiden, ikke er rationelt funderet. Det er vanen, der lokker os til at tro, at fremtid vil ligne fortid – på baggrund af tidligere erfaringer. I sin forklaring af dette tager Hume udgangspunkt i et spil billard. Her stiller han spørgsmål til, hvad der garanterer os om, hvad der sker, hvis vi skyder en billardbal i lige linje ind i en anden billardbal. De fleste vil nok tænke, at den anden bal vil rykke sig i samme retning, som den første bal trillede, efter kollision, på baggrund af deres tidligere erfaringer. Men er der egentlig noget, der garanterer det? Ifølge Hume kan vi, uden logisk selvmodsigelse, forestille os andre udfald, eksempelvis at den første bal triller tilbage i samme lige linje, som den kom fra. Hvad Hume vil frem til er, at der ikke er nogen

Indput Institut for Psykologi KU

logisk nødvendighed af naturlovenes opretholdelse, hvilket udelukker logikken som garanti for, at lovene er de samme i fremtiden. Hertil er empiriske erfaringer altid bagudrettede eller rettet mod nutiden. Derfor kan de heller ikke forsikre os om noget i fremtiden. Humes pointe er derfor, at vi ikke kan være sikre på noget vedrørende fremtiden, ikke engang at verden er til, som vi kender den, da vi ikke har nogen god grund til at tro det. Hume argumenterer stærkt og er svær at modbevise, selvom Kant prøver det bedste, han har lært. En omskiftelig verden, som kan ændre sig når som helst, er altså en mulighed, vi må acceptere. Alt i alt en underlig tanke, som kan være svær, og måske lidt ubehagelig, at forholde sig til. For mig at se kan verden lige så godt forblive, som jeg kender den, men jeg må alligevel være bevidst om, at jeg hverken kan vide mig sikker på det eller gøre noget ved det. Og da jeg endnu ikke er overbevist om, at der er en guddommelig kraft som opretholder en orden i verden, står jeg tilbage uden nogen garanti for, at verden fortsætter med at være, som jeg kender den. En tanke, jeg måske hellere ville være foruden, for hvor efterlader den mig? Den giver i hvert fald anledning til spørgsmål som: Er tilværelsen tilfældig? Er jeg her i morgen? Er jeg ligegyldig? Spørgsmål, jeg på ingen måde kan svare på, men jeg nu alligevel er nødt til at forholde mig til. Når jeg ikke har nogen garanti for en fremtid, kan jeg ikke gøre andet end at gøre mig forhåbninger om den. Jeg tror, at håb på mange måder udgør en central rolle i de fleste menneskers liv, og at håbet har en positiv indvirkning herpå – hvad det i hvert fald har på mit. Generelt mønter


håb sig på noget muligt og ønskværdigt i livet, som ikke er nu, og er derved rettet mod fremtiden. Heraf kan håb få en vejledende rolle, da det kan rette handlinger mod at opnå det ønskværdige. Yderligere knytter håb sig også til en optimisme, fortrøstning om eller tiltro til noget i fremtiden, der ligeledes er muligt. På den måde kan håb give ro, optimisme og vejlede, og det har jeg i særlig høj grad brug for, når jeg nu ikke kan være sikker på noget. Dog er jeg stadig påpasselig med at sætte min lid til håbet, da jeg tror, at jeg kan komme til at leve i håbet, så at sige. Når det er sket, har jeg udelukkende haft mit blik rettet mod det, som jeg har ønsket at opnå i fremtiden. Derved har jeg glemt at være til stede lige nu samt været blind for livets realiteter, hvilket har medført stor skuffelse, når håbet så er bristet. Det kunne være mit håb om, at en bestemt pige er min eneste ene. Et håb, der har sat mig i et nærmest drømmende stadie, hvor forestillinger om mit fremtidige livs lykke ingen ende har taget, hvad der i og for sig ikke er noget galt med. Men når virkeligheden ikke formede sig, som jeg havde håbet på, blev jeg revet ud af min drømmende forestilling og ramt af en umådelig skuffelse. Derfor finder jeg tanken om, at verden kan være omskiftelig meget givende, da erkendelsen af fremtidens usikkerhed sætter perspektiv på tilværelsen og retter mit blik mod mit liv, som det er lige nu. Det kan have en carpe diem-klang over sig, men det gør måske heller ikke så meget, nu hvor jeg alligevel ikke har nogen garanti for nødvendigheden af naturlovenes opretholdelse. Håbet kan også have tendens til at antage en karakter af ubevidst forventning om noget (bestemt) i fremtiden. Det relaterer sig meget vel til min forestilling om, at jeg med min vilje kan flytte bjerge, hermed en forestilling om kontrol.

Min forhenværende træner sagde engang noget i retning af: ”Du kan ikke ville bolden i mål, du kan kun gøre dit og se, hvad der sker.” Det tog mig noget tid at forstå, hvad han mente, men endte med at have stor indvirkning på mig. Jeg blev opmærksom på mine forventninger til mig selv og til spillet. Inden dette var jeg overbevist om, at resultatet ville blive, som jeg ville det, hvis bare jeg var god nok. Nærmest som var jeg herre over spillet. Det medførte enormt meget selvbebrejdelse, når tingene ikke lykkedes og en følelse af at være blevet uretfærdigt behandlet. Men opmærksomheden på mine forventninger ændrede min tilgang til spillet. Mit niveau blev højere; og jeg fik tilmed mere ro i mig selv, fordi jeg forstod, at tilfældigheder var et af spillets grundvilkår. Jeg gik fra at spille med en forestilling om kontrol over spillets udfald, til at spille med en tanke à la ”Enten sker det, eller også sker det ikke.” Forventninger, som dem jeg havde til mig selv og mit spil, tænker jeg, er meget lig forventninger, der har gennemsyret min dagligdag de senere år og stadig gør det. Eksempelvis forventningen om at få mit drømmejob, fordi jeg kan, hvad jeg vil, og er en dygtig studerende. Eller en forventning om at leve et langt liv, fordi jeg lever sundt. Til forventninger som disse har tanken om fremtidens utilregnelighed, medført et nyt perspektiv på livet. I dag er jeg meget mere bevidst om skæbnens tilfældigheder, om man vil, og tænker derfor helt anderledes om fremtiden. Jeg har stadig blikket rettet mod noget i fremtiden, og gør mig stadig forhåbninger om fremtiden. Men jeg er samtidig bevidst om, at det langt fra er sikkert, at jeg kommer til at opleve det. Denne tanke er ikke så dyster, som den umiddelbart kan lyde; jeg mener imidlertid at være mere nærværende i de ting, som jeg beskæftiger mig med, uden at bekymre mig om hvad jeg skal bruge det til, eller hvad morgendagen bringer. Jeg er bare til og nyder at være det. n

47


EN TUR I NETTO Af Inger Lund Michelsen, stud.psych. Ida Marie Ankerfelt, stud.psych. Da hun trådte ind gennem de automatiske døre og greb om håndtaget på den gule kurv, ramte tanken hende: ”Hvorfor gik jeg i Netto og ikke i Irma, der ligger lige ved siden af?”. Var hun sådan en, der gik i Netto? Det var hun åbenbart. Discountpriserne gjorde godt i SU-budgettet, og så måtte man tage de rådne pletter og sprøjtegiften på frugterne med. Men en dag ville det blive anderledes. Den dag, når lønsedlen viste over 50.000 om måneden, og hun var ansat hos et af de store konsulenthuse. Nu måtte hun også se at få sendt den praktikansøgning. Til den tid ville hun kun købe ind i Irma og altid kun købe de bedste råvarer; Økologi, fairtrade, svanemærket, astma-allergivenligt og anbefalet af dyrenes beskyttelse! Hendes kommende børn skulle ikke fyldes med E-numre og kemisk gift. Indkøbene ville jo så nok komme til at foregå i hæsblæsende tempo i den Irma, der lå nærmest børnehaven med udvidede åbningstider, hvor hun alligevel ville ankomme klokken fem minutter over luk til sultne og skrigende børn med institutionstrætheden malet i ansigterne. Hun ville netop nå hjem og servere en fairtrade færdigret eller take-away fra Torvehallerne og putte og kysse godnat på panden, inden hun kunne lukke døren til børneværelset og igen være tilbage foran computeren på hjemmekontoret. Endnu en dag, hvor hun havde brugt længere tid ansigt til ansigt med sin chef end med sine børn.

Indput Institut for Psykologi KU


Hun trådte ind i grøntsagsafdelingen, hvor de grønne, røde og orange frugter og grøntsager bugnede under gule tilbudsskilte. Hun trak hen mod den sparsomme økologiafdeling og greb en pakke ØGO-peberfrugter, der havde set bedre dage. Se, man kunne jo også sagtens købe økologisk i Netto, og så endda til billige penge. Hun havde jo godt nok også overvejet at sende nogle praktikansøgninger til steder i det offentlige. Steder, hvor gabet i månedslønnen op til de 50.000 ville skrige til himmelen, og hvor der i hvert fald ikke ville blive råd til at handle i Irma hver dag. Til gengæld kunne man nok bage nogle udmærkede fødselsdagsboller af det billigste konventionelle hvedemel og det ikke-økologiske gær til 0,75 kr. fra Netto. Og med en 37timers arbejdsuge i et 8-16 job med mulighed for nedsat tid for børnenes skyld, så skulle de små nok få hjemmebag med til fødselsdagen. Med nettoposerne bugnende fulde på cyklen ville hun ankomme til børnehaven kl. 15, hvor børnene ville klage over at skulle afbryde den gode leg allerede, men når hun kunne lokke med eftermiddagste og hjemmebagte speltboller, så skulle hun nok kunne få et par glade poder med hjem. Om aftenen, efter at have kysset veltilfredse røde børnekinder godnat, ville hun så kunne lægge sig på puden og grue for det bureaukratiske papirhelvede, som startede forfra, når hun skulle møde på arbejde dagen efter, og hun ville kunne mærke den stikkende smerte nederst i maven, lige der, hvor drømmen om at facilitere udviklingskurser på toplederniveau og skabe forandring var blevet gemt væk.

Hun havde fyldt kurven med grøntsager, økologiske naturligvis, for hun satte pris på en kartoffelmad med tomat uden topping af pesticider, men i køledisken med kød begyndte prisskiltene at flyde ud for hendes øjne. Næsten 30 kroners forskel på det økologiske og det almindelige hakkede oksekød. Det var de 30 kroner hun kunne bruge til en øl i fredagsbaren i morgen. Billeder af forhutlede tremmekalve i mørke pakkede stalde med betændte øjne og blødende hove, der trampede rundt oveni hinanden blandede sig med fredagsbarens løsslupne stemning, grin, høj musik og et dankort, der blev afvist foran halvdelen af årgangen. Faktisk burde hun jo slet ikke spise så meget kød, hvor mange kødfrie dage havde hun egentlig haft i denne uge? Med hendes forbrug af kyllingebryst og hakkekød gjorde hun sig jo dagligt medskyldig i kødproduktionens enorme CO2-aftryk på en planet, der i forvejen var gået i knæ. Hvad nyttede fantasier om en fremtid, hvor der skulle balanceres mellem arbejde og familielivet, hvis vi alligevel alle sammen var skyllet væk med indlandsisen til den tid, fordi hun ikke kunne undvære sine frikadeller som mor lavede dem? Det var også frygtelig pinligt, at hun var så konventionel. Sidst de havde haft sammenskudsgilde på studiet, havde hendes hjemmelavede frikadeller brilleret som det eneste bidrag, der ikke var vegansk. Store, fedtede og kødfyldte havde de stået der på buffeten og skreget til himmelen om hendes småborgerlighed blandt ærtehummus, belugalinser, quinoasalater og rødbedebøffer. Hun måtte hellere finde hylden med linser. Mælken, som hun kun brugte til kaffen, lagde hun i kurven, velvidende at hun altid hældte den sidste tredjedel ud, fordi den nåede at blive for gammel. Skiltet med ’Undgå madspild’ fik det til at sortne en lille smule for hendes blik. Skyren med ekstra protein, som hun spiste efter yoga, røg ned i kurven, selvom det var fjorten dage siden, hun sidst havde været til yoga, og skyrens forgænger stod hjemme i køleskabet og hoverede med sin stay-strong-kettle-bell-løftende-mandemballage og sin tahitiske vanilje, hver gang hun åbnede køleskabet. Måske kunne indkøbet af mere proteinholdig skyr få hende af sted til træning. Hun skulle jo undgå madspild.

49


På vej op til kassen indfangedes hun af de bugnende slikhylders farvestrålende fristelser, og hun mærkede pludselig, hvordan den der knurren helt inde bagerst i maven begyndte at røre på sig. Hun kunne jo godt købe lidt mørk fairtraide chokolade, altså den med 80% kakaoindhold. Den knurrende fornemmelse var i bevægelse, den strakte og udvidede sig til et forslugent og grådigt gab, der afslørede et hul, hvor der ikke kunne anes nogen bund. Gabet kaldte ikke på kakaoholdig fairtrade i moderate mængder, det kaldte på marsbarer, M&M’s og hele kassen med billige præfabrikerede flødeboller, ligesom når hun var alene på værelset dengang på efterskolen. De smagsløse flødeboller havde én efter én fundet deres sukkerklistrede vej ned gennem svælget på hende, og skummet havde lagt sig som en dæmpende dyne over gabets sultne skrig. De oblatlignende vaffelbunde havde knaset mellem tænderne, indtil de var blevet til en grødet masse, som svulmede op nede i maven og fyldte ud der, hvor der ikke var noget, én efter én til kassen var tom. Denne opsvulmede opfyldthed havde snart foranlediget en tur på toilettet, hvor erfaringer havde vist, at flødebollens sukkerskum klart var at foretrække på vej op igen, sammenlignet med hindbærrouladens kradsende og svigende retur. Skal? Skal ikke? Flødebollekassen føltes god og tung mellem hænderne, og hun kiggede sig over skulderen som for at se, om det overvågende blik, hun mærkede på sine skuldre, tilhørte nogen. Gabet brokkede sig kurrende, da hun satte kassen tilbage og i stedet tog en plade af den mørke chokolade og lagde ned i kurven ovenpå skyren. Med 541 kalorier pr. 100 gram krævede denne plade alene mindst to løbeture af 4 kilometer at forbrænde, og hun havde allerede brudt sin ingen sukker på hverdage-regel, da hun spiste kage på studiet to gange i den forgangne uge. Fra på mandag måtte hun tage sig sammen.

Indput Institut for Psykologi KU

Hun så på uret. Hun havde allerede været alt for længe om indkøbene. Køen tårnede sig op foran hende. Gryden med daal skulle sættes over. De der praktikansøgninger skulle skrives. I aften. Hun stillede sig bagerst i køen. Hun var allerede alt for sent ude, og hun var nødt til at få en god praktikplads på CV’et, der lige nu var pinligt blottede for relevante studiejobs. Barnet i indkøbsvognen foran hende græd hysterisk. Hvis hun ikke nåede yogaholdet klokken otte, ville hun få en bøde. Moderen med de stressede øjne skældte ud. Køen rykkede sig. Kasseapparaterne bippede. Hvorfor skulle hun også lave daal, når det skulle koge så længe? Hun lagde varerne på båndet og så resultatet af den sidste halve times anstrengelser valfarte ned ad båndet i en slukøret parade af hendes valg, blotlagt så alle kunne se dem: Hendes økonomiske hensyn, work-life-balance prioriteringer, planetens klima, dyrene, hendes krop, hendes sind, hendes fremtid, nydeligt pakket ind i ressourcekrævende plasticemballage. Valgene skulle pakkes ud, tilberedes og sættes til livs og dermed udgøre det ernæringsmæssige grundlag, der skulle forsyne hendes celler og organisme med det nødvendige materiale til opretholdelse af det liv, hun havde valgt for sig selv. Så stak hun hånden i lommen, hvis gabende tomhed afslørede, at hun havde efterladt indkøbsnettet hjemme på hylden. Hun havde glemt sit indkøbsnet. Barnet hylede, båndene kørte, og varerne boltrede sig ovenpå hinanden forenden af kassen. Den acneplagede teenager bag kassen rykkede frem i stolen og viftede heftigt med kvitteringen i luften, idet hun vendte om på hælen og styrtede ud gennem de automatiske døre: ”Hey!”, råbte han febrilsk ”du glemte dine varer!” n


Om fremtiden Af Sebastian Tobias-Renstrøm, stud.psych., og Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Rie: Det var noget med, at du skulle have lov til at have åbningssætningen, ik’? Seb: Jo, det var vist meningen, og så sniger du dig lige ind alligevel. Men(!), når folk siger Fremtiden, så har jeg altså lyst til (mere eller mindre spontant) at påpege, at den ser fandeme. Sort. Ud. Rie: Åh ja. Er det vores tragiske politiske situation og de elendige samfundsmæssige beslutninger, du tænker på? Seb: Ja, det er vist kun én del af det. Jeg har en god kammerat, som, hver gang vi ses, siger til mig: “Sebastian, vi må skynde os at lære russisk, for de kommer og tager os”, og jeg tror faktisk, at vi kommer til at gå ind i voksenlivet som en generation, der er lige så bange for krigen, som man var under den kolde krig. Det er som om, at alle kriserne venter lige rundt om hjørnet. Klimakrisen. Ældrebyrden. Kineserne. Trump. Russerne. Finanskriserne. Multiresistente bakterier. Intet rent drikkevand. Demokratiets endeligt. Rie: Men hvad er der dog gået galt? Lederne (i hvert fald i den vestlige verden) er jo folkevalgte? Er folkets virkelighedsopfattelse forvrænget? Er der nogen, som ser en helt anden verden, end den lorteverden, jeg ofte ser i medierne? Er der virkelig så mange, som foretrækker det? Seb: Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror helt basalt set, at folk foretrækker deres Netflix frem for deres næste. Jeg tror, folk foretrækker deres magelighed frem for den benhårde kamp, vi står over for. Og så tror jeg først og fremmest, at folk føler sig magtesløse af helvedes til.

51


Rie: Jeg tror, du har ret. Men så må der jo være nogle falske fortællinger, som lever stærkt? Fortællinger om, at ondskaben er islam, at skattelettelser medfører store biler til vestegnens fattigste, jeg ved det ikke? Altså hvor er Socialdemokratiet, der ville det bedste for de fleste? Nu er det det bedste, for de udvalgte vælgere, som foretrækker partiet, som har taget patent på Dannebro. Seb: Den franske filosof Bernard Stiegler er af den opfattelse, at den moderne globale situation i Vesten har medført en kapitalistisk økonomisk model, som er rent drifts-(i en destruktiv forstand)baseret i stedet for at være fordrende for en omsorgsfuld libido. Og hvad fanden betyder så det? Jo, det betyder, at der appelleres til, hvad vi har lyst til, ikke som engagerede borgere i en verden, som vi er nødt til at kæmpe for (thi ellers går den under), men som forbrugere, der konsumerer og æder det, vi lyster. But you can’t have your cake and eat it too. Jeg synes ikke, at de danske partier, inklusiv Socialdemokratiet, opfordrer nok til, at vi skal engagere os kærligt og omsorgsfuldt for og i verden. De taler altid kun om den skide fucking vækst. Og dér er en falsk historie. Rie: Nej, det er ligesom ikke det, der åbenbart er penge i. Jeg er ret begejstret for det her begreb med omsorgsfuld libido - det giver mig et billede af, at man som psykolog får en vigtig rolle i at udbyde omsorgsfuld libido ad libitum. Men du kender mig jo; nu spørger jeg: Hvad skal vi gøre, Seb? Kan vi gøre noget? Kan vi ændre dette dystopiske fremtidsbillede? Seb: Lad mig være vulgær, kontant og banal på samme tid... Rie: Oh yes! Seb: Enten så kæmper vi alt, hvad vi overhovedet kan. Eller også kan vi lige så godt hænge os. Mit gymnasiekendskab til Camus siger mig, at vi jo nu engang har valgt at være her, siden vi ikke har hængt os endnu. Jamen i så fald, så må vi jo engagere os her, hvor vi er. Rie: Okay, klar til kamp: Jeg skal pakke … ja, hvordan skal jeg egentlig komme i gang? Læse avis? Se nyheder? Melde mig ind i et parti? Slukke for Netflix? Jeg vil helst væk fra det der hængning der...

Indput Institut for Psykologi KU


t

Seb: De fleste mennesker har jo heldigvis lyst til at leve. Men jeg spekulerer også meget over, hvad vi gør i øjeblikket. Det jeg synes, er det ALLERmest uhyggelige er, hvordan at selve kritikken, selve opstanden, selve oprøret og modstanden bliver opslugt og implementeret i selve det system, som alt det her er imod. Det er som om, at “de” kigger på os og siger: “Nååå, så du vil gerne gøre oprør? Ja klart for fanden! Så skal du købe dig en Che Guevara-plakat, og du skal også have et partisanertørklæde…”. Rie: Ja, jeg troede da også, jeg kunne sætte tjek ved politisk aktivitet, da jeg som 14-årig hang et regnbuefarvet PACE-flag uden for mit vindue? Seb: PRÆCIS! Og glem nu ikke den obligatoriske backpackertur til where-the-fuck-ever, og så skal du i øvrigt ud og demonstrere (og købe øl) med dine venner, og mens du gør det her, så er du lige så stille blevet indlemmet i samfundet fuldstændigt, som det skal være, og med tiden har du bundet dig selv op på en konkret identitet, du er driftsmæssigt afhængig af at blive opfattet på bestemte måder, og det hele er indlemmet i kapitalismen. Du er låst i din identitet som revolutionær uden nogen konkret mulighed for at bedrive revolution, for kapitalismen har bare indrettet sig på dig. Det er lige som det afsnit i Netflix-serien Black Mirror, hvor en ung sort mand stiller sig op i et reality-show, der degraderer mennesker til underholdning (tænk X-faktor osv.). Her stiller den unge mand sig dog op med et glasskår mod sin egen strube, og i ekstrem fortvivlelse skriger han på samfundsforandring mod en kold og indifferent verden, der har gjort alle til tandhjul i en SoMe-dystopi. (Spoiler-alert) Det der er konklusionen på det hele er, at dommerne er vilde med hans autentiske oprør, og han ender med at få sit eget tv-program, hvor han hver uge sidder med glasskår mod struben og siger til alle de andre SoMe-slaver, at de skal gøre oprør… That shit is bleak. Rie: Jeg er vild med, at du altid lader dig rive sådan med, når vi snakker om de her ting. Det er fantastisk ironisk, at internettet, som skulle have mulighed for at åbne menneskers horisonter i uendelig grad, lader til at indsnævre folks perspektiv, forhindre dem i at se det store billede, huske på tværs af situationer og sågar får dem til at glemme deres egen og andres tro på sig selv. Og så kan man måske blive så distraheret og meningstom, at man ikke får lavet det der oprør, man engang havde tænkt på. Kan du følge mig? Seb: Desværre alt for godt. Og nu bevæger vi os ind på et område, som du er meget bedre til end mig, for jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan SoMe, internettet

53


generelt, men også bare samfundet i det hele taget er blevet så optaget af den hersens opmærksomhedsøkonomi. Rie: Det virker næsten lidt Jehovas Vidner-agtigt, det der sker lige nu, hvor man tager kontrol over, hvilken information folk har adgang til - særligt når regeringen skærer absurd stort i public service. Hvis folk er lidt dummere, lidt mindre oplyste, er de måske nemmere at styre? Ligesom at triste mennesker reagerer stærkest på markedsføring? Seb: Jojo, jaja, altså, hm… Jeg tror også, at folk kan blive paralyseret af viden. Jeg tror, at mange inde på universiteterne godt VED, at skidtet er galt, og at der er fake news osv., men jeg tror samtidigt ikke, at de magter at tage det ind. Jeg tror, de fortrænger, og jeg tror, det er nødvendigt. Hvilken psyke kan holde til at indse endeligt, hvor fucked vi egentligt er? Rie: Så er det fandeme også svært at få gang i den revolution der midt i fælles fortrængningstider! Seb: Bingo! Men Rie, kan du ikke sige noget om, hvordan opmærksomheden bliver fanget af de der skærme? Jeg er jo en latterlig amatør i forhold til dig, når det kommer til den biologiske del af vores felt. Rie: Dels får vi ikke nogen afslutning - vi når ofte ikke sidens ende, og derfor forlader vi internettet i følelsen af at være midt i noget, som vi derfor føler, vi må vende tilbage til. Dels er der det her med dopamin; det har du sikkert hørt maaaange snakke om. Dopamin handler egentlig ikke så meget om, at internettet udløser lykkefølelse; det handler mere om, at internettet bygger meget på tilfældig belønning; når vi ikke kan forudsige, hvornår vi finder god information, får en besked eller finder et tilbud, har vi svært ved at holde op med at prøve. Når vi har oplevet noget positivt, udløses dopaminen, hvilket fordrer indlæringen - derefter vil vi opsøge internettet igen og igen uden at opleve noget positivt. Det er sådan nogen af tingene i hvert fald. Seb: Fuck hvor fedt og dybt ironisk, at jeg kan glædes ved at finde en information, der bekræfter mig i mit sortsyn på den dersens fucking fremtid, der altid står og lurer. Men det er jo også lige præcis noget af det, du er inde på for mig at se.

Indput Institut for Psykologi KU


Rie: Noget af det, der er så svært er, at vi har skabt en verden, hvor det digitale er fuldstændigt krøllet ind i vores liv og hjerner - og vi kan ikke bare sådan lige fjerne det, for vi har outsourcet meget af vores hukommelse til cyberspace. Og til kapitalismen kan man jo sige... Seb: FUCK DIG! Nej undskyld, jeg lod mig rive med og mener det ikke (hvilket er en kæmpe løgn…). Jeg kan godt lide, at du siger “krøllet” ind og “outsourcet hukommelse”. Man skulle tro, at du havde læst Deleuze og Stiegler, der begge er inde på det samme. Rie: Uh, jeg bliver helt smigret - tænk at en kognipige næsten lyder filosofisk nu og da .. Seb: En filosofisk kognipige er den bedste slags kognipige. Men helt seriøst, så er vi måske inde på noget interessant her. Kommer videnskaben OG filosofien ikke begge til kort i de her sammenhænge? Er analyserne og produktionen af bestemte former for viden ikke netop IKKE NOK? Der er brug for handling, og det var også det, som du efterlyste, for hvad skal vi så gøre? Tillad mig at fabulere (for ellers bliver det her en kort ramble), men måske er denne higen efter direktiver, efter autoritet, “jamen hvad skal jeg så gøre for at redde kloden?”, endnu et symptom på, hvad fanden det er, der er galt! Hvor er vores selvstændighed og integritet som mennesker blevet af? Hvor er det umiddelbare spontane FUCK YOU? Zizek siger: “Sometimes the most violent thing is to do nothing”, hvortil jeg blot vil sige: Men lad ikke nogen bestemme for dig, hvoraf din vold skal komme. Rie: Hmm, jeg føler, at vi bevæger os tilbage mod apati, Netflix og hængning. Seb: Enig. Rie: Så nu, hvor du allerede har sagt det tilbage, vil jeg brede det større ud; lad os sammen finde det store FUCK YOU! Seb: Med åben pande imod vores egen undergang! Rie: Mod det uendelige univers! Seb: Øv, det ville jeg have sagt. n

55


Indput præsenterer

Le Guin-bogmærket Tekst af Cecilie Bildstedfelt, stud.psych. Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

Ursula Kroeber Le Guin (1929-2018) Ursula K. Le Guin var en amerikansk forfatter, hovedsageligt kendt for sine værker inden for science fiction og fantasy. Le Guin blev født i Berkeley, Californien, tog en kandidat i romansk litteratur på Colombia University, blev gift i Paris, men boede resten af sit liv i Portland, Oregon. Én af hendes mest populære udgivelser er trilogien om Troldmanden fra Jordhavet (1968), som hun skrev om aftenen ved køkkenbordet efter at børnene var lagt i seng. Trilogien handler om en talentfuld dreng ved navn Gæt, der går på en troldmandsskole. Af en forkert besværgelse udspringer et skyggevæsen, som giver Gæt et ar, og herefter bliver skyggevæsnet hans forbundne fjende gennem resten af fortællingen ... Måske har du læst en lignende historie udgivet 30 år senere? I modsætning til andre sci-fi-fortællinger, er det ikke så meget futuristisk teknologi, der er drivkraften i Le Guins bøger. Le Guin var i højere grad optaget af psykologiske, sociale og kulturelle strukturer, og med den kreative fleksibilitet, der ligger i genren, skabte hun verdener med andre betingelser for køn, race og miljø. I romanen Mørkets Venstre Hånd (1969) dekonstruerer hun eksempelvis køn i kraft af en ambiseksuel planet, hvor alle væsener er begge køn og kan skifte mellem dem efter lyst og behov. For Le Guin var ideen om fremtiden ”a safe, sterile laboratory for trying out ideas in, a means of thinking about reality, a method”, og hendes bøger kan dermed beskrives som forskellige fordybelser i mulige fremtider. Le Guin var særligt optaget af at skrive om stærke kvindelige karakterer i sine værker. Derfor var hun i første omgang kritisk over for den samtidige sci-fi-forfatter Philip K. Dick og hans bøger (fx ”Drømmer androider om elektriske får?” og ”Minioritetsrapporten”). Hun kritiserede hans kvindekarakterer for udelukkende at være symboler i form af enten gudinder, kællinger eller hekse. K. Dick lyttede til Le Guin, og takkede hende senere for den konstruktive kritik. Når man ser eller læser interviews med Le Guin, vil man ofte få et indtryk af en skarp, underfundig og kritisk kvinde. Hvis jeg spurgte hende om sit perspektiv på vores verdens fremtid, ville hun nok cool og roligt svare tilbage med følgende spørgsmål: ”What kind of world do you want to live in?” n

Indput Institut for Psykologi KU


57


TEMA

FREMTID

Indput Institut for Psykologi KU

Illustration af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych.


59


HUSK AT GLEMME DIG SELV Af Kaspar Meitil, stud.psych.

Jeg har en søn på tre år. Han er sådan et uplanlagt surprisebarn, der kom ind i mit liv, da jeg var 22 år gammel. Hans mor er fransk, og han bor i Frankrig, så jeg ser ham ikke så tit; alligevel har han på snedig vis fået greb om mit hjerte. Da han var på besøg for nylig, blev jeg opmærksom på noget: Når jeg er sammen med ham, glemmer jeg fuldstændig at gå op i mig selv. Jeg glemmer alt det, jeg normalt synes er utrolig vigtigt at gøre for mig selv, for pludselig er der noget, der er langt vigtigere: at han har det godt, at han er glad, at han trives, at han hygger sig, griner og får nogle gode oplevelser imens vi er sammen. På legepladsen ved Nørrebroparken sidder jeg bare og kigger på, imens han tuller rundt. Han laver sandkager, sand-te og te-sandkager. Jeg behøver ikke engang være med. Det er fint bare at sidde der i solen og se på ham være i gang. Og så sker der noget, idet han tager af sted. Som et buldrende uvejr stormer hverdagen indover mig igen. Nu skal jeg også have læst det og det, så jeg kan blive klogere, jeg må hellere også komme ned og svømme, så jeg kan komme i god form og se godt ud, jeg skal huske at udvikle mig, huske at få spillet musik, så jeg også er lidt kreativ, hvad mon folk egentlig synes om mit nye profilbillede på Facebook? Min selvcentrerethed er tilbage – pludselig handler det hele om mig.

Selvcentrerethed er normalt Der er et ord, jeg er stødt på en del på det sidste, som vist ikke findes i ordbogen. Ordet er ”egoisk” (engelsk: egoic). I modsætning til ”egoistisk”, så har det ikke direkte negative konnotationer, men refererer blot til noget, der relaterer sig til én selv (til ego). Det nærmeste synonym kunne være ”selvcentreret”. Vi ville ikke sige, at det er egoistisk at have lavt selvværd, men her kan vi godt sige, at det er egoisk, for det omhandler én selv – det refererer tilbage til selvet. Jeg lever et temmelig egoisk liv. Det tror jeg ikke er så unormalt. Meget af min tid bruger jeg på at tænke over, hvad jeg mon kan gøre for at udvikle mig, gøre mig mere glad, mere lykkelig, hvordan jeg kan leve et mere spændende liv. Der er bare noget paradoksalt ved, at det ofte er lige præcis, når jeg slet ikke går op i mig selv, at jeg faktisk er mest glad, mest lykkelig, og hvor tilværelsen synes mest spændende og levende. Når det lykkes mig at være så opslugt af noget andet end mig selv, at jeg glemmer mig selv fuldkomment – det er egentlig noget af det bedste jeg ved.

Når mindfulness bliver til selvoptagethed Jeg har i mange år interesseret mig for og dyrket forskellige meditative praksisser. Ofte spørger folk ind til det, og så siger mange noget à la ”jeg burde også tage mig noget tid til at finde mig selv” eller ”en dag går jeg også i gang med det dér selvrealisering”. Mindfulnessbølgen har gjort et stort og vigtigt stykke arbejde med at introducere den buddhistiske psykologi i vores kultur, men at mindfulness er blevet et selvrealiseringsog selvudviklingsprojekt er mærkeligt, når det i grunden er det modsatte: et selv-afviklingsprojekt. Hvis mindfulness leder til, at man finder sig selv, så er der et eller andet, man har misforstået. Det skulle gerne lede til, at man ikke finder sig selv, men at man derimod bliver mere bevidst om sin forbundethed med andre mennesker og resten af verden. Selv-”afvikling” er måske et misvisende ord, da pointen for så vidt er, at der slet ikke er noget selv, der skal afvikles. Selvet er en mental konstruktion – en illusion om man vil – som er dybt indlejret i vores måde at opleve verden på. For hvad oplever vi som det her afgrænsede selv? Som kernen af mig? Vi ved, at kroppen udskifter alle sine celler på syv år; vi ved, at vores tanker er sammenstykket af tanker fra andre mennesker; vi ved, at følelser eksisterer i relation til det, vi møder i verden. Så hvad er det, der er tilbage, som er mig? Hvis det er min krop, hvem er så mig, der har den? Hvis det er mine tanker, hvem er så mig, der tænker dem? Hvis det er mine følelser, hvem er så mig, der føler dem? Der bliver intet tilbage andet end en illusorisk fornemmelse, ifølge buddhismen.

Indput Institut for Psykologi KU


Selvet findes ikke Men dette er ikke kun en buddhistisk pointe. I den vestlige filosofi kender vi samme pointe fra Hume og en række af efterfølgende filosoffer, og i dag underbygges idéen af empiriske neuropsykologiske undersøgelser. Den tyske neurofilosof Thomas Metzinger formulerede således i begyndelsen af nullerne en bog med titlen ”Being No-One”, hvori han erklærede at ”No such things as selves exist in the world: Nobody ever was or had a self”. Gennem evolutionen har vi ifølge Metzinger udviklet selv-modeller, som vi oplever verden igennem og fejlagtigt oplever som sande, konkret eksisterende selver. Den australske filosof Miri Albahari trækker direkte på buddhistisk filosofi, når hun ligeledes erklærer, at selvet er illusorisk. For Albahari er bevidstheden ”ejerløs”, og denne ejerløse bevidsthed har muligheden for at overskride sin indbildske selvcentrerethed og herigennem opnå en tilstand fri for enhver form for lidelse. Det er denne tilstand, der i buddhismen kaldes nirvana. Det er ikke et paradis, man kommer hen til, men en bevidsthedstilstand. Nogle fænomenologer vil argumentere imod idéen om selvløshed ved at sige, at enhver bevidst oplevelse er subjektiv og derfor uløseligt forbundet til et selv, der altså må eksistere. Dan Zahavi kalder det ”for-mig-hed”. Uanset hvilken oplevelse jeg har – selv hvis det er en forstyrrelse i min oplevelse af mig selv – så er jeg aldrig i tvivl om, at det er mig, der oplever det. Men er denne for-mig-hed vidne om, at selvet eksisterer, eller er det snarere et karakteristika ved bevidstheden? Overskrides for-mig-heden ved kraftige spirituelle oplevelser af forbundethed og enhed? Disse spørgsmål og mange flere er svære at få svar på, og en central pointe i den buddhistiske filosofi er, at filosofisk intellektualisering ofte er ufrugtbar og endeløs, når det kommer til at forstå komplekse eksistentielle spørgsmål. I stedet må vi forsøge at erfare de ting, vi taler om, og til at erfare selvløshed findes der en lang række meditationspraksisser. Det svarer til at forsøge at forklare folk, hvad det vil sige at være forelsket. Man forstår det først, når man selv erfarer det.

Selvcentrerethed er det modsatte af forbundethed Man forsøger ikke at destruere selvet – vi har brug for at kunne sige ”jeg har brug for noget at drikke, så nu tager jeg noget at drikke”. Ellers dør vi, og der findes meget psykopatologi, som menes at udspringe af en manglende fornemmelse af selv. Derimod forsøger man at se igennem den fornemmelse af et selv, der er egoistisk og stolt, og som sætter sig selv over andre. Den fornemmelse der får én til at tro, at man er verdens navle. Den fornemmelse der får én til at tro, at man er adskilt fra resten af verden. Den fornemmelse der får én til at tro, at der er noget her, der skal realiseres, en kerne der skal findes, dyrkes og værnes om. Det er den fornemmelse af selv, som kan være ikke god nok eller bedre end de andre, den der kan få én til at tro, at man ikke har ret til at være her. Det er det selv, vi gerne vil kunne se igennem for at opnå en større grad af forbundethed, og det er det selv, og den tendens til selvcentrerethed, der gør vores kultur værdig til et navn som ”selfiekultur”. Jeg siger ikke her, at man ikke skal lytte til sine egne behov. Selvfølgelig skal man det. Ellers kan man ikke fungere i verden. Det er svært at få andre til at fungere, hvis man ikke tager sig tid til at få sig selv til at fungere. Men måske er selvforglemmelsen et åndehul, vi har glemt i vores kultur. Måske skal vi huske at glemme os selv lidt oftere. Om det er på retreat, eller når vi er sammen med vores børn, når vi spiller musik, eller går en tur i skoven, når vi læser en god bog, kigger på en smuk solnedgang, fester på klubben eller bare taler med et andet menneske, så tror jeg, at selvforglemmelsen kan minde os om noget, der er vigtigt.

“Why am I so unhappy? Because 99% of what I think, say and do is for my self – and there isn’t any.” – Achaan Anando n

61


FAMILIESKOLEN TÆT PÅ Af Amanda Lambæk, stud.psych. og Anna Cappelen, stud.psych.

Et lille praktikeventyr på Poppelgårdens Familieskole er ved at være forbi, og vi har, som praktikanter igennem det sidste semester, fået et værdifuldt indblik i en livlig og inspirerende praksis. Undervejs er vi blevet mødt af nysgerrige medstuderende, som har undret sig over, hvad en familieskole går ud på. De mange spørgsmål er egentlig ganske forståelige, da flerfamilieterapi ikke har været en del af den obligatoriske pensumlitteratur i vores studietid. Det synes vi er en skam, da det terapeutiske arbejde i en flerfamilieramme i vores optik er helt unikt og fortjener større opmærksomhed på psykologistudiet. Derfor inviterede vi det lille firepersonersteam på Familieskolen til en snak om stedets tilblivelse, det teoretiske fundament samt deres håb og visioner for Familieskolens fremtid. Vores egen vision? Det er at få familieskolernes arbejde på landkortet inden for universitets murer. Dette er første spadestik.

Indput Institut for Psykologi KU


Familieskolens begyndelse En kold og klar forårsdag i april tog vi plads i det bløde, grå sofaarrangement i det rum, hvor flerfamilieterapien finder sted tre gange om ugen fra kl. 8:30-12:00. I den lille røde murstensvilla, som ligger ud til Hvidovres marker og grønne fodboldbaner, deltager en gruppe familier med børn i alderen 4-12 år i et intensivt flerfamilietilbud, der strækker sig over cirka 20 uger. Arbejdet foregår på tværs af barnets kontekster, fordi problemerne viser sig i både skolen og familien. I praksis betyder det, at både børn og forældre deltager i et gruppeterapeutisk forløb med andre familier, og at skolerne inddrages i form af skolebesøg, klasseobservationer og netværksmøder. Selvom Familieskolen i dag er solidt kørende med syv familier indskrevet på nuværende tidspunkt, og flere på vej, har det ikke altid set sådan ud. ”Flerfamilieterapi har været i gryende i Danmark i hvert fald de sidste 10-15 år, men gryende på en græsrodsagtig måde” fortæller Mai, som var en af de psykologer, der var med til at starte Familieskolen i 2015. ”Vi startede, da der var helt blankt på væggene. Der var ingenting” siger Mai og kigger rundt i det store fællesrum, som nu er præget af spil og bøger, orangefarvede puffer og børnenes personlige opslagstavler, hvorpå der hænger tegninger og fotografier, som viser det, de har arbejdet med på Familieskolen. I begyndelsen var den første store opgave at gøre institutionerne og PPR-rådgiverne i kommunen opmærksomme på, at Familieskolen var etableret som et nyt og anderledes tilbud, der skulle adskille sig fra mere traditionelle former for familieterapi. ”Der var rigtig meget arbejde med at tage ud på skoler og børnehaver og tage op på PPR- og rådgivergangen og sige: ’Hey, vi er her nu’. Nogle af de første familier var en del med ude på kontorerne, så på den måde blev det en samskabt proces med familierne for at få Familieskolen op at køre i Hvidovre Kommune” fortæller Mai. Hun understreger i den forbindelse, hvordan familieskoler i det hele taget er kendetegnet ved en høj grad af brugerperspektiv og forældreinvolvering. Familierne betragtes som de professionelle og som eksperter på deres egen udviklingsproces, hvilket betyder, at stedet i høj grad formes ud fra deres idéer og præferencer. ”Vi tog nogle skridt ind i den her praksis sammen med familierne, hvilket var rigtig givtigt, fordi de gav os meget feedback på, hvad de synes var underligt, og hvad de synes gav mening” tilføjer Mai. Selvom vi som praktikanter kun har været med en lille del af vejen, fornemmer vi tydeligt, hvordan der er investeret meget tid og mange kræfter i at få stedet stablet på benene. ”Vi snakkede med Eia Asen, som superviserede os på det tidspunkt, og han sagde: ’I skal give det tre år, så er det oppe at køre, og I må ikke miste modet undervejs’, og nu sidder vi faktisk her tre år efter, så hans profeti var virkelig spot on” fremhæver Mai med en anelse stolthed i stemmen, som må siges at være fuldt berettiget efter en lang og sej opstartsproces, som nu er begyndt at bære frugt.

63


Når det mentale opstår i det sociale De arbejdsmetoder og teoretiske forståelser, som præger Familieskolen i Hvidovre, bygger videre på en flerfamiliemodel, som blev udviklet i slutningen af 1970’erne ved familiedagcentret Marlborough Family Service i London. Én af de helt store kanoner inden for Marlborough-metoden er den tyske psykiater og familieterapeut Eia Asen, som virker til at være en vigtig inspirationskilde for teamet på Familieskolen. Metoden tager udgangspunkt i flere teorier, men er primært rundet af systemiske, narrative og mentaliseringsbaserede tilgange. ”Vi står primært på det systemiske”, fastslår Mai og fortsætter; ”Fordi vi tænker, at det mentale opstår i det sociale. Der er ikke noget sind, som lever fuldkommen isoleret, så når børnene viser os nogle problemer, så viser de os også, at vi skal kigge nogle andre steder hen end kun lige på dem. Vi insisterer på at arbejde i netværker, og når vi sidder 20 mennesker på gulvet her, så har vi 20 forskellige perspektiver og idéer til, hvordan man er forældre, eller hvordan man er et relevant skolebarn”. Samtidig er teamet narrativt funderet, hvilket husets anden psykolog, Cille, eksemplificerer: ”Jeg havde en samtale med en forælder i går, hvor jeg trak meget på det narrative i forhold til at arbejde med, hvordan datteren kan positionere sig anderledes. Hvordan kan vi give hende mulighed for at få skabt en ny historie? Hvis der sker et skoleskifte, hvad vil det så give hende mulighed for? Hvis ikke, hvad skal der så til for, at hun kan blive mødt på en ny måde i stedet for, at hun skal have den her store label i panden med, at hun er pigen med angst?”. Så langt, så godt. Men hvordan spiller det mentaliseringsbaserede ind i en systemisk-narrativ ramme? Umiddelbart trækker de to retninger på ret forskellige forståelser af psyken, hvoraf førstnævnte retter fokus indad, mens det systemisk-narrative perspektiv er orienteret mod barnets kontekster og i høj grad forsøger at gøre problemet til en ekstern størrelse uden for barnets psyke. Mai nikker genkendende til problemstillingen og

Indput Institut for Psykologi KU

uddyber: ”Der er et teoretisk clash, når vi har et sprog om nogle meget intrapsykiske processer i form af det mentaliseringsbaserede samtidigt med, at vi står på et systemisk felt, men jeg synes egentlig, det kan fungere fint i praksis”. I flerfamilieterapien bredes det mentale ud i relationen mellem barnet og forælderen, idet en del af arbejdet handler om at gøre forældrene nysgerrige på deres børn. ”Hvad er det mon, mit barn kalder på lige nu?” er et mentaliserende spørgsmål, som teamet kan finde på at stille til forældrene med den hensigt at få dem til at spekulere og stille sig undrende over for deres barns adfærd snarere end at dømme ved første øjekast. Hvis vi et øjeblik ser bort fra alle teorierne, er det helt særlige og måske i virkeligheden allermest forandringsskabende element ved flerfamilierammen, at familierne får en oplevelse af ikke at stå alene med deres udfordringer, fordi de møder andre familier, der befinder sig i en lignende situation. ”Tabuet bliver brudt i forhold til at have svært ved at håndtere sine børn, og der kommer en oplevelse af at stå i samme båd. Hele den dynamik, der kan komme i sådan en gruppesammenhæng, tror jeg virkelig er noget af det, der skaber den største forandring for familierne, når de er her” understreger Mai. Et skræddersyet og levende tilbud Til trods for en farverig, eklektisk palette af forskellige teoretiske og metodiske greb, som præger arbejdet på Familieskolen, eksisterer der også en bred enighed i teamet om, at tilbuddet altid må formes efter familierne. ”Jeg ser det som en værktøjskasse, man plukker fra alt efter, hvad der passer til den enkelte familie, og hvad der giver mening i den givne situation”, pointerer Cille og fortsætter: ”Vi skal turde det udviklingspotentiale, der ligger i at få skabt et rum, hvor man også kan få nogle tilbagemeldinger fra familierne”. Kate, som også var med under opstarten af Familieskolen og som netop er trådt ind af døren, melder sig på banen: ”Det vil sige, vi ser på udfordringen først og finder metoden efterfølgende fremfor


at stå fast på en metode fra start og prøve at få familierne klemt ind i den ramme”. Teamets leder og socialpædagog, Wilson, som også lige har taget plads omkring bordet, stemmer i: ”Ja, der er vel i virkeligheden noget med at håndtere konteksterne undervejs. Så der er både noget med at læse dem, noget med at sætte dem og noget med at håndtere dem og så gå tilbage og genlæse, så det hele tiden kører i et loop. Tilbuddet har bedst effekt, hvis det er skræddersyet til den enkelte familie”. Cille fortsætter og fremhæver feedback fra familierne som et afgørende element i de justeringer, man som terapeut må foretage undervejs i forløbet for at skabe de bedste betingelser for familiens trivsel og udvikling: ”Vi må hele tiden lave den her løbende evaluering og skære tilbuddet sådan, så det netop giver mening for familien. Det er ikke et eller andet fast outcome, vi tilstræber. Det er en proces, der hele tiden er levende og i udvikling”. Den cirkulerende flerfamilieterapeut Allerede første dag i praktikken lagde vi mærke til, at terapeutrollen var noget anderledes, end hvad vi var vant til at se, læse og høre om. Vores blikke fulgte nysgerrigt vores nye kolleger, der cirkulerede rundt blandt familierne, imens de lavede aktiviteter. Nogle gange satte de sig tæt på en familie, delte deres observationer og stillede dem et par spørgsmål for derefter at bevæge sig rundt

igen eller helt ud af lokalet. Vi undrede os over, hvilken betydning denne cirkulerende terapeutrolle mon havde i flerfamilierummet - et spørgsmål der også har fyldt hos Mai lige siden, hun selv blev ansat på Familieskolen: ”Hvordan decentrerer jeg mig fysisk i et rum samtidig med, at jeg også centrerer mig med noget viden, noget guidning eller noget psykoedukation?”. På den måde er man som terapeut en udviklingsfacilitator, der både skal indtage en observerende og intervenerende position, hvilket kræver, at man kan holde igen for at give familierne mulighed for selv at tage ansvar for egen og andres forandringsprocesser. Mai understreger pointen: ”Selvom jeg kan få lyst til at springe ind og lave røde tråde eller forstørre noget, som jeg ellers tidligere er blevet trænet i at gøre, så skal jeg også nogle gange huske, at det behøver jeg ikke at gøre. Jeg skal stole på, at det familierne finder frem til selv, det er godt nok”. Det er altså helt afgørende for forandringsarbejdet, at familierne får mulighed for at træde frem som en slags vidner eller medterapeuter for hinanden ved at byde ind med idéer og refleksioner til de forskellige problemstillinger, der udspiller sig i familierne. For Cille betød arbejdet som flerfamilieterapeut en bevidst gentænkning af, hvad hun var vant til fra studiet og tidligere jobs: ”Det der med at træde ud af ekspertrollen og sige, jamen jeg er ligeså nysgerrig som jer, jeg har

65


ikke løsningen på, hvad I skal gøre, vi skal finde den sammen”. På den måde er det altså ikke kun forældre og børn, der skal kunne eksperimentere med nye tænke- og handlemåder, men også terapeuterne. ”Vi skal jo være ligeså kreative og turde at eksperimentere med vores behandlerposition og hele tiden være nysgerrige på, hvad det afføder af effekter” understreger Mai og Cille tilføjer i den forbindelse: ”Man kan ikke bare køre ud af en eller anden autopilot, man har hele tiden det der metaperspektiv på sig selv, fordi man indgår i så tætte interventioner med andre mennesker”. En stor del af flerfamilieterapien handler om at sætte familiernes uhensigtsmæssige mønstre i spil for at få mulighed for at arbejde aktivt med dem. Gennem forskellige aktiviteter bliver familiemedlemmerne derfor udfordret i deres samspil, hvilket ofte fører til en eskalering af familiens arousalniveau og konflikter. Her er det terapeutens opgave at hjælpe familien med at deeskalere og forstå den opståede konflikt. ”Det er anderledes fra mange andre terapeutiske rum, hvor man ofte søger at nedregulere for at gøre klienten i stand til at mærke efter og reflektere over sin egen situation”, fortæller Mai og supplerer: ”Det med at ville se ting in vivo er helt vildt spændende, men det kalder også på nogle helt andre færdigheder som terapeut i forhold til at kunne håndtere særdeles komplekse kontekster og holde et overblik, både over sig selv og over familierne i de her til tider kaotiske og højspændte situationer”. Cille tilføjer, at man som terapeut her skal turde slippe lidt kontrol: ”Man skal ikke være bange for kaos eller for at stå og tænke: ’Fuck, jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op lige nu’, fordi de situationer kommer man i”. Fremtidens familieskole Tre år er gået, og familieskolen er konsolideret som projekt, som Eia Asen forudså. Hvad så nu, hvordan ser visionerne ud for de næste tre år og længere frem? Mai har et ønske om at gøre stedet mere klientdrevet og i højere grad lade det være op til familierne selv at definere rummet med den hensigt at booste ejerskabet hos dem: ”Hvis der f.eks. var nogle af familierne, der havde lyst til at holde bogklub, så havde vi et hus at gøre det i. Eller hvis de sammen bliver nysgerrige på et tema, så lad os finde nogen at invitere ud, og så er det familier-

ne, der står for det”. I forlængelse heraf håber Wilson, at stedet på længere sigt bliver til et slags familieakademi, der også rækker ud til familier på det generelle plan: ”Jeg synes tit, at familier, som er i en familieskole, får sagt: ’Jeg kender godt nok mange, der ville have godt af at vide noget om alt det, vi lærer om her’. Måske kunne man arrangere en form for kurser om det at være familie, fordi der er sket noget i vores samfund, så familier står ret alene i en travl hverdag og har meget kort tid med deres børn. Hvordan kan man være familie i det samfund, vi har i dag?”. Cille ønsker, på baggrund af en anden observeret samtidsmæssig tendens, at Familieskolen bliver et sted, som kan facilitere noget mere for børn: ”Jeg synes, at der er rigtig meget i forhold til børn, som står alene, mobning er et stort problem, og det her med at føle sig anderledes og forkert og udvikle angst og være ensom. Familieskolen kunne være med til at skabe flere grupperum for børnene, også uden at være indskrevet i flerfamilieterapien”. Kate har, med sin skolelærerbaggrund, et ønske om at skabe et større fokus på skolekontekstens udviklingspotentiale, som hun mener er underprioriteret i dag. Hun taler om, at børn i dag er dobbelt udsatte fordelt på skole og hjem, hvor de bruger det meste af deres tid, hvorfor hun er særligt optaget af, ”hvordan vi som Familieskole hele tiden spiller os relevante ud i en skolesammenhæng”. Hun ønsker både at skabe tillid mellem Familieskolen og børnenes almindelige skoler, men også mellem de enkelte familier og barnets skole: ”Min oplevelse er, at vi rigtig lykkes med vores arbejde, når vi formår at støtte op om nogle processer, der kan skabe tillid ud i de kontekster, som familierne står i, altså skolen og daginstitutionen, da nogle af dem kommer med et samarbejde, som er rigtig slidt, og hvor tilliden netop er lav”. Vi kan afslutningsvis roligt konstatere, at Familieskolen er et hus, der lever; et hus i udvikling og et hus med visioner, hvor samarbejdet er og fortsat ønskes i højsædet, da gruppearbejde kan noget helt specielt. Sagt med Wilsons egne ord: ”Grupper gør stærk, og forandringer sker hurtigere, når vi er flere sammen”.

Vi vil gerne sende en stor tak ud til Familieskolens team, Mai Juul Andersen, Cille Schleicher, Henriette Wilson og Kate Jensen, for at dele deres erfaringer og viden om flerfamilieterapi med os og ikke mindst for et fantastisk og lærerigt praktikophold. n

Indput Institut for Psykologi KU


Annonce

67


INDPUTS STORE

PSYKOANALYTISKE

JOKE

-KONKURRENCE I anledning af Campusdag d. 4. maj afholdt Indput en psykoanalytisk jokekonkurrence. Vinderen er Mads og Marie, der modtager en unik Zizek-t-shirt.

Vinder: Alle børnene spiste agurker. Undtagen Therese, hun var i den anale fase.

Indput Institut for Psykologi KU


Ved du hvad en Freudiansk fortalelse er? Det er, når man siger en ting, men knepper sin mor! Hvad kalder man det, når man tænder på gamle mænd, der læsper? Zizeksualitet Din mor Bill Gates og hans kone lå i sengen. Konen så på Bill og sagde: ”Nu forstår jeg, hvorfor det hedder Microsoft.” Hvad kalder man et kvæg, der er skrædder? En (p)syko

Hvor er far henne?

Der skal ”id” til at stave til ”libido” Hvorfor blev Anna Freud psykiater? Hun led af penismisundelse og ville være som sin far. Der er tre livsfaser. Den orale, den anale og den banale. Ødipus - the original mother fucker A Freudian slip is when you say one thing and mean your mother. I heard a joke the other day, about king Oedipus and King Midas. It was mother fucking golden! En mand bliver indlagt i psykiatrien, fordi han tror, han er et kornfrø. Manden bliver kureret og lukket ud, men kommer flygtende tilbage med det samme. Psykiateren spørger: ”Hvad er der galt?” ”Jeg så en høne, som ville spise mig!” ”Men du er kureret, du ved godt, at du ikke er et kornfrø.” ”Jajaja. Det ved JEG godt. Men gør hønen?”

69


Psyk & Tværs

# 11

Af Ida Marie Ankerfelt stud. psych. & Karen Damgaard, stud.psych.

Lodret: 2. Luksuriøs spise 3. Dansk tabloidavis 4. Type af forældre, der søger at gøre fremtiden gnidningsfri for sit afkom 5. Faretøj, der ikke umiddelbart kan identificeres som menneskeskabt 6. Stor stenblok, der bl.a. indgår i filmen ”Rumrejsen år 2001” 7. En ud af mange tynde elementer på en cykel 8. Musikgenre 9. Landområde omgivet af vand 10. Tørre ud 11. Badmintonkamp med på to personer på hvert hold 12. Dansk politisk parti 13. Tøjstørrelse 14. Det 15. Strøm 16. Dansk politisk parti 18. Damp 22. Irettesættende udtryk

Indput Institut for Psykologi KU

Vandret 1. Valarie Solarnas’ radikale feministiske manifest fra 1967, der angriber manden og patriarkatet og søger at eliminere det mandelige køn fra samfundet 2. Fartøjer, der ikke umiddelbart kan identificeres som menneskeskabte 3. Tidligere brugt ord om ejendom eller jord, der tilhørte kongemagten 8. Udtryk for ærgrelse 11. Ultrakort forholdsord 12. Anden del af betegnelsen for en kandidatgrad i øknomi, der ikke er opnået på andre danske universiteter end KU 13. Undertrykke 14. Karaktererne 7 og 10 oversat til et overbogstav 16. Skynde sig afsted 17. Baron og fyrste 18. Sommerspise 19. Tøjstørrelse 20. God og norsk vejrudsigtstjeneste 21. Undervisningsfeltet 22. Moderne 23. Usikkerhed 24. Stor dansefest


Vind et gavekort på 100 kr. til Academic Books! Tag et billede af din løste Psyk & Tværs, og send det til os i en besked til vores Facebookside eller i en mail til redaktion@indput.dk senest d. 20. september 2018, så trækker vi lod blandt de korrekte løsninger. Sidste blads heldige vinder var Rose Schwaab.

Academic books

71


Indput nr. 4, 49. årgang - Fremtid  
Indput nr. 4, 49. årgang - Fremtid  
Advertisement