Page 1

Marts 2018 · årgang 49

NO.

3

BEVÆGELSE Kønnet og Udyret


Indput no. 3, 49. årgang København, marts 2018 Redaktionen Alexander Gjerding Amanda Aaboe Bell Amanda Jørgensen (ansv. layout) Amanda Lambæk Anne Marie Kristensen (ansv. redaktør) Asta Ingemann Jensen Bolette Bendix Huus Casper Schacht Lund Cecilie Bildstedfelt Cecilie Maria Lundsgaard Cecilie Weischer Elvira Hallengren Emma Elise Møller Frederik Bjerre Andersen Hannah Kazmi Høgsbro Hans-Jørgen Hersoug Ida Marie Ankerfelt Ida-Marie Haeusler Inger Charlotte Lund Michelsen Johanna Mariam Madsen Karen Damgaard Lea Isabel Sidenius Botwel Nina Kjar Oliver Nørby Hundahl Phillip Steen Dyssegaard Sebastian Tobias-Renstrøm Stine Karstoft Tamara Hveisel Hansen (ansv. hjemmeside) Thilde Slumstrup Tobias Wriedt

Boganmeldelser anmeldelse@indput.dk Økonomi regnskab@indput.dk Tlf. 61289806 Annoncering annonce@indput.dk

Omslag Hans-Jørgen Hersoug

Vi glæder os til at dele Indput med dig.

Skriv til redaktionen Foreningen Indput SAMF, Københavns Universitet Øster Farimagsgade 2A, 1. Sal 1353 København K redaktion@indput.dk

Eksterne indlæg Alle er velkomne til at bidrage med indlæg som eksterne skribenter, dog påtager redaktionen sig intet ansvar for materiale indsendt uopfordret. Eksterne indlæg indsendes til redaktionens mailadresse med relevante kontaktoplysninger, herunder navn, mailadresse og evt. telefonnummer. Redaktionen forbeholder sig retten til at udelade, redigere og forkorte indsendte indlæg samt indsætte billeder og illustrationer. Dette vil dog ske under kommunikation med den eksterne skribent. Indlæg bragt i Indput Indlæg bragt i Indput repræsenterer alene skribenten eller skribenterne og er således ikke et udtryk for Foreningen Indputs holdning, medmindre dette klart fremgår af artiklen. Abonnement på Indput? Har du ikke din daglige gang på CSS? Har du lyst til at få Indput ind ad brevsprækken fire gange om året? Vi tilbyder at sende vores blade direkte hjem til dig for den nette sum af 200 kr. årligt. Alt du behøver at gøre er at skrive til mailadressen regnskab@ indput.dk og oplyse navn, telefonnummer og adresse.

Tryk Frederiksberg Bogtrykkeri Udgivet af Foreningen Indput, Institut for Psykologi, KU Kontakt SAMF, Københavns Universitet Lokale 2.01.51
 Tlf. 50593525 www.indput.dk

Indput Institut for Psykologi KU


LEDER 49-3 Til bladet i dine hænder har vi valgt et tema, som vi har kaldt Kønnet og Udyret. Umiddelbart rejser dette tema en række spørgsmål i kraft af de ting, der bliver og ikke bliver nævnt. Lad mig uddybe: Vi nævner ordet ’kønnet’, men ikke hvilket køn. I dette blad berører vi blandt andet kønnet, når der stilles skarpt på kønsfordelingen på vores eget studie. Dagligt møder vi foredragssale og undervisningslokaler, hvor det kvindelige køn udgør majoriteten, når vi taler kvantitet. Vi dykker ned i, hvordan det forholder sig, når vi kigger på fordelingen i forhold til instruktorer og videnskabeligt personale, samt hvordan den opleves fra flere forskellige øjne. Ligeledes ser vi nærmere på, hvordan vi tager kønnene i egen mund, når vi konstant positionerer os selv og hinanden gennem jokes og talemåder; #Metoo-kampagnen har kastet lys på langt mere end glubske hænder i mørket. Vi nævner ordet ’udyret’, men hvad i alverden er et udyr? Bladet her trækker udyr i forskellige afskygninger ud af deres grotter og ind i lyset. Artiklerne rummer seksuelle monstre fra 1950’ernes film, samfundets uperfekte og udstødte væsner samt eksempler på koldblodige og udyriske handlinger. At favne forskelligheder er en vanskelig opgave som menneske, og måske støder du endda på nogle af dine egne skyggesider undervejs. Vi nævner ikke ’Skønheden’. Så hvor er hun? Hvem siger, det er en hun? Og er skønhed overhovedet spændende at skrive om, læse om og tale om? Når snakken går lystigt og livligt med venner, familie og kolleger, danser den sjældent om menneskets kønne sider: ”Har du hørt?”, ”Nej, det er ikke rigtigt”, ”Sig, det er løgn!”. Sex, vold, løgn, gæld og intriger præger vores yndlingsprogrammer, yndlingsbøger og yndlingssladder. Nu også vores Indputblad. God læselyst! På vegne af redaktionen, Anne Marie Kristensen

3


Indhold Indput no. 3 49. årgang marts 2018

Faste indlæg 3. Leder

Indput byder velkommen

6. Stafetten Om fakultetets ansatte

9. Side 9-manden Mød Thomas fra 12. semester

10. Ind under huden Mød indputredaktionen

54. Academia Om psykologiens matematiske vildfarelser

59. Udveksling Ophold med politisk perspektiv

66. Studiejob Psykologisk rådgiver hos Falck Healthcare

70. Psyk&tværs Vind et gavekort til Academic Books

Indput Institut for Psykologi KU


Tema: Kønnet & Udyret

20. Kognitiv dissonans og smart pussy! Om køn og humor efter #MeToo-efteråret

22. Ligevægt i en skæv fordeling Om at gøre køn på psykologistudiet

29. Seb og Rie rambler 5 Øer af mening i et hav af ævl

34. Det uelskelige udyr Kan samfundets afskum og udskud elskes?

38. They Came From Bronson Cave Om monsterfilm fra 50’erne

Andre Indput 11. Valgfag

Hvad kan du med dine points?

14. Kommunehospitalets skæbne Guidet rundtur på CSS

44. Den terapeutiske kærlighedsbruser HUSK: vend medfølelsen indad

46. Power Threat Meaning Framework PTMF - en ny klinisk tilgang?

48. Flygtningedebatten herhjemme Et essay om humanisme og asylflygtninge

56. Fællesskabet Om at skabe trivsel i fællesskab

62. Krisetider Reportage om højskoleliv og filosofi

5


MARTIN STOLPE ANDERSEN Stafetten er Indputs faste indlæg om fakultetets ansatte, hvor de svarer på vores spørgsmål om dem selv og derpå sender stafetten videre til en ansat efter eget ønske. Denne gang er det ph.d.-studerende Martin Stolpe Andersen, der har stafetten, som han fik af Christopher Høier Trier. Af Cecilie Weischer, stud.psych. Hvorfor valgte du at læse psykologi? Da jeg valgte at søge ind på psykologistudiet, havde jeg lyst til at lære mere om, hvordan mennesker fungerede psykologisk. På det tidspunkt havde jeg ikke tænkt særligt meget på, hvad man for det meste kommer til at arbejde med, når man er uddannet psykolog. Jeg tror, jeg havde en meget stereotyp idé om det kliniske arbejde fra ”Frasier” og fra en, ift. universitetet, overfladisk indføring i psykologi på HF. Da jeg startede blev jeg overrasket over den meget spredte tilgang til faget. Det at man gik meget naturvidenskabeligt til værks i biologisk neuropsykologi og så efterfølgende kunne være i den helt anden ende og læse aktør-netværksteori i arbejds- og organisationspsykologi, har jeg altid haft det lidt svært med. Det var først relativt sent på kandidaten, jeg fik øjnene op for statistik og i forbindelse hermed psykometri, som jeg efterfølgende kom til at arbejde med i både mit studiejob og i mit første ”rigtige” job som testudvikler.

Indput Institut for Psykologi KU

Hvad ville du ellers have læst/lavet? Da jeg søgte ind på studiet, tror jeg ikke, jeg havde nogle andre prioriteter end at læse lige præcis psykologi på Københavns Universitet. Jeg kan i hvert fald ikke huske, at jeg skrev andre fag eller universiteter på ansøgningen, da jeg søgte ind. Da jeg var på den sidste del af kandidatuddannelsen, tænkte jeg dog, at hvis jeg skulle skifte studieretning, så ville jeg skifte til matematik. Hvordan vil du beskrive fagets udvikling, fra da du læste til nu? Nu har jeg været væk fra universitet i omkring 5½ år, og jeg taler ikke så meget med de studerende til dagligt, så i princippet ved jeg det ikke. Jeg tror dog, at der er kommet meget mere kognitionsog neuropsykologi på studieordningen. Derudover tror jeg, at der er væsentligt mere statistik på bacheloren. Da jeg havde statistik på bacheloren, bestod

man mere eller mindre ved at møde op, og der var mange ellers rigtige dygtige studerende der tog meget let på den del af undervisningen. Der var også på det tidspunkt en meget afvisende holdning fra flere af underviserne til statistik. Argumentet var vist, at den menneskelige psyke er for kompleks, til at man kan reducere den til et tal. Det tror jeg i øvrigt også, de fleste der arbejder med statistik er enige i. Hvorom alting er, så har der nok været en endnu mere kritisk holdning til alt, hvad der lugtede af en naturvidenskabelig tilgang, før jeg startede. I mit tidligere job havde jeg fornøjelsen af at høre om, hvordan neuropsykologerne måtte kæmpe for at få deres selskab, da der var flere der ikke ønskede ’biologske reduktionister’ i psykologforeningen. Ift. undervisning i psykologiske test synes jeg, at der er sket et løft ift. at man introduceres grundigere til IRT (Item response theory) og Raschmodellen, men det er nok mest noget, jeg lægger mærke til, fordi jeg arbejder med det i min ph.d.


Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych. Hvordan tror du, studiet/faget ser ud om 20 år? Det er jo usikkert at spå om fremtiden, men hvis flere psykologer kommer til at arbejde i psykiatrien i fremtiden, som psykologforeningen lægger op til, så vil det nok give mening, hvis der lægges mere vægt på psykiatri i undervisningen. Jeg tror også, at det kognitive og det neuropsykologiske område kommer til at fylde mere sammen med statistisk metode. Jeg håber dog, at de forskellige fag og metoder kommer til at komplementere hinanden, og at der ikke bliver en forståelse af, at det ene er finere end det andet.

Hvad er de tre bedste ting i din hverdag? Min familie, mit arbejde og mine venner. Jeg har en datter på 3 år, som er rigtig sjov at komme hjem til. Hende og min kone er nok det vigtigste i mit liv. Derudover er jeg meget glad for mit job, fordi jeg får mulighed for at arbejde med noget, der interesserer mig. Jeg har nogle venner, som jeg har kendt gennem rigtigt mange år, og selv om det tit er svært at finde tid til at se dem, så er det rigtigt hyggeligt, når vi kan ses.

Hvad ville du sige til dig selv som studerende, hvis du kunne vende tilbage til din studietid? Jeg tror, at jeg relativt sent fandt ud af, hvad jeg gerne ville bruge min uddannelse til. Hvis jeg kunne gå tilbage i tiden, så ville jeg dreje alle de andre fag på studiet i en retning af psykometri, så jeg derved kunne få set de forskellige fag ud fra et testfagligt perspektiv. Jeg tror også, jeg ville bruge mere tid på at læse nogle af de klassikere indenfor psykologien, som ikke er på pensumlisterne. Hvem skal have stafetten af dig? Jeg vil gerne give ph.d.-stafetten videre til Jon Lansner. Jon og jeg startede samtidig på studiet lige efter, at psykologi blev flyttet fra KUA til CSS. Vi gik på samme stamhold, jeg tror, det hed Franske Angste Eksistentialister. Det var et virkeligt godt hold, selvom vi med tiden blev spredt pga. forskellige fag og andre forhold. Jon forsker i, hvordan stoffer kan bruges til at forbedre kognitive evner, så jeg regner med, at det bliver interessant at læse hans ph.d. om 3 år. Mange tak til Martin Stolpe Andersen!

n

7


SIDE 9 -MANDEN Af Bolette Bendix Huus, stud.psych. Foto af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych. Hvad er din holdning til kønsfordelingen på psykologi? På rusturen tror jeg, at jeg følte mig lidt i drømmeland. Jeg kan huske episoder til fester, hvor jeg kunne dreje mig 360 grader og KUN se søde piger uden nogle fyre i sigte. Ellers tror jeg på sin vis, at en 50/50 kønsfordeling tit er at foretrække i forhold til diversitet og input. Men når det nu skal være, så ser jeg hellere at fordelingen svinger den vej. Så meget desto mere finder vi drenge bare sammen på tværs. Jeg kan dog kategorisk afvise enhver mistanke om ”loger” og ”hemmelige fællesskaber” med skumle ritualer. De findes simpelthen IKKE. Hvilke kvaliteter har din drømmepartner? Helt ærligt, så tror jeg ikke, det er hensigtsmæssigt at opstille for mange kriterier for ”drømme”partneren, da det tit kan skygge for personligheden og den kemi, som kan være svær at indfange. Men nu, hvor jeg bliver spurgt, tænker jeg, at hun gerne skal elske nye oplevelser, at rejse, se sine veninder og familie, at møde nye mennesker, at gå ud, at ligge hjemme og hygge, at

Indput Institut for Psykologi KU

gå ture på stranden, at træne, at spise sundt og varieret, men også kunne fede den, at holde sig opdateret, men samtidig også kunne junke den. Det viser sig, at jeg er ret heldig, for det stemmer overens med ca. 90 % af alle tinderpiger! Hvordan er dit forhold til din mor? Uha, nu skal jeg passe på ikke at afsløre for meget, for så sidder de psykoanalytiskinteresserede og slikker sig om munden. Jeg tror, jeg nøjes med at sige, at jeg udelukkende udvikler kærlighedsforhold til kvinder, der minder om min mor. Pis. Hvad er dine top 3 serier? Westworld, Black Mirror og Breaking Bad. Hvad er dine top 3 teorier, teoretikere og/eller retninger? Psykodynamik/cultural life course-perspective/narrativ teori, Gergen/Rose/Dreier, Diskursanalyse/Frankfurterskolen/kritisk psykologi – jeg er en SUI-mand!


Hvad er det værste uhyre i verden? Her er der jo desværre uhyggeligt meget (og mange) på verdensplan at gribe fat i, men jeg vælger et meget personligt perspektiv stammende fra min barndom. Der var jeg ret så bange for Honningmonstret! Jeg havde en stor bamselignende én stående på mit værelse, og når jeg lå alene om aftenen og skulle sove, stod den, så det passede med, at jeg kunne se genskæret fra dens øjne stirrende direkte på mig. Den havde jeg mange mareridt om. Hvad er din yndlingsbeskæftigelse? Jeg er ret socialt anlagt, så jeg får rigtig meget ud af at være sammen med andre mennesker. Ud over det - derfor åbenlyse - i at tilbringe tid med venner og kæreste, så har jeg en ting med at kombinere to af mine yndlingsinteresser; fodbold og musik. Når jeg af og til sidder for mig selv, så nyder jeg at tænde for fodbold på tv’et, skrue ned for lyden og sætte en ny plade på. På den måde er der både noget for øjnene og ørerne! T-baren, Psykosen eller Lapperne? Det må blive T-baren. I mine fem et halvt år på studiet har jeg nok kun misset en håndfuld. Der er ofte mange jeg kender, og samtidig er der ikke overfyldt. Da jeg startede på studiet, endte jeg gerne af uransagelige årsager med at rende rundt i bar overkrop og skabe mig. Det er jeg nok blevet for gammel til nu. Men jeg kan stadig findes på floor, dansende, mens jeg synger falsk og klapper ude af takt (Jeg er på ingen måde musikalsk). Hvad er dit yndlingseventyr – og hvorfor? Jeg læser eller ser sjældent eventyr, men jeg kan huske, at Den Grimme Ælling gjorde et stort indtryk på mig som barn. Jeg tror, jeg blev fanget af begivenheder som den sociale uretfærdighed og udstødelsen fra fællesskabet, der stadig er temaer, som har min interesse i dag inden for psykologien med blik for marginaliserede grupper. Der er så meget fokus på de store, individuelle præstationer, på perfektion og på at være en succes i dag, at nogle simpelthen går bag om dansen, og dér ligger min sympati. Hvis du skulle holde en forelæsning om køn, hvad ville din vinkel så være? Her skal man, måske især som fyr i disse tider (desværre), passe på med, hvad man siger. Men jeg tror, min vinkel ville være, at der ikke er nogen rigtig eller forkert måde at være mand eller kvinde på, så længe vi respekterer hinanden. Og derudover have fokus på, hvad der forbinder os. Jeg synes, at debatten om ligestilling er væsentlig, men at de store linjer sløres og drukner i diskussionen om velsagtens alting efterhånden. Samtidig kan det medføre, at fronterne mellem mænd og kvinder trækkes op, hvilket polariserer forholdet grupperne i mellem. I stedet burde vi snakke om, hvordan vi kan etablere standarder, som vi som fælles mennesker kan indgå i og leve ud fra. Hvordan vi kan sørge for, at der er ligestilling og lige plads til diversitet blandt vores medmennesker, uanset om de er mænd eller kvinder, og desuden hvordan vi sørger for at behandle hinanden ordentligt (du må gerne brække dig nu). Jeg håber, at debatten på et tidspunkt vil tage den drejning, hvilket vel egentlig også

Navn: Thomas Voigt Alder: 26 år Semester: 12. (Ja, det kan altså lade sig gøre i disse fremdriftsreformtider) Status: Ser p.t. en dejlig jurastuderende.

var dens udgangspunkt i sin tid. Jeg synes tit, at snakken om mænd og kvinder kan blive for karikeret. Hvad provokerer dig? I grunden er det sjældent, jeg bliver sur eller stødt, men noget, der virkelig kan tænde mig af er, hvis folk ikke kan indrømme at have begået en fejl. Eller hvis de diskuterer bare for diskussionens skyld. Eller hvis de er stædige. Eller hvis de stikker for meget til mig. Eller hvis de føler sig hævet over andre. Eller... Okay, måske er jeg ikke så tolerant og overbærende som først antaget. Hvor vil du allerhelst rejse hen lige nu? Jeg er rigtig glad for road trips og har brugt min del af sommerferier på at blaffe og sove på sofaer, i buskadser og varevogne. Drømmen er nok et cross-country road trip i USA. Hvad er lykken for dig? At finde en levevis, der passer mig og blive tilfreds med den. Jeg tror på, at lykken kan findes mange steder og i mange ting, men jeg tror ikke på, at den skal jagtes. I så fald kan den nemt forskubbe sig og blive et evighedsprojekt. Jeg tror på, den kommer som en bonus, og for mig findes den nok egentlig i det simple, i det hverdagsagtige helt Dan Turéllsk i virkeligheden. I tråd med Brinkmanns syn behøver jeg egentlig ikke meget mere end det middelmådige. Jeg tror, det er mindst lige så væsentligt at forbinde sig med noget større og meningsfuldt så som at være lykkelig, hvilket i øvrigt hurtigt kan blive for amerikansk til min smag. Hvad er dit yndlingscitat? Jeg har det lidt ambivalent med citater, for på den ene side udtrykker de ofte noget alment, og på den anden side bliver det også tit for kliché og selvindlysende. Men jeg tror, at et gammelt citat så som ”hvor din skat er, der vil også dit hjerte være” (var der nogen, der sagde cheasy?) har sin berettigelse i vores tid, hvor vi kan stoppe op af og til og lige tænke over, hvordan vi prioriterer. Vi virker for det meste af tiden til at have travlt med at nå frem til det næste, købeog-smide-væk og hoppe fra den ene forpligtelse til den anden. Men måske glemmer vi af og til det væsentlige, og hvad det egentlig er, vi jagter. Bonusinfo: Jeg sover nøgen – altid. n

9


IND UNDER HUDEN Fotos af Stine Karstoft, stud.psych. & Illustration af Bolette Bendix Huus, stud.psych.

Oliver Nørby Hundahl, skribent Dengang Oliver skulle beslutte, hvad han ville bruge sit liv på, var det næsten et umuligt valg mellem frisør og terapeut; mellem hårklinik og klinisk psykologi. Dog viste det sig, at psykologer har både lidt bedre feriemuligheder og en marginalt højere løn, og så var der jo ikke så meget at rafle om. I dag læser han på sjette semester, hvor han skriver bacheloropgave om erotik. I sin fritid nyder han at spille trommer, lægge tarotkort, læse tegneserier og prøve at forstå, hvordan Lacans kønsteori kan bruges i praksis (den er der næsten!). Hvis alt ramler sammen en dag, så er hans plan at få et nyt navn, en ny frisure og leve af at skrive kriminalromaner et sted i det chilenske højland. Indtil da kan I finde ham bag baren til de fleste Torsdagsbarer.

Nina Kjar, skribent Nina er kandidatstuderende og gruer allerede for den dag, hun skal være færdig. Hvis blot man kunne blive evighedsstudent… Hun nyder hver dag på CSS, som var det Hogwarts, men har svært ved at blive siddende til forelæsningerne på psykologi, og kan finde på at snige sig ind til undervisning på andre institutter. Hun ser ved første øjekast københavnersmart ud, men skindet bedrager. Hun har i sin barndom boet på Fyn, og har senere gået på gymnasiet helt derude på den jyske hede, i Ribe, hvor baghaven er Nationalpark Vadehavet. Hvis hun får mere end to øl indenbords, slår hun gerne over i en nuttet provinsiel blandingsdialekt. Hun interesserer sig primært for socialpsykologi og videnskabsteori, og er altid klar på en faglig eller politisk diskussion om det psykologiske felt. Men helst hvis vi samtidig kan spille bordfodbold og drikke øl. n

Indput Institut for Psykologi KU


VALGFAG Á LA DIG

Af Anne Marie Kristensen, stud.psych. Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

Der er ikke mange point, man kan gøre med, som man vil i løbet af en psykologiuddannelse. Derfor kan det føles så meget desto mere vigtigt at få noget fedt ud af sine valgfagspoint. I denne oversigt præsenteres nogle af de muligheder, du har.

Har du haft et fedt eller spændende valgfag på CSS eller et andet sted, så skriv en besked til os på vores Facebookside eller på redaktion@indput.dk - så dykker vi mere ned i de valgfag, man har mulighed for at tage som psykologistuderende, i vores næste blad. 11


CSS Sociologi Antropologi Statskundskab Ă˜konomi

Valgfag Bachelor: 10 ECTS Kandidat: 15 ECTS

CBS

KUA

Udlandet

Indput Institut for Psykologi KU

Valgfag muliggør ofte udveksling


Valgfag Psykologi

Forelæsningsrække, seminarhold og praksishold. Inden for din egen eller en anden søjle

- Krop og psyke - Socialisationsteori - Formidling - Krisepsykologi m.fl.

Forskningsaktivitet som valgfag

Tilknytning til et af instituttets forskningsprojekter

Nordiske studier og sprogvidenskab

- Kønsstudier - Sprogpsykologi

Filosofi

Fænomenologi, hermeneutik og dekonstruktion

Dit eget forskningsprojekt

Vidste du, at du kan lave dit eget forskningsprojekt som valgfag? Find en forsker, som vil vejlede dig og udfyld blanketten til ’forskningsaktivitet som valgfag’, som du finder på KUnet. n

13


KOMMUNEHOSPITALETS SKÆBNE Af Karen Damgaard, stud.psych. & Elvira Hallengren, stud.psych. Fotos af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU


Anden del af en serie om de historiske bygninger, der danner rammen om vores studieliv.

En formiddag i november satte vi maskinmester Casper stævne ved Betjentstuen, hvorfra en labyrintisk færd rundt i det gamle kommunehospital udgik. Nysgerrige efter at opdage nye kroge i de bygninger, vi til hverdag befinder os i, og med et ønske om at blive klogere på historien om et hospital, der blev til et universitet, lod vi Casper føre os rundt på sin arbejdsplads. Sidst besøgte vi det tørlagte svømmebassin i den tidligere fysiologiske afdeling i kælderen under bygning 15, og herfra går vi nu et spadestik dybere ned i jorden under hospitalet.

Under jorden og tilbage i tiden Under kældrene, som i dag dufter af kantinemad og gruppearbejde, findes yderligere en kælder. Dette er den såkaldte atomkælder, og straks vi træder et par trin ned fra kælderen under bygning 4 og ind ad en tung jerndør, befinder vi os godt 50-60 år tilbage i tiden. Over 600 kvadratmeter blev gravet ud ”simpelthen for at have et sted, hvor man kunne lave operationer under en atomkrig”, forklarer Casper. Og den underjordiske hospitalsafdeling var både tiltænkt som midlertidige operationsstuer, sengestuer og beskyttelsesrum mere generelt. Dog først og fremmest til folketingsmedlemmer og kongefamilien og kun i anden række til den almene befolkning. Den vanskelige opgave at skulle prioritere, hvem der skulle have en plads bag de forseglede døre, som hverken gas eller radioaktivt støv kunne gennemtrænge, blev heldigvis aldrig aktuel, selvom frygten under Cubakrisen var reel i den tilspidsede strid mellem Sovjetunionen og USA. Allerede i 70’erne blev de store underjordiske arealer omdannet til lagerrum, og i dag ligger de mere eller mindre øde hen. Over jorden finder vi også levn fra 1900-tallets krigshistorie, da den såkaldte centergård mellem Kommunen og hovedindgangen ud mod Øster Farimagsgade huser flere betonbunkere fra besættelsestiden under 2. verdenskrig. I hver bunker var der plads til 50 personer, og selvom flere af Københavns bunkerne blev sløjfet efter krigen, bevarede man blandt andet disse på grund af Den Kolde Krig, og siden er de så blevet stående som vidner fra en anden tid. Nu vokser græsset

grønt, håbefuldt og fredeligt ovenpå dem, men stadig kan de påminde os om nødvendigheden af mulig beskyttelse i en uforudsigelig verden. Søjler og damp Uforudsigelighed er ikke kun et tilbagevendende punkt på verdensdagsordenen, men også en betydelig del af Caspers liv som maskinmester på CSS. Der er hele tiden udfordringer, som man ikke har kunnet forudse, og som kræver alternative løsninger. I endnu en kælder, som vi besøger på vores guidede rundtur, bliver vi præsenteret for de varmeveksler, der leverer varme til halvdelen af CSS. Resten af bygningerne ude i periferien har tilsvarende mindre apparater, bliver vi informeret om. Hvorom alting er, er der en herlig varme i denne kælder, i sandhed en slags sauna, og vi forestiller os nemt, hvordan det kunne blive attraktivt med ”CSS spa” i forlængelse af det gamle svømmebassin, der også bare lige skulle have en kærlig hånd og lidt frisk vand. Det er nemt at drømme om den slags i novemberkulden. Casper peger på et par andre store apparaturer, der ligner enorme tørretumblere og forklarer, at disse midlertidigt producerer fjernvarme til Statens Museum for Kunst og Botanisk Have. Midlertidigt, fordi man på et tidspunkt, inden alt for længe, nedlægger dampen. Vi bliver en smule overraskede over, at man fyrer med damp, men lærer, at ”damp er et godt medie, der er masser af energi i”, som Casper pointerer. Det er nu netop dampen, der tidligere gav uforudsigelige udfordringer,

15


idet lovgivningen siger, at sikkerhedsventiler fra dampanlæg skal føres ud i det fri: ”Og det har de ikke været, de går bare til et gulvafløb i en kælder, men hvordan fører man dem ud i det fri, når man ikke må bore huller i væggene?”. På grund af fredningen af de gamle hospitalsbygninger må man altså ikke bore et eneste hul, hvorfor man, som Casper fortæller, ”nogle gange er blevet nødt til at finde nogle kringlede bagveje; op igennem en ledig skorsten eller sådan noget”. Alle ventilationsanlæggene bruger faktisk udluftning gennem de gamle skorstene, viser det sig, og hvis man som en flittig studerende en enkelt gang eller to har været frustreret over de to søjler midt i undervisningslokalerne, der skygger for PowerPoint-præsentationer og pæne undervisere, så er svaret på det store spørgsmål ”men hvorfor fjerner man ikke bare de søjler” ganske simpelt, at disse søjler er fredede. De er de tidligere skorstene fra dengang, der blev fyret med brænde eller koks, og nu er de altså ikke bærende, men blot fredede, hvorfor der skal være to projektorer i alle lokalerne. Som Casper påpeger: ”Der er udfordringer i alt, kan man sige”. En velsmurt maskine Jo længere vi kommer på vores rundtur, jo mere synes vi, at man i et job som maskinmester og sikkert også i andre typer af håndværk, der udøves på det gamle kommunehospital, er nødt til at besidde en smule kreativitet og have fantasi til alternative løsninger. Det kan Casper nikke genkendende til og tilføjer, at kreative er maskinmestre nu generelt. ”Og især os, der har sejlet, vi kan jo ikke bare gå hen til købmanden og købe en reservedel, vi er nødt til at lave den selv eller finde nogle løsninger”. Som maskinmester har Casper det store overblik over alle ventilations- og varmeanlæg, og så uddelegerer han nye opgaver til stedets håndværkerne gennem ”Smartsheet”, en

Indput Institut for Psykologi KU

udvidet form for regneark, hvor man kan indmelde opgaver, og som håndværker selv notere, når de er afsluttede. Også udefrakommende håndværkeres arbejde tilser Casper, ligesom han er med til byggemøder, ”nogle gange for at undgå fejltagelser og katastrofer, inden de opstår”. Blandt andet er han ofte den, der minder folk om, at de arbejder på en særlig byggeplads: ”Vi skal jo tage vare på, at det er fredet det hele, der er en masse regler, og man kan ikke bare lave hvad som helst”. Foruden Casper tæller den faste stab i værkstederne to snedkere, en håndværker, en blikkenslager og en mekaniker. Altså 5 håndværkere, hvor der tidligere, dengang det var hospital, var hele 73 timelønnede håndværkere. Der har selvfølgelig været nogle større behov dengang, men som Casper pointerer, er det alligevel ikke så meget anderledes i dag: ”Der skal også være varme på, og toiletterne skal fungere”. Det kan vi kun være enige i og sender de hårdtarbejdende håndværkere en taknemmelig tanke. På mange måder har vi som studerende her på stedet jo samme behov som patienterne dengang. Duften af savsmuld Senere på rundturen får vi lov at se det opdelte tømrer- og smedeværksted, der ligger i forlængelse af Caspers kontor i samme bygning som Betjentstuen lige bag Kommunen. Her træder vi først ind i et lokale, der dufter af savsmuld. Blid popmusik flyder ud af et par højtaler, en art talerstol i lyst bøgetræ er i gang med at blive konstrueret, lader det til, og så står der en knallert på et podie midt i lokalet. Det er Casper selv, der efter endte arbejdsdage er i gang med at reparere sin Velo Solex fra ’74 - sidste årgang. Vi tænker, at det må være skønt at have adgang til disse faciliteter og spørger ind til, hvilke opgaver, de har flest af. ”Døre og vinduer, opsætning af forskellige ting, tavler og sådan noget, men også toiletter og strøm”, får vi som svar. ”Vi kan producere det meste”.


Således oplyste om endnu en del af Kommunehospitalets historie og virke, dengang såvel som i dag, forlader vi her kældre, dampanlæg og værksteder, og gør os klar til den sidste del af turen, der i næste nummer af Indput bringer os op under de skrå loftsbrædder til en kirke under kuplen og ind i mere kuldegysfremkaldende kroge af det gamle hospital. n

17


TEMASEKTION

Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU


Kønnet & Udyret

19


KOGNITIV DISSONANS OG SMART PUSSY! Af Nina Kjar, stud.psych. Illustration af Bolette Bendix Huus, stud. psych.

Jeg tror #Metoo har haft en effekt. Kampagnen har formået at tage noget, som man troede blot var et strukturelt problem og gjort det til et individuelt foretagende; den enkelte må tage stilling til krænkelser af kvinder. Noget man troede andre skulle fikse, et samfundsmæssigt problem derude et sted var pludselig synligt overalt i min Facebook feed. Der var folk, jeg kender, som havde sådan ægte oplevet det dér ”undertrykkelse af kvinder”, som folk går og snakker om.

Det var lidt ligesom at erkende effekterne af verdensbefolkningens kødforbrug og rent faktisk beslutte sig for at blive vegetar, selvom man bare er én person. Eller at erklære sig kritisk overfor kapitalismen og så fuldstændig stoppe med at have lyst til cola. Lige dér, midt under #Metoo, stoppede jeg med at synes, at jokes om kvinder var sjove. Et strukturelt problem var blevet til mit eget personlige forehavende, og det havde påvirket min humor. Det var nået helt ind i intimsfæren. Som Ålen, der tidligere havde været en gammel excentrisk fornøjelse, var sjove kommentarer på mit køn pludselig væmmelige. At tage pis på kønsstereotyperne var slut. Argumentet for min nye smag i (kønsløs) humor var først og fremmest den umiddelbare effekt, der opstod ved ordenes kraft. Når for eksempel drengene på mit kollegiekøkken siger, at pigerne pipper, når de snakker i sofaen. Eller at vi er nogle høns. Eller at jeg blev onduleret af ham der fra den modsatte fløj. Det er som om, at selvom ordene er ment i sjov, er der ingen umiddelbar filtrering af de ord, der rammer – den sproglige forståelse er totalt overautomatiseret, vi behøver ikke tænke over det, det sker bare sådan. Dermed er tanken plantet det sekund, den er hørt: Høne. Det videre argument bygger på sammenhængen mellem tanker og følelser. Jeg tænker høne og føler et kort sekund høne. Er jeg en høne? Nej. Men hvorfor fanden skal jeg bruge min energi på at afvise det? Det andet argument er en ganske simpel positioneringspointe. Dér i sofaen med drengene bliver jeg positioneret via sproget som en høne eller én, der bliver onduleret. Og jaja, det var jo bare en joke, så positioneringen bliver hurtigt annulleret. Men der kommer ikke et alternativ, og øjeblikket er passeret, så mit positioneringsmoment er bare forbi. Der sker noget nyt i næste nu. Vi er videre. Men hey – hvem tror du ondulerede hvem?!

Indput Institut for Psykologi KU

Der sidder jeg så. Fortvivlet og – hvis jeg frabeder mig joken – en lyseslukker eller en fucking sur (misforstået) feminist. Så kan jeg forklare… Forklare om århundreders urimelig behandling af kvinder, forskellige typer af feminisme fra første til fjerde generation. Forklare, hvorfor min anke imod joken er en ståen-på-min-ret i henhold til historisk funderet undertrykkelse. Jeg funderer over – for det er virkelig svært at lade være med at joke med køn – hvordan fanden jeg skal slette dem alle fra mit repertoire. Og hvilke konsekvenser har det ikke for min oplevelse af romantik? Alle de floskler jeg må fralægge mig for at leve efter mine nyerhvervede erkendelser. Og mændenes størrelse?! Den kan vi jo ikke se bort fra. Nogle af dem er jo enorme! Hvordan skal det ikke blive en kønsting? Og hvad med de jokes, der kører på mænd, dem kan jeg da ikke opgive. Mænd er alt for grineren at tage pis på. Og hvad med konsekvenserne for mit sexliv? Har jeg overhovedet lyst til at blive revet rundt længere? Og selv hvis jeg har, skal jeg så stoppe, for nu er den slags altså en krænkelse. Pludselig fandt jeg mig selv i en gentagelse af 70ernes problematik, og ligesom kvinderne dengang under kvindefrigørelsen oplevede jeg, at mit hoved var fulgt med tiderne, men min krop var ikke. Og i alt det glemte jeg mændene. De stakkels mænd, som vi altid glemmer. De kære psykologimænd især. De er så ganske informerede og reflekterede og bevidste om, hvad man må/ikke må sige, også når de joker. Hele ideen med side 9-manden er jo ganske grusom, hvis vi skal se den fra et antiheteronormativt ligestillingsperspektiv. Ligeledes er side 9-mandens kommentar fra sidste blad, hvor snakken faldt på kønsfordelingen som ganske perfekt, ”for så er der mindre konkurrence om lederstillingerne”. Vi må ganske enkelt antage, at manden ved, at det er politisk ukorrekt at sige den slags, men gør det alligevel, fordi det simpelthen er så sjovt at joke med køn!


Og fair nok – jeg lever med kognitiv dissonans mellem mine overbevisninger og handlinger hver dag, når jeg spiser kød, drikker cola og joker med køn. Jeg er nu også nået dertil, hvor jeg hverken er vegetar, antikapitalistisk forbruger eller for god til at smide en kommentar om, at min veninde er smart pussy. Fordi hun (imod alle vores klichéagtige forventninger om kvinder) er BÅDE vanvittigt lækker OG klog?!

Det er lækkert med de små kommentarer, især hvis man kan mærke, at de virkelig er ironiske, og folk ikke mener det. Det er selvfølgelig ikke egentligt overraskende, at hun både er klog og lækker, hun er mere end bare smart pussy. Men mit argument står stadig. Vi påvirker hinandens følelser og positionerer hinanden og forhindrer andre mulige positioner i momentet med de små kommentarer. Også selvom det er sjovt. Skal vi reclaime joken som 4. generationsfeministerne har reclaimet den seksualiserede klassisk feminine krop, eller er det tid til at stoppe, så der bliver plads til nye positioner både i sproget (og i sengen)? n

21


SØGEN EFTER LIGEVÆGT I EN SKÆV FORDELING OM AT GØRE KØN PÅ PSYKOLOGISTUDIET Af Cecilie Bildstedfelt, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU


Hvorfor ser kønsfordelingen ud som den gør, og hvordan påvirker den studiet og faget i øvrigt? Fire ud af fem psykologistuderende er kvinder. Skaber flertallet af kvinder nye dynamikker, eller er vi pålagt de samme traditionelle kønsmæssige hængepartier flertallet til trods? Jeg mødtes med vores studieleder, Torben Bechmann Jensen, og vi fik en snak om de mulige kønsmæssige betingelser og fordomme, der truer fagligheden.

23


Køn og karakterer Torben: Det er et skrækkeligt udtryk. Torben: Jeg tror, at der er nogle af de mange spørgsmål omkring kønsfordelingen, jeg kan svare på, og så er der nogle, jeg kan gætte på. Lige nu er fordelingen 80/20, men sådan har det ikke altid været. Tilbage i 80’erne var det næsten 50/50, og så er fordelingen skredet mere og mere. Men det er jo ikke bare psykologi, det er en lang række videregående uddannelser, hvor der er kommet flere kvinder end mænd til. Det hurtige svar på denne tendens er, at mændene søger hen, hvor pengene er, og at kvinderne søger hen, hvor viden er. Så sker der formentlig også det, at kvinderne på studiet tiltrækker endnu flere kvinder. Som studie og uddannelsessted bevæger vi os jo med de studerende, vi har, og hvilke emner de er interesseret i. Det er ikke fordi, at det er ens for alle mænd eller kvinder, men i det brede perspektiv er der et særligt udfaldsrum, som hovedsageligt tiltrækker henholdsvis kvindelige studerende og mandlige studerende. Uden at have det forkromede overblik, er der inden for psykologistudiet tendens til, at de mandlige studerende tiltrækkes af de naturvidenskabelige grene såsom kognition og neuropsykologi – og måske arbejds- og organisationspsykologi (A&O). Kvinderne er i højere grad tiltrukket af klinisk psykologi, social udviklings- og integrationspsykologi (SUI), og i mindre grad A&O. Altså relativt set. Cecilie: For at komme ind på psykologistudiet skal man i første omgang have ekstraordinært gode karakterer. Hvad betyder det for kønsfordelingen på psykologi? Torben: Der er selvfølgelig også en systematisk forskel i, at kvinderne har fået bedre karakterer end deres mandlige medstuderende i gymnasiet. Det tror jeg er et udtryk for socialisering. Måske får piger i højere grad end deres brødre at vide hjemmefra, at hvis de skal ud og videre i verden, så skal de være dygtige. Karakterkravet på studiet gør jo blandt andet at vores studerende er virkelig dygtige.

... det kedelige ved det høje karaktersnit er, at vores studerende ligner hinanden meget. [...] Hvis man ligner hinanden for meget, så er jeg bange for, at konkurrencen bliver vigtigere end nysgerrigheden eller samarbejdet.

Cecilie: I 2017 skulle man have et snit på 11,5 for at komme ind på psykologi, hvilket betyder, at de fleste psykologistuderende har arbejdet sig til mange 12-taller. Hvad tænker du om udtrykket ”12-talspige”?

Indput Institut for Psykologi KU

Cecilie: Hvad med en ”12-talsdreng”. Findes det? Torben: Ja, men ikke så hyppigt. Det er jo også en kritik. Hvis man kalder nogen for ”12-talsdreng”, så er han jo ikke en ”rigtig dreng”. Drenge skal ud og have skrammer og lave noget i virkeligheden. Men ”12-talspige” er jo både plus og minus. Jeg synes, det er et skrækkeligt begreb, hvis det bliver et ideal eller en målestok, man bedømmer folk ud fra. Det indikerer, at det handler om eksamener og karakterer, men det handler ikke om, hvad man kan, eller hvad man vil. Cecilie: Jeg kan godt forstå den velmenende bekymring, men udtrykket sætter også lighedstegn mellem at være en dygtig kvindelig studerende og sårbar. Udtrykket er et dilemma i sig selv: Som ung pige i gymnasiet får man at vide, at man skal være dygtig og få gode karakterer, så man kan vælge sit drømmestudie. Når man så får de gode karakter, så får man på puklen for at være en angst og kedelig 12-talspige. Man kan bare ikke vinde. Jeg synes ikke, at vi skal acceptere et udtryk, som indikerer, at piger er for sårbare til at have ambitioner og være dygtige i skolen. Torben: Det er jo både urimeligt og samtidig er bekymringen reel nok, for man må have et rigt liv ved siden af. Man må dumme sig og have kærester og drikke sig fuld, eller ikke drikke sig fuld - hvad man nu har lyst til. Man må jo mærke livet samtidig med, at man læser. Det er ikke mig eller studiet, der har bestemt det, men det er regeringen, der har bestemt, at man skal så hurtigt som muligt gennem studiet. Hvis vi bare kunne skrue ned for hastigheden. Det kan godt være, det koster lidt på den korte bane, men vil det koste på længere sigt? Det tror jeg ikke. Vi ville være mere sunde, robuste, parate til at møde virkeligheden. På den måde er jeg ikke sikker på, at det vil være en omkostning overhovedet. Flere barer, flere mødesteder, mere liv på studiet og uden for studiet. Lavere karakterer. Det er mindre vigtigt. Her er det ikke vigtigt. Kravet om de høje karakterer giver selvfølgelige et seriøst fagligt udgangspunkt for undervisningen, men det kedelige ved det høje karaktersnit er, at vores studerende ligner hinanden meget. Varierer de på karaktergennemsnit? Nej. Varierer de på alder? Nej. Varierer de på fagmæssige interesser? Nej. Så har vi et kvote 2 optag på 20 %, og det vil vi rigtig gerne udvide for at få en større diversitet blandt vores studerende. Vi vil gerne have studerende med forskellig alder, baggrund og interesser. Større diversitet giver et mere spændende studieliv, hvor flere forskellige idéer kan komme i spil, og hvor de studerende kan inspirere hinanden. Et andet problem er, at homogenitet medfører konkurrence. Når de studerende ligner hinanden, ser de i højere grad hinanden som konkurrenter. I hvor høj grad lærer man noget af hinanden,


2017

Fordelingen af mandlige og kvindelige studerende på psykologi. Kilde: www.psy.ku.dk

Mandlige studerende Kvindelige studerende

og i hvor høj grad konkurrerer man mod hinanden? Hvis man ligner hinanden for meget, så er jeg bange for, at konkurrencen bliver vigtigere end nysgerrigheden eller samarbejdet.

Køn som fordelingshat Cecilie: Psykologistudiet har jo en række attraktive sociale udvalg. Der er blandt andet Torsdagsbaren, Fredagspsykosen, Frontallapperne og studiemagasinet Indput. Mange af udvalgene søger at skabe en 50/50 kønsbalance i deres medlemsoptag. På den måde, kan man sige at de mandlige studerende bliver mere synlige. For eksempel bliver nye psykologistuderende ofte overrasket over at møde så mange mandlige tutorer på rusturen. Hvad tænker du om det? Torben: Jeg vil synes, det var for formalistisk, hvis man hver gang skulle sige, at der skulle være præcis samme repræsentation af kvinder, som der er på studiet, uanset hvilket udvalg, man nu skal besætte. Det kan også være instruktorstillinger, der er man jo mest interesseret i, at folk er kvalificerede, og at folk kan samarbejde, eller at de kan repræsentere lidt af nogle forskellige tilgange. Derfor kigger man jo mindre på køn end på kvalifikationer, og det er på en måde fornuftigt nok. Så kan man jo stille sig et spørgsmål om, hvor mange søger så om de forskellige stillinger eller om at komme med i et udvalg ... Det er selvfølgelig en urimelig fordeling, hvis der er ligeså mange kvindelige ansøgere. Men hvis hensigten nu skulle være, at det skulle være særlig morsomt, når der er lige mange mænd og kvinder … Skulle det så være bedre, hvis der var en 50/50 fordeling? Når

det hele koges ned til den mindste enhed, så er det et spørgsmål om, hvorvidt vi tror, at der er en forskel mellem mænd og kvinder? Eller at blandingen eller netop kombination af lige mange mænd og kvinder er god? For mig at se, er der masser af kvaliteter ved at kvinder er sammen med kvinder, og mænd er sammen med mænd, og mænd og kvinder er blandet på en uforudsigelig måde. Sætter det rammerne for noget bestemt? Nej. Kan der foregå de samme ting i alle tre former? Ja. Måske bliver tonen lidt forskellig afhængig af, hvem det er, men jeg køber ikke idéen om, at der er en klar og tydelig forskel ud fra køn. Jeg tror på, at kvinder potentielt og altid er i stand til det samme. Så man kan sige, at det er aktiviteten, eller interessen i aktiviteten, der er det afgørende. Det er ikke, om man har det ene eller det andet køn. Cecilie: Så selvom der måske i det brede perspektiv er tendenser til, at mandlige studerende interesserer sig for andre grene af psykologistudiet end deres kvindelige medstuderende, så er det ikke nok til at bruge køn som fordelingshat? Torben: Hvis man nu ser på, at et lille udsnit af vores studenterbefolkning skal indgå i et udvalg eller søge et eller andet job, så kan man ikke bruge de meget brede penselstrøg længere, så er man nødt til at sige, at lige den her aktivitet vil der formentligt være masser af kvinder og en del mænd, der er interesserede i. Derfor bliver det skævt, hvis man ansætter forholdsvis flere mænd eller kvinder. Cecilie: Jeg tror, at udvalgenes bestræbelse på en ligelig kønsfordeling er en velmenende hensigt, som man har

25


Hver 20. kvindelige psykologistuderende bliver instruktor, hvorimod for de mandlige studerende er det hver 10.

trukket ind på studiet fra ”det ydre samfund”. Når man tager en 50/50 politik med ind i en 80/20 population, så giver man en klar fordel til mandlige studerende. Den enkelte mandlige studerende kommer derfor til at fylde mere på studiet end den enkelte kvindelige studerende. Det er ikke fordi jeg mener, at vi skal lægge låg på de mandlige studerende, men jeg ville sådan ønske, at den enkelte kvindelige studerende var ligeså fremtrædende i de sociale udvalg, og at den enkelte kvindelige studerende havde lige så stor faglig selvsikkerhed og søgte instruktorjobbet. Torben: Jeg er helt enig. Nogle mænd fylder forholdsmæssigt meget mere end deres kvindelige medstuderende. Og det er et underligt efterlevn. Drengebørn får lov at udfolde sig i højere grad end pigerne gør både derhjemme og i daginstitutionerne. Når en mandlig studerende starter på psykologi, så har han allerede vænnet sig til, at ”folk lytter til mig, når jeg taler, så derfor taler jeg”. Og folk lytter jo, gudhjælpemig! Jeg er helt enig, jeg ville ønske, at flere kvinder havde det på samme måde. Og nogle har det også. Det er ikke fordi, at alle kvindelige studerende ingenting siger, men flere af dem kunne jeg godt tænke mig. I det store perspektiv med de brede briller, så er der nogle forskelle. Men jeg kunne sagtens pege på de kvindelige studerende, som fylder mindst lige så meget som de mandlige studerende på det her studie. Men det er noget, vi lever med, og vi kan forsøge at lave lidt om på det. Jeg tror ikke grundlæggende, at vi kan ændre det. Jeg kan ikke gøre det, og jeg ved ikke hvem, der kan gøre det. Det ligner jo i virkeligheden verden uden for studiet også. Det er ikke særligt psykologistudiet. Nogle gange kan man tage fejl, at når man nu kigger på vores studerende, så

Indput Institut for Psykologi KU

kan man se udvikling, eller linjer, eller en anden profil. Så kan man foranlediges til at tro, at det har med studiet at gøre. Ofte har det ikke, for man kan se samme træk på andre studier eller uden for studierne. Det er nogle meget bredere tendenser eller snit. Man kan ikke skabe en ren ø midt i et hav fuld af lort. Vi er jo ikke uafhængige, vi er jo dybt filtrede ind i et omgivende samfund, og på den måde så lever vi med nogle af de værdisæt, som er udenfor. Det er er ikke det samme, som at vi ikke skal gøre noget ved det - det synes jeg, at vi skal. Jeg synes, det ville være godt med en spydspids af modige amazoner, der viste de andre, hvor skabet skal stå.

Vi er jo ikke uafhængige, vi er jo dybt filtrede ind i et omgivende samfund, og på den måde så lever vi med nogle af de værdisæt, som er udenfor. Det er er ikke det samme, som at vi ikke skal gøre noget ved det - det synes jeg, at vi skal.

Cecilie: Nogle forbilleder eller hvad? Torben: Ja, nogle studerende, der gerne vil gøre en indsats for, at vi laver om på - ikke kønsfordelingen, men kønshistorien. Eller, med Dorte Marie Søndergaards ord: Måden at gøre køn på. Hvordan skal vi blive til som køn på det her studie? Kunne


vi gøre noget, som kan vise omverdenen noget? Uden at kunne forandre omverdenen, så vise en pejling eller pil. Ja, det ville da være fint. Man kan da lave sådan en ... Ja, det kan da starte med en arbejdsgruppe! Cecilie: Lad os lege lidt med tallene og lave et lille tankeeksperiment. Hvis man nu lavede omvendt fortegn, og sagde: 80% mandlige studerende og 20% kvindelige studerende...Jeg tror ikke, at resultatet ville være totalt omvendt. Det ville ikke betyde, at minoritetskvinderne ville fylde forholdsvis mere. Kønsfordeling er ikke kun tal, det er en historisk og samfundsmæssig betinget dynamik. Torben: Hvis der kun var 20% kvinder, så ville kvinderne nok fylde meget lidt. Cecilie: Så ville det måske være nødvendigt, at man gik ind og regulerede fordelingen i de sociale udvalg for at give plads? Torben: Du har fuldstændig ret. Vi har et omvendt problem. Vores problem er mere positivt end det omvendte tilfælde. Ganske få undervisere og studerende synes, at det er egentlig problematisk. Det er lidt problematisk, men det er ikke et massivt problem. Er der mange, der savner mandlige medstuderende? Eller mange undervisere, der savner mandlige studerende? Der skal nok være én eller to, men ellers tror jeg det ikke. Jeg synes, det ville være godt at opfordre kvinder til at tale højt og tro på sig selv - at de er gode nok, og de kan det hele. Det er ikke et spørgsmål om, at kvinder ikke er dygtige nok, de er rigeligt dygtige og ofte mindst ligeså dygtige som mænd. Men mænd er bedre til at promovere sig selv. Det har de trænet sig til i årtier århundreder! Så måske er der lang vej at gå. Det rigtigt uheldige er jo, at psykologi dermed bliver mere og mere et kvindefag og dermed relativt ringere lønnet end andre fag. Cecilie: Så det betyder, at når kvinder begynder at dominere et felt, så bliver feltet betragtet som mindre værd? Som om ambitionerne og prestigen trækkes ud af feltet? Torben: En bestemt slags ambitioner - de økonomiske ambitioner, kan man sige. Det skader jo virkelig vores fag. Cecilie: Men tænk at et flertal af kvinder betyder mindre prestige! Det er jo frygteligt! Vi skal da omdefinere den her prestige, for det kan da ikke være rigtigt! Det må være første opgave for arbejdsgruppen. Torben: Hihi, nej! Det er jeg enig i. Det er urimeligt. Og på den måde er det ligesom relationen mellem studiet og det omgivende samfund ...

Torben: Det er også Danmark i forhold til det internationale samfund. Hvis man kigger uden for landets grænser og uden for Norden, så ser det jo ti gange værre ud. Dengang Danmark skulle blive medlem af EU, så det internationale arbejdsmarked jo ud af helvedes til. Selvfølgelig var kvinderne mod EU, eller burde være det, for danske kvinder havde en langt højere arbejdsmarkedstilknytning i Europa – bortset fra i Østtyskland. Da vi så kom ind i Fællesmarkedet, skulle vi pludselige sammenligne os med en hel masse lande, hvor kvinder havde en helt ulideligt ringe arbejdsmarkedstilknytning. Og ingen rettigheder. De kunne ikke få en lønkonto, de kunne ikke få noget som helst. Så pludselig var det op ad bakke for danske og skandinaviske kvinder. Mændene kunne jo sagtens futte rundt i Europa og få jobs, men ikke kvinderne. De kunne jo ikke bare søge og få jobs i andre lande - det var forbeholdt mændene. På samme måde gælder det med prestige og kvindedominerede fag. Det bestemmer vi som enkelt land jo desværre ikke. Men jeg er helt enig i, at det er urimeligt. Vi bør hæve prestigen.

At være en nummerisk majoritet er ikke ensbetydende med, at kvinder har majoritetsstatus. Der mangler vi stadig at se kvinderne i de bedst lønnede stillinger og i bestyrelserne.

Psykologistudiet er ikke en hønsegård Cecilie: At være en numerisk majoritet er ikke ensbetydende med, at kvinder har majoritetsstatus. Der mangler vi endnu at se kvinderne i de bedst lønnede stillinger og i bestyrelserne. Alt andet lige kommer der til at gå lidt tid, før den nuværende kønsfordeling på studiet dimitterer og forankrer sig i de øvrige led i psykologifaget – og i særdeleshed leddene opadtil, men kommer vi til at se flere kvinder i nogle af de førhen typisk mandedomineret stillinger? Kommer vi til at se flere kvinder i ledelser og bestyrelser? Torben: På sigt. Det er jeg sikker på. Men om de bliver lige så velrepræsenterede, som de er på studiet, det er jeg ikke sikker på. Jeg tror snarere på den norske udgave, som hedder 50/50, hvis vi snakker ledende positioner. Og det tror jeg er fordi, at det bliver politisk korrekt. Jeg tror ikke, at det ville ske af sig selv som sådan. For eksempel når nogle skal ansættes til en lederstilling, ser man desværre i dag, at mænd vælger mænd, og kvinder vælger mænd. Kvinderne vælger også manden som kollega og ikke kvinden.

Cecilie: Havet af lort.

27


Cecilie: Det er trist, men det kommer desværre ikke bag på mig. Jeg kan heller ikke sige mig fri fra de her fordomme, kvinde mod kvinde. Ganske konkret kan jeg nævne, hvordan jeg inden min studiestart gik og frygtede at psykologistudiet ville være en hønsegård fyldt med drama på grund af kønsfordelingen. Nu, fem år efter, undrer jeg mig over, hvor den frygt kom fra. Jeg så jo ikke mig selv som en ”høne”, så hvorfor skulle de andre kvinder på studiet være det? Jeg tror det er vigtigt at vi bliver bevidste om vores fordomme for at få dem aflivede. Det skylder vi hinanden og vores faglighed. Torben: Det tror jeg også. For det første passer det jo ikke. Det er ikke en hønsegård. Hvis jeg skal få øje på et andet problem, så er det diskretionen. At der ikke er større tæthed studerende mellem. Ikke nødvendigvis mænd og kvinder, men også kvinder og kvinder og mænd og mænd. Kvindelige og mandlige psykologistuderende er individualistiske, hårdtarbejdende mennesker, som i for lidt grad, hvis du spørger mig, har med hinanden at gøre. Bruger hinanden, udnytter hinanden - til noget godt. På den måde kan man sige, at det i virkeligheden er helt det modsatte af en hønsegård. Der er ikke kamp og drama, der er det modsatte. Der isolation og privatisering. Og det er noget skidt. Og det lider vi alle sammen under. Folk forsøger at klare sig selv så godt som muligt. Og på den måde kan vi gøre noget ved at lægge op til samarbejde og lave mere, omend ikke hønsegård, så mere noget andet. Mere fællesskab. Mere farver og fornøjelser. Og det synes jeg er en vej, man også kan gå for at imødekomme de dér fordomme. Cecilie: Hvor kommer den her diskretion fra?

og mere effektivitet. Man er blevet disciplineret, og man lytter til alle de beskeder og påbud, der kommer ovenfra om: ”Koncentrér dig, skynd dig, bliv hurtig færdig, få en karriere!”. Så tror jeg, at de fleste tænker, at den mest effektive vej er, hvis man sætter sig ned og koncentrerer sig uden at lave for mange svinkeærinder. Det kan godt være, at det er effektivt på nogle måder, men det er dybt omkostningsfuldt på andre måder. Ensomhed, sygdom, stress og pres. Så dét er også et opgør, vi skal tage. Hold op og hold fest!

Oplæg til arbejdsgruppen Både Torben og jeg håber og hepper på større diversitet og mere fællesskab. Derudover har jeg følgende bud på, hvordan vi skal gøre køn på psykologistudiet: Vi skal stoppe med at bruge udtrykket ”12-talspige”. Det er ikke rimeligt at individualisere og kønne symptomer på en usund karakterkultur. Alternativt kan vi erstatte udtrykket med ”12-talsregering” for at beskrive en politisk kurs, der er bange for fordybelse og læring forankret i praksiserfaringer. Måske kan det overbevise nogle om, at det gør mere skade end gavn, når man vil piske mennesker gennem uddannelse. Vi skal sætte tempoet ned, stoppe konkurrencen og styrke samarbejdet. Mens vi venter på en udvikling i retningen af kønsneutral opdragelse, må vi insistere på at være bevidste om de betingelser, der står i vejen for lige udfoldelsesmuligheder for kønnene. Indse, at du nok har nogle fordomme og snak med dine venner om dem. Vi skal komme hinanden ved og tale om vores møder med og på tværs af køn.

Torben: Jeg tror, at det er et tidsfænomen. Jeg tror ikke, at det er de enkelte mennesker eller studerende, der er sådan. Men sådan er tiden blevet. Den er ikke særlig udfarende. Der er mindre og mindre kriminalitet blandt unge. Der er mere

Nu har du læst Torbens og mine betragtninger om køn og fordelinger på psykologistudiet, men jeg vil gerne invitere DIG med i arbejdsgruppen. Hvordan oplever du kønsfordelingen på studiet? Hvordan skal vi forholde os til, at ”kvindefag” mister prestige og løn? Hvordan synes du, vi skal gøre køn? Send din betragtning til redaktion@indput.dk og lad os tales ved! n

Indput Institut for Psykologi KU


Kønnet og Udyret Af Sebastian Tobias-Renstrøm, stud.psych., og Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Seb: Jeg ELSKER(!) temaet til det her blad! Eller elsker at hade, eller hader at elske, det er måske en smule ambivalent. Men for nu at komme til sagen, så synes jeg, at spillet på kønnnet som skønheden over for et unavngivent udyr er en fantastisk åbning for at diskutere noget, som jeg går utroligt meget op i: Feminisme. Rie: Ja, vi kommer ikke uden om #metoo, gør vi? Seb: Nej, det gør vi forhåbentligt ikke! Rie: Nogle ser det som mandehad… Og vil måske også se et tema med ordet ‘udyr’ som mandehad - som om vi gør mænd til bestialske væsner, der ikke kan styre sig og kun kan gøre alt forkert - åbenbart! Seb: Pudsigt, jeg har det omvendt. Det fede ved titlen er netop, at den blot siger kønnet, men ikke indikerer hvilket(!). Altså kan vi sætte både det mandlige, kvindelige, trans-, queer og generelt bare fænomenet køn ind dér, og så sætte det over for det her udyr. Hvorfor kunne udyret ikke lige så godt være kvinderne? Christian Tafdrup ville nok ikke være sky for at mene, at det er dem, der er udyrene med deres “manipulationer”. Rie: Bestemt. Betyder det, at der (måske med rette) kommer en modreaktion fra mændene på metoo? Seb: Selvfølgelig kan man med rette komme med en modreaktion som mand imod metoo, men så er spørgsmålet for mig, hvad den modreaktion består i, og om den er berettiget. Jeg er for eksempel ekstremt træt af argumenter, som skal have funktion af en total nivellering af metoo, som essentielt set går ud på, at det da også ville være forfærdeligt at

29


leve i en verden, hvor man skal (næsten kontraktuelt) have tilladelse til alt. Er det sexet, hvis en person spørger en anden om tilladelse til at kysse vedkommende? Nej, det er det ikke. Men det har metoo for mig at se aldrig handlet om. Det handler ikke om to mennesker, der gerne vil kysse, eller to mennesker, hvor de ønsker at tage på hinanden. Det handler om det uønskede og gennemtvingelsen af vilje. Det handler om overgreb. Altså undskyld mig, men vil vi ikke gerne have stoppet overgreb? Rie: Jeg er helt enig - og det bryder med tillid på en mærkelig måde, hvis man pludselig kan se tilbage på alt og hævde, at dét og dét og dét er foregået uden mit officielle NemID-samtykke. Og hvad i alverden giver man samtykke til? Skal vi så gå ind for forskellige pakker? Jeg giver hermed samtykke til kysserørelidtpenetrerings-pakken? Så kan vi overveje oral-pakken i morgen? Men der er noget svært i forhold til de friheder, man (nogen) tager sig – den franske skuespiller Catherine Deneuve lagde jo med 99 andre kvinder for nyligt op til, at mænd jo også skal have lov til at flirte og lægge an på kvinder for at undgå for kedelig en hverdag – så hellere lide et lille overgreb nu og da. Seb: Øh, vent, stop, nej, det er lige præcis den logik, jeg ikke forstår. Rie: Jeg siger heller ikke, jeg er fortaler for den! Seb: Godt så, men så lad os kigge på den, for jeg synes faktisk du opsummerer den rigtig godt! Rie: Men kan det passe, at kvinder kan tage sig større friheder, fordi de er “det svage køn”. Forstå mig ret, at de kan slippe af sted med ting, mænd ikke kan slippe af sted med, fordi de er fysisk mere harmløse? (Jeg har haft nogle heftige diskussioner med folk på det sidste, som nu bliver hældt ud over dig - undskyld ;) ) Seb: Du er kommet til det rette sted at hælde ting ud! Feminismedebatten bliver jeg sjældent træt af (om end jeg bliver træt af dele af den, men lad nu det ligge). I forhold til “det svage køn”, så har jeg to forskellige pointer, som er en smule modsatrettede. For det første, som de formulerer så smukt i serien The Fall. Jeg parafraserer: “Men are afraid of women, because they fear women might laugh at them. Women are afraid of men, because they fear men might kill them”. Jeg synes dog også, det er vigtigt, at man ikke kommer til

Indput Institut for Psykologi KU


at forlade sig på den her “det svage køn”, forstået sådan, at man kommer til at negligere eller annullere den agens, som kvinder (ligesom alle mennesker) har. Ofte kommer det bag på mig, hvor meget kvinder står model til, og hvordan de alligevel formår at få stablet gode stabile liv på benene. Det er jeg sådan set ret imponeret over. Rie: Sikke et citat! Men udover at mænd er stærkere, har det vel også at gøre med den kultur, vi har levet i, hvor kvinder udgjorde mandens ejendom? Så hvordan bliver kvinder mindre bange for mænd? Ved at have mindre grund til det, ved at mænd bliver mindre farlige? Man kan vel også kontroversielt påstå, at mange mænd lægger en ære eller stolthed i at være og/eller fremstå farlige? Seb: Det mener jeg i høj grad, ja. Hvis man ejer noget (som ‘nogen’ netop bliver til under ejerskab), så er man ikke etisk forpligtet over for vedkommende på samme måde. Hvorfor volden bliver mere legitim. Tænk i øvrigt på, hvor ofte kvinden bliver stillet sammen med naturen eller det dyriske, og hvor ofte manden bliver sat sammen med kulturen eller det teknologiske. Kvinder bliver mindre bange for mænd, ved at mænd behandler kvinder ordentligt. Længere synes jeg egentligt ikke, at den er. For jeg synes netop, som du peger på, at aggressivitet ligger som en kæmpestor og uhensigtsmæssig del af maskulinitetsdiskursen. Rie: Bestemt, og det er vel denne knivsæg mellem ønskelig kultur og uønsket natur vi balancerer på, når en kvinde på den ene side ønsker sig en stor beskytter, som oser af maskulinitet, og en mand, som tilsvarende ønsker at være den, der først bringer brød på bordet, samtidig med at kvinder skal have plads (og lyst) til at avancere med de risici og konfrontationer, der knytter sig til lederskab og chefstillinger. Eller hvad? Seb: Njah. Ønsker kvinder sig en stor beskytter, der oser af maskulinitet? Ønsker mænd at være dem, der først bringer kød på bordet? Min kæreste og jeg snakker ofte om, at hvis vi stiftede familie sammen, så ville det være mig, der stod klar med en cocktail og havde lavet frikadeller til ungerne, når hun kom hjem fra kontoret. Rie: Hehe, altså jeg taler ikke personligt! Men det er der alligevel mange mænd og kvinder, der stadig giver udtryk for. Og nu er det ikke alle mennesker, der er lige så nytænkende og feministiske som lige akkurat dig (desværre, ik’?).

31


Seb: Nej, det forstås, men måske er det her meget af pointen, ikke? Jeg plejer altid at sige, at hvis folk gerne vil leve i 100 % overensstemmelse med kønsnormerne (stor, stærk beskyttermand og følsom fødemaskine), så er det helt fint med mig. Det skal bare være et aktivt valg, og vi skal være opmærksomme på, at der netop ikke er noget naturligt ved dem. Rie: Men noget af det svære tror jeg er manglen på de spændende alternativer til denne manderolle. Hvis nu man ikke ejer kvinden, og man ikke er stor og stærk, og man ikke er den, der tjener mest… Jeg tror i hvert fald, at nogle mænd måske - jeg ved det ikke - er usikre på, hvad de skal markedsføre sig på? Det plejede at være dem, der skulle score, tage initiativet, og nogle af de gammeldags metoder har brudt en masse kvinders grænser derfor skal man måske gå lidt mere forsigtigt frem nu som mand. Seb: Øh, ja, men er det egentligt synd for nogen? Jeg synes, at debatten om maskuline forbilleder på den ene side har gode elementer i sig. Man spørger til, hvilke former for maskulinitet man kan udleve, hvordan, hvornår, med hvem og igennem hvem. Gode spørgsmål. Men det er ikke synd for folk, at det (endeligt) er gået op for folk, at du ikke må gå over og tage en kvinde på røven ud af det blå. “Jamen hvad skal jeg så gøre?”. Du skal sguda opføre dig som et anstændigt menneske! Gå dog over og sig til hende, at du synes hun ser dejlig ud og spørg, om hun har lyst til at danse eller drikke en øl eller whatever! Hvordan tror de mænd egentligt, at vi fyre, der ikke er gået over og har taget piger på røven ud af det blå, har fået kontakt til dem? COME ON! Rie: Hahahaaa… Ja, jeg har godt nok oplevet nogle tilnærmelser i mit liv, hvor jeg har tænkt: HVILKE piger falder for et klem i ballen eller et billede af din diller? Men det er vel et grundlæggende opdragelseselement/dannelseselement, vi mangler. Margaret Atwood har fået voldsom kritik for at foreslå Takt og Tone-manualer til nutidens mænd. Seb: Nu synes jeg ikke, at man generelt skal have manualer for sådan nogle ting. MEEEEEN, prøv lige at overvej, hvor meget vi har blandet os i, hvad kvinder skal og bør(!!!) Prøv at tænk over alle de magasiner, der har været i nyere tid for kvinder om, hvordan de skal passe hjemmet, hvad der er passende at snakke om i hvilke situationer, osv. osv. osv.

Indput Institut for Psykologi KU


Rie: Hehe ja, kvinder har vel også haft en kæmpe interesse i forførelsens kunst, som man har kunnet læse om i samme magasiner? Og det gælder både forførelsen af mænd og ens bekendte i form af god opførsel med henblik på et godt ry og sådan. Har mænd haft det med at være lidt forkælede? Sådan nogle eftertragtede storbymænd, burde de i virkeligheden gå lidt mere op i god og anstændig opførsel samt forførelse, måske med en snert af klassisk romantik? Seb: Ifølge 50’erne havde kvinderne en større interesser for husholdning! Men jo, jeg kan godt følge dig. Og ja, jeg synes i hvert fald, at attituden over for kvinder er en barnlig og forkælet én, når vi nu endelig får frem, at mænd udøver overgreb, og nogle mænd så reagerer ved et “Aaaaaaajjj, jamen hvad skal vi SÅ gøre?”. Men I forhold til forførelsen, så er jeg KÆMPE fan af forførelse! Fra ALLE køn! Flirten, spændingen, overskridelsen, at turde satse. At læne sig ind, fordi der er en pause i samtalen og prøve at kysse den anden. Det skal vi da bare blive ved med at dyrke! Pointen er, at det netop skal være i situationer, hvor man kan fornemme en fælles interesse. Og hvis man ikke kan finde ud af det, jamen så må man jo fucking lære det! Dannelse; ja tak! Rie: Nååh, kvinderne havde en større interesse for husholdning end mænd? Det får man da også næsten indtrykket af er tilfældet i dag med Den Store Bagedyst. Men spøg til side, jeg kunne ikke være mere enig - ind med forførelse, lidenskab og en respekt! Flere mænd og kvinder, der giver blomster frem for nap i ballerne! Flere spørgsmål om, hvordan man med 50’er tricks kan score hende den flotte, når nu man hellere må lade være med at råbe: ”Hey flotte patter, skal jeg holde dem for dig?”. Seb: Ja eller med 50’er tricks score ham den flotte! For mig at se handler det om at få charmen og ‘viddet’ tilbage. De hurtige kommentarer med et glimt i øjet! Kan vi ikke få mere af det! Og det skulle helst gælde imellem alle former for køn, for det her har ikke noget med mænd og kvinder at gøre for mig at se, men tværtimod noget med mennesker! Et dejligt smil, en vittig kommentar, modet til at spørge nogen ud - er det ikke noget, der er fedt for alle mennesker? Rie: Ja ja ja, for det er så vigtigt at skære kønsadskillelsen ud af det her! Dejlige smil og mod til at spørge nogen ud til alle. Vel mødt i Torsdagsbaren! n

33


DET UELSKELIGE DYR Af Amanda Aaboe Bell, stud.psych. og Anne Marie Kristensen, stud.psych. Illustration af Bolette Bendix Huus stud.psych.

Den smukke unge prins nægtede en hæslig gammel kvinde husly på sit slot. Hun viste sig i virkeligheden at være en smuk troldkvinde, som kastede en forbandelse på den unge prins og hans slot. Han blev til et grusomt udyr, som måtte finde én at elske, som også elskede ham, før den fortryllede rose tabte sit sidste blad. Er det i dag os selv, der tager os retten til at bedømme, hvem der må deltage i festen på baggrund af deres udseende? Hvem er i dag forvist til slottets dunkle vestfløj? Tager vi på lignende vis for givet, at disse udyr ikke kan elskes?

Indput Institut for Psykologi KU


Hvad er et udyr? Udyret er en hæslig og utiltalende skabning. En skabning, som på alle måder frastøder Skønheden i eventyret såvel som i overført betydning. Vores verden kan siges at rumme to typer udyr, hvor den ene kan klassificeres som det indre udyr: Et menneske hvis udyrlighed består af et ønske om at skade og handle modbydeligt mod andre mennesker. Den anden type udyr, det ydre udyr, har en fysisk fremtoning, som forekommer urovækkende og uhyggelig for andre mennesker. Det kan virke urimeligt, at mennesker, som er så forskellige, får samme tilnavn. Derfor må vi lave en afgørende distinktion mellem den indre og ydre karakteristik, da de to typer ikke har samme agens i deres rolle som samfundets udyr. Det indre udyr er et svært kontrollerbart bæst, og frigives det, kan det få alvorlige konsekvenser. Dermed er spørgsmålet om ansvar og skyld relevant, da noget på et afgørende tidspunkt har forvandlet det til et udyr. Denne artikel vil ikke komme nærmere ind på, hvordan man forvandles til et sådant udyr, men stiller i stedet skarpt på de ydre udyr; en gruppe mennesker med forskellige fysiske træk, der adskiller dem fra normalen. Disse udyr bliver typisk udsat for spot, hån og tugt, selv om det udelukkende er deres ydre, som gør dem udyrlige. Nutidens menneskejagt Udyr bliver ofte mødt med medlidenhed, ynk eller flygtige øjne og er i samfundets øjne ikke ligeværdige med andre mennesker, da den fysiske fremtoning ofte er ledsaget af en fysisk skavank, som for eksempel gør det svært for udyret at få et arbejde eller indgå på lige fod i social interaktion. Hvordan udyr behandles, kan siges dels at være biologisk betinget; mennesker søger den bedst egnede mage i form af attraktive træk, som generelt indikerer, at generne er værd at avle på. Men vores blik på udyr kan siges at være et kulturelt levn fra fortiden i kraft af skiftende skønhedsidealer.

Vores evne til at registrere, når noget skiller sig ud eller falder uden for normalen, kan tillige siges at være biologisk betinget. Vi identificerer træk, som vurderes frugtbare eller attraktive og undertiden også så anderledes, at det formodes at være overnaturligt. Menneskejagt på albinoer, særligt udbredt i eksempelvis Tanzania, kan ses som et eksempel på, hvor voldsomt mennesket kan reagere på forskelle i fysisk fremtoning. Her koster albinoens lyse skind ham hans arm, ben eller i værste fald hans liv. En sådan ekstrem, hvor vi udelukkende vurderer på udseendet og bygger en hel verden af antagelser op omkring dette, er primitiv og hører ikke vores udviklede og oplyste verden til, vel? Hos Diers Klinik i Århus kan du få de vigtigste informationer om en kommende anonym donor; hans øjenfarve, hårfarve, højde, vægt og uddannelse. Givet disse oplysninger kan du danne dig et relativt fyldestgørende billede af hans udseende, og dermed er det muligt at tage stilling til, hvilken donor der er værd at forfølge. Inden for de sidste år er inseminationsklinikker i Danmark gået fra at frabede sig rødhårede sæddonorer til at indkalde dem. De danske kvinder har åbenbart skiftet smag fra at synes, at rødhårede mænd var frastødende, til at finde dem tiltrækkende. Ligesom albinoer udgør den rødhårede del af befolkningen et mindretal, og et fra- eller tilvalg er i sidste ende blot en mere legitim måde at udrydde eller bibeholde det, det som fremstår kulturelt afvigende. I det klassiske eventyr er det forfængeligheden, som er skyld i udyrets forvandling. Forfængeligheden kan også i nogen grad få skylden for at skabe udyr i vores verden, da det er i vurderingen af det ydre udtryk, at udyret bliver marginaliseret. Marginaliseringen rejser spørgsmålet: Hvem har bestemt, hvad det vil sige at være normal? Og dertil kunne man tilføje: Hvorfor er det ikke attraktivt at være unormal? Der er formodentlig noget biologisk bestemt i at normalitet vurderes attrak-

tivt. Det er bare alt for nemt at skyde skylden på naturvidenskabelige kræfter uden for vores indflydelse i stedet for at anerkende vores ansvar i den måde, det udleves og omtales på. Kærlighedshierarkiet ”Hvad? Er han sammen med hende? Hun er da slet ikke i samme liga!”. Når sladderen går om nye kærlighedskonstellationer, bliver det hurtigt vurderet, om parret fremstår som et godt match, eller hvorvidt nogen har lavet en overscoring. Altså om den flottere af de to parter af uforklarlige årsager har fundet en partner, som er grimmere end hans jagtmarker i øvrigt skulle befordre. Diskursen, som knytter sig hertil giver udtryk for, at vi alle sammen er enige om, hvem der er smukke, og at det er dém, vi alle sammen gerne ville have, hvis det stod i vores magt. Denne moderne og vestlige udgave af kastesystemet fortæller os dermed, at vi fortjener et menneske, som er udyr i samme grad som os selv. Alligevel kan vi som folkeslag siges at være drevet mod en fælles hensigt om altid at efterstræbe et smukt udseende i kraft af motion, makeup, modetøj og brug af ‘skønhedsprodukter’. Ungdom, sundhed og vitalitet er det paradis, mange religionsløse danskere i dag har at kæmpe for, og et frastødende ydre kan således fremstå som den totale fallit. Et af vor tids udyr møder vi i DR3’s dokumentar om Tykke Ida. Ida Rud giver udtryk for, at hun trives med at være en stor pige; i programmet ser vi hende gå i små buksedragter og sommerkjoler i ualmindeligt store størrelser, og undervejs spiser hun både is og french toast, så vi skal ikke spekulere på, hvordan hun er blevet så stor, som hun er. Ida møder folk, som væmmes og græmmes, råber og spytter efter hende. For når vi møder en krop, hvor hud og muskler ikke sidder stramt malet på kroppen, men i stedet bølger og danser i bløde fedtdepoter, finder vi det vulgært og foragteligt; her er et menneske, som ikke tager ansvar for sit

35


liv, som bliver dyrt for vores sundhedssystem, og som først er elskeligt, når adskillige timer på løbebåndet har omsat fedt til skønhed. Det kan være svært at forstå, at Ida lader til at trives som ‘udyr’. Måske er kropsaktivisme et af tidens budskaber om at acceptere og elske udyrselementerne i alle mennesker. Én ting er fedmeudskamning, men hårfjerningsindustrien har også tjent solidt på kvinders og mænds ønske om at slippe af med pels på ryg, ben, baller og køn. Permanent hårfjerning med laser havde sit indtog i 1990’erne og fjernede således også flere af grundene til, at man kunne være bekendt at byde sit medmenneske et underben klædt i strid, sort behåring fremfor et ben glat som en englenumse. For man skal vel pleje sit udseende, således at man kan fortjene kærlighed fra så mange mennesker som muligt? Det kasserede menneske I en forelæsningssal kan man åbne en tilfældig MacBook og på skrivebordet lokalisere en række mapper med forskellige navne. Mapperne er et redskab til at holde orden i dokumenter og noter. Bag pandelappen kunne en lignende udforskning opdage mapper, hvor mennesker kategoriseres. Individuelt ville mapperne med al sandsynlighed variere, da kriterierne, hvorpå kategoriseringen sker, kan være mere eller mindre velovervejet. En mappe indeholder måske venne/kæreste potentiale, altså hvorvidt personen skal i ’kan lide’-mappen. Kategoriseringen er allerede i gang, før vi har mødt mennesket og er blevet bekendte med hinanden. Den fremmede har allerede taget plads på en af de tomme taburetter i for eksempel gammel/ ung-kassen, dansker/udlændinge- eller normal/unormal-kassen. På MacBookens skrivebord findes også en papirkurv, men den indre skraldespand vil vi helst ikke snakke om – det ville være politisk ukorrekt. Jacob Nossell italesatte dette i sin selvbestaltede teaterforestilling Human afvikling, som blev opført på det konge-

Indput Institut for Psykologi KU

lige teater i 2016. Her spurgte han publikum direkte: ”Jeg er spastiker, og i fremtiden eksisterer jeg måske ikke. Hvis du ventede et barn og fik at vide, at dit barn ville blive som mig, ville du så vælge at få det fjernet?”. Jacobs anstrengte tale forstummede, og måske fornemmede han der, at publikum sad med en sten i maven. Fingrene pressede på de små afstemningsapparater, publikums svar tonede op på skærmen. Det fremstår nærmest forræderisk og amoralsk at trykke ’ja’, når et fantastisk menneske spørger, om man vil kassere dem. Desværre putter mange de skæve eksistenser i papirkurven, når de ikke sidder i teatersalens spotlight. Tilfældigheden og uretfærdigheden i scenariet er ubarmhjertig. Hvorfor er det publikum og majoriteten, der sidder med al magten og ikke Jacob? Hvorfor er det dig og mig, som må bestemme, hvem der er ’normal’, og hvem der kan undværes? Rummelighed Alle mennesker er forskellige og individuelle. En verden uden nuancer ville forekomme uendeligt grå og kedsommelig. Udyr er med til at skabe disse nuancer og er med til at skabe en verden, som kan rumme mere end efterstræbt ensretning. I realiteten rummer vi alle udyriske sider, det være sig træk eller egenskaber, vi ikke er stolte af, eller som ikke høster anerkendelse eller samfundets accept. I stedet for at ophøje normalitet og give andre retten til at bestemme, hvem der fortjener kærlighed og bør betræde denne jord, er det måske på tide, at vi ændrer den måde, vi anskuer hinanden på. Hierarkiet skal blæses omkuld som et korthus. Er der noget, vi ved, så er det, at kærlighed ikke kender til grænser og vurderinger, da kærligheden er et af de få fænomener, som kan være betingelsesløst. Et samfund, hvor mennesker ikke vurderes ud fra arbitrære træk uden for deres indflydelse, men i stedet anerkendes i kraft af deres hensigter og handlinger, kan forekomme utopisk.

Hvorvidt det rent faktisk er en reel mulighed, at vi som samfund kan acceptere, at alle mennesker har ret til liv og kærlighed, kan ikke afgøres her, men som individer kan vi have et ønske om at skabe færre udyr. Et nedværdigende blik og hårde, dømmende ord skaber udyr. Derfor har vi alle et medansvar i at skabe andre tilgængelige subjektpositioner, andre muligheder og andre nye måder at være udyrlige på. Uddør udyret? På Louisiana hænger i øjeblikket en udstilling af George Condos værker. Et af værkerne hedder Det kasserede menneske. Mennesket er en vederstyggelighed at betragte, og umiddelbart er begrundelsen for kasseringen kvindens eller mandens deformitet og grimhed. Men vi ved det ikke. Vi ved ikke, om dette er det billedlige udtryk for den følelse, der opstår inde i et menneske, som af samfundet og sine medmennesker kasseres. Er det i virkeligheden et udtryk for den desperation, afmagt og skam, som et ’unormalt’ menneske eller udyr oplever? Når specifikke skønhedsidealer får lov til at dominere og ensrette vores smag, udrydder vi gradvist nuancer, finurligheder og forskelligheder. Når udyret forviser heksen med overmod og udskamning, bliver han ramt af nemesis. Ønsker vi som samfund at begå samme fejl? En skønhedselite bliver etableret med få vindere og en masse tabere, som vi så gradvist kan forvise fra slottet, indtil det bliver vores egen tur. Udyret i eventyret gemmer sig på slottet overbevist om, at ingen nogensinde kan elske et så forfærdeligt bæst. Tendenserne i samfundet taler deres tydelige sprog: Hvis du er et udyr, så flygt til et slot langt, langt væk, før du risikerer udryddelse. Potentielt ender vores fjerne slotte med at rumme nogle af de skønneste, mest rummelige og forskelligartede væsener. n


Livslinien har brug for flere rådgivere Vi har 250 engagerede rådgivere, som er i kontakt med mere end 16.000 mennesker årligt. På Livslinien er du med til at gøre en forskel for mennesker med selvmordstanker eller i anden alvorlig krise.

Du kan læse mere og ansøge på vores hjemmeside livslinien.dk

Ønsker du at rådgive • mennesker med selvmordstanker • deres pårørende og efterladte • mennesker i krise – og samtidig bruge din faglige nysgerrighed til at kvalificere dig og få relevant erfaring på dit CV? Så kan vi tilbyde • en solid grunduddannelse i selvmordsforebyggende rådgivning • løbende supervision og videreuddannelse • sparring med fagpersonale efter hver vagt • et miljø med højt fagligt niveau og tværfagligt fællesskab

Vi forventer, at du • er ansvarsfuld og engagerer dig i arbejdet • har relevant praksiserfaring samt psykologisk, socialeller sundhedsfaglig baggrund eller anden erfaring med professionelle samtaler • i gennemsnit kan afsætte 12 timer om måneden til – vagter i rådgivningen – supervision og holdmøder

Passer dette på dig, og bor du på Sjælland, ser vi meget gerne din ansøgning.

37


THEY CAME FROM BRONSON CAVE Af Oliver Nørby Hundahl, stud.psych. Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

“[...] I don’t know why but it’s a very threatening sight [...] and there’s this one scene where the, uh, monster is coming out of a cave, see? There’s always a scene where they come out of a cave, at least once [...] it musta been made around the 1950’s [...] and they always have a little revolver that they’re gonna shoot the monster with, and there is always a girl who falls down and twists her ankle . . . heh-hey! Of course there is! You know how they are, the weaker sex and everything, twisting their ankle [...]” -

Frank

Indput Institut for Psykologi KU

Zappa,

Cheepnis,

Roxy

and

Elsewhere

(1974)


Grotter. Der er et eller andet med grotter. Det tidligste kunst vi kender er mejslet og malet på deres klippevægge. Antiloper der springer og okser med unger, og menneskeskygger der jager med spyd. Hyæner og løver og ulve der knurrer, og hænder med udstrakte fingre, okkeraftryk der har overlevet i tusindvis af årtier. Mørket og isolationen har bevaret dem. Ordet grotesk kommer i virkeligheden fra grotte, som Mikhail Bakhtin gør et stort nummer ud af at minde os om. Faktisk fra det italienske grottesco, der kan forstås som “fra en grotte” eller “som i en grotte”. Når det nu er sådan, det er, hvem kan det så undre, at monstre bor i grotter? Og hvem kan det så undre, at Zappa har ret i, at de altid kommer ud af dem? Så længe de bliver i grotten, isolerede, er de jo ikke en trussel mod os, der bor i lyset. Hvad Zappa nok ikke vidste, er at det stort set altid er den samme grotte, de kommer ud af. Jeg taler her om Bronson Cave, i Griffith Park, Los Angeles. Hvis der nogensinde var et utopia for B-films instruktører, så var det Bronson Cave. Af monsterfilm fra 50’erne filmet i og omkring denne partikulære grotte, kan jeg nævne mesterværker som Robot Monster (1953), Killers from Space (1954), The Day the World Ended (1955), Invasion of the Body Snatchers (1956), IT Conquered the World (1956), Night of the Blood Beast (1957), Attack of the Crab Monsters (1957), The Cyclops (1957), I Was A Teenage Werewolf (1957), Earth vs. the Spider (1958), Monster from Green Hell (1958), I Married A Monster From Outer Space (1958), She Demons (1958), Teenagers from Outer Space (1959) og (som bonus) Eegah (1962). Jeg kan kun anbefale, at I Googler samtlige af de her film; det er en oplevelse. For en komplet gennemgang af film optaget i området, kan I henvende jer til Wikipedia. Listens omfang er intet mindre end absurd. Den her artikel bliver mit forsøg (lidt haltende og lidt blændet, som hvis man ser for længe på solen) på at kigge på de ting, der åbenbart altid går igen. Jeg vil kigge lidt på grotten og monsteret og pistolen og selvfølgelig anklen. Jeg vil skrive en artikel om 50’erne, og om mændene og kvinderne, og deres kroppe og våben, og hvis der skulle være en undertitel på det, jeg skriver her, ville den nok være “Om teknologi og seksualitet i monsterfilm fra 50’erne”. Så er der også knald på. Alting skal jo starte et sted, og det

fedeste ville være at starte med monsteret. Men det er nok bedst med lidt viden om tiden. ‘The Code’ og film fyldt med sex (uden sex) Sex sælger. Sådan er udgangspunktet. Det sælger på film, og det sælger i bøger, og det sælger simpelthen over det hele. Monsterfilm burde ikke være en undtagelse. Men det her er jo halvtredserne, tænkte jeg, sexforskrækkede og vel egentlig ret tamme. På den tid blev den notoriske Motion Picture Production Code (1930-1968) stadig håndhævet, og så er det jo begrænset, hvor meget man kan more sig. Hvis man ikke helt ved, hvad det er, kan jeg fortælle, at det var et sæt “moralske guidelines” baseret på den katolske lære, der skulle sikre at Hollywood ikke fordærvede befolkningen med smudsige film. Resultatet var selvfølgelig, at alting blev overordentlig lamt. ‘The Code’ forbød blandt andet film indeholdende: Nogen som helst antydning af seksuel perversion, seksuelle forhold mellem sorte og hvide, seksuel hygiejne, scener indeholdende fødsler, mænd og kvinder i samme seng, salget af kvinder (altså prostitution), forførelsen af piger og lystfyldt kysseri. Pointen er, at hvis der var sex i de her film, måtte det simpelthen være

39


på en skjult måde. Det eksplicitte var ulovligt. Hvis jeg fandt det, måtte det altså være fordi jeg overanalyserede, og jeg var klar på opgaven. Det kunne være det blev i lidt dårlig smag, men hva’ pokker, jeg kastede mig ud i det. Men det viste sig bare… ikke at være tilfældet. Lad mig gøre det klart: De her film er fyldt med sex. Men de er ligesom fyldt med sex, uden at der rigtig er sex i dem. Hvordan nu det? Jeg tror det forklares bedst gennem eksempler. Kvinderne gribes i uhyrets klør Det starter med et løfte. “See sultry beauty in the clutches of a half-crazed monster” lover de os i Robot Monster. Et løfte de i høj grad holder. Så er der Night of the Blood Beast hvor vi, med rædsel, ser “the first satellite creature to impregnate man with its chromosomes” (hvad det så end skal betyde), hvilket fører til en scene, hvori en nøgen mand, besat, et dyrisk blik glødende, rejser sig truende bag to unge damer. Hele scenariet lugter langt væk af overgreb. Der er IT Conquered the World, hvor barmfagre kvinder befamles af gyselige krabbeklør. Hvor vi finder den, i forhold til temaet, uforklarlige replik, sagt til hovedpersonen af dennes kvindelige kollega: “For a few dollars you can... you can hire a woman who’s got all your fetishes. To match your requirements perfectly. And if you ever get tired of her you can run down to the employment agency for another.” Man må næsten sætte foden ned. Det her er en film om et telepatisk væsen fra Venus. Hvorfor er der så meget fokus på den her Joe Lunchbucket og hans seksuelle præferencer? Men det bli’r kun værre i de andre film. Prøv at høre hvad de siger om The Cyclops: “Crashing into this world of horror, a beautiful woman and three adventurers dare to challenge the unknown, in a land where life and love is ruled by the lord of nightmares; the Cyclops!” og senere: “Yet their fate rests in the death-defying courage of a beautiful girl!”. Igen, det her er en film om et radioaktivt udslip, der forvandler de lokale skadedyr til nogle rimeligt wonky-tonk XL superkryb. Det er som om, det meget specifikke fokus på den her kvindes udseende ikke rigtigt bliver retfærdiggjort gennem hverken plottet eller det udforskede tema. Selvfølgelig er der også en scene, hvor monsteret (The Cyclops!) griber hende i sin hånd og løfter hende op på grufuld vis. Uhyret, der selvsagt bor i grotten, viser sig selvfølgelig at være hendes elskede men forsvundne ægtemand, der nu blot er muteret til ukendelighed. Denne mand, dette monster, forsøger altså generobre sin smukke kone, og med hende al den kvindelige seksualitet, der engang kun tilfaldt ham. Alt sammen i en scene, der er en af de mest forbløffende anvendelser af filmteknik, jeg nogensinde har set. Det er ikke engang muligt for mig rigtigt at forklare, hvad der sker. Men da de lavede effekten, var det åbenbart for indviklet, hvis hans enorme hånd ‘bare’ skulle løfte kvinden. Det er i stedet gjort sådan, at kyklopen løfter hele scenens

Indput Institut for Psykologi KU

baggrund, ja faktisk hele shottet, og trækker det ud af syne for tilskueren. Astounding Science Fiction!! Det seksuelle forhold mellem menneske og monster antydes ikke blot i The Cyclops, men i mange af filmene, og det fuldbyrdes helt i op til flere af dem. Mit yndlingseksempel er I Married A Monster From Outer Space. Heri stilles de ret fair spørgsmål, “Was it true? Could space monsters mate with Earth-women?” og så “Could she touch the body of this masquerading alien, who wanted to learn the secrets of human love?”. Svaret på dem begge to er ja, så meget kan jeg afsløre. Deres afkom er selvfølgelig ustoppelige, og hele planeten bliver selvfølgelig truet af atomar udslettelse som følge. Business as usual. Nogle spørgsmål er opstået undervejs, som jeg føler vi bør tage stilling til. Man kunne jo spørge: Hvad er det, der foregår med de her monstre? Hvorfor vil de stjæle kvinder? Hvorfor ta’r de dem på brysterne? Hvorfor befrugter de mænd med dyrisk lyst (og kromosomer)? Hvorfor skal jord-kvinder bære deres yngel? Det egentlige spørgsmål er vel: Hvorfor er de her monstre egentlig så seksuelle? Loving the alien Da jeg googlede rundt i min research, blev jeg ikke overrasket, da også andre havde set forbindelsen mellem monstre og sex. I vores internettidsalder er ‘kryptozoologisk erotika’, eller monsterporno, et overraskende hot topic. Med titler som “Cum for Bigfoot” (der også fås på tysk som “Komm für Bigfoot”), “Milked by the Aliens”, “Taken by the Tentacle Monster” og “Demons Love Ass”, kan der ikke være megen tvivl om, hvad der behandles i de her ebooks. Salget af den her slags litteratur eksploderede i en så voldsom grad, at Amazon fra flere fronter fandt sig anklaget for at tillade, at syge og snavsede idéer blev sat løs i befolkningen. ‘An Epidemic of Filth’ blev det kaldt af magazinet The Kernel, der så sandelig ikke var tilfredse med den her “degenerate amatuer literature”. Tilsyneladende besluttede Amazon, at den gode smag vejede tungere end den seksuelle frihed, og der gik ikke to minutter før de slettede hele lortet fra deres hjemmeside. Forsvundet uden spor. Man kan stadig finde bøgerne i dag, hvis man leder lidt. De er stadigt vildt populære, og jeg kan love jer for, at det er nogle markant saftigere fantasier, der udforskes her, end i Fifty Shades of Grey. Så hvad vi kan konkludere? Kun det her: Folket vil ha’ monstersex! Men hvad er der egentlig erotisk ved monstrene fra alle de film, jeg har nævnt? Hvad er der sexet ved væsnerne i Robot Monster; en pjusket gorilla i en dykkerhjelm, der trisser rundt med en sæbeboblemaskine; IT Conquered the World; en arrig rød trafikkegle med krabbeklør, horn og en uacceptabel attitude; Night of the Blood Beast; en bedrevidende bølle med et stort klodset fuglehoved, og en


dragt der tilsyneladende er lavet af ukrudt? Man fristes til at sige, at det umiddelbart er ingenting. I hvert fald ikke hvis det ses med et par gennemsnitligt seksuelle øjne. Det kunne være, det var sådan her, det hang sammen: Sex sælger, som vi ved, men da man ikke kunne vise sex på film, så viste man bare det næstbedste. Nemlig det groteske. Man bliver mindet om Bela Lugosi, den originale Dracula-portrættør, og dennes udødelige ord: “To win a woman, take her with you to see Dracula.” Et citat, der til tider findes i en udvidet form, det lyder “The pure horror, it both repels and attracts them, because in their collective unconscious, they have the agony of childbirth. The blood, the blood is horror.” Det forbliver lidt uklart, om han nu rent faktisk har udtalt sig således om kvinder, men som med alle store citater, er det lige meget, om de er blevet sagt i virkeligheden. I tilfældet her rammer Lugosi jo hovedet på sømmet. Han mener, at den ubevidste viden om fødselssmerter bindes til vores forestillinger om blod, så der automatisk opstår en mental sammenhæng mellem skræk og sex. Selvom jeg ikke er helt solgt på idéen, kan der nu alligevel godt være noget om snakken. Jeg tror nemlig, der er noget andet, noget endnu ikke udforsket, der kan forklare det monstrøses evne til både at tiltrække og frastøde. Noget der griber utroligt dybt i os, og på én gang truer og ophidser os. Professor i filosofi, Stephen T. Asma, bringer os forslaget, at ‘monster’ er det begreb vi bruger om de væsner, der er umulige at kategorisere. De der befinder sig i grænsefladen mellem kategorier; væsner, der hverken er det ene eller det andet. En varulv er hverken et

menneske eller et dyr, en vampyr er hverken levende eller død, og det kan være interessant at huske på, at hermafroditter i tidligere tider blev beskrevet som monstrøse. Det seksuelle kan altså godt være monstrøst, men betyder det, at det monstrøse nødvendigvis er seksuelt? Selvom jeg har nævnt masser af eksempler på monstre, der er det, kan jeg stadig ikke svare endegyldigt på, hvorfor det er sådan. Det jeg kan gøre, er at komme med bud på, hvad der får dem til at virke groteske, og så er muligheden der jo for, at det netop er det samme, der gør dem seksuelle. Lad os se: Det er deres uforståelige biologi, deres evige befinden-sig i grænseland, det at de ligner mennesker så meget og dog så lidt, og dét, at de i mødet med spørgsmålet “Er du en mand eller er du en kvinde?” ikke kan svare andet end “Nej.” Den lille revolver og den omvredne ankel Tager man et lille kig gennem kunsthistorien, er der straks et mønster der tegner sig. Kvinder forbindes med kropslighed, følelser og en blød, eftergivende seksualitet, mens mænd forbindes med kultur, teknologisk fremskridt og seksuel erobring. Umiddelbart passer det perfekt på, hvad vi ser i de her film, og det ville jo være dejligt, hvis det så simpelt lod sig opdele. Men der sker altså noget spøjst, når manden trækker sin lille revolver frem (og det gør han ærligt talt tit), og hans patroner preller af på monsterets hud. Husk hvad de siger i Night of the Blood Beast: “... the first creature of Earth bullets can not kill”. Egentlig overvejede jeg at udelade den følgende tolkning, da den er lidt for åbenlys til, at det rigtig er sjovt. Men jeg har ingen skam, så her kommer den altså: Revolveren symboliserer hans penis. En mandlig seksualitet (den eneste ting, der måske er mere voldelig end hans våben), der er magtesløs overfor et uforståeligt væsen, der måske/måske ikke er hamrende seksuelt. Når mændene trækker det tunge skyts frem, og eksempelvis forsøger sig med en bazooka, er det fuldkommen samme resultat, bare i forstørret skala. Det spøjse der sker er, at manden, der før var i en hård position af teknologisk dominans, nu pludseligt fremstår som blød, følsom og underkuet. Ja, nærmest impotent. I den forbindelse mangler vi dog at besvare, hvorfor det lige præcis var i 50’erne, at monsterfilmens æra for alvor blev skudt i gang. Man husker at Anden Verdenskrig stadig var frisk i erindring, og med dette benyttelsen af det absolut mest destruktive våben, der hidtil var set. Svaret findes i atombomben og i den entusiasme for atomkraft, der blomstrede i perioden. Det her var tiderne, hvor fremtidens drømme, fra biler til støvsugere, var drevet af beriget uran. Atomkapløbets startskud hørtes på tværs af nationer, og det kan godt være, det bare er mig, men jeg har nu altid set detonationen af en atombombe som en form for ultimativ orgasme. En seksuel udløsning, der er så enorm, at alting forgår i dens intense glød. Vi finder samme idé i Samuel Delanys Dhalgren (1975),

41


hvor hovedpersonen drømmer om atomar ødelæggelse umiddelbart efter et samleje, eller i Thomas Pynchons Gravity’s Rainbow (1973), hvor forbindelsen mellem seksuelt samleje og detonationen af lang-distance ballistiske missiler er grundlæggende for plottet. Det kommer til udtryk i filmene på den måde, at mange af de nævnte monstre enten er skabt af radioaktive udslip, eller er i besiddelse af ekstremt destruktive våben. De er altså enten et resultat af menneskehedens destruktive hubris eller en teknologisk overmand, der truer os med uforståelig og fremmed orgasmisk ødelæggelse. Som de siger i Monster from Green Hell “See the sub-atomic barrage powerless against these invincible enemies.” Så alt i alt, når vi ser en kvinde vride om på sin ankel, og en mand, der skælvende trækker sin pistol, hvad ser vi så? Vi ser mænd, hvis seksualitet og evne til systematisk vold viser sig utilstrækkelig til at forhindre, at deres attråværdige kvinder (selve symbolet på deres seksuelle magt) bortføres af ustoppelige væsener. Vi ser angreb fra radioaktive monstre fyldt med endnu mere sex end selv de største raketter. Midt i maskulinitetens, kernefamiliens og atom-entusiasmens storhedstid? Så bliver det sgu da ikke mere uhyggeligt. … they come out of a cave, at least once Monsteret kommer altid ud af en grotte, det var hele baggrunden for den her artikel. En detalje jeg ikke rigtig har nået at skrive

Indput Institut for Psykologi KU

om. Af alt det jeg planlagde for artiklen, kom kun en brøkdel med. Jeg nævner her noget af det, jeg skar fra. Der var en smagløs tolkning af grotten som et kvindeligt kønsorgan på et tidspunkt, og monsterets udgang som en fødsel. Der var en lang sammenligning mellem de gamle film og Stranger Things, hvor man kunne se, at stort set samtlige klichéer gik igen. Der var en lille reference til Wagners opera Parsifal, og en studsen over det kvindelige kønsorgans rolle i hedenske mytologier. Alt i alt var der alt for meget at sige. Det er som om, jeg har stået ved indgangen til grotten og kigget ind i mørket og set i de film, meget mere end jeg egentlig kunne forklare. Men jeg må sige det ligeud: De her film er til grin. Kvinder bliver behandlet som husdyr. Mænd opfører sig latterligt. Monsteret er oftest den karakter, jeg føler mest for. Alligevel er der noget helt fantastisk over dem, noget der tiltrækker og frastøder mig. Noget der fik mig til, længe inden jeg gik i gang med artiklen, at komme med antagelsen, at der var noget seksuelt over hele affæren. Nu er vi i slutningen, og jeg er ærligt næsten selv i tvivl om, hvad jeg fandt ud af. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg håber, at I i det mindste har lært noget. Det hele startede med Frank Zappa, og det virker passende nok at slutte med ham. “I love monster movies,” siger han, “I simply adore monster movies, and the cheaper they are, the better they are.”n


TEMASEKTION

Kønnet & Udyret

Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

43


DEN TERAPEUTISKE KÆRLIGHEDSBRUSER Tekst og illustration af Anna Louise Foghmar Hansen, stud.psych.

Jeg har svært ved at forstille mig selv i rollen som psykolog. Titlen konnoterer et kæmpe ansvar, autoritet og udefinerbare helende superkræfter. Hvad nu hvis flere af mine klienter ikke bryder sig om mig? Og hvad nu hvis jeg bliver en af de psykologer, der siger alt det forkerte, og gør det hele meget værre? Når jeg bliver spurgt om, hvad jeg er ved at uddanne mig til, er det ofte med en ambivalens, at jeg svarer psykolog. Jeg elsker mit studie, men jeg har svært ved at identificere mig med den titel, som min uddannelse ender ud i. Jeg har længe haft en trang til at lægge psykologititlen lidt i blød. Det var jeg så heldig at få hjælp til at begynde på her i sommers. I skal forstille jer en lun lørdag aften midt i juni. Jeg sidder på Christiania med min læsemakker. Vi er så godt som færdige med at skrive eksamen, så vi har taget flotte kjoler på og købt billige øl. Vi sidder foran Loppen, da en kvinde går forbi med et kæmpe smil. Hun har en skraldetang i hånden. Kvinden er hjemløs, på overførselsindkomst, 54 år gammel og fungerer som frivillig skraldesamler på Christiania. Vi spørger kvinden, om hun vil have en øl. Det vil hun ikke, men hun sætter sig alligevel på en træstub foran os. Hun vil gerne ryge smøger. Da hun hører, at vi læser psykologi, kan hun næsten ikke få smilet af ansigtet. Hun begynder pludselig, helt ufiltreret, at fortælle om sine erfaringer som terapeut. Hun har i flere år arbejdet som socialpædagog i psykiatrien, haft et frivilligt psykiatrisk samtalecenter og har tilmed arbejdet i et fængsel for mindreårige. Kvinden kigger os dybt i øjnene. Med alvor i stemmen forklarer hun, hvor vigtigt det er at kunne tømme sig selv og dermed blive neutral, når man skal rumme andre menneskers problematikker. Når man har tømt sig selv, vil man hverken dømme eller tage klienten i forsvar, og på den måde bliver det lettere at forstå klientens perspektiv. Hun understreger dog, at det på ingen måde er let at tømme sig selv. Det vil kræve, at man er klar over hvor fuldendt og underskønt

Indput Institut for Psykologi KU

et menneske, man er. Et menneske, som er elsket af universet. Imens hun siger alt dette, begynder tårerne lige så stille at trille ned af mine kinder. Vi smiler alle sammen til hinanden og jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg griner eller græder. Det føles som en lettende udånding, der har siddet fast i lang tid, når hun med sine egne usaglige ord beskriver, hvordan jobbet som terapeut først og fremmest kræver, at man starter med at vende kærlige og gode tanker ind mod sig selv. Kvinden fortsætter og fortæller, at man som terapeut vil udstråle en kærlighed og en varme i terapilokalet, når man er klar over, at man er fuldendt, underskøn og elsket af universet. Denne udstråling sammenligner hun med en bruser fyldt med kærlighedsstråler. Kærligheden skal ikke forstås i et romantisk eller personligt henseende. Kærlighedsbruseren udgør rammerne for et terapeutisk rum fyldt med medfølelse, forståelse og plads til klientens bagage. Når klienterne mærker og mødes af dette brus, vil de opleve en følelse af tryghed og af at blive rummet. Klienterne vil føle, at de ikke på nogen måde skal holde igen, og dermed begynder de lige så småt at åbne op for alt det, som normalt er svært at snakke om, og som måske aldrig er blevet delt med nogen. Desværre har jeg det med at glemme mit oplysende møde med den kloge og skønne skraldesamler. Jeg glemmer de tre kodeord: at jeg er fuldendt, underskøn og elsket af universet. Hverdagens rutiner sætter automatisk ind, og selvom undervisningen og opgaveskrivningen er spændende, føles det ofte meget langt fra, hvad jeg skal lave, når jeg bliver færdig. Jeg får en følelse af, at jeg ikke på nogen måde, via min uddannelse, får tilegnet mig alle de terapeutiske værktøjer, som der vil blive krævet af mig ude på den anden side af universitetets mure. Og hvilke terapeutiske værktøjer har jeg egentligt reelt fået tilegnet mig efter tre bachelorår og en orlov?


For nylig var jeg heldig igen, da jeg mødte en canadisk kvinde på verdens mindste hostel i verdens mindste, eller nok nærmere bestemt Nordspaniens mindste, landsby. Den canadiske kvinde var pensionist, men hun havde arbejdet med psykisk sårbare mennesker hele sit liv. Vi faldt i snak, og da jeg ytrede min usikkerhed omkring omfanget af mine terapeutiske værktøjer og kompetencer, eller nok nærmere følelsen af manglen på samme, smilte hun kærligt til mig. Hun nærmest leede. Uden tøven fortalte hun, at mine vigtigste værktøjer uundgåeligt er mine ører, som jeg sågar er så heldig at være født med og har to af. Efter at have lagt psykologtitlen i blød med hjælp fra to erfarne kvinder, står jeg altså tilbage med en kærlighedsbruser og et sæt ører. Tanken om at skulle bruse med kærlighed hver dag på arbejdet lyder enormt krævende og umiddelbart som noget, der er umuligt at leve op til over en længere periode. Men pointen med kærlighedsbruseren er netop, at bruset vil opstå per automatik, når terapeuten formår at tømme sig selv for sin privatperson. Terapeuten tømmer sig for alt det, der blindt farver opfattelsen af klienten såsom fordomme, forudfattethed, intolerance samt det at forsvare, beskærme eller få decideret ondt af sin klient. Terapeuten er ikke en tom skal efter at have tømt sig men står derimod tilbage med kærlighedsbruset bestående af medfølelse, medmenneskelighed og empati. Det kommer let til at lyde som en lidt banal og unuanceret fremstilling af terapeuten som én, der bare skal være

medfølende, medmenneskelig og empatisk. Sådan forholder det sig ikke. Der er i den grad brug for et hav af forskellige og specialiserede terapeuter, der arbejder inden for forskellige teoretiske retninger. Jeg er dog af den overbevisning, at kærlighedsbruseren med fordel kan være fællesnævner på tværs af terapiretninger, specialer og paradigmer. Når vi engang som færdiguddannede terapeuter skal formå at lægge vores privatperson på hylden, må mindstekravet være at vi på en eller anden måde hviler tilstrækkeligt i os selv. Vi bør derfor starte med at vende medfølelse og kærlige tanker indad. Det er lettere sagt end gjort, men det giver umiddelbart god mening, at medfølelse ikke kun findes i mødet med andre men også i mødet med os selv. Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når jeg forestiller mig et lækkert luksusbrusehoved, hvorudfra der strømmer kærlige vibes i alle retninger. Brusehovedet har overproportionerede ører, og det får forventningsglæden til mit kommende arbejdsliv til at vokse, imens det skyller frygten væk, lidt efter lidt. Når jeg bliver ’stor’ og færdiguddannet, skal jeg altså være en fuldendt og underskøn terapeutisk kærlighedsbruser, der er elsket af universet med sine to lidt for store medfødte lyttende ører. Det kan jeg egentlig godt affinde mig med for nu. n

45


POWER THREAT MEANING FRAMEWORK - en ny klinisk tilgang?

Indput Institut for Psykologi KU


Af Alexander Gjerding, stud.psych. Illustration af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych. The Power Threat Meaning Framework (PTMF) er et forsøg på at udstikke et konceptuelt alternativ til traditionelle modeller for psykisk sygdom og er udviklet af en gruppe psykologer under finansiering af British Psychological Societys afdeling for klinisk psykologi. Projektet har været undervejs i fem år og er et forsøg på skabe et ”paradigmeskift” inden for den kliniske psykologi, først og fremmest i forlængelse af en udtalt utilfredshed med diagnosesystemerne og psykiatriens indflydelse på det klinisk psykologiske felt. Der er altså tale om et initiativ, der forsøger at etablere en selvstændig klinisk psykologisk tilgang til psykisk sygdom, som er uafhængig af psykiatrien og dennes grundantagelser, begreber og metoder. På nuværende tidspunkt er der hverken tale om retningslinjer (forslag til god praksis) eller standarder (regler for praksis, der er obligatorisk for psykologer), men om et akademisk produkt, der endnu ikke er blevet omsat til praksis. Frameworket tilbydes som en konceptuel ressource – det vil sige en bestemt måde at tænke på – og er udarbejdet med en intention om at skabe diskussion og debat for på lang sigt at bidrage til at udvikle ”best practice”. Ønsket er at udvikle ”en multi-faktoriel og kontekstuel tilgang, som inkorporerer sociale, psykologiske og biologiske faktorer”, selvom det ikke er nogen hemmelighed, at man i udgangspunktet forholder sig kritisk – men ikke afvisende – til medicinering og biologisk essenstænkning.

PTMF ønsker at integrere viden om, hvilken rolle forskellige former for magt har i vores liv, hvilke trusler misbrug af magt udgør for vores liv samt måder, hvorpå vi kan lære at håndtere disse trusler – herunder hvordan vi giver mening til svære oplevelser (power, threat, meaning). Tilgangen håber at kunne bruges til at skabe mere håbefulde narrativer om de liv og problemer folk står – eller har stået – over for, i stedet for at se sig selv som skyldig, svag eller ”psykisk syg”. Tilgangen arbejder med en dimensional forståelse af psykisk sygdom og søger at genintegrere en lang række forskellige former for adfærds- og reaktionsmønstre, der lige nu klassificeres som symptomer på psykisk sygdom, som en del af den universelle menneskelige erfaringsverden. Teoretisk trækker PTMF på en bred vifte af forståelser, herunder narrative, kulturhistoriske, eksistentielle-fænomenologiske, recovery-orienterede og systemiske tilgange og er ikke kun ment som et redskab i en terapeutisk eller klinisk kontekst, men også i andre professionelle sammenhænge såvel som i en bredere social og samfundsmæssig kontekst. n The Power Threat Meaning Framework kan downloades gratis på hjemmesiden: https://www.bps.org.uk/news-and-policy/ introducing-power-threat-meaningframework

47


FLYGTNINGEDEBATTEN HERHJEMME Et essay om forholdet mellem humanisme, rationalitet og (med?)-menneskelighed

Af Frederik Bjerre Andersen, stud.psych. Illustrationer af Bolette Bendix Huus, stud.psych.

Konfliktniveauet og massemigration syd for Europas grænser er støt stigende, alt imens interessen for opretholdelsen af flygtninges rettigheder besynderligt nok er faldende. Nærværende artikel vil belyse, hvordan dyder som humanisme og medmenneskelighed er på retræte i dansk flygtningepolitik og den offentlige debat om flygtninge. Inden for de seneste år er flygtningedebatten i Danmark blevet et af de absolut mest presserende politiske emner. Det partipolitiske landskab er yderst polariseret omkring emnet. Ikke desto mindre har regeringen og flere af oppositionspartierne resolut annonceret et, for indeværende nødvendigt, ”pusterum” for tilstrømningen af flygtninge. Danmark kritiseres internationalt for sin gradvist ringere modtagelse og beskyttelse af flygtninge i asylcentrene landet over, alt imens politiske stramninger trumfes igennem. Den samlede ulandsbistand er faldende, og politikerne vil revidere selve flygtningekonventionen. Hvad skyldes dette værdipolitiske skred? Er debatten nået et punkt, hvor det må erkendes, at idealer om at hjælpe mennesker i krig og nød stopper i det øjeblik, at den overvældende ikkevestlige immigration til Europa kun bliver større og større? Har rationalitet i dansk værdipolitik sejret over humanistiske idealer om at hjælpe mennesker i desperat nød?

Indput Institut for Psykologi KU

Partipolitiske narrativer i flygtningedebatten herhjemme Alt imens tusindevis af migranter, heriblandt tvungne krigsflygtninge fra Assad-regimet i Syrien, flygter fra deres tilværelser, har der i flygtningedebatten i Danmark manifesteret sig to partipolitiske yderpoler. Disse har vidt forskellige udlægninger af, hvem flygtningene er, og hvor lang tid de må opholde sig inden for landets grænser. Man kunne hævde, at den yderste højrefløj har kreeret negative sociale narrativer om visse flygtningegrupper med anden etnisk baggrund som værende fremmede folk, der både kulturelt og værdimæssigt invaderer og underminerer danskhed. Hvis man bevæger sig længere ud på samme fløj, finder man formanden Pernille Vermonds parti Ny Borgerlige. I partiet bebudes et totalt asylstop og paradoksalt nok, at FN’s Flygtningekonvention om beskyttelse og ret til asyl fra 1951 er, ja, ”inhuman”. På snyltende vis dræner


disse mennesker velfærdsstatens ressourcer. I partiet flirtes der med undergangsfantasier, hvor muslimers indvandring overrumpler danskhed. Det er der midlertidigt ikke evidens for. Selvom det politisk er let kommunikérbart over for vælgere at reducere debatten om flygtninge til en diskussion, hvor der sættes lighedstegn mellem flygtninge, Islam og terrorisme, så løser det bare ikke det fortsatte strukturelle problem med ikke-vestlig immigration til Danmark. Dette fordi tal fra OECD tydeligt indikerer, at det høje milliontal af eksterne og interne fordrevne mennesker i verden er støt stigende de kommende år (primært pga. fejlslagne stater og klimarelateret ressourceknaphed). Selvom Danmarks Udenrigsministerium indrykker advarselsannoncer i libanesiske aviser om at flygtninge skal holde sig væk, eller beder det danske grænsepoliti i Padborg om at fratage flygtninge deres smykker, så er disse mennesker kommet for at blive. Dét er et evidensbaseret faktum. For at afhjælpe den enorme udfordring som flygtningedilemmaet har skabt, så bør man skrælle de overskyggende diskussioner om eksempelvis Levakovic-sagen, og hvorfor flygtninge med anden etnisk baggrund ikke spiser flæsk og and, væk. Man bør tage fat om migrationskrisens rod; de strukturelle forhold som motiverer flygtningebølger mod nord. På den anden yderfløj har vi at gøre med venstreorienterede politikere og meningsdannere, som klart adresserer, at vi skal opretholde regler, konventioner og kvotefordelinger af flygtninge ud fra et mere altruistisk syn på flygtningene. Dette syn kritiseres af mange for at være en for økonomisk irrationel prædiket tone, som bare genererer flere fattigdomsflygtninges ankomst til Danmark. Folketingskandidat Kristian Tørning fra Dansk Folkeparti udtrykker venstrefløjens falske humanistiske position således: ”… og mange andre (red.: folk på venstrefløjen) forlader humanismen, fordi de forholder sig rent emotionelt til ikke-vestlig indvandring. Fx når de nægter at forholde sig til migrationens økonomiske følgevirkninger” (05.01.2018, Ræson). På denne måde menes mange på venstrefløjen at slippe for at tage flygtningekrisen alvorlig som et katastrofalt empirisk velfærdsproblem. Dermed er disse ikke humanister, idet indtagelse af flygtninge betyder, at normale danskere skal betale regningen for migranternes ophold i Danmark. Ovenstående ræsonnement har gjort det mere legitimt i den offentlige debat at forholde sig mere hårdhændet i tilbageholdelsen og hjemsendelsen af flygtninge. Men hvor går grænsen mellem at være hårdhændet over for flygtningene kontra diskriminerende og ydmygende over for disse mennesker i særlig nød?

Selve definitionen af tilkomne flygtninge i Danmark kan for mange virke vandet og svær at forstå. Som kategorier under betegnelsen påtvunget migration skelnes imidlertid mellem eksterne og interne fordrevne flygtninge. Disse referer hhv. til de mennesker, som på tvungen vis har måtte give afkald på deres liv i hjemlandet og søge beskyttelse i andre nationalstater, hvor de ikke nødvendigvis har modtaget permanent flygtningestatus (eksempelvis befolkningen fra Syrien og Somalia) og dem, som er fordrevet internt i eget land, og derved ikke krydser internationalt grænseland (eksempelvis befolkningen i Sudan og Yemen). Bevæggrundene for flugten skyldes oftest naturkatastrofer, borgerkrig eller systematisk undertrykkelse af staten, som anser en for værende ”politiske fjende eller terrorist” (i andres øjne politiske frihedskæmpere).

Fup eller fakta – Udgør de tilkomne flygtninge en reel trussel? Hvorfor reagerer danskerne med angstdiskurser og følelse af frygt for de fremmede, når det i virkelighedens verden er størstedelen af de krigshærgede og forfulgte flygtninge, som egentlig er paralyseret med reel frygt for deres liv? Tal fra OECD viser, at antallet af flygtninge i Danmark udgør 3,7 flygtninge per 1000 danskere. En egentlig eksistentiel trussel udgør disse flygtninge vel ikke? Det er lige omvendt flygtningene, der har grund til at være bange for deres tilværelse på dansk grund efter VLAK-regeringens systematiske forsøg på at sætte en kæp i hjulet for dansk integrationsarbejde med udelukkelse af adgang til det øvrige samfund. Forskning viser, modsat hvad visse danske politikere fører politik på, at flygtninge har en genuin interesse for hjemsendelse, når de har opnået fornødne ressourcer i modtagerlandet. Ja, fejlslagne staters politiske konflikter og folkedrab kan tage længere tid end 5-10 år, hvorfor det kan virke sløret for europæiske regeringer, hvorvidt prioriterede ressourcer til flygtninge de facto går til at total-integrere disse mennesker eller stadig har til hensigt at udruste dem til at vende tilbage. Halvdelen af verdens flygtninge har levet en fordreven tilværelse i mere end fem år. Hvad skal man gøre med dem? I stedet for at hjemsende flygtninge hovedkulds på et fly fra Kastrup mod forfølgelse eller den visse død, så burde vi herhjemme prioritere et højere fokus på nærområdebistand og investering i bæredygtige løsninger i flygtninges nabolande.

49


Indput Institut for Psykologi KU


Når økonomiske hensyn vejer tungere end medmenneskelige idealer På en måde forekommer der en diskrepans mellem økonomitænkning og humanisme i flygtningedebatten, hvor vi på den ene side vil hjælpe flygtninge og på den anden side har behov for at dokumentere i excel-ark, hvorfor vi hjælper dem. At flygtningekonventionen er baseret på et humanistisk ideal om at komme andre verdensborgere til undsætning, gennem ret til asyl, harmonerer nemlig dårligt med det forhold, at flygtningene tit og ofte måles på deres arbejdsduelighed og profit for staten. Den instrumentaliserede logik blandt visse, særligt borgerlige-liberale økonomer, lyder: Kan vi tjene penge på flygtningene? Nytteetikken om, at det er dyrt for staten at indlogere flygtninge i det danske velfærdsystem, er såmænd et legitimt og vigtigt aspekt i debatten. Det er bare ikke formålet i første omgang med det oprindelige ideal i FNs flygtningekonvention om medmenneskelighed og beskyttelse før andet. Man ville jo heller ikke nedlægge væresteder for alkoholikere og stofmisbrugere i Danmark med begrundelsen, at det er for dyrt. Det er en fællesformuleret politisk prioritering at hjælpe folk i nød fremfor en økonomisk indtjening, der bør veje tungest, når man skal komme nødstedte mennesker til undsætning. Dermed ikke sagt, at man på naiv vis bare kan negligere flygtningestrømmenes omfattende økonomiske konsekvenser, som kræver en gennemtænkt omstrukturering af velfærdsydelser. For ja, der ér enorme sociale problemer med flygtninge, og denne gruppe udgør en ikke uset omkostning for den danske stat i de første generationer. Undersøgelser foretaget af Rockwool Fonden og den liberale tænketank Cepos viser midlertidigt, at indvandrere som integreres i uddannelsessystemet og på det danske arbejdsmarked udmunder i en positiv gevinst for de offentlige finanser. Lagt oven i dette, så forudser OECD i deres Migration outlook report 2017, at den globale tilstrømning af immigranter, herunder krigsflygtninge, er støt stigende henover de næste årtier. Det har den danske professor inden for migrationsområdet Thomas Gammeltoft-Hansen netop behandlet i sin nye bog ”Hvordan løser vi flygtningekrisen?”. Ifølge professoren vil status-quo kontrol- og afskrækkelsespolitik i Europa føre til et bristepunkt, hvor det bliver åbenlyst, at man ikke kan afhjælpe flygtningenes situation ved at nationalstaterne prioriterer suveræne lappeløsninger og symptombehandling fremfor seriøsiteten i multilaterale løsninger. Når den nye forventelige bølge af flygtninge krydser middelhavet til sommer, og flere mennesker må lide døden på havet, så ses den uløste flygtningepolitik i et endnu klarere lys. Når flygtningenes ulykkelige skæbner kommer vores vildeste fantasi i forkøbet, og virkeligheden sparker ind, så må vi europæere spørge os selv, om vi er villige til at se flere syriske børn strande langs unionens grænser på flugt fra krig og rædsel. Billedet med

- Europa huserer én million flygtninge, hvor der på globalt plan vurderes at være 65 millioner eksterne fordrevne flygtninge. - Syrien, Afghanistan og Somalia indtager hhv. første-, anden, og tredjepladsen som verdens lande med flest eksterne fordrevne flygtninge. - Siden borgerkrigens begyndelse er 4,9 millioner indbyggere på flugt fra Syrien

den treårige Alan Kurdi på flugt fra Syrien, som strandede ved den græske grænse i 2015, må være nok dokumentation for omfattende international handling. Ægteskabs- og familiesammenføringer i Danmark Er det værdigt, at vi strammer familiesammenføringsregler, så de få der kom hertil formentligt ikke får kone og børn at se i minimum tre år? Såfremt de overhovedet får dem at se igen. Det er vel egentligt ret fejt, når man gentagne gange påmindes om, hvordan Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet desværre fastholder flygtninge i danske asylcentre i uigennemskuelig lang tid. Mange af flygtningene, der ér berettiget til asyl jf. Flygtningekonventionen, oplever at sidde ustimuleret og afsondret i et asylcenter i flere år med psykotiske krigslidelser. Det er dybt uværdigt at lade flygtninge med fuldt overlæg sumpe på et center på ubestemt tid, og samtidig psykologisk usundt, når mennesker i længere perioder ikke er beskæftiget med noget håndfast i tilværelsen. Det gør dem i øvrigt heller ikke mere gearet til at vende hjem og løse enorme problemer i krigshærgede lande, således flygtningebølgerne neddæmpes. Det kan godt være, at Inger Støjbergs (V) intention med strammere familiesammenføringsregler symbolsk skal afskrække flygtninge fra overhovedet at komme til Danmark, men lavpraktisk er det ufattelig synd for den far eller mor, der påtvunget skal isoleres fra deres børn i op til tre år. Det er også psykisk nedbrydende for de få børn, som undergår passivt omsorgssvigt ved mors eller fars fysiske fravær. Med andre ord foregår der en slags dobbelt traumatisering eller menneskelig katastrofe for adskillige flygtningebørn, og her må prisen for disse menneskers psykiske velvære veje tungere end symbolske flygtningestramninger. Den kontrol- og afskrækkelsespolitik, som bl.a. Inger Støiberg (V) og Martin Henriksen (DF) har været fanebærere for, løser heller ikke det overordnede problem med flygtninges stigende tilstedeværelse i Europa. Igen, vi må tage fat om problemets rod; ændre levevilkårene i nærområderne, så folk ikke motiveres til at fortsætte nordpå. Interventioner skal ud i asylfasen Den såkaldte sponsormodel i Canada har båret frugt ved, at folk fra det lokale civilsamfund forpligter sig, mod betaling fra staten, til at understøtte flygtninges udvikling både

51


kulturelt, økonomisk og undervisningsmæssigt. Herhjemme er Venligboerne i Hjørring et eksempel herpå. Desuden viser erfaring fra psykiatrisk og psykologisk fagpersonale i de danske asylcentre, at flygtninge kommer hurtigere i beskæftigelse, hvis de allerede mødes med sprog-, undervisnings- og arbejdskrav under deres asylbehandling. På den måde kan en tidligere beskæftigelsesindsats i centrene beviseligt reducere flygtninges traumatiserende oplevelser fra hjemlandet. Menneskerettighederne – vores fælles bolværk mod det onde Christian Friis Bach, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, forhenværende undergeneralsekretær i FN og minister for udviklingsbistand formulerer om flygtningesituationen: ”Der er brug for at forsvare menneskerettigheder, vores fælles bolværk mod forfølgelse, undertrykkelse og overgreb” (Ræson). Der er brug for at skyde i gevær for opretholdelsen af menneskerettigheder for flygtninge i en tid med krig, krise og kræsne europæiske statshænder. Rettighedernes umistelighed for et hvert menneske, syrere såvel som danskere, er i virkeligheden et boomerang-argument: Vi sikrer egen garanti for et værdigt ophold på den anden side af en international grænse, når vi selv bestræber os på at agere værdigt over for fordrevne flygtninge i nød, som finder vejen til vores grænser. Derfor er FN’s flygtningekonvention fra juli 1951 ikke bare et historisk levn fra efterkrigstiden, men stadig i dag den bedste overstatslige garanti på individplan for folk på flugt – hvis ellers vi magter at overholde den. Danmark er tilsyneladende et af de eneste europæiske lande, som behøver ”et pusterum” for kvoteflygtningene, som VLAK-regeringen har annonceret det. Selvfølgelig på nær Ungarns premierminister Victor Urban, som har hede nationalistiske drømme om at barrikadere hele Europa med mure og hegn. Hvis man kigger mod Norge, Sverige og Holland, så vil man se lande, der i mindst ligeså høj grad oplever flygtningestilstrømningen, særligt Sverige, som modtog 163.000 asylansøgere i 2015. Sveriges status som humanistisk stormagt abdicerede for nylig, hvilket

Indput Institut for Psykologi KU

netop hænger sammen med bl.a. Danmarks frasagte andel af vandrende flygtninge langs den jyske motorveje samme år på vej mod Skandinavien. Havde man delt byrden ligeligt i 2015 og 2016 landene imellem i Europa, havde billedet muligvis set anderledes ud. Hvorfor skulle en it-ingeniør i Syrien forlade sin prestigefyldte position i bytte med ufaglærte stillinger og re-uddannelse i Danmark? Hvorfor skulle verdens fordrevne og udsatte forlade hus og hjem til fordel for en usandsynlig høj risiko for at møde døden på Middelhavet? Alene i 2015 estimeres dødstallet af migranter, som forgæves krydsede middelhavet, til 3.770. Dignity (Dansk Institut Mod Tortur) hævder, at der ikke findes præcise tal på omfanget af traumatiserede flygtninge verden over, men et seriøst bud lyder på, at 30 procent af alle flygtninge er traumatiserede qua krig og flugt fra hjemlandet – ofte fra borgerkrigen i Syrien. Når anbragte fædre og mødre i de danske asylcentre diagnosticeres med svære post-traumatiske symptomer, da kan man på et medmenneskeligt plan godt forstå, at de har svært ved at koncentrere sig om deres børn og en dansk test vedrørende Holger Danske og Ludvig Holberg. Hvad betyder disse yderst negative humanitære implikationer, som asylansøgere underlægges i Danmarks selvforståelse? Det er da paradoksalt, at man på den ene side i Danmark forsøger at efterleve og respektere underskrevne konventioner, men på den anden side forsøger at gøre livet hårdt for flygtninge ved at nægte dem adgang til en så vigtig rettighed som dét at give adgang til asyl. Det er et kontraproduktivt arbejde, som udstiller kompleksitetsniveauet i behandlingen af flygtninge herhjemme, og samtidig appellerer det til et paradigmeskift i Europas flygtningepolitik. Hvem skal så gå forrest i kampen for flygtningenes rettigheder? Som det ser ud i øjeblikket på hjemmefronten, så fejer Danmark tæppet væk under en længere tradition som drivende aktør i kampen for humanitær hjælp og ophold for kriseramte


flygtninge. Mon ikke Nobelprismodtager og FN-flygtninge højkommissær Poul Hartling (V), som i efterkrigstiden involverede Danmark i konventioner for en bedre verden og behandling af fordrevne flygtninge, ville vende sig i sin grav, hvis han overværede, hvordan dansk flygtningepolitik frasiger sig sit ellers selvproklamerede ansvar for mennesker i nød? I det lys kan man bedre forstå, hvorfor man på FN-kontorerne i Genève, New York og andre steder i verden nu lytter mindre til danske menneskerettighedsrepræsentanter. Selv udskældte og menneskerettighedskrænkende lande i Asien mister lysten til at se mod Vesten, for at finde gode værdier at bygge et samfund op på! Hvad hvis dem, der bærer det tungeste læs siger stop? I værste fald kunne man frygte, at de lande, som bærer det tungeste læs, såsom Jordan, Libanon og Tyrkiet, på et tidspunkt også snart segner helt under for flygtningepresset, og frasiger sig ansvaret for de tilsammen 95% syriske flygtninge, som huser flygtningelejre, der gradvist udvikler sig til rastløse slumkvarterer i Mellemøsten. Hvis først dominoeffekten opstår, hvor land efter land i nærområderne siger stop ved en opløsning af enorme flygtningelejre, såsom Dadaab i Kenya og Zaatari i Jordan, så vil vi i Europa modtage eksploderende høje tal af ekstremt fattige migranter. Netop det scenarie bliver mere

og mere aktuelt og udstiller, at vi må revidere det nuværende flygtningesystem. Endnu vigtigere rejser det rekordhøje tal af flygtninge i Europa spørgsmålet om, hvordan vi som nationalstat vil forstå os selv og vores medmenneskelige værdier, når flygtningene kommer. For det gør de. Det er som om, at der hersker et tiltagende lineært forhold mellem et forøget konfliktniveau i verden og en faldende interesse for at opretholde rettigheder og konventioner. Håndteringen af flygtningene er et politisk spørgsmål og ikke en appel til en ”nødvendighedens politik”, hvor politikere på stribe herhjemme frasiger sig flygtningekonventionen og overstatslige rettigheder, og taler om krakelerende velfærdstater på grund af ikke-vestlig migration. Hvad vil vi stå for udadtil, og hvem er vi indadtil i lille Danmark i dette komplekse udenrigspolitiske spørgsmål? Balancen mellem at hjælpe internationale borgere i nød, uden at drosle for meget ned i det nationale velstandsniveau, bør diskuteres konkret. Men hvad der bør diskuteres først er, om vi oprigtigt kan leve med tanken om, at uskyldige mennesker på desperat vis og under kummerlige forhold, politisk, religiøst og etnisk, ikke får den hjælp i modtagerlandene, som FN og det internationale samfund efter 2. verdenskrig stillede i udsigt! n

53


Psykologiens metafysik – eller hvordan psykologien fik spundet sig ind i sin egen matematiske idéverden og tabte sit objekt undervejs I øjeblikket forsøger Denis Ebbesen og undertegnede i vores fælles speciale at konfrontere det sørgelige faktum, at ”kompleksitet” og ”udvikling” er to adskilte begreber inden for psykologien, uden nogen videnskabsteoretisk bro imellem dem. I forbindelse med et sådant brobyggeri bliver spørgsmål om forholdet mellem den videnskabelige model og den empiriske genstand påtrængende. Som et forarbejde til vores speciale, diskuterer jeg i denne artikel et konkret eksempel på forholdet mellem model og empiri i moderne psykologi, nemlig anvendelsen af statistiske modelleringer. Artiklen er en bøn til forskerne om at huske den videnskabsteoretiske refleksion, når de gør brug af statistiske modeller, så vi i psykologien ikke ender som på Christiansborg, hvor alle er enige om, at ”antallet betyder noget”, men ingen ved hvad…

Af Jeppe Olsen, stud.psych. I denne artikel vil jeg vise, hvorfor en stor del nutidig psykologisk forskning retmæssigt bør karakteriseres som idealistisk (subjektivt idealistisk endda!), dvs. som en videnskab hvor bestemte idéer eller tanker har prioritet over det materielle. Påstanden her er altså, at megen psykologisk forskning i en vis udstrækning snarere udforsker de idéer og tanker, som dens egne teorier bygger på, end den undersøger den materielle verden uden for sig selv. For tiden indvarsler nye statistiske analysemetoder en revolution af human- og samfundsvidenskaberne. I sociologi slår netværksanalyse og datamining stedse bredere igennem, og i teologi samt litteraturteori ses klassiske læsestile udskiftet med nye kvantitative udgaver af positivistisk korpus-analyse. Den videnskabelige psykologi er ingen undtagelse. Snarere er den et pragteksempel! Tendensen siden 1980’erne er, at vi orienterer os efter den nyeste og mest techno-hippe statistiske databehandling, førend vi overvejer hvorvidt sådanne teknikker er relevante eller nødvendige. Folk der har forstand på statistik har for lang tid siden råbt vagt i gevær med hensyn til den ukritiske indoptagelse af diverse matematiseringer af vores genstandsfelt. Desuden er der belæg for at hævde, at diverse institutters forskere orienterer sig efter statistiske måder at hakke empirien ud på, for nemmere at kunne få udgivet artikler og på den måde opnå prestige og legitimitet i den akademiske verden, der i stigende grad styres af ”publication-rates” og diverse andre ranking-systemer.

Indput Institut for Psykologi KU

Faktor-analysens forudsætninger For mere konkret at eksemplificere disse tendenser, kan vi tage en nutidig trend i personlighedspsykologi, nemlig benyttelsen af såkaldt ’eksplorative’ statistiske metoder såsom faktor-analyse og structural equation modelling. I psykologien bruges sådanne metoder ofte til at definere konstrukter som fx personlighedstræk eller bare personlighed tout court. Et eksempel på en velkendt personlighedsmodel, der er fremkommet på denne måde, er den såkaldte ”fem-faktor-teori”. Grundidéen bag disse metoder er, at man kan isolere særlige tendenser frem, fx i survey-data, om hvad de væsentligste aspekter ved et konstrukt er (mere formelt set drejer det sig om dimensioner, korrelationer eller ko-varianser), således at man ikke på forhånd skal definere konstruktet, og så først bagefter undersøge, hvordan det kan variere blandt folk. Finten med disse metoder er altså, at man kan finde de væsentlige variable ”direkte” fra data-sættet. Det lyder jo egentlig meget smart, men der er desværre mindst to meget alvorlige grundlæggende videnskabsteoretiske problemer ved denne tendens. Det ene er de nødvendige antagelser om empirien, som benyttelsen af statistikken kræver. Det andet er den hæsblæsende formalisme-praksis, der karakteriserer forskningen, og som mest nøjagtigt kan karakteriseres som idealisme.


Pærer og bananer Det mest sigende eksempel på indsmuglede antagelser ved benyttelsen af eksplorativ statistik er antagelsen om ergodicitet. Noget forsimplet udlagt vil dette sige, at de data, der indgår i en given analyse, skal være af samme art, hvis analysen skal være gyldig. Man må ikke blande pærer og bananer, så at sige (mere formelt udlagt skyldes dette, at faktor-rotation kræver ækvivalens mellem datapunkter). Dette er særligt vigtigt at have for øje, når man vil analysere data om psykologiske fænomener, fordi psykologisk empiri ikke kun udgøres af inter-psykiske data (altså data om forskelle mellem folk), men med nødvendighed også altid indeholder intra-psykiske data (altså data, som afspejler variationer i folks individuelle psyke over tid). Der eksisterer med andre ord ikke et datasæt genereret på et psykisk subjekt i vakuum. Disse to grundlæggende forskellige typer af variabilitet klaskes dog sammen i den statistiske analyse, og det er således ofte tilfældet, at større kvantitative undersøgelser analyserer fx surveys, der afspejler begge datatyper i én ombæring uden at skelne mellem de to. Problemet er, at faktorisering af et data-sæt ikke kan skelne mellem disse to kvalitativt forskellige empirityper (altså hhv. singulære psykiske egenskaber og fælles psykiske egenskaber), fordi det er nødvendigt at antage ergodicitet for at bruge statistikken. Man må således hævde, at der ikke er væsensforskel på psykiske egenskaber som alle har, og psykiske egenskaber som nogle individer har. Det svarer til, at alle har de samme minder (hvilket kun er muligt i Matrix). Dette må vi psykologer da være enige om, mildest talt, er et non-adækvat perspektiv på vores genstand! Hvordan psykologisk forskning er idealistisk Det interessante er ikke blot selve antagelsens radikale fejlagtighed, men snarere at fejlagtigheden ikke er indtrådt som en bekymring i hoveddelen af den til statistikken associerede forskning. Dette kan fx ses ved operationen faktor-rotation. En faktor-rotation (som det hedder når man forsøger statistisk at opnå definitionen af et konstrukt) foregår ikke i modspil til en genstand, men i henhold til et idealt koordinatsystem, der kan afbillede data. Det er altså ikke genstanden, der bestemmer hvordan dens teoretiske model kan komme til at se ud. Det bliver derimod rammerne for undersøgelsesmetoden, der afgør hvordan genstanden kan afbildes i den videnskabelige model!

Det er vigtigt at understrege, at det, der her problematiseres, ikke er brugen af kvantitative metoder i psykologien som sådan (eller i videnskaben i det hele taget). Problemet er ikke matematikken an sich (i sig selv), men derimod den manglende tilbagevendelse til det konkretes analyseplan, til genstanden eller fænomenet, der ønskes undersøgt. Faren ved dette ligger i, at matematisk bevisførelse altid i sidste ende afhænger af postulater: Man er nødt til at sætte nogle grundlæggende regler (aksiomer) op, som ikke i sig selv kan bevises matematisk, hvis man vil komme nogen vegne med sine udregninger og beviser. Kvantificeringens grundlag i matematikken muliggør således undersøgelses-subjektets indeslutning i subjektive postulater og antagelser, hvorfor der i denne misbrug af matematikken bliver tale om et subjekt-subjekt forhold, og altså ikke et (videnskabeligt) subjekt-objekt forhold. Med andre ord risikerer vi at miste kontakten til den materielle verden, vi ønsker at undersøge, når vi lader matematikken og de smarte statistiske metoder afgøre, hvordan verden kan fremtræde for os. Forbindelsen mellem subjekt og objekt bliver brudt, og forskningen afhænder sin empiri til formale spejlkabinetter, hvor bevidstheden slutter og ræsonnerer via sine egne udledninger. Hvis udviklingen forsætter som hidtil, ender psykologien således som en subjektivt idealistisk videnskab, der udforsker de idéer og tanker, som dens egne teorier bygger på, i stedet for at forholde sig til den verden, som den foregiver at undersøge.

Tak til Phillip Dyssegaard for hjælp med udformningen af artiklen. n

På indput.dk kan du læse en udvidet version af denne artikel (med referencer og litteraturliste), hvor spørgsmålet om brugen af statistiske modeller i psykologien sættes ind i en hegeliansk videnskabsteoretisk ramme.

55


OPRÅB TIL DE KANDIDATSTUDERENDE TIL OPRØR MOD DEN SENMODERNE INDIVIDUALISERING - INGEN SKAL STÅ ALENE MED ANSVARET FOR DERES TRIVSEL PÅ PSYKOLOGI. Af Liv Dahl Knudsen, stud.psych., med hjælp fra Elise Lucia Langager, stud.psych.

Er j e g d e n e ne ste , d e r h ar fø lt mig ale ne i et au d ito rium fyld t m ed me nne s k e r?

Det spørgsmål har jeg ofte stillet mig selv. Et spørgsmål så skamfuldt, at jeg for blot et år siden aldrig ville have turdet at sige det højt. Jeg er en af de mange studerende, som ikke har taget studiet i kronologisk rækkefølge. Jeg har været på udveksling, pendlet fra Fyn til København, været forfærdeligt studietræt og generelt ikke været særlig god til at melde mig ind i de sociale aktiviteter på studiet. Delvist fordi de sociale aktiviteter ikke tiltalte mig, og delvist fordi at når man én gang har meldt sig ud af fællesskabet, så kan det føles umuligt at melde sig ind igen. Sidste forår sad jeg så, hjemme på Fyn, og tænkte: Er jeg den eneste, der har følt mig alene i et auditorium fyldt med mennesker? Er jeg den eneste, som ikke har haft en fast gruppe af mennesker omkring mig på studiet? Er jeg den eneste, som føler mig presset til at have op til flere frivilligjobs, mindst et studierelevant arbejde og de bedst mulige karakterer? Utroligt triste tanker, især når man ikke har ret mange andre psykologistuderende at dele dem med. Lykkeligvis var jeg på det tidspunkt ved at grave mig godt ned i SUI, og med inspiration fra det kritiske pensum fik jeg vendt mine bekymringer til en kritik af samfundet. I stedet for at slå mig selv i hovedet, begyndte jeg mentalt at slå på samfundet. En ny tanke begyndte at spire: Er jeg mon den eneste, som er ved at være godt træt af den præstationskultur, som hersker på psykologistudiet?

Indput Institut for Psykologi KU


Hvad jeg ikke havde regnet med var, at Studievejledningen og Studenterrådgivningen havde gjort sig de samme tanker. Den seneste trivselsundersøgelse fra SAMF (2016) viste, at en stor andel af de studerende følte sig stressede. Adspurgt: “Har du oplevet fysiske stress-symptomer som hjertebanken, ondt i maven, nedtrykthed, koncentrationsbesvær, søvnbesvær mv. i forbindelse med din uddannelse?” svarede ca. 42 % ja til at have oplevet det i dagligdagen, og 68 % ja til at have oplevet det op til eksaminer eller aflevering af opgaver/projekter. Studenterrådgivningen og Studievejledningen ved Psykologi har flere gange forsøgt at afholde workshops, men oplevede sjældent at de studerende faktisk mødte op. Det undrede begge parter, at vi studerende ikke møder op, når tallene viser at mange af os har følt os både stressede og alene. Adspurgt om, hvad de studerende mener gør dem stressede, er topscorerne (som omkring 60 % af de adspurgte kan nikke genkendende til): Stort pres på toppræstationer fra mig selv, usikkerhed omkring faglige forventninger, stort pres for at få de rette erfaringer og kvalifikationer på CV’et og stort pres i forbindelse med eksamenssituationer. Vigtigst af alt for vores projekt viser det sig, at 54 % af de studerende på SAMF har oplevet sig stressede i en sådan grad, at de har trukket sig fra sociale aktiviteter. Så stod Studenterrådgivningen og Studievejledningen altså dér, med en studiemiljøundersøgelse, som viste at de studerende ikke altid var så lykkelige, som man kunne ønske det. Alligevel mødte de studerende ikke op til deres velmenende initiativer. Det gik op for dem, at det de gjorde ikke fungerede, og de begyndte at kigge sig om efter en anden løsning.

Studenterrådgivningen arbejder ikke kun med psykologistuderende, og selvom vi psykologistuderende naturligvis er meget spændende og unikke individer, så gik det pludselig op for dem, at mange af vores problematikker til forveksling ligner dem, de har på medicin. Måske er stress og præstationskultur mere et udtryk for vores samtid, end det er en enestående problematik på psykologi. Således førte det til, at Studenterrådgivningen kom i tanke om, at det projekt de, i samarbejde med Ditte Brunsgård fra medicin, havde opstartet i efteråret 2016 kunne inspirere noget lignende på psykologi. Projektet hedder Pusterummet og har udviklet sig til en studenterorganisation, som søger at forbedre studiemiljøet på medicin. Håbet er at få passionen og fordybelsen tilbage og at komme af med stress, præstationsangst og det som de beskriver som et stadigt større forventningspres. Jesper Madsen fra Studenterrådgivningen fik en åbenbaring. Ønsket om forandring skulle komme nedefra, men de studerende havde brug for et lille skub. Det var her, at Elise Lucia Langager og jeg kom ind i billedet. Instituttet slog et jobopslag op i håbet om at finde to projektkoordinatorer til at starte en mentorordning op på psykologi, som lignede den fra medicin. Den dag, jeg var til jobsamtalen på Instituttet, var en af de bedste dage i min studietid. Pludselig sad der to ansatte i Studievejledningen og en medarbejder fra Instituttet, som forstod min frustration. De spejlede den kritik af samfundet, som jeg så længe havde gået rundt med, men ikke havde formået at handle på. De næste møder var som at finde sit kald. Det viste sig, at Elise heller ikke havde fulgt studiets opbygning kronologisk, at hun, med egne ord, havde forsøgt at sno sig uden om de stramme regler, og at hun også ærgredes over, at de studerende tager de høje krav til sig og forventer så meget af sig selv. Sammen udviklede vi idéen om en mentorordning på psykologi, som blev til idéen om Fællesskabet.

57


Vores ambitioner var store. Vi startede med at skrive noget, som mest af alt mindede om et kritisk manifest. Et opråb til både studerende og undervisere om at tage ansvar for hinanden, om at kanalisere deres solidaritet, om at slibe albuerne bløde og om at søge støtte hos hinanden. Manifestet var vigtigt for os, for vi ville gerne undgå at blive endnu en frivillig forening, som støttede den konkurrencekultur vi så over alt omkring os. Vi brainstormede over logoer og endte op med en hånd, som rækker ud – måske er det en kliché, men det er nu engang det, som vi ønsker at gøre. Vi vil gerne række ud til at vores medstuderende, vi vil gerne, at vi møder hinanden.

”og at det at sige, at studiet ikke altid føles som lutter lagkage er helt i orden. Lad os gøre det lettere for hinanden at blive en del af fællesskabet” Derefter begyndte vi at søge mentorer blandt de kandidatstuderende. Det var vigtigt for os, at man ikke udelukkende søgte jobbet for at pynte på CV’et. Vi var trætte af CV-rytteri og ønskede i stedet at finde ildsjæle, der ligesom os ønskede at skabe en kulturforandring. Vi fandt syv medstuderende, som delte vores ønske om at hjælpe hinanden og skabe et fællesskab uden karakterræs, uden alkohol og uden forventningspres. De syv mentorer havde meget forskellige tilgange til opgaven. Nogle af dem ønskede at mødes med deres mentees helt uformelt med brætspil og småkager. Andre ønskede at skabe et rum, hvor det i større grad handlede om at tale om alt det svære uden skam. Elise og jeg forsøgte at skabe så åbne rammer som muligt, med det forbehold at mentormentee forholdet ikke skulle indebære egentlig terapi. Det var vigtigt for os, at det var studerende til studerende, da vi havde en hypotese om, at man i denne relation i høj grad ville kunne genkende hinandens fortællinger. Rammerne for projektet var, at mentorerne skulle mødes med 3-4 mentees tre gange på et semester. Vi fik 40 tilmeldinger fra bachelorstuderende, som ønskede at være mentees. Det kom fuldstændig bag på os, at der var så mange bachelorstuderende som ønskede at deltage, og det betød at vi var nødt til at afvise en del, da vi ikke havde nok kandidatstuderende til at agere mentorer. Princippet var ’først til mølle’.

Indput Institut for Psykologi KU

Dermed er vi kommet til den vigtigste pointe med dette opråb. Vi ved, at det er hårdt at være kandidatstuderende, vi ved, at presset er stort, og at forventninger kan være tyngende, men kære medstuderende: DU kan være med til at forbedre studiemiljøet for de nye studerende. Meld dig som tovholder eller meld dig som mentor hos Fællesskabet, og du kan være med til at hjælpe de bachelorstuderende, som ønsker at være en del af et større fællesskab på studiet. Du kan sørge for, at ingen i den næste generation skal sidde og føle sig helt alene i auditoriet, og at de ikke melder sig ud af fællesskabet; men det kræver, at du melder dig ind. Det kræver, at vi sammen tager et ansvar, at vi bliver enige om, at brætspil og hygge også har en plads i hverdagen, og at det at sige, at studiet ikke altid føles som lutter lagkage er helt i orden. Lad os gøre det lettere for hinanden at blive en del af fællesskabet. Elise og jeg er ved at være færdige på studiet, og vi har givet ansvaret for Fællesskabet videre til to meget kompetente og engagerede medstuderende – men de kan ikke klare det alene. Som jeg skrev i en note til mig selv ved afslutningen på SUIforelæsningsrækken: “Husk at man kan løse kliniske problemer ved en fællesskabsfokuseret intervention”. n


ET UDVEKSLINGSOPHOLD I BELFAST, NORDIRLAND Tekst og fotos af Frederik Bjerre Andersen, stud.psych.

Belfast - en ellers blodig by i forandring I efteråret 2017 drog jeg mod Nordirlands hovedstad Belfast. Byen med ca. 40.0000 indbyggere har været plaget af borgerkrigslignende tilstande under The Troubles mellem katolikker og protestanter, men emmer i dag af forandring. Nordirland er ikke Republikken Irland, men faktisk officielt indlemmet under Storbritannien. Dette på trods føler næsten halvdelen af befolkningen i Nordirland sig irske. Udover at have en rå og konfliktfyldt historie, så er Nordirland et attraktivt turistmål med rige muligheder for at vandre i bjerge og dale - just et stenkast fra Belfast by. Man kan nemt komme til kysten ud for Atlanterhavet, Dublin og i det hele taget udforske den irske ø. Desuden er det klart et plus, at man kan tage til London for sølle 12 pund fra Belfast alle ugens dage.

Universitets hovedbygning, Lanyon building (ovenfor), er utrolig mondænt og ligner til forveksling Hogwarts fra Harry Potter indefra.

59


Mit indtryk af Queens’ University Belfast Queens’ University Belfast (QUB) er et universitet med et islæt af victoriansk ånd og konservatisme. Stedet er blandt verdens 1% bedst rangerede universiteter og har enormt mange internationale studerende fra hele verden. Der er kun to universiteter i Europa, som udbyder en fuld masteruddannelse i politisk psykologi - et af de steder er på QUB. Jeg interesserer mig særligt for spændingsfeltet mellem politik og psykologi, og derfor var min bevæggrund for at studere et halvt år på QUB netop for at blive klogere på dette voksende forskningsfelt.

Anderledes fag inden for politisk psykologi På grund af det faktum, at Belfast har været igennem blodige tider mellem protestanter og katolikker samt pro-irere (republikanere) og pro-britere (unionister), så er universitetet særligt kendt for sin faglige specialisering inden for politisk og humanitær konflikthåndtering i splittede samfund. Jeg havde fire fag, som beskæftigede sig med alt fra fostring af resiliens blandt krigshærgede børn på mikroniveau, til hvordan konflikter opstår og kan håndteres på et politisk makroniveau gennem fredsarbejde. Grundlæggende udspringer nyere politisk-psykologisk teori fra socialpsykologien, og på QUB fokuserer man i særdeleshed på, hvordan socialkognitive processer influerer politisk beslutningstagning, massebevægelser og vælgeradfærd. Jeg kan særligt anbefale faget Politics of Deeply Divided Societies. Dette simpelthen fordi professorerne er i verdensklasse og har en vildt inspirerende persona inden for akademia i regi af konflikthåndtering og minoritetsmenneskerettigheder i Europa.

Forskellen på Københavns Universitet og Queens’ University Belfast En væsensforskel de to universiteter imellem handler om videnskabstraditioner og videnskabelig bevidsthed. Det sidste var næsten ikke-eksisterende på QUB i sammenligning med KU. Den angloamerikanske tradition med positivistisk videnskabstænkning dominerede på det psykologiske institut i Belfast, hvor bl.a. også kognitionspsykologien fik fuld skrue. Man studerer ikke fænomenologi, narrativitet eller psykoanalyse, og i det hele taget læser man ikke tænketekster på dette universitet, som man gør herhjemme. Det handlede primært om ”research papers”, dvs. stærkt empirisk-båret forskningsartikler. Derudover varierede undervisningskvaliteten alt afhængigt af fagene i Belfast. Generelt er niveauet lidt højere på KU, så det kan klart anbefales, at studerende fra København vælger fag på kandidatniveau, selvom man er på bachelordelen.

Indput Institut for Psykologi KU


Hvorfor Belfast i Nordirland? Udover at Nordirland er meget natursmukt, så har det også været relativt nemt at manøvrere rundt på universitet og i byen som udvekslingsstuderende på Erasmus-programmet. Hvis man er forskningsinteresseret, så er QUB et interessant sted, idet der foregår en del anerkendt international forskning. Forskerne og professorerne er meget involverende med deres studerende, så det er relativt transparent at involvere sig i Ph.D-projekter eller andet assisterende forskningsarbejde. QUB er meget internationalt, så et stort antal af alle studerende kommer fra forskellige steder i verden, og det skaber en meget ydmyg og anerkendende atmosfære i mødet med andre kulturer. Derudover er universitet meget sports- og konkurrence orienteret, hvorfor man kan involvere sig i alverdens sports-socities på campus. Jeg blev selv lynhurtigt en del af universitetsholdet i Brasiliens Jiu jitsu, og fik en del lokale venner samt en invitation om at repræsentere universitet til de nordirske mesterskaber i kampsport. Dette var en oplagt mulighed for at komme ind på livet af de meget gæstfrie lokale nordirere. Alt i alt kan jeg varmt anbefale alle at tage på et udvekslingsophold - særligt til Belfast, som for mig vil blive husket som en helt speciel og udforskende tid i løbet af min psykologiuddannelse. n

61


KRISETIDER ET FILOSOFISK SEMINAR PÅ TESTRUP HØJSKOLE Tekst og foto af Amanda Lambæk, stud.psych.

En ganske almindelig, grå fredag morgen i januar efterlod jeg post-nytårs-fornemmelser og eksamensspekulationer i København for at tage på højskoleeventyr lidt uden for Århus. Her slog Testrup Højskole for 28. gang dørene op for et filosofisk seminar, denne gang med overskriften ”Krisetider”. Indput bringer her en mini-reportage fra højskoleopholdet, hvor omtrent hundrede filosofinysgerrige sjæle fra hele landet var samlet i en uge for at gå på opdagelse i både krisens og højskolelivets potentialer.

Indput Institut for Psykologi KU


Krisen er tænkningens begyndelse Omkring klokken 15 fredag eftermiddag forlod bussen Århus C. Jeg havde placeret mig på en af de bagerste rækker, hvorfra jeg henover de småslidte bussæder fik øje på hårtoppe i primært hvide og grålige nuancer. Deriblandt sad enkelte unge på min egen alder og gloede rundt på de hvidhårede, som kiggede lidt spørgende tilbage. ”Skal vi samme sted hen?” virkede til at være spørgsmålet på alles læber. Efterhånden som storbyens travle gågader blev skiftet ud med landlige omgivelser, og bussen til sidst standsede foran Testrup Højskole, stod det klart, at vi på trods af den relativt store aldersspredning alle var i samme båd, hvad angik den næste uges tid. Højskolen, som blev grundlagt i 1866 af Jens Nørregaard, emmede af historie fra det øjeblik, vi trådte ind på gårdspladsen, hvilket husmurene med dets indgraveringer fra tidligere elever vidnede om. Der var lys i spisesalen, hvor duften af friskbrygget kaffe og nybagte boller mødte os i døren. Snart fandt folk sig til rette i små grupperinger omkring bordene, alt imens indkvarteringen på sovesalen og i de tilstødende huse fandt sted. Forsamlingen af forskellige generationer fik mig til at tænke på, at filosofi og måske særligt emnet krisetider taler til et bredt publikum. Måske fordi de fleste kan nikke genkendende til tidspunkter i livet, hvor den normaltilstand, vi ellers intuitivt agerer ud fra pludselig bryder sammen og for en stund tvinger

os til at tænke og handle på en anden måde. Det være sig i de hændelsesnære kriser, som er kendetegnet ved en ydre kilde i form af for eksempel sygdom og død, flygtningestrømme og naturkatastrofer, men det drejer sig også om de mere spontane anledninger til kriser, hvor en pludselig eksistentiel angst indtræffer og efterlader os usikre i en tilstand uden en umiddelbar forklaring. Netop krisen som et grundlæggende eksistensvilkår blev allerede fremhævet i seminarets første foredrag, som havde højskoleforstander Simon Axø på talerstolen. Han påpegede, hvordan krisen uanset anledning og form, markerer et vendepunkt i tilværelsen, som på trods af ofte uønskede begivenheder og vanskelige følelser rummer et erkendelsespotentiale, fordi bruddet med hverdagens kontinuitetserfaringer motiverer til en ny tænkning. På en tavle i foredragssalen tegnede han en linje, hvorefter han med to fingre viskede dele af linjen ud, så der nu dannedes en stiplet linje. Et eksempel på, at livet netop er bygget op omkring både sammenhænge og bruderfaringer, hvor sidstnævnte medfører, at vi må tænke og forme vores eksistens på nye måder som en konsekvens af forandrede livsomstændigheder. Krisen er tænkningens begyndelse hed det sig i folderen til seminaret, hvilket blev en opfattelse, som fik lov at danne ramme for det resterende ophold.

63


Højskoleboble og rum for refleksion Højskoleopholdets formelle program bestod af to foredrag om dagen efterfulgt af en samtale med foredragsholderen, hvor kursisterne fik mulighed for at stille spørgsmål og diskutere i fællesskab. En stor del af seminarets foredragsholdere bevægede sig inden for eksistensfilosofiske tænkere såsom Sartre, Heidegger og Kierkegaard, mens andre fandt deres inspiration hos mere nutidige filosoffer eller i samtidslitteraturen. En enkelt gang fik psykologien også plads på talerstolen, da litteraten Lilian Munk Rösing gav os et indblik i Freuds testamente og psykoanalysens etik. Foruden de mange foredrag var programmet fyldt med kulturelle arrangementer med alt fra sangtime og filmfremvisning til operakoncert og udflugt til Moesgaard Museum. Den grundtvigske tradition var tydelig at mærke, da begyndelsen på hvert foredrag blev markeret med sange fra højskolesangbogen. Selvom traditionen for nogle af os var ny og anderledes, blev fællessangen allerede efter er par dage en uundværlig og selvfølgelig del af opholdet. Det fastlagte program med nøje tilrettelagte kaffe- og spisepauser betød, at de mange valg og krav, som til dagligt møder det moderne menneske, var reduceret til et absolut minimum. Vi gik fra sovesalen til spisesalen for at spise morgenmad, derefter til dagens første foredrag i foredragssalen for igen at gå i spisesalen til

Indput Institut for Psykologi KU

formiddagskaffe og tilbage til foredragssalen, og sådan fortsatte det ellers resten af dagen indtil aftenkaffen blev serveret kl. 21.15. Som dagene gik, begyndte jeg så småt at forstå, hvad der blandt højskoleelever menes, når der refereres til den helt særlige højskoleboble, man bringes i, når man forlader en hverdag gennemsyret af travlhed og tvivl for i stedet at træde ind i et ubekymret og nærværende nu. De skemalagte dage efterlod en befriende fornemmelse og kultiverede et genuint rum for refleksion, hvor idéer og tanker fra oplæggene blev vendt og drejet i efterfølgende snakke under middagsmaden. Det enestående individ Blandt de mange interessante foredrag var højskolelærer Christian Hjortkjærs kierkegaardske samfundsdiagnose et relevant indspark, som nok især vakte genklang hos den yngre generation. Foredraget satte fokus på de skam- og utilstrækkelighedsfølelser, som mange, især unge, kæmper med i dag. Følelser som opstår i kraft af nutidens idealforestilling om et enestående og uafhængigt individ, som må håndtere livets udfordringer på egen hånd ved at finde svaret inde i sig selv. Et ideal, som gør det umuligt nogensinde at blive tilfreds med det stykke arbejde, man udfører, og som skaber en opfattelse hos den enkelte om at stå alene med ansvaret for tilværelsens fiaskoer såvel


som succeser. Som foredraget skred frem fik Christian Hjortkjær desuden fremhævet, hvordan vi har bevæget os væk fra et forbudssamfund til i dag at leve i en påbudskultur, hvor der er rigtig meget vi skal, og ikke så meget vi ikke må. Nutidens ideal om selvrealisering er altså ikke et tilbud, men et påbud fra overjeget, som ikke længere repræsenterer en moralsk instans i psyken, men snarere er en stemme, der fortæller os, at vi skal have lyst og ikke må lade os undertrykke. Når vi i dag skammer os og føler utilstrækkelighed, er det netop fordi, vi oplever ikke at kunne leve op til overjegets ideal om at leve et lykkeligt og autentisk liv som enestående individer. Kærlighed som en måde at se på Det vanskelige ved skammen er, at vi ikke kan undskylde os ud af den eller bede om syndsforladelse, som det er tilfældet med skylden, hvor handlingsændringer kan føre til tilgivelse fra den anden part. Når skammen rammer, føler vi os blottede og lader blikket falde for at afbryde øjenkontakten. Da det ikke er muligt at komme ud af skammen på egen hånd, bliver det centrale spørgsmål i denne sammenhæng derfor, hvordan vi så slipper fri fra de trykkende følelser, som bidrager til en hel del smerte og lidelse? Ifølge Christian Hjortkjær er næstekærligheden en måde, hvorpå vi kan hjælpe hinanden ud af skammen og utilstrækkeligheden. Kærlighed er nemlig ikke en følelse, men snarere en måde at se på. Et blik, som hos Kierkegaard opfattes som en etisk forpligtelse, der indebærer, at vi alle må se hinanden som mere end dét, vi umiddelbart kan få øje på. Kassedamen i Netto er andet end blot sin uniform, det lille temperamentsfulde barn er mere end kun at være vanskelig, og personen, som lider af en depression er ikke kun sine symptomer. Med Kierkegaard fik foredragsholderen understreget, at vi ved at se kærligt på den anden ser bort fra de individuelle forskelle, som bidrager til idéen om det enestående individ for i stedet at fokusere blikket på den væsentlige lighed, der gør sig gældende for mennesker generelt. Når vi ser kærligheden frem i den anden, ser vi det hele menneske og inkluderer dermed de fejl og utilstrækkeligheder, vi ellers i det daglige præstationsræs forsøger at skjule.

Foredragsrække Krisen som eksistensvilkår ved højskoleforstander Simon Axø. Skammens stemme er tavshed ved højskolelærer Christian Hjortkjær. Det ubærlige ansvar – Sarte og alvorsmennesket i det 21. århundrede ved ekstern lektor Sune Lisberg. Fra en brud til et brud – om hjemløshedens forjættelse hos Kierkegaard ved undervisningsadjunkt Peter Aaboe Sørensen. Fare, risiko, frygt – grundbegreber i politisk eksistentialisme ved højskolelærer Frank Beck Lassen. Luther – grundlægger af eksistensfilosofien ved professor Hans-Jørgen Schanz. Eftertiden – variationer over Agamben ved lektor Søren Gosvig Olesen. Med fjender i lys vi tale – eksistens og nåde hos Knausgård ved lektor David Bugge. Fra politik til eksistens – om et muligt vagtskifte i den danske samtidslitteratur ved lektor Marianne Stidsen. Eksistens og endelighed hos Martin Heidegger og Ernst Jünger ved professor Søren Harnow Klausen. Freuds testamente ved lektor Lilian Munk Rösing.

Skal du med? Hvis du sidder tilbage med en nysgerrighed på både højskoleliv og filosofi, er et filosofisk seminar på Testrup Højskole svært at komme udenom. Højskolen arrangerer en række forskellige korte ugekurser både i sommer- og vinterperioden, som kan fås til en fordelagtig pris, hvis man fortsat er studerende. Næste seminar finder sted i slutningen af juni måned og har temaet ”Dannelsens fremtid” på dagsordenen. Programmet kan allerede findes på højskolens hjemmeside, hvor tilmeldingen ligeledes foregår. n

65


STUDIEJOB

PSYKOLOGISK RÅDGIVER HOS FALCK HEALTHCARE Af Stine Karstoft, stud.psych.

Hvad er Falck Healthcare? For de fleste vil Falck-navnet formentlig være associeret med vejhjælp og ambulancer, som vi møder rundt omkring i landet. Hvad de færreste imidlertid er bekendte med, er at Falck-Koncernen, foruden Assistance og Redning, også består af forretningsområderne Healthcare og Safety Services. Falck Healthcare har til formål at fremme borgere og ansattes adgang til fysisk og mental sundhed inden for kerneområderne forebyggelse, behandling, organisation og ledelse samt uddannelse. Falck Healthcare opererer således både på individ- og organisationsniveau, hvor de fungerer som underleverandører af sundhedsydelser for mere end 10.000 forskellige offentlige og private arbejdspladser samt forsikrings- og pensionsselskaber. Som del af Falck Healthcare varetager Det Psykologiske Visitations- og Rådgivningscenter de elementer af sundhedsarbejdet, som vedrører mental trivsel. Det psykologiske rådgivningscenter fungerer her som visitationsled mellem kunde og klient, idet de iværksætter forskellige former for psykologhjælp afhængigt af, hvilke muligheder den enkelte arbejdsplads eller privatperson har tilkøbt sig. Hvori består arbejdet som studiemedarbejder hos Falck Healthcare? Gruppen af studentermedarbejdere består primært af psykologistuderende, som har til funktion at supplere og aflaste det fuldtidsarbejdende team. Arbejdet udføres telefonisk og består i at besvare kunders og klienters henvendelser, igangsætte forskellige former for psykologhjælp samt løbende at følge op på denne i dialogen med de 520 autoriserede psykologer, som er tilknyttet netværket rundt omkring i landet. Den psykologfaglige del af arbejdet omhandler samtalerne med klienterne omkring den pågældende problemstilling

Indput Institut for Psykologi KU


eller hændelse. Problemstillingerne kan være alt fra arbejdsrelateret stress, mobning på arbejdspladsen, parforholdsproblemer, misbrug, en psykiatrisk diagnose til suicidaltanker. Endvidere kan der være sket en akut ulykke, såsom et overfald fra en borger mod en ansat i en kommunal instans eller et dødsfald i nærmeste familie. Selvom telefonen lægger en vis afstand mellem klienten og en selv, kan det i begyndelsen være udfordrende at bevare et professionelt overblik, når man har et grådlabilt forældrepar igennem, som netop har mistet deres spædbarn eller en suicidal person, der oplyser at stå på en bro og truer med at springe. Endnu sværere kan det være, når sidstnævnte eller psykisk forvirrede personer ringer ind uden at være berettiget til nogen hjælp og derfor må afvises. Heldigvis modtager vi med jævne mellemrum supervision og har altid en teamleder og meget inkluderende kollegaer, som vi kan evaluere med. Samtalerne med klienterne varer indtil vi har dannet os et tilstrækkeligt indblik i klientens situation og behov, så vi ud fra vedkommendes dækningsbetingelser kan vurdere, hvilken form for psykologhjælp, der skal sættes i gang. Det kan være et personligt forløb hos en psykolog med specifikke kompetencer og terapiformer, samtaler med en akuttelefonpsykolog, webkonsultationer eller en debriefing på stedet.

enhed med klienternes behov og ønsker. Som mellemled i denne proces benytter Falck Healthcare sig af kvantitative effektmålinger, både internt i rådgivningsteamet for blandt andet at overholde VIP-kunders kø-kvoter på telefonen samt eksternt i psykolognetværket, hvor psykologerne anvender FIT-skemaer forud for hver konsultation med klienten. Om man er tilhænger af denne form for kvalitetssikring eller ej, er det ikke desto mindre meget lærerigt at være del af denne i praksis. Hvis man overvejer at søge om at blive en del af det psykologiske rådgivningsteam, er det først og fremmest en fordel at kunne håndtere pressede perioder med kø på telefonerne, samt at have mod på ofte at være den første kontaktperson ved akutte hændelser. Derudover skal man forberede sig på etiske dilemmaer i forhold til sin tavshedspligt, når man håndterer sager, som er aktuelle i medierne, omhandler store virksomheder, kendte mennesker og endog klienter, som man kender personligt. Når alt dette er sagt, bliver man først og fremmest del af et team, hvor arbejdsmiljøet er usædvanligt humorfyldt, og hvor der er plads til både at sparre med hinanden omkring de tunge sager samt få nogle tragikomiske grin af de mere bizarre historier. n

Hvad får man ud af at være psykologisk rådgiver hos Falck Healthcare? Hvis man ønsker at træne sine samtaleevner inden for et bredt spektrum af problemstillinger, er Falck Healthcares psykologiske rådgivningscenter altså klart anbefalelsesværdigt. Samtidig føler jeg, at jeg har fået et værdifuldt indblik i de organisatoriske aspekter af at være en del af så stor en virksomhed som Falck. Herunder hvad det vil sige at få kundernes garantier og økonomiske interesser til at gå op i en højere

67


Indput Institut for Psykologi KU


Besøg www.indput.dk

69


Psyk & Tværs

# 10

Af Ida Marie Ankerfelt stud. psych. & Karen Damgaard , stud.psych.

Lodret: 2. Luftfartøj 4. Skjul 5. Særligt idealiseret idrætsudøver i det gamle Grækenland 6. Avisindlæg 7. Flirte / lægge … på 8. Centralt værktøj i billard 9. Hvile 10. Vildlede 11. Hvid insektlarve uden lemmer 12. Hvid genstand i munden 13. Højlig tiltaleform 14. Verdenshjørne 15. Udtryksform 17. Højlig tiltaleform 18. Mandetoilettet 22. Fosfor

Indput Institut for Psykologi KU

Vandret 1. Bevæger sig rastløs rundt 3. Hør! 6. Politisk parti 7. Endnu et politisk parti 11. Tændt 12. Tøjstørrelse 13. Ulækkert! 14. Opnå forståelse 15. Det 18. bogstav i den danske udgave af det latinske alfabet 16. Tilhører dig 18. Gedeunge 19. Komplette 20. Rumvæsen der ringer hjem 21. Række symptomer relateret til den kvindelige menstruationscyklus 22. Ung jomfru 23. Mindre høflig tiltaleform 24. Kvinde eller mandestemme i dybt sangleje 25. Fabeldyr, som er halv mand, halv hest


Vind et gavekort på 100 kr. til Academic Books! Tag et billede af din løste Psyk & Tværs, og send det til os i en besked til vores Facebookside eller i en mail til redaktion@indput.dk senest d. 1. maj 2018, så trækker vi lod blandt de korrekte løsninger. Sidste blads heldige vinder var Lærke Nathalie Krogsgaard, 7. semester.

Academic books

71


Indput nr. 3, 49. årgang - Kønnet og udyret  
Indput nr. 3, 49. årgang - Kønnet og udyret  
Advertisement