Page 1

Maj 2016 · årgang 47

NO.

4

BEVÆGELSE Bevægelse


Indput no. 4, 47. årgang København, maj 2016 Redaktion Alexander Gjerding Amalie Vatne Brean Amanda Lambæk Anne Marie Kristensen (ansv. redaktør) Anne Rogne Anne Stilling Jeppesen (ansv. korrektur) Asbjørn Dam Schiøller Asta Ingemann Jensen Casper Schacht Lund Cecilie Bildstedfelt Cecilie Weischer Christian Guldager Cæcilie Lippert-Rasmussen Emil Zerlang Ida Baggesgaard Sterndorff Ida Marie Ankerfelt Inger Charlotte Lund-Hansen Karen Odgaard Laila Rose McFarlan Lea Isabel Sidenius Botwel Lulu Betz Marie Kristine Hasselby-Andersen Mark Bauer Ruby Mathias Rolskov Mikkel Plesner Lyngse Nana Marie Jespersen Nina Kjar Phillip Steen Dyssegaard Sebastian Tobias-Renstrøm Sigrid Lærke Truelsen Sofie Alsøe Krogsgaard (ansv. redaktør) Sofie Garset-Larsen Stine Karstoft Tine Friis Christensen (ansv. layout) Tobias Wriedt

Skriv til redaktionen Foreningen Indput SAMF, Københavns Universitet Øster Farimagsgade 2A, 1. Sal 1353 København K redaktion@indput.dk

Omslag Ida Marie Ankerfelt

Kontakt SAMF, Københavns Universitet Lokale 2.01.51 Tlf: 35 32 49 39 www.indput.dk

Indput Institut for Psykologi KU

Boganmeldelser anmeldelse@indput.dk Økonomi regnskab@indput.dk Annoncering annonce@indput.dk Retningslinjer for indlæg Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere, forkorte og udelade indsendte indlæg samt indsætte billeder og illustrationer. Derudover påtager redaktionen sig intet ansvar for materiale indsendt uopfordret. Indlæg afleveres pr. mail med navn, studie, mailadresse og evt. telefonnummer. Indlæg bragt i Indput repræsenterer ikke nødvendigvis Foreningen Indputs holdning. Tryk Frederiksberg Bogtrykkeri Udgivet af Foreningen Indput, Institut for Psykologi, KU

LEDER. Bevægelse er uundgåelig, og netop af denne grund er det berettiget som tema for vores blad. Hvor meget vi end elsker tingene, som de er, og hvor meget vi end forsøger at fastholde, hvad vi kan lide, er forandring umulig at undgå. Selv når jeg forsøger at stå helt stille uden at røre en eneste muskel, kan jeg mærke, at mit hjerte slår, at vægten omfordeler sig på mine fødder, at luften udvider mine lunger, og at mine øjne blinker. Og selv hvis jeg formår at fastholde total stilstand, er verden omkring mig i bevægelse og lader mig ikke stå upåvirket hen. Bevægelse ses ofte som et krav til det enkelte individ. Det ses fx i form af tilbagevendende medarbejderudviklingssamtaler, forbedringsplaner, fleksibilitet og forandringsparathed. Men er bevægelse nødvendigvis godt? Har den nødvendigvis en retning og et endemål? Hænger bevægelse sammen med tid? Og forløber alting hurtigere omkring os nu, således at vi hellere bør bremse denne samfundsbevægelse end at forstærke og opmuntre den? Netop sådanne spørgsmål danner rammen om denne temaudgivelse. Stå fast, sagde Svend Brinkmann med sidste års bog; men det kræver nu sit at stå fast i en omskiftelig samtid, mens jorden forandrer sig under fødderne. I nærværende blad strækkes og bøjes bevægelse som begreb; det bliver set fra flere positioner og i flux. Eksempelvis fortæller Torben Bechmann Jensen i kraft af sin nye stilling som studieleder om at bevæge sig mere i maosko på administrationsgangen og mindre i høje hæle til forelæsningerne. Et andet sted i instituttets bygning fortæller Simo Køppe om Babylabs undersøgelser af spædbørns motor-intentionalitet. I

en forelæsningssal en decembermorgen svæver tanker sammen i et spind, ud af glasruderne og væk fra salen. Uadskilleligheden mellem bevægelse og tid belyses, og der sættes blandt andet spørgsmålstegn ved, hvorvidt en verden uden forandring er et sted, hvor urene er gået i stå. Indput er også i bevægelse. Det er ikke den samme redaktion eller det samme blad, som eksisterede for et år siden, for fem år siden eller for 47 år siden, da Indput blev udgivet for første gang. Nogle gange ville jeg ønske, at alting kan forblive, som det er med de søde mennesker, jeg har det så godt med. Og nogle gange bevæges jeg ved, at vi aldrig kan vende tilbage, aldrig kan genopleve de gode øjeblikke, som dem vi var, da de skete. For vores bevægelser og livsbane kan ikke undgå at blive forandret, når de møder andres – jeg er sikker på, at de overhovedet ikke kunnet eksistere i sig selv uden disse møder. ”Panta rhei”, alt flyder, er et udtryk fra Heraklit. At retningen bestemmes af mødet med andre, at vi på ingen måde kan forudsige, hvilke hjørner vi må dreje om, og hvilke udfordringer vi vil møde, efterlader mig med en følelse af, at vi må forholde os til det nye og endnu ikke kendte med åbenhed og modtagelighed. Flyder alt, betyder det måske også, at vi ikke konstant må opsøge nye floder at bade i, men at nye floder, nye minder, kommer til os, og alt, hvad vi kan og skal gøre, er at modtage disse med nye øjne og åbent sind.

På vegne af redaktionen Anne Marie Kristensen

3


Indhold Indput no. 4 47. årgang Maj 2016

Indput Institut for Psykologi KU

3. 6. 9.

Leder Ind under huden på Indput-redaktionen Side 9-manden

TEMASEKTION: BEVÆGELSE 12. Tidens gang Tanker om tidens bevægelse og foranderlighed 16. Pusterum 18. Bevægelse, bevidsthed – og babyer! Interview med Simo Køppe om forskningen i Babylab 24. Dans mellem krop og tanker Et institut på University of Hertfordshire nord for London kombinerer dans og psykologi 26. Velkommen til Bechmann Interview med vores nye studieleder på IfP TEMASEKTION: BEVÆGELSE 32. Ungdomsliv behøver ikke at være lig usikkerhed Alle unge har brug for nogen at tale med 36. Tankespind Et tankespind af drømme, man så ofte bliver viklet ind i og forført af, når man sidder til en kedelig forelæsning 40. Psyk & Tværs

5


Ind under huden på Indput-redaktionen

Marie er et forholdsvis nyt medlem af Indput-redaktionen og læser på 2. semester. I sin tid på psykologi er hun blevet ramt af en småforelskelse i Judy Gammelgaard og ville for Judys skyld gerne skrive et bachelorprojekt om drømmetydning. Apropos drømme håber Marie at tage et halvt års orlov og tilbringe det på Testrup Højskole, hvor hun vil forsøge at finde ud af, hvad livet egentlig handler om og befinde sig i et miljø, hvor kønsfordelingen er en smule mere lige end på psykologistudiet. Foruden at være medlem af Indput, er Marie klædt ud og klar til at mikse alko og sodavand for de tørstige, spirende psykologer, når Fredagspsykosen holder fest. Marie er et vægelsindet menneske, og hun var i eksistentiel krise over sit studievalg. Både medicin og journalistik trak i hende, men slutteligt blev det dog et ophold på et børnehjem i Cambodia, der gjorde udslaget. Til trods for rejser er Marie et rigtigt indavlet brobarn, der har leget på asfalten fra hun var spæd. Så selvom hun måske ville have trivedes med SDUs praktiske sans og sundhedsfaglige fokus, befinder hun sig bedre på de Hogwarts-lignende CSS-faciliteter, som ikke tvinger tryghedsbarometeret ud af balance. Et af Maries yndlingstidspunkter på en studiedag er de 15 lyksalige minutters pause i forelæsningerne – især, hvis der er fløde til kaffen i kaninen. Marie er en, om end stadig ret grøn, del af Indputs layoutgruppe, og hun glæder sig til at fremtrylle smukke tekster til Indput i takt med en øget beherskelse af InDesigns kroge og afkroge.

Indput Institut for Psykologi KU

Cæcilie fylder snart 25 og læser psykologi på første år. Livet på CSS er dog ikke nyt for Cæcilie, der har haft sin gang på det gamle kommunehospital i snart fem år; efter at have tilbragt fire forvirrede, men festlige, år på statskundskabsstudiet i en slags kronisk eksistentiel krise, turde hun endelig erkende og forfølge sin sande interesse og var så heldig at blive optaget på psykologistudiet i sommer. Med udsigt til tilværelsen som evighedsstudent og tilhørende økonomiske kvaler, bestræber Cæcilie sig på at få mest muligt ud af sine sidste år som statsunderstøttet studerende og flytter til Berlin til efteråret for at studere ved Freie Universität. Hun skal bare lige lære tysk inden. Med en solid meritoverførsel fra det tidligere studie, står Cæcilie allerede til næste sommer og skal starte på kandidatuddannelsen, og hun føler sig lidt stresset ved tanken om allerede at skulle afgrænse sin fremtid om et år. I valget mellem praksis og teori lander Cæcilie ubetinget på sidstnævnte, og hun kunne godt forestille sig engang at gå forskningsvejen, dog kombineret med et par ekskursioner fra elfenbenstårnet ud i den virkelige verden. Der er (heldigvis) også lidt flere ord at knytte til Cæcilie end blot de, der drejer sig om studielivet. Hun elsker at kokkerere (og spise) god mad, drikke øl med gode venner, at lytte- og danse til The Doors, hun har en mild fobi for mågeskrig og en stærk aversion mod selvhøjtidelighed, og hvis der er noget, der kan gøre Cæcilie utålmodig, er det folk, der bevæger sig langsomt.

7


Side

9-

manden Foto af Asta Ingemann Jensen, stud.psych. Af Isabel Sidenius, stud.psych.

Navn: Sylvester Rudkjøbing. Alder: 23. Semester: 2. Status: Single. Kropstype: God. Fritidsinteresser: At spille smart sammen med mine ”venner”. Hvad er din yndlingsbevægelse? Solhilsenen. Hvad er din holdning til kønsfordelingen på psykologi? Den er kedelig. Hvilke kvaliteter har din drømmekvinde? Hun scorer lavt på conscientiousness, lavt på agreeableness og esktremt højt på neuroticisme. Hvilken skakbrik ville du være – og hvorfor? E2 bonden: Elsket af alle. Sammensæt dig selv ud fra tre kendte karakterer fra film, bøger, CSS m.m.: Ramses II, Genghis Khan og Priapus. Hvad provokerer dig? Global kapitalisme. Hvor ville du allerhelst rejse hen lige nu? Til Sikkim, Nordindien. Hvad er lykken for dig? Mit sind, klart og uendeligt, som den høje himmel ved vintersolnedgang. Hvad er dit yndlingscitat: ”Alt kan ske, alt er muligt og sandsynligt. Tid og rum eksisterer ikke. På et ubetydeligt virkelighedsgrundlag folder indbildningen sig ud og væver nye mønstre.” Strindberg’s ”Et drømmespil”. Oftest set i slutningen af Fanny og Alexander.

Indput Institut for Psykologi KU

9


TEMASEKTION BEVÆGELSE Foto af Asta Ingemann Jensen, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU

11


d Ti

sg en ang Af Isabel Sidenius, stud.psych. Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych. ESSAY. Tiden går, tiden flyver, tiden snegler sig afsted. Tiden er i konstant bevægelse. Ofte opstår der sproglige fremstillinger af tid, hvor tiden enten objektiveres eller besjæles og tillægges menneskelige egenskaber og værdier. Vi kender og bruger alle sammen disse beskrivelser af tiden. Når vi keder os, vil vi gerne slå tiden ihjel eller fordrive den. Når vi har travlt, vil vi gerne vinde tid og ikke spilde den. Tiden løber fra os, og ofte har vi bare ikke tid nok - andre gange tager vi os ekstra god tid til noget vigtigt. Man kan have god tid og dårlig tid; ventetid og rejsetid. Meget tid anses som forgangen tid; fra en svunden tid. Tiden vil altid gå, selvom den nogle gange synes at stå stille - det er tidens gang.

Indput Institut for Psykologi KU

13


Ifølge uret har tiden altid den samme hastighed. Tager man udgangspunkt i jordens bane rundt om solen, tager dette et år. Ét år kan yderligere deles op i 365 døgn, hvoraf hvert døgn består af 24 timer, hvilket er udtryk for den tid, det tager for jorden at dreje én gang rundt om sig selv. Hver time kan nu yderligere deles op i 60 minutter, hvor det enkelte minut endnu engang kan deles op i 60 sekunder. Ordet tid har etymologisk forklaret sin oprindelse i ordet opdeling. Denne opdeling medfører, at tiden har et forhold, der kan synkroniseres verden over. Ét minut i Danmark, vil være præcis det samme i New York eller Kina, om end tidszoner selvfølgelig varierer. En sådan opdeling af tiden i forhold til vores solsystem kan sidestilles med en absolut tidsopfattelse. En tidsopfattelse Newton i sin tid beskrev som 'den absolutte, sande og matematiske tid'. Einstein gjorde, med sin relativitetsteori, op med antagelsen om en absolut tid. Ifølge relativitetsteorien er tiden relativ, og genstande bevæger sig med forskellig hastighed i forhold til hinanden uafhængigt af en tænkt absolut tid: den såkaldte egentid. Denne forklaring af tid kræver en længere matematisk redegørelse, som indebærer noget med lysets hastighed, en mulighed for tidsrejser og eventuelt en længere videregående uddannelse inden for fysik. Jeg vil derfor afstå fra en sådan forklaring og i stedet forholde mig til bevægelse over tid og den forandring, bevægelsen medfører. I Freuds tidlige forfatterskab udviklede han en antagelse om, at der i drømme opstår en sammensmeltning af tiden. Drømmene kan ses som psykiske frem- og tilbagebevægelser over tid, og først igennem tydningen af drømmene kan

Indput Institut for Psykologi KU

man se, hvordan et fortidigt ønske finder vej ind i en nutidig fremstilling. Drømmen bliver således en billedlig fremstilling på en sammensmeltning af det nutidige og det fortidige. En sammensmeltning der, som genstand for analyse, kan være meningsskabende og give en forståelse for individets bevæggrunde og indre problemstillinger. Lidt den samme tilgang gør sig gældende inden for narrativ psykologi, hvor livsfortællingen bliver meningsskabende og årsagsforklarende. Livsfortællingen indeholder fortidens reminiscenser, erindringer og nostalgier fortalt inden for rammen af nuets momentane, øjeblikkelige, følbare virkelighed. Sammenkædningen af disse, samt fremtidens, håb, forventninger og drømme, skaber et helhedsbillede af menneskets livsfortælling, narrativet, som det tager sig ud på det givne tidspunkt. I flere psykologiske faggrene bliver tiden altså et vigtigt begreb i terapeutens terminologiske værktøjskasse. Man kan i denne anvendelsessammenhæng tale om, at det er forandringen, der gør, at sammensmeltningen af det fortidige, det nutidige (og det fremtidige) overhovedet er relevant, idet forandringen må være en forudsætning for distinktionen imellem disse. Ændringer i følelser, holdninger, udseende, erindringer og alt andet foranderligt, forandres tillige alt sammen på baggrund af en bevægelse over tid. Nogle definerer, i overensstemmelse hermed, tid som en proces; altså noget, der har en udvikling, hvilket jo nærmest er synonymt med forandring. Hvis intet forandrede sig, ville der ingen udvikling være i noget som helst, og alt ville forblive i en tilstand af stilstand. Uden forandringen ville man nok slet ikke opdage, at tid havde passeret. Tiden ville gå i stå. Og man kan derfor spørge sig selv, om tiden overhovedet ville eksistere uden forandring? Forandringens karakter, eller måske nærmere opfattelsen af denne forandring over tid, må således blive den afgørende brik i spillet om at forstå dette tidslige mysterium. Som den amerikanske psykoanalytiker Roy Schafer ligeledes har pointeret på et tidspunkt, så vil det fortidige altid forstås ud fra en nutidig opfattelse af det, og erindringerne vil dermed hele tiden ændre karakter.

Opfattelsen er dog ikke kun essentiel, når man taler om erindringer. Den er afgørende, når man snakker om tid generelt, da den jo er der kontinuert; sideløbede med tidens bevægelse. Et splitsekund kan føles som en evighed, og flere timer kan flyve afsted, før man når at se sig omkring. Uden nødvendigvis at konsultere uret ved vi, hvornår noget er på høje tid, hvornår vi kører på lånt tid, eller hvornår noget bare er oppe i tiden. Et langt menneskeliv er måske ikke langt i forhold til jordens levetid, men den ældre kvinde, hvis udseende bærer præg af tidens tand, vil måske føle, at hun har haft et langt liv alligevel. Alle disse forskelligartede opfattelser af tidens bevægelse og foranderlighed leder mig tilbage til udgangspunktet, og jeg vil rette opmærksomheden mod sprogets forunderlige, finurlige formåen i at udtrykke disse tidsopfattelser. Med sproget som medium levendegøres og fremstilles tiden i overensstemmelse med de subjektive opfattelser af tid, som et konkret klokkeslæt, et flygtigt blik på armbåndsuret – den absolutte, kronometriske tid i sig selv – ikke kan indfange eller udtrykke. Sproget muliggør en subjektiv, følelsesbetonet definition af tiden, som den opfattes i den umiddelbare situation. Hvorvidt tiden er absolut eller relativ, må for nu forblive irrelevant, idet ingen af forklaringsmodellerne kan beskrive vores egentlige forhold til tid. Tidens bevægelse og foranderlighed kan kun meningsfuldt defineres ud fra den subjektive opfattelse, vi har af den, i det øjeblik vi prøver at forstå den – og hertil bliver sproget et vigtigt redskab til at beskrive disse forskelligartede tidsopfattelser og deres evigt foranderlige karakter. n

15


Pusterum

Tekst og foto af Christian Guldager, stud.psych. Jeg har sat små blyantsprikker i kalenderen, én tusindedel af hver eneste dag. Dage hvor jeg mindes, at der var øjeblikke uden minder, hvor jeg hverken var ude eller inde – ingenting vidste om om lidt. Lidt ved jeg om disse minder, andet end at de opstår, når de forsvinder. Når tinden stakåndet ånder ud over dagen, ånder jeg lettet op – dagen går videre. Punkterede sekunder i rum der nydes alene – døren åbnes, og jeg drøner afsted – mens de uindbudte hvileløst leder, efter lappegrej og fotografiapparat, bevæger jeg mig længere væk, så jeg kommer tættere på – tæt nok til at knække viseren af, på afstand nok til at ånde ud uden at det blev sidste gang. I konstant bevægelse rører jeg ikke på mig – jeg går, og alt står stille. Som pauserne der mellem tonerne komponerer melodien – mens minderne lydløst vibrerer i luften, som klangen fra en sprunget streng – husker jeg tydeligt, at de velorkestrerede pusterum, der skaber bevægelse i mine erindringer, er lydløse kompositioner tømt for minder.

Indput Institut for Psykologi KU

17


Bevægelse, bevidsthed – og babyer! Af Phillip Dyssegaard, stud.psych. & Alexander Gjerding, stud.psych. Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych., i samarbejde med Babylab

INTERVIEW. Bevægelse er næppe det mest studerede fænomen i psykologien, men det kan der måske snart blive lavet om på. Simo Køppe er leder af et projekt under Institut for Psykologis Babylab, hvor bevægelse undersøges som en modalitet, der bidrager til vores oplevelse af verden ligesom vores sanser, vores sprog og vores emotioner gør det. Gennem en integration af kvalitative og kvantitative metoder undersøges spædbørns udvikling af motorisk dialog og intentionalitet gennem en præcis registrering af mor-barn interaktion ved hjælp af infrarøde motion capture-kameraer. I sidste ende er det håbet, at projektet kan bidrage til en forståelse af, hvordan bevægelse indgår som et vigtigt element i grundlæggelsen og udviklingen af den menneskelige psyke. Indput mødtes med Køppe på hans kontor til en snak om projektet.

Indput Institut for Psykologi KU

19


Når man ser på et spædbarn, der kun er få uger gammelt, er det svært ikke at undre sig over dets opførsel. Snart vendes hovedet den ene vej, snart den anden. Hånden rækkes frem og pludselig høres en underlig pludrelyd. Hvordan opleves mon verden for sådan et lille væsen? På den ene side virker mange af spædbarnets bevægelser ukoordinerede og tilfældige, men på den anden side er der også nogle bevægelser, der virker som et udtryk for en klar intention fra barnets side. I projektet “Motor dialogue and motor intentions in early infancy” undersøges netop sammenhængen mellem den motoriske udvikling og barnets intentionalitet. Projektet ledes af professor MSO Simo Køppe og er knyttet til Institut for Psykologis Babylab. Medvirkende i projektet er desuden adjunkt Tone Roald, post.doc. Kasper Levin og ph.d.-studerende Ida Egmose. Forskningen i Babylab Københavns Universitets Babylab blev oprettet i 2005 som en eksperimentel forskningsenhed under Center for Spæd- og Småbørn. Forskningen i Babylab fokuserer både teoretisk og empirisk på kognitive og socioemotionelle udviklingsprocesser hos spædbørn og forældre i løbet af barnets første leveår. Til denne forskning benyttes bl.a. et såkaldt motion capture-system, der består af otte infrarøde kameraer sat op i samme rum. Disse kameraer bruges til at lave en præcis registrering af babyens og moderens bevægelser. Dette gøres ved, at man sætter markører (nogle skumgummikugler) på babyens og moderens led. Motion capture-kameraerne registrerer, hvordan disse markører bevæger sig i rummet over tid, og på den måde opnås en præcis måling af både moderen og barnets bevægelser. Desuden optages der lyd, således at spædbarnets vokalisering kan kortlægges, og der filmes med almindelig video, som kan gøres til genstand for kvalitativ kodning. Endelig har både børn og mødre gennemgået en række psykologiske tests, og Babylab råder derfor efterhånden over et særdeles stort datasæt - alene videoerne bruger op mod en tredjedel af hele instituttets harddisk-kapacitet! Simo Køppe fortæller om opstarten af projektet: ”Det har taget 6 år at få optaget. Grunden til, at det har taget så lang tid, er, at vi både har lavet optagelser, da børnene var 4, 7, 10 og 13 måneder gamle, så det er altså et longitudinelt studie”. De mange data indgår som empiri i en række forskellige projekter, hvoraf et af dem altså er et projekt om motor-intentionalitet, som koordineres af Køppe.

Indput Institut for Psykologi KU

Bevægelse som betydningsmodalitet Inden for den psykologiske forskning i sansemodaliteter har der traditionelt været mest fokus på syns- og høresansen. Men ifølge Køppe spiller også bevægelse og motorik en helt afgørende rolle for, hvordan vi mennesker oplever verden: “Den klassiske stimuli-respons tilgang er lidt til grin, fordi den siger, at vi har et passivt subjekt, der så modtager nogle stimuli, og så er der en motorisk reaktion. Men man kan lige så godt sige, at det var motorikken, der startede med at indstille kroppen på at modtage nogle stimuli. Og så reagerede med en bevidst registrering”. Motorikken er er altså ikke blot en simpel reaktion på en passiv modtagelse af stimuli. Derimod kan motorikken karakteriseres som en betydningsmodalitet, altså en af de kanaler hvorigennem mennesker oplever og fortolker verden, på linje med vores sanser, vores emotioner og vores sprog. Om den teoretiske baggrund for projektet fortæller Køppe: ”Det er koblet til embodiment-teorier og fænomenologiske teorier. Betydningsdannelsen, som ender i bevidstheden, er en konsekvens af hele organismens bevægelse og håndteringen af relationen til verden. Alle sanser er afhængige af motorikken. Det hele er koblet til bevægelse. Hvis vi bare var fuldstændigt passive og totalt låst, så ville der ikke gå særlig lang tid, så ville vi faktisk ikke percipere noget som helst. Det er ikke for at gøre motorikken til det absolut vigtigste, men den er i hvert fald medspiller i langt de fleste sansninger.” Bevægelse og psykens konstitution Bevægelse som fænomen har ifølge Køppe betydning for et af psykologiens absolutte grundspørgsmål: Spørgsmålet om den menneskelige psykes opståen. For at uddybe hvorfor dette er tilfældet, kommer Køppe ind på princippet om neoteni, der betegner det forhold, at mennesket bliver født “for tidligt”, og derfor gennemlever en stor del af den udvikling, der for andre arter foregår i livmoderen, efter fødslen. Man kan således sige, at mennesket gennemløber en stor del af sin kritiske udvikling i en “social livmoder”. En af konsekvenserne af at mennesket fødes “for tidligt” er, at psyken simpelthen endnu ikke er færdigudviklet, når barnet fødes. Det betyder bl.a., at barnets sanser ikke er integreret på samme måde som hos voksne: “Man har et ældgammelt begreb, der går helt tilbage til Aristoteles, der hedder sensorium commune. Det er ligesom et fælles rum, hvor sanserne mødes og kobles. Og det er så den voksne bevidsthed,

som vi umiddelbart kender til, når vi tænker på bevidsthed.” Om hvordan denne ”sansemodaliteternes enhed” opstår, siger Køppe: “Man har to konkurrerende måder at se det på: Enten at vi fødes ind i en ”sansegrød”, og sanserne så differentieres. Altså at vi ikke fra starten kan differentiere mellem de enkelte sanser, men at det er noget, der udvikles ganske langsomt. Det andet perspektiv er, at de sådan set er adskilte fra starten, og at de først bagefter bliver samlet. Det giver det lidt spooky resultat, at man må sige, at barnet inden samlingen af sanserne har parallelle bevidstheder knyttet til hver sans.” Den hidtidige forskning har ikke givet noget entydigt svar på, om den ”differentielle” eller ”integrative” model er den bedste beskrivelse, og det tyder måske på, at det nyfødte barns sanser hverken er en samlet ”sansegrød” eller totalt uafhængige entiteter. Køppe anerkender, at det ikke er sort/hvidt, men hælder selv mest til den integrative forståelse: ”Der er selvfølgelig overlap, men det er relativt autonome betydningssystemer, som så via motorikken bliver samlet.” Ifølge Køppe går udviklingen af motorikken altså hånd i hånd med udviklingen af vores bevidsthed: ”Noget af det, som jeg synes, er interessant, det er, at udviklingen af motorikken er med til at danne subjektet i den forstand, at det er motorikken, der samler sanserne. I det øjeblik man kan bevæge sin krop selv, altså ved at kravle eller hvad det nu er, så bevæger man jo sine sanser rundt i verden. Dvs. at man på en eller anden måde får samlet sansningen af verden i en samlet bevidsthed og tilknyttet et jeg.” Ny teknologi giver nye muligheder Det teoretiske udgangspunkt for projektet er begrebet motor-intentioner der betegner målrettede, men præ-refleksive handlinger, altså at der godt kan ligge en intentionalitet bag spædbarnets handlinger, selvom barnet ikke er (sprogligt) bevidst om, hvad det gør. Selvom spædbarnet endnu ikke har noget sprog, kan det altså stadig interagere med omverdenen gennem motorisk dialog. Det er netop denne type af interaktion, hvor barnet udtrykker en intentionalitet gennem sine bevægelser, der undersøges i projektet. Begreberne om motor-intentionalitet og motor-dialog stammer oprindeligt fra fænomenologiske embodiment-teorier og har indtil nu primært været genstand for mere filosofiske, ikke-empiriske beskrivelser, hvilket bl.a. skyldes fænomenernes

høje kompleksitet: “På et tidspunkt i 40’erne og 50’erne var der en russisk fysiolog, der hed Nikolai Bernstein, som viste, at det principielt er umuligt at beregne de enkelte musklers bidrag til en bevægelse, fordi der simpelthen er for mange. En simpel bevægelse involverer for mange muskler og kombinationer. Den anden ting er, at der aldrig er nogen bevægelser, der er identiske”, forklarer Køppe. Tidligere har det derfor været en udbredt opfattelse, at motor-intentionalitet er for komplekst et fænomen til, at det kan beskrives kvantitativt. I løbet af de seneste år er der dog sket en voldsom udvikling i graden af kompleksitet, som computere kan håndtere, og dette giver helt nye muligheder for at undersøge bevægelse. Muligheden for at konstruere kvantitative modeller, der er i stand til at repræsentere en sådan kompleksitet, er dog ikke nødvendigvis synonym med en bedre eller mere adækvat indsigt i fænomenet. Brugen af disse kvantitative metoder er afhængig af en dybere forståelse af, hvordan statistik kan integreres med kvalitative forklaringer. I Babylab benyttes således en interdisciplinær kombination af fænomenologiske kvalitative metoder og kvantitative beregninger af bevægelse, foretaget af det førnævnte motion capture-system. En kombination af kvalitative og kvantitative metoder De nye computerteknologier giver nogle helt nye muligheder for at undersøge motor-intentionalitet, ifølge Køppe: “Fidusen er at kombinere forskellige metoder. Fordi det, der er problemet ved kvalitativ kodning - det er, at det tager ekstremt lang tid. Det tager uendelig tid.” Den kvalitative del af projektet består af en fænomenologisk kodning af de optagede videosekvenser med mor/barn-par. Forskerne (og nogle meget hårdtarbejdende psykologistuderende!) analyserer barnets bevægelser ud fra en række præcist definerede kategorier, herunder bevægelser rettet mod objekter, bevægelser rettet mod barnet selv og bevægelser rettet mod moderen. Herefter følger den kvantitative del, fortæller Køppe: “Motion capture-systemet fungerer ved et program, der automatisk måler hastighed, acceleration, vinkel og tilbagelagt afstand på de markører, der sidder på moderen og barnet. Dvs. at man har nogle kinematiske værdier på alle bevægelser. Mor og barn har tilsammen 28 markører, og der er 36.000 mål pr. markør. Og så har vi fået lavet et Matlab-modul, der beregner alle de kinematiske værdier for de enkelte bevægelser.” Det betyder altså, at motion

21


capture-systemet forhåbentlig bliver i stand til at genkende de forskellige typer af bevægelser ud fra de kinematiske værdier (dvs. den måde, hvorpå spædbarnet bevæger sig). Køppe uddyber: “Håbet er, at man netop kan starte med en relativ afgrænset operationalisering ud fra nogle kvalitative kriterier. Og så kan man se på sine kinematiske værdier, hvad der svarer til de egenskaber, man leder efter og så simpelthen måle de kvalitative kodninger, sådan at man slipper ud over det her med, at det tager så lang tid. Så man kombinerer det kvalitative og det kvantitative ved at lade det kvalitative være det, der giver egenskaberne, og enhederne man leder efter. Hvis vi så kan definere dem tilstrækkeligt præcist via motion capture-systemet, så vil man simpelthen kunne måle kvalitative egenskaber. Meget hurtigere.” Ambitionen om at kombinere metoder på denne måde er dog ikke let at realisere, og forskerne har brugt flere år på at få styr på teknikken til indsamling og behandling af data. Intentionalitet og bevægelse Idéen med at lave kvantitative målinger af bevægelser er bl.a. inspireret af den italienske forsker Cristina Becchio og kolleger, der har formået at måle og isolere kinematiske variable ved intentionelle bevægelser hos voksne. Således har de fastlagt, hvad der adskiller en intentionel bevægelse fra en ikke-intentionel/refleksiv automatisk bevægelse: “Det, Becchio gør, er at vise, at hvis man beder folk om at lave en intentionel bevægelse, så vil det vise et bestemt kinematisk mønster. Hvis det holder, så må det også holde for børn. Altså hvis det kan gentages (hos børn), så må det være udtryk for, at der er intentionalitet til stede. Altså man kan bede folk om at udføre en intentionel bevægelse, og derefter kan man så måle på det. Endelig kan man så se, om man kan overføre det til spædbørnene, som man jo ikke kan spørge, fordi de ikke har noget sprog.” Håbet er altså, at man vil være i stand til, vha. motion capture-systemet, at kunne skelne mellem de af spædbarnets bevægelser, der er udtryk for intentionalitet og dem, der ikke er. Disse resultater vil så kunne sammenlignes for de forskellige aldre, hvor børnene er blevet observeret, og på denne måde

Indput Institut for Psykologi KU

bliver det muligt at beskrive udviklingen i motor-intentionalitet over tid. Projektet løber indtil 2018, og der er derfor endnu ingen endelige resultater, men “der er helt klart en udvikling, og spørgsmålet er så, om vi kan aflæse det via de kinematiske værdier. Det er forbløffende, hvor lidt der er blevet lavet af sådan noget, der er longitudinelt – og det, synes jeg, er underligt – men det er selvfølgelig, fordi det tager så lang tid”. En kortlægning af psykens opståen og udvikling Udover at kunne beskrive udviklingen i motor-intentionalitet og motor-dialog over tid, er det meningen, at disse målinger også skal kombineres med andre af de data, som er indsamlet i Babylab, bl.a. kodninger af spædbarnets vokalisering (altså de lyde, det laver) og de emotioner, barnet giver udtryk for i løbet af interaktionen med moderen. Hermed er vi tilbage ved begrebet om betydningsmodaliteter og spørgsmålet om, hvordan spædbarnets psyke i løbet af dets første leveår udvikler sig hen imod den form for bevidsthed, vi kender fra os selv. Undersøgelsen af, hvordan de forskellige betydningsmodaliteter (sansninger, bevægelse, emotioner og sprog) udvikler sig i forhold til hinanden, foretages bl.a. ved hjælp af en statistisk metode, der kaldes bootstrapping. Bootstrapping er en metode, der registrerer enheder fra to forskellige modaliteter i forhold til hinanden (ligger de samtidigt, forskudt, før eller efter hinanden, eller slet ikke) og målt i forhold til en tilfældig fordeling. Køppe forklarer om metoden: “Det bruges til at se, hvordan vokalisering og motorik tilsyneladende hænger sammen på en eller anden måde i et eller andet mønster. Det kan man så se ved 4, 7, 10 og 13 måneder, og så kan man se, hvordan det udvikler sig. Det er to modaliteters udvikling i forhold til hinanden. På samme måde har vi i Babylab forsøgt, og det er lidt sværere, at kode for affekt. Men hvis man nu sagde, at vi havde en affektkodning, så kunne man koble den til det samme system, sådan at man med tiden kunne se udviklingen i, hvordan modaliteterne bliver brugt i relation til hinanden. Brugen af de enkelte modaliteter er nemlig forskellig på forskellige tidspunkter i barnets udvikling. Eksempelvis bliver synet ikke brugt særligt meget i starten. Man kan derfor kode,

hvilke modaliteter barnet bruger på de forskellige tidspunkter i udviklingen, og der sker der nogle glidninger i forholdet mellem de enkelte modaliteter.” Samlet set vil projektet altså kunne indgå i en kortlægning af, hvordan de forskellige betydningsmodaliteter udvikler sig, både hver for sig og i forhold til hinanden, efterhånden som spædbarnet bliver ældre. Da det i sidste ende er gennem betydningsmodaliteterne, at vi oplever verden, er det samtidig en undersøgelse af indholdet i spædbarnets før-sproglige bevidsthed. Alt i alt er det altså håbet, at projektet vil kunne bidrage til en forståelse af, hvordan psyken opstår og udvikler sig i spædbarnet, samt hvilken rolle bevægelse og den motoriske udvikling spiller i denne proces. n

23


DANS MELLEM KROP OG TANKER Af Anne Marie Kristensen, stud.psych. Nord for London og tæt på landsbyen Hatfield finder man University of Hertfordshire. Her har Dr. Peter Lovatt, også kendt som Dr. Dance, i 2008 opbygget et Dance Psychology Lab, som ser nærmere på psykologiens forbindelse til dans og dansere. Jeg mødte Peter Lovatt første gang i 2010 og har i forbindelse med hans foredrag bidraget med koreografi, som er opført på instituttet i Hertfordshire samt ved Edinburgh Fringe Festivalen. Nærværende artikel vil præsentere nogle af Lovatts og instituttets primære og inspirerende interesseområder i spændingsfeltet mellem bevægelse, krop og tænkning. Dans for Parkinsonspatienter Blandt de største projekter på Dance Psychology Lab finder man Dance for Parkinson’s, hvor der forskes i, hvorledes dans som fritidsinteresse fysisk og psykisk gavner mennesker, der lider af Parkinsons. Derfor har instituttet de sidste fire år på ugentlig basis tilbudt undervisning i selskabsdans til både Parkinsonspatienter, plejere og pårørende. I en artikel, som Lovatt har udgivet sammen med Carine Lewis, Lucy E. Annett, Sally Davenport og Amelia A. Hall, påvises en statistisk sammenhæng mellem disse ballroomtimer og Parkinsonspatienternes humør. Deres depressionssymptomer, træthed og især vrede tenderede til at falde ved regelmæssig deltagelse i dansetimerne, og konceptet har spredt sig til bl.a. den engelske kongelige ballet, som nu også tilbyder et Dance for Parkinson’s-program. Her i Danmark er Parkinsonforeningen ligeledes opmærksomme på dansens gode bivirkninger og indbyder til arrangementer som fx Dans under solen om sommeren. Danseres tanker om sig selv At dans skulle være en naturlig del af sprog lyder umiddelbart ikke oplagt. Men da begge fungerer som elementære kommunikationsveje, er denne sammenhæng ikke så sær i Lovatts optik. Han betragter dans fra en kognitiv psykologisk vinkel og benytter sig af dansen som eksperimentel metode. Blandt Lovatts studier omkring dans og tænkning har han set nærmere på forskningen vedrørende danseres selvværd, eller self-esteem. Umiddelbart skulle man tro, at det kræver en portion selvværd ud over det sædvanlige at stille sig op på en scene foran 30, 300 eller måske 3.000 mennesker. Ifølge Lovatt viser forskningen da også, at danser man for fornøjelsens skyld i sin fritid, har man højere selvværd end gennemsnittet. Dog finder han også, at de, som derimod vælger dans som

Indput Institut for Psykologi KU

deres levevej, gennemsnitligt har det laveste selvværd af de undersøgte erhvervsgrupper, med balletdansere havende det laveste selvværd af de professionelle dansere. Hvorvidt statistikken skal forklares ud fra dansernes arbejdsmiljø, den benhårde konkurrence om jobbene inden for erhvervet, auditionproceduren, eller om livsstilen tiltaler særlige personlighedstræk, er endnu forholdsvis uvist og kræver yderligere forskning. Umiddelbart kunne man forestille sig, at et intenst fokus på et særligt kropsideal er blandt risikofaktorerne, når det gælder dette generelt lave selvværd blandt professionelle dansere. Genkendelse af følelser Laboratoriet i Hertfordshire beskæftiger sig altså med mange genrer af dans og dansere, med dans som fritidsinteresse såvel som dans som kunstart. Når det gælder sidstnævnte, kredser genstandsfeltet særligt omkring, hvorledes vi fortolker og forstår følelser i dans. Mennesker er meningssøgende væsener, og det falder os derfor naturligt at forstå de følelser og relationer, som ofte udfolder sig i danseforestillinger, selv om en stor del af vores hverdagskommunikation domineres af det talte og skrevne ord. I et forskningsstudie allierede Lovatt sig med den anerkendte koreograf inden for moderne dans, Russell Maliphant, som specialiserer sig i abstrakte og æstetiske bevægelsesmønstre, som sjældent har til hensigt at være historiefortællende. En gruppe dansere iklædtes dragter med lygter ved hvert af kroppens led. De blev filmet dansende iklædt disse små lys, således at forsøgsdeltagerne kun så lysene bevæge sig uden at kunne se dansernes kroppe. Selv om materialet hverken var baseret på et narrativ eller følelser, læste deltagerne en række historier og relationelle sammenhænge ud af lysmønstrene, hvilket understreger kroppens stærke fortælleevne. Hormoner på dansegulvet Ifølge Peter Lovatt er vi født til at danse. Instinktet til at bevæge sig i takt til musikken ligger i vores genetiske opbygning, og bevægelserne fungerer som en form for førsproglig urkommunikation. Lovatts forskning har blandt andet også bevæget sig ind på Englands natklubber, hvilket sandsynligvis er et af de steder, hvor størstedelen af befolkningens dansemoves udfolder sig nu om stunder, ofte i knap så ædruelig tilstand. Flere af diskoteksgængerne på de undersøgte natklubber indvilligede i at lade sig filme og få målt deres hormonniveauer, hvorefter Lovatt fandt frem til, at mændene med de højeste testosteronniveauer tenderede til at danse med store arm- og benbevægelser, hvorimod kvinderne med høje østrogenniveauer, måske ikke så overraskende, bevægede hofterne meget. Lovatts undersøgelser viste endda forskelle i kvindernes bevægelsesmønstrer på baggrund af, hvor i deres menstruationscyklus, de befandt sig; altså at dansehoften skulle være særligt aktiv under ægløsning. Videomaterialet af disse unge natklubdansere blev anonymiseret i form af sløring, således at bevægelserne stod klart frem, selv om identiteterne ikke gjorde det. Det blev vist for mere end tusind forsøgsdeltagere, og igen er det måske ikke voldsomt overraskende, at mændene med de store arm- og benbevægelser samt kvinderne med de mest vuggende hofter fremstod mest tiltrækkende for betragterne. Selv om mændene med høje testosteronniveauer og store armbevægelser blev anset som de mest tiltrækkende, beretter Lovatt dog, at de sjældent er bedst til at indgå i længerevarende parforhold. Er det dét, man søger, bør man ifølge Lovatt finde et menneske, der koordinerer sine bevægelser godt til ens egne, uden at han eller hun er den, der bevæger sig med barens mest flamboyante dansemoves. n

25


Velkommen til Bechmann INTERVIEW. Vi kender ham fra forelæsninger og holdundervisning, men hvem er han på administrationsgangen? Indput byder vores nye studieleder Torben Bechmann Jensen velkommen, og vi har benyttet anledningen til at stille ham nogle spørgsmål. Af Amalie Vatne Brean, stud.psych., og foto af Christian Guldager, stud.psych. Torben Bechmann Jensen har skiftet spor. Sagt med egne ord har han ”skiftet det hyggelige, gamle kontor i den socialpsykologiske villa ud med et mere strømlinet og blåt kontor på administrationsgangen”. Hvis tid og mulighed er på hans side, vil han stadig bidrage til forelæsningerne i Socialpsykologi og SUI, men holdundervisningen bliver der ikke tid til. Indput har stillet Torben nogle spørgsmål for at få mere at vide om hans rolleskift, som han kalder både mangeartet, sjovt, udfordrende og overraskende. Vil vi fortsat få vinglas og høje hæle fra dig, nu hvor du er blevet studieleder? I må leve med minderne. Fremtiden bliver nok mere præget af kaffekrus (ikke engangs-) og mao-sutter. Når jeg ikke skal undervise i attributionspsykologi eller optræde så meget på de skrå brædder, så bortfalder jo pointen med at give folk mulighed for gode eller spøjse attributioner. Jeg lover dog stadig at drikke vand af glas med fod, men det er der jo kun få, der kan se her på studielederkontoret. De høje hæle beholder jeg til særlige lejligheder. Hvad har fået dig til at blive tændt på idéen om at være studieleder? Jeg var sådan set slet ikke tændt på idéen om at skulle være administrator, men gode kolleger fra Instituttet opfordrede mig til at søge/stille op. Det afgørende for mig er, at vi, dvs.

Indput Institut for Psykologi KU

27


både ansatte og studerende, gør vores bedste for fortsat at have en uddannelse og et samarbejdsklima, hvor der er plads til en bred vifte af fagområder, og hvor vi tager os af hinanden på en ordentlig måde. Dét vil jeg gerne medvirke til – også selvom det koster afsavn ift. min forskningstid, undervisning og tiden til at kunne mødes med spændende medmennesker, der har noget på hjerte (det sidste kan jeg jo på en måde stadigvæk). Da Helle Andersen gav posten som studieleder videre, interviewede Indput hende. I den sammenhæng beskrev hun de berømte samfundstendenser; forringelser, besparelser, konkurrencer og krav. Hvordan tænker du, at disse tendenser udfordrer Instituttet og Psykologi som fag? Samfundets tendenser påvirker uundgåeligt. Instituttet står overfor store udfordringer, især i form af den øgede privatisering, konkurrence og harmonisering internationalt og globalt. Hvis vi hele tiden skal sammenlignes internationalt ud fra de samme præmisser, så vil Instituttet og dansk psykologi tabe terræn. Instituttet og faget har haft nogle store fordele i den nationale udvikling i form af velfærdsstaten, hvor især socialforskningen, men også f.eks. A&O, har kunnet høste mange exceptionelle indsigter i, hvordan ting kan udvikle sig under betingelser, som er særlige set med internationale briller. Hvis al vores forskning, psykologien og faget skal tilpasses en international standard, risikerer vi at tabe dyrebar

Indput Institut for Psykologi KU

viden og særlige kompetencer på gulvet. Men det er kun et lille hjørne ud af mange udfordringer. Et andet er, at når forskningen (og med tiden måske undervisningen) gøres afhængig af, om den kan sælges eller finansieres eksternt, så vil kriterierne for god forskning og undervisning nemt blive drejet i retning af det populære eller lettest omsættelige, men ikke nødvendigvis det bedste eller rigtigste. Måske kan psykologi være god forretning, men det er et problem, hvis uddannelse, dannelse og viden varegøres fremfor at tilvejebringe forbedringer af mere grundlæggende karakter i form af velfærd, forbedringer af livsbetingelser, en mere oplyst befolkning osv. Er det en særlig arv på Instituttet, du ønsker at videreføre? I forlængelse af dette, er der så også noget, du glæder dig til at ændre på? Jeg var en af mange, der var begejstret for Helles måde at udfylde rollen som studieleder på – og i den forbindelse er jeg ydmyg overfor det, som jeg nu skal videreføre. Både Helle og jeg har baggrund i det socialpsykologiske og var også enige i rigtig mange ting, men nogle ting vil nok ændre sig. Der er mange ting, som jeg gerne vil ændre, men det handler mest om – midt i disse krisetider med voldsomme besparelser og krav - at understøtte Instituttets ansatte og alle de studerende og medvirke til, at vi sammen får lavet den bedst mulige uddannelse, og at så mange som muligt får noget godt ud af og har lyst til at være her med vores arbejde

og/eller studier. En stor ambition er at skabe en fælles IfP–ånd, hvor f.eks. studerende kommer og bliver på studiet – ikke fordi de skal (fremmødekrav), men fordi her foregår noget spændende og livgivende, og fordi her er nogle mennesker, studiekammerater, undervisere og TAP’er, som man gerne vil noget sammen med. I virkeligheden har for mange af os for travlt med for mange ting uden for uni – lønarbejde, konferencer og ydre krav. Hertil kommer at rammerne og økonomien til at få det bedste ud af hinanden er lidt for ydmyge. Jeg ønsker mig et institut fyldt med VIP’ere, TAP’ere og forskellige studerende, hvor de formelle krav måske slækkes lidt, og hvor vi både kan lære af hinanden, grine og måske synge sammen. Vi har en fælles sag og må holde sammen for at få det bedste ud af de beskedne vilkår som Instituttet og universitetet bydes.

allervigtigste – venner, kolleger, kærester og mænd og koner. Uden gode relationer til andre mennesker er ens fysiologiske sundhed ikke meget værd. Så man må finde sig i at være socialt ”tvunget” eller forpligtet til at spise et stykke kage i ny og næ – det har jeg ingen problemer med. Tusind tak. Vi glæder os. Det er mig, der takker for den varme og omsorgsfulde velkomst, jeg har fået af alle i bygning 2A, af studerende og af mine kolleger – det er dejligt at møde så mange nye kompetente og velvillige mennesker, så jeg glæder mig til vores fælles bestræbelse for det bedst mulige institut. n

Og sidst, men ikke mindst: Vil du kommentere på din udtalelse om kagepres? Har du måske selv oplevet et stort kagepres i din barndom? Som barn fik jeg stort set aldrig kage – jeg er jo voxet op i en papkasse på en motorvej – men jeg er tilhænger af, at mennesker føler sig socialt forpligtet overfor hinanden. På den måde er jeg lidt ligeglad med, om de vejer lidt for meget, drikker eller ryger, eller på anden måde skejer ud i nydelsesmidler – det vigtigste er, at man siger ja til hinanden og søger fællesskabet; for mig er det – det

29


TEMASEKTION BEVÆGELSE Foto af Asta Ingemann Jensen, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU

31


UNGDOMSLIV

behøver ikke at være lig usikkerhed

Af Laurids Bæk Simonsen, cand.comm i journalistik

Initiativet Headspace har haft stor succes med at hjælpe, støtte og rådgive børn og unge med problemer. På godt og vel to år har de haft kontakt til mere end 15.000 unge, der har søgt hjælp og støtte til alt fra spiseforstyrrelser og selvskade til kærestesorger, tristhed og manglende selvtillid. Hendes håndflader er varme og fugtige, og halsen snører sig sammen. Louise kan mærke nervøsiteten stige hende til hovedet. Hun er usikker. Usikker på hvad de andre i klassen vil tænke, og hvordan hendes lærer vil reagere på hendes svar, så hun får kun fremstammet et par ord. ”Kan du ikke råbe, Louise?”, ordene fra hendes lærer rammer hende hårdt. Hun isner, bliver ked af det og farer ud af klassen. Louise er 21 år. Hun går på HG, hvor hun for tiden er i praktik. På overfladen ligner Louise en hvilken som helst anden 21-årig pige, men hun kæmper med sig selv, har følt sig ked af det, nervøs og usikker. Hun er en af de piger, der har fået prædikatet 12-tals piger, og som sjældent føler sig god nok. ”Det påvirker min hverdag meget, at jeg hele tiden har de her negative tanker, og at jeg tvivler på, om jeg er god nok. Jeg har rigtigt svært ved at få ting gjort færdigt, og jeg er hele tiden i tvivl om, om det, jeg gør, er godt nok; om jeg skal skrive den sætning, om det er forkert formuleret, eller om jeg skal sige det ene eller det andet”, forklarer Louise. Hun er ikke helt sikker på, hvor hendes usikkerhed kommer fra, men hun kan huske, at det startede i de større klasser i folkeskolen og tog til i teenageårene. Og Louise er langt fra den eneste. Flere undersøgelser har de seneste år kastet lys over de triste tendenser i forhold til nutidens unge. Begge køn er generelt mere stressede, deprimerede og mindre tilfredse med livet. Værst er det dog gået for pigerne. Her er andelen, der ofte føler sig stressede, steget fra at være 14 procent i 2005 til 26 procent i 2014. Hos teenagepiger er antallet af selvmordsforsøg fordoblet siden 1994, og kun hver fjerde pige giver udtryk for at have en høj livstilfredshed. I 2002 var det hver tredje. Desuden er 27 procent af pigerne ofte kede af det mod 11 procent af drengene. Det er en række af konklusionerne i Vidensråd for Forebyggelses kortlægning af den samlede udvikling inden for de seneste 20 år i forhold til børn og unges mentale trivsel.

Indput Institut for Psykologi KU

Den fordomsfrie samtale hjælper For Louise var løsningen at få åbnet op. Hun savnende nogen at snakke med i sit netværk, og det fandt hun i Headspace. ”Det har været svært at snakke med min familie og mine veninder. Den eneste person, som jeg har følt mig helt og aldeles fortrolig med, er min kæreste, men jeg føler også, at jeg har læsset meget af på ham”. Det hjalp, at Louise begyndte at blive mere og mere fortrolig med sin rådgiver. De begyndte at snakke om de svære ting, og Louise begyndte at læsse af på hende i stedet for at belaste sit forhold. ”Det var nemmere for mig at åbne op, fordi hun ikke kendte mig og ikke kendte mine veninder eller min familie. Jeg følte ikke, at jeg talte bag nogens ryg eller udstillede dem, og det virkede som om, at hun kun var der for at hjælpe mig. Når vi snakkede om mine problemer, kunne jeg mærke, at jeg fik det bedre gang for gang.” Louise er kommet i Headspace i over et år, og hun mener selv, at der er langt fra den usikre skræmte pige på randen af sammenbrud til Louise, der i dag sidder og snakker om sine følelser, og om hvordan man håndterer sin usikkerhed. Og det er netop det, som headspace kan, fortæller sekretariatschef Iben Nordentoft. ”I sin grundessens forsøger vi at hjælpe alle, der træder ind ad døren i Headspace. Vi møder de unge på deres præmisser og lever efter devisen, at ingen problemer er for store eller små, at alle har brug for nogen at tale med, og at ingen går forgæves”. Til trods for at mange unge har taget Headspace til sig, så er der ingen ventetider. Det skyldes, at foruden de ansatte i hvert Headspace, så står over 400 frivillige klar til at tage imod de unge, der træder ind over tærsklen til et af de ni Headspacecentre, eller som skriver eller ringer for at få hjælp. ”Vi er enormt glade for vores frivillige. Uden deres store arbejde ville vi ikke kunne være en hjælp og støtte for børn og unge rundt omkring i landet. Og det er en stor styrke, for vi har både unge frivillige, der kan møde de unge i øjenhøjde, og ældre frivillige, der kan give andre gode perspektiver på tingene”, fortæller sekretariatschef Iben Nordentoft. Fire fakta om Headspace Headspace er et anonymt og gratis rådgivningstilbud til børn og unge i alderen 12-25 år. Ingen problemer er for store eller små, og alt foregår på de unges præmisser. Det er muligt at ringe, maile, chatte eller uanmeldt at lægge vejen forbi et af de nærmeste Headspace-centre, hvis man vil have en samtale, støtte eller vejledning. Headspace er et privat initiativ, men man arbejder tæt sammen med både kommuner og regioner. Headspace findes i byerne Roskilde, Rødovre, København, Odense, Esbjerg, Horsens, Herning, Billund og Aalborg. I Headspace har man to til tre medarbejdere ansat i hvert center, men ellers bliver henvendelserne varetaget af omkring 400 frivillige, der har fået uddannelse i at rådgive og hjælpe unge.

33


”Jeg elsker at gøre en forskel” Lene Nielsen fra Rødovre er en af de over 400 ildsjæle, der frivilligt tropper op for at hjælpe landets unge med alt fra depression og psykiske problemer til familiefejder, faglige frustrationer og usikkerhed. Hun er ikke arketypen på en typisk frivillig i Headspace. Med sine 60 år og en fortid som viceskoleleder stritter Lene Nielsen lidt ud i forhold til de godt og vel 400 frivillige, der på landsplan er i Headspace. Men det har på ingen måde været en hæmsko for den læreruddannede rødovregenser, der, i modsætning til mange af de andre frivillige i Headspace, befandt sig i uddannelsessystemet for flere årtier siden. ”Jeg har altid været vant til at have kontakt til de børn i skolen, der strittede lidt. De børn, der havde udfordringer, som ikke altid passede ind, og som tit havnede uden for klassen eller nede på kontoret”, fortæller Lene Nielsen og fortsætter: ”Og det er mange af de erfaringer, jeg bruger, når jeg har samtaler i Headspace. Jeg har fået samtaletekniske indspark, og jeg har været vant til at have med børn og unge at gøre, der har forskellige udfordringer”. Hun var en af de første frivillige i Rødovre, da man for over to og et halvt år siden slog dørene op, og hun har ikke et sekund fortrudt, at hun meldte sig under de grønne faner. ”Jeg får helt vildt meget ud af det. Når man når ind til en ung og kan mærke, at de udvikler sig; det elsker jeg. Jeg elsker at gøre en forskel og tænke – YES, Det her lykkedes,” fortæller Lene Nielsen. Hun husker især et forløb med en ung pige, der var blottet for selvtillid, og som var langt nede. Lene og en anden frivillig, der havde haft den indledende kontakt, var meget i tvivl, om de kunne hjælpe hende, eller om de skulle hjælpe hende videre i behandlingssystemet, da hun havde det ret skidt. Men efter længere tids overvejelser nåede de frem til den konklusion, at så længe hun profiterede af samtalerne, og der var fremgang at spore, så fortsatte de. Lene havde godt og vel 30 samtaler med den unge, og efter det lange forløb fik pigen det så godt, at hun fik mod på at starte på en gymnasial uddannelse. ”Det forløb har gjort et meget stort indtryk. At få lov til at være med til det og se, hvordan hun udviklede sig, har været enormt livgivende. Nu kommer hun blot forbi hvert halve år for at fortælle, at hun har det godt”. Forskellighed er en styrke Ifølge Lene Nielsen er det netop her, at styrken ved Headspace ligger. ”Det er noget af det, der er virkelig spændende. Når vi har forskellige baggrunde, aldre og er forskellige mennesker, så får vi også forskellige perspektiver på tingene, og det gør, at vi tit kan komme hele vejen rundt, når vi sidder to meget forskellige rådgivere”, siger hun og tilføjer: ”Og så selvfølgelig at man kan give de unge tid. Der er tid og lyst til at tage de unge seriøst, lytte til dem og spørge ind til deres overvejelser og refleksioner. Så meget tid at man faktisk kan gribe dem, når de går ind af døren. Det er en utrolig styrke, som jeg ikke ser mange andre steder i det etablerede system”. Vil du læse mere om, hvordan man kan blive frivillig i Headspace, så klik dig ind på: http://www.headspace.dk/frivillig/saadan-bliver-du-frivillig n

Indput Institut for Psykologi KU

@ Har du et spændende studiejob, erfaringer fra praktik, oplevelser fra et udvekslingsophold eller noget helt fjerde, som du gerne vil dele? Så skriv til:

redaktion@indput.dk

35


Tankespind Af Isabel Sidenius, stud.psych. Auditoriets fire vægge indkapslede budskabet, som derefter indfandt sig hos de tilstedeværende. Informationen fandt sin vej som lydbølger igennem lokalet til de ivrige tilhørere; transformeredes til nerveimpulser, halsende afsted igennem axoner, synapsekløfter og dendritter ud til alle hjernens og bevidsthedens afkroge. Her rodfæstedes den nye viden. Indlejredes i hukommelsens dybe rum, hvor den ændrede fremtidige tankemønstre. Noget af den gik ganske vist også tabt og glemtes. Måske den tabte viden senere kan genfindes, fordi den blot har forvildet sig et sted hen i hjernen, hvor forståelsen ikke umiddelbart kan finde eller bruge den. Andre gange kan det ske, at informationen finder vej til hukommelsesbrister, hvor den lagres som tvivl og fejlerindringer for til sidst at svinde hen og blive glemt for evigt. Forelæserens stemme samlede sig til en lind, passioneret talestrøm fuld af informationer. Ordene strømmede ud i lokalet som høje og lave bølger af pointer, der søgte i alle retninger, flød ud og ind og søgte optagelse i tilhørernes hjerner. I et flygtigt øjeblik blev jeg ramt af indsigt, men den forsvandt hurtigt igen, tilsløredes af forvirring, tvivl og endnu mere information. Bygning 35’s auditorium var henlagt i halvmørke en tidlig december morgen. Lyset skulle passere igennem to lag glasruder for at nå ind i auditoriets store, dybtliggende kælderetage. En nærmest umulig opgave for den svage vintersol. Rummet var fyldt til bristepunktet af seriøsitet og videbegærlighed. De ivrige psykologistuderende hamrede løs på tastaturerne i et kapløb med forelæserens monotone talestrøm. Jeg kiggede ud af de store glasruder fra den modsatte side af lokalet, hvor jeg i vanens magt altid sad. Tankerne kom snigende. De ville have mig med andre steder hen; væk fra auditoriets læringsplatform. Væk fra virkeligheden og hen til en uudforsket indre verden. Jeg kæmpede imod og prøvede at bevare koncentrationen. Den svigtede mig. Jeg lod mig rive med og lod tankerne vandre. Lod mig forføre af dagdrømmen og dens lokkende væsen, hvor fantasiens urealistiske muligheder er

Indput Institut for Psykologi KU

grænseløse. Hvor der opstår en leg med situationer, dialoger og oplevelser. En leg, der har reminiscens af barndommens virkelighedsfjerne eventyr, hvor fantasien fik frit spil. Jeg blev hurtigt viklet ind i et selvkonstrueret tankespind af drømme. Konstruktionen af en mulig verden, med lidt afsæt i virkeligheden, og alligevel befriende langt væk fra. En indre scene hvor jeg altid kan søge midlertidig tilflugt fra virkelighedens faglige realiteter, og hvor det abstrakte og kreative kan blomstre. Et sted fri for ansvar, pligter og travlhed hvor jeg selv er herre over begivenhedernes gang, og hvor jeg kan udleve og udvikle mine drømmes essens. Jeg gav helt efter for tankestrømmene. Lod mig oversvømme og indfange af deres livlige og barnlige karakter. Udforskede drømmenes mulige scenarier og situationer i et virvar af følelser, nysgerrighed, undren, håb, indtryk, romantik og eventyrlyst. Jeg afprøvede fantasiens, i virkeligheden urealiserbare, muligheder og gav mig hen til den vågne drømmetilstand fuldstændig afskåret fra tid, rum og rationalitet. Tæt indhyllet i dagdrømmens tankespind forsvandt jeg væk fra virkeligheden i hvad, der føltes som et alt for kort øjeblik. Forelæserens monotone talestrøm forstummede langsomt efterfulgt af den umiskendelige tastaturlyd. Jeg blev revet tilbage til virkeligheden af støjen fra tissetrængende og kaffetørstige psykologistuderendes rumsteren og sludren. Jeg rettede opmærksomheden mod den aktuelle situation og prøvede at genkalde mig nogle af forelæserens pointer, som min hjerne ubevidst måtte have suget til sig og lagret, alt imens dagdrømmen dominerede min opmærksomhed. Det var noget om socialkonstruktionisme, hvor tesen vist nok var, at den sociale virkelighed er noget, vi selv konstruerer. Gid det var så vel. n

SKRIV EN BOGANMELDELSE OG FÅ EN GRATIS BOG Vil du have en helt gratis bog? Så skriv en anmeldelse til Indput – når bogen er anmeldt, er den din til evigt eje. Du kan enten anmelde en af de bøger, vi har stående i Indput, eller en bog, du selv har i tankerne. I så fald kan vi kontakte forlaget og bestille et anmeldereksemplar til dig. Skriv til anmeldelse@indput.dk, hvis du er interesseret!

37


Psyk & Tværs

#3

Af Ida Marie Ankerfelt stud. psych. & Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Vandret 1. Instrument 2. Meget lille enhed 3. Grinte 4. Vedvarende bevidstløshed 5. Kvæg 6. Spis! 7. Drift 8. Spillekort 9. Føle skam 10. Personlighedstrækmodel 11. Dengang 12. Irrelevant snak 13. Føle andres smerte

Vind et gavekort på 50 kr. til Academic Books! Tag et billede af din løste Psyk & Tværs, og send det til os i en besked til vores Facebookside senest d. 30. maj 2016, så trækker vi lod blandt de korrekte løsninger og annoncerer vinderen d. 1. juni.

Academic books

Lodret 1. Rebel fra Langeland 2. Opholde sig 3. Sejle 4. Drengenavn 5. Hjernebark 6. Køn 7. Sociokognitiv teoretiker 8. Fredagsarrangement i Kommunen 9. Håndarbejde 10. Var vandret 11.Krydderi 12. Drengenavn 13. Ikke hende 14. 3.-person pluralis 15. Afskærmet fra vinden

Indput Institut for Psykologi KU

39


Profile for Indput

Indput, no. 4, 47. årgang  

Indput, no. 4, 47. årgang  

Profile for indput
Advertisement